Legislator Case Law & Legislation
E19933S00007 DK

SELSKABSBESKATNING 1993 AFSNIT SG - BESKATNING VED AFSTÅELSE AF AKTIER, ANDELSBEVISER OG LIGN.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1993

Afsnit SG - Beskatning ved afståelse af aktier, andelsbeviser og lign.

S.G.1 Området for aktieavancebeskatning

Ved afståelse af aktier, andelsbeviser og lign. behandles fortjeneste eller tab som udgangspunkt efter reglerne i lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier mv. (ABL). Dog behandles fortjeneste eller tab ved afståelse af konvertible obligationer i visse tilfælde i stedet efter reglerne i KGL § 6, stk. 2, § 7, stk. 7 eller § 7A.

I tilfælde, hvor beskatning ved afståelse af aktier i stedet skal ske efter reglerne i LL § 16 A eller § 16 B, skal hele afståelsessummen beskattes som aktieindkomst, jf. PSL § 4 a.

* Ved lov nr. 421 af 25. juni 1993, om ensartet udbytte- og aktieavancebeskatning m.v., er reglerne for beskatning af aktionærer ændret. Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993, er reglerne blevet justeret og præciseret.

Efter de nye regler skal såvel de udbytter, som tidligere skulle medregnes til udbytteindkomsten, samt de avancer, som efter ABL skal medregnes ved opgørelsen af aktieindkomsten, beskattes som aktieindkomst.

De fleste af de nye regler har virkning fra og med den 19. maj 1993. Enkelte af de nye regler der beskrives i dette afsnit, har dog først virkning fra og med den 18. november eller 10. december 1993. De udbytter, som til og med 18. maj 1993 skulle beskattes som udbytteindkomst, skal medregnes i aktieindkomsten for 1993.

Fortjeneste eller tab på aktier, der blev afstået inden den 19. maj 1993, skal beskattes efter de tidligere regler.

S.G.1.1 Definitioner

Fondsaktier - ofte kaldet reservefonds- eller friaktier - er aktier, der uden vederlag gives et selskabs aktionærer i forhold til deres aktiebesiddelse i selskabet.

Fondsaktier udstedes som regel, når der i et selskab er opsamlet meget betydelige reserver, idet der herved tilvejebringes et mere rimeligt forhold mellem aktiekapital og reserver. Dette sker ved at overføre en del af midlerne fra reservefondskonti til aktiekapitalkonto. Der tilgår ikke aktionærerne nogen økonomisk fordel herved, da de i forvejen gennem deres aktiebesiddelse ejer hele selskabets formue incl. reserverne. Derfor vil hele aktiekapitalens kursværdi være den samme før og efter udvidelsen.

Mod afstempling af de gamle aktier eller mod aflevering af en bestemt udbyttekupon får aktionærerne udstedt interimsbeviser (midlertidige aktiebeviser), der senere ombyttes med de nye aktier. Hvis en aktionærs beholdning af aktier ikke går op med udvidelsesforholdet, kan aktionæren i stedet få udleveret aktieretsbeviser, som kan sælges, eller som man kan købe for at kunne tegne et "rundt" beløb. Hvor udleveringen af fondsaktier derimod sker mod aflevering af en bestemt udbyttekupon, kan denne ligeledes sælges eller evt. veksles. Kursen for aktieretten vil tendere imod at være lig forskellen mellem kursen før og efter udvidelsen.

Tegningsret er den ret, der gives et selskabs aktionærer til at tegne nye aktier i forbindelse med udvidelse af et selskabs aktiekapital, som regel til en lavere kurs end den p.t. noterede.

Ønsker aktionæren ikke selv at udnytte tegningsretten helt eller delvis, vil han få udleveret tegningsretsbeviser, der kan sælges som selvstændige værdipapirer. Sker nytegningen mod aflevering af en bestemt udbyttekupon, kan denne ligeledes sælges eller evt. veksles. Man kan supplere sin egen tegningsret ved køb for derved at få ret til tegning af et "rundt" beløb, ligesom ikke-aktionærer kan købe tegningsretter og nytegne i selskabet.

Tegningsforholdet: Det tal, der angiver, hvor mange nye aktier, der kan tegnes. Tegningsforhold 3:1 betyder således, at der for hver 3 gamle aktier kan tegnes een ny af samme størrelse.

Tegningskurs: Den kurs til hvilken de nye aktier kan tegnes.

Tegningsrettens kurs: Den kurs, til hvilken den tegningsret, der er knyttet til 100 kr. gamle aktier, handles.

Det vil sige, at hvis tegningsforholdet er 3:1, skal man købe 3 tegningsretter for at kunne tegne en ny aktie - eller sagt på en anden måde - ved beregningen af, hvad der kan opnås ved salg af tegningsretten, skal man multiplicere den nominelle værdi af de gamle aktier med tegningsrettens kurs og dividere med 100.

Værdien af en tegningsret beregnes således: Hvis kursen på de gamle aktier før udvidelsen er 250, giver det med tegningsforholdet 4:1

Køb af gamle aktier 400 kr. til kurs 250 1.000 kr. Tegning af 100 kr. nye aktier til kurs 105 105 kr. Anskaffelsessum for 500 kr. aktier 1.105 kr.

Gennemsnitsanskaffelseskurs 221.

Forskellen mellem den gamle kurs 250 og den gennemsnitlige anskaffelseskurs 221 udgør tegningsrettens teoretiske værdi, men den faktiske kurs kan afvige noget herfra. I børssproget tales der altid om tegningsret af så og så mange gamle aktier - ikke om retten til at tegne så og så mange nye aktier. 4.000 tegningsretter er altså retten til at tegne 1.000 nye aktier (når forholdet er 4:1).

Udbyttet af en aktie er altid inkluderet i prisen. Finder udvidelsen sted i et selskab - der normalt giver 10 pct. i udbytte - kort før generalforsamlingen, og bærer de nye aktier intet udbytte, trækker man 10 points fra i kursen, inden tegningsrettens værdi beregnes. Fra tegningsdagen noteres de gamle aktier eksklusive tegningsretten, og kursen vil derfor falde under hensyn til tegningsrettens værdi. De nye aktier optages kun til særskilt notering, hvis de ikke bærer fuldt udbytte for det regnskabsår, der endnu ikke er udbetalt udbytte for.

Fri tegning: Et selskab kan udbyde helt eller delvis til fri nytegning. Denne form for tegning kræver ikke nogen tegningsret, men sker næsten altid til væsentlig højere kurser end pari.

Medarbejderaktier er aktier, der tilbydes et selskabs medarbejdere til favørkurs eller udloddes uden vederlag (maks. 6.000 kr. årligt). Se A.B.1.10.1.

Håndværkeraktier er aktier håndværkere m.fl., der har udført arbejde ved opførelse af en bygning for et aktieselskab, modtager som betaling for deres (rest-)tilgodehavende, se E.B.2.6.4.

Konvertible obligationer er værdipapirer, som efter et vist tidsforløb giver indehaveren ret til at vælge mellem kontant indløsning eller konvertering til aktier i selskabet. Tegningsretten til konvertible obligationer handles på børsen på samme måde som tegningsret til aktier. Der sker særskilt notering af de konvertible obligationer. Kursen findes i børskurslisterne under "Aktier".

Warrants er aktietegningsrettigheder, der giver erhververen ret, men ikke pligt, til på et senere tidspunkt, sædvanligvis efter 3 år at tegne aktier i et selskab til en forud fastsat tegningskurs, også kaldet exercisepris. Udstedelse af warrants medfører således en senere kapitaludvidelse i det warrantudstedende selskab.

S.G.1.2 Aktier, andelsbeviser og lign.

Reglerne om aktieavancebeskatning i ABL omfatter aktier, anparter i anpartsselskaber, investeringsbeviser i akkumulerende og udloddende investeringsforeninger, andelsbeviser og lign. værdipapirer samt aktie- og tegningsretter vedrørende disse.

Reglerne omfatter endvidere warrants samt konvertible obligationer og tegningsretter vedrørende disse, men ikke andre obligationer.

De særlige tilfælde hvor konvertible obligationer beskattes efter KGL er omhandlet i KGL § 6, stk. 2 om gevinst og tab på konvertible obligationer i fremmed valuta, KGL § 7, stk. 7 om beskatning af gevinst på konvertible obligationer, der ikke opfylder mindsterentekravet, samt endelig KGL § 7 A om beskatning af gevinst på fordringer erhvervet for lånte midler. Om det nærmere indhold af disse bestemmelser henvises til cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 om KGL, punkt 82 ff.

Reglerne i ABL gælder, uanset at der ikke udstedes egentlige aktiebreve eller andelsbeviser mv., lsr. 1968.6.

Reglerne gælder ikke blot for andele i egentlige erhvervsdrivende andelsselskaber, men også for andele i f.eks. andelsboligforeninger (lsr. 1966.21 og 85) og andelshaveforeninger (lsr. 1971.114). Vedrørende evt. skattefritagelse efter den såkaldte parcelhusregel i EBL § 8, stk. 4, henvises til S.G.3.9.

For andele i andelshaveforeninger, hvor andelsforeningen ejer grunden samt diverse fællesanlæg, medens andelshaveren ejer huset opført på den havelod, som andelshaveren har brugsretten til, skal afståelsesvederlaget opdeles på huset og andelsbeviset, således at beskatningen sker efter reglerne for henholdsvis ejendomsafståelse og aktieafståelse.

Det er en forudsætning for reglernes anvendelse, at der er tale om andelsrettigheder i selvstændige skattesubjekter.

Reglerne omfatter således ikke andele i interessentskaber, andele i boligkollektiver som nævnt under S.A.1.8.2 og andele i kommanditselskaber. Deltagere i kontoførende investeringsforeninger beskattes ligeledes ikke efter reglerne i ABL, men efter reglerne i investeringsforeningsloven, jf. lovbek. nr. 864 af 22. oktober 1992, som senest er ændret ved lov nr. 421 af 25. juni 1993.

Aktier og lign. er anset at foreligge i lsr. 1974.8 (vognmands indskud ved tilslutning til en taxacentral) og i lsr. 1983.152 (forpagters salg af retten til at levere kartofler til en andelsfabrik).

Aktier og lign. er ikke anset at foreligge vedrørende indskudsbeviser i Arbejderbevægelsens kooperative Finansieringsfond, som alene kunne tilbagebetales med højst det indskudte beløb, lsr. 1985.171.

En vedtagen, men ikke registreret udvidelse af aktie- eller anpartskapitalen i et registreret selskab omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 1, giver ikke ret til tabsfradrag for aktier eller anparter. Dette gælder uanset årsagen til den manglende registrering. Se ØLD af 26. marts 1984 (skd.70.514) og Skat 1988.10.602 (lsr).

S.G.1.3 Afståelse mv.

Reglerne om aktieavancebeskatning i ABL finder som udgangspunkt anvendelse ved afståelse, jf. lovens § 1, stk. 2.

Salg

Ved afståelse tænkes først og fremmest på almindeligt frit salg. Et salg anses for sket på aftaletidspunktet. Dette gælder, uanset betalingen først sker senere, og uanset parterne har aftalt, at overdragelsen juridisk og skattemæssigt først skal finde sted samtidig med betalingen, se lsr. 1977.117. * Ligningsrådet fandt, at en person, som var indrømmet en tidsbegrænset salgsret til en aktiepost til en på forhånd fastlagt kursberegningsregel og som havde fået bankgaranti for salgssummens betaling, ikke havde afstået sin aktiepost ved salgsrettens indrømmelse, men først på det tidspunkt, hvor han påberåbte sig salgsretten. TOLD*SKAT Nyt 1993.8.385. * Udlån af aktier til en baissespekulant vil som udgangspunkt blive anset for en afståelse, Skat 1989.8.619 (sd). Hvor vidt der i disse tilfælde er indeholdt sådanne særskilte aftaler, som tillige er omfattet af KGL's regler om finansielle instrumenter, må bedømmes konkret. Om baissespekulation henvises til S.G.2.4.5.

Tvangsindløsning

Sker afståelsen ved tvangsindløsning efter reglerne i aktieselskabslovens §§ 20 b og 20 c, og overdrages aktierne ikke inden udløbet af den frist, der efter lovens § 20 c, stk. 1, fastsættes i bek. i Statstidende, anses aktierne for afstået på den i Statstidende anførte dato for fristens udløb, Skat 1988.10.616 (sd). Et evt. senere indgået forlig om indløsningskursen udsætter ikke afståelsestidspunktet, Skat 1988.6.342 (lsr.).

Skattepligtig fusion

I TOLD*Skat Nyt 1992.6.191 (TS) ansås aktier i det ophørende (indskydende) selskab i anledning af en skattepligtig fusion først for afstået på datoen for generalforsamlingens endelige vedtagelse af fusionen. Aktierne ansås for afstået til børskursen pr. denne dato for de tilbyttede aktier.

Erstatnings- og forsikringssummer

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, ABL § 1, stk. 4, jf. LOSI § 4, stk. 1. Erstatning for annullering af en aftale om aktiesalg er behandlet som et salg, lsr. 1970.7.Gave eller arveforskud

Overdragelser ved gave eller arveforskud sidestilles med salg, henholdsvis køb, ABL § 1, stk. 4, jf. LOSI §§ 4 og 5. Om gaveoverdragelser til børn mv. og om overdragelseskurs, se hhv. S.G.1.3.2 og S.G.2.4.8.3.

Aktieombytning - vedtægtsændring

Ombytning af aktier i samme selskab, men med forskellige rettigheder, sidestilles med salg, uanset aktierne har samme kursværdi, skd. 2.22.

* Vedrørende skattefri aktieombytning efter ABL § 13, se S.G.3.6. *

Ombytning af ældre aktier med nye aktier i samme selskab, således at de ældre og de nye aktier i realiteten er identiske, sidestilles ikke med salg, * og de nye aktier anses for erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ældre aktier. Det kan f.eks. skyldes, at selskabet har skiftet navn eller ændret stykstørrelse for aktier. * Se skd.cirk. nr. 1 af 2. jan. 1984, pkt. 9, sidste afsnit.

Ændres aktiernes rettigheder ved vedtægtsændring, beror det på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse. Ved denne vurdering vil der navnlig blive henset til indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder der er knyttet til en aktiepost, gennem en vedtægtsændring får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. I bedømmelsen vil desuden indgå aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved. Ændring af stemmeret

Vedtægtsændringer der alene angår aktiernes stemmeret - eksempelvis hvor der til en aktieklasse efter vedtægtsændring knyttes stemmeret, som i RR 1981 SM 187, eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling som i TfR 1985.248 og SKAT 1988.12.795 - fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge afståelse. Ligeledes i TOLD*SKAT Nyt 1992.5.156, hvor formålet med vedtægtsændringen var at begrænse A-aktiernes stemmeret til forholdet 10-1, i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 67, stk. 1. Tilsvarende gælder, såfremt vedtægtsændringen medfører ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellig stemmerettigheder, med mindre der foreligger særlige forhold. Se i denne forbindelse TOLD*SKAT Nyt 1992.13.384.

* I et børsnoteret selskab, hvor A-aktierne havde forhøjet stemmeværdi og B-aktionærerne forlods havde ret til 8% udbytte, hvorefter der blev udbetalt 8% til A-aktionærerne, ville man ophæve aktieklasserne ved en vedtægtsændring kombineret med udstedelse af fondsaktier til de tidligere A-aktionærer.

3 af aktionærerne ejede hver mere end 10% af aktiekapitalen, svarende til ca. 16,5 mio. kr. A-aktier og ca. 15 mio. kr. B-aktier. 12,5 mio kr. A-aktier var fordelt mellem godt en halv snes efterkommere af selskabets stifter, og endelig var 5 mio. kr. A-aktier samt ca. 110. mio. kr. B-aktier fordelt over en bred kreds af aktionærer, hvoraf D var størst.

Ligningsrådet havde ved den påklagede BF anset en ophævelse af de to aktieklasser gennem en vedtægtsændring, kombineret med en udstedelse af fondsaktier til A-aktionærerne, for at udgøre en afståelse i skattemæssig henseende, jf. ABL § 1, stk. 2. Ligningsrådet fandt således, at vedtægtsændringen kombineret med udstedelse af fondsaktier til A-aktionærerne indebar en så væsentlig og afgørende ændring af de rettigheder, der var knyttet til samtlige aktier i selskabet, samt forrykkelse af aktionærernes kapitalandele, at der reelt ikke længere var identitet mellem aktierne før og efter ændringen. Samtlige de af aktionærerne hidtil ejede A- og B-aktier måtte herefter skattemæssigt anses for afstået.

Det blev over for Landsskatteretten oplyst, at den samtidige gennemførelse af vedtægtsændringen og udstedelse af friaktier var forretningsmæssigt betinget, idet A-aktionærerne skulle give afkald på vedtægtsmæssige rettigheder, der historisk havde betinget en høj kurs, hvilket skulle kompenseres, jf. at A-aktierne pr. 25. juni 1990 var noteret til kurs 1.100, og B-aktierne til kurs 246. Efter sammenlægningen forventedes værdien af A-aktierne at falde væsentligt.

Told- og Skattestyrelsen indstillede principalt over for Landsskatteretten forhåndsbeskeden stadfæstet under henvisning til, at den tidligere sparsomme praksis på området måtte anses for ændret med virkning fra 1988 på baggrund af Ligningsrådets trufne og offentliggjorte afgørelser, der ligeledes havde resulteret i den ændrede formulering af ligningsvejledningen. Styrelsen anførte videre, at det ved vurderingen af, om der skulle gennemføres en afståelsesbeskatning, fandtes at være uden betydning, om der fandt en værdiforskydning sted mellem de hidtidige A-aktionærer på den ene side og B-aktionærerne på den anden. Det væsentlige var derimod, at vedtægtsændringen her medførte sådanne væsentlige ændringer af aktierne, at der ikke længere var identitet mellem aktierne, både for så vidt angik de hidtidige A-aktionærer og B-aktionærer. I det givne tilfælde måtte vedtægtsændringen sidestilles med en ombytning af aktier, der ifølge praksis medførte afståelsesbeskatning, uanset de tilbyttede aktier havde samme kursværdi som de ombyttede og derved ikke resulterede i en værdiforskydning mellem aktionærerne.

Subsidiært indstillede Styrelsen, at tildelingen af fondsaktier i ulige forhold skulle udbyttebeskattes. Mest Subsidiært indstillede Styrelsen, at vedtægtsændringen blev sidestillet med delafståelse for både A- og B-aktier.

For så vidt angik Told- og Skattestyrelsens subsidiære påstand bemærkede retten, at den over for Ligningsrådet afgivne BF alene vedrørte spørgsmålet, om den påtænkte transaktion kunne anses for afståelse i skattemæssig henseende, således at Landsskatteretten kun ved klagens afgørelse skulle tage stilling hertil, jf. Lov om BF § 5.

Landsskatteretten bemærkede endvidere, at der var tale om et børsnoteret selskab uden interessefællesskab mellem aktionærgrupperne, og at den påtænkte disposition efter de foreliggende oplysninger ikke havde til formål at foretage en aktuel eller fremtidig indkomstforvridning mellem aktionærgrupperne.

Landsskatteretten fandt ikke, at en vedtægtsændring, hvorefter forskellen mellem rettighederne for A-aktier og B-aktier blev ophævet, således at A-aktierne og B-aktierne fik samme stemmeværdi og samme udbytteret, kunne anses for afståelse af aktier omfattet af ABL § 1, stk. 2, idet der herved blev henvist til Skattedepartementets afgørelse, offentliggjort i Revision og Regnskabsvæsen 1969, SM p. 45, og Landskatterettens kendelse, refereret i TfS 1985.170.

Landsskatteretten fandt endvidere, at den påtænkte udstedelse af fondsaktier i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelse herom, såvel før som efter den påtænkte vedtægtsændring, måtte anses som en udvidelse af såvel A- som B-kapitalen, således at en vedtagelse om, at alene A-aktionærerne skulle have ret til fondsaktier, måtte anses som en ikke-vedtægtsmæssig skævdeling, jf. herved princippet i Højesteret dom, refereret i TfS 1986.462. Efter de foreliggende oplysninger om de aktuelle kurser på henholdsvis A- og B-aktier og de forventede kurser på aktierne efter den planlagte vedtægtsændring, sammenholdt med størrelsen af den påtænkte kapitaludvidelse, fandt retten imidlertid, at det måtte lægges til grund, at der for såvel A- og B-aktionærerne ved den foreslåede vedtagelse af kapitaludvidelse og fordeling af fondsaktier var tilsigtet en økonomisk udligning af konsekvenserne af den planlagte vedtægtsændring, således at der ikke var grundlag for at anse B-aktionærernes andele af fondsaktier for afstået i skattemæssig henseende med fortjeneste eller tab som følge, jf. ABL § 1, stk. 2. Den BF blev ændret, således at den blev besvaret benægtende. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.12.589. Der kunne med andre ord ikke gennemføres afståelsesbeskatning i den foreliggende situation. *

Andre ændringer

Vedtægtsændringer der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser (stam- og præferenceaktier) anses normalt at indebære en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, med mindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning. Se TOLD*SKAT Nyt 1992.12.350.

I SKAT 1989.2.155 havde vedtægtsændringen udelukkende til formål at gennemføre et generationsskifte i selskabet mellem en fader og hans to sønner uden formel overdragelse af aktier. I forbindelse med en vedtægtsændring var aktiekapitalen i faderens helejede selskab forhøjet fra nom. 100.000 kr. til nom. 500.000 kr. Samtidig blev kapitalen opdelt i A- og B-aktier med maksimal stemmeret til B-aktierne, ligesom det blev bestemt, at den fremtidige værditilvækst udelukkende skulle tilfalde B-aktierne, idet A-aktierne kun kunne indløses for en fast pris med tillæg af pristalsregulering. Kapitalforhøjelsen på nom. 400.000 kr gennemførtes således, at faderen modtog nom. 200.000 kr fondsaktier, fordelt ligeligt på A- og B-aktier, mens hans hidtidige beholdning på 100.000 kr. blev ændret til A-aktier. De to sønner tegnede hver nom. 100.000 kr. B-aktier til pari.

Ligningsrådet fandt, at der i dette tilfælde forelå afståelse af de af faderen, indtil vedtægtsændringen, tilhørende aktier i selskabet.

* Landsskatteretten har i en ikke offentliggjort kendelse om vedtægsændringer, afsagt den 27. september 1993, afsagt følgende kendelse

"Selskabet A's aktiekapital var fordelt på nominelt 226.000 kr., som tilhørte klagerens moder, og 174.000 kr., som tilhørte klageren. Aktiekapitalen var ikke opdelt i forskellige aktieklasser, og ingen aktier havde særlige rettigheder. Den 23. juni 1987 solgte moderen sin aktiepost til selskabet B, som var 100% ejet af klageren, og i den forbindelse blev vedtægterne ændret i A, hvorved aktiekapitalen blev fordelt på nominelt 174.000 kr. A-aktier og nominelt 226.000 kr. B-aktier. Der var ikke udloddet udbytte fra selskabet A før vedtægtsændringen, og derefter blev der alene udloddet udbytte til B-aktierne. Efter vedtægtsændringen fik A-aktierne forhøjet stemmeværdi, idet hver A-aktiebeløb på 500 kr. fik 10 stemmer, og hver B-aktiebeløb på 500 kr. fik 1 stemme, medens B-aktionærerne kunne tillægges forlods ret til udbytte. Ved kapitaludvidelse havde aktionærerne fortegningsret til nye aktier i egen aktieklasse, og ved selskabets opløsning havde B-aktierne ret til forlods dækning for deres pålydende med tillæg af manglende kumulativt udbytte for tidligere regnskabsår.

Landsskatteretten fandt, at en vedtægtsændring med det ovenfor anførte indhold indebar en så væsentlig og afgørende ændring af de rettigheder, der var knyttet til samtlige aktier i selskabet, at samtlige de af aktionærerne hidtil ejede aktier skattemæssigt måtte anses for afstået, jf. ABL § 1, stk 2. Der var henset til, at klageren ved aktieoverdragelsen til selskabet B fik bestemmende indflydelse i selskabet, samt at hensynet til konsolidering af koncernen ikke fandtes at kunne begrunde den stedfundne vedtægtsændring, hvorved den trufne disposition ikke fandtes forretningsmæssig begrundet, men alene fandtes foretaget i hovedaktionærens interesse.

Landsskatteretten bemærkede, at afståelseskursen skulle ansættes til handelskursen for aktierne." *

Opløsning af et interessentskab

Opløsning af et interessentskab, der ejer en post aktier, således at hver interessent bliver ejer af aktier svarende til hans ideelle anpart af interessentskabets aktiebesiddelse, anses for hver enkelt interessent som et salg for så vidt angår hans ideelle anpart i aktier, som tilfalder medinteressenterne, HD af 11. feb. 1983 (skd. 66.315). Samtidig har han af medinteressenterne købt deres ideelle anpart af de aktier, som tilfalder ham.

Om omdannelse mv. af et aktieselskab til et kommandit-"aktieselskab", se TOLD*SKAT Nyt 1992.8.247.

Overdragelse af egne aktier til aktionærerne

Et selskabs salg af egne aktier til aktionærerne i samme forhold, som aktionærerne i forvejen ejer aktier i selskabet, udløser ingen beskatning i selskabet, idet forholdet sidestilles med overkurs ved aktietegning og derfor er skattefri. Sker salget i et andet forhold, behandles selskabets salg af de egne aktier efter de gældende regler om aktieafståelse.

Et selskabs vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne anses ikke som et salg, men sidestilles med en udlodning til aktionærerne, lsr. 1973.1, og TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1158. Udloddes aktierne i samme forhold, som aktionærerne ejer aktier i selskabet, sidestilles de udloddede aktier med fondsaktier. Selskabet kan ikke fradrage tab på aktierne.

Afkald på tegning til favørkurs

Overlader en aktionær vederlagsfrit retten til tegning af aktier til favørkurs til andre ud fra en gavebetragtning, udbyttebetragtning eller lign., anses tegningsretten for afstået til værdien i handel og vandel.

En hovedaktionær er eksempelvis anset at have afstået tegningsretter til værdien i handel og vandel i et tilfælde, hvor han ønskede at overlade selskabet til 3 medarbejdere, som han lod tegne nye aktier til kurs 100, idet den hidtidige aktiekapital samtidig blev gjort stemmeløs. Skattekursen på de gamle aktier var 600. I modsætning hertil anses der ikke at foreligge afståelse af tegningsret, hvor nuværende aktionærer i forbindelse med en aktieemision vederlagsfrit lader nye investorer tegne aktier til markedskurs, TOLD*SKAT Nyt 1992.11.331.

Tab på aktier i depot hos vekselerer

For aktier, som er lagt i depot hos et vekselererfirma, der har genbelånt aktierne, anses der ikke at foreligge et fradragsberettiget tab ved afståelse efter ABL, hvor tabet alene beror på vekselererfirmaets manglende evne til at dække aktionærens tilgodehavende. Se lsr. 1970.93-94, 1973.5, 1980.126 og Skat 1988.7.391 (lsr.).

Indløsning af konvertible obligationer

Ved indløsning af konvertible obligationer behandles fortjeneste eller tab som udgangspunkt efter reglerne i ABL eller evt. efter reglerne i KGL § 6, stk. 2, § 7, stk. 7, eller § 7 A, se S.G.1.2. og skd.cirk. nr. 1 af 2. jan. 1984, pkt. 23 c.

Om tilsidesættelse af kurs 100 som afståelsessum for en hovedanpartshaver, som ønskede indløsning i stedet for konvertering til anparter, uanset at de konvertible gældsbreves kursværdi umiddelbart forud for indløsningen måtte anses at overstige kurs 100, se Skat 1988.2.98 (sd) og 1989.6.476 (lsr.).

Ved indløsning af konvertible obligationer forud for forfaldstidspunktet eller på forfaldstidspunktet til et beløb, som overstiger det aftalte indløsningsbeløb, behandles fortjeneste eller tab ikke efter ABL/KGL, men efter LL § 16 B, stk. 1. Om sidstnævnte tilfælde, se Skat 1988.2.98 (sd) og 1989.6.476 (lsr.). Indløsning af konvertible obligationer - afståelsestidspunkt

Afståelsestidspunktet ved indløsning af konvertible obligationer er behandlet i ØLD af 7. april 1986 (Skat 1986.4.271). Retten fandt, at der ikke forelå afståelse den 18. dec. 1989 i et tilfælde, hvor der var tale om konvertible obligationer, som var udstedt i 1983, og som forfaldt til kontant indfrielse til kurs 170 den 18. nov. 1990, såfremt de ikke var konverteret til aktier i selskabet senest den 18. dec. 1989.

Dommen findes ikke at udelukke, at man i visse andre situationer kan statuere afståelse på det tidspunkt, hvor de konvertible obligationer senest kan konverteres til aktier i selskabet.

Afståelse findes efter omstændighederne at kunne statueres, hvis vilkårene for de konvertible obligationer udformes således, at restløbetiden efter det seneste konverteringstidspunkt er længere end den praktiske tilrettelæggelse og finansiering af indfrielsen kan begrunde, eller hvis restløbetiden udgør en væsentlig større del af den samlede løbetid end i den foreliggende sag.

Afståelse findes eksempelvis også at kunne statueres, hvis der er tale om selskaber med en begrænset aktionærkreds, hvor en restløbetid ikke kan anses for begrundet i en praktisk tilrettelæggelse og finansiering af indfrielsesbeløbet, således som det typisk kan være tilfældet i et selskab med en større aktionærkreds.

Salg og tilbagekøb

I en række tilfælde er der taget stilling til, om et aktiesalg med tilbagekøb efter salget kan sidestilles med et egentligt salg.

Finder salget og genkøbet sted samme dag, betragtes salget som usket. Er der gået flere dage mellem salget og tilbagekøbet, kræves der særlige grunde for at tilsidesætte salget. Det afgørende vil være, om der i den mellemliggende periode har været en reel mulighed for kurssvingninger. Der kan ved afgørelsen også lægges vægt på, om salget er sket ad normale kanaler (bank eller vekselerer) eller rent privat. Den omstændighed, at der er udfærdiget sædvanlig børsnota, er ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at godkende salget som et reelt salg. Se UfR 1965.802.Ø, lsr. 1966.82-83 og 1984.105 samt TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1364.

Er der truffet aftale om salg af aktier, således, at sælgeren har ret til på et senere tidspunkt at tilbagekøbe aktierne til en bestemt pris må det vurderes, om der foreligger to adskilte aftaler, der skal behandles efter reglerne i henholdsvis ABL og KGL.

Salg eller maskeret udbytte

For en aktionær med bestemmende indflydelse, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i et moderselskab til dets helejede datterselskab, fandt Ligningsrådet, at dispositionen ikke kunne anses for omfattet af reglerne i ABL, men at hele afståelsessummen måtte anses for skattepligtig udlodning for hovedaktionæren i henhold til LL § 16 A, stk. 1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen ved dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til hovedaktionæren, hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens beherskelse af moderselskabet RR 1984. SM 143.

Derimod har Skattedepartementet ikke statueret beskatning efter LL § 16 A, stk. 1, ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en del af aktieposten i et moderselskab til dets helejede datterselskab RR 1968. SM 25.

