SELSKABSBESKATNING 1991 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE M.V. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER

Afsnit SF - Beskatningen af udbytte m.v. fra aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

Som skattepligtigt udbytte af aktier, anparter, andelsbeviser og lignende værdipapirer anses alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, anparts- eller andelshavere, med undtagelse af fondsaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, jf. LL § 16 A.

Det er enhver udlodning fra selskabet, der betragtes som udbytte, uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilken form udlodningen finder sted.

Til indkomsten skal medregnes udbytte såvel fra danske som fra udenlandske selskaber. Ved indkomstopgørelsen skal aktionæren medregne det fulde deklarerede udbytte, altså også den eventuelt tilbageholdte udbytteskat.

* SSL § 17 A om skattegodtgørelse vedrørende udbytte fra danske selskaber er ophævet med virkning fra og med indkomståret 1991, se S.G. *

Om udlodningsbeskatning i henhold til LL § 16 A, stk.1, ved hovedaktionærs salg af aktier i moderselskabet til et datterselskab, se S.H.1.3.

Likvidationsudlodning

Likvidationsudlodninger, som foretages forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk.1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk.3, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Om den skattemæssige behandling af likvidationsudlodninger - herunder tidspunktet for et selskabs endelige opløsning i relation til aktionærerne, se S.H.3.1.

Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk.1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk.2, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, se S.H.3.2.

* Ved lov nr.218 af 18.april 1991 er beskatningen af udbytte fra danske aktieselskaber m.v. ændret væsentligt, se nedenfor om "beskatning af udbytte" og S.G om ophævelse af skattegodtgørelse efter SSL § 17 A. *

Fondsaktier (friaktier)

Den i LL § 16 A hjemlede skattefrihed for værdien af fondsaktier gælder kun de fondsaktier, som erhverves på grundlag af aktionærens beholdning af aktier i det pågældende selskab på tildelingstidspunktet.

Indkomstbeskatning vil kunne forekomme udfra et gavesynspunkt, hvis en aktionær som følge af afkald fra medaktionærer modtager fondsaktier udover det, der tilkommer ham i kraft af hans aktiebesiddelse, se UfR.1958.1164.HD.

Det er ikke nogen forudsætning for skattefrihed efter LL § 16 A, at der er tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse, hvor et selskab udlodder af sin beholdning af egne aktier til aktionærerne i forhold til deres hidtidige aktiebesiddelse, * se TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1158, * eller hvor der sker forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende værdi.

Salg af aktier til det udstedende selskab

Ved afståelse af aktier m.v. til det selskab, der har udstedt aktierne beskattes afståelsessummen efter LL § 16 B, stk.1, som almindelig indkomst, d.v.s. som udbytte. Dette gælder dog ikke ved afståelse af medarbejderaktier, når medarbejderaktionæren ikke er hovedaktionær, og når aktierne efter SSL § 31, stk.2, kun kan tilbagesælges til selskabet.

Efter LL § 16 B, stk.6, er der mulighed for dispensation ved salg af aktier til det udstedende selskab. Fortjeneste eller tab ved afståelsen behandles i så fald efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Om den skattemæssige behandling ved salg af aktier til det udstedende selskab henvises i øvrigt til S.H.3.3.

Aktiesalg til holdingselskaber m.v.

Ved visse aktiesalg til holdingselskaber m.v. beskattes hele den del af afståelsessummen, der ikke vederlægges med aktier i holdingselskabet ligeledes som almindelig indkomst, jf. LL § 16 B, stk.2-5.

Afståelsessummer efter LL § 16 B, stk.1-5 beskattes ikke som almindelig indkomst, såfremt aktierne m.v. afstås til et selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, jf. LL § 16 B, stk.7.

Efter LL § 16 B, stk.6, er der mulighed for dispensation ved aktiesalg til holdingselskaber m.v. Fortjeneste eller tab ved afståelsen behandles i så fald efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Vedr. salg af aktier til holdingselskaber henvises til S.H.3.4.

De særlige regler om selskabers skattefrihed for udbytteindtægter er omtalt i S.C.1.2.4.

Beskatning af udbytte

* Ved lov nr.218 af 10.april 1991 er der fra og med indkomståret 1991 indført en ny indkomstart, udbytteindkomsten. Samtidig er reglerne om skattegodtgørelse ophævet, se S.G.

Udbytteindkomsten omfatter i henhold til PSL § 4a følgende

1) aktieudbytte efter LL § 16 A fra selskaber, der er skattepligtige efter SSL § 1, stk.1, nr.1 og 2,

2) afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra selskaber, der er skattepligtige efter SSL § 1, stk.1, nr. 1-2,

3) udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse at udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer som nævnt i SSL § 1, stk.1, nr.5 a, litra a-c. Det gælder dog kun den del af beløbet, der svarer til forholdet mellem foreningens samlede indtægt ved udbytte fra selskaber omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1-2, og foreningens samlede udlodning.

Udbytteindkomsten indgår ikke i den skattepligtige indkomst.

I henhold til PSL § 8a skal der beregnes en endelig skat på 30 pct. af udbytteindkomst, der ikke overstiger et grundbeløb på 26.400 kr. Beløbet reguleres efter PSL § 20 og udgør for 1991 30.000 kr. Udbytteskatten på 30 pct. er en endelig skat og indeholdes af det udbyttegivende selskab efter KSL § 65.

Såfremt selskabet ikke har indeholdt kildeskat, f.eks. i tilfælde med maskeret udbytte eller ved salg til holdingselskaber, opkræves skattebeløbet som restskat.

Af udbytteindkomst, der overstiger 30.000 kr. for 1991, beregnes en skat på 45 pct. Skatten indgår på sædvanlig vis i slutskatten.

Selskaber, der modtager udbytte fra selskaber omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.1-2, skal medregne 66 % af udbyttebeløbet ved indkomstopgørelsen. Dette gælder kun, såfremt det udbytteudloddende selskab ikke er et datterselskab. Der hevises til SSL § 13, stk.4. *

Efter KSL § 65, stk.4, kan skatteministeren fastsætte regler, hvorefter der ikke skal indeholdes udbytteskat i udbytte, som tilfalder visse selskaber, fonde og foreninger m.v., der ikke skal medregne udbytte til indkomsten. Der henvises herom til bek. nr.677 af 6.nov. 1988 om opkrævning m.v. af indkomst og formueskat.

Udbytte fra udenlandske selskaber skal medregnes med det fulde beløb, dvs. med den del af udbyttet (kuponskat), der i henhold til vedkommende lands skattelovgivning er tilbageholdt forinden udbetaling til aktionæren. Når den udenlandske stat har ubetinget krav på at beholde hele eller en del af det tilbageholdte beløb, nedsættes de her i landet beregnede skatter i henhold til LL § 33 eller til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst med det pågældende land, se vejledningen Subjektiv skattepligt og Dobbeltbeskatning 1991, afsnit D.C-D.E.

* Følgende udbytter m.v. beskattes ikke som udbytteindkomst, men som kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk.1, nr.4 og 5

1) aktieudbytte omfattet af LL § 16 A bortset fra beløb omfattet af § 4 a, stk.1, nr.1 og 3.

2) skattepligtig fortjeneste eller skattepligtige afståelsessummer efter ABL §§ 2 og 2 a eller LL § 16 B bortset fra beløb omfattet af § 4 a, stk.1, nr.2. *

Udbytte vedrørende næringsaktier samt visse udlodninger fra selskaber m.v., nævnt i ABL § 2 b, skal dog beskattes som personlig indkomst, jf. PSL § 4, stk.3, og stk.4.

S.F.1.2 Maskeret udbytte

Hvad er maskeret udbytte?

Et selskab og dets aktionærer kan, som selvstændige skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå bindende aftaler med hinanden. De skattemæssige følger af sådanne dispositioner adskiller sig som udgangspunkt ikke fra konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter.

Mellem et selskab og dets aktionærer, og mellem koncernforbundne selskaber, indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres indhold.

Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær, der fremkommer ved, at indkomsten først beskattes i selskabet og dernæst påny hos aktionæren, når selskabets indkomst udloddes som ikke fradragsberettiget udbytte.

* Dobbeltbeskatningen er søgt lempet ved indførslen af reglerne om udbytteindkomst, hvorefter udbytter, der ikke overstiger 30.000 kr. for 1991 beskattes med en endelig skat på 30 %. *

De usædvanlige dispositioner kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet, som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke er forretningsmæssigt begrundet for selskabet.

Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte, medens beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om unormalt vederlag, betegnes som maskeret udlodning. Udtrykkene maskeret udbytte og maskeret udlodning anvendes dog ofte i flæng.

Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en snævrere kreds med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse har en afgørende indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og udlodning kan forekomme i alle tilfælde, hvor der blandt aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe sig fordele på selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.

Fikseret vederlag

Om den modsatte situation, hvor en hovedaktionær leverer ydelser til selskabet og hvor vederlaget til hovedaktionæren fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad uafhængige parter ville have oppebåret, henvises til afsnit S.F.1.5 om fikseret vederlag.

Lovhjemmelen

Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte er de almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i henhold til SL §§ 4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6 kan fradrages som driftsomkostninger.

