PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PK - AKTIONÆRBESKATNINGEN
Statutory Text (4 Articles)
§ 3, nr.5 i bekg. nr.161 af 28.marts 1973), 6 pct. af genstandens
værdi, lsr. 1978.125.
Fri telefon .
Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske udgifter til
abonnements- og samtaleafgifter, beskattes et beløb svarende til
værdien af den private anvendelse af telefonen, hvilken værdi som
hovedregel kan ansættes til 1.175 kr., forudsat hovedaktionærens
private telefonbrug ikke er ekstraordinært stort.
2.2.2. Overdragelse af formuegenstande til selskabet til
overpris .
Såfremt en hovedaktionær overdrager formuegenstande til selskabet til
en pris, der væsentligt overstiger formuegodets værdi i handel og
vandel, må den opnåede merpris anses som skattepligtigt udbytte,
lsr. 1976.101 og lsr. 1977.4. Dette gælder uanset karakteren af
det overdragne formuegode, altså også hvor overdrageren ellers
ikke efter de sædvanlige regler ville være skattepligtig af
avancen ved salget. Hvis f.eks. en skatteyder, der hverken er
spekulant eller næringsdrivende med hensyn til værdipapirer
overdrager et pantebrev til det selskab, hvori han er
hovedaktionær, til en kurs, der overstiger, hvad han ville kunne
opnå ved salg til anden side, skal han beskattes af forskellen
mellem den objektive kursværdi og den opnåede kurs, men ikke af
forskellen mellem anskaffelsessummen og den objektive kursværdi,
jfr. bl.a. lsr.1984.102.
I lsr. 1981.131 blev en merpris på knap 8 pct. (12.000 i forhold til
160.000) ikke anset for så væsentlig, at der var grundlag for
beskatning af udlodning til aktionæren.
I lsr.1982.107 havde en hovedanparthaver udstedt og overdraget to
pantebreve nom. 600.000 kr., 20% rente og 3% afdrag efter første
ejerskifte - med sikkerhed i to personligt ejede ejendomme - til
det selskab, hvor han var hovedanpartshaver. Kontantlånsrenten i
kreditforeninger udgjorde på udstedelsestidspunktet 16-17%.
Købesummen for pantebrevene havde klageren ladet indestå i
selskabet som et tilgodehavende, der i følge vedtægterne ikke
skulle forrentes. Ligningsmyndighederne havde anslået kursværdien
af pantebrevene til 80 og havde følgelig beskattet 120.000 kr. som
maskeret udlodning. Lsr. fandt imidlertid ikke, at der var
tilflydt hovedanparthaveren nogen økonomisk gevinst, som kunne
beskattes som maskeret udbytte. Lrs. fandt derimod, at
hovedanparthaveren og anpartsselskabets gensidige påtagelse af
gældsforpligtelser af samme beløbsmæssige størelse over for
hinanden ikke kunne antages at medføre, at der påhvilede
hovedanparthaveren en reel gældsforpligtelse, der berettigede til
rentefradrag, hvorfor dette blev nægtet hos hovedanparthaveren.
Hvor der er tale om overdragelse af goder ved hvis salg, der bliver
tale om beskatning af avancen med særlig indkomstskat, beskattes
merprisen som udbytte med almindelig indkomstskat, medens den
særlige indkomst opgøres med det overdragne godes handelsværdi på
overdragelsestidspunktet som afståelsessum. Se også lsr. 1980. 186
og 187 om selskabets indfrielse af pante- eller gældsbrev til
hovedaktionær.
2.2.3. Erhvervelse af formuegenstande fra selskabet til
underpris .
Såfremt en hovedaktionær fra selskabet overtager formuegoder til en
pris, der ligger under godets handelsværdi, skal han beskattes af
forskellen mellem handelsværdien og den faktisk betalte pris som
udbytte, lsr. 1961.6, 1957.20 og 1971.11, medens der i
lsr.1981.190 ikke statueredes udbytte, idet de ansatte i
virksomheden kunne opnå den samme rabat som hovedaktionæren.
I et tilfælde, hvor en hovedaktionær i forbindelse med selskabets
likvidation overtog nogle ejendomme til underpris, blev den herved
opgjorte udlodning anset som yderligere likvidationsudlodning og
beskattet som særlig indkomst, da selskabet var endeligt opløst i
udlodningsåret, lsr. 1976.100.
Udlodning til en aktionær fra et selskab i likvidation, bestående af
selskabets fordring på aktionæren, ansættes til fordringens
handelsværdi, SD-cirk. 1980-44.
Hvis den reducerede pris i forhold til handelsværdien på
overdragelsestidspunktet skyldes, at aktionæren har haft en
køberet, må en eventuel udbyttebeskatning afhænge af, hvorvidt der
på tidspunktet for erhvervelsen af køberetten har været tale om en
udlodning, lsr. 1959.97.
Aktionærer i boligaktieselskaber, som opdeler deres ejendomme i
ejerlejligheder, der overdrages til aktionærerne til en pris under
handelsværdien, er skattepligtige af den derved opnåede fordel.
Ligeledes skal andelshavere i andelsboligforeninger beskattes af
forskellen mellem handelsværdien for lejligheden og den lavere
pris, der måtte være betalt til andelsboligforeningen.
Overtagelse af ejerlejligheden vil normalt medføre, at andelsretten i
selskabet må anses for tilbagesolgt til selskabet. Efter
bestemmelsen i LL. § 16B, stk. 1, er det fulde vederlag ved
tilbagesalget undergivet beskatning som skattepligtig almindelig
indkomst, og der vil kun i helt ekstraordinære tilfælde blive
givet dispensation efter stk. 6.
Handelsværdien fastsættes på grundlag af markedsværdien på det
tidspunkt den endelige købeaftale indgås, jfr. lsr. 1980.37.
Ved et selskabs udvidelse af aktiekapitalen blev de nye aktier
overtaget af de gamle aktionærer i forhold til deres hidtidige
aktieposter i selskabet. Betalingen for de nye aktier skete i
form af pantebreve, hvis kursværdi måtte anses for lavere end
aktiernes pålydende, men lsr. fandt ikke at der herved var sket
udlodning af udbytte, lsr. 1972.103. Afgørelsen må ses ud fra det
synspunkt, at den eventuelle fordel tilfaldt aktionærerne i samme
forhold, som deres aktiebesiddelse tilsagde, og dermed kunne
sidestilles med friaktier.
En hovedaktionærs indfrielse af nogle sælgerpantebreve til
»underkurs« fandtes ikke at indeholde nogen udlodning fra
selskabet. Ved købet af ejendommen i sin tid havde
overdragelsessummen ikke været lavere end markedsværdien, og
indfrielseskursen svarede til pantebrevenes handelsværdi, UfR
1975, s.596 - HD (skd.35.70).
Ekstraordinært afdrag på pantebrev udstedt af selskab til
hovedaktionær i forbindelse med overdragelse af fabriksejendom
anset som maskeret udlodning, lsr. 1980.186.
Ændring af 8% sælgerpantebrev til usikret anfordringstilgodehavende
som led i rekonstruktion og krav fra selskabets bankforbindelse
kunne kun beskattes som aktionærfordel, hvis fordringens reelle
værdi var steget som følge af ændringer i afviklingsvilkår,
rentebetaling og sikkerhed, lsr.1982.16.
2.2.4. Rabatordninger for aktionærer .
En rabatordning for et selskabs aktionærer eller andelshavere, som er
mere gunstig end den, der ydes andre kunder i selskabet, er udtryk
for en udlodning til aktionærerne, som må beskattes som almindelig
indkomst, hvadenten der er tale om et hovedaktionærselskab eller
ikke.