Om et tilfælde, hvor en hovedaktionær ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til trediemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se Skat 1989.3.238 (lsr.).

Om afgørelser, hvor der ikke er fundet grundlag for at statuere maskeret udbytte, se ØLD af 1. juli 1988 (Skat 1988.9.534), Skat 1988.5.287 (lsr.) og Skat 1990.2.134 (lsr.).

Likvidationsudlodninger

Likvidationsudlodninger i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, jf. ABL § 1, stk. 3.

Likvidationsudlodninger forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, såfremt der dispenseres efter LL § 16 A, stk. 3. Om likvidationsudlodninger, se S.G.3.1.

Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

Udlodninger omfattet af LL § 16 A, i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen i et selskab, som ikke er i likvidation, behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, såfremt der dispenseres efter bestemmelsens stk. 2. Om disse udlodninger, se S.G.3.2.

Afståelser omfattet af LL § 16 B

Afståelser til det udstedende selskab, omfattet af LL § 16 B, stk. 1, og afståelser til holdingselskaber m.v., omfattet af LL § 16 B, stk. 2, 4 og 5, behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, såfremt der dispenseres efter LL § 16 B, stk. 6. Om disse afståelser, se henholdsvis S.G.3.3 og S.G.3.4.

* Er aktierne afstået den 19. maj 1993 eller senere, er afståelsen omfattet af de nye regler i lov nr. 421 af 25. juni 1993 og lov nr. 1117 af 22. december 1993. Efter disse regler er de tidligere holdingregler i LL § 16 B, stk. 2, 4 og 5, ophævet, således at disse afståelser herefter bliver beskattet efter de almindelige regler i ABL. I den nye ABL § 7 a, er der for en del af de, som efter de tidligere regler skulle beskattes efter de særlige regler for hovedaktionærer, indsat en regel, hvorefter disse ved beregningen af avance kan foretage et nedslag. Se S.G.2.4.6. *

Indskud i pensionsordning

Indskud af aktier i en opsparing i pensionsøjemed, der er omfattet af PL, sidestilles med afståelse, og udlodning af aktier fra en sådan pensionsordning anses for en anskaffelse, jf. ABL § 9. Se i øvrigt S.G.4.2.

Skattefri fusion

Ved fusion, spaltning mv. efter FUSL regler udløses ikke nogen beskatning for aktionærerne i det omfang, aktier i det indskydende selskab udelukkende ombyttes med aktier i det modtagende selskab. Bliver aktierne ved fusionen udløst kontant eller dog med andre værdier end aktier i det modtagende selskab, anses aktierne for afstået. Om skattefri fusion, se S.G.3.5.

Aktieombytning, ABL § 13, stk. 2-4

Aktieombytning omfattet af ABL § 13, stk. 2-4, se S.G.3.6. * Med virkning fra den 19. maj 1993 er ABL § 13, stk. 1, ophævet, og stk. 2-4 er herefter blevet stk. 1-3. *

Arveudlæg

I ABL §§ 10 og 13 c er indeholdt regler om arveudlæg af aktier. Om disse regler, se S.G.3.7.

Succession ved familieoverdragelse

I ABL § 11 er indeholdt regler om succession ved familieoverdragelse af aktier, se S.G.3.8.

S.G.1.3.1 Ægtefællers afståelse af aktier

Hver ægtefælle skal medregne fortjeneste eller tab ved afståelse af sine aktier.

Overdragelse eller overførsel af aktier mv. mellem samlevende ægtefæller udløser i almindelighed ikke nogen avancebeskatning eller adgang til at fratrække et lidt tab, jf. KSL § 26 B. Dette gælder, selv om aktierne overdrages fra den ene ægtefælles særeje til den andens særeje, jf. lsr. 1980.18. Heller ikke overdragelse eller overførsel i forbindelse med skifte i anledning af separation eller skilsmisse betragtes som en afhændelse i lovens forstand, jf. lsr. 1961.104. Se i øvrigt 1984-cirk. pkt. 14, samt t&s nyt 1991.13.719 og TOLD*SKAT Nyt 1992.21.675, der begge er kommenteret i i TfS 1992.43.484 om ægtefællers aktionærstatus ved separation og skilsmisse. Se i øvrigt S.G.2.1.

Overdragelse til ægtefælle i udlandet - ABL § 13 b

Ifølge ABL § 13 b beskattes fortjeneste eller tab ved overdragelse af aktier til en på overdragelsestidspunktet samlevende ægtefælle, der er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, efter de almindelige regler i ABL om afståelse af aktier til tredjemand.

For aktier omfattet af ABL § 2 gælder dette dog kun, hvis aktionæren er hovedaktionær i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3, eller hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV.

* Sker overdragelsen den 19. maj 1993 eller senere, skal fortjeneste og tab beskattes efter de nye regler og på samme måde, som hvis afståelsen var sket til trediemand. Se S.G.2.4.6. Er aktierne omfattet af ABL § 2, skal fortjeneste eller tab kun beskattes, hvis aktionæren er hovedaktionær, jf. PSL § 19 a, stk. 2-4, eller hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV. *

Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab anses aktierne for afstået på tidspunktet for overdragelsen for et beløb svarende til værdien på dette tidspunkt.

S.G.1.3.2 Gaveoverdragelse

Bortgivelse af aktier mv. som gave eller arveforskud sidestilles med salg, jf. ABL § 1, stk. 4.

Ved bortgivelse eller salg til børn, fonds o.lign. kan overdrageren have betinget overdragelsen således, at der ikke kan antages at være sket nogen overdragelse. At overdrageren har forbeholdt sig udbytteretten, herunder ret til fremtidige friaktier, udelukker dog ikke, at afhændelse i lovens forstand har fundet sted. Har den pågældende derimod forbeholdt sig stemmeretten samtidigt med, at der er pålagt modtageren indskrænkninger i hans ret til at disponere over aktierne, anses overdragelse i lovens forstand ikke at have fundet sted. Se Skat 1989.3.208 (ØLD).

Bortgivelse af aktier til mindreårige børn har kun virkning for forældrenes opgørelse af tab eller avance ved aktieafhændelsen, hvis disse definitivt har fraskrevet sig rådigheden over aktierne. Ved bedømmelsen af, hvorvidt dette er tilfældet, kommer de almindelige civilretlige regler til anvendelse, herunder eventuel inddragelse af aktierne under et godkendt forvaltningsinstituts bestyrelse. Båndlæggelse er dog ikke nødvendig for at anse gaven for definitiv, hvis barnet har opnået en sådan alder, at det må antages at have forståelse af gavens indhold (gavehabilitet).

Dispositionens karakter af bindende overdragelse ændres ikke ved, at det i gaveoverdragelsesdokumentet fastslås, at aktierne skal tilhøre den umyndige som dennes særeje, samt at den umyndige overlader stemmeretten til faderen - eventuelt indtil gavemodtageren fylder f.eks. 30 år eller bliver myndig. Derimod vil man ikke godkende, at ejendomsretten kan anses for overgået, såfremt det i overdragelsesdokumentet fastslås, at børnene hverken retligt eller faktisk kan råde over de pågældende aktier.

Såfremt en gaveoverdragelse af aktier ifølge gavebrevet er sket under forudsætning af, at T&S-regionen godkender den i gaveanmeldelsen anførte aktiekurs, anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det tidspunkt, hvor modtageren af gaven er underrettet om gaven, uanset om det pågældende vilkår først opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne annulleres med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet, såfremt T&S-regionen fastsætter en højere værdi af aktierne, idet en afgørende forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det er dog en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse med den endelige afgørelse af aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd. 16.48.

Om overdragelseskurs ved gaveoverdragelse, se S.G.2.4.8.3.

S.G.1.3.3 Barns afståelse af aktier

Et mindreårigt barns salg af aktier, som det har modtaget som gave fra forældrene, medfører skattepligt af fortjeneste/tab hos barnet og ikke hos forældrene, idet sådan fortjeneste/tab ikke er omfattet af bestemmelsen i KSL § 5, stk. 2, lsr. 1975.107 og Skat 1988.10.607 (lsr.).

S.G.1.4 Fraflytter beskatning - ABL § 13 a

I ABL § 13 a er indeholdt en regel om aktieavancebeskatning ved fraflytning. Til bestemmelsen knytter sig skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6.

I tilfælde, hvor der indtræder skattepligt efter denne bestemmelse, beskattes fortjeneste eller tab som almindelig eller særlig indkomst efter de generelle beskatningsbestemmelser i ABL, det vil sige §§ 2, 2a, 2b, 2c, 3 eller 4. * Med virkning fra 19. maj 1993 er ABL ændret. Beskatningen skal fortsat ske efter reglerne i ABL §§ 2, 2a, 2b, 2c, 3 eller 4. Vedrørende beskatningen henvises til S.G. 2. * Vedrørende særregler for opgørelse af fortjeneste eller tab samt fradrag for tab henvises til S.G.1.4.3.

Reglerne om aktieavancebeskatning ved fraflytning finder anvendelse på såvel danske som udenlandske aktier. For aktier omfattet af ABL § 2, indtræder dog kun skattepligt efter ABL § 13 a, hvis aktionæren er hovedaktionær ifølge ABL § 4, stk. 2 og 3, eller hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV. Reglerne omfatter samme arter af værdipapirer, som er omfattet af ABL's almindelige bestemmelser. * Fra og med 19. maj 1993 er hovedaktionærbegrebet overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2-4, men i øvrigt er bestemmelsen i ABL § 13 a ikke ændret. *

Reglerne om aktieavancebeskatning ved fraflytning går i hovedtræk ud på følgende

- Aktieavancebeskatningen sker på grundlag af aktiernes værdi på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, jf. ABL § 13 a, stk. 3. Se S.G.1.4.3.

- Der kan ydes henstand med betalingen af pålignede skatter mod sikkerhed og betaling af tillæg indtil aktierne afstås eller aktionæren dør, jf. ABL § 13 a, stk. 5. Se S.G.1.4.4.

- Når aktierne realiseres eller aktionæren dør, kan skatten som hovedregel vælges omberegnet på grundlag af afståelsessummen/handelsværdien og besiddelsestiden på afståelses- hhv. dødstidspunktet, jf. ABL § 13 a, stk. 6. Se S.G.1.4.3.

- Der gives nedslag i den danske beskatning for eventuel udenlandsk beskatning af den samme fortjeneste, jf. ABL § 13 a, stk. 7. Se S.G.1.4.3.

- Den pålignede skat bortfalder, hvis aktionæren igen får skattemæssigt hjemsted i Danmark og dermed bliver omfattet af de almindelige aktieavancebeskatningsregler, såfremt aktierne ikke er afstået forinden, jf. ABL § 13 a, stk. 8. Den pålignede skat bortfalder ligeledes i visse tilfælde, hvor aktionæren ophører med at være hovedaktionær. Se S.G.1.4.5.

Vedrørende reglerne om afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt samt om henstand efter ABL § 13 a henvises i øvrigt til bek.nr. 769, kap. 5 og bek.nr. 770, begge af 19. nov. 1990.

S.G.1.4.1 Indtræden af skattepligt efter ABL § 13 a

Skattepligt efter ABL § 13 a, indtræder i følgende tilfælde

1. Når en persons fulde skattepligt efter KSL § 1, ophører som følge af fraflytning, medmindre personen i stedet bliver begrænset skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, jf. KSL § 2, stk. 1, litra d, og aktierne indgår som en del af denne erhvervsvirksomhed.

2. Når en person - uanset fuld skattepligt her til landet - efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, medmindre personen efter flytningen af sit skattemæssige hjemsted ejer aktierne som en del af en erhvervsmæssig virksomhed med fast driftssted her i landet.

3. Når aktier - som ejes af en person eller et selskab mv., som en del af en erhvervsmæssig virksomhed med fast driftssted her i landet, jf. KSL § 2, stk. 1, litra d, eller SSL § 2, stk. 1, litra a - enten udgår af det faste driftssteds skattepligtige virksomhed, eller aktionæren ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed her i landet gennem det faste driftssted. Dette gælder dog ikke, hvis aktionæren bliver fuldt skattepligtig her til landet.

I de under 1. og 2. anførte tilfælde indtræder skattepligten henholdsvis på tidspunktet for skattepligtsophøret og på tidspunktet for flytningen af skattemæssigt hjemsted. I det under 3. anførte tilfælde indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor aktierne udgår af virksomheden, eller hvor virksomheden ophører.

En person, der er begrænset skattepligtig her til landet af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, jf. KSL § 2, stk. 1, litra d, og som ejer aktierne som en del af denne erhvervsvirksomhed, beskattes som hidtil af aktieavancer efter ABL's almindelige bestemmelser. For disse aktier beregnes således ikke en skat efter reglerne i ABL § 13 a, jf. bestemmelsens stk. 2. Bestemmelsen omfatter såkaldte næringsaktier, se Skat 1988.5.297 (skd.).

S.G.1.4.2 Aktionærens tilknytning til Danmark

Det er som hovedregel en betingelse for indtræden af skattepligt efter ABL § 13 a, at aktionæren har været skattepligtig efter KSL § 1, KSL § 2, stk. 1, litra d, eller SSL § 2, stk. 1, litra a, i en eller flere perioder på i alt 5 år inden for de seneste 10 år før tidspunktet for indtræden af skattepligt.

Hvis aktionæren inden for de seneste 10 år både har været fuldt skattepligtig og begrænset skattepligtig af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted, sammenlægges disse skattepligtsperioder ved afgørelsen af, om aktionæren har været skattepligtig i mindst 5 år.

Betingelsen om skattepligt i 5 år ud af de seneste 10 år gælder dog ikke i følgende tilfælde

1. Når aktierne er erhvervet fra den skattepligtiges ægtefælle, og denne opfylder betingelsen om at have været skattepligtig her til landet i 5 år ud af de seneste 10 år.

2. For aktionærer, der tidligere har været skattepligtige efter ABL § 13 a, stk. 1-2, men hvor denne skattepligt er ophævet ved tilbageflytning efter ABL § 13 a, stk. 9. For disse aktionærer indtræder skattepligt således, selv om den tidsmæssige betingelse ikke er opfyldt ved den seneste fraflytning. Beskatningen sker på grundlag af aktiernes værdi og ejertid på tidspunktet for den seneste fraflytning eller hjemstedsændring.

3. For aktionærer, der har erhvervet aktier ved udlæg fra et dødsbo og er indtrådt i boets skattemæssige stilling vedrørende disse aktier. Reglen vedrører kun disse aktier, og reglen vedrører kun udlæg til en modtager, som er skattepligtig her til landet. Vedrørende udlæg fra et dødsbo til en modtager, der ikke er skattepligtig af aktieavancer her til landet, henvises til S.G.3.7.

4. For aktionærer, der ved erhvervelse af aktier efter § 11 er indtrådt i overdragerens skattemæssige stilling. Reglen vedrører kun disse aktier.

S.G.1.4.3 Opgørelse af fortjeneste eller tab

Ved indtræden af skattepligt i forbindelse med fraflytning opgøres fortjeneste eller tab, som om aktierne var afstået på tidspunktet for fraflytningen mv., se S.G.1.4.1.

Aktierne anses for afstået for et beløb svarende til værdien af aktierne på dette tidspunkt. Denne værdi opgøres efter reglerne i skd.cirk. nr. 185 af 17. nov. 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning.

Et eventuelt tab kan kun fradrages efter de almindelige regler i ABL, men herudover gælder den begrænsning, at tab kun kan fradrages i fortjeneste på andre aktier, der blev skattepligtig i forbindelse med aktionærens fraflytning, se skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6, pkt. 13 og 14.

Fortjeneste og tab beskattes og opgøres i øvrigt efter de almindelige regler i ABL, jf. herved henholdsvis ABL §§ 2, 2a, 2b, 2c, 3 og 4, samt ABL §§ 5, 6 og 7. * Som tidligere nævnt er ABL ændret to gange i 1993. Der blev bl.a. indsat en § 7 a. *

Omberegning af skatten

Aktionæren kan ved senere afståelse af aktierne som hovedregel vælge at få den skat, som er pålignet ved fraflytningen, omberegnet på grundlag af afståelsessummen og besiddelsestiden på dette tidspunkt, jf. ABL § 13 a, stk. 6.

Det samme gælder ved aktionærens død, hvor boet kan få skatten opgjort på grundlag af værdien og den faktiske ejertid på tidspunktet for dødsfaldet.

Ved skatteberegningen kan ligningsmyndighederne efter de almindelige regler tilsidesætte den faktiske afståelsessum, hvis afståelsen ikke er sket til uafhængig tredjemand, og vilkårene afviger fra normale markedsvilkår.

Valget mellem beregning efter ABL § 13 a, stk. 1 (værdien ved fraflytningen) eller omberegning efter ABL § 13 a, stk. 6 (faktisk fortjeneste/tab) kan foretages særskilt for hver enkelt afståelse, og valget kan foretages, uanset om de pålignede skatter er betalt, eller der er givet henstand med betalingen.

Er de pålignede skatter betalt ved fraflytningen, og nedsættes skatten ved omberegningen efter ABL § 13 a, stk. 6, gives der ved tilbagebetalingen af for meget betalt skat en skattefri rentegodtgørelse på 6 pct. årligt fra betalingstidspunktet, jf. ABL § 13 a, stk. 10.

Er der givet henstand med betalingen af de pålignede skatter ved fraflytningen, og vælges skatten omberegnet efter ABL § 13 a, stk. 6, bortfalder den oprindelige beskatning og det i ABL § 13 a, stk. 5, nævnte tillæg til henstandsbeløbet, og den omberegnede skat bliver ikke forhøjet med henstandstillæg, jf. ABL § 13 a, stk. 10.

Et eventuelt tab ved omberegning af skatten kan alene fradrages i en fortjeneste på andre aktier, der blev skattepligtig i forbindelse med aktionærens fraflytning, og tillige kun i det omfang tabet i øvrigt er fradragsberettiget efter de almindelige regler i ABL, se skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6, pkt. 13 og 14. * Med ændringerne i ABL, som gælder fra henholdsvis 19. maj, 18. november og 10. december 1993, er tabsfradragsmulighederne ændrede, jf. S.G.2. *

Ved omberegning efter ABL § 13 a, stk. 6, skal der til afståelsessummen medregnes de udbytter af de afståede aktier, der er udloddet efter tidspunktet for indtræden af skattepligt i forbindelse med fraflytningen, hvis den danske skat af udbytterne er nedsat efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med fremmed stat, Færøerne eller Grønland, og udbytterne ikke medregnes til den skattepligtige indkomst i denne stat. Dansk skat, der efter LL § 16 A er betalt af disse udbytter, kan fradrages i den omberegnede skat. Aktieavanceskatten kan dog højst nedsættes til 0.

I relation til omberegning efter ABL § 13 a, stk. 6, anses aktieretter eller tegningsretter, der er tildelt aktionæren efter tidspunktet for indtræden af skattepligt i forbindelse med fraflytningen, samt aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af disse retter, for erhvervet samtidig med de moderaktier, som de nævnte retter eller aktier knytter sig til. Det samme gælder for konvertible obligationer, der er erhvervet ved udnyttelse af tegningsretter, samt aktier erhvervet ved konvertering af konvertible obligationer, jf. ABL § 13 a, stk. 11.

Reglen medfører blandt andet, at en aktionær, som vælger omberegning af skatten, og som efter fraflytningen har fået tildelt fondsaktier knyttet til moderaktier omfattet af fraflytterbeskatningen, først har afviklet hele fraflytterbeskatningen, når såvel moderaktierne som fondsaktierne er afstået.

Hvis aktionæren efter fraflytningen erhverver aktier uden udnyttelse af aktie- eller tegningsret, men til markedspris, holdes disse aktier uden for opgørelsen af fortjeneste eller tab ved omberegningen.

Bliver den efterfølgende aktieafståelse beskattet efter LL § 16 B, kan aktionæren ikke vælge omberegning ved afståelse af disse aktier. Ved beregning af skatten efter ABL § 13 a, stk. 1, kan fradrages dansk skat, som efter LL § 16 B er betalt af afståelsessummen for aktier i det omfang, den betalte skat vedrører den afståelsessum, der er lagt til grund ved beskatningen efter ABL § 13 a, stk. 1. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den beregnede skat af denne fortjeneste.

Får aktionæren ved den efterfølgende aktieafståelse dispensation efter LL § 16 B, stk. 6, kan aktionæren vælge at få skatten omberegnet efter ABL § 13 a, stk. 6. * For afståelser der sker den 19. maj 1993 eller senere, er LL § 16 B, stk. 2, 4 og 5, ophævet, og stk. 6 er ændret til stk. 2. *

Adgangen til omberegning efter ABL § 13 a, stk. 6, bortfalder, såfremt der ikke rettidigt indgives selvangivelse ved afståelse af aktierne, jf. nærmere bek.nr. 770 af 19. nov. 1990.

Lempelse for udenlandsk skat

I den beregnede skat efter ABL § 13 a, stk. 1, eller den omberegnede skat efter ABL § 13 a, stk. 6, kan fradrages skat, der er betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland ved afståelse af aktier i det omfang, den skattepligtige godtgør, at den betalte skat vedrører den fortjeneste, der er beskattet her i landet. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den beregnede skat af denne fortjeneste.

Såfremt der med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal der dog ikke gives fradrag for et større beløb end det, som denne stat, Færøerne eller Grønland har et ubetinget krav på at oppebære.

Den danske skat skal ikke lempes for skat betalt i udlandet, når aktionæren har været begrænset skattepligtig af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, og aktierne indgår i denne erhvervsvirksomhed, se S.G.1.4.1, pkt. 3. I disse tilfælde skal den danske beskatning ikke lempes, selv om der ved senere afståelse sker beskatning i bopælsstaten.

Hvis aktionæren har valgt at lade sig beskatte efter ABL § 13 a, stk. 1, og der er ydet henstand med skattebetalingen, gives nedslaget for den udenlandske skat i den oprindeligt beregnede skat uden tillæg til henstandsbeløbet efter ABL § 13 a, stk. 5. Hvis der efter nedslaget resterer en dansk beskatning, beregnes tillægget til denne resterende skat efter henstandsreglerne i stk. 5.

Vælger aktionæren omberegning af skatten efter ABL § 13 a, stk. 6, gives nedslaget for den udenlandske skat i den omberegnede skat, og der beregnes ikke tillæg.

Er de pålignede skatter betalt ved fraflytningen, og nedsættes skatten for betalt skat i udlandet, tilbagebetales den for meget betalte skat med en skattefri rentegodtgørelse på 6 pct. årligt. Dette gælder, uanset om skatten beregnes efter ABL § 13 a, stk. 1, eller der sker omberegning efter ABL § 13 a, stk. 6.

S.G.1.4.4 Henstand med skattebetaling

T&S-regionerne samt København og Frederiksberg kommunes skattedirektorater kan imod sikkerhed give henstand med betaling af skatter, der er pålignet efter ABL § 13 a, stk. 1, jf. bestemmelsens stk. 5 og bek.nr. 417 af 6. juni 1991.

Henstand er betinget dels af rettidig indgivelse af selvangivelse i forbindelse med fraflytningen og dels af rettidig indgivelse af selvangivelse eller meddelelse i forbindelse med afståelsen, jf. nærmere bek.nr. 770 af 19. nov. 1990. I bek. er tillige indeholdt nærmere regler om sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstand.

Når der gives henstand, beregnes et tillæg til henstandsbeløbet fra skattens forfaldstidspunkt, som er det tidspunkt, hvor den pålignede skat ville forfalde, hvis der ikke blev givet henstand. Dette tidspunkt fastsættes af T&S i forbindelse med den afsluttende ansættelse.

Tillægget beregnes af skattebeløbet med en sats, som svarer til den officielle diskonto pr. 1. jan. for det enkelte kalenderår.

Tillægget er ikke fradragsberettiget. Omfatter henstanden kun en del af et indkomstår, foretages en forholdsmæssig fordeling af tillægget.

Henstandsbeløbet og tillægget forfalder, når aktierne afstås eller aktionæren dør.

Ved dødsfald kan T&S-regionerne samt København og Frederiksberg kommunes skattedirektorater dog tillade, at afdødes ægtefælle indtræder i henstandsordningen på de vilkår, der gjaldt for afdøde.

Betales forfaldne henstandsbeløb og tillæg ikke rettidigt, skal der betales renter af de forfaldne beløb med 1 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Det samme gælder for forfaldne skattebeløb, som ikke er omfattet af henstandsordningen. Disse renter er ikke fradragsberettigede.

Vedrørende nedsættelse eller bortfald af tillæg til henstandsbeløbet ved omberegning af skatten efter ABL § 13 a, stk. 6, ved lempelse for udenlandske skatter efter ABL § 13 a, stk. 7, samt ved bortfald af skatten efter ABL § 13 a, stk. 8, henvises til ABL § 13 a, stk. 10, samt S.G.1.4.3 og S.G.1.4.5.

S.G.1.4.5 Bortfald af pålignet skat

Den pålignede skat af aktieavancer ved fraflytning bortfalder, hvis aktionæren igen får skattemæssigt hjemsted her i landet og dermed bliver omfattet af de almindelige aktieavancebeskatningsregler, jf. ABL § 13 a, stk. 8.

Dette vil være tilfældet, hvis aktionæren bliver fuldt skattepligtig, eller hvis aktiebesiddelsen bliver led i en begrænset skattepligtig virksomhed med fast driftssted her i landet.

Det er dog en forudsætning for bortfald af beskatning, at aktierne er i behold, når aktionæren igen får skattemæssigt hjemsted her i landet.

Ved senere afståelser opgøres fortjeneste eller tab på grundlag af den oprindelige anskaffelsessum og det oprindelige anskaffelsestidspunkt, og fortjenesten eller tabet behandles efter de almindelige regler.

For hovedaktionærer, som på tidspunktet for skattepligtens indtræden skulle beskattes efter ABL §§ 2 eller 4, bortfalder den pålignede fraflytningsskat ligeledes, hvis aktionæren efter fraflytningen ophører med at være hovedaktionær i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3. Dette gælder dog kun for de aktier, som er i behold på tidspunktet for den ændrede status, se skd.cirk. nr. 327 af 30. dec. 1987, kap. 6, pkt. 34.

* Fra og med 19. maj 1993 er hovedaktionærbegrebet overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2-4. *

S.G.2 Reglerne om aktieavancebeskatning

Reglerne om den skattemæssige behandling af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier mv. fremgår af ABL, jf. lovbek. nr. 753 af 15. sep. 1993, som er ændret ved lov nr. 1117 af 22. december 1993. * ABL er i 1993 ændret ved lov nr. 421 af 25. juni 1993 og lov nr. 1117 af 22. december 1993. Ved lovændringerne skete der væsentlige ændringer i beskatningen ved afståelse af aktier. * Til ABL knytter sig flg. cirkulærer

- skd.cirk. nr. 1 af 2. jan. 1984 (i det følgende kaldet 1984-cirk.).

- skd.cirk. nr. 175 af 3. nov. 1987 om ABL § 2 b.

- skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6, om ABL § 2 a og § 13 a - § 13 c.

- skd.cirk. nr. 78 af 29. maj 1989 om succession ved familieoverdragelse.

Reglerne om fradrag for tab på aktier mv. er udtømmende angivet i ABL, Skat 1988.6.347 (lsr.).

Et selskabs tab ved afståelse af aktier mv. kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger udbytter af de pågældende aktier, som selskabet har været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen efter SSL § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 13, stk. 3, samt FBL § 10. Begrænsningen gælder kun for de tilfælde, hvor tabet vedrører almindelig indkomst, se 1984-cirk., pkt. 13. * Dette gælder også ved afståelse af aktier, hvor selskabet har været fritaget for at medregne en del af udbytterne ved indkomstopgørelsen efter SSL § 13, stk. 4, eller FBL § 10, stk. 3, jf. ABL § 5, stk. 5. Se nu bek. nr. 868 af 10. nov. 1993 om opgørelse af begrænsning af tab på næringsaktier. Sker udlodningen den 19. maj 1993 eller senere, er SSL § 13, stk. 4, og FBL § 10, stk. 3, ændret, således at udbytter fra næringsaktier omfattet af ABL § 3, skal medregnes fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fra og med 18. november 1993 er ABL § 5, stk. 5, flyttet til ABL § 6, stk. 7.

Ifølge § 16, stk. 6, i lov nr. 1117 af 22. december 1993, skal skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt, eller fondsbeskatningsloven ved opgørelse af fortjeneste eller tab efter ABL § 6 - som i den nye formulering har virkning fra og med den 18. november 1993 - se bort fra aktier, som er erhvervet den 18. november 1990 eller tidligere. Tegner den skattepligtige nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi, kan foranstående reglen dog ikke anvendes. I så fald kan den skattepligtige anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 eller den 18. november 1993 i stedet for anskaffelsessummen. Reglen i 1. pkt. kan heller ikke anvendes for aktier, der er udlagt fra et dødsbo den 18. november 1993 eller senere, der ikke beskattes af udlægget, fordi udlægsmodtageren indtrådte i dødsboets skattemæssige stilling. *

S.G.2.1 Aktiearter - hovedaktionærstatus

Beskatningsreglerne i ABL er forskellige, afhængig af om aktierne mv. er

1. Andelsbeviser mv. omfattet af ABL § 2 b.

Der er tale om andelsbeviser mv. i andelsselskaber omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a eller 4, og i visse foreninger omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6. * Se nærmere S.G.2.2. *

2. Næringsaktier omfattet af ABL § 3.

Aktier anses som næringsaktier, hvis aktionæren har som erhverv at handle med aktier og lign. værdipapirer, og de afståede aktier tillige er erhvervet med videresalg for øje, eller hvis aktierne er erhvervet som et led i aktionærens næringsvej.

3. ABL § 2 a aktier.

ABL § 2 a vedrører aktier udstedt af selskaber mv., der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, når 3 nærmere angivne betingelser i bestemmelsens stk. 1, er opfyldt.

Beskatningen er forskellig afhængig af, om aktionæren er hovedaktionær i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3, eller almindelig aktionær.

* Fra og med 19. maj 1993 er ABL § 2 a, ændret. Dels er bestemmelsen udvidet, således at beskatning efter § 2 a nu også skal ske i de tilfælde, hvor der er indskudt et dansk holdingselskab, og dels er det tydeliggjort, at bestemmelsen også finder anvendelse, når selskabet er dansk indregistreret, men hvor det ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst er udlandet, der har beskatningsretten. I øvrigt skal avance eller tab i alle tilfælde opgøres efter gennemsnitsmetoden. *

4. Lånefinansierede aktier omfattet af ABL § 2 c.

ABL § 2 c vedrører aktier, der er erhvervet for lånte midler, når det pågældende selskab i det væsentlige må antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller anden værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kan opgøres på forhånd. * Det skal bemærkes, at ABL § 2 c er tidsbegrænset og ophører vedrørende erhvervelser efter 31. dec. 1993. *

5. Hovedaktionæraktier omfattet af ABL § 2 og § 4.

Der er tale om aktier, som ejes af en hovedaktionær i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3, og som ikke er omfattet af pkt. 1-4 foran. * Fra og med 19. maj 1993 har hovedaktionærbegrebet ingen betydning i denne relation. *

6. Almindelige aktier omfattet af ABL § 2 og § 4, stk. 1, sidste punktum.

Der er tale om aktier, som ikke er omfattet af pkt. 1-5 foran.

