PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER

§ 9 C.

Skatteyderen kan i stedet fratrække

1) den del af den normale befordringsudgift, der overstiger 2.000

kr. samt

2) den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale

befordringsudgift.

Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste

offentlige befordringsmiddel, eller, hvor offentlig befordring

ikke kan anvendes, som udgiften ved kørsel i egen bil, 1,10 kr.

pr. km.

Eksempel 1

Skatteyderen kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads.

De faktiske udgifter herved udgør 12.000 kr.

Offentlig befordring anses ikke anvendelig, jfr. U 1.3.1.-1.3.8.

Fradrages opgøres således

1) 6.600 kr. - 2.000 kr. = 4.600 kr. (den »normale« udgift = 6.000 km a 1,10 kr. minus 2.000 kr.) samt 2) 12.000 kr. minus 6.600 kr. = 5.400 kr. (den faktiske udgift minus den normale udgift) -------------- Fradrag i alt 10.000 kr. --------------

Eksempel 2

Som ovenfor, men offentlig befordring anses anvendelig, og udgiften

hertil vil andrage 1.800 kr.

Fradraget opgøres således

1) Der kan fratrækkes 1.800 kr. minus 2.000 kr. d.v.s. 0 kr. (den »normale« udgift minus 2.000 kr.) samt 2) 12.000 kr. minus 1.800 kr. = 10.200 kr. (den faktiske udgift minus den »normale« udgift) -------------- Fradrag i alt 10.200 kr. --------------

I sygdomstilfælde er det en betingelse for at anvende reglen, at

sygdommen er kronisk, hvilket i praksis forstås således, at der

skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig

sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform, hvorimod øgede

transportudgifter som følge af sygdom af ikke-varig karakter ikke

berettiger til omhandlede fradrag. Se iøvrigt lsr.1965.135, hvor

en kvinde, der led af agorafobi (pladsangst), fik fradrag for

befordringsudgifter efter den her omtalte LL § 9 D.

Reglens anvendelse er ikke betinget af, at der foreligger tilladelse

til invalidebil.

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den

invalides sædvanlige bopæl og arbejdsstedet. Der kan f.eks. også

gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og

arbejdssted.

Fradraget efter LL § 9 D opgjordes i et tilfælde, hvor en mand kørte

sin invalide hustru til hendes arbejdssted og hentede hende igen

om eftermiddagen, efter udgiften til to dobbeltture mellem bopælen

og hustruens arbejdssted, lsr.1969.148.

Fradragsretten må anses som en udvidelse af reglen om fradrag for

udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdssted, således at

der principielt er tale om fradrag for udgifter ved privat

benyttelse af automobil. Afskrivningen foretages med 15 pct. p.a.

af anskaffelsessummen, også hvor der ved køb af bilen er ydet

offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel avance eller

tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke

indkomstopgørelsen.

3. Befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder

Ifølge ligningslovens § 9 B kan udgifter, der er nødvendiggjort ved

skiftende eller flere samtidige arbejdssteder, fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt den

skattepligtige har 2 eller flere arbejdssteder uden for sin bopæl

eller dennes umiddelbare nærhed.

Ved umiddelbar nærhed forstås, at afstanden ikke overstiger 2 km.,

lsr.1970.58, 1970.59, 1971.53 og 1971.151.

Er det ene af de to arbejdssteder bopælen (eller beliggende i dennes

umiddelbare nærhed), kan den pågældende skatteyder altså kun

fradrage sine befordringsudgifter efter reglerne om fradrag for

udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdssted. Begrænsningen

omfatter ikke blot arbejdssteder på den sædvanlige bopæl, men også

tilfælde, hvor det f.eks. er et sommerhus, der tjener som

arbejdssted. Ved reglens anvendelse må der ses hen til

bopælsforholdene i den periode, for hvilken der er tale om at

foretage fradrag efter § 9 B, lsr.1970.156.

Der foreligger her egentlige driftsudgifter, der er

fradragsberettigede med de faktisk dokumenterede udgifter.

I mangel af dokumentation kan fradrag foretages med de af

ligningsrådet fastsatte satser for erhvervsmæssig kørsel, se U 4.1.

Spørgsmålet om, hvorvidt LL § 9 B eller § 9 C skal anvendes i det

konkrete tilfælde, afgøres i overensstemmelse med den hidtidige

praksis. Indførelsen af de nye regler i LL § 9 C medfører ingen

ændring heri. Se iøvrigt herom Skat 1986.9.571.

3.1. Skiftende eller samtidige arbejdssteder

Det er uden betydning for fradragsretten, om der foreligger skiftende

eller samtidige arbejdssteder, men af hensyn til forståelsen af

reglerne kan anføres nedenstående definitioner på de nævnte

begreber.

Flere samtidige arbejdssteder foreligger, hvor skatteyderen udfører

arbejde forskellige steder samme dag.

Skiftende arbejdssteder foreligger, såvel hvor en skatteyder i årets

løb på grund af arbejdets karakter har haft arbejde hos flere

forskellige arbejdsgivere, som hvor arbejdets karakter har

nødvendiggjort, at skatteyderen i samme arbejdsgivers tjeneste har

arbejdet forskellige steder, som tilfældet er f.eks. for

bygningshåndværkere, tilsynsførende arkitekter og ingeniører,

repræsentanter, revisorer osv.

Arbejdets karakter er afgørende

Arbejdets karakter er afgørende, og der foreligger således ikke

umiddelbart skiftende arbejdssteder, hvor en skatteyder i årets

løb har haft ansættelse f.eks. 3 måneder hos een arbejdsgiver, 5

måneder hos en anden og resten af året hos en tredie, medmindre de

flere arbejdssteder skyldes arbejdets - fagets - karakter, jfr.

bl.a. lsr. 1985.100, hvor en bygningsarbejder, der i årets løb

havde arbejdet for 3 forskellige arbejdsgivere under hensyn til

arbejdets karakter ansås berettiget til fradrag efter LL § 9 B, og

i modsætning hertil lsr.1982.113 om en læge, der i årets løb havde

haft en turnusstilling og fire vikariater, men alligevel ikke

ansås berettiget til fradrag efter LL § 9 B.

Fradrag efter LL § 9 B blev ligeledes nægtet en læge, der sigtede

mod at opnå autorisation som alment praktiserende læge, hvilket

krævede minimum 7 forskellige ansættelser, og som siden sin

embedseksamen havde haft 8 forskellige stillinger, hvoraf den

længste havde haft en varighed på 18 måneder, lsr.1985.13.

En fisker kunne foretage fradrag for udgift til befordring mellem

hjemmet og de forskellige havne, hvorfra han drev fiskeri, men kun

det begrænsede fradrag efter LL § 9 C og altså ikke fradrag efter

LL § 9 B, jfr. VLD af 30. maj 1984 (skd.71.756).

En afløser ansat ved A/S Sydfynske Dampskibsselskab med pligt til at

gøre tjeneste på selskabets forskellige færgeoverfarter, kunne

heller ikke anses for at have skiftende arbejdssteder, lsr. 1983.93. Og det samme gjaldt en overmatros ved

Storebæltsoverfarten, der var forpligtet til at gøre tjeneste ved

forskellige færgelejer ved Korsør, hhv. 2,1 km, 4,1 km og 1,5 km

fra hans bopæl, lsr.1984.13.

En politiassistent havde i årets løb arbejdet på 3 forskellige

politistationer i det nordsjællandske område. Lsr fandt, at hans

befordring ikke var omfattet af LL § 9 B, idet det ikke var

arbejdets karakter, men derimod hans ansættelsesvilkår som

politibetjent, der var skyld i, at han måtte arbejde forskellige

steder i årets løb.

En skatteyder, der var ansat i et entreprenørfirma, skulle give møde

på forskellige arbejdssteder indenfor et lufthavnsområde med

afstande fra hans bopæl varierende fra 15-22 km. Lsr. fastslog, at

lufthavnen i relation til befordringsfradraget måtte betragtes som

en enhed, idet det ikke kunne antages, at han på grund af

forskellige mødesteder havde haft væsentlige merudgifter til

transport, lsr.1985.97.

Det er en forudsætning, at de midlertidige arbejdssteder ikke bliver

permanente. Som midlertidigt har man anerkendt en arbejdsperiode

på indtil 1 1/2 år, jfr. lsr.1964.149 og 1973.142. Lsr.1964.149

drejede sig om en elektriker, der på grund af arbejdets

midlertidige karakter fik anerkendt fradrag for de faktiske

kørselsudgifter, uanset at arbejdsperioden på det pågældende

arbejdssted kom til at vare 1 1/2 år. Lsr.1973.142 drejede sig om

en selvstændig snedker, der købte een byggegrund ad gangen,

opførte et hus og solgte det, hvilket som regel varede et år. Han

fik ligeledes anerkendt fuldt fradrag for kørsel mellem hjemmet og

den aktuelle byggeplads under hensyn til arbejdets midlertidige

karakter på den enkelte byggeplads.

En arbejdsmand ansat hos et entreprenørfirma havde i 1 år, 7 måneder

og 24 dage været beskæftiget med arbejde på den nye Alssund bro. 1

år og 6 måneder fandtes at måtte være grænsen for, hvad der kunne

anses for midlertidigt arbejde. Da den omtalte arbejdsplads

herefter ikke kunne betragtes som midlertidig, kunne den

pågældende ikke ved skift til en anden arbejdsplads opnå fradrag

efter LL § 9 B, lsr.1984.14.

Såfremt det ved arbejdsforholdets påbegyndelse er åbenbart, at

tidsgrænsen på 11/2 år vil blive overskredet, gives kun fradrag

efter LL § 9 C for hele arbejdsperioden.

Konstateres det derimod først senere, at arbejdsperioden vil

overstige 11/2 år, gives der fradrag efter LL § 9 B for de første

18 måneder og for den resterende del af arbejdsperioden alene

fradrag efter LL § 9 C, jfr. Skat 1985.11.323.

I ØLD af 22. dec. 1976 (Skd.42.195) nægtede landsretten fradrag i

medfør af LL § 9 B, idet retten lagde til grund, at den pågældende

i det omhandlede indkomstår havde været beskæftiget på samme

arbejdsplads, og at han havde fået de merudgifter, som befordring

ud over kørslen mellem bopælen og arbejdspladsen havde medført,

skattefrit refunderet af arbejdsgiveren. Sagen drejede sig om en

ingeniør, der i hele 1971 havde ført tilsyn med et byggeri, og som

havde fået kørselsudgifter i forbindelse med kørsel til andre

arbejdssteder end byggepladsen godtgjort efter regning. I lsr.

1979.122 og 1980.22 har landsskatteretten i lignende tilfælde

nægtet fradrag efter LL § 9 B.

Det samme var tilfældet i lsr.1986.13 vedrørende en

revisormedarbejder ved Kommunernes Revisionsafdeling i X. Han

havde benyttet egen bil til transport mellem boligen og de enkelte

arbejdssteder. Det var oplyst, at de pågældende medarbejdere ikke

havde pligt til at møde direkte hos klienterne, at arbejdsgiveren

organiserede fælles transport til klienterne, og at klagerens egen

kørsel for arbejdsgiveren havde været med kørselsgodtgørelse efter

statens regler, regnet fra afdelingskontoret.

Ifølge VLD af 3. juni 1986 (Skat 1986.6.392), kunne en overpakmester

med tjenestested i Fredericia, som i årets løb havde været

udstationeret på forskellige posthuse i Jylland, ikke opnå fradrag

efter LL § 9 B for kørsel til skiftende arbejdssteder. Landsretten

lagde ved sin afgørelse vægt på, at skatteyderen under sit arbejde

på de forskellige postkontorer havde valgt at oppebære time- og

dagpenge samt det udokumenterede nattillæg (i henhold til

cirkulære om godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser i

Danmark) samtidig med at han overnattede på sin bopæl. Under disse

omstændigheder fandt landsretten ikke, at skatteyderens

kørselsudgifter kunne anses for nødvendiggjort ved de skiftende

arbejdssteder.