Omfatter en rabatordning ikke udelukkende et selskabs aktionærer, men
også en bredere kreds af personer udenfor aktionærkredsen (f.eks.
via medlemsskab af diverse indkøbsforeninger m.v.), anses en rabat
til aktionærerne ikke som skattepligtigt udbytte.
Det samme gælder, hvis de ansatte i virksomheden kan opnå samme rabat
som aktionærerne, jfr. lsr. 1981.190.
I skd.60.34. blev bonus - som en bank som led i overskudsfordelingen
ydede til aktionærer, der enten havde indlån på opsigelse eller
havde lånt penge i banken - sidestillet med udbytte.
En overrente på 2% p.a., som en bank ydede til indlånere, der tillige
var aktionærer i banken, kunne dog ikke sidestilles med udbytte,
hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes
udelukkende i forhold til indlånets størrelse.
I lsr.1982.178 havde en blikkenslager dels opnået rabatter i forhold
til det anpartsselskab, hvori han ejede halvdelen af
anpartskapitalen, og dels i forhold til dette selskabs
leverandører. Lsr. fandt, at han alene kunne beskattes af rabatter
opnået i forhold til anpartsselskabet.
2.2.5. Dækning af aktionærudgifter .
Det forekommer, at selskaber afholder udgifter, som er uden
forbindelse med selskabets virksomhed, men som har deres baggrund
i hovedaktionærens interesser.
Som eksempler på, at sådanne udgifter er anset for en udlodning, kan
nævnes lsr.1971.10 (bidrag til trossamfund), lsr.1977.163 (50-års
fødselsdagsmiddag), lsr.1980.181 og 182 (hovedaktionærens
jubilæum) og lsr.1982.15 (uddannelsesudgifter) samt lsr.1983.91
(gaveydelser til hovedanpartshaverens børn i form af
bestyrelseshonorarer og løn).
Som nævnt under K 2.2. har lsr. dog i de senere år fulgt den praksis
at anse mere sædvanlige ydelser såsom lejeværdi, rejseudgifter,
repræsentation o.lign. som yderligere løn til hovedaktionæren,
hvis hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet og forholdet
mellem arbejdsindsats og aflønning i øvrigt levner plads hertil,
jfr. lsr.1982.12 (50 års-fødselsdag) og 108 (sølvbryllupsfest) og
lsr.1983.148 (60-års fødselsdag).
2.2.6. Aktionærlån .
I aktieselskabsloven, der trådte i kraft den 1.januar 1974, blev det
efter den tidligere aktieselskabslov gældende forbud mod
aktionærlån ikke opretholdt. Udlån til aktionærer måtte efter
lovens § 115 dog kun finde sted mod betryggende sikkerhed og alene
i det omfang, selskabets egenkapital oversteg den bundne
egenkapital.
I anpartsselskabsloven fandtes en tilsvarende bestemmelse i § 84.
Ifølge de i juni 1982 vedtagne ændringer til aktieselskabsloven er
der genindført forbud mod aktionærlån fra den 18. juni 1982,
ligesom allerede etablerede lån skal afvikles som oprindeligt
aftalt, dog senest den 1.jan. 1993.
Ved udlån af kontanter (pengelån) fra et selskab til dets
hovedaktionær vil der ofte foreligge lånevilkår, som er så
fordelagtige for hovedaktionæren, at de alene kan antages opnået i
kraft af aktionærens dominerende indflydelse i selskabet. En
fordel i form af rentefrihed eller reduceret rente i forhold til
markedsrenten, repræsenterer en skattepligtig udlodning, med
dertil knyttet skattegodtgørelse, lsr. 1957. 4 og 5. Såfremt den
aftalte rente er lavere end Nationalbankens diskonto på
gældsstiftelsestidspunktet plus 4%, anses rentevilkårene for at
indeholde en fordel for aktionæren, jfr. SD-cirk. nr. 1978-31 og
1982-24.
Beskatningen af fordelen sker i princippet hos selskabet med
differencen mellem den anslåede rente og selskabets faktiske
renteindtægt, jfr. lsr. 1981.129. Derimod skal fordelen ikke
medregnes i aktionærens skattepligtige indkomst, da en
indtægtsføring hos denne anses at modsvares af en yderligere
rentefradragsret. Aktionæren skal derfor alene beskattes af
skattegodtgørelsen af det som maskeret udbytte ansete beløb.
I henhold til SD-cirk. nr.1982-24 kan den i SD-cirk. 1978-31 omtalte
indkomstbeskatning af en anslået rente i hovedaktionærselskabet og
af skattegodtgørelsen ho hovedaktionæren udelades, når
hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede
vederlag til hovedaktionæren (incl. den manglende forrentning af
aktionærlånet) efter den eksisterende praksis om løn til
hovedaktionæren ikke er af en sådan størrelsesorden, at
aflønningen må anses at indeholde et maskeret udbytte, jfr. f.eks.
lsr.1984.5.
For så vidt angår de situationer, hvor manglende forrentning fortsat
skal beskattes som maskeret udbytte, d.v.s. navnlig de tilfælde,
hvor hovedaktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, kan de
lokale ligningsmyndigheder indrømme hovedaktionæren fradragsret
for en til forhøjelsen af selskabet svarende renteudgift, såfremt
hovedaktionæren indbetaler den i SD-cirk. 1978-31 fastsatte rente
til selskabet, eller renten godskrives over hovedaktionærens
mellemregningskonto med selskabet.
Aktionæren kan ikke beskattes af et beløb svarende til differencen
mellem låneprovenuet og den kursværdi, som de aftalte lånevilkår
betinger.
Med hensyn til lån, som opstår ved at hovedaktionæren løbende hæver
beløb i selskabet til betaling af private udgifter, gælder, at
sådanne låneaftaler - ligesom andre aftaler om udlån fra et
selskab til dets hovedaktionær - i skattemæssig henseende må
anerkendes, når aktionæren er solvent, jfr. i øvrigt
ligningsvejledningen for selskaber, afsnit SC 1.2.5.2.
Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske
forhold må antages, at han ikke er i stand til at tilbagebetale
lånet, må hævningerne i almindelighed beskattes som løn fra
selskabet. I det omfang aktionæren ikke udfører et arbejde for
selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse som
maskeret udbytte.
2.3. Udbytte fra investeringsforeninger .
Investeringsforeninger er foreninger, som anbringer medlemmernes
midler i aktier, obligationer o.lign.
Nogle foreninger udsteder omsættelige indskudsbeviser (certifikater).
Disse behandles skattemæssigt ganske som aktier og enhver form for
udbytte beskattes som udbytte af aktier.
Andre foreninger udsteder ikke certifikater, men indlånsbeviser i
bankbogslignende form, og for medlemmer af disse »kontoførende«
foreninger er der i lovbekendtgørelse nr.130 af 6.april 1967 med
ændring i lov nr. 296 af 10. juni 1981 givet nærmere regler om
beskatningen af renter, udbytte og overskud.
2.3.1. Indlåns-konti .
Medlemmernes indestående i kontoførende investeringsforeninger
opskrives hvert år med en til deres andel svarende part af
udbyttet på de af foreningen ejede værdier, ligesom indeståendet
jævnligt - normalt en gang om året - korrigeres for de
kurssvingninger, der har været på foreningens aktivmasse. Om
indskud og udtræk uden for de normale reguleringsterminer gælder
for hver forening særskilte regler.
Beskatningsreglerne er i korthed (idet der i øvrigt henvises til
lovbekendtgørelse nr.130 af 6.april 1967 med ændring i lov nr. 296
af 10. juni 1981) således
Medlemmerne skal ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst
medregne den andel i indvundne renter og udbytter, der er
tilskrevet deres indestående i årets løb. Den del af det
tilskrevne beløb, der vedrører udbytter, sidestilles med
aktieudbytte, hvori der her i landet er indeholdt udbytteskat, og
medregnes til indkomsten med tillæg af indeholdt udbytteskat. Der
er knyttet skattegodtgørelse til dette beløb, jfr. K 2.5. Resten
af det tilskrevne beløb medregnes som renteindtægt. Fortjeneste
eller tab, som hidrører fra foreningens værdipapirer i øvrigt,
fordeles på medlemmernes indskudskonti.
Om beskatning når, medlemmerne hæver af indestående, se K 3.12.
2.3.2. Omsættelige certifikater .
De foran omtalte regler i lovbekg. nr.130 af 6.april 1967 finder ikke
anvendelse på investeringsforeninger, der udsteder omsættelige
certifikater. Certifikaterne behandles skattemæssigt som aktier,
og foreningen skal indeholde udbytteskat af udlodninger (KL § 65,
stk. 3). Medlemmerne er almindeligt indkomstskattepligtige af al
udlodning fra foreningen, hvad enten beløbene hidrører fra
foreningens udbytte- og renteindtægter eller fra realisation af
dens værdipapirer. Certifikater i nogle af disse foreninger
handles på børsen.
En del af foreningerne udlodder ikke udbytte til certifikatejerne,
men lader udbytte og renteindtægter forblive foreningen, hvorved
foreningsformuen og dermed dertifikaternes værdi forøges. Disse
akkumulerende investeringsforeninger er skattepligtige på lige fod
med selskaber, jfr. SSL § 1, stk. 1. nr. 5a.
Ved afståelse af certifikater behandles avance/tab skattemæssigt
efter samme regler som gælder for salg af aktier.
Om skattegodtgørelse til medlemmer af certifikatudstedende,
udloddende investeringsforeninger, se K 2.5.
2.4. Beskatningstidspunktet .
Aktieudbytte beskattes på det tidspunkt, hvor udbyttet fastsættes
(deklareres) ved selskabets generalforsamling. At udbyttet først
kan kræves udbetalt det følgende år er uden betydning for
beskatningstidspunktet, lsr. 1962.98. Acontoudbytte, som
forekommer i enkelte selskaber, beskattes i udbetalingsåret.
2.5. Skattegodtgørelse .
Ved lov nr.404 af 20.august 1976 er der gennemført en lempelse af
dobbeltbeskatningen af udloddede selskabsindkomster. Reglerne er
senere ændret ved lov nr. 264 af 27.maj 1981 og lov nr. 244 af
9.juni 1982. Dobbeltbeskatningen lempes gennem en
godtgørelsesordning ved, at der til den del af selskabsindkomsten,
der udloddes som udbytte til aktionærerne (anpartshaverne),
knyttes en skattegodtgørelse på 25 pct. af det udloddede udbytte.
Skattegodtgørelsen er skattepligtig indkomst for udbyttemodtageren og
skal medregnes i indkomstopgørelsen for det år, hvori udbyttet er
skattepligtigt, jfr. LL § 16A, stk. 1.
Skattegodtgørelsen godskrives aktionæren ved slutskatteberegningen
(modregnes i slutskatten).
Se nærmere skd. cirkulære nr.37 af 10.februar 1977.
2.5.1. Udbytte, hvortil der er knyttet skattegodtgørelse .
Ifølge SSL § 17A er der knyttet skattegodtgørelse til
1) Udbytte, der udloddes af de i SSL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte
aktieselskaber og andre selskaber.
Godtgørelsen beregnes som 25 pct. af udbyttet, der udloddes, jfr. SSL
§ 17A, stk. 1.
2) Udbytte, der udloddes af certifikatudstedende, udloddende
invessteringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6.
Godtgørelsen beregnes som 25 pct. af den del af de udloddede beløb,
som hidrører fra modtagne aktieudbytter m.v.,jfr. SSL § 17A, stk.
2) Den procentdel af udlodningen fra de nævnte
investeringsforeninger, som anses at hidrøre fra aktieudbytter
m.v., beregnes således
Foreningens samlede aktieudbytteindtægt x 100
---------------------------------------------
Foreningens samlede udlodning
Herved bliver udlodningen i videst muligt omfang betragtet som
hidrørende fra udbyttet, jfr. skd.63.354.
Den procentdel af udlodningen, som anses at hidrøre fra aktieudbytter
m.v.,kan højst andrage 100.
Se i øvrigt ligningsrådets anvisning om skattegodtgørelse til
medlemmer af certifikatudstedende, udloddende
investeringsforeninger, der er omfattet af SSL § 1, stk. 1, nr. 6,
jfr. Medd. fra SD og LR, jan. 1986.
Udbytte, der tilskrives kontiene hos medlemmer af kontoførende
ivesteringsforeninger, omfattet af lovbekendtgørelse nr.130 af
6.april 1967 om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger,
som ændret ved lov nr.296 af 10.juni 1981.
Godtgørelsen beregnes som 25 pct. af den del af det tilskrevne beløb,
som hidrører fra andel i aktieudbytte m.v.
Uden for ordningen falder udbetalinger fra sparekasser,
brugsforeninger, gensidige forsikringsforeninger,
indkøbsforeninger og produktions- og salgsforeninger,
certifikatudstedende akkumulerende investeringsforeninger, jfr.
SSL § 1, stk.1, nr.2a, 3, 3a, 4, 5 og 5a samt foreninger og
institutioner m.v. omfattet af SSL § 1, stk.1, nr.6, bortset fra
de nævnte udloddende investeringsforeninger.
Uden for ordningen falder endvidere udbytte udloddet af selskaber,
der er begrænset skattepligtige, jfr. SSL § 2.
Udlodning af udbytte fra udenlandske selskaber til danske aktionærer
berettiger ikke til skattegodtgørelse for den i udlandet betalte
selskabsskat.
For udbytte fra selskaber, der efter ovennævnte regler er omfattet af
ordningen, gælder, at skattegodtgørelse efter § 17A gives ved
udlodning af deklareret udbytte samt andre udlodninger, der efter
lovgivningen eller praksis henregnes til udbytte.
Ud over deklareret udbytte er der knyttet skattegodtgørelse til
1) Udlodning i forbindelse med nedsættelse af selskabets aktie-,
anparts- eller andelskapital, medmindre der ved dispensation efter
LL § 16A, stk.2 er givet tilladelse til, at udlodningen i stedet
skattemæssigt behandles efter samme regler som ved afståelse af
aktier.
2) Udlodning i form af vederlag for afståelse af aktier m.v. til det
udstedende selskab samt udlodning i form af vederlag ved visse
aktieafståelser m.v. til holdingselskaber, medmindre der gives
dispensation i medfør af LL § 16B, stk. 6.
3) Udlodning af likvidationsprovenu forud for det kalenderår, hvori
selskabet endeligt opløses, medmindre der er givet dispensation i
medfør af § 17, stk.3 i LOSI.
4) Maskeret udlodning.
2.5.2. Aktionærer, der er omfattet af ordningen .
Som udgangspunkt er det kun udbyttemodtagere, der er fuldt
skattepligtige her til landet af det modtagne udbytte, der kan
opnå skattegodtgørelse.
Udbyttemodtagere, der alene er begrænset skattepligtige her til
landet af det modtagne udbytte, jfr. KL § 2, stk. 1, litra f, kan
således ikke opnå skattegodtgørelse. Undtagelse herfra gælder dog
i tilfælde, hvor udbyttemodtageren er berettiget til
skattegodtgørelse i henhold til en med en fremmed stat, Færøerne
eller Grønland indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Om beskatning af eventuel skattegodtgørelse til udbyttemodtagere, der
ikke er fuldt skattepligtige her til landet af det modtagne
udbytte, henvises til KL § 2, stk. 1, litra g, og til SSL § 2,
stk. 1, litra d.
Om udbyttemodtagende dødsboer, selskaber og foreninger m.v. henvises
til skattedepartementets cirkulære af 10.februar 1977, pkt.2, og
ligningsvejledning, selskaber, afsnit SI.
3. Beskatning ved afståelse af aktier, andelsbeviser o.lign.
Reglerne om beskatning af fortjenester eller tab ved afståelse af
aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer findes i
lovbekendtgørelse nr.371 af 22.juli 1983 om beskatning af
fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (kaldet ABL). I øvrigt
henvises til skd. cirk. nr. 1 af 2.januar 1984 til ABL (i det
følgende kaldet 1984-cirk.).
3.1. Hvilke værdipapirer er omfattet? .
Reglerne om aktieavancebeskatning omfatter aktier, anparter i
anpartsselskaber, andelsbeviser og lignende værdipapirer. De
gælder også for aktieretter og tegningsretter til aktier m.v. samt
for konvertible obligationer, og retten til at tegne sådanne.
Desuden kommer reglerne til anvendelse på omsættelige beviser
(certifikater) for indskud i investeringsforeninger, hvad enten
disse foreninger er akkumulerende eller udloddende. For
kontoførende investeringsforeninger er der derimod givet særlige
regler, se K 3.12.
Reglerne om beskatning af avance ved salg af andelsrettigheder gælder
ikke blot for andele i egentlige erhvervsdrivende andelsselskaber,
men også f.eks. andelsboligforeninger (se lsr. 1966.21 samt
1966.85) og andelshavekolonier.
For aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet
med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end 2
beboelseslejligheder, er der i EBL § 8 fastsat regler om
fritagelse for beskatning, når visse betingelser er opfyldt, se K 3.13.
Det er ikke nogen betingelse, at der er udstedt egentlige aktiebreve
eller andelsbeviser (lsr. 1968.6), men det er en forudsætning for
anvendelse af disse regler, at der er tale om andelsrettigheder i
selvstændige skattesubjekter. Således falder f.eks. obligationer,
pantebreve, andele i interessentskaber og kommanditselskaber uden
for disse beskatningsregler.
En vognmands indskud ved tilslutning til en taxacentral blev
sidestillet med en andelskapital, og ved vognmandens udtræden blev
det fulde tilbagebetalte beløb derfor anset som
indkomstskattepligtigt i medfør af LL § 16B, stk.1 (med mulighed
for dispensation), lsr. 1974.8.
Ifølge lsr.1983.152 skulle fortjenesten ved en forpagters salg af
retten til at levere kartofler til en andelsfabrik, beskattes
efter LOSI § 2, nr.6 (afståelse af aktier m.v.).
I lsr.1985.171 fandtes et kooperativt aktieselskabs indskudsbeviser i
Arbejderbevægelsens kooperative Finansieringsfond ikke at kunne
sidestilles med aktier og lign., allerede fordi indskuddene alene
kunne tilbagebetales med højst det indskudte beløb, og således
ikke kunne anses som udtryk for indehaverens ejendomsret til en
andel i hele fondens formue.
3.2. Hvilke dispositioner udløser beskatning? .
Ifølge ABL § 1, stk. 2, medregnes fortjeneste eller tab ved afståelse
af aktier m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige
eller særlige indkomst. Der er hermed først og fremmest tænkt på
almindeligt frit salg. Ombytning af aktier i samme selskab, men
med forskellige rettigheder, er, selvom aktierne havde samme
kursværdi, blevet sidestillet med salg, skd.2.22. Sker
"ombytningen" gennem vedtægtsændring, således at karakteren af
aktierne derved ændres, foreligger der ikke en skattemæssig
overdragelse. I et tilfælde, hvor der blev ydet erstatning for
annullation af en aftale om aktiesalg, blev forholdet behandlet
som salