Legislator Case Law & Legislation
E19922P00A12 DK

PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AL - SELVANGIVELSESPLIGT OG OPLYSNINGSPLIGT

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Stor vejledning 1992

§ 8 G, stk. 1 anses for udtømmende inden for sit område, dvs. vedrørende indskud, lån, depot og boks. Dette udledes af ØLD, UfR 1962.204 vedrørende Morsø Bank A/S, hvori det fastslås, at hjemlen for skattemyndighederne til at kræve oplysninger vedrørende et indestående i bank alene må søges i SKL § 8 G, stk. 1 (tidligere 8 C, stk. 2). Pengeinstitutternes oplysningspligt vedrørende bankindeståender kan således ikke udvides med henvisning til SKL's øvrige bestemmelser.

Til illustration af, hvilke oplysninger, der bl.a. kan kræves vedrørende indskud, lån, depot og boks nævner bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.: "Størrelsen af lån og af indestående eller forvaltede midler og disses afkastning, om bevægelser på indskuds- eller lånekonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks, om diskonterede veksler samt om sikkerhedsstillelse for lån og kreditter".

Værdipapircentralen kan ikke afkræves oplysninger i medfør af SKL § 8 G, hvorfor skattemyndigheden henvises til at indhente oplysninger omfattet af SKL § 8 G hos det kontoførende institut, såfremt det er bekendt. Enkeltoplysninger om obligationskonti vil dog stadig kunne indhentes hos værdipapircentralen i medfør af SKL § 8 D.

Hjemlen til at kræve oplysninger om indestående på en postgirokonto og om brug af postvæsenet som betalingsformidler i øvrigt, herunder betaling ved postanvisninger, findes i SKL § 8 G. Bestemmelsen begrænser imidlertid ikke skattemyndighedernes adgang til under henvisning til SKL § 8 D at kræve andre oplysninger om postgirokontorets mellemværende med en kontohaver i det omfang, de ønskede oplysninger ikke kan indhentes i medfør af de øvrige bestemmelser om pengeinstitutters oplysningspligt. Se A.L.3.3.

Beføjelsen til at indhente oplysninger efter SKL § 8 G, stk. 1, 1. og 2. pkt. tilkommer skattemyndighederne.

Skattedepartementet har i cirkulære nr. 117 af 29. juni 1982 fastsat regler om tilvejebringelse af oplysninger fra banker og sparekasser m.fl. I cirkulæret er det bl.a. præciseret, at oplysninger i videst muligt omfang skal fremskaffes af den pågældende skatteyder selv, jf. pkt. 4, 5 og 6.

Såfremt det skønnes, at skatteyderen ikke er i stand til at fremskaffe de nødvendige oplysninger, bør man søge at opnå den pågældendes bemyndigelse til at rette henvendelse til det pågældende pengeinstitut. Skatteyderen/kontohaverens bemyndigelse bør gives skriftligt og vedlægges henvendelsen til pengeinstituttet. Foreligger der efter skattemyndighedens opfattelse særlige forhold som bevirker, at bemyndigelse ikke kan eller bør indhentes, kan der rettes henvendelse til pengeinstituttet. I skrivelsen til pengeinstituttet gøres opmærksom på, at der foreligger særlige forhold.

Det forhold, at oplysningerne i et pengeinstitut skal indhentes til brug for en skattepligtssag, berettiger ikke i sig selv til at undlade at søge oplysningerne indhentet hos skatteyderen selv. Begrebet "særlige forhold" skal således forstås ret snævert.

Oplysninger efter SKL § 8 G, stk. 1, 1. og 2. pkt. kan kun kræves om navngivne personer.

Ikke navngivne

Oplysninger om ikke navngivne personer kan ifølge § 8 G, stk. 1, 3. pkt., kun indhentes efter Ligningsrådets vedtagelse, og kun om indestående og forvaltede midler, disses afkastning samt oplysninger til identifikation af ejeren. En henvendelse til et pengeinstitut vedrørende ikke navngivne personer kan følges op af en henvendelse vedrørende navngivne, når personen ved den første henvendelse er identificeret.

Forældelse

SKL § 8 G, stk. 1, fastsætter ikke nogen begrænsning i tidsmæssig henseende for oplysninger, der er mere end 5 år gamle, og opbevaringspligten efter bogføringslovens § 2 er uden betydning for oplysningspligten efter SKL § 8 G, stk. 1.

Såfremt det pågældende materiale er i behold, er pengeinstituttet forpligtet til at efterkomme en anmodning om oplysninger, der er mere end 5 år gamle.

A.L.3.5.2 SKL § 8 G, stk. 2

Til brug for skattemæssig stikprøvekontrol med navngivne og ikke navngivne personer kan de skattelignende myndigheder med hjemmel i SKL § 8 G, stk. 2, foretage gennemgang på stedet af bankers, sparekassers, andelskassers, bankierers og vekselereres regnskabsmateriale. Der er ligesom i § 8 G, stk. 1, tale om indsamling af oplysninger, der vedrører de oplysningspligtiges kunder.

Gennemgangen på stedet forudsætter Ligningsrådets vedtagelse og kan således ikke iværksættes af de lokale skattemyndigheder.

A.L.3.5.3 Oplysningspligt vedrørende køb og salg af værdipapirer

I SKL § 8 A er det bestemt, at banker, vekselmæglere mv. er pligtige efter skatteministerens nærmere bestemmelse at meddele de skattelignende myndigheder oplysninger vedrørende køb og salg af værdipapirer. Bestemmelsen anvendes ikke for tiden, idet nærmere bestemmelse ikke er truffet af skatteministeren.

På grund af bestemmelsens generelle formulering antages den ikke at indeholde hjemmel for indkrævning af oplysninger i enkeltstående tilfælde. Derimod antages oplysninger som nævnt i SKL § 8 A at kunne indkræves under henvisning til SKL § 8 D.

A.L.3.6 Indløsning af udbyttekuponer vedrørende aktier mv.

Efter SKL § 10 kan told- og skatteregionerne bestemme, at der ved indløsning af udbyttekuponer skal iagttages nærmere legitimationsregler, og de derved fremkomne oplysninger skal indsendes til skattemyndighederne. Sådan bestemmelse er ikke truffet, og § 10 har således ikke virkning for tiden.

Vederlag for opfyldelse af oplysningspligten

De oplysningspligtige har ikke krav på godtgørelse af de udgifter, der er forbundet med opfyldelse af oplysningspligten.

I ganske særlige tilfælde, hvor der er udført et meget omfattende oplysningsarbejde, vil spørgsmålet om dækning af pengeinstituttets udgifter dog kunne rejses over for told- og skatteregionerne, hvis afgørelse kan påklages til T&S.

A.L.4. Sanktioner - forsvarerbistand

A.L.4.1 Skatteforhøjelse

A.L.4.1.1 Personskat ("Skattekontrollovs tillæg")

Ifølge SKL § 1, stk. 3, og § 2, stk. 3 og 4, forhøjes alm. indkomstskat, formueskat og særlig indkomstskat i mangel af behørig selvangivelse og i mangel af rettidig selvangivelse med såkaldt skattekontrollovstillæg.

Forhøjelse sker efter følgende regler

a) selvangivelsen anses for rettidigt indgivet, dersom den er skattemyndigheden i hænde med morgenposten dagen efter udløbet af fristen for rettidig aflevering.

b) kontrollovstillæg pålægges dog ikke for yderligere 1 døgns forsinkelse.

c) 2-9 dages forsinkelse - forhøjelse 2 pct., maks. 2.000 kr.

d) 10 dages eller længere forsinkelse - forhøjelse 5 pct., maks. 2.000 kr.

e) hvor der foreligger ikke-behørig selvangivelse pålægges et kontrollovstillæg på indtil 5 pct., maks. 2.000 kr. (se dog A.L.1.4.).

Er der indrømmet udsættelse af fristen for selvangivelse, beregnes overskridelsen af fristen fra den dag, hvortil udsættelse er givet.

Forhøjelsen foretages på henholdsvis formueskat, indkomstskat og særlig indkomstskat, således at maksimeringen gælder for hver af disse kategorier. Forhøjelse beregnes ikke af kirkeskatten.

Vedrørende almindelig indkomstskat fremkommer maksimumbegrænsningen således: Indkomstskat til staten 1.200 kr., til kommunen 600 kr. og til amtskommunen 200 kr. - ialt 2.000 kr.

Reglerne om kontrollovstillæg finder også anvendelse, hvis årsregnskab eller regnskabsoplysninger, der skal vedlægges selvangivelsen, ikke indsendes rettidigt, eller hvis regnskabet ikke er udarbejdet i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet.

Hvis påligning af tillæg foretages i anledning af ikke-behørig eller ikke rettidig indgivet selvangivelse, skal der tilsendes skatteyderen underretning herom.

Efter ændringen af KSL § 81 og SKL § 16 kan kontrollovstillæg næppe anvendes overfor skatteydere, der modtager den forudprintede selvangivelse, altså stor set alle lønmodtagere. Årsagen er, at det ikke er muligt at udskille de skatteydere, der finder de forudprintede oplysninger korrekte og fyldestgørende, fra de skatteydere, der burde indsende ændringer til selvangivelsen, men undlader dette. Disse skatteydere kan i givet fald straffes efter SKL § 16. Hvis en modtager af en forudprintet selvangivelse har fået individuel indsendelsesfrist efter ansøgning, og denne frist overskrides, kan der kun pålægges kontrollovstillæg, hvis det i henstandsmeddelelsen er oplyst, at selvangivelsen skal indsendes inden fristens udløb.

Bevillingsmæssig fritagelse

Samtidig med underretningen om tillægget skal det oplyses, at ansøgning om bevillingsmæssig fritagelse for tillægget kan indgives til de kommunale skattemyndigheder. Ved underretning om skattemyndighedens afgørelse, skal det oplyses, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Klagevejledning

Bestrides lovligheden af et tillæg, idet det f.eks. påstås, at selvangivelsen er indgivet rettidigt, og der ikke gives skatteyderen medhold heri, oplyses skatteyderen om at klage indgives i sædvanlig instansfølge.

Undladelse af påligning af skattekontrollovstillæg. Fritagelse og lempelse

I medfør af SKL § 4, stk. 5, kan de kommunale skattemyndigheder under særlige omstændigheder fritage for skatteforhøjelser i henhold til § 1, stk. 3 og § 2, stk. 3 og 4.

Delvis fritagelse for tillægget (lempelse) bør gives ved nedsættelse af den anvendte procentsats.

Ved større skattepligtig indkomst eller formue indebærer en nedsættelse af kontrollovsprocenten på grund af lovens overgrænse på 2.000 kr., ikke nedsættelse af tillægget. I sådant tilfælde bør kontrollovstillægget fastsættes til et beløb, der indberettes manuelt. Den indkodede kontrollovsprocent skal så slettes.

Der henvises i øvrigt til SD-cirk. 1982-7.

Fristen for indskud på spærret konto efter investeringsfondslovens § 5.

Efter investeringsfondslovens § 5, stk. 1, skal der efter henlæggelsesårets udløb, men inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for henlæggelsesåret på spærret konto i et pengeinstitut indsættes et beløb lig den foretagne henlæggelse. For regnskabspligtige mv skal indskuddet på spærret konto kun andrage 70 pct. af henlæggelsen. De kommunale skattemyndigheder kan, når særlige omstændigheder taler derfor, godkende for sent foretagne indskud, se E.D.1.3.1.

A.L.4.1.2 Selskabsskat

Se ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber afsnit S.E.1.2.

A.L.4.2 Tvangsbøder

1. I medfør af SKL § 4, stk. 4 kan de kommunale skattemyndigheder pålægge daglige bøder (tvangsbøder) til fremtvingelse af behørig selvangivelse og årsregnskab. De kommunale skattemyndigheders afgørelse kan påklages til skatteankenævnet hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrative myndigheder.

Også indgivelse af selskabers selvangivelse og de i SSL § 29, stk. 1, nævnte meddelelser kan af de kommunale skattemyndigheder fremtvinges ved pålæg af tvangsbøder, jf. SSL § 28, stk. 3, (jf. § 29, stk. 1).

2. Vægring ved afgivelse af det i øvrigt af SKL § 9, stk. 1, omfattede oplysningsmateriale må forelægges told- og skatteregionerne, der afgør om pligtens efterkommelse skal fremtvinges ved pålæg af tvangsbøder.

3. Tvangsbøder kan ikke pålægges skatteydere, der er omfattet af KSL § 81, jf. ovenfor under pkt. 4.1, medmindre der har været givet henstand.

Normalsatsen er 100 kr. pr. dag. Se i øvrigt skd. cirk. nr. 246 af 24. nov. 1969 og nr. 108 af 15. maj 1973. Hvis pålægget ikke følges, kan tvangsbøderne successivt forhøjes.