Derimod kunne en rørlægger foretage fradrag efter LL § 9 B for

udgifter til befordring i weekenderne mellem de skiftende

arbejdssteder og hjemmet, da det (delvis skattefri) zonetillæg,

som han havde oppebåret i henhold til rørprislisten, ikke kunne

antages at yde ham kompensation for disse udgifter, jfr. VLD af 6.

juni 1986 (Skat 1986.6.395).

En lærers kørsel for at deltage i forældremøder, lærerrådsmøder,

elevfester eller lignende kan efter praksis ikke henføres til

kørsel mellem skiftende arbejdssteder og kan derfor ikke fradrages

med de faktiske udgifter.

3.2. Hovedarbejdssted - skiftende arbejdssteder

Er forholdet det, at en skatteyder vel har et hovedarbejdssted, men

arbejdets karakter medfører udgående arbejde i et meget væsentligt

omfang, opstår spørgsmålet, om der kan anerkendes fuldt fradrag

for den samlede kørsel, herunder kørsel fra hjemmet til

hovedarbejdsstedet, efter § 9 B, eller om kørslen mellem hjem og

hovedarbejdssted alene kan fradrages efter reglen i § 9 C.

Hovedreglen kan udtrykkes på den måde, at møder den pågældende hver

dag hos arbejdsgiveren og derfra sendes ud til forskellige

arbejdssteder, vil han kun kunne fratrække sine udgifter til

befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsgiverens

værksted, kontor el.lign, efter reglerne om fradrag for udgifter

til befordring mellem hjem og arbejdssted, jfr. U 1.2. og 1.3.

Herudover vil han kunne fratrække sine faktiske udgifter til

befordring til de forskellige arbejdssteder og tilbage til

arbejdsgiverens forretningssted, lsr.1962.148, 1964.148 og

1965.136.

I HD af 23. nov. 1979 (Skd.52.67) gjorde skatteyderen, der var

repræsentant, gældende, at de relativt mange besøg på

salgskontoret altid var meget kortvarige og skete som led i

salgsarbejdet, men alligevel kunne hans kørsel mellem hjemmet og

kontoret ikke anses for kørsel mellem skiftende arbejdssteder.

Er forholdet derimod det, at den pågældende kører fra bopælen

direkte ud til de af arbejdsgiveren anviste forskellige

arbejdssteder, vil de faktiske udgifter ved kørslen fra hjemmet

til arbejdsstederne og retur kunne fratrækkes.

Hovedarbejdsstedet kan anerkendes som et af flere skiftende

arbejdssteder, såfremt skatteyderen opfylder følgende betingelser

1) at hans arbejde for den væsentligste dels vedkommende udføres

uden for arbejdsgiverens forretningssted eller bopæl,

2) at han ikke har pligt til dagligt at møde på hovedarbejdsstedet,

og

3) at han faktisk kun i meget begrænset omfang møder på

hovedarbejdsstedet.

Dette kan eksempelvis være tilfældet for revisorer,

bygningshåndværkere, tilsynsførende arkitekter og ingeniører, jfr.

til dels VLD af 19. dec. 1979 (Skd.57.179).

Den omstændighed, at en skatteyder besøger kunder i forbindelse med

kørsel til eller fra sit arbejdssted, gør ikke kørslen til § 9

B-kørsel, lsr.1969.48.

En murersvend havde for samme mester i et år haft 13 forskellige

arbejdspladser. 79 dage havde han arbejdet i nærheden af mesterens

domicil. Under hensyntagen til, at murersvenden hverken havde haft

pligt til eller rent faktisk havde mødt på mesterens domicil, blev

han også for disse 79 dage anset for berettiget til fradrag efter

LL § 9 B, lsr.1984.110.

Derimod blev en servicetekniker, som var ansat i et firma med

hovedkontor i København og som havde varetaget service på

mellemstore anlæg hos kunder i Herlev-området og i Nordsjælland,

ikke anset for berettiget til fradrag efter LL § 9 B, idet

hovedarbejdsstedet ved et fremmøde på 58 dage ikke kunne anses som

eet af flere skiftende arbejdssteder, lsr.1985.98.

Såfremt de skiftende arbejdssteder ligger inden for et begrænset

område, kan kun kørsel inden for området fratrækkes efter § 9 B,

se 3.5.

3.3. Flere stillinger samtidig

Skiftende eller flere samtidige arbejdssteder kan også foreligge på

den måde, at den pågældende f.eks. har et fast dagarbejde og et

bijob om aftenen. I den situation må arbejdsstedet om dagen i

almindelighed betragtes som hovedarbejdssted, således at

befordring mellem hjemmet og dette kun berettiger til fradrag

efter § 9 C (hjem-arbejdsplads), medens befordring mellem hjem og

biarbejdsstedet berettiger til fuldt fradrag efter § 9 B. (Hvis

det er således, at den pågældende kører fra hjemmet til

dagarbejdet, derfra direkte til bijobbet og derfra hjem, vil

fradraget ofte skulle opgøres efter den særlige praksis vedrørende

trekantkørsel, jfr. U 3.4. nedenfor). Det anførte gælder også,

hvis en skatteyder har, hvad der efter sin karakter må betegnes

som hovedarbejdssted, og enkelte dage et bijob. Som eksempel kan

nævnes en skatteyder, der havde Risø som fast arbejdssted og som

drev virksomhed som parthaver i et skib, der sejlede med

lystfiskere fra Dragør. Han fik anerkendt fradrag efter reglerne

for hjem-arbejdsplads mellem København (bopæl) og Risø, og de

faktiske udgifter mellem København og Dragør.

Endvidere kan nævnes en forstander for et uddannelsescenter, der i

en periode på et halvt år samtidig var timelærer ved et

forberedelseskursus to dage ugentlig. Landsskatteretten fandt, at

transporten i anledning af det midlertidige arbejde, der skulle

udføres i det samme tidsrum som arbejdet i hans hovedstilling, var

omfattet af ligningslovens § 9 B, uanset at arbejdsgiveren var den

samme for begge stillingers vedkommende, jfr. Skat 1985.4.103.

Hvor en skatteyder sideløbende har to jobs, kan der dog forekomme

tilfælde, hvor disse er af en sådan karakter, at de begge må

betegnes som hovedarbejdssteder. Hvor en skatteyder arbejdede 2

dage hos en arbejdsgiver i byen A og 3 af ugens øvrige dage hos en

arbejdsgiver i byen B, kunne der således ikke foretages fradrag

for befordringsudgifterne efter reglerne om befordring mellem

skiftende eller flere samtidige arbejdssteder, men alene efter

reglerne for befordring mellem hjem og arbejdsplads.

En mekaniker ansat i hæren på kontrakt, hvorefter han opnåede en

håndværksmæssig uddannelse, havde i forbindelse med afsluttende

uddannelse og svendeprøve opholdt sig på kasernen i Holstebro,

medens han iøvrigt havde gjort tjeneste i Fredericia. Under hensyn

til hovedformålet med opholdet i Holstebro, kunne kun Fredericia

anses som arbejdssted, hvorfor fradrag for befordring mellem

skiftende arbejdspladser ikke anerkendtes, lsr.1977.177.

Elektroførere (S-togsførere) kan i almindelighed ikke anses at have

skiftende arbejdssteder, lsr.1978.132.

3.4. Trekantkørsel

Har skatteyderen to arbejdssteder, der ikke ligger i umiddelbar

nærhed af hinanden eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og

foregår kørslen på den måde, at skatteyderen kører fra sin bopæl

til det ene arbejdssted, derfra fortsætter til det andet, hvorfra

han returnerer til hjemmet, gives der fuldt fradrag efter § 9 B

for den del af kørslen, der svarer til kørsel tur-retur mellem de

to arbejdssteder, medens den resterende del af den faktiske kørsel

anses som begrænset fradragsberettiget efter § 9 C, jfr.

lsr.1965.50.

Byrådsarbejde sideløbende med skatteyderens private arbejde,

betragtes i den relation som en arbejdsplads, jfr. lsr.1985.99.

Bemærk, at det fulde fradrag efter § 9 B gives efter en beregnet

kørsel frem og tilbage mellem de to arbejdssteder, selv om

skatteyderen rent faktisk kun kører den ene vej.

Eksempel

Der er 16 km fra hjemmet til arbejdsplads nr. 1, 5 km fra

arbejdsplads nr. 1 til arbejdsplads nr. 2, og fra nr. 2 og hjem

igen er der 13 km. Der køres altså ialt 16 + 5 + 13 = 34 km. Der

gives fradrag efter § 9 B for 2 x afstanden mellem de 2

arbejdssteder, dvs. 2x5 km = 10 km og for resten af den daglige

kørsel, dvs. for 34 km - 10 km = 24 km gives fradrag efter § 9 C

(da der ikke gives fradrag for de første 20 km, er der kun fradrag

for 24 km - 20 km = 4 km).

Tænker man sig, at de tilsvarende kilometertal er 16 + 12 + 13 gives

der fradrag efter LL § 9 B for 2 x 12 km = 24 km. For den

resterende del af den daglige kørsel, dvs. 41 km - 24 km = 17 km,

gives der fradrag efter LL § 9 C. (Da der ikke gives fradrag for

de første 20 km, gives intet fradrag i dette tilfælde).

»Underskuddet« på de 20 km - 17 km =3 km reducerer ikke fradraget

efter LL § 9 B på 24 km.

3.5. Kørsel til et begrænset område

Hvor skatteyderen har flere arbejdssteder, der alle eller for

hovedpartens vedkommende er beliggende i et begrænset område i en

vis afstand fra skatteyderens bopæl, kan kørslen fra bopæl til

området alene fratrækkes efter reglerne om befordring fra hjem til

arbejdsplads, medens kørslen inden for området fratrækkes efter

reglerne for befordring mellem skiftende eller samtidige

arbejdssteder, VLD af 10. april 1970, lsr.1972.59 og 1979.19 samt

1980.130.

Det begrænsede område vil oftest falde sammen med et byområde eller

lignende. Grænserne for området kan ikke umiddelbart antages at

falde sammen med kommunegrænserne, men dette spørgsmål må afgøres

konkret i forhold til bopælens placering.

Det er normalt en forudsætning for reglens anvendelse, at afstanden

mellem bopæl og området er mindst 20 km, d.v.s. at der gives fuldt

fradrag, når afstanden mellem hjemmet og det begrænsede område er

under 20 km, jfr. lsr.1983.9.

VLD af 10. april 1970: Fuldt fradrag for kørsel mellem skiftende

arbejdspladser i Århus by og omegn, og begrænset fradrag efter § 9

C for kørsel til og fra hjemmet ca. 26 km. fra Århus.

Lsr. 1965.136: En skuespiller, der boede ca. 40 km. fra København,

hvor han havde beskæftigelse på forskellige teatre, fik kun

fradrag for befordring mellem bopælen og Københavnsområdet efter §

9 C (hjem-arbejdsplads), medens kørslen mellem de forskellige

arbejdssteder inden for Københavnsområdet kunne fratrækkes fuldt

ud efter § 9 B.

Lsr. 1980.130: En skolepsykolog var ansat i X kommune, der havde en

ikke ubetydelig udstrækning, og han kørte hver dag i egen bil til

X-by, hvor hans kontor var beliggende. Hans arbejde blev påbegyndt

forskellige steder, enten på kontoret eller på skoler m.m., hvor

han havde arbejde at udføre. Skatterådet havde anset hans kørsel

mellem bopælen og X for omfattet af LL § 9 C og derudover godkendt

fradrag for udgifter til kørsel mellem skoler i X, svarende til de

beløb, der var ydet i godtgørelse herfor, 675 kr. Skatteyderen

gjorde bl.a. gældende, at afstanden fra hans hjem til X

kommunegrænse udgjorde ca. 18 km., og at der derfor burde

anerkendes fuldt fradrag for transportudgifter mellem hjemmet og

arbejdsstederne i kommunen. Landsskatteretten fandt imidlertid

under hensyn til udstrækningen af X kommune samt klagerens

arbejdsområde på skoler beliggende i kommunen, hovedsageligt i

X-by, at det var med rette, at skatterådet ved ansættelsen var

gået ud fra, at klageren havde haft hovedarbejdsområde i en sådan

afstand fra sin bopæl, at der havde været grundlag for en

reduktion af klagerens befordringsudgifter efter LL § 9 C.

En montør, der boede i Sorø og arbejdede for et firma med

arbejdspladser i Storkøbenhavn og Nordsjælland, blev anset

berettiget til fuldt fradrag efter LL § 9 B, idet hans arbejde

ikke ansås for at falde »inden for begrænset område«.

En tømrersvend havde arbejdet på forskellige byggepladser beliggende

i København, Frederiksberg, Gentofte, Herlev, Hjortespring,

Skovshoved, Glostrup, Birkerød, Greve og Karlslunde.

Landsskatteretten fandt ikke, at disse arbejdssteder kunne anses

for at ligge inden for et snævert begrænset område i forhold til

afstanden fra klagerens bolig (22 km), og han blev derfor anset

for berettiget til fuldt fradrag for kørsel efter LL § 9 B,

lsr.1982.114.

Reglerne for områdekørsel blev ikke anset for anvendelige for en

chauffør i et byggefirma, som ud af 233 arbejdsdage havde haft 151

dages kørsel indenfor et begrænset område. Landsskatteretten lagde

i denne sag vægt på, at dagene med kørsel til området ikke havde

udgjort een samlet periode samt at antallet af arbejdsdage udenfor

området havde været af et ikke ubetydeligt omfang, jfr.

lsr.1985.101.

En skatteyder arbejdede igennem et par år for den samme murermester

med kørsel til en række arbejdssteder såvel i som uden for

Århus-området. Landsskatteretten fandt, at reglerne om kørsel til

et begrænset område ikke burde finde anvendelse i dette tilfælde

under hensyn til, at skatteyderens kørsel til arbejdssteder inden

for Århus-området ikke havde fundet sted inden for en samlet

periode, Skat 1986.9.553.

4. Opgørelsen af befordringsudgifter

Udgift ved brug af befordringsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt,

kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Benyttes befordringsmidlet tillige privat, fradrages den del af de

samlede driftsudgifter, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel.

4.1. Kørselsregnskab

Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to

dele

1) Opgørelsen af kilometerantallet.

2) Opgørelsen af kørselsudgifterne.

Kilometerantallet

Drejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både

erhvervsmæssigt og privat, gælder ifølge ligningsrådets vedtagelse

følgende

»Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes

skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på

fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes

fordeling mellem privat- og erhvervskørsel, bør kørebogens

udvisende lægges til grund ved værdiansættelsen af privatkørslen.

For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved

skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse

af

1) kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels

begyndelse og ved dens afslutning, 2. datoen for kørslen og 3. den

daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel,

idet der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet

bestemmelsessteder og lignende notater, der kan sandsynliggøre og

eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

Regnskabet med antallet af kørte kilometer må være ført således, at

kørebogens udvisende er afstemmelig med bilens kilometertæller.«

Kilometertællerens udvisende skal ikke kontrolleres efter hver

enkelt kørsel, men overensstemmelse mellem kørebog og

kilometertæller skal kontrolleres af den skattepligtige i

forbindelse med den daglige førelse af kørebogen, jfr. VLD af 13.

april 1973.

Såfremt en kørebog udviser et meget lavt antal kilometer for den

private kørsel, kan den eventuelt tilsidesættes.

Ved fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel anses kørsel med

eget befordringsmiddel mellem hjem og fast arbejdssted for

privatkørsel. Det samme gælder den kørsel, for hvilken der i

medfør af bestemmelserne i LL § 9 D indrømmes fradrag for

invalider og kronisk syge til befordring mellem hjem og

arbejdssted.

Derimod anses kørsel med egen bil eller motorcykel mellem skiftende

arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder for

erhvervsmæssig kørsel.

Når kørebog ikke foreligger

I tilfælde hvor der ikke er ført kilometerregnskab, må den

skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel

efter skøn. Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør

myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med

tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel

kørsel til fritidsbolig.

Varebiler

Også varebiler kan være anvendt til privatkørsel, idet det ifølge

gældende lovbestemmelser tillades, at varebiler anvendes til

privatkørsel, når der blot ikke befordres passagerer i varerummet.

En varebil, der bl.a. blev benyttet til ejerens daglige transport

mellem hjem og forretning, hvorunder der blev indkøbt varer til

forretningen, anså lsr. således for delvis privat anvendt, jfr.

Skat 1985.5.134.

En gas- og vandmester anvendte i sit firma nogle varevognene, hvis

driftsudgifter fuldt ud var belastet firmaets drift, og en

privatvogn, hvis udgifter var fordelt med 25 pct. over firmaets

drift, medens 75 pct. var ført på privatkontoen. Der var ikke ført

kørselsfordelingsregnskab for varevognene, idet skatteyderen

gjorde gældende, at al privatkørsel var foregået i personbilen.

Efter det oplyste fandt landsskatteretten ikke, at de stedlige

ligningsmyndigheder i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at

klageren havde foretaget privat kørsel med de omhandlede

varevogne, lsr.1982.115, jfr. nu tilsvarende afgørelse i VLD af af 14. april 1983 (skd.67.399).

En sag om en slagters fradrag for kørsel i varevogn med gule plader

blev forligt i Vestre Landsret med fuldt fradrag.

Landsretten tilkendegav, at det generelle udgangspunkt er, at der er

fuldt fradrag af udgifterne ved benyttelse af en varevogn,

medmindre der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at

antage, at varevognen ikke udelukkende udnyttes erhvervsmæssigt.

2) Kørselsudgifterne

Fradrag for erhvervsmæssig kørsel kan for skatteydere, der ikke er

bogførings- eller regnskabspligtige, foretages

A. med de dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km., eller

B. med de af ligningsrådet fastsatte satser.

Bogførings- og regnskabspligtige kan kun bruge A.

A. Fradrag af faktiske udgifter

De med kørslen forbundne udgifter må kunne dokumenteres ved

fremlæggelse af bilag eller dog tilfredsstillende kunne

sandsynliggøres.

Til de samlede driftsudgifter henregnes afskrivning, se U 4.3.

At den pågældende har anskaffet en bil, der synes dyrere end

nødvendigt af hensyn til erhvervet, bevirker ikke, at

skattemyndighederne forlods kan henføre en del af

anskaffelsessummen til privatkontoen, jfr. lsr.1956.40.

Bl.a. for at have klare linier ved en eventuel avanceberegning ved

salg af bilen bør man ikke acceptere, at en skatteyder fratrækker

alle sine udgifter - driftsudgifter og afskrivninger - og derefter

fører et fast beløb for privat kørsel til indtægt. Man bør sætte

privatkørslen til en bestemt procentdel af den samlede kørsel.

B. Fradrag efter ligningsrådets satser

Udgiften til erhvervsmæssig benyttelse af egen bil vil uden

dokumentation for udgiftens størrelse kunne fratrækkes med

følgende beløb i 1986

Kørsel indtil 12.000 km i eet år 1. jan.-30. juni .................................. 1,82 kr. 1. juli.-31. dec. ................................. 1,89 kr. Kørsel ud over 12.000 km i eet år 1. jan.-30. juni .................................. 1,05 kr. 1. juli.-31. dec. ................................. 1,07 kr.

Satserne dækker samtlige udgifter, herunder afskrivning.

Disse fradragssatser kan ikke anvendes af regnskabs- og

bogføringspligtige, se SD-cirk. 1980 nr. 6.

En forpagter, der var bogføringspligtig, havde tillige beskæftigelse

som lønmodtager og fik i denne forbindelse udbetalt

kørselsgodtgørelse efter ligningsrådets satser. Fradrag for den

hertil svarende kørsel måtte også i følge cirkulæret opgøres efter

de faktiske udgifter, og ikke efter satserne, lsr.1984.108.

Satserne kan anvendes af lønmodtagere, hvadenten de pågældende har

modtaget kørselsgodtgørelse eller ikke.

Satserne kunne anvendes, selv om lønmodtageren også drev selvstændig

erhvervsvirksomhed, for hvilken han var bogføringspligtig, idet

bilen ikke var anvendt i denne virksomhed, jfr. Skat 1986.6.400.

Overstiger fradraget den modtagne godtgørelse, kan fradraget ikke

foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, se herom U 5.2.

En skatteyder, der i sin fritid ernærede sig som musiker og derfor

medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet

en trailer. Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få

påmonteret et anhængertræk. Udgiften hertil påstod klageren

fradragsberettiget i medfør af AL § 3, stk. 2, og han påstod

endvidere fradrag for fordyrelse af bilforsikringspræmien (som

følge af at bilen var udstyret med anhængertræk), ligesom

reparationsudgifterne vedrørende traileren efter hans mening kunne

fradrages udover kilometertaksten. Lsr. fandt, at udgiften for

montering af anhængertræk måtte betragtes som så nært tilknyttet

bilen, at den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte

afskrivning på bilen og derfor ikke kunne fratrækkes samtidig med

fradrag efter kilometertakst. Derimod fandt lsr., at

reparationsudgiften på traileren samt merpræmien på

bilansvarsforsikringen lå uden for de af kilometertaksten dækkede

fradrag, og disse udgifter kunne derfor fradrages ud over

kørselsfradrag efter kilometertakst, lsr.1981.17.

4.2. Salg af bilen

A. Skatteydere, som ved indkomstopgørelsen har fradraget de faktiske

udgifter ved deres erhvervsmæssige kørsel i en såvel privat som

erhvervsmæssig benyttet bil, skal i salgsåret medregne fortjeneste

eller tab, opgjort efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II,

se 4.3.

Dette gælder også, hvis de pågældende i en del af

besiddelsesperioden har foretaget fradrag med de af ligningsrådet

fastsatte satser. I så fald regnes der ved opgørelsen af avance

eller tab med en afskrivning på 15 pct. årligt af

anskaffelsessummen i de år, hvor ligningsrådets satser har været

anvendt.

Skatteydere, der er overgået til fradrag efter kilometersatser i

indkomstårene 1977, 1978 eller 1979 og som sælger bilen i

indkomståret 1979 eller senere, kan dog i stedet vælge at opgøre

skattemæssig avance eller tab efter SD-cirkulære 1980 nr. 6,

pkt.3.3, se nedenfor.

B. Har skatteyderen i hele besiddelsesperioden foretaget fradrag med

de af ligningsrådet fastsatte satser, skal avance og tab ved salg

af bilen ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

SD-cirkulære 1980 nr. 6

C. SD-cirkulære 1980 nr. 6 vedrørende opgørelse af avance eller tab

ved salg af biler, der har været anvendt til både erhvervsmæssig

og privat kørsel indeholder bl.a. følgende regler om overgang fra

fradrag efter regnskab til fradrag efter ligningsrådets

kilometersatser og omvendt

3) Konsekvenser af overgang til anden opgørelsesmetode

3.1) Den skattepligtige kan kun skifte opgørelsesprincip een gang

vedrørende samme bil. Overgang til anden opgørelsesmetode skal ske

fra begyndelsen af et indkomstår.

Ved køb af ny bil kan opgørelsesmåden eventuelt ændres påny.

Undlader den skattepligtige at føre et regnskab efter at være

overgået til fradrag efter regnskab, er ligningsmyndigheden ikke

bundet til anvendelse af ovennævnte kilometersatser.

3.2) Overgang til anden opgørelsesmåde medfører, at avance eller tab

ved salg af bilen medregnes efter reglerne nedenfor i pkt. 3.3. og 3.4

3.3) Skattepligtige, der hidtil har foretaget fradrag efter regnskab

og afskrevet efter afskrivningslovens afsnit II, kan fra

begyndelsen af et indkomstår overgå til at foretage fradrag efter

de nævnte kilometersatser. I så fald opgøres avance eller tab ved

salg af bilen alene for de år, hvor fradraget er foretaget efter

regnskab. Bilens værdiforringelse i disse år beregnes

forholdsmæssigt af bilens værdiforringelse i hele ejerperioden, og

det enkelte års skattemæssige forringelse beregnes herefter som

den del af forringelsen, der svarer til forholdet mellem den

erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel i det pågældende år.

Såfremt den således beregnede værdiforringelse i de år, udgiften

er fratrukket efter regnskab, overstiger de i disse år foretagne

skattemæssige afskrivninger, fradrages det overskydende beløb i

indkomstopgørelsen for salgsåret. Har afskrivningen oversteget

værdiforringelsen, lægges forskellen til indkomsten.

For biler, hvis anskaffelsessum er over det beløb, hvorpå

afskrivning kan foretages - 65.000 kr. for biler købt i

indkomståret 1976 eller senere - beregnes bilens værdiforringelse

i hele ejerperioden som en forholdsmæssig andel af de 65.000 kr. -

svarende til forholdet mellem bilens faktiske værditab i hele

ejerperioden og dens anskaffelsessum. I øvrigt anvendes reglerne

ovenfor.

3.4) Skattepligtige, der hidtil har foretaget fradrag efter

kilometersatser, kan fra begyndelsen af et indkomstår overgå til

at foretage fradrag efter regnskab og afskrive efter

afskrivningslovens afsnit II. Ved overgangen fra satser til

regnskabsmæssig opgørelse foretages afskrivning efter

afskrivningslovens afsnit II på grundlag af bilens anskaffelsessum

reduceret med 15 pct. årligt for de år, hvor satserne har været

anvendt. Avance eller tab ved salg af bilen opgøres og medregnes i

øvrigt efter samme retningslinier, som anført ovenfor.

For biler, hvis anskaffelsessum er over det beløb, hvorpå

afskrivning kan foretages, beregnes bilens værdiforringelse i hele

ejerperioden forholdsmæssigt som anført under pkt. 3.3.

Afskrivningsgrundlaget ved overgang til regnskab beregnes som

anført ovenfor, dog kan afskrivningsgrundlaget ikke overstige det

beløb, hvorpå afskrivning kan foretages jfr. afskrivningslovens §

8, stk. 2.

Den fulde ordlyd af SD-cirk.1980 nr. 6 med eksempler på opgørelse

af avance eller tab efter reglerne i foran nævnte pkt.3.3 og 3.4

findes i LV 1985 side 1062ff.

4.3. Afskrivning

Afskrivning på biler, der benyttes såvel privat som erhvervsmæssigt,

foretages efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II om

driftsmidler med blandet benyttelse.

For biler, der er anskaffet før 17. maj 1983 er der et maksimum for

afskrivningsgrundlaget. Dette maksimum er

1) 65.000 kr. for biler anskaffet før 1. jan.1983, og

2) 93.600 kr. for biler anskaffet efter 31. dec.1982, men før 17.

maj 1983.

For biler anskaffet i 1982 eller senere skal afskrivningssaldoen

samt det overskydende ikke afskrivningsberettigede beløb hvert år

pristalsreguleres, dog ikke i anskaffelses- eller afståelsesåret.

For biler, anskaffet den 17. maj 1983 eller senere, kan hele

anskaffelsessummen afskrives, idet den tidligere gældende

overgrænse for afskrivning på blandede driftsmidler er ophævet.

Afskrivning skal altid foretages med hele procenter. I

anskaffelsesåret indtil 25 pct. og derefter indtil 30 pct.

Afskrivning skal ved blandede driftsmidler ske på hvert aktiv for

sig af hensyn til fordelingen mellem den erhvervsmæsige og den

private benyttelse, jfr. AL § 8.

De afskrivninger, der beregnes, fordeles herefter på sædvanlig måde

efter forholdet mellem den private og den erhvervsmæssige kørsel i

det pågældende indkomstår.

Ved denne fordeling anses kørsel med eget befordringsmiddel mellem

hjem og fast arbejdssted for privatkørsel.

Derimod henregnes kørsel med egen bil eller motorcykel mellem

skiftende arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder til

erhvervsmæssig kørsel.

Såfremt en bil udskiftes kort før regnskabsårets udløb, eller hvis

en skatteyder, der ikke tidligere har haft bil, køber bil i

slutningen af et regnskabsår, skal fordelingen mellem privat og

erhvervsmæssig anvendelse ske efter forholdene, som de må antages

at blive i det kommende år, selv om skatteyderen i

anskaffelsesåret eventuelt kun har kørt erhvervsmæssigt i bilen.

Om varebiler, se U 4.1.

Forbedringsudgifter

Forbedringsudgifter på et blandet driftsmiddel, hvis anskaffelsessum

ikke overstiger overgrænsen på 93.600/65.000 kr., afskrives sammen

med driftsmidlets anskaffelsessum (saldoværdi), selv om

forbedringsudgiften sammenlagt med driftsmidlets oprindelige

anskaffelsessum overstiger 93.600/65.000 kr.

Derimod kan forbedringsudgifter vedrørende driftsmidler, hvis

oprindelige anskaffelsessum har oversteget 93.600/65.000 kr., ikke

afskrives, men skal opføres på den særlige aktivpost for

vedkommende driftsmiddel.

Er driftsmidlet anskaffet den 17. maj 1983 eller senere kan

forbedringsudgifter afskrives uafhængigt af driftsmidlets

oprindelige anskaffelsessum.

Det er en forudsætning for påbegyndelse af afskrivning på biler (og

andre driftsmidler), at disse er leveret inden indkomstårets

udgang, lsr. 1961.120. Det er tilstrækkeligt til at anse en bil

leveret, at den er overdraget på en sådan måde, at risikoen er

overgået til køberen, hvilket kan være sket, når bilen henstår i

individualiseret stand hos sælgeren (»for køberens regning og

risiko«). Der stilles ikke krav om, at bilen skal være

indregistreret, lsr. 1967.129.

Udgiften til en autoradio er en privatudgift, på hvilken der ikke

kan afskrives, lsr. 1956.59. Hvis bilen leveres indregistreret med

radioen, kan der afskrives på anskaffelsessummen for bilen incl.

radioen.

Et gasanlæg var installeret i en »blandet« bil. Anlægget kunne let

afmonteres og bruges i andre biler. Det kunne afskrives særskilt

som blandet driftsmiddel (ud over 65.000 kr.s grænsen), lsr.

1980.122.

Et radiotelefonanlæg kan afskrives som et selvstændigt driftsmiddel,

enten fuldt ud, såfremt anlægget kun benyttes erhvervsmæssigt,

eller som blandet driftsmiddel, såfremt anlægget også benyttes

privat. Det er ikke afgørende, om bilen er »blandet« eller kun

benyttes erhvervsmæssigt.

Avance eller tab ved afhændelse af driftsmidler med blandet

benyttelse

For biler, der er anskaffet efter d. 1. jan. 1982, men inden den 17.

maj 1983, gælder følgende

Fortjenesten eller tabet skal opgøres som forskellen mellem på den

ene side afståelsessummen og på den anden side summen af de

uafskrevne pristalsregulerede beløb ved afståelsesårets

begyndelse, forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter, der er

afholdt i afståelsesåret.

Ved opgørelsen af summen af de uafskrevne beløb, er det de

afskrivninger, som er beregnet for de enkelte indkomstår, der skal

fragå i afskrivningsgrundlaget. Den del af afskrivningen, der

vedrører den private benyttelse, og som derfor ikke kan fratrækkes

ved indkomstopgørelsen, indgår således også i opgørelsen af

fortjenesten eller tabet.

Ved summen af de uafskrevne pristalsregulerede beløb ved

indkomstårets begyndelse forstås både den uafskrevne del af den

regulerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsesummen og den

del af anskaffelsessummen forhøjet med eventuelt afholdte

forbedringsudgifter, der er pristalsreguleret på den særlige

aktivpost.

Forbedringsudgifter, der er afholdt i årene inden afståelsesåret, er

indeholdt i det pristalsregulerede beløb på den særlige aktivpost

ved afståelsesårets begyndelse. Hertil lægges derfor alene

forbedringsudgifter, der er afholdt i afståelsesåret. Der

pristalsreguleres ikke i afståelsesåret, og forbedringsudgifter,

der er afholdt i dette år, reguleres derfor heller ikke.

Af fortjenesten eller tabet skal en så stor del, som svarer til

forholdet mellem de i alt foretagne skattemæssige afskrivninger og

de i alt beregnede afskrivninger medregnes henholdsvis fradrages i

den skattepligtige indkomst for salgsåret.

Fortjeneste eller tab på blandede driftsmidler skal altid påvirke

den almindelige indkomst, også selv om salget sker i forbindelse

med virksomhedsophør.

Fremkommer der fortjeneste, vil den del, som svarer til forholdet

mellem de samlede fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede

afskrivninger være at medregne i den skattepligtige indkomst for

afhændelsesåret.

Fremkommer der et tab, stiller forholdene sig forskelligt for biler,

for hvilke anskaffelsessummen er 93.600/65.000 kr. eller derunder,

og for biler, for hvilke anskaffelsessummen overstiger

93.600/65.000 kr.

Tab på biler anskaffet til 93.600/65.000 kr. og derunder kan

fratrækkes med den del, der svarer til forholdet mellem de samlede

fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

Derimod kan tab ved afhændelse af biler, for hvilke

anskaffelsessummen overstiger 93.600/65.000 kr., kun bringes til

fradrag i det omfang, tabet overstiger det beløb, hvorpå der ikke

kunne afskrives, og da kun i forholdet mellem de fratrukne

afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

Se i øvrigt pkt.12 i skd.cirk. af 24. juni 1965 samt eksemplet i

skd.cirk. (om AL) af 22. nov. 1983, pkt.33.

For biler, der er anskaffet den 17. maj 1983 eller senere, opgøres

fortjenesten ved salg på samme måde som nævnt ovenfor, medens tab

opgøres som for biler med en anskaffelsessum, der ikke overstiger

93.600/65.000 kr.

Selv om der ikke er foretaget afskrivning på blandede driftsmidler

(biler), skal tab eller gevinst ved salg alligevel beskattes efter

forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel,

lsr. 1962.110.

Såfremt et blandet driftsmiddel anskaffes og afhændes inden for

samme regnskabsår, kan der ikke foretages skattemæssig afskrivning

på driftsmidlet, og beregning af skattepligtig avance (eller tab)

sker i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse.

Der er ikke som ved driftsmidler, der udelukkende benyttes

erhvervsmæssigt, adgang til at overføre en negativ saldo til et

til erstatning indkøbt nyt aktiv, lsr. 1960.124.

Udbedring af skader

Udsættes driftsmidler for skade, kan udgifterne til reparation

fradrages i det omfang, de overstiger en eventuel forsikrings-

eller erstatningssum, såfremt skaden er indtruffet under

driftsmidlets erhvervsmæssige benyttelse, jfr. AL § 10, stk. 2.

Såfremt skaden skyldes strafbart forhold hos brugeren (f.eks.

spirituskørsel) kan fradraget dog ikke foretages, lsr. 1971.39. Er

skaden indtruffet under privat benyttelse, kan der heller ikke ske

fradrag, se f.eks. lsr. 1973.144.

Den i AL § 10, stk. 2 indeholdte begrænsning, hvorefter der kun er

fradragsret for skader indtruffet under den erhvervsmæssige brug

af en »blandet bil«, skulle ikke anvendes i et tilfælde, hvor

bilens motor var brændt sammen under feriekørsel i udlandet, da

skadebegrebet i AL § 10 ikke kan antages at omfatte

motorsprængning. Udgiften ansås herefter for en

vedligeholdelsesudgift, der kunne fradrages forholdsmæssigt (i

forhold til den erhvervsmæssige benyttelse af bilen), lsr. 1979.25.

Overstiger den eventuelle forsikrings- eller erstatningssum

reparationsudgifterne, vil en så stor del af det overskydende

beløb, som svarer til forholdet mellem de for tidligere indkomstår

foretagne skattefri afskrivninger og de samlede beregnede

afskrivninger på driftsmidlet for disse indkomstår, være at

medregne i den skattepligtige indkomst.

Totalskade

Såfremt driftsmidlet udgår af driften i anledning af en skade,

behandles den udbetalte erstatningssum som en salgssum, og

eventuel avance eller tab opgøres på samme måde som ved salg,

d.v.s. uden hensyntagen til, om skaden er indtruffet under privat

eller erhvervsmæssig benyttelse, jfr. AL § 10, stk. 1.

