MOMSVEJL., AFGØRELSER 1991 1338 MN. ADMINISTRATION AF PENSIONSKASSER
Statutory Text (1 Articles)
1338 Mn. Administration af pensionskasser
Momsnævnet har stadfæstet skatteministerens afgørelse om, at pensionskassers og forsikringsselskabers pensionskasseadministration med undtagelse af formueforvaltning, er omfattet af momspligten. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at pensionskasseadministration, bortset fra formueforvaltning, efter nævnets opfattelse ikke kunne anses for omfattet af 6. momsdirektivs fritagelsesbestemmelse for forsikringsvirksomhed.
Nævnet lagde vægt på, at Finansrådet ikke fandt, at administrative ydelse, som en pensionskasse eller et forsikringsselskab udfører for en pensionskasse, omfattes af begrebet "forsikringsvirksomhed" efter lov om forsikringsvirksomhed, når der ikke samtidig er tale om overtagelse af forsikringsrisikoen.
I øvrigt lagde nævnet vægt på, at erhvervsmæssig administration af/for andre virksomheder - dog ikke fast ejendom - anses for momspligtig virksomhed.
Om opdeling af vederlaget af hensyn til momsundtagelsen for formueforvaltning bemærkede nævnet, at man tidligere vedrørende sådanne samlede ydelser har truffet afgørelse om, at hvis der ikke kan foretages en opdeling, skal der betales moms af hele ydelsen.
Med henblik på momsberigtigelse af pensionskassers og forsikringsselskabers salg af administrationsydelser har styrelsen anmodet branchen om at komme med forslag til, hvorledes virksomheder, der har totaladministration med både pensionskasseadministration og formueforvaltning, kan opsplitte deres aktiviteter.
Skatteministeriet, Departementet, har i tilslutning til nævnets afgørelse oplyst, at en ændring af "afsmitningsreglen" i momslovens § 11, stk. 1, er på ministeriets lovprogram for 1991/1992. Det er hensigten at foreslå reglen ophævet fra den 1. januar 1991 for tjenesteydelser, bl.a. i relation til den finansielle sektor.
I denne forbindelse er Pensionskasserådets og Assurandør-Societetets medlemmer af departementet blevet anmodet om indtil videre at foretage særskilt angivelse af "afsmitningsmoms", når en pensionskasse eller et forsikringsselskab administrerer "fremmede" pensionskasser. Samtidig er det tilkendegivet, at beløbene indtil videre ikke vil blive opkrævet.
Se også TSS.1315 samt TSS.1341.