MOMSVEJL., AFGØRELSER 1985 0122H UFR TATOVØRVIRKSOMHED

0122H UfR Tatovørvirksomhed

Højesterets dom af 13. december 1984

En professionel tatovør anlagde sag mod ministeriet for skatter og afgifter med påstand om, at hans virksomhed som tatovør var undtaget fra afgiftspligten efter merværdiafgiftslovens § 2, stk 3, punkt 1. Efter denne bestemmelse er "forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed" ikke momspligtig.

Det fremgik af sagen, at spørgsmålet om afgiftspligten for tatovørvirksomhed havde været forelagt Nævnet vedrørende merværdiafgift mv. Under nævnsbehandlingen havde Akademirådet afgivet en udtalelse. Ifølge denne anerkendes tatovering som kunstnerisk medium, der i vor kulturkreds imidlertid i kunstnerisk sammenhæng kun har været anvendt i meget få tilfælde. Det er derfor rådets opfattelse, at tatovering som kunst kun kan vurderes på grundlag af konkrete arbejder.

Endvidere havde flere kunstnere og andre sagkyndige til brug for nævnsbehandlingen erklæret, at tatovering måtte anses som en kunstart, ligesom det blev fremhævet, at den professionelle tatovør er skabende kunstner i modsætning til de mange amatører, der virker i tatovørbranchen.

Nævnet traf afgørelse om, at tatovering er afgiftspligtig og henviste til Akademirådets udtalelse om, at tatovering kun kan bedømmes på konkret grundlag og ikke på grundlag af en artsbestemmelse.

Til brug for sagens behandling for landsretten udtalte nogle kunsthistorikere og andre sagkyndige som vidner, at tatovering efter deres mening var kunst uden det forbehold, som Akademirådet havde taget.

Ved dom, afsagt af Østre Landsrets 4.afdeling den 16. september 1982, blev ministeriet frifundet.

Landsretten henviste til det af merværdiafgiftsnævnet anførte og bemærkede, at det for landsretten fremkomne ikke kunne føre til andet resultat.

Højesteret stadfæstede ved dom af 13. december 1984 landsretsdommen.

I dommens præmisser hedder det bl a: "Undtagelsesbestemmelsen i momslovens § 2, stk 3, punkt 1, må i overensstemmelse med lovens almindelige formål fortolkes indskrænkende. Efter det foreliggende kan i hvert fald kun en mindre del af den virksomhed, der udøves af tatovører her i landet, anses for omfattet af denne bestemmelse.

Der findes herefter ikke at være grundlag for at tilsidesætte den afgørelse, som Nævnet vedrørende merværdiafgift mv har truffet efter generel vurdering af erhvervsudøvelsen".

Se hertil supplement.

Højesterets dom af 13. december 1984 (supplement)

Tatovørvirksomhed

Advokaten for tatovørerne rejste spørgsmål om, hvorledes tatovørvirksomhed afgiftsmæssigt skulle behandles efter højesteretsdommen.

Efter advokatens opfattelse tilkendegav Højesteret, at en mindre del af tatovørvirksomheden omfattes af momslovens undtagelsesbestemmelse i § 2, stk 3, pkt 1.

Nævnet meddelte, at det af højesteretsdommen efter nævnets opfattelse fremgår, at selv om en mindre del af den virksomhed, der udøves af tatovører her i landet, kan anses for omfattet af lovens undtagelsesbestemmelse, er al tatovørvirksomhed omfattet af afgiftspligten. Der skal derfor svares afgift efter lovens almindelige regler.

Det fastslås i dommens præmisser, at tatovørvirksomhed i afgiftsmæssig henseende må bedømmes som en helhed, således at det ikke er muligt at undtage enkelte arbejder fra afgiftspligten ud fra en konkret bedømmelse af deres kunstneriske værdi.

Nævnet var derfor berettiget til at træffe sin afgørelse efter en generel vurdering af erhvervsudøvelsen.

Det blev tilføjet, at tatovører, der sælger tegninger udført helt som håndarbejde af dem selv, vil kunne holde disse salg uden for den afgiftspligtige omsætning efter lovens § 3, stk 4.