Ændret anvendelse

På samme måde som ved egentlige køb og salg forholdes der, hvis en

skatteyder overfører et blandet driftsmiddel til udelukkende

erhvervsmæssig anvendelse eller til ren privat anvendelse, AL § 32.

Som salgssum betragtes værdien i handel og vandel på

overførselstidspunktet.

Overdragelse eller overførsel af et blandet driftsmiddel til samme

anvendelse hos en samlevende ægtefælle medfører ikke, at der

konstateres skattemæssigt tab eller fortjeneste. Den overtagende

ægtefælle fortsætter afskrivninger på det hidtidige grundlag, KL.

§ 26 A.

En bil, tilhørende en repræsentant, som ophørte med at arbejde 1.

oktober, men dog først var opsagt til 1. april året efter, og som

hele tiden havde søgt nyt arbejde som repræsentant, blev ikke

anset for overgået til privat anvendelse, og der kunne derfor

afskrives på bilen, lsr. 1980.123.

5. Kørselsgodtgørelser

5.1. § 5d-ydelser

De såkaldte § 5 d-ydelser er nærmere omtalt i afsnit D 1.6.1. Her

skal blot bemærkes, at en bil, der alene anvendes til kørsel i

offentlig tjeneste, som berettiger til udbetaling af en § 5

d-kørselsgodtgørelse, ikke afskrives som et blandet driftsmiddel,

men som en privat bil, d.v.s. at afskrivning sker alene over

formuen efter de for private biler gældende regler (15% p.a. af

anskaffelsessummen), og ved salg skal der ikke ske nogen

beskatning.

Det skal bemærkes, at skatteyderen ikke har mulighed for at vælge at

tage § 5 d-ydelserne til indtægt og som modstykke hertil fratrække

sine faktiske udgifter, jfr. HD af 21. marts 1985 (skd.74.512).

5.2. Kørselsgodtgørelser i øvrigt

Modtagen kørselsgodtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel

skal - forudsat at kørselsgodtgørelsen ikke er skattefri efter

statsskattelovens § 5 d - altid medregnes til den skattepligtige

indkomst, medens den til den godtgjorte kørsel svarende andel af

de samlede udgifter til drift af befordringsmidlet kan fradrages

efter kørselsregnskab, jfr. U 4.

Godtgørelsen skal medregnes, hvadenten den udbetales som fast beløb

eller efter kilometertakst.

Som det fremgår af U 4, er der nu efter ligningsrådets vedtagelse

gennemført en ligestilling med hensyn til fradrag for

befordringsudgifter mellem lønmodtagere, der modtager

kørselsgodtgørelse fra en privat arbejdsgiver, og lønmodtagere,

der ikke modtager en sådan godtgørelse, d.v.s. at der skal

foretages en opgørelse af kilometertallet, og at fradrag herefter

kan ske enten med de faktiske udgifter eller med ligningsrådets

satser.

Herefter gælder der kun det særlige for lønmodtagere med

kørselsgodtgørelse, at de i medfør af KL § 24 kan fratrække deres

kørselsudgifter ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, når

fradraget ikke overstiger den modtagne godtgørelse.

En sådan godtgørelse må efter HD af 11. november 1975 (Skd.35.78)

anses at foreligge, ikke blot, hvor der af arbejdsgiveren ydes et

vist beløb pr. kørt kilometer, men tillige, hvor godtgørelsen ydes

med faste f.eks. månedlige eller årlige beløb, når størrelsen af

godtgørelsen er fastsat på grundlag af en vurdering af det

gennemsnitlige erhvervsmæssige kørselsbehov og alene tilsigter at

give dækning for den forventede faktiske kørselsudgift. Det må dog

herved forudsættes, at arbejdsgiveren løbende fører kontrol med,

at omfanget af den erhvervsmæssige kørsel stort set svarer til,

hvad der er forudsat ved fastsættelsen af godtgørelsen, jfr.

SD-cirkulære nr. 466.

Hvor kørselsgodtgørelsen også skal dække udgifter til f.eks.

befordring mellem hjem og (fast) arbejdsplads, kan ingen del af

befordringsudgifterne, heller ikke den erhvervsmæssige, fratrækkes

ved siden af lønmodtagerfradraget.

En kommuneansat ingeniør fik et fast kørselstilskud ydet ud fra et

fastsat kørselsbehov på 5-6000 km. i det pågældende år.

Lønmodtagerfradrag anerkendt ved siden af kørselsudgifter, da

tilskuddet ikke kunne anses som løntilskud, men kun tilsigtede at

give kompensation for kørselsudgifterne, lsr.1976.161.

En skatteyder ansat ved vejvæsenet havde som tillæg til sin løn

modtaget et »afstandstillæg«, hvis størrelse var afhængig af

arbejdspladsens afstand fra skatteyderens hjem. Landsskatteretten

fandt, at det drejede sig om kompensation for skatteyderens

faktisk afholdte kørselsudgifter, der ikke indeholdt et

løntilskud, hvorfor lønmodtagerfradrag anerkendtes ved siden af

kørselsfradraget, lsr.1977.72.

I et tilfælde, hvor en kilometergodtgørelse blev ydet efter en målt

afstand til arbejdsstederne, og arbejdsgiveren kontrollerede

kørslen hertil, og hvor der indgik daglige minimums- og

maksimumsbeløb i kørselsordningen, blev fradrag med den modtagne

godtgørelse anerkendt, idet denne tilsigtede kun at dække de

faktiske kørselsudgifter, lsr.1977.179.

I lsr.1978.185 nægtedes lønmodtagerfradraget bl.a. under hensyn til,

at arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med omfanget af den

erhvervsmæssige kørsel.

En klinikassistent havde efter arbejdsgiverens ønske deltaget i et

udenbys kursus. Arbejdsgiveren havde betalt kursusudgifterne og en

kørselsgodtgørelse på 98 øre pr. km, eller i alt 4.500 kr.

Klinikassistenten var hverken skattepligtig af kursusafgiften

eller den dertil knyttede kørselsgodtgørelse, lsr. 1981.18.

En advokat udbetalte sin sekretær en månedlig kørselsgodtgørelse på

600 kr., svarende til 1 kr. pr. km. Sekretæren, der boede ca. 15

km fra arbejdsstedet, udførte som led i sit arbejde forskellige

post- og andre forretninger for arbejdsgiveren, såvel før som

efter at hun mødte på kontoret. Godtgørelsen kunne ikke betragtes

som ydet til dækning af befordringsudgifter efter LL § 9 B og

måtte derfor anses som et løntillæg, hvoraf der skulle indeholdes

A-skat. Det var uden betydning for den skattemæssige behandling,

at sekretæren i et vist omfang - også under kørsel mellem hjem og

arbejdsplads - var dækket af advokatens lovpligtige

ansvarsforsikring, skd.61.158.

Afsnit PU - Befordringsudgifter og befordringsgodtgørelser

1. Befordring mellem bopæl og arbejdsplads

Lovhjemmelen til fradrag for befordringsudgifter findes i LL §§ 9 B,

9 C og 9 D. § 9 B omhandler kørsel mellem skiftende og samtidige

arbejdssteder, § 9 C kørsel mellem bopæl og arbejdsplads, og § 9 D

det særlige fradrag for invalider og kronisk syge. Hertil knytter

sig bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 og cirkulære nr.

188 af 13. december 1984.

Alle tre paragraffer finder anvendelse på såvel lønmodtagere som

selvstændigt erhvervsdrivende.

Desuden foreligger ligningsrådets anvisning vedrørende biler og

motorcykler, som indeholder retningslinier for 1. fordeling af

kørselsudgifter mellem erhvervsmæssig og privat kørsel, 2. den

skattemæssige behandling af kørselsgodtgørelse samt 3.

værdiansættelse af privat kørsel i arbejdsgivers bil.

1.1. LL § 9 C

Ifølge LL § 9 C beregnes

1) enten normalfradrag, se U 1.2., eller

2) fradrag efter særreglen for kørsel i egen bil, se U 1.3.,

og/eller

3) fradrag efter de særlige regler som gælder, når færgetransport

o.l. er nødvendig, se U 1.4.

Den tidligere anvendte praksis for hvad der forstås ved sædvanlig

bopæl, arbejdsplads m.v. finder stadig anvendelse, jfr. U 1.1.1.

og 1.1.3.

Fradraget er fortsat en del af lønmodtagerfradraget, således at der

ikke gives befordringsfradrag ved siden af det faste

lønmodtagerfradrag.

Det tidligere bundfradrag på 2.000 kr. er bortfaldet og er nu

erstattet af en bundgrænse på 20 km befordring pr. arbejdsdag,

således at skatteyderen selv skal bære udgiften til denne

befordring uden mulighed for fradrag.

1.1.1. Sædvanlig bopæl

Sædvanlig bopæl stilles som hidtil i modsætning til bl.a.

sommerbolig, således at fradrag for befordring fra en sommerbolig

til arbejdspladsen ikke kan overstige fradraget for befordring

mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

En københavnsk skatteyders bopæl i Humlebæk blev dog anset for

»sædvanlig bopæl«, idet huset var indrettet til helårsbeboelse, og

skatteyderen var tilmeldt det derværende folkeregister fra

6.3-6.11.

Derimod blev en skatteyders sommerhus i Gershøj, der ikke var

anerkendt som helårsbeboelse, ikke anset som »sædvanlig bopæl«,

idet forældrenes bopæl i Ejby, hvor han var tilmeldt

folkeregisteret, i skattemæssig henseende måtte betragtes som hans

sædvanlige bopæl, jfr. Skat 1985.8.218.

En lønmodtager, der havde opretholdt sin lejlighed under

midlertidigt arbejde ca. 220 km derfra, men sammen med kolleger

havde lejet et sommerhus ca. 8 km fra arbejdsstedet, blev ikke

anset for berettiget til fradrag for kørsel til og fra

lejligheden, jfr. Skat 1986.6.415. Sagen er indbragt for

domstolene.

En skatteyder med arbejde i København og bopæl i både København og

Næstved havde overnattet 180 gange i Næstved og 155 gange i

København. Han fik kun fradrag for befordring til og fra bopælen

i København, idet denne blev anset som den sædvanlige bopæl under

hensyn til, at han hele året havde været tilmeldt folkeregistret i

København.

En landvæsenselev på et gods i X, hvor han havde værelse til

rådighed, oplyste, at han havde opretholdt sin bopæl hos

forældrene i Y, hvor han var tilmeldt folkeregistret, samt at han

kørte hjem i week-enden, idet køkkenet på godset lukkede fra

fredag eftermiddag til mandag morgen. Da skatteyderen havde haft

sit værelse til rådighed også i week-enden, ligesom han havde

haft adgang til fællesstue med køleskab, kogeplader og

kaffemaskine, kunne forældrenes bopæl ikke anses for at være hans

sædvanlige bopæl, og han kunne derfor ikke opnå fradrag for rejser

dertil.

En svejser, som arbejdede på Odense Stålskibsværft, men som i en

periode på ca. 8 måneder havde været midlertidigt beskæftiget på

Helsingør Skibsværft, fik under arbejdet i Helsingør mod betaling

stillet et værelse til rådighed, men tog hjem til sine forældre i

weekenderne, hvor han havde bevaret sin bopæl (værelse). I det

tidsrum, hvor han havde arbejdet i Helsingør, måtte hans

sædvanlige bopæl antages at være det lejede værelse i Helsingør.

En norsk professor, som var ansat ved universitetet i X, og som

opholdt sig og var skattepligtig her i landet, medens hustruen var

blevet boende i ægtefællernes hidtidige bolig i Norge, fandtes at

have sin sædvanlige bopæl i X, og der var derfor ikke hjemmel til

at godkende fradrag for rejser mellem X og familiens bolig i

Norge, lsr. 1979.22.

En læge med bopæl i Odense beklædte fra marts til august et vikariat

på et jysk sygehus, der stillede en lejlighed til hans rådighed.

Bl.a. under hensyn til, at han havde været tilmeldt

folkeregisteret på adressen ved sygehuset, fandt

landsskatteretten, at hans sædvanlige bopæl i nævnte tidsrum måtte

være lejligheden ved sygehuset, og han kunne derfor ikke foretage

fradrag for befordring mellem sygehuset og boligen på Fyn,

lsr.1982.22.

Militærtjeneste

Efter indførelsen af soldaterløn betragtes kasernen som arbejdssted i

denne forbindelse. Værnepligtige er således berettigede til

fradrag for befordring mellem den sædvanlige bopæl og kasernen.

Værnepligtige anses at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de

boede inden indkaldelsen, såfremt denne bopæl opretholdes.

Bevaret bopæl hos forældrene antages i almindelighed at foreligge,

når den værnepligtige boede hos forældrene umiddelbart før

indkaldelsen, og han under indkaldelsen fortsat har værelse til

disposition der.

En bankassistent, der aftjente sin værnepligt, blev anset berettiget

til fradrag for befordring mellem kasernen og den by, hvor

forældrene boede, da han havde en meget stærk tilknytning til

byen, forældrene og en veninde samt sit kassererjob i en

idrætsforening, og havde tilbragt alle sine fri- og feriedage på

bopælen, lsr. 1980.127.

I VLD af 18. april 1983 fik en kontraktansat konstabel medhold i, at

han var berettiget til fradrag bl.a. under hensyn til, at det

lejede kvarter på kasernen var en firemandsstue, hvor han kun

opholdt sig i fritimerne om dagen, og til, at han hver aften kørte

til forældrenes hjem i Nykøbing M. for at overnatte. At Nykøbing

M. måtte anses for hans sædvanlige bopæl, bestyrkedes ved, at han

lejede værelse der, da han opgav sit lejede kvarter på kasernen.

Det må såvel for værnepligtige som for kontraktansatte i hvert

enkelt tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning

til hjemmet er af en sådan karakter, at forældrenes hjem må anses

for den faste bopæl. Ved denne afgørelse må der bl.a. lægges vægt

på, hvor ofte der køres hjem, og om afstanden gør dette muligt, om

der ud over værelset hos forældrene er anden familiemæssig

tilknytning (f.eks. en ægtefælle) eller eventuelt erhvervsmæssig

tilknytning til hjembyen, ligesom der også må tages hensyn til

karakteren af det på tjenestestedet lejede eller til rådighed

stillede kvarter. (Enmands- eller flermandsrum), jfr. bl.a.

lsr.1984.9, 10 og 11 samt Skat 1986.9.551 og 10.601.

1.1.2. Ikke daglig befordring

Da der ikke kræves daglig befordring, kan en person, der med

bevarelse af sin bopæl midlertidigt arbejder et andet sted, også

få fradrag for weekend-rejser hjem, lsr.1974.57 og 1975.168.

Dette gælder, selv om der samtidigt anerkendes fradrag for dobbelt

husførelse, lsr.1974.57, hvor en skatteyder med bopæl i X og med

arbejde fire af ugens dage på arbejdsgiverens domicil i Y, hvor

han havde lejet værelse, udover fradrag for dobbelt husførelse

blev anset berettiget til fradrag for befordring i week-enderne

mellem X og Y.

1.1.3. Arbejdsplads

Kun kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted giver ret til fradrag.

Heraf følger, at kørsel mellem hjem og uddannelsessted ikke kan

fradrages, lsr.1963.158 (kursussted), 1967.60 (seminarium) og

1972.137 (Danmarks ingeniørakademi).

En økonomaelev, der var ansat på statshospitalet i X, havde arbejdet

på centralsygehuset i Y fra 1. jan til 14. jan. og igen fra 14.

juni til 14. okt., mens hun i perioden fra 15. jan. til 14. juni

havde været på økonomaskolen i København. Landsskatteretten kunne

ikke godkende fradrag for befordringen til økonomaskolen, hvorhos

retten kun gav hende det begrænsede fradrag efter LL § 9 C for

befordringen i øvrigt, idet hendes skiftende arbejdssteder alene

skyldtes uddannelsesformål og ikke arbejdets karakter,

lsr.1982.111.

Som arbejdssted anerkendes dog steder, hvor den pågældende vel

modtager undervisning, men som led i tjenesten, lsr. 1972.60

(Hærens officersskole) og 1969.146 (politiskolen). Ved hærens

officersskole er forholdet det, at officerseleverne under

uddannelsen her bl.a. er underkastet de almindelige beredskabskrav

for forsvarets personel, herunder pligt til i særlige situationer

at forrette militærtjeneste, ligesom de er forpligtede til at gøre

tjeneste som vagtkommandører. Vedrørende politiskolen bemærkes,

at eleverne under opholdet er underlagt Københavns politis

udrykningstjeneste på politigården, hvor de i givet fald har pligt

til at møde både i undervisningstiden og i fritiden.

Kaptajn ansat ved forsvaret med tjenestested i Hjørring blev

tjenstligt befalet at deltage i et kursus ca. 3 måneder i Avedøre.

Da kurset blev anset for at have karakter af efteruddannelse og

ikke videreuddannelse, fik skatteyderen fradrag for befordring

mellem bopæl og kursusstedet.

Der anerkendes ikke fradrag for arbejdsløses kørsel til kontrolsted,

lsr.1974.56 (arbejdsformidlingskontor).

En havnearbejders kørsel mellem hjemmet og det sted, hvor

havnearbejde blev anvist, måtte anses som kørsel mellem hjem og

arbejdssted, også på dage, hvor der ikke havde været arbejde at

anvise og klageren derfor fik udbetalt understøttelse,

lsr.1980.19.

Beløb, der udbetales maskinmesteraspiranter på maskinmesterkursus i

uddannelsens sidste 18 måneder, betragtes som lønindkomst, der

giver ret til lønmodtagerfradrag, men derimod ikke

befordringsfradrag.

Civile værnepligtige er ikke berettigede til fradrag for befordring

mellem hjem og tjenestested, idet aftjening af civil værnepligt

ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, lsr.1980.21.

1.1.4. Transportvejen

Ved transportvejen forstås den normale transportvej ved bilkørsel,

uanset hvilken form for transport den enkelte skatteyder benytter

og hvilken rute vedkommende bruger.

Hvis den skattepligtige f.eks. på cykel kommer frem og tilbage til

arbejdet ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentlig

kortere end den normale transportvej ved bilkørsel, er dette uden

betydning for befordringsfradraget, der alligevel skal beregnes på

grundlag af den normale transportvej ved kørsel med bil. Den

skattepligtige må i disse tilfælde på anden vis danne sig et

rimeligt skøn over strækningen af den normale transportvej ved

bilkørsel.

I bekg. nr. 627 af 13. december 1984 fastslås, at der ved normal

transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal

tilbagelægges med bil under hensyn til

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsmæssigt forbrug og

3) økonomisk rimelighed.

Ligesom efter de hidtidige regler kan der opstå spørgsmål om den

mest hensigtsmæssige transportvej, herunder om benyttelse af

motorveje, omfartsveje, hovedveje o.lign., frem for måske en

kortere strækning ad andre veje.

I skd.cirk. af 13. december 1984 bestemmes imidlertid, at

ligningsmyndighederne i disse tilfælde skal lægge betydelig vægt

på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men i øvrigt

skal der ud fra en samlet vurdering tages hensyn til de tre foran

nævnte forhold.

I et tilfælde, hvor en skatteyder hævdede, at det var en tidsmæssig

fordel at benytte motorvejen uden om en større by fremfor en

langsommere rute gennem byen, gav landsskatteretten ham medhold,

selv om det betød en forøgelse af den fradragsberettigede kørsel

på 4 km, lsr.1979.21.

Hvis færgetransport indgår

Hvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge,

beregnes fradraget på grundlag af den normale transportvej i bil.

Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af

transportvejens længde, men udgiften til billigste

personoverførsel med færge kan fradrages. Se eksempelvis Skat

1986.3.232.

Kun hvis betingelserne for fradrag for kørsel i egen bil er opfyldt

- og bil faktisk anvendes - kan den dokumenterede færgeudgift for

bilen tillige fradrages.

Ekstraordinært lange afstande

En mekaniker, der boede i Randers, blev forflyttet til en af firmaets

afdelinger i Rom ved Lemvig, ca. 130 km fra Randers.

Landsskatteretten godkendte ikke det selvangivne fradrag for

udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, opgjort til

28.155 kr., da man i et tilfælde som det foreliggende, hvor

afstanden frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads havde

udgjort ca. 260 km, fandt, at det til en vis grad måtte påhvile

klageren at sandsynliggøre, at han dagligt, herunder i hele

vinterperioden, havde kørt den pågældende strækning, lsr.

1981.133. I VLD af 7. maj 1984 (skd.70.588) fik skatteyderen

imidlertid medhold, idet landsretten i dommens præmisser anfører,

at »der ikke ses at være grundlag for at anfægte sagsøgerens

forklaring, som bestyrkes af de af hans hustru og vidnet X

(firmaets salgsdirektør) afgivne forklaringer.«

I en kendelse af 8. okt. 1985 vedrørende et tilfælde, hvor afstanden

fra bopælen til arbejdsstedet udgjorde ca.344 km tur/retur,

statuerede landsskatteretten, at det måtte påhvile skatteyderen at

sandsynliggøre, at daglig transport havde fundet sted i hele

perioden fra 1. juli til 31. dec. 1982, som af ham påstået, jfr.

lsr.1986.14.

1.1.5. Antal arbejdsdage

Fradraget gives kun for det faktiske antal arbejdsdage, hvor

befordring til og fra arbejde har fundet sted. Der kan således

ikke beregnes befordringsfradrag for fridage, feriedage,

helligdage og sygedage.

1.1.6. Flere daglige befordringer

Der kan ikke foretages fradrag for kørsel i frokostpausen, såfremt

der er kantine eller lignende til rådighed på arbejdspladsen,

lsr.1968.55 og 1969.50.

En pakhusforvalter ved et dampskibsselskab var på sin arbejdsplads i

tidsrummene kl. 6,30-7,15, kl. 9,00-12,00, kl. 13,30-16,00 og kl.

17,30-18,00 og desuden var han om fredagen samt hver dag i

sommerperioden beskæftiget fra kl. 21,45-22,15. Da der ikke var

kantine el.lign. på arbejdspladsen, kørte han hjem efter hver

arbejdsperiode. Landsskatteretten fandt, at det forhold, at

klagerens arbejdsdag var opdelt i 4-5 arbejdsperioder, ikke i sig

selv berettigede til fradrag for befordring efter afslutningen af

hver enkelt arbejdsperiode, men at længden af intervallerne mellem

arbejdsperioderne og hensynet til mulighederne for klagerens

indtagelse af måltider var bestemmende herfor. Under hensyn til de

relativt korte intervaller mellem 1. og 2., samt 3. og 4.

arbejdsperiode opnåede han derfor kun fradrag for kørsel til

arbejdspladsen om morgenen og hjemkørslen om aftenen samt for

kørsel arbejdsplads/hjem/retur i perioden fra kl. 12,00-13,30 og

for kørslen i forbindelse med arbejdsperioden fra kl. 21,45-22,15,

lsr.1982.18.

1.2. Normalfradraget

Normalfradraget beregnes udelukkende på grundlag af den normale

transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdssted

(se 1.1.4). Det er således uden betydning, hvorledes

befordringen sker samt hvilken faktisk strækning der

tilbagelægges.

Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider

ikke fradraget. Også i disse tilfælde skal længden af den normale

transportvej ved bilkørsel fastslås og fradraget beregnes uden

hensyn til afholdte udgifter.

Når den samlede daglige befordring er fastslået på grundlag af den

normale transportvej ved bilkørsel, fratrækkes 20 km og

befordringsfradraget beregnes for de resterende kilometer.

Fradragets beregning

Fradraget beregnes på grundlag af kilometertakster, der fastsættes af

ligningsrådet. Taksterne er for 1986 fastsat (uændret) således

Samlet daglig befordring

(frem og tilbage) mellem

bopæl og arbejdssted.

Antal km -------------------------------------------------------------- -20 inkl. intet fradrag -------------------------------------------------------------- 1-54 inkl. 1,10 kr. pr. km -------------------------------------------------------------- Over 54 27,5 øre pr. km --------------------------------------------------------------

Eksempel

Det forudsættes, at afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet er 28

km, således at den samlede daglige befordring frem og tilbage er

56 km. Antallet af arbejdsdage forudsættes at være 220.