Arten af aktier mv. bedømmes i ovennævnte rækkefølge.

Aktie- og anpartsselskaber samt skattepligtige efter FBL er ikke omfattet af de regler, som * til og med 18. maj 1993 var gældende * for hovedaktionærer, jf. * den tidligere * ABL § 4, stk. 5.

* For afståelse af aktier der sker den 19. maj 1993 eller senere, er de tidligere regler i ABL § 4, stk. 2 og 3, ophævet. Herefter bliver disse personer beskattet efter samme regler som andre aktionærer. Der er dog fastsat en særlig lempelsesregel for de personer, som ved afståelse af aktier den 18. maj 1993 skulle have været beskattet efter de tidligere hoevaktionærbeskatningsregler.

Hovedaktionærbegrebet er i øvrigt overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2-4, idet begrebet fortsat har betydning i andre relationer, bl.a. vedrørende hovedaktionærers formuebeskatning. *

Hvem var hovedaktionær

En aktionær anses som hovedaktionær i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3, * fra og med 19. maj 1993 PSL § 19 a, stk. 2-4, * hvis vedkommende enten selv eller samtidig tilsammen med de i ABL § 4, stk. 3, nævnte pårørende eller selskaber, fonde mv. på noget tidspunkt indenfor de seneste 5 år forud for afståelsen af aktierne har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen eller rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien.

Ved lov nr. 1030 af 19. dec. 1992 blev ABL § 4, stk. 2 ændret. En aktionær anses herefter også som hovedaktionær, hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV, såfremt han på noget tidspunkt inden for de seneste 10 år forud for aktieafståelsen har ejet aktier svarende til 25% eller mere af aktiekapitalen ved omdannelsen eller rådet over mere end 50% af stemmeværdien. Bestemmelsen har virkning for afståelse af aktier, når virksomhedsomdannelsen har fundet sted den 14. dec. 1992 eller senere, samt hvor virksomhedsomdannelsen har fundet sted før den 14. dec. 1992, når beslutning om tilførsel af kapital er truffet den 17. nov. 1992 eller senere.

I TOLD*SKAT Nyt 1991.22.1299 er gengivet en bindende forhåndsbesked om et selskab, der foretog kapitaludvidelse i november måned 1986. Kapitaludvidelsen blev registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i marts 1987. Direktøren ejede forud for kapitaludvidelsen i november 1986 28 % af aktiekapitalen og 40,2% af den samlede stemmeværdi. Efter udvidelsen ejede han 21% af kapitalen og 32,2% af stemmeværdien. Ligningsrådet anså tegningsfristens udløb i november måned 1986 for at være det korrekte udgangspunkt for beregning af tidspunktet for direktørens ændring af aktionærstatus. Afgørelsen er kommenteret i TOLD*SKAT Nyt 1991.22.1300.

Aktie- og anpartsselskaber samt skattepligtige efter FBL er ikke omfattet af de regler, som gælder for hovedaktionærer. Dette gælder både i relation til beskatning og opgørelse af fortjeneste eller tab, se Skat 1987.12.895 (sd).

Ved opgørelsen af aktiekapitalen og stemmeværdien i et selskab ved afgørelsen af, om der indenfor de seneste 5 år er ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen eller rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, bortses der fra selskabets beholdning af egne aktier. Ved afgørelsen af, om der er rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, er det ikke afgørende, hvem der har ejet aktierne, hvortil stemmeretten er knyttet, men hvem der har rådet over stemmeretten.

Konvertible obligationer medregnes hverken til aktiekapitalen eller til aktiebeholdningen ved afgørelsen af, om aktionæren er hovedaktionær.

De pårørende, hvis aktiebeholdning medregnes, jf.* PSL § 19 a, stk. 3, * er aktionærens ægtefælle, forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn samt disse personers ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Har aktionæren ikke samtidig tilsammen med de pårørende ejet aktier eller rådet over stemmer, skal de pårørendes aktiebeholdning ikke medregnes, se Skat 1987.3.224 (sd).

Ved afgørelsen af, om en ægtefælle isoleret betragtet har ejet aktier i et omfang, der gør vedkommende til hovedaktionær, tages kun hensyn til aktiebesiddelsen hos dennes pårørende, medens aktiebesiddelsen hos den anden ægtefælles pårørende er uden betydning.

Aktier, som en nuværende ægtefælle har afstået før ægteskabets indgåelse, eller som har tilhørt en tidligere ægtefælle under ægteskabet, medregnes ikke.

En ægtefælle, der ved separation fik udlagt 22,5% anparter i et ApS, der indtil separationen, havde været fuldt ud ejet af den anden ægtefælle, succederede i sidstnævnte ægtefælles skattemæssige anskaffelsessum og -tidspunkt samt hovedaktionærstatus. Den ægtefælle, der fik anparterne udlagt, kunne derfor ikke efter separationen afhænde anparterne skattefrit efter ABL § 4, stk. 1, sidste punktum, TOLD*SKAT Nyt 1992.21.675.

I t&s nyt 1991.13.719 havde en hustru i forbindelse med separation fået udlagt en aktiepost, som under ægteskabet havde tilhørt manden. Aktieposten udgjorde mindre end 25 % af aktiekapitalen, men manden var hovedaktionær, idet mandens far ejede den resterende aktiepost i selskabet. Spørgsmålet var herefter, om hustruen efter separationen kunne sælge aktieposten skattefrit efter ABL § 4, stk. 1, sidste punktum. Landsskatteretten henviste til 1984-cirk. punkt 14, hvoraf fremgår, at hustruen overtager mandens hovedaktionærstilling, men at denne hovedaktionærstilling som følge af svigerfamiliens aktiebesiddelse ville ophøre straks ved separationen. Aktieposten kunne derfor sælges skattefrit.

Forskellen på de to foran referede afgørelser er, at mandens hovedaktionærstatus i sagen TOLD*SKAT Nyt 1992.21.675 afhang af hans egen aktiebesiddelse, medens mandens hovedaktionærstatus i sagen t&s nyt 1991.13.719 afhang af hans fars aktiebesiddelse. Når hustruerne i de to sager får overdraget aktieposter på under 25%, succederer de i mændenes hovedaktionærstatus. Ved separation eller skilsmisse er det kun den hovedaktionærstatus, der følger af den tidligere svigerfamilies aktiebesiddelser, der bortfalder. Den hovedaktionærstatus, der følger af den tidligere ægtefælles aktiebesiddelser, bortfalder derimod ikke.

* I TOLD*SKAT Nyt 1993.8.384 fik H ved skilsmisse overdraget en aktiepost på 9% fra M, der var hovedaktionær i selskabet S. H succederede i M's hovedaktionærstatus. Ligningsrådet fandt, at M's aktiepost skulle behandles som én aktiepost, uanset skilsmissen, og at H's hovedaktionærstatus ville vedvare indtil M og H havde nedbragt deres samlede aktiebesiddelse, således at de igennem 5 år tilsammen havde ejet mindre end 25% eller rådet over mindre end 50% af stemmeværdien. *

De selskaber, fonde mv., hvis aktiebeholdning medregnes, jf. * PSL § 19 a, stk. 3, * er selskaber, fonde mv., hvorover den nævnte personkreds på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har haft en bestemmende indflydelse.

Bestemmende indflydelse er anset at foreligge, hvor personkredsen rådede over 43,8 pct. af stemmeværdien i et børsnoteret selskab. Bestemmende indflydelse er ikke anset at foreligge, hvor der var tale om rådighed over 33 1/3 pct. af stemmeværdien i et ikke børsnoteret selskab, Skat 1987.1.62 (sd), men derimod i et tilfælde, hvor der var rådighed over 50 pct. af stemmeværdien, Skat 1990.10.805. Se også TOLD*SKAT Nyt 1992.21.673.

Hvis aktionæren er hovedaktionær i ét selskab, og herudover er almindelig aktionær i et andet selskab, skal de regler, der gælder for hovedaktionærer, kun anvendes på hovedaktionæraktierne.

Om hovedaktionærstatus for et medlem af en indkøbsforening omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a, i relation til beskatning af likvidationsprovenu, se Skat 1987.5.363 (sd).

Bestyrelsen i aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber og investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser, har pligt til på forlangende at give de lignende myndigheder de oplysninger om aktionærforholdene, som de er i besiddelse af, jf. skattekontrollovens § 8 D, stk. 2. Se 1984-cirk., pkt. 39.

* For afståelse af aktier, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er de tidligere regler i ABL § 4, stk. 2 og 3, ophævet. Herefter bliver disse aktionærer beskattet på samme måde som andre. Der er dog fastsat en særlig lempelsesregel for de personer, som ved afståelse den 18. maj 1993, ville have været omfattet af de tidligere regler i ABL § 4, stk. 2 og 3. *

S.G.2.2 Regler for andelsbeviser - ABL § 2 b

For andelsbeviser mv. omfattet af ABL § 2 b medregnes fortjeneste eller tab ved indkomstopgørelsen som kapitalindkomst, uanset ejertidens længde.

ABL § 2 b vedrører andelsbeviser mv. i andelsselskaber omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a eller 4, og i visse foreninger omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6. Til ABL § 2 b knytter sig skd.cirk. nr. 175 af 3. nov. 1987.

Ved lov nr. 356 af 1. juni 1990 er ABL § 2 b udvidet til også at omfatte andelsbeviser mv. i andelsselskaber, der indenfor de seneste 10 år har været omfattet af en af de nævnte bestemmelser i SSL, samt aktier mv. der modtages i et fortsættende selskab, der efter reglerne i FUSL fusioneres med et selskab, hvor de ombyttede andelsbeviser ville være omfattet af ABL § 2 b.

Loven er trådt i kraft 3. juni 1990, og den har virkning for andele i selskaber, der på eller efter denne dato ændrer skattepligtsstatus. Loven har dog ikke virkning for andele i selskaber, der inden lovforslagets fremsættelse, d.v.s. inden den 17. april 1990, har truffet endelig beslutning om aktivitetsændring mv., selv om selskabet ikke har ændret skattepligtsstatus ved lovforslagets ikrafttræden, fordi dets indkomstår endnu ikke er udløbet.

Hvilke selskaber og foreninger

De andelsselskaber og foreninger, der er omfattet af ABL § 2 b, er andelsselskaber omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a eller 4, samt de foreninger omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde.

Af de foreninger, som er omfattet af skattepligtsbestemmelsen i SSL § 1, stk. 1, nr. 6, omfatter ABL § 2 b, kun foreninger, hvis omsætning med medlemmerne har tilknytning til medlemmernes erhvervsvirksomhed.

Det er uden betydning, hvilken art formuegoder eller rettigheder, der indgår i omsætningen mellem foreningen og medlemmerne, blot omsætningen er et led i medlemmernes erhvervsvirksomhed. Der kan eksempelvis være tale om varer, tjenesteydelser, entrepriser eller udlejning af fast ejendom eller løsøre.

Det er uden betydning, hvorledes overskuddet fordeles, ligesom det er uden betydning, om medlemmerne hæfter for foreningens forpligtelser. Det er ligeledes uden betydning, om formålet med foreningen er angivet i foreningens vedtægter. Det afgørende er en samlet bedømmelse af foreningens faktiske virksomhed. Der skal således ikke foretages en vurdering af hvert medlems tilknytning til foreningen. Enkelte medlemer, der ikke er erhvervsdrivende, skal derfor beskattes efter ABL § 2 b, såfremt foreningen som sådan må anses for omfattet af bestemmelsen.

Foreninger, der kun leverer varer, tjenesteydelser og lignende til medlemmernes privatforbrug, er ikke omfattet af reglen. Det gælder eksempelvis andelsboligforeninger.

Beskatning hos andelshaveren

ABL § 2 b omhandler fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, jf. bestemmelsens stk. 1. Dette gælder dog kun for udlodning af likvidationsprovenu i andelsselskaber mv., der endeligt opløses den 5. marts 1987 eller senere.

Et andelsselskab eller en forening kan tidligst anses for endeligt opløst, når likvidationsregnskabet er godkendt. Se hertil Skat 1989.12.955 (LSR).

Ved udlodning af likvidationsprovenu forud for det kalenderår, hvori selskabet eller foreningen endeligt opløses, beskattes hele udlodningsbeløbet efter reglerne i ABL § 16 A, stk. 1, således at beskatning af fortjeneste eller tab ved likvidationsudlodningen efter reglerne i ABL § 2 b, forudsætter, at der gives dispensation efter reglerne i LL § 16 A, stk. 3.

ABL § 2 b omhandler endvidere fortjeneste eller tab ved afståelse af andelsbeviser mv., jf. bestemmelsens stk. 2. Dette gælder dog kun for afståelser, som finder sted den 22. maj 1987 eller senere. Der kan dog dispenseres fra denne beskatning, jf. nærmere nedenfor.

Opgørelse af fortjeneste eller tab

Avancen eller tabet opgøres som forskellen mellem afståelsessummen/likvidationsprovenuet og anskaffelsessummen. I tilfælde af delvis afståelse skal andelshaverens samlede anskaffelsessum for andelen(e) mv. som udgangspunkt fordeles forholdsmæssigt imellem den afståede del heraf og den del, som andelshaveren beholder.

Dispensation

Der kan dispenseres fra beskatning efter ABL § 2 b, stk. 2, ved afståelse, således at fortjeneste eller tab i stedet beskattes efter de almindelige regler i ABL, jf. ABL § 2 b, stk. 5. Ansøgning om dispensation indgives til den kommunale skattemyndighed, jf. bek. nr. 417 af 6. juni 1991. Der kan dog kun dispenseres, hvis selskabet eller foreningen er stiftet før den 22. maj 1987, og det tillige må anses for godtgjort, at afståelsen ikke er sket for at undgå beskatning efter ABL § 2 b, stk. 1. Dispensation kan kun gives enkeltvis for den konkrete afståelse. Betingelserne for dispensation er nærmere beskrevet i pkt. 5 i skm-cirk. nr. 175 af 3. nov. 1987, hvor det bl.a. er anført, at det er en forudsætning for dispensation, at afståelsessummen for andelen først og fremmest kan anses som vederlag for retten til at aftage eller levere et produkt, d.v.s. vederlag for den fordel, der ligger i at have andelsselskabet som handelspartner. Der kan derimod ikke meddeles dispensation, såfremt afståelsessummen alene eller i overvejende grad må anses som vederlag for selskabets formue. Om dispensationspraksis se TOLD*SKAT Nyt 1992.17.520.

Beløb, der udbetales ved udtræden af et andelsselskab, anses for vederlag for tilbagesalg af andele til det udstedende selskab, og hele afståelsessummen beskattes efter reglerne i LL § 16 B, stk. 1. Beskatning af fortjeneste eller tab vedrørende afståelsessummen efter de almindelige regler i ABL forudsætter derfor, at der både gives dispensation efter LL § 16 B, stk. 6, og ABL § 2 b, stk. 5. * Med virkning for afståelser der sker den 19. maj 1993 eller senere, er LL § 16 B, stk. 6, ændret til LL § 16 B, stk. 2. * I sådanne situationer vil dispensation efter ABL § 2 b, stk. 5 dog som udgangspunkt være udelukket, idet afståelsessummen normalt alene vil udgøre vederlag for selskabets formue.

* Fra og med 19. maj 1993, skal udlodninger samt afståelsessummer omfattet af LL § 16 B fra selskaber og foreninger som nævnt i ABL § 2 b, medregnes til den personlige indkomst, medmindre udlodningen udgør en normal forrentning af en indbetalt andelskapital, jf. PSL § 4, stk. 4. *

S.G.2.3 Regler for næringsaktier - ABL § 3

For næringsaktier omfattet af ABL § 3, medregnes fortjeneste eller tab ved opgørelsen af den personlige indkomst uanset ejertidens længde. * Udbytter på næringsaktier, som vedtages den 19. maj 1993 eller senere, skal også beskattes som personlig indkomst, jf. PSL § 4, stk. 5. *

Aktier anses for næringsaktier, hvis aktionæren har som erhverv at handle med aktier og lignende værdipapirer, og de afståede aktier tillige er erhvervet med videresalg for øje, eller hvis aktierne er erhvervet som et led i aktionærens næringsvej.

For bankers beholdning af aktier * er der en formodning for, at der er tale om næringsaktier. Den næringsdrivende har bevisbyrden for, at aktierne ikke er anskaffet i videresalgshensigt. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.9.401, hvor en sparekasses aktiepost i en bank blev anset for anlægsaktier. Dommen er kommenteret i TOLD*SKAT Nyt 1993.21.107.

Bankers aktier i andre finansierings-, investerings-, og bankaktieselskaber betragtes som anlægsaktier, såfremt de er erhvervet med henblik på permanent drift af en virksomhed, der er supplement til den almindelige bankvirksomhed, herunder eksempelvis bankdatterselskaber, se Skat 1986.9.566 (sd). * Et sparekasseaktieselskab kunne ikke indtræde i den tidligere sparekasses hovedaktionærstatus, se TfS 1991.92.

Om et specielt tilfælde, hvor en banks aktietab ikke var omfattet af ABL's § 3, se t&s nyt 1991.20.1149.

For vekselerere o.lign. anses aktierne for næringsaktier, medmindre der føres et klart bevis for, at aktierne er erhvervet uden forbindelse med næringsvejen. En vekselerer, der trak sig tilbage fra Københavns Fondsbørs, blev anset for indkomstskattepligtig ved afståelse af aktier og obligationer, der var erhvervet som led i vekselerervirksomheden, selv om afståelsen skete efter virksomhedens ophør.

En fondsbørsvekselerer, som var medindehaver af et vekselererfirma samt af et interessentskab, som ejede 100 pct. og 90 pct. af anpartskapitalen i to selskaber, overvejede på grund af svigtende helbred at afstå sin ideelle anpart af interessentskabet og dermed af dettes anpartsbesiddelser. Anparterne var erhvervet i 1975 og i 1981, og de var i interessentskabets regnskab opført under anlægsbeholdning af aktier. Ved salg af anparter havde øvrige anpartshavere forkøbsret. Ligningsrådet fandt, at anparterne ikke kunne anses for erhvervet med videresalg for øje som led i vekselerervirksomheden, hvorfor anparterne ikke kunne betragtes som næringsanparter.

Tre vekselerere, som tilsammen var indehavere af et vekselererfirma, havde erhvervet aktiemajoriteten i et selskab med henblik på heri at drive den del af deres hidtidige virksomhed, som efter en forventet ændring af reglerne for vekselerervirksomhed ikke længere ville kunne drives i vekselererfirmaet. Man overvejede at indskyde aktierne i vekselererfirmaet for at understrege det nære erhvervsmæssige samhør mellem de to virksomheder samt for at sikre, at fremtidige ændringer i ejerforholdet til vekselererfirmaet også kom til at gælde ejerforholdet til selskabet. Ligningsrådet fandt, at aktierne måtte anses som anlægsaktier, uanset om de tre indehavere af vekselererfirmaet ejede aktierne i eller uden for vekselererfirmaet. Der blev herved henset til, at aktierne ikke var erhvervet med videresalg for øje, men for at kunne danne grundlag for en videreførelse af den del af den hidtidige virksomhed, som efter forventet lovgivning ikke længere ville kunne drives i vekselererfirmaet.

I lsr. 1985.150 fandt retten, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anse en vekselerers beholdning af obligationer og aktier for hele tiden at være holdt uden for hans forretningssfære, samt at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse. Retten kunne derfor tiltræde, at kursavancen ved obligationernes indfrielse og nettotabene ved aktiernes salg blev holdt uden for hans almindelige indkomst.

* En prokurist, der var ansat i et vekselererfirma, blev anset for næringsdrivende med værdipapirer, jf. SL § 4 og ABL § 3. Prokuristen havde gennem en længere årrække, i hvilken han stedse havde været ansat i vekselererfirmaer, handlet med værdipapirer. Handlerne, som delvis blev finansieret gennem en løbende kredit hos arbejdsgiveren, vedrørte betydelige poster. Aktierne blev typisk handlet hurtig efter udløbet af 3 års-fristen i ABL for at opnå fortjeneste ved salg. Obligationerne blev typisk købt kort tid før deres udløb. Handlerne skete med henblik på, at der derefter skulle ske genplacering med det formål at opnå tilsvarende avancer. Prokuristens fortjeneste ved disse salg og ved indfrielse oversteg væsentligt rente- og udbytteafkastet af beholdningen og havde givet betydelige indkomster såvel absolut som i forhold til hans lønindtægter: Under disse omstændigheder fandt Højesteret det utvivlsomt, at de opnåede fortjenester skulle beskattes som næringsindkomst. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1126.

Vekselerer i næring med værdipapirer, herunder aktier og præmieobligationer. Påstand om anlægsinvestering, men formodning om næring ud fra et afsmitningssynspunkt ansås ikke afkræftet. ØLD af 24. nov. 1992. TOLD*SKAT Nyt 1993.4.132.

En prokurist, ansat i et vekselererfirma, og herudover ejer af hovedparten af anparterne i to anpartsselskaber, der investerede i værdipapirer, blev ikke af Landsskatteretten anset for næringsskattepligtig ved handel med aktier og obligationer i personligt regi. Han skulle heller ikke beskattes af avance ved salg af aktier registreret i hustrus navn og med udbetalt dividende til hende, uanset at fondsnotaerne var udstedt til ham. TOLD*SKAT Nyt 1992.24.844.

En bankassistent med daglig beskæftigelse i bankens aktieafdeling blev anset for at drive binæring med aktiehandel. Han gennemførte et betydeligt antal aktiehandler med hurtige salg efter erhvervelsen, hvorved den opnåede fortjeneste oversteg lønindkomsten som bankassistent. Endvidere var han engageret i to selskaber, der havde værdipapirhandel som formål. VLD af 2. dec. 1992. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.5.179.

En EDB-konsulent deltog i et interessentskab, der havde til formål at drive handel med aktier m.v. samt rådgivning om investering. Der var foretaget ca. 100 handler i perioden 1986-1989 gennem pengeinstitutter o.l. Under hensyn til omfanget og karakteren af handlerne fandt Landskatteretten ikke, at der forelå næring efter reglerne i ABL § 3 og tab kunne derfor ikke fradrages. TOLD*SKAT Nyt 1993.12.587. *

I Skat 1989.9.646 (VLD) blev en tømrermester, som dels personligt og dels via konsortier og selskaber, havde drevet en omfattende virksomhed med erhvervelse, opførelse og salg af faste ejendomme, ikke anset for skattepligtig efter reglerne om næringsaktier ved salg af aktierne i et ejendomsselskab.

Se kommentaren i t&s nyt 1991.12.669, hvori det konkluderes, at der kan forekomme næringsaktier uden for området for handelsnæring. Kommentaren vedrører VLD af 25. okt. 1990 (t&s nyt 1991.3.112), hvorved det fastslås, at den fortjeneste, der opnås ved salg af håndværkeraktier, som udgangspunkt skal beskattes som almindelig indkomst, at en oprindelig næringsformodning kan afkræftes, og at også den avance, der ligger ud over pari, skal beskattes som almindelig indkomst.

* To brødre solgte i 1981 og 1982 nogle håndværkeraktier, som de i 1977 havde arvet efter deres far. Aktierne var blevet udlagt med succession og med en passivering på 30% svarende til beskatning som almindelig indkomst.

Vestre Landsret fandt, at der var en formodning for, at fortjeneste ved afståelse af håndværkeraktier skal beskattes som almindelig indkomst efter ABL § 3, og at sådan beskatning kun kan undgås, såfremt næringsformodningen afkræftes.

Landsretten fandt, at den skattemæssige succession og den tilknyttede passivering alene betød, at aktierne i sin tid var erhvervet som led i faderens næringsvej. Idet man lagde betydelig vægt på den lange besiddelsestid og på de foreliggende oplysninger om, at hverken faderen eller nogle af de to brødre havde handlet med aktier eller ejendomme i et omfang, som kunne betegnes som erhvervsmæssigt, fandt Landsretten det godtgjort, at aktierne på tidspunktet for brødrenes salg af disse var overgået til anlægsformuen, og derfor ikke længere var omfattet af bestemmelsen i ABL § 3, stk. 1. VLD af 12. marts 1993. TOLD*SKAT Nyt 1993.15.698. Sagen er indbragt for HR.

H, som hensad i uskiftet bo efter sin ægtefælle, solgte i 1982 nogle håndværkeraktier, som H's afdøde ægtefælle havde erhvervet i 1950'erne. Vestre Landsret fandt, at der er en formodning for, at fortjeneste ved afståelse af håndværkeraktier skal beskattes som almindelig indkomst efter ABL § 3, og at sådan beskatning kun kan undgås, såfremt næringsformodningen afkræftes.

Landsretten fandt, idet man lagde betydelig vægt på den lange besiddelsestid og på de foreliggende oplysninger om omfanget af og baggrunden for H og H's afdøde ægtefælles handel med aktier og fast ejendom, at aktierne på tidspunktet for H's salg var overgået til anlægsformuen, og derfor ikke længere var omfattet af bestemmelsen i ABL § 3, stk. 1. VLD af 12. marts 1993. TOLD*SKAT Nyt 1993.15.701. *

Den omstændighed, at aktier i et selskab er erhvervet for at kunne få leveret varer, medfører ikke, at der foreligger næringsaktier. Se Skat 1987.4.276 (lsr - købmandskæden OCEKA) og Skat 1988.6.347 (lsr.).

Et selskab A, som indtil 1970 havde drevet handelsvirksomhed, men som i 1970 havde ændret vedtægterne således, at hovedformålet var investerings- og finansieringsvirksomhed, fandtes ikke at være skattepligtig efter reglerne om næringsaktier vedrørende en aktiepost i selskab B, som var anskaffet i anlægsøjemed før 1970, samt hertil knyttede fondsaktier, som var tildelt efter 1970, Skat 1987.4.276 (lsr.).

Et selskab, der drev produktionsvirksomhed, anvendte likvide midler til køb af værdipapirer. Selskabet var ikke omfattet af ABL § 3, TOLD*SKAT Nyt 1992.4.117.

* Et selskab købte aktiekapitalen i 9 selskaber for 28.693.276 kr., udloddede udbytte med 21.280.651 kr. og solgte 4 dage efter hele aktiekapitalen i disse selskaber for 2.306.467 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå næring omfattet af ABL § 3, da det måtte antages at køb/salg var sket for at konstatere et tab ved videresalg. TOLD*SKAT Nyt 1993.21.992. * Beskatningen af næringsaktier

For næringsaktier skal fortjeneste eller tab medregnes som skattepligtig almindelig indkomst (personlig indkomst) uden hensyn til ejertidens længde. Aktionæren kan vælge enten at medregne fortjeneste eller tab ved afståelse af næringsaktierne ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst i afståelsesåret (realisationsprincippet) eller at medregne urealiseret fortjeneste eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige almindelige indkomst (lagerprincippet).

Det én gang valgte princip kan kun ændres efter tilladelse fra den kommunale skattemyndighed, jf. T&S-cirk. 1990-15.

Anvendes realisationsprincippet, opgøres fortjeneste eller tab efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6, stk. 2 og 3.

Anvendes lagerprincippet, opgøres indkomstårets fortjeneste eller tab som forskellen mellem aktiernes formueskattepligtige værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes formueskattepligtige værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, træder anskaffelsessummen i stedet for den formueskattepligtige værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, træder afståelsessummen i stedet for den formueskattepligtige værdi ved indkomstårets slutning.

Om den skattemæssige behandling af næringsaktier henvises i øvrigt til ABL § 3 samt til bek. nr. 3 af 6. jan. 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på næringsaktier * og bek. nr. 868 af 10. nov. 1993 om opgørelse af begrænsning af tab på næringsaktier.

Udbytter på næringsaktier, som vedtages den 19. maj 1993 eller senere, skal beskattes som personlig indkomst, jf. PSL § 4, stk. 5. *

S.G.2.4 Regler for almindelige aktier og hovedaktionæraktier - ABL §§ 2, 2 a, 2 c og 4

Fælles for almindelige aktier og hovedaktionæraktier gælder, at hvis en aktionær ejer aktier med samme rettigheder, men erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede aktier for de først afståede.

* For salg af aktier, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er hovedaktionærbegrebet overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2-4. Fra og med samme dato har begrebet ingen betydning i forbindelse med opgørelse af avance eller tab efter ABL §§ 2, 2 a og 4. For salg af aktier omfattet af ABL § 2 c, der sker den 18. november 1993 eller senere, har begrebet heller ikke betydning ved opgørelsen af avance eller tab. *

Ved afståelse af aktieretter eller tegningsretter gælder ligeledes, at de retter, som knytter sig til de ældste aktier, anses for først afstået.

Denne såkaldte først ind - først ud-regel er obligatorisk.

Selv om den ældste aktie er båndlagt f.eks. som led i en medarbejderaktieordning, således at den fysisk ikke kan afstås, er det denne aktie, som anses for afstået først.

Hvis den ældste aktie har et større pålydende end den faktisk afståede aktie, er det en forholdsmæssig del af den ældste aktie, som anses for afstået. Først ind - først ud-reglen gælder kun for aktier i samme selskab og kun for aktier med samme rettigheder. Aktier med f.eks. forskellig stemmeret eller forskellig udbytteret holdes således adskilt ved anvendelsen af reglen.

Konvertible obligationer sidestilles i relation til først ind - først ud-reglen med aktier med særlige rettigheder, indtil de konverteres til aktier.

S.G.2.4.1 ABL § 2 a aktier

For almindelige aktionærer og hovedaktionærer gælder særlige regler ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 a. Til bestemmelsen knytter sig skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6, pkt. 40-53. * Med virkning fra og med 19. maj 1993 er hovedaktionærbegrebet overflyttet fra ABL til PSL § 19 a, stk. 2-4. I relation til ABL § 2 a, har sondringen fra og med samme dato ingen betydning, idet alle aktionærer skal opgøre avance efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6. *

ABL § 2 a omfatter afståelser af aktier udstedt af selskaber mv., der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, hvis det må antages,

1) at formålet med erhvervelsen eller besiddelsen af aktierne overvejende har været at opnå værdistigning på disse,

2) at virksomheden i selskabet mv. overvejende har været af finansiel karakter, og

3) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentlig lavere end efter danske beskatningsregler.

Udenlandske holdingselskaber, der alene har til formål at eje aktier i andre udenlandske datterselskaber, må anses som virksomheder af finansiel karakter, uanset at datterselskaberne selv udøver erhvervsmæssig virksomhed, TfS 1990.104.

Om de 3 betingelser i øvrigt, se nærmere skd.cirk. nr. 237 af 30. dec. 1987, kap. 6, pkt. 43-47.

* Med virkning for afståelser af aktier, der finder sted den 19. maj 1993 eller senere er ABL § 2 a, ændret. Alle aktier undtagen aktier omfattet af §§ 2 b eller 3, er omfattet af den nye ABL § 2 a.

