MOMSVEJL., AFGØRELSER 1988 1042 MN. FRADRAGSRET FOR VAREVOGN
Statutory Text (1 Articles)
1042 Mn. Fradragsret for varevogn
Der har været rejst spørgsmål om en gårdejers fradragsret for moms ved køb af en varevogn med tilladt totalvægt ikke over 3 tons.
Gårdejeren driver en landbrugsejendom med planteproduktion og opfedning af kreaturer samt maskinstationsdrift.
Varevognen anvendes bl a til kørsel til landboauktioner, foderstofleverandører, slagteri og sprøjtekurser o lign samt kørsel til erhvervsrådsmøder.
Det var fra gårdejerens side anført, at den pågældende kørsel må anses for erhvervsmæssig og anvendt i forbindelse med virksomhedens omsætning af varer og momspligtige ydelser.
Nævnet har i afgørelsen givet udtryk for, at nævnet finder, at kørsel til faglige møder mv ikke i almindelighed kan anses for kørsel i forbindelse med virksomhedens salg af varer og momspligtige ydelser. I det aktuelle tilfælde har kørslen efter det oplyste fundet sted til landboauktioner i forbindelse med køb og salg af dyr og her udover i overvejende grad til møder og kurser om emner af betydning for vedligeholdelsen af den nødvendige faglige viden i virksomheden.
Nævnet har derfor ikke fundet tilstrækkelig anledning til at kræve regulering af den indgående moms, der er trukket fra i forbindelse med købet af varevognen. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at varevognen som ovenfor beskrevet helt overvejende er anvendt til kørsel af virksomhedspræget karakter.