Legislator Case Law & Legislation
E19877MA0067 DK

MOMSVEJL., AFGØRELSER 1987 ØLD 15.9. RENTEGODTGØRELSE

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Stor vejledning 1987

ØLD 15.9. Rentegodtgørelse

Østre Landsrets dom af 15. september 1987

Et telefonselskab har afkrævet rente af indbetalt moms, der er tilbagebetalt til sagsøgeren, efter at det ved dom er fastslået, at moms af varevogne under 3 tons, der blandt andet anvendes af telefonselskabets montører til transport mellem bopæl og arbejdssted, kan medregnes til sagsøgerens indgående moms. Dommen er omtalt i hæfte 36, side 37 og 38. Retten har udtalt, at det findes rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at sagsøgte bærer risikoen for sagsøgerens rentetab. Skatteministeriet er dømt til at tilbagebetale renter til telefonselskabet.

Østre Landsrets dom af 15. september 1987

Under denne sag, der er anlagt den 3. marts 1986, har sagsøgeren et telefonselskab - efter endelig påstand påstået sagsøgte Skatteministeriet dømt til at betale 1.009.141,78 kr. med procesrente. Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagen angår spørgsmålet, om sagsøgte kan afkræves rente af indbetalt merværdiafgift, der er tilbagebetalt til sagsøgeren, efter at det ved dom er fastslået, at afgiften, der vedrørte anskaffelse af varevogn under 3 tons blandt andet anvendt af sagsøgerens montører til transport mellem bopæl og arbejdssted, bør medregnes til sagsøgerens indgående afgift, jf. loven om merværdiafgift § 16, stk. 1, jf. § 15, stk. 3.

Omstændighederne er følgende

Den 18. april 1980 traf Nævnet vedrørende Merværdiafgift mv. afgørelse om, at afgiften ikke kunne medregnes til sagsøgerens indgående afgift. Efter genoptagelse og mundtlig forhandling traf Nævnet den 24. juni 1980 ny tilsvarende afgørelse. Sagsøgte besluttede herefter, at afgørelsen skulle have virkning for varevogne indkøbt efter den 1. juli 1980. Den 3. september 1980 anlagde sagsøgeren sag mod sagsøgte med påstand om, at sagsøgte skulle anerkende, at afgiften medregnes til den indgående afgift. Ved Østre Landsrets dom af 26. april 1982 blev sagsøgte frifundet, dog med dissens. Omkostningerne blev ophævet.

Ved Højesterets enstemmige dom af 19. oktober 1984 blev sagsøgte dømt i overensstemmelse med sagsøgerens påstand og tilpligtet at betale sagsøgerens omkostninger for begge retter (U.f.R. 1984 s 1083). Den 19. december 1984 sendte sagsøgeren til Århus Distriktstoldkammer en oversigt over indgående afgift vedrørende køb af varevogne i tiden 1. juli 1980 - 30. september 1984, i alt 4.037.255,15 kr. med forrentning af afgiften til den 20. november 1984 i overensstemmelse med Nationalbankens diskonto + 2 pct, 855.950,73 kr. Toldkamret tilbagebetalte den 8. januar 1985 selve afgiften til sagsøgeren og indstillede samme dag til tolddirektoratet, at dette bemyndigede toldkamret til at betale det nævnte rentebeløb. Den 19. februar 1985 modregnede sagsøgeren, der ikke havde hørt fra toldmyndighederne, rentebeløbet i sit momstilsvar for oktober kvartal 1984.

Tolddepartementet, der havde fået sagen forelagt af direktoratet den 4. marts 1985, traf afgørelse om, at anmodningen om rente ikke kunne imødekommes, hvilket toldkamret meddelte sagsøgeren i skrivelse af 7. maj 1985. Man udbad sig samtidig rentebeløbet med renter fra 1. februar 1985, i alt 900.460 kr, betalt senest 20. maj 1985, idet beløbet ellers vil blive søgt inddrevet. Den 23. oktober og 13. november 1985 modregnede toldkamret 855.951 kr. samt renter heraf, der nu udgjorde 100.146 kr, i sagsøgerens tilgodehavende energiafgift.

Tolddirektoratet har i en redegørelse af 10. november 1986 til sagsøgte udtalt, at "man efter Højesterets dom af 11. oktober 1984 .... (U.f.R 1984.1061, jf. i øvrigt Højesteretsdommer Hans Kardels kommentarer til dommen i U.f.R 1985.39) har fulgt den af Højesteret anlagte praksis for rentegodtgørelse.

Man udbetaler således kun rentegodtgørelse i sager, hvor der af toldvæsenet er begået ansvarspådragende fejl".

I en skrivelse af 12. februar 1987 til kammeradvokaten har sagsøgte udtalt følgende: "....... I en lang række sager - i forbindelse med tilbagebetaling af told og andre afgifter - har departementet nægtet rentegodtgørelse.

Efter departementets opfattelse vil man normalt savne hjemmel til rentegodtgørelse, idet hjemmel hverken findes i told- og afgiftslovene eller i renteloven.

Departementet har dog i ganske enkelte tilfælde ydet rentegodtgørelse, når der er begået fejl af en sådan karakter, at det er ret oplagt, at man vil tabe en retssag om rentekravet, jf. U.f.R 1984.1061 H. Vurderingen har i sådanne - meget sjældne - sager været, at en retssag alene vil medføre ekstra omkostninger for statskassen, udover den trænering af sagsafslutningen, som en retssag medfører. Kontorerne har alene fundet 3 sager af denne slags.

..... skal man meddele, at spørgsmålet om en rentelovgivning - i forbindelse med tilbagebetalinger, efterbetalinger og i visse andre relationer - inden for told- og forbrugsafgiftsområdet indgår i departementets lovforberedelse; man kan dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvornår en ændring kan udmøntes i et lovforslag."

Sagsøgeren har opgjort sit krav således

1. procesrente af de tilbagebetalte beløb beregnet fra indbetalingstidspunkterne til tilbagebetalingen den 9. januar 1985

908.995,78 kr.

2. det af sagsøgte den 13. november 1985 opkrævede rentebeløb

100.146,00 kr.

ialt 1.009.141,78 kr.

Sagsøgte har ikke indsigelser mod beløbets opgørelse.

Parterne er enige om, at sagsøgerens rentekrav ikke er hjemlet i momsloven, samt om, at sagens udfald for så vidt angår de 100.146 kr. afhænger af udfaldet vedrørende hovedkravet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at rentekravet har hjemmel i rentelovens § 8, stk. 1, eventuelt i bestemmelsens analogi eller i almindelige retsgrundsætninger. § 8, stk. 1, er anvendelig, da et anerkendelsessøgsmål i dette tilfælde må opfylde kravet om "retsforfølgning til betaling af gælden". På sagsanlæggets tidspunkt 3. september 1980 havde sagsøgeren intet konkret økonomisk krav, da den første indbetaling skete den 20. november 1980. Et fuldbyrdelsessøgsmål ville være upraktisk, da påstanden skulle have været forhøjet 17 gange under sagen. Almindelige retsgrundsætninger, herunder især berigelsesgrundsætningen, må ligeledes føre til, at sagsøgeren får medhold. Sagsøgte, der ved sin afgørelse var bekendt med samtlige sagens omstændigheder, har begået en fejl ved urigtig fortolkning af momsloven, men sagsøgerens krav er ikke et erstatningskrav hvilende på culpa.

Dette er efter retspraksis, især dommen i U.f.R. 1984.1061, ej heller en betingelse for kravet, således som tolddirektoratet fejlagtigt antager i skrivelsen af 10. november 1986. Det er imidlertid rimeligt, at sagsøgte bærer risikoen for sin urigtige afgørelse, der tvang sagsøgeren til indbetaling af væsentlige beløb, der først er tilbagebetalt længe efter.

Rentelovens § 2 afskærer ikke sagsøgerens krav.

Forfaldstiden for tilbagebetalingen var tidspunkterne for de enkelte indbetalinger.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke foreligger nogen subjektiv fejl hos toldmyndighederne ved afgørelsen af, om sagsøgeren kunne medregne merværdiafgiften til den indgående afgift. Spørgsmålet var særdeles tvivlsomt, hvilket også fremgår af retssagens udfald ved Landsret og Højesteret. Der var ikke - som i sagen i U.f.R. 1984. 1061 - en modstående praksis, der blev fraveget. Det taler mod sagsøgerens krav, at momslovens § 23, stk. 1, ikke hjemler rente ved for sen betaling af overskydende afgift til virksomheder. Rentelovens § 8, stk. 1, er uanvendelig, da reglen forudsætter et fuldbyrdelsessøgsmål. Sagsøgeren kunne have ændret påstand fra en anerkendelsespåstand til en fuldbyrdelsespåstand. De af sagsøgeren påberåbte almindelige retsgrundsætninger kan ikke i denne sag føre til noget krav. Dette måtte forudsætte, at der af den pågældende myndighed var udvist en adfærd tæt på et egentligt erstatningsgrundlag, medens der her blot forelå uklarhed om det retlige spørgsmål. Den nævnte Højesteretsdom kan blandt andet derfor ikke påberåbes af sagsøgeren. Rentelovens § 2 måtte i øvrigt afskære sagsøgerens krav, der af sagsøgeren selv i replikken angives forfaldent den 19. oktober 1984, da højesteretsdommen blev afsagt.

Retten skal udtale

Efter de foreliggende omstændigheder, herunder at sagsøgeren allerede har bestridt indbetalingspligten ved sagsanlægget den 3. september 1980, findes det rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at sagsøgte bærer risikoen for sagsøgerens rentetab. Der gives derfor sagsøgeren medhold i påstanden, hvorved bemærkes, at rentelovens § 2 ikke ses at afskære sagsøgerens krav.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet, betaler inden 14 dage til sagsøgeren, telefonselskabet, 1.009.141,78 kr. med procesrente fra den 3. marts 1986 til betaling sker samt i sagsomkostninger 50.000 kr.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →