Legislator Case Law & Legislation
E19853S00007 DK

SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SG - SKATTEPLIGTIG INDKOMST BEGRÆNSET TIL VISSE INDTÆGTSARTER

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1985

Afsnit SG - Skattepligtig indkomst begrænset til visse indtægtsarter

1. Foreninger m.v. hjemmehørende her i landet

Foreninger, stiftelser og korporationer m.v., der er skattepligtige i

henhold til SSL § 1, stk.1, nr. 6, se SA 1.7.1., er subjektivt

fuld skattepligtige, men skattepligten indtræder kun, hvis

foreningen m.v. objektivt set har indtægter, der falder ind under

skattepligten, d.v.s. indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed jfr.

lsr.1977.6. Når skattepligten herefter er indtrådt, er foreningen

pligtig til at selvangive sin skattepligtige indkomst, uanset om

den erhvervsmæssige virksomhed giver underskud, og selv om dette

forhold må antages at være af længere varighed.

Når en hidtil skattefri forening påbegynder erhvervsmæssig

virksomhed, skal den som anført under SB 1.1. selvangive sin

indkomst første gang for det skatteår, som følger umiddelbart

efter udløbet af den regnskabsperiode, hvori den erhvervsmæssige

virksomhed er påbegyndt.

Har foreningen ejet fast ejendom og driftsmidler forud for

påbegyndelsen af den erhvervsmæssige virksomhed, og overgår disse

aktiver til anvendelse i denne virksomhed, kan der foretages

afskrivninger herpå efter skattelovgivningens almindelige regler.

Driftsmidler, der efter reglerne i AL medregnes i saldoværdien,

indgår i denne i overgangsåret med deres handelsværdi, jfr.

princippet i AL § 32. Dette gælder også for de af AL § 3, stk. 1,

og 2, omfattede driftsmidler (med levealder under 3 år eller med

en anskaffelsessum på 3.500 kr. eller derunder), som er anskaffet

af foreningen før skattepligtens indtræden, og som overgår til

anvendelse i den erhvervsmæssige virksomhed. Foreningen kan

således ikke vælge at fradrage handelsværdien i overgangsåret.

Afskrivning - Aktiver anskaffet før 1.1.1982 .

Afskrivning efter AL på bygninger og på installationer, der er

anskaffet af foreningen før 1. jan. 1982, foretages årligt med

procentdele af den fulde afskrivningsberettigede anskaffelsessum,

men summen af de årlige skattemæssige afskrivninger kan dog ikke

overstige anskaffelsessummen med fradrag af de

normalafskrivninger, som foreningen kunne have foretaget i årene

forud for overgangsåret, såfremt skattemæssige afskrivninger på

bygningen eller installationen kunne have været foretaget fra

anskaffelsen, jfr. princippet i § 3 i ændringslov nr. 183 af 31.

maj 1968 til AL og Skd.cirk. nr. 167 af 9. juli 1968, pkt. 54.

Aktiver anskaffet efter 1.1.1982 .

Afskrivning efter AL på bygninger og på installationer, der er

anskaffet af foreningen efter 1.januar 1982, foretages årligt med

procentdele af den fulde afskrivningsberettigede anskaffelsessum,

men summen af de anvendte afskrivningsprocenter kan ikke overstige

100 minus summen af de normalafskrivningsprocenter, som foreningen

kunne have anvendt i årene forud for overgangsåret.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger erhvervsmæssig virksomhed, er

det uden betydning, om virksomheden er tilrettelagt sådan, at der

med denne tilsigtes et overskud, jfr. Skd.19.7. Skattepligten er

alene knyttet til arten af den virksomhed, der udøves.

Spekulationsavancer kan ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed og

derfor ikke skattepligtige for de her omhandlede foreninger.

Indkomst, der hidrører fra leverance til medlemmer, anses dog ikke

for indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed, jfr. SSL § 1, stk.4.

Dette gælder også leverancer til medlemmer af en indkøbsforening,

der organisatorisk opfylder betingelserne for skattepligt efter

SSL § 1, stk. 1, nr.3 a, men hvis skattepligt omfattes af SSL § 1,

stk. 1, nr. 6, fordi medlemskredsen alene består af

koncernforbundne selskaber, jfr. Skd.50.179. Når foreningen kun

leverer til disse medlemmer, vil den således ikke have

erhvervsæssig indkomst.

Det er kun indkomst ved leverance til medlemmerne, der holdes uden

for foreningens erhvervsmæssige virksomhed, derimod er indtægter,

som foreningen indtjener ved salg til ikke-medlemmer af produkter,

som foreningens medlemmer sælger til foreningen, omfattet af

skattepligten.

Det er desuden kun leverancer til foreningens egne medlemmer, der

ikke betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. Hvis foreningen

derfor har indtægt ved leverancer til medlemsforeningers

medlemmer, er denne indtægt indkomstskattepligtig for foreningen.

1.1. Nærings- eller anden forretningsmæssig virksomhed .

Efter SSL § 1, stk. 3, betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller

anden forretningsvirksomhed samt overskudsandel fra en

erhvervsvirksomhed, der ikke drives af foreningen selv, som

erhvervsmæssig indtægt for foreningen.

Begrebet »erhvervsmæssig« omfatter principielt driften af alle

virksomheder, der kan indbringe en fortjeneste, se således U.f.R.

1971.78, hvor en forening blev anset for skattepligtig af

afgifter, den modtog for at repræsentere ikke-medlemmer. I U.f.R.

1970.580 blev en forening af gartnere anset for skattepligtig af

entreindtægter ved en udstilling, idet retten fandt, at den

omhandlede forening ikke var omfattet af den særlige udtømmende

fritagelsesbestemmelse i SSL § 1, stk. 5, hvorefter

landbrugsfaglige foreninger m.v. er fritaget for at medregne bl.a.

entreindtægter ved indkomstopgørelsen. I lsr. 1967.95 blev en

forening anset for skattepligtig af indtægt fra ikke-medlemmers

annoncer i medlemsbladet. Endvidere er en forening anset

skattepligtig efter et næringssynspunkt af fortjeneste ved salg af

nogle parcelhuse, som foreningen selv opførte med videresalg for

øje, R.R. 1965, SM s. 44.

En vognmandsforening indgik transportkontrakter med kunderne,

hvorefter foreningen skaffede vognmænd til de enkelte opgaver.

Vognmændene udskrev derefter regning til foreningen, ligesom

betaling for opgaverne indgik direkte til denne, der herefter

fordelte de enkelte beløb efter de enkelte vognmænds regninger med

fradrag af 6% til dækning af foreningens omkostninger.

Skattedepartementet fandt, at foreningen drev erhvervsmæssig

virksomhed omfattet af SSL § 1, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 6, samt

at der ikke var tale om leverancer til medlemmerne, Skd.71.680.

Indtægter ved ande- og bingospil ved arrangementer for medlemmer af

den arrangerende forening og medlemmernes nærmeste pårørende

betragtes ikke som indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed og er

derfor ikke skattepligtig, RR 1983, SM 265.

Hvis en forening mod betaling påtager sig en opgave, som skal udføres

af dens medlemmer, f.eks. omdeling af telefonbøger, er foreningen

skattepligtig af indtægterne, hvis det er den, som har indgået

aftalen og modtager betalingen. Medlemmerne skal derimod ikke

beskattes, medmindre de modtager vederlag fra foreningen for deres

arbejde.

En gensidig forsikringsforening, som var omfattet af SSL § 1, stk. 1,

nr. 6, ansås ikke skattepligtig af indtægter hidrørende fra

tegning af gensidige forsikringer, hvorimod provisionsindtægter og

overskudsandele fra samarbejdet med et forsikringsselskab, som

havde dækningsrisikoen, ansås for indtægt ved erhvervsmæssig

virksomhed. Disse provisionsindtægter m.v. ansås ikke som vederlag

for foreningens arbejde for medlemmerne, hvorfor SSL § 1, stk. 4,

ikke kunne finde anvendelse, Skd.71.679.

En sammenslutning af rejsedeltagerne ansås for en forening og ikke

som en selvejende institution. Rejseforeningens overskud ved

arrangementet af medlemmernes fællesrejser ansås for indtægt

hidrørende fra omsætning fra medlemmerne og derfor skattefri i

medfør af SSL § 1, stk. 4, Skat 1985.8.219.

FDM's provisionsindtægter ved formidling af salg af bl.a.

selskabsrejser fra et rejsebureau til foreningens medlemmer ansås

som indvundet ved leverance til medlemmerne og derfor omfattet af

SSL § 1, stk. 4. Det lagdes til grund, at FDM udover

salgsbestræbelser havde ydet medlemmerne en særlig aktiv

vejledning og service. Det kunne ikke tillægges betydning, at

provisionen ikke var betalt af medlemmerne, ØLD af 14.10.1985.

1.2. Overskudsandele .

Hvis en forening m.v. har fået tillagt en andel i overskuddet af en

erhvervsvirksomhed, som foreningen ikke selv driver, er dette

overskud omfattet af skattepligten.

Det er uden betydning, på hvilken baggrund foreningen har fået

tillagt overskudsandelen, men det er derimod afgørende for

beskatningen, at andelen beregnes på grundlag af virksomhedens

nettooverskud. En indtægtsandel, der beregnes på grundlag af

omsætning, arbejdsløn, formue e.lign. medfører ikke skattepligt.

Endvidere er det en forudsætning, at den virksomhed, der yder

overskudsandelen, selv er indkomstskattepligtig af overskuddet,

jfr. lsr. 1978.202.

Ifølge SSL § 1, stk. 3, sidste punktum, gælder skattepligten ikke

hjælpe- og understøttelsesfonds for de i en virksomhed ansatte

eller deres pårørende, selv om fonden har andel i virksomhedens

nettooverskud.

1.3. Fast ejendom .

Foreninger m.v. er desuden skattepligtige, når de har indtægt ved

drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. Udlejning

af lokaler til foreningsmedlemmer er ikke omfattet af

skattepligten, idet denne udlejning betragtes som leverance til

medlemmer, se SSL § 1, stk. 4.

Såfremt der i ejendommen findes lokaler, som foreninger anvender til

eget ikke-erhvervsmæssig brug (mødelokaler,

administrationslokaler) eller til hele eller delvise friboliger,

er den hertil svarende lejeværdi heller ikke omfattet af

skattepligten.

En ejerforening ansås ikke for skattepligtig af lejeværdien af en

ejerlejlighed, som foreningen ejer, og som bliver benyttet til

viceværtslejlighed, da viceværtslejligheden skal tjene ejendommens

administration.

1.4. Aktieudbytte .

Udbytte af aktier og anparter m.v. skal kun medregnes til foreningens

skattepligtige indkomst, hvis foreningen besidder de pågældende

værdipapirer sker i næringsøjemed. I så fald er der knyttet

skattegodtgørelse til udbyttet.

Ved besiddelse af aktier m.v. uden for næringsvirksomhed hører

udbyttet ikke til foreningens erhvervsmæssige indtægt, og der er

ikke knyttet skattegodtgørelse til dette udbytte. Endvidere er det

i bekendtgørelse nr. 387 af 8. august 1978 til KL bestemt, at de

udbyttegivende selskaber ikke skal indeholde udbytteskat af sådant

udbytte, når foreningen kan forevise et udbyttefrikort. Dette

udstedes af ligningsmyndigheden på foreningens hjemsted. Om

udbyttefrikort i øvrigt, se SD-cirk. 1978-28.

1.5. Renteindtægter .

Ej heller renteindtægt af obligationer, pantebreve og lign.

værdipapirer henregnes til erhvervsmæssig indtægt, jfr. Skd.cirk.

nr. 274 af 22. december 1961, afsnit I A, pkt. 6. Dog skal

obligationsrenter medregnes til den skattepligtige indkomst, når

de har direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed,

jfr. lsr. 1971.109.

Renter af bankindestående er normalt heller ikke skattepligtigt for

foreningen, men i det omfang disse indeståender eller rentebærende

aktiver i øvrigt bruges som driftskapital i en erhvervsvirksomhed,

skal også sådanne renter medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr.

ØLD af 15. april 1969 (Skd.10.165).

Lsr.1983.153 omhandlede spørgsmålet om et andelsselskab med begrænset

ansvar, der var skattepligtigt i henhold til SSL § 1, stk. 1,

nr.6, var indkomstskattepligtigt af renteindtægter fra

sparekassekonto og renter af pante- og gældsbrev, der var dets

eneste indtægter. Selskabets formål var bl.a. at finansiere

erhvervsvirksomheder og beboelsesejendomme i lokalsamfund, og et

eventuelt overskud skulle anvendes til fremme af selskabets

formål, eventuelt til almennyttige eller velgørende formål. Retten

fandt ikke, at selskabet var skattepligtigt af de omhandlede

renteindtægter.

En forening, hvis formål var at hjælpe og bistå vurderingsmænd ansat

i en kreditforening samt at formidle vurderingsarbejde til

medlemmerne, fik hos kreditforeningen et rentefrit lån på 1,5

mill. kr., hvilket beløb blev anvendt dels til dækning af diverse

omkostninger i forbindelse med stiftelsen, dels indsat i bank og

anbragt i værdipapirer. Da de oppebårne renter og udbytter således

ikke hidrørte fra erhvervsmæssigt drevet virksomhed, ansås disse

ikke for skattepligtige for foreningen, lsr.1985.42.

En forenings indestående på indskudskonto for investeringsfond har en

så nær tilknytning til erhvervet, at renter af indeståendet hører

til erhvervsindtægten. Derimod skal renter af indskud i

Grundejernes Investeringsfond ikke medregnes til en forenings

indkomst, da bindingsbeløbet tilhører indskyderen og derfor ikke

kan henføres til ejendommens driftskapital, jfr. lsr. 1972.8.

Lsr.1982.76 omhandlede en forening, hvis medlemmer var ansat i en

større offentlig virksomhed, og som havde til formål at varetage

medlemmernes interesser over for et bestemt forsikringsselskab.

Medlemmerne tegnede deres forsikringer i dette selskab gennem

foreningen, og efter aftale med selskabet udførte foreningen

forskellige administrative opgaver for dette. Selskabet godtgjorde

foreningen derfor enten med et fast beløb pr. forsikring eller i

form af provision. Retten fandt, at foreningen drev erhvervsmæssig

virksomhed, og at dens indeståender på anfordringskonto og

postgiro måtte anses for driftskapital, således at renterne heraf

var skattepligtige.

1.6. Ikke-erhvervsmæssige indtægter .

Skattefrie, ikke-erhvervsmæssige indtægter består hovedsagelig af

beløb, som tilflyder en forening m.v., uden at denne skal udfolde

nogen væsentlig aktivitet for at oppebære den. Som typiske

indtægter af denne art kan nævnes kontingenter, gaver og tilskud.

Et sponsortilskud til en idrætsforening blev ikke anset for

skattepligtig indkomst for foreningen, da beløbet ikke tilgik en

erhvervsmæssig virksomhed. Betingelsen om kommunikation og

rådgivning, som fulgte sponsortilskuddet, måtte blot betragtes som

et forhold, der reducerede værdien af den gave, der blev ydet. For

tilskuddenes vedkommende er det uden betydning, om de ydes af

offentlige eller private midler, se i øvrigt skd.65.56.

1.7. Fradragsberettigede udgifter .

Efter bestemmelsen i SSL § 9, stk. 1, kan foreninger m.v. ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun fratrække de

udgifter, som vedrører de indtægtskilder, der skal medregnes i den

skattepligtige indkomst. Desuden skal udgifterne være

fradragsberettigede efter skattelovgivningens almindelige regler,

d.v.s. statsskatteloven, ligningsloven, afskrivningsloven m.v. I

lsr.1977.6 er det afgjort, at udgifter til byggelånsrenter og

ejendomsskatter i byggeperioden kunne fradrages, selv om der ikke

i de pågældende indkomstår var oppebåret lejeindtægter, idet

ejendommen skulle anvendes erhvervsmæssigt.

Driftsudgifter, der opfylder betingelserne for fradrag efter de

almindelige skatteregler, og som alene vedrører erhvervsindtægten,

kan umiddelbart indgå i indkomstopgørelsen. Omvendt skal

udgiftsposter holdes uden for opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, hvis de enten ikke er fradragsberettigede i

almindelighed, eller hvis de ikke har tilknytning til erhvervet.

Således lsr. 1967.7, hvor en forening, der havde påtaget sig en

løbende forpligtelse, ikke kunne fratrække ydelsen i

indkomstopgørelsen, selv om den opfyldte betingelserne for fradrag

efter LL § 14, stk. 2, da forpligtelsen ikke vedrørte den

skattepligtige indkomstkilde. Der er ej heller fradragsret for

gaver i henhold til LL § 8 A.

I de fleste foreninger med både skattepligtige og skattefrie

bruttoindtægter vil der være udgiftsposter, som ikke entydigt kan

henføres til erhvervsindtægten og heller ikke entydigt er

erhvervsindtægten uvedkommende. Til brug ved indkomstopgørelsen må

der ske en opdeling af sådanne udgiftsposter således, at den del,

som vedrører erhvervsindtægten, udskilles til fradrag ved

indkomstopgørelsen. Opdelingen må foretages efter et skøn, som for

den enkelte forening medfører et rimeligt resultat. Der kan ikke

opstilles generelle regler for skønnet, men for visse kategorier

af erhvervsvirksomhed har der i praksis udviklet sig

retningslinier for skønnet.

I foreninger, som foretager indkøb af varer til levering både til

medlemmer og ikke-medlemmer, vil den del af fællesomkostningerne,

der vedrører leverancer til ikke-medlemmer, som oftest kunne

udregnes efter forholdet mellem bruttoindtægten for disse

leverancer og den samlede bruttoindtægt ved leverancer til

medlemmer og ikke-medlemmer.

En ikke offentliggjort LSR-kendelse af 21.december 1982 vedrørte en

forening, der ved opgørelsen af sit erhvervsmæssige overskud havde

fratrukket sine fællesomkostninger fuldt ud, idet disse

omkostninger af foreningen blev betragtet som alene tjenende

omsætningen med ikke-medlemmer, medens de omkostninger, som var

afhængige af aktiviteten, var fradraget forholdsmæssigt efter

omsætningens fordeling på medlemmer og ikke-medlemmer. Retten

udtalte, at fællesomkostninger ligeledes måtte fordeles, og at

opdelingen af den fradragsberettigede omkostningsandel måtte

ansættes skønsmæssigt, således at den del af fællesomkostningerne,

der vedrørte leverancer til ikke-medlemmer, blev udregnet efter

forholdet mellem bruttoindtægten for disse leverancer og den

samlede bruttoindtægt ved leverancer til medlemmer og

ikke-medlemmer.

Det er dog en forudsætning for denne metode, at medlemmer betaler

samme pris for samme varer som ikke-medlemmer.

Ved drift af fast ejendom med udlejning af lejligheder såvel til

medlemmer som til ikke-medlemmer, vil udgifter til

prioritetsrenter, ejendomsskatter, forsikring og udvendig

vedligeholdelse m.v. kunne fordeles på grundlag af de oppebårne

lejeindtægter, således at den del af udgifterne, som svarer til

forholdet mellem lejeindtægter fra ikke-medlemmer og de samlede

lejeindtægter, anses for udgifter, der vedrører erhvervet og

dermed fradragsberettigede. Det er også her en forudsætning for

fordeling af udgifter på grundlag af lejeindtægter, at disse

udredes med samme beløb af medlemmer og ikke-medlemmer for

ensartede lejligheder. Ofte er denne forudsætning ikke til stede i

andelsboligforeninger, hvor boligbidrag fra medlemmerne afviger

væsentligt i størrelse fra huslejer, som udredes af ikke-medlemmer

for tilsvarende lejligheder. Det er derfor nødvendigt, hvis man

vil benytte indtægterne som fordelingsgrundlag, at reducere eller

forøge boligbidragene fra medlemmerne til beløb, som kunne være

opnået som leje for lejlighederne ved udleje til ikke-medlemmer.

Fordelingen kan dog også foretages på et andet grundlag, f.eks.

på grundlag af lejlighedens areal.

I lsr. 1967.94 og 95, hvor foreninger blev anset for skattepligtige

af annonceindtægter i medlemsbladet fra ikke-medlemmer, blev det

fastslået, at det ikke var muligt at udskille visse af de med

bladets fremstilling forbundne udgifter som særligt vedrørende

disse annonceindtægter, og samtlige udgifter ved bladets drift

kunne derfor fratrækkes ved opgørelsen af overskuddet fra bladet,

men der kunne dog ikke derved fremkomme en skattepligtig indkomst

lavere end 0.

1.8. Særlig indkomst .

Foreninger m.v. svarer ikke særlig indkomstskat, men deres særlige

indkomst - opgjort efter reglerne i lov om særlig indkomstskat -

medregnes ved opgørelsen af deres skattepligtige almindelige

indkomst. Ved afståelse før 1.juli 1982 af fast ejendom, hvor

avancen skal beskattes som særlig indkomst, jfr. LOSI § 2, stk. 1,

nr. 13, skal fortjenesten opgjort efter reglerne i LOSI § 7 A,

forhøjes med 100 %. Ved afståelser, der sker den 1.juli 1982 eller

senere, forhøjes den efter reglerne i EBL opgjorte fortjeneste med

25 pct., jfr. lovens § 6, stk.3. Der skal dog af disse foreninger

kun medregnes særlig indkomst vedrørende formuegoder, der har

tilknytning til den indkomstskattepligtige virksomhed, jfr. LOSI § 13.

Når et formuegode har haft tilknytning til den indkomstskattepligtige

virksomhed, medregnes den skattemæssige fortjeneste eller tab ved

indkomstopgørelsen efter skattelovgivningens almindelige regler,

uanset om bruttoindtægten ved virksomheden har været beskeden,

eller driften skattemæssigt har givet underskud i hele

besiddelsestiden.

Såfremt formuegodet har haft tilknytning til såvel den skattepligtige

som til den skattefrie virksomhed, skal hele den skattemæssige

avance eller hele det skattemæssige tab påvirke indkomsten. Hvis

formuegodet er en samlet enhed, f.eks. en fast ejendom, og det kan

godtgøres, at kun en nærmere bestemt fysisk del har haft

tilknytning til erhvervsvirksomheden, er det dog kun den på denne

del faldende fortjeneste, der kommer til beskatning som særlig

indkomst. Således vil f.eks. en andelsboligforening kun blive

beskattet af fortjeneste ved lejlighedernes salg som

ejerlejligheder, for så vidt angår lejligheder, der har været

udlejet til ikke-andelshavere. Fortjeneste ved salg af

andelslejligheder, der kun har været udlejet til andelshavere,

omfattes ikke af beskatningen, selv om salget sker til

ikke-andelshavere.

2. Udenlandske selskaber og foreninger

Når udenlandske selskaber og foreninger, jfr. SA 2, er skattepligtige

her til landet, er den objektive skattepligt begrænset til de

indtægter, der begrunder skattepligten, jfr. SSL § 2, stk. 2, jfr.

stk. 1. I denne indkomst kan der kun fratrækkes udgifter i det

omfang, de vedrører de skattepligtige indtægter, jfr. SSL § 9,

stk. 1.

For indkomstopgørelse gælder i vidt omfang samme regler, som er

anført ovenfor under SG 1 om her i landet hjemmehørende foreninger

m.v., for så vidt angår deres indtægt ved skattepligtig

virksomhed.

Når udenlandske selskaber og foreninger skal medregne alle indtægter

af deres skattepligtige aktiviteter her i landet, vil de

regnskabsmæssige udgifter herved normalt have en sådan tilknytning

til indtægtserhvervelsen, at der ikke er behov for en opdeling af

udgifterne i en skattepligtig og skattefri del i samme omfang som

nævnt ovenfor vedrørende danske foreninger.

Indtægterne for her i landet skattepligtige udenlandske selskaber og

foreninger kan ofte være vanskelige at udskille fra selskabernes

globale virksomhed, og selskaberne kan være interesserede i at

tilpasse indtægterne efter beskatningsforholdene i de berørte

lande. I SSL § 12, stk. 2, jfr. stk.1, er der givet bestemmelser,

som åbner adgang for ligningsmyndighederne til at imødegå dette.

Der henvises herom til SE 3.

Til brug ved indkomstopgørelsen for udenlandske forsikringsselskabers

forsikringsvirksomhed her i landet er der i SSL § 12, stk. 3,

givet specielle regler. Se herom SC 1.3.2.

2.1. Flere indtægtsarter samtidig .

Et udenlandsk selskab m.v., der er skattepligtigt for så vidt angår

flere af de i bestemmelserne i SSL § 2, stk.1, litra a og b,

nævnte indtægtskilder, skal foretage en samlet opgørelse af disse

indtægter. Er indkomsten fra den ene af indtægtskilderne negativ,

skal den bringes til fradrag i en positiv indkomst fra andre

kilder. Den kan således ikke valgfrit overføres som underskud til

efterfølgende indkomstår efter LL § 15.

2.2. Udbytte fra danske selskaber .

Udenlandske selskaber og foreninger er i henhold til SSL § 2, stk. 1,

litra c, skattepligtige her i landet, i det omfang de oppebærer

udbytteindtægter, i hvilke der i henhold til KL § 65 skal

foretages indeholdelse af udbytteskat, se skd. cirk. nr. 37 af

10.2.1977.

Skattepligten vedrørende denne indkomstkilde er endeligt opfyldt ved

den af det danske selskab indeholdte udbytteskat på 30 pct.

Udbyttet skal således ikke tillægges andre indtægter, hvoraf

selskabet måtte være skattepligtig, ligesom eventuel negativ

indkomst fra andre indkomstkilder, der måtte begrunde en begrænset

skattepligt for det pågældende selskab, ikke kan bringes til

fradrag i aktieudbyttet.

2.3. Skattegodtgørelse .

Udenlandske selskaber og foreninger m.v., som i henhold til en med en

fremmed stat, Færøerne eller Grønland indgået

dobbeltbeskatningsoverenskomst oppebærer skattegodtgørelse som

nævnt i SSL § 17 A knyttet til de under SG 2.2. omhandlede

udbytteindtægter, skal i henhold til SSL § 2, stk. 1 d, jfr. KL §

65 A svare en skat på 30 pct. heraf, se skd. cirk. nr. 70 af

3.6.1983.

Skattepligten er endeligt opfyldt ved den således erlagte skat.

2.4. Arbejdsudleje .

Udenlandske selskaber og foreninger m.v., som oppebærer indkomst her

fra landet, der i medfør af KL § 43, stk. 2, litra h, skulle

henregnes til A-indkomst, hvis den udbetaltes til en person, skal

i henhold til SSL § 2, stk. 1 e, jfr. KL § 65 B svare en skat på

30 pct. af den omhandlede bruttoindtægt.

Bestemmelsen omfatter vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet

fri kost og logi til personer, der for selskabets regning stilles

til rådighed for at udføre arbejde her i landet.

Skattepligten er endeligt opfyldt ved skattens indeholdelse.

Stor vejledning 1985

1. Foreninger m.v. hjemmehørende her i landet

1.1. Nærings- eller anden forretningsmæssig virksomhed

1.2. Overskudsandele

1.3. Fast ejendom

1.4. Aktieudbytte

1.5. Renteindtægter

1.6. Ikke-erhvervsmæssige indtægter

1.7. Fradragsberettigede udgifter

1.8. Særlig indkomst

2. Udenlandske selskaber og foreninger

2.1. Flere indtægtsarter samtidig

2.2. Udbytte fra danske selskaber

2.3. Skattegodtgørelse

2.4. Arbejdsudleje

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →