SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT
Statutory Text (5 Articles)
§ 16 B, stk. 1, anses som udbytte i henhold til SSL § 13, stk. 1,
nr. 2 og stk. 3.
Vederlaget skal således ikke medregnes til moderselskabets
skattepligtige indkomst, hvis moderselskabet i hele indkomståret
har ejet mindst 25% af aktiekapitalen i datterselskabet.
Et selskab, der siden regnskabsårets begyndelse havde ejet mere end
25% af kapitalen i et datterselskab, men som solgte hele
aktieposten på regnskabsårets sidste dag til det udstedende
selskab, opfyldte bestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr. 2, for
skattefritagelse, Skat 1985.4.113.
Hvis salget af aktierne til det udstedende selskab bringer
aktiebesiddelsen ned under 25%, anses betingelsen for skattefrihed
efter SSL § 13, stk. 1, nr. 2, jfr. stk. 3, ikke for opfyldt, jfr.
Skd.60.24.
Vedrørende salg af moderselskabsaktier til datterselskaber, se
ligningsvejledningen afsnit K.
Udbytte fra datterselskab .
Ifølge SSL § 13, stk. 1, nr. 2 og § 13, stk. 3, er det udbytte som et
moderselskab modtager fra sit datterselskab, hvori moderselskabet
ejer mindst 25% af aktierne, ikke skattepligtig indkomst for
moderselskabet.
For udenlandske selskaber skal moderselskabet godtgøre, at den til
grund for udbyttet liggende udenlandske selskabsindkomst beskattes
efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i
landet.
Ved afgørelsen af, om den til grund for det modtagne udbytte liggende
selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad
afviger fra reglerne her i landet, foretages en samlet vurdering
af det pågældende udenlandske selsskabsskattesystem.
Der vil være tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet
såfremt
1) Den udenaldnske selskabsbeskatning ikke er en egentlig
indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af afgifter
eller lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.
2) Det udenlandske selskabsskattesystem indrømmer fuldt fradrag for
udloddede udbytter.
3) Den selskabsskat, der kan pålignes efter reglerne i det pågældende
udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende danske skat
ville have været, såfremt datterselskabet havde været fuldt
skattepligtigt her i landet, jfr. Skd. bek.nr. 580 af 4.12.1984 og
Skd. cirk. af 17.12.1984.
Ud fra de ovennævnte kriterier kan udbytte hidrørende fra England,
Finland, USA og Vesttyskland (Skd.67.384) formentlig anses for
skattefrit, men ikke hvis udbyttet hidrører fra Frankrig og
Grønland (Skd.72.68).
Når udbyttet ikke skal medregnes til modtagerselskabets
skattepligtige indkomst, kan der ikke opnås skattegodtgørelse,
jfr. SSL § 17 A og Skd. cirk. nr. 37 af 10. februar 1977 pkt. 2.
SSL § 17, stk. 3, om datterselskabslempelse opretholdes og vil
fortsat finde anvendelse i de tilfælde, hvor den til grund for
udbyttet liggende selskabsindkomst beskattes efter regler, der
væsentligt afviger fra de danske.
Lempelsen efter § 17, stk. 3, kan ikke omfatte et større beløb end
det, som det udenlandske datterselskab skal udrede i skat af
udbyttet.
Hvis det udenlandske datterselskab ikke betaler skat, f.eks. fordi
det er et holdingselskab, der er fritaget for at betale skat af
udbytter fra datterselskaber, kan der ikke ske lempelse efter §
17, stk. 3, uanset at datterselskabet er fuldt skattepligtigt i
udlandet.
Disse tilfælde vil dog være omfattet af den nye bestemmelse i § 13,
stk. 3, forudsat, at datter-datterselskabet beskattes efter
regler, der ikke væsentligt afviger fra de danske.
Begrænset fradrag for tab på datterselskabsaktier .
I tilknytning til reglen om skattefrihed for modtaget udbytte er der
indført en begrænsning i adgangen til at fradrage tab på aktier i
datterselskaber.
Tab ved salg af aktier i et datterselskab eller ved likvidation af
datterselskabet kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger
de skattefri udbytter, som moderselskabet har modtaget fra det
pågældende datterselskab, jfr. ABL § 5, stk. 5.
Det bemærkes i denne forbindelse, at selskaber efter 1.jan. 1984 ikke
er omfattet af hovedaktionærreglerne.
1.2.5. Maskeret udbytte. Hvad er maskeret udbytte? .
Et selskab og dets aktionærer kan, som hver især selvstændige
skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå
bindende aftaler med hinanden. De skattemæssige følger af sådanne
dispositioner adskiller sig som udgangspunkt ikke fra
konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter.
Mellem et selskab og dets aktionærer, og mellem koncernforbundne
selskaber, indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger
så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de
kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne
aftaler kan ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres
indhold.
Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den
dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær der fremkommer ved, at
indkomsten først beskattes i selskabet og dernæst påny hos
aktionæren, når selskabets indkomst udloddes som ikke
fradragsberettiget udbytte.
Dispositionerne kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet,
som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som
enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke
er forretningsmæssigt begrundet for selskabet.
Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet
løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte,
medens beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om
unormalt vederlag, beregnes som maskeret udlodning. Udtrykkene
maskeret udbytte og maskeret udlodning anvendes dog ofte i flæng,
og der er således knyttet skattegodtgørelse til både udbytte og
udlodning.
Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af
dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en
snævrere kreds med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse
har en afgørende indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og
udlodning kan forekomme i alle tilfælde, hvor der blandt
aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe sig fordele på
selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for
hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.
Fikseret vederlag .
Aftaler mellem hovedaktionær og selskab kan også gå ud på, at
vederlaget til hovedaktionæren (gage, leje, rente) fastsættes til
et beløb, der ligger under hvad fremmede ville have oppebåret.
Vedrørende disse forhold henvises til afsnit SC 1.2.6.
Lovhjemmelen .
Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte
er de almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i
henhold til SL §§ 4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6
kan fradrages som driftsomkostninger.
Endvidere er der i SSL § 12 en udtrykkelig hjemmel til at korrigere
for unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er
domineret af udenlandske interesser, se herom afsnit SE 3.
Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL
§ 16 A, stk. 1, der til udbytte henregner alt hvad der af
selskabet udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier
(fondsaktier), samt likvidationsprovenu i opløsningsåret. Dette
gælder hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller ikke.
Selv om udbyttet er begrænset ved en lov om udbyttebegrænsning, er
dette ikke til hinder for at statuere maskeret udbytte, uanset at
dette bringer det samlede udbytte op over det efter
udbyttebegrænsningsloven tilladte, jfr. lsr.1967.4.
Hvem skal forhøjes? /.
Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst
eller af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab
og aktionær. Der er her og i det følgende set bort fra den
forhøjelse af aktionærens indkomst, som er en følge af, at der
indrømmes skattegodtgørelse af maskerede udbytteudlodninger. Se om
skattegodtgørelse afsnit SI.
Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet,
kan udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede
vederlag til aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til
aktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses
for at indeholde et maskeret udbytte.
Det skal anføres, at en beskatning som lønaccessorium ikke omfatter
forhold, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at
medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.
Har selskabet fratrukket udgifter som rettelig må karakteriseres som
udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens
indkomst samtidig skal forhøjes afhænger normalt af, om beløbet i
forvejen er beskattet hos aktionæren, eksempelvis som løn.
Omvendt vil f.eks. en aktinærs fribolig i selskabets ejendom medføre
beskatning af lejeværdien hos aktionæren, medens selskabets
indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i
selskabet, og værdien af friboligen kan karakteriseres som et
rimeligt lønaccessorium.
Indtægter, der til fordel for aktionæren er udeholdt i selskabet,
medfører normalt forhøjelse både af selskabets og aktionærens
indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis
dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således
som det f.eks. vil være tilfældet med renter.
Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som
er udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for
betryggende eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af
indkomsten komme på tale, hvis der foreligger grundet formodning
for, at der har været yderligere indtægter i selskabet.
Beløbet vil som regel kunne betragtes som en udbytteudbetaling til
hovedaktionæren, men hvis en konkret bedømmelse af det samlede
vederlag inkl. de yderligere indtægter fører til, at beløbet kan
betragtes som et løntillæg, forhøjes selskabets indkomst ikke,
jfr. lsr.1982.13, hvor selskabets indtægt, der var forhøjet med
10.000 kr. i skønsmæssig anslået yderligere indtægt, blev nedsat,
da man anså beløbet på 10.000 kr. for yderligere løn til
eneanpartshaveren, der havde et lavt privatforbrug.
Hvis årsagen til, at regnskabsgrundlaget må betragtes som
ufyldestgørende, hidrører fra kassedifferencer, der ikke kan anses
for at være af væsentlig størrelse, må beskatning i selskabet af
maskeret udbytte i almindelighed undlades,jfr. lsr.1981.130.
Den yderligere indtægt i selskabet må, i det omfang den ikke har
medført en tilsvarende formueforøgelse i selskabet, normalt anses
for medgået til hovedaktionærens forbrug, hvorfor også hans
indkomstansættelse må forhøjes med tilsvarende beløb, se dog
lsr.1977.5, hvor man ikke gennemførte en forhøjelse af
hovedaktionærens indkomst efter en konkret bedømmelse af hans
forbrug.
Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må
der ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes
over i hvilken periode, der uden om selskabets bogføring er
tilflydt ham midler fra selskabet, idet en rent forholdsmæssig
beregning ud fra selskabets indkomstperiode ikke umiddelbart kan
anvendes.
Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et
selskab, kan dettes selangivelse ikke tilsidesættes blot med
henvisning til, at hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke
levner plads til et antageligt privatforbrug. Forhøjelse af
selskabets indkomst må forudsætte påvisning af, at hovedaktionæren
uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som rettelig
tilkommer selskabet.
Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller
aktionæren eller hos begge er iøvrigt omtalt i visse af de
følgende enkeltafsnit.
1.2.5.1. Omkostninger .
Ved bedømmelsen af, om de vederlag, som et selskab har ydet
hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den
egentlige løn og tantieme der skal indgå i vurderingen. Også
lønaccessorier, såsom pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri
telefon og ifølge landsskatterettens seneste praksis også fri
lystbåd, skal medregnes.
Mere usædvanlige ydelser kan dog undertiden anses for maskeret
udbytte. F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling
af en bøde, som selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for
overtrædelse af momsloven, ikke anerkendes som driftstab eller
løntillæg til direktøren, men anses for en ikke fradragsberettiget
udlodning.
Derimod har landsskatteretten i sin seneste praksis anerkendt fradrag
i selskabets indkomst for ydelser i form af ferierejser,
studierejser af generel karakter og mindre udgifter til privat
repræsentation i tilfælde, hvor disse ydelser ikke bragte det
samlede vederlag til hovedaktionæren op over en rimelig aflønning,
jfr. nedenfor om rejseudgifter.
I lsr.1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en
udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans
udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Retten var af den
opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde
opnået en status, der indebar en videreuddannelse.
I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev
taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning
for hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.
I lsr.1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab
ved at stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en
fast leje på 18.000 kr. havde ønske at tildele ham en ydelse af
lønmæssig karakter svarende til forskellen mellem den faste leje
og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af skatteåret til 8% af
ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt
grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til
vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning
for at være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes
størrelse måtte være påvirket af beboernes løbende dispositioner.
Retten kunne endelig i princippet tiltræde en forhøjelse af
selskabets indkomst for selskabets vederlagsfri placering af
kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev anslået til 6% af
kunstværkernes anskaffelsessum.
Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt
udgift som et lønaccessorie, at hovedaktionæren har et berettiget
krav på arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste
virksomhed bestod i at udleje til hovedaktionæren den ejendom,
hvori han boede, ikke anse den manglende lejebetaling som
arbejdsvederlag til hovedaktionæren.
Løn og tantieme .
Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der
samtidig er direktør i selskabet, aftalte verderlag må accepteres
af myndighederne. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte
blot fordi direktørens løn er meget høj. Der må bl.a. henses til,
hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer,
oppebærer i løn i lignende stillinger.
Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af,
om der foreligger maskeret udbytte er, hvorvidt selskabets
kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om
det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i
selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital.
Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil
formodningen være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er der
derimod ikke deklareret udbytte og kun foretaget minimale
henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at
hovedaktionærens løn bør kritiseres.
Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to
højesteretsdomme
HD af 9. oktober 1963, U.f.R. 1963.970 H. Nordisk Plaster Industri
A/S. (Dommen er kommenteret i U.f.R. 1964.B.143).
Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958
tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret
6% i udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 1 1/2% af
selskabets egenkapital. Selskabets overskud var ca. 250.000 kr.
før udbetaling af tantiemen og et bestyrelseshonorar på 30.000 kr.
Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to
direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem
oppebårne samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set
i forhold til aflønningen i andre selskaber, ikke har været
urimeligt. Ved bedømmelsen af det foreliggende spørgsmål må der
imidlertid henses til de særlige forhold i dette selskab, i
hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele aktiekapitalen,
har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens
indtjening og kapital oplyste findes der at måtte gives indstævnte
medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den
omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets
udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at
skattemyndighederne derfor har været beføjede til at fastslå, at
den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af kapitalen.«
Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan
benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den
i virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning
ydes i form af udbytte eller som henlæggelse i selskabet.
Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret
udbytte, når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet
beslaglagt en væsentlig større del af virksomhedens overskud end
normalt i et almindeligt aktieselskab.
Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje,
var det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret
udbytte.
HD af 27. januar 1975, U.f.R.1975.215.H. - Skd.34.329. A/S Eskofot.
(Kommenteret i U.f.R.1975B.382).
Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968
og 1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og
1.150.000 kr. i løn fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets
opfattelse indeholdt maskeret udbytte. Der var i hvert af årene
deklareret 15% i udbytte.
Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4
mill. kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget
henlæggelser (inclusive nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1
mill. kr. Egenkapitalen var således blevet forrentet med 25-30%.
Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats havde været i
særlig grad afgørende for selskabets udvikling og indtjening i
almindelighed og for den i de to år stedfundne meget kraftige
stigning i varesalg og driftsoverskud. Kapitalinteresserne i
selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte og ved de meget
betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være
tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes
derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.
Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget
stort, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at
statuere maskeret udbytte.
Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må
ske på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at
hovedaktionæren ikke må lade sig udbetale større direktørvederlag
end en fremmed, ikke-hovedaktionær, kunne opnå for den samme
indsats i det pågældende selskab.
Fra praksis iøvrigt kan nævnes
U.f.R. 1919.601 H: Tantieme på 75% af årets overskud. 5% udbytte af
aktiekapitalen. Antaget, at formålet med den høje tantieme havde
været at undgå beskatning af beløbet som aktieudbytte, hvorfor
selskabets indkomst måtte ansættes efter et skøn over, hvad der
måtte anses som en passende tantieme.
U.f.R 1943.1109: Direktøren, prokuristen og bestyrelsesformanden
ejede næsten hele aktiekapitalen. Skattemyndighederne var derfor
berettigede til at skønne over den fradragsberettigede tantieme
til direktøren og prokuristen. Ændringen blev fastholdt, selv om
den fradragsberettigede tantieme i strid med aktieselskabsloven
var ansat på grundlag af procenter af omsætningen.
Lsr. 1946.52: Udtalt, at skattemyndighederne ikke er bundet til at
anerkende bestemte procenter af overskuddet som fradragsberettiget
tantieme, men for hvert enkelt år kan foretage et skøn over den
rimelige fordeling af overskuddet mellem arbejdsvederlag,
risikovederlag og kapitalvederlag.
Lsr. 1946.160: Af en tantieme på 50% af aktiekapitalen blev en
væsentlig del anset som maskeret udbytte.
Lsr. 1947.146: Aktiekapital 250.000 kr. Intet udbytte. Henlæggelser
16.300 kr. Bruttoavance 270.000 kr. Provisionsindtægter 90.000 kr.
Samlet gage til de 3 aktionærer 104.000 kr. fordelt i forhold til
deres aktiebesiddelse. 17.000 kr. heraf anset for maskeret
udbytte.
ØLD af 12. april 1973. SO 1973.199. (Skd.26.223). Løn til
hovedaktionær i skatteårene 1968/69 og 1969/70 henholdsvis 400.000
kr. og 330.000 kr. Reduktion henholdsvis 100.000 kr. og 30.000 kr.
Hovedaktionærens arbejdsdag hævdedes at være på over 12 timer. Når
hensås til, at selskabet ikke var særlig velkonsolideret, fandtes
der at måtte gives skattemyndighederne medhold i, at der ved
fastsættelse af gagebeløbene var lagt beslag på en væsentlig
større del af selskabets indtægter end normalt i et almindeligt
selskab.
Lsr. 1975.109: Løn og tantieme til hovedaktionæren udgjorde i
1967-1969 henholdsvis 183.405 kr., 192.609 kr. og 222.428 kr.,
heraf tantieme henholdsvis 99.209 kr., 134.028 kr. og 67.900 kr. =
20% af overskuddet. Landsskatteretten nærede betænkelighed ved at
antage, at vederlaget havde beslaglagt en væsentlig større del af
årets overskud end normalt i et almindeligt selskab. Retten lagde
vægt på, at tantiemen var udbetalt i henhold til en kontrakt, samt
oplysningerne om hovedaktionærens arbejdsindsats og om, hvorledes
kapitalinteresserne i selskabet var tilgodeset.
SO 1978.120. ØLD af 15. november 1977. Ikke påvist at de samlede
udbetalinger til aktionærerne havde oversteget, hvad der under
hensyn til arbejdsindsatsen og driftsresultatet var rimeligt.