Herefter omfatter ABL § 2 a, ifølge stk. 1, afståelser af aktier udstedt af selskaber m.v., der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det må antages,

1) at formålet med erhvervelsen eller besiddelsen af aktierne overvejende har været at opnå værdistigning på disse,

2) at virksomheden i selskabet m.v. overvejende har været af finansiel karakter, og

3) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler.

Efter ABL § 2 a, stk. 2, omfatter § 2 a, endvidere afståelser af aktier i selskaber, som i væsentligt omfang direkte eller indirekte ejer eller har ejet aktier i selskaber m.v., der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det må antages,

1) at virksomheden i det sidstnævnte selskab m.v. overvejende har været af finansiel karakter,

2) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentligt lavere end efter danske regler, og

3) at eventuelle udbytter fra det sidstnævnte selskab m.v. samlet beskattes med en procentsats, der er væsentligt lavere end den i SSL § 17, stk. 1, nævnte.

Fortjeneste og tab på aktier omfattet af ABL § 2 a, skal opgøres efter gennemsnitsmetoden. *

Almindelige aktier

Fortjeneste ved afståelse af almindelige aktier omfattet af ABL § 2 a beskattes som almindelig indkomst (kapitalindkomst), og tab kan ikke fratrækkes. Dette gælder uanset ejertidens længde.

Fortjenesten opgøres efter de for almindelige aktionærer gældende regler i ABL § 5. Fortjeneste ved afståelse den 18. feb. 1987 eller senere forhøjes dog med 1 pct. for hvert års besiddelsestid, dog mindst 10 pct. * For aktieafståelser den 19. maj 1993 eller senere, er reglen overflyttet til ABL § 6, stk. 6. * Ved beregningen af forhøjelsen træder for aktier, som er erhvervet før den 18. feb. 1987, kursværdien på denne dato i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere. Ved beregningen af forhøjelsen anses disse aktier for anskaffet på denne dato.

Ved beregningen af fortjeneste for aktier, som er erhvervet før den 27. nov. 1985, og som afstås 3 år eller mere efter erhvervelsen, træder kursværdien pr. 1. jan. 1986 i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere.

For aktier, som er erhvervet før den 18. feb. 1987, og som afstås 3 år eller mere efter erhvervelsen, og som er udstedt af selskaber mv., der har flyttet hjemsted til Danmark inden den 18. feb. 1987, træder kursværdien på denne dato i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere.

Hovedaktionær aktier

Fortjeneste ved afståelse af hovedaktionæraktier omfattet af ABL § 2 a beskattes som almindelig indkomst (kapitalindkomst), og tab kan ikke fratrækkes. Dette gælder uanset ejertidens længde.

Fortjenesten opgøres efter de for hovedaktionærer gældende regler i ABL § 6, men der gives ikke fradrag efter reglerne i ABL § 7. * Fra og med 19. maj 1993 er ABL § 7, i øvrigt ændret. * Derimod forhøjes fortjenesten ved afståelse den 18. feb. 1987 eller senere med 1 pct. for hvert års besiddelsestid, dog mindst 10 pct. * For aktieafståelser den 19. maj 1993 eller senere, er reglen overflyttet til ABL § 6, stk. 6. * Ved beregningen af forhøjelsen træder for aktier, som er erhvervet før den 18. feb. 1987, kursværdien pr. denne dato i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere. Ved beregningen af forhøjelsen anses disse aktier for anskaffet på denne dato.

Ved beregningen af fortjenesten for aktier, som er erhvervet før den 27. nov. 1985, og som afstås 3 år eller mere efter erhvervelsen, træder kursværdien pr. 1. jan. 1986 i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere.

Hvis beskatning efter ABL § 2 a sker på grundlag af aktiernes kursværdi pr. 1. jan. 1986, jf. foran, beskattes forskellen mellem kursværdien pr. 1. jan. 1986 og den faktiske anskaffelsessum efter reglerne i ABL § 4, stk. 1, 1. punktum, smh. med stk. 2-3. Er afståelsessummen mindre end kursværdien pr. 1. jan. 1986, træder afståelsessummen dog i stedet for kursværdien pr. 1. jan. 1986.

For aktier, som er erhvervet før den 18. feb. 1987, og som afstås 3 år eller mere efter erhvervelsen, og som er udstedt af selskaber mv., der har flyttet hjemsted til Danmark inden den 18. feb. 1987, træder kursværdien pr. denne dato i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre denne er højere.

Hvis beskatningen efter ABL § 2 a, sker på grundlag af aktiernes kursværdi pr. 18. feb. 1987, beskattes forskellen mellem kursværdien pr. 18. feb. 1987 og den faktiske anskaffelsessum efter reglerne i ABL § 4, stk. 1, 1. pkt., smh. med stk. 2-3. Er afståelsessummen mindre end kursværdien pr. 18. feb. 1987, træder afståelsessummen dog i stedet for kursværdien pr. 18. feb. 1987.

* For aktier, der fra og med 19. maj 1993 er omfattet af ABL § 2 a, henvises til S.G.2.4.6.5, hvor overgangsreglerne er beskrevet. *

S.G.2.4.2 Lånefinansierede aktier

Ved lov nr. 491 af 24. juni 1992 (koncerninterne fordringer) er der indført en ny regel i ABL § 2 c, som medfører beskatning ved salg af aktier. Reglen gælder såvel hovedaktionæraktier som almindelige aktier. Den finder anvendelse, når de pågældende aktier er erhvervet for lånte midler, og det pågældende selskab i det væsentlige må antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kan opgøres på forhånd.

Loven retter sig alene mod lånefinansieret erhvervelse af aktier i finansieringsselskaber, hvor låntagningen, aktieerhvervelsen og selskabets virke sammen fungerer som alternativ til personers egen lånefinansierede erhvervelse af fordringer. Forslaget retter sig derimod ikke mod lånefinansieret køb af aktier i f.eks. pengeinstitutter eller driftsselskaber.

S.G.2.4.2.1 Erhvervelse for lånte midler

Erhvervelse for lånte midler anses at foreligge, hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger, eller hvis sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved erhvervelsen. Opnåelse af usædvanlig kredit ligestilles med låneoptagelse.

Efter bestemmelsen skal en af følgende to betingelser være opfyldt, for at beskatning efter særbestemmelsen kan finde sted. Enten skal en sammenhæng mellem erhvervelsen af aktierne m.v. og låneoptagelsen klart fremgå af omstændighederne ved erhvervelsen, eller også skal det optagne lån stå i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger. Førstnævnte betingelse vil f.eks. være opfyldt, hvis lånet er optaget med sikkerhed i aktierne mv. Sidstnævnte betingelse forudsætter et væsentligt element af skøn, og derfor har reglen alene virkning for aktier mv. der erhverves i perioden den 16. juni 1992 til 31. dec. 1993. Se afsnit S.G.2.4.2.4.

I lovforarbejderne er anført, at hovedparten af de kendte arrangementer opererer med lånoptagelse og køb af fordringer m.v. for beløb i en størrelsesorden på mindst 5 mio. kr. Som udgangspunkt behøver ligningsmyndighederne normalt ikke at interessere sig for beløbsstørrelser på under 1 mio., når der tages udgangspunkt i de arrangementer, der udbydes for øjeblikket (d.v.s. ved lovens vedtagelse).

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtige godtgør, at de fradragsberettigede udgifter vedrørende det pågældende lån kun i forholdsvis uvæsentligt omfang overstiger de skattepligtige udlodninger fra og skattepligtige fortjenester ved afståelse af aktier i det pågældende selskab. Den finder endvidere ikke anvendelse, hvis den skattepligtige godtgør, at det samlede resultat vedrørende lånet og aktiebesiddelsen, herunder fortjeneste ved afståelse af aktierne, under et er negativt efter skat selv uden beskatning.

S.G.2.4.2.2 § 2 c's midlertidige anvendelse

Ligningsrådets kompetence

Bestemmelsen har alene virkning for aktier, som erhverves indtil den 31. december 1993.

Imod den skattepligtiges påstand kan beskatning kun gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse. Denne bestemmelse er indsat med henblik på at sikre en ensartet praktisiering af bestemmelsen over hele landet. For grupper af skattepligtige, som under ensartede omstændigheder har deltaget i fælles arrangementer med lånefinansieret erhvervelse af aktier, vil Ligningsrådet kunne træffe bestemmelse for deltagerne under et.

S.G.2.4.2.3 Beskatning

Når aktiesalget er omfattet af ABL § 2 c finder ABL §§ 2 og 4 ikke anvendelse. Er aktierne omfattet af ABL §§ 2 a eller 3, finder § 2 c ikke anvendelse.

Almindelige aktier

Fortjeneste ved afståelse af almindelige aktier omfattet af § 2 c medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst (kapitalindkomst). Tab kan ikke fratrækkes uanset ejertidens længde. Fortjenesten opgøres efter reglerne i ABL § 5. * For afståelser der sker den 18. november 1993 eller senere, skal fortjeneste for alle aktionærer opgøres efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6. *

Hovedaktionæraktier

Fortjeneste ved afståelse af hovedaktionæraktier * (PSL § 19 a, stk. 2-4) * omfattet af ABL § 2 c medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst (kapitalindkomst), og tab kan ikke fratrækkes uanset ejertidens længde. Fortjenesten opgøres efter ABL § 6, men der gives ikke fradrag efter reglerne i § 7. * Fra og med 19. maj 1993 er ABL § 7 ændret. For afståelser, der sker den 18. november 1993 ellere senere sondres der i øvrigt ikke mere mellem hovedaktionærer og andre aktionærer i relation til opgørelse af fortjeneste efter denne regel, idet alle skal opgøre fortjeneste efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6. *

S.G.2.4.2.4 Ikrafttræden mv.

Bestemmelsen har virkning for aktier, som er erhvervet senest den 31. dec. 1993. Skattepligtige, der skal medregne fortjeneste på aktier, som efter de hidtidige regler ikke har skullet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan ved opgørelsen af fortjenesten i stedet for anskaffelsessummen benytte værdien den 16. juni 1992. Valget skal træffes samlet for samtlige aktier under et.

Efter lovbestemmelsen skal en af følgende to betingelser være opfyldt, for at beskatning kan finde sted. Enten skal en sammenhæng mellem erhvervelsen af fordringer mv. og lånoptagelse klart fremgå af omstændighederne ved erhvervelsen, eller også skal det optagne lån stå i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger.

Sidstnævnte betingelse forudsætter et væsentlig element af skøn, og i tilfælde, hvor alene denne betingelse er opfyldt, har bestemmelsen ikke virkning for aktier mv. erhvervet forud for den 16. juni 1992.

I TOLD*SKAT Nyt 1992.21.670 er gengivet en bindende forhåndsbesked, hvor Ligningsrådet fandt aktionærerne i et selskab omfattet af § 2 c. Selskabets portefølje var for 90%»s vedkommende anbragt i sikre værdipapirer med forudsigeligt afkast. Aktionærerne overvejede herefter at anlægge en mere risikopræget investeringsstrategi, hvorefter 60% af porteføljen skulle forblive investeret i sikre værdipapirer. De resterende 40% skulle in-vesteres i værdipapirer med ikke forudsigeligt afkast. Ligningsrådet fandt dog ikke, at den påtænkte omlægning af porteføljen ville bringe aktionærerne udenfor bestemmelsens område, se TOLD*SKAT Nyt 1992.24.853.

* Ligningsrådet fandt, at investeringsbeviser omfattet af ABL § 2 c ikke kunne bringes udenfor bestemmelsens område ved at indfri det lån, der var optaget til køb af beviserne. TOLD*SKAT Nyt 1993.10.495.

Et aktieselskabs aktionærer blev - i det omfang deres aktier var lånefinansierede - anset omfattet af ABL § 2 c. Selskabet investerede i pantebreve. Ligningsrådet lagde ud fra de seneste 5 årsregnskaber kombineret med en pantebrevsgaranti på en del af beholdningen til grund, at aktionærerne næppe blev udsat for at miste deres kapital. Når der hensås til den førte investeringsstrategi, fandt Ligningsrådet, at selskabets overskud/værditilvækst var af en sådan art, at aktionærerne var omfattet af ABL § 2 c. TOLD*SKAT Nyt 1993.12.599.

En investor P i investeringsbeviser blev anset for omfattet af ABL § 2 c, og kunne derfor ikke sælge beviserne skattefrit efter 3 år. Ved salg inden 3 år kunne kursværdien pr. 16. juni 1992 ikke lægges til grund ved opgørelse af avance/tab i stedet for bevisernes egentlige anskaffelsessum. TOLD*SKAT Nyt 1993.14.686.

* S.G.2.4.3 Hovedaktionæraktier - ABL § 2 og § 4

S.G.2.4.3.1 Skattemæssig behandling af fortjeneste eller tab

Afståelse inden 3 års ejertid

Sker afståelsen inden 3 års ejertid, skal fortjeneste beskattes som almindelig indkomst, jf. ABL § 2, stk. 1, og beløbet henregnes til kapitalindkomsten.

Årets tab ved afståelse inden 3 års ejertid kan kun fratrækkes i skattepligtig fortjeneste omfattet af ABL § 2, stk. 1, ved afståelse af almindelige aktier eller hovedaktionæraktier. * (Fra og med 19. maj 1993 aktier defineret i PSL § 19 a, stk. 2-4.)

For afståelser, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er ABL § 2, stk. 2, 1. pkt., om tabsfradrag, præciseret. Tab på aktier, som i tilfælde af fortjeneste ville være skattepligtig efter ABL § 2 a eller § 2 c kan ikke modregnes i gevinster omfattet af § 2. *

Et overskydende tab kan overføres til fradrag i en ægtefælles fortjeneste af samme art, hvis ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang. Et herefter overskydende tab kan fremføres i de følgende 5 indkomstår til fradrag i aktionærens eller en samlevende ægtefælles fortjeneste af samme art. Tab kan kun overføres til fradrag i et senere år, hvis det ikke kan udnyttes i et tidligere år.

Afståelse efter mindst 3 års ejertid

Forudsat, at der ikke foreligger skattefrihed efter 1 pct. reglen, som gennemgås nedenfor, behandles fortjeneste eller tab ved afståelse efter 3 års ejertid efter nedenstående retningslinier.

* For afståelser, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er reglerne om beskatning ved afståelse efter mindst 3 års ejertid, ændret. De afståelser, der er sket til og med den 18. maj 1993, skal beskattes efter de tidligere gældende regler, som gennemgås i S.G.2.4. De nye regler om beskatning ved salg af aktier efter mindst 3 års ejertid, vil blive gennemgået samlet efter gennemgangen af de gamle beskatningsregler. Se S.G.2.4.6. *

Ved afståelse efter 3 års ejertid skal fortjeneste beskattes som særlig indkomst. Om fradrag i eventuel fortjeneste, se S.G.2.4.3.3.

Tab ved afståelser efter 3 års ejertid kan fradrages i årets skattepligtige særlige indkomst, og hvis den særlige indkomst derved bliver negativ, kan et hertil svarende beløb fratrækkes i den skattepligtige almindelige indkomst.

Et eksempel på reglernes anvendelse kan ses i TOLD*SKAT Nyt 1992.21.674.

Aktieselskaber, anpartsselskaber og skattepligtige efter FBL kan ikke fratrække tab ved afståelse af aktier efter 3 års ejertid, idet de ikke er omfattet af de regler, der gælder for hovedaktionærer.

1 pct.reglen

Fortjeneste eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier efter 3 års ejertid medfører ikke skattemæssige konsekvenser, såfremt betingelserne for skattefrihed efter 1 pct.reglen foreligger opfyldt. Dog skal der foretages en regulering af anskaffelsessummen efter gennemsnitsmetoden for de aktier, som er i behold efter afståelsen, se S.G.2.4.3.2.

Ifølge 1 pct.reglen medfører afståelse efter 3 års ejertid kun skattemæssige konsekvenser, hvis aktionæren i det pågældende indkomstår har afstået mere end 1 pct. af selskabets aktiekapital.

Selv om aktionæren har afstået 1 pct. eller mindre, sker der dog beskatning, hvis aktionæren i det pågældende indkomstår har afstået aktier med en afståelsessum på mere end 65.000 kr.

Er aktionæren for hele det pågældende indkomstår samlevende med en ægtefælle, er det afgørende, om ægtefællerne tilsammen har afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen eller aktier med en afståelsessum på mere end 65.000 kr. Se 1984-cirk. pkt. 15.

Om aktionæren har afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen bedømmes efter størrelsen af selskabets aktiekapital, ikke af aktionærens aktiebesiddelse i selskabet. Udvides et selskabs aktiekapital i årets løb kan der - forudsat betingelserne for skattefrihed i øvrigt foreligger opfyldt - efter udvidelsen skattefrit afstås op til 1 pct. af den forhøjede aktiekapital.

Ved afgørelsen af, om der er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen, medregnes et selskabs beholdning af egne aktier ikke til aktiekapitalen.

Konvertible obligationer medregnes heller ikke til aktiekapitalen ved afgørelse af, om der er afstået mere end 1 pct. af denne. Derimod medregnes afståede konvertible obligationer ved afgørelsen af, om der i indkomståret er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen eller aktier med en afståelsessum på over 65.000 kr.

Hovedaktionæraktier, der udlægges fra et dødsbo til afdødes arvinger, skal medregnes af boet i relation til 1 pct.reglen, medmindre de pågældende hovedaktionæraktier udlægges med succession, jf. ABL § 10, stk. 3 og stk. 4.

Ved bedømmelsen af om der i relation til ABL § 13, stk. 1, om fusion er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen, er det for en aktionær - som var hovedaktionær i det indskydende selskab, men som ikke er hovedaktionær i det modtagende selskab - afgørende, hvorvidt der i det modtagende selskab er afstået aktier udover, hvad der svarer til 1 pct. af aktiekapitalen i det indskydende selskab.

For en aktionær, som var hovedaktionær i det indskydende selskab og ved fusionen også bliver hovedaktionær i det modtagende selskab, er det derimod ved bedømmelsen af, hvorvidt der er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen, afgørende, hvorvidt der er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen i det modtagende selskab, (skd. 60.24 og 67.368).

Ved lov nr. 1030 af 19. dec. 1992 er ABL § 13, stk. 1 ændret således, at det ved bedømmelsen af, om der er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen, er afgørende, om afståelse af de modsvarende aktier i det indskydende selskab tillige ville have udløst beskatning efter ABL § 4. Ændringen har virkning for afståelse af aktier, når beslutning om fusion er truffet i et eller flere af de fusionerede selskaber den 17. nov. 1992 eller senere.

S.G.2.4.3.2 Opgørelse af fortjeneste eller tab

Fortjeneste eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier opgøres efter gennemsnitsmetoden.

* For afståelser, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er den tidligere særlige beskatning for hovedaktionærer ved afståelse ændret. Det gælder dog ikke i relation til ABL § 2 c. For afståelser omfattet af ABL § 2 c, der sker den 18. november 1993 eller senere, har sondringen mellem hovedaktionærer og andre aktionærer dog heller ikke mere betydning, jf. S.G.2.4.2.3. De nye regler om beskatning efter mindst 3 års ejertid fremgår af S.G.2.4.6. *

Hvis aktionæren afstår samtlige sine aktier i et selskab på én gang, opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes samlede anskaffelsessum. Er de pågældende aktier erhvervet på forskellige tidspunkter, fordeles den samlede fortjeneste eller det samlede tab efter aktiernes pålydende.

Afstår en aktionær en del af sine aktier i et selskab, fordeles anskaffelsessummen for hele aktiebeholdningen imellem de afståede aktier og de aktier, som aktionæren beholder. Dette gælder også i tilfælde, hvor afståelsen kan ske uden skattemæssige konsekvenser ifølge 1 pct.reglen. Fordelingen foretages på grundlag af aktiernes pålydende, uanset at aktierne ikke har samme rettigheder. Den del af den samlede anskaffelsessum, der ved denne fordeling henføres til de afståede aktier, lægges til grund ved opgørelse af fortjeneste eller tab. Den resterende anskaffelsessum (E-værdi for anskaffelsessum) skal lægges til grund ved senere afståelser.

Konvertible obligationer medregnes ved opgørelsen af fortjeneste eller tab efter gennemsnitsmetoden, idet der som pålydende værdi af den konvertible obligation regnes med pålydende værdi af den aktie, som den konvertible obligation kan konverteres til.

Om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af tegningsret, se S.G.2.4.8.

Overgangsregler

Grundlaget for opgørelsen af den samlede anskaffelsessum er forskellig, afhængig af på hvilket tidspunkt aktionæren er blevet omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglerne.

1. Aktionæren var hovedaktionær den 1. juli 1981, og dette var fortsat tilfældet ved aktionærens første afståelse af aktier i selskabet efter dette tidspunkt

De aktier, som han ejede den 1. juli 1981, indgår i den samlede anskaffelsessum med et beløb svarende til den restanskaffelsessum (E-værdi), som er opgjort ved den seneste afståelse før den 1. juli 1981. Ved den første afståelse efter den 1. juli 1981 består den samlede anskaffelsessum af foranstående beløb med tillæg af anskaffelsessummen for senere erhvervede aktier i selskabet.

Er der ikke tidligere opgjort en restanskaffelsessum (E-værdi), indgår de enkelte aktier i den samlede anskaffelsessum med de enkelte aktiers anskaffelsessum.

2. Aktionæren er blevet hovedaktionær efter den 1. juli 1981

Han kan vælge, enten at opgøre den samlede anskaffelsessum på grundlag af de faktiske anskaffelsessummer for de aktier, som han ejede på det tidspunkt, han blev hovedaktionær, eller at anvende en gennemsnitlig anskaffelsessum for de aktier, som han ejede den 1. juli 1981.

Vælger han at opgøre den samlede anskaffelsessum på grundlag af de faktiske anskaffelsessummer, indgår de aktier, som han ejede på det tidspunkt, hvor han blev hovedaktionær, med de faktiske anskaffelsessummer. Derimod bortses der fra aktier, som er solgt forinden. Ved afgørelsen af, hvilke aktier, der er solgt, anses de først erhvervede for de først solgte, såfremt der er tale om aktier med samme rettigheder. I den samlede anskaffelsessum indgår tillige anskaffelsessummen for senere erhvervede aktier.

Vælger aktionæren at anvende en gennemsnitlig anskaffelsessum, og har han efter 1. juli 1981, men før han blev hovedaktionær, afstået aktier i selskabet, fragår den faktiske anskaffelsessum for disse aktier i den gennemsnitlige anskaffelsessum.

3. Aktionæren var den 1. juli 1981 hovedaktionær, men dette er ikke længere tilfældet ved første afståelse efter den 1. juli 1981

Han skal ikke anvende gennemsnitsmetoden, men skal opgøre fortjeneste eller tab efter de regler, der gælder for almindelige aktionærer.

4. Aktionæren har på noget tidspunkt opgjort fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier i selskabet efter hovedaktionærbeskatningsreglerne (gennemsnitsmetoden).

Ved fremtidige afståelser af aktier i selskabet anvendes gennemsnitsmetoden, selv om fortjeneste eller tab ved afståelsen ikke skal medregnes i den skattepligtige almindelige eller særlige indkomst.

S.G.2.4.3.3 Særlige fradrag

I hovedaktionærers fortjenester, der skal beskattes som særlig indkomst, gives ifølge ABL § 7 flg. fradrag

10 pct. fradrag

Den opgjorte fortjeneste nedsættes med 10 pct. for hvert påbegyndt år, aktionæren har ejet aktierne udover 3 år. Nedsættelsen ophører dog, når fortjenesten ved afståelse efter mere end 7 års ejertid er nedtrappet til halvdelen. Ved afståelse i det fjerde besiddelsesår nedsættes fortjenesten således med 10 pct., i det femte år med 20 pct. og så fremdeles til og med ottende besiddelsesår. Ved afståelse i det ottende år efter aktiernes erhvervelse eller senere, nedsættes fortjenesten til halvdelen.

10 pct. fradraget gives også ved afståelse af konvertible obligationer, der er omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglen. Der henvises i øvrigt til pkt. 18 i 1984-cirk.

Bundfradrag på 65.000 kr.

I årets nettofortjeneste - den efter 10 pct. fradrag samlede fortjeneste med fradrag af eventuelle tab - ved afståelser efter 3 års ejertid, kan foretages et fradrag på indtil 65.000 kr. Dette gælder, uanset afståelsen omfatter hele aktiekapitalen eller kun en del af denne.

Fradrag kan ikke overstige indkomstårets nettofortjeneste ved afståelser efter 3 års ejertid, og det samlede fradrag kan i løbet af 4 på hinanden følgende indkomstår højst udgøre 65.000 kr.

Fradrag, som en ægtefælle har opnået indenfor 4-års perioden, medregnes ved beregningen af det maksimale fradrag. Fradrag, som ægtefællen har opnået inden ægteskabets indgåelse, medregnes dog ikke.

Fradraget gives også ved afståelse af konvertible obligationer, der er omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglen.

Der henvises i øvrigt til 1984-cirk. pkt. 19 og 40d.

S.G.2.4.4 Almindelige aktier - ABL § 2 og § 4, stk. 1, sidste pkt.

S.G.2.4.4.1 Skattemæssig behandling af fortjeneste eller tab

Afståelse inden 3 års ejertid

Såfremt aktionæren har ejet de afståede aktier i mindre end 3 år, skal fortjeneste beskattes som almindelig indkomst, jf. ABL § 2, stk. 1, og beløbet henregnes til kapitalindkomsten.

Årets tab ved afståelse inden 3 års ejertid kan kun fratrækkes i skattepligtig fortjeneste omfattet af ABL § 2, stk. 1, ved afståelse af almindelige aktier eller hovedaktionæraktier.

* For afståelser, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er ABL § 2, stk. 2, 1. pkt., om tabsfradrag, præciseret. Tab på aktier, som i tilfælde af fortjeneste ville være skattepligtig efter ABL § 2 a eller 2 c kan ikke modregnes i gevinster omfattet af § 2. Fra og med samme dato skal alle aktionærer opgøre fortjeneste eller tab efter aktie-for-aktie-metoden.

For afståelser, der sker den 18. november 1993 eller senere, skal alle aktionærer opgøre fortjeneste eller tab på unoterede aktier, ejet i mindre end 3 år, efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6. Skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven, skal ved salg af aktier ejet i mindre end 3 år, opgøre fortjeneste eller tab efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6, uanset om det er unoterede eller børsnoterede aktier. Fortjeneste eller tab på næringsaktier, skal fortsat opgøres efter ABL § 3, jf. ABL § 2, stk. 3. Ved personers salg af børsnoterede aktier, ejet under 3 år, skal avance eller tab således fortsat opgøres efter aktie-for-aktie-metoden.

Ifølge § 16, stk. 6, i lov nr. 1117 af 22. december 1993, skal skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt, eller fondsbeskatningsloven ved opgørelse af fortjeneste eller tab efter ABL § 6 - som i den nye formulering har virkning fra og med den 18. november 1993 - se bort fra aktier, som er erhvervet den 18. november 1990 eller tidligere. Tegner den skattepligtige nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi, kan foranstående regel dog ikke anvendes. I så fald kan den skattepligtige anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 eller den 18. november 1993 i stedet for anskaffelsessummen. Reglen i 1. pkt. kan heller ikke anvendes for aktier, der er udlagt fra et dødsbo den 18. november 1993 eller senere, der ikke beskattes af udlægget, fordi udlægsmodtageren indtrådte i dødsboets skattemæssige stilling. *

Et overskydende tab kan overføres til fradrag i en ægtefælles fortjeneste af samme art, hvis ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang. Et herefter overskydende tab kan fremføres i de følgende 5 indkomstår til fradrag i aktionærens eller en samlevende ægtefælles fortjeneste af samme art. Tab kan kun overføres til fradrag i et senere år, hvis det ikke kan udnyttes i et tidligere år.

Afståelse efter mindst 3 års ejertid

Såfremt aktionæren har ejet de afståede aktier i mindst 3 år, skal fortjeneste ikke beskattes, og tab kan ikke fratrækkes.

* For afståelser, der sker den 19. maj 1993 eller senere, er reglerne om beskatning ved afståelse efter mindst 3 års ejertid, ændret. De afståelser, der er sket til og med den 18. maj 1993, skal beskattes efter de tidligere gældende regler.

De nye regler om beskatning ved salg af aktier efter mindst 3 års ejertid, fremgår af S.G.2.4.6.

* S.G.2.4.4.2 Opgørelse af fortjeneste eller tab

Fortjeneste eller tab ved afståelse af almindelige aktier opgøres efter aktie-for-aktie-metoden.

Aktionærer, som på noget tidspunkt har opgjort fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier i selskabet efter de regler, der gælder for hovedaktionærer, skal også ved fremtidige afståelser af aktier i selskabet anvende den for hovedaktionærer gældende gennemsnitsmetode.

* For afståelser efter mindst 3 års ejertid, der sker den 19. maj 1993 eller senere, henvises til S.G.2.4.7. *

Aktie-for-aktie metoden

Ved afståelse af aktier inden 3 års ejertid opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for den enkelte aktie (aktie-for-aktie-metoden).

Aktie-for-aktie-metoden medfører, at det er den faktiske anskaffelsessum og det faktiske anskaffelsestidspunkt for den enkelte aktie, som lægges til grund.

Ved afståelse af aktier med samme rettigheder i samme selskab, er det den ældste akties anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om der skal ske beskatning efter 3-års reglen i ABL § 2 og i bekræftende fald for opgørelsen af fortjeneste eller tab, jf. først ind - først ud reglen, se S.G.2.4. Selv om aktiens handelsværdi på afståelsestidspunktet måtte være reduceret som følge af aktiekapitaludvidelse f.eks. med fondsaktier, anvendes alligevel aktiens oprindelige anskaffelsessum ved opgørelse af fortjeneste eller tab. * Fra og med 19. maj 1993 anses aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af tildelte aktieretter eller tegningsretter, nu altid for erhvervet samtidig med den eller de moderaktier, som de nævnte aktieretter eller tegningsretter knytter sig til, jf. ABL § 5, stk. 3. Der er kun tale om en tildelt tegningsret, hvis tegningsretten giver adgang til tegning af aktier til en kurs, der ligger under handelsværdien og således indeholder et favørkurselement. Tegning til markedskurs eller over kurs, anses ikke som udnyttelse af tildelte tegningsretter, og anskaffelsestidspunktet for nytegnede aktier er i så fald tegningstidspunktet og ikke anskaffelsestidspunktet for moderaktien. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142

* S.G.2.4.5 Spekulation

Det traditionelle spekulationsbegreb for aktier blev forladt i 1962 og er i medfør af ABL blevet til en 3-års regel.

En "hausse-spekulant", der har erhvervet almindelige aktier eller hovedaktionæraktier i den hensigt at opnå fortjeneste ved senere afståelse, skal således behandle fortjeneste eller tab skattemæssigt som anført under S.G.2.4.1-2.4.4.

