PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.

§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år

4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur.

5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor

kontraktsforhold, medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse,

for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf, og

6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad

nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil

påhvilede ham.

Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for

fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt

retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt

af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået.

§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den

tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt.

Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens

udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller

foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold

forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden

retsafgørelse.

§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte

krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav

eller om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at

gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere

forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller

ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve

sit krav betalt.

§ 3, stk. 5 lægges til grund ved faderens ansættelse af særlig

indkomstskat, idet kursen ville medføre en forhøjelse af den

oprindelige ansættelse, og ansættelsen måtte anses for

skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved

gaveafgiftsberegningen. Man må nu være opmærksom på reglerne i KL

§ 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden

af den i § 1 fastsatte.

2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

2.1. Område

Skattestyrelseslovens § 15, stk. 5 bestemmer, at »forhøjelser af

ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang,

hvori ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3

år efter udløbet af det pågældende indkomstår«.

For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i

landsskatteretslovens § 3, stk. 5.

Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og

frigørelsesafgift. Derimod er bestemmelsen i § 15, stk. 5, ikke

til hinder for skønsmæssig ændring af gaveafgiftsgrundlag.

Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til

landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør

finde sted på punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal

indstilling herom afgives over for landsskatteretten inden

fristens udløb og der skal samtidig gives klageren meddelelse om

indstillingen.

Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter

af en ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen

foretages nedsættelse af ansættelsen, således at nettoresultatet

af ændringen bliver en nedsættelse.

Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige

ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at

forhøjelsen sker efter skøn.

2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?

Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år

efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den pågældende

lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først

får meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse

afsendes uden unødigt ophold, skd.32.144.

Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en

ansættelse for indkomståret 1981 er gyldig, såfremt den er

vedtaget senest den 31. december 1984 og meddelelse om ansættelsen

er tilgået skatteyderen uden unødigt ophold.

2.3. Hvornår foreligger der et skøn?

Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks. hvorvidt

en bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.

Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor

sagens faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis

nødvendiggør et skøn fra de lignende myndigheders side.

Som konkrete eksempler kan nævnes

Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver

goodwill, varelager m.v., lsr. 1954.89.

Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr.

1956.150.

Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede

landbrugsbygninger (kun det relevante år), lsr. 1966.75 og

1978.117.

Fastsættelsen af »levetiden« for en bygning på lejet grund, lsr. 1978.51.

Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af

et aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.

Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs

salg af en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.

Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring

eller vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.

Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i

udlandet.

Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet

ikke findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.

Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af

bil, egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 2.6.

Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri

bolig, telefon, fri bil m.v. (se også T 2.6), skøn over udgifter,

afholdt i medfør af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter,

udgift til uniform og arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt

kursfastsættelse af unoterede aktier. For disse gælder, at

ligningsrådet i vidt omfang har fastsat vejledende satser inden

for dette område, men den omstændighed, at en forhøjelse er

foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med

ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens

karakter af skønsmæssig ansættelse, jfr. UfR 1955.812.

Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den

skatteyder, der er i god tro, mod efter længere tids forløb at

blive stillet over for yderligere skattekrav inden for et område,

hvor han efter sagens natur har svært ved at bevise eller

sandsynliggøre sin påstand.

Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra

fristen i tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har

udeholdt oplysninger eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved

grov uagtsomhed ved udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved

meddelelse af supplerende oplysninger har begået en positiv fejl,

jfr. UfR 1964.691.

Manglende oplysning i selvangivelsen om f.eks. værdi af frit ophold

og lommepenge kan medføre suspension af 3-års fristen.

Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks.

hvis det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig

om ikke oplyste kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn

skulle fradrages udgifter til kontorholdet, vil forholdet ikke

falde ind under § 15, stk. 5, idet forhøjelsen så vidt muligt

hviler på en beregning.

Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående,

opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige

stigning i indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15,

stk. 5, idet forhøjelsen så nært som muligt støtter sig på en

beregning, jfr. byretsdom af 6. januar 1953, (refereret i SO 1953

s.104).

Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på

grundlag af formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder

det ovenfor anførte om korrektion af positive fejl, men et

oprindeligt skøn over privatforbrugets størrelse kan ikke ændres

efter udløbet af fristen i § 15, stk. 5.

I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige

forhøjelser i anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke

var gyldige, idet de var foretaget efter udløbet af fristen i § 3,

stk. 5 og landsskatteretten efter dagældende praksis ikke anså det

for en positiv fejl fra klagerens side, at han ikke havde

medregnet beholdningsavance.

En skatteyder blev efter 3 års-fristens udløb af skatterådet

forhøjet med en skønsmæssigt fastsat værdi af fri bolig m.v.,

hvilket var afledt af, at hans moder ved en

landsskatteretskendelse var blevet nedsat med et beløb, der ifølge

kendelsen burde henføres til beskatning hos sønnen.

Da fristen ifølge § 15, stk. 5, ikke var overholdt, anså lsr.

forhøjelsen for ugyldig. Det blev herved lagt til grund, at

skatteyderen ikke ved positive fejl eller undladelser havde

forholdt de skattelignende myndigheder oplysninger af betydning

for indkomstansættelsen, jfr. lsr. 1986.33.

Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk. 5

lægges til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor

det forhold, der korrigeres ved forhøjelsen, ikke skyldes svig

eller grov uagtsomhed hos skatteyderen.

Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige

forhøjelser gennemføres ved en ændret skatteansættelse med den

virkning, at den korte forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk. 5

viger for reglerne i den foran omhandlede forældelseslov af 1908.

Forhøjelsen vil endvidere kunne ske i form af en efterbetalingssag

efter statsskattelovens § 42 jfr. skattestyrelseslovens § 17, dvs.

uden ændring af selve ansættelsen.

2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser

Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige ansættelser

og tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af

ansættelser.

Det skal dog bemærkes, at landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en

nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet

af fristen, for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som

konsekvens medførte en tilsvarende forhøjelse for det

efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for det sidstnævnte år

lå inden for fristen i § 3, stk. 5, fandtes bestemmelsen i nævnte

§ altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.

2.5. Diverse afgørelser

1) Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde

erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et

tab i anledning af de pågældende selskabers likvidation.

Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30. december

1974) reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet

skatterådet gjorde gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen

en overpris for aktierne på nævnte beløb.

Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var

foretaget skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969

gældende frist efter § 3, stk. 5.

Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft

nogen indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og

ændringen af anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen

forhøjelse vedrørende klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde været anledning til at tage

anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering ved behandlingen

af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at

foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.

december 1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens

indkomst for 1971 med 175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.

2) En af landsskatteretten fastsat kurs ved klage over

gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af

aktier som gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i

§ 15, stk. 5, men derimod på en retlig vurdering af arten og

karakteren af det optagne lån.

2.6. Privatforbrugsposter

I SD-cirk. 1985-3 understreges det, at gennemgangen af

selvangivelserne for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige

med tilsvarende skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt

og være afsluttet inden den 1. okt. i det år, hvori ligningen

foretages.

For de erhvervsdrivende m.fl. skattepligtiges vedkommende gælder, at

der så tidligt som muligt efter, at udsøgningen til ligningsmæssig

behandling har fundet sted, bør tages stilling til, om der skal

gennemføres en forhøjelse af privatforbrugsposter af den i det

ophævede SD-cirk. 1979-17 nævnte art. Det drejer sig om

1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til

rådighed af arbejdsgiver.

2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og

fribolig.

3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.

4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.

5) Værdi af forbrug af egne varer.

Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige

gøres bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil

ændre, enten i meddelelsen til den pågældende om, at

selvangivelsen er udtaget, eller i den første underretning om,

hvordan ansættelsen agtes foretaget.

Blandt omstændigheder, der kan medføre, at ligningsmyndighederne

ikke kan gennemføre ligningen af privatforbrugsposter i

overensstemmelse med de anførte henstillinger, skal nævnes, at

forbruget ikke fremgår af selvangivelsen, eller at der er givet

urigtige eller vildledende oplysninger herom.

2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforbrug og erhverv

2.7.1. SD-cirk.1981-42

Østre Landsret har i dom af 27. nov. 1980 om skattemyndighedernes

adgang til at ændre en skønsmæssig fastsat fordeling af

biludgifter mellem privat og erhvervsmæssig kørsel udtalt

følgende

»Landsretten må efter det oplyste lægge til grund, at sagsøgeren

efter sine samtaler med skattevæsenet og under hensyn til

langvarig praksis med hensyn til hans og andre advokaters kørsel

havde fået forståelse af, at den af ham selvangivne fordeling af

kørselsudgifter ville blive godkendt, og at han derfor ikke

behøvede at føre egentligt kørselsregnskab. Herefter og efter det

om behandlingen af sagsøgerens selvangivelse foreliggende findes

skattemyndighederne at have været uberettiget til uden forudgående

underretning at ændre den procentmæssige fordeling af hans

kørselsudgifter for indkomståret 1975.«

Skattemyndighederne kan således ikke uden forudgående underretning

ændre sådanne skønsmæssige fordelinger, som kunne være

dokumenteret, hvis skatteyderen forud for det pågældende

indkomstår var blevet orienteret om den påtænkte ændring. Dette

gælder dog kun, når skatteyderen som følge af

ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller

tilkendegivelse om den pågældende skønsmæssige fordeling kunne

forvente, at fordelingen ville blive godkendt.

Det anførte gælder ikke, hvis der er sket væsentlige ændringer i

grundlaget for den faktiske fordeling mellem privat og

erhvervsmæssig anvendelse, og medfører ingen ændring i adgangen

til at regulere niveauet for en række typiske ligningsmæssige

skønsposter og satser i overensstemmelse med prisudviklingen,

f.eks. værdien af fri bolig, fri opvarmning og satser for forbrug

af egne varer.

En ændring af en skønsmæssig fordeling skal fortsat overholde

fristen i skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, om forhøjelse af en

ansættelse, der beror på et skøn.

I lsr.1984.107 er det forudsat, at en forudgående orientering til

skatteyder om ændring af en skønsmæssig fordeling af biludgifter

kunne ske ved, at ligningskommissionen i en lokal avis

offentliggjorde, at grundsatsen for privat kørsel ville blive

ændret fra 6000 km til 8000 km, såfremt der ikke forelå

kørselsregnskab.

2.7.2. Betydningen af skatteyderens forventninger i øvrigt

En skatteyder havde opnået de lokale ligningsmyndigheders

indforståelse med en bestemt fordeling mellem privat og

erhvervsmæssig kørsel, men fraveg ikke desto mindre denne ved

selvangivelsen. Skatteyderen kunne ikke af myndighedernes

passivitet udlede nogen ændring i aftalen, og da der tilmed senere

var sket ændring i de faktiske forhold kunne myndighederne ifølge

landsskatterettens afgørelse uden varsel ændre udgiftsfordelingen.

Andre landsskatteretsafgørelser angår skatteydere, hvis selvangivne

private andel af kørselsudgifter havde været godkendt ved

ligningen gennem adskillige år, uden at der dog er truffet nogen

form for aftale herom, se lsr.1982.116 og 1983.54.

Skattemyndighederne ansås for berettigede til i mangel af

kilometerregnskab at anlægge et skøn, der afveg fra det hidtidige

uden særligt varsel, idet retten ikke fandt sådanne særlige

omstændigheder til stede, som lå til grund for den under 2.7.1.

omtalte landsretsdom.

En skatteyder havde i 1978 indgået en aftale med ligningsmyndigheden

om fordeling af kørselsudgifter, hvorefter denne fordeling ikke

blev ændret for de efterfølgende år. Dette afskar dog ikke

ligningsmyndigheden fra senere at ændre udgiftsfordelingen for

indkomstårene 1979-1981 incl., idet der efter det oplyste var sket

væsentlige ændringer i grundlaget for fordelingen af de omhandlede

udgifter siden afgørelsen for indkomståret 1978, jfr. lsr. lsr. 1986.11.

To domstolsafgørelser tager stilling til tilfælde, hvor de lokale

myndigheders fortolkning af skattereglerne er blevet tilsidesat af

de overordnede skattemyndigheder.

I VLD af 27. feb. 1985 blev der lagt vægt på den adgang, overordnede

skattemyndigheder efter skattestyrelsesloven har til at ændre de

underordnede myndigheders afgørelser, idet det ikke udelukkede

amtsligningsrådet fra at beskære skatteyderens selvangivne

befordringsfradrag, at skatteyderen under samtaler med den lokale

skatteinspektør var tilsagt fuld fradragsret for de pågældende

udgifter.

I ØLD af 11. sept. 1981 blev det sagsøgende selskabs dispositioner i

tillid til myndighedernes mangeårige indrømmelse af

udlandslempelse tillagt særlig vægt. Da statsskattedirektoratet,

som var gjort bekendt med selskabets skatteberegning for

skatteåret 1970/71, først i en skrivelse af 22. nov. 1977

tilsidesatte grundlaget for lempelsen, kunne direktoratets

tilkendegivelse ikke få virkning for det allerede forfaldne

skattetilsvar (skatteåret 1977/78).

I ØLD af 3. marts 1986 (Skat 1986.3.207) blev en i 1982 foretaget

forhøjelse af lejeværdien for 1980 for nogle ubebyggede grunde

nedsat, idet skatteyderen ved modtagelse af de fortrykte

ejendomsskemaer var blevet bibragt den forventning, at lejeværdien

skulle beregnes af hver grund for sig i modsætning til den senere

forhøjelse, hvor ligningsmyndigheden beregnede en samlet lejeværdi

for grundene. I dommens præmisser er der lagt vægt på, at

skatteyderen derved er blevet afskåret fra at disponere

anderledes, f.eks. ved salg af grundene til sine børn.

Dommen er derfor på dette punkt i overensstemmelse med foran omtalte

ØLD af 27. nov. 1980 og ØLD af 11. sept. 1981, ligesom det efter

retspraksis i øvrigt må lægges til grund, at kun en positiv

tilkendegivelse fra ligningsmyndigheden kan bibringe en skatteyder

en retsbeskyttet forventning.

§ 16.

3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregningen af

særlig indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jfr. punkt 8

i daværende cirkulære nr. 250 af 29. december 1975 om særlig

indkomstskat m.v. af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom,

faldt ikke ind under § 3, stk. 5, idet avanceopgørelsen hvilede på

en beregning, ved hvilken købesummen for hele ejendommen og

salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og

uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde

foretagne fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset,

at ansættelsen ikke kunne betragtes som skønsmæssig, lsr.

1977.100.

Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme

betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved

fordelingen af basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i

tilfælde hvor kun en del af en ejendom undergår zoneændring. Også

i tilfælde, hvor 2 selvstændige ejendomme er erhvervet under eet

og nu sælges under eet, men hvor den ene ejendom er ubebygget og

den anden ejendom er bebygget, således at 2 forskellige

beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte

betragtning.

I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del

af en ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af

ejendommens bygninger, fandt landsskatteretten derimod, at

fordelingen af anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at §

15, stk. 5 skulle bringes i anvendelse.

4) En kendelse fra landsskatteretten omhandler en erhvervsdrivende,

som ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973

af skatterådet blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens

regnskabsmateriale ikke blev anset for egnet til at danne grundlag

for ansættelsen. Gennem toldvæsenets momskontrol blev det i 1975

konstateret, at klageren havde undladt at angive moms for de

nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning

til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse

af 28. september 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af

indkomstårene beregnede yderligere indtægter, der svarede til de

unddragne momsbeløb, dog med fradrag af de tidligere af

skatterådet foretagne skønsmæssige forhøjelser.

Klageren nedlagde over for landsskatteretten påstand om, at

amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var

foretaget efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.

Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren

enten svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne

positive fejl ved indkomstopgørelserne, at han var ifaldet

bødeansvar, dels fordi det i ansættelserne indgåede skønselement

af landsskatteretten blev anset for at være så begrænset, at

ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter den

forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor

påberåbte lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved

anvendelse af bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper.)

5) I en landsskatteretskendelse er det fastslået, at vurderingen af,

hvorvidt et udlandslån måtte anses for et finanslån eller et

driftslån, ikke beror på et skøn omfattet af skattestyrelseslovens

§§ 24 og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.

Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når

udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af

repartitionen er udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet

anke, jfr. skiftelovens § 50, stk. 3.

I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at der

er givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift,

og det samme gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser,

som ikke har været inddraget under skifte.

På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger efter,

at der er meddelt giver og modtager underretning om

afgiftsberegningen, se nærmere cirkulære nr. 144 af 17. juni 1970

om ændringer i reglerne om arve- og gaveafgift. Indgivelse af

klage til landsskatteretten over værdiansættelse eller

afgiftsberegning medfører ikke, at forfaldstidspunktet udskydes.

Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort

umiddelbart på grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet

arve- eller gaveanmeldelse, kan forfaldstidspunktets anvendelse

som begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen volde problemer.

Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne

tilfælde er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås,

at fristen i intet tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt

skiftet bo er afsluttet, fristen for indsendelse af boopgørelse

vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller fristen for

indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.

Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en

konkret bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre

afgiftskravet gældende.

Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet

forældelse efter 5-års reglen, når det af giverens eller

modtagerens selvangivelse er fremgået, at der er givet nogen et

afgiftspligtigt formuegode. Dette for afgiftsmyndigheden strenge

standpunkt er indtaget i ØLD, refereret i UfR 1971.856.

Frigørelsesafgift

Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den

afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning,

jfr. lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.

Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for

zoneovergangen.

Afgifter i medfør af PL

Afgifter, der skal svares i henhold til pensionsbeskatningsloven,

skal tilbageholdes af det pågældende forsikringsselskab,

vedkommende pensionskasse eller anden institution og indbetales

til statskassen (statsskattedirektoratet) inden 3 måneder efter,

at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten.

Spørgsmålet om forældelse af krav på disse afgifter er i

almindelighed uden praktisk interesse for de lignende myndigheder.

Tillægsskat

Derimod beregner statsskattedirektoratet tillægsskat efter PL § 48 på

grundlag af ligningsmyndighedernes indberetning, se nærmere

cirkulære nr. 175 af 23. juli 1973. Ifølge § 48, stk. 3, betales

tillægsskatten i 3 rater med forfaldsdage den 1. i hver af

månederne september, oktober og november i slutligningsåret.

Følgende eksempel kan illustrere forældelsen af kravet på

tillægsskatten

Ophævelse af Tillægs- Forfalds- Forældelsens forsikring m.v. skattepligt tidspunkter indtræden (afgiftsplig- for ind- for tig) komståret tillægsskatten -------------------------------------------------------------- 1.2.1981 1981 1.9, 1.10, 1.9, 1.10, 1.11.1982 1.11.1987

1.3. Suspension af forældelsen

Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke

begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller

sættes i stå efter at være begyndt at løbe på grund af

omstændigheder, som hindrer fordringens inddrivelse, betegnes som

suspension af forældelsen. Suspension må ikke forveksles med

afbrydelse, se T 1.4.

1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd

»Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er

stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om

skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin

ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist

fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig

agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav

betalt«.

Utilregnelig uvidenhed

Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres

krav spiller i praksis en betydelig rolle.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens

forløb, jfr. UfR 1927.585 H. For skatte- og afgiftsmyndighederne

antages denne regel at gælde ubetinget, og den skattelignende

myndighed kan således godt have befundet sig i en undskyldelig

tvivl om en skattebestemmelses forståelse eller rækkevidde, uden

at tvivlen vil kunne påberåbes som »utilregnelig uvidenhed«.

Vildfarelser af faktisk karakter

Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det er

ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens

begyndelsestidspunkt, at skatteyderens selvangivelse har været

urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse

af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med

tidligere års burde være blevet opmærksomme på det ikke oplyste

forhold. At kravet til skattemyndighedernes »almindelige

agtpågivenhed« er meget strengt, fremgår af ØLD, UfR 1971.856,

angående et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren af

højesteretsdommer Spleth til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173,

se også skd.57.181 (forældelse af efterbetalingskrav).

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være

forpligtede til at tage alle eventualiteter i betragtning eller

til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden synlig

anledning. Støder de lignende myndigheder under en efterprøvelse

af det regnskabsmæssige grundlag for en selvangivelse på

oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af selvangivelsen, og

som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville have

ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må

forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses

for suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og

indtil det tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre

sit yderligere krav gældende, skd.63.347.

Betydningen af sagens fortsatte behandling

Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da

skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere

krav gældende, jf. HD af 21. marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter

hensynet til sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev

tilsidesat. Da de oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev

anlagt den 4. december 1958, havde foreligget for skattevæsenet i

en redegørelse for skatteyderens indtægter år for år af 7. august

1953, suppleret den 23. oktober samme år, ansås skattekravet for

forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i UfR 1963B,

s.246.

I VLD af 21. sept. 1981 (skd.62.260) er det antaget, at forældelse

efter 1908-loven ikke kan gøres gældende i et tilfælde, hvor

forligsforhandlinger om forhøjelse af en afdød skatteyders

indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret er blevet

fortsat over en periode af flere år.

Skatteyderens opholdssted ubekendt

Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med

skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe

dette ligger inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre

tænkes at befinde sig i utilregnelig uvidenhed om en skyldners

opholdssted i udlandet, og efter domstolspraksis synes der ikke at

skulle stilles store krav til bestræbelserne for at få et sådant

oplyst. Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en løbende forældelsesfrist

anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en skatteyder var

flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til folkeregisteret.

Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere adresse

sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt

VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile,

ligeledes uden at melde flytning. I forhold til dommen fra 1932

kan der af begrundelsen udledes en vis skærpelse af kravet til

myndighedernes anstrengelser. Der lagdes udtrykkeligt vægt på

skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som Chile, hvor

inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med

sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk

formål at søge adressen oplyst.

Forældelsesfristen kunne derimod ikke anses for suspenderet i et

tilfælde, hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om

skatteyderens opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge

deres krav gennemført, skd.66.260.

Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på

særlig indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk. 3, hvorefter

der ved beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig

indkomstskat ses bort fra den tid, i hvilken skattemyndighederne

på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af

stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol.

Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved

en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men

bestemmelsen i § 14, stk. 3, finder på den anden side ikke

anvendelse, så længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et

dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se

evt. »Vejledning for pantefogeder«, kommunetryk, afsnit 16.

1.4. Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-lovens § 2, 2. pkt., afbrydes den 5-årige

forældelsesfrist, når »fordringshaveren inden fristens udløb enten

1) erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller 2) foretager

retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse

til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse«.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den

ikke løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny

5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne

tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt

retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder.

Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af

særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af et

andragende om henstand med eller lempelse af tilsvaret, jfr.

skd.70.78 og 71.686.

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens

ophør. Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af

fordringen. Udebliver restanten med et eller flere afdrag, løber

der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.

I VLD af 21. september 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at

forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet

forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes

indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat

i en periode over flere år.

Indbringelse for landsskatteretten

I ØLD, UfR 1972.447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108,

er man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for

landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er

forældet, bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra

afsigelsen af landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21. februar

1978 (skd.48.52), blev det i overensstemmelse hermed lagt til

grund, at fristen for forældelse af et efterbetalingskrav, hvorom

ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne regnes fra

afsigelsen af landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv

havde indbragt sagen for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor

kravet ikke var forældet. Denne generelle formulering er

imidlertid ikke gentaget i HD af 27. november 1978 i samme sag,

UfR 1979.64, skd.48.58, men det udtales, at den langvarige

behandling ved landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger

ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at

indbringelse for landsskatteretten ikke generelt medfører

afbrydelse af forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på

den anden side under visse omstændigheder kan fortabes af

skatteyderen.

Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes

indstilling til landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet,

om en indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en

subsidiær indstilling, således at muligheden for at gennemføre

beskatning med særlig indkomstskat ikke fortabes.

Af HD af 14. april 1986 (Skat 1986.5.306) fremgår, at bestemmelsen i

skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, kun tager sigte på en

skatteyders adgang til at indbringe en sag for domstolene,hvorfor

bestemmelsen ikke afskærer skattemyndighederne fra at anlægge sag

ved domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om der

verserer en klagesag ved landsskatteretten.

Egen anmeldelse

Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af

gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af

fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i

loven fastsatte anmeldelsesfrists udløb og efter, at

afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være kommet til

kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en løbende

forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en »selvmelders«

henvendelse til skattemyndighederne om sådanne udeholdelser eller

fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle være på

det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det

afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes

som en erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som

et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende

forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg og anmeldelse

i skyldners konkursbo. Ved sagsanlæg er tidspunktet for

indlevering af stævning til berammelse afgørende for, hvornår

forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende fastslår

retsplejelovens § 527, at forældelse af en fordring afbrydes ved

indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger

forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Udlægsforretningen

anses for fremmet, når den fører til udlæg, men selv om

forretningen sluttes som forgæves, bevarer udlægsbegæringen sin

afbrydende virkning på forældelsesfristen.

Ved ØLD, UfR 1936.647, er en foretagen arrest blevet anset for et

retsligt skridt.

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Efter 1908-lovens § 1, stk. 2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke

anvendelse, »når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller

tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse

er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt

fastslået«. Fordringer, som er således sikrede, er forældelige

efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se T 1.5.

At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et

vedhængende rentekrav forældes efter 1908-loven.

Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis

det ikke fastslår, at udstederen skylder et bestemt beløb,

opfylder det ikke betingelsen efter 1908-loven § 1, stk. 2. Heraf

følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den

underliggende fordring kan forældes på 5 år, se ovenfor om

frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til sikkerhed

for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige

retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved

fastslås - således er en transporterklæring, som ikke indeholdt

oplysning om skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som

et særligt retsgrundlag, jfr. den i UfR 1965.608, refererede

underretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks.

fastsættelse af den skattepligtige indkomst, kan efter

omstændighederne være tilstrækkelig, HD i UfR 1934.432. Den

fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens §

9, stk. 3, for skattekrav, opstået ved indtræden af de i lovens §§

9, stk. 1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte

begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi

skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på

grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til

skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og

2, og 11, stk. 1 og 3, jfr. § 9, stk. 3.

Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens §

1, stk. 2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en

skatteyder, som accepteres af myndighederne, opfylder

betingelserne. Derimod kan en udlægsforretning, en foretagen

arrest eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis

betaling ikke anses som et særligt retsgrundlag.

1.5. Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven,

jfr. 1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området

skatter og afgifter er ikke stor.

Reglen i Danske Lov går ud på, at

»Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og

magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens

Paaskrivelse eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller

Beskikkelse eller Tingsvidne ere fornyede«.

Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne

sproglig betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også

det offentliges krav på skatter og afgifter.

Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller

fra det tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som

sætter den 5-årige forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes.

For skattekravs vedkommende kan der være tvivl om, hvornår

fordringen stiftes; sædvanligvis kan krav på skat af indkomst og

formue siges at være stiftet ved det pågældende skatteårs

begyndelse. Det er dog nu tilkendegivet i ØLD af 28. juni 1984, at

pålignede skatter i relation til Danske Lovs 5-14-4 må anses for

stiftet ved de enkelte indkomstårs begyndelse. Dommen er

appelleret.

I HRD af 31. maj 1985 er det fastslået, at skattevæsenets krav om

særlig indkomstskat først opstår ved indkomstårets udløb, jfr.

Skat 1985.9.236.

Afgiftskrav vil normalt være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter

1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse

ikke suspenderes under de betingelser, 1908-loven opstiller i § 3,

se T 1.3. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved

skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved

påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet

fastholdes.

Udbytteskat - tilbagebetalingskrav

ØLD af 24. maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs

tilbagebetalingskrav på udbytteskat indbetalt af datterselskab i

medfør af KL § 65 fandtes ikke at være omfattet af 1908-lovens § 1

nr. 6 og er efter ordlyden af § 1 nr. 4 heller ikke omfattet af

denne bestemmelse. Fordringen er herefter undergivet

forældelsesreglen i DL 5-14-4.

Uddrag af lov nr. 274 af 22. dec. 1908

om forældelse af visse fordringer

§ 61, stk. 5, hvorefter tilbagebetalingen skal finde sted til de

for betalingen af restskat gældende terminer.

Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således

forfalder ved de for restskat fastsatte terminer, kan man drage

den slutning, at forældelsesfristens forløb for krav på skat af

(almindelig) indkomst og formue vil være upåvirket af, om der

forud for kravets rejsning har været udbetalt overskydende skat.

Hvis den overskydende skat er kommet til udbetaling efter eller

imellem forfaldstidspunkterne for restskat (opkrævet på normal

måde), vil fristen for den del af kravet, som kan rummes af det

overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra

tilbagebetalingstidspunktet, jfr. ØLD af 3. oktober 1974,

skd.32.153 (der ganske vist angik sømandsskat).

Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat,

der skal tilbagebetales, vil forældelsesfristen for statens krav

på tilbagebetaling skulle regnes fra tidspunktet for beløbets

udbetaling til skatteyderen (skd.71.621).

Særlig indkomstskat

Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og

1.11 i det år, hvori skatten pålignes, jfr. LOSI § 12, stk. 2.

Forældelse af krav på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt

indkomstår indtræder normalt 5 år efter disse terminer med 1/3 ved

hver, se dog reglerne om skatteophør nedenfor.

Ved fraflytning

Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er

opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som

sædvanlig, og forældelsesfristen løber derfor som for andre

skatteydere uden hensyn til, på hvilken dato i indkomståret

skattepligten er ophørt. Derimod rykkes forfaldstidspunktet for

særlig indkomstskat frem i tilfælde af skatteophør på grund af

fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet, men ikke

betalt særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen,

jfr. bekendtgørelse nr. 76 af 8. marts 1982 om opkrævning af

særlig indkomstskat § 4. Forældelsesfristen vedrørende den særlige

indkomstskat regnes fra dette tidspunkt, medmindre

begyndelsestidspunktet udskydes i medfør af

suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk. 3, eller af en af de i

1908-lovens § 3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af

forældelse.

Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og

for særlig indkomstskat

Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1981

Særlig indkomstskat Restskat --------------------------------------------------------------- Forfaldstidspunkt 1.8.1981 1.1, 1.2 og 1.3.1983 Forældelsens indtræden 1.8.1986 1.1, 1.2 og 1.3.1988

Dødsfald

Ophører skattepligten på grund af dødsfald, må der henses til, om der

skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der

foretages afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket

tilfælde skattetilsvaret for dødsåret er endeligt afgjort med

betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, KL § 14, stk. 1,

eller om der foretages afsluttende ansættelse af almindelig og

særlig indkomst for mellemperioden. I sidstnævnte tilfælde

forfalder restskatten og den særlige indkomstskat til betaling den

1.10 efter indkomstårets udløb, idet dog ingen skat forfalder til

betaling senere end den 1. i den 3. måned efter ophør af boets

skattepligt, jfr. KL § 62 B, stk. 1.

Eksempel

Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til

20.4.1981, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse,

forældes 5 år fra 1.10.1982 at regne, d.v.s. 1.10.1987, medmindre

boet er afsluttet forinden, f.eks. den 1.4.1982; i så fald

indtræder forældelsen den 1.7.1987.

Dødsboer

Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43,

stk. 8, sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for

betaling af for lidt erlagte skatter bortfalder, såfremt

skattemyndigheden ikke foretager rettidig anmeldelse til boet,

d.v.s. inden for de i KL § 14, stk. 3 og stk. 6, angivne frister,

normalt 6 måneder fra dødsfaldet.

For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til

krav på indkomst og formueskat fra de i KL § 62 B nævnte

forfaldstidspunkter, jfr. om afsluttende skatteansættelser

ovenfor. Er boskatten ikke pålignet på det tidspunkt, da den efter

reglen i KL § 62 B skulle være forfalden til betaling, udskydes

forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger nærmest

efter påligningen, jfr. bekendtgørelse nr. 602 af 9. december

1977, § 18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog

kun i tilfælde, hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden

den 1.10 efter indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige

fremgangsmåde havde været fulgt.

Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den

skattepligtige almindelige indkomst, jfr. LOSI § 13 A, behandles

den del af boskatten, som kan henføres til den særlige indkomst,

heller ikke anderledes end den øvrige i forældelsesmæssig

henseende.

Selskabsskatter

Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30.

Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i

det skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes

på grundlag af en afsluttende eller anden ekstraordinær

ansættelse, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger

efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst samtidig med den

indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste ordinære

skatteansættelse, SSL § 30, stk. 2. Forældelsesfristen løber som

illustreret ved følgende eksempler

Indkomstår Skatteår Forfalds- Forældelsens (-periode) tidspunkt indtræden ------------------------------------------------------------ 1.1.1980 31.12.1980 1981/82 1.11.1981 1.11.1986 1.5.1980 30.4.1981 1982/83 1.11.1982 1.11.1987 1.5.1981 20.7.1982 (ophør) 1982/83 tidl. 1.11.1982 tidl. 1.11.1987

Arve- og gaveafgifter

Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra

afgiftens forfaldstidspunkt.

Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat i

Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

1. Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter lov af 1908 om forældelse af

visse fordringer på 5 år. Loven er i uddrag gengivet som bilag

sidst i dette afsnit. I T 1.5. omtales den 20 årige

forældelsesfrist, der gælder ved siden af 1908-loven.

Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter

og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra deres opståen er

anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige, eller

gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng

forstås ved, at et krav er gjort gældende, omtales under T 1.4.

Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet,

bør det ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til

modregning.

1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at

forhåndsaftaler om, at disse ikke skal finde anvendelse, er

uforbindende.

1.1. Hvilke skatter og afgifter

Efter lovens § 1, stk. 1, nr. 4, forældes »skatter eller afgifter af

offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter såvel personlig skat

af enhver art som dødsbo- og selskabsskat, arve- og gaveafgift,

frigørelses- og afståelsesafgift, afgift i medfør af

pensionsbeskatningsloven og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet

om forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for nærværende

fremstilling.

1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i 5 år. Som en almindelig

regel vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe

fra det øjeblik, da kravet er forfaldent til betaling.

Også upålignede skatter m.v.

Loven taler om »statens eller kommunens krav på skatter eller

afgifter af offentligretlig natur«, men det er uomtvisteligt, at

forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved

sin opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter

m.v., der ikke er pålignede eller beregnede, medmindre

myndighederne har befundet sig i utilregnelig uvidenhed om deres

krav, jfr. om suspension af forældelsen afsnit T 1.3.

Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist »i

almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været

forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for

det pågældende indkomstår«, skd.40.25.

Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som

foreløbig skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at

forældelsesfristen for personlige skatter af (almindelig) indkomst

og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet som

foreløbig skat - skal regnes fra forfaldstidspunkterne for

restskat, der opkræves på normal måde.

Eksempler

Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at

forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra

forfaldstidspunkterne for restskat, opkrævet på normal måde

Indkomståret 1980

Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og 1.3.1982. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1987 (for 1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).

Indkomståret 1981

Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og 1.3.1983. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1988 (for 1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).

Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i juni måned i

det år, hvori ligningen foretages, har fået udbetalt overskydende

skat, som efter senere ændring af skatteansættelsen skal betales

helt eller delvis tilbage, er behandlet i KL § 62 A, stk. 2, jfr.

1. Forældelse af skattekrav

1.1. Hvilke skatter og afgifter

1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe

1.3. Suspension af forældelsen

1.4. Afbrydelse af forældelsen

1.5. Den 20-årige forældelse

2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.

2.1. Område

2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?

2.3. Hvornår foreligger der et skøn?

2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser

2.5. Diverse afgørelser

2.6. Privatforbrugsposter

2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforbrug og erhverv