Kapitalinteresserne fandtes tilgodeset i passende omfang, såvel
ved udbytte som ved afskrivninger.
ØLD af 25.8.1981. (Skd.61.193). Løn og tantieme til hovedaktionæren
udgjorde i selskabets regnskabsår 1971/72-1973/74 henholdsvis
101.000 kr. , 101.660 kr. og 180.517 kr., heraf tantieme
henholdsvis 50.000 kr., 50.000 kr. og 125.000 kr. Retten fandt det
ikke antageliggjort, at hovedaktionæren havde ydet en
ekstraordinær indsats for selskabet i regnskabsåret 1973/74.
Endvidere fandtes selskabets resultater i dette regnskabsår, hvor
der ikke deklareredes udbytte til aktionærerne, ikke i sig selv at
kunne begrunde en forhøjelse af hans tantieme i den skete
størrelsesorden, hvorfor det var berettiget, at 40.000 kr. af den
som tantieme betegnede udbetaling på 125.000 kr. i indkomståret
1974/75 ansås som udbytte.
Lsr.1984.100: A ApS stiftes af B A/S og fabrikant C med det formål at
emaljere varmtvandsbeholdere. Fra A ApS udbetales bonus af
selskabets overskud i forhold til omsætningen med stifterens
virksomheder. Lsr. anså den udbetalte bonus for maskeret
udlodning, idet der ikke forelå nogen skriftlig aftale om en
bonusordning, og i og med, at der ej heller forelå et nærmere
grundlag for beregningen af denne bonus, der heller ikke som
normalt var udbetalt løbende, men først efter at årsresultatet var
fremkommet.
ØLD af 12.10.84 (TfS 1984.522): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957
overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge
stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som vederlag for goodwill
at yde stifteren en andel på 25% af selskabets nærmere definerede
årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med 1978/79 var
selskabet nægtet adgang til fradrag for den intægtsmæssige
årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for
fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag,
hvorved der henvises til UfR 1973, 18H. Landsretten udtalte, at
fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til
stifteren kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for
goodwill. Den omstændighed, at beregningsgrundlaget for størrelsen
af den årlige ydelse var angivet i stiftelsesdokumentet og
vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at foretage
selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne
anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om
nogen modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at
tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil
skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien
af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der
oprindelig var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved
overgang til selskabsdrift blev hovedaktionær, fandtes endvidere
ikke at være omfattet af fradragsbestemmelserne i ligningslovens § 14.
Løn til børn .
Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn,
skal stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene
under hensyn til deres alder m.v. forventes at kunne yde i
selskabets tjeneste. Således blev et beløb, som et selskab havde
udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende 18-årige søn, anset som
udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt i faste
månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske
arbejdsindsats.
Lsr. har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år
fik løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret
udlodning. Lønnen ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke
forelå nogen registrering af, hvad børnene udførte af arbejde,
ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen blev udbetalt en
gang årligt, og således at beløbet indsattes på opsparingskonti,
se også lsr.1985.108.
I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn
til hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene
reduceret til 2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som
yderligere løn til hovedaktionæren. I lsr.1983.91 fandt
landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et
anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der
kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og
ansvar. Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til
hovedanpartshaveren. Se også SC 1.2.5.5.
Bestyrelseshonorar .
De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar skal stå i et
rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde
og ansvar.
Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af
selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er
almindelige for udførelsen af et sådant hverv.
Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et
selskab modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men
det er det samlede vederlag, som den pågældende modtager fra
selskabet, der er afgørende for, om maskeret udbytte kan
statueres, jfr. indledningen til afsnittet.
Fra praksis nævnes
Lsr. 1960.98: Syv søskende ejede hele aktiekapitalen og udgjorde
bestyrelsen i selskabet. Udbytte 5%. Bestyrelseshonorar på 4.000
kr. til hver blev reduceret under hensyn til den relativt
betydelige størrelse af de samlede honorarer og til den lave
udbytteprocent, sammenholdt med at samtlige aktionærer og alene
disse var medlemmer af bestyrelsen.
Lsr. 1963.97: Investerings- og holdingselskab. Aktiekapital 6.000.000
kr. fordelt mellem tre aktionærgrupper, der var repræsenteret i
bestyrelsen. Udbytte 6%. Gager og bestyrelseshonorarer, der
varierede fra 5.000 kr. til 35.000 kr. pr. medlem, blev anerkendt
som fradragsberettigede.
Lsr. 1967.5: Interessefællesskab inden for en aktionærkreds gjorde
det berettiget at tilsidesætte en vedtægtsbestemt tantieme på 25%
af overskuddet til bestyrelsen.
Pensionsordninger .
Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær,
kan være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i
et forsikringsselskab er tegnet en pensionsforsikring, hvor
præmien betales af selskabet, eller som uafdækkede ordninger,
hvorved forstås, at forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv,
uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.
Afdækkede pensionsordninger .
Den tidligere i renteforsikringsloven indeholdte regel, hvorefter
selskaber kun kunne fradrage bidrag til en pensionsordning for en
hovedaktionær, for så vidt der også for andre funktionærer i
selskabet var etableret pensionsordninger, og for så vidt den for
hovedaktionæren etablerede ordning kunne anses for rimelig i
forhold til andre ordninger, er udgået i pensionsbeskatningsloven
af 1972. Herefter kan selskabet fradrage bidrag til
pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige
regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede
vederlag inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er
en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.
Et af selskabet indbetalt eengangsbidrag til en pensionsordning for
en hovedaktionær vil i medfør af pensionsbeskatningslovens § 23
være fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at
skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den
forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at
hovedaktionæren ikke ved eengangsindbetalingen bliver gunstigere
stillet end ved en løbende indbetaling.
Uafdækkede ordninger .
Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets
personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end
andre funktionærers, vil selskabets fradrag i forbindelse hermed
kunne anerkendes.
Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for
hovedaktionæren kort tid før dennes fratræden på grund af alder
eller sygdom, og har han haft en afgørende indflydelse på
ordningens udformning, anses udbetalingen som maskeret udbytte.
Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere
har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på
udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om
hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft
afgørende indflydelse på selskabets dispositioner (U.f.R. 1975.881
Ø - Skd.35.64 ØLD af 23. april 1975).
Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en
løbende ydelse, der efter den hidtidige bestemmelse i LL § 14,
stk. 2, opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været
nægtet, når forpligtelsen var indgået under omstændigheder som
foran nævnt (fremrykket alder, beherskelse af selskabet).
Den ved lov af 18.maj 1982 gennemførte ændring af bestemmelsen i LL §
14 med begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører
ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til
hovedaktionærer.
Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en
hovedaktionær og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden,
og denne forpligtelse optages i stiftelsesoverenskomsten og som et
passiv i selskabets status, kan fradrag fortages, idet det må
betragtes som en del af vederlaget for virksomhedens overdragelse
til det nystiftede selskab.
Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne
forbindelse som en del af overdragelsessummen pålægges en
pensionsforpligtelse, må pensionsydelserne betragtes som en for
selskabet ikke-fradragsberettiget udlodning til den nye
hovedaktionær, samtidig med, at kapitalværdien indgår som en del
af vederlaget for aktierne.
Fra praksis kan nævnes
HD af 14.marts 1984 (Skd.70.495): I følge aftale mellem et selskab og
dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle
selskabet bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til
direktøren og dennes ægtefælle.
Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte
samtidig, eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet.
Ordningen var ikke led i en almindelig pensionsordning for
selskabets personale. Retten fandt, at vederlaget i sin helhed
måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet ikke er
berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL § 14, stk. 2.
SO 1962.114 (ØLD af 17. november 1961): Et selskab havde efter
direktørens (hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende
pension såvel til enken som til direktørens tidligere hustru.
I dommen fastslås det, at de til enken udbetalte beløb må betragtes
som maskeret udbytte under hensyn til, at det var tillagt hende på
et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60% af selskabets
aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for
hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning
tillagt livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt
præmien. (Derimod ansås ydelsen til den tidligere hustru, som ikke
var aktionær i selskabet, for en underholdsydelse, der var
fradragsberettiget i medfør af LL § 14, stk.2).
Lsr. 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i
stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets
åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev
ikke tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde
ægtefælle havde været ansat i selskabet.
Lsr. 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med
sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret blev
fradrag tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension
og andre funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.
Lsr. 1979.192. Fradrag indrømmet for pension til en enke efter
stifteren af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik
af stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at
pensionsforpligtelsen fremgik af en i tilslutning til stiftelsen
oprettet engageringskontrakt med den da 48-årige stifter, samt at
kapitalinteresserne i selskabet i den forløbne periode var
tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle selskabets
ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning,
med præmien betalt af selskabet.
Lsr.-kendelse af 20. september 1979: Pr. 1. januar 1968 blev en
medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet
aftale om medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i
selskabet ved hovedaktionærens fratræden som direktør samt om
medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende pension til
hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny
overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved
bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en
pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige
bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til
ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved
aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om betaling for
konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne pensionsydelse
blev herefter anset for maskeret udbytte.
Lsr. 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne
til deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev
det bestemt, at selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes
som en pensionsudbetaling, til den tidligere hovedaktionær på
51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter ydelsen nedsattes til en
livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den berettigedes død
før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede beløbet til
den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden.
Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af
købesummen for aktierne havde erlagt et beløb svarende til
kapitalværdien af den løbende ydelse til den tidligere
hovedaktionær, og da selskabet havde betalt beløbene, ansås
betalingen for maskeret udlodning il aktiekøberne.
Lsr.-kendelse af 22.maj 1985 (Skat 1985.6.168): Selskabets direktør
og hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i
selskabet, og der blev i den forbindelse indgået aftale om, at han
skulle have en årlig pension på 75.000 kr. Det var oplyst, at
tidligere funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde
forladt virksomheden, havde fået udbetalt pensionslignende
ydelser. På den baggrund fandt landsskatteretten ikke, at der var
tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for
ydelser til den tidligere hovedaktionær.
Efterløn .
Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet ikke er
omfattet af funktionærloven, har landsskatteretten statueret, at
en eventuel løn, der udbetales til direktøren efter dennes
fratræden ikke kan fratrækkes af selskabet som lønudgift, men må
betragtes som et skattepligtigt udbytte. Se ØLD af 22.december
1972, skd.24.115.
I lsr. 1963.98 fandt landsskatteretten ikke, at selskabet havde været
forpligtet til at udbetale efterløn, da udbetalingen ikke hvilede
på kontraktligt grundlag, og det ikke kunne anses for godtgjort,
at der bestod en egentlig kutyme i henhold til hvilken et
aktieselskab måtte anse sig for forpligtet til at yde efterløn i
forbindelse med dødsfald indenfor selskabets direktion.
I lsr. 1977.106 havde nogle aktionærer og funktionærer i forbindelse
med salget af deres aktier til en aktionær, som derefter blev
hovedaktionær opnået en efterlønsordning. Landsskatteretten fandt
ikke, at der var grundlag for at betragte de som efterløn
udbetalte beløb som udlodning til hovedaktionæren.
En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapital i et selskab, solgte
denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte
samtidig sin stilling i selskabet. Ud over salgssummen for
anparterne modtog han en erstatning for øjeblikkelig fratræden på
75.000 kr. Uanset at der ikke var oprettet ansættelseskontrakt,
blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for løn i
opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig
indkomstskattepligtigt, T.f.S.1985.311.
Administration af værdipapirer og ejendomme .
Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af
værdipapirer tillader praksis kun beskedne fradrag som
arbejdsvederlag til aktionærerne.
Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af
aktionærers aflønning for arbejdet med administration, såsom fast
gage, bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes
ud fra, at den gældende boligreguleringslov alene anerkender
udgifter ved ejendomsadministration i det omfang det er rimeligt
under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Ved
bedømmelsen kan der henses til de omkostninger, der kan indgå i
den omkostningsbestemte husleje.
Fra praksis nævnes
Lsr. 1946.54: Da selskabets virksomhed kun havde bestået i at modtage
renter af et pantebrev på ca. 425.000 kr. blev kun 2.000 kr.
anerkendt som fradragsberettiget løn og bestyrelseshonorar til
aktionærerne.
Lsr. 1951.169: Ejendomsselskab, hvis daglige administration blev
varetaget af en advokat. Administrations- og kontorholdsudgifter
19.300 kr. Gage og bestyrelseshonorar til hovedaktionæren 30.600
kr. mod 10.000 kr. i det foregående og de to efterfølgende år.
Stigningen begrundedes med en ekstraordinær arbejdsindsats i det
omhandlede år. 15.000 kr. ansås fradragsberettiget.
Lsr. 1958.8: Kun formueadministration. Renteafkast 11.000 kr. 1.000
kr. anerkendt som fradragsberettiget arbejdsvederlag.
U.f.R. 1973.852 V: Selskabets virksomhed bestod i administration af
værdipapirer, 2 udlejningsejendomme og en plantage. En løn til
hovedaktionæren på 25.000 kr. i 1969 ansås ikke at indeholde
maskeret udbytte.
Repræsentationsudgifter .
Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader
selskabet afholde udgifter, som helt eller delvis må
karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter.
Dette gælder f.eks. repræsentationsudgifter (indkøb af vin og tobak,
restaurationsbesøg, beværtning af forretningsforbindelser i
hjemmet etc.), som selskabet har fratrukket. Den - eventuelt
skønnede - del af udgifterne, som må karakteriseres som
hovedaktionærens private udgifter, kan selskabet kun fratrække,
såfremt udgifterne kan betragtes som lønaccessorium og det
samlede arbejdsvederlag herefter ikke ovestiger et rimeligt
niveau.
Fra landsskatterettens praksis kan nævnes, at der i et par
ikke-offentliggjorte kendelser er statueret maskeret udbytte i
tilfælde, hvor selskabet havde afholdt udgifterne ved en fest,
hvori deltog såvel selskabets forretningsforbindelser som
hovedaktionærens private bekendte.
Ligeledes ansås der at foreligge maskeret udbytte i et tilfælde, hvor
selskabet afholdt fest i anledning af hovedaktionærens private
jubilæum, selv om forretningsforbindelser deltog.
I lsr. 1953.167 blev en jubilæumsfest for selskabets aktionærer ikke
anset fradragsberettiget, da den ikke kunne antages at have
indflydelse på selskabets afsætningsforhold.
Lsr. 1980.182. Selskabet havde afholdt en udgift på 11.444 kr. i
anledning af hovedaktionærens 25 års jubilæum. Der blev holdt en
reception i hans hjem for forretningsforbindelser og venner, samt
hvem der i øvrigt kom til stede. Landsskatteretten anså ikke de
omhandlede udgifter for fradragsberettiget i selskabet. Det
fremgik i øvrigt af sagen, at skatterådet havde anset beløbet for
at være en gave til hovedaktionæren.
Landsskatterettens senere praksis går dog i retning af at anlægge en
helhedsbetragtning, jfr. den nedenfor omtalte kendelse lsr. 1980.99. (vedrørende rejseudgifter).
I lsr.1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab
afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af
selskabets hovedaktionæres/direktørs 50-års fødselsdag for en
udlodning fra selskabet. Retten kunne derimod tiltræde, at
udgiften kunne anses for et tillæg af lønmæssig karakter til det
til direktøren allerede udbetalte vederlag fra selskabet, og
selskabet fik fradragsret.
I lsr.1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der
var udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning
af udgifterne ved en fest, han holdt i anledning af sit
sølvbryllup. I festen havde deltaget 186 personer omfattende
familiemedlemmer, forretningsforbindelser og samtlige ansatte i
firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af
deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af
udgifterne som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet
blev anset som et tillæg af lønmæssig karakter og således
fradragsberettiget for selskabet.
Rejseudgifter .
Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser eller hvor
rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften
hertil betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan
betragtes som et rimeligt lønaccessorium.
Som et eksempel kan nævnes lsr. 1980.144, der vedrører et
familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til
bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne
var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for
fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være afholdt
udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde
selskabets indkomst.
Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere
generel karakter, har landsskatteretten i lsr. 1980.99 fastslået,
at udgiften ikke havde en så nær og direkte tilknytning til
selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne godkendes som
en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet.
Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af
lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte
vederlag fra selskabet.
Kendelsen må betragtes som udtryk for landsskatterettens praksis i
sådanne tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin
karakter fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive
godkendt, såfremt en af selskabets medarbejdere havde foretaget
rejsen. Ifølge lsr.1982.105 kunne rejseudgifter, som et selskab
afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andres
ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til
Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne
kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til
hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de pågældende
udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. Det er
naturligvis en forudsætning, at der foreligger fornøden
dokumentation for udgifterne.
Lejeudgifter .
Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til
selskabet, kan der ikke godkendes større fradrag for husleje end
hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede, idet beløb herudover
må karakteriseres som maskeret udbytte. Der må ved bedømmelsen
tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys, varme, rengøring,
vedligeholdelse m.v.
Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og
fremlejer en del heraf til selskabet for en større leje end han
selv betaler, anses merlejen for maskeret udbytte.
Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler,
automobiler m.v., som udlejes til selskabet.
Efter landsskatterettens praksis, jfr. lsr. 1980.100, vil merlejen
dog ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.
Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller
indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende
ejendom en varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes
som en udlodning i skattemæssig henseende.
Aktionærrabatter .
Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige
end dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en
udlodning til aktionærerne.