Ved "baisse-spekulation", hvor en aktionær spekulerer i en forventet kursnedgang på et værdipapir, foregår spekulationen ofte ved, at spekulanten låner en post aktier hos en vekselerer, afstår disse aktier og på et senere tidspunkt tilbagekøber tilsvarende aktier (dækker ind) til en lavere kurs til tilbagelevering til vekselereren. Sådanne fortjenester og tab skal opgøres og beskattes ved spekulationens afslutning. Beskatningen sker efter reglerne i ABL om afståelse inden 3 års ejertid, selv om den enkelte spekulationsforretning måtte strække sig over mere end 3 år. Se lsr. 1966.13. Udlån af aktier til en baissespekulant vil som udgangspunkt blive anset for en afståelse, Skat 1989.8.619 (sd).

Foregår baisse-spekulationen med egne aktier, således at aktieejeren sælger en aktiepost i håb om økonomisk fordel ved senere tilbagekøb til en lavere kurs, anses der at foreligge et salg henholdsvis et køb i relation til de almindeligt gældende aktieavancebeskatningsregler.

* S.G.2.4.6 ABL § 4 - skattemæssig behandling af fortjeneste eller tab, ved salg efter mindst 3 års ejertid

ABL § 4, om afståelse af aktier efter mindst 3 års ejertid, er ændret ved lov nr. 421 af 25. juni 1993, jf. lovbek. nr. 753 af 15. sep. 1993. Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 er bestemmelsen blevet justeret. De fleste af de nye regler har virkning fra og med den 19. maj 1993. Enkelt af de nye regler har dog først virkning fra og med den 18. november eller 10. december 1993.

For afståelser, der er sket den 18. maj 1993 eller før, finder de tidligere regler anvendelse.

De nye regler om afståelse efter mindst 3 års ejertid bliver gennemgået i dette afsnit, medens de tidligere regler er gennemgået i de tidligere afsnit. For skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller FBL, sker der fortsat ingen beskatning ved salg af aktier efter mindst 3 års ejertid. Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 er der i ABL § 4, stk. 6, indsat en særrregel for disse skattepligtige, som har virkning hvis de den 18. november 1993 eller senere får udlagt aktier med succesion, se S.G.3.7.

Den tidligere sondring mellem hovedaktionærer og almindelige aktionærer, er ophævet i relation til beskatning ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 4. Hovedaktionærbegrebet har dog fortsat betydning i andre skattemæssige relationer, og begrebet er derfor overflytte til PSL § 19 a, stk. 2-4.

Der er indført et nyt begreb, som hedder aktieindkomst. Aktieindkomst omfatter bl.a. de avancer fra salg af aktier, som efter ABL skal medregnes til aktieindkomsten. Vedrørende dette begreb og beskatningen af aktieindkomsten henvises til S.F.1.1.

Hvordan fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier efter mindst 3 års ejertid skal behandles skattemæssigt, afhænger nu af om aktierne er børsnoterede eller unoterede. Er aktierne børsnoterede, afhænger beskatningen ved fortjeneste af, om beholdningen af børsnoterede aktier overstiger en bundgrænse på 100.000 kr. den 19. maj 1993 eller senere.

S.G.2.4.6.1 Unoterede aktier

Ved afståelse af unoterede aktier den 19. maj 1993 eller senere, skal fortjeneste beskattes som aktieindkomst.

Udenlandske aktier, som ikke kan anses som børsnoterede, jf. nedenfor, beskattes ved salg efter 3 års ejertid på samme måde som unoterede aktier.

Tab ved afståelse af unoterede aktier, kan fradrages ved opgørelsen af aktieindkomsten. Bliver aktieindkomsten herefter negativ, kan tabet modregnes i anden indkomst, med en skatteværdi svarende til skattesatsen for positiv aktieindkomst, jf. ABL § 4, stk. 4, jf. PSL § 8 a, stk. 5. Denne regel finder dog ikke anvendelse for unoterede aktier, som i den skattepligtiges besiddelsestid har været børsnoterede, hvis tab ved afståelsen på tidspunktet for overgangen fra børsnoterede til unoterede, ikke ville have været fradragsberettiget, fordi beholdningen af børsnoterede aktier ikke inden for de sidste 3 år var over bundgrænsen, som for 1993 er 100.000 kr., jf. ABL § 4, stk. 5.

Er en aktie overgået fra børsnoteret til unoteret på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere efter erhvervelsen af aktien, og fortjeneste eller tab ved en afståelse af aktien på førstnævnte tidspunkt ikke ville have været skattepligtig efter ABL § 4, anses aktien ved en senere opgørelse af en fortjeneste for erhvervet for aktiens kursværdi på tidspunktet for overgang fra børsnoteret til unoteret, jf. ABL § 7, stk. 2.

Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993, der har virkning fra og med den 18. november 1993, er der foretaget en redaktionel ændring i ABL § 7, stk. 2, således at der nu står i bestemmelsen, at såfremt en aktie er overgået fra børsnoteret til unoteret på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere efter erhvervelsen af aktien, og fortjeneste eller tab ved en afståelse af aktien på førstnævnte tidspunkt ikke ville have været skattepligtig efter ABL § 4, anses aktien ved en senere opgørelse af en fortjeneste eller et tab for erhvervet for aktiens kursværdi på tidspunktet for overgang fra børsnoteret til unoteret. Fra og med samme dato er det i ABL § 7, stk. 3, blevet præciseret, at forannævnte regel, om tildeling af indgangsværdier, ikke finder anvendelse for aktier omfattet af ABL §§ 2a-3.

S.G.2.4.6.2 Børsnoterede aktier fra beholdninger op til og med bundgrænsen

Salg af børsnoterede aktier man har ejet i mindst 3 år fra beholdning op til og med bundgrænsen, som i 1993 er 100.000 kr., kan ske skattefrit. Det er en betingelse for skattefrihed, at sælger er skattepligtig efter KSL § 1. Har den skattepligtige i hele indkomståret været samlevende med en ægtefælle, medregnes ægtefællens beholdning af børsnoterede aktier. Ægtefæller har altså tilsammen kun ét bundfradrag.

Ved børsnoterede aktier forstås aktier, som er noteret på en fondsbørs godkendt af Finanstilsynet i medfør af § 40 i lov om Københavns Fondsbørs, jf. ABL § 4, stk. 2.

Ud over fondsbørser i EF-lande er følgende fondsbørser, der er medlemmer eller associerede medlemmer af Fédération Internationale des Bourses de Valeurs, at anse som godkendte fondsbørser

Argentina: Bolsa de Comercio de Buenos Aires Australien: Australian Stock Exchange Ltd. Brasilien: Bolsa de Valores do Rio de Janeiro Bolsa de Valores do Sao Paulo Canada: The Toronto Stock Exchange Bourse de Montréal Finland: Helsinki Stock Exchange Hong Kong: The Stock Exchange of Hong Kong Ltd. Israel: The TelAviv Stock Exchange Ltd. Japan: Tokyo Stock Exchange Osaka Securities Exchange Malaysia: The Kuala Lumpur Stock Exchange Mexico: Bolsa Mexicana de Valores - S.A. de C.V. New Zealand: New Zealand Stock Exchange Norge: Oslo Børs Schweiz: Association des Bourses Suisses Singapore: Stock Exchange of Singapore Ltd. Sverige: Stockholms Fondsbörs Sydkorea: Korea Stock Exchange USA: New York Stock Exchange Inc. American Stock Exchange Inc. Østrig: Wiener Börsekammer

Det er i øvrigt en betingelse for skattefrihed, at bundgrænsen ikke har været oversteget de sidste 3 år inden salget.

Beholdningen skal måles på følgende tre tidspunkter

1) Ved udgangen af hvert indkomstår,

2) umiddelbart efter køb af børsnoterede aktier og

3) umiddelbart før salg af børsnoterede aktier.

Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993, er der indsat et nyt stk. 9 i § 19 i lov nr. 421 af 25. juni 1993. Ændringen har virkning fra den 19. maj 1993. I relation til ABL 4, stk. 3 og stk. 5 - om tabsfradrag - har den dog først virkning fra den 10. december 1993. Ifølge ændringen tages alene hensyn til, om kursværdien af beholdningen af børsnoterede aktier har overskredet bundgrænsen den 19. maj 1993 eller senere, ved udgangen af et indkomstår, umiddelbart før et salg af børsnoterede aktier eller umiddelbart efter køb af børsnoterede aktier.

Bundgrænsen reguleres efter PSL § 20, og har for 1990 til 1994 været følgende

1990: 92.800 kr. 1991: 94.700 kr. 1992: 96.600 kr. 1993: 100.000 kr. 1994: 103.000 kr.

Bundgrænserne for 1990 til 1992 har kun betydning, såfremt man i perioden fra og med den 19. maj 1993 til og med den 9. december 1993 har solgt børsnoterede aktier med tab.

Ved opgørelse af beholdningen af børsnoterede aktier, skal medregnes alle børsnoterede aktier, herunder medarbejderaktier, og de børsnoterede aktier, der har været ejet i mindre end 3 år.

Tab på salg af børsnoterede aktier fra beholdninger op til og med bundgrænsen kan ikke fradrages.

Stiger kursværdien ved en af målingerne til over bundgrænsen, som i 1993 er 100.000 kr., skal fortjenester i fremtiden beskattes og tab kan fradrages.

Aktierne anses for erhvervet til kursen på det tidspunkt, hvor det måles, at bundgrænsen er oversteget, jf. ABL § 7, stk. 1. Det gælder dog kun for de aktier, som på dette tidspunkt har været ejet i mindst 3 år. For de aktier, som ved den senest forudgående måling ikke var børsnoterede, skal fortsat anvendes den oprindelige købspris. Fra og med 18. november 1993 er det en betingelse for at kunne anvende reglen, at man umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor kursværdien overstiger bundgrænsen, har kunnet sælge aktierne uden beskatning. Fra og med samme dato er det i ABL § 7, stk. 3, blevet præciseret, at forannævnte regel, om tildeling af indgangsværdier, ikke finder anvendelse for aktier omfattet af ABL §§ 2a-3.

Den del af et eventuelt tab, som vedrører perioden, hvor beholdningen af børsnoterede aktier var under bundgrænsen, kan ikke fradrages.

S.G.2.4.6.3 Børsnoterede aktier fra beholdninger over bundgrænsen

Fortjeneste ved salg af børsnoterede aktier man har ejet i mindst 3 år fra beholdninger over bundgrænsen, som i 1993 er 100.000 kr., skal beskattes som aktieindkomst.

Tab ved salg af børsnoterede aktier man har ejet i mindst 3 år fra beholdninger over bundgrænsen, kan kun fradrages i indkomstårets fortjeneste ved salg af tilsvarende aktier, dvs. fortjeneste på andre børsnoterede aktier fra beholdninger over bundgrænsen, som man har ejet i 3 år eller mere, jf. ABL § 4, stk. 3. Et overskydende tab kan overføres til fradrag i en ægtefælles fortjeneste af foranstående art, hvis ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang. Et herefter overskydende tab kan fremføres i de følgende 5 indkomstår til fradrag i aktionærens eller en samlevende ægtefælles fortjeneste af foranstående art. Tab kan kun fremføres til fradrag i et senere år, hvis det ikke har kunnet udnyttes i et tidligere år.

Falder kursværdien af børsnoterede aktier til under bundgrænsen, som i 1993 er 100.000 kr., er fremtidige gevinster skattefrie, når beholdningen i 3 år har ligget under bundgrænsen. Tab kan ikke fradrages, når beholdningen i 3 år har været under bundgrænsen.

S.G.2.4.6.4 Hovedaktionærer PSL § 19 a, stk. 2-4

Nedslag

Skattepligtige, der afstår aktier med fortjeneste, og hvor fortjeneste eller tab ved en eventuel afståelse den 18. maj 1993 skulle have været beskattet efter den tidligere § 6, som vedrørte hovedaktionærer, kan få et nedslag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på de pågældende aktier, jf. ABL § 7 a. Tilsvarende gælder ved opgørelse af fortjeneste på eventuelle fondsaktier eller aktieretter, som er tildelt den skattepligtige på grundlag af de pågældende aktier. Der kan ikke beregnes nedslag på aktier omfattet af ABL § 2 a eller § 2 c. Nedslag efter denne regel kan heller ikke beregnes, hvis den pågældende alene skulle have opgjort fortjenesten i kraft af den tidligere ABL § 6, stk. 6.

Nedslaget beregnes med 1% pr. år, den skattepligtige har ejet de pågældende aktier forud for udløbet af indkomståret 1998. Nedslaget kan højst udgøre 25%. Udlægges eller overdrages aktierne med skattemæssig succession, jf ABL §§ 10 og 11, anvendes aktiernes værdi ved udlægget eller overdragelsen i stedet for afståelsessummen ved beregningen af nedslaget, jf. ABL § 7 a, stk. 3. Med virkning fra og med 18. november 1993 er der foretaget en redaktionel ændring i sidste pkt., således at der nu står, at såfremt aktierne udlægges eller overdrages med skattemæssig succesion, jf. ABL §§ 10 og 11 samt KSL § 33, anvendes aktiernes værdi ved udlægget eller overdragelsen i stedet for afståelsessummen ved beregningen af nedslaget.

Er aktierne erhvervet på forskellige tidspunkter, fordeles fortjenesten ved beregningen af nedslaget for ejertid forholdsmæssigt efter aktiernes pålydende. Afstås en del af aktierne i samme selskab, anses de først erhvervede for først afstået.

S.G.2.4.6.5 Overgangsregler

I lov nr. 421 af 25. juni 1993 er i § 19 fastsat nogle særlige overgangsbestemmelser.

Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab efter ABL § 6, eller som alene skulle gøre det i kraft af ABL § 6, stk. 6, og som ikke ville være omfattet af ABL § 2 a-3 eller KGL, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en senere afståelse af de pågældende aktier anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen. Også ved afståelse af fondsaktier tildelt før den 19. maj 1993 kan den skattepligtige ved avanceopgørelsen vælge værdien den 19. maj 1993. Det er en betingelse, at afståelsen finder sted tre år eller mere efter erhvervelsen af moderaktien. Er fondsaktien tildelt den 19. maj 1993 eller senere kan der ikke anvendes indgangsværdi, jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142. Valget skal træffes samlet for alle aktier i hvert selskab. Ved en senere afståelse kan et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993.

For aktier, som den skattepligtige har erhvervet mindre end 3 år forud for den 19. maj 1993, kan ovenstående overgangsregel dog kun anvendes, hvis aktierne afstås 3 år eller mere efter erhvervelsen.

Afståelse af aktier efter mindre end tre år afskærer ikke aktionæren fra at anvende værdien den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved senere afståelse af aktier i samme selskab, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142.

I TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1146 er offentliggjort en 19. maj kurs for aktier i Skandinavisk Tobakskompagni A/S. Det oplyses i øvrigt, at kurserne i lignende sager i fremtiden vil blive offentliggjort i TfS.

For konvertible obligationer er det en betingelse for anvendelse af ovenstående overgangsregel, at en gevinst ved en senere afståelse 3 år eller mere efter erhvervelsen ikke vil være skattepligtig efter KGL.

For skattepligtige, for hvem § 6, stk. 4 eller 7, i ABL, som affattet ved lovbek. nr. 865 af 22. okt. 1992, har haft virkning eller ville have haft virkning ved en aktieafståelse den 18. maj 1993, forstås ved aktiernes faktiske anskaffelsessum fortsat de beløb, som kan fastlægges i henhold til de nævnte bestemmelser. Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 er denne regel i § 19, stk. 5, i lov nr. 421 af 25. juni 1993 blevet ændret, således at der med virkning fra og med 18. november 1993 står, at for skattepligtige, for hvem § 6, stk. 3, sidst pkt., stk. 4 eller stk. 7, i ABL, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992, har haft virkning eller ville have haft virkning ved en aktieafståelse den 18. maj 1993, forstås ved aktiernes faktiske anskaffelsessum fortsat de beløb, som kan fastlægges i henhold til de nævnte bestemmelser. Hensigten med ændringen er at tydeliggøre, at en eventuel resterende gennemsnitlig anskaffelsessum fra de gamle aktieavancebeskatningsregler fortsat skal anvendes i stedet for aktiernes faktiske anskaffelsessummer. For skattepligtige som i henhold til § 6, stk. 5, 2. pkt., i ABL, som affattet ved lovbek. nr. 865 af 22. okt. 1992, har valgt at anvende en gennemsnitlig anskaffelseskurs for de aktier, den pågældende ejede den 1. juli 1981, forstås ved de faktiske anskaffelsessummer fortsat den nævnte gennemsnitlige anskaffelsessum.

Medarbejderaktier I tilfælde, hvor ovennævnte overgangsregler kan anvendes for medarbejderaktier i en ordning, som er godkendt i henhold til LL § 7 A, og som i henhold hertil var båndlagt den 19. maj 1993, kan den skattepligtige ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktierne efter båndlæggelsens ophør anvende aktiernes handelsværdi ved båndlæggelsens ophør i stedet for anskaffelsessummen. Ved en aktieafståelse efter båndlæggelsens ophør kan et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes handelsværdi ved båndlæggelsens ophør. Hvis den skattepligtige vælger at anvende aktiernes handelspris ved båndlæggelsens ophør, anses aktierne ved anvendelse af ABL § 6, stk. 3, og § 6, stk. 5, 2. pkt., for en særlig aktieklasse indtil båndlæggelsens ophør. Hvis aktierne afstås under båndlæggelsen, men 3 år eller mere efter erhvervelsen, er en fortjeneste ikke skattepligtig og et tab ikke fradrags- eller modregningsberettiget.

Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 er denne regel i § 19, stk. 5, i lov nr. 421 af 25. juni 1993 blevet ændret med virkning fra og med den 18. november 1993. Såfremt den skattepligtige i båndlæggelsesperioden tegner nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi, bortfalder retten til at anvende reglen i 1. pkt. Den skattepligtige kan i stedet anvende aktiernes handelsværdi umiddelbart før tegning til overkurs, og 3. pkt. finder da tilsvarende anvendelse. 4. pkt. finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtige inden afståelsen har tegnet nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi. *

S.G.2.4.7 Anskaffelsessum og anskaffelsestidspunkt for den enkelte aktie

Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier benyttes en anskaffelsessum, der for almindelige aktier udgør anskaffelsessummen for den pågældende aktie (aktie-for-aktie-metoden). For hovedaktionæraktier udgør den derimod en forholdsmæssig del af den samlede anskaffelsessum for hele aktionærens aktiebeholdning i det pågældende selskab (gennemsnitsmetoden). Hvis en aktionær ejer aktier med samme rettigheder, men erhvervet på forskellige tidspunkter, er det de først erhvervede aktier, som anses for først afståede (først ind- først ud-reglen).

* Ved opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier, der sælges fra og med den 19. maj 1993 til og med den 17. november 1993, skal avance eller tab ved salg efter mindre end tre års ejertid opgøres efter aktie-for-aktie-metoden. For afståelser, der sker den 18. november 1993 eller senere, skal alle aktionærer opgøre fortjeneste eller tab på unoterede aktier, ejet i mindre end 3 år efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6. Skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven, skal ved salg af aktier ejet i mindre end 3 år, opgøre fortjeneste eller tab efter gennemsnitsmetoden i ABL § 6, uanset om det er unoterede eller børsnoterede aktier. Fortjeneste eller tab på næringsaktier, skal fortsat opgøres efter ABL § 2, stk. 3. Ved personers salg af børsnoterede aktier, ejet under 3 år, skal fortjeneste eller tab således fortsat opgøres efter aktie-for-aktie-metoden.

Ifølge § 16, stk. 6, i lov nr. 1117 af 22. december 1993 skal skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5 - 5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven ved opgørelse af fortjeneste eller tab efter ABL § 6 - som i den nye formulering har virkning fra og med 18. november 1993 - se bort fra aktier, som er erhvervet den 18. november 1990 eller tidligere. Tegner den skattepligtige nye aktier til overkurs i forhold til aktiernes handelsværdi, kan foranstående regel dog ikke anvendes. I så fald kan den skattepligtige anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 eller den 18. november 1993 i stedet for anskaffelsessummen. Reglen i 1. pkt. kan heller ikke anvendes for aktier, der er udlagt fra et dødsbo den 18. november 1993 eller senere, der ikke beskattes af udlægget, fordi udlægsmodtagerne indtrådte i dødsboets skattemæssige stilling.

Sker salget efter mindst 3 års ejertid, skal avance eller tab ved salg af aktier den 19. maj 1993 eller senere i alle tilfælde opgøres efter gennemsnitsmetoden.

Ved opgørelse af avance eller tab på aktier omfattet af ABL § 4, der har været ejet i mindst 3 år, skal alene medregnes de aktier, som er erhvervet 3 år eller mere forud for afståelsen, jf. ABL § 6, stk. 1. For unoterede aktier, der afstås den 18. november 1993 eller senere, skal alle aktier medregnes, herunder også aktier ejet i mindre end 3 år.

Tildelte aktieretter og tegningsretter anses nu altid for erhvervet samtidig med moderaktien. Der er kun tale om en tildelt tegningsret efter ABL § 5, stk. 3 og § 6, stk. 5, hvis tegningsretten giver adgang til tegning af aktier til en kurs, der ligger under handelsværdien og således indeholder et favørkurselement. Tegning til markedskurs eller overkurs, anses ikke som udnyttelse af tildelte tegningsretter, og anskaffelsestidspunktet for nytegnede aktier er i så fald tegningstidspunktet og ikke anskaffelsestidspunktet for moderaktien. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142. *

Omkostninger, der naturligt kan henregnes til anskaffelsen, tillægges anskaffelsessummen.

Uanset om anskaffelsessummen skal opgøres efter aktie- for-aktie-metoden eller gennemsnitsmetoden, gælder der som udgangspunkt visse fællesregler.

S.G.2.4.7.1 Køb

Aktier, som er erhvervet ved køb, anses for anskaffet på købstidspunktet, og anskaffelsessummen er købesummen med tillæg af udgift til aktieafgift og eventuel købsprovision samt evt. forbundne advokat- og revisorudgifter. Udgift til stiftelsesprovision af banklån ved aktiekøb kan derimod ikke henregnes til anskaffelsessummen, men vil eventuelt kunne fradrages i indkomsten efter LL § 8, stk. 3.

S.G.2.4.7.2 62-kursen

For hovedaktionæraktier, som er erhvervet før den 1. jan. 1962, træder den formueskattepligtige værdi pr. 1. jan. 1962 i stedet for anskaffelsessummen, medmindre denne er højere.

S.G.2.4.7.3 Tegnede aktier

Anskaffelsessummen for aktier, der tegnes ved stiftelse af et selskab mod indskud af kontanter, er det faktisk indbetalte beløb.

Om anskaffelsessummen for aktier, der tegnes mod indskud af andre værdier end kontanter, se S.B.1.5.1.1.

Om anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV, se LV E.H.

* Om anskaffelsessummen for aktier i rekonstruktionstilfælde, se S.C.1.2.2 og S.G.2.4.7.8. *

Anskaffelsestidspunktet for aktier, der tegnes ved stiftelse af et selskab, kan ikke regnes fra et tidligere tidspunkt end stiftelsesoverenskomstens underskrift, uanset at selskabet stiftes med tilbagevirkende kraft.

Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt tegningsret, udgør det beløb, som er erlagt ved tegningen. De tegnede aktier anses for anskaffet ved tildeling af retterne. Dette vil i almindelighed være det tidspunkt, hvor generalforsamlingen eller evt. bestyrelsen efter bemyndigelse af generalforsamlingen har truffet beslutning om udvidelse af aktiekapitalen.

For hovedaktionærer anses aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt tegningsret, dog for erhvervet samtidig med den eller de moderaktier, som de nævnte aktier knytter sig til.

* Fra og med 19. maj 1993 anses alle aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af tildelte aktieretter eller tegningsretter, for erhvervet samtidig med den eller de moderaktier, som de nævnte aktieretter eller tegningsretter knytter sig til, jf. ABL. § 5, stk. 3. Der er kun tale om en tildelt tegningsret efter ABL § 5, stk. 3 og § 6, stk. 5, hvis tegningsretten giver adgang til tegning af aktier til en kurs, der ligger under handelsværdien og således indeholder et favørkurselement. Tegning til markedskurs eller overkurs, anses ikke som udnyttelse af tildelte tegningsretter, og anskaffelsestidspunktet for nytegnede aktier er i så fald tegningstidspunktet og ikke anskaffelsestidspunktet for moderaktien. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142. *

Hvis aktionæren efter det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er knyttet tegningsretter, anses disse retter først for erhvervet samtidig med de pågældende moderaktier, og anskaffelsessummen opdeles forholdsmæssigt på moderaktien og de nytegnede aktier, skd. 61.147 og 148. Hvis man udnytter sådanne retter sammen med retter, som man har fået tildelt som aktionær, anses en forholdsmæssig del af den nye aktie for anskaffet ved købet af moderaktien.

Aktier, der er erhvervet ved køb af tegningsret, anses for erhvervet på købstidspunktet, og anskaffelsessummen er købesummen for tegningsretterne med tillæg af det beløb, der er erlagt ved tegningen.

Hvis en nytegnet aktie i et selskab kun har kunnet tegnes ved, at aktionærens tildelte tegningsret er blevet suppleret med en tilkøbt tegningsret, anses en forholdsmæssig del af den nye aktie for anskaffet ved købet af den yderligere tegningsret. Anskaffelsessummen for aktier, som er tegnet på grundlag af tilkøbte tegningsretter, udgør det beløb, som indbetales til selskabet for aktierne med tillæg af købesummen for tegningsretten.

S.G.2.4.7.4 Fondsaktier

Anskaffelsessummen for fondsaktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt aktieret, er 0 kr. Fondsaktierne anses for anskaffet ved tildelingen af retterne. Dette vil i almindelighed være det tidspunkt, hvor generalforsamlingen eller evt. bestyrelsen efter bemyndigelse af generalforsamlingen har truffet beslutning om udvidelse af aktiekapitalen. * Et selskab trådte i likvidation 31. januar 1985 og blev opløst med skæringsdag 31. juli 1985. En lovmæssig forhøjelse af anpartskapitalen fra 30.000 kr. til 80.000 kr. blev vedtaget på generalforsamlingen 26. oktober 1984. Kapitalforhøjelsen blev registreret 25. januar 1985. Selskabet blev af Landsskatteretten anset for skattepligtig af fortjenesten ved udlodning af nominelt 50.000 kr. af anparterne, jf. ABL § 2, stk. 1, idet disse anparter blev anset for fondsanparter erhvervet den 26. oktober 1984, jf. ABL § 5, stk. 3, idet kapitaludvidelsen var vedtaget på generalforsamlingen og registreret inden udlodningen. TOLD*SKAT Nyt 1993.11.525. Fra og med 19. maj 1993 anses fondsaktier for erhvervet samtidig med moderaktien. *

I modsætning hertil anses tildelte aktieretter, der afstås, for anskaffet samtidig med moderaktien, se S.G.2.4.7.5. * Denne modsætning eksisterer ikke med virkning fra og med den 19. maj 1993. * På grund af denne forskel kan der opstå afgrænsningsspørgsmål, se Skat 1990.8.626 (LSR), hvor en afståelse, bl.a. under hensyn til at registrering ikke var sket, blev anset for at omhandle aktieretter. Der kunne herefter ikke anses at foreligge fondsaktier ved afståelse forud for registreringen, såfremt fondsaktieudvidelsen var rettidigt anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, d.v.s. inden en måned efter beslutningen. For så vidt angår tildelte aktieretter i børsnoterede selskaber skulle der, uanset at fondsaktieudvidelsen er registreret, ikke anses at foreligge afståelse af fondsaktier ved salg i den periode på normalt 10 børsdage, hvori der foregår en børsnoteret omsætning af aktieretter.

For hovedaktionærer * (PSL § 19 a, stk. 2-4) * anses fondsaktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt aktieret, for erhvervet samtidig med den eller de moderaktier, som de nævnte fondsaktier knytter sig til.

Hvis aktionæren efter det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er knyttet aktieretter, anses disse retter for erhvervet samtidig med de pågældende moderaktier, og anskaffelsessummen opdeles forholdsmæssigt på moderaktien og de nye fondsaktier, skd. 61.147 og 148. Hvis man udnytter sådanne retter sammen med retter, som man har fået tildelt som aktionær, anses en forholdsmæssig del af den nye fondsaktie for anskaffet ved købet af moderaktien. Fondsaktier, der er erhvervet ved køb af aktieret, anses for erhvervet på købstidspunktet, og anskaffelsessummen er det beløb, som er erlagt for aktieretten.

S.G.2.4.7.5 Afståelse af aktieret eller tegningsret

Ved almindelige aktionærers afståelse af tildelte aktieretter og tegningsretter, herunder tegningsret til konvertible obligationer, anses retterne for erhvervet samtidig med moderaktien for 0 kr. Afståelsessummen skal derfor beskattes fuldt ud, såfremt moderaktien er mindre end 3 år gammel. I modsat fald sker ingen beskatning - medmindre aktierne omfattes af ABL § 2 a. * Se S.G.2.4.6. * Ved delvis afståelse anses de retter, som knytter sig til de ældste aktier, for først afstået (først ind - først ud-reglen). * Sker der et delsalg i perioden fra og med den 19. maj 1993 til og med den 17. november 1993, og sker salget inden for de første tre års ejertid fra en beholdning bestående af både moderaktier og fondsaktier eller aktier erhvervet på baggrund af tildelte tegningsretter, skal fortjeneste eller tab ved en afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 opgøres efter ABL § 5, det vil sige efter aktie-for-aktie-metoden og først ind-først ud-reglen. Afstås kun en del af aktierne i det pågældende selskab, foretages en forholdsmæssig fordeling ud fra den nominelle værdi af afståede aktier. Dette gælder dog ikke, hvis f.eks. moderaktie og fondsaktie ikke har samme rettigheder, og det udtrykkeligt er aftalt, hvilken aktie, der er overdraget. I så fald tages udgangspunkt i overdragelsesaftalen ved avanceopgørelse, jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142. For afståelser, der sker den 18. november 1993 eller senere, er det kun personer som sælger børsnoterede aktier efter mindre end 3 års ejertid, som skal opgøre fortjeneste eller tab efter aktie-for-aktie-metoden. *

Ved hovedaktionærers afståelse af tildelte aktieretter og tegningsretter, herunder tegningsret til konvertible obligationer, anses retterne for erhvervet samtidig med moderaktien. Aktieretterne indgår i den samlede anskaffelsessum med 0 kr. Tegningsretterne indgår med det beløb, som køberen skal indbetale for at udnytte tegningsretterne. Ved delvis afståelse anses de retter, som knytter sig til de ældste aktier, for først afstået (først ind - først ud-reglen). Om opgørelse af fortjeneste eller tab ved hovedaktionærers afståelse af tegningsret, se S.G.2.4.8.

Hvor en almindelig aktionær eller en hovedaktionær efter det tidspunkt, hvor generalforsamlingen har truffet beslutning om udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er knyttet aktieretter eller tegningsretter, anses disse retter for erhvervet samtidig med de moderaktier, de knytter sig til. I sådanne tilfælde fordeles anskaffelsessummen mellem moderaktierne og de vedhængende aktieretter eller tegningsretter, skd. 61.147 og 148.

S.G.2.4.7.6 Konvertible obligationer

For konvertible obligationer, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt tegningsret eller ved køb af tegningsret, gælder samme regler vedrørende anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum som for tegnede aktier, se S.G.2.4.7.3.

Ligningsrådet fandt, at kursgevinsten på et nulrente konvertibelt obligationslån med en påtænkt løbetid på 1 år var skattepligtig som almindelig indkomst i henhold til ABL § 2, og at konvertible obligationer ikke er omfattet af KGL's bestemmelser, når der er tale om udsteders kursgevinst/tab, jf. TOLD*SKAT Nyt 1992.22.722.

* I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at konvertible obligationer udstedt til medarbejdere i relation til ABL's bestemmelser skulle anses erhvervet ved tildelingen af de konvertible obligationer. Forhåndsbeskeden vedrørte i øvrigt en række skattemæssige konsekvenser i forbindelse med udstedelsen af de konvertible obligationer. TOLD*SKAT Nyt 1993.6.266. *

Konvertible obligationer, som er erhvervet før den 1. juli 1981, anses for anskaffet til obligationernes kursværdi pr. 1. juli 1981, medmindre den faktiske anskaffelsessum er højere. Var de konvertible obligationer børsnoterede pr. 1. juli 1981, er det den noterede kurs, der skal anvendes. For unoterede obligationer, som i tiden omkring den 1. juli 1981 har været genstand for omsætning mellem uafhængige parter, anvendes den værdi, de er omsat til. I andre tilfælde må kursværdien beregnes med udgangspunkt i det årsregnskab, der er afsluttet nærmest ved den 1. juli 1981 med fornøden hensyntagen til særlige forhold opstået efter regnskabets afslutningstidspunkt. Om beregning af kursen henvises til LV A.H.3.1.2.

S.G.2.4.7.7 Konvertering af konvertible obligationer

Aktier, der er erhvervet ved konvertering af konvertible obligationer, anses for anskaffet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de konvertible obligationer.

Ved anvendelse af først ind - først ud - reglen sidestilles konvertible obligationer med aktier med særlige rettigheder indtil konverteringen.

Konverteringen af konvertible obligationer til aktier i det pågældende selskab har ikke skattemæssige konsekvenser.

Om den skattemæssige behandling af medarbejdere, der som led i deres ansættelsesforhold erhverver konvertible obligationer, se LV A.B.1.10.1.4.

S.G.2.4.7.8 Konvertering af andre fordringer

Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet ved konvertering af en fordring på selskabet, vil normalt være fordringens værdi. Såfremt fordringens reelle værdi på konverteringstidspunktet er væsentlig mindre end pålydende, opgøres fortjeneste eller tab på grundlag af en anskaffelsessum svarende til fordringens handelsværdi, se HD af 27. okt. 1977 (skd. 45.119), ØLD af 24. marts 1980 (skd. 55.314) og lsr. 1984.7.

I lsr. 1983.7 var aktiekapitaludvidelsen sket ved kontant indbetaling og ikke ved konvertering af en fordring til frigørelse af gæld, for hvilken aktionæren hæftede. Landsskatteretten fandt derfor, at aktiekapitaludvidelsen ikke kunne sidestilles med konvertering af en fordring mod selskabet til aktiekapital.

S.G.2.4.7.9 Medarbejderaktier

Anskaffelsessummen for medarbejderaktier omfattet af LL § 7 A, er det beløb, der er betalt ved erhvervelsen af de båndlagte aktier. Såfremt medarbejderaktierne er erhvervet vederlagsfrit efter LL § 7 A, stk. 2, er anskaffelsessummen 0 kr.

Der gælder ikke særlige regler ved afståelse af medarbejderaktier. * Se dog S.G.2.4.6.5, idet der i lov nr. 421 af 25. juni 1993 er fastsat særlige overgangsregler for medarbejderaktier. Ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 er overgangsreglen blevet justeret, se S.G.2.4.6.5. *

S.G.2.4.7.10 Udenlandske aktier

Betalingen for udenlandske aktier vil som oftest være erlagt i udenlandsk mønt. Ved opgørelse af anskaffelsessummen omregnes købesummen til danske kr. efter valutakursen på købstidspunktet, og afståelsessummen omregnes ligeledes til danske kr. efter valutakursen på afståelsestidspunktet, se lsr. 1967.11 og Skat 1986.5.335 (lsr). Avancebeskatningen vil således også omfatte svingningerne i valutakursen.

Vedrørende aktier omfattet af ABL § 2 a, se S.G.2.4.1.

S.G.2.4.7.11 Aktionærforskrivninger

Nedskrivning på aktionærforskrivninger sidestilles med udbetalt udbytte. Nedskrivninger, der finder sted efter erhvervelse af aktierne, medregnes tillige til anskaffelsessummen for aktierne, men nedskrivningerne har ingen indflydelse på anskaffelsestidspunktet for aktierne.

S.G.2.4.7.12 Aktier modtaget som gave

For gavemodtagere, der skal svare gaveafgift ved vederlagsfri overdragelse af aktier, udgør anskaffelsessummen for aktierne den gaveafgiftspligtige værdi.

Hvis gaven skal medregnes til modtagerens skattepligtige almindelige indkomst, udgør anskaffelsessummen det indkomstskattepligtige beløb.

Er gaven hverken afgiftspligtig eller indkomstskattepligtig, er det aktiernes handelsværdi på gavetidspunktet, der udgør anskaffelsessummen.

Hvor erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling efter reglerne i ABL § 11, anses aktierne for anskaffet af erhververen for den anskaffelsessum og på det tidspunkt, som de blev anskaffet til af overdrageren, se S.G.3.8. S.G.2.4.7.13 Andelsbevis i andelsboligforening

Anskaffelsessummen for et andelsbevis i en andelsboligforening udgør normalt det beløb, som er betalt ved købet af andelsbeviset.

Ved stiftelse af andelsboligforeninger i forbindelse med lejernes overtagelse af den ejendom, som de bor i, kan forudbetalt husleje og indestående på vedligeholdelseskonto fra det hidtidige lejemål medregnes til andelsbevisets anskaffelsessum sammen med evt. yderligere indskud.

Som regel præsteres der kun et mindre indskud ved stiftelsen, medens andelshaverne påtager sig at betale en højere husleje for at fremskaffe fornødne midler til dækning af udgifterne til ejendommens drift og til afdrag på gælden. Den forhøjede husleje, der er betalt, kan ikke anses som en del af anskaffelsessummen for andelsbeviset. Dette gælder også i tilfælde, hvor en andelshaver skal betale forskellen mellem den forhøjede husleje og en evt. lejers husleje, ØLD af 21. okt. 1975 (skd. 40.45). En konkret vurdering af vedtægtsbestemmelserne kan dog føre til, at forhøjet boligafgift må sidestilles med yderligere indskud, lsr. 1977.151.

En forholdsmæssig andel af den af andelsboligforeningen betalte købesum for ejendommen eller af den kontante udbetaling kan heller ikke anses som en del af anskaffelsesummen for andelsbeviset.

Har andelshaveren afholdt udgifter til forbedring af lejligheden, kan de afholdte forbedringsudgifter medregnes til andelsbevisets anskaffelsessum. Værdien af eget arbejde ved udførelse af forbedringer af lejligheden kan medregnes til anskaffelsessummen, hvis denne værdi i henhold til gældende boliglovgivning kan medregnes til afståelsessummen for andelen.

S.G.2.4.8 Afståelsessum

Afståelsessummen er som udgangspunkt det beløb, som aktierne er afstået for, med fradrag af eventuelle omkostninger, der naturligt kan henregnes til salget. Som eksempler herpå kan nævnes provision til bank ved køb og salg og udgift til aktieafgift samt de med salget evt. forbundne advokat- og revisorudgifter.

Sker overdragelsen ikke ved salg, men på anden måde (gave, arveforskud el.lign.) skal det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift el.lign., betragtes som afståelsessum. Foreligger der ikke et sådant grundlag, er det værdien i handel og vandel, der må lægges til grund (ABL § 1, stk. 4). Også i sådanne tilfælde vil omkostningerne kunne fradrages. Gaveafgift o.lign. kan ikke sidestilles med omkostninger, der kan fradrages.

Om godkendt fradrag i afståelsessummen for den kapitaliserede værdi af fremtidige pensionsforpligtelser, som sælgeren som led i salgsaftalen påtog sig over for nogle af selskabets funktionærer, se lsr. 1976.76.

Om nægtet fradrag for en afløsningssum for et pensionstilsagn, som sælgerne ydede en direktør i selskabet, uden at pensionstilsagnet var omtalt i forbindelse med salget, se lsr. 1976.174.

Ved salg af andelsbevis i en andelsboligforening udgør afståelsessummen hele salgssummen, uanset en del af denne evt. er ulovlig dusør, lsr. 1966. 21.

Ved afståelse af aktier, for hvilke der er opgjort en negativ skattemæssig anskaffelsessum efter reglerne i § 4, stk. 2-4, i LOSV, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab ved afståelsen af disse, jf. lovens § 4, stk. 5.

Om afståelse af udenlandske aktier, hvor betalingen erlægges i udenlandsk mønt, se S.G.2.4.7.10.

Hovedaktionærers afståelse af tegningsret

Hovedaktionærers afståelse af tegningsret behandles altid efter de regler, der gælder ved delafståelse. * Fra og med 19. maj 1993 anses alle tildelte tegningsretter for erhvervet samtidig med moderaktien, og hovedaktionærbegrebet er ophævet i relation til opgørelse af avance eller tab ved salg af aktier omfattet af ABL §§ 2, 2 a og 4. For salg af aktier omfattet af ABL § 2 c, der sker den 18. november 1993 eller senere, har begrebet heller ikke længere betydning. Der er kun tale om en tildelt tegningsret efter ABL § 5, stk. 3 og § 6, stk. 5, hvis tegningsretten giver adgang til tegning af aktier til en kurs, der ligger under handelsværdien og således indeholder et favørkurselement. Tegning til markedskurs eller overkurs, anses ikke som udnyttelse af tildelte tegningsretter, og anskaffelsestidspunktet for nytegnede aktier er i så fald tegningspunktet og ikke anskaffelsestidspunktet for moderaktien. Se TOLD*SKAT Nyt 1993.24.1142. *

Ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af tegningsret, anses tegningsretten for afstået til det beløb, der modtages for tegningsretten, med tillæg af det beløb, som køberen skal indbetale for at udnytte tegningsretten. Tegningsretten anses for anskaffet for det beløb, som køberen skal indbetale for at udnytte tegningsretten, se S.G.2.4.7.5.

Den gennemsnitlige anskaffelsessum, som skal lægges til grund ved opgørelse af fortjeneste eller tab, beregnes således

B ----- A * C

A er anskaffelsessum for aktier og tegningsret under ét - B er pålydende værdi af de aktier, der kan tegnes ved udnyttelse af den afståede tegningsret - C er pålydende værdi af de beholdne aktier og de aktier, der kan tegnes ved udnyttelse af den afståede tegningsret.

Fortjeneste eller tab fremkommer ved at trække den foran beregnede anskaffelsessum fra afståelsessummen.

* For afståelser af tildelte tegningsretter, der sker den 19. maj 1993 eller senere, skal alle aktionærer ved salg af tegningsretter opgøre fortjeneste eller tab efter ovennævnte regler, når de skal anvende gennemsnitsmetoden. *

S.G.2.4.8.1 Eventuel tilsidesættelse af den aftalte overdragelseskurs

En salgspris kan normalt ikke tilsidesættes, men der kan forekomme tilfælde, hvor denne er åbenbart urimelig. Dette kan specielt forekomme ved salg mellem slægtninge, indbyrdes afhængige selskaber eller selskaber og disses hovedaktionærer * (PSL § 19 a, stk. 2-4). * I disse tilfælde kan en åbenbart urimelig kurs fraviges, HD af 6. april 1987 (Skat 1987.6.392), lsr. 1964.102 og 1967.10.

I HD af 27. april 1983 (skd. 66.330) og ØLD af 29. juni 1984 (skd. 72.90) fandtes det ikke godtgjort, at salget var sket til en lavere kurs end handelsværdien. Se i øvrigt Skat 1987.6.444. (lsr-kurs ansat som skønnet af 2 af skifteretten udpegede vurderingsmænd) og Skat 1987.8.594 (lsrkurs ansat som skønnet af brancheforeningens revisor).

En afståelsessum for aktier, der fastlægges ved offentlig auktion over en minoritetspost, vil normalt være bindende, såfremt aktierne afhændes til en helt udenforstående og uafhængig tredjemand. Familiens advokat eller bankforbindelse kan eksempelvis ikke anses for uafhængig i denne forbindelse.

Ved en anpartshavers samtidige salg af anpartskapitalen på nom. 30.000 kr. i et selskab, der havde drevet underskudsgivende virksomhed, og en fordring på selskabet, ansås salgssummen på i alt 30.000 kr. for alene at vedrøre overdragelsen af anparterne, Skat 1988.12.784 (lsr).

Om et tilfælde, hvor en del af vederlaget for salg af en aktiepost blev anset som godtgørelse for ikke-udbetalt løn til hovedaktionæren og derfor beskattet som almindelig indkomst, se lsr. 1974.7.

* 8 anpartshavere afhændede deres anparter, og skævdelte salgssummen. Østre Landsret fandt, at mervederlaget ud over gennemsnitskursen var skattepligtig efter SL § 4. Se TfS 1993.43.496.

Vedrørende unoterede aktier henvises til S.F.1.2.3.3.

* S.G.2.4.8.2 "Konstruerede" tab kan ikke fradrages

Der forekommer tilfælde, hvor man vel ikke anfægter den fastsatte overdragelseskurs direkte, men alligevel ikke anerkender, at der ved afståelsen er konstateret et fradragsberettiget tab.

Som eksempler fra praksis, hvor tabsfradrag ikke er anerkendt, kan henvises til

Lsr. 1971.111, hvor afståelsesvederlaget var fastsat under hensyn til, at sælgeren blev fritaget for en kautionsforpligtelse overfor selskabets kreditorer.

Lsr. 1974.103, hvor sælgeren havde tilbagekøbsret til samme kurs.

ØLD, UfR. 1965.802, hvor det fastslås, at et aktietab, der udelukkende er fremkommet ved regnskabsmæssige konstruktioner af skattemæssige hensyn, ikke medfører fradragsret.

ØLD af 29. jan. 1973, UfR. 1973.408, hvor et selskab i en koncern opkøbte aktier - delvis til kurser over børskursen - og kort tid derefter solgte aktierne til moderselskabet til børskursen og fratrak det herved konstaterede tab.

ØLD af 7. dec. 1984 (skd. 74.434), hvor tabet var en direkte og forudseelig følge af det mellem hovedaktionæren og dennes svigersøn aftalte lån.

HD af 13. feb. 1986 (Skat 1986.3.191), hvor der ikke blev godkendt fradrag for tab ved salg af aktier i 1976 til et koncernforbundet selskab.

ØLD af 18. feb. 1992 (TfS 1992.156), hvor ØL anså en aktiehandel atypisk, idet aktiebreve ikke var udstedt, og idet handlen var sket på kredit uden angivelse af betalingstiden. Der var derfor ikke holdepunkter for at de trufne aftaler og dispositioner efter deres karakter kunne føre til fradrag for tab ved salg af aktierne.

Som eksempel fra praksis, hvor tabsfradrag er anerkendt, kan nævnes: HD af 23. maj 1984 (skd. 71.745) hvor fritagelse for en kautionsforpligtelse efter omstændighederne ikke fandtes at indebære en skattepligtig værdi som vederlag for afståelse af aktier. Se også TOLD*SKAT Nyt 1991.23.1364, hvor lsr. ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte et salg i skattemæssig henseende.

S.G.2.4.8.3 Gaveoverdragelser

I gaveoverdragelsestilfælde, hvor der er beregnet gaveafgift, skal den kurs, der af T&S-regionen er lagt til grund ved gaveafgiftsberegningen, anses som afståelsessum. Foreligger der ikke et sådant grundlag, skal afståelsessummen ansættes til aktiernes værdi i handel og vandel på gaveoverdragelsestidspunktet.

Af skd.cirk. nr. 185 af 17. nov. 1982, pkt. 17 om værdiansættelse af unoterede aktier fremgår, at kursen kan beregnes efter de af Ligningsrådets fastsatte retningslinier for beregning af formueskattekurser. Det er kursen beregnet på grundlag af det årsregnskab, der er afsluttet nærmest forud for gaveoverdragelsestidspunktet, der bør lægges til grund. I særlige tilfælde må beregningen dog foretages på grundlag af regnskabet for regnskabsåret, der udløber efter afgiftstidspunktet, navnlig i tilfælde, hvor den afgiftspligtige begivenhed er indtruffet ganske kort tid forud for regnskabsårets udløb. Beregningen af kursen sker med anvendelse af de beregningsregler, herunder beregningsfaktorerne, som var kendt på afgiftstidspunktet, hvilket ved gaveoverdragelser vil sige beregningsreglerne for beregning af formueskattekursen pr. 1. jan. i det kalenderår, hvori afgiftspligten indtræder. Afgiftspligten indtræder efter udløbet af det kalenderår i hvilket gaven er ydet, jf. § 45 i lov om afgift af arv og gave. Dette indebærer normalt, at kursen ved afståelse i nov. 1993 af aktier i et selskab med kalenderårsregnskab skal beregnes på grundlag af selskabets status pr. 31. dec. 1992, medens kursen ved afståelse i dec. 1993 skal beregnes på grundlag af selskabets status pr. 31. dec. 1993, idet der i begge tilfælde skal anvendes de beregningsfaktorer, som benyttes ved beregningen af formueskattekursen pr. 1. jan. 1994. Afstås aktierne i det pågældende selskab i jan. 1994, beregnes kursen på grundlag af selskabets status pr. 31. dec. 1993 og med anvendelse af de beregningsfaktorer, som benyttes ved beregningen af formueskattekursen pr. 1. jan. 1995.

Ved gaveoverdragelse til en person, der er indkomstskattepligtig af gaven, sker kursberegningen efter de samme regler, som anvendes ved salg mellem interesseforbundne parter.

Det vil som udgansgpunkt sige, at der ved overdragelse i regnskabsårets første 11 måneder tages udgangspunkt i det regnskabsår, der udløber forud for overdragelsen. Ved overdragelse i regnskabsårets sidste måned tages der udgangspunkt i det regnskabsår, der udløber umiddelbart efter overdragelsen.

I begge tilfælde anvendes de på overdragelsestidspunktet kendte faktorer.

Højesteret har ved dom af 25. maj 1977 taget stilling til værdiansættelsen af en aktiepost i en boopgørelse. Retten lagde til grund, at der ved værdiansættelsen af aktier i familieaktieselskaber, hvor en normal handelsværdi i almindelighed ikke lader sig påvise, ikke alene kan lægges vægt på den kurs, hvortil der er handlet mellem slægtninge indbyrdes, men at også skattekursen som udtryk for aktiernes reelle værdi må indgå som vejledning (skd. 43.281). Se også HD af 6. apr. 1987 (Skat 1987.6.392).

Det er ikke altid, at der alene kan lægges vægt på den aktiekurs, hvortil der er handlet. F.eks. kan aftalte afbetalingsvilkår i et gældsbrev danne grundlag for en gavebetragtning, se lsr. 1982.106.

Ved opgørelse af fortjenesten kan vedtægtsmæssigt fastsatte kurser ikke altid anvendes, se skd. 1.3 og 36.107 samt ØLD af 31. jan. 1977 (skd. 44.46).

Ved ØLD af 23. feb. 1970 blev det statueret, at en skatteyder, der i 1967 havde bortgivet nogle aktier til sine børn, måtte acceptere, at afståelsessummen blev beregnet efter skattekursen (beregnet efter de senest gældende regler), medens 1.1.1962-kursen blev beregnet efter de dagældende (i dette tilfælde mere ugunstige) regler for beregning af skattekursen.

S.G.2.4.8.4 Gælds- eller pantebreve

Såfremt overdragelsessummen ikke betales kontant, men helt eller delvis berigtiges ved udstedelse af gælds- eller pantebreve, skal der ved opgørelsen af afståelsessummen tages hensyn til, at sådanne gælds- og pantebreve sjældent er pari værd, således at der må godkendes et kursnedslag. Den nominelle overdragelsessum må dog være fastsat således, at et eventuelt kontantbeløb med tillæg af gælds- eller pantebrevenes handelsværdi udgør aktiernes kontantværdi. S.G.2.4.8.5 Aftægtsydelse og lign.

Berigtiges en del eller hele afståelsessummen ved, at køberen påtager sig en aftægtsforpligtelse eller en anden løbende ydelse over for sælgeren, skal den kapitaliserede værdi af retten tages i betragtning ved opgørelse af afståelsessummen, hvis den løbende ydelse har en sådan karakter med hensyn til årlig ydelse og forpligtelsens varighed, at kapitalisering er mulig. Er dette ikke tilfældet, må værdien af den løbende ydelse fastsættes efter et skøn, således at afståelsessummen for aktierne svarer til deres handelsværdi.

Værdifastsættelsen vil som oftest bero på konkrete forhold i den enkelte afståelsessituation.

Om nægtet fradrag for aktietab, da kapitalværdien af pristalsregulerede, løbende ydelser ansås at modsvare aktiernes anskaffelsessum, se HD af 27. nov. 1978 (UfR 1979.64).

Om beskatning af den kontante salgssum med tillæg af den kapitaliserede værdi af konsulentgage for år, hvor der ikke blev præsteret nogen arbejdsindsats, se HD af 11. jan. 1982 (skd. 61.163).

Den omstændighed, at sælgeren er indkomstskattepligtig efter SL § 4 c af den løbende ydelse, giver ikke grundlag for at bortse fra ydelsens kapitalværdi ved beregning af aktiernes afståelsessum.

S.G.2.4.8.6 Forbeholdt udbytte

Det forekommer, at aktier overdrages med forbehold af udbytteret, enten for overdrageren selv eller for trediemand. Om et sådant tilfælde, se LSR's kendelse refereret i TfS 1992.588. Der var her tale om, at en tidligere hovedaktionær i forbindelse med et generationsskifte solgte sin resterende aktiepost til et andet selskab. Salget fandt sted i januar 1984. Ved salget betingede hovedaktionæren sig udbyttet for regnskabsåret 1983, som blev deklareret i aug. 1984. LSR fandt, at klageren med rette ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst havde medregnet såvel udbyttet som skattegodtgørelse heraf. Med hensyn til udbyttet måtte hovedaktionæren nemlig anses som "udbyttemodtager", jf. SSL § 17 A, (nu ophævet). TOLD*SKAT Nyt 1992.22.723, vedrører et tilfælde, hvor en række aktionærer benyttede et købstilbud fra en storaktionær til at sælge deres aktieposter. Aktionærerne havde forbeholdt sig et års udbytte af aktierne. Udbyttet blev vedtaget af generalforsamlingen en uge efter aktiesalgene. Told- og Skattestyrelsen udtalte som sin opfattelse, at det udbetalte udbytte også skattemæssigt skulle behandles som udbytte for de aktionærer, der havde benyttet sig af købstilbudet. Styrelsen lagde herved vægt på den ovenfor refererede LSR-afgørelse.

Sker overdragelsen af aktier med forbehold af udbytteret for trediemand, må afståelsessummen ansættes til aktiernes fulde kursværdi.

Ved salg af aktier med påhvilende forskrivninger beregnes afståelsessummen alene som den faktiske afståelsessum uden tillæg af de af køberen overtagne forskrivninger, lsr. 1970.96.

S.G.3 Særlige beskatningsregler ved visse afståelser mv.

S.G.3.1 Likvidationsudlodning

Fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, opgøres som ved en almindelig afståelse, idet likvidationsudlodningen i dette år betragtes som afståelsessum. Foretages ingen udlodning i det pågældende år, er afståelsessummen 0. Se Skat 1985.5.142 (sd - likvidation af anpartsselskab, hvis aktiver skulle overdrages til et af anpartshaveren nystiftet selskab).

Et selskab anses for endeligt opløst ved afmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved rettidig afmeldelse, dvs. inden 14 dage efter, at det endelige likvidationsregnskab er godkendt af generalforsamlingen, kan selskabet anses for endeligt opløst ved den afsluttende generalforsamling, jf. pkt. 4 i 1984-cirk. Dette har praktisk betydning i tilfælde, hvor den afsluttende generalforsamling finder sted umiddelbart før et årsskifte. Se også TOLD*SKAT Nyt 1992.1.17, hvor Landsskatteretten på baggrund af konkrete praktiske forhold anså en generalforsamlingsbeslutning om ophør den 3. april 1989 for at være afholdt i naturlig kontinuitet med regnskabsafslutningen den 31. dec. 1988.

Det er kun likvidationsudlodninger, som skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Hvis et selskab er trådt i likvidation i samme kalenderår, hvori opløsningen finder sted, men inden likvidationens indtræden har foretaget udlodning til aktionærerne, er disse udlodninger derfor ikke omfattet af aktieavancebeskatningsreglerne. Beskatningen må efter hovedreglen i LL § 16 A, stk. 1 ske hos aktionæren som aktieindkomst.

Ved udlodning af likvidationsprovenu ad flere gange inden for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, er det tidspunktet for udlodningen, der er afgørende for den skattemæssige behandling af fortjeneste eller tab på aktierne. Dette gælder også for aktionærer med forskudt regnskabsår, når de modtager udlodning i mere end et regnskabsår. Fortjeneste eller tab opgøres i forhold til de modtagne udlodninger.

Om beskatning ved udlodning som likvidationsprovenu af en spærret bankkonto, hvis indestående først kunne udbetales på et senere tidspunkt på grund af en mortifikationssag vedrørende et bortkommet pantebrev, se Skat 1988.12.796 (sd).

Slutter likvidationen uden udlodning, vil tabet være lig aktiernes anskaffelsessum.

Evt. tabsfradrag må afvente selskabets endelige opløsning, medmindre det på et tidspunkt forinden selskabets endelige opløsning må anses for dokumenteret, at likvidationen vil blive sluttet uden udlodning af likvidationsprovenu, jf. ØLD af 3. dec. 1980 (skd. 58.277), lsr. 1982.81 og 1985.10. I sidstenævnte situation må evt. tabsfradrag foretages i det år, hvori tabet således må anses for konstateret, og ikke først i et eventuelt senere opløsningsår, Skat 1989.2.145. (lsr).

Tabsfradrag kan ikke støttes på nævnte ØLD af 3. dec. 1980, når et selskab fortsætter med en nyindskudt aktiekapital efter at have nedskrevet den oprindelige aktiekapital til 0 uden udlodning til aktionærerne, jf. lsr. 1984.8.

I t&s nyt 1991.10.554 kommenteres ØLD af 12. marts 1991 (t&s nyt 1991.10.513), hvorved det blev fastslået, at tab på anparter ikke alene kan, men tillige skal fradrages i det år, hvori indskudskapitalen må anses for tabt. Det kan ikke af dommen udledes, hvad der er gældende i situationer, hvor et selskab går konkurs, men hvor aktiekapitalen efterfølgende viser sig ikke at være gået tabt. Om sidstnævnte situation, se t&s nyt 1991.12.666.

Hvis der foretages udlodning fra et likviderende selskab af likvidationsprovenu forud for det kalenderår, hvori opløsningen finder sted - enten fordi udlodningen sker i flere forskellige år, eller fordi selskabet først kan anses for endeligt opløst året efter, at udlodningen har fundet sted - sidestilles udlodningen med udbytte, og beskatning hos aktionærerne skal ske som aktieindkomst af den fulde udlodning (uden fradrag af anskaffelsessum). I det år, selskabet endeligt opløses, vil fortjeneste/tab kunne beregnes på sædvanlig måde, idet afståelsessummen her bliver det i det endelige likvidationsår udloddede beløb, der evt. kan være 0.

Der er ikke hjemmel til at udskyde aktionærernes indkomstbeskatning til en samlet beskatning ved selskabets endelige opløsning.

Om et tilfælde hvor en udbetaling til hovedaktionæren * (PSL § 19 a, stk. 2-4) * ansås for forhåndsudlodning af likvidationsprovenu og ikke som påstået af hovedaktionæren, et aktionærlån, se t&s nyt 1991.12.644.

Eventuel dispensation

I henhold til LL § 16 A, stk. 3, kan den kommunale skattemyndighed, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at beløb, der udloddes forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, ikke medregnes i modtagerens aktieindkomst. De beløb, der fritages for almindelig indkomstskat, skal derefter behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Når der gives dispensation fra den almindelige beskatning af udlodningsbeløbet, anses en til udlodningen svarende del af aktionærens aktier for afstået, således at anskaffelsessummen for disse aktier reducerer udlodningsbeløbet, der herved ligestilles med afståelsessummen. For almindelige aktionærer anses udlodningen for at vedrøre aktierne efter reglen først ind-først ud, og den for disse aktier gældende anskaffelsessum anvendes ved avance-/tabsopgørelsen. For hovedaktionærer beregnes den til "de afståede aktier" svarende anskaffelsessum efter gennemsnitsmetoden. * Fra og med 19. maj 1993 skal alle aktionærer, som hidtil, anvende først ind - først ud- reglen. Vedrørende opgørelse af fortjeneste eller tab, når udlodningen sker mindre end 3 år efter erhvervelsen, henvises til S.G.2.4.4. Sker udlodningen mindst 3 år efter erhvervelsen, skal gennemsnitsmetoden anvendes ved opgørelse af avance eller tab, jf. ABL § 4 og 6. *

S.G.3.2 Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i likvidation, skal medregnes til den almindelige indkomst som udbytte, jf. LL § 16 A. Nedskrivning af aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i likvidation, anses for omfattet af LL § 16 A, selv om der ikke sker udlodning i forbindelse med kapitalnedskrivningen, jf. lsr. 1984.8.10 og Skat 1988.8.484 (lsr).

I tilfælde, hvor nedskrivningen er omfattet af LL § 16 A, stk. 1, kan anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning ikke fratrækkes i forbindelse med nedskrivningen, men for hovedaktionærer * (PSL § 19 a, stk. 2-4) * medfører gennemsnitsmetoden, at anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning indgår i anskaffelsessummen for den resterende aktiebeholdning.

For almindelige aktionærer medfører aktie-for-aktie-metoden derimod, at anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning ikke indgår i anskaffelsessummen for den resterende aktiebeholdning. Den nedskrevne aktiebeholdning er de ældste aktier. Ved eventuel beskatning i forbindelse med en senere afståelse af den resterende aktiebeholdning er det således alene anskaffelsessummen for denne aktiebeholdning, som lægges til grund ved opgørelse af fortjeneste eller tab. Dette gælder, uanset på hvilken måde nedskrivningen sker, da det afgørende i relation til anvendelse af aktie-for-aktie-metoden er, at der sker en nedskrivning af aktiebeholdningens pålydende.

* A erhvervede i 1984 nom. 100.000 kr. aktier ved nytegning til kurs 105, eller for 105.000 kr. Året efter blev selskabets aktiekapital nedskrevet med 40% til dækning af underskud i selskabet. Nedskrivningen medførte, at A's aktiepost blev nedskrevet uden udlodning til nom. 60.000 kr. Selskabets aktionærer fik afslag på dispensation efter LL § 16 A, stk. 2. I 1986 solgte A sin aktiepost for 71.640 kr. og opgjorde et tab ved salget på 71.640 kr. minus 105.000 kr. eller 33.360 kr.

