MOMSVEJL., AFGØRELSER 1986 0951 DEP. SOCIALINSTITUTIONER.
Statutory Text (1 Articles)
0951 Dep. Socialinstitutioner.
Der var rejst spørgsmål om, hvorvidt en landbrugsbedrift havde erhvervsmæssig karakter efter momslovens § 1, jf. § 3, stk. 1,
pkt a, eller om den skulle afmeldes fra registrering.
Landbrugsbedriften (gården) var momsregistreret som en socialpædagogisk landbrugsforanstaltning. Gården havde til formål at tilbyde børn og unge en mulighed for at opleve et mindre bondegårdsmiljø. Der blev lagt vægt på, at dyrene var unge, således at børn kunne omgås og fodre dem. På gården var der ansat en landbrugssagkyndig, der forestod den daglige pasning af dyr, vedligeholdelse af gård mv.
Gården havde i en periode på godt 2,5 år haft et samlet salg på ca 100.000 kr. De samlede udgifter var samtidig lige ved 600.000 kr, hvoraf driftsudgifterne var på ca 200.000 kr.
Det blev anført, at dyr foder mv. blev købt og solgt til markedspris, og at det ikke er ualmindeligt, at en landbrugsbedrift giver underskud, mens den er under opbygning.
Ministeriet for skatter og afgifter meddelte, at formålet med landbrugsaktiviteterne ikke kunne anses for at erhverve en indtjening, og at bedriften derfor ikke kunne anses for erhvervsmæssig i momslovens forstand. Ministeriet lagde herved navnlig vægt på det oplyste om bedriftens omsætning og udgifter.
Gården skulle derfor afmeldes fra momsregistret; ministeriet frafaldt krav om efterregulering.
Det blev tilføjet, at der i forbindelse med afmeldelsen skulle foretages afgiftsberigtigelse efter lovens § 11, stk. 4, af gårdens besætning og driftsmidler.