Fra praksis kan nævnes
U.f.R. 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit
overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men
gav ikke en tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret
statuerede maskeret udbytte uanset, at rabatten ikke som
deklareret udbytte fordeltes i forhold til aktionærernes
aktiebesiddelse.
Lsr. 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og
udbetalte til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis
af de enkelte aktionærers omsætning med selskabet.
Landsskatteretten fandt, at den omhandlede bonus måtte anses for
et led i selskabets udbyttefordeling og ansås derfor ikke for
fradragsberettiget for selskabet. I (skd.60.34), blev bonus - som
en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der
enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken -
sidestillet med udbytte.
En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der
tillige var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet
med udbytte, hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten
udmåltes udelukkende i forhold til lånets størrelse.
R.R 1984.SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til
A/S, tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i
selskabet, var ikke skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi
adgangen til at opnå rabat på op til 25 pct. ved køb af tæpper
måtte antages at stå åben for en bredere kreds af personer uden
for aktionærkredsen via medlemskab af diverse indkøbsforeninger
m.v.
Ydelser i aktionærens interesse .
Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager
udbetalinger til formål som udelukkende eller i det væsentlige
tilgodeser hans personlige interesser viser praksis eksempler på,
at aktionæren beskattes af udbetalingerne som almindelig indkomst.
Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser. Se i øvrigt afsnit SC
1.2.5.5.
Som eksempler kan nævnes
R.R. 1967.34 SM (Skd. VIII 1080/67): Et hovedaktionærselskabs ydelse
af gave til en fond til støtte af hovedaktionærens familie blev
anset almindeligt indkomstskattepligtig for aktionærerne.
SO 1967.301 (Skd. VIII 820/66). Tilsvarende afgørelse.
SO 1974.81 (Skd.22.207) VLD af 31. maj 1972): Et selskabs løbende
ydelse til et kirkesamfund anset almindeligt
indkomstskattepligtigt for hovedaktionæren med de årlige beløb,
hvorimod kapitalværdien ikke kunne beskattes. Ydelsen var fastsat
til 10% af selskabets skattepligtige indkomst.
Lsr. 1978.74: Fondsejet selskabs løbende ydelse til fonden ikke anset
fradragsberettiget. Fondens formål var støtte til efterkommerne af
virksomhedens grundlæggere samt støtte til medarbejdere og
velgørende formål.
I SO 1981.128 og 132 f.f. og i R.R. 1981 SM 216-218 er nævnt en del
tilfælde, hvor statsskattedirektoratet bl.a. har taget stilling
til spørgsmålet, om en af et selskab påtaget forpligtelse til at
udrede en årlig løbende ydelse overfor en fond skal anses som
maskeret udbytte til aktionærerne ud fra den antagelse, at det i
realiteten er aktionærinteresser, der varetages hermed.
Således har statsskattedirektoratet f.eks. anset en af et
anpartselskab ydet gave på 250.000 kr. til en fond og en løbende
ydelse til fonden på 50.000 kr. pr. år i 10 år som udbytte til
hovedaktionærerne, der også havde den dominerende indflydelse i
fondens bestyrelse. Fonden havde til formål at yde bistand til
danske og udenlandske virksomheder, som fondsbestyrelsen havde
indsigt i, at yde lån eller bistand til enkeltpersoner med henblik
på uddannelse og forskning indenfor erhvervsøkonomiske områder, at
yde hjælp herunder pensionstilskud til nuværende og tidligere
ansatte i de stiftende selskaber og de ansattes nærmeste familie,
samt at anvende overskydende beløb til videnskabelige, humanitære
eller sociale formål.
Lsr. 1981.13: En af et selskab udredet løbende ydelse til den
tidligere hovedaktionær anset for en del af aktieerhververnes
købesum for aktierne, og ansat for maskeret udlodning til
aktiekøberne. Kendelsen er også omtalt foran under SC 1.2.5.1. -
uafdækkede ordninger.
En revisor, der drev revisionsvirksomhed i et anpartsselskab, hvori
han ejede hele anpartskapitalen, kunne ikke sidestilles med en
funktionær i en revisionsvirksomhed, og de af selskabet afholdte
kursusudgifter måtte betragtes som yderligere løn til ham,
T.f.S.1985.648.
1.2.5.2. Manglende selskabsindtægter .
Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra
selskabet til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe
beløb, eller med andre ord, at selskabets indtægter bliver for
små. I disse tilfælde skal både selskab og aktionærer beskattes,
selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende beløb kan fradrages som
lønaccessorium.
Husleje .
Har hovedaktionæren således bolig i en selskabet tilhørende ejendom,
vil der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til
et beløb, der er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til
fremmede.
Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede
omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse m.v., idet
lejebetalingen må rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.
Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller
sommerbolig tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante
vederlag fra selskabet. Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis
det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for
hovedaktionærens indsats i selskabet.
Lsr. 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og
ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for
aktionærerne.
Lsr. 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus
beskattet.
Lsr. 1974.20. Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes
dels som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.
Lsr. 1967.92: Boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes
husleje, respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af
øgede ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til
aktionærerne. Kommunens godkendelse af huslejenedsættelsen var
ikke til hinder herfor, idet denne godkendelse måtte antages at
bero på en bedømmelse af kommunens risiko som garant og kautionist
vedrørende byggeriet.
Lsr.1982.11: Et selskab ejede en ejendom med 20 lejligheder. Dets
anpartskapital på 40.000 kr. ejedes af lejerne, der hver havde en
anpart på 2.000 kr. Selskabet var berettiget til at opkræve en
lejeindtægt på 130.811 kr., men opkrævede kun 90.537 kr. Selv om
selskabet ikke kunne tvinges til at opkræve højere leje, blev det
anset som indkomstskattepligtig af differencen på 40.284 kr., der
blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.
U.f.R. 1984.534 H: Et aktieselskab og dettes hovedaktionær samt
dennes sønner, der var medaktionærer, kunne ikke kræve, at
skattemyndighedernes ansættelse af lejeværdien af de af selskabet
til de pågældende udlejede villaer kun forhøjedes i
overensstemmelse med lejelovgivningens bestemmelser om
lejeforhøjelser. Skattemyndighederne anerkendtes at være
berettigede til at fastsætte lejeværdierne ud fra et skøn over den
til enhver tid værende udlejningsværdi.
I en ikke offentliggjort kendelse har landsskatteretten statueret
maskeret udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori
alene aktionærerne var lejere, havde afviklet en betydelig del af
sine prioriteter og nedsatte huslejen, da selskabet herefter ikke
havde brug for så store boligafgifter for at klare sine
forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der ansås for
normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til
aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer
forhøjedes.
Det er dog en betingelse, at ikke andre bestemmelser er til hinder
for at statuere maskeret udbytte. Således kunne lejen i et
boligselskab ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der
var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne
forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde
kunnet opnås. Kendelsen er ikke offentliggjort.
I lsr.1985.94 havde hovedanpartshaveren som udlejer givet afkald på
den ham ifølge lejekontrakten tilkommende leje for en begrænset
periode som følge af selskabets svigtende indtjening. Lsr. fandt,
at det anførte ikke kunne medføre bortfald af skattepligten, for
så vidt angik nogen del af det i lejekontrakten fastsatte
lejebeløb.
Boligskatieselskaber. SD-cirkulære .
Efter at boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber ved lov nr. 239
af 8.juni 1979 og lov nr. 486 af 5.november 1980 er sidestillet
med andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse,
procedure ved overdragelse af andel (aktie eller anpart),
prisfastsættelse ved overdragelse af andel (aktie eller anpart)
m.v. har ligningsrådet bestemt, af SD-cirk.1982-2 om
andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til
andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde
tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i
boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Der henvises i
øvrigt til SD-cirk.1983-47.
Bil .
Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af
den private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for
funktionærer gældende satser, idet hensyn må tages til, om
hovedaktionæren selv betaler benzin, reparationer m.v., jfr. lsr.
1980.133.
Såfremt det er en i forhold til vognens egenvægt særlig kostbar bil,
der er stillet til rådighed, må der tages hensyn hertil ved
værdiansættelsen, jfr. SD-cirk. 1984.49.
Lystbåde, o.lign. .
Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren,
er det værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se
VLD af 30.november 1981, skd.61.206. Om selskabets fradragsret, se
indledningen i 1.2.5.1.
Andre ydelser .
Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer
udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør,
montør m.v.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra
selskabet, jfr. lsr.1982.104. Ofte vil sådanne ydelser dog kunne
fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.
Rente .
Lån, som en hovedaktionær har opnået i det af ham beherskede selskab,
vil ofte indeholde vilkår, der er fordelagtigere, end hvad
selskabet ville indrømme ikke-aktionærer, bl.a. med hensyn til
forrentningen. Den af aktionæren herved opnåede fordel må anses
som en ydelse fra selskabet af udbyttemæssig karakter. Efter
18.juni 1982 er det ikke længere lovligt at stifte aktionær- og
anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne
om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.
I SD-cirk.1978-31 og i SD-cirk.1982-24 er fastsat regler for den
skattemæssige behandling af såvel selskab som aktionær.
Ifølge SD-cirk. 1978-31 skal selskabet beskattes af en rente svarende
til Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet + 4%.
Såfremt der er aftalt en lavere forrentning, forhøjes
selskabsindkomsten alene med forskellen mellem den i henhold til
cirkulæret fastsatte rente og den faktiske rente. Et til
forhøjelsen svarende beløb anses som maskeret udbytte til
aktionæren.
Hovedaktionæren skal for så vidt beskattes af det modtagne udbytte,
men da et tilsvarende beløb anses som rentebetaling til selskabet,
skal aktionærens indkomst alene forhøjes med skattegodtgørelse af
det som maskeret udbytte ansete beløb.
Cirkulærets regler gælder fra indkomståret 1978 (skatteåret 1979/80),
men det må understreges, at cirkulæret også omfatter lån stiftet i
tidligere år, idet der for disse lån fra 1978 og fremefter regnes
med en rente svarende til diskontoen på det tidspunkt, hvor lånet
blev stiftet, + 4%.
Den således fastsatte forrentning ændres ikke selv om der senere sker
ændring af diskontoen.
Det bemærkes, at cirkulæret alene omfatter egentlige kontante lån,
derimod ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i
forretningsmæssig handel mellem selskab og hovedaktionær. Om
sådanne forhold henvises til SC 1.2.5.3.
Cirkulærets regler vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens
mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende
udviser en saldo i selskabets favør.
Aftaler, hvorefter en hovedaktionær over mellemregningskontoen hæver
beløb til betaling af private udgifter, må anerkendes som
låneaftaler, medmindre aktionæren er insolvent. Forholdet
behandles i øvrigt i overensstemmelse med SD cirkulære 1978-31 og
1979-12.
Ifølge SD-cirk.1982-24 skal den i SD-cirk.1978-31 omtalte
indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet og
af skattegodtgørelsen hos hovedaktionæren undlades, hvor
hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede
vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af
aktionærlånet) er af en sådan størrelsesorden, at der må anses at
foreligge en rimelig aflønning.
Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende
personer, jfr. lsr.1984.5.
Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3.
Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to
førstnævnte anpartshavere i henold til SD-cirk.1978.31 og lsr.
udtalte, at der mellem parterne i papirløst samlivsforhold måtte
antages at være et sådant personligt og økonomisk
interessefællesskab, at deres indflydelse måtte bedømmes ud fra
den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt blev dog
anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.
Hovedaktionæren kan ikke udlodningsbeskattes af forskellen mellem
låneprovenuet og den kursværdi af lånet, som de aftalte vilkår
betinger.
Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et
ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.
Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries
til et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses
som en skattepligtig udlodning fra selskabet.
Om lån mellem koncernselskaber, se SE 3.
1.2.5.3. Enkeltstående udlodninger .
Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til
hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver
fra hovedaktionæren til overpris.
Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville
have været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var
blevet solgt til henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren
skal beskattes af den ved transaktionen opnåede økonomiske fordel.
For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken
virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.
Overdrager et selskab en obligationsbeholdning, som ikke er erhvervet
i næring eller i spekulationshensigt, til hovedaktionæren for et
beløb der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens
alene, at hovedaktionæren beskattes af differencen mellem
overdragelsesprisen og børskursen som maskeret udlodning.
Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris,
beskattes hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og
ejendommens handelsværdi. Selskabet beskattes af en eventuel
avance efter reglerne for afståelse af fast ejendom, idet
afståelsessummen sættes til handelsværdien.
Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet
til overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som
udlodning og handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af
den særlige eller almindelige indkomstskat, som aktionæren skal
pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke
korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal
reduceres til det beløb som er ejendommens handelsværdi. En
overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for
plus/minus 15 pct. af den senest bekendtgjorte
kontantejendomsværdi med årsreguleringer, vil ikke blive anfægtet
skattemæssigt.
Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end
handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem
købsprisen og handelsværdien som udlodning og aktionæren kan
benytte handelsværdien som anskaffelsessum ved opgørelsen af den
skattemæssige avance/tab ved videresalg af aktierne. Selskabet
skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget opgjort i
forhold til handelsværdien.
Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes
overprisen som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at
betragte som en udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres
på grundlag af handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum
kun benytte handelsværdien, ikke den faktisk erlagte købesum.
Såfremt overdragelseskursen er opgjort i overensstemmelse med
reglerne i skd.cirk. af 17.november 1982, pkt. 17, vedrørende
værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved
gaveafgiftsberegning, vil kursen ikke blive kritiseret
skattemæssigt, hvorved forudsættes kontant berigtigelse af
købesummen.
Dette indebærer normalt følgende: Hvis der handles aktier i nov. 1985
for et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen
selskabets status 31.dec. 1984 og de kapitalisationsfaktorer, der
bruges til skattekursberegningen 1.jan. 1985. Foregår handelen i
dec. 1985 for samme selskab, bruges status 31.dec. 1985 og
faktorerne brugt til kursberegning 1.jan. 1985.
Handles i jan. 1985, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab
bruges status 31.dec. 1984 og faktorerne, der er brugt ved
skattekursberegningen 1.jan. 1985.
Tilbagekøber hovedaktionæren et af ham - i forbindelse med køb af
aktiver - til selskabet udstedt pantebrev eller gældsbrev til en
kurs, der ligger under dets handelsværdi på
tilbagekøbstidspunktet, bliver hovedaktionæren skatpligtig af
forskellen mellem tilbagekøbssummen og handelsværdien jfr. den
nedenfor nævnte dom U.f.R. 1975.596 H.
Om udlodning i forbindelse med likvidation, se afsnit SD 2.1.
Overdragelse af goodwill - eventuelt i forbindelse med omdannelse til
selskab af en personlig ejet virksomhed - skal altid ske til
handelsværdi.
Er overdragelsen sket til underpris før 1.juli 1982, beskattes
differencen op til handelsværdien som særlig indkomst hos
aktionæren, og selskabets anskaffelsessum ansættes til
handelsværdien.
Overdragelsen af goodwill efter 1.juli 1982 medfører normalt ikke
beskatning hos overdrageren, jfr. LOSI nr.355 af 24.juni 1982,
hvorved den tidligere lovs bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, er
ophævet. Samtidig kan der heller ikke mere afskrives på goodwill.
I almindelighed vil de nye regler ikke medføre forskydninger i
fordelingen af vederlaget på goodwill og de øvrige aktiver, der er
omfattet af en overdragelse af en virksomhed. Hvor der er
interessesammenfald mellem sælger og køber, f.eks. ved handel ved
hovedaktionærforhold, vil der dog kunne være tilfælde, hvor den
aftalte fordeling af vederlaget står i misforhold til værdien af
de enkelte aktiver. Ligningsmyndighederne må være opmærksomme
herpå, således at man ændrer fordelingen, når misforholdet er
åbenbart, jfr. skd.cirk. nr.118 af 29.juni 1982, pkt. 3.
Såfremt et i forbindelse med stiftelse af hovedaktionærselskab
udstedt gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at
indeholde maskeret udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på
grundlag af den kurs, som gældsbrevet har på tidspunktet for
erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag, jfr. lsr. 1980.186, der
vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen var
kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På
dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90.
Kursgevinsten 10% af restgælden minus sædvanligt afdrag blev anset
for at være udlodning.
I lsr.1982.16 har retten ikke anset, at der var sket en udlodning til
hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab,
der ved hans formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret
til et uforrentet og usikret anfordringstilgodehavende, der blev
optaget til nominel værdi. Ændringen var en følge af et af
selskabets kreditorer gennemtvunget salg af selskabets ejendom. Da
hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens reelle
værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der
var tilgået hovedaktionæren nogen fordel.
I VLD af 2. april 1985 (Skat 1985.5.121) statuerer landsretten
maskeret udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve.
En statsaut. revisor overdrog en anpart i et
revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i
forbindelse med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var
rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og disse
pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger
(afgørelsen indbragt for HR), jfr. K2.1.
Fra praksis i øvrigt kan nævnes
ØLD af 29.september 1969, Skd.11.39: En eksportvognmand omdannede sin
personligt drevne virksomhed til et aktieselskab, der overtog
aktiverne for ialt 452.609 kr., heraf vederlag for goodwill 5.000
kr. Den for virksomheden fornødne tilladelse til med
lastautomobiler at udføre kørsel med gods til det sydlige udland
var strengt personlig og uoverdragelig, og ministeriet for
offentlige arbejder betingede selskabets køretilladelser af, at
der i selskabets vedtægter blev optaget en bestemmelse om, at
selskabets aktier ikke uden samtykke fra ministeriet kunne gøres
til genstand for overdragelse under nogen form. Skatterådet
forhøjede den for goodwill fastsatte overdragelsessum til 50.000
kr., og hovedaktionærens skattepligtige indkomst ændredes i
overensstemmelse hermed. Hovedaktionæren anførte under retssagen,
at selskabet ikke havde erhvervet nogen goodwill-værdi, som det
selv kunne overdrage videre, da dette var forhindret ved de af
ministeriet for offentlige arbejder forlangte indskrænkninger i
aktiernes omsættelighed. Retten udtalte, at der til virksomheden
fandtes at have været knyttet en goodwill-værdi af kundekredsen
under forudsætning af, at erhververen kunne få udstedt
køretilladelser svarende til dem, direktøren havde. Denne
forudsætning måtte antages at være stillet direktøren i udsigt
allerede inden oprettelsen af selskabet. Der fandtes herefter ikke
grundlag for at tilsidesætte det ved forhøjelsen af
goodwill-værdien udøvede skøn.
Lsr. 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af
ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.
U.f.R. 1969.412: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af
selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke
anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens
opførelsespris var 9.625.100 kr.
U.f.R 1975.596 H: (Kommenteret i R.R. 1976.243). Hovedaktionærs
indfrielse af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt.
Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene
hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket
køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens
handelsværdi.
Lsr. 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes
personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder
pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af
pantebrevene til trediemand opstod tab. Forskellen mellem
pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved
selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne
fradrages af selskabet.
Lsr.1984.102. En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90.
Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.
Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab
i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B
ejede hele kapitalen i C. Lsr. fandt efter det oplyste om
sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens
fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige
indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som
engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.
U.f.R. 1978.660 H, Skd.46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til
selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos
ligningsmyndighederne.
Lsr. 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom, blev udnyttet af en
enke, som var hovedaktionær i det selskab som afstod ejendommen.
Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev
anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev
lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt,
hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet.
U.f.R. 1981.1030, Skd.58.291: En person omdannede i 1971 sin
virksomhed til et aktieselskab, hvori han selv blev hovedaktionær.
I 1975 solgte hovedaktionæren en ejendom til selskabet.
Hovedaktionæren ansatte de ved salget modtagne sælgerpantebreve
til kurs 65, mens skattemyndighederne forhøjede kursen til 80. En
under retssagen udmeldt skønsmand ansatte pantebrevenes
gennemsnitskurs til 66.7.
Under hensyn hertil hjemviste Vestre Landsret sagen til
ligningsmyndighederne til fornyet ansættelse, idet retten samtidig
udtalte, at den omstændighed i sig selv, at handelen var indgået
mellem et aktieselskab og dets hovedaktionær, ikke gav
skattemyndighederne grundlag for ved den skønsmæssige ansættelse
af pantebrevenes kurs at følge andre principper end normalt ved
fastsættelse af pantebreves kurs, og det var endvidere ikke påvist
eller sandsynliggjort, at interessesammenfaldet mellem
hovedaktionær og selskab havde ført til særlige skattemæssige
fordele.
I VLD af 23.maj 1985 (R.R.1985.8. s.193) blev et selskabs tilskud til
opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets
hovedaktionær var formand for, kun i begrænset omfang anerkendt
som en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet, mens det
resterende beløb blev anset som maskeret udbytte for
hovedaktionæren.
Landsskatteretskendelse af 23.september 1985 (Skat 1985.10.283): En
revisor overdrog enkelte klienter til sit eget anpartsselskab. Ved
indkomstopgørelsen havde han anset overdragelsen for salg af
goodwill, og som følge af at goodwill ikke længere skal medregnes
som særlig indkomst, havde han ikke medregnet nogen del af beløbet
ved sin indkomstopgørelse.
Landsskatteretten var enig med de lokale skattemyndigheder i, at
revisors overdragelse af enkelte klienter fra sin personlige
revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab ikke
kunne anses som overdragelse af goodwill fra
revisionsvirksomheden, idet goodwill er så nøje forbundet med
selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig virkning kan
foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill.
Som følge heraf kunne landsskatteretten tiltræde, at det til revisor
udbetalte beløb blev anset som maskeret udlodning fra selskabet.
Lsr.1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i
selskabet for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke
ønskede at skyde yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog
direktøren sig A/S A's kautionsforpligtelser m.v. Det var videre
oplyst, at direktøren tillige for 1 kr. havde købt en fordring på
260.000 kr., som A/S B havde på A/S A. Skattemyndighederne havde
anset afdrag på fordringen for en skattepligtig udlodning fra
selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens skattepligtige
indkomst med udlodningen.
Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset
for værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med
erhvervelsen havde været at få mulighed for senere at trække penge
ud af selskabet uden beskatning. Det måtte derfor anses for med
rette, at direktøren selv blev beskattet af det udloddede beløb.
Under henvisning til det oplyste om direktøren lønindkomst fra
selskabet blev udbetalingen anset for yderligere løn fra
selskabet, og ansættelsen blev derfor nedsat med
skattegodtgørelsen.
1.2.5.4. Havnemølledommen .
Endelig skal anføres højesteretsdom U.f.R. 1960.535 H, der omhandler
et særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.
Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet
til et af aktionærerne oprettet interessentskab på vilkår, at
korntørreriets driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet,
mens interessentskabet betalte en omsætningsbestemt leje.
Højesteret fastslog, at udlejningen efter lejekontraktens indhold
ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig baggrund,
bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for
interessentskabet. Derimod fandtes selskabet ved den foretagne
disposition at have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne
årligt fik et særligt udbytte af deres aktier ud over det
deklarerede i form af interessentskabets overskud.
Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til
selskabets indkomst.
1.2.5.4. Ydelser til hovedaktionærens børn m.fl. samt fonde .
Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til
hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske
til aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris,
anses forskellen mellem handelsværdien og den faktiske
overdragelsesværdi som maskeret udlodning til den pågældende,
såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post - aktier i
selskabet. Er den pågældende ikke aktionær, må forskellen anses
som en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave
videretransporterer aktivitet til handelsværdi til den pågældende.
Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende
modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller
lignende.
1.2.5.6. Omgørelser .
Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning
af maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne
ændrer de aftalte vederlag i overensstemmelse med
skattemyndighedernes skøn eller lader den foretagne handel gå
tilbage.
De stedlige ligningsmyndigheder kan normalt ikke tage stilling til
sådanne andragender, idet kompetencen ligger hos ligningsrådet.
Statsskattedirektoratet har dog fået bemyndigelse til på rådets
vegne at give tilladelse til omgørelser, hvis den disposition, der
skal omgøres, er enkel og overskuelig, hvis den ikke har været
forsøgt tilsløret i regnskaberne, og hvis det må antages, at den
skattepligtige ikke har været klar over de skattemæssige
virkninger af dispositionen.
Det er endvidere en betingelse for at tillade en omgørelse, at det er
muligt at foretage omgørelsen.
Ligningsrådet har endvidere bemyndiget de stedlige
ligningsmyndigheder til, i forbindelse med omdannelse af en
personlig drevet virksomhed til selskab, at tillade visse
ændringer i selskabets og stifternes beskatningsforhold, se
nærmere i SD-cirk. nr.414 af 16.april 1975, nr.485 af 20.oktober
1976 og nr.1978-7.
I henhold til SD-cirk.1982-24 kan de stedlige ligningsmyndigheder
desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær
fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.
Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige
dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet
blive betragtet som en ny disposition med deraf følgende
yderligere skattemæssige konsekvenser i form af gave- eller
udlodningsbeskatning.
1.2.5.7. Aktionærbeskatning .
For så vidt angår beskatningen af maskeret udbytte hos aktionærer og
anpartshavere kan yderligere henvises til afsnit K 2.
1.2.6. Fikseret vederlag .
Aftaler mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, kan
også gå ud på, at hovedaktionærens vederlag (gage, leje, rente)
fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad selskabet skulle
betale, hvis vederlaget skulle oppebæres af en anden end
hovedaktionæren.
I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne
aftalte vederlag.
Sådanne aftaler kan dog tilsidesættes i særlige tilfælde, hvor den
pågældendes personlige erhvervsevne er afgørende for indkomstens
erhvervelse, hvor han reelt over for kundekredsen er den
forpligtede med hensyn til indsatsen, og hvor den i selskabet for
erhvervsudøvelsen nødvendige kapital er minimal, således at
selskabsformen må anses for valgt udelukkende med henblik på at
undgå personbeskatning af indkomsten.
I HD af 21.juni 1983 (U.f.R.1983.699), blev en direktørs gageafkald
til fordel for det af ham dominerede selskab ikke anset for
bindende ved direktørens skatteansættelse under hensyn til, at
selskabets indtjening og ekspansion var afhængig af hans
personlige arbejdsindsats.
Der kan her blive tale om at overføre et yderligere beløb til
beskatning som vederlag til aktionæren, så vederlaget svarer til
den betaling, det må anses for muligt at opnå for tilsvarende
ydelser mellem uafhængige parter.
Selskabets skattepligtige indkomst nedsættes i så fald med det samme
beløb, idet det forudsættes, at beløbet udbetales eller godskrives
aktionæren i tilknytning til den stedfundne beskatning.
Ændringer af denne art, kan dog kun finde sted efter forudgående
forelæggelse for statsskattedirektoratet, jfr. SD-cirk. nr. 437 af
5.11.1975 om fikseret vederlag.
En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt
anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere
år. Han ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet
anbragte i værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne
modregnes i selskabets underskud. Da der ikke lå
forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men formålet med
købet af selskabet alene havde været udnyttelse af underskuddene,
fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos
hovedanpartshaveren.
I lsr.1985.6. blev et selskab ikke anset for skattepligtig af
fikserede indtægter ved udlån til selskabets tidligere direktør,
der var gift med en af selskabets aktionærer. Det var oplyst, at
selskabets tilgodehavende var opstået ved transaktioner af
undersløbslignende karakter fra direktørens side, og på den
baggrund fandt landsskatteretten, at selvom tilgodehavendet havde
vedrørt en person, der havde familiemæssig tilknytning til
selskabets aktionærkreds, kunne det dog ikke sidestilles med et
aktionærlån, der der ikke havde været vilje til at yde det
pågældende lån.
1.3. Specielle selskaber .
Foruden de i det foregående omtalte almindelige og specielle regler
for indkomstopgørelse, som alle aktie- og anpartsselskaber m.v. er
undergivet, gælder for nogle selskaber særlige regler, enten med
baggrund i lovgivningen eller i henhold til skattemyndighedernes
praksis.
1.3.1. Banker .
Banker skal være organiserede som aktieselskaber og kan kun have som
formål at varetage funktioner i forbindelse med omsætning af
penge, kreditmidler og værdipapirer, samt dermed forbundne
serviceydelser, jfr. lov om banker og sparekasser § 1, stk. 3.
Omsætning i forbindelse hermed må derfor henregnes under bankens
næring.
Ved ØLD af 15. juni 1967, U.f.R. 1967.897, Skd.4.38 ansås en bank
således almindelig skattepligtig af avancen på en post aktier i et
lokalt bryggeriselskab ved dette selskabs likvidation, selv om
banken havde ejet aktierne i ca. 60 år og angav, at formålet med
aktiebesiddelsen alene var at bevare bryggeriet som kunde.
Undtagelse fra denne regel om, at ethvert salg af værdipapirer
henhører under bankens næring, er dog gjort med hensyn til aktier
i et af banken ejet datterselskab, hvis formål alene er at eje og
administrere ejendomme erhvervet med det hovedsigte at skaffe
lokaler til bankens virksomhed. Endvidere er der gjort undtagelse
for så vidt angår aktier i Finansieringsinstituttet for Industri
og Håndværk og aktier i andre finansierings-, investerings- og
bankaktieselskaber erhvervet med henblik på permanent drift af en
virksomhed, der er supplement til den almindelige bankvirksomhed,
herunder udenlandske bankdatterselskaber.
Afgørelsen af, om en aktie undtagelsesvis falder uden for bankens
næring, har betydning for, om urealiserede kursgevinster eller
-tab kan holdes uden for indkomstopgørelsen i de tilfælde, hvor
banken anvender det nedenfor omtalte »»lagerprincip«», og
bedømmelsen må derfor i disse tilfælde foretages ved erhvervelsen
af aktierne.
LL § 4, Hovedregel. Realisationsprincippet .
Ved LL § 4 er det fastsat, at såfremt banker, forsikringsselskaber og
andre virksomheder opnår kursgevinster ved afhændelse eller
indfrielse af offentlige obligationer, herunder statsgældsbeviser
og præmieobligationer, private pantebreve og fordringer, skal
kursgevinsten medregnes til selskabets skattepligtige indkomst.
Sker indfrielsen gennem afdrag, skal i indkomsten medregnes så stor
en del af afdraget, som erhvervelseskursen er mindre end pari
kurs. Er erhvervelseskursen 75, skal af hvert afdrag 1/4 medregnes
i indkomsten.
Der er i visse tilfælde af ligningsrådet givet tilladelse til, at der
ved avanceberegninger for offentlige obligationer under samme
afdeling, serie og rentefod gås ud fra en gennemsnitlig
anskaffelsessum i stedet for hver enkelt obligations
anskaffelseskurs.
Opstår der ved afhændelsen eller indfrielsen et tab, er dette
fradragsberettiget.
Denne opgørelsesform for gevinst eller tab ved afhændelse eller
indfrielse betegnes almindeligvis »realisationsprincippet«.
Undtagelse Lagerprincippet .
Afvigelse fra realisationsprincippet kræver ligningsrådets
tilladelse. En sådan kan ikke forventes opnået for værdipapirer,
der er erhvervet som anlægspapirer. Såfremt tilladelse er opnået,
vil den herved godkendte opgørelsesmåde kun under ganske særlige
omstændigheder kunne fraviges og kun med ligningsrådets
tilladelse.
En række banker har opnået tilladelse til at anvende det såkaldte
»lagerprincip«, d.v.s. at lade årets kurssvingninger påvirke den
skattepligtige indkomst, selv om disse gevinster eller tab ikke er
realiserede. Også andre, f.eks. forsikringsselskaber vil normalt
kunne opnå tilladelse til at anvende lagerprincippet, mens
selskaber, der udelukkende eller i overvejende grad blot modtager
sådanne værdipapirer som led i deres øvrige næringsvirksomhed,
f.eks. byggeselskaber, ikke kan forvente at opnå tilladelse til
fravigelse fra hovedreglen.
Ligningsrådet har givet afslag på en række pengeinstitutters
andragender om tilbagevenden til realisationsprincippet, da der
ikke forelå særlige omstændigheder.
Det er ikke alle kurssvingninger, der er omfattet af LL § 4.
Ved HD af 19.maj 1972 (U.f.R. 1972.611 H, Skd.21.167) blev det
fastslået, at en bank, der havde fået tilladelse til at anvende
lagerprincippet, ikke kunne fradrage kurstab ved prioritering af
bankens egne faste ejendomme, hvorimod kurssvingninger på de
obligationer, der hidrørte fra belåningen, efter prioriteringen
måtte behandles på samme måde som kurssvingninger på bankens
øvrige obligationsbeholdning, da obligationerne var indgået i
bankens fondsbeholdning.
Det ikke-fradragsberettigede tab beregnes som forskellen mellem pari
kurs og køberkursen for de omhandlede obligationer på
udleveringstidspunktet. Såfremt obligationerne sælges umiddelbart
efter udleveringen, træder den faktisk opnåede kurs i stedet for
køberkursen ved udleveringen.
Benyttes obligationer fra bankens egen fondsbeholdning til indfrielse
af prioritetsgæld, skal banken ikke beskattes af forskellen mellem
pari kurs og sælgerkursen på indfrielsestidspunktet.
Om valutakursfortjenester og -tab henvises til afsnit L 3.6.8.
Kursopskrivning på obligationer i puljebaserede kapitalpensions-
og selvpensioneringsordninger omfattet af realrenteafgiftsloven .
Banker og sparekasser kan opnå tilladelse til at anvende
realrenteafgiftslovens matematiske kursopskrivningsprincip på
obligationer i pengeinstitutternes puljebaserede kapitalpensions-
og selvpensioneringsordninger, der er omfattet af
realrenteafgiftsloven.
Puljerne er obligationsporteføljer, der ejes af pengeinstituttet, men
er udskilt fra pengeinstituttets øvrige obligationsbeholdning, og
hvoraf hele udbyttet tilfalder den enkelte indehaver af en
kapitalpensionskonto eller selvpensioneringsordning.
Disse obligationspuljer er undergivet realrenteafgiftslovens § 3,
stk. 2 og stk. 3, nr. 9, og afkastet skal udregnes på grundlag af
reglen i § 4, om det matematiske kursopskrivningsprincip, idet den
enkelte kontohaver og ikke pengeinstituttet er afgiftspligtig.
Obligationspuljerne har hidtil ved pengeinstituttets
indkomstopgørelse været omfattet af lagerprincippet, men der er
ikke blevet udløst beskatning af puljernes afkast, da udbyttet
umiddelbart er tilskrevet de enkelte kontohavere, som en
fradragsberettiget renteudgift for pengeinstituttet.
Tilladelsen er givet generelt af ligningsrådet, således at de enkelte
pengeinstitutter blot ved efterfølgende meddelelse kan underrette
den lokale skattemyndighed om, at de ønsker at vælge det i
realrenteafgiftsloven angivne princip, ved opgørelsen af
kursgevinster på de omhandlede obligationer, dog således at der
ikke senere igen kan ændres princip uden tilladelse fra
ligningsrådet.
Aktier .
Avance og tab på aktier, der er anskaffet som led i næringsvejen,
skal iflg. § 3 i aktieavancebeskatningsloven (lovbkg. nr.371 af
22.juli 1983) medregnes til den skattepligtige almindelge
indkomst.
Avance og tab skal opgøres efter det hidtil fulgte princip.
Principskifte kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der henvises
iøvrigt til ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse
nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på
næringsaktier.
Ultimokurser .
De selskaber, der kan anvende lagerprincippet, skal ved
indkomstopgørelsen medregne aktier og obligationer til den
noterede kurs på statusdagen. Obligationer, der er udtrukket til
indfrielse den 2. januar i det følgende år, skal medtages til
pari. Unoterede obligationer, pantebreve og fordringer skal
medregnes med værdien i handel og vandel, unoterede aktier
medregnes til den i statsskattedirektoratets kursliste angivne
kurs.
Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier .
Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier kan
foretages enten som en procentvis beregnet hensættelse eller som
individuelle hensættelser på grundlag af en vurdering af de
enkelte engagementer, jfr. SD.medd.1984.
Det valgte princip skal anvendes for samtlige engagementer.
Der kan ikke samtidig foretages både procentvise og individuelle
hensættelser på disse aktivposter.
Såfremt hensættelsen foretages på procentbasis, kan der kun foretages
hensættelse, så længe summen af årets og tidligere års
hensættelser ikke overstiger 3% af de på statustidspunktet
bevilgede udlån og garantier.
Foretages hensættelsen derimod som en individuel hensættelse, kan
denne foretages i det omfang, hvor et tab er konstateret eller
sandsynliggjort. Kontrollen af de på denne måde foretagne
hensættelser foretages af statsskattedirektoratet. Summen af de
individuelle hensættelser kan udgøre op til 5% af de på
statustidspunktet bevilgede udlån og garantier, uden at dette bør
give anledning til særlig efterkontrol. Hensættelsernes samlede
beløb kan således efter denne fremgangsmåde overstige, hvad der
kunne være hensat efter procentvis beregning.
Bankerne kan indregne udlån til datterselskaber ved beregning af
hensættelserne, når disse udlån henhører under aktivpost 8 i
banktilsynets bekendtgørelse af 2.marts 1981.
Bankerne er iøvrigt pligtige til efter opfordring at meddele de
lignende myndigheder oplysninger om størrelsen af hensættelserne
og om konstaterede tab, der er fratrukket som driftsudgift.
Fradrag for kundegaver .
Banker kan i begrænset omfang fradrage gaver og tilskud til kunder
som driftsomkostninger.
Ved VLD af 13.april 1981 (skd.59.384) blev de af en bank ydede gaver
og tilskud til en række foreninger og institutioner i bankens
opland således anset for fradragsberettigede. Det blev lagt til
grund, at gaverne var af beskeden størrelse, at modtagerne på
gavetidspunktet var kunder i banken, og at gaverne ikke stod i
misforhold til modtagernes indeståender i banken. Den
omstændighed, at en del af modtagerne ikke drev erhvervsmæssig
virksomhed, blev ikke ved dommen tillagt nogen betydning.
1.3.2. Forsikringsselskaber .
Forsikringsselskaber er direkte omfattet af LL § 4, og der henvises
til omtalen heraf foran under banker.
Den i loven nævnte adgang til efter tilladelse fra ligningsrådet at
afvige fra realisationsprincippet gælder også
forsikringsselskaber.
Forsikringsselskabernes beholdning af aktier betragtes i
almindelighed som anlægsaktiver, og de er således underkastet de
almindelige aktionærbeskatningsregler.
Tekniske reserver .
De beløb, som forsikringsselskaber henlægger til dækning af de over
for de forsikrede indgåede forpligtelser, nemlig til
præmiereserver og skadesreserver eller bonusfond, kan fradrages
ved indkomstopgørelsen, jfr. SSL § 13, stk.2. Endvidere kan
fradrages henlæggelser til sikkerhedsfonds.
Præmie- og skadesreserver .
Præmiereserven består af den del af de indbetalte præmier, som på
tidspunktet for regnskabsopgørelsen henstår til dækning af
uafløbne risici, d.v.s. vedrører ikke indtrufne
forsikringsbegivenheder i resten af præmiebetalingsperioden.
Skadesreserven skal dække skader, som endnu ikke er afviklet på
statustidspunktet. Begge reserver er således udtryk for, at
indgåede præmier ikke er fuldt indtjente, fordi den tilsvarende
udgift ikke er afholdt eller forpligtelsen ikke afviklet.
Bonusfond .
Ved bonus forstås tilbagebetaling af for meget oppebåret præmie, og i
stedet for hvert år at tilbagebetale for meget erlagt præmie
direkte til hver enkelt forsikringstager med fradragsvirkning, kan
selskabet henlægge beløbet til en bonusfond til senere udbetaling.
Sikkerhedsfond .
Henlæggelse til sikkerhedsfond kan ske under forudsætning af, at det
i selskabets vedtægter er bestemt, at sikkerhedsfondens midler
alene kan anvendes til styrkelse af præmiereserven eller på anden
måde til fordel for de forsikrede.
Denne henlæggelsesmulighed kan benyttes af såvel
livsforsikringsselskaber som skadesforsikringsselskaber samt rene
genforsikringsselskaber, der ikke har forsikrede, men har
præmiereserver.
Livsforsikringsselskabers indekserede realkreditobligationer .
I forbindelse med lovgivningen om indeksregulerede
realkreditobligationer opstod der et samtidighedsproblem for
livsforsikringsselskaber, der i henhold til LL § 4 følger
realisationsprincippet ved beskatning af kursgevinster og -tab,
herunder indeksreguleringer, idet beskatningen først finder sted,
når obligationerne indfries, medens fradrag for henlæggelser til
præmiereservefonds og bonusfonds efter SSL § 13, stk. 2, indrømmes
i takt med de regnskabsmæssige henlæggelser, der typisk vil ske år
for år i obligationernes løbetid.
Der er åbnet adgang for de enkelte livsforsikringsselskaber til efter
derom indgiven ansøgning til ligningsrådet ved indkomstopgørelsen
at medregne de indekstillæg, som tilskrives indeksobligationer, i
de år indekseringen foretages til de senest noterede køberkurser
inden tilskrivningen af indekstillægget, jfr. § 127, stk. 2, i lov
om forsikringsvirksomhed.
Opgørelse i henhold til LL § 4, stk. 1 af kursgevinster og -tab på
obligationer og pantebreve omfattet af realrenteafgiftsloven .
I forbindelse med indførelsen af realrenteafgiften på visse
pensionskapitaler blev det bestemt, at urealiserede ændringer i
kursværdien af obligationer og pantebreve som følge af ændringer i
den effektive markedsrente ikke medregnes i afgiftsgrundlaget.
Derimod medregnes den såkaldte matematiske kursopskrivning, dvs.
en regulering af værdipapirernes anskaffelsessum med den
kursværdiændring, der alene er en følge af forkortelsen af
fordringernes restløbetid.
Realiserede kursgevinster og -tab på pantebreve og obligationer
medregnes i afgiftsgrundlaget efter en saldometode, således at kun
20 pct. af saldoen ved hvert afgiftsårs udløb indgår i
afgiftsgrundlaget for det enkelte år.
Ligningsrådet har givet statsskattedirektoratet bemyndigelse til at
imødekomme andragende fra livsforsikringsselskaber, hvorefter
kursgevinster og -tab på de af realrenteafgiftsloven omfattede
værdipapirer i 1983 opgøres efter overgangsbestemmelsen i
realrenteafgiftslovens § 24, stk. 1, og fra og med 1984 opgøres
efter hovedreglen i § 4 (den matematiske kursopskrivning).
Udenlandske forsikringsselskaber .
Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet
(begrænset skattepligtige), skal ifølge SSL § 12, stk.3, opgøre
den skattepligtige indkomst på den måde, at først opgøres - efter
danske regler - selskabets samlede globale indkomst. Den her i
landet skattepligtige indkomst udgør da så stor en del af
globalindkomsten, som svarer til forholdet mellem
bruttopræmieindtægten her i landet og selskabets samlede globale
bruttopræmieindtægt.
Ministeren for skatter og afgifter kan i særlige tilfælde efter
indstilling fra ligningsrådet tillade, at indtægten opgøres på
anden måde. Der er således givet tilladelse til, at visse særlige
indtægter, som ikke vedrører forsikringsvirksomheden, f.eks.
overskud ved driften af selskabets faste ejendom her i landet, er
trukket ud af globalindkomsten og betragtet som alene dansk
indkomst.
Tilladelse kommer kun på tale, såfremt et selskab kan påpege, at der
foreligger helt specielle konkrete forhold for den danske filial
(Skd.69.167).
Om et andet tilfælde, se Skd.69.181.
1.3.3. Finansierings- og investeringsselskaber .
Ved finansieringsselskaber forstås her selskaber, der driver
virksomhed ved pengeudlån eller pengeanbringelse - normalt på
kortere sigt - med det formål at opnå størst muligt afkast.
Genstanden for pengeanbringelsen kan være almindelige udlån,
købekontrakter, gældsbeviser, pantebreve, aktier etc.
For finansieringsselskaber er formodningen for, at kursgevinster
beskattes som almindelig skattepligtig indkomst ud fra et
næringssynspunkt, jfr. SL § 4.
I delvis modsætning til finansieringsselskaberne står
investeringsselskaberne, der har et mere anlægspræget formål.
Midlerne anbringes for at opnå et så sikkert og permanent udbytte som
muligt, og der lægges i investeringsselskaberne i det hele mere
vægt på værdistabiliteten end på størrelsen af det øjeblikkelige
afkast.
For investeringsselskaber er formodningen imod, at beskatning skal
ske ud fra et spekulations- eller næringssynspunkt.
Sondringen mellem finansierings- og investeringsselskaber er uden
betydning, for så vidt midlerne alene er anbragt i offentlige
obligationer samt private pantebreve og fordringer, idet LL § 4
her vil begrunde almindelig indkomstbeskatning af kursgevinsterne
også hos investeringsselskaber, selv om der ikke kan beskattes
efter et spekulations- eller næringssynspunkt, se således VLD af
18.december 1974 (Skd.34.320), hvor et selskab blev anset omfattet
af LL § 4, da selskabet som et normalt led i sin almindelige
virksomhed anbragte midler i private pantebreve, således at
kursgevinsterne ved indfrielse udgjorde en regelmæssig
tilbagevendende indtægt af samme karakter som egentlige
renteindtægter.
Forskellen træder normalt først frem, når det drejer sig om aktier og
lignende værdipapirer. Her vil finansieringsselskaberne være
almindeligt indkomstskattepligtige af avancer efter et
næringssynspunkt, mens investeringsselskaberne kun beskattes efter
de almindelige aktionærbeskatningsregler.
Ved sondringen mellem de to selskabstyper er det ikke alene
selskabets vedtægtsmæssige formål, der er afgørende for
bedømmelsen, også den faktiske virksomhed er af betydning.
Der må derfor oftest anlægges en konkret vurdering af selskabets
virksomhed.
Lsr. 1981.74: Et selskab, der drev handelsvirksomhed med leverancer
til byggebranchen, havde oparbejdet en ret stor ledig kapital og
anbragt den i værdipapirer, fortrinsvis i obligationer og
statsgældsbeviser. En kort periode omfattede selskabets
vedtægtsmæssige formål finansiering (foruden handel og
fabrikation), men dette formål var igen slettet af vedtægterne,
inden skattemyndighederne rejste spørgsmålet om beskatning af
kursavancer efter LL § 4. Landsskatteretten fandt, at selskabet
ikke som et normalt led i dets almindelige virksomhed havde
anbragt midler i obligationer m.v.
HD af 9.marts 1982: (Skd.61.175) Et selskab havde i en årrække drevet
tobaksfabrikation. I forbindelse med køb af en betydelig aktiepost
i en anden tobaksfabrik forpligtede selskabet sig til selv at
ophøre med denne fabrikation, og i den forbindelse blev der under
formålsbestemmelsen inddraget »selvstændigt erhverv, udnyttelse af
fast ejendom og anden investeringsvirksomhed«. Nogle år senere
ændredes formålet til foruden deltagelsen i førnævnte
tobaksfabrikationsselskab at omfatte »anden handel,
finansierings-, fabrikations- eller ingeniørvirkomhed ...". I
årene efter ophøret af selskabets egen fremstillingsvirksomhed
havde det efterhånden for sine frigjorte midler og
udbytteindtægter erhvervet en betydelig beholdning af børsnoterede
obligationer, som der ikke blev solgt af, før selskabet på et
endnu senere tidspunkt gik over til i højere grad at investere i
aktier. I de til grund for sagen liggende indkomstår androg
selskabets renteindtægter 40-50 pct. af det regnskabsmæssige
overskud, ligesom obligationsbeholdningen repræsenterede en
betydelig del af egenkapitalen. Retten anså obligationskøbene for
at være sket som et normalt led i selskabets almindelige
virksomhed, således at indtægten ved udtrækning i medfør af LL § 4
var skattepligtig indkomst.
ØLD af 13.maj 1985: Et selskab var moderselskab for en række danske
og udenlandske selskaber og koncentrerede sin virksomhed om salg,
administration af koncernen samt udvikling og økonomi. Dets
vedtægtsmæssige formål omfattede ikke fortjeneste ved investering
i obligationer og pantebreve. Selskabet havde dog gennem nogle år
haft indtægter ved kursavancer af sådanne værdipapirer, men
værdien af denne værdipapirbeholdning udgjorde kun et mindre beløb
i forhold til selskabets samlede aktiver, og indtægterne derfra
udgjorde ligeledes kun et mindre beløb i forhold til selskabets
bruttoavance og et ubetydeligt beløb i forhold til omsætningen. En
væsentlig del af værdipapirbeholdningen måtte antages at være
nødvendig til opfyldelse af løbende kontraktlige forpligtelser med
forudbetaling. Retten fandt herefter ikke, at selskabets
anbringelse af midler i disse værdipapirer kunne anses for et
normalt led i den almindelige virksomhed, og ligningslovens § 4
kunne derfor ikke bringes i anvendelse. (Appelleret).
VLD af 2.juli 1985: Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål ikke
omfattede finansiering eller lignende, drev tidligere en
omfattende erhvervsvirksomhed, men udskilte så produktions- og
salgsaktiviteterne til et datterselskab. Der indgik derefter
betydelige beløb til moderselskabet i form af royalties, leje
m.v., afdrag på gæld fra datterselskabet samt afvikling af
debitorer. Selskabet investerede størstedelen af de således
fremkomne midler i obligationer og pantebreve, dels for at opnå en
bedre forrentning, dels for at disponere over let realisable
aktiver til eventuel fyldestgørelse af krav, der udsprang af
forpligtelser vedrørende egne og datterselskabets
erhvervsaktiviteter. Retten fandt, at selskabet måtte være
omfattet af ligningslovens § 4 under hensyn til, at det var ophørt
med produktions- og salgsaktiviteter, at beholdningen af
værdipapirer udgjorde en betydelig del af dets egenkapital, og at
udbyttet heraf udgjorde en betydelig del af indtægterne.
(Appelleret).
En ikke offentliggjort landsskatteretskendelse omhandlede et selskab,
hvis vedtægtsmæssige formål var at drive virksomhed med
foretagelse af godsregistrering med videre. Formålet omfattede
ikke finansiering eller investering. Selskabets indtægter
omfattede oprindeligt overskud af godsregistrering og
lejeindtægter i forbindelse hermed samt afkast af værdipapirer.
Fra 1.maj 1979 eller fra og med det regnskabsår, der lå til grund
for ansættelsen for skatteåret 1981/82, afhændede selskabet sin
godsregistreringsvirksomhed, og dets erhervsmæssige virksomhed
indskrænkede sig fra dette tidspunkt til udleje af diverse
faciliteter og til mod refusion at stille arbejdskraft til
rådighed. Renter og kursgevinster udgjorde i de følgende år
tilsammen den største eller næststørste indtægtsgruppe og oversteg
tilsammen lejeindtægterne. Retten tiltrådte, at der med virkning
fra og med skatteåret 1981/82 var sket beskatning af kursavancerne
efter ligningslovens § 4.
Lsr.1985.43. Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål var at drive
håndværksvirksomhed, handel og industri, havde investeret i
obligationer, således at værdipapirbeholdningen med tillæg af
udlån og bankbeholdning efterhånden androg ca. 90 pct. af aktierne
og nettofinancieringsindtægterne ca. 70 pct. af selskabets
indtægter. Selskabet påtænkte at nedsætte eller afvikle den
erhvervsmæssige virksomhed. Ligningsrådets bindende forhåndsbesked
gik ud på, at hvis selskabet solgte obligationsbeholdningen i
regnskabsåret 1983/84 eller senere, måtte kursgevinster
konstateret ved afståelse beskattes efter ligningslovens § 4.
Såfremt selskabet beholdt obligationerne indtil udtrækning eller
indfrielse, skulle beskatning efter samme bestemmelse ske til den
tid. Landsskatteretten fandt, at selskabet endnu ind i nævnte
regnskabsår i ikke uvæsentligt omfang og i overensstemmelse med
formålet havde videreført den aktive erhvervsvirksomhed, hvorfor
der ikke var tilstrækkeligt grundlag for beskatning efter
ligningslovens § 4 for dette år. Hvad angik senere afståelser
såvel som udtrækning eller indfrielse fandt retten ikke, at
spørgsmålet kunne besvares med sikkerhed, da besvarelsen måtte
afhænge af virksomhedens karakter til den tid, herunder om der i
regnskabsårets løb måtte være sket et definitivt ophør af den
erhvervsmæssige virksomhed. (Dissens). Kendelsen er indbragt for
domstolene.
Lsr.1985.147. Et likviderende selskab, hvis vedtægtsmæssige formål
var at drive handel og industriel virksomhed, var for den
afsluttende ekstraordinære periode og de nærmest forgående
ordinære perioder blevet beskattet af kursgevinster på
obligationer i henhold til lovningslovens § 4.
Obligationsbeholdningen var efterhånden nået op på at udgøre 96
pct. af selskabets samlede anlægsaktiver. Midlerne hertil var for
en dels vedkommende fremkommet i forbindelse med gradvis afvikling
af selskabets virksomhed. Retten fandt, at selskabets anbringelse
af de likvide midler under de givne omstændigheder måtte
karakteriseres som midlertidig under særligt hensyn til, at det
for selskabet i de seneste år før beslutningen om likvidation
havde været usikkert, hvilke fremtidige produktions- eller
handelsaktiviteter, der skulle tages op. Retten lagde endvidere
vægt på, at selskabet i hele den relevante periode havde haft en
betydelig handelsmæssig omsætning. Det forhold at indtægten ved
rente- og kursgevinster i de seneste år, da selskabets afvikling
lå lige for, udgjorde den overvejende del af selskabets
indtjening, kunne derfor ikke medføre beskatning efter
bestemmelsen. (Dissens).
Når et selskab overgår til beskatning efter reglerne i LL § 4, skal
kursavance eller -tab beregnes med udgangspunkt i kursværdien
primo overgangsåret. Pantebreve og obligationer erhvervet i
forbindelse med en tidligere virksomheds- eller ejendomsafståelse
anses ikke for omfattet af § 4-beskatningen. Af en ikke
offentliggjort landsskatteretskendelse fremgår, at et selskab i
regnskabsåret 1979/80 havde anskaffet en større
obligationsbeholdning, således at det herefter i princippet var
omfattet af ligningslovens § 4. Dette regnskabsår måtte anses for
overgangsåret, uanset, at der først blev realiseret avancer det
følgende år.
En anden landsskatteretskendelse vedrørte et selskab, der ansås for
at have været omfattet af ligningslovens § 4 i en årrække, omend
den korrekte ligningsmæssige behandling først blev iværksat med
virkning for skatteåret 1984/85. I dette tilfælde skulle
kursavancen ikke beregnes i forhold til kursværdien ved indgangen
til det til grund for ansættelsen liggende regnskabsår, men på
grundlag af den faktiske anskaffelsessum. (Skat, nr.10, nov.1985,
side 278f). Se også lsr.1982.56, hvor et selskab, der ikke havde
andre aktiviteter end kapitalanbringelse, blev kendt skattepligtig
af kursavance på obligationsbeholdningen i henhold til LL § 4.
Tilsvarende afgørelse i lsr.1984.151.
SL § 4 sammenholdt med § 5 .
Også for andre selskaber end de typiske finansierings- og
investeringsselskaber kan der være mulighed for, at kursgevinster
beskattes som almindelig indkomst, nemlig i tilfælde hvor de
pågældende værdipapirer er erhvervet i spekulationshensigt eller
som led i selskabets næring, jfr. SL § 4 sammenholdt med § 5.
Ved den i lsr. 1975.110, offentliggjorte kendelse blev et
rederiaktieselskab anset for skattepligtig i henhold til SL § 4 af
den på forhånd beregnelige kursavance på et lavtforrentet lån til
en kommune med kun 3 måneders løbetid, hvorimod
indfrielsesgevinster på offentlige obligationer ikke ansås for
skattepligtige.
Ved HD af 18.juni 1976, U.f.R. 1976.658 (Skd.38.262) blev et
skibsværftsselskab ikke anset skattepligtig af kursavancen på to
lavt forrentede lån til en kommune. Lånene var ydet til underkurs
og med en løbetid på 1/2 år. I dommen udtales, at det ikke kan
antages, at der ved den pågældende udlånsvirksomhed sammenholdt
med selskabets almindelige virksomhed var udøvet
næringsvirksomhed, der er omfattet af SL § 4 sammenholdt med § 5,
når udlånsvirksomheden kun strakte sig over halvandet år og kun
angik lån til en kommune. Der blev i dommen lagt vægt på, at
vilkårene for lånene var fastsat bl.a. af indenrigsministeriet, og
at skattedepartementet tidligere havde udtalt, at kursavancerne
måtte anses for skattefrie.
1.3.4. Ejendomsselskaber .
Ved ejendomsselskaber forstås selskaber, hvis formål hovedsagelig er
at eje og administrere en eller flere faste ejendomme og hvis
indtægt fortrinsvis består af afkastet af disse ejendomme.
Ofte vil selskabernes formål også omfatte handel med ejendomme,
hvorved en ved salg opnået avance må medregnes i selskabets
almindelige indkomst ud fra et næringssynspunkt.
Det skal dog bemærkes, at egentlig virksomhed som ejendomshandler
(for fremmed regning) i henhold til næringslovens § 23 og
handelsministeriets bekendtgørelse nr. 401 af 2. december 1966
ikke kan drives af et selskab.
Ved afgørelsen af om en avance ved ejendomssalg kan anses omfattet af
selskabets næring, lægges der vægt på selskabets formål.
Såfremt formålet omfatter handel med ejendomme, skal der præsteres
ganske særlige beviser for, at en avance ikke skal anses for
almindelig indkomst.
Et sådant tilfælde forelå ved ØLD af 10. december 1953. Her havde en
skotøjshandler købt et ejendomsselskab med henblik på at kunne
flytte sin forretning hen i selskabets ejendom, hvis han blev
tvunget til at fraflytte de lejede lokaler, hvor forretningen
hidtil havde haft til huse. Da de lejede lokaler blev til salg,
købte han imidlertid dem og lod ejendomsselskabet sælge sin
ejendom og likvidere. Ejendomsselskabets formål var at erhverve,
administrere, udnytte og eventuelt afhænde ejendommen, men uanset
dette formål statuerede landsretten, at avancen ikke skulle
medregnes til selskabets skattepligtige indkomst. Dette støttedes
på, at som formålsparagraffen var formuleret, havde selskabet ikke
haft til direkte formål at omsætte ejendommen, hvilket også
bestyrkedes af oplysningerne om baggrunden for selskabets
stiftelse. Endvidere lagdes der vægt på, at skotøjshandleren ikke
tidligere havde købt og solgt ejendomme eller ejendomsselskaber i
spekulationshensigt. Endelig var det utvivlsomt, at aktierne i
ejendomsselskabet var købt for at skaffe forretningslokaler, og at
ejendommen var solgt for at skaffe midler til købet af de lejede
lokaler.
Lignende afgørelser findes i lsr. 1950.45 og 1972.124, hvori der er
lagt vægt på selskabets faktiske virksomhed, anvendelsen af den
omhandlede ejendom og den lange besiddelsestid.
ØLD af 22.marts 1985: Et anpartsselskab, hvis vedtægtsmæssige formål
bl.a. omfattede udlejning af og handel med fast ejendom samt
finansiering, blev i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1 a,
beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi blev
anvendt som afdrag på selskabets købesum for erhvervelse af en
større ejerlejlighedsejendom. Ca. 20 pct. af ejerlejlighederne
blev solgt af selskabet umiddelbart efter erhvervelsen og de
omhandlede pantebreve hidrørte fra disse handler. (Appelleret).
Afsmitning .
Udover selskabets vedtægtsmæssige formål og faktiske virksomhed
lægges der ved bedømmelsen også vægt på aktionærernes forhold.
Er aktionærerne personer med nær tilknytning til byggebranchen
(bygningshåndværkere, byggeadvokater m.v.), vil der ofte kunne
anlægges et næringssynspunkt, selv om formålsparagraffen ikke
formelt giver baggrund herfor.
Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser
HD af 22. december 1941, U.f.R. 1942.95. Et selskab, der blev stiftet
i 1925 af 3 personer (sagfører, ingeniør, arkitekt), med det
formål at erhverve og bebygge en nærmere angivet grund og dermed
beslægtede forretninger, opførte i 1926 en bygning på grunden, som
selskabet udnyttede til udlejning til 1936, hvor ejendommen blev
solgt. Salget blev anset for at ligge inden for selskabets
erhvervsmæssige formål, og da det under hensyn til oplysningerne
om 2 af stifterne/hovedaktionærerne drevne erhvervsvirksomheder
vedrørende faste ejendomme, fandtes at have været en nærliggende
form for selskabets erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen at
foretage salg som sket, blev avancen indkomstbeskattet i medfør af
SL § 5 a.
ØLD af 10. februar 1948, U.f.R. 1948.634. Et i 1934 stiftet
ejendomsselskab, hvor 2 af de 3 stiftere var bygningshåndværkere,
havde til formål at erhverve og drive faste ejendomme. Selskabet
havde opført og drev en beboelsesejendom. I 1935 erhvervede 2
advokater næsten hele aktiekapitalen, og i 1942 solgte selskabet
ejendommen. Avancen blev indkomstbeskattet, da byggeriet i sin tid
var erhvervsbyggeri, og selskabet et erhvervsselskab, hvilket ikke
var ændret ved at kredsen af aktionærer var blevet en anden.
HD af 10. april 1972, skd.21.159 (UfR 1972.520). Et selskab, A, der
var stiftet i 1945, ophørte efter nogle års forløb med at drive
den oprindelige handelsvirksomhed. Samtidig overtog en advokat,
der var en af stifterne, alle aktier med henblik på likvidation af
selskabet. Opløsningen af selskabet blev opgivet, og i 1952
overtog det en udlejningsejendom på tvangsauktion. Samme år blev
aktierne overdraget til et andet selskab, B, der blev stiftet af
advokaten og hans familie. Dette selskabs formål var bl.a. handel,
herunder med fast ejendom. Nogle år senere blev selskab A's
vedtægtsmæssige formål udvidet til også at omfatte det formål at
eje og administrere fast ejendom. I 1967 opdeltes selskab A's
ejendom i ejerlejligheder og to af disse solgt. Fortjenesten ved
disse salg blev ikke anset for indvundet ved selskabets næring, da
det ikke tidligere havde foretaget ejendomssalg, og da selskab B
uanset formålbestemmelsen hverken havde drevet erhverv ved handel
med fast ejendom eller havde ejet fast ejendom. Endvidere hensås
til, at advokaten ikke havde været beskæftiget med
ejendomshandler, og at han ikke havde virket som byggeadvokat.
VLD af 4.februar 1983. En gårdejer havde indtil 1965 ikke indtægter
fra andet end landbrug. Samme år stiftede han med sig selv som
hovedaktionær et ejendomsaktieselskab, hvis formål var at
erhverve, udstykke og opføre ejendomme. Han udstykkede et areal
fra sin landbrugsejendom og overdrog det til selskabet, som siden
foretog udstykninger og salg fra dette område, ligesom selskabet
opførte et betydeligt antal huse til videresalg. Salgssummen for
arealet blev berigtiget dels ved kontante betalinger til
skatteyderen, efterhånden som der blev solgt udstykkede grunde,
dels ved at skatteyderen modtog sælgerpantebreve som betaling.
Pantebrevene modtog han til underkurs svarende til handelsværdien
på overdragelsestidspunktet. Landsretten nægtede under henvisning
til retsplejelovens § 363 kammeradvokaten tilladelse til som nyt
anbringende at gøre gældende, at skatteyderen var skattepligtig i
medfør af ligningslovens § 4. Retten lagde i øvrigt til grund, at
overdragelse af pantebreve fra selskabet til skatteyderen alene
var sket til indfrielse af hans tilgodehavende hos selskabet.
Uanset at han som hovedaktionær selv havde kunnet træffe
beslutning om denne fyldestgørelsesmåde, fandt retten at måtte
give ham medhold i, at erhvervelsen af pantebrevene var sket som
kapitalanlæg med den følge, at kursgevinsten i medfør af SL § 5,
stk. 1 a ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst,
svarende til, at skatteyderen ikke kunne antages at ville have
været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle
sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af
købesummen eller opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet
for en kontant købesum.
HD af 30.oktober 1985. Et ejendomsaktieselskab blev anset for
almindeligt indkomstskattepligtigt ved salg af udstykkede
ejerlejligheder. En person, der gennem et holdingselskab havde den
bestemmende indflydelse i selskabet, købte af dette et antal
pantebreve på almindelige markedsvilkår og for privat opsparede
midler. Personen havde i en årrække ikke drevet erhverv uden i
selskabsform. Erhvervelsen af pantebervene fandtes dog at have
haft en så nær tilknytning til ejendomsaktieselskabets
næringsvirksomhed, at de opnåede kursavancer også hos personen
måtte anses for indkomstskattepligtige efter statsskattelovens § 4. Med samme begrundelse blev også holdingselskabet anset for
indkomstskattepligtigt af kursavancer på pantebreve hidrørende fra
ejendomsaktieselskabet.
ØLD af 8.november 1983. Et selskab blev stiftet december 1972 med det
formål at drive handel, investering, finansiering samt
rådgivningsvirksomhed. I begyndelsen drev selskabet ikke
virksomhed, men 1.januar 1974 erhvervede det 1/4 af en
udlejningsejendom, som det afhændede igen 1.januar 1975. Overskud
af ejendomsanparten var selskabets eneste indtægt i dette
kalenderår. Ved salget modtog selskabet et pantebrev nedskrevet
til kurs 50. Fortjenesten blev selvangivet som almindelig
skattepligtig indkomst. I det følgende regnskabsår bestod
selskabets indtægt alene af pantebrevsrenter og kursavance ved
afdrag og indfrielse. 1.januar 1976 købte selskabet for midler
frigjort ved det første salg en ny ejendomsanpart i et
ejendomsinteressentskab, stiftet af hovedaktionæren i 1961.
Hovedaktionæren havde gennem alle årene udover indtægt ved
advokatvirksomhed haft betydelige interesser på ejendomsmarkedet
og herunder oppebåret avancer, som han var blevet
indkomstbeskattet af. Retten fandt, at selskabets erhvervelse af
pantebrevet havde en sådan tilknytning til hovedaktionærens
virksomhed på ejendomsmarkedet, at kursavancerne måtte anses for
indkomstskattepligtige for selskabet.
Lsr. 1950.164. I 1936 stiftedes et ejendomsselskab A af et
håndværkerkonsortium med det formål at erhverve fast ejendom,
opføre beboelsesejendomme og dermed beslægtet virksomhed.
Selskabets aktier blev i 1941 solgt til et andet ejendomsselskab
B. I 1947 solgtes en i 1939-40 opført ejendom. Da selskabet A var
stiftet af bygningshåndværkere, fandt landsskatteretten, at det
ikke havde ligget udenfor stifternes tanke at afhænde den
omhandlede ejendom med gevinst, hvorfor indkomstskattepligt ville
være indtrådt, hvis aktierne havde været i de oprindelige
aktieejeres besiddelse. Og når hensås til at ejendomsselskabet B i
nogle tilfælde havde solgt opførte ejendomme, ændrede
aktieoverdragelsen ikke dette resultat.
Lsr. 1953.42. Et selskab blev stiftet i 1944 af 3 håndværksmestre med
det formål at erhverve, bebygge og drive en bestemt ejendom. I
forbindelse med selskabets likvidation blev ejendommen i 1950
solgt med tab ved en tvangsauktion. Uanset, at salg af ejendommen
ikke var nævnt i selskabets formålsbestemmelse, blev det, da
stifterne var bygningshåndværkere, antaget at det ikke havde
ligget uden for stifternes tanke at afhænde ejendommen, hvorfor
selskabet ansås berettiget til i indkomsten at fradrage det ved
salget af ejendommen lidte tab.
Lsr. 1970.132. Et ejendomsselskab blev stiftet i 1960 af en arkitekt,
en murermester, en installatør og en revisor, hvoraf de to
førstnævnte ejede aktiemajoriteten. I forbindelse med stiftelsen
overtog selskabet to udlejningsejendomme, hvoraf den ene blev
solgt i 1966. Selskabet havde i 1962 påbegyndt næringsvirksomhed
med faste ejendomme. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed,
at selskabets formål ikke direkte omfattede salg af fast ejendom,
ikke i sig selv måtte medføre, at et sådant salg skulle ligge
udenfor dets formål, og når hensås til aktionærkredsens
sammensætning og iøvrigt til den i 1962 påbegyndte virksomhed,
måtte det antages, at salg af faste ejendomme, som selskabet
erhvervede, ikke havde ligget uden for, hvad man havde forestillet
sig med hensyn til selskabets virksomhed.
I en ikke offentliggjort kendelse har retten ligeledes beskattet et
selskab af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Selskabet blev
stiftet i 1972 af en bygningshåndværker med det formål at erhverve
og administrere fast ejendom. Efter 5-7 års ejertid blev to af
selskabets ejendomme solgt. Selskabets stifter og hovedaktionær
ejede på stiftelsestidspunktet selv faste ejendomme, som han i de
følgende år solgte ud af, og han blev almindelig indkomstbeskattet
af fortjenesten udfra et næringssynspunkt. Da han således udfra
samme synspunkt ville have været indkomstskattepligtig af
fortjenesten ved salgene af selskabets ejendomme, hvis de havde
været købt og solgt af ham personligt, blev disse fortjenester
skatteplitige for selskabet.
I en anden ikke offentliggjort kendelse gik landsskatteretten imod
beskatning af hovedaktionæren af kursgevinster ved afdrag på
pantebreve. Hovedaktionæren, der drev skotøjshandel og ikke
personligt var inddraget i byggeri eller ejendomshandel,
beherskede et selskab, der var skattepligtig af fortjeneste ved
grundsalg som næring. Dette selskab ejede sammen med tredjemand
nogle industrigrunde, som blev solgt til et udenforstående
selskab. Handelen blev finansieret på den måde, at hovedaktionæren
erhvervede pantebreve med pant i andre ejendomme fra det købende
selskab, som herefter kunne betale de omhandlede grunde kontant.
Landsskatteretten afviste at udvide afsmitningssynspunktet til den
situation, at en hovedaktionær finansierer en køber ved dennes
anskaffelse af en ejendom fra hovedaktionærselskabet ved at afkøbe
ham pantebreve.
Også anden form for indsigt i byggebranchen end den rent
håndværksmæssige kan være afgørende for beskatningen.
Den ved afsmitning fra aktionærerne opståede næringsformodning kan
bortfalde, såfremt de oprindelige aktionærer (bygningshåndværkere
m.v.) afhænder aktierne til personer, der erhverver aktierne i
anlægsøjemed og godtgør dette ved at beholde aktierne i en længere
periode.
En ændring af et selskabs vedtægter, hvorved handelsformålet
bortfalder, anerkendes normalt ikke for så vidt angår de
ejendomme, der er erhvervet forud for vedtægtsændringen, jfr. lsr.
1972.124, og vedtægtsændringen vil i almindelighed kun kunne
anerkendes i forbindelse med ændring af aktionærkredsen.
Om afsmitning i øvrigt se E 5.3.1.1. og H 4.3.
2. Sparekasser
Ved lov nr.645 af 19.december 1975 er sparekasser med virkning fra
1/1 1976 undergivet fuld skattepligt og er således omfattet af
reglerne i selskabsskatteloven. Opgørelse af sparekassernes
indtægter skal herefter principielt ske efter samme regler, som
gælder for aktieselskaber jfr. i øvrigt SC 1.3.1. vedrørende
bankers indkomstopgørelse. Endvidere er der indført lovhjemmel
for, at reglerne om sambeskatning af aktieselskaber finder
tilsvarende anvendelse for sparekasser, selv om disse regler næppe
vil have større betydning.
2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår .
SSL §§ 35 C-35 E indeholder regler om fastsættelse af
afskrivningsgrundlag og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved
afhændelse af fast ejendom og værdipapirer, i det omfang aktiverne
er erhvervet før sparekassernes overgang til beskatning. Disse
regler har i et vist omfang betydning for indkomstopgørelserne
også for indkomstårene efter overgangsåret.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer .
I lighed med banker er sparekasser skattepligtige af fortjeneste ved
afhændelse eller indfrielse, herunder udtrækning af offentlige
obligationer samt private pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4.
Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages.
For værdipapirer af den nævnte art, som sparekassen har erhvervet
forud for den 1/1 1976, træder den værdi, som formueskattepligtige
skulle anvende ved opgørelsen af deres formue den 1/1 1976, i
stedet for den faktiske anskaffelsessum, men sparekassen kan dog
vælge at anvende den faktiske anskaffelsessum, såfremt denne kan
dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for nogle
værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1976 anvendes for andre
værdipapirer.
Ved opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier, jfr. ABL § 3,
gælder tilsvarende regler for anskaffelsessummen som for
obligationer m.v.
Fortjeneste og tab på aktier, der er anskaffet i næringsøjemed,
opgøres efter det hidtil fulgte princip (realisationsprincippet
eller lagerprincippet). Principskifte kræver tilladelse fra
ligningsrådet. Der henvises i øvrigt til ministeriet for skatter
og afgifters bekendtgørelse nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af
fortjeneste eller tab på næringsaktier.
2.2. Virksomhed i udlandet .
Efter tilsvarende regler som for aktie- og anpartsselskaber m.v. kan
sparekasser, jfr. SSL § 17 B, stk. 2, få nedsættelse af skatten, i
det omfang de kan godtgøre, at en vis del af den skattepligtige
indkomst hidrører fra virksomhed i udlandet, se nærmere herom
under SH 2.1.
2.3. Skattegodtgørelse .
I modsætning til aktieselskaber er sparekasserne ikke fritaget for
beskatning af udbytte, som de modtager fra her i landet
hjemmehørende selskaber, hvori de ejer mindst 25 pct. af
aktiekapitalen. Der vil derfor til samtlige udbytter, som
sparekasser modtager fra danske selskaber, være knyttet
skattegodtgørelse.
2.4. Datterselskabslempelse .
Hvis en sparekasse ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et dansk
eller udenlandsk selskab og har modtaget udbytte af aktierne, kan
den efter ansøgning, jfr. SSL § 17 B, stk.3, opnå
datterselskabslempelse. Se herom under SH 2.3.2.
2.5. Overskudsanvendelse .
Sparekasser kan ikke fritages for beskatning af den del af
indkomsten, som anvendes til almenvelgørende eller almennyttige
formål.
2.6. Gavefradrag .
Om en sparekasses fradrag for gaver, se lsr.1982.124.
2.7. Rentefradrag .
Sparekassers renteudgifter vedrørende den indbetalte garantikapital
kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, da garantikapitalen anses
som en sparekassen påhvilende gæld.
3. Brugsforeninger
Brugsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1, stk. 1,
nr. 3 eller SSL § 1, stk. 2, 1. pkt., skal principielt opgøre
deres skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens
almindelige regler om indkomstopgørelse for selskaber m.v.
3.1. Dividende .
Brugsforeninger kan foretage et særligt fradrag, idet de, jfr. SSL §
9, stk. 2, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan
fradrage dividende, efterbetaling eller bonus, der ydes
medlemmerne for det pågældende regnskabsår. Foreningen kan også
fradrage den del af overskuddet, som henlægges til medlemmernes
driftsfonds, driftslån m.v. under forudsætning af, at det klart af
foreningens vedtægter fremgår, at medlemmerne indtager en
kreditors stilling med hensyn til tilgodehavendet, jfr. Skd.cirk.
nr. 205 af 3/10 1967 pkt. 13, stk. 1.
Det er dog en betingelse for fradraget, at beslutningen om
udbetalingen er vedtaget af de dertil kompetente foreningsorganer
senest 6 måneder efter det pågældende regnskabsårs begyndelse, og
meddelelse om denne beslutning må være givet medlemmerne på den
måde, som foreningen normalt anvender for beslutninger fra
foreningen, f.eks. ved opslag i butikken, underretning i
medlemsblad el.lign. Fristen på de 6 måneder forstås bogstaveligt.
Selv om foreningens regnskabsperiode, f.eks. på grund af
regnskabsomlægning, afviger fra en normal 12-måneders periode,
skal beslutningen være truffet inden 6 måneder fra regnskabsårets
begyndelse. Fradraget kan ikke overstige den ydede dividende, som
denne fastsættes af generalforsamlingen efter regnskabsårets
udløb. Hvis generalforsamlingen således ikke mener at kunne yde
dividende, der er så stor, som besluttet inden for de første 6
måneder af regnskabsåret, kan der kun fradrages et beløb svarende
til generalforsamlingens vedtagelse. Hvis omvendt
generalforsamlingen fastsætter en dividende, som overstiger den
tidligere beslutning, kan der ikke gives fradrag for det
overskydende beløb, hverken for det pågældende indkomstår eller
for senere indkomstår.
For at dividende kan anses for ydet »for det pågældende regnskabsår«,
skal den være fastsat på grundlag af medlemmernes omsætning med
foreningen i regnskabsåret. Men dividenden behøver ikke at kunne
rummes i det pågældende års overskud. Beløb, der er henlagt i
tidligere år til foreningens reserver, f.eks. som
overførselskonto, kan anvendes til supplering af overskuddet, uden
at dette begrænser foreningens fradragsret.
3.2. Rabat .
Dividendefradraget berører ikke foreningens ret til fradrag for
rabatydelser, jfr. SSL § 9, stk. 3. Efter Skd.cirk. nr. 205 af
3/10 1967 forstås der ved rabat i denne forbindelse en
prisreduktion, hvis størrelse er endeligt fastsat og køberen
bekendt ved hvert enkelt køb.
3.3. Andre udgifter .
Ved lsr.1982.125 er der taget stilling til en brugsforenings fradrag
for udgifter til afholdelse af en medlemsfest. Indbydelsen var
gennem dagspressen stilet til foreningens medlemmer, men
kontingentet var sat til et symbolsk beløb, således at indbydelsen
i realiteten, hvilket også var et af formålene, var rettet også
til ikke-medlemmer, altså til potentielle kunder. Betalingen for
deltagelse var sat til et beløb langt under omkostningerne.
Udgiften var ikke fradragsberettiget som dividende som følge af de
formelle krav, der som foran anført stilles hertil. Retten fandt,
at udgiften til festen, hvori kun en lille del af foreningens
samlede medlemskreds deltog, var afholdt til fremme af salget til
medlemmerne og af medlemstilgangen, hvorfor der var tale om en
fradragsberettiget reklameudgift og ikke om en udlodning til
foreningens medlemmer.
4. Investeringsforeninger
Ved lov nr.536 af 28/12 1979 er investeringsforeninger, som omfattes
af SSL § 1, stk. 1, nr. 5 a, undergivet fuld skattepligt, jfr. SA 1.6. Bestemmelsen har virkning fra 1. januar 1980.
Investeringsforeninger, som er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr.6,
skal fortsat opgøre deres indkomst efter de hidtidigt gældende
regler, jfr. SG.
Investeringsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1,
stk. 1, nr. 5 a, skal opgøre deres indkomst efter samme regler,
som gælder for aktieselskaber.
4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår .
SSL §§ 35 F-35 H indeholder regler om fastsættelse af
afskrivningsgrundlag og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved
afhændelse af fast ejendom og værdipapirer, i det omfang aktiverne
er erhvervet før investeringsforeningens overgang til beskatning.
Disse regler har i et vist omfang betydning for
indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter overgangsåret,
jfr. Skd.cirk. af 3. december 1980 om ændring af lov om
indkomstbeskatning af aktieselskaber.
For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til
bestemmelserne.
Værdipapirer .
I lighed med investeringsselskaber er investeringsforeninger
skattepligtige af fortjeneste ved afhændelse eller indfrielse,
herunder udtrækning af offentlige obligationer samt private
pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4.
Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For
værdipapirer af den nævnte art samt for aktier og anparter, som
investeringsforeningen har erhvervet forud for den 1/1 1980,
træder den værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved
opgørelsen af deres formue den 1/1 1980, i stedet for den faktiske
anskaffelsessum, men investeringsforeningen kan dog vælge at
anvende den faktiske anskaffelsessum, såfremt denne kan
dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for nogle
værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1980 anvendes for andre
værdipapirer.
Når en udloddende investeringsforening, der ikke har været
skattepligtig, overgår til at blive akkumulerende og dermed
skattepligtig efter SSL § 5 a, opgøres avance og tab på
værdipapirer, som er erhvervet forud for overgangsåret, med
udgangspunkt i en anskaffelsesværdi svarende til kursværdien primo
overgangsåret for så vidt angår obligationer og pantebreve, medens
anskaffelsessummen for aktier udgør den faktiske anskaffelsessum.
4.2. Udbytte .
Investeringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.5 a,
skal til den skattepligtige indkomst medregne modtagne
udbyttebeløb fuldt ud, hvad enten de hidrører fra udenlandske
selskaber eller fra danske selskaber, idet SSL § 13, stk.1, nr.2,
jfr. stk. 3, ikke kan anvendes af investeringsforeninger. Der er
knyttet skattegodtgørelse til samtlige udbytter, som modtages fra
her i landet hjemmehørende selskaber, som er omfattet af SSL § 1,
stk.1, nr.1 og 2.
§ 85 a.
Ifølge de nævnte bestemmelser skal bestyrelsen foranledige
generalforsamling afholdt inden 6 måneder efter, at selskabet har
tabt halvdelen af indskudskapitalen. På generalforsamlingen skal
der for aktieselskaber stilles forslag om foranstaltninger, der
bør træffes, medens der for anpartsselskaber skal stilles forslag,
der fører til fuld dækning af indskudskapitalen.
Rekonstruktioner, som finder sted under henvisning til de nævnte
bestemmelser, behandles efter samme retningslinjer, som gælder for
rekonstruktioner i øvrigt.
De skattemæssige konsekvenser af forskellige rekonstruktionsmodeller
behandles nedenfor.
Tilskud .
Kapitaltilførsel fra en aktionær til et selskab i form af tilskud -
som ikke har tilknytning til en aktieemission - er skattepligtig
for selskabet.
Med tilskud sidestilles overdragelse af aktiver fra aktionæren til
selskabet til en lavere værdi end handelsværdien. I lsr.1948.123
blev et selskab således anset for skattepligtig af fordelen ved at
købe hovedaktionærens ejendom til en pris, der lå under
handelsværdien.
Tilskud til et selskab er i almindelighed ikke fradragsberettiget for
yderen. Der kan dog være situationer, hvor fradraget indrømmes.
I en HD af 28.nov. 1975, U.f.R.1976.60 H (ESSO-dommen), er der
således indrømmet et moderselskab inden for oliebranchen, som
havde en række datterselskaber, der drev tankstationer, fradrag
for løbende årlige tilskud til dækning af underskud i
datterselskaberne hidrørende fra disses virksomhed. Betragtningen
var, at datterselskabernes aktiviteter havde direkte reklame- og
omsætningsmæssig betydning for moderselskabet, således at de af
datterselskaberne afholdte udgifter naturligt hørte hjemme i
moderselskabet.
Dommen omtaler alene løbende årlige tilskud, og det kan således ikke
herfra sluttes, at engangstilskud til dækning af flere års
underskud i datterselskaberne kan fradrages, jfr. tillige SE 3.
I en HD af 6.januar 1984, U.f.R 1984.160, Skd.69.331 (træskodommen),
indrømmedes to interessenter fradrag for et beløb overført til et
af dem ejet aktieselskab, som stod for produktion af varer, som
interessentskabet handlede med. Interessenterne solgte tidligere
importerede varer, men begyndte på et tidspunkt selv
produktionsvirksomhed i selskabsform. Afregningsprisen aftaltes
foreløbigt. Under disse omstændigheder ansås overførelsen fra
interessentskabet til aktieselskabet, for at være et sådant led i
interessentskabets virksomhed, at der kunne tillades fradrag.
Fradrag indrømmedes endvidere i lsr.1984.20. Derimod blev
fradraget nægtet i lsr. 1985.92. Afgørelsen er indbragt for
domstolene.
Gældseftergivelse .
En aktionærs eftergivelse af selskabets gæld til aktionæren medfører
beskatning i selskabet, medmindre forholdet kan sidestilles med en
akkord.
En akkordlignende situation anses at foreligger, hvor en
hovedaktionær som hovedkreditor eftergiver selskabets gæld til
hovedaktionæren, uden at gældseftergivelsen bringer
selskabsformuen op over et beløb svarende til aktiekapitalens
pålydende. Vurderingen heraf sker på grundlag af de bogførte
værdier, medmindre helt specielle forhold gør sig gældende.
Ved gældseftergivelse, som herefter kan sidestilles med en
akkordordning, bliver selskabet ikke indkomstskattepligtig af den
eftergivne gæld, men underskud, som hidrører fra tiden før
akkorden, kan kun fremføres i henhold til LL § 15 i det omfang,
underskuddet overstiger gældseftergivelsen. Dette gælder, uanset
om selskabets gæld til hovedaktionæren vedrører lånegæld eller
varegæld.
Begrundelsen for, at akkord medfører begrænsning af retten til
underskudsfremførsel, er, at der ved en akkord sker en definitiv
eftergivelse og dermed bortfald af forpligtelsen for så vidt angår
den del af gælden, som er omfattet af akkorden. HD af 30.maj 1980
(skd.54.249), der angik konkurs, har således ingen betydning for
akkordsituationen.
Er hovedaktionæren et moderselskab, som er sambeskattet med
datterselskabet, vil datterselskabets underskud fra tiden før
gældseftergivelsen ofte være anvendt helt eller delvist ved
sambeskatningen med moderselskabet. En gældseftergivelse, som kan
sidestilles med en akkordordning, medfører ikke, at der skal ske
regulering af sambeskatningsindkomsten for tidligere år, men
medfører alene, at datterselskabets eventuelle ubenyttede
underskud bortfalder i det omfang, de ikke overstiger det
eftergivne beløb.
Et aktieselskab, der i forvejen havde 1/3 af anparterne i et
anpartsselskab, erhvervede fra sine 2 medanpartshavere disses
anparter. Samtidig erhvervede selskabet 2 fordringer til et samlet
pålydende af knap 28 mio. kr. fra sine tidligere medanpartshavere
for 2 kr. Moderselskabet anvendte herefter disse fordringer
tillige med en fordring, som det i forvejen havde på
datterselskabet, til konvertering til anpartskapital, hvorpå
anpartskapitalen i umiddelbar tilslutning hertil uden udlodning
blev nedskrevet til 80.000 kr. Ligningsrådet fandt, at der ikke
var tale om en egentlig og direkte gældseftergivelse, hvorfor der
ikke var grundlag for at indkomstbeskatte datterselskaber af den
ved konverteringen opnåede gældsfrigørelse. Ligningsrådet fandt
derimod, at adgangen til fremførsel af underskud i datterselskabet
alene bevaredes i det omfang underskuddet oversteg
gældseftergivelsen, der vedrørte de opkøbte fordringer, idet
ligningsrådet fandt, at der i realiteten var tale om en
gældseftergivelse i en akkordlignende situation.
Opskrivning og nedskrivning af aktiekapitalen .
En udvidelse af aktiekapitalen ved kontant indskud eller ved
konvertering af tilgodehavende til pari kurs kan ske uden
skattemæssige konsekvenser for selskabet, uanset at der i
forbindelse med opskrivningen foretages en nedskrivning af
aktiekapitalen, og uanset at egenkapitalen i givet fald herved
bringes op over aktiekapitalens pålydende.
1.2.3. Reducerede fradrag. Stiftelsesomkostninger m.v. .
Som foran nævnt påvirker et selskabs dispositioner vedrørende
kapitalgrundlaget ikke indkomstopgørelsen. Som følge deraf kan
selskabet ikke ved indkomstopgørelsen fradrage nogen af de
udgifter, der afholdes for at tilvejebringe kapitalgrundlaget.
Det er ved HD af 11.6.1980 (Skd.55.325) statueret, at den afgift, som
børsnoterede selskaber betaler til Københavns Fondsbørs, kan
fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det samme gælder udgiften
til den i fondsbørsbekendtgørelsen påbudte annoncering om
aktieudbytte, jfr. VLD af 13.4.1981 (Skd.59.384).
I den nævnte HD af 11.6.1980 statueres det endvidere, at der er
fradragsret for udgifter til vedtægtsændringer, der er
nødvendiggjort af de nye regler i aktieselskabsloven af 1973.
Udgifter til vedtægtsændringer, der ikke er en følge af ændring af
selskabslovgivningen, kan derimod ikke fradrages, jfr. lsr. 1981.26. I lsr.1985.111 godkendes fradrag for gebyr til
Aktieselskabs-Registeret og advokatsalær, idet de pågældende
udgifter var afholdt til opfyldelse af lovpåbudte ændringer i
selskabets kapitalforhold, og at undladelse af at forhøje
kapitalen ville have medført, at selskabet ikke længere havde
retslig status som anpartsselskab.
I en lsr. kendelse af 11.8.1981 fastslås det, at et selskabs udgifter
i forbindelse med udbetaling gennem et pengeinstitut af udbytte
til aktionærerne ikke kan anses som en fradragsberettiget
driftsudgift. Det samme gælder ifølge en kendelse af samme dato
vederlaget til et pengeinstitut og en edb-virksomhed for udførelse
af arbejdet med notering af aktier og ajourføring af fortegnelse
over aktionærer. De pågældende udgifter anså landsskatteretten for
at være knyttet til selskabernes kapitalgrundlag.
De udgifter, som et selskab afholder efter aktieselskabslovens § 40,
jfr. 1.2.1. er ikke fradragsberettigede.
Endvidere er det i lsr.1982.118 afgjort, at udgifter til omtrykning
af allerede udstedte aktiebreve kunne fratrækkes, når omtrykningen
var nødvendig, for at aktierne kunne opfylde fondsbørnens krav for
deres notering på børsen. Derimod kunne udgift til trykning af nye
aktiebreve i forbindelse med udvidelse af aktiekapitalen ikke
fratrækkes.
Vedrørende udgifter til generalforsamling se SD-cirk.1982-24.
Bygningsafskrivning .
Efter § 15 i ændringsloven til AL gælder der for selskaber
begrænsning i anvendelse af reglerne om pristalsregulering og
kontantværdiansættelse for bygninger og installationer. Hvis
bygninger m.v. er overdraget fra en person til et selskab eller
mellem selskaber indbyrdes, og en af parterne har en bestemmende
indflydelse på den anden parts handlemåde, kan de anførte regler
kun anvendes for bygninger m.v., som den hidtidige ejer har
erhvervet den 1.jan. 1982 eller senere.
Midlertidigt investeringsfradrag .
Det midlertidige investeringsfradrag kan ikke anvendes af visse
virksomheder, herunder banker, sparekasser, forsikringsselskaber
m.fl. Fradraget kan heller ikke anvendes på driftsmidler, som er
overdraget mellem en person og et selskab eller mellem selskaber
indbyrdes, hvis den ene af parterne har en bestemmende indflydelse
på den anden parts handlemåde. Investeringsfradrag gives ikke for
driftsmidler m.v., der anskaffes den 1.jan. 1984 eller senere.
1.2.4. Skattefri udbytteindtægter. Udbytte af egne aktier .
De beløb, som aktieselskaber m.v. oppebærer som udbytte af egne
aktier, medregnes ikke til selskabets skattepligtige indkomst,
jfr. SSL § 13, stk. 1, nr. 4. Udbytte, der ikke bliver hævet af
aktionæren, og som tilfalder selskabet efter en vis årrække som
forældet, er ifølge praksis ikke skattepligtigt for selskabet.
Investeringsaktieselskaber .
I henhold til bestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr.3, skal udbytte,
som de i SSL § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte selskaber modtager fra
andre sådanne selskaber, ikke medregnes til den skattepligtige
indkomst.
Det er en forudsætning, at det udbyttemodtagende selskab er
børsnoteret, og at dets formål og faktiske virke udelukkende er at
eje og administrere aktier i andre selskaber, omfattet af SSL § 1,
stk. 1, nr. 1.
Endvidere er det en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab
ifølge sine vedtægter er forpligtet til at udlodde de i
indkomståret indtjente udbytter inden fristen for indgivelse af
selvangivelse for det pågældende indkomstår.
Det udbyttemodtagende selskab må som udgangspunkt ikke eje andre
formuegoder end de nævnte værdipapirer.
Selskabet kan dog have bankindeståender i et vist omfang. Driften af
selskabet vil kræve løbende udbetalinger, ligesom de udbytter, som
selskabet modtager, ikke nødvendigvis vil blive udloddet straks
ved modtagelsen. Selskabet vil endvidere kunne erhverve fast
ejendom, hvis formålet alene eller i al væsentlighed er at
erhverve lokaler til eget brug. I øvrigt vil selskabet ikke kunne
erhverve andre aktiver - herunder almindelige og konvertible
obligationer - end de nævnte værdipapirer.
Kravet om udlodning af det intjente udbytte gælder med de
begrænsninger, der følger af aktieselskabslovens regler om
adgangen til at udlodde udbytte.
Hvis et nystartet investeringsaktieselskab af omhandlede karakter har
et skattepligtigt overskud i en periode, inden børsnotering kan
opnås, kan statsskattedirektoratet bestemme, at den pålignede skat
ikke opkræves, men føres til afgang, når selskabet optages på
fondsbørsen. Det vil være en forudsætning, at selskabet udfolder
de fornødne bestræbelser for at blive optaget så hurtigt som
muligt. I den forbindelse må det kræves, at selskabet etableres
med mindst den aktiekapital, der er nødvendig for optagelse på
aktiemarked III, og at selskabets vedtægter straks udformes på en
sådan måde, at de ikke indeholder bestemmelser, der stiller sig
hindrende for optagelse på fondsbørsen.
Salg af aktier til det udstedende selskab .
Vederlag for aktier, der er solgt til det udstedende selskab, jfr. LL
Afsnit SC - Objektiv skattepligt
1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 2
1.1. Almindelige regler
Ifølge SSL § 8, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber samt de af
SSL § 1, stk. 1, nr. 2, omfattede selskaber opgøre deres
skattepligtige almindelige indkomst efter skattelovgivningens
almindelige regler, for så vidt disse efter deres indhold er
anvendelige på sådanne selskaber.
Selskaber betaler ikke særlig indkomstskat, jfr. SSL § 8, stk. 2, men
den særlige indkomst, der opgøres efter reglerne i lov om særlig
indkomstskat m.v., jfr. LOSI § 13, sammenlægges med selskabets
almindelige indkomst, således at summen udgør selskabets
skattepligtige indkomst. Fortjeneste ved salg af fast ejendom
forhøjes med 25%, jfr. EBL § 6, stk. 3.
Det bemærkes, at henlæggelse til investeringsfond af selskaber kan
foretages på grundlag af den skattepligtige indkomst, d.v.s. også
af evt. særlig indkomst, jfr. lsr. 1980.66.
1.1.1. Afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers indkomst .
I SA 1.1. er opregnet de lovregler, der bestemmer, at visse særlige
former for virksomhed ikke kan drives af et selskab, men kun af en
fysisk person. Skattemyndighederne skal ikke påse overholdelsen af
disse lovregler, idet denne kontrol henhører under andre
offentlige myndigheder. I det omfang det konstateres, at en
virksomhed i strid med de nævnte lovbestemmelser drives i
selskabsform, skal der dog ske regulering, således at indkomsten
ved erhvervets udøvelse beskattes hos den fysiske person, der må
antages at have erhvervet indkomsten - typisk selskabets
hovedaktionær, jfr. lsr. 1980.63. Om reguleringen af personens og
selskabets indkomstansættelser se nedenfor.
Bortset fra disse lovregulerede tilfælde må formodningen være, at en
indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst også i skattemæssig
henseende anerkendes som værende selskabets indkomst. Der kan dog
forekomme tilfælde, hvor indkomsterhvervelsen er så nær knyttet
til en bestemt fysisk person, at man må anse indkomsten for
erhvervet af personen, uanset at den rent faktisk er indtægtsført
i selskabet. Endvidere kan det undertiden på grund af de faktiske
forhold være vanskeligt at konstatere, hvem der har erhvervet
indkomsten, hvorfor der må foretages en egentlig bevisvurdering ud
fra de konkret foreliggende oplysninger.
Disse situationer forekommer typisk i hovedaktionærforhold, hvor der
kan være en vis sammenblanding af selskabets og personens
dispositioner. Således blev provisionsindtægter oppebåret af en
advokats hovedanpartsselskab og som udbetaltes af et
forsikringsselskab i de tilfælde, hvor advokaten forårsagede, at
hans klienter ved køb af fast ejendom videreførte den tidligere
ejendomsforsikring til forsikringsselskabet eller nytegnede en
sådan forsikring i selskabet anset for at være så nært knyttet til
hovedanpartshaverens virksomhed som advokat, at
provisionsindtægten reelt ansås erhvervet af ham. Se tillige HD af
21.juni 1983, U.f.R 1983.699, Skd.67.414 (Bohart), hvor en
direktørs opspaltning af sit arbejdsvederlag fra
hovedaktionærselskab - iværksat ved oprettelsen af nyt selskab,
hvis hovedformål var at give mulighed for skattemæssige
besparelser - ikke blev anset bindende for skattevæsenet. Har den
fysiske person ikke den bestemmende indflydelse i det selskab, der
indtægtsfører vederlaget for det af personen udførte arbejde, må
indtægtsførsel og beskatning alene i selskabet normalt godkendes,
idet personen betragtes som ansat i selskabet.
Det her behandlede problem må ikke forveksles med det i SD-cirk.
nr.437 af 5. november 1975 og SC 1.2.6. omhandlede vedrørende
fiksering af vederlag. Ved fiksering af vederlag er det godkendt,
at indkomsterhvervelsen sker i selskabet. Ved fikseringen sker der
blot en regulering af hovedaktionærens vederlag for arbejde udført
for selskabet.
Læger, tandlæger m.v. .
Almen lægevirksomhed kan ikke drives i selskabsform, idet det i den
gældende landsoverenskomst om almindelig lægegerning er fastslået,
at honorarer og andre ydelser, som er fastsat ved kollektiv
overenskomst mellem Den almindelige Danske Lægeforening og den
offentlige sygesikring, skal anses for personlig indkomst for
lægen, jfr. lsr. 1980.62 samt SD-cirk. 1979-23.
Den offentlige sygesikring er ikke pligtig at anerkende
transporterklæringer, afgivet af læger vedrørende honorarkrav.
Tilsvarende gælder for speciallæger, dog således at visse
selskaber, der allerede er stiftet, og hvis vedtægter er godkendt
af den offentlige sygesikring, fortsat vil blive godkendt som
modtagere af honorarer og andre ydelser.
Den mellem Dansk Tandlægeforening og den offentlige sygesikring
indgåede overenskomst indeholder ikke bestemmelser som ovenfor
anført, og der er således ikke noget til hinder for, at
tandlægevirksomhed kan drives i selskabsform. Ligeledes kan
kiropraktorer drive virksomhed i selskabsform.
Kunstnere m.fl. .
Når kunstnere, forfattere, professionelle sportsfolk m.fl.
organiserer deres virksomhed i selskabsform, må der foretages en
vurdering af, om det er en enkelt person eller selskabet, der er
den egentlige forpligtede over for medkontrahenten. Som typisk
tilfælde, hvor en given indkomst ikke bør anerkendes som
selskabsindkomst kan nævnes honoraret til en solist med et
program, der ikke kan udføres af andre. Omvendt må man
sædvanligvis anerkende, at større grupper f.eks. et orkester, der
ikke skønnes at miste sin karakter ved udskiftning af et enkelt
medlem, kan godkendes organiseret i selskabsform, således at
indkomster alene beskattes i selskabet.
Lønmodtagerlignende forhold .
Hvis en lønmodtager aftaler med sin arbejdsgiver, at lønnen skal
indbetales til et af ham selv behersket aktieselskab, må lønnen
skattemæssigt betragtes som udbetalt til lønmodtageren selv.
Lønmodtageren kan således ikke »sætte sig selv på aktier« med den
virkning, at han alene bliver beskattet personligt af det udbytte,
selskabet udbetaler, jfr. lsr. 1978.61, 1982.161 og 162.
Den nævnte situation må ikke forveksles med de sædvanlige tilfælde,
hvor tidligere lønmodtagere opretter deres eget
hovedaktionærselskab og lader dette påtage sig entrepriser,
konsulentopgaver m.v.
Man må som udgangspunkt respektere indgående aftaler. I
tvivlstilfælde må man foretage en konkret vurdering af, om
instruktionsbeføjelsen over for personen reelt ligger hos
hovedaktionærselskabet eller dettes medkontrahent. Endvidere må
der henses til hvem et erstatningsansvar for misligholdelse af
kontrakt eller et funktionærretligt krav kan gøres gældende mod.
Regulering af personens og selskabets indkomstansættelser .
Den fysiske person, der udfører arbejde for selskabet, vil som oftest
have modtaget et vederlag herfor. Indkomstansættelsen for personen
skal derfor kun forhøjes med differencen mellem det selvangivne
vederlag og den samlede indtægt, der skal henføres til beskatning
hos personen.
Selskabet, der har modtaget indtægten, vil have selvangivet denne, og
selskabets indkomstansættelse skal derfor ikke ændres, medmindre
det over for ligningsmyndigheden godtgøres, at forholdet er
berigtiget ved, at beløbet er udbetalt eller godskrevet personen.
1.2. Specielle regler .
På visse områder gælder desuden særlige regler, der omtales i det
følgende
1.2.1. Overkurs m.v. .
Overkurs - kurs ud over pari - som et selskab opnår ved udstedelse af
aktier ved stiftelse eller ved senere udvidelse af aktiekapitalen
skal ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst, jfr.
SSL § 13, stk. 1, nr. 1.
Skattefriheden gælder såvel en officiel overkurs, hvor det beløb, som
aktionæren indbetaler udover aktiens pålydende værdi, bogføres i
selskabet som egenkapital, som en uofficiel overkurs, hvor
merværdien ikke bogføres som egenkapital, men foreligger som en
skjult reserve.
Den omstændighed, at overkursen i forbindelse med en kapitaludvidelse
overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede
aktier, medfører ikke i sig selv, at overkursen falder uden for
skattefritagelsesbestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr. 1.
Salg af egne aktier .
Det beløb, som aktionærerne indbetaler til selskabet i forbindelse
med selskabets salg af dets beholdning af aktier til aktionærerne
i samme forhold, hvori disse i forvejen ejer aktier, sidestilles
med overkurs ved aktieemission og er derfor skattefri.
Såfremt salget sker i et andet forhold, behandles selskabets salg af
de egne aktier skattemæsigt efter de gældende
aktieavancebeskatningsregler.
Uafhentede fondsaktier m.v. .
Efter aktieselskabslovens § 40 gælder en særlig regel om fondsaktier,
der ikke begæres udleveret af aktionæren. 5 år efter udstedelsen
opfordres aktionæren ved bekendtgørelse i Statstidende til at
afhente fondsaktien inden 6 måneder. Overskrides denne frist, kan
selskabets bestyrelse afhænde fondsaktien, men provenuet fra
salget skal i yderligere 5 år være til disposition for aktionæren.
Er beløbet ikke afhentet inden disse 5 år, tilfalder beløbet
selskabet. En tilsvarende regel gælder efter aktieselskabslovens §
134 L for aktieselskaber, som omdannes til anpartsselskaber, når
aktionærer i selskabet ikke melder sig som anpartshavere.
Beløb, som efter disse regler tilfalder selskabet, anses for
skattepligtige på det tidspunkt, hvor selskabet har erhvervet
endelig ret til dem, d.v.s. når salgsprovenuet for aktierne efter
de 5 år ikke er afhentet af aktionæren.
1.2.2. Rekonstruktion af selskaber .
Spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af
rekonstruktion af selskaber er især blevet aktuelt som følge af
bestemmelser i aktieselskabslovens § 69 a og anpartsselskabslovens
1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 2
1.1. Almindelige regler
1.2. Specielle regler
1.3. Specielle selskaber
2. Sparekasser
2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
2.2. Virksomhed i udlandet
2.3. Skattegodtgørelse
2.4. Datterselskabslempelse
2.5. Overskudsanvendelse
2.6. Gavefradrag
2.7. Rentefradrag
3. Brugsforeninger
3.1. Dividende
3.2. Rabat
3.3. Andre udgifter
4. Investeringsforeninger
4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår
4.2. Udbytte