Beregning af det daglige fradrag: 0-20 km 0 kr. 21-54 km = 34 km a 1,10 kr. 37,40 kr. 55-56 km = 2 km a 27,5 øre 0,55 kr. ---------- 37,95 kr. ---------- Fradrag i alt: 37,95 kr. x 220 (arbejdsdage) 8.349 kr.

1.3. Særregel for kørsel i egen bil

Særreglen tager sigte på personer, som har langt mellem bopæl og

arbejdssted, og som efter de tidligere regler havde fradragsret

for udgifterne til kørsel i egen bil. Reglen finder imidlertid

også anvendelse for skatteydere, der efter de nye reglers

ikrafttræden f.eks. på grund af flytning eller skifte af

arbejdssted opfylder betingelserne.

Der er følgende betingelser for at anvende særreglen

1) at der anvendes egen bil til befordringen. Som egen bil anses

også bil, som stilles til rådighed af arbejdsgiveren. Det samme

gælder ægtefællens bil og en samlevers bil, når der er tale om

fælles økonomi, (jfr. lsr.1980.129). Derimod gælder særreglen ikke

når der benyttes andre transportmidler som f.eks. motorcykel,

scooter o.lign.

2) at den daglige befordring overstiger 54 km.

3) at offentlig befordring ikke kan anvendes, se U 1.3.1.

Fradragets beregning

Fradraget beregnes for 1986 og de følgende år på grundlag af den

kilometertakst, som ligningsrådet havde fastsat for 1984, d.v.s.

1,05 kr. For de første 20 km af den daglige befordring gives

intet fradrag.

Eksempel

Afstand frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads 98 km Herfra trækkes 20 km ---------- 78 km ---------- Samtlige 78 km kan fratrækkes med 1984-taksten: 78 km x 1,05 kr. = 81,90 kr. ----------

Valgfrihed

Skatteyderen kan vælge normalfradraget i stedet for fradrag efter

særreglen. Den kilometersats, der benyttes ved beregning af

fradrag efter særreglen skal ikke (som satsen for normalfradraget)

reguleres i takt med prisudviklingen, og derfor vil anvendelsen af

særreglen efterhånden blive begrænset. For 1986 skal den daglige

befordring være mindst 57 km, før det kan betale sig at anvende

særreglen.

Kombination

Skatteyderen har mulighed for at kombinere normalfradraget og fradrag

efter særreglen for kørsel i egen bil. Hvis skatteyderen har mere

end 54 km's daglig befordring og f.eks. på visse dage ikke kan

anvende offentlig befordring og derfor kører i egen bil, kan

fradraget for disse dage opgøres efter særreglen, og for de øvrige

dage anvendes normalfradraget.

En forudsætning for at opnå fradrag for befordring i egen bil er

ifølge departementets cirkulære, at den skattepligtige på behørig

vis overfor ligningsmyndighederne godtgør, at egen bil faktisk

anvendes.

1.3.1. Hvornår kan offentlig befordring ikke anvendes

Som det fremgår af det foranstående er en af betingelserne for at

anvende særreglen for bilkørsel, at offentlig befordring på den

omhandlede strækning ikke anses for anvendelig. Om dette er

tilfældet, skal ifølge cirkulæret afgøres efter den hidtil

gældende praksis om, hvornår der kunne gives fradrag efter

kilometertaksten for bilkørsel i stedet for fradrag for udgiften

til billigste offentlig befordring.

Offentlig befordring anses ikke for anvendelig, hvis en sådan

befordring kun kan anvendes den ene vej. Dette kan f.eks.

forekomme, hvis den pågældende skal møde på arbejde, før første

morgenforbindelse ankommer, eller hvis arbejdstiden først ophører

efter, at sidste natforbindelse er afgået, og der er for lang

ventetid til første morgenforbindelse.

Landsskatteretten har eksempelvis tiltrådt, at en maskinarbejder

ikke ville kunne benytte den af skatterådet anviste første

morgenforbindelse med offentlige befordringsmidler med afgang fra

X station kl. 5,42 og med ankomst til Y station kl. 6,52, idet han

herefter ikke kunne nå at spadsere de ca. 700 m fra stationen til

omklædningsrummet på arbejdspladsen og foretage omklædning m.v.,

inden rettidig indstempling kl. 7,00 skulle foretages,

lsr.1982.20.

Offentlig befordring anses heller ikke for anvendelig, såfremt enten

1) ventetid eller 2) transporttid overstiger visse tidsmæssige

grænser, se nærmere 1.3.2 og 1.3.3.

Fradrag for bilkørsel kan kun ske på dage, hvor skatteyderen rent

faktisk har været afskåret fra at anvende offentlige

befordringsmidler. En skatteyder mente sig berettiget til fradrag

for bilkørsel på dage, hvor han havde eftermiddagsvagttjeneste,

idet han ikke kunne benytte offentlig befordring på disse dage,

hvis han fik uvarslet overarbejde. Lsr. afviste at give fradrag

for bilkørsel på dette hypotetiske grundlag, lsr. 1979.119.

I VLD af 9. dec. 1982 (skd. 66.303) blev en skatteyder ikke anset

berettiget til fradrag for bilkørsel de 4 dage ud af 6 ugentlige

arbejdsdage, hvor offentlig befordring kunne anvendes.

1.3.2. Ventetid

Fradrag for bilkørsel m.v. kan ske, når ventetiden udgør 90 minutter

eller mere dagligt.

Ved ventetid forstås i denne forbindelse den samlede tid mellem

1) ankomst for eet befordringsmiddel og afgang for et andet,

2) ankomst til arbejdsstedet og arbejdstidens begyndelse,

3) arbejdstidens ophør og påbegyndelse af hjemtransport.

Til ventetid medregnes derimod ikke den tid, det tager at nå fra

hjemmet/arbejdsstedet til det stoppested, hvor den offentlige

befordring starter, og heller ikke tiden, der medgår til at komme

til hjemmet/arbejdsstedet fra det stoppested, hvor befordringen

slutter.

Den tid, der medgår til omklædning og gang mellem omklædningsrum og

arbejdssted kan ikke medregnes ved opgørelsen af den ventetid, der

ville være forbundet med benyttelse af offentlig befordring,

lsr.1984.109.

Ved beregning af ventetiden kan gangtiden ved omstigning fra bil til

tog og omvendt ikke medregnes, jfr. lsr.1986.12.

Der lægges nøje vægt på de 90 minutter, lsr.1961.143, 1963.53 og 1963.54.

Flekstid

Hvor den skattepligtige har flekstid, beregnes ventetiden i forhold

til den faktiske arbejdstids begyndelse og slutning.

Det er dog herved forudsat, at der ved valg af flekstid ud over

hensynet til arbejdets tilrettelæggelse tillige er henset til en

fornuftig udnyttelse af de foreliggende transportmuligheder.

Hvis den enkelte medarbejders valg af flekstid må antages alene at

have til formål at opnå en ventetid på 90 minutter eller mere, bør

der ikke gives fradrag for bilkørsel på dette grundlag.

En skatteyder, som havde valgt at møde på sin arbejdsplads kl. 7.00

i stedet for kl. 7.30 (hvor han kunne have benyttet bustransport),

fordi han skulle hente sit barn i børnehaven senest kl. 17.30, fik

ikke godkendt fradrag for bilkørsel, lsr. 1983.12.

Frokostkørsel behandles for sig

En skatteyder, der ved anvendelse af rutebil havde en ventetid i

forbindelse med morgen- og aftentransporten på i alt 95 minutter

og i forbindelse med frokostpausen på 45 minutter, fik fradrag for

udgifter ved bilkørsel i forbindelse med morgen- og aftenkørslen.

Derimod fik han ikke fradrag for bilkørsel i frokostpausen, da

denne kørsel behandles særskilt, og ventetiden ved anvendelse af

rutebil i frokostpausen ikke afskar skatteyderen fra at benytte

offentlig befordring, lsr. 1963.157. Vedrørende kørsel i

frokostpausen henvises i øvrigt til U 1.1.6.

1.3.3. Transporttid

Transporttidens længde har den betydning, at fradrag for bilkørsel

kan foretages, når transport med offentlige befordringsmidler

tager dobbelt så lang tid som med egen bil og tidsbesparelsen

udgør mindst 2 timer om dagen, jfr. lsr.1978.127 og 130 samt ØLD

af 5. okt. 1983 (skd.69.217).

Ved transporttid med offentlige befordringsmidler forstås den

samlede tid mellem påbegyndelse af befordring med offentlige

befordringsmidler og arbejdstidens begyndelse samt mellem

arbejdstidens ophør og afslutning af offentlig transport. Ifølge

lsr. 1982.110 anses arbejdstiden først for ophørt i denne

forbindelse, når vask og omklædning er overstået.

Når der i tilslutning til den offentlige befordring skal

tilbagelægges en strækning til fods, kan tidsforbruget hertil i

almindelighed beregnes på grundlag af en ganghastighed på 5 km/t,

jfr. Skat 1985.7.191.

Ved transporttid med egen bil forstås den tid, der medgår til kørsel

fra hjem til arbejdssted og retur med normal kørselshastighed.

Det forhold, at der nærmest skatteyderens bolig er et busstoppested,

hvorfra mertransporten overstiger to timer om dagen, medfører

ikke, at han kan få fradrag for bilkørsel når der inden for en

afstand af 1,8 km fra bopælen ligger et busstoppested for en anden

buslinie, hvorfra den daglige mertransporttid er mindre end to

timer, lsr.1981.16 og 134 samt 1982.19 og 21, jfr. skd. 65.155.

I lsr.1984.12 nægtes en skatteyder fradrag for bilkørsel mellem

hjemmet i Vanløse og arbejdspladsen i Køge, selv om skatterådets

beregning af en mertransporttid på under to timer var baseret på

anvendelse af S-tog om morgenen fra Vanløse station og hjemkomst

til Jyllingevej station om eftermiddagen. Begge stationer lå inden

for ca. 885 m fra bopælen.

Befordring til dag- og aftenarbejde behandles hver for sig

En adjunkt, som havde såvel dagarbejde som aftenarbejde samme sted,

kunne fradrage udgiften i forbindelse med to dobbeltture, da man

under hensyn til tidsintervallet mellem afslutningen af

dagarbejdet og påbegyndelsen af aftenarbejdet fandt det naturligt,

at han tog hjem efter afslutningen af dagarbejdet.

Tidsbesparelsen ved at benytte egen bil fremfor offentlige

befordringsmidler fandtes ikke at have været så væsentlig, at der

var grundlag for fradrag for bilkørsel, idet man herved lagde til

grund, at mertransporttiden på de dage, hvor han havde både dag-

og aftenarbejde, ikke kunne bedømmes under eet, men måtte bedømmes

for hver arbejdsperiode for sig.

Omstigningstider

Ved beregningen af transport- og ventetiden har lsr. tilkendegivet,

at de af HT (Hovedstadens Trafikselskab) beregnede

omstigningstider kan lægges til grund som nødvendig tid til skift

fra et offentligt befordringsmiddel til et andet, jfr.

lsr.1982.19.

Ifølge kendelsen regner HT med en omstigningstid på mindst 3

minutter fra bus til bus, hvor buslinier har korrespondance i en

terminal eller lignende og passagererne kun har kort at gå ved

omstigningen.

Ved omstigning mellem S-tog og bus, hvor de to trafikmidler normalt

krydser hinanden ude af niveau, og hvor passagererne derfor skal

gå længere og eventuelt må benytte trapper, er omstigningstiden

naturligt afhængig af de lokale forhold, men generelt kan man

næppe beregne mindre end 5 minutter til omstigning.

Ovennævnte omstigningstider kan dog fraviges efter konkret

bedømmelse.

Forsinkelser

Der skal efter lsr.s opfattelse regnes med planmæssige afgangs- og

ankomsttider for de offentlige transportmidler, således at der

ikke kan tages hensyn til eventuelle ventelige forsinkelser, jfr.

lsr. 1982.19 og skd. 65.155.

Såfremt det dokumenteres, at der konstant er forsinkelser på det

tidspunkt, hvor skatteyderen skal benytte det pågældende

transportmiddel, kan der dog eventuelt tages hensyn hertil.

Strækninger på 1,8 km og derunder

Ventetid og transporttid på disse korte strækninger kan ikke

medregnes ved beregningen af den samlede vente- og transporttid

ved benyttelse af offentlig befordring, jfr. ØLD af 5. okt. 1983

(skd.69.217).

1.3.4. Benyttelse af bil på arbejdsstedet

Den omstændighed, at skatteyderen skal benytte sin bil i

arbejdstiden, medfører ikke i sig selv, at der kan gives fradrag

for bilkørsel, lsr.1962.148.

En socialrådgiver, der om eftermiddagen fra kommunekontoret kørte på

besøg hos klienterne, for hvilken kørsel klageren fik

kørselsgodtgørelse, kunne ikke på grund af denne kørsel anses

berettiget til fradrag for bilkørsel mellem hjemmet og

kommunekontoret.

1.3.5. Værktøj m.v. medbringes

Den omstændighed, at værktøj eller musikinstrumenter o.lign. skal

medbringes på arbejdspladsen, kan ikke i sig selv begrunde fradrag

for bilkørsel, lsr.1962.148, lsr.1979.19 og 124.

1.3.6. Tilkaldevagter

Hvor en skatteyders arbejde medfører, at han skal møde på

arbejdspladsen med meget kort varsel, kan der foretages fradrag

for bilkørsel. Eksempelvis gælder dette for læger, flykaptajner og

-styrmænd, jfr. lsr.1961.48 og 1963.55.

Ved kørsel i forbindelse med tilkaldelserne er det ikke

kilometertaksterne for kørsel i egen bil hjem-arbejdsplads, der

skal anvendes, men den faktiske kørselsudgift kan fradrages på

samme måde som ved skiftende arbejdssteder. Hvor den faktiske

udgift ikke kan godtgøres, kan der ved kørsel i egen vogn

anerkendes fradrag med de af ligningsrådet fastsatte takster for

erhvervsmæssig kørsel, se U 4.1.

En læge, som i løbet af et år 26 gange havde haft vagt på hospitalet

mellem kl. 8 morgen og kl. 17 eftermiddag med efterfølgende

rådighedsvagt i hjemmet, blev anset for berettiget til fradrag for

befordring mellem hjem og arbejde med offentlig befordring og

befordringsfradrag for kørsel i egen bil i forbindelse med

tilkaldelser under rådighedsvagterne, hvorimod han ikke ansås for

berettiget til fradrag for kørsel i egen bil på yderligere en

dobbelttur i forbindelse med starten og afslutningen på

rådighedsvagten, selv om han gjorde gældende, at bilen eventuelt

skulle bruges efterfølgende i vagtdøgnet, jfr. Skat 1986.10.610.

1.3.7. Delstrækning over 1,8 km uden offentlig befordring

Fradrag for bilkørsel kan foretages for hele ruten, hvis der på den

fra hjemmet fjerneste del af kørselsruten findes en strækning uden

offentlig befordring, og denne strækning er over 1,8 km, jfr.

lsr.1978.129 og 1979.120.

1.3.8. Trediedelsreglerne

Hvis den første strækning uden offentlig befordring udgør 1/3 eller

mere af hele strækningen fra hjem til arbejdsplads, kan fradrag

for kørsel i egen bil foretages for hele strækningens vedkommende,

lsr.1978.128.

Det samme gælder, hvis den samlede strækning, der skal

tilbagelægges, kan reduceres til 1/3 eller mindre ved benyttelse

af bil i stedet for offentlig befordring.

Eksempler

Eksempel 1

Bopæl Arb.sted | A 5 km | B 7 km | |------------------------------------------------------------| |ingen off. befordr. | off. befordr. |

Da strækningen uden off. befordr. (A) udgør mere end 1/3 af hele

strækningen, godkendes fradrag for bilkørsel på hele strækningen

(A+B).

Eksempel 2

Bopæl Arb.sted | A 12 km | B 5 km | |------------------------------------------------------------| | off. befordr. | ingen off. befordr. |

Da strækningen uden off. befordr. ligger i den fra hjemmet fjerneste

ende af ruten og er over 1,8 km, godkendes bilkørsel på hele

strækningen (A+B). (Det er her uden betydning, at strækningen med

off. befordr. udgør over 2/3 af hele strækningen).

Eksempel 3

Bopæl Arb.sted | A 12 km | B 1,5 km | |------------------------------------------------------------| | off. befordr. |ingen off. befordr.|

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen, og da

strækningen uden off. befordr. i den fra hjemmet fjerneste ende af

ruten er under 1,8 km, kan der ikke foretages fradrag for kørsel i

egen bil.

1.4. Færgetransport og lignende

Udover normalfradrag eller fradrag efter særreglen for kørsel i egen

bil kan der gives fradrag for dokumenterede udgifter til

færgetransport o.lign. hvis denne indgår i den normale

transportvej.

Denne betingelse kan dels være opfyldt for øboere, der arbejder på

fastlandet, dels for andre, for hvem færgetransport indgår i den

normale transportvej under hensyn til tidsmæssigt forbrug,

økonomisk rimelighed og geografiske forhold, (jfr. U 1.1.4) f.eks.

skatteydere, der skal krydse en fjord. Se i øvrigt afsnit V i

skd.cirk. af 13. dec. 1984.

Der gives

1) fradrag for personens færgeudgift.

2) fradrag for færgeudgift til eventuelt transportmiddel (bil,

motorcykel, cykel m.v.), hvis offentlig befordring ikke kan

anvendes til den yderligere befordring udover færgetransporten. Om

offentlig befordring kan anvendes afgøres på grundlag af hidtidig

praksis, se U 1.3.1.-1.3.8.

Fradraget beregnes uden hensyn til det antal kilometer, som færgen

tilbagelægger, men fradraget begrænses med et beløb svarende til

det beregnede fradrag for 20 km daglig befordring.

Hvis der er tale om yderligere transport - udover færgetransporten -

foretages 20 km's-begrænsningen dog fortrinsvis i fradraget for

den yderligere transport.

Fradraget kan kun foretages med den billigste billetpris, d.v.s. den

daglige udgift ved brug af månedskort, rabatkort o.l.

En skatteyder, bosat i Svendborg og ansat ved DSB med arbejde på

Storebæltsoverfarten og mødested i Korsør, kunne ikke fradrage

udgiften til færgetransport, da han havde frikort og således ikke

havde haft udgifter til færgetransporten, jfr. Skat 1986.5.347.

Eksempler

Eksempel 1.

Afstanden mellem bopælen og færgen er 19 km, og afstanden mellem

færgen og arbejdsstedet er 9 km, således at den samlede daglige

befordring frem og tilbage ud over færgeturen er 56 km. Offentlig

befordring findes ikke på strækningerne mellem bopæl-færge og

færge-arbejdssted, derfor anvendes motorcykel.

Antallet af arbejdsdage er 170.

Beregning af det daglige fradrag

(normalfradraget)

0-20 km 0 kr. 21-54 km = 34 km a 1,10 kr. = 37,40 kr. 55-56 km = 2 km a 27,5 øre = 0,55 kr. -------------- 37,95 kr. Hertil lægges den daglige udgift til færgetransport af person plus motorcykel, der ved brug af rabatkort = 115,00 kr. -------------- Fradrag pr. dag = 152,95 kr. -------------- Fradrag ialt: 152,95 kr. x 170 (arbejdsdage) = 26.001,50 kr. --------------

Eksempel 2.

Afstanden mellem bopælen og færgen er 9 km, og afstanden mellem

færgen og arbejdsstedet er 40 km, således at den samlede daglige

befordring frem og tilbage ud over færgeturen er 98 km. Der

anvendes egen bil og fradraget opgøres efter særreglen for kørsel

i egen bil.

Antallet af arbejdsdage er 180. Beregning af det daglige fradrag (efter særreglen): 0-20 km 0 kr. 21-98 km = 78 km a 1,05 kr. = 81,90 kr. -------------- 81,90 kr. Hertil lægges den daglige udgift til færgetransport af person plus bil, der ved brug af rabatkort = 90,00 kr. -------------- Fradrag pr. dag = 171,90 kr. -------------- Fradrag ialt: 171,90 kr. x 180 (arbejdsdage) = 30.942,00 kr. --------------

Eksempel 3.

Afstanden mellem bopælen og færgen er 2 km, og afstanden mellem

færgen og arbejdsstedet er 7 km, således at den samlede daglige

befordring frem og tilbage ud over færgeturen er 18 km. Offentlig

befordring kan anvendes.

Antallet af arbejdsdage er 167.

Beregning af det daglige fradrag

Et rabatkort for færgetransport bringer den daglige billetudgift ned på: 40,00 kr. Herfra trækkes den del af befordringsudgiften, der ikke er fradrag for 20 km - 18 km = 2 km x 1,10 kr. 2,20 kr. -------------- Fradrag pr. dag 37,80 kr. -------------- Fradrag ialt: 37,80 x 167 (arbejdsdage) = 6.312,60 kr. --------------

1.5. Samkørsel

De tidligere gældende regler om samkørsel er bortfaldet. Som nævnt

under 1.2. kan normalfradraget benyttes uden hensyn til,

hvorledes transporten er foregået.

Såfremt der er mere end 54 km og offentlige befordringsmidler ikke

kan anvendes, er bilejeren berettiget til fradrag efter særreglen

for kørsel i egen bil. Medkørerne kan kun få normalfradraget.

Se eventuelt eksemplerne i afsnit IV i skd.cirk. af 13. dec. 1984.

Eventuel betaling fra medkørerne til bilejeren medfører ingen

ændring med hensyn til beregningen af de pågældendes

befordringsfradrag.

Modtager bilejeren udgiftsgodtgørelse fra de medkørende, er han ikke

skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for

betalingen.

Sameje

Foreligger der sameje om en bil, som benyttes til fælles befordring

af f.eks. et ægtepar kan kun den ene foretage fradrag efter

særreglen for kørsel i egen bil, (hvis betingelserne herfor i

øvrigt er opfyldt). Den anden skal anvende normalfradraget.

1.6. Fri befordring

Befordringsfradraget er som nævnt under U 1.2. uafhængigt af faktisk

afholdte udgifter.

Det er derfor uden betydning, at den skattepligtige eventuelt har

fri befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Fri befordring kan f.eks. være frikort med offentlige

transportmidler, arbejdsgivers betaling for busafhentning ved

station, fri firmabil o.lign.

Sømænd

Sømænd, der kun en del af året er underkastet sømandsskat, kan for

den resterende del af året foretage fradrag for befordring uden

beskæring i forhold til antal dage ombord som foreskrevet i

sømandsskattelovens § 14, stk. 2, SD-cirkulære nr. 518 af

31.3.1977. Dette cirkulære afgiver ikke hjemmel for fradrag af

udgifter til hjemrejse efter afmønstring i udenlandsk havn,

lsr.1980.23.

2. Invaliders og kronisk syges befordringsfradrag

Efter LL § 9 D kan en skatteyder, som godtgør, at han som følge af

invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til

befordring mellem hjem og arbejdsplads, ikke anvende reglerne i LL

1. Befordring mellem bopæl og arbejdsplads

1.1. LL § 9 C

1.2. Normalfradraget

1.3. Særregel for kørsel i egen bil

1.4. Færgetransport og lignende

1.5. Samkørsel

1.6. Fri befordring

2. Invaliders og kronisk syges befordringsudgifter

3. Befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder

3.1. Skiftende eller samtidige arbejdssteder

3.2. Hovedarbejdssted - skiftende arbejdssteder

3.3. Flere stillinger samtidig

3.4. Trekantkørsel

3.5. Kørsel til et begrænset område

4. Opgørelsen af befordringsudgifter

4.1. Kørselsregnskab

4.2. Salg af bilen - SD cirk. 1980-6

4.3. Afskrivning

5. Kørselsgodtgørelser

5.1. § 5d-ydelser

5.2. Kørselsgodtgørelser i øvrigt