MOMSVEJL., AFGØRELSER 1986 0935 MN. FERIELEJLIGHEDER PÅ TIME-SHARING
Statutory Text (1 Articles)
0935 Mn. Ferielejligheder på time-sharing
Der blev rejst spørgsmål om den afgiftsmæssige stilling for salg af brugsrettigheder til ferielejligheder i form af time-sharing.
Ved time-sharing købes retten til at benytte en ferielejlighed i en bestemt periode hvert år, enten for bestandig eller i et nærmere aftalt åremål, fx 99 år. Købsprisen for en uges ophold kan udgøre 80.000 kr i højsæsonen, mens den for samme lejlighed kan gå helt ned til 10.000 kr i vinterperioden. I en del af projekterne er hver enkelt lejlighed ofte opdelt i 50 brugsperioder á 1 uge. Der kan være tale om køb alene af brugsretten. Der kan også ske overdragelse af både brugs- og medejendomsret gennem aktietegning i projektet.
Udover købsprisen forpligter køberen sig til at deltage i vedligeholdelse, rengøring og andre faste udgifter. Prisen herfor kan udgøre 700 kr om ugen.
Nævnet har besluttet at sidestille salget af timeshares i afgiftsmæssig henseende med anden afgiftspligtig udlejning af værelser eller ferielejligheder, og har derfor truffet afgørelse om, at udlejning af ferielejligheder for kortere tidsrum end 1 måned omfattes af afgiftspligten i medfør af lovens § 2, stk. 3, pkt h, 2. pkt.
Hvis det - for at opnå brugsretten til en time-share lejlighed - er en betingelse, at vedkommende har erhvervet en aktie, skal beløbet, jf. lovens § 7, stk. 2, pkt c, anses for det afgiftspligtige vederlag.
Såfremt værdien af aktien kan opdeles i en værdi for den afgiftspligtige ydelse (brugsretten), og en (indre) værdi for medejendomsretten, er det alene førstnævnte, der skal afgiftsberigtiges, idet aktieudstedelse og -omsætning som finansieringsvirksomhed er undtaget fra afgiftspligten, jf. lovens § 2, stk. 3, pkt j. (Værdispørgsmålet i forbindelse med en opdeling er endnu ikke endelig afgjort.
Opnår en køber ved betaling af et éngangsbeløb alene en brugsret til en time-share lejlighed, er denne ydelse omfattet af afgiftspligten, jf. lovens § 2, stk. 2, som afsætning af immaterielle aktiver, idet køberen får stillet en leverance (ydelse) i udsigt i en årrække, men betaler hele vederlaget forud.
Det samme gælder aktiekøberen, blot er der her tale om en tidsubegrænset ydelse.
Ministeriet for skatter og afgifter har meddelt, at sådanne beløb skal medregnes i virksomhedens afgiftspligtige omsætning i den afgiftsperiode, i hvilken betalingen har fundet sted, jf. lovens § 13, stk. 3.
Nævnet har tillige bestemt, at
- udlejning af ferielejligheder, som ikke er solgt, og som udlejes af sælgervirksomheden, omfattes af afgiftspligten efter § 2, stk. 3, pkt h, 2. pkt.,
- opkrævning af en årlig serviceafgift (kontingent eller gebyr) anses som betaling for leverancer af afgiftspligtige ydelser og derfor er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, og
- opkrævning af gebyr ved formidling af udlejning for aktieindehaveren eller indehaveren af en ren brugsret, når vedkommende ikke selv ønsker at benytte lejligheden, omfattes af afgiftspligten. Selve lejebeløbet, der afgives til indehaveren, er dog kun afgiftspligtigt, såfremt der udlejes med et erhvervsmæssigt sigte.Inde-haveren skal således momsregistreres og svare afgift, hvis omsætningen (incl. anden afgiftspligtig omsætning) overstiger 10.000 kr årligt.
Afgørelsen er suppleret ved Mn.1035. Se også Mn.972.