I almindelighed bør tvangsbøderne inddrives med et stadig stigende antal, således at der f.eks. først inddrives bøder for 10 dage, derefter for 20 dage, 40 dage og så fremdeles, og således at yderligere bøder ikke overgives til inddrivelse, førend de tidligere er indgået eller afgivet til politimæssig behandling.

Ved lov nr. 375 af 7. juni 1989 er inddrivelsen af de tvangsbøder, der pålægges efter SKL § 4, jf. ovenfor punkt 1, overført til pantefogeden. Bestemmelsen trådte i kraft den 15. aug. 1989.

Inddrivelse af de under punkt 2 og 3 nævnte tvangsbøder kan ske ved udlæg, der foretages af pantefogeden, jf. justitsministeriets bek. nr. 490 af 25. jun. 1991, lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden, og SD cirk. 1978-13.

Såfremt udlæg helt eller delvis er forgæves, kan den pågældende indsættes til afsoning af det resterende beløb.

Når det begærede materiale afleveres, bortfalder ikke-betalte bøder.

A.L.4.3 Kontospærring

Ifølge SKL § 11 kan konti i banker og sparekasser, hos advokater, vekselerere og andre, der modtager penge som indskud, spærres af told- og skatteregionerne i 6 måneder, når indskudsmodtageren ikke har sikker kundskab om kontohaverens navn og adresse, f.eks. hvis kontohaveren ikke kan findes på grundlag af foreliggende navne- og adresseoplysninger, eller hvis den opgivne kontohaver ikke vil vedkende sig indskuddet.

Når der overfor indskudsmodtageren foretages anmeldelse om ejerforholdet ved afgivelse af en af told- og skatteregionerne fastsat legitimation for den, som første gang efter spærringen vil disponere over kontoen, ophører spærringen, uden at der hertil kræves erklæring fra nogen myndighed.

Forevises legitimation ikke, og kan de kommunale skattemyndigheder ikke henføre en konto til den virkelige ejer, kan kontoen efter told- og skatteregionens nærmere bestemmelse yderligere spærres i et af told- og skatteregionen fastsat åremål.

Er kontoen efter udløbet heraf stadig ikke henført til en berettiget, indberettes dette til Skatteministeriet. Efter forudgående offentlig varsling med 1 års frist, inddrages indeståendet til fordel for statskassen, såfremt ingen berettiget melder sig. Told- og skatteregionen kan dog under særlige omstændigheder dispensere fra sådan inddragelse eller tillade godtgørelse af allerede inddragne beløb. Et pengeinstitut kan ikke gøre en gennemført kontospærring illusorisk ved at inddrage kontoens indestående under henvisning til forældelse, skd. 71.642.

Adgang til at foretage spærring efter denne bestemmelse har fortsat betydning for konti oprettet før 1. juli 1977, som i henhold til valutalovgivningen er noteret som tilhørende valutaudlændinge. Disse konti er ikke omfattet af reglerne i SKL § 8 J om oplysning af cpr.nr. eller SE-nr.

A.L.4.4 Bødesager

A.L.4.4.1 Ansvar efter SKL afsnit III

Reglerne for udmåling af administrative bøder ved overtrædelse af SKL § 13 og § 16 er gengivet i T&S-cirk. 1990-32.

Ifølge reglerne udgør normalsatsen for skattesvig og grov uagtsomhed henholdsvis 2 gange og 1 gang skatteunddragelsen. Normalsatsen fraviges ved indkomstdifferencer under 30.000 kr. samt ved "forskydningsdifferencer".

Hvis den samlede ansvarspådragende skatte- og eventuelle afgiftsunddragelse er mindre end 4.000 kr., ved forsæt, eller 8.000 kr. ved grov uagtsomhed rejses ikke bødekrav, men sagen kan afsluttes med en "advarsel".

Hvis en skatteyder kan anses for "selvmelder", nedsættes bøden til en trediedel.

Ved forsøg på eller medvirken til skattesvig fastsættes bøden til halvdelen af normalbødetaksten.

A.L.4.4.2 Kompetence

Sager om grov uagtsomhed kan - når der ikke foreligger skærpende omstændigheder - uanset de unddragne skatters størrelse afgøres administrativt.

Ved skattesvig kan alle sager, hvor de samlet unddragne skatter tillige med evt. unddraget moms og punktafgifter ikke overstiger 100.000 kr., afgøres administrativt.

A.L.4.4.3 Udtagelse af bødesager

Ved SD's skrivelse af 27. dec. 1977 til de kommunale ligningsmyndigheder er givet retningslinier for udtagelse af sager, hvor der antages at foreligge overtrædelse af SKL § 13. Udtagelsen sker under tilsyn af told- og skatteregionerne.

Ved SD's skrivelse af 28. feb. 1984 og T&S-cirk. 1990-32, er der foretaget justeringer af nogle af de beløbsgrænser, som er afgørende for udtagelse af ansvarssager.

Efter at ændring af ansættelsen har fundet sted indsender kommunen selvangivelsen til told- og skatteregionen bilagt sagsfremstilling og eventuelt revisionsrapport m.v.

I ganske særlige tilfælde, kan det være hensigtsmæssigt at undlade egentlig ændring af skatteansættelserne og i stedet foranledige, at sagen behandles som efterbetalingssag i medfør af SL § 42, jf. skattestyrelsesloven § 17.

Såfremt der i en sag, hvor ansættelsen påklages til Landsskatteretten, må antages at foreligge ansvar efter SKL, skal sagen udtages og indsendes til told- og skatteregionen uden at afvente afgørelse i klagesagen.

I følgende tilfælde sker der ikke udtagelse

1. hvor en forskydningsdifference ikke overstiger eller har oversteget 30.000 kr.,

2. hvor en forskydningsdifference ikke er væsentlig i forhold til den aktiv-/passivmasse, differencen vedrører. Ved "ikke væsentlig" vil man normalt forstå en difference, der er mindre end 10 pct. af den pågældende aktiv-/passivmasse og ikke overstiger 200.000 kr. Området omfatter først og fremmest varelagre, igangværende arbejder, varedebitorer, varekreditorer og forudbetalte omkostninger.

3. hvor der foreligger en difference, der kan konstateres ved en direkte afstemning af selvangivelse og/eller regnskab med oplysninger, der uden opfordring tilgår skattemyndighederne. Se nærmere om disse oplysninger i SD's skrivelse af 27. dec. 1977 til de kommunale ligningsmyndigheder.

Det er told- og skatteregionerne og Københavns og Frederiksberg skattedirektorater der træffer afgørelse om, hvorvidt der i de af ligningsmyndighederne udtagne sager skal rejses bødesag. Told- og skatteregionerne kan på egen hånd og uden ligningsmyndighedernes medvirken udtage sager med henblik på strafansvar. De for ligningsmyndighederne fastsatte regler gælder i så fald også for told- og skatteregionerne.

Om kompetencen til at afslutte bødesager, se T&S-cirk. 1992-8.

A.L.4.4.4 Forsvarerbistand

Der er indført regler om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag. Reglerne findes i lovbekendtgørelse nr. 489 af 19. sept. 1984 samt i bekendtgørelse nr. 500 af 1. okt. 1984 udstedt af Skatteministeriet.

Der er adgang til at begære en forsvarer beskikket, når en sag kan medføre strafansvar for overtrædelse af skattekontrolloven og for visse overtrædelser af kildeskatteloven, sømandsskatteloven, investeringsfonds- og etableringskontoloven.

Forsvarer kan beskikkes, når det efter sagens beskaffenhed, skatteyderens person eller omstændighederne i øvrigt må anses for ønskeligt.

Begæring om beskikkelse af forsvarer kan fremsættes af skatteyderen selv, men også af skattemyndighederne, når særlige forhold foreligger. Det er i alle tilfælde skattemyndighederne, der skal indbringe spørgsmålet for retten.

Forsvareren har som hovedregel adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, skattemyndighederne har tilvejebragt til brug for den administrative straffesag.

Såfremt skatteyderen findes skyldig, har denne pligt til at erstatte det offentlige udgifterne til vederlaget til den beskikkede forsvarer.

Skatteyderen skal skriftligt vejledes om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, om forsvarerens beføjelser og om betalingen af forsvarerens vederlag.

Statsskattedirektoratet har udarbejdet en vejledning vedrørende forsvarerbeskikkelser i administrative skattesager, dec. 1984, til amtsskatteinspektoraterne samt Københavns og Frederiksberg skattedirektorater.

Stor vejledning 1992

§ 21. Det drejer sig blandt andet om bestyrelseshonorarer og lignende, pensionsudbetalinger, skattepligtige bistandsydelser, arbejdsløshedsunderstøttelser, efterløn, sygedagpenge, løbende ydelser fra ulykkesforsikringer, visse ydelser vedr. arbejdstilbud til ledige, voksenuddannelsesstøtte, stipendier, indkomstskattepligtige udbetalinger fra frigørelseskonto eller frigørelsesforsikring vedrørende afgift af renter af forbrugslån, andele af udbytte af fiskeri med mindre visse betingelser er opfyldt, arbejdsudleje, vederlag til personer omfattet af KSL § 43, stk. 2, litra i.

* Den skattepligtige del af jubilæumsgratiale mv. og fratrædelsesgodtgørelse jf. LL § 7 w er oplysningspligtig sammen med den øvrige indtægt. *

A.L.2.1.2 B-indkomst

Oplysningspligten efter SKL § 7, stk. 1, nr. 3, omfatter B-indkomst, der erlægges for personlige arbejds- eller tjenesteydelser uden for ansættelsesforhold, og særlig indkomst. Oplysningspligten omfatter alle former for honorarer for personlige arbejds- eller tjenesteydelser, der i henhold til merværdiafgiftsloven ikke skal belægges med moms. Dette betyder i praksis, at der er oplysningspligt, hvis afregningen til modtageren sker uden moms. Det vil i første omgang være ydelser, der i henhold til momslovens § 2, stk. 3, er undtaget fra momspligten, bortset fra vederlag for personbefordring og leje, bortforpagtning og administration af fast ejendom. Derudover kan der blive tale om oplysningspligt vedrørende vederlag for normalt momsbelagte ydelser, men hvor regningen er udskrevet uden moms, da ydelsen er leveret af en person, hvis erhvervsmæssige omsætning ikke overstiger 10.000 kr. årligt, og derfor ikke er registreringspligtig efter momsloven. Det kan eksempelvis dreje sig om ydelser fra tolke, tegnere, fotografer mv.

Oplysningspligten er begrænset til betaling for arbejds- eller tjenesteydelser, der ikke er belagt med moms, men omfatter ikke momsfritagede varer, f.eks. tandproteser, jf. bek. nr. 644 af 20. okt. 1988.

Der vil herefter være oplysningspligt for et vederlag, når der betales for en ydelse, der er baseret på en aftale mellem udbetaleren og beløbsmodtageren, herunder også når ydelsen leveres til tredjemand. Aftalen kan være direkte mellem de nævnte parter eller i form af en overenskomst, f.eks. mellem det offentlige og en organisation, hvis medlemmer forpligtes til at levere ydelser omfattet af overenskomsten.

Efter denne afgrænsning vil der være oplysningspligt på hovedparten af de ydelser, der udbetales efter sygesikringsloven.

I tilfælde, hvor en kommune i første omgang lægger et beløb ud og siden får det refunderet af den amtskommunale sygesikring, vil oplysningspligten påhvile sidstnævnte.

Oplysningspligten vedrører alene de faktisk afholdte udgifter, og der skal derfor ikke indberettes om den andel, som en patient selv må afholde.

Dernæst vil der være oplysningspligt for alle ydelser, hvor en institution eller offentlig myndighed rekvirerer en ydelse og er forpligtet til at afholde udgiften herfor. Dette gælder således betaling af attester (f.eks. i dagpenge- eller pensionssager), betaling for ydelser efter børnetandplejeloven, eller f.eks. et plejehjems betaling for lægebesøg eller fodplejeydelser til beboerne. Oplysningspligten er uafhængig af, om modtageren af ydelsen lægger beløbet ud og siden får det refunderet.

Ydelser udbetalt i henhold til bistandsloven eller som personlige tillæg i henhold til pensionslovgivningen (debiteres klientens konto), vil som hovedregel ikke være omfattet af oplysningspligten. Dette gælder f.eks. ydelser udbetalt i henhold til bistandslovens § 46 (hjælp i særlige tilfælde). Der vil ikke være oplysningspligt, uanset om beløbet udbetales til klienten selv eller eventuelt direkte til f.eks. læger m.v.

Betingelsen om, at der skal være tale om personlige arbejds- eller tjenesteydelser, medfører, at oplysningspligten ikke omfatter tilfælde, hvor vederlag for det udførte arbejde udbetales til et A/S eller ApS som selskabets indkomst.

Udføres arbejdet derimod af enkeltmandsvirksomhed eller f.eks. et interessentskab, vil der være oplysningspligt. Dette vil også være tilfældet, selv om der i vederlaget indgår betaling til lønnet medhjælp.

