PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.

§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år

4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur.

5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold, medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf, og

6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.

Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. § 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt. § 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte.

2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

Efter skattestyrelseslovens § 35, stk.1, der gælder for indkomståret 1990 og senere indkomstår, kan skattemyndighederne som udgangspunkt ikke forhøje en ansættelse vedrørende indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Denne generelle begrænsning i skattemyndighedernes revisionsbeføjelse fandtes ikke i den tidligere skattestyrelseslov, hvor revisionsbeføjelsen alene var begrænset af reglen i den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk.5, om skønsmæssige forhøjelser.

Dog kan skattemyndighederne nu uden begrænsning ændre grundlaget for en skatteanættelse, eksempelvis ændre afskrivningsgrundlaget for en bygning, men selve ansættelsen kan således ikke ændres mere end 3 år tilbage. Skattemyndighederne kan dog ikke ændre grundlaget mere end 3 år tilbage, hvis der er tale om, at ansættelsen beror på et skøn, jf. § 35, stk.2. Sondringen mellem faktiske skøn (bevisskøn) og retlige skøn har herefter kun betydning i denne særlige situation.

Reglen i § 35 gælder imidlertid ikke for skatteansættelser, der vedrører indkomstår før 1990.

Det betyder, at reglen om begrænsning af adgangen til at foretage skønsmæssige forhøjelser i den tidligere skattestyrelseslovs § 15, stk.5, fortsat vil finde anvendelse i en årrække fremover.

2.1. Område

Den tidligere Skattestyrelseslovs § 15, stk. 5 bestemmer, at »forhøjelser af ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang, hvori ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår«.

For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i landsskatteretslovens § 3, stk.5.

Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og frigørelsesafgift. Derimod er bestemmelsen i § 15, stk.5, ikke til hinder for skønsmæssig ændring af gaveafgiftsgrundlag.

Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til Landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør finde sted på punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal indstilling herom afgives over for Landsskatteretten inden fristens udløb og der skal samtidig gives klageren meddelelse om indstillingen.

Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter af en ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen foretages nedsættelse af ansættelsen, således at nettoresultatet af ændringen bliver en nedsættelse.

Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at forhøjelsen sker efter skøn.

2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?

Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den pågældende lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først får meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse afsendes uden unødigt ophold, skd.32.144.

Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en ansættelse for indkomståret 1987 er gyldig, såfremt den er vedtaget senest den 31.dec. 1990 og meddelelse om ansættelsen er tilgået skatteyderen uden unødigt ophold.

2.3. Hvornår foreligger der et skøn?

Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks. hvorvidt en bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.

Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor sagens faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis nødvendiggør et skøn fra de lignende myndigheders side.

Som konkrete eksempler kan nævnes

Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver: goodwill, varelager m.v., lsr. 1954.89.

Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr. 1956.150.

Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede landbrugsbygninger (kun det relevante år), lsr. 1966.75 og 1978.117.

Fastsættelsen af »levetiden« for en bygning på lejet grund, lsr. 1978.51.

Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af et aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.

Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs salg af en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.

Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring eller vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.

Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.

Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet ikke findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.

Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af bil, egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 2.6.

Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri bolig, telefon, fri bil m.v. (se også T 2.6), skøn over udgifter, afholdt i medfør af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter, udgift til uniform og arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt kursfastsættelse af unoterede aktier. For disse gælder, at Ligningsrådet i vidt omfang har fastsat vejledende satser inden for dette område, men den omstændighed, at en forhøjelse er foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med Ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens karakter af skønsmæssig ansættelse, jf. UfR 1955.812.

Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den skatteyder, der er i god tro, mod efter længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav inden for et område, hvor han efter sagens natur har svært ved at bevise eller sandsynliggøre sin påstand.

Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra fristen i tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har udeholdt oplysninger eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed ved udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende oplysninger har begået en positiv fejl, jf. UfR 1964.691.

Manglende oplysning i selvangivelsen om f.eks. værdi af frit ophold og lommepenge kan medføre suspension af 3-års fristen.

Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks. hvis det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig om ikke oplyste kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn skulle fradrages udgifter til kontorholdet, vil forholdet ikke falde ind under § 15, stk.5, idet forhøjelsen så vidt muligt hviler på en beregning.

Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående, opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige stigning i indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15, stk.5, idet forhøjelsen så nært som muligt støtter sig på en beregning, jf. byretsdom af 6.jan. 1953, (refereret i SO 1953 s.104).

Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på grundlag af formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder det ovenfor anførte om korrektion af positive fejl, men et oprindeligt skøn over privatforbrugets størrelse kan ikke ændres efter udløbet af fristen i § 15, stk.5.

I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige forhøjelser i anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke var gyldige, idet de var foretaget efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 og Landsskatteretten efter dagældende praksis ikke anså det for en positiv fejl fra klagerens side, at han ikke havde medregnet beholdningsavance.

En skatteyder blev efter 3 års-fristens udløb af skatterådet forhøjet med en skønsmæssigt fastsat værdi af fri bolig m.v., hvilket var afledt af, at hans moder ved en landsskatteretskendelse var blevet nedsat med et beløb, der ifølge kendelsen burde henføres til beskatning hos sønnen.

Da fristen ifølge § 15, stk.5, ikke var overholdt, anså lsr. forhøjelsen for ugyldig. Det blev herved lagt til grund, at skatteyderen ikke ved positive fejl eller undladelser havde forholdt de skattelignende myndigheder oplysninger af betydning for indkomstansættelsen, jf. lsr. 1986.33.

Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk.5 lægges til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det forhold, der korrigeres ved forhøjelsen, ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos skatteyderen.

Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige forhøjelser gennemføres ved en ændret skatteansættelse med den virkning, at den korte forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk.5 viger for reglerne i den foran omhandlede forældelseslov af 1908. Forhøjelsen vil endvidere kunne ske i form af en efterbetalingssag efter statsskattelovens § 42 jf. skattestyrelseslovens § 17, dvs. uden ændring af selve ansættelsen.

2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser

Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige ansættelser og tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af ansættelser.

Det skal dog bemærkes, at Landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet af fristen, for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som konsekvens medførte en tilsvarende forhøjelse for det efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for det sidstnævnte år lå inden for fristen i § 3, stk.5, fandtes bestemmelsen i nævnte § altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.

2.5. Diverse afgørelser

1) Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et tab i anledning af de pågældende selskabers likvidation.

Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30.dec. 1974) reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet skatterådet gjorde gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen en overpris for aktierne på nævnte beløb.

Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var foretaget skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969 gældende frist efter § 3, stk.5.

Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft nogen indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og ændringen af anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen forhøjelse vedrørende klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde været anledning til at tage anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering ved behandlingen af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.dec. 1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens indkomst for 1971 med 175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.

2) En af Landsskatteretten fastsat kurs ved klage over gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af aktier som gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 lægges til grund ved faderens ansættelse af særlig indkomstskat, idet kursen ville medføre en forhøjelse af den oprindelige ansættelse, og ansættelsen måtte anses for skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved gaveafgiftsberegningen. Man må være opmærksom på reglerne i KL § 16.

3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregningen af særlig indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jf. punkt 8 i daværende cirkulære nr. 250 af 29.dec. 1975 om særlig indkomstskat m.v. af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, faldt ikke ind under § 3, stk.5, idet avanceopgørelsen hvilede på en beregning, ved hvilken købesummen for hele ejendommen og salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde foretagne fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset, at ansættelsen ikke kunne betragtes som skønsmæssig, lsr. 1977.100.

Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved fordelingen af basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i tilfælde hvor kun en del af en ejendom undergår zoneændring. Også i tilfælde, hvor 2 selvstændige ejendomme er erhvervet under eet og nu sælges under eet, men hvor den ene ejendom er ubebygget og den anden ejendom er bebygget, således at 2 forskellige beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte betragtning.

I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del af en ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af ejendommens bygninger, fandt Landsskatteretten derimod, at fordelingen af anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at § 15, stk.5 skulle bringes i anvendelse.

4) En kendelse fra Landsskatteretten omhandler en erhvervsdrivende, som ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973 af skatterådet blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens regnskabsmateriale ikke blev anset for egnet til at danne grundlag for ansættelsen. Gennem toldvæsenets momskontrol blev det i 1975 konstateret, at klageren havde undladt at angive moms for de nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse af 28.sept. 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af indkomstårene beregnede yderligere indtægter, der svarede til de unddragne momsbeløb, dog med fradrag af de tidligere af skatterådet foretagne skønsmæssige forhøjelser.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var foretaget efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.

Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren enten svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne positive fejl ved indkomstopgørelserne, at han var ifaldet bødeansvar, dels fordi det i ansættelserne indgåede skønselement af Landsskatteretten blev anset for at være så begrænset, at ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter den forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor påberåbte lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved anvendelse af bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper.)

5) I en landsskatteretskendelse er det fastslået, at vurderingen af, hvorvidt et udlandslån måtte anses for et finanslån eller et driftslån, ikke beror på et skøn omfattet af skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, men derimod på en retlig vurdering af arten og karakteren af det optagne lån.

2.6. Privatforbrugsposter

I SD-cirk. 1985-3 understreges det, at gennemgangen af selvangivelserne for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige med tilsvarende skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt og være afsluttet inden den 1.okt. i det år, hvori ligningen foretages.

Cirkulæret betragtes alene som en henstilling til skattemyndighederne om i givet fald at foretage de omhandlede forhøjelser hurtigst muligt. Skatteyderne kan ikke støtte ret på cirkulæret. For de erhvervsdrivende m.fl. skattepligtiges vedkommende gælder, at der så tidligt som muligt efter, at udsøgningen til ligningsmæssig behandling har fundet sted, bør tages stilling til, om der skal gennemføres en forhøjelse af privatforbrugsposter af den i det ophævede SD-cirk. 1979-17 nævnte art. Det drejer sig om

1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til rådighed af arbejdsgiver.

2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og fribolig.

3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.

4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.

5) Værdi af forbrug af egne varer.

Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige gøres bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil ændre, enten i meddelelsen til den pågældende om, at selvangivelsen er udtaget, eller i den første underretning om, hvordan ansættelsen agtes foretaget.

Blandt omstændigheder, der kan medføre, at skattemyndighederne kan gennemføre forhøjelser af privatforbrugsposter trods de anførte henstillinger, skal nævnes, at forbruget ikke fremgår af selvangivelsen, eller at der er givet urigtige eller vildledende oplysninger herom.

Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

1. Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse fordringer på 5 år. Loven er i uddrag gengivet som bilag sidst i dette afsnit. I T 1.5. omtales den 20 årige forældelsesfrist, der gælder ved siden af 1908-loven. Fristreglerne er ikke til hinder for at ændre selve skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige beregningsgrundlag, jf. Skat 1987.10.734.

Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige, eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås ved, at et krav er gjort gældende, omtales under T 1.4.

Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet, bør det ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til modregning.

1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler om, at disse ikke skal finde anvendelse, er uforbindende.

1.1. Hvilke skatter og afgifter

Efter lovens § 1, stk.1, nr.4, forældes »skatter eller afgifter af offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter såvel personlig skat af enhver art som dødsbo- og selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for nærværende fremstilling.

1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i 5 år. Som en almindelig regel vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe fra det øjeblik, da kravet er forfaldent til betaling.

Det forhold, at Landsskatteretten havde begrundet sin kendelse anderledes end den kendelse, der var påklaget, kunne ikke i sig selv medføre, at restskatterne for de pågældende indkomstår, som skatteyderne i øvrigt uden forbehold havde betalt, var forældet. Landsskatterettens kendelse var med andre ord ikke udtryk for nogen ny skatteansættelse. Forholdet kunne alene begrunde, at den ved landsskatteretskendelsen udløste merskat forældedes, hvis de tidsmæssige betingelser herfor i øvrigt var opfyldt, jf. HD af 18.okt. 1989, Skat 1989.11.862.

Også upålignede skatter m.v.

Loven taler om »statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur«, men det er uomtvisteligt, at forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved sin opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter m.v., der ikke er pålignede eller beregnede, medmindre myndighederne har befundet sig i utilregnelig uvidenhed om deres krav, jf. om suspension af forældelsen afsnit T 1.3.

Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist »i almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det pågældende indkomstår«, skd.40.25.

Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som foreløbig skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at forældelsesfristen for personlige skatter af (almindelig) indkomst og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal regnes fra forfaldstidspunkterne for restskat, der opkræves på normal måde, jf. Skat 1989.11.862.

Eksempel

Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra forfaldstidspunkterne for restskat, opkrævet på normal måde

Indkomståret 1985

Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.9., 1.10. og 1.11.1986. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.9., 1.10. og 1.11.1991 (for 1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).

Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i juni måned i det år, hvori ligningen foretages, har fået udbetalt overskydende skat, som efter senere ændring af skatteansættelsen skal betales helt eller delvis tilbage, er behandlet i KL § 62 A, stk.2, jf. § 61, stk.5, hvorefter tilbagebetalingen skal finde sted til de for betalingen af restskat gældende terminer.

Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således forfalder ved de for restskat fastsatte terminer, kan man drage den slutning, at forældelsesfristens forløb for krav på skat af (almindelig) indkomst og formue vil være upåvirket af, om der forud for kravets rejsning har været udbetalt overskydende skat. Hvis den overskydende skat er kommet til udbetaling efter eller imellem forfaldstidspunkterne for restskat (opkrævet på normal måde), vil fristen for den del af kravet, som kan rummes af det overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra tilbagebetalingstidspunktet, jf. ØLD af 3.okt. 1974, skd.32.153 (der direkte angik sømandsskat).

Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat skal forældelsesfristen for statens krav på tilbagebetaling regnes fra tidspunktet for beløbets udbetaling til skatteyderen (skd.71.621).

Særlig indkomstskat

Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og 1.11 i det år, hvori skatten pålignes, jf. LOSI § 12, stk.2. Forældelse af krav på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt indkomstår indtræder normalt 5 år efter disse terminer med 1/3 ved hver, se dog reglerne om skatteophør nedenfor.

Ved fraflytning

Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som sædvanlig. Forældelsesfristen løber derfor som for andre skatteydere uden hensyn til, på hvilken dato i indkomståret skattepligten er ophørt. Derimod rykkes forfaldstidspunktet for særlig indkomstskat frem i tilfælde af skatteophør på grund af fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet, men ikke betalt særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen, jf. bekendtgørelse nr.347 af 28.juni 1988 om afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt m.v. Forældelsesfristen vedrørende den særlige indkomstskat regnes fra dette tidspunkt, medmindre begyndelsestidspunktet udskydes i medfør af suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, eller af en af de i 1908-lovens § 3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af forældelse.

Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og for særlig indkomstskat

Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1985

Særlig ind- komstskat Restskat Forfaldstidspunkt 1.8.1985 1.9, 1.10 og 1.11.1986 Forældelsens indtræden 1.8.1990 1.9, 1.10 og 1.11.1991

Dødsfald

Hvis skattepligten ophører på grund af dødsfald, må der henses til, om der skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der foretages afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket tilfælde skattetilsvaret for dødsåret er endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, KL § 14, stk.1, eller om der foretages afsluttende ansættelse af almindelig og særlig indkomst for mellemperioden. I sidstnævnte tilfælde forfalder restskatten og den særlige indkomstskat til betaling den 1.10 efter indkomstårets udløb, idet dog ingen skat forfalder til betaling senere end den 1. i den 3. måned efter ophør af boets skattepligt, jf. KL § 62 B, stk.1.

Eksempel

Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til 20.4.1985, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse, forældes 5 år fra 1.10.1986 at regne, d.v.s. 1.10.1991, medmindre boet er afsluttet forinden, f.eks. den 1.4.1986; i så fald indtræder forældelsen den 1.7.1991.

Dødsboer

Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43, stk.8, sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for betaling af for lidt erlagte skatter bortfalder, såfremt skattemyndigheden ikke foretager rettidig anmeldelse til boet, d.v.s. inden for de i KL § 14, stk.3 og stk.6, angivne frister, normalt 6 måneder fra dødsfaldet.

For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til krav på indkomst- og formueskat fra de i KL § 62 B nævnte forfaldstidspunkter, jf. om afsluttende skatteansættelser ovenfor. Hvis boskatten ikke er pålignet på det tidspunkt, da den efter reglen i KL § 62 B skulle være forfalden til betaling, udskydes forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger nærmest efter påligningen, jf. bekendtgørelse nr. 602 af 9.dec. 1977, § 18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog kun i tilfælde, hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden den 1.10 efter indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige fremgangsmåde havde været fulgt.

Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den skattepligtige almindelige indkomst, jf. LOSI § 13 A, behandles den del af boskatten, som kan henføres til den særlige indkomst, heller ikke anderledes end den øvrige i forældelsesmæssig henseende.

Selskabsskatter

Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30. Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i det skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes på grundlag af en afsluttende eller anden ekstraordinær ansættelse, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst samtidig med den indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste ordinære skatteansættelse, SSL § 30, stk.2. Forældelsesfristen løber som illustreret ved følgende eksempler

Indkomstår Forfalds Forældelsens (-periode) Skatteår tidspunkt indtræden 1.1.1984- 1985/86 1.11.1985 1.11.1990 31.12.1984 1.5.1984- 1986/87 1.11.1986 1.11.1991 30.4.1985 1.5.1985- 1986/87 tidl. 1.11.1986 tidl. 1.11.1991 20.7.1986(ophør)

Arve- og gaveafgifter

Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra afgiftens forfaldstidspunkt.

Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat i §§ 24 og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.

Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af repartitionen er udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet anke, jf. skiftelovens § 50, stk. 3.

I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at der er givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift, og det samme gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser, som ikke har været inddraget under skifte.

På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger efter, at der er meddelt giver og modtager underretning om afgiftsberegningen, se nærmere cirkulære nr. 144 af 17.juni 1970 om ændringer i reglerne om arve- og gaveafgift. Indgivelse af klage til Landsskatteretten over værdiansættelse eller afgiftsberegning medfører ikke, at forfaldstidspunktet udskydes.

Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort umiddelbart på grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet arve- eller gaveanmeldelse, kan forfaldstidspunktets anvendelse som begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen volde problemer.

Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne tilfælde er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås, at fristen i intet tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt skiftet bo er afsluttet, fristen for indsendelse af boopgørelse vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller fristen for indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.

Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en konkret bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre afgiftskravet gældende.

Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet forældelse efter 5-års reglen, når det af giverens eller modtagerens selvangivelse er fremgået, at der er givet nogen et afgiftspligtigt formuegode. Dette for afgiftsmyndigheden strenge standpunkt er indtaget i ØLD, refereret i UfR 1971.856.

Frigørelsesafgift

Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning, jf. lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.

Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for zoneovergangen.

Afgifter i medfør af PL

Indkomstskat (og afgift, hvis der er tale om pensionsordninger, der er ophævet ved aftale den 1.juli 1987 eller tidligere), der skal svares i henhold til pensionsbeskatningsloven, skal tilbageholdes af det pågældende forsikringsselskab, vedkommende pensionskasse eller anden institution og indbetales til statskassen (Told- og Skattestyrelsen) inden 3 måneder efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til skattepligten. Spørgsmålet om forældelse af krav på disse skatter m.v. er i almindelighed uden praktisk interesse for de lignende myndigheder.

Tillæggsskat/ indkomstskat

For pensionsordninger ophævet i utide m.v. betales en indkomstskat. For ordninger ophævet i utide m.v. efter 1.juli 1987 tilbageholder forsikringsselskabet/pengeinstituttet som omtalt foran indkomstskatten. Spørgsmålet om forældelse er herefter uden praktisk interesse.

1.3. Suspension af forældelsen

Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller sættes i stå efter at være begyndt at løbe på grund af omstændigheder, som hindrer fordringens inddrivelse, betegnes som suspension af forældelsen. Suspension må ikke forveksles med afbrydelse, se T 1.4.

1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd

»Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt«.

Utilregnelig uvidenhed

Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav spiller i praksis en betydelig rolle.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens forløb, jf. UfR 1927.585 H. For skatte- og afgiftsmyndighederne antages denne regel at gælde ubetinget, og den skattelignende myndighed kan således godt have befundet sig i en undskyldelig tvivl om en skattebestemmelses forståelse eller rækkevidde, uden at tvivlen vil kunne påberåbes som »utilregnelig uvidenhed«.

Vildfarelser af faktisk karakter

Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det er ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års burde være blevet opmærksomme på det ikke oplyste forhold. At kravet til skattemyndighedernes »almindelige agtpågivenhed« er meget strengt, fremgår af ØLD, UfR 1971.856, angående et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren af højesteretsdommer Spleth til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173, se også skd.57.181 (forældelse af efterbetalingskrav).

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden synlig anledning. En ØLD i Skat 1990.4.255 kommer til det resultat, at skattemyndighederne ikke er forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af et selvangivet fradrag, hvis der ikke er særlig anledning til det. Støder skattemyndigheder under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag for en selvangivelse på oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af selvangivelsen, og som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville have ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses for suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og indtil det tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, skd.63.347.