Landsretten fandt, at A efter nedskrivningen af aktiekapitalen kun ejede aktier svarende til 60% af den hidtidige beholdning. A's fortjeneste eller tab ved salget skulle opgøres efter ABL § 5, dvs. efter aktie-for-aktie-metoden, hvorefter anskaffelsessummen skulle beregnes som den oprindelige anskaffelsessum minus nedskrivning på 40%. Herefter fandtes A's fortjeneste ved salget med rette at være opgjort til 71.640 kr. minus 63.000 kr. eller 8.640 kr. ØLD af 8. marts 1993. TOLD*SKAT Nyt 1993.12.555. Fra og med 19. maj 1993 afhænger opgørelsesmetoden af, om aktionæren på tidspunktet for nedskrivningen, har ejet aktierne i mindre end 3 år eller i mindst 3 år. Sker nedskrivningen mindre end 3 år efter erhvervelsen, henvises til S.G.2.4.4. Sker nedskrivningen mindst 3 år efter erhvervelsen, skal gennemsnitsmetoden anvendes ved opgørelsen, jf. ABL §§ 4 og 6. Se i øvrigt de foregående 2 afsnit, idet metoderne er gennemgået der. *

Udlodningsbeløbet forhøjes med en eventuel negativ anskaffelsessum for aktierne opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2-4 i LOSV.

Eventuel dispensation

Ifølge LL § 16 A, stk. 2, kan den kommunale skattemyndighed tillade, at udlodningsbeløbene fritages for beskatning som aktieindkomst, mod at fortjeneste eller tab behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne. Normalt vil tilladelse have til forudsætning, at kapitalnedskrivningen alene er begrundet i selskabets erhvervsmæssige forhold. Dette vil ofte være tilfældet, hvor et selskab i tilknytning til kapitalnedskrivningen har afhændet en del af sine aktiviteter og realiseret de hertil hørende driftsmidler, således at den hidtidige aktiekapital skønnes at være for stor til de resterende aktiviteter.

Det forudsættes således, at der er sket en vis aktivitetsindskrænkning og ikke blot et mindre eller midlertidigt frasalg af driftsmidler el.lign.

Ved vurderingen af om aktiviteten er indskrænket, kan der henses til koncernens samt aktionærernes samlede forhold, herunder om aktiviteten er afhændet til købere, som i forhold til koncernen og aktionærerne er fremmede.

Dispensationen baseres på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, hvorved der endvidere henses til om kapitalnedsættelsen sker kort tid efter aktivitetssalget (indenfor ca. 1 1/2 år), om udlodningen nogenlunde svarer til de midler, der er indkommet ved salget, samt om der fortsat er en ikke uvæsentlig aktivitet i selskabet (koncernen).

Endelig er det en forudsætning for dispensation efter LL § 16 A, stk. 2, at nedskrivningen berører aktionærerne forholdsmæssigt lige meget, således at deres aktionærmæssige indflydelse på selskabet ikke forrykkes.

Når der ikke sker udlodning i forbindelse med kapitalnedskrivningen, men nedskrivningen - evt. i forbindelse med nytegning - finder sted for at bortskaffe en underskudssaldo, gives der ikke dispensation til aktionærer, der efter nedskrivningen af den tidligere aktiekapital fortsat ejer aktier i selskabet, da dispensationsadgangen ikke bør anvendes som alternativ til likvidation. Dispensation i et tilfælde som det foreliggende vil alene tjene til, at der i forbindelse med nedskrivningen opnås fradrag for aktiernes anskaffelsessum efter de almindeligt gældende aktieavancebeskatningsregler. Dispensation gives ikke, uanset om der er tale om almindelige aktionærer, som opgør fortjeneste eller tab efter aktie-for-aktie-metoden, således at anskaffelsessummen for de nedskrevne aktier ikke kan indgå i anskaffelsessummen ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved senere salg af den resterende aktiebeholdning. * Fra og med 19. maj 1993 er ABL ændret, således at der ikke mere sondres mellem hovedaktionærer og andre aktionærer i relation til opgørelse af avance. Se S.G.2.4.6 og S.G.2.4.7. *

Af bemærkningerne til lov nr. 309 af 25. maj 1987 om ændring af forskellige skattelove (Skattepligt) fremgår, at dispensationspraksis i relation til LL § 16 A, stk. 2, LL § 16 B, stk. 6, * (som fra og med 19. maj 1993 er ændret til LL § 16 B, stk. 2,) * og LOSI § 17, stk. 3 (nu LL § 16 A, stk. 3), fremover strammes, således at ikke alene selskabets forhold undersøges nøje, men at det også meget nøje overvejes, om der skal gives dispensation i tilfælde, hvor dette medfører, at en beskatning helt eller delvis undgås hos aktionærer, som er hjemmehørende i udlandet. I denne forbindelse vil både aktionærens individuelle forhold - f.eks. besiddelsestiden af aktierne og indflydelsen i selskabet - og også mere generelle forhold have betydning. Udenlandske aktionærer vil dog ikke generelt blive afskåret fra dispensation. Dette kunne virke urimeligt i visse situationer, f.eks. i tilfælde, hvor selskabet har ført en rimelig udbyttepolitik, og hvor aktionæren er uden bestemmende indflydelse på selskabets forhold. Se skd.cirk. nr. 137 af 30. dec. 1987, kap. 1, pkt. 20.

Når der gives dispensation, stilles aktionæren, som om han har afhændet en aktiepost i selskabet svarende til nedskrivningen af hans aktier. De aktier, der herefter betragtes som afstået, er aktier, der hører til hans ældste anskaffelse(r). Anskaffelsessummen for disse aktier opgøres efter reglerne for salg i almindelighed. Om fastsættelsen af afståelsestidspunktet, se Skat 1990.5.393.

S.G.3.3 Afståelse til selskabet

Såfremt afståelse sker til det selskab, der har udstedt de pågældende aktier, skal hele afståelsessummen betragtes som aktieindkomst efter LL § 16 B, stk. 1, jf. PSL § 4 a. Anskaffelsessummen for de afståede aktier kan ikke fradrages.

Lovbestemmelsen finder ikke anvendelse ved afståelse af medarbejderaktier omfattet af LL § 7 A, som ifølge bestemmelsen i SSL § 31, stk. 2, kun kan tilbagesælges til selskabet, medmindre medarbejderaktionæren er hovedaktionær i selskabet i relation til ABL § 4, stk. 2 og 3. * Fra og med 19. maj 1993 er hovedaktionærbegrebet overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2-4. *

Indløsningssummen for konvertible obligationer, der ikke bliver konverteret til aktier, anses som udgangspunkt ikke for omfattet af lovbestemmelsen, jf. 1984-cirk. pkt. 23c. Indløsningssummen anses dog for omfattet af lovbestemmelsen, såfremt de konvertible obligationer indløses af selskabet forinden det tidspunkt, hvor lånet forfalder til kontant indfrielse. Indløsningssummen anses ligeledes for omfattet af lovbestemmelsen, såfremt de konvertible obligationer indløses på forfaldstidspunktet til et beløb, som overstiger det aftalte indløsningsbeløb ifølge gældsbrevet, se Skat 1989.6.476 (lsr).

Beløb, som en andelshaver får udbetalt ved udtræden af et andelsselskab, anses som vederlag for tilbagesalg af andelsbeviset til det udstedende selskab, såfremt selskabet er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a, 4 eller 6, og afståelsessummen skal medregnes til kapitalindkomsten efter LL § 16 B, stk. 1, jf. PSL § 4 a. * Sker udbetalingen den 19. maj 1993 eller senere, skal beløbet beskattes som personlig indkomst. *

Om den skattemæssige behandling af et eventuelt udtrædelsestilsvar, se Skat 1987.8.607 (skd).

Overtager en andelshaver i en andelsboligforening andelslejligheden som ejerlejlighed i forbindelse med afståelse af andelsbeviset til andelsboligforeningen, bliver andelshaveren almindelig indkomstskattepligtig af differencen mellem lejlighedens handelsværdi og den af andelshaveren overtagne del af pantegælden, jf. LL § 16 B, stk. 1. Der kan dog dispenseres efter bestemmelsens stk. 6, Skat 1988.6.351 (skd). * Fra og med 19. maj 1993 er den tidligere LL § 16 B, stk. 6, ændret til LL § 16 B, stk. 2. *

LL § 16 B, stk. 1, skal forhindre, at aktionærer tilskyndes til at henlægge hele selskabets overskud til reserverne i stedet for at deklarere en passende del som udbytte, der beskattes som almindelig indkomst, og ved afståelse af aktierne til selskabet opnå en udlodning, der skattemæssigt behandles på anden måde.

* Restbeholdningens anskaffelsessum *

Ved beskatningen sidestilles afståelsessummen med udbytte. Beskatningen reducerer ikke anskaffelsessummen for hovedaktionærers aktier i selskabet, idet anskaffelsessummen for de resterende aktier udgør samme beløb som før afståelsen til selskabet.

For almindelige aktionærer gælder derimod aktie-for-aktie-metoden, og som følge heraf vil anskaffelsessummen for aktionærens resterende aktier i selskabet være begrænset til den for disse aktier gældende anskaffelsessum, jf. pkt. 4 i 1984-cirk. Det er de ældste aktier, der anses for afstået til selskabet.

* Fra og med 19. maj 1993 afhænger opgørelsesmetoden af, om aktionæren på tidspunktet for afståelsen til selskabet, har ejet aktierne i mindre end 3 år eller i mindst 3 år. Sker afståelsen mindre end 3 år efter erhvervelsen, henvises til S.G.2.4.4. Sker afståelsen mindst 3 år efter erhvervelsen, skal gennemsnitsmetoden anvendes ved opgørelsen, jf. ABL §§ 4 og 6. *

Afståelsessummen forhøjes med en eventuel negativ anskaffelsessum opgjort efter reglerne i LOSV § 4, stk. 2-4.

Afståelse af tegningsret til det udstedende selskab behandles som afståelse af aktier til det udstedende selskab.

Eventuel dispensation

Efter LL § 16 B, stk. 6, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til LL § 16 B, stk. 2, * kan der meddeles dispensation, således at beskatningen finder sted efter aktieavancebeskatningsreglerne. Dispensationen gives af den kommunale skattemyndighed, når afståelsen af aktierne til selskabet må antages at være båret af andre motiver end dem, som søges undgået ved hovedreglen i bestemmelsens stk. 1.

Normalt vil en dispensation kun blive givet, hvis aktionæren afhænder alle sine aktier. De behøver dog ikke alle sammen at blive afhændet til selskabet, idet delafståelse til andre, herunder andre aktionærer i selskabet, kan accepteres som fuldstændig afhændelse af aktierne. I ganske særlige tilfælde indrømmes der dispensation, selvom ikke samtlige aktier afhændes, når en beskatning af hele afståelsessummen ville medføre helt urimelige resultater. Det skal bl.a. vurderes om aktionæren reelt har opgivet sin indflydelse på den udbyttegivende aktivitet.

I Skat 1986.7.484 (skd) gav Skattedepartementet dispensation i forbindelse med indløsningen af konvertible obligationer, idet man herved henså til, at indløsningen skete samtidig med opgivelsen af samtlige aktionærinteresser i selskabet. Der blev ikke ved afgørelsen taget stilling til kursfastsættelsen vedrørende de til selskabet overdragne værdipapirer.

I selskaber, hvor aktionæren eller anpartshaveren ikke kan afhænde sine aktier mv. til andre end selskabet, f.eks. andelsboligselskaber eller selskaber, hvor aktiebesiddelse er betinget af erhverv i en bestemt branche, vil dispensation næsten altid blive givet. Dispensationen indebærer, at udlodningen omfattes af ABL, herunder af ABL § 2 b. Det samme gælder for selvstændigt skattepligtige dødsboer, som inden arveudlæg ønsker at afhænde boets aktier til det udstedende selskab, idet boets besiddelsestid for aktierne normalt vil være så kort, at boet ikke har haft væsentlig indflydelse på selskabets udbyttepolitik.

Aktionærer, der ønsker at afstå aktier, vil hyppigt lade en bank formidle afståelsen, og bankerne modtager således normalt aktierne i kommission. I tilfælde, hvor en bank på denne måde modtager "egne aktier" fra en aktionær til videreafståelse, omfattes denne overdragelse til banken ikke af LL § 16 B, stk. 1, men aktionæren må beskattes som ved afståelse til trediemand.

Dispensationen gives ikke generelt, men kun efter ansøgning fra den enkelte aktionær.

For så vidt angår aktionærer hjemmehørende i udlandet henvises til S.G.3.2, om stramning af dispensationspraksis i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 309 af 25. maj 1987.

S.G.3.4 Afståelse til holdingselskaber mv.

Reglerne om aktieafståelse til holdingselskaber mv., som også gælder ved afståelse af konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne, findes i LL § 16 B, stk. 2-5. * Med virkning for afståelser der sker den 19. maj 1993 eller senere, er LL § 16 B, stk. 2-5, ophævet. Vedrørende de nye beskatningsregler henvises til S.G.2.4.6. *

I øvrigt henvises til skd.cirk. nr. 50 af 13. maj 1985 (i det følgende kaldet 1985-cirk.).

Reglerne omfatter visse tilfælde af aktieafståelse til holdingselskaber, hvorved bemærkes, at udtrykket holdingselskaber i denne forbindelse ikke alene dækker selskaber, men også fonde og foreninger. Herudover omfatter reglerne visse tilfælde af et selskabs afståelse af aktier til en person eller dennes ægtefælle, når disse ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det selskab, der afstår aktierne.

Reglerne finder ikke anvendelse ved afståelse af aktier til et selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, jf. bestemmelsens stk. 7. * Stk. 7 er fra og med 19. maj 1993 ændret til stk. 3. *

Reglerne finder heller ikke anvendelse på dødsboers aktieafståelser (1985-cirk. pkt. 2.b.) samt på aktieafståelser, som er omfattet af reglerne i LOSV (1985-cirk. pkt. 7).

Ved aktieafståelser omfattet af LL § 16B, stk. 2-5, skal hele afståelsessummen medregnes i overdragerens aktieindkomst respektiv selskabets skattepligtige indkomst. Ligningsrådet kan tillade, at fortjeneste eller tab ved afståelsen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, jf. bestemmelsens stk. 6. Vederlægges en del af afståelsessummen med aktier i holdingselskabet, beskattes denne del af afståelsessummen efter aktieavancebeskatningsreglerne, jf. bestemmelsens stk. 2, sidste pkt.

I tilfælde, hvor aktieafståelsen er omfattet af LL § 16B, stk. 2-5, kan anskaffelsessummen for de afståede aktier ikke fratrækkes i forbindelse med afståelsen, ligesom anskaffelsessummen ikke vil kunne lægges til grund ved senere aktieafståelser. Er en hovedaktionærs delafståelse af aktier i et selskab således omfattet af disse bestemmelser, skal der foretages en regulering af anskaffelsessummen efter gennemsnitsmetoden for de aktier, som er i behold efter afståelsen.

Vedrørende opgørelse af fortjeneste eller tab i relation til beskatning efter ABL i tilfælde, hvor en del af afståelsesvederlaget består i aktier i holdingselskabet, henvises til 1985-cirk. pkt. 3.e.

Afståelsessummen forhøjes med en eventuel negativ anskaffelsessum opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2-4 i LOSV.

I det følgende foretages en nærmere gennemgang af de enkelte bestemmelser i LL § 16B, stk. 2-6.

Beskatning ved afståelse til holdingselskaber (stk. 2)

Ved afståelse af aktier til et selskab, forening eller fond, der er eller i det pågældende indkomstår bliver indehaver af mindst 25 pct. (holdingselskabet) af aktiekapitalen i det selskab, der har udstedt aktierne (datterselskabet) beskattes hele den del af afståelsessummen, der ikke vederlægges med aktier i holdingselskabet, som almindelig indkomst, jf. stk. 2.

Den del af afståelsesvederlaget, der vederlægges med aktier i holdingselskabet, beskattes efter reglerne i ABL.

Ved afgørelsen af, om det købende selskab er eller inden for indkomståret bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen, kan der ikke i denne forbindelse ses bort fra konvertible obligationer, selv om de først ombyttes med aktier i et senere indkomstår (1985-cirk. pkt. 3.a.).

I t & s nyt 1991.10.551 fandt Ligningsrådet, at overdragelse af 5 aktieposter i samme selskab til 5 forskellige selskaber ikke ville være omfattet af LL § 16 B, stk. 2-5, idet hver enkelt selskab ikke blev indehaver af mindst 25 pct. af datterselskabskapitalen. Se tilsvarende TOLD*SKAT Nyt 1992.23.767.

* Ligningsrådet fandt, at en overdragelse af 24% af aktiekapitalen i et selskab D A/S til H ApS ikke var omfattet af LL § 16 B, stk. 2 og 3, selvom H's moderselskab X A/S var indehaver af 24% af kapitalen i D A/S. TOLD*SKAT Nyt 1993.8.389. *

Når overdrageren er en person (stk. 3)

Ved en persons aktieafståelse finder stk. 2 kun anvendelse, hvis vedkommende person eller dennes ægtefælle

1) beholder aktier i datterselskabet eller i holdingselskabet, eller

2) i forbindelse med aktieafståelsen erhverver aktier i holdingselskabet eller i datterselskabet, eller

3) på tidspunktet for overdragelsen kan udøve en væsentlig indflydelse i et af de nævnte selskaber på grundlag af aktiebesiddelse mv., eller på grundlag af aftale, vedtægt, fondsfundats eller lign., jf. stk. 3.

Personers aktieafståelse beskattes således kun efter stk. 2, hvis overdrageren eller dennes ægtefælle beholder eller erhverver aktier i holdingselskabet eller i datterselskabet, eller hvis de pågældende direkte eller indirekte kan udøve en væsentlig indflydelse i disse selskaber.

Om de pågældende kan udøve en væsentlig indflydelse beror på de konkrete omstændigheder. At overdrageren eksempelvis fortsætter som direktør i selskabet er ikke ensbetydende med en væsentlig indflydelse. Udtrykket væsentlig indflydelse kræver ikke, at vedkommende har en bestemmende indflydelse i et af de pågældende selskaber (1985-cirk. pkt. 4).

I Skat 1987.1.62 (sd) fandt Ligningsrådet, at 3 brødre ikke ville være omfattet af LL § 16 B, stk. 2, ved salg af alle deres aktier i selskab S, uanset at de resterende ca. 43 pct. af aktiekapitalen i selskab S fortsat skulle ejes af selskab H, hvis aktiekapital var ejet af brødrene med hver en tredjedel. Brødrene fandtes ikke gennem deres aktiebesiddelse i H hver for sig at kunne udøve en væsentlig indflydelse i S i relation til bestemmelsens stk. 3.

I Skat 1987.3.226 (sd) fandtes en aktiesælger ikke at kunne udøve en væsentlig indflydelse i holdingselskabet, uanset at han var ansat som funktionær i selskabet og medlem af dets bestyrelse.

Beskatning af tidligere års aktieafståelse (stk. 4.)

Har en aktionær, der er skattepligtig efter stk. 2-3, inden for de 5 senest forudgående indkomstår - dvs. indkomståret, hvori afståelsen finder sted, og de 4 indkomstår forud herfor - afstået aktier i datterselskabet til holdingselskabet, medregnes hele den del af afståelsessummen for disse aktier, der ikke er vederlagt med aktier i holdingselskabet, ligeledes i den skattepligtige almindelige indkomst for de pågældende indkomstår til og med 1990. For indkomstårene 1991 og 1992 medregnes afståelsessummen i udbytteindkomsten. * For indkomståret 1993 medregnes afståelsesummen i aktieindkomsten. * En eventuel aktieavancebeskatning ophæves, jf. stk. 4. Se i øvrigt 1985-cirk. pkt. 3.b.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor en aktionærs afståelse af aktier til et holdingselskab sker i etaper i løbet af flere år. Sådanne overdragelser betragtes under ét, hvis de finder sted indenfor de 5 senest forudgående indkomstår.

Hensigten med bestemmelsen har været at forebygge, at en overdragelse af knap 25 pct. efterfulgt af en senere overdragelse af få aktier skulle kunne føre til et andet skattemæssigt resultat, end hvis overdragelsen var sket under ét.

Vedrørende anvendelsestidspunktet for den særlige 5 års regel i stk. 4, henvises til 1985-cirk. pkt. 8.

Særlige regler, hvor overdrageren er et selskab (stk. 5)

Ved selskabers aktieafståelser finder stk. 2 og 4 kun anvendelse, hvis en person eller dennes ægtefælle ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det selskab, der afstår aktierne, og på samme tidspunkt havde en væsentlig indflydelse i holdingselskabet, jf. stk. 5, 1. pkt.

Væsentlig indflydelse vil kunne foreligge i tilfælde, hvor et selskabs aktieafståelse har fundet sted efter fælles overenskomst mellem flere af selskabets aktionærer, der hver især ejer mindre end 25 pct., men tilsammen en væsentlig del af aktiekapitalen i det overdragne selskab, når samme aktionærkreds også bliver ejere af aktier i holdingselskabet.

En sådan fælles overenskomst fandtes ikke at foreligge i tilfælde af overdragelse af et datterselskab inden for en koncern, der var ejet af en bred og mere ubestemt personkreds, Skat 1989.2.154 (sd).

For selskaber finder stk. 2 og 4, tilsvarende anvendelse ved afståelse af aktier til en person eller dennes ægtefælle, når disse ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det selskab, der afstår aktierne, jf. stk. 5, 2. pkt.

Som ved afståelse til holdingselskaber er det en forudsætning, at erhververen er eller i det pågældende indkomstår bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det selskab, som overdrages på samme måde som det i stk. 2 nævnte holdingselskab, se Skat 1988.7.414 (skd).

I TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1158 havde S A/S en aktiekapital på 1.245.000 kr. S A/S ejede som egne aktier 240.000 kr., mens resten var ejet af personen A og fonden B med henholdsvis nom. 855.000 kr aktier og nom. 150.000 kr. A var formand for fondsbestyrelsen i B. Det var tanken at S A/S vederlagsfrit skulle overdrage egne aktier med nom. 162.000 kr. til fonden B og nom 78.000 kr. til A.

Ud over, at denne overdragelse, i ulige forhold, til aktionærene, ansås som maskeret udbytte efter LL § 16 A, fandt Ligningsrådet at gaveoverdragelsen tillige ville være omfattet af LL § 16 B, stk. 5 for S A/S.

Ved afgørelsen af, om A måtte anses at have væsentlig indflydelse i fonden B, blev der henset til, at det var oplyst, at A var formand for fondsbestyrelsen. Dette medførte dels, at A's stemme var udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed, dels at A havde vedtægtsmæssig andel i den kollektive tegningsret. Der måtte endvidere henses til, at bestyrelsen efter fondsvedtægternes § 4 sammensattes i første række af generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer i S A/S, i hvilket selskab A ejede ca 85% af den på generalforsamlingen stemmeberettigede aktiekapital. Afgørelsen er kommenteret i TfS 1992.11.319.

* LSR fandt, at et selskabs salg af hele aktiekapitalen i et A/S til et andet selskab var omfattet af reglerne om aktiesalg til holdingselskaber, jf. LL § 16 B. En fondsbørsvekselerer ejede 55% af aktierne i det sælgende selskab, og hans mindreårige datter ejede 24% i det købende selskab, der i øvrigt var et familieejet selskab. Det blev antaget, at samme person herefter havde væsentlig indflydelse i såvel det sælgende som det købende selskab, jf. LL § 16 B, stk. 5. TOLD*SKAT Nyt 1993.8.377. *

Om et tilfælde hvor en omvendt lodret skattepligtig fusion blev anset for at indeholde en aktieoverdragelse omfattet af LL § 16 B, stk. 5, se Skat 1990.12.976 (lsr).

* I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at holdingreglerne i LL § 16 B, stk. 2-5, ikke fandt anvendelse i forbindelse med en skattefri fusion, hvor aktierne i de indskydende selskaber udelukkende blev vederlagt med aktier i det modtagende selskab. TOLD*SKAT Nyt 1993.12.606. *

I tilfælde, hvor selskaber skal medregne afståelsessummen til den skattepligtige almindelige indkomst efter foranstående regler, finder SSL § 2, stk. 5 og § 13, stk. 1, nr. 2, og stk. 3, om skattefrihed for udbytter ikke anvendelse i de seneste 3 indkomstår forud for afståelsen, jf. LL § 16B, stk. 5, sidste pkt. I dette tilfælde er der således ikke skattefrihed for de ud bytter, som selskabet har modtaget fra datterselskabet i indkomståret, hvori afståelsen finder sted, og de to indkomstår forud herfor (1985-cirk. pkt. 5 d.) Reglen gælder ikke datterselskabsudbytter, som er deklareret forud for det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4. dec. 1984 (1985-cirk. pkt. 8).

En fonds aktieafståelse er omfattet af LL § 16 B, stk. 5, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Er dette tilfældet, finder FBL § 10 om skattefrihed for udbytter ikke anvendelse i de seneste 3 indkomstår forud for afståelsen, Skat 1988.11.694 (skd).

Eventuel dispensation

I medfør af bek. nr. 417 af 6. juni 1991 kan Ligningsrådet dispensere fra beskatning efter LL § 16 B, stk. 2, 4 og 5, således at aktieavancebeskatningsreglerne i stedet finder anvendelse, jf. LL § 16 B, stk. 6. * For afståelser der sker den 19. maj 1993 eller senere, er de tidligere regler i LL § 16 B, stk. 2, 4 og 5, ophævet. Den del af den tidligere dispensationsmulighed i LL § 16 B, stk. 6, som relaterede sig til disse bestemmelser, er ophævet med virkning fra samme dato. Stk. 6 er i øvrigt blevet til stk. 2. *

Retningslinierne for dispensation er indeholdt i 1985-cirk. pkt. 9, hvortil henvises.

Om en konkret sag vedrørende dispensation for et moderselskab ved udlodning af datterselskabsaktier som likvidationsprovenu til moderselskabets hovedaktionær, se Skat 1988.7.411 (skd).

Dispensation kan normalt forventes, når den overvejende del af afståelsesvederlaget består i aktier i holdingselskabet. En andel på 51 pct. anses som en overvejende del, Skat 1986.2.166 (skd).

* Vedrørende Ligningsrådets praksis henvises til TOLD*SKAT Nyt 1993.10.484, hvor flere af Ligningsrådets seneste afgørelser er offentliggjort. *

Om stramning af dispensationspraksis i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 309 af 25. maj 1987 henvises til S.G.3.2.

Dispensation vil normalt blive betinget af, at summen af eventuelle gældsbreves pålydende og den kontante del af købesummen er lig med de afståede aktiers kontantværdi, således at der ikke sker kursnedskrivning på de nævnte gældsbreve ved aktieavanceopgørelsen, samt at de eventuelle gældsbreve oprettes med en nominel rente, der mindst svarer til mindsterenten på afståelsestidspunktet, jf. KGL § 7, stk. 3.

Om fradrag for rentebetalinger til den sælgende aktionær eller til pengeinstitutter og lign., som har finansieret aktiekøbet, henvises til T&S-cirk. 199313 af 30. april 1993 om sambeskatning af selskaber, pkt. 2.4.2.

S.G.3.5 Skattefri fusion

Anvendes FUSL's regler om "skattefri fusion mv.", skal aktionærerne beskattes efter reglerne i FUSL §§ 9 og 11. Om skattefri fusion mv., se S.D. 1.

For aktionærerne betyder anvendelsen af FUSL, at der ikke udløses beskatning i det omfang, aktier i det indskydende selskab udelukkende ombyttes med aktier i det modtagende selskab. Aktionærerne skal således ikke i anledning af denne ombytning opgøre avance eller tab på aktierne, men ved senere afståelse af de ved ombytningen modtagne aktier anses disse for anskaffet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier. Se bl.a. Skat 1987.9.670.

Hvis de ombyttede aktier var næringsaktier, anses de modtagne aktier ligeledes for næringsaktier.

ABL § 13, stk. 1

Efter ABL § 13, stk. 1, skal aktier i det indskydende selskab, der er modtaget som vederlag for aktier i det modtagende selskab, behandles som hovedaktionæraktier hvis aktionæren var hovedaktionær i det indskydende selskab, uanset at han ikke bliver hovedaktionær i det modtagende selskab. Er han ikke hovedaktionær i det modtagende selskab, finder beskatning efter ABL § 4 dog kun sted i det omfang, afståelse af aktier i det indskydende selskab ville have udløst beskatning efter disse regler. * Fra og med 19. maj 1993 er den tidligere ABL § 13, stk. 1, ophævet. *

Er aktierne modtaget i forbindelse med en skattefri fusion, der er foretaget inden den 20. april 1983, finder beskatning efter ABL § 4 dog tillige kun sted ved afståelse inden for de første 5 år efter fusionen.

Såvel ved fusion før som efter den 20. april 1983 gælder således, at en aktionær, som på fusionstidspunktet alene var hovedaktionær i det indskydende selskab som følge af - at vedkommende inden for de seneste 5 år forud for fusionen ejede mere end 25 pct. af aktiekapitalen, men som på fusionstidspunktet ejede mindre end 25 pct. af aktiekapitalen - kun beskattes efter de regler, der gælder for hovedaktionærer ved afståelse af de ombyttede aktier inden 5 år fra det tidspunkt, hvor aktiebeholdningen i det indskydende selskab blev bragt ned under 25 pct.

Hvis aktionæren ikke var "ophørende" hovedaktionær ved fusionen, skal de modtagne aktier behandles som hovedaktionæraktier uden hensyn til besiddelsestidens længde. Tegnes der aktier i det modtagende selskab ved udnyttelse af tildelte tegningsretter, skal disse aktier behandles som hovedaktionæraktier på linie med de ved fusionen modtagne aktier og anses for anskaffet på samme tidspunkt som moderaktierne.

Er aktionæren hovedaktionær i det modtagende selskab, finder beskatning sted efter de regler, der gælder for hovedaktionærer, uden hensyn til besiddelsestidens længde og uden hensyn til, om de ombyttede aktier (i det indskydende selskab) ville have udløst beskatning.

Ved lov nr. 1030 af 19. dec. 1992, vedrørende VSL og andre skattelove, ændredes bl.a. ABL § 13, stk. 1, således, at aktionæren ved afståelse af aktier i det modtagende selskab tillige beskattes efter reglerne i § 4, i det omfang afståelse af aktier i det indskydende selskab ville have udløst beskatning efter disse regler. Ændringen betyder at reglerne i lovens § 4 og § 13, stk. 1 skal gælde sideløbende. * Som tidligere nævnt er ABL § 13, stk. 1, ophævet med virkning fra og med 19. maj 1993. *

Eksempelvis skal en person, der efter en fusion fortsætter som hovedaktionær i det modtagende selskab, være under hovedaktionærgrænsen og ude af 5 års perioden i såvel det indskydende som det modtagende selskab før hovedaktionærbeskatningen ophører.

På tilsvarende måde er bestemmelsen i ABL § 13, stk. 4, om successesion på aktionærsiden i forbindelse med uegentlig fusion, ændret. * Fra og med 19. maj 1993 er den tidligere ABL § 13, stk. 4, ændret til § 13, stk. 3. *

Ændringerne har virkning for afståelse af aktier, når beslutning om fusion er truffet i et eller flere af de fusionerede selskaber den 17. nov. 1992 eller senere.

Om skattefri fusion af en kontoførende investeringsforening med en udloddende investeringsforening som fortsættende forening, se Skat 1986.11.671 (sd).

Om fortolkningen af 1 pct.-reglen i relation til ABL § 13, stk. 1, om fusion, se S.G.2.4.3.1.

Såfremt aktierne ved fusion eller spaltning bliver vederlagt med andet end aktier i det modtagende selskab, anses aktierne for afstået til kursen på fusionsdatoen, h.h.v. spaltningsdatoen. Overstiger indløsningskursen den børsnoterede kurs på fusionsdatoen, anses aktierne for afstået til indløsningskursen, Skat 1988.8.471 (lsr).

Hvis kun en del af aktionærernes aktier i det indskydende selskab vederlægges med andet end aktier i det modtagende selskab, gælder det ovenfor anførte for denne del. I FUSL § 9, stk. 3, er der givet nærmere regler om, hvilke aktier der skal anses for indløst i tilfælde, hvor aktierne i det indskydende selskab er erhvervet på forskellige tidspunkter eller er af forskellig art eller for en dels vedkommende erhvervet som led i næring. Der henvises til loven samt til skd.cirk. nr. 140 af 23. juni 1976 om beskatning ved fusion af aktieselskaber mv., der igen henviser til pkt. 23 i cirk. nr. 127 af 3. juli 1967. Se også lsr. 1972.9 og 104.

Aktier, der annulleres af et modtagende selskab ved fusionen, lades ude af betragtning ved ansættelsen af selskabets skattepligtige indkomst, hvad enten der er tale om gevinst eller tab. Det samme gælder annullering af egne aktier, som et modtagende selskab erhverver.

FUSL finder ikke anvendelse på sammenslutning af rent udenlandske selskaber, bortset fra tilfælde omhandlet i FUSL § 15, stk. 3, men i lovens § 15, stk. 6, er der givet den kommunale skattemyndighed, jf. bek. nr. 417 af 6. juni 1991, mulighed for at bestemme, at aktionærer, der er fuldt skattepligtige her i landet, beskattes efter samme regler som ved fusion af danske selskaber mv.

S.G.3.6 ABL § 13, stk. 2-4

ABL § 13, stk. 2-4, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til § 13, stk. 1-3, * omhandler de særlige tilfælde af succession på aktionærsiden, hvor et selskab helt eller delvist erhverver kapitalen i et andet selskab (uegentlig fusion). Stk. 2 og 3, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 1 og 2, * der er nye, omfatter de tilfælde hvor såvel det erhvervende som det erhvervede selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF, mens stk. 4, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 3, * omhandler andre tilfælde. Succession efter stk. 4, * nu stk. 3, * kræver Ligningsrådets tilladelse.

Efter ABL § 13, stk. 2, * nu stk. 1, * har aktionærerne i det erhvervende selskab ved ombytning af aktier adgang til beskatning efter reglerne i §§ 9 og 11 i fusionsskatteloven, når såvel det erhvervende som det erhvervede selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/ EØF. Som fusionsdato anses i denne sammenhæng datoen for aktieombytningen. Det er en betingelse, at aktieombytningen gennemføres inden for en periode på højst 6 måneder regnet fra den første ombyt ningsdag. * For selskabet, der erhverver aktier, anses aktierne for erhvervet på ombytningsdagen, jf. TfS 1994 nr. 3. *

Ved ombytning af aktier forstås i denne forbindelse, jf. ABL § 13, stk. 3, * nu stk. 2, * den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab, ved til gengæld for værdipapirer tilhørende aktionærerne i det andet selskab at tildele dem aktier eller anparter i det første selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10% af den pålydende værdi eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, af den bogførte værdi af de værdipapirer, som udleveres til gengæld herfor.

De nye regler i ABL § 13, stk. 2 og 3, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 1 og 2, * har virkning fra og med indkomståret 1992.

Den dagældende bestemmelse i ABL § 13, stk. 2, der nu er stk. 4, * og som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 3, * er opretholdt sideløbende med de nye regler i stk. 2 og 3, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 1 og 2, * med en terminologi, der er i overensstemmelse med FUSL og med et nyt indhold, der lovfæster Ligningsrådets dispensationspraksis.

Efter ABL § 13, stk. 4, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 3, * kan Ligningsrådet tillade, at der ikke sker beskatning efter § 4 i tilfælde, hvor et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, eller hvor et selskab, der i forvejen ejer aktier i et andet selskab, erhverver resten af aktiekapitalen i det andet selskab. Det er en betingelse, at aktionærerne i det andet selskab som vederlag alene modtager aktier i det første selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10% af de ombyttede aktiers værdi. Tilladelse gives kun under særlige omstændigheder, hvis det erhvervende selskab har foretaget opkøb af aktier i det erhvervede selskab i det indkomstår, hvori selskabet erhverver resten af aktiekapitalen, eller i de 4 forudgående indkomstår. Ved afståelse af de modtagne aktier sker der beskatning efter § 4, i det omfang afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst beskatning efter disse regler. De modtagne aktier anses for erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier. Ligningsrådet kan under tilsvarende betingelser tillade, at der i disse tilfælde ikke sker beskatning efter § 2.

ABL § 13, stk. 4, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 3, * kan anvendes i de tilfælde, hvor det ene af selskaberne eller begge selskaber ikke er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat". Disse regler kan også anvendes af selskabsdeltagere i de selskaber, der er omfattet af dette begreb. Reglerne kan således anvendes, når det erhvervende selskab erhverver den resterende del af aktiekapitalen i det erhvervede selskab.

De særlige omstændigheder, som kan bevirke, at tilladelse gives, kan være, at opkøb er sket med hjemmel i § 13, stk. 2 og 3, * som fra og med 19. maj 1993 er ændret til stk. 1 og 2, * som omhandler succession ved ombytning af aktier, når såvel det erhvervende som det erhvervede selskab er danske selskaber eller selskaber hjemmehørende i en EF-medlemsstat. Særlige forhold gør sig også gældende, når det kan godtgøres, at opkøbene er sket af forretningsmæssige årsager og ikke med henblik på at kontantvederlægge bestemte aktionærer.

* I TOLD*SKAT Nyt 1993.3.114 er gengivet en afgørelse fra T&S. En revisor havde på vegne aktionærerne i et selskab ansøgt Ligningsrådet om dispensation for beskatning efter ABL § 13, stk. 2, i forbindelse med en påtænkt overdragelse af samtlige aktier i selskabet til et nystiftet selskab. Som vederlag fik aktionærerne udelukkende aktier i det nye selskab.

T&S svarede, at ABL § 13, stk. 2, er ændret ved lov nr. 219 af 3. april 1992 (gennemførsel af fusionsdirektivet og moder-/datterselskabsdirektivet). Efter den således gældende affattelse af § 13, stk. 2, kræves der ikke længere tilladelse fra Ligningsrådet til skattefri ombytning af aktier.

Det er således fremover den lokale skattemyndighed, der ved ligningen må tage stilling til, om betingelserne i ABL § 13, stk. 2, er opfyldt.

Fra og med 19. maj 1993 er ABL § 13, stk. 2, blevet til § 13, stk. 1.

I TOLD*SKAT Nyt 1993.8.393 er ligeledes gengivet en afgørelse fra T&S.

Selskabet A ejede 50% af aktierne og stemmerne i selskabet B. De resterende aktier i selskabet var ejet af en aktionær, som også ejede selskab A.

Som følge af, at selskab A i forvejen ejede 50% af stemmerne i selskab B, blev der anmodet om tilladelse til aktieombytning efter ABL § 13, stk. 4.

T&S svarede, at situationen var omfattet af ABL § 13, stk. 2 og 3, idet selskab A før ombytningen kun ejede 50% af stemmerne i selskab B. Først ved den påtænkte aktieerhvervelse opnåede selskab A flertallet af stemmerne i selskab B. I denne situation krævedes der således ikke tilladelse fra Ligningsrådet til skattefri ombytning af aktier.

ABL § 13, stk. 2-4, er fra og med 19. maj 1993 ændret til ABL § 13, stk. 1-3. *

Hovedaktionærens aktionærstatus efter ABL § 13, stk. 4, bedømmes efter de samme retningslinier, som gælder efter ABL § 13, stk. 1, se også LSR i t&s nyt 1991.17.949. * ABL § 13, stk. 4, er fra og med 19. maj 1993 blevet til § 13, stk. 3, og den tidligere § 13, stk. 1, er ophævet. Den særlige beskatning af hovedaktionærer er i øvrigt også ophævet med virkning fra og med 19. maj 1993. * Det bemærkes, at den udvidelse af anvendelsesområdet for ABL § 13, stk. 4, * nu stk. 3, * der er en følge af lov nr. 1030 af 19. dec. 1992, vedrørende VSL og andre skattelove - hvorefter der ved afståelse af de modtagne aktier tillige sker beskatning efter § 4, i det omfang afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst beskatning efter disse regler - svarer til ændringen af ABL § 13, stk. 1 * , som er ophævet fra og med 19. maj 1993, * og der henvises derfor til omtalen heraf ovenfor under S.G.3.5.

ABL § 13, stk. 4, * nu stk. 3, * finder ikke anvendelse ved afståelse af aktier mv. omfattet af ABL §§ 2 a, 2 b, 2 c eller 3.

S.G.3.7 Arveudlæg

Ved arveudlæg af almindelige aktier eller hovedaktionæraktier, som er omfattet af ABL § 2 og § 4, gælder ifølge ABL § 10 følgende regler

Ved udlæg af almindelige aktier fra et dødsbo er aktiernes anskaffelsessum udlægsværdien, og anskaffelsestidspunktet er udlægstidspunktet.

Ved udlæg af hovedaktionæraktier fra et dødsbo er aktiernes anskaffelsessum udlægsværdien, og anskaffelsestidspunktet er udlægstidspunktet, medmindre aktierne udlægges med succession i henhold til ABL § 10, stk. 3, eller § 10, stk. 4.

I tilfælde, hvor aktierne udlægges med succession i henhold til ABL § 10, stk. 3, eller § 10, stk. 4, indtræder udlægsmodtageren i afdødes/boets anskaffelsestid og anskaffelsessum samt hovedaktionærstatus. Beskatning finder dog kun sted, hvis udlægsmodtageren afstår aktierne inden 5 år efter udlægget, og kun i det omfang afdøde/boet ville være blevet beskattet ved en tilsvarende afståelse, medmindre udlægsmodtageren i øvrigt er hovedaktionær.

I henhold til ABL § 10, stk. 3, succederer udlægsmodtageren i boets skattemæssige stilling i tilfælde, hvor hovedaktionæraktier udlægges 3 år eller mere efter afdødes/boets anskaffelsestidspunkt, og boet har valgt ikke at lade sig beskatte af fortjeneste ved udlægget, uanset at betingelserne herfor var til stede.

I henhold til ABL § 10, stk. 4, indtræder udlægsmodtageren i boets skattemæssige stilling i tilfælde, hvor der inden 3 år fra afdødes/boets anskaffelsestidspunkt udlægges hovedaktionæraktier, som er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV, og boet har valgt ikke at lade sig beskatte af fortjeneste ved udlægget, uanset at betingelserne herfor var til stede.

* Fra og med 19. maj 1993 er sondringen mellem hovedaktionærer og almindelige aktionærer ophævet i relation til ABL §§ 2 og 4.

Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab efter § 2 for udlægsmodtager er anskaffelsessummen udlægsværdien, og anskaffelsestidspunktet er udlægstidspunktet.

I tilfælde, hvor aktierne udlægges med succesion i henhold til ABL § 10, stk. 3, eller § 10, stk. 4, indtræder udlægsmodtageren i afdødes/boets anskaffelsesstid og anskaffelsessum.

De ovenfor beskrevne regler om succesion for hovedaktionæraktier for tiden forud for 19. maj 1993 gælder fra og med 19. maj 1993 også andre aktier.

Med virkning for udlæg den 18. november 1993 eller senere, er ABL § 10 ændret, jf. lov nr. 1117 af 22. december 1993.

Udlæg af børsnoterede aktier, der omfattes af ABL § 2 eller § 4, fra et dødsbo til den enkelte ægtefælle, arving eller legatar beskattes som et salg for den dels vedkommende, der ikke overstiger en kursværdi på 100.000 kr. Hvis den enkeltes erhvervelse er på 100.000 kr. eller derover og boet ikke kræver sig beskattet, selv om betingelserne herfor er til stede, er den pågældende ægtefælle, arving eller legatar for den overstigende dels vedkommende omfattet af KSL § 33, såfremt skattelovgivningens øvrige betingelser herfor er opfyldt. Det gælder, så længe den pågældendes beholdning af børsnoterede aktier i overensstemmelse med lovens almindelige regler kan begrunde beskatning. Indgår der i et udlæg aktier med anskaffelsessummer, der vedrører forskellige tidspunkter, anses de aktier, der har ældst anskaffelsessum, for fortrinsvis at indgå i den del af udlægget, der efter 1. pkt. beskattes som salg. Med de begrænsninger, der følger af forannævnte, finder bestemmelserne i KSL om beskatning i forbindelse med dødsfald anvendelse ved afståelse af aktier.

For unoterede aktier kan man således enten vælge beskatning i boet eller succesion.

Reglerne i KSL om passivposter er ændret med virkning fra samme dato, se A.I.3.1.

Med virkning for videresalg af aktier, der er udlagt til skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller FBL, den 18. november 1993 eller senere, er ABL § 4, stk. 6, ændret, således at aktieavancebeskatning fremover varer ved lige så længe som for afdøde. Ved unoterede aktier vil avancebeskatning herefter gælde for afståelser, uanset hvornår aktierne er erhvervet fra dødsboet. *

For aktier mv. omfattet af ABL § 2 a, 2 b, 2 c eller 3, kan boet vælge mellem beskatning af fortjenesten eller udlæg med succession. Vælges udlæg med succession, indtræder arvingen i afdødes/boets skattemæssige stilling med hensyn til de udlagte aktier.

Er aktionæren inden den 1. juli 1981 ved udlæg af aktier indtrådt i afdødes skattemæssige stilling, anses aktionæren for indtrådt i såvel afdødes anskaffelsessum som anskaffelsestidspunkt, se skd.cirk.nr. 64 af 26. sept. 1981 til ABL, pkt. 47.

Udlægsmodtager hjemmehørende i udlandet - ABL § 13 c

Ved lov nr. 310 af 25. maj 1987 er der indsat en bestemmelse i ABL som § 13 c, der har virkning for aktier i dødsboer, hvor dødsfaldet er indtrådt den 18. feb. 1987 eller senere.

Ifølge ABL § 13 c sker der ved udlæg af aktier fra dødsboet til en ægtefælle, arving eller legatar, der er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, beskatning i boet, i samme omfang som hvis aktierne var blevet solgt af boet.

For aktier omfattet af ABL § 2 gælder dette dog kun, hvis de er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter LOSV.

Som salgssummer betragtes de beløb, hvortil aktierne skal opføres i den endelige boopgørelse.

Udlægsmodtagere indtræder ikke i boets skattemæssige stilling med hensyn til de udlagte aktier.

T&S-regionerne kan imod sikkerhed og beregning af tillæg give henstand med betaling af skatter af den opgjorte fortjeneste ved udlægget, se bek. nr. 80 af 14. feb. 1991 om beskatning af dødsboer mv.

S.G.3.8 Succession ved familieoverdragelse - ABL § 11

Reglerne om succession ved familieoverdragelse kan anvendes ved en persons overdragelse af hovedaktionæraktier omfattet af ABL § 2 og § 4, når den enkelte overdragelse omfatter aktier, der udgør mindst 15 pct. af stemmeværdien. * Fra og med 19. maj 1993 PSL § 19 a, stk. 2-4. * Overdragelse til flere erhververe i sameje betragtes i denne sammenhæng som en enkelt overdragelse. I TOLD*SKAT Nyt 1992.5.155 tiltrådte Ligningsrådet, at overdragelse af en ideel anpart af en aktiepost, hvor den ideelle anpart repræsenterede 26,01 % af stemmerne, kunne ske efter reglerne om succession ved familieoverdragelse. Endvidere kan reglerne anvendes ved en persons overdragelse af aktier omfattet af ABL § 2 b og § 3, uanset aktiepostens størrelse.

Konvertible obligationer kan, såfremt de ved afståelse skal behandles efter reglerne i ABL, overdrages med succession, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Da konvertible obligationer er uden stemmeværdi, er adgangen til succession dog betinget af, at der til erhververen samtidig overdrages hovedaktionæraktier, der udgør mindst 15 pct. af stemmeværdien, medmindre obligationerne er omfattet af ABL § 3.

Stemmeværdien opgøres på grundlag af den samlede stemmeværdi af aktier, der ikke ejes af selskabet, idet stemmeværdien i aktieavancebeskatningslovens forstand forstås i overensstemmelse med aktieselskabsloven, herunder denne lovs § 67, stk 3, hvorefter der ikke kan udøves stemmeret for et selskabs beholdning af egne aktier. TOLD*SKAT Nyt 1992.4.128. (Dep.).

Reglerne gælder ikke for aktier omfattet af ABL § 2 a og 2 c, eller for almindelige aktier omfattet af ABL § 2 og § 4, stk. 1, sidste punktum. * Fra og med 19. maj 1993 gælder reglerne ikke for aktier omfattet af ABL § 2 og § 4, medmindre overdrageren hører til den i PSL § 19 a, stk. 2-4, nævnte personkreds.

For afståelser, der sker den 18. november 1993 eller senere, er ABL § 11, stk. 1, ændret. Indgår der børsnoterede aktier i overdragelsen, kan der ikke ske succesion i den del, som ikke overstiger 100.000 kr. Hvis anskaffelsessummerne for de børsnoterede aktier vedrører forskellige tidspunkter, anses de aktier, der har ældst anskaffelsessum, for fortrinsvis at indgå i den del af overdragelsen, der ikke kan succederes i. *

Reglerne om succession ved familieoverdragelse kan kun anvendes ved overdragelse til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn eller søskendes børnebørn. Adoptivforhold eller stedbarnsforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold. Reglerne kan ikke anvendes, hvis erhververen på grund af sit hjemsted ikke er skattepligtig her til landet efter KSL § 1, eller erhververen i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en fremmed stat, Færøerne eller Grønland må anses for hjemmehørende der.

Reglerne om succession ved familieoverdragelse kan ikke anvendes i tilfælde, hvor der ved overdragelsen konstateres et tab.

Anvender parterne ved overdragelsen reglerne om succession i ABL § 11, gælder følgende

Overdrageren beskattes ikke af fortjeneste ved overdragelsen.

Erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelsen. Det gælder, uanset hvornår erhververen afstår aktierne. Hvis overdrageren afstår hele sin aktiepost og evt. konvertible obligationer til samme erhverver, og aktieposten udgør mindst 25 pct. af aktiekapitalen eller mere end 50 pct. af stemmeværdien, gælder dog 5-års reglen i ABL § 4, stk. 2, medmindre aktierne er omfattet af ABL § 13. * Fra og med 19. maj 1993 er det der står i ABL § 11, stk. 2, 4. pkt., ophævet. *

Ved lov nr. 1030 af 19. dec. 1992, om VSL og andre skattelove blev der i ABL § 4, stk. 2 indsat en særlig 10-årsfrist for aktier der er erhvervet i forbindelse med omdannelse af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. * Fra og med 19. maj er reglen overflyttet til PSL § 19 a, stk. 2. *

Som en konsekvens heraf, og i den hensigt at hindre omgåelse ved benyttelse af reglerne om succession ved familieoverdragelse, er ABL § 11, stk. 2, 4. pkt. ændret med følgende indhold. "Hvis overdrageren afstår hele sin aktiepost til erhververen og aktieposten udgør mindst 25 pct. af aktiekapitalen eller mere end 50 pct. af stemmeværdien, indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling på den måde, at der sker beskatning efter § 4, stk. 2, 1. pkt., dog efter § 4, stk. 2, 2. pkt., hvis aktierne hidrører fra en omdannelse efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, medmindre aktierne er omfattet af § 13". * Denne regel i ABL § 11, stk. 2, 4. pkt., er ophævet fra og med 19. maj 1993. *

Bestemmelserne har virkning for afståelse af aktier, når virksomhedsomdannelsen har fundet sted den 14. dec. 1992 eller senere, samt hvor virksomhedsomdannelsen har fundet sted før den 14. dec. 1992, når beslutning om tilførsel af kapital er truffet den 17. nov. 1992 eller senere.

Hvis aktierne overdrages til flere erhververe er successionen evigtvarende, selv om aktierne erhverves i sameje. Ved opgørelse af erhververens fortjeneste eller tab ved afståelse af aktierne, behandles aktierne som anskaffet for den anskaffelsessum og på det tidspunkt, som de blev anskaffet til af overdrageren. * For afståelser, der sker den 18. november 1993 eller senere, er ABL § 11, stk. 2, ændret. Ved børsnoterede aktier indtræder erhververen herefter kun i overdragerens stilling, så længe erhververens beholdning af børsnoterede aktier i overensstemmelse med lovens almindelige regler kan begrunde beskatning. *

Erhververen kan ikke fratrække underskud fra indkomstår før erhvervelsen i fortjeneste ved erhververens overdragelse af aktierne.

Parternes beslutning om, at erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling, skal senest meddeles i forbindelse med indgivelse af overdragerens selvangivelse.

Hvis de værdiansættelser, parterne har lagt til grund ved overdragelsen, ændres i forbindelse med beregning af afgift eller skat af en eventuel gave, kan parterne træffe en ny beslutning om, hvorvidt erhververen indtræder i overdragerens stilling. Den skal meddeles skattemyndigheden inden 3 måneder efter, at den afgifts- eller skattepligtige har modtaget meddelelse om ændringen.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelse og administration af reglerne om succession ved familieoverdragelse.

Der henvises i øvrigt til skd.cirk. nr. 78 af 29. maj 1989 om succession ved familieoverdragelse.

S.G.3.9 Aktielejligheder og andelsboliger - parcelhusreglen

Ifølge EBL § 8, stk. 4, skal fortjeneste eller tab ved afhændelse eller afståelse af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige eller særlige indkomst efter ABL, når følgende betingelser er opfyldt

a) Ejendomsretten til det pågældende værdipapir skal være forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end 2 beboelseslejligheder.

b) Ejeren af værdipapiret eller hans husstand skal have beboet den lejlighed, som værdipapiret gav brugsret til, i en del af eller hele den periode, hvori han har ejet værdipapiret.

c) Et eventuelt til lejligheden hørende grundareal må ikke overstige 1.400 m2.

* Fra og med 19. maj 1993 omfatter reglen fortjeneste eller tab ved afståelse, herunder ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses. Fra og med samme dato omfatter skattefriheden ved afståelse af andelsbeviser m.v. også den del af andelsbeviset, som ikke svarer til sælgerens beboelseslejlighed. *

Fritagelsesbestemmelsen omfatter alene fortjeneste eller tab ved afhændelse eller afståelse og finder således ikke anvendelse med hensyn til fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu. * Fra og med den 19. maj 1993 gælder skattefriheden også udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses. *

Med hensyn til betingelsen under a bemærkes, at det afgørende er antallet af beboelseslejligheder i det samlede ejendomskompleks, der hører under andelsboligforeningen eller selskabet. Det er uden betydning, om den enkelte beboelseslejlighed indgår i en etagebebyggelse, et rækkehuskompleks eller lign., eller om den er et frit beliggende enfamilieshus. Det er ligeledes uden betydning, om den pågældende beboelseslejlighed har selvstændigt matr. nr. eller ej.

Fritagelsesreglen gælder kun fortjeneste eller tab vedrørende den del af værdipapiret, som svarer til den af sælgeren eller hans husstand beboede lejlighed.

Fritagelsesreglen gælder ikke for andelsbeviser, der alene giver brugsret til et grundareal, se lsr. 1984.125 (havelod) og 1985.96.

For at konstatere om værdipapiret svarer til den af sælgeren beboede lejlighed, må man have oplysning om, hvor stor en del den pågældende lejlighed udgør af det samlede ejendomskompleks, der hører under den pågældende andelsboligforening eller selskab. Endvidere må man have oplysning om, hvor stor en andel den skattepligtige gennem det pågældende værdipapir har haft i selskabets eller foreningens formue.

Med hensyn til at fastslå, hvor stor en andel af selskabets eller foreningens formue værdipapiret repræsenterer, vil den skattepligtige almindeligvis kunne få nærmere oplysninger herom hos ejendommens administrator (eller selskabets eller foreningens bestyrelse).

Eksempel

En beboelsesejendom med 30 lige store lejligheder ejes af en andelsboligforening, der er dannet af 20 af ejendommens lejere, som i forbindelse hermed hver tegnede et andelsbevis lydende på 20.000 kr.

2-1/2 år senere sælger en af andelshaverne sit andelsbevis for 38.000 kr. og opnår således en fortjeneste på 18.000 kr.

Da den pågældendes andel i foreningens formue er større end den andel, som hans lejlighed udgør af ejendommen, er en del af fortjenesten ikke skattefri.

Den skattefri del af fortjenesten udfindes således

20 fortjeneste 18.000 kr. * ---- = 12.000 kr. 30

Den resterende del af fortjenesten, 6.000 kr., beskattes efter reglerne i ABL.

* Fra og med 19. maj 1993 omfatter skattefriheden også den del af værdipapiret, som ikke svarer til sælgerens beboelseslejlighed. *

S.G.4 Særlige forhold

S.G.4.1 Båndlagte kapitaler

Skattedepartementet har i skd. 1.4. redegjort for anvendelsen af de tidligere gældende regler i LOSI § 2, nr. 6-8 og LL § 16 ff på visse båndlagte kapitaler. Redegørelsen må anses for også at være gældende for reglerne i ABL. Den omfatter følgende båndlæggelser

1. Hvor en kapital bestående af aktier mv. i henhold til trediemands beslutning er båndlagt med udbytteret til fordel for en anden end kapitalejeren.

2. Hvor en skattepligtig i levende live selv har bestemt, at en kapital skal overføres til descendenter og arveberettigede eller andre, medens udbyttet af kapitalen forbeholdes.

3. Hvor det er bestemt, at udbyttet skal tillægges kapitalen.

Avance eller tab på aktierne mv. i de under pkt. 1 og 2 nævnte tilfælde skal hos den aktuelle ejer af kapitalen behandles skattemæssigt efter reglerne i ABL.

Det samme gælder i de under pkt. 3 nævnte tilfælde, for så vidt de båndlagte aktier mv. er endeligt overdraget til den fremtidige ejer. Såfremt kapitalen først engang i fremtiden under visse betingelser skal tilfalde en person, et legat eller lignende, således at der i øjeblikket ikke eksisterer nogen aktuel ejer af kapitalen, er der ingen mulighed for at foretage en beskatning.

Til belysning af begrebet "aktuel ejer" vedrørende aktier, som indgår i båndlagte kapitaler, kan nævnes følgende eksempler

En skatteyder, som ved gave eller arv har erhvervet aktier, der er båndlagt med forbehold af rentenydelse for nogle nærmere angivne andre personer i disses levende live, anses som den aktuelle ejer, uanset den omhandlede båndlæggelse, skd. 39.293 og lrs. 1977.134.

Hvor en arvelader ved testamente havde båndlagt en kapital til rentenydelse for sit eneste barn, men ikke truffet bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med kapitalen ved barnets død, blev barnet anset som aktuel ejer.

En rentenyder kan derimod ikke anses for ejer af en båndlagt kapital, hvis det er bestemt, f.eks. ved testamente, hvem den båndlagte kapital skal tilfalde ved rentenydelsens ophør. Se lsr. 1976.20, hvor kapitalen ikke fandtes at have nogen aktuel ejer i et tilfælde, hvor kapitalen ved rentenyderens død skulle udbetales til hendes livsarvinger.

Hvor det er bestemt, at de båndlagte aktier ved rentenyders død skal falde i arv til dennes arvinger ifølge loven eller testamente, således at rentenyder har testationsret med hensyn til kapitalen, anses rentenyder som aktuel ejer, lsr. 1971.112.

Rentenydelsesindkomsten ansås tidligere for personlig indkomst, men efter fornyede overvejelser vil SKD anse livsvarig rentenydelse for en anden end den, der skal have den båndlagte kapital, for kapitalindkomst. Hvis rentenydelsen består af aktieudbytte, beskattes den som aktieindkomst, se TfS 1991.530.

Denne afgørelse er udførligt kommenteret i TOLD*SKAT Nyt 1992.6.196. Se også i tilslutning hertil TOLD*SKAT Nyt 1992.17.511, om en løbende udbetaling (rentenydelse) fra en trust i USA til en her i landet hjemmehørende person. Landsskatteretteretten fandt, at ydelserne skulle beskattes som kapitalindkomst, bl.a. fordi trustens midler overvejende var anbragt i obligationer.

S.G.4.2 Anbragt i pensionsordning

Ved opgørelsen af fortjeneste og tab ved indfrielse eller salg af værdipapirer, salg af tegningsrettigheder, salg af aktierettigheder, udlodning af likvidationsprovenu o.lign., bortses fra indkomstbeskatning, så længe værdipapirerne er led i en rateopsparing i pensionsøjemed eller en opsparing i pensionsøjemed, jf. PL § 45.

S.G.4.3 Køberet mv.

Køberettigheder omfattes af de nye regler i KGL om beskatning af gevinst og tab på finansielle instrumenter. Der henvises til LVA D.2.6.2.

Om de særlige regler om medarbejderaktier i LL § 7 A henvises til A.B.1.10.1.

Stor vejledning 1993

S.G.1 Området for aktieavancebeskatning

S.G.1.1 Definitioner

S.G.1.2 Aktier, andelsbeviser og lign.

S.G.1.3 Afståelse mv.

S.G.1.4 Fraflytter beskatning - ABL § 13 a

S.G.2 Reglerne om aktieavancebeskatning

S.G.2.1 Aktiearter - hovedaktionærstatus

S.G.2.2 Regler for andelsbeviser - ABL § 2 b

S.G.2.3 Regler for næringsaktier - ABL § 3

S.G.2.4 Regler for almindelige aktier og hovedaktionæraktier - ABL §§ 2, 2

S.G.3 Særlige beskatningsregler ved visse afståelser mv.

S.G.3.1 Likvidationsudlodning

S.G.3.2 Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

S.G.3.3 Afståelse til selskabet

S.G.3.4 Afståelse til holdingselskaber mv.

S.G.3.5 Skattefri fusion

S.G.3.6 ABL § 13, stk. 2-4

S.G.3.7 Arveudlæg

S.G.3.8 Succession ved familieoverdragelse - ABL § 11

S.G.3.9 Aktielejligheder og andelsboliger - parcelhusreglen

S.G.4 Særlige forhold

S.G.4.1 Båndlagte kapitaler

S.G.4.2 Anbragt i pensionsordning

S.G.4.3 Køberet mv.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →