SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SC - OBJEKTIV SKATTEPLIGT

§ 16 B, stk. 1, anses som udbytte i henhold til SSL § 13, stk. 1,

nr. 2 og stk. 3.

Vederlaget skal således ikke medregnes til moderselskabets

skattepligtige indkomst, hvis moderselskabet i hele indkomståret

har ejet mindst 25% af aktiekapitalen i datterselskabet.

Et selskab, der siden regnskabsårets begyndelse havde ejet mere end

25% af kapitalen i et datterselskab, men som solgte hele

aktieposten på regnskabsårets sidste dag til det udstedende

selskab, opfyldte bestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr. 2, for

skattefritagelse, Skat 1985.4.113.

Hvis salget af aktierne til det udstedende selskab bringer

aktiebesiddelsen ned under 25%, anses betingelsen for skattefrihed

efter SSL § 13, stk. 1, nr. 2, jfr. stk. 3, ikke for opfyldt, jfr.

Skd.60.24.

Vedrørende salg af moderselskabsaktier til datterselskaber, se

ligningsvejledningen afsnit K.

Udbytte fra datterselskab .

Ifølge SSL § 13, stk. 1, nr. 2 og § 13, stk. 3, er det udbytte som et

moderselskab modtager fra sit datterselskab, hvori moderselskabet

ejer mindst 25% af aktierne, ikke skattepligtig indkomst for

moderselskabet.

For udenlandske selskaber skal moderselskabet godtgøre, at den til

grund for udbyttet liggende udenlandske selskabsindkomst beskattes

efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i

landet.

Ved afgørelsen af, om den til grund for det modtagne udbytte liggende

selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad

afviger fra reglerne her i landet, foretages en samlet vurdering

af det pågældende udenlandske selsskabsskattesystem.

Der vil være tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet

såfremt

1) Den udenaldnske selskabsbeskatning ikke er en egentlig

indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af afgifter

eller lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.

2) Det udenlandske selskabsskattesystem indrømmer fuldt fradrag for

udloddede udbytter.

3) Den selskabsskat, der kan pålignes efter reglerne i det pågældende

udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende danske skat

ville have været, såfremt datterselskabet havde været fuldt

skattepligtigt her i landet, jfr. Skd. bek.nr. 580 af 4.12.1984 og

Skd. cirk. af 17.12.1984.

Ud fra de ovennævnte kriterier kan udbytte hidrørende fra England,

Finland, USA og Vesttyskland (Skd.67.384) formentlig anses for

skattefrit, men ikke hvis udbyttet hidrører fra Frankrig og

Grønland (Skd.72.68).

Når udbyttet ikke skal medregnes til modtagerselskabets

skattepligtige indkomst, kan der ikke opnås skattegodtgørelse,

jfr. SSL § 17 A og Skd. cirk. nr. 37 af 10. februar 1977 pkt. 2.

SSL § 17, stk. 3, om datterselskabslempelse opretholdes og vil

fortsat finde anvendelse i de tilfælde, hvor den til grund for

udbyttet liggende selskabsindkomst beskattes efter regler, der

væsentligt afviger fra de danske.

Lempelsen efter § 17, stk. 3, kan ikke omfatte et større beløb end

det, som det udenlandske datterselskab skal udrede i skat af

udbyttet.

Hvis det udenlandske datterselskab ikke betaler skat, f.eks. fordi

det er et holdingselskab, der er fritaget for at betale skat af

udbytter fra datterselskaber, kan der ikke ske lempelse efter §

17, stk. 3, uanset at datterselskabet er fuldt skattepligtigt i

udlandet.

Disse tilfælde vil dog være omfattet af den nye bestemmelse i § 13,

stk. 3, forudsat, at datter-datterselskabet beskattes efter

regler, der ikke væsentligt afviger fra de danske.

Begrænset fradrag for tab på datterselskabsaktier .

I tilknytning til reglen om skattefrihed for modtaget udbytte er der

indført en begrænsning i adgangen til at fradrage tab på aktier i

datterselskaber.

Tab ved salg af aktier i et datterselskab eller ved likvidation af

datterselskabet kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger

de skattefri udbytter, som moderselskabet har modtaget fra det

pågældende datterselskab, jfr. ABL § 5, stk. 5.

Det bemærkes i denne forbindelse, at selskaber efter 1.jan. 1984 ikke

er omfattet af hovedaktionærreglerne.

1.2.5. Maskeret udbytte. Hvad er maskeret udbytte? .

Et selskab og dets aktionærer kan, som hver især selvstændige

skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå

bindende aftaler med hinanden. De skattemæssige følger af sådanne

dispositioner adskiller sig som udgangspunkt ikke fra

konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter.

Mellem et selskab og dets aktionærer, og mellem koncernforbundne

selskaber, indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger

så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de

kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne

aftaler kan ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres

indhold.

Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den

dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær der fremkommer ved, at

indkomsten først beskattes i selskabet og dernæst påny hos

aktionæren, når selskabets indkomst udloddes som ikke

fradragsberettiget udbytte.

Dispositionerne kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet,

som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som

enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke

er forretningsmæssigt begrundet for selskabet.

Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet

løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte,

medens beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om

unormalt vederlag, beregnes som maskeret udlodning. Udtrykkene

maskeret udbytte og maskeret udlodning anvendes dog ofte i flæng,

og der er således knyttet skattegodtgørelse til både udbytte og

udlodning.

Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af

dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en

snævrere kreds med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse

har en afgørende indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og

udlodning kan forekomme i alle tilfælde, hvor der blandt

aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe sig fordele på

selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for

hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.

Fikseret vederlag .

Aftaler mellem hovedaktionær og selskab kan også gå ud på, at

vederlaget til hovedaktionæren (gage, leje, rente) fastsættes til

et beløb, der ligger under hvad fremmede ville have oppebåret.

Vedrørende disse forhold henvises til afsnit SC 1.2.6.

Lovhjemmelen .

Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte

er de almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i

henhold til SL §§ 4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6

kan fradrages som driftsomkostninger.

Endvidere er der i SSL § 12 en udtrykkelig hjemmel til at korrigere

for unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er

domineret af udenlandske interesser, se herom afsnit SE 3.

Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL

§ 16 A, stk. 1, der til udbytte henregner alt hvad der af

selskabet udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier

(fondsaktier), samt likvidationsprovenu i opløsningsåret. Dette

gælder hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller ikke.

Selv om udbyttet er begrænset ved en lov om udbyttebegrænsning, er

dette ikke til hinder for at statuere maskeret udbytte, uanset at

dette bringer det samlede udbytte op over det efter

udbyttebegrænsningsloven tilladte, jfr. lsr.1967.4.

Hvem skal forhøjes? /.

Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst

eller af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab

og aktionær. Der er her og i det følgende set bort fra den

forhøjelse af aktionærens indkomst, som er en følge af, at der

indrømmes skattegodtgørelse af maskerede udbytteudlodninger. Se om

skattegodtgørelse afsnit SI.

Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet,

kan udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede

vederlag til aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til

aktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses

for at indeholde et maskeret udbytte.

Det skal anføres, at en beskatning som lønaccessorium ikke omfatter

forhold, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at

medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.

Har selskabet fratrukket udgifter som rettelig må karakteriseres som

udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens

indkomst samtidig skal forhøjes afhænger normalt af, om beløbet i

forvejen er beskattet hos aktionæren, eksempelvis som løn.

Omvendt vil f.eks. en aktinærs fribolig i selskabets ejendom medføre

beskatning af lejeværdien hos aktionæren, medens selskabets

indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i

selskabet, og værdien af friboligen kan karakteriseres som et

rimeligt lønaccessorium.

Indtægter, der til fordel for aktionæren er udeholdt i selskabet,

medfører normalt forhøjelse både af selskabets og aktionærens

indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis

dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således

som det f.eks. vil være tilfældet med renter.

Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som

er udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for

betryggende eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af

indkomsten komme på tale, hvis der foreligger grundet formodning

for, at der har været yderligere indtægter i selskabet.

Beløbet vil som regel kunne betragtes som en udbytteudbetaling til

hovedaktionæren, men hvis en konkret bedømmelse af det samlede

vederlag inkl. de yderligere indtægter fører til, at beløbet kan

betragtes som et løntillæg, forhøjes selskabets indkomst ikke,

jfr. lsr.1982.13, hvor selskabets indtægt, der var forhøjet med

10.000 kr. i skønsmæssig anslået yderligere indtægt, blev nedsat,

da man anså beløbet på 10.000 kr. for yderligere løn til

eneanpartshaveren, der havde et lavt privatforbrug.

Hvis årsagen til, at regnskabsgrundlaget må betragtes som

ufyldestgørende, hidrører fra kassedifferencer, der ikke kan anses

for at være af væsentlig størrelse, må beskatning i selskabet af

maskeret udbytte i almindelighed undlades,jfr. lsr.1981.130.

Den yderligere indtægt i selskabet må, i det omfang den ikke har

medført en tilsvarende formueforøgelse i selskabet, normalt anses

for medgået til hovedaktionærens forbrug, hvorfor også hans

indkomstansættelse må forhøjes med tilsvarende beløb, se dog

lsr.1977.5, hvor man ikke gennemførte en forhøjelse af

hovedaktionærens indkomst efter en konkret bedømmelse af hans

forbrug.

Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må

der ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes

over i hvilken periode, der uden om selskabets bogføring er

tilflydt ham midler fra selskabet, idet en rent forholdsmæssig

beregning ud fra selskabets indkomstperiode ikke umiddelbart kan

anvendes.

Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et

selskab, kan dettes selangivelse ikke tilsidesættes blot med

henvisning til, at hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke

levner plads til et antageligt privatforbrug. Forhøjelse af

selskabets indkomst må forudsætte påvisning af, at hovedaktionæren

uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som rettelig

tilkommer selskabet.

Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller

aktionæren eller hos begge er iøvrigt omtalt i visse af de

følgende enkeltafsnit.

1.2.5.1. Omkostninger .

Ved bedømmelsen af, om de vederlag, som et selskab har ydet

hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den

egentlige løn og tantieme der skal indgå i vurderingen. Også

lønaccessorier, såsom pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri

telefon og ifølge landsskatterettens seneste praksis også fri

lystbåd, skal medregnes.

Mere usædvanlige ydelser kan dog undertiden anses for maskeret

udbytte. F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling

af en bøde, som selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for

overtrædelse af momsloven, ikke anerkendes som driftstab eller

løntillæg til direktøren, men anses for en ikke fradragsberettiget

udlodning.

Derimod har landsskatteretten i sin seneste praksis anerkendt fradrag

i selskabets indkomst for ydelser i form af ferierejser,

studierejser af generel karakter og mindre udgifter til privat

repræsentation i tilfælde, hvor disse ydelser ikke bragte det

samlede vederlag til hovedaktionæren op over en rimelig aflønning,

jfr. nedenfor om rejseudgifter.

I lsr.1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en

udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans

udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Retten var af den

opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde

opnået en status, der indebar en videreuddannelse.

I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev

taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning

for hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.

I lsr.1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab

ved at stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en

fast leje på 18.000 kr. havde ønske at tildele ham en ydelse af

lønmæssig karakter svarende til forskellen mellem den faste leje

og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af skatteåret til 8% af

ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt

grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til

vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning

for at være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes

størrelse måtte være påvirket af beboernes løbende dispositioner.

Retten kunne endelig i princippet tiltræde en forhøjelse af

selskabets indkomst for selskabets vederlagsfri placering af

kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev anslået til 6% af

kunstværkernes anskaffelsessum.

Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt

udgift som et lønaccessorie, at hovedaktionæren har et berettiget

krav på arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste

virksomhed bestod i at udleje til hovedaktionæren den ejendom,

hvori han boede, ikke anse den manglende lejebetaling som

arbejdsvederlag til hovedaktionæren.

Løn og tantieme .

Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der

samtidig er direktør i selskabet, aftalte verderlag må accepteres

af myndighederne. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte

blot fordi direktørens løn er meget høj. Der må bl.a. henses til,

hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer,

oppebærer i løn i lignende stillinger.

Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af,

om der foreligger maskeret udbytte er, hvorvidt selskabets

kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om

det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i

selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital.

Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil

formodningen være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er der

derimod ikke deklareret udbytte og kun foretaget minimale

henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at

hovedaktionærens løn bør kritiseres.

Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to

højesteretsdomme

HD af 9. oktober 1963, U.f.R. 1963.970 H. Nordisk Plaster Industri

A/S. (Dommen er kommenteret i U.f.R. 1964.B.143).

Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958

tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret

6% i udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 1 1/2% af

selskabets egenkapital. Selskabets overskud var ca. 250.000 kr.

før udbetaling af tantiemen og et bestyrelseshonorar på 30.000 kr.

Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to

direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem

oppebårne samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set

i forhold til aflønningen i andre selskaber, ikke har været

urimeligt. Ved bedømmelsen af det foreliggende spørgsmål må der

imidlertid henses til de særlige forhold i dette selskab, i

hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele aktiekapitalen,

har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens

indtjening og kapital oplyste findes der at måtte gives indstævnte

medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den

omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets

udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at

skattemyndighederne derfor har været beføjede til at fastslå, at

den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af kapitalen.«

Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan

benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den

i virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning

ydes i form af udbytte eller som henlæggelse i selskabet.

Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret

udbytte, når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet

beslaglagt en væsentlig større del af virksomhedens overskud end

normalt i et almindeligt aktieselskab.

Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje,

var det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret

udbytte.

HD af 27. januar 1975, U.f.R.1975.215.H. - Skd.34.329. A/S Eskofot.

(Kommenteret i U.f.R.1975B.382).

Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968

og 1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og

1.150.000 kr. i løn fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets

opfattelse indeholdt maskeret udbytte. Der var i hvert af årene

deklareret 15% i udbytte.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4

mill. kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget

henlæggelser (inclusive nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1

mill. kr. Egenkapitalen var således blevet forrentet med 25-30%.

Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats havde været i

særlig grad afgørende for selskabets udvikling og indtjening i

almindelighed og for den i de to år stedfundne meget kraftige

stigning i varesalg og driftsoverskud. Kapitalinteresserne i

selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte og ved de meget

betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være

tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes

derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.

Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget

stort, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at

statuere maskeret udbytte.

Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må

ske på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at

hovedaktionæren ikke må lade sig udbetale større direktørvederlag

end en fremmed, ikke-hovedaktionær, kunne opnå for den samme

indsats i det pågældende selskab.

Fra praksis iøvrigt kan nævnes

U.f.R. 1919.601 H: Tantieme på 75% af årets overskud. 5% udbytte af

aktiekapitalen. Antaget, at formålet med den høje tantieme havde

været at undgå beskatning af beløbet som aktieudbytte, hvorfor

selskabets indkomst måtte ansættes efter et skøn over, hvad der

måtte anses som en passende tantieme.

U.f.R 1943.1109: Direktøren, prokuristen og bestyrelsesformanden

ejede næsten hele aktiekapitalen. Skattemyndighederne var derfor

berettigede til at skønne over den fradragsberettigede tantieme

til direktøren og prokuristen. Ændringen blev fastholdt, selv om

den fradragsberettigede tantieme i strid med aktieselskabsloven

var ansat på grundlag af procenter af omsætningen.

Lsr. 1946.52: Udtalt, at skattemyndighederne ikke er bundet til at

anerkende bestemte procenter af overskuddet som fradragsberettiget

tantieme, men for hvert enkelt år kan foretage et skøn over den

rimelige fordeling af overskuddet mellem arbejdsvederlag,

risikovederlag og kapitalvederlag.

Lsr. 1946.160: Af en tantieme på 50% af aktiekapitalen blev en

væsentlig del anset som maskeret udbytte.

Lsr. 1947.146: Aktiekapital 250.000 kr. Intet udbytte. Henlæggelser

16.300 kr. Bruttoavance 270.000 kr. Provisionsindtægter 90.000 kr.

Samlet gage til de 3 aktionærer 104.000 kr. fordelt i forhold til

deres aktiebesiddelse. 17.000 kr. heraf anset for maskeret

udbytte.

ØLD af 12. april 1973. SO 1973.199. (Skd.26.223). Løn til

hovedaktionær i skatteårene 1968/69 og 1969/70 henholdsvis 400.000

kr. og 330.000 kr. Reduktion henholdsvis 100.000 kr. og 30.000 kr.

Hovedaktionærens arbejdsdag hævdedes at være på over 12 timer. Når

hensås til, at selskabet ikke var særlig velkonsolideret, fandtes

der at måtte gives skattemyndighederne medhold i, at der ved

fastsættelse af gagebeløbene var lagt beslag på en væsentlig

større del af selskabets indtægter end normalt i et almindeligt

selskab.

Lsr. 1975.109: Løn og tantieme til hovedaktionæren udgjorde i

1967-1969 henholdsvis 183.405 kr., 192.609 kr. og 222.428 kr.,

heraf tantieme henholdsvis 99.209 kr., 134.028 kr. og 67.900 kr. =

20% af overskuddet. Landsskatteretten nærede betænkelighed ved at

antage, at vederlaget havde beslaglagt en væsentlig større del af

årets overskud end normalt i et almindeligt selskab. Retten lagde

vægt på, at tantiemen var udbetalt i henhold til en kontrakt, samt

oplysningerne om hovedaktionærens arbejdsindsats og om, hvorledes

kapitalinteresserne i selskabet var tilgodeset.

SO 1978.120. ØLD af 15. november 1977. Ikke påvist at de samlede

udbetalinger til aktionærerne havde oversteget, hvad der under

hensyn til arbejdsindsatsen og driftsresultatet var rimeligt.

Kapitalinteresserne fandtes tilgodeset i passende omfang, såvel

ved udbytte som ved afskrivninger.

ØLD af 25.8.1981. (Skd.61.193). Løn og tantieme til hovedaktionæren

udgjorde i selskabets regnskabsår 1971/72-1973/74 henholdsvis

101.000 kr. , 101.660 kr. og 180.517 kr., heraf tantieme

henholdsvis 50.000 kr., 50.000 kr. og 125.000 kr. Retten fandt det

ikke antageliggjort, at hovedaktionæren havde ydet en

ekstraordinær indsats for selskabet i regnskabsåret 1973/74.

Endvidere fandtes selskabets resultater i dette regnskabsår, hvor

der ikke deklareredes udbytte til aktionærerne, ikke i sig selv at

kunne begrunde en forhøjelse af hans tantieme i den skete

størrelsesorden, hvorfor det var berettiget, at 40.000 kr. af den

som tantieme betegnede udbetaling på 125.000 kr. i indkomståret

1974/75 ansås som udbytte.

Lsr.1984.100: A ApS stiftes af B A/S og fabrikant C med det formål at

emaljere varmtvandsbeholdere. Fra A ApS udbetales bonus af

selskabets overskud i forhold til omsætningen med stifterens

virksomheder. Lsr. anså den udbetalte bonus for maskeret

udlodning, idet der ikke forelå nogen skriftlig aftale om en

bonusordning, og i og med, at der ej heller forelå et nærmere

grundlag for beregningen af denne bonus, der heller ikke som

normalt var udbetalt løbende, men først efter at årsresultatet var

fremkommet.

ØLD af 12.10.84 (TfS 1984.522): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957

overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge

stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som vederlag for goodwill

at yde stifteren en andel på 25% af selskabets nærmere definerede

årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med 1978/79 var

selskabet nægtet adgang til fradrag for den intægtsmæssige

årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for

fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag,

hvorved der henvises til UfR 1973, 18H. Landsretten udtalte, at

fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til

stifteren kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for

goodwill. Den omstændighed, at beregningsgrundlaget for størrelsen

af den årlige ydelse var angivet i stiftelsesdokumentet og

vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at foretage

selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne

anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om

nogen modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at

tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil

skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien

af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der

oprindelig var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved

overgang til selskabsdrift blev hovedaktionær, fandtes endvidere

ikke at være omfattet af fradragsbestemmelserne i ligningslovens § 14.

Løn til børn .

Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn,

skal stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene

under hensyn til deres alder m.v. forventes at kunne yde i

selskabets tjeneste. Således blev et beløb, som et selskab havde

udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende 18-årige søn, anset som

udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt i faste

månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske

arbejdsindsats.

Lsr. har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år

fik løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret

udlodning. Lønnen ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke

forelå nogen registrering af, hvad børnene udførte af arbejde,

ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen blev udbetalt en

gang årligt, og således at beløbet indsattes på opsparingskonti,

se også lsr.1985.108.

I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn

til hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene

reduceret til 2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som

yderligere løn til hovedaktionæren. I lsr.1983.91 fandt

landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et

anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der

kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og

ansvar. Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til

hovedanpartshaveren. Se også SC 1.2.5.5.

Bestyrelseshonorar .

De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar skal stå i et

rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde

og ansvar.

Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af

selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er

almindelige for udførelsen af et sådant hverv.

Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et

selskab modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men

det er det samlede vederlag, som den pågældende modtager fra

selskabet, der er afgørende for, om maskeret udbytte kan

statueres, jfr. indledningen til afsnittet.

Fra praksis nævnes

Lsr. 1960.98: Syv søskende ejede hele aktiekapitalen og udgjorde

bestyrelsen i selskabet. Udbytte 5%. Bestyrelseshonorar på 4.000

kr. til hver blev reduceret under hensyn til den relativt

betydelige størrelse af de samlede honorarer og til den lave

udbytteprocent, sammenholdt med at samtlige aktionærer og alene

disse var medlemmer af bestyrelsen.

Lsr. 1963.97: Investerings- og holdingselskab. Aktiekapital 6.000.000

kr. fordelt mellem tre aktionærgrupper, der var repræsenteret i

bestyrelsen. Udbytte 6%. Gager og bestyrelseshonorarer, der

varierede fra 5.000 kr. til 35.000 kr. pr. medlem, blev anerkendt

som fradragsberettigede.

Lsr. 1967.5: Interessefællesskab inden for en aktionærkreds gjorde

det berettiget at tilsidesætte en vedtægtsbestemt tantieme på 25%

af overskuddet til bestyrelsen.

Pensionsordninger .

Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær,

kan være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i

et forsikringsselskab er tegnet en pensionsforsikring, hvor

præmien betales af selskabet, eller som uafdækkede ordninger,

hvorved forstås, at forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv,

uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.

Afdækkede pensionsordninger .

Den tidligere i renteforsikringsloven indeholdte regel, hvorefter

selskaber kun kunne fradrage bidrag til en pensionsordning for en

hovedaktionær, for så vidt der også for andre funktionærer i

selskabet var etableret pensionsordninger, og for så vidt den for

hovedaktionæren etablerede ordning kunne anses for rimelig i

forhold til andre ordninger, er udgået i pensionsbeskatningsloven

af 1972. Herefter kan selskabet fradrage bidrag til

pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige

regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede

vederlag inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er

en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.

Et af selskabet indbetalt eengangsbidrag til en pensionsordning for

en hovedaktionær vil i medfør af pensionsbeskatningslovens § 23

være fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at

skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den

forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at

hovedaktionæren ikke ved eengangsindbetalingen bliver gunstigere

stillet end ved en løbende indbetaling.

Uafdækkede ordninger .

Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets

personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end

andre funktionærers, vil selskabets fradrag i forbindelse hermed

kunne anerkendes.

Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for

hovedaktionæren kort tid før dennes fratræden på grund af alder

eller sygdom, og har han haft en afgørende indflydelse på

ordningens udformning, anses udbetalingen som maskeret udbytte.

Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere

har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på

udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om

hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft

afgørende indflydelse på selskabets dispositioner (U.f.R. 1975.881

Ø - Skd.35.64 ØLD af 23. april 1975).

Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en

løbende ydelse, der efter den hidtidige bestemmelse i LL § 14,

stk. 2, opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været

nægtet, når forpligtelsen var indgået under omstændigheder som

foran nævnt (fremrykket alder, beherskelse af selskabet).

Den ved lov af 18.maj 1982 gennemførte ændring af bestemmelsen i LL §

14 med begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører

ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til

hovedaktionærer.

Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en

hovedaktionær og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden,

og denne forpligtelse optages i stiftelsesoverenskomsten og som et

passiv i selskabets status, kan fradrag fortages, idet det må

betragtes som en del af vederlaget for virksomhedens overdragelse

til det nystiftede selskab.

Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne

forbindelse som en del af overdragelsessummen pålægges en

pensionsforpligtelse, må pensionsydelserne betragtes som en for

selskabet ikke-fradragsberettiget udlodning til den nye

hovedaktionær, samtidig med, at kapitalværdien indgår som en del

af vederlaget for aktierne.

Fra praksis kan nævnes

HD af 14.marts 1984 (Skd.70.495): I følge aftale mellem et selskab og

dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle

selskabet bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til

direktøren og dennes ægtefælle.

Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte

samtidig, eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet.

Ordningen var ikke led i en almindelig pensionsordning for

selskabets personale. Retten fandt, at vederlaget i sin helhed

måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet ikke er

berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL § 14, stk. 2.

SO 1962.114 (ØLD af 17. november 1961): Et selskab havde efter

direktørens (hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende

pension såvel til enken som til direktørens tidligere hustru.

I dommen fastslås det, at de til enken udbetalte beløb må betragtes

som maskeret udbytte under hensyn til, at det var tillagt hende på

et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60% af selskabets

aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for

hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning

tillagt livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt

præmien. (Derimod ansås ydelsen til den tidligere hustru, som ikke

var aktionær i selskabet, for en underholdsydelse, der var

fradragsberettiget i medfør af LL § 14, stk.2).

Lsr. 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i

stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets

åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev

ikke tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde

ægtefælle havde været ansat i selskabet.

Lsr. 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med

sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret blev

fradrag tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension

og andre funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.

Lsr. 1979.192. Fradrag indrømmet for pension til en enke efter

stifteren af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik

af stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at

pensionsforpligtelsen fremgik af en i tilslutning til stiftelsen

oprettet engageringskontrakt med den da 48-årige stifter, samt at

kapitalinteresserne i selskabet i den forløbne periode var

tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle selskabets

ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning,

med præmien betalt af selskabet.

Lsr.-kendelse af 20. september 1979: Pr. 1. januar 1968 blev en

medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet

aftale om medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i

selskabet ved hovedaktionærens fratræden som direktør samt om

medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende pension til

hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny

overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved

bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en

pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige

bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til

ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved

aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om betaling for

konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne pensionsydelse

blev herefter anset for maskeret udbytte.

Lsr. 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne

til deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev

det bestemt, at selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes

som en pensionsudbetaling, til den tidligere hovedaktionær på

51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter ydelsen nedsattes til en

livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den berettigedes død

før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede beløbet til

den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden.

Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af

købesummen for aktierne havde erlagt et beløb svarende til

kapitalværdien af den løbende ydelse til den tidligere

hovedaktionær, og da selskabet havde betalt beløbene, ansås

betalingen for maskeret udlodning il aktiekøberne.

Lsr.-kendelse af 22.maj 1985 (Skat 1985.6.168): Selskabets direktør

og hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i

selskabet, og der blev i den forbindelse indgået aftale om, at han

skulle have en årlig pension på 75.000 kr. Det var oplyst, at

tidligere funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde

forladt virksomheden, havde fået udbetalt pensionslignende

ydelser. På den baggrund fandt landsskatteretten ikke, at der var

tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for

ydelser til den tidligere hovedaktionær.

Efterløn .

Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet ikke er

omfattet af funktionærloven, har landsskatteretten statueret, at

en eventuel løn, der udbetales til direktøren efter dennes

fratræden ikke kan fratrækkes af selskabet som lønudgift, men må

betragtes som et skattepligtigt udbytte. Se ØLD af 22.december

1972, skd.24.115.

I lsr. 1963.98 fandt landsskatteretten ikke, at selskabet havde været

forpligtet til at udbetale efterløn, da udbetalingen ikke hvilede

på kontraktligt grundlag, og det ikke kunne anses for godtgjort,

at der bestod en egentlig kutyme i henhold til hvilken et

aktieselskab måtte anse sig for forpligtet til at yde efterløn i

forbindelse med dødsfald indenfor selskabets direktion.

I lsr. 1977.106 havde nogle aktionærer og funktionærer i forbindelse

med salget af deres aktier til en aktionær, som derefter blev

hovedaktionær opnået en efterlønsordning. Landsskatteretten fandt

ikke, at der var grundlag for at betragte de som efterløn

udbetalte beløb som udlodning til hovedaktionæren.

En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapital i et selskab, solgte

denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte

samtidig sin stilling i selskabet. Ud over salgssummen for

anparterne modtog han en erstatning for øjeblikkelig fratræden på

75.000 kr. Uanset at der ikke var oprettet ansættelseskontrakt,

blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for løn i

opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig

indkomstskattepligtigt, T.f.S.1985.311.

Administration af værdipapirer og ejendomme .

Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af

værdipapirer tillader praksis kun beskedne fradrag som

arbejdsvederlag til aktionærerne.

Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af

aktionærers aflønning for arbejdet med administration, såsom fast

gage, bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes

ud fra, at den gældende boligreguleringslov alene anerkender

udgifter ved ejendomsadministration i det omfang det er rimeligt

under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Ved

bedømmelsen kan der henses til de omkostninger, der kan indgå i

den omkostningsbestemte husleje.

Fra praksis nævnes

Lsr. 1946.54: Da selskabets virksomhed kun havde bestået i at modtage

renter af et pantebrev på ca. 425.000 kr. blev kun 2.000 kr.

anerkendt som fradragsberettiget løn og bestyrelseshonorar til

aktionærerne.

Lsr. 1951.169: Ejendomsselskab, hvis daglige administration blev

varetaget af en advokat. Administrations- og kontorholdsudgifter

19.300 kr. Gage og bestyrelseshonorar til hovedaktionæren 30.600

kr. mod 10.000 kr. i det foregående og de to efterfølgende år.

Stigningen begrundedes med en ekstraordinær arbejdsindsats i det

omhandlede år. 15.000 kr. ansås fradragsberettiget.

Lsr. 1958.8: Kun formueadministration. Renteafkast 11.000 kr. 1.000

kr. anerkendt som fradragsberettiget arbejdsvederlag.

U.f.R. 1973.852 V: Selskabets virksomhed bestod i administration af

værdipapirer, 2 udlejningsejendomme og en plantage. En løn til

hovedaktionæren på 25.000 kr. i 1969 ansås ikke at indeholde

maskeret udbytte.

Repræsentationsudgifter .

Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader

selskabet afholde udgifter, som helt eller delvis må

karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter.

Dette gælder f.eks. repræsentationsudgifter (indkøb af vin og tobak,

restaurationsbesøg, beværtning af forretningsforbindelser i

hjemmet etc.), som selskabet har fratrukket. Den - eventuelt

skønnede - del af udgifterne, som må karakteriseres som

hovedaktionærens private udgifter, kan selskabet kun fratrække,

såfremt udgifterne kan betragtes som lønaccessorium og det

samlede arbejdsvederlag herefter ikke ovestiger et rimeligt

niveau.

Fra landsskatterettens praksis kan nævnes, at der i et par

ikke-offentliggjorte kendelser er statueret maskeret udbytte i

tilfælde, hvor selskabet havde afholdt udgifterne ved en fest,

hvori deltog såvel selskabets forretningsforbindelser som

hovedaktionærens private bekendte.

Ligeledes ansås der at foreligge maskeret udbytte i et tilfælde, hvor

selskabet afholdt fest i anledning af hovedaktionærens private

jubilæum, selv om forretningsforbindelser deltog.

I lsr. 1953.167 blev en jubilæumsfest for selskabets aktionærer ikke

anset fradragsberettiget, da den ikke kunne antages at have

indflydelse på selskabets afsætningsforhold.

Lsr. 1980.182. Selskabet havde afholdt en udgift på 11.444 kr. i

anledning af hovedaktionærens 25 års jubilæum. Der blev holdt en

reception i hans hjem for forretningsforbindelser og venner, samt

hvem der i øvrigt kom til stede. Landsskatteretten anså ikke de

omhandlede udgifter for fradragsberettiget i selskabet. Det

fremgik i øvrigt af sagen, at skatterådet havde anset beløbet for

at være en gave til hovedaktionæren.

Landsskatterettens senere praksis går dog i retning af at anlægge en

helhedsbetragtning, jfr. den nedenfor omtalte kendelse lsr. 1980.99. (vedrørende rejseudgifter).

I lsr.1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab

afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af

selskabets hovedaktionæres/direktørs 50-års fødselsdag for en

udlodning fra selskabet. Retten kunne derimod tiltræde, at

udgiften kunne anses for et tillæg af lønmæssig karakter til det

til direktøren allerede udbetalte vederlag fra selskabet, og

selskabet fik fradragsret.

I lsr.1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der

var udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning

af udgifterne ved en fest, han holdt i anledning af sit

sølvbryllup. I festen havde deltaget 186 personer omfattende

familiemedlemmer, forretningsforbindelser og samtlige ansatte i

firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af

deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af

udgifterne som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet

blev anset som et tillæg af lønmæssig karakter og således

fradragsberettiget for selskabet.

Rejseudgifter .

Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser eller hvor

rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften

hertil betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan

betragtes som et rimeligt lønaccessorium.

Som et eksempel kan nævnes lsr. 1980.144, der vedrører et

familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til

bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne

var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for

fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være afholdt

udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde

selskabets indkomst.

Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere

generel karakter, har landsskatteretten i lsr. 1980.99 fastslået,

at udgiften ikke havde en så nær og direkte tilknytning til

selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne godkendes som

en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet.

Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af

lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte

vederlag fra selskabet.

Kendelsen må betragtes som udtryk for landsskatterettens praksis i

sådanne tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin

karakter fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive

godkendt, såfremt en af selskabets medarbejdere havde foretaget

rejsen. Ifølge lsr.1982.105 kunne rejseudgifter, som et selskab

afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andres

ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til

Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne

kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til

hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de pågældende

udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. Det er

naturligvis en forudsætning, at der foreligger fornøden

dokumentation for udgifterne.

Lejeudgifter .

Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til

selskabet, kan der ikke godkendes større fradrag for husleje end

hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede, idet beløb herudover

må karakteriseres som maskeret udbytte. Der må ved bedømmelsen

tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys, varme, rengøring,

vedligeholdelse m.v.

Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og

fremlejer en del heraf til selskabet for en større leje end han

selv betaler, anses merlejen for maskeret udbytte.

Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler,

automobiler m.v., som udlejes til selskabet.

Efter landsskatterettens praksis, jfr. lsr. 1980.100, vil merlejen

dog ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.

Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller

indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende

ejendom en varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes

som en udlodning i skattemæssig henseende.

Aktionærrabatter .

Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige

end dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en

udlodning til aktionærerne.

Fra praksis kan nævnes

U.f.R. 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit

overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men

gav ikke en tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret

statuerede maskeret udbytte uanset, at rabatten ikke som

deklareret udbytte fordeltes i forhold til aktionærernes

aktiebesiddelse.

Lsr. 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og

udbetalte til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis

af de enkelte aktionærers omsætning med selskabet.

Landsskatteretten fandt, at den omhandlede bonus måtte anses for

et led i selskabets udbyttefordeling og ansås derfor ikke for

fradragsberettiget for selskabet. I (skd.60.34), blev bonus - som

en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der

enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken -

sidestillet med udbytte.

En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der

tillige var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet

med udbytte, hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten

udmåltes udelukkende i forhold til lånets størrelse.

R.R 1984.SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til

A/S, tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i

selskabet, var ikke skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi

adgangen til at opnå rabat på op til 25 pct. ved køb af tæpper

måtte antages at stå åben for en bredere kreds af personer uden

for aktionærkredsen via medlemskab af diverse indkøbsforeninger

m.v.

Ydelser i aktionærens interesse .

Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager

udbetalinger til formål som udelukkende eller i det væsentlige

tilgodeser hans personlige interesser viser praksis eksempler på,

at aktionæren beskattes af udbetalingerne som almindelig indkomst.

Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser. Se i øvrigt afsnit SC

1.2.5.5.

Som eksempler kan nævnes

R.R. 1967.34 SM (Skd. VIII 1080/67): Et hovedaktionærselskabs ydelse

af gave til en fond til støtte af hovedaktionærens familie blev

anset almindeligt indkomstskattepligtig for aktionærerne.

SO 1967.301 (Skd. VIII 820/66). Tilsvarende afgørelse.

SO 1974.81 (Skd.22.207) VLD af 31. maj 1972): Et selskabs løbende

ydelse til et kirkesamfund anset almindeligt

indkomstskattepligtigt for hovedaktionæren med de årlige beløb,

hvorimod kapitalværdien ikke kunne beskattes. Ydelsen var fastsat

til 10% af selskabets skattepligtige indkomst.

Lsr. 1978.74: Fondsejet selskabs løbende ydelse til fonden ikke anset

fradragsberettiget. Fondens formål var støtte til efterkommerne af

virksomhedens grundlæggere samt støtte til medarbejdere og

velgørende formål.

I SO 1981.128 og 132 f.f. og i R.R. 1981 SM 216-218 er nævnt en del

tilfælde, hvor statsskattedirektoratet bl.a. har taget stilling

til spørgsmålet, om en af et selskab påtaget forpligtelse til at

udrede en årlig løbende ydelse overfor en fond skal anses som

maskeret udbytte til aktionærerne ud fra den antagelse, at det i

realiteten er aktionærinteresser, der varetages hermed.

Således har statsskattedirektoratet f.eks. anset en af et

anpartselskab ydet gave på 250.000 kr. til en fond og en løbende

ydelse til fonden på 50.000 kr. pr. år i 10 år som udbytte til

hovedaktionærerne, der også havde den dominerende indflydelse i

fondens bestyrelse. Fonden havde til formål at yde bistand til

danske og udenlandske virksomheder, som fondsbestyrelsen havde

indsigt i, at yde lån eller bistand til enkeltpersoner med henblik

på uddannelse og forskning indenfor erhvervsøkonomiske områder, at

yde hjælp herunder pensionstilskud til nuværende og tidligere

ansatte i de stiftende selskaber og de ansattes nærmeste familie,

samt at anvende overskydende beløb til videnskabelige, humanitære

eller sociale formål.

Lsr. 1981.13: En af et selskab udredet løbende ydelse til den

tidligere hovedaktionær anset for en del af aktieerhververnes

købesum for aktierne, og ansat for maskeret udlodning til

aktiekøberne. Kendelsen er også omtalt foran under SC 1.2.5.1. -

uafdækkede ordninger.

En revisor, der drev revisionsvirksomhed i et anpartsselskab, hvori

han ejede hele anpartskapitalen, kunne ikke sidestilles med en

funktionær i en revisionsvirksomhed, og de af selskabet afholdte

kursusudgifter måtte betragtes som yderligere løn til ham,

T.f.S.1985.648.

1.2.5.2. Manglende selskabsindtægter .

Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra

selskabet til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe

beløb, eller med andre ord, at selskabets indtægter bliver for

små. I disse tilfælde skal både selskab og aktionærer beskattes,

selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende beløb kan fradrages som

lønaccessorium.

Husleje .

Har hovedaktionæren således bolig i en selskabet tilhørende ejendom,

vil der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til

et beløb, der er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til

fremmede.

Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede

omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse m.v., idet

lejebetalingen må rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.

Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller

sommerbolig tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante

vederlag fra selskabet. Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis

det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for

hovedaktionærens indsats i selskabet.

Lsr. 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og

ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for

aktionærerne.

Lsr. 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus

beskattet.

Lsr. 1974.20. Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes

dels som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.

Lsr. 1967.92: Boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes

husleje, respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af

øgede ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til

aktionærerne. Kommunens godkendelse af huslejenedsættelsen var

ikke til hinder herfor, idet denne godkendelse måtte antages at

bero på en bedømmelse af kommunens risiko som garant og kautionist

vedrørende byggeriet.

Lsr.1982.11: Et selskab ejede en ejendom med 20 lejligheder. Dets

anpartskapital på 40.000 kr. ejedes af lejerne, der hver havde en

anpart på 2.000 kr. Selskabet var berettiget til at opkræve en

lejeindtægt på 130.811 kr., men opkrævede kun 90.537 kr. Selv om

selskabet ikke kunne tvinges til at opkræve højere leje, blev det

anset som indkomstskattepligtig af differencen på 40.284 kr., der

blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.

U.f.R. 1984.534 H: Et aktieselskab og dettes hovedaktionær samt

dennes sønner, der var medaktionærer, kunne ikke kræve, at

skattemyndighedernes ansættelse af lejeværdien af de af selskabet

til de pågældende udlejede villaer kun forhøjedes i

overensstemmelse med lejelovgivningens bestemmelser om

lejeforhøjelser. Skattemyndighederne anerkendtes at være

berettigede til at fastsætte lejeværdierne ud fra et skøn over den

til enhver tid værende udlejningsværdi.

I en ikke offentliggjort kendelse har landsskatteretten statueret

maskeret udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori

alene aktionærerne var lejere, havde afviklet en betydelig del af

sine prioriteter og nedsatte huslejen, da selskabet herefter ikke

havde brug for så store boligafgifter for at klare sine

forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der ansås for

normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til

aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer

forhøjedes.

Det er dog en betingelse, at ikke andre bestemmelser er til hinder

for at statuere maskeret udbytte. Således kunne lejen i et

boligselskab ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der

var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne

forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde

kunnet opnås. Kendelsen er ikke offentliggjort.

I lsr.1985.94 havde hovedanpartshaveren som udlejer givet afkald på

den ham ifølge lejekontrakten tilkommende leje for en begrænset

periode som følge af selskabets svigtende indtjening. Lsr. fandt,

at det anførte ikke kunne medføre bortfald af skattepligten, for

så vidt angik nogen del af det i lejekontrakten fastsatte

lejebeløb.

Boligskatieselskaber. SD-cirkulære .

Efter at boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber ved lov nr. 239

af 8.juni 1979 og lov nr. 486 af 5.november 1980 er sidestillet

med andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse,

procedure ved overdragelse af andel (aktie eller anpart),

prisfastsættelse ved overdragelse af andel (aktie eller anpart)

m.v. har ligningsrådet bestemt, af SD-cirk.1982-2 om

andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til

andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde

tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i

boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Der henvises i

øvrigt til SD-cirk.1983-47.

Bil .

Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af

den private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for

funktionærer gældende satser, idet hensyn må tages til, om

hovedaktionæren selv betaler benzin, reparationer m.v., jfr. lsr.

1980.133.

Såfremt det er en i forhold til vognens egenvægt særlig kostbar bil,

der er stillet til rådighed, må der tages hensyn hertil ved

værdiansættelsen, jfr. SD-cirk. 1984.49.

Lystbåde, o.lign. .

Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren,

er det værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se

VLD af 30.november 1981, skd.61.206. Om selskabets fradragsret, se

indledningen i 1.2.5.1.

Andre ydelser .

Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer

udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør,

montør m.v.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra

selskabet, jfr. lsr.1982.104. Ofte vil sådanne ydelser dog kunne

fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.

Rente .

Lån, som en hovedaktionær har opnået i det af ham beherskede selskab,

vil ofte indeholde vilkår, der er fordelagtigere, end hvad

selskabet ville indrømme ikke-aktionærer, bl.a. med hensyn til

forrentningen. Den af aktionæren herved opnåede fordel må anses

som en ydelse fra selskabet af udbyttemæssig karakter. Efter

18.juni 1982 er det ikke længere lovligt at stifte aktionær- og

anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne

om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.

I SD-cirk.1978-31 og i SD-cirk.1982-24 er fastsat regler for den

skattemæssige behandling af såvel selskab som aktionær.

Ifølge SD-cirk. 1978-31 skal selskabet beskattes af en rente svarende

til Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet + 4%.

Såfremt der er aftalt en lavere forrentning, forhøjes

selskabsindkomsten alene med forskellen mellem den i henhold til

cirkulæret fastsatte rente og den faktiske rente. Et til

forhøjelsen svarende beløb anses som maskeret udbytte til

aktionæren.

Hovedaktionæren skal for så vidt beskattes af det modtagne udbytte,

men da et tilsvarende beløb anses som rentebetaling til selskabet,

skal aktionærens indkomst alene forhøjes med skattegodtgørelse af

det som maskeret udbytte ansete beløb.

Cirkulærets regler gælder fra indkomståret 1978 (skatteåret 1979/80),

men det må understreges, at cirkulæret også omfatter lån stiftet i

tidligere år, idet der for disse lån fra 1978 og fremefter regnes

med en rente svarende til diskontoen på det tidspunkt, hvor lånet

blev stiftet, + 4%.

Den således fastsatte forrentning ændres ikke selv om der senere sker

ændring af diskontoen.

Det bemærkes, at cirkulæret alene omfatter egentlige kontante lån,

derimod ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i

forretningsmæssig handel mellem selskab og hovedaktionær. Om

sådanne forhold henvises til SC 1.2.5.3.

Cirkulærets regler vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens

mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende

udviser en saldo i selskabets favør.

Aftaler, hvorefter en hovedaktionær over mellemregningskontoen hæver

beløb til betaling af private udgifter, må anerkendes som

låneaftaler, medmindre aktionæren er insolvent. Forholdet

behandles i øvrigt i overensstemmelse med SD cirkulære 1978-31 og

1979-12.

Ifølge SD-cirk.1982-24 skal den i SD-cirk.1978-31 omtalte

indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet og

af skattegodtgørelsen hos hovedaktionæren undlades, hvor

hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede

vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af

aktionærlånet) er af en sådan størrelsesorden, at der må anses at

foreligge en rimelig aflønning.

Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende

personer, jfr. lsr.1984.5.

Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3.

Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to

førstnævnte anpartshavere i henold til SD-cirk.1978.31 og lsr.

udtalte, at der mellem parterne i papirløst samlivsforhold måtte

antages at være et sådant personligt og økonomisk

interessefællesskab, at deres indflydelse måtte bedømmes ud fra

den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt blev dog

anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.

Hovedaktionæren kan ikke udlodningsbeskattes af forskellen mellem

låneprovenuet og den kursværdi af lånet, som de aftalte vilkår

betinger.

Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et

ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.

Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries

til et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses

som en skattepligtig udlodning fra selskabet.

Om lån mellem koncernselskaber, se SE 3.

1.2.5.3. Enkeltstående udlodninger .

Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til

hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver

fra hovedaktionæren til overpris.

Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville

have været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var

blevet solgt til henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren

skal beskattes af den ved transaktionen opnåede økonomiske fordel.

For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken

virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.

Overdrager et selskab en obligationsbeholdning, som ikke er erhvervet

i næring eller i spekulationshensigt, til hovedaktionæren for et

beløb der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens

alene, at hovedaktionæren beskattes af differencen mellem

overdragelsesprisen og børskursen som maskeret udlodning.

Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris,

beskattes hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og

ejendommens handelsværdi. Selskabet beskattes af en eventuel

avance efter reglerne for afståelse af fast ejendom, idet

afståelsessummen sættes til handelsværdien.

Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet

til overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som

udlodning og handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af

den særlige eller almindelige indkomstskat, som aktionæren skal

pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke

korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal

reduceres til det beløb som er ejendommens handelsværdi. En

overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for

plus/minus 15 pct. af den senest bekendtgjorte

kontantejendomsværdi med årsreguleringer, vil ikke blive anfægtet

skattemæssigt.

Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end

handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem

købsprisen og handelsværdien som udlodning og aktionæren kan

benytte handelsværdien som anskaffelsessum ved opgørelsen af den

skattemæssige avance/tab ved videresalg af aktierne. Selskabet

skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget opgjort i

forhold til handelsværdien.

Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes

overprisen som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at

betragte som en udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres

på grundlag af handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum

kun benytte handelsværdien, ikke den faktisk erlagte købesum.

Såfremt overdragelseskursen er opgjort i overensstemmelse med

reglerne i skd.cirk. af 17.november 1982, pkt. 17, vedrørende

værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved

gaveafgiftsberegning, vil kursen ikke blive kritiseret

skattemæssigt, hvorved forudsættes kontant berigtigelse af

købesummen.

Dette indebærer normalt følgende: Hvis der handles aktier i nov. 1985

for et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen

selskabets status 31.dec. 1984 og de kapitalisationsfaktorer, der

bruges til skattekursberegningen 1.jan. 1985. Foregår handelen i

dec. 1985 for samme selskab, bruges status 31.dec. 1985 og

faktorerne brugt til kursberegning 1.jan. 1985.

Handles i jan. 1985, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab

bruges status 31.dec. 1984 og faktorerne, der er brugt ved

skattekursberegningen 1.jan. 1985.

Tilbagekøber hovedaktionæren et af ham - i forbindelse med køb af

aktiver - til selskabet udstedt pantebrev eller gældsbrev til en

kurs, der ligger under dets handelsværdi på

tilbagekøbstidspunktet, bliver hovedaktionæren skatpligtig af

forskellen mellem tilbagekøbssummen og handelsværdien jfr. den

nedenfor nævnte dom U.f.R. 1975.596 H.

Om udlodning i forbindelse med likvidation, se afsnit SD 2.1.

Overdragelse af goodwill - eventuelt i forbindelse med omdannelse til

selskab af en personlig ejet virksomhed - skal altid ske til

handelsværdi.

Er overdragelsen sket til underpris før 1.juli 1982, beskattes

differencen op til handelsværdien som særlig indkomst hos

aktionæren, og selskabets anskaffelsessum ansættes til

handelsværdien.

Overdragelsen af goodwill efter 1.juli 1982 medfører normalt ikke

beskatning hos overdrageren, jfr. LOSI nr.355 af 24.juni 1982,

hvorved den tidligere lovs bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, er

ophævet. Samtidig kan der heller ikke mere afskrives på goodwill.

I almindelighed vil de nye regler ikke medføre forskydninger i

fordelingen af vederlaget på goodwill og de øvrige aktiver, der er

omfattet af en overdragelse af en virksomhed. Hvor der er

interessesammenfald mellem sælger og køber, f.eks. ved handel ved

hovedaktionærforhold, vil der dog kunne være tilfælde, hvor den

aftalte fordeling af vederlaget står i misforhold til værdien af

de enkelte aktiver. Ligningsmyndighederne må være opmærksomme

herpå, således at man ændrer fordelingen, når misforholdet er

åbenbart, jfr. skd.cirk. nr.118 af 29.juni 1982, pkt. 3.

Såfremt et i forbindelse med stiftelse af hovedaktionærselskab

udstedt gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at

indeholde maskeret udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på

grundlag af den kurs, som gældsbrevet har på tidspunktet for

erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag, jfr. lsr. 1980.186, der

vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen var

kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På

dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90.

Kursgevinsten 10% af restgælden minus sædvanligt afdrag blev anset

for at være udlodning.

I lsr.1982.16 har retten ikke anset, at der var sket en udlodning til

hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab,

der ved hans formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret

til et uforrentet og usikret anfordringstilgodehavende, der blev

optaget til nominel værdi. Ændringen var en følge af et af

selskabets kreditorer gennemtvunget salg af selskabets ejendom. Da

hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens reelle

værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der

var tilgået hovedaktionæren nogen fordel.

I VLD af 2. april 1985 (Skat 1985.5.121) statuerer landsretten

maskeret udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve.

En statsaut. revisor overdrog en anpart i et

revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i

forbindelse med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var

rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og disse

pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger

(afgørelsen indbragt for HR), jfr. K2.1.

Fra praksis i øvrigt kan nævnes

ØLD af 29.september 1969, Skd.11.39: En eksportvognmand omdannede sin

personligt drevne virksomhed til et aktieselskab, der overtog

aktiverne for ialt 452.609 kr., heraf vederlag for goodwill 5.000

kr. Den for virksomheden fornødne tilladelse til med

lastautomobiler at udføre kørsel med gods til det sydlige udland

var strengt personlig og uoverdragelig, og ministeriet for

offentlige arbejder betingede selskabets køretilladelser af, at

der i selskabets vedtægter blev optaget en bestemmelse om, at

selskabets aktier ikke uden samtykke fra ministeriet kunne gøres

til genstand for overdragelse under nogen form. Skatterådet

forhøjede den for goodwill fastsatte overdragelsessum til 50.000

kr., og hovedaktionærens skattepligtige indkomst ændredes i

overensstemmelse hermed. Hovedaktionæren anførte under retssagen,

at selskabet ikke havde erhvervet nogen goodwill-værdi, som det

selv kunne overdrage videre, da dette var forhindret ved de af

ministeriet for offentlige arbejder forlangte indskrænkninger i

aktiernes omsættelighed. Retten udtalte, at der til virksomheden

fandtes at have været knyttet en goodwill-værdi af kundekredsen

under forudsætning af, at erhververen kunne få udstedt

køretilladelser svarende til dem, direktøren havde. Denne

forudsætning måtte antages at være stillet direktøren i udsigt

allerede inden oprettelsen af selskabet. Der fandtes herefter ikke

grundlag for at tilsidesætte det ved forhøjelsen af

goodwill-værdien udøvede skøn.

Lsr. 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af

ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.

U.f.R. 1969.412: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af

selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke

anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens

opførelsespris var 9.625.100 kr.

U.f.R 1975.596 H: (Kommenteret i R.R. 1976.243). Hovedaktionærs

indfrielse af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt.

Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene

hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket

køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens

handelsværdi.

Lsr. 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes

personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder

pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af

pantebrevene til trediemand opstod tab. Forskellen mellem

pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved

selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne

fradrages af selskabet.

Lsr.1984.102. En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90.

Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.

Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab

i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B

ejede hele kapitalen i C. Lsr. fandt efter det oplyste om

sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens

fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige

indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som

engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.

U.f.R. 1978.660 H, Skd.46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til

selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos

ligningsmyndighederne.

Lsr. 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom, blev udnyttet af en

enke, som var hovedaktionær i det selskab som afstod ejendommen.

Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev

anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev

lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt,

hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet.

U.f.R. 1981.1030, Skd.58.291: En person omdannede i 1971 sin

virksomhed til et aktieselskab, hvori han selv blev hovedaktionær.

I 1975 solgte hovedaktionæren en ejendom til selskabet.

Hovedaktionæren ansatte de ved salget modtagne sælgerpantebreve

til kurs 65, mens skattemyndighederne forhøjede kursen til 80. En

under retssagen udmeldt skønsmand ansatte pantebrevenes

gennemsnitskurs til 66.7.

Under hensyn hertil hjemviste Vestre Landsret sagen til

ligningsmyndighederne til fornyet ansættelse, idet retten samtidig

udtalte, at den omstændighed i sig selv, at handelen var indgået

mellem et aktieselskab og dets hovedaktionær, ikke gav

skattemyndighederne grundlag for ved den skønsmæssige ansættelse

af pantebrevenes kurs at følge andre principper end normalt ved

fastsættelse af pantebreves kurs, og det var endvidere ikke påvist

eller sandsynliggjort, at interessesammenfaldet mellem

hovedaktionær og selskab havde ført til særlige skattemæssige

fordele.

I VLD af 23.maj 1985 (R.R.1985.8. s.193) blev et selskabs tilskud til

opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets

hovedaktionær var formand for, kun i begrænset omfang anerkendt

som en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet, mens det

resterende beløb blev anset som maskeret udbytte for

hovedaktionæren.

Landsskatteretskendelse af 23.september 1985 (Skat 1985.10.283): En

revisor overdrog enkelte klienter til sit eget anpartsselskab. Ved

indkomstopgørelsen havde han anset overdragelsen for salg af

goodwill, og som følge af at goodwill ikke længere skal medregnes

som særlig indkomst, havde han ikke medregnet nogen del af beløbet

ved sin indkomstopgørelse.

Landsskatteretten var enig med de lokale skattemyndigheder i, at

revisors overdragelse af enkelte klienter fra sin personlige

revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab ikke

kunne anses som overdragelse af goodwill fra

revisionsvirksomheden, idet goodwill er så nøje forbundet med

selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig virkning kan

foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill.

Som følge heraf kunne landsskatteretten tiltræde, at det til revisor

udbetalte beløb blev anset som maskeret udlodning fra selskabet.

Lsr.1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i

selskabet for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke

ønskede at skyde yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog

direktøren sig A/S A's kautionsforpligtelser m.v. Det var videre

oplyst, at direktøren tillige for 1 kr. havde købt en fordring på

260.000 kr., som A/S B havde på A/S A. Skattemyndighederne havde

anset afdrag på fordringen for en skattepligtig udlodning fra

selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens skattepligtige

indkomst med udlodningen.

Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset

for værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med

erhvervelsen havde været at få mulighed for senere at trække penge

ud af selskabet uden beskatning. Det måtte derfor anses for med

rette, at direktøren selv blev beskattet af det udloddede beløb.

Under henvisning til det oplyste om direktøren lønindkomst fra

selskabet blev udbetalingen anset for yderligere løn fra

selskabet, og ansættelsen blev derfor nedsat med

skattegodtgørelsen.

1.2.5.4. Havnemølledommen .

Endelig skal anføres højesteretsdom U.f.R. 1960.535 H, der omhandler

et særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.

Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet

til et af aktionærerne oprettet interessentskab på vilkår, at

korntørreriets driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet,

mens interessentskabet betalte en omsætningsbestemt leje.

Højesteret fastslog, at udlejningen efter lejekontraktens indhold

ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig baggrund,

bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for

interessentskabet. Derimod fandtes selskabet ved den foretagne

disposition at have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne

årligt fik et særligt udbytte af deres aktier ud over det

deklarerede i form af interessentskabets overskud.

Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til

selskabets indkomst.

1.2.5.4. Ydelser til hovedaktionærens børn m.fl. samt fonde .

Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til

hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske

til aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris,

anses forskellen mellem handelsværdien og den faktiske

overdragelsesværdi som maskeret udlodning til den pågældende,

såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post - aktier i

selskabet. Er den pågældende ikke aktionær, må forskellen anses

som en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave

videretransporterer aktivitet til handelsværdi til den pågældende.

Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende

modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller

lignende.

1.2.5.6. Omgørelser .

Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning

af maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne

ændrer de aftalte vederlag i overensstemmelse med

skattemyndighedernes skøn eller lader den foretagne handel gå

tilbage.

De stedlige ligningsmyndigheder kan normalt ikke tage stilling til

sådanne andragender, idet kompetencen ligger hos ligningsrådet.

Statsskattedirektoratet har dog fået bemyndigelse til på rådets

vegne at give tilladelse til omgørelser, hvis den disposition, der

skal omgøres, er enkel og overskuelig, hvis den ikke har været

forsøgt tilsløret i regnskaberne, og hvis det må antages, at den

skattepligtige ikke har været klar over de skattemæssige

virkninger af dispositionen.

Det er endvidere en betingelse for at tillade en omgørelse, at det er

muligt at foretage omgørelsen.

Ligningsrådet har endvidere bemyndiget de stedlige

ligningsmyndigheder til, i forbindelse med omdannelse af en

personlig drevet virksomhed til selskab, at tillade visse

ændringer i selskabets og stifternes beskatningsforhold, se

nærmere i SD-cirk. nr.414 af 16.april 1975, nr.485 af 20.oktober

1976 og nr.1978-7.

I henhold til SD-cirk.1982-24 kan de stedlige ligningsmyndigheder

desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær

fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.

Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige

dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet

blive betragtet som en ny disposition med deraf følgende

yderligere skattemæssige konsekvenser i form af gave- eller

udlodningsbeskatning.

1.2.5.7. Aktionærbeskatning .

For så vidt angår beskatningen af maskeret udbytte hos aktionærer og

anpartshavere kan yderligere henvises til afsnit K 2.

1.2.6. Fikseret vederlag .

Aftaler mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, kan

også gå ud på, at hovedaktionærens vederlag (gage, leje, rente)

fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad selskabet skulle

betale, hvis vederlaget skulle oppebæres af en anden end

hovedaktionæren.

I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne

aftalte vederlag.

Sådanne aftaler kan dog tilsidesættes i særlige tilfælde, hvor den

pågældendes personlige erhvervsevne er afgørende for indkomstens

erhvervelse, hvor han reelt over for kundekredsen er den

forpligtede med hensyn til indsatsen, og hvor den i selskabet for

erhvervsudøvelsen nødvendige kapital er minimal, således at

selskabsformen må anses for valgt udelukkende med henblik på at

undgå personbeskatning af indkomsten.

I HD af 21.juni 1983 (U.f.R.1983.699), blev en direktørs gageafkald

til fordel for det af ham dominerede selskab ikke anset for

bindende ved direktørens skatteansættelse under hensyn til, at

selskabets indtjening og ekspansion var afhængig af hans

personlige arbejdsindsats.

Der kan her blive tale om at overføre et yderligere beløb til

beskatning som vederlag til aktionæren, så vederlaget svarer til

den betaling, det må anses for muligt at opnå for tilsvarende

ydelser mellem uafhængige parter.

Selskabets skattepligtige indkomst nedsættes i så fald med det samme

beløb, idet det forudsættes, at beløbet udbetales eller godskrives

aktionæren i tilknytning til den stedfundne beskatning.

Ændringer af denne art, kan dog kun finde sted efter forudgående

forelæggelse for statsskattedirektoratet, jfr. SD-cirk. nr. 437 af

5.11.1975 om fikseret vederlag.

En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt

anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere

år. Han ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet

anbragte i værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne

modregnes i selskabets underskud. Da der ikke lå

forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men formålet med

købet af selskabet alene havde været udnyttelse af underskuddene,

fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos

hovedanpartshaveren.

I lsr.1985.6. blev et selskab ikke anset for skattepligtig af

fikserede indtægter ved udlån til selskabets tidligere direktør,

der var gift med en af selskabets aktionærer. Det var oplyst, at

selskabets tilgodehavende var opstået ved transaktioner af

undersløbslignende karakter fra direktørens side, og på den

baggrund fandt landsskatteretten, at selvom tilgodehavendet havde

vedrørt en person, der havde familiemæssig tilknytning til

selskabets aktionærkreds, kunne det dog ikke sidestilles med et

aktionærlån, der der ikke havde været vilje til at yde det

pågældende lån.

1.3. Specielle selskaber .

Foruden de i det foregående omtalte almindelige og specielle regler

for indkomstopgørelse, som alle aktie- og anpartsselskaber m.v. er

undergivet, gælder for nogle selskaber særlige regler, enten med

baggrund i lovgivningen eller i henhold til skattemyndighedernes

praksis.

1.3.1. Banker .

Banker skal være organiserede som aktieselskaber og kan kun have som

formål at varetage funktioner i forbindelse med omsætning af

penge, kreditmidler og værdipapirer, samt dermed forbundne

serviceydelser, jfr. lov om banker og sparekasser § 1, stk. 3.

Omsætning i forbindelse hermed må derfor henregnes under bankens

næring.

Ved ØLD af 15. juni 1967, U.f.R. 1967.897, Skd.4.38 ansås en bank

således almindelig skattepligtig af avancen på en post aktier i et

lokalt bryggeriselskab ved dette selskabs likvidation, selv om

banken havde ejet aktierne i ca. 60 år og angav, at formålet med

aktiebesiddelsen alene var at bevare bryggeriet som kunde.

Undtagelse fra denne regel om, at ethvert salg af værdipapirer

henhører under bankens næring, er dog gjort med hensyn til aktier

i et af banken ejet datterselskab, hvis formål alene er at eje og

administrere ejendomme erhvervet med det hovedsigte at skaffe

lokaler til bankens virksomhed. Endvidere er der gjort undtagelse

for så vidt angår aktier i Finansieringsinstituttet for Industri

og Håndværk og aktier i andre finansierings-, investerings- og

bankaktieselskaber erhvervet med henblik på permanent drift af en

virksomhed, der er supplement til den almindelige bankvirksomhed,

herunder udenlandske bankdatterselskaber.

Afgørelsen af, om en aktie undtagelsesvis falder uden for bankens

næring, har betydning for, om urealiserede kursgevinster eller

-tab kan holdes uden for indkomstopgørelsen i de tilfælde, hvor

banken anvender det nedenfor omtalte »»lagerprincip«», og

bedømmelsen må derfor i disse tilfælde foretages ved erhvervelsen

af aktierne.

LL § 4, Hovedregel. Realisationsprincippet .

Ved LL § 4 er det fastsat, at såfremt banker, forsikringsselskaber og

andre virksomheder opnår kursgevinster ved afhændelse eller

indfrielse af offentlige obligationer, herunder statsgældsbeviser

og præmieobligationer, private pantebreve og fordringer, skal

kursgevinsten medregnes til selskabets skattepligtige indkomst.

Sker indfrielsen gennem afdrag, skal i indkomsten medregnes så stor

en del af afdraget, som erhvervelseskursen er mindre end pari

kurs. Er erhvervelseskursen 75, skal af hvert afdrag 1/4 medregnes

i indkomsten.

Der er i visse tilfælde af ligningsrådet givet tilladelse til, at der

ved avanceberegninger for offentlige obligationer under samme

afdeling, serie og rentefod gås ud fra en gennemsnitlig

anskaffelsessum i stedet for hver enkelt obligations

anskaffelseskurs.

Opstår der ved afhændelsen eller indfrielsen et tab, er dette

fradragsberettiget.

Denne opgørelsesform for gevinst eller tab ved afhændelse eller

indfrielse betegnes almindeligvis »realisationsprincippet«.

Undtagelse Lagerprincippet .

Afvigelse fra realisationsprincippet kræver ligningsrådets

tilladelse. En sådan kan ikke forventes opnået for værdipapirer,

der er erhvervet som anlægspapirer. Såfremt tilladelse er opnået,

vil den herved godkendte opgørelsesmåde kun under ganske særlige

omstændigheder kunne fraviges og kun med ligningsrådets

tilladelse.

En række banker har opnået tilladelse til at anvende det såkaldte

»lagerprincip«, d.v.s. at lade årets kurssvingninger påvirke den

skattepligtige indkomst, selv om disse gevinster eller tab ikke er

realiserede. Også andre, f.eks. forsikringsselskaber vil normalt

kunne opnå tilladelse til at anvende lagerprincippet, mens

selskaber, der udelukkende eller i overvejende grad blot modtager

sådanne værdipapirer som led i deres øvrige næringsvirksomhed,

f.eks. byggeselskaber, ikke kan forvente at opnå tilladelse til

fravigelse fra hovedreglen.

Ligningsrådet har givet afslag på en række pengeinstitutters

andragender om tilbagevenden til realisationsprincippet, da der

ikke forelå særlige omstændigheder.

Det er ikke alle kurssvingninger, der er omfattet af LL § 4.

Ved HD af 19.maj 1972 (U.f.R. 1972.611 H, Skd.21.167) blev det

fastslået, at en bank, der havde fået tilladelse til at anvende

lagerprincippet, ikke kunne fradrage kurstab ved prioritering af

bankens egne faste ejendomme, hvorimod kurssvingninger på de

obligationer, der hidrørte fra belåningen, efter prioriteringen

måtte behandles på samme måde som kurssvingninger på bankens

øvrige obligationsbeholdning, da obligationerne var indgået i

bankens fondsbeholdning.

Det ikke-fradragsberettigede tab beregnes som forskellen mellem pari

kurs og køberkursen for de omhandlede obligationer på

udleveringstidspunktet. Såfremt obligationerne sælges umiddelbart

efter udleveringen, træder den faktisk opnåede kurs i stedet for

køberkursen ved udleveringen.

Benyttes obligationer fra bankens egen fondsbeholdning til indfrielse

af prioritetsgæld, skal banken ikke beskattes af forskellen mellem

pari kurs og sælgerkursen på indfrielsestidspunktet.

Om valutakursfortjenester og -tab henvises til afsnit L 3.6.8.

Kursopskrivning på obligationer i puljebaserede kapitalpensions-

og selvpensioneringsordninger omfattet af realrenteafgiftsloven .

Banker og sparekasser kan opnå tilladelse til at anvende

realrenteafgiftslovens matematiske kursopskrivningsprincip på

obligationer i pengeinstitutternes puljebaserede kapitalpensions-

og selvpensioneringsordninger, der er omfattet af

realrenteafgiftsloven.

Puljerne er obligationsporteføljer, der ejes af pengeinstituttet, men

er udskilt fra pengeinstituttets øvrige obligationsbeholdning, og

hvoraf hele udbyttet tilfalder den enkelte indehaver af en

kapitalpensionskonto eller selvpensioneringsordning.

Disse obligationspuljer er undergivet realrenteafgiftslovens § 3,

stk. 2 og stk. 3, nr. 9, og afkastet skal udregnes på grundlag af

reglen i § 4, om det matematiske kursopskrivningsprincip, idet den

enkelte kontohaver og ikke pengeinstituttet er afgiftspligtig.

Obligationspuljerne har hidtil ved pengeinstituttets

indkomstopgørelse været omfattet af lagerprincippet, men der er

ikke blevet udløst beskatning af puljernes afkast, da udbyttet

umiddelbart er tilskrevet de enkelte kontohavere, som en

fradragsberettiget renteudgift for pengeinstituttet.

Tilladelsen er givet generelt af ligningsrådet, således at de enkelte

pengeinstitutter blot ved efterfølgende meddelelse kan underrette

den lokale skattemyndighed om, at de ønsker at vælge det i

realrenteafgiftsloven angivne princip, ved opgørelsen af

kursgevinster på de omhandlede obligationer, dog således at der

ikke senere igen kan ændres princip uden tilladelse fra

ligningsrådet.

Aktier .

Avance og tab på aktier, der er anskaffet som led i næringsvejen,

skal iflg. § 3 i aktieavancebeskatningsloven (lovbkg. nr.371 af

22.juli 1983) medregnes til den skattepligtige almindelge

indkomst.

Avance og tab skal opgøres efter det hidtil fulgte princip.

Principskifte kræver tilladelse fra ligningsrådet. Der henvises

iøvrigt til ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse

nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på

næringsaktier.

Ultimokurser .

De selskaber, der kan anvende lagerprincippet, skal ved

indkomstopgørelsen medregne aktier og obligationer til den

noterede kurs på statusdagen. Obligationer, der er udtrukket til

indfrielse den 2. januar i det følgende år, skal medtages til

pari. Unoterede obligationer, pantebreve og fordringer skal

medregnes med værdien i handel og vandel, unoterede aktier

medregnes til den i statsskattedirektoratets kursliste angivne

kurs.

Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier .

Hensættelser til imødegåelse af tab på udlån og garantier kan

foretages enten som en procentvis beregnet hensættelse eller som

individuelle hensættelser på grundlag af en vurdering af de

enkelte engagementer, jfr. SD.medd.1984.

Det valgte princip skal anvendes for samtlige engagementer.

Der kan ikke samtidig foretages både procentvise og individuelle

hensættelser på disse aktivposter.

Såfremt hensættelsen foretages på procentbasis, kan der kun foretages

hensættelse, så længe summen af årets og tidligere års

hensættelser ikke overstiger 3% af de på statustidspunktet

bevilgede udlån og garantier.

Foretages hensættelsen derimod som en individuel hensættelse, kan

denne foretages i det omfang, hvor et tab er konstateret eller

sandsynliggjort. Kontrollen af de på denne måde foretagne

hensættelser foretages af statsskattedirektoratet. Summen af de

individuelle hensættelser kan udgøre op til 5% af de på

statustidspunktet bevilgede udlån og garantier, uden at dette bør

give anledning til særlig efterkontrol. Hensættelsernes samlede

beløb kan således efter denne fremgangsmåde overstige, hvad der

kunne være hensat efter procentvis beregning.

Bankerne kan indregne udlån til datterselskaber ved beregning af

hensættelserne, når disse udlån henhører under aktivpost 8 i

banktilsynets bekendtgørelse af 2.marts 1981.

Bankerne er iøvrigt pligtige til efter opfordring at meddele de

lignende myndigheder oplysninger om størrelsen af hensættelserne

og om konstaterede tab, der er fratrukket som driftsudgift.

Fradrag for kundegaver .

Banker kan i begrænset omfang fradrage gaver og tilskud til kunder

som driftsomkostninger.

Ved VLD af 13.april 1981 (skd.59.384) blev de af en bank ydede gaver

og tilskud til en række foreninger og institutioner i bankens

opland således anset for fradragsberettigede. Det blev lagt til

grund, at gaverne var af beskeden størrelse, at modtagerne på

gavetidspunktet var kunder i banken, og at gaverne ikke stod i

misforhold til modtagernes indeståender i banken. Den

omstændighed, at en del af modtagerne ikke drev erhvervsmæssig

virksomhed, blev ikke ved dommen tillagt nogen betydning.

1.3.2. Forsikringsselskaber .

Forsikringsselskaber er direkte omfattet af LL § 4, og der henvises

til omtalen heraf foran under banker.

Den i loven nævnte adgang til efter tilladelse fra ligningsrådet at

afvige fra realisationsprincippet gælder også

forsikringsselskaber.

Forsikringsselskabernes beholdning af aktier betragtes i

almindelighed som anlægsaktiver, og de er således underkastet de

almindelige aktionærbeskatningsregler.

Tekniske reserver .

De beløb, som forsikringsselskaber henlægger til dækning af de over

for de forsikrede indgåede forpligtelser, nemlig til

præmiereserver og skadesreserver eller bonusfond, kan fradrages

ved indkomstopgørelsen, jfr. SSL § 13, stk.2. Endvidere kan

fradrages henlæggelser til sikkerhedsfonds.

Præmie- og skadesreserver .

Præmiereserven består af den del af de indbetalte præmier, som på

tidspunktet for regnskabsopgørelsen henstår til dækning af

uafløbne risici, d.v.s. vedrører ikke indtrufne

forsikringsbegivenheder i resten af præmiebetalingsperioden.

Skadesreserven skal dække skader, som endnu ikke er afviklet på

statustidspunktet. Begge reserver er således udtryk for, at

indgåede præmier ikke er fuldt indtjente, fordi den tilsvarende

udgift ikke er afholdt eller forpligtelsen ikke afviklet.

Bonusfond .

Ved bonus forstås tilbagebetaling af for meget oppebåret præmie, og i

stedet for hvert år at tilbagebetale for meget erlagt præmie

direkte til hver enkelt forsikringstager med fradragsvirkning, kan

selskabet henlægge beløbet til en bonusfond til senere udbetaling.

Sikkerhedsfond .

Henlæggelse til sikkerhedsfond kan ske under forudsætning af, at det

i selskabets vedtægter er bestemt, at sikkerhedsfondens midler

alene kan anvendes til styrkelse af præmiereserven eller på anden

måde til fordel for de forsikrede.

Denne henlæggelsesmulighed kan benyttes af såvel

livsforsikringsselskaber som skadesforsikringsselskaber samt rene

genforsikringsselskaber, der ikke har forsikrede, men har

præmiereserver.

Livsforsikringsselskabers indekserede realkreditobligationer .

I forbindelse med lovgivningen om indeksregulerede

realkreditobligationer opstod der et samtidighedsproblem for

livsforsikringsselskaber, der i henhold til LL § 4 følger

realisationsprincippet ved beskatning af kursgevinster og -tab,

herunder indeksreguleringer, idet beskatningen først finder sted,

når obligationerne indfries, medens fradrag for henlæggelser til

præmiereservefonds og bonusfonds efter SSL § 13, stk. 2, indrømmes

i takt med de regnskabsmæssige henlæggelser, der typisk vil ske år

for år i obligationernes løbetid.

Der er åbnet adgang for de enkelte livsforsikringsselskaber til efter

derom indgiven ansøgning til ligningsrådet ved indkomstopgørelsen

at medregne de indekstillæg, som tilskrives indeksobligationer, i

de år indekseringen foretages til de senest noterede køberkurser

inden tilskrivningen af indekstillægget, jfr. § 127, stk. 2, i lov

om forsikringsvirksomhed.

Opgørelse i henhold til LL § 4, stk. 1 af kursgevinster og -tab på

obligationer og pantebreve omfattet af realrenteafgiftsloven .

I forbindelse med indførelsen af realrenteafgiften på visse

pensionskapitaler blev det bestemt, at urealiserede ændringer i

kursværdien af obligationer og pantebreve som følge af ændringer i

den effektive markedsrente ikke medregnes i afgiftsgrundlaget.

Derimod medregnes den såkaldte matematiske kursopskrivning, dvs.

en regulering af værdipapirernes anskaffelsessum med den

kursværdiændring, der alene er en følge af forkortelsen af

fordringernes restløbetid.

Realiserede kursgevinster og -tab på pantebreve og obligationer

medregnes i afgiftsgrundlaget efter en saldometode, således at kun

20 pct. af saldoen ved hvert afgiftsårs udløb indgår i

afgiftsgrundlaget for det enkelte år.

Ligningsrådet har givet statsskattedirektoratet bemyndigelse til at

imødekomme andragende fra livsforsikringsselskaber, hvorefter

kursgevinster og -tab på de af realrenteafgiftsloven omfattede

værdipapirer i 1983 opgøres efter overgangsbestemmelsen i

realrenteafgiftslovens § 24, stk. 1, og fra og med 1984 opgøres

efter hovedreglen i § 4 (den matematiske kursopskrivning).

Udenlandske forsikringsselskaber .

Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet

(begrænset skattepligtige), skal ifølge SSL § 12, stk.3, opgøre

den skattepligtige indkomst på den måde, at først opgøres - efter

danske regler - selskabets samlede globale indkomst. Den her i

landet skattepligtige indkomst udgør da så stor en del af

globalindkomsten, som svarer til forholdet mellem

bruttopræmieindtægten her i landet og selskabets samlede globale

bruttopræmieindtægt.

Ministeren for skatter og afgifter kan i særlige tilfælde efter

indstilling fra ligningsrådet tillade, at indtægten opgøres på

anden måde. Der er således givet tilladelse til, at visse særlige

indtægter, som ikke vedrører forsikringsvirksomheden, f.eks.

overskud ved driften af selskabets faste ejendom her i landet, er

trukket ud af globalindkomsten og betragtet som alene dansk

indkomst.

Tilladelse kommer kun på tale, såfremt et selskab kan påpege, at der

foreligger helt specielle konkrete forhold for den danske filial

(Skd.69.167).

Om et andet tilfælde, se Skd.69.181.

1.3.3. Finansierings- og investeringsselskaber .

Ved finansieringsselskaber forstås her selskaber, der driver

virksomhed ved pengeudlån eller pengeanbringelse - normalt på

kortere sigt - med det formål at opnå størst muligt afkast.

Genstanden for pengeanbringelsen kan være almindelige udlån,

købekontrakter, gældsbeviser, pantebreve, aktier etc.

For finansieringsselskaber er formodningen for, at kursgevinster

beskattes som almindelig skattepligtig indkomst ud fra et

næringssynspunkt, jfr. SL § 4.

I delvis modsætning til finansieringsselskaberne står

investeringsselskaberne, der har et mere anlægspræget formål.

Midlerne anbringes for at opnå et så sikkert og permanent udbytte som

muligt, og der lægges i investeringsselskaberne i det hele mere

vægt på værdistabiliteten end på størrelsen af det øjeblikkelige

afkast.

For investeringsselskaber er formodningen imod, at beskatning skal

ske ud fra et spekulations- eller næringssynspunkt.

Sondringen mellem finansierings- og investeringsselskaber er uden

betydning, for så vidt midlerne alene er anbragt i offentlige

obligationer samt private pantebreve og fordringer, idet LL § 4

her vil begrunde almindelig indkomstbeskatning af kursgevinsterne

også hos investeringsselskaber, selv om der ikke kan beskattes

efter et spekulations- eller næringssynspunkt, se således VLD af

18.december 1974 (Skd.34.320), hvor et selskab blev anset omfattet

af LL § 4, da selskabet som et normalt led i sin almindelige

virksomhed anbragte midler i private pantebreve, således at

kursgevinsterne ved indfrielse udgjorde en regelmæssig

tilbagevendende indtægt af samme karakter som egentlige

renteindtægter.

Forskellen træder normalt først frem, når det drejer sig om aktier og

lignende værdipapirer. Her vil finansieringsselskaberne være

almindeligt indkomstskattepligtige af avancer efter et

næringssynspunkt, mens investeringsselskaberne kun beskattes efter

de almindelige aktionærbeskatningsregler.

Ved sondringen mellem de to selskabstyper er det ikke alene

selskabets vedtægtsmæssige formål, der er afgørende for

bedømmelsen, også den faktiske virksomhed er af betydning.

Der må derfor oftest anlægges en konkret vurdering af selskabets

virksomhed.

Lsr. 1981.74: Et selskab, der drev handelsvirksomhed med leverancer

til byggebranchen, havde oparbejdet en ret stor ledig kapital og

anbragt den i værdipapirer, fortrinsvis i obligationer og

statsgældsbeviser. En kort periode omfattede selskabets

vedtægtsmæssige formål finansiering (foruden handel og

fabrikation), men dette formål var igen slettet af vedtægterne,

inden skattemyndighederne rejste spørgsmålet om beskatning af

kursavancer efter LL § 4. Landsskatteretten fandt, at selskabet

ikke som et normalt led i dets almindelige virksomhed havde

anbragt midler i obligationer m.v.

HD af 9.marts 1982: (Skd.61.175) Et selskab havde i en årrække drevet

tobaksfabrikation. I forbindelse med køb af en betydelig aktiepost

i en anden tobaksfabrik forpligtede selskabet sig til selv at

ophøre med denne fabrikation, og i den forbindelse blev der under

formålsbestemmelsen inddraget »selvstændigt erhverv, udnyttelse af

fast ejendom og anden investeringsvirksomhed«. Nogle år senere

ændredes formålet til foruden deltagelsen i førnævnte

tobaksfabrikationsselskab at omfatte »anden handel,

finansierings-, fabrikations- eller ingeniørvirkomhed ...". I

årene efter ophøret af selskabets egen fremstillingsvirksomhed

havde det efterhånden for sine frigjorte midler og

udbytteindtægter erhvervet en betydelig beholdning af børsnoterede

obligationer, som der ikke blev solgt af, før selskabet på et

endnu senere tidspunkt gik over til i højere grad at investere i

aktier. I de til grund for sagen liggende indkomstår androg

selskabets renteindtægter 40-50 pct. af det regnskabsmæssige

overskud, ligesom obligationsbeholdningen repræsenterede en

betydelig del af egenkapitalen. Retten anså obligationskøbene for

at være sket som et normalt led i selskabets almindelige

virksomhed, således at indtægten ved udtrækning i medfør af LL § 4

var skattepligtig indkomst.

ØLD af 13.maj 1985: Et selskab var moderselskab for en række danske

og udenlandske selskaber og koncentrerede sin virksomhed om salg,

administration af koncernen samt udvikling og økonomi. Dets

vedtægtsmæssige formål omfattede ikke fortjeneste ved investering

i obligationer og pantebreve. Selskabet havde dog gennem nogle år

haft indtægter ved kursavancer af sådanne værdipapirer, men

værdien af denne værdipapirbeholdning udgjorde kun et mindre beløb

i forhold til selskabets samlede aktiver, og indtægterne derfra

udgjorde ligeledes kun et mindre beløb i forhold til selskabets

bruttoavance og et ubetydeligt beløb i forhold til omsætningen. En

væsentlig del af værdipapirbeholdningen måtte antages at være

nødvendig til opfyldelse af løbende kontraktlige forpligtelser med

forudbetaling. Retten fandt herefter ikke, at selskabets

anbringelse af midler i disse værdipapirer kunne anses for et

normalt led i den almindelige virksomhed, og ligningslovens § 4

kunne derfor ikke bringes i anvendelse. (Appelleret).

VLD af 2.juli 1985: Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål ikke

omfattede finansiering eller lignende, drev tidligere en

omfattende erhvervsvirksomhed, men udskilte så produktions- og

salgsaktiviteterne til et datterselskab. Der indgik derefter

betydelige beløb til moderselskabet i form af royalties, leje

m.v., afdrag på gæld fra datterselskabet samt afvikling af

debitorer. Selskabet investerede størstedelen af de således

fremkomne midler i obligationer og pantebreve, dels for at opnå en

bedre forrentning, dels for at disponere over let realisable

aktiver til eventuel fyldestgørelse af krav, der udsprang af

forpligtelser vedrørende egne og datterselskabets

erhvervsaktiviteter. Retten fandt, at selskabet måtte være

omfattet af ligningslovens § 4 under hensyn til, at det var ophørt

med produktions- og salgsaktiviteter, at beholdningen af

værdipapirer udgjorde en betydelig del af dets egenkapital, og at

udbyttet heraf udgjorde en betydelig del af indtægterne.

(Appelleret).

En ikke offentliggjort landsskatteretskendelse omhandlede et selskab,

hvis vedtægtsmæssige formål var at drive virksomhed med

foretagelse af godsregistrering med videre. Formålet omfattede

ikke finansiering eller investering. Selskabets indtægter

omfattede oprindeligt overskud af godsregistrering og

lejeindtægter i forbindelse hermed samt afkast af værdipapirer.

Fra 1.maj 1979 eller fra og med det regnskabsår, der lå til grund

for ansættelsen for skatteåret 1981/82, afhændede selskabet sin

godsregistreringsvirksomhed, og dets erhervsmæssige virksomhed

indskrænkede sig fra dette tidspunkt til udleje af diverse

faciliteter og til mod refusion at stille arbejdskraft til

rådighed. Renter og kursgevinster udgjorde i de følgende år

tilsammen den største eller næststørste indtægtsgruppe og oversteg

tilsammen lejeindtægterne. Retten tiltrådte, at der med virkning

fra og med skatteåret 1981/82 var sket beskatning af kursavancerne

efter ligningslovens § 4.

Lsr.1985.43. Et selskab, hvis vedtægtsmæssige formål var at drive

håndværksvirksomhed, handel og industri, havde investeret i

obligationer, således at værdipapirbeholdningen med tillæg af

udlån og bankbeholdning efterhånden androg ca. 90 pct. af aktierne

og nettofinancieringsindtægterne ca. 70 pct. af selskabets

indtægter. Selskabet påtænkte at nedsætte eller afvikle den

erhvervsmæssige virksomhed. Ligningsrådets bindende forhåndsbesked

gik ud på, at hvis selskabet solgte obligationsbeholdningen i

regnskabsåret 1983/84 eller senere, måtte kursgevinster

konstateret ved afståelse beskattes efter ligningslovens § 4.

Såfremt selskabet beholdt obligationerne indtil udtrækning eller

indfrielse, skulle beskatning efter samme bestemmelse ske til den

tid. Landsskatteretten fandt, at selskabet endnu ind i nævnte

regnskabsår i ikke uvæsentligt omfang og i overensstemmelse med

formålet havde videreført den aktive erhvervsvirksomhed, hvorfor

der ikke var tilstrækkeligt grundlag for beskatning efter

ligningslovens § 4 for dette år. Hvad angik senere afståelser

såvel som udtrækning eller indfrielse fandt retten ikke, at

spørgsmålet kunne besvares med sikkerhed, da besvarelsen måtte

afhænge af virksomhedens karakter til den tid, herunder om der i

regnskabsårets løb måtte være sket et definitivt ophør af den

erhvervsmæssige virksomhed. (Dissens). Kendelsen er indbragt for

domstolene.

Lsr.1985.147. Et likviderende selskab, hvis vedtægtsmæssige formål

var at drive handel og industriel virksomhed, var for den

afsluttende ekstraordinære periode og de nærmest forgående

ordinære perioder blevet beskattet af kursgevinster på

obligationer i henhold til lovningslovens § 4.

Obligationsbeholdningen var efterhånden nået op på at udgøre 96

pct. af selskabets samlede anlægsaktiver. Midlerne hertil var for

en dels vedkommende fremkommet i forbindelse med gradvis afvikling

af selskabets virksomhed. Retten fandt, at selskabets anbringelse

af de likvide midler under de givne omstændigheder måtte

karakteriseres som midlertidig under særligt hensyn til, at det

for selskabet i de seneste år før beslutningen om likvidation

havde været usikkert, hvilke fremtidige produktions- eller

handelsaktiviteter, der skulle tages op. Retten lagde endvidere

vægt på, at selskabet i hele den relevante periode havde haft en

betydelig handelsmæssig omsætning. Det forhold at indtægten ved

rente- og kursgevinster i de seneste år, da selskabets afvikling

lå lige for, udgjorde den overvejende del af selskabets

indtjening, kunne derfor ikke medføre beskatning efter

bestemmelsen. (Dissens).

Når et selskab overgår til beskatning efter reglerne i LL § 4, skal

kursavance eller -tab beregnes med udgangspunkt i kursværdien

primo overgangsåret. Pantebreve og obligationer erhvervet i

forbindelse med en tidligere virksomheds- eller ejendomsafståelse

anses ikke for omfattet af § 4-beskatningen. Af en ikke

offentliggjort landsskatteretskendelse fremgår, at et selskab i

regnskabsåret 1979/80 havde anskaffet en større

obligationsbeholdning, således at det herefter i princippet var

omfattet af ligningslovens § 4. Dette regnskabsår måtte anses for

overgangsåret, uanset, at der først blev realiseret avancer det

følgende år.

En anden landsskatteretskendelse vedrørte et selskab, der ansås for

at have været omfattet af ligningslovens § 4 i en årrække, omend

den korrekte ligningsmæssige behandling først blev iværksat med

virkning for skatteåret 1984/85. I dette tilfælde skulle

kursavancen ikke beregnes i forhold til kursværdien ved indgangen

til det til grund for ansættelsen liggende regnskabsår, men på

grundlag af den faktiske anskaffelsessum. (Skat, nr.10, nov.1985,

side 278f). Se også lsr.1982.56, hvor et selskab, der ikke havde

andre aktiviteter end kapitalanbringelse, blev kendt skattepligtig

af kursavance på obligationsbeholdningen i henhold til LL § 4.

Tilsvarende afgørelse i lsr.1984.151.

SL § 4 sammenholdt med § 5 .

Også for andre selskaber end de typiske finansierings- og

investeringsselskaber kan der være mulighed for, at kursgevinster

beskattes som almindelig indkomst, nemlig i tilfælde hvor de

pågældende værdipapirer er erhvervet i spekulationshensigt eller

som led i selskabets næring, jfr. SL § 4 sammenholdt med § 5.

Ved den i lsr. 1975.110, offentliggjorte kendelse blev et

rederiaktieselskab anset for skattepligtig i henhold til SL § 4 af

den på forhånd beregnelige kursavance på et lavtforrentet lån til

en kommune med kun 3 måneders løbetid, hvorimod

indfrielsesgevinster på offentlige obligationer ikke ansås for

skattepligtige.

Ved HD af 18.juni 1976, U.f.R. 1976.658 (Skd.38.262) blev et

skibsværftsselskab ikke anset skattepligtig af kursavancen på to

lavt forrentede lån til en kommune. Lånene var ydet til underkurs

og med en løbetid på 1/2 år. I dommen udtales, at det ikke kan

antages, at der ved den pågældende udlånsvirksomhed sammenholdt

med selskabets almindelige virksomhed var udøvet

næringsvirksomhed, der er omfattet af SL § 4 sammenholdt med § 5,

når udlånsvirksomheden kun strakte sig over halvandet år og kun

angik lån til en kommune. Der blev i dommen lagt vægt på, at

vilkårene for lånene var fastsat bl.a. af indenrigsministeriet, og

at skattedepartementet tidligere havde udtalt, at kursavancerne

måtte anses for skattefrie.

1.3.4. Ejendomsselskaber .

Ved ejendomsselskaber forstås selskaber, hvis formål hovedsagelig er

at eje og administrere en eller flere faste ejendomme og hvis

indtægt fortrinsvis består af afkastet af disse ejendomme.

Ofte vil selskabernes formål også omfatte handel med ejendomme,

hvorved en ved salg opnået avance må medregnes i selskabets

almindelige indkomst ud fra et næringssynspunkt.

Det skal dog bemærkes, at egentlig virksomhed som ejendomshandler

(for fremmed regning) i henhold til næringslovens § 23 og

handelsministeriets bekendtgørelse nr. 401 af 2. december 1966

ikke kan drives af et selskab.

Ved afgørelsen af om en avance ved ejendomssalg kan anses omfattet af

selskabets næring, lægges der vægt på selskabets formål.

Såfremt formålet omfatter handel med ejendomme, skal der præsteres

ganske særlige beviser for, at en avance ikke skal anses for

almindelig indkomst.

Et sådant tilfælde forelå ved ØLD af 10. december 1953. Her havde en

skotøjshandler købt et ejendomsselskab med henblik på at kunne

flytte sin forretning hen i selskabets ejendom, hvis han blev

tvunget til at fraflytte de lejede lokaler, hvor forretningen

hidtil havde haft til huse. Da de lejede lokaler blev til salg,

købte han imidlertid dem og lod ejendomsselskabet sælge sin

ejendom og likvidere. Ejendomsselskabets formål var at erhverve,

administrere, udnytte og eventuelt afhænde ejendommen, men uanset

dette formål statuerede landsretten, at avancen ikke skulle

medregnes til selskabets skattepligtige indkomst. Dette støttedes

på, at som formålsparagraffen var formuleret, havde selskabet ikke

haft til direkte formål at omsætte ejendommen, hvilket også

bestyrkedes af oplysningerne om baggrunden for selskabets

stiftelse. Endvidere lagdes der vægt på, at skotøjshandleren ikke

tidligere havde købt og solgt ejendomme eller ejendomsselskaber i

spekulationshensigt. Endelig var det utvivlsomt, at aktierne i

ejendomsselskabet var købt for at skaffe forretningslokaler, og at

ejendommen var solgt for at skaffe midler til købet af de lejede

lokaler.

Lignende afgørelser findes i lsr. 1950.45 og 1972.124, hvori der er

lagt vægt på selskabets faktiske virksomhed, anvendelsen af den

omhandlede ejendom og den lange besiddelsestid.

ØLD af 22.marts 1985: Et anpartsselskab, hvis vedtægtsmæssige formål

bl.a. omfattede udlejning af og handel med fast ejendom samt

finansiering, blev i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1 a,

beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi blev

anvendt som afdrag på selskabets købesum for erhvervelse af en

større ejerlejlighedsejendom. Ca. 20 pct. af ejerlejlighederne

blev solgt af selskabet umiddelbart efter erhvervelsen og de

omhandlede pantebreve hidrørte fra disse handler. (Appelleret).

Afsmitning .

Udover selskabets vedtægtsmæssige formål og faktiske virksomhed

lægges der ved bedømmelsen også vægt på aktionærernes forhold.

Er aktionærerne personer med nær tilknytning til byggebranchen

(bygningshåndværkere, byggeadvokater m.v.), vil der ofte kunne

anlægges et næringssynspunkt, selv om formålsparagraffen ikke

formelt giver baggrund herfor.

Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser

HD af 22. december 1941, U.f.R. 1942.95. Et selskab, der blev stiftet

i 1925 af 3 personer (sagfører, ingeniør, arkitekt), med det

formål at erhverve og bebygge en nærmere angivet grund og dermed

beslægtede forretninger, opførte i 1926 en bygning på grunden, som

selskabet udnyttede til udlejning til 1936, hvor ejendommen blev

solgt. Salget blev anset for at ligge inden for selskabets

erhvervsmæssige formål, og da det under hensyn til oplysningerne

om 2 af stifterne/hovedaktionærerne drevne erhvervsvirksomheder

vedrørende faste ejendomme, fandtes at have været en nærliggende

form for selskabets erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen at

foretage salg som sket, blev avancen indkomstbeskattet i medfør af

SL § 5 a.

ØLD af 10. februar 1948, U.f.R. 1948.634. Et i 1934 stiftet

ejendomsselskab, hvor 2 af de 3 stiftere var bygningshåndværkere,

havde til formål at erhverve og drive faste ejendomme. Selskabet

havde opført og drev en beboelsesejendom. I 1935 erhvervede 2

advokater næsten hele aktiekapitalen, og i 1942 solgte selskabet

ejendommen. Avancen blev indkomstbeskattet, da byggeriet i sin tid

var erhvervsbyggeri, og selskabet et erhvervsselskab, hvilket ikke

var ændret ved at kredsen af aktionærer var blevet en anden.

HD af 10. april 1972, skd.21.159 (UfR 1972.520). Et selskab, A, der

var stiftet i 1945, ophørte efter nogle års forløb med at drive

den oprindelige handelsvirksomhed. Samtidig overtog en advokat,

der var en af stifterne, alle aktier med henblik på likvidation af

selskabet. Opløsningen af selskabet blev opgivet, og i 1952

overtog det en udlejningsejendom på tvangsauktion. Samme år blev

aktierne overdraget til et andet selskab, B, der blev stiftet af

advokaten og hans familie. Dette selskabs formål var bl.a. handel,

herunder med fast ejendom. Nogle år senere blev selskab A's

vedtægtsmæssige formål udvidet til også at omfatte det formål at

eje og administrere fast ejendom. I 1967 opdeltes selskab A's

ejendom i ejerlejligheder og to af disse solgt. Fortjenesten ved

disse salg blev ikke anset for indvundet ved selskabets næring, da

det ikke tidligere havde foretaget ejendomssalg, og da selskab B

uanset formålbestemmelsen hverken havde drevet erhverv ved handel

med fast ejendom eller havde ejet fast ejendom. Endvidere hensås

til, at advokaten ikke havde været beskæftiget med

ejendomshandler, og at han ikke havde virket som byggeadvokat.

VLD af 4.februar 1983. En gårdejer havde indtil 1965 ikke indtægter

fra andet end landbrug. Samme år stiftede han med sig selv som

hovedaktionær et ejendomsaktieselskab, hvis formål var at

erhverve, udstykke og opføre ejendomme. Han udstykkede et areal

fra sin landbrugsejendom og overdrog det til selskabet, som siden

foretog udstykninger og salg fra dette område, ligesom selskabet

opførte et betydeligt antal huse til videresalg. Salgssummen for

arealet blev berigtiget dels ved kontante betalinger til

skatteyderen, efterhånden som der blev solgt udstykkede grunde,

dels ved at skatteyderen modtog sælgerpantebreve som betaling.

Pantebrevene modtog han til underkurs svarende til handelsværdien

på overdragelsestidspunktet. Landsretten nægtede under henvisning

til retsplejelovens § 363 kammeradvokaten tilladelse til som nyt

anbringende at gøre gældende, at skatteyderen var skattepligtig i

medfør af ligningslovens § 4. Retten lagde i øvrigt til grund, at

overdragelse af pantebreve fra selskabet til skatteyderen alene

var sket til indfrielse af hans tilgodehavende hos selskabet.

Uanset at han som hovedaktionær selv havde kunnet træffe

beslutning om denne fyldestgørelsesmåde, fandt retten at måtte

give ham medhold i, at erhvervelsen af pantebrevene var sket som

kapitalanlæg med den følge, at kursgevinsten i medfør af SL § 5,

stk. 1 a ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst,

svarende til, at skatteyderen ikke kunne antages at ville have

været skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle

sælgerpantebreve udstedt direkte som led i berigtigelsen af

købesummen eller opnået på andre tilsvarende pantebreve erhvervet

for en kontant købesum.

HD af 30.oktober 1985. Et ejendomsaktieselskab blev anset for

almindeligt indkomstskattepligtigt ved salg af udstykkede

ejerlejligheder. En person, der gennem et holdingselskab havde den

bestemmende indflydelse i selskabet, købte af dette et antal

pantebreve på almindelige markedsvilkår og for privat opsparede

midler. Personen havde i en årrække ikke drevet erhverv uden i

selskabsform. Erhvervelsen af pantebervene fandtes dog at have

haft en så nær tilknytning til ejendomsaktieselskabets

næringsvirksomhed, at de opnåede kursavancer også hos personen

måtte anses for indkomstskattepligtige efter statsskattelovens § 4. Med samme begrundelse blev også holdingselskabet anset for

indkomstskattepligtigt af kursavancer på pantebreve hidrørende fra

ejendomsaktieselskabet.

ØLD af 8.november 1983. Et selskab blev stiftet december 1972 med det

formål at drive handel, investering, finansiering samt

rådgivningsvirksomhed. I begyndelsen drev selskabet ikke

virksomhed, men 1.januar 1974 erhvervede det 1/4 af en

udlejningsejendom, som det afhændede igen 1.januar 1975. Overskud

af ejendomsanparten var selskabets eneste indtægt i dette

kalenderår. Ved salget modtog selskabet et pantebrev nedskrevet

til kurs 50. Fortjenesten blev selvangivet som almindelig

skattepligtig indkomst. I det følgende regnskabsår bestod

selskabets indtægt alene af pantebrevsrenter og kursavance ved

afdrag og indfrielse. 1.januar 1976 købte selskabet for midler

frigjort ved det første salg en ny ejendomsanpart i et

ejendomsinteressentskab, stiftet af hovedaktionæren i 1961.

Hovedaktionæren havde gennem alle årene udover indtægt ved

advokatvirksomhed haft betydelige interesser på ejendomsmarkedet

og herunder oppebåret avancer, som han var blevet

indkomstbeskattet af. Retten fandt, at selskabets erhvervelse af

pantebrevet havde en sådan tilknytning til hovedaktionærens

virksomhed på ejendomsmarkedet, at kursavancerne måtte anses for

indkomstskattepligtige for selskabet.

Lsr. 1950.164. I 1936 stiftedes et ejendomsselskab A af et

håndværkerkonsortium med det formål at erhverve fast ejendom,

opføre beboelsesejendomme og dermed beslægtet virksomhed.

Selskabets aktier blev i 1941 solgt til et andet ejendomsselskab

B. I 1947 solgtes en i 1939-40 opført ejendom. Da selskabet A var

stiftet af bygningshåndværkere, fandt landsskatteretten, at det

ikke havde ligget udenfor stifternes tanke at afhænde den

omhandlede ejendom med gevinst, hvorfor indkomstskattepligt ville

være indtrådt, hvis aktierne havde været i de oprindelige

aktieejeres besiddelse. Og når hensås til at ejendomsselskabet B i

nogle tilfælde havde solgt opførte ejendomme, ændrede

aktieoverdragelsen ikke dette resultat.

Lsr. 1953.42. Et selskab blev stiftet i 1944 af 3 håndværksmestre med

det formål at erhverve, bebygge og drive en bestemt ejendom. I

forbindelse med selskabets likvidation blev ejendommen i 1950

solgt med tab ved en tvangsauktion. Uanset, at salg af ejendommen

ikke var nævnt i selskabets formålsbestemmelse, blev det, da

stifterne var bygningshåndværkere, antaget at det ikke havde

ligget uden for stifternes tanke at afhænde ejendommen, hvorfor

selskabet ansås berettiget til i indkomsten at fradrage det ved

salget af ejendommen lidte tab.

Lsr. 1970.132. Et ejendomsselskab blev stiftet i 1960 af en arkitekt,

en murermester, en installatør og en revisor, hvoraf de to

førstnævnte ejede aktiemajoriteten. I forbindelse med stiftelsen

overtog selskabet to udlejningsejendomme, hvoraf den ene blev

solgt i 1966. Selskabet havde i 1962 påbegyndt næringsvirksomhed

med faste ejendomme. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed,

at selskabets formål ikke direkte omfattede salg af fast ejendom,

ikke i sig selv måtte medføre, at et sådant salg skulle ligge

udenfor dets formål, og når hensås til aktionærkredsens

sammensætning og iøvrigt til den i 1962 påbegyndte virksomhed,

måtte det antages, at salg af faste ejendomme, som selskabet

erhvervede, ikke havde ligget uden for, hvad man havde forestillet

sig med hensyn til selskabets virksomhed.

I en ikke offentliggjort kendelse har retten ligeledes beskattet et

selskab af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Selskabet blev

stiftet i 1972 af en bygningshåndværker med det formål at erhverve

og administrere fast ejendom. Efter 5-7 års ejertid blev to af

selskabets ejendomme solgt. Selskabets stifter og hovedaktionær

ejede på stiftelsestidspunktet selv faste ejendomme, som han i de

følgende år solgte ud af, og han blev almindelig indkomstbeskattet

af fortjenesten udfra et næringssynspunkt. Da han således udfra

samme synspunkt ville have været indkomstskattepligtig af

fortjenesten ved salgene af selskabets ejendomme, hvis de havde

været købt og solgt af ham personligt, blev disse fortjenester

skatteplitige for selskabet.

I en anden ikke offentliggjort kendelse gik landsskatteretten imod

beskatning af hovedaktionæren af kursgevinster ved afdrag på

pantebreve. Hovedaktionæren, der drev skotøjshandel og ikke

personligt var inddraget i byggeri eller ejendomshandel,

beherskede et selskab, der var skattepligtig af fortjeneste ved

grundsalg som næring. Dette selskab ejede sammen med tredjemand

nogle industrigrunde, som blev solgt til et udenforstående

selskab. Handelen blev finansieret på den måde, at hovedaktionæren

erhvervede pantebreve med pant i andre ejendomme fra det købende

selskab, som herefter kunne betale de omhandlede grunde kontant.

Landsskatteretten afviste at udvide afsmitningssynspunktet til den

situation, at en hovedaktionær finansierer en køber ved dennes

anskaffelse af en ejendom fra hovedaktionærselskabet ved at afkøbe

ham pantebreve.

Også anden form for indsigt i byggebranchen end den rent

håndværksmæssige kan være afgørende for beskatningen.

Den ved afsmitning fra aktionærerne opståede næringsformodning kan

bortfalde, såfremt de oprindelige aktionærer (bygningshåndværkere

m.v.) afhænder aktierne til personer, der erhverver aktierne i

anlægsøjemed og godtgør dette ved at beholde aktierne i en længere

periode.

En ændring af et selskabs vedtægter, hvorved handelsformålet

bortfalder, anerkendes normalt ikke for så vidt angår de

ejendomme, der er erhvervet forud for vedtægtsændringen, jfr. lsr.

1972.124, og vedtægtsændringen vil i almindelighed kun kunne

anerkendes i forbindelse med ændring af aktionærkredsen.

Om afsmitning i øvrigt se E 5.3.1.1. og H 4.3.

2. Sparekasser

Ved lov nr.645 af 19.december 1975 er sparekasser med virkning fra

1/1 1976 undergivet fuld skattepligt og er således omfattet af

reglerne i selskabsskatteloven. Opgørelse af sparekassernes

indtægter skal herefter principielt ske efter samme regler, som

gælder for aktieselskaber jfr. i øvrigt SC 1.3.1. vedrørende

bankers indkomstopgørelse. Endvidere er der indført lovhjemmel

for, at reglerne om sambeskatning af aktieselskaber finder

tilsvarende anvendelse for sparekasser, selv om disse regler næppe

vil have større betydning.

2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår .

SSL §§ 35 C-35 E indeholder regler om fastsættelse af

afskrivningsgrundlag og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved

afhændelse af fast ejendom og værdipapirer, i det omfang aktiverne

er erhvervet før sparekassernes overgang til beskatning. Disse

regler har i et vist omfang betydning for indkomstopgørelserne

også for indkomstårene efter overgangsåret.

For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til

bestemmelserne.

Værdipapirer .

I lighed med banker er sparekasser skattepligtige af fortjeneste ved

afhændelse eller indfrielse, herunder udtrækning af offentlige

obligationer samt private pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4.

Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages.

For værdipapirer af den nævnte art, som sparekassen har erhvervet

forud for den 1/1 1976, træder den værdi, som formueskattepligtige

skulle anvende ved opgørelsen af deres formue den 1/1 1976, i

stedet for den faktiske anskaffelsessum, men sparekassen kan dog

vælge at anvende den faktiske anskaffelsessum, såfremt denne kan

dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for nogle

værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1976 anvendes for andre

værdipapirer.

Ved opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier, jfr. ABL § 3,

gælder tilsvarende regler for anskaffelsessummen som for

obligationer m.v.

Fortjeneste og tab på aktier, der er anskaffet i næringsøjemed,

opgøres efter det hidtil fulgte princip (realisationsprincippet

eller lagerprincippet). Principskifte kræver tilladelse fra

ligningsrådet. Der henvises i øvrigt til ministeriet for skatter

og afgifters bekendtgørelse nr.3 af 6.januar 1982 om opgørelse af

fortjeneste eller tab på næringsaktier.

2.2. Virksomhed i udlandet .

Efter tilsvarende regler som for aktie- og anpartsselskaber m.v. kan

sparekasser, jfr. SSL § 17 B, stk. 2, få nedsættelse af skatten, i

det omfang de kan godtgøre, at en vis del af den skattepligtige

indkomst hidrører fra virksomhed i udlandet, se nærmere herom

under SH 2.1.

2.3. Skattegodtgørelse .

I modsætning til aktieselskaber er sparekasserne ikke fritaget for

beskatning af udbytte, som de modtager fra her i landet

hjemmehørende selskaber, hvori de ejer mindst 25 pct. af

aktiekapitalen. Der vil derfor til samtlige udbytter, som

sparekasser modtager fra danske selskaber, være knyttet

skattegodtgørelse.

2.4. Datterselskabslempelse .

Hvis en sparekasse ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et dansk

eller udenlandsk selskab og har modtaget udbytte af aktierne, kan

den efter ansøgning, jfr. SSL § 17 B, stk.3, opnå

datterselskabslempelse. Se herom under SH 2.3.2.

2.5. Overskudsanvendelse .

Sparekasser kan ikke fritages for beskatning af den del af

indkomsten, som anvendes til almenvelgørende eller almennyttige

formål.

2.6. Gavefradrag .

Om en sparekasses fradrag for gaver, se lsr.1982.124.

2.7. Rentefradrag .

Sparekassers renteudgifter vedrørende den indbetalte garantikapital

kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, da garantikapitalen anses

som en sparekassen påhvilende gæld.

3. Brugsforeninger

Brugsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1, stk. 1,

nr. 3 eller SSL § 1, stk. 2, 1. pkt., skal principielt opgøre

deres skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens

almindelige regler om indkomstopgørelse for selskaber m.v.

3.1. Dividende .

Brugsforeninger kan foretage et særligt fradrag, idet de, jfr. SSL §

9, stk. 2, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan

fradrage dividende, efterbetaling eller bonus, der ydes

medlemmerne for det pågældende regnskabsår. Foreningen kan også

fradrage den del af overskuddet, som henlægges til medlemmernes

driftsfonds, driftslån m.v. under forudsætning af, at det klart af

foreningens vedtægter fremgår, at medlemmerne indtager en

kreditors stilling med hensyn til tilgodehavendet, jfr. Skd.cirk.

nr. 205 af 3/10 1967 pkt. 13, stk. 1.

Det er dog en betingelse for fradraget, at beslutningen om

udbetalingen er vedtaget af de dertil kompetente foreningsorganer

senest 6 måneder efter det pågældende regnskabsårs begyndelse, og

meddelelse om denne beslutning må være givet medlemmerne på den

måde, som foreningen normalt anvender for beslutninger fra

foreningen, f.eks. ved opslag i butikken, underretning i

medlemsblad el.lign. Fristen på de 6 måneder forstås bogstaveligt.

Selv om foreningens regnskabsperiode, f.eks. på grund af

regnskabsomlægning, afviger fra en normal 12-måneders periode,

skal beslutningen være truffet inden 6 måneder fra regnskabsårets

begyndelse. Fradraget kan ikke overstige den ydede dividende, som

denne fastsættes af generalforsamlingen efter regnskabsårets

udløb. Hvis generalforsamlingen således ikke mener at kunne yde

dividende, der er så stor, som besluttet inden for de første 6

måneder af regnskabsåret, kan der kun fradrages et beløb svarende

til generalforsamlingens vedtagelse. Hvis omvendt

generalforsamlingen fastsætter en dividende, som overstiger den

tidligere beslutning, kan der ikke gives fradrag for det

overskydende beløb, hverken for det pågældende indkomstår eller

for senere indkomstår.

For at dividende kan anses for ydet »for det pågældende regnskabsår«,

skal den være fastsat på grundlag af medlemmernes omsætning med

foreningen i regnskabsåret. Men dividenden behøver ikke at kunne

rummes i det pågældende års overskud. Beløb, der er henlagt i

tidligere år til foreningens reserver, f.eks. som

overførselskonto, kan anvendes til supplering af overskuddet, uden

at dette begrænser foreningens fradragsret.

3.2. Rabat .

Dividendefradraget berører ikke foreningens ret til fradrag for

rabatydelser, jfr. SSL § 9, stk. 3. Efter Skd.cirk. nr. 205 af

3/10 1967 forstås der ved rabat i denne forbindelse en

prisreduktion, hvis størrelse er endeligt fastsat og køberen

bekendt ved hvert enkelt køb.

3.3. Andre udgifter .

Ved lsr.1982.125 er der taget stilling til en brugsforenings fradrag

for udgifter til afholdelse af en medlemsfest. Indbydelsen var

gennem dagspressen stilet til foreningens medlemmer, men

kontingentet var sat til et symbolsk beløb, således at indbydelsen

i realiteten, hvilket også var et af formålene, var rettet også

til ikke-medlemmer, altså til potentielle kunder. Betalingen for

deltagelse var sat til et beløb langt under omkostningerne.

Udgiften var ikke fradragsberettiget som dividende som følge af de

formelle krav, der som foran anført stilles hertil. Retten fandt,

at udgiften til festen, hvori kun en lille del af foreningens

samlede medlemskreds deltog, var afholdt til fremme af salget til

medlemmerne og af medlemstilgangen, hvorfor der var tale om en

fradragsberettiget reklameudgift og ikke om en udlodning til

foreningens medlemmer.

4. Investeringsforeninger

Ved lov nr.536 af 28/12 1979 er investeringsforeninger, som omfattes

af SSL § 1, stk. 1, nr. 5 a, undergivet fuld skattepligt, jfr. SA 1.6. Bestemmelsen har virkning fra 1. januar 1980.

Investeringsforeninger, som er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr.6,

skal fortsat opgøre deres indkomst efter de hidtidigt gældende

regler, jfr. SG.

Investeringsforeninger, som er skattepligtige i henhold til SSL § 1,

stk. 1, nr. 5 a, skal opgøre deres indkomst efter samme regler,

som gælder for aktieselskaber.

4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår .

SSL §§ 35 F-35 H indeholder regler om fastsættelse af

afskrivningsgrundlag og om opgørelse af fortjeneste eller tab ved

afhændelse af fast ejendom og værdipapirer, i det omfang aktiverne

er erhvervet før investeringsforeningens overgang til beskatning.

Disse regler har i et vist omfang betydning for

indkomstopgørelserne også for indkomstårene efter overgangsåret,

jfr. Skd.cirk. af 3. december 1980 om ændring af lov om

indkomstbeskatning af aktieselskaber.

For så vidt angår fast ejendom og driftsmidler henvises til

bestemmelserne.

Værdipapirer .

I lighed med investeringsselskaber er investeringsforeninger

skattepligtige af fortjeneste ved afhændelse eller indfrielse,

herunder udtrækning af offentlige obligationer samt private

pantebreve og fordringer, jfr. LL § 4.

Tab ved afhændelse af de pågældende værdipapirer kan fradrages. For

værdipapirer af den nævnte art samt for aktier og anparter, som

investeringsforeningen har erhvervet forud for den 1/1 1980,

træder den værdi, som formueskattepligtige skulle anvende ved

opgørelsen af deres formue den 1/1 1980, i stedet for den faktiske

anskaffelsessum, men investeringsforeningen kan dog vælge at

anvende den faktiske anskaffelsessum, såfremt denne kan

dokumenteres. Den faktiske anskaffelsessum kan vælges for nogle

værdipapirer, medens kursværdien pr. 1/1 1980 anvendes for andre

værdipapirer.

Når en udloddende investeringsforening, der ikke har været

skattepligtig, overgår til at blive akkumulerende og dermed

skattepligtig efter SSL § 5 a, opgøres avance og tab på

værdipapirer, som er erhvervet forud for overgangsåret, med

udgangspunkt i en anskaffelsesværdi svarende til kursværdien primo

overgangsåret for så vidt angår obligationer og pantebreve, medens

anskaffelsessummen for aktier udgør den faktiske anskaffelsessum.

4.2. Udbytte .

Investeringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.5 a,

skal til den skattepligtige indkomst medregne modtagne

udbyttebeløb fuldt ud, hvad enten de hidrører fra udenlandske

selskaber eller fra danske selskaber, idet SSL § 13, stk.1, nr.2,

jfr. stk. 3, ikke kan anvendes af investeringsforeninger. Der er

knyttet skattegodtgørelse til samtlige udbytter, som modtages fra

her i landet hjemmehørende selskaber, som er omfattet af SSL § 1,

stk.1, nr.1 og 2.

§ 85 a.

Ifølge de nævnte bestemmelser skal bestyrelsen foranledige

generalforsamling afholdt inden 6 måneder efter, at selskabet har

tabt halvdelen af indskudskapitalen. På generalforsamlingen skal

der for aktieselskaber stilles forslag om foranstaltninger, der

bør træffes, medens der for anpartsselskaber skal stilles forslag,

der fører til fuld dækning af indskudskapitalen.

Rekonstruktioner, som finder sted under henvisning til de nævnte

bestemmelser, behandles efter samme retningslinjer, som gælder for

rekonstruktioner i øvrigt.

De skattemæssige konsekvenser af forskellige rekonstruktionsmodeller

behandles nedenfor.

Tilskud .

Kapitaltilførsel fra en aktionær til et selskab i form af tilskud -

som ikke har tilknytning til en aktieemission - er skattepligtig

for selskabet.

Med tilskud sidestilles overdragelse af aktiver fra aktionæren til

selskabet til en lavere værdi end handelsværdien. I lsr.1948.123

blev et selskab således anset for skattepligtig af fordelen ved at

købe hovedaktionærens ejendom til en pris, der lå under

handelsværdien.

Tilskud til et selskab er i almindelighed ikke fradragsberettiget for

yderen. Der kan dog være situationer, hvor fradraget indrømmes.

I en HD af 28.nov. 1975, U.f.R.1976.60 H (ESSO-dommen), er der

således indrømmet et moderselskab inden for oliebranchen, som

havde en række datterselskaber, der drev tankstationer, fradrag

for løbende årlige tilskud til dækning af underskud i

datterselskaberne hidrørende fra disses virksomhed. Betragtningen

var, at datterselskabernes aktiviteter havde direkte reklame- og

omsætningsmæssig betydning for moderselskabet, således at de af

datterselskaberne afholdte udgifter naturligt hørte hjemme i

moderselskabet.

Dommen omtaler alene løbende årlige tilskud, og det kan således ikke

herfra sluttes, at engangstilskud til dækning af flere års

underskud i datterselskaberne kan fradrages, jfr. tillige SE 3.

I en HD af 6.januar 1984, U.f.R 1984.160, Skd.69.331 (træskodommen),

indrømmedes to interessenter fradrag for et beløb overført til et

af dem ejet aktieselskab, som stod for produktion af varer, som

interessentskabet handlede med. Interessenterne solgte tidligere

importerede varer, men begyndte på et tidspunkt selv

produktionsvirksomhed i selskabsform. Afregningsprisen aftaltes

foreløbigt. Under disse omstændigheder ansås overførelsen fra

interessentskabet til aktieselskabet, for at være et sådant led i

interessentskabets virksomhed, at der kunne tillades fradrag.

Fradrag indrømmedes endvidere i lsr.1984.20. Derimod blev

fradraget nægtet i lsr. 1985.92. Afgørelsen er indbragt for

domstolene.

Gældseftergivelse .

En aktionærs eftergivelse af selskabets gæld til aktionæren medfører

beskatning i selskabet, medmindre forholdet kan sidestilles med en

akkord.

En akkordlignende situation anses at foreligger, hvor en

hovedaktionær som hovedkreditor eftergiver selskabets gæld til

hovedaktionæren, uden at gældseftergivelsen bringer

selskabsformuen op over et beløb svarende til aktiekapitalens

pålydende. Vurderingen heraf sker på grundlag af de bogførte

værdier, medmindre helt specielle forhold gør sig gældende.

Ved gældseftergivelse, som herefter kan sidestilles med en

akkordordning, bliver selskabet ikke indkomstskattepligtig af den

eftergivne gæld, men underskud, som hidrører fra tiden før

akkorden, kan kun fremføres i henhold til LL § 15 i det omfang,

underskuddet overstiger gældseftergivelsen. Dette gælder, uanset

om selskabets gæld til hovedaktionæren vedrører lånegæld eller

varegæld.

Begrundelsen for, at akkord medfører begrænsning af retten til

underskudsfremførsel, er, at der ved en akkord sker en definitiv

eftergivelse og dermed bortfald af forpligtelsen for så vidt angår

den del af gælden, som er omfattet af akkorden. HD af 30.maj 1980

(skd.54.249), der angik konkurs, har således ingen betydning for

akkordsituationen.

Er hovedaktionæren et moderselskab, som er sambeskattet med

datterselskabet, vil datterselskabets underskud fra tiden før

gældseftergivelsen ofte være anvendt helt eller delvist ved

sambeskatningen med moderselskabet. En gældseftergivelse, som kan

sidestilles med en akkordordning, medfører ikke, at der skal ske

regulering af sambeskatningsindkomsten for tidligere år, men

medfører alene, at datterselskabets eventuelle ubenyttede

underskud bortfalder i det omfang, de ikke overstiger det

eftergivne beløb.

Et aktieselskab, der i forvejen havde 1/3 af anparterne i et

anpartsselskab, erhvervede fra sine 2 medanpartshavere disses

anparter. Samtidig erhvervede selskabet 2 fordringer til et samlet

pålydende af knap 28 mio. kr. fra sine tidligere medanpartshavere

for 2 kr. Moderselskabet anvendte herefter disse fordringer

tillige med en fordring, som det i forvejen havde på

datterselskabet, til konvertering til anpartskapital, hvorpå

anpartskapitalen i umiddelbar tilslutning hertil uden udlodning

blev nedskrevet til 80.000 kr. Ligningsrådet fandt, at der ikke

var tale om en egentlig og direkte gældseftergivelse, hvorfor der

ikke var grundlag for at indkomstbeskatte datterselskaber af den

ved konverteringen opnåede gældsfrigørelse. Ligningsrådet fandt

derimod, at adgangen til fremførsel af underskud i datterselskabet

alene bevaredes i det omfang underskuddet oversteg

gældseftergivelsen, der vedrørte de opkøbte fordringer, idet

ligningsrådet fandt, at der i realiteten var tale om en

gældseftergivelse i en akkordlignende situation.

Opskrivning og nedskrivning af aktiekapitalen .

En udvidelse af aktiekapitalen ved kontant indskud eller ved

konvertering af tilgodehavende til pari kurs kan ske uden

skattemæssige konsekvenser for selskabet, uanset at der i

forbindelse med opskrivningen foretages en nedskrivning af

aktiekapitalen, og uanset at egenkapitalen i givet fald herved

bringes op over aktiekapitalens pålydende.

1.2.3. Reducerede fradrag. Stiftelsesomkostninger m.v. .

Som foran nævnt påvirker et selskabs dispositioner vedrørende

kapitalgrundlaget ikke indkomstopgørelsen. Som følge deraf kan

selskabet ikke ved indkomstopgørelsen fradrage nogen af de

udgifter, der afholdes for at tilvejebringe kapitalgrundlaget.

Det er ved HD af 11.6.1980 (Skd.55.325) statueret, at den afgift, som

børsnoterede selskaber betaler til Københavns Fondsbørs, kan

fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det samme gælder udgiften

til den i fondsbørsbekendtgørelsen påbudte annoncering om

aktieudbytte, jfr. VLD af 13.4.1981 (Skd.59.384).

I den nævnte HD af 11.6.1980 statueres det endvidere, at der er

fradragsret for udgifter til vedtægtsændringer, der er

nødvendiggjort af de nye regler i aktieselskabsloven af 1973.

Udgifter til vedtægtsændringer, der ikke er en følge af ændring af

selskabslovgivningen, kan derimod ikke fradrages, jfr. lsr. 1981.26. I lsr.1985.111 godkendes fradrag for gebyr til

Aktieselskabs-Registeret og advokatsalær, idet de pågældende

udgifter var afholdt til opfyldelse af lovpåbudte ændringer i

selskabets kapitalforhold, og at undladelse af at forhøje

kapitalen ville have medført, at selskabet ikke længere havde

retslig status som anpartsselskab.

I en lsr. kendelse af 11.8.1981 fastslås det, at et selskabs udgifter

i forbindelse med udbetaling gennem et pengeinstitut af udbytte

til aktionærerne ikke kan anses som en fradragsberettiget

driftsudgift. Det samme gælder ifølge en kendelse af samme dato

vederlaget til et pengeinstitut og en edb-virksomhed for udførelse

af arbejdet med notering af aktier og ajourføring af fortegnelse

over aktionærer. De pågældende udgifter anså landsskatteretten for

at være knyttet til selskabernes kapitalgrundlag.

De udgifter, som et selskab afholder efter aktieselskabslovens § 40,

jfr. 1.2.1. er ikke fradragsberettigede.

Endvidere er det i lsr.1982.118 afgjort, at udgifter til omtrykning

af allerede udstedte aktiebreve kunne fratrækkes, når omtrykningen

var nødvendig, for at aktierne kunne opfylde fondsbørnens krav for

deres notering på børsen. Derimod kunne udgift til trykning af nye

aktiebreve i forbindelse med udvidelse af aktiekapitalen ikke

fratrækkes.

Vedrørende udgifter til generalforsamling se SD-cirk.1982-24.

Bygningsafskrivning .

Efter § 15 i ændringsloven til AL gælder der for selskaber

begrænsning i anvendelse af reglerne om pristalsregulering og

kontantværdiansættelse for bygninger og installationer. Hvis

bygninger m.v. er overdraget fra en person til et selskab eller

mellem selskaber indbyrdes, og en af parterne har en bestemmende

indflydelse på den anden parts handlemåde, kan de anførte regler

kun anvendes for bygninger m.v., som den hidtidige ejer har

erhvervet den 1.jan. 1982 eller senere.

Midlertidigt investeringsfradrag .

Det midlertidige investeringsfradrag kan ikke anvendes af visse

virksomheder, herunder banker, sparekasser, forsikringsselskaber

m.fl. Fradraget kan heller ikke anvendes på driftsmidler, som er

overdraget mellem en person og et selskab eller mellem selskaber

indbyrdes, hvis den ene af parterne har en bestemmende indflydelse

på den anden parts handlemåde. Investeringsfradrag gives ikke for

driftsmidler m.v., der anskaffes den 1.jan. 1984 eller senere.

1.2.4. Skattefri udbytteindtægter. Udbytte af egne aktier .

De beløb, som aktieselskaber m.v. oppebærer som udbytte af egne

aktier, medregnes ikke til selskabets skattepligtige indkomst,

jfr. SSL § 13, stk. 1, nr. 4. Udbytte, der ikke bliver hævet af

aktionæren, og som tilfalder selskabet efter en vis årrække som

forældet, er ifølge praksis ikke skattepligtigt for selskabet.

Investeringsaktieselskaber .

I henhold til bestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr.3, skal udbytte,

som de i SSL § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte selskaber modtager fra

andre sådanne selskaber, ikke medregnes til den skattepligtige

indkomst.

Det er en forudsætning, at det udbyttemodtagende selskab er

børsnoteret, og at dets formål og faktiske virke udelukkende er at

eje og administrere aktier i andre selskaber, omfattet af SSL § 1,

stk. 1, nr. 1.

Endvidere er det en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab

ifølge sine vedtægter er forpligtet til at udlodde de i

indkomståret indtjente udbytter inden fristen for indgivelse af

selvangivelse for det pågældende indkomstår.

Det udbyttemodtagende selskab må som udgangspunkt ikke eje andre

formuegoder end de nævnte værdipapirer.

Selskabet kan dog have bankindeståender i et vist omfang. Driften af

selskabet vil kræve løbende udbetalinger, ligesom de udbytter, som

selskabet modtager, ikke nødvendigvis vil blive udloddet straks

ved modtagelsen. Selskabet vil endvidere kunne erhverve fast

ejendom, hvis formålet alene eller i al væsentlighed er at

erhverve lokaler til eget brug. I øvrigt vil selskabet ikke kunne

erhverve andre aktiver - herunder almindelige og konvertible

obligationer - end de nævnte værdipapirer.

Kravet om udlodning af det intjente udbytte gælder med de

begrænsninger, der følger af aktieselskabslovens regler om

adgangen til at udlodde udbytte.

Hvis et nystartet investeringsaktieselskab af omhandlede karakter har

et skattepligtigt overskud i en periode, inden børsnotering kan

opnås, kan statsskattedirektoratet bestemme, at den pålignede skat

ikke opkræves, men føres til afgang, når selskabet optages på

fondsbørsen. Det vil være en forudsætning, at selskabet udfolder

de fornødne bestræbelser for at blive optaget så hurtigt som

muligt. I den forbindelse må det kræves, at selskabet etableres

med mindst den aktiekapital, der er nødvendig for optagelse på

aktiemarked III, og at selskabets vedtægter straks udformes på en

sådan måde, at de ikke indeholder bestemmelser, der stiller sig

hindrende for optagelse på fondsbørsen.

Salg af aktier til det udstedende selskab .

Vederlag for aktier, der er solgt til det udstedende selskab, jfr. LL

Afsnit SC - Objektiv skattepligt

1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 2

1.1. Almindelige regler

Ifølge SSL § 8, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber samt de af

SSL § 1, stk. 1, nr. 2, omfattede selskaber opgøre deres

skattepligtige almindelige indkomst efter skattelovgivningens

almindelige regler, for så vidt disse efter deres indhold er

anvendelige på sådanne selskaber.

Selskaber betaler ikke særlig indkomstskat, jfr. SSL § 8, stk. 2, men

den særlige indkomst, der opgøres efter reglerne i lov om særlig

indkomstskat m.v., jfr. LOSI § 13, sammenlægges med selskabets

almindelige indkomst, således at summen udgør selskabets

skattepligtige indkomst. Fortjeneste ved salg af fast ejendom

forhøjes med 25%, jfr. EBL § 6, stk. 3.

Det bemærkes, at henlæggelse til investeringsfond af selskaber kan

foretages på grundlag af den skattepligtige indkomst, d.v.s. også

af evt. særlig indkomst, jfr. lsr. 1980.66.

1.1.1. Afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers indkomst .

I SA 1.1. er opregnet de lovregler, der bestemmer, at visse særlige

former for virksomhed ikke kan drives af et selskab, men kun af en

fysisk person. Skattemyndighederne skal ikke påse overholdelsen af

disse lovregler, idet denne kontrol henhører under andre

offentlige myndigheder. I det omfang det konstateres, at en

virksomhed i strid med de nævnte lovbestemmelser drives i

selskabsform, skal der dog ske regulering, således at indkomsten

ved erhvervets udøvelse beskattes hos den fysiske person, der må

antages at have erhvervet indkomsten - typisk selskabets

hovedaktionær, jfr. lsr. 1980.63. Om reguleringen af personens og

selskabets indkomstansættelser se nedenfor.

Bortset fra disse lovregulerede tilfælde må formodningen være, at en

indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst også i skattemæssig

henseende anerkendes som værende selskabets indkomst. Der kan dog

forekomme tilfælde, hvor indkomsterhvervelsen er så nær knyttet

til en bestemt fysisk person, at man må anse indkomsten for

erhvervet af personen, uanset at den rent faktisk er indtægtsført

i selskabet. Endvidere kan det undertiden på grund af de faktiske

forhold være vanskeligt at konstatere, hvem der har erhvervet

indkomsten, hvorfor der må foretages en egentlig bevisvurdering ud

fra de konkret foreliggende oplysninger.

Disse situationer forekommer typisk i hovedaktionærforhold, hvor der

kan være en vis sammenblanding af selskabets og personens

dispositioner. Således blev provisionsindtægter oppebåret af en

advokats hovedanpartsselskab og som udbetaltes af et

forsikringsselskab i de tilfælde, hvor advokaten forårsagede, at

hans klienter ved køb af fast ejendom videreførte den tidligere

ejendomsforsikring til forsikringsselskabet eller nytegnede en

sådan forsikring i selskabet anset for at være så nært knyttet til

hovedanpartshaverens virksomhed som advokat, at

provisionsindtægten reelt ansås erhvervet af ham. Se tillige HD af

21.juni 1983, U.f.R 1983.699, Skd.67.414 (Bohart), hvor en

direktørs opspaltning af sit arbejdsvederlag fra

hovedaktionærselskab - iværksat ved oprettelsen af nyt selskab,

hvis hovedformål var at give mulighed for skattemæssige

besparelser - ikke blev anset bindende for skattevæsenet. Har den

fysiske person ikke den bestemmende indflydelse i det selskab, der

indtægtsfører vederlaget for det af personen udførte arbejde, må

indtægtsførsel og beskatning alene i selskabet normalt godkendes,

idet personen betragtes som ansat i selskabet.

Det her behandlede problem må ikke forveksles med det i SD-cirk.

nr.437 af 5. november 1975 og SC 1.2.6. omhandlede vedrørende

fiksering af vederlag. Ved fiksering af vederlag er det godkendt,

at indkomsterhvervelsen sker i selskabet. Ved fikseringen sker der

blot en regulering af hovedaktionærens vederlag for arbejde udført

for selskabet.

Læger, tandlæger m.v. .

Almen lægevirksomhed kan ikke drives i selskabsform, idet det i den

gældende landsoverenskomst om almindelig lægegerning er fastslået,

at honorarer og andre ydelser, som er fastsat ved kollektiv

overenskomst mellem Den almindelige Danske Lægeforening og den

offentlige sygesikring, skal anses for personlig indkomst for

lægen, jfr. lsr. 1980.62 samt SD-cirk. 1979-23.

Den offentlige sygesikring er ikke pligtig at anerkende

transporterklæringer, afgivet af læger vedrørende honorarkrav.

Tilsvarende gælder for speciallæger, dog således at visse

selskaber, der allerede er stiftet, og hvis vedtægter er godkendt

af den offentlige sygesikring, fortsat vil blive godkendt som

modtagere af honorarer og andre ydelser.

Den mellem Dansk Tandlægeforening og den offentlige sygesikring

indgåede overenskomst indeholder ikke bestemmelser som ovenfor

anført, og der er således ikke noget til hinder for, at

tandlægevirksomhed kan drives i selskabsform. Ligeledes kan

kiropraktorer drive virksomhed i selskabsform.

Kunstnere m.fl. .

Når kunstnere, forfattere, professionelle sportsfolk m.fl.

organiserer deres virksomhed i selskabsform, må der foretages en

vurdering af, om det er en enkelt person eller selskabet, der er

den egentlige forpligtede over for medkontrahenten. Som typisk

tilfælde, hvor en given indkomst ikke bør anerkendes som

selskabsindkomst kan nævnes honoraret til en solist med et

program, der ikke kan udføres af andre. Omvendt må man

sædvanligvis anerkende, at større grupper f.eks. et orkester, der

ikke skønnes at miste sin karakter ved udskiftning af et enkelt

medlem, kan godkendes organiseret i selskabsform, således at

indkomster alene beskattes i selskabet.

Lønmodtagerlignende forhold .

Hvis en lønmodtager aftaler med sin arbejdsgiver, at lønnen skal

indbetales til et af ham selv behersket aktieselskab, må lønnen

skattemæssigt betragtes som udbetalt til lønmodtageren selv.

Lønmodtageren kan således ikke »sætte sig selv på aktier« med den

virkning, at han alene bliver beskattet personligt af det udbytte,

selskabet udbetaler, jfr. lsr. 1978.61, 1982.161 og 162.

Den nævnte situation må ikke forveksles med de sædvanlige tilfælde,

hvor tidligere lønmodtagere opretter deres eget

hovedaktionærselskab og lader dette påtage sig entrepriser,

konsulentopgaver m.v.

Man må som udgangspunkt respektere indgående aftaler. I

tvivlstilfælde må man foretage en konkret vurdering af, om

instruktionsbeføjelsen over for personen reelt ligger hos

hovedaktionærselskabet eller dettes medkontrahent. Endvidere må

der henses til hvem et erstatningsansvar for misligholdelse af

kontrakt eller et funktionærretligt krav kan gøres gældende mod.

Regulering af personens og selskabets indkomstansættelser .

Den fysiske person, der udfører arbejde for selskabet, vil som oftest

have modtaget et vederlag herfor. Indkomstansættelsen for personen

skal derfor kun forhøjes med differencen mellem det selvangivne

vederlag og den samlede indtægt, der skal henføres til beskatning

hos personen.

Selskabet, der har modtaget indtægten, vil have selvangivet denne, og

selskabets indkomstansættelse skal derfor ikke ændres, medmindre

det over for ligningsmyndigheden godtgøres, at forholdet er

berigtiget ved, at beløbet er udbetalt eller godskrevet personen.

1.2. Specielle regler .

På visse områder gælder desuden særlige regler, der omtales i det

følgende

1.2.1. Overkurs m.v. .

Overkurs - kurs ud over pari - som et selskab opnår ved udstedelse af

aktier ved stiftelse eller ved senere udvidelse af aktiekapitalen

skal ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst, jfr.

SSL § 13, stk. 1, nr. 1.

Skattefriheden gælder såvel en officiel overkurs, hvor det beløb, som

aktionæren indbetaler udover aktiens pålydende værdi, bogføres i

selskabet som egenkapital, som en uofficiel overkurs, hvor

merværdien ikke bogføres som egenkapital, men foreligger som en

skjult reserve.

Den omstændighed, at overkursen i forbindelse med en kapitaludvidelse

overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede

aktier, medfører ikke i sig selv, at overkursen falder uden for

skattefritagelsesbestemmelsen i SSL § 13, stk. 1, nr. 1.

Salg af egne aktier .

Det beløb, som aktionærerne indbetaler til selskabet i forbindelse

med selskabets salg af dets beholdning af aktier til aktionærerne

i samme forhold, hvori disse i forvejen ejer aktier, sidestilles

med overkurs ved aktieemission og er derfor skattefri.

Såfremt salget sker i et andet forhold, behandles selskabets salg af

de egne aktier skattemæsigt efter de gældende

aktieavancebeskatningsregler.

Uafhentede fondsaktier m.v. .

Efter aktieselskabslovens § 40 gælder en særlig regel om fondsaktier,

der ikke begæres udleveret af aktionæren. 5 år efter udstedelsen

opfordres aktionæren ved bekendtgørelse i Statstidende til at

afhente fondsaktien inden 6 måneder. Overskrides denne frist, kan

selskabets bestyrelse afhænde fondsaktien, men provenuet fra

salget skal i yderligere 5 år være til disposition for aktionæren.

Er beløbet ikke afhentet inden disse 5 år, tilfalder beløbet

selskabet. En tilsvarende regel gælder efter aktieselskabslovens §

134 L for aktieselskaber, som omdannes til anpartsselskaber, når

aktionærer i selskabet ikke melder sig som anpartshavere.

Beløb, som efter disse regler tilfalder selskabet, anses for

skattepligtige på det tidspunkt, hvor selskabet har erhvervet

endelig ret til dem, d.v.s. når salgsprovenuet for aktierne efter

de 5 år ikke er afhentet af aktionæren.

1.2.2. Rekonstruktion af selskaber .

Spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af

rekonstruktion af selskaber er især blevet aktuelt som følge af

bestemmelser i aktieselskabslovens § 69 a og anpartsselskabslovens

1. Aktie- og anpartsselskaber samt selskaber, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 2

1.1. Almindelige regler

1.2. Specielle regler

1.3. Specielle selskaber

2. Sparekasser

2.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår

2.2. Virksomhed i udlandet

2.3. Skattegodtgørelse

2.4. Datterselskabslempelse

2.5. Overskudsanvendelse

2.6. Gavefradrag

2.7. Rentefradrag

3. Brugsforeninger

3.1. Dividende

3.2. Rabat

3.3. Andre udgifter

4. Investeringsforeninger

4.1. Overgangsreglerne. Virkning for senere skatteår

4.2. Udbytte