I VLD af 12.sept. 1988, Skat 1988.11.662, om statsgældsbeviser fandt retten, at skattemyndighederne ikke havde været i utilregnelig uvidenhed om skattekravet. Dommen var begrundet med, at spørgsmålet om suspension overhovedet ikke ville være opstået, hvis ligningsmyndighederne havde fulgt anvisningerne i SD cirk.1979-31 efter dets ordlyd og tilsidesat lånearrangementer, hvor den blotte mulighed for vekselererfirmaet til at foretage terminsforretninger var til stede. Fristen var med andre ord ikke suspenderet, indtil skattemyndighederne ved en regnskabsmæssig gennemgang af vekselererfirmaet havde konstateret, om den pågældende vekselerer rent faktisk havde disponeret over de omhandlede statsgældsbeviser.

VLD af 12.juni 1989 (2.afd., B 995/1988), vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsmæssig gennemgang af et aktieselskabs regnskab for 1972 viste, at selskabets hovedaktionær havde modtaget 300.000 kr. Ifølge regnskaberne var der tale om et lån ydet af en østrigsk forretningsforbindelse. Hverken hovedaktionærens eller selskabets regnskaber hver for sig eller sammenholdt indeholdt oplysninger, som kunne give skattemyndighederne grund til at antage, at lånet, optaget i Østrig, ikke var reelt, men maskeret udbytte fra selskabet til hovedaktionæren. Heller ikke oplysninger indhentet i 1980 hos Danmarks Nationalbank og det østrigske finansministerium, som gav skattemyndighederne anledning til at iværksætte undersøgelsen, fandtes at kunne give skattemyndighederne grundlag for at fremsætte et skattekrav mod hovedaktionæren. Da forældelsesfristen herefter havde været suspenderet, stadfæstede landsretten fogedrettens opretholdelse af et udlæg i 1985 hos hovedaktionæren.

Betydningen af sagens fortsatte behandling

Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. HD af 21.marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter hensynet til sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev tilsidesat. Da de oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev anlagt den 4.dec. 1958, havde foreligget for skattevæsenet i en redegørelse for skatteyderens indtægter år for år af 7.aug. 1953, suppleret den 23.okt. samme år, ansås skattekravet for forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i UfR 1963B, s.246.

I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260) er det antaget, at forældelse efter 1908-loven ikke kan gøres gældende i et tilfælde, hvor forligsforhandlinger om forhøjelse af en afdød skatteyders indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret er blevet fortsat over en periode af flere år.

I ØLD af 27.sept. 1988, Skat 1988.12.747, der drejede sig om opkrævning af svenske arbejdsgiverafgifter, blev det antaget, at 1908-lovens forældelsesfrist ikke havde været suspenderet på grund af, at arbejdsgiveren efter klagefristens udløb havde fremsat anmodning om omberegning af afgiften hos de svenske myndigheder eller på grund af politiske forhandlinger mellem Danmark og Sverige om kravets berettigelse. Det af de danske skattemyndigheder foretagne udlæg blev derfor ophævet.

Skatteyderens opholdssted ubekendt

Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe dette ligger inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre tænkes at befinde sig i utilregnelig uvidenhed om en skyldners opholdssted i udlandet . Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en løbende forældelsesfrist anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en skatteyder var flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til folkeregisteret. Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere adresse sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile, ligeledes uden at melde flytning. I forhold til dommen fra 1932 kan der af begrundelsen udledes en vis skærpelse af kravet til myndighedernes anstrengelser. Der lagdes udtrykkeligt vægt på skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som Chile, hvor inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk formål at søge adressen oplyst.

Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet

Forældelsesfristen kunne endvidere ikke anses for suspenderet i et tilfælde, hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om skatteyderens opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge deres krav gennemført, skd.66.260.

Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, hvorefter der ved beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i § 14, stk.3, finder på den anden side ikke anvendelse, så længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se endvidere »Vejledning for pantefogeder«, Kommunetryk, afsnit 16.

1.4. Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-lovens § 2, 2.pkt., afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når »fordringshaveren inden fristens udløb enten 1) erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller 2) foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse«.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den ikke løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af et andragende om henstand med eller lempelse af tilsvaret, jf. skd.70.78 og 71.686.

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør, jf. HD af 10.okt. 1989, Skat 1989.11.860. Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver restanten med et eller flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.

I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en periode over flere år.

Indbringelse for Landsskatteretten

I ØLD, UfR 1972.447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108, er man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for Landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er forældet, bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra afsigelsen af Landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21.feb. 1978 (skd.48.52), blev det i overensstemmelse hermed lagt til grund, at fristen for forældelse af et efterbetalingskrav, hvorom Ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne regnes fra afsigelsen af Landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv havde indbragt sagen for Landsskatteretten på et tidspunkt, hvor kravet ikke var forældet. Denne generelle formulering er imidlertid ikke gentaget i HD af 27.nov. 1978 i samme sag, UfR 1979.64, skd.48.58, men det udtales, at den langvarige behandling ved Landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at indbringelse for Landsskatteretten ikke generelt medfører afbrydelse af forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på den anden side under visse omstændigheder kan fortabes af skatteyderen.

Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes indstilling til Landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet, om en indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær indstilling, således at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig indkomstskat ikke fortabes.

Af HD af 14.april 1986 (Skat 1986.5.306) fremgår, at bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31, stk.1 (tidl. § 29, stk.1), kun tager sigte på en skatteyders adgang til at indbringe en sag for domstolene,hvorfor bestemmelsen ikke afskærer skattemyndighederne fra at anlægge sag ved domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om der verserer en klagesag ved Landsskatteretten.

I to ØL-kendelser af 27.april 1987, Skat 1987.7.478 blev en sådan retssag udsat for at afvente Landsskatterettens afgørelse af sagens materielle indhold. Kendelsen er ikke indbragt for Højesteret, men anses for konkret begrundet, jf. Skattedepartementets kommentar i Skat 1987.7.480.

Egen anmeldelse

Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i loven fastsatte anmeldelsesfrists udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en løbende forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en »selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om sådanne udeholdelser eller fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle være på det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende fastslår retsplejelovens § 527, at forældelse af en fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af toldfogeder og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges op med tvangsrealisation. Selv om forretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen.

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Efter 1908-lovens § 1, stk.2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke anvendelse, »når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået«. Fordringer, som er således sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se T 1.5.

At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et vedhængende rentekrav selvstædigt forældes efter 1908-loven.

Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis det ikke fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder det ikke betingelsen efter 1908-loven § 1, stk.2. Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på 5 år, se ovenfor om frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved fastslås - således er en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR 1965.608, refererede byretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. fastsættelse af den skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig, HD i UfR 1934.432. Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk.3, for skattekrav, opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk.1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk.1 og 2, og 11, stk.1 og 3, jf. § 9, stk.3.

Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1, stk.2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke anses som et særligt retsgrundlag.

1.5. Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, jf. 1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området skatter og afgifter er ikke stor.

Reglen i Danske Lov går ud på, at

»Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller Beskikkelse eller Tingsvidne ere fornyede«.

Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne sproglig betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist har været suspenderet gennem en længere periode.

Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller fra det tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. Ved UfR 1985.619, jf. Skat 1985.9.236 fastslog Højesteret, at krav på særlig indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb. Tilsvarende anses krav på restskatter efter praksis for stiftet ved indkomstårets udløb. Ved UfR 1987.925 har Højesteret endvidere fastslået, at krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes ved indkomstårets udløb. For så vidt angår selskabsskatter anses disse ved Nykøbing F. skifterets dom af 30.5.1990 i TfS 1990.887 for stiftet ved den skatteudløsende begivenhed. Dommen er anket.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter 1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes under de betingelser, 1908-loven opstiller i § 3, se T 1.3. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet fastholdes.

Udbytteskat - tilbagebetalingskrav

ØLD af 24.maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs tilbagebetalingskrav på udbytteskat indbetalt af datterselskab i medfør af KL § 65 fandtes ikke at være omfattet af 1908-lovens § 1 nr.6 og er efter ordlyden af § 1 nr.4 heller ikke omfattet af denne bestemmelse. Fordringen er herefter undergivet forældelsesreglen i DL 5-14-4.

Uddrag af lov nr.274 af 22.dec. 1908 om forældelse af visse fordringer

1. Forældelse af skattekrav

1.1. Hvilke skatter og afgifter

1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe

1.3. Suspension af forældelsen

1.4. Afbrydelse af forældelsen

1.5. Den 20-årige forældelse

2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

2.1. Bestemmelsens område

2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?

2.3. Hvornår foreligger der et skøn?

2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser

2.5. Diverse afgørelser

2.6. Privatforbrugsposter