For B-indkomstmodtagere gælder, at der er fuld oplysningspligt for beløb, der er ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse til f.eks. rejse, befordring og ophold. Til modtagere af B-indkomst kan der således ikke udbetales skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, idet modtagerne ikke er omfattet af bestemmelsen i LL § 9, stk. 5 og stk. 6.

A.L.2.1.3 Immaterielle rettigheder

Ifølge SKL § 7, stk. 1, nr. 4, er der oplysningspligt for vederlag ("royalties") for udnyttelse af visse immaterielle rettigheder, herunder ophavsrettigheder samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person.

Oplysningspligten er uafhængig af, om vederlaget erlægges som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle, og gælder uanset om der skal svares moms af beløbet eller ej. Det er ligeledes uden betydning, om indkomstmodtageren er en fysisk eller juridisk person, herunder også udenlandske personer og selskaber.

Oplysningspligten for royalties for ophavsrettigheder vil ud over anvendelse af litteratur, musik, film, video og TV, tillige omfatte reklame, design og edb-programmer mv.

Oplysningspligten omfatter endvidere royalties for anvendelse af eller retten til at anvende - men ikke køb af - ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller som vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer, det såkaldte know-how.

Oplysningspligten omfatter derimod ikke vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Udgifter ved leje (leasing) af sådant udstyr er heller ikke omfattet af oplysningspligten.

A.L.2.1.4 Lønmodtagere bosat uden for Danmark

Oplysningspligten efter SKL § 7, stk. 1, nr. 5, omfatter løn mv., som en dansk arbejdsgiver udbetaler til en i udlandet bosiddende lønmodtager, som ikke er skattepligtig i Danmark. Udbetalingerne må indgå i det almindelige lønregnskab og medtages på oplysningssedlerne. Udføres arbejdet i Danmark skal beløbet indberettes efter nr. 1.

A.L.2.1.5 B-indkomst for ikke-skattepligtige i Danmark

Bestemmelsen i SKL § 7, stk. 1, nr. 6, omfatter principielt samme indkomstarter og personkreds som i nr. 3, blot er modtageren ikke skattepligtig her i landet. Vederlaget må desuden ikke være erhvervet ved selvstændig virksomhed. Medens der således ikke vil være oplysningspligt for vederlag til udenlandske, selvstændige håndværkere, vil der være oplysningspligt for vederlag til f.eks. fotomodeller, kunstnere, foredragsholdere, tolke, sportsudøvere, konsulenter, fotografer mv., når de ikke er selvstændige erhvervsdrivende.

A.L.2.1.6 Tillæg til løn

Efter SKL § 7, stk. 4, er der oplysningspligt for den, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold har stillet automobil, bolig eller telefon uden for arbejdsstedet til rådighed, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor. Andre tilsvarende ydelser kan oplyses.

A.L.2.1.7 Underretningspligt

Efter SKL § 7, stk. 8, skal den oplysningspligtige inden 1. feb. underrette indkomstmodtageren eller dennes dødsbo om de afgivne oplysninger.

A.L.2.1.8 Indberetningsform

Afgivelse af oplysningerne foretages på maskinlæsbart medium, jf. vejledning vedrørende Told- og Skattestyrelsens edb-ordning for arbejdsgivere m.fl.

I stedet for indberetning på maskinlæsbart medium, kan den indberetningspligtige vælge at afgive oplysningerne på særlige blanketter (oplysningsseddel S 74 og redegørelse S 73). Blanketterne kan rekvireres hos told- og skatteregionerne.

Oplysningsseddel S 74 og redegørelse S 73 skal indsendes til told- og skatteregionen.

Frist

Fristen for indberetning af oplysninger både på maskinlæsbart medium og for oplysningsseddel S 74 og redegørelse S 73 er den 20. jan. 1993, jf. SKL § 9 A.

Afgives oplysningerne på maskinlæsbart medium skal S 73 ikke indsendes med mindre virksomheden har forskudt regnskabsår.

Virksomheden kan endvidere, hvis oplysningerne indsendes på edb-medium - efter aftale med told- og skatteregionen - meddele lønoplysninger mv. til de ansatte på anden måde end ved kopi af blanket S 74.

Ophører en virksomhed, der har foretaget oplysningspligtige udbetalinger eller godskrivninger, skal virksomheden senest 10 dage efter sidste udbetaling, til told- og skatteregionen indsende oplysninger for den forløbne del af kalenderåret.

A.L.2.1.9 Konkursboer

Konkursboer og tilsynet i betalingsstandsede virksomheder er ikke omfattet af oplysningspligten for lønninger mv. udbetalt inden konkursen eller i tilsynsperioden. Konkursboet kan afkræves disse oplysninger for tiden forud for konkursen i medfør af SKL § 8 D, i det omfang det er muligt for konkursboet at meddele oplysningerne på grundlag af det foreliggende regnskabsmateriale. Såfremt disse oplysninger fordres i medfør af SKL § 8 D, anses konkursboet ikke for pligtig til at benytte de udsendte blanketter (Skd. 52.43).

A.L.2.1.10 Idrætsklubber

Idrætsklubber er fritaget for at indsende oplysningssedler om udbetalte vederlag til dommere, såfremt vederlagene ikke overstiger 90 kr. pr. kamp. Idrætsforeninger og andre foreninger med fritidsaktiviteter som formål er ikke pligtige at indsende oplysningssedler i tilfælde, hvor der udbetales omkostningsgodtgørelse til personer, der i øvrigt er ulønnede. Om begrebet omkostningsgodtgørelse og om udbetalinger til lønnede personer henvises til SD-cirk.1987-12.

A.L.2.2 Uddelinger fra fonde og foreninger

Ifølge SKL § 7 B er der for bestyrelser for skattepligtige fonde og foreninger pligt til uden opfordring at give oplysning om det foregående kalenderårs samlede uddeling, samt hvem der har modtaget uddelinger i form af legater, understøttelse og andre ydelser, herunder naturalydelser.

For flerårlige uddelinger kan fonden m.v. vælge at oplyse uddelingen for det år, hvor modtageren bliver skattepligtig af beløbet, dog således at fondens fradragstidspunkt udskydes tilsvarende. Uddelinger i form af brugsrettigheder skal oplyses for det år, hvor brugsrettigheden kan udnyttes.

Fritagelse for oplysningspligt

Der er ikke oplysningspligt for skattefri uddelinger, jf. bek. nr. 842 af 9. okt. 1992, § 9. Følgende uddelinger anses for skattefri, jf. Skat 1988.12.721, og er dermed ikke omfattet af oplysningspligten

1. Uddelinger til personer

a. Uddelinger under 5.000 kr. pr. modtager fra en fond eller forening, som efter LL § 7 z er godkendt af socialministeren, og hvis formål er at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde. De godkendte fonde mv. fremgår af Socialministeriets cirkulære af 25. feb. 1991. Hvis uddelingen inden for et kalenderår overstiger 5.000 kr., skal det overskydende beløb oplyses.

b. Uddelinger, der efter øvrige bestemmelser i LL § 7 er skattefri for modtageren.

c. Legater til studierejser i udlandet, der ydes til dækning af rejse- og opholdsudgifter, og videnskabelige arbejder, og som kan anses for medgået til dækning af de nævnte udgifter, jf. LL § 7 K og T&S-cirk. 1992-7. Om betingelserne i øvrigt for at uddelingen kan anses for skattefri, og dermed undtaget fra oplysningspligten, henvises til afsnit A.B.7.

d. Uddelinger til personer, bosiddende i udlandet, der ikke er skattepligtige efter KSL § 1 eller § 2.

2. Uddelinger til juridiske personer (selskaber m.v.)

a. Uddelinger til foreninger m.v. omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6, indkøbsforeninger omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 3 a, produktions- og salgsforeninger omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 4, indkøbs- og hovedforeninger omfattet af SSL § 1, stk. 2, 2. pkt., samt arbejdsmarkedssammenslutninger omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 3.

b. Uddelinger til selskaber, der er begrænset skattepligtige efter SSL § 2, medmindre uddelingen f.eks. tilgår et selskab eller en forening med et fast driftssted i Danmark, jf. SSL § 2, stk. 1, litra a.

c. Institutioner undtaget fra skattepligt efter SSL § 3, stk. 1.

Hvis der er tvivl om oplysningspligten, og fonden eller foreningen således er usikker på, om modtageren er skattepligtig af uddelingen, skal der indsendes oplysningsseddel om den foretagne uddeling.

A.L.2.3 Pensionsordninger

SKL §§ 8 B, 8 E og 8 F

Reglerne om oplysningspligt i forbindelse med pensionsordninger omfattet af PL, afsnit 1 og 2, findes i SKL §§ 8 B, E og F.

Reglerne er delt op på den måde, at § 8 B handler om forsikringsselskabers oplysningspligt, § 8 E om arbejdsgiveres oplysningspligt og § 8 F om oplysningspligt for banker, sparekasser m.v., som forvalter pensionsordninger.

Der henvises til bek. nr. 842 af 9. okt. 1992 §§ 10-24 (nedenfor benævnt bek.), og skd-cirk. nr. 24 af 16. dec. 1986 om PL, punkterne 201-204.

A.L.2.3.1 Forsikringsselskabers oplysningspligt, SKL § 8 B

I det omfang indbetalingerne ikke er sket som led i et ansættelsesforhold skal forsikringsselskabet uden opfordring indberette samtlige forfaldne præmier og bidrag i det forløbne kalenderår. Indberetningen skal desuden indeholde oplysninger til identifikation af forsikringstager. Indberetning skal ske til Told- og Skattestyrelsen inden 20. jan. 1993, jf. SKL § 9 A.

Undtaget fra indberetningspligten er bidrag m.v. til livsforsikringer, der ikke er afgiftspligtige. Herunder hører gruppelivsforsikringer, der kun kommer til udbetaling, hvis forsikrede dør eller bliver invalid inden forsikringens udløbstidspunkt (ophørende gruppelivsforsikringer). Afgiftspligtige (livsvarige) gruppelivsforsikringer er også undtaget fra indberetningspligten, hvis det årlige bidrag fra den enkelte deltager ikke overstiger 100 kr., jf. skd.cirk. nr. 24 af 16. dec. 1986, pkt. 187.

I forbindelse med skattepligtige udbetalinger fra livsforsikringsselskaber skal der uden opfordring gives meddelelse om disse samt om skattepligtig rentetilvækst på rateforsikring, jf. PL § 53, i det omfang de ikke henregnes til A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2, jf. bek. § 17.

Indberetningen skal ske inden den 20. jan. 1993, jf. SKL § 9 A til skattemyndigheden på forsikringsselskabets hjemsted og skal udover oplysninger om udbetalinger mv. indeholde oplysninger til identifikation af forsikringstageren, jf. bek. § 17, stk. 2.

Pensionskasser og andre som udbetaler pensioner er undergivet samme oplysningspligt herom som forsikringsselskaber, jf. SKL § 8 B, stk. 2 indberetningsfristen i.h.t. SKL § 9 A har først virkning for kalenderåret 1993 og senere år.

A.L.2.3.2 Oplysningspligt for banker, sparekasser mv., som forvalter pensionsordninger, SKL § 8 F

I forbindelse med indbetalinger skal der hvert år indberettes om samtlige forfaldne bidrag og kapitalindskud i det forløbne kalenderår i det omfang, indbetalingerne ikke er foretaget som led i et ansættelsesforhold.

Indberetningen skal ske til Told- og Skattestyrelsen inden 20. jan. og indeholde oplysninger til identifikation af kontohaveren, jf. SKL § 9 A.

Der skal desuden ske indberetning af udbetalinger fra opsparinger i pensionsøjemed, jf. PL §§ 25, 27 og 28, og fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateopsparinger og -forsikringer i pensionsøjemed og fra indeksordninger, jf. PL § 29 og SKL § 8 F, stk. 1, nr. 5.

Endelig skal ændringer, som medfører afgiftspligt, jf. PL §§ 30-31, i det omfang de er pengeinstituttet bekendt, indberettes, jf. SKL § 8 F, stk. 1, nr. 6.

Også her skal der gives oplysninger til identifikation af kontohaver.

A.L.2.3.3 Fælles regler for forsikringsselskaber, banker og sparekasser mv., SKL §§ 8 B og F

Der skal indberettes om pensionsordningens nærmere indhold og eventuelle ændringer heri, jf. § 8 B, stk. 1, nr. 1, og § 8 F, stk. 1, nr. 1, og bek. § 10. Er der tale om forskellige pensionstyper i samme pensionsordning, skal der oplyses om deres forskellige indhold og om fordelingen af ind- og udbetalinger, jf. § 8 B, stk. 3. Forsikringsselskaber, banker og sparekasser mv. skal give ejeren af pensionsordningen meddelelse om, hvilke oplysninger man har meddelt skattemyndighederne, jf. § 8 B, stk. 6, § 8 F, stk. 4, og bek. § 18.

A.L.2.3.4 Arbejdsgivers oplysningspligt, SKL § 8 E

Arbejdsgiveren skal i forbindelse med opfyldelse af sin oplysningspligt om udbetalt løn uden opfordring give skattemyndighederne oplysning om indbetalinger til en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, som er foretaget af denne for arbejdstageren, jf. bek. nr. 743 af 17. okt. 1986, § 27, der først ophæves med virkning for indberetningen af oplysninger vedrørende kalenderåret 1993 og senere år.

Der skal også gives oplysning om pensionsordningens indhold samt om eventuelle ændringer heri.

A.L.2.3.5 Anparter

Ved anpartsindgrebet, lov nr. 388 af 7. juni 1989, blev der indsat en ny paragraf, SKL § 8 S. Iflg. denne bestemmelse skal administratoren af anparterne hvert år uden opfordring indberette følgende til skattemyndighederne fra det fælles skatteregnskab: Ejernes andel af virksomhedens skattepligtige indkomst og formue, ejerandel og ejerperiode, samt identifikationsoplysninger. Indberetningen skal meddeles både skattemyndighederne og ejerne inden den 15. april i året efter det år, som oplysningerne vedrører.

Bestemmelserne i SKL § 8 K, 8 L og 8 M, gælder også for oplysningspligten efter § 8 S.

A.L.2.4 Rentekontrolordningen

Der er oplysningspligt for renter af indestående beløb og renter af udlån i pengeinstitutter mv. og for obligationsrenter mv. Reglerne kan sammenfattes således

1. Pligt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensionskasser, forsikringsselskaber m.v. til at anmelde sig til et af Told- og Skattestyrelsen oprettet register over oplysningspligtige, jf. SKL § 8 L og bek. nr. 842 af 9. okt. 1992 om indberetningspligten mv. efter skattekontrolloven.

2. Pligt for kontohavere, låntagere og obligationsejere til at give identifikationsoplysninger til pengeinstitutter mv., jf. SKL §§ 8 J, 8 R, 10 A og 10 B, og bek. nr. 842 af 9. okt. 1992.

3. Pligt for pengeinstitutter m.v. til årligt at indberette

a. Renter af indskud og størrelse af indestående, SKL § 8 H.

b. Tilskrevne eller forfaldne renter, gældens størrelse og kursværdien heraf, jf. SKL § 8 P. Bestemmelsen i SKL § 8 P, stk. 1 og 8 P, stk. 2, 3. pkt. har virkning for indberetning af oplysninger vedrørende kalenderåret 1993 og senere år, hvorimod bestemmelsen i § 8 P, stk. 6 har virkning for kalenderåret 1992 og senere år.

c. Størrelsen af skattepligtige udlodninger fra realkreditinstitutters reservefonde, for så vidt udlodningen skal indtægtsføres af modtageren i udbetalingsåret, jf. § 8 P, stk. 6.

d. Indløsning af rentekuponer eller tilskrivning af renter vedrørende obligationer, SKL § 10 A.

e. Overdragelse af obligationer og rentekuponer, SKL § 10 B, stk. 1.

Statsskattedirektoratet har i sept. 1988 udsendt vejledningen "Rentekontrolordningen".

A.L.2.4.1 Renter af indskud

Pligten til at indsende oplysninger om renter af indskud samt størrelsen af indestående påhviler banker, sparekasser, andelskasser, postgirokontoret, overformynderiet, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager indskud til forrentning, jf. SKL § 8 H, jf. bekendtgørelse nr. 842 af 9. okt. 1992. Kredsen af oplysningspligtige i SKL § 8 H, stk. 1, 1. pkt., er beskrevet med en eksemplifikation, og hovedkriteriet er, at vedkommende modtager indskud til forrentning.

Afgrænsningen af oplysningspligtige vil normalt ikke give anledning til tvivl. Der er typisk tale om, at forrentningen af indskud er et led i den pågældendes sædvanlige erhvervsvirksomhed. Et konkursbo er ikke omfattet af oplysningspligten.

Advokater er kun omfattet af oplysningspligten såfremt de selv (for egen regning) forrenter klienternes midler. Sker forrentningen på den måde, at advokaten formidler en renteudbetaling fra et pengeinstitut eller fra en vekselerer til klienten, er pengeinstituttet eller vekselereren oplysningspligtig. Statsskattedirektoratet har accepteret en ordning, hvorefter klientkonti kan oprettes i pengeinstitutter i advokatens navn med vedtegning om navn på en klient og angivelse af klientens cpr.nummer, således at pengeinstitutterne påtager sig at foretage renteberegning og renteindberetning til skattemyndighederne. Om vilkårene for ordningen henvises til ADVOKATEN nr. 23/1983, side 435-36.

Af forarbejderne til ændringsloven fremgår det, at der med ordene i § 8 H, stk. 1, 1. pkt. "andre, der modtager indskud til forrentning" er tænkt på spareklubber, interessekontorer og lignende, som forrenter medlemmernes indskud på samme måde som f.eks. en sparekasse.

Udenfor ordningen falder bl.a. forrentning af forretningsmellemværender, selvom saldoen over længere perioder er i kundens favør. Skattedepartementet har dog anset et sådant forretningsmellemværende for omfattet af indberetningsordningen efter at det var oplyst, at der på en mellemregningskonto af kunderne kunne foretages indbetaling af indskud til forrentning.

Rentetilskrivningen på konto for mellemværender mellem et selskab og dets datterselskab og mellem selskabet og dette selskabs hovedaktionær er ikke omfattet af oplysningspligten i SKL § 8 H.

Udenfor oplysningspligten falder endvidere en arbejdsgivers forrentning af ansattes indeståender på lønkonti. Told- og Skattestyrelsen har dog på dette område statueret oplysningspligt i et tilfælde, hvor arbejdstageren tillige havde mulighed for at foretage egentligt indskud på lønkontoen.

Også hævede konti

Oplysningspligten omfatter ifølge SKL § 8 H, stk. 3, også konti, som ophæves i løbet af året.

Meddelelse om cpr-/SE-nr.

Skattemyndighederne kan i medfør af SKL § 8 K underrette de oplysningspligtige om en kontohavers eller en låntagers cpr.nr. eller SE-nr. Den samme mulighed findes i forbindelse med rentekuponer og ved køb af obligationer og rentekuponer, jf. SKL § 10 D. CPR.nr. skal dog først søges indhentet hos den pågældende skatteyder selv.

Den oplysningspligtige er forpligtet til at registrere disse oplysninger, skd. 63.343.

Fritagelse for oplysningspligten

Når praktiske forhold taler derfor, og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan told- og skatteregionerne i medfør af SKL § 8 H, stk. 4, fritage for eller lempe indberetningspligten for enkelte grupper af oplysningspligtige eller for visse kontoarter. Bemyndigelsen til at fritage for indberetning har hidtil været anvendt i tilfælde, hvor renteindtægterne er fritaget for beskatning, eller hvor værdien af en skattekontrol ikke kunne anses for at stå i rimeligt forhold til den administrative byrde, der pålægges en oplysningspligtig, hvis kravet om indberetning blev fastholdt.

Renter og saldi på visse af de såkaldte skattebegunstigede konti er undtaget fra indberetningspligten. Det drejer sig om rateopsparingskonti, kapitalpensionskonti, selvpensioneringskonti, indekskonti og børneopsparingskonti.

A.L.2.4.2 Renter af udlån

Tilmeldings- og indberetningspligten vedrørende udlån omfatter banker, sparekasser, andelskasser, Hypotekbanken, statens uddannelsesstøtte, kommuner, realkreditinstitutter, reallåne- og kreditfonde, skibskreditfonden, pensionskasser, forsikringsselskaber, vekselerere, børsmæglerselskaber, bankierer og advokater, der som led i deres virksomhed yder eller formidler udlån mod forrentning, jf. SKL § 8 P. Herudover påhviler indberetningspligten kortudstedere omfattet af lov om betalingskort mv., kreditinstitutter omfattet af lov om visse kreditinstitutter samt virksomheder omfattet af lov om visse spare- og udlånsvirksomheder, jf. bek.nr. 780 af 30. nov. 1991.

I lov nr. 671 af 3. nov. 1988 er det bestemt, at oplysningspligten fra og med 1989 også omfatter finansieringsselskaber, hvis primære formål er at yde eller formidle udlån mod forrentning, samt kommunerne. Ved bek.nr. 573 af 25. aug. 1989 er det bestemt, at oplysningspligten for kommunerne ikke omfatter renter, der i medfør af LL § 17 A ikke kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen.

Som tilfældet er for indskud, er visse nærmere angivne udlån hos de oplysningspligtige dog undtaget fra registrerings- og indberetningspligt, jf. nedenfor. Endvidere gælder det, at virksomheder, der foretager udlån mod forrentning, men som ikke direkte er nævnt ovenfor, ikke er omfattet af indberetningspligten.

* I henhold til lov nr. 347 af 14. maj 1992 er ovennævnte bestemmelser ændret, SKL § 8 P, stk. 1, er nu affattet således: "Den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån mod forrentning til personer, skal til brug for skatteligningen foretage årlige indberetninger til de statslige told- og skattemyndigheder herom" men har denne udformning virkning for indberetning af oplysninger vedrørende kalenderåret 1993 og senere år, jf. A.L.2.4. *

Indberetningspligt for pengeinstitutter

Registrerings- og indberetningspligten for pengeinstitutter omfatter som udgangspunkt følgende udlån, hvor betegnelsen i parentes henviser til bekendtgørelse om pengeinstitutters regnskabsaflæggelse mv.

a. Uopsigelige pantebreve til fast rente (aktivpost 6).

b. Udlånskonti med adgang til variabel udnyttelse (aktivpost 8.1).

c. Byggelån (aktivpost 8.3).

d. Prioritetslån (aktivpost 8.4).

e. Øvrige lån (aktivpost 8.5).

Saldoen ved årets udgang er bestemmende for, om der foreligger et udlån eller et indskud.

Renter og gæld vedrørende konti i udenlandsk mønt indberettes i kroner og øre efter kursen på henholdsvis debiteringstidspunktet og ved årets udgang.

Indberetningspligten omfatter således udlån i form af uopsigelige pantebreve til fast rente. Endvidere udlån i form af øvrige pantebreve, herunder pantebreve udstedt til eller tiltransporteret pengeinstituttet, samt andre

udlån, hvor lånet er baseret på andet pant i debitors faste ejendom (ejerpantebrev, skadesløsbrev).

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsen om bankers og sparekassers regnskabsaflæggelse mv.

Det bemærkes, at der ikke må foretages indberetning af renteudgifter og gæld vedrørende udlån i form af veksler (aktivpost 8.2). Disse konti er således fritaget for registrerings- og indberetningspligt.

Indberetningspligt for andre

For realkreditinstitutter omfatter registrerings- og indberetningspligten samtlige de af realkreditinstitutterne ydede eller formidlede udlån.

For kortudstedere omfatter registrerings- og indberetningspligten de udlånsforhold, der er omfattet af betalingskortloven, og hvor der kan påløbe renter eller morarenter.

For øvrige indberetningspligtige omfatter registrerings- og indberetningspligten samtlige udlånskonti og udlån, der kan sidestilles hermed, såfremt der kan påløbe renter eller morarenter.

A.L.2.4.3 Indløsning af rentekuponer

Reglerne om oplysningspligt vedrørende obligationer er fastsat i SKL §§ 10 A-10 E. Ved § 10 A er det pålagt offentlige kasser, realkreditinstitutioner, værdipapircentralen, aktieselskaber, banker, sparekasser, andelskasser, vekselerere og andre, som indløser rentekuponer vedrørende obligationer, pligt til uden opfordring at tilsende skattemyndighederne oplysninger herom. Denne oplysningspligt omfatter også renter af medarbejderobligationer. De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 842 af 9. okt. 1992.

Oplysningspligten gælder for både danske og udenlandske obligationer og uanset om indløsningen sker "over skranken", via depot i et pengeinstitut eller hos en vekselerer, eller via et obligationsudstedende institut eller et realkreditinstitut.

Rentekuponer vedrørende obligationer tilhørende banker, sparekasser, forsikringsselskaber og anerkendte arbejdsløshedskasser er fritaget for indberetning. Det samme gælder kuponer, der modtages fra andre oplysningspligtige og kuponer vedrørende obligationer anbragt i en opsparing i pensionsøjemed. Under forudsætning af, at obligationerne er deponeret eller indskrevet, kan indberetning undlades, når kuponindløsningen vedrører obligationer tilhørende udlændinge og en række institutioner nævnt i SSL § 3, stk. 1.

Fritagelse for oplysningspligten

Når praktiske forhold taler derfor og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan told- og skatteregionerne ifølge SKL § 10 C, 2. pkt. fritage for eller lempe oplysningspligten for enkelte eller grupper af oplysningspligtige eller for enkelte grupper af obligationsejere.

KTAS er således indrømmet fritagelse for oplysningspligt efter §§ 10 A og 10 B for så vidt angår udbetaling af renter af abonnementobligationer for perioden fra udstedelsesdagen til første rentetermin.

