MOMSVEJL., AFGØRELSER 1990 1124 MN. BUSMOMS - KØRSEL I BÅDE IND- OG UDLAND
Statutory Text (1 Articles)
1124 Mn. Busmoms - kørsel i både ind- og udland
Nævnet har truffet afgørelse om, at vognmænd m.fl. der udfører momspligtig passagerkørsel, jf. lovens § 2, stk. 3, punkt f, 2. punktum, ved opgørelsen af den momspligtige værdi efter lovens § 7 for kørsel i både ind- og udland, skal opdele det samlede vederlag i en indenlandsk og en udenlandsk andel.
Opdelingen skal ske på grundlag af den tilbagelagte strækning, det vil sige antal kørte kilometer her i landet og i udlandet.
En gymnastikforening fandt det urimeligt, at den i forbindelse med en 2 døgns opvisningstur til Hamburg fra et busselskab havde modtaget en faktura lydende på i alt 6.908 kr., heraf moms 658 kr. Momsbeløbet var af vognmanden opgjort på grundlag af antal kørte kilometer i Danmark i forhold til det samlede antal kilometer på hele turen. Den momspligtige andel af det samlede vederlag for turen udgjorde 47,87%. Efter foreningens opfattelse skulle momsbeløbet kun udgøre 275 kr., idet opgørelsen burde foretages efter det antal timer, hvor bussen havde kørt i Danmark. Den momspligtige værdi ville herved udgøre 1.250 kr., beregnet som 2 gange 2½ times kørsel á 250 kr. pr. time.
Af toldvæsenets vejledning "BUSMOMS" fremgår de nærmere regler for turistvognmændenes opgørelse af den momspligtige værdi. Der skal ske opdeling efter forholdet mellem antal kørte kilometer i Danmark og antal kørte kilometer i udlandet, dog således, at der tages hensyn til eventuelle overliggedage, jf. afgørelse nr. 880.
Skatteministeriet, Departementet, har oplyst, at baggrunden for opgørelsesmetoden i toldvæsenets vejledning skal søges i forarbejderne til ændringsloven vedrørende busmomsen - lov nr. 269 af
9. juni 1982. Af udvalgsbetænkningen af 28. maj 1982 fremgår det, at skatteministeren besvarede 2 spørgsmål (nr. 4 og nr. 20) vedrørende kørsel både i Danmark og i udlandet.
Det fremgår af afgivne svar, at der kun skal betales moms af kørsel her i landet; værdien findes ved en forholdsmæssig fordeling af det samlede vederlag for hele transportydelsen. Det fremgår imidlertid ikke, om fordelingen herefter skulle ske efter antal kørte kilometer her i landet, henholdsvis i udlandet, eller efter antal timer/døgn de 2 steder.
Efter forhandlinger med brancheorganisationerne blev den første løsning valgt. Afgørende for valget var blandt andet, at det allerede i bemærkningerne til lovforslaget var oplyst, at der også skulle betales moms af turistkørsel her i landet med udenlandske turistbusser. Det blev samtidig oplyst, at der i disse tilfælde skulle beregnes moms på grundlag af et gennemsnitsvederlag efter den tilbagelagte strækning og antallet af befordrede passagerer. Afgiften afregnes p.t. med 5 øre pr. personkilometer.
Ved afgørelsen har nævnet lagt vægt på dels de oplysninger, der foreligger om forarbejderne, dels de praktisk administrative fordele ved en opdeling efter antal kørte kilometer i stedet for antal timer/døgn de 2 steder.