Legislator Case Law & Legislation
E19887MA0054 DK

MOMSVEJL., AFGØRELSER 1988 1029H UFR BYGGERI

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Stor vejledning 1988

1029H UfR Byggeri

Højesterets dom af 21. oktober 1988

Den pågældende sag omhandlede et selskab i byggebranchen, der opførte enfamiliehuse på egne grunde med henblik på salg. I nogle tilfælde var slutseddel underskrevet før byggeriet var påbegyndt (støbning af fundament), men selskabet afregnede kun moms af byggeudgiften, ikke af vederlaget fra køberen.

Det kriterium toldvæsenet anvender ved afgørelsen af spørgsmålet om hvorvidt der foreligger arbejde for egen eller fremmed regning er om støbning af fundament er påbegyndt før slutseddel er oprettet.

Østre Landsrets dom af 31. august 1987.

Sagen drejer sig om, hvorvidt det sagsøgende selskabs opførelse af enfamiliehuse med henblik på videresalg er sket for fremmed regning, således at der skal svares afgift af selskabets vederlag for byggeriet.

Det fremgår af sagen, at Horsens Distriktstoldkammer den 4. juli 1984 - i forbindelse med en kontrol af det sagsøgende selskabs afgiftsregnskab for perioden 1. juli 1979 til 31. december 1983 - bl a meddelte selskabet, at dette skulle indbetale et beløb på 81.065 kr. i moms for "kontraktbyggeri, som fejlagtigt af selskabet er behandlet efter reglerne om byggeri på egne grunde".

Afgørelsen blev af det sagsøgende selskab påklaget til Direktoratet for Toldvæsenet, som i skrivelse af 1. november 1985 tiltrådte distriktstoldkamrets afgørelse.

Det sagsøgende selskab indbragte spørgsmålet om den afgiftsmæssige stilling for de omhandlede byggerier for Nævnet vedrørende Merværdiafgift. I skrivelse af 7. marts 1986 fastholdt nævnet direktoratets afgørelse. Det anføres i nævnets skrivelse bl a

. . . . . . . . "Nævnet har . . . på ny overvejet den afgiftsmæssige afgrænsning mellem byggeri for egen, henholdsvis for fremmed regning. Nævnet har imidlertid besluttet - i overensstemmelse med fast og langvarig praksis - at de omhandlede byggerier efter det i sagen oplyste skal afgiftsberigtiges efter reglerne om byggeri for fremmed regning. Nævnet har herved lagt vægt på, at køberne har underskrevet slutseddel, inden byggeriet er påbegyndt (støbning af fundament); ejendomsretten til grund og byggeri er således overgået til køberne inden byggeriets start, uanset om slutsedlen tinglyses eller ej".

Under denne den 22. april 1986 anlagte sag har det sagsøgende selskab nedlagt påstand om, at sagsøgte, Ministeriet for Skatter og Afgifter, tilpligtes at anerkende, at momstilpligtelsen udarbejdet af Horsens Distriktstoldkammer 4. juli 1984 og stadfæstet af Direktoratet for Toldvæsenet den 1. november 1985 og af Nævnet vedrørende Merværdiafgift mv. den 7. marts 1986 er uberettiget for så vidt angår et beløb på kr. 81.065,00, der angives at vedrøre kontraktsbyggerier, således at denne momstilpligtelse skal bortfalde og de pågældende momsangivelser reguleres i overensstemmelse hermed.

Sagsøgte har påstået frifindelse. Der er mellem parterne enighed om størrelsen af det omhandlede afgiftskrav.

Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af direktøren for det sagsøgende selskab og af dets revisor.

Direktøren har forklaret, at han siden 1972 har drevet byggevirksomhed. I de senere år har han bygget 40-50 huse årligt med henblik på videresalg gennem ejendomsmægler. Hvis et hus af afgiftsmyndigheden betegnes som opført for fremmed regning, vil det indebære en forøgelse af hans salgspris med 17-20.000 kr, hvilket kan være vanskeligt at forklare potentielle købere. Støbearbejdet til et almindeligt parcelhus kan normalt gennemføres på 1-2 dage, men kan i tilfælde af uheldigt vejrlig tage væsentlig længere tid.

Revisor har bekræftet, at der kan opstå en prisdifference ved salg af huse afhængig af, om huset anses for opført for egen eller for fremmed regning.

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand blandt andet gjort gældende, at det af merværdiafgiftsnævnet valgte kriterium for, hvorvidt der er tale om byggeri for fremmed regning eller for egen regning - alene har støtte i nævnets praksis. Det er et tilfældigt valgt kriterium, som virker uheldigt, og for et byggefirma kan være vanskelig at administrere. Retsforholdet mellem byggefirmaet og køberen er - når huset handles på slutseddel - det samme, uanset om sokkel er støbt eller ikke støbt på tidspunktet for slutsedlens underskrift. Når et hus er solgt ved slutseddel, hviler den fulde risiko for byggeriets færdiggørelse til tiden principielt på byggefirmaet, modsat kontraktsbyggerier, hvor bygherren er ansvarlig for grundfinansiering mv., og hvor AB 72 i almindelighed finder anvendelse. Særlig klart kommer forskellen frem i tilfælde af bygherrens misligholdelse.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse bl.a. henvist til, at merværdiafgiftslovens varebegreb ikke omfatter salg af fast ejendom, der derfor ikke er momspligtig, hvorimod byggevirksomhed er momspligtig, jf. den dagældende momslovs § 2, stk. 2, litra c-d (lovbekendtgørelse nr. 354 af 1.7.1975), nu momslovens § 2, stk. 2, sammenholdt med stk. 3. Efter momslovens § 3, stk. 1, jf. § 7, stk. 1 skal den, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed med afsætning af varer og tjenesteydelser svare moms af vederlaget.

Disse bestemmelser suppleres af bestemmelsen i lovens § 3, stk. 2, hvorfor ministeren kan bestemme i hvilket omfang, der skal svares afgift, selvom den pågældende vare eller tjenesteydelse fremstilles eller præsteres til eget brug. Hensigten hermed er at undgå en konkurrencemæssig ulighed, jf. også lovens § 8, stk. 3, jf. stk. 2. I medfør af momslovens § 3, stk. 2 blev det i bekendtgørelse nr. 359 af 1. juli 1969 bestemt, at "den der på egen grund opfører bygninger til salg eller udlejning" skal svare afgift efter nærmere angivne regler.

Denne bekendtgørelse er senere afløst af bekendtgørelse nr. 372 af 6. juli 1984. Det er efter bekendtgørelsen således ikke afgørende for afgiftspligten, om ejendommen efterfølgende afhændes, men om der bygges på egen grund.

Nævnets praksis, hvorefter det afgørende for, om der foreligger byggeri på egen grund er, om støbearbejdet er påbegyndt på tidspunktet for slutsedlens underskrift, har været fulgt i en lang årrække, og de registrerede byggevirksomheder er gjort bekendt med denne praksis i 1971 og 1984. Der er tale om et enkelt og klart kriterium, der er let at håndtere. Det er ubestridt, at kriteriet ikke er i strid med loven, og anvendelsen af det fører ikke til åbenbart urimelige resultater. De af det sagsøgende selskab fremhævede forskelle i retsforholdet mellem bygherre og byggevirksomhed afhængig af, om der er tale om salg ved slutseddel eller kontraktbyggeri, er uden betydning for spørgsmålet om den afgiftsmæssige behandling af byggeriet.

Landsretten skal herefter udtale

Da salg af fast ejendom ikke er omfattet af varebegrebet efter loven om merværdiafgift, og da det af merværdiafgiftsnævnet gennem en årrække i praksis anvendte kriterium for, hvornår der foreligger salg af fast ejendom, ikke er i strid med loven eller fører til åbenbart urimelige resultater, vil der være at give sagsøgte medhold i den nedlagte frifindelsespåstand.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Ministeriet for Skatter og Afgifter, vil være at frifinde. Inden 14 dage fra dommens afsigelse betaler sagsøgeren i sagsomkostninger til sagsøgte 10.000 kr.

Højesterets dom af 21. oktober 1988.

Appellanten har gentaget sin påstand. Indstævnte har påstået stadfæstelse. Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer.

Ved afgørelsen af, om byggeri er sket for egen eller fremmed regning, har Momsnævnet efter fast praksis lagt vægt på, om støbning af fundament er påbegyndt ved handelens indgåelse (slutsedlens underskrift).

Højesteret finder, at denne praksis er i overensstemmelse med reglerne i momsloven og den i medfør af lovens § 3, stk. 2, udstedte bekendtgørelse om merværdiafgift af byggeri til salg eller udlejning og stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom bør ved magt at stande.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, betale 12.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →