MOMSVEJL., AFGØRELSER 1990 1098 MN. DELVIS FRADRAGSRET
Statutory Text (1 Articles)
1098 Mn. Delvis fradragsret
Nævnet har behandlet spørgsmålet om renters indvirkning på fradragsretten i en virksomhed med både momspligtige og momsfri aktiviteter.
Det pågældende selskabs aktiviteter består af momspligtig leasingvirksomhed og momsfri udlejning af en beboelsesejendom. Selskabets overskud fra disse aktiviteter dækker kun delvis de samlede udgifter til gager og driftsomkostninger. De væsentligste indtægter i selskabet er renteindtægter og kursgevinster fra sælgerpantebreve samt renteindtægter fra overskudslikviditet. Selskabet driver ikke finansieringsvirksomhed.
Selskabet har taget fuld fradragsret for momsen af indkøb, og momstilsvaret har konstant været negativt, også når der ses bort fra moms af indkøbt leasingudstyr. Når selskabets renteindtægter medregnes i den samlede omsætning, bliver fradragsretten mindre end 10%.
Nævnet traf afgørelse om, at selskabet på grund af udlejningsejendommen ikke har fuld fradragsret for fællesomkostningerne. Nævnet fandt derimod, at der ikke i øjeblikket er hjemmel til at lade en virksomheds finansielle indtægter (renter og kursgevinster mv) begrænse selskabets delvise fradragsret, hvorfor disse indtægter ikke skal medregnes ved opgørelsen af den delvise fradragsret.
Se også Mn.1041.