SELSKABSBESKATNING 1986 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER
Statutory Text (2 Articles)
Afsnit SD - Særligt om stiftelse og opløsning af aktie- og anpartsselskaber
1. Stiftelse af aktie- og anpartsselskaber
Tilvejebringelse af kapitalgrundlaget
Ved stiftelse af et aktie- eller anpartsselskab etableres en juridisk
person, som i henhold til SSL er et selvstændigt skattesubjekt, og
som på lige fod med fysiske personer er et selvstændigt
retssubjekt, der kan optræde som kontraktspart og som part i
retssager.
Afgørende for opnåelsen af denne status som juridisk person er en
registrering i aktieselskabs-registeret.
Det for selskabet fornødne kapitalgrundlag (aktie- eller
anpartskapitalen) tilvejebringes ved indskud fra de i stiftelsen
deltagende fysiske og/eller juridiske personer, der alene hæfter
for selskabets fremtidige forpligtelser med de foretagne indskud.
Kapitalindskuddet kan foretages enten ved kontante midler eller ved
andre formuegoder (apportindskud) som f.eks. aktier, obligationer
eller en bestående virksomhed med dennes aktiver og passiver.
1.1. Stifteren/aktionæren
Som vederlag for sit indskud modtager stifteren aktier eller
anparter. Det kan dog i stiftelsesoverenskomsten være bestemt, at
stifteren udover aktier tillige skal have vederlag i gældsbreve
udstedt af selskabet, jfr. nedenfor under anden indbetaling.
Kontant indbetaling
Sker indbetalingen af selskabets kapitalgrundlag kontant, rejser
dette ingen skattemæssige problemer i relation til stifteren.
Det ydede indskud kan ikke fratrækkes i stifterens skattepligtige
indkomst.
Indbetales et større beløb end aktiernes pålydende værdi, er
aktiernes anskaffelsessum det faktisk indbetalte beløb, jfr. SC 1.2.1 og 1.2.2 om henholdsvis overkurs og tilskud.
Anden indbetaling
Indskud af andre værdier end kontante midler sidestilles med salg af
de pågældende formuegoder. Der skal derfor ske en opgørelse af
stifterens tab/avance ved afståelse af formuegodet i
overensstemmelse med de derom almindeligt gældende regler.
Vederlaget beregnes som værdien af de modtagne aktier plus et
eventuelt yderligere vederlag. Er yderligere vederlag givet i form
af et gældsbrev, medregnes dette med kursværdien. Kursnedslaget
på gældsbrevet fordeles ved avanceopgørelsen forholdsmæssigt på
overdragne aktiver, bortset fra likvide midler.
De indskudte formuegoder skal som udgangspunkt ansættes til værdien
i handel og vandel. Stiftes selskabet af flere, således at
aktionæren gennem overdragelsen alene erhverver en mindre
aktiepost i selskabet, er udgangspunktet i skattemæssig henseende,
at formuegoderne må anses for indskudt til en værdi, der svarer
til handelsværdien.
Hvor derimod et selskab stiftes af en person eller en kreds af
personer med nær indbyrdes tilknytning, f.eks. familiemæssig,
savnes de modstående interesser, der normalt sikrer, at aktiverne
overdrages til handelsværdi. I sådanne tilfælde kan der være
grundlag for en kritik af den mellem selskab og stiftere aftalte
samlede overdragelsessum eller af fordelingen af vederlaget på de
enkelte aktiver.
Overdragelsen kan være sket til for lav værdi, f.eks. fordi
stifteren i videst muligt omfang søger at undgå avancebeskatning
ved stiftelsen. Overdragelsesværdien kan også være sat for højt,
f.eks. for at opnå den lempeligere beskatning med særlig
indkomstskat ved overdragelsen i stedet for almindelig
indkomstbeskatning ved senere udtagning af udbytte fra selskabet.
Det principielle udgangspunkt for værdiansættelsen er formuegodets
værdi i fri handel.
Stifternes anskaffelsessum for de erhvervede aktier vil i tilfælde,
hvor værdiansættelsen af indskudte aktiver ikke anfægtes, være lig
aktiernes pålydende værdi (pari).
Aktierne anses for erhvervet på stiftelsesdagen.
Om tidspunktet for aktiers erhvervelse iøvrigt henvises
til K 3.
For lav pris
Forkaster skattemyndighederne de af stifteren anvendte
overdragelsespriser under hensyn til, at de er for lave, forhøjes
stifterens almindelige og/eller særlige indkomst tilsvarende.
Forhøjelsens beløb skal derefter medregnes til aktiernes
anskaffelsespris.
Omgørelse
Ifølge SD-cirk. nr. 414 af 16. april 1975 og nr. 485 af 20. oktober
1976 kan det dog godkendes, at hovedaktionæren uden yderligere
skattemæssige konsekvenser kan få godskrevet den ansatte merværdi
som et tilgodehavende i selskabets regnskab, når andragende
fremsendes til den lokale ligningsmyndighed i forbindelse med
eller i kontinuitet af den rejste sag om indkomstforhøjelse af
hovedaktionæren. Der indrømmes ikke kursnedslag på således
godskrevne beløb, jfr. SD-cirk.1978-7. Hvis omgørelse tillades, er
anskaffelseskursen på aktierne lig tegningskursen.
For høj pris
Anerkender myndighederne ikke de aftalte overdragelsessummer, fordi
disse antages at overstige aktivernes værdi, er konsekvensen, at
overprisen beskattes som almindelig indkomst, idet beløbet
betragtes som udlodning fra selskabet. Se om beskatning af sådanne
udlodninger SC 1.2.5.3. og om omgørelse SC 1.2.5.6. Der vil ikke
blive tilladt omgørelse i det omfang aktivernes værdi derved
bringer aktiekapitalen ned under lovens minimumskrav, jfr. R.R.
1980.199 SM. Aktiernes anskaffelsessum vil i sådanne tilfælde
svare til tegningskursen.
1.2. Selskabet. Kontant indbetaling
Heller ikke i relation til selskabet opstår der skattemæssige
problemer, når kapitalen indbetales kontant. Indbetales et beløb,
der overstiger de udleverede aktiers pålydende værdi, er det
overskydende beløb i medfør af SSL § 13, stk. 1, nr. 1, skattefrit
for selskabet som overkurs, se SC 1.2.1.
Anden indbetaling For lav pris
Statuerer myndighederne en merværdi i forhold til de aftalte
overdragelsessummer, skal selskabet ikke indkomstbeskattes af
denne merværdi, idet den anses for vederlagt gennem aktierne, hvis
værdi således overstiger den oprindelige tegningskurs. Selskabet
kan ved indkomstopgørelsen afskrive på grundlag af den forhøjede
værdi, selv om stiftelsesoverenskomsten ikke omgøres og selv om
merværdien ikke er opført i selskabets officielle regnskab.
For høj pris
Overstiger de aftalte overdragelsessummer aktivernes værdi, kan
selskabet ikke afskrive på den overpris, det har betalt, idet
overprisen som anført ovenfor betragtes som en udlodning. Dette
gælder, selv om selskabet ikke er i besiddelse af reserver, da
beløbet anses som en udbetaling af fremtidige reserver i
selskabet.
1.3. Hvornår indtræder skattepligten for selskaber?
Skattepligten for aktie- og anpartsselskaber indtræder som nævnt
under SB 1. ved stiftelsen af selskabet, d.v.s. på tidspunktet for
den stiftende generalforsamling. Skattepligten er dog betinget af,
at selskabet opnår registrering i aktieselskabs-registeret, men
selskabet skatteansættes efter praksis, selv om registrering ikke
har fundet sted, når blot der er foretaget sædvanlig anmeldelse
til registeret. Opnår selskabet ikke registrering, enten fordi
stiftelsesoverenskomsten må omgøres eller fordi selskabsdannelsen
af andre årsager opgives, skal den foretagne skatteansættelse af
selskabet under stiftelse ophæves. Stifterne må samtidig
beskattes personligt af et eventuelt overskud i selskabets
virksomhedsperiode, ligesom de kan fratrække et eventuelt
underskud.
Østre Landsret har ved dom af 26. marts 1984 (skd. 70/514) fastslået,
at selskabskapital skal registreres for, at indskyder kan opnå
fradrag for tab på aktierne.
1.3.1. Tilbagevirkende kraft
Virksomhedens indtægt beskattes som selskabsindkomst fra tidspunktet
for selskabets åbningsstatus. I tilfælde, hvor selskabet i
forbindelse med stiftelsen skal overtage en bestående virksomhed,
anerkendes det skattemæssigt, at datoen for selskabets
åbningsstatus ligger indtil 6 måneder forud for
stiftelsesoverenskomstens dato. En selskabsstiftelse med
tilbagevirkende kraft kan dog aldrig række længere tilbage i tiden
end til udgangen af virksomhedsindehaverens sidst forløbne,
normale regnskabsår, jfr. SD-cirk. nr. 408 af 5. februar 1975. Ved
ØLD af 25. oktober 1985 (Skat 1986.3.189) fandtes det ikke
godtgjort, at et selskab var stiftet med tilbagevirkende kraft.
Overdragelse af en virksomhed til et allerede bestående selskab
anerkendes ikke med tilbagevirkende kraft, jfr. ØLD af 11. oktober
1979 (8. afd. 174/1976).
Den skattemæssige virkning af, at et aktie- eller anpartsselskab
stiftes med tilbagevirkende kraft udover 6 måneder er, at
indkomsten i perioden fra åbningsstatus indtil 6 måneder forud for
stiftelsesdatoen beskattes både hos selskabet og stifteren.
Tilsvarende gælder, hvor et selskab stiftes med tilbagevirkende
kraft udover udgangen af stifterens sidst forløbne, normale
regnskabsår.
Selskabets indkomstansættelse skal dog efter anmodning, der
indsendes til den lokale ligningsmyndighed, nedsættes med et beløb
svarende til det hos stifteren beskattede, såfremt beløbet
efterfølgende udbetales eller godskrives stifteren. Dette gælder
ifølge SD-cirk. nr. 485 af 20. oktober 1976, uanset om
indkomstforhøjelsen for stifteren er påklaget til
landsskatteretten.
Vedrørende omdannelse af virksomhed efter lov om skattefri
virksomhedsomdannelse henvises til afsnit L 6.4.
2. Opløsning af aktie- og anpartsselskaber
Foran under SB 2.1. er omtalt reglerne for ophør af skattepligten i
forbindelse med aktie- og anpartsselskabers opløsning eller
overgang til skattefri virksomhed. Opløsning af et selskab kan
finde sted
1) ved likvidation
2) ved fusion
3) ved skifterettens foranstaltning efter begæring af
aktieselskabsregisteret
4) ved konkurs.
2.1. Likvidation
Beslutning om likvidation træffes af generalforsamlingen og
meddelelse herom skal indsendes til aktieselskabs-registeret. Der
er ikke pligt til at underrette skattemyndighederne om
likvidationens indtræden. Om anmeldelsespligt ved selskabets
ophør, se derimod SB 2.1.1.
Såfremt selskabet opløses ved solvent likvidation, sker dette med en
af generalforsamlingen udpeget person som likvidator.
Opløsning af insolvente aktie- og anpartsselskaber sker efter
reglerne i konkursloven, lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986. Om konkurs, se nedenfor SD 2.4.
Likvidationens indtræden medfører ikke nogen ændring i selskabets
skattepligt og pligt til på normal måde at opgøre og selvangive
sin skattepligtige indkomst, herunder ved salg af aktiver.
Selskabets virksomhed vil ofte fortsætte efter beslutningen om
likvidationen, idet en realisation af en virksomhed i drift
erfaringsmæssigt er mere indbringende end en realisation af de
enkelte aktiver.
Et selskab, der er trådt i likvidation, kan beslutte at træde i
virksomhed påny.
Herved afbrydes den påbegyndte likvidationsbehandling, men
beslutningen får ingen skattemæssige konsekvenser.
Likvidationstidspunkt, likvidationsstatus
Ved likvidationens indtræden, der regnes fra generalforsamlingens
beslutning herom, skal der i henhold til aktieselskabslovens § 122
og anpartsselskabslovens § 91 udarbejdes et regnskab med
tilhørende statusopgørelse for perioden fra udløbet af selskabets
seneste regnskabsår til likvidationens indtræden. Selskabets
aktiver optages i likvidationsboets status til forventede
realisationsværdier. Reguleringer mellem bogførte værdier og
realisationsværdier bogføres på likvidationskontoen. Disse
reguleringer har normalt ingen umiddelbar skattemæssig betydning,
men der må tages hensyn hertil, når den skattepligtige indkomst
ved salg af aktiverne skal opgøres, idet udgangspunktet her er den
skattemæssig bogførte værdi.
Likvidationens afslutning
Likvidationens afslutning og selskabets endelige opløsning finder
normalt sted ved den afsluttende generalforsamling, jfr. SB 2.1.1.
Skatteophørsdatoen vil, såfremt den afsluttende generalforsamling
afholdes i naturlig kontinuitet af datoen for den afsluttende
status, være identisk med denne dato. Se ØLD af 16. oktober 1985.
(Skat 1986.12.326).
Afsluttende periode
I forbindelse med afslutningen skal der i henhold til SSL § 5 for det
skatteår, hvori opløsningen finder sted, foretages en
ekstraordinær ansættelse omfattende indtægten fra udløbet af
regnskabsåret ved den sidste ordinære ansættelse og indtil
opløsningsdagen, uanset denne periodes længde.
Der skal i denne forbindelse henvises til SB 2.1.10.
Eksempelvis kan nævnes, at der for et selskab med
kalenderårsregnskab, der opløses ved generalforsamlingsbeslutning
efter den 1. april 1987 (og senest den 31. marts 1988), for
skatteåret 1987/88 skal foretages to selvstændige ansættelser. Den
ene - den ordinære - omfatter den normale regnskabsperiode (året
1986), og den anden - den ekstraordinære - omfatter perioden fra 1. januar 1987 til opløsningsdagen.
Er opløsningen derimod vedtaget inden 1. april 1987, f.eks. den 20.
marts 1987, er selskabet ikke skattepligtigt for skatteåret
1987/88 (det eksisterer ikke ved skatteårets begyndelse, den 1.
april 1987). Den sidste ordinære ansættelse har derfor fundet sted
for skatteåret 1986/87 af indkomsten i kalenderåret 1985, og den
ekstraordinære ansættelse skal derfor ligeledes ske for skatteåret
1986/87, og den skal omfatte indkomsten i perioden 1. januar 1986
til 20. marts 1987.
Det samme gælder selskaber med forskudt regnskabsår. Således vil et
selskab med f.eks. regnskabsperioden 1. maj - 30. april blive
ansat ordinært for skatteåret 1987/88 af indkomsten i
regnskabsåret 1. maj 1985 - 30. april 1985. Opløses dette selskab
den 15. april 1987, skal der foruden den ordinære ansættelse for
skatteåret 1987/88 foretages en ekstraordinær ansættelse for samme
skatteår omfattende perioden 1. maj 1986 - 15. april 1987. Et
selskab, som har regnskabsåret 1. april - 31. marts, skal
ansættes ordinært for skatteåret 1987/88 af indkomsten i perioden 1. april 1986 - 31. marts 1987. Hvis dette selskab ophører
ligeledes den 15. april 1987, omfatter den ekstraordinære
ansættelse for skatteåret 1987/88 kun perioden 1. april 1987 - 15.
april 1987.
Hvis der i et tilfælde som det sidstnævnte er opgjort en indkomst
for den ordinære selvangivelse for skatteåret 1987/88 omfattende
perioden 1. april 1986 - 15. april 1987, kan der være anledning
til af praktiske grunde at godkende denne opgørelsesmåde, under
forudsætning af at den sammenlagte indkomst har en størrelse, som
svarer til summen af indkomsterne for den ordinære og den
ekstraordinære periode ansat hver for sig, samt at sammenlægningen
ikke i øvrigt får indflydelse ved skatteberegningen.
Ansættelsen af den samlede indkomst må i dette tilfælde ske som en
ordinær ansættelse af indkomsten i hele perioden.
Indkomstopgørelsen
Opgørelsen af den skattepligtige indkomst for et selskab i
likvidation foretages såvel ved de ordinære som ved den
ekstraordinære ansættelse efter de sædvanlige regler for opgørelse
af skattepligtig indkomst.
Der er dog visse omkostninger forbundet med likvidationen, som ikke
kan fradrages, da de må betragtes som kapitaludgifter.
Til disse henregnes udgifter, som direkte er affødt af
likvidationen, dvs. honorar til likvidator og revisor for
udfærdigelsen af likvidationsregnskab m.v. samt gebyrer til
aktieselskabs-registret o.lign. Hvis selskabet fortsætter sin
virksomhed under likvidationen med likvidator som leder, kan der
godkendes fradrag for den del af likvidators honorar, der svarer
til normalt ledelseshonorar. Ligeledes vil der kunne accepteres
fradrag af en skønsmæssig del af revisionsomkostningerne svarende
til, hvad et selskab i drift normalt skulle udrede.
Afhændelse af aktiver under likvidationen må ske til handelsværdier.
Dette volder ingen vanskeligheder, hvis afhændelsen sker til
fremmede, idet overdragelsesværdierne da normalt må anerkendes som
handelsværdier. Sker afhændelsen derimod til aktionærer eller til
personer, som er nært knyttet til aktionærerne, må myndighederne
påse, at overdragelsesværdierne svarer til aktivernes værdi i
handel og vandel. Er dette ikke tilfældet, må værdien korrigeres,
således at handelsværdien danner grundlag for opgørelsen af
salgsavancen. Hvis et selskab afstår aktier, vil en sådan
afståelse eventuelt være omfattet af bestemmelsen i LL § 16 B,
stk. 5. Se herom K 3.9.
Ved likvidation af en tandlægevirksomhed drevet i selskabsform
fandtes der ved beregningen af likvidationsprovenu i forbindelse
med opløsning af selskabet at skulle medregnes værdi af goodwill
(R. R. 1985.289 SM).
Har selskabet henstående, ubenyttede henlæggelser til
investeringsfond, må disse efterbeskattes i overensstemmelse med
reglerne i lov om investeringsfonds § 10.
Under likvidationen finder underskudsfremførsel i medfør af LL § 15
sted på normal vis. Det bemærkes i denne forbindelse, at den
afsluttende periode anses som et selvstændigt indkomstår.
Hvis et sambeskattet datterselskab ophører ved likvidation, skal der
ikke foretages en afsluttende ansættelse for datterselskabet, da
sambeskatningen fortsætter til datterselskabets ophør. Har
datterselskabet ved likvidationens slutning ubenyttede underskud
fra sambeskatningsperioden, kan disse fradrages efter de
almindelige regler herom, se SE 4.2.
Udlodninger til aktionærerne
Udlodninger ved likvidationens afslutning af andre aktiver end
kontante midler, må ske til aktivernes værdi i handel og vandel.
Dette gælder også udlodninger, der sker ved modregning af
aktionærens gæld til selskabet, se dog SC 1.2.5.2. Bedømmelsen af
værdien må ske efter karakteren af den pågældende gæld, således at
pantegæld eller gæld i henhold til gældsbrev uden pantesikkerhed
ansættes til kursværdi, medens f.eks. anfordringsgæld normalt
ansættes til pålydende værdi, jfr. SD-cirk. 1980-44.
Udlodninger af likvidationsprovenu til aktionærerne, som finder sted
forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, anses
som udbytte fra selskabet, og hele beløbet beskattes som
almindelig indkomst, jfr. LL § 16 A, stk. 1. Om det endelige
opløsningstidspunkt i forhold til aktionærerne, se K 2.1.
Når særlige forhold taler derfor, kan amtsskatteinspektoratet, i
København og Frederiksberg kommuner, vedkommende skattedirektorat
(jfr. Skd.s bekendtgørelse nr. 394 af 22. juli 1981) tillade, at
det udloddede beløb ikke anses som almindelig indkomst, men at
beløbet overføres til beskatning efter de almindelige
aktionærbeskatningsregler, se LOSI § 17, stk. 3.
2.2. Fusion
Såfremt et selskab ophører ved fusion med et andet selskab,
ligestilles dette med en likvidation, og de foran anførte regler
finder tilsvarende anvendelse.
Dette gælder dog ikke, såfremt fusionen i medfør af
lovbekendtgørelse nr. 495 af 24. september 1981 gennemføres som en
skattefri fusion, idet beskatningen i dette tilfælde udskydes. Der
henvises herom til SE 1.
2.3. Opløsning på aktieselskabsregisterets foranledning
Selskaber kan efter begæring fra aktieselskabs-registeret opløses
ved skifterettens foranstaltning, når selskaberne ikke opfylder de
i aktieselskabsloven stillede krav til selskaberne.
I forbindelse med disse opløsninger vil det ofte forekomme, at der
ikke findes midler i selskabet til at dække omkostningerne ved
likvidationsbehandlingen, og selskabet vil da straks blive opløst
i medfør af konkurslovens § 143.
Der vil i sådanne tilfælde ikke være baggrund for at rejse
skattekrav mod selskabet.
2.4. Konkurs
De skattemæssige regler for et selskabs opløsning ved konkurs
afviger ikke i princippet fra reglerne om likvidation. Således
vedvarer skattepligten til konkursens afslutning, jfr. ØLD af 7.
marts 1984 (SO 1984 s. 165). Dette vil normalt være datoen for
skifterettens godkendelse af boopgørelsen. Om efterbeskatning af
ubenyttede investeringsfondshenlæggelser se dog
investeringsfondslovens § 10.
Da konkurssituationen imidlertid kan medføre, at selskabet ikke har
midler til at udarbejde de i SSL § 5, stk. 2, anførte
skattemæssige opgørelser, vil skattemyndighederne ofte alene
modtage de ved konkursbehandlingen udarbejdede boregnskaber.
Da sandsynligheden for en positiv skattepligtig indkomst er ringe,
vil det i almindelighed være forsvarligt at undlade indkrævning af
yderligere opgørelser, når blot det indsendte materiale er
tilstrækkeligt til at fastslå, at der ikke foreligger nogen
indkomst til beskatning.
1. Stiftelse af aktie- og anpartsselskaber
1.1. Stifteren/aktionæren
1.2. Selskabet. Kontant indbetaling
1.3. Hvornår indtræder skattepligten for selskaber?
2. Opløsning af aktie- og anpartsselskaber
2.1. Likvidation
2.2. Fusion
2.3. Opløsning på aktieselskabsregisterets foranledning
2.4. Konkurs