Endvidere er der i SSL § 12 en særlig hjemmel til at korrigere for unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er domineret af udenlandske interesser, se herom S.D.3.

Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL § 16 A, stk.1, der til udbytte henregner alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier), samt likvidationsprovenu i opløsningsåret. Dette gælder, hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller ikke.

Hvem skal forhøjes?

Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst eller af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab og aktionær.

Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet, kan udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede vederlag til aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til aktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses for at indeholde et maskeret udbytte.

Beskatning som lønaccessorium kan ikke accepteres, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.

Har selskabet fratrukket udgifter, som rettelig må karakteriseres som udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens indkomst samtidig skal forhøjes, afhænger normalt af, om beløbet i forvejen er beskattet hos aktionæren, eksempelvis som løn.

Omvendt vil f.eks. en aktionærs fribolig i selskabets ejendom medføre beskatning af lejeværdien hos aktionæren, medens selskabets indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i selskabet, og værdien af friboligen kan karakteriseres som et rimeligt lønaccessorium.

Indtægter til fordel for aktionæren, der ikke er medregnet ved selskabets indkomstopgørelse, medfører normalt forhøjelse både af selskabets og aktionærens indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således som det f.eks. vil være tilfældet med renter.

Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et selskab, kan dettes selvangivelse ikke tilsidesættes blot med henvisning til, at hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke levner plads til et antageligt privatforbrug. Forhøjelse af selskabets indkomst må forudsætte påvisning af, at hovedaktionæren uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som rettelig tilkommer selskabet.

Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som er udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for betryggende eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten komme på tale, hvis der foreligger grundet formodning om, at der har været yderligere indtægter i selskabet.

Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må der ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes over i hvilken periode, der uden om selskabets bogføring er tilflydt ham midler fra selskabet, idet en rent forholdsmæssig beregning ud fra selskabets indkomstperiode ikke umiddelbart kan anvendes.

Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller aktionæren eller hos begge, er iøvrigt omtalt i visse af de følgende enkeltafsnit.

S.F.1.2.1 Omkostninger

Som følge af reglerne om dobbeltbeskatning vil der være en vis interesse i at lade en udlodning til hovedaktionæren fremstå som en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. Udgangspunktet er, at omkostninger skal fradrages ved indkomstopgørelsen for det skattesubjekt, de vedrører.

Ved bedømmelsen af om de vederlag, som et selskab har ydet hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den egentlige løn og tantieme, der skal indgå i vurderingen. Også lønaccessorier, såsom pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri telefon, fri lystbåd m.v., skal medregnes.

Mere usædvanlige ydelser kan undertiden anses for maskeret udbytte. F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling af en bøde, som selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for overtrædelse af momsloven, ikke anerkendes som driftstab eller løntillæg til direktøren, men må anses for en ikke fradragsberettiget udlodning.

Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt udgift som et lønaccessorie, at hovedaktionæren har et berettiget krav på arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste virksomhed bestod i at udleje til hovedaktionæren den ejendom, hvori han boede, ikke anse den manglende lejebetaling som arbejdsvederlag til hovedaktionæren.

Landsskatteretten har i de senere år fulgt den praksis at anse mere sædvanlige ydelser såsom lejeværdi, rejseudgifter, repræsentation o.lign. som yderligere løn til hovedaktionæren, hvis hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet og forhold mellem arbejdsindsats og aflønning i øvrigt levner plads hertil, jf. lsr.1982.12 (50 års-fødselsdag) og 108 (sølvbryllupsfest) og lsr.1983.148 (60 års-fødselsdag).

S.F.1.2.1.1 Løn og tantieme

Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der samtidig er direktør i selskabet, aftalte vederlag må accepteres af myndighederne. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi direktørens løn er meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.

Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af, om der foreligger maskeret udbytte, er, hvorvidt selskabets kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital.

Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil formodningen være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er udbyttet deklareret på selskabets generalforsamling i overensstemmelse med de selskabsretlige regler, kan udbyttet ikke henføres til beskatning som løn. Er der derimod ikke deklareret udbytte efter de selskabsretlige regler og kun foretaget minimale henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at hovedaktionærens løn bør kritiseres. Overstiger det samlede beløb efter en konkret vurdering et beløb, som en ikke-aktionær kunne have opnået for en tilsvarende indsats i samme selskab, må det overskydende beløb efter omstændighederne kunne anses som udbytte.

Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to højesteretsdomme

HD af 9.okt. 1963, U.f.R. 1963.970 H. Nordisk Plaster Industri A/S. (Dommen er kommenteret i U.f.R. 1964.B.143).

Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958 tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret 6 % i udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 11/2 % af selskabets egenkapital. Selskabets overskud var ca. 250.000 kr. før udbetaling af tantiemen og et bestyrelseshonorar på 30.000 kr.

Det anføres i dommen, at det "efter arten og omfanget af de to direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem oppebårne samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set i forhold til aflønningen i andre selskaber, ikke har været urimeligt. Ved bedømmelsen af det foreliggende spørgsmål må der imidlertid henses til de særlige forhold i dette selskab, i hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele aktiekapitalen, har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens indtjening og kapital oplyste, findes der at måtte gives indstævnte (Finansministeriet) medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at skattemyndighederne derfor har været beføjede til at fastslå, at den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af kapitalen."

Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den i virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning ydes i form af udbytte eller som henlæggelse i selskabet.

Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret udbytte, når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet beslaglagt en væsentlig større del af virksomhedens overskud end normalt i et almindeligt aktieselskab.

Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje, var det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret udbytte.

HD af 27.jan. 1975, U.f.R.1975.215.H.- Skd.34.329. A/S Eskofot. (Kommenteret i U.f.R.1975.B.382).

Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968 og 1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og 1.150.000 kr. i løn fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets opfattelse indeholdt maskeret udbytte. Der var i hvert af årene deklareret 15 % i udbytte.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4 mill. kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget henlæggelser (inclusive nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1 mill. kr. Egenkapitalen var således blevet forrentet med 25-30 %.

Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats havde været i særlig grad afgørende for selskabets udvikling og indtjening i almindelighed og for den i de to år stedfundne meget kraftige stigning i varesalg og driftsoverskud. Kapitalinteresserne i selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte og ved de meget betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.

* I en sag om maskeret udbytte i form af for høj løn til selskabets direktør, fulgte Landsskatteretten en af selskabets advokat indhentet skønserklæring om lønnens størrelse og nedsatte selskabets ansættelse til det selvangivne. T&s nyt 1991.18.1022. *

Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget stort, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at statuere maskeret udbytte.

Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må ske på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at hovedaktionæren ikke må lade sig udbetale større direktørvederlag end en fremmed, ikke-hovedaktionær kunne opnå for den samme indsats i det pågældende selskab.

Der kan i øvrigt henvises til følgende praksis

UfR.1943.1109, lsr.1946.52, lsr.1947.146, SO 1973.199 (ØLD) og i skd.26.223, lsr.1975.109, SO 1978.120 (ØLD), ØLD af 25.aug. 1981 gengivet i skd.61.193, lsr.1984.100 samt Skat 1989.10.786 (VLD).

S.F.1.2.1.2 Løn til børn

Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn, skal stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene under hensyn til deres alder m.v. forventes at kunne yde i selskabets tjeneste. Således blev et beløb, som et selskab havde udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende 18-årige søn, anset som udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt i faste månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske arbejdsindsats.

Lsr. har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år fik løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret udlodning. Lønnen ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke forelå nogen registrering af, hvad børnene udførte af arbejde, ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen blev udbetalt én gang årligt, og således at beløbet indsattes på opsparingskonti. Se også lsr.1985.108.

I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn til hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene reduceret til 2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren. I lsr. 1983.91 fandt Landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og ansvar. Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren. Se også S.F.1.2.5.

S.F.1.2.1.3 Bestyrelseshonorar

De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar, skal stå i et rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde og ansvar.

Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er almindelige for udførelsen af et sådant hverv.

Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et selskab modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men det er det samlede vederlag, som den pågældende modtager fra selskabet, der er afgørende for, om maskeret udbytte kan statueres, jf. indledningen til afsnittet.

Fra praksis kan nævnes lsr.1960.98, lsr.1963.97, lsr.1967.5 * og TOLD*SKAT Nyt 1991.20.1158. Sidstnævnte afgørelse er omtalt under S.C.1.1.1. *

S.F.1.2.1.4 Pensionsordninger

Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær kan være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i et forsikringsselskab, pengeinstitut, pensionskasse eller lignende er oprettet en pensionsordning, hvor selskabet indbetaler bidrag til pensionsordningen, eller som uafdækkede ordninger, hvorved forstås, at forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv, uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.

Afdækkede pensionsordninger

Efter pensionsbeskatningslovens regler kan selskabet fradrage bidrag til pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede vederlag inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.

Et af selskabet indbetalt eengangsbidrag til en pensionsordning for en hovedaktionær vil i medfør af pensionsbeskatningslovens § 23 være fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at hovedaktionæren ikke ved eengangsindbetalingen bliver gunstigere stillet end ved en løbende indbetaling.

Et aktieselskab A overdrog sin virksomhed til et aktieselskab B og udlånte samtidig sin hidtidige direktør og hovedaktionær. Direktøren, der som konsulenthonorar fra A oppebar hvad han tidligere havde fået udbetalt som direktør, godt 1/2 mill. kr., valgte at få en del af vederlaget udbetalt i form af eengangsindskud til livrenter, kr. 160.000 pr. år. Landsskatteretten fandt, at formen for og størrelsen af den samlede aflønning til direktøren måtte anses for fastsat i kraft af dennes dominerende stilling i selskabet, og at arrangementet med indskud til livrenter måtte betragtes som forsøg på at undgå beskatning af denne del af vederlaget. Indskuddet blev herefter anset som maskeret udlodning. (R. R. 1985 s. 261).

En direktør/hovedaktionær fik en mindre løn udbetalt, men samtidig et større beløb af selskabet indbetalt på en rateforsikring i pensionsøjemed. Da det samlede beløb ikke oversteg en rimelig aflønning, fandt Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, således at indbetalingen på rateforsikringen ikke skulle medregnes i direktørens skattepligtige indkomst, Skat 1989.8.606 (LSR).

En pensionsydelse, som et selskab ydede en direktør og aktionær i forbindelse med hans fratræden på grund af sygdom, blev ikke anset for at have karakter af maskeret udbytte, bl.a. fordi direktøren og hans familie kun besad ca. 22 pct. af anpartskapitalen. Pensionsydelsen blev derfor anset for fradragsberettiget for selskabet, Skat 1988.12.780 (LSR).

Et anpartsselskab foretog kapitalindskud på henholdvis 275.000 kr. og 240.000 kr. på livrenter som led i en pensionsordning mellem selskabet og selskabets direktør og eneanpartshaver, samt dennes hustru, der også var ansat i selskabet. Selskabets kapitalinteresser fandtes at være tilgodeset ved betydelige henlæggelser. Under hensyn til oplysninger om ægtefællernes arbejdsindsats, fandt Landsskatteretten, at deres løn gennem årene havde været så beskeden, at skattemyndighederne ville have godkendt en løbende ydelse til en pensionsordning af en størrelse, der modsvarede de omhandlede engangsindbetalinger. Disse indbetalinger var herefter fradragsberettigede for selskabet og skulle ikke beskattes hos ægtefællerne TfS 1988.250 (LSR).

* Er den tidligere ansatte arbejdstager ansat hos et dansk eller udenlandsk datterselskab, der betaler den pågældendes løn, vil moderselskabets fortsatte eller påbegyndte indbetaling til den pågældendes pensionsordning efter omstændighederne blive anset som et tilskud fra moderselskabet til datterselskabet, idet pensionsindbetalingen retteligt hører hjemme i datterselskabet. Moderselskabet har ikke fradrag for indbetalingen i den skattepligtige indkomst, idet PL § 23 ikke omhandler denne situation.

Er ægtefællen enke efter den tidligere hovedaktionær, og har denne ikke sikret enken i tilfælde af dødsfald, vil selskabets indbetaling til en pensionsordning til sikring af ægtefællen, efter omstændighederne blive anset som udbetaling af maskeret udbytte til ægtefællen. Selskabet vil herefter ikke have fradrag for indbetalingen, idet hverken SL § 6 a eller PL § 23 omfatter denne situation. Det må dog stilles som en forudsætning, at ægtefællen sammen med eventuelle efterladte børn har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner. *

Uafdækkede ordninger

Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end andre funktionærers, må selskabets fradrag i forbindelse hermed anerkendes.

Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for hovedaktionæren kort tid før dennes fratræden på grund af alder eller sygdom, og har han haft en afgørende indflydelse på ordningens udformning, anses udbetalingen som maskeret udbytte. Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner. U.f.R. 1975.881 Ø - Skd.35.64 (ØLD).

Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en løbende ydelse, der efter den hidtidige bestemmelse i LL § 14, stk.2, opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været nægtet, når forpligtelsen var indgået under omstændigheder som foran nævnt (fremrykket alder, beherskelse af selskabet).

LL § 12, stk.8, om begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til hovedaktionærer.

Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en hovedaktionær og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden, og denne forpligtelse optages i stiftelsesoverenskomsten og som et passiv i selskabets status, kan fradrag foretages, idet forpligtelsen må betragtes som en del af vederlaget for virksomhedens overdragelse til det nystiftede selskab.

Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne forbindelse som en del af overdragelsessummen pålægges en pensionsforpligtelse, må pensionsydelserne betragtes som en for selskabet ikke-fradragsberettiget udlodning til den nye hovedaktionær samtidig med, at kapitalværdien indgår som en del af vederlaget for aktierne.

Fra praksis kan nævnes

HD af 14.marts 1984 (Skd.70.495): Ifølge aftale mellem et selskab og dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle selskabet bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til direktøren og dennes ægtefælle.

Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte samtidig, eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet. Ordningen var ikke led i en almindelig pensionsordning for selskabets personale. Retten fandt, at vederlaget i sin helhed måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet ikke er berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL § 14, stk.2.

SO 1962.114 (ØLD): Et selskab havde efter direktørens (hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende pension såvel til enken som til direktørens tidligere hustru. I dommen fastslås det, at de til enken udbetalte beløb må betragtes som maskeret udbytte under hensyn til, at det var tillagt hende på et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60 % af selskabets aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning tillagt livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt præmien. (Derimod ansås ydelsen til den tidligere hustru, som ikke var aktionær i selskabet, for en underholdsydelse, der var fradragsberettiget i medfør af den dagældende LL § 14, stk.2).

Lsr. 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev ikke tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde ægtefælle havde været ansat i selskabet.

Lsr. 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret, blev fradrag tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension og andre funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.

Lsr. 1979.192: Fradrag indrømmet for pension til en enke efter stifteren af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik af stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at pensionsforpligtelsen fremgik af en i tilslutning til stiftelsen oprettet engageringskontrakt med den da 48-årige stifter, samt at kapitalinteresserne i selskabet i den forløbne periode var tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle selskabets ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning, med præmien betalt af selskabet.

Lsr.-kendelse af 20.sept. 1979: Pr. 1.jan. 1968 blev en medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet aftale om medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i selskabet ved hovedaktionærens fratræden som direktør, samt om medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende pension til hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om betaling for konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne pensionsydelse blev herefter anset for maskeret udbytte.

Lsr. 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne til deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev det bestemt, at selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes som en pensionsudbetaling, til den tidligere hovedaktionær på 51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter ydelsen nedsattes til en livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den berettigedes død før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede beløbet til den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden. Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af købesummen for aktierne havde erlagt et beløb svarende til kapitalværdien af den løbende ydelse til den tidligere hovedaktionær, og da selskabet havde betalt beløbene, ansås betalingen for maskeret udlodning til aktiekøberne.

Skat 1985.6.168 (LSR): Selskabets direktør og hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i selskabet, og der blev i den forbindelse indgået aftale om, at han skulle have en årlig pension på 75.000 kr., svarende til knap 20% af lønnen. Det var oplyst, at tidligere funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde forladt virksomheden, havde fået udbetalt pensionslignende ydelser, svarende til et sted mellem 13,3% og 16,8% af lønnen ved afgangen. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for ydelser til den tidligere hovedaktionær.

S.F.1.2.1.5 Efterløn

Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet, ikke er omfattet af funktionærloven, har Landsskatteretten statueret, at en eventuel løn, der udbetales til direktøren efter dennes fratræden, ikke kan fratrækkes af selskabet som lønudgift, men må betragtes som et skattepligtigt udbytte. Se ØLD af 22.dec. 1972, Skd. 24.115.

Se endvidere lsr.1963.98 og lsr.1977.106.

En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, solgte denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte samtidig sin stilling i selskabet. Ud over salgssummen for anparterne modtog han en erstatning for øjeblikkelig fratræden på 75.000 kr. Uanset at der ikke var oprettet ansættelseskontrakt, blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig indkomstskattepligtigt, T.f.S.1985.311 (LSR).

S.F.1.2.1.6 Administration af værdipapirer og ejendomme

Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af værdipapirer, tillader praksis kun beskedne fradrag som arbejdsvederlag til aktionærerne.

Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af aktionærers aflønning for arbejdet med administration, såsom fast gage, bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes ud fra, at den gældende boligreguleringslov alene anerkender udgifter ved ejendomsadministration i det omfang, det er rimeligt under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Ved bedømmelsen kan der henses til de omkostninger, der kan indgå i den omkostningsbestemte husleje.

Fra praksis kan henvises til lsr.1946.54, lsr.1951.169, lsr.1958.8 og UfR.1973.852 V.

S.F.1.2.1.7 Repræsentationsudgifter m.v.

Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader selskabet afholde udgifter, som helt eller delvis må karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter.

Udgifter til blandede sammenkomster af privat karakter i anledning af aktionærens fødselsdag, sølvbryllup og lignende mærkedage kan således normalt ikke fradrages i selskabet, selv om der blandt gæsterne skulle være et større eller mindre antal forretningsforbindelser og medarbejdere. Se herom E.B.3.7. Efter omstændighederne kan udgifter dog anses som et lønaccessorium med fradragsret for selskabet til følge.