A.L.2.4.4 Køb og salg af obligationer og rentekuponer

A.L.2.4.5 Fritagelse for oplysningspligten

Efter SKL § 10 B, jf. bekendtgørelse nr. 780 af 30. nov. 1991, om skattemæssig kontrol med renter mv., påhviler oplysningspligten alle, der erhvervsmæssigt overdrager obligationer eller rentekuponer, og uanset om der er tale om danske eller udenlandske obligationer. Oplysningspligten kan pålægges såvel formidleren af sådanne handler som overdrager eller erhverver.

Der gælder en særlig oplysningspligt i forbindelse med private handler med obligationer og rentekuponer samt ved formidling af sådanne handler. Parterne i en privat handel skal ikke af den grund tilmelde sig registret over oplysningspligtige, men handlen skal indberettes på en særskilt blanket, som kan rekvireres hos skattemyndighederne (R 171).

Oplysningspligten gælder alle obligationer, herunder statsgældsbeviser.

Oplysningspligten iflg. SKL § 10 B er med virkning fra 1. april 1990 udvidet til også at omfatte obligationer uden pålydende rente.

Oplysningspligten omfatter tillige oplysninger til identifikation af obligationer, der den 1. april 1990 eller senere er udstedt uden pålydende rente, når erhververen er en person, og obligationerne er noteret på Københavns Fondsbørs.

Med overdragelse sidestilles overgang ved arv eller gave. Dødsboer er omfattet af oplysningspligten og skal således oplyse om salg eller arveudlæg af obligationer. Kun overdragelse til eje, men ikke til sikkerhed, er omfattet af oplysningspligten.

Overdragelse mellem registrerede oplysningspligtige, overdragelse til en registreret oplysningspligtig af udtrukne obligationer med henblik på indfrielse, overdragelse mellem registrerede oplysningspligtige og skattefri institutioner, som er nævnt i SSL § 3, stk. 1, samt overdragelse mellem registrerede oplysningspligtige og forsikringsselskaber eller anerkendte arbejdsløshedskasser er fritaget for oplysningspligt. Det samme gælder overdragelse til og fra obligationsbeholdninger, der er anbragt i en opsparing i pensionsøjemed, når en registreret oplysningspligtig er part i overdragelsen, jf. bekendtgørelse nr. 842 af 9. okt. 1992.

En bank, der udbød egne obligationer til nytegning i perioden 10.-24. sept. 1981, fandt at dette forhold ikke var omfattet af oplysningspligten i medfør af SKL bestemmelser om overdragelse af obligationer. De pågældende obligationer udstedtes den 1. okt. 1981 fra hvilken dato de forrentedes, hvorfor der ikke ville opstå rentekrav knyttet til obligationerne, idet den første rentekupon forfaldt 1. april 1982.

Skattedepartementet fandt, at nytegningen var omfattet af oplysningspligten i SKL § 10 A-10 B, men efter omstændighederne fritog man banken for oplysningspligten vedrørende nytegning i den anførte periode.

A.L.2.4.6 Indskud mv. i udenlandske pengeinstitutter

Industriministeriet har den 31. aug. 1988 udstedt en valutabekendtgørelse, bkg. nr. 522, som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 16. aug. 1990.

Det er herefter muligt for alle at foretage indskud i udenlandske pengeinstitutter. Tilsvarende vil det på visse nærmere angivne betingelser være muligt at erhverve udenlandske værdipapirer, samt at tegne livs- og pensionsforsikringer hos forsikringsselskaber i udlandet.

I nævnte bekendtgørelse er anført de nærmere regler, der skal overholdes ved de nævnte transaktioner. Opmærksomheden henledes særligt på bekendtgørelsens §§ 9 og 10 (indskudskonti og indskudsbeviser), § 11 (udenlandske værdipapirer, danske obligationer og andre massegældsbreve) og § 12 (livs- og pensionsforsikringer).

A.L.2.5 Kontingenter til faglige foreninger

Indbetaling til arbejdsløshedskasser

Fra og med indkomståret 1991 er der pålagt faglige foreninger pligt til, hvert år at indberette til skattemyndighederne om de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer, herunder oplysninger til identifikation med cpr.-nummer af den enkelte indbetaler. Indberetning skal foretages inden 20. jan.

Den, hvorom indberetning skal foretages er pligtig at oplyse den indberetningspligtige om sin identitet, jf. SKL § 8 T, jf. § 13 i bek.nr. 842 af 9. okt. 1992. Den indberetningspligtige skal inden den 1. feb. i indberetningsåret underrette det enkelte medlem om de til skattemyndighederne indberettede oplysninger.

Samme pligt er pålagt arbejdsløshedskasser, der er godkendt i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring. SKL § 8 U.

Om fradrag i henhold til LL § 13 vedr. kontingenter mv. se afsnit A.F.1.16.

A.L.3 Oplysningspligt efter opfordring

A.L.3.1 Regnskabsmateriale mv.

SKL § 6

Enhver skatteyder, som er bogføringspligtig efter bogføringsloven eller som er pålagt regnskabspligt efter SKL § 3, stk. 1, skal vedlægge selvangivelsen et årsregnskab, der opfylder de i bekendtgørelse nr. 141 af 26. feb. 1992 stillede skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet.

Ifølge SKL § 6, stk. 1, har erhvervsdrivende, der fører regnskab, pligt til på begæring at indsende regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår. Samme pligt påhviler selskaber, foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ikke og uanset om de er skattepligtige eller ej.

Udover det egentlige regnskabsmateriale med bilag kan også kræves indsendt "andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelse af skattepligt." Som eksempler på sådanne dokumenter nævner bemærkningerne til lovforslaget "korrespondance, kontrakter, revisionsbemærkninger og kalkulationer". Opregningen er således ikke udtømmende. Også bilagsmateriale, der ikke er det direkte grundlag for posteringerne i bogholderiet, men som kan tjene til at dokumentere eller sandsynliggøre disse, kan kræves indsendt.

Skattemyndighederne anses således for berettiget til at forlange aktionær-/anpartshaveroverenskomster udleveret til gennemsyn, ligesom selskabets revisionsprotokoller også anses for at være "andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt."

Aktionær- og anpartshaverfortegnelser anses ligeledes for "andre dokumenter", og skattemyndighederne er - uanset den automatiske oplysningspligt, jf. § 8 D, stk.4 - berettiget til at kræve disse fortegnelser udleveret.

Med hensyn til bestyrelsens forhandlingsprotokol må spørgsmålet alt efter omstændighederne antages i almindelighed at kunne løses ved, at myndighederne forsynes med en bekræftet udskrift af forhandlingsprotokollen vedrørende punkter af betydning for skatteligningen, jf. § 8 D.

Udenlandsk regnskabsmateriale mv.

Pligten efter § 6, stk. 1, gælder også for virksomhed i udlandet og på Færøerne eller i Grønland og påhviler såvel fuldt som begrænset skattepligtige, jf. SKL § 6, stk. 2.

"Bilag"

Ved "bilag", herunder originalbilag, forstås i praksis de dokumenter, hvorefter de enkelte grundposteringer foretages i selve bogholderiet. De til grund for en håndværksmesters salgsfakturaer foreliggende opgørelser over anvendt arbejdstid i form af ugesedler, timesedler eller lignende og opgørelse over anvendt materiale i form af rekvisitioner, følgesedler eller lignende skal således indsendes på begæring.

Opbevares regnskabsmaterialet på mikrofilm, elektronisk medie eller anden lignende måde, kan en offentlig myndighed, i det omfang den er berettiget til at kræve oplysninger om en virksomheds bogføring, forlange, at den bogføringspligtige vederlagsfrit stiller alt, hvad der er nødvendigt til fremfinding og læsning af regnskabsmaterialet til disposition. Endvidere kan myndigheden forlange, at læsbare aftryk af regnskabsmaterialet leveres uden vederlag, jf. Industriministeriets bekendtgørelse nr. 598 af 21. aug. 1990. I sådanne tilfælde må en undersøgelse af regnskabsmaterialet normalt foretages på stedet, jf. SKL § 6, stk. 4.

Krydsrevision

Materialet kan kræves indsendt, hvis det har betydning for "skatteligningen". Med anvendelsen af ordet "skatteligning" er tilsigtet at fjerne den tvivl der har været om, hvorvidt de skattelignende myndigheder har adgang til at bruge de oplysninger, som fremkommer ved gennemgangen af indhentet regnskabsmateriale mv., ved kontrollen med andre skatteyderes skatteansættelse. Udover at give hjemmel for at kræve dokumentation af grundlaget for en skatteyders egen skatteansættelse giver bestemmelserne i § 6 således også mulighed for, at skattemyndighederne kan indsamle oplysninger til brug ved kontrol med andre skatteydere.

De skattelignende myndigheder er ikke pligtige at begrunde et krav om indsendelse af dokumentationer efter SKL § 6 og kan afvise at afgive erklæringer om, at oplysninger der fremkommer ved gennemgang af indkrævet regnskabsmateriale alene vil blive anvendt til kontrol af skatteyderens egen skatteansættelse.

En sammenslutning af taxavognmænd, der bl.a. administrerede regningskørsel for sine medlemmer, var efter Handelsministeriets udtalelse, som bogføringspligtig i henhold til bogføringslovens § 1, stk. 1, litra a, nr. 6,

pligtig til at lade afregning af kunders kontokørsel hos medlemmerne indgå i sit bogholderi. Bilagsmaterialet vedrørende ind- og udbetalinger skulle opbevares. Skattedepartementet meddelte sammenslutningen, at den er pligtig at indsende sit regnskabsmateriale med bilag til de skattelignende myndigheder i henhold til bestemmelsen i SKL § 6, stk. 1 (Skd. 49.115).

Bestemmelserne i SKL § 6, stk. 1, indeholder ikke hjemmel til at forlange udarbejdet særlige oversigter m.v., som ikke er krævet i anden lovgivning, men alene hjemmel til at indkræve foreliggende materiale.

Advokater

Skattedepartementet har den 2. juli 1986 udsendt cirkulære nr. 74 om retningslinier for advokaters indsendelse/udlevering til skattemyndighederne af regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter i henhold til SKL § 6, stk. 1 og 4.

Ved udformningen af retningslinierne er der taget hensyn til det særlige fortrolighedsforhold, der består mellem advokaten og klienten. F.eks. kan korrespondance mellem en forsvarer og en sigtet ikke kræves udleveret.

I tilfælde af uenighed om omfanget af pligten til at indsende materiale, skal spørgsmålet forelægges T & S.

Også regnskabsmaterialet for det løbende år

Skattemyndighederne har mulighed for, ved en gennemgang af en skatteyders regnskab for det afsluttede år at se, om de deri opførte balanceposter: debitorer, kreditorer og varelager, passer med bogføringen for det løbende år.

"Ingen tidsbegrænsning bagud"

Regnskabs- og bogføringspligtige skatteydere er ifølge SKL, bogføringsloven og bekendtgørelsen om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet pligtige til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår. F.s.v. angår konkursboer har Industriministeriet udtalt, at der ikke er hjemmel til at undtage disse fra opbevaringspligten i henhold til bogføringsloven.

Uanset denne begrænsede opbevaringspligt kan skattemyndighederne kræve indsendt det regnskabsmateriale, som skatteyderen måtte have i behold, jf. E.B.1.2.1.

Regnskabsmaterialet hos trediemand

Beror regnskabsmateriale hos trediemand, skal han, selv om han har tilbageholdelsesret over materialet, udlevere det til skattemyndighederne, som i så fald skal drage omsorg for, at materialet efter afbenyttelsen tilbageleveres den pågældende trediemand, SKL § 6, stk. 1.

Regnskabsmateriale må kun tilbageholdes så længe sagens behandling gør det påkrævet, og skatteyderens begrundede ønske om adgang til bøger og bilag bør så vidt muligt imødekommes af skattemyndighederne.

Skønsmæssig ansættelse

Efterkommes en begæring efter SKL § 6, stk. 1 eller 2 ikke, vil indkomst og formue i henhold til SKL § 6, stk. 7, kunne ansættes skønsmæssigt.

Regnskab til andre myndigheder, f.eks. moms regnskabet

I medfør af SKL § 6, stk. 3, skal "enhver erhvervsdrivende, som til brug for andre offentlige myndigheder fører et regnskab, på begæring af skattemyndighederne indsende regnskabet til disse".

Denne bestemmelse sigter først og fremmest på de særlige regnskabshæfter, som skal føres af momsregistrerede virksomheder, der ikke fører momsregnskabet i det almindelige bogholderi, men bestemmelsen er udformet generelt med henblik på andre former for "specialregnskaber".

Gennemgang af regnskabsmateriale mv. på stedet

Ifølge SKL § 6, stk. 4, er enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, hvad enten han ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligtig at give skattemyndighederne adgang til på stedet at gennemgå hans regnskabsmateriale med bilag tilligemed andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen og foretage opgørelse af kassebeholdninger mv., når der er rimelig grund dertil.

Udtrykket "når der er rimelig grund dertil" har givet anledning til drøftelser om udtrykkets indhold. Skattemyndigheden skal kunne anføre en rimelig grund til, at der i det enkelte tilfælde skal foretages et kontrolbesøg, og sådanne kontrolbesøg kan kun i særlige tilfælde finde sted uanmeldt. En brancheundersøgelse kan ikke i sig selv betragtes som rimelig grund.

Opgørelse og vurdering af aktiver på stedet

SKL § 6, stk. 5, hjemler skattemyndighederne ret til på stedet at foretage opgørelse og vurdering af erhvervsdrivendes driftsmæssige aktiver, når der er rimelig grund dertil. Denne bestemmelse har særlig betydning for ligningen af ikke-regnskabsførende erhvervsdrivende skatteydere, som f.eks. ikke-bogføringspligtige landmænd, men også for mindre næringsdrivende med et mere enkelt regnskabssystem kan det være af betydning, at skattemyndighederne ved besøg hos den erhvervsdrivende kan skaffe sig en begrundet indsigt i en skatteyders formueforfatning og hans bedrifts omfang og udbytte, såfremt ansættelsen i mangel af fyldestgørende oplysninger om indkomst og formue må ansættes skønsmæssigt.

Undersøgelse kan aftales

De lokale skattemyndigheder kan træffe aftale med en skatteyder om, at en undersøgelse af hans regnskabsmateriale mv. foretages på forretningsstedet eller på bopælen.

Arbejdsgiverkontrol efter KSL § 86 og ligningskontrol efter SKL § 6 kan gennemføres ved samme kontrolbesøg. Samtidig lignings- og arbejdsgiverkontrol skal som hovedregel baseres på en aftale med skatteyderen om, at kontrolbesøget med hjemmel i SKL § 6, stk. 4, og KSL § 86, stk. 1, omfatter både arbejdsgiverkontrol og ligningskontrol.

Retningslinier for gennemførelse af uanmeldt eftersyn

Der er ikke i medfør af SKL § 6, stk. 6 af skatteministeren fastsat nærmere regler vedrørende praktiseringen af § 6, stk. 1-5, eller truffet aftale med justitsministeren om regler for politiets bistand ved gennemførelsen af undersøgelser m.v. efter stk. 4 og 5.

Lovbestemmelsen praktiseres efter følgende retningslinier, jf. bilag til betænkning over forslag til SKL, lovforslag nr. 21, Folketinget 1966/67 (2. samling).

a. Beslutningen om, at der skal foretages et uanmeldt eftersyn træffes af

T&S eller told- og skatteregionerne (i København og Frederiksberg af skattedirektoraterne). De samme organer træffer bestemmelse om, hvorvidt politiet i en given situation skal tilkaldes for at yde bistand.

b. Uanmeldte besøg vil blive en undtagelse. Der skal noget særligt til, for at man ikke på forhånd træffer aftale med den erhvervsdrivende om tidspunktet for en gennemgang af regnskabsmateriale mv. på stedet.

c. Der skal foreligge en helt ekstraordinær situation for at politiet skal være med fra besøgets start. Det må forudsættes at man på forhånd har viden om, at adgang vil blive nægtet.

d. Ansvar for politiets tilkaldelse påhviler skattevæsenet (jf. pkt. a), der stiller politiet den opgave, der skal løses. Politiet afgør, om opgaven er gennemførlig og på hvilken måde den skal løses.

e. Politiets medvirken vil kun blive krævet, når betingelserne herfor klart er til stede.

Såfremt den pågældende skatteyder afviser krav om udlevering til gennemsyn af materiale, der ikke kan betegnes som regnskabsmateriale, må denne del af kontrollen opgives på det foreliggende, og skattevæsenet (jf. pkt. a) må være henvist til at overveje, om sagen skal tages op som en overtrædelse af skattekontrollovens afsnit III.

f. Eftersyn skal foretages til mindst mulig gene for skatteyderen og indenfor normal forretningstid.

g. Kontrollen vil blive foretaget af embedsmænd, der vil være forsynet med fornøden legitimation.

Såfremt politiets bistand skønnes nødvendig ved et uanmeldt eftersyn efter SKL § 6, stk. 4 og 5, jf. stk. 6, antages det, at der skal indhentes retskendelse.

Dette gælder dog ikke, hvis formålet med undersøgelsen derved ville forspildes, såfremt kendelse skulle afventes, som f.eks. i tilfælde, hvor eftersynet er led i en krydsrevision, jf. betænkning af den 28. feb. 1973 til lov om ændring af SKL (Folketingstidende 1972-73, tillæg B, spalte 743).

Uanmeldt eftersyn med politiets bistand kan foretages uden, at der foreligger mistanke om strafbart forhold, cfr. i det følgende om ransagning.

Ransagning

Undersøgelse hos skatteydere kan endvidere foretages af politiet i henhold til bestemmelserne i retsplejelovens §§ 794-800 om ransagning.

Det er en forudsætning herfor, at skatteyderen mistænkes for overtrædelse af straffebestemmelserne i straffelovens § 289 eller i SKL. Begæring om politiets bistand til undersøgelsen, herunder i form af ransagning, fremsættes af skattemyndighederne i medfør af SKL § 22.

Den straffeprocessuelle ransagning adskiller sig på følgende punkter fra den undersøgelse, som foretages i medfør af SKL § 6, stk. 4 og 5, af skattemyndighederne med assistance fra politiet

a) Politiet leder ransagningen.

b) Politiet yder under ransagningen en egentlig undersøgelsesmæssig assistance, der går ud over bistand til overvindelse af fysiske hindringer for undersøgelsen.

c) Ransagning kan også foretages på skatteyderens private bopæl.

d) Ransagning er ensbetydende med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 289 eller SKL.

Ransagning kan kun ske efter retskendelse, medmindre der foreligger særlige forhold, som bevirker, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, hvis kendelse skulle afventes.

Kompetencen til at anmode om politiets bistand til den skattemæssige undersøgelse er delegeret til told- og skatteregionerne samt Frederiksberg og Københavns kommuners skattedirektorater.

A.L.3.2 Erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning

Efter SKL § 8 C har enhver, der driver selvstændigt erhverv, pligt til at give skattemyndighederne oplysning om den omsætning, vedkommende har haft med andre erhvervsdrivende, og om arbejder, vedkommende har udført for eller ladet udføre hos andre erhvervsdrivende.

Sådanne oplysninger om navngivne erhvervsdrivende kan kræves af alle skattemyndigheder. For så vidt angår ikke navngivne erhvervsdrivende forudsætter oplysningspligten et pålæg fra Ligningsrådet. Bestemmelsen kan ikke anvendes generelt, men kun lejlighedsvis over for enkelte erhvervsdrivende eller enkelte brancher. Bestemmelsen kan ikke anvendes i tilfælde, hvor køberes navne almindeligvis ikke opnoteres, som f.eks. ved torvehandel.

A.L.3.2.1 Kredsen af oplysningspligtige

Oplysningspligtige er selvstændige erhvervsdrivende, herunder mæglere og auktionsholdere. Oplysningspligten for produktions-, indkøbs- og salgsforeninger og lignende erhvervsorganisationer omfatter også organisationernes mellemværender med medlemmer.

Det er en forudsætning, at såvel den, der afkræves oplysninger, som den, hvorom oplysninger kræves, er erhvervsdrivende. Det antages, at SKL § 8 C ligesom SKL § 8 D kan anvendes over for pengeinstitutter i det omfang, de ønskede oplysninger ikke kan indhentes i medfør af de øvrige bestemmelser om pengeinstitutters oplysningspligt.

A.L.3.2.2 Hvilke oplysninger?

Der kan kræves oplysninger om arten af omsætningen eller arbejdet, omsatte varemængder, vederlagets størrelse, tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse og om, hvornår og hvorledes vederlaget er erlagt. Denne opregning antages at være udtømmende. SKL § 8 C giver således ikke mulighed for at afkræve en bilforhandler original eller genpart af en købekontrakt, eller til at afkræve en advokat oplysning om, hvilke ejendomsmæglere, der har medvirket ved de af advokaten ordnede ejendomshandler, og hvilke mæglersalærer, der er udbetalt.

Oplysninger kan kræves for en nærmere angivet periode og med oplysning om mellemværendets størrelse ved begyndelsen og slutningen af perioden. SKL § 8 C omfatter også kontant salg.

Den omsætning, der kræves oplyst, behøver ikke at vedrøre erhvervet, men kan også vedrøre privatforbruget.

A.L.3.2.3 Oplysningernes tilgængelighed

Efter praksis omfatter oplysningspligten alle foreliggende oplysninger, uanset det besvær, fremfindelsen medfører. Denne praksis støttes på en HD, UfR 1960.332, hvorved et slagteri blev pålagt at give oplysninger om navngivne kunders omsætning med slagteriet, uanset at slagteriets regnskabssystem - der i øvrigt var fuldt forsvarligt - var opbygget således, at pligten medførte en betydelig arbejdsbyrde for slagteriet.

Tilsvarende har Skattedepartementet resolveret, at et selskab, hvis bogføring skete ved EDB-system, der gjorde det særdeles bekosteligt for selskabet at meddele enkeltstående oplysninger, var pligtig at meddele de skattelignende myndigheder oplysninger om dets omsætning med en navngiven erhvervsdrivende.

I tilfælde, hvor det viser sig vanskeligt for den erhvervsdrivende at fremskaffe oplysningerne, bør der i en vis udstrækning tages hensyn hertil ved fastlæggelsen af, i hvilket omfang oplysninger skal afgives.

A.L.3.3 Kredsen af oplysningspligtige i medfør af SKL § 8 D

Oplysningspligtige efter SKL § 8 D er offentlige myndigheder, bestyrelser for selskaber som nævnt i SSL § 1, nr. 1, 2 og 2a, kommanditselskaber, kommanditaktieselskaber, partrederier, foreninger, stiftelser, legater og andre institutioner.

Oplysningspligten omfatter også interessentskaber, såfremt samtlige interessenter hver for sig er omfattet af oplysningspligten. Undtaget fra oplysningspligten i SKL § 8 D er Danmarks Statistik.

De i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bkg.nr. 101 af 19. feb. 1990 angivne takster for udskrifter, kopier og regnskaber finder også anvendelse på oplysninger, som skattemyndighederne anmoder om i medfør af SKL § 8 D.

A.L.3.3.1 Oplysningspligtens omfang

SKL § 8 D pålægger den nævnte kreds en oplysningspligt, der ligger ud over, hvad der gælder ifølge lovens andre bestemmelser, idet pligten omfatter alle oplysninger, der kan tjene skattemyndighederne til vejledning ved udførelsen af deres arbejde. Der bør i almindelighed gives den skattepligtige lejlighed til selv at fremkomme med de ønskede oplysninger, forinden der rettes henvendelse til tredjemand. Kun i særlige tilfælde, hvor formålet med undersøgelsen ville forspildes, eller hvor den skattepligtige ikke er i besiddelse af oplysningerne, eller på forhånd har godkendt, at myndighederne indhenter disse, må der rettes henvendelse direkte til tredjemand.

Pengeinstitutter

Med hjemmel i SKL § 8 D kan der indkræves oplysning om pengeinstitutters mellemværende med kunder, i det omfang de ønskede oplysninger ikke kan indhentes i medfør af de øvrige bestemmelser om pengeinstitutters oplysningspligt.

SKL § 8 A (se herom A.L.3.4) indeholder ingen begrænsninger i oplysningspligten efter § 8 D. Der kan således under henvisning til SKL § 8 D indkræves oplysninger om køb og salg af værdipapirer.

Postvæsenet

Spørgsmålet om, hvorvidt postvæsenet efter bestemmelsen i SKL § 8 D er pligtige til uden retskendelse at give de skattelignende myndigheder oplysninger om postale forhold, herunder om kunders brug af postvæsenet som betalingsformidler, har været forelagt kammeradvokaten. Med baggrund i kammeradvokatens udtalelse meddelte Skattedepartementet, at anmodninger til postvæsenet om i medfør af SKL § 8 D at give oplysning om kunders brug af postvæsenet som betalingsformidler, kun bør ske efter indhentelse af retskendelse herom, Skat 1986.6.419.

Det tilføjes, at departementets opfattelse ikke bevirker ændringer i anvendelsen af SKL § 8 G, hvorefter postgirokontoret i egenskab af pengeinstitut er pligtig uden retskendelse at afgive de af bestemmelsen omfattede oplysninger. Oplysninger, der går ud over denne bestemmelses rækkevidde, kan herefter indhentes i medfør af § 8 D efter retskendelse. Det skal understreges, at synspunktet alene er gældende for postvæsenet.

Erhvervsdrivende selskaber mv., foreninger, stiftelser, legater og andre institutioner

Ønskes oplysninger om erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning - oplysninger af samme art som de i SKL § 8 C nævnte - kan disse oplysninger ifølge SKL § 8 D, 2. pkt., ikke kræves i videre omfang end hjemlet i § 8 C (se A.L.3.2). Erhvervsdrivende er således på dette område underlagt samme oplysningspligt, uanset i hvilken form virksomheden drives.

A.L.3.3.2 Oplysninger om ikke navngivne personer

Oplysningspligten i SKL § 8 D kræver kun Ligningsrådets bestemmelse, når der er tale om ikke navngivne skattepligtige.

Oplysninger kan efter denne bestemmelse indkræves af enhver skattemyndighed, når det drejer sig om oplysninger om navngivne personer.

Oplysninger hvert år i visse tilfælde

I medfør af SKL § 8 D er der i en række tilfælde indhentet oplysninger, alene vedrørende et enkelt indkomstår.

Af mere generel interesse er de tilfælde, hvor oplysninger er indkrævet også for fremtiden, således at der på samme måde som ved oplysningspligt uden opfordring indsendes oplysninger hvert år. Disse tilfælde er for tiden

1. Domstolene er pålagt at meddele oplysning om honorarer udbetalt til nævninge, domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer og lægdommere i boligretterne.

2. Statens Jordlovsudvalg er pålagt at meddele oplysning om tilskud, der ydes i henhold til § 7 i lov om udlån til yngre landmænd m.v.

3. Kommunerne er pålagt at meddele oplysning om diæter, der udbetales til valgstyrere og tilforordnede vælgere.

4. Direktoratet for Markedsordningerne er pålagt at meddele oplysning om udbetalinger i medfør af markedsordninger - markfrøstøtte mv.

5. Statens Uddannelsesstøtte meddeler skattemyndighederne oplysninger om udbetalte stipendier og om gæld og renter.

6. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning meddeler skattemyndighederne oplysninger om eftergivelser af statslån ydet til husmænd i medfør af statshusmandsloven af 1948 og om ændringer i tidligere givne oplysninger.

7. Sikringsstyrelsen meddeler oplysning om modtagere af visse udenlandske pensioner, såfremt modtagerne tillige får udbetalt dansk folkepension.

8. Praktiserende Lægers Organisation meddeler oplysning om udbetalte understøttelser til pensionerede læger m.fl.

9. Støttekomiteer, der etableres i forbindelse med arbejdsnedlæggelser og lign. skal meddele oplysning om udbetalinger til strejkende m.fl.

10. Arbejdsformidlingskontorerne er pålagt fra og med indkomståret 1981 at meddele oplysning om udbetalte mobilitetsfremmende ydelser til arbejdssøgende.

11. Dansk Landbrugs Grovvareselskab er pålagt at meddele oplysning om beløb, der udbetales til medlemmer ved integration af lokalforeninger i DLG.

12. Dyrlægernes Understøttelsesforening meddeler oplysning om udbetaling af understøttelse til pensionerede dyrlæger.

Oplysningssedlen S 74 kan i et vist omfang anvendes ved afgivelse af oplysninger efter SKL § 8 D.

A.L.3.3.3 Oplysningspligtens forhold til offentligemyndigheders tavsheds- og hemmeligholdelsespligt

Når offentlige myndigheder foreslås pålagt oplysningspligt efter SKL § 8 D, kan pligten kollidere med særlige bestemmelser om hemmeligholdelsespligt. SKL § 8 D gælder på trods af den almindelige tavshedspligt, der påhviler alle offentligt ansatte, men kan ikke uden lovhjemmel fortrænge en særlig hemmeligholdelsespligt pålagt offentlige myndigheder ifølge særskilt bestemmelse.

Det er således antaget, at postloven § 9 a hindrer, at der kan indkræves oplysninger om navn og adresse på indehavere af en postboks.

Særlig hjemmel for tilsidesættelse af en hemmeligholdelsespligt findes for postgirokontoret i SKL § 11 A, hvor det bestemmes, at postgirokontoret er underkastet samme oplysningspligt som offentlige myndigheder og pengeinstitutter.

Endelig kan nævnes, at politimestre kan pålægges at udlåne akter i straffesager, i det omfang de vedrører økonomiske forhold.

Skatte- og afgiftsmyndighedernes indbyrdes udveksling af oplysninger

SKL § 8 D begrænser ikke mulighederne for udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne indbyrdes. En sådan udveksling kan ske, hvad enten der er tale om navngivne eller ikke navngivne skattepligtige.

Videregivelse af oplysninger til andre myndigheder

Ved videresendelse af oplysninger til andre myndigheder skal reglerne i cirk. nr. 51 af 6. marts 1987 om skattemyndighedernes tavshedspligt efter gennemførelsen af forvaltningsloven iagttages.

Oplysning om ejerforhold til aktier

Hjemmelen for skattemyndighederne til hos et selskab at kræve oplysning om navn, adresse og cpr.nr. eller SE-nr. på personer, selskaber mv., som har været ejere af aktier eller anparter m.v. i selskabet, samt om størrelsen af de pågældende aktieposter m.v. eller stemmerettigheder er fastslået i SKL § 8 D, stk. 2. Der henvises i øvrigt til skd.cirk. nr. 1 af 2. jan. 1984 om beskatning ved afståelse af aktier m.v.

Skattemyndighederne kan videregive de i medfør af denne bestemmelse indhentede oplysninger, dog undtaget cpr.nr., til aktionærer i selskabet, hvis de pågældende aktionærer ikke selv har adgang til disse oplysninger. Det er dog en forudsætning, at aktionæren enten har solgt eller afgivet tilbud om salg af aktierne, alene betinget af at han ikke er omfattet af ABL § 4, stk. 2 og 3.

A.L.3.4 Pengeinstitutternes egne forhold

Pengeinstitutter er for så vidt angår egne forhold undergivet samme oplysningspligt som andre erhvervsdrivende/selskaber.

A.L.3.5 Pengeinstitutters oplysningspligt vedr. kunder

Ved SKL §§ 8 A, 8 G, 8 H-P og §§ 10 A og 10 B er der pålagt pengeinstitutter særlig oplysningspligt vedrørende kunders forhold.

A.L.3.5.1 SKL § 8 G, stk. 1

Navngivne

Hovedbestemmelsen om pengeinstitutters oplysningspligt vedrørende kunders forhold findes i SKL § 8 G. Efter § 8 G, stk. 1, 1. pkt. skal pengeinstitutterne efter anmodning give skattemyndighederne alle oplysninger om navngivne personers indskud, lån, depoter eller boks, når det er af væsentlig betydning for skatteligningen. Samme pligt påhviler andelskasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager penge og andre værdier til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge.

Stor vejledning 1992

Afsnit AL - Selvangivelsespligt og oplysningspligt

A.L.1 Selvangivelsespligten

Pligt til at selvangive indkomst og formue påhviler ifølge SKL § 1, stk. 1 og § 2, stk. 1, enhver, der er omfattet af reglerne om formue- og indkomstskattepligt i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten. Formue- og indkomstskattepligtige er de i KSL §§ 1 og 2 og SSL §§ 1 og 2 nævnte personer, selskaber mv. og de i FBL § 1 nævnte fonde, foreninger mv. Foreninger mv., som er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6, er ikke pligtig til at indgive selvangivelse, hvis foreningen mv. som følge af fradragsretten efter SSL § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning og foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, jf. SSL § 27, stk. 2. Ifølge SKL § 2, stk. 7 omfatter selvangivelsespligten ikke udbytteindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og indkomst der beskattes efter kildeskattelovens § 48 E.

For selskaber mv. er der fastsat særlige regler om selvangivelse, jf. SSL §§ 26-29 og for fonde, foreninger mv. er der fastsat lignende regler i FBL § 15.

Hvor der ikke er fastsat særlige regler for selskaber, fonde, foreninger mv. gælder tilsvarende som for personer.

A.L.1.1 Proceduren ved selvangivelse

Med virkning for indkomståret 1992 er oplysnngskortet afskaffet. I stedet vil ikke-erhvervsdrivende skatteydere i marts/april måned modtage et selvangivelsesskema påført de selvangivelsesoplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

Den omstændighed, at en skattepligtig ikke modtager et selvangivelsesskema, fritager ikke for selvangivelsespligter.

Skatteydere, der har modtaget det fortrykte selvangivelsesskema og som kan acceptere ansættelsesgrundlaget skal ikke indsende dette til skattevæsenet. Hvis ansættelsesgrundlaget kan accepteres, er skatteyderens mellemværende med skattemyndigheden afsluttet, medmindre der senere foretages en ligningsmæssig korrektion.

Hvis skatteyderen har rettelser eller tilføjelser til oplysninger på selvangivelsen, har skatteyderen derimod pligt til at indsende selvangivelsen med rettelser/tilføjelser.

A.L.1.2 Selvangivelsens form

Skatteministeren fastsætter efter indstilling af Ligningsrådet, hvilke oplysninger og specifikationer selvangivelsen skal indeholde. Det kan ikke kræves, at selvangivelsesblanketterne anvendes, dog må der stilles krav om skriftlighed.

Foreløbig selvangivelse anses ikke for behørig selvangivelse.

A.L.1.3 Tidspunktet for indgivelse af selvangivelse

A.L.1.3.1 Personer

Hvis selvangivelse skal indgives, skal den indgives senest den 1. maj. Udløber fristen en fredag eller en lørdag kan selvangivelsen indgives rettidigt den følgende søndag.

For bogførings- og regnskabspligtige personer og dødsboer, udløber fristen for rettidig indgivelse af selvangivelse for indkomståret 1992 den 10. juni 1993, jf. SKL § 4, stk. 2.

For indkomståret 1992 gælder denne frist også for skatteydere med forskudt regnskabsår, samt ikke-bogførings- eller regnskabspligtige, der tilkendegiver, at de ønsker beskatning efter virksomhedsordningens regler.

Hvor særlige grunde taler derfor, og hvor det er foreneligt med ligningsarbejdets tilrettelæggelse og rettidige færdiggørelse, kan ligningsmyndighederne, i Københavns og Frederiksberg kommune skattedirektoratet, ifølge SKL § 4, stk. 5, efter skriftlig begrundet ansøgning indrømme yderligere udsættelse med indgivelse af selvangivelsen. Afgørelsen om udsættelse er endelig og kan ikke påklages. Denne adgang gælder alle personer og dødsboer. Henstand gives dog som hovedregel ikke ud over den 1. juli i 1993.

For de enkelte deltagere i bogførings- eller regnskabspligtige kommanditselskaber, partrederier, interessentskaber o.l. er fristen for indgivelse af selvangivelse ligeledes den 10. juni.

Ansøgning om yderligere henstand skal af hver enkelt deltager indgives til ligningsmyndigheden.

Ægtefællen

Fristen gælder også for skatteyderens ægtefælle. Er kun den ene ægtefælle regnskabs- eller bogføringspligtig, gælder den indsendelsesfrist, der er fastsat for denne person, begge ægtefæller. Dette gælder også en ægtefælle, der har modtaget en forudprintet selvangivelse.

A.L.1.3.2 Selskaber, fonde, foreninger mv.

Der henvises til L.V. 1992 Aktionærer og Selskaber afsnit S.B.1.6.

A.L.1.3.3 Investeringsfondskonto

En skatteyder som er omfattet af lov om investeringsfond (§ 2) er fristen for indgivelse af selvangivelse 10. juni 1993.

En skatteyder, der har fået individuel henstand med indgivelse af selvangivelsen, kan vente med at foretage indskud på investeringsfondskonto indtil udløbet af den individuelle henstandsfrist.

A.L.1.4 Selvangivelsen skal hidrøre fra den skattepligtige

Selvangivelsen skal være underskrevet af skatteyderen selv eller hans befuldmægtigede. Hvis skatteyderen er umyndig, skal værgen skrive under.

Der bør i så stort omfang som muligt gives adgang til at berigtige forefundne mangler på selvangivelserne, såsom manglende underskrift eller manglende udfyldelse af selvangivelsens specifikationsrubrikker.

Er selvangivelsen underskrevet af skatteyderens befuldmægtigede, kræves der i praksis ikke dokumentation for, at den fornødne bemyndigelse foreligger.

A.L.1.5 Selvangivelsens bindende virkning for skatteyderen

Selvangivelsens indhold er ikke bindende for skatteyderen i det omfang, det senere viser sig, at oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Er indkomsten selvangivet for højt, f.eks. fordi skatteyderen har glemt et fradrag, skal indkomsten således nedsættes til det korrekte beløb.

I T&S-cirk. 1992-12 er der angivet retningslinier for, hvorledes ligningsmyndighederne kan tillade ændringer af afskrivnings- og nedskrivningsprocenter i tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst agtes ansat til et beløb, der afviger fra det selvangivne. Tilladelse hertil forudsætter en anmodning, der skal være bilagt en opgørelse over de ændringer, der ønskes foretaget. Cirkulæret har virkning for ansøgninger, der modtages 1. jan. 1993 eller senere. Der er ikke adgang til ændring i tilfælde, hvor ansættelsesændringer skyldes forhold, der skønnes at være bødegivende. Se evt. E.C.1.1.6.

Ifølge SD-cirk.1986-22 er ligningsmyndighederne endvidere bemyndiget til under visse betingelser at træffe afgørelse i sager vedrørende omgørelse af hovedaktionærdispositioner.

A.L.1.6 Oplysninger og specifikationer i selvangivelsen

A.L.1.6.1 Formuen

Ifølge SKL § 1, stk. 1, skal enhver, der omfattes af reglerne om formueskattepligt i henhold til lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten, selvangive formuen, hvad enten den er positiv eller negativ, og aktiver og passiver skal specificeres som af Told- og Skattestyrelsen nærmere bestemt. Omfanget af denne specifikationspligt fremgår af selvangivelsesblanketterne.

A.L.1.6.2 Indkomsten

Indkomsten skal ifølge SKL § 2, stk. 1, selvangives, hvad enten den er positiv eller negativ. Selvangivelsen skal indeholde de specifikationer og oplysninger, der fastsættes af Ligningsrådet. Specifikationskravene fremgår af selvangivelsesblanketterne.

Bestemmelsen i SKL § 2, stk. 1, 4. pkt., om, at ikke-regnskabspligtige skatteydere kan tilpligtes uopfordret at meddele oplysninger om hovedposter indenfor privatforbruget, har ikke været anvendt i de senere år.

A.L.1.6.3 Standardiserede regnskabsoplysninger

I medfør af SKL § 3, stk. 1 og 3 fastsætter skatteministeren efter indstilling fra Ligningsrådet regler om formen, hvori regnskabsoplysningerne skal afgives efter bestemmelsens stk. 2 og stk. 3, 1. pkt. samt oplysninger efter § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 141 af 26. feb. 1992. Pligt til at indsende regnskabsoplysninger i standardiseret form gælder bogførings- eller regnskabspligtige personer samt skattepligtige dødsboer og selskaber m.v., jfr. SKL § 3, stk. 2. I henhold til bekendtgørelse nr. nr. 141 af 26. februar 1992, § 5, stk. 2 er visse erhvervsdrivende, herunder erhvervsdrivende der har en samlet erhvervsmæssig nettoomsætning på under kr. 500.000, samt visse fonde og foreninger fritaget for pligten til at indsende regnskab i standardiseret form. Told- og Skattestyrelsen har i den anledning udgivet følgende virksomhedsskemaer, S 569: Personligt erhvervsdrivende og selskaber. Formular S 475: Landbrug: Oplysningerne kan også indberettes på maskinelt læsbart medium, f.eks. magnetbånd eller

lignende efter Told- & Skattestyrelsens nærmere anvisning eller ved indberetning af oplysningerne gennem anvendelse af Told- & Skattestyrelsens terminalsystem T.S.-TELE.

A.L.1.6.4 Fortegnelse over visse aktionærer

Selskaber skal, jf. SKL § 8 D, stk. 4, vedlægge selvangivelsen en fortegnelse over personer, selskaber mv., som ejer mindst 25 pct. af kapitalen eller råder over mindst 50 pct. af den samlede stemmeværdi. De pågældende personer, selskaber mv. er forpligtet til at give selskabet oplysning herom samt de nødvendige identifikationsoplysninger (navn, adresse, cpr.nr. eller SE-nr.), jf. § 8 D, stk. 3. For personer opgøres ejerforholdet som i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2-3.

Skattemyndighederne kan meddele den oplysningspligtige de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af indberetningspligten, jf. SKL § 8 K, jf. § 8 D, stk. 3, sidste pkt. cpr.nr. skal dog først søges indhentet hos den pågældende skatteyder selv.

A.L.1.7 Virksomhedsordningen

Fuldt og begrænset skattepligtige personer, som driver selvstændig virksomhed, kan vælge at følge reglerne i VSL. Den skattepligtige skal ved indgivelse af selvangivelse (S 10) for hvert enkelt indkomstår anføre, om reglerne i VSL ønskes anvendt.

Der er gjort nærmere rede for betingelserne for anvendelse af virksomhedsordningen i afsnit E.G. I bekendtgørelse nr. 141 af 26. feb. 1992, § 21-25. er fastsat de skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og regnskabet for erhvervsdrivende, der anvender reglerne i VSL.

Selvangivelsen skal vedlægges et årsregnskab. Der er i VSL-cirk. fastsat en række oplysnings- og specifikationskrav til årsregnskabet. De krævede oplysninger kan afgives enten i det vedlagte regnskab eller som supplerende oplysninger og specifikationer.

A.L.1.8 Selvangivelse af særlig indkomst

Særlig indkomst skal ifølge LOSI § 12 selvangives efter de for almindelig indkomstskat til staten gældende regler. Særlig indkomst opgøres efter de almindelige regler i LOSI afsnit 1.

A.L.1.9 Selvangivelse ved ophør af skattepligt

En person, hvis fulde skattepligt ophører, skal, jf. bekendtgørelse nr. 347 af 28. juni 1988 om afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt mv., indgive selvangivelse inden udløbet af den kalendermåned, der følger efter den måned, hvor skattepligten ophører. Ophører skattepligten som følge af indtræden af skattepligt til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 2, regnes selvangivelsesfristen dog først fra det tidspunkt, hvor det godtgøres, at betingelsen for at blive skattepligtig til den fremmede stat er opfyldt. Selvangivelsespligten omfatter skattepligtige indkomster, herunder særlig indkomst samt skattepligtig formue for det indkomstår, der løber fra udgangen af det seneste indkomstår og indtil ophøret af skattepligten.

Det samme gælder for begrænset skattepligtige personer, når indkomstkilden er erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, fast ejendom eller båndlagt kapital, jf. KSL § 2, stk. 1, litra d eller e.

A.L.1.10 Skønsmæssig ansættelse

Såfremt behørig selvangivelse af indkomst eller formue ikke foreligger, inden ansættelse foretages, ansættes den skattepligtige indkomst og formue skønsmæssigt, jf. SKL § 1, stk. 2, § 2, stk. 2 og SSL § 28, stk. 1.

Er den skønsmæssige ansættelse i medfør af SKL §§ 1, 2 eller SSL § 28 for lav, og undlader den skattepligtige inden 4 uger fra meddelelsen om ansættelsen at underrette skattemyndighederne herom, kan vedkommende straffes efter SKL § 16, jf. A.L.4.4.

Er der ikke indsendt behørigt årsregnskab på det tidspunkt, hvor ansættelsen foretages, skal skatteansættelsen ligeledes foretages skønsmæssigt, jf. SKL § 3, stk. 4, sammenholdt med § 2, stk. 2, og SSL § 28, stk. 1, jf. E.B.1.7.

Skønsmæssig ansættelse omfatter almindelig indkomst, formue og særlig indkomst, hvis der foreligger oplysninger, der giver grund til at antage, at særlig indkomst foreligger, jf. skd.cirk. nr. 162 af 19. sept. 1975.

Skønnet skal foretages ud fra en realistisk bedømmelse af, hvad der må antages at svare til skatteyderens virkelige indkomst.

Som følge af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 2, skal den skattepligtige, når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse efter skøn, underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Indgivelse af selvangivelsen må ikke søges fremtvunget ved en urealistisk høj ansættelse, idet selvangivelse kun kan fremtvinges ved hjælp af daglige bøder i henhold til SKL § 4 og SSL § 28, stk. 3.

Ved ansættelsen skal der tages hensyn til de i sagen foreliggende oplysninger og kontrolmateriale, til tidligere års ansættelser, selvangivelser og foretaget forskudsregistrering. Endvidere bør der tages hensyn til oplysninger fra inkassoafdelingen og socialforvaltningen om den skattepligtiges forhold.

Skatteydere, der har modtaget et selvangivelsesskema, der på forhånd er udfyldt med de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af, og som ikke indsender en korrigeret selvangivelse senest den 2. maj 1993, bør normalt ikke ansættes skønsmæssigt.

Skattemyndighederne må i stedet korrigere den/de enkelte poster, der anses for lave. Skatteyderens undladelse af at korrigere en for lav skatteansættelse kan straffes efter SKL § 16, se A.L.4.4.

A.L.2 Oplysningspligt uden opfordring

A.L.2.1 Lønoplysninger mv.

I SKL § 7 er fastsat bestemmelser om årlig oplysningspligt for udbetalte lønninger, honorarer m.v. fra virksomheder.

* Oplysningspligten påhviler fysiske og juridiske personer der er hjemmehørende her i landet eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet. *

Oplysninger om løn mv. efter SKL § 7, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, skal normalt gives for det kalenderår, hvori udbetalingen eller godskrivning har fundet sted, dog senest for det kalenderår hvori der er forløbet 6 mdr. fra det tidspunkt, hvor modtageren har erhvervet endelig ret til beløbet.

Oplysninger om honorarer m.v. efter SKL § 7, stk. 1, nr. 3, skal gives for det kalenderår, hvori modtageren har erhvervet endelig ret til beløbet.

A.L.2.1.1 A-indkomst KSL § 43, stk. 1

Efter SKL § 7, stk. 1, nr. 1, er der oplysningspligt for løn, gratiale, provision og andet vederlag, der efter KSL § 43, stk. 1, er A-indkomst for modtageren. Oplysningspligten omfatter alle former for A-indkomst, der er udbetalt for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løntillæg af enhver art.

Der er endvidere som hovedregel oplysningspligt, hvis der udbetales skattepligtige rejse- og befordringsgodtgørelser, og beløbet skal anføres som A-indkomst på oplysningssedlen, S 74. Udbetaling af faste månedlige eller årlige beløb vil eksempelvis blive anset for at være skattepligtige i deres helhed.

Der er skattefrihed for arbejdsgiveres godtgørelser til dækning af lønmodtageres rejse- og befordringsudgifter, jf. LL § 9, stk. 5, 2. pkt., hvis godtgørelserne ikke overstiger de satser, som Ligningsrådet fastsætter. Oplysningspligten efter SKL § 7, stk. 1 nr. 1, omfatter også skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, der ydes lønmodtageren. Der er dog ikke oplysningspligt for ydelser omfattet af SL § 5 d. De skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser skal oplyses i et særligt felt (48) på oplysningssedlen, S 74. Hvis der udbetales godtgørelser, der overstiger Ligningsrådets satser, er det en forudsætning for at anse en del af godtgørelsen som skattefri, at der sker en klar opdeling og specificering af, hvad der er skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, og hvad der er supplerende løntillæg, jf. Skat 1987.10.737.

Godtgjorte udlæg (udlæg efter regning) for arbejdsgiveren er ikke skattepligtig indkomst for lønmodtageren og er ikke omfattet af oplysningspligten.

Se A.B.1.7 og A.B.1.7.2 om de nærmere regler om rejse- og befordringsgodtgørelser.

* For A-indkomst der er valgt beskattet efter KSL § 48 E (30 pct. bruttobeskatning - forskere og andre specialister) skal der indgives særlig oplysningsseddel S 573. *

Anden A-indkomst KSL § 43, stk. 2

Efter SKL § 7, stk. 1, nr. 2, er der oplysningspligt for visse andre indkomstarter, der skal henregnes til A-indkomst. Disse andre indkomstarter er anført i kildeskattebekendtgørelsen (bek.nr. 1100 af 11. dec. 1992)

Stor vejledning 1992

A.L.1 Selvangivelsespligten

A.L.1.1 Proceduren ved selvangivelse

A.L.1.2 Selvangivelsens form

A.L.1.3 Tidspunktet for indgivelse af selvangivelse

A.L.1.4 Selvangivelsen skal hidrøre fra den skattepligtige

A.L.1.5 Selvangivelsens bindende virkning for skatteyderen

A.L.1.6 Oplysninger og specifikationer i selvangivelsen

A.L.1.7 Virksomhedsordningen

A.L.1.8 Selvangivelse af særlig indkomst

A.L.1.9 Selvangivelse ved ophør af skattepligt

A.L.1.10 Skønsmæssig ansættelse

A.L.2 Oplysningspligt uden opfordring

A.L.2.1 Lønoplysninger mv.

A.L.2.2 Uddelinger fra fonde og foreninger

A.L.2.3 Pensionsordninger

A.L.2.4 Rentekontrolordningen

A.L.2.5 Kontingenter til faglige foreninger

A.L.3 Oplysningspligt efter opfordring

A.L.3.1 Regnskabsmateriale mv.

A.L.3.2 Erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning

A.L.3.3 Kredsen af oplysningspligtige i medfør af SKL § 8 D

A.L.3.4 Pengeinstitutternes egne forhold

A.L.3.5 Pengeinstitutters oplysningspligt vedr. kunder

A.L.3.6 Indløsning af udbyttekuponer vedrørende aktier mv.

A.L.4. Sanktioner - forsvarerbistand

A.L.4.1 Skatteforhøjelse

A.L.4.2 Tvangsbøder

A.L.4.3 Kontospærring

A.L.4.4 Bødesager

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →