MOMSVEJL., AFGØRELSER 1988 1031 MN. HYREVOGNE - FORMIDLING- OG ADMINISTRATIVE YDELSER I FORBIND
Statutory Text (1 Articles)
1031 Mn. Hyrevogne - formidling- og administrative ydelser i forbind
med varekørsel
Der er rejst spørgsmål om den momsmæssige stilling for formidlings- og administrationsydelser, der leveres af bestillingskontorer og taxasammenslutninger til tilsluttede hyrevognmænd i forbindelse med varekørsel.
Momsnævnet traf i 1979 afgørelse om, at hyrevognes udførelse af varetransport er momspligtig efter momslovens § 2, stk. 2.
Nævnet traf endvidere i 1980 afgørelse om, at den virksomhed, der udøves af bestillingskontorer og taxasammenslutninger, som mod betaling (herunder kontingenter o lign) formidler hyrevognskørsel og leverer administrationsydelser til vognmænd, tilsluttet bestillingskontorer, indtil videre er undtaget fra momspligten. De omhandlede ydelser blev anset for en integreret del af den momsfri persontransport.
Nævnet har nu supplerende truffet afgørelse om, at bestillingskontorers og taxasammenslutningers formidlings- og administrationsydelser i forbindelse med de tilsluttede hyrevognmænds momspligtige varekørsel er omfattet af momspligten.
Skatteministeriet har i tilslutning hertil bestemt, at administrationsydelser mv. i forbindelse med hyrevognes varekørsel som nævnt i registreringsafgiftsloven (lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser samt kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder) indtil videre fritages for moms efter momslovens § 4, stk. 2 (nu § 4, stk. 4).
Afgørelsen supplerer Mn.661, Mn.706 og Mn.711.