I lsr.1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af selskabets hovedaktionærs/direktørs 50-års fødselsdag for en udlodning fra selskabet. Retten kunne derimod tiltræde, at udgiften kunne anses for et tillæg af lønmæssig karakter til det til direktøren allerede udbetalte vederlag fra selskabet, og selskabet fik fradragsret.

I lsr.1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der var udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning af udgifterne ved en fest, han holdt i anledning af sit sølvbryllup. I festen havde deltaget 186 personer omfattende familiemedlemmer, forretningsforbindelser og samtlige ansatte i firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af udgifterne som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet blev anset som et tillæg af lønmæssig karakter og således fradragsberettiget for selskabet.

I Skat 1987.2.140 (LSR) blev en arkitekt, der ejede 51 pct. af aktierne i et rådgivende ingeniørfirma, ikke anset for skattepligtig af udgifterne til en reception i anledning af hans 60 års fødselsdag. Der havde alene deltaget forretningsforbindelser, der var inviteret gennem annoncering i dagspressen. Ud over denne reception havde hovedaktionæren afholdt en privat fest, hvis udgifter han selv havde betalt.

S.F.1.2.1.8 Rejseudgifter

Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et rimeligt lønaccessorium.

Som et eksempel kan nævnes lsr. 1980.144, der vedrører et familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være afholdt udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst.

Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere generel karakter, er det i lsr. 1980.99 fastslået, at udgiften ikke havde en så nær og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne godkendes som en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet. Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte vederlag fra selskabet.

Kendelsen må betragtes som udtryk for Landsskatterettens praksis i sådanne tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin karakter fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive godkendt, såfremt en af selskabets medarbejdere havde foretaget rejsen. Ifølge lsr.1982.105 kunne rejseudgifter, som et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andre ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de pågældende udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. Det er naturligvis en forudsætning, at der foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.

I Skat 1989.8.581 (ØLD) blev det bl.a. tiltrådt, at deltagelse i en udenlandsrejse for en hovedaktionær og dennes ægtefælle alene var sket for selskabet og i dettes interesse, således at udgifterne hertil ikke kunne anses for et løntillæg. Derimod fandt retten, at ægtefællernes rejse til Det Fjerne Østen havde haft et ikke uvæsentligt islæt af turistmæssig karakter, hvorfor rejseudgiften måtte anses som løntillæg fra selskabet.

I Skat 1989.9.656 (VLD) blev værdien af en studierejse anset for løntillæg til direktøren, der var hovedaktionær, idet studieturen efter programmet og rejseplanens indhold sammenholdt med turens forløb måtte karakteriseres som en generel studietur med et vist - ikke ubetydeligt - turistmæssigt islæt.

Se også Skat 1990.8.601 (ØLD).

S.F.1.2.1.9 Lejeudgifter

Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til selskabet, kan der ikke godkendes større fradrag for husleje, end hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede, idet beløb herudover må karakteriseres som maskeret udbytte. Der må ved bedømmelsen tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse m.v.

Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og fremlejer en del heraf til selskabet for en større leje, end han selv betaler, anses merlejen for maskeret udbytte.

Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler, automobiler m.v., som udlejes til selskabet.

Efter praksis, jf. lsr. 1980.100, vil merlejen dog ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.

Forbedringsudgifter

Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende ejendom en varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes som en udlodning i skattemæssig henseende.

S.F.1.2.1.10 Aktionærrabatter

Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige end dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en udlodning til aktionærerne. Det er en betingelse, at rabatten er ydet som følge af aktionærforholdet.

Fra praksis kan nævnes

U.f.R. 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men gav ikke en tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret statuerede maskeret udbytte, uanset at rabatten ikke som deklareret udbytte fordeltes i forhold til aktionærernes aktiebesiddelse.

Lsr. 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og udbetalte til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis af de enkelte aktionærers omsætning med selskabet. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede bonus måtte anses for et led i selskabets udbyttefordeling og ansås derfor ikke for fradragsberettiget for selskabet. I Skd.60.34 blev bonus - som en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken - sidestillet med udbytte.

En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der tillige var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet med udbytte, hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes udelukkende i forhold til indlånets størrelse.

R.R 1984. SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til A/S, tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i selskabet, var ikke skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi adgangen til at opnå rabat på op til 25 pct. ved køb af tæpper måtte antages at stå åben for en bredere kreds af personer uden for aktionærkredsen via medlemskab af diverse indkøbsforeninger m.v.

Skat 1986.7.482 (LSR): En aktionærs brugsret til en ferielejlighed i et time-share hotel, blev anset for en ydelse opnået som aktionær i det selskab, der ejede hotellet. Den værdi, hvormed udlejningsværdien oversteg et af aktionæren betalt servicegebyr, blev anset som en maskeret udlodning til aktionæren.

Skat 1987.1.43 (LSR): Den merrabat, som en anpartshaver havde opnået i forhold til øvrige ansatte ved varekøb i selskabet, blev anset for en i princippet skattepligtig udlodning, idet Landsskatteretten lagde til grund, at den opnåede merrabat var fremkommet i kraft af anpartshaverforholdet.

S.F.1.2.1.11 Ydelser i aktionærens interesse

Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager udbetalinger til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hans personlige interesser, viser praksis eksempler på, at aktionæren beskattes af udbetalingerne som almindelig indkomst. Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser.

Gaver

Det er i praksis almindeligt forekommende, at selskaber yder gaver til formål af vidt forskellig karakter. I aktieselskabslovens § 114 og anpartsselskabslovens § 83 findes regler for selskabers gaveydelser til almennyttige og dermed ligestillede formål. Hvor selskabets gaveydelse falder inden for rammerne af disse bestemmelser, vil der næppe kunne statueres maskeret udlodning. Som eksempel herpå kan nævnes Skat 1988.8.480 (LSR).

For gaveydelser, der falder uden for rammerne af disse bestemmelser, kan der statueres maskeret udbytte, når gaveydelsen må anses at tilgodese hovedaktionærens personlige interesser.

Som eksempler herpå kan nævnes

RR 1967.34 SM (skd.VIII 1080/67) - gave til fond, SO 1967.301 (skd.VIII 820/66) - gave til fond.

Løbende ydelser

En tilsvarende problemstilling som ved gaveydelser foreligger, hvor selskabets ydelse har karakter af en løbende ydelse. Et hovedaktionærselskab vil derfor ikke have fradragsret for løbende udbetalinger til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hovedaktionærens personlige interesse, jf. cirk. nr.132 af 25.nov. 1986 om fradragsret for løbende ydelser, pkt.6.

Som eksempler herpå kan nævnes

SO 1974.81 (skd.22.207, VLD af 31.maj 1972) - ikke fradrag for løbende ydelse til et kirkesamfund.

Lsr.1978.74 - ikke fradrag for løbende ydelse til den fond, der ejede selskabet.

Lsr.1981.13 - løbende ydelse anset som en del af anskaffelsessummen for aktier.

Skat 1988.11.684 - ikke fradrag for bidrag til Indre Mission.

SO 1981.128 og 132 ff, RR 1981 SM, s.216-218.

I øvrigt

I lsr.1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Retten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en videreuddannelse.

I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning for hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.

Skat 1987.10.697 (ØLD): Ved udtræden af et revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed, udtog interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at sagsomkostningsbeløbet var en af SL § 4 omfattet indtægt for interessenten, idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad havde haft interesse i voldgiftsagen. Afgørelsen blev indbragt for HR og forligt den 22.nov. 1990. Anken er hævet og interessenten har anerkendt, at sagsomkostningsbeløbet skulle betales af interessenten personligt.

I RR 1985.8, s.193 (VLD) blev et selskabs tilskud til opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets hovedaktionær var formand for, kun i begrænset omfang anerkendt som en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet, mens det resterende beløb blev anset som maskeret udbytte for hovedaktionæren.

Ved en børsintroduktion, der både omfattede nytegning af aktier og dele af de hidtidige aktionærers aktier, blev en del af de af selskabet afholdte udgifter til emissionsprovision, børsprospekt, annoncer og revision anset for udlodning til de hidtidige aktionærer, idet børsintroduktionen også var foretaget i disses interesse i forbindelse med ejerskifte, Skat 1990.7.542 (LSR).

S.F.1.2.2 Manglende selskabsindtægter

Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra selskabet til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe beløb, eller med andre ord, at selskabets indtægter bliver for små. I disse tilfælde skal både selskab og aktionærer beskattes, selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende beløb kan fradrages som lønaccessorium.

S.F.1.2.2.1 Husleje

Har hovedaktionæren bolig i en selskabet tilhørende ejendom, vil der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.

Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse m.v., idet lejebetalingen må rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.

Lejeværdien fastsættes ud fra et skøn over den til enhver tid værende udlejningsværdi, jf. HD af 14.maj 1984 (skd.70.592). Det kan således ikke i hovedaktionærforhold kræves, at ansættelsen af lejeværdien kun forhøjes efter de i lejelovgivningen gældende regler, jf. UfR.1984.534 H.

Ved værdiansættelsen må man være opmærksom på forhold, der kan tale for en reduktion af værdien, f.eks. at der er tale om en ejendom med et usædvanligt stort jordtilliggende eller med store repræsentationslokaler, der ikke indgår i det daglige boligforbrug, jf. VLD af 30.nov. 1981 (skd.61.206).

I lsr.1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast årlig leje på 18.000 kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig karakter svarende til forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af skatterådet til 8% af ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning, for at være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes størrelse måtte være påvirket af beboernes løbende dispositioner. Retten kunne endelig i princippet tiltræde en forhøjelse af selskabets indkomst for selskabets vederlagsfri placering af kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev anslået til 6% af kunstværkernes anskaffelsessum.

Andre bestemmelser kan dog være til hinder for, at der statueres maskeret udbytte. Således kunne lejen i et boligselskab ifølge en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse ikke forhøjes til en skønnet "markedsleje", da der var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde kunnet opnås.

En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset periode som følge af selskabets svigtende indtjening, medførte ikke bortfald af hans skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb, jf. lsr.1985.94.

Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet. Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for hovedaktionærens indsats i selskabet.

Som eksempler på andre afgørelser kan nævnes

Lsr. 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne.

Lsr. 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.

Lsr. 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.

Lsr. 1967.92: Boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje, respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne.

Lsr.1982.11: Et selskab blev anset som indkomstskattepligtigt af berettiget krav på merleje, der blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.

I en ikke offentliggjort kendelse har Landsskatteretten statueret maskeret udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori alene aktionærerne var lejere, havde afviklet en betydelig del af sine prioriteter og nedsatte huslejen, da selskabet herefter ikke havde brug for så store boligafgifter for at klare sine forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der ansås for normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer forhøjedes.

S.F.1.2.2.2 Aktie- og andelslejligheder

Indehavere af aktielejligheder og medlemmer af andelsboligforeninger, der bebor en af selskabets/foreningens lejligheder, er ikke - således som tilfældet er med ejerlejlighedsejere - ejere af lejligheden. Lejeværdien af boligen skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, ligesom udgifter vedrørende lejligheden ikke kan fratrækkes.

Hvis der betales en uforholdsmæssig lav leje, kan der derimod blive tale om beskatning efter de nedenfor angivne retningslinjer. Det er ikke her nogen forudsætning, at der er tale om en hovedaktionær.

Om afgrænsningen mellem andelslejligheder og boligkollektiver, se S.A.1.8.2.

Specielt om andelslejligheder SDcirk.1982-2

Det af andelshaverne betalte boligbidrag til foreningen sidestilles med betalt leje for en lejlighed i en udlejningsejendom.

Undertiden har andelshavere udstedt gældsbreve til foreningen helt eller delvis med det formål at konvertere en ikke-fradragsberettiget boligafgift til en fradragsberettiget renteudgift, se HD af 9.feb. 1981 (skd.57.192), Skat 1989.4.298 (ØLD) og * t&s nyt 1991.10.522 (appelleret til Højesteret). *

Ligningsrådet har ved SD-cirk.1982-2 af 8.feb. 1982 fastsat regler om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift.

Ligningsmyndighederne må herefter foretage en bedømmelse af, om der foreligger et reelt gældsforhold, i alle tilfælde, hvor andelshaveren har udstedt gældsbrev til andelsboligforeningen.

Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt, må rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes skattemæssigt som en nullitet, jf. f.eks. Skat 1986.6.400 (LSR).

Som det fremgår af de i cirkulæret anførte eksempler og retningslinjer vil gældsbrevet ikke kunne anses for reelt, medmindre der foreligger særlige forhold.

I Skat 1986.9.568 fandt Ligningsrådet, at andelsbolighavere kunne få fradrag for renteudgifter vedrørende individuelle medlemslån i en bank, idet man herved henså til, at der var tale om gældsforhold til en bank og ikke til andelsboligforeningen. Det var endvidere forudsat, at andelsboligforeningen ikke på nogen måde hæftede for de individuelle lån, at ejendommen ikke tjente som pant for lånene, at ydelserne på lånene ikke indgik i foreningens regnskab, samt at det ved opkrævningen hos medlemmerne specificeredes, hvad der var henholdsvis boligafgift og ydelser på lån.

Hvis gældsforholdet må anerkendes, kan rentefradrag ikke nægtes, men i disse tilfælde anvendes reglerne om skattepligtig boligfordel (beskatning ved lav boligafgift), jf. nærmere nedenfor. Denne beskatning indtræder også, hvor andelshaverens indskud ikke præsteres i form af et reelt gældsbrev til foreningen, men ved kontant indskud, herunder depositum og forudbetalt husleje. Det er dog i alle tilfælde en forudsætning, at en tilsvarende nedsættelse af boligafgiften kan påvises.

Den skattepligtige boligfordel opgøres som forskellen mellem "normalleje" og faktisk betalt boligafgift, idet der ved "normalleje" skal forstås den boligafgift, der opkræves af andelsboligforeninger, hvis ejendomme er finansieret ved normal låneoptagelse samt med et andelshaverindskud på ikke over 20 pct. af ejendommens anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med tillæg af yderligere 5 pct. af disse beløb til dækning af driftskapital m.v. Indskud på op til 30.000 kr. kan dog altid accepteres uden beskatning af en boligfordel.

Boligfordelen vil normalt svare til bankudlånsrente af den finansiering, andelshaverne har ydet ud over normalindskuddet (25 pct. af anskaffelsessprisen, dog mindst 30.000 kr.). Ved indskud i form af reelt gældsbrev træder den aktuelle gældsbrevsrente i stedet for banklånsrenten.

Det følgende taleksempel viser opgørelsen for en af foreningen nyanskaffet ejendom, idet de anførte samlede beløb må fordeles ud på de enkelte andelshavere i forhold til deres andele.

Købesum 2.000.000 kr. Heraf kontant indskud 700.000 kr. Reelle gældsbreve (til 12 pct. rente p.a.) 400.000 kr. Realkredit (til 13 pct. rente p.a.) 900.000 kr. ------------- I alt 2.000.000 kr. ------------- Skattepligtig boligfordel 200.000 kr. (faktisk kontant indskud: 700.000 kr. - normalindskud 500.000 kr.) til bankrente, f.eks. 11 pct. p.a. 22.000 kr. 400.000 kr. gældsbreve til 12 pct. rente p.a. 48.000 kr. ------------ Boligfordel 70.000 kr. ------------

Boligfordelen skal under alle omstændigheder reduceres med en eventuel rente, som andelshaverne får udbetalt af foreningen.

Den opsparing i andelsboligforeningen, der i årenes løb sker gennem afdrag på og indfrielse af ejendommens pantegæld såvel som gennem den almindelige værdistigning på ejendommen, anses ikke som indskud i cirkulærets forstand.

Cirkulæret omfatter også fritidshuse (sommerhuse).

Af skd.54.206 fremgår, at den omkostningsbestemte leje ikke udgør et maksimum for den "normalleje", som skal beregnes ifølge cirkulæret.

Specielt om aktie- og anpartslejligheder SDcirk.1983-47

Da boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber er sidestillet med andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse, procedure ved overdragelse af andel (aktie eller anpart), prisfastsættelse ved overdragelse af andel (aktie eller anpart) m.v. har Ligningsrådet bestemt, at SD-cirk.1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Der henvises i øvrigt til SD-cirk.1983-47.

S.F.1.2.2.3 Bil, lystbåde, telefon o.lign.

Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af den private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for funktionærer gældende satser, idet hensyn må tages til, om hovedaktionæren selv betaler benzin, reparationer m.v., jf. lsr.1980.133.

Der henvises til A.B.1.7.5.

En revisor, der havde fået stillet en bil til rådighed af det selskab, hvori han var hovedaktionær, var som en konsekvens af sit valg af selskabsform bundet til at anvende de af Ligningsrådet fastsatte satser, som støttes på beregninger af gennemsnitlige kilometerudgifter ved en given årlig kørsel, således at de på dette grundlag opgjorte beløb tilsigtede at svare til den besparelse, som brugeren opnåede ved at have fri bil til disposition for sin private kørsel. Værdien af den private kørsel opgjort efter de gennemsnitlige faktiske udgifter pr. kørt kilometer det pågældende år kunne derfor ikke anerkendes, lsr.1980.133.

Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren, er det værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se VLD af 30.nov. 1981, skd.61.206. Om selskabets fradragsret, se indledningen i S.F.1.2.1.

Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske udgifter til abonnements- og samtaleafgifter, beskattes et beløb svarende til værdien af den private anvendelse af telefonen, hvilken værdi som hovedregel kan ansættes til 1.400 kr., forudsat hovedaktionærens private telefonbrug ikke er ekstraordinært stort.

I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien af benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for hovedaktionæren af et selskabs malerier og antikviteter, som f.eks. er anbragt på hans bopæl, kan normalt fastsættes efter regler for ansættelse af den årlige værdi af brugsnydelser af indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift, jf. § 3, nr.5 i bek. nr.505 af 20.okt. 1983, 6 pct. af genstandens værdi, lsr.1978.125.

S.F.1.2.2.4 Andre ydelser

Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør m.v.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jf. lsr.1982.104. Ofte vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.

S.F.1.2.2.5 Rente/aktionærlån

Lån, som en hovedaktionær har opnået i det af ham beherskede selskab, vil ofte indeholde vilkår, der er fordelagtigere, end hvad selskabet ville indrømme ikke-aktionærer. En fordel i form af rentefrihed eller lav rente i forhold til markedsrenten, repræsenterer en skattepligtig udlodning, jf. lsr.1957.4 og 5.

Efter 18.juni 1982 er det ikke længere lovligt at stifte aktionær- og anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.

Ved udlån af kontanter (pengelån) fra et selskab til dets hovedaktionær vil der ofte foreligge lånevilkår, som er så fordelagtige for hovedaktionæren, at de alene kan antages opnået i kraft af aktionærens dominerende indflydelse i selskabet. I sådanne tilfælde skal ligningsmyndighederne påse, at der i skattemæssig henseende pålægges lånet en anslået forrentning svarende til Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4 %. Den således fastsatte rente fastholdes, så længe gældsforholdet vedvarer, uanset om bankudlånsrenten senere ændres.

Det selskab, der har ydet lånet, skal herefter indkomstbeskattes af differencen mellem den anslåede rente og selskabets faktiske renteindtægt. Beløbet skal medregnes i * udbytteindkomsten hos aktionæren, der til gengæld kan fratrække et tilsvarende beløb ved opgørelsen af kapitalindkomsten. *

Aktionæren kan ikke beskattes af et beløb svarende til differencen mellem låneprovenuet og den kursværdi, som de aftalte lånevilkår betinger.

Med hensyn til lån, som opstår ved at hovedaktionæren løbende hæver beløb i selskabet over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter, gælder, at sådanne låneaftaler - ligesom andre aftaler om udlån fra et selskab til dets hovedaktionær - i skattemæssig henseende må anerkendes, når aktionæren er solvent.

Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske forhold må antages, at han ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, må hævningerne i almindelighed beskattes som løn fra selskabet. I det omfang aktionæren ikke udfører et arbejde for selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse dog som maskeret udbytte.

Den således fastsatte forrentning ændres ikke, selv om der senere sker ændring af diskontoen.

Det bemærkes, at reglerne alene omfatter egentlige kontante lån, derimod ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i forretningsmæssig handel mellem selskab og hovedaktionær. Om sådanne forhold henvises til S.F.1.2.3.

Reglerne vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende udviser en saldo i selskabets favør.

Den ovenfor nævnte indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet skal undlades, hvor det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af aktionærlånet) efter den eksisterende praksis om løn til hovedaktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses at indeholde et maskeret udbytte.

For så vidt angår de situationer, hvor manglende forrentning fortsat skal beskattes som maskeret udbytte, dvs. navnlig de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, er de lokale ligningsmyndigheder bemyndiget til i forbindelse med eller i kontinuitet af indkomstansættelsen af selskabet at indrømme hovedaktionæren fradragsret for en til forhøjelsen af selskabet svarende renteudgift, såfremt hovedaktionæren indbetaler den ligningsmæssigt fastsatte rente til selskabet, eller renten godskrives over hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet.

Aftaler, hvorefter en hovedaktionær over mellemregningskontoen hæver beløb til betaling af private udgifter, må anerkendes som låneaftaler, medmindre aktionæren er insolvent.

* I ØLD af 15.maj 1991 blev en udbetaling fra 2 selskaber i solvent likvidation til hovedaktionæren anset for forhåndsudlodning af forventet likvidationsprovenu og ikke som påstået af hovedaktionæren, et aktionærlån. Udbetalingen blev således beskattet som almindelig indkomst hos hovedaktionæren. T&s nyt 1991.12.644. *

Ifølge ovennævnte regler om aktionærlån skal indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet undlades, hvor hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af aktionærlånet) er af en sådan størrelsesorden, at der må anses at foreligge en rimelig aflønning, jf. f.eks. lsr.1984.5.

Efter PSL er løn personlig indkomst, medens renteudgifter er kapitalindkomst. I de tilfælde, hvor rentefordelen betragtes som tillæg til hovedaktionærens arbejdsvederlag i selskabet, skal hovedaktionæren derfor medregne rentefordelen som yderligere lønindtægt, og hovedaktionæren kan fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift.

I de tilfælde, hvor manglende forrentning fortsat skal beskattes som maskeret udbytte, dvs. navnlig de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, kan de lokale ligningsmyndigheder indrømme hovedaktionæren fradragsret for en til forhøjelsen svarende renteudgift, såfremt hovedaktionæren indbetaler den ligningsmæssigt fastsatte rente til selskabet eller renten godskrives selskabet over hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet.

Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende personer, jf. lsr.1984.5.

Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3. Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to førstnævnte anpartshavere i henhold til SD-cirk.1978.31 og lsr. udtalte, at der mellem parterne i et papirløst samlivsforhold måtte antages at være et sådant personligt og økonomisk interessefællesskab, at deres indflydelse måtte bedømmes ud fra den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt blev dog anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.

Hovedaktionæren kan ikke udlodningsbeskattes af forskellen mellem låneprovenuet og den kursværdi af lånet, som de aftalte vilkår betinger.

Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.

Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries til et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses som en skattepligtig udlodning fra selskabet.

Om et tilfælde vedrørende manglende forrentning af overskud, se Skat 1990.6.463 (LSR). Et anpartsselskab, der var komplementar i et kommanditselskab, og hvis anpartshavere - der var nærtbeslægtede - var kommanditister i kommanditselskabet, havde ladet væsentlige overskud indestå i kommanditselskabet uden forrentning heraf. Anpartsselskabet blev anset for skattepligtig af beregnet rente af disse beløb, for så vidt angik den del af rentebeløbene, der vedrørte kommanditisternes andel af overskudsbeløbene, idet disse rentebeløb blev anset for maskeret udlodning til anpartshaverne.

Om lån mellem koncernselskaber, se S.D.3.

S.F.1.2.3 Enkeltstående udlodninger

Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra hovedaktionæren til overpris.

Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville have været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var blevet solgt til, henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren skal beskattes af den ved transaktionen opnåede økonomiske fordel.

For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.

S.F.1.2.3.1 Obligationer

Overdrager et selskab en obligationsbeholdning, som ikke er erhvervet i næring eller i spekulationshensigt, til hovedaktionæren for et beløb, der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens alene, at hovedaktionæren beskattes af differencen mellem overdragelsesprisen og børskursen som maskeret udlodning.

En hovedaktionær havde optaget et lån i selskabet til køb af obligationer fra selskabet. For lånet var udstedt et gældsbrev, som selskabet nedskrev til kurs 60. Udlodning antaget for differencen mellem obligationernes kursværdi og gældsbrevets (mindre) kursværdi, jf. Skat 1986.9.551 (LSR).

S.F.1.2.3.2 Fast ejendom

Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris, beskattes hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og ejendommens handelsværdi. Selskabet beskattes af en eventuel avance efter reglerne for afståelse af fast ejendom, idet afståelsessummen sættes til handelsværdien.

Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet til overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som udlodning og handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af den særlige eller almindelige indkomstskat, som aktionæren skal pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal reduceres til det beløb, som er ejendommens handelsværdi.

En overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for +/- 15 pct. af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, vil normalt ikke blive anfægtet skattemæssigt. Se også Skat 1990.4.289 (LSR). Hvor kontantprisen ligger uden for +/- 15 pct. af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, sker der ikke kun beskatning i det omfang, kontantprisen ligger uden for 15 pct.'s grænsen, men af hele forskelsbeløbet, se iøvrigt Skat 1987.9.656 (LSR) og * TOLD*SKAT Nyt 1992.1.22. *

I et tilfælde, hvor en ejendom blev overdraget den 1.jan. 1986, blev ejendomsvurderingen pr. samme dato lagt til grund ved afgørelsen af, om der var grundlag for at statuere maskeret udlodning, Skat 1988.7.393 (LSR).

S.F.1.2.3.3 Aktier

Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem købsprisen og handelsværdien som udlodning, og aktionæren kan benytte handelsværdien som anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattemæssige avance/tab ved videresalg af aktierne. Selskabet skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget opgjort i forhold til handelsværdien. Ved indrømmelse af fortegningsret til konvertible obligationer med særlige gunstige bestemmelser om forrentning og indløsning kan der foreligge maskeret udlodning. I Skat 1989.3.238 fandt Landsskatteretten, at de forpligtelser, et aktieselskab skulle påtage sig i forbindelse med et påtænkt arrangement med hensyn til tegning af konvertible obligationer til en fikseret lav kurs og dels med hensyn til forrentning og indløsning, måtte anses for ganske usædvanlige og uden forretningsmæssig begrundelse. Formålet med dispositionen ansås derfor at være at tilføre klageren midler, der hidrørte fra det af hende dominerede aktieselskab.

Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes overprisen som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at betragte som en udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres på grundlag af handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum kun benytte handelsværdien, ikke den faktisk erlagte købesum.

Såfremt overdragelseskursen er opgjort i overensstemmelse med reglerne i skd.cirk. af 17.nov. 1982, pkt.17, vedrørende værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning, vil kursen bortset fra ekstreme tilfælde ikke blive kritiseret skattemæssigt, hvorved forudsættes kontant berigtigelse af købesummen. Se også Skat 1990.5.384 (LSR).

Dette indebærer normalt følgende: Hvis der handles aktier i nov. 1988 for et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen selskabets status 31.dec. 1987 og de kapitalisationsfaktorer, der bruges til skattekursberegningen 1.jan. 1988. Foregår handelen i dec. 1988 for samme selskab, bruges status 31.dec. 1988 og faktorerne brugt til kursberegning 1.jan. 1988.

Handles i jan. 1989, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab bruges status 31.dec. 1988 og faktorerne, der er brugt ved skattekursberegningen 1.jan. 1989.

Om udlodning i forbindelse med likvidation, se S.B.2.1.2.1.1.

Om krydsende aktiesalg til søsterselskaber, Skat 1988.9.534 (LSR), hvor der ikke blev statueret maskeret udbytte ved to skatteyderes salg af aktier i to søsterselskaber, i hvilke skatteyderne tilsammen ejede hele aktiekapitalen. Se også Skat 1990.7.539 (LSR).

S.F.1.2.3.4 Goodwill

Selv om der ikke længere skal opgøres en fortjeneste eller et tab ved salg af goodwill, har værdiansættelsen af goodwill dog fortsat betydning, især ved overdragelse af virksomheder mellem interesseforbundne skattesubjekter.

Overdragelse af goodwill - eventuelt i forbindelse med omdannelse af en personlig virksomhed til selskab - skal altid ske til handelsværdi. Er overdragelsen af goodwill sket til overpris, vil en hovedaktionær blive beskattet af en maskeret udlodning svarende til overprisen.

Ved afståelse af en virksomhed mellem uafhængige parter vil der som følge af modstående interesser med hensyn til overdragelsessummens størrelse og dennes fordeling på goodwill og andre aktiver, normalt ikke opstå problemer vedrørende værdiansættelsen af goodwill.

Hvor der ved en virksomhedsoverdragelse er interessesammenfald mellem parterne, f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, kan parterne have en særlig interesse i at fastsætte en goodwill-værdi, der afviger fra handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i disse tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages, jf. skd.cirk. nr.118 af 29.juni 1982, pkt.3.

Fra praksis kan nævnes

TfS 1984.522 (ØLD): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957 overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25 pct. af selskabets nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med 1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den indtægtsmæssige årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved der henvistes til UfR 1973.18 H. Landsretten udtalte, at fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, at beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet i stiftelsesdokument og vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der oprindelig var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift blev hovedaktionær, fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen i Ligningslovens § 14, (nu § 12).

Vedr. værdiansættelse af goodwill, se SD-cirk.1988-17 og SD-cirk.1990-7.

Om goodwill, se i øvrigt E.H.

S.F.1.2.3.5 Gældsbrev

Såfremt et i forbindelse med stiftelse af et hovedaktionærselskab udstedt gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at indeholde maskeret udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på grundlag af den kurs, som gældsbrevet har på tidspunktet for erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag, jf. lsr. 1980.186, der vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen var kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90. Kursgevinsten 10% af restgælden - sædvanligt afdrag blev anset for at være udlodning.

I lsr.1982.16 har retten anset, at der ikke var sket en udlodning til hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab, der ved hans formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret til et uforrentet og usikret anfordringstilgodehavende, der blev optaget til nominel værdi. Ændringen var en følge af et af selskabets kreditorer gennemtvunget salg af selskabets ejendom. Da hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens reelle værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke,at der var tilgået hovedaktionæren nogen fordel.

I Skat 1985.5.121 (VLD) statuerede landsretten maskeret udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve. En statsaut. revisor overdrog en anpart i et revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i forbindelse med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og disse pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger.

S.F.1.2.3.6 Nedskrivning på aktionærforskrivninger

I visse tilfælde sker der ved stiftelse af et aktieselskab ikke fuld indbetaling af hele aktiekapitalen, men aktionærerne udsteder forskrivninger (gældsbeviser) på den resterende del af den tegnede kapital.

Det forekommer hypigt, at disse forskrivninger ikke gøres gældende med krav om indbetaling, men at der i stedet af det beløb, der er til disposition af selskabets overskud til udbytte m.v., anvendes en del til nedskrivning af aktionærernes forskrivninger. Disse nedskrivninger på aktionærernes forskrivninger kan ikke betragtes som fondsaktier, men beskattes som udbytte. Forholdet forekommer især hos forsikringsselskaber.

S.F.1.2.3.7 Iøvrigt

Fra praksis i øvrigt kan nævnes

Lsr. 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.

U.f.R. 1969.412 H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var 9.625.100 kr.

U.f.R 1975.596 H: (Kommenteret i R.R. 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens handelsværdi.

Lsr. 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til trediemand opstod tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet.

Lsr. 1984.102 En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90. Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.

Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele kapitalen i C. Lsr. fandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.

U.f.R. 1978.660 H, skd.46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.

* T&s nyt 1991.10.546 (lsr). En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 9 %. Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at direktøren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. *

Lsr. 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet.

U.f.R. 1981.1030, skd.58.291: Kursværdi på sælgerpantebreve, som en hovedaktionær har modtaget ved salg af ejendom til selskabet.

I Skat 1986.7.459 (ØLD) tiltrådte landsretten, at en revisors overdragelse af enkelte klienter fra hans personlige revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke kunne anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill. Det til revisor udbetalte beløb, blev herefter anset for maskeret udlodning.

Lsr.1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i selskabet for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke ønskede at skyde yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog direktøren sig A/S A's kautionsforpligtelser m.v. Det var videre oplyst, at direktøren tillige for 1 kr. havde købt en fordring på 260.000 kr., som A/S B havde på A/S A. Skattemyndighederne havde anset afdrag på fordringen for en skattepligtig udlodning fra selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens skattepligtige indkomst med udlodningen.

Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset for værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med erhvervelsen havde været at få mulighed for senere at trække penge ud af selskabet uden beskatning. Det måtte derfor anses for med rette, at direktøren selv blev beskattet af det udloddede beløb. Under henvisning til det oplyste om direktørens lønindkomst fra selskabet blev udbetalingen anset for yderligere løn fra selskabet, og direktørens ansættelse blev derfor nedsat med skattegodtgørelsen.

Skat 1986 3.217 (LSR): I forbindelse med omdannelse af en hidtil personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab, blev værdien af goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende myndigheder fastsatte goodwill-værdien til 165.000 kr. Landsskatteretten tiltrådte, at værdien af den overdragne goodwill ikke kunne ansættes til en højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at det beløb hvormed overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af goodwill skulle betragtes som maskeret udlodning.

Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab skete efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, se Skat 1990.7.537 (LSR). Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet klageren et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning.

For en hovedaktionær, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i et moderselskab til dets helejede datterselskab, fandt Ligningsrådet, at dispositionen ikke kunne anses for omfattet af reglerne i ABL, men at hele afståelsessummen måtte anses for skattepligtig udlodning for hovedaktionæren i henhold til LL § 16 A, stk.1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen ved dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til hovedaktionæren, hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens beherskelse af moderselskabet, se RR 1984.SM.143.

Derimod har Skattedepartementet ikke statueret beskatning efter LL § 16 A, stk.1, ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en del af aktieposten i et moderselskab til dets helejede datterselskab, se RR 1968.SM.25.

Om et tilfælde, hvor en hovedaktionær ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se Skat 1988.8.495. Afgørelsen er stadfæstet, Skat 1989.3.238 (LSR).

Om afgørelser, hvor der ikke er fundet grundlag for at statuere maskeret udbytte, se Skat 1988.9.534 (ØLD), Skat 1988.5.287 (LSR) og Skat 1990.2.134 (LSR).

S.F.1.2.4 Havnemølledommen

Endelig skal anføres højesteretsdom U.f.R. 1960.535 H, der omhandler et særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.

Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet til et af aktionærerne oprettet interessentskab på vilkår, at korntørreriets driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet, mens interessentskabet betalte en omsætningsbestemt leje. Højesteret fastslog, at udlejningen efter lejekontraktens indhold ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig baggrund, bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for interessentskabet. Derimod fandtes selskabet ved den foretagne disposition at have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne årligt fik et særligt udbytte af deres aktier ud over det deklarerede i form af interessentskabets overskud. Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til selskabets indkomst.

S.F.1.2.5 Ydelser til hovedaktionærens børn m.fl. samt fonde

Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske til aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris, anses forskellen mellem handelsværdien og den faktiske overdragelsesværdi som maskeret udlodning til den pågældende, såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post - aktier i selskabet. Er den pågældende ikke aktionær, må forskellen anses som en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave videretransporterer aktivet til handelsværdi til den pågældende.

Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller lignende.

I Skat 1990.8.591 (ØLD) fandt retten, at et byggeselskabs regnskab kunne tilsidesættes som grundlag for ligningen og selskabets indkomst forhøjes skønsmæssigt. Selskabets hovedaktionærs indkomst kunne ligeledes forhøjes med maskeret udbytte og hovedaktionærens fraskilte ægtefælles indkomst med et gavebeløb. Byggeselskabet havde opført et parcelhus på en grund tilhørende hovedanpartshaverens fraskilte ægtefælle, der efter skilsmissen havde haft arbejde i selskabet. Selskabet havde haft et tab ved opførelsen af huset, som var fratrukket i selskabets indkomstopgørelse. Samtidig opnåede den fraskilte ægtefælle en formuefordel ved at erhverve huset til en pris, der var lavere end selskabets kostpris. Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at byggeriet og aftalen herom hvilede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.

S.F.1.2.6 Omgørelser

Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning af maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne ændrer de aftalte vederlag i overensstemmelse med skattemyndighedernes skøn eller lader den foretagne handel gå tilbage.

Kompetencen til at træffe afgørelse i omgørelsessager vedrørende hovedaktionærdispositioner er af Ligningsrådet henlagt til de lokale ligningsmyndigheder. Tilladelse til omgørelse af hovedaktionærdispositioner vil kunne gives under følgende forudsætninger

1.

Den omgørelsesdisposition, der foretages, skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden. En hel erhvervsvirksomhed kan f.eks. ikke tillades tilbageført fra selskab til stifter.

2.

Forholdet skal være lagt klart frem. Andrageren må således ikke have forsøgt at skjule transaktionen, således at det var vanskeligt for myndighederne uden dybtgående undersøgelse af regnskabsmateriale at gennemskue forholdet.

3.

Andrageren skal være i god tro, d.v.s. at han ikke vidste eller burde vide, at transaktionen ville udløse beskatning af den omhandlede art. Der vil typisk foreligge ond tro, hvis differencebeløbets størrelse ikke står i rimeligt forhold til overdragelsessummen.

Afgørelser, hvorefter et omgørelsesandragende ikke imødekommes, kan indbringes for Ligningsrådet.

Det er en forudsætning for at tillade en omgørelse, at det er muligt at foretage omgørelsen.

Efter reglerne om aktionærlån, jf. S.F.1.2.2.5, kan de stedlige ligningsmyndigheder desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.

Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet blive betragtet som en ny disposition med deraf følgende yderligere skattemæssige konsekvenser i form af gave- eller udlodningsbeskatning.

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

Investeringsforeninger er foreninger, som anbringer medlemmernes midler i aktier, obligationer o.lign.

Nogle foreninger udsteder omsættelige indskudsbeviser (investeringsbeviser). Disse behandles skattemæssigt ganske som aktier og enhver form for udbytte beskattes som udbytte af aktier.

Andre foreninger udsteder ikke investeringsbeviser, men indlånsbeviser i bankbogslignende form, og for medlemmer af disse "kontoførende" foreninger er der i * lovbek. nr.584 af 7.aug. 1991 * givet nærmere regler om beskatningen af renter, udbytte og overskud.

S.F.1.3.1 Indlånskonti

Medlemmernes indestående i kontoførende investeringsforeninger opskrives hvert år med en til deres andel svarende part af udbyttet på de af foreningen ejede værdier, ligesom indeståendet jævnligt - normalt en gang om året - korrigeres for de kurssvingninger, der har været på foreningens aktivmasse. Om indskud og udtræk uden for de normale reguleringsterminer gælder for hver forening særskilte regler.

Beskatningsreglerne er i korthed (idet der i øvrigt henvises til * lovbek. nr.584 af 7.aug. 1991 *) således

Medlemmerne skal ved opgørelsen af deres indkomst medregne den andel i indvundne renter og udbytter, der er tilskrevet deres indestående i årets løb. Den del af det tilskrevne beløb, der vedrører udbytter, sidestilles med aktieudbytte, hvori der her i landet er indeholdt udbytteskat, og * beskattes som udbytteindkomst, jf. S.F.1.1. * Resten af det tilskrevne beløb medregnes som renteindtægt.

Om beskatningen af fortjeneste eller tab, som hidrører fra foreningens værdipapirer i øvrigt, henvises til S.A.1.6.3.

S.F.1.3.2 Omsættelige investeringsbeviser

De foran omtalte regler i * lovbek. nr.584 af 7.aug. 1991 * finder ikke anvendelse på investeringsforeninger, der udsteder omsættelige investeringsbeviser. Investeringsbeviserne behandles skattemæssigt som aktier, og foreningen skal indeholde udbytteskat af udlodninger (KSL § 65, stk.3). Medlemmerne er almindeligt indkomstskattepligtige af udlodning fra foreningen. * I det omfang, der i udlodningen fra investeringsforeningen indgår udbytte fra danske aktieselskaber m.v., se S.F.1.1, skal denne del behandles som udbytteindkomst. * Investeringsbeviser i nogle af disse foreninger handles på Børsen.

En del af foreningerne udlodder ikke udbytte, men lader udbytte og renteindtægter forblive i foreningen, hvorved foreningsformuen og dermed investeringsbevisernes værdi forøges. Disse akkumulerende investeringsforeninger er skattepligtige på lige fod med selskaber, jf. SSL § 1, stk.1, nr.5 a.

Ved afståelse af investeringsbeviser behandles avance/tab skattemæssigt efter samme regler, som gælder for salg af aktier.

S.F.1.4 Beskatningstidspunktet

Aktieudbytte beskattes på det tidspunkt, hvor udbyttet fastsættes (deklareres) ved selskabets generalforsamling. At udbyttet først kan kræves udbetalt det følgende år er uden betydning for beskatningstidspunktet, lsr.1962.98. Acontoudbytte, som forekommer i enkelte selskaber, beskattes i udbetalingsåret.

S.F.1.5 Fikseret vederlag

Aftaler mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, kan også gå ud på, at hovedaktionærens vederlag (gage, leje, rente) fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad selskabet skulle betale, hvis vederlaget skulle oppebæres af en anden end hovedaktionæren.

I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte vederlag.

Sådanne aftaler kan dog tilsidesættes i særlige tilfælde, hvor den pågældendes personlige erhvervsevne er afgørende for indkomstens erhvervelse, hvor han reelt over for kundekredsen er den forpligtede med hensyn til indsatsen, og hvor den i selskabet for erhvervsudøvelsen nødvendige kapital er minimal, således at selskabsformen må anses for valgt udelukkende med henblik på at undgå personbeskatning af indkomsten.

I U.f.R.1983.699 (HD), blev en direktørs gageafkald til fordel for det af ham dominerede selskab ikke anset for bindende ved direktørens skatteansættelse under hensyn til, at selskabets indtjening og ekspansion var afhængig af hans personlige arbejdsindsats.

Der kan her blive tale om at overføre et yderligere beløb til beskatning som vederlag til aktionæren, så vederlaget svarer til den betaling, det må anses for muligt at opnå for tilsvarende ydelser mellem uafhængige parter.

Selskabets skattepligtige indkomst nedsættes i så fald med det samme beløb, idet det forudsættes, at beløbet udbetales eller godskrives aktionæren i tilknytning til den stedfundne beskatning.

Ændringer af denne art kan dog kun finde sted efter forudgående forelæggelse for T&S, jf. SD-cirk. nr.437 af 5.11.1975 om fikseret vederlag.

En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere år. Han ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet anbragte i værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne modregnes i selskabets underskud. Da der ikke lå forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men formålet med købet af selskabet alene havde været udnyttelse af underskuddene, fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos hovedanpartshaveren.

Et selskabs to anpartshavere påtænkte under hensyntagen til et kapitalbehov i selskabet at optage et privat lån i et pengeinstitut for herefter at udlåne provenuet til selskabet uden forrentning. Da det rentefri videreudlån måtte anses for en unormal forretningsdisposition, der udelukkende havde til formål at give anpartshaverne et skattemæssigt rentefradrag og samtidig formindske et forventet underskud i selskabet, som evt. ikke ville kunne udnyttes til fremførsel efter LL § 15, fandt Ligningsrådet, at anpartshaverne skulle beskattes af den manglende forrentning, og at renten skulle fastsættes til samme rentesats, som blev anvendt ved anpartshavernes optagelse af lån i pengeinstituttet. Om lignende tilfælde, se Skat 1990.2.136 (LSR) og * TOLD*SKAT Nyt 1992.4.133. *

* TOLD*SKAT Nyt 1992.4.130. Hovedaktionærerne, som alle havde et anfordringstilgodehavende hos selskabet, blev af Ligningsrådet anset for skattepligtige af den manglende forrentning. Renten skulle i mangel af andre holdepunkter fastsættes til diskontoen + 4 %, jf. principperne om aktionærlån. Såfremt der skete en lavere forrentning, skulle aktionærerne beskattes af differencen mellem den faktiske forrentning og forannævnte rentesats.

* Selskabet måtte anses for at have fradrag for et beløb svarende til den renteudgift, der skulle beskattes hos aktionærerne. Dette beløb skulle dog modsvares af det skattepligtige tilskud, som den manglende forrentning var udtryk for. *

I lsr.1985.6. blev et selskab ikke anset for skattepligtig af fikserede indtægter ved udlån til selskabets tidligere direktør, der var gift med en af selskabets aktionærer. Det var oplyst, at selskabets tilgodehavende var opstået ved transaktioner af underslæbslignende karakter fra direktørens side, og på den baggrund fandt Landsskatteretten, at selvom tilgodehavendet havde vedrørt en person, der havde familiemæssig tilknytning til selskabets aktionærkreds, kunne det dog ikke sidestilles med et aktionærlån, da der ikke havde været vilje til at yde det pågældende lån.

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

S.F.1.2 Maskeret udbytte

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

S.F.1.4 Beskatningstidspunktet

S.F.1.5 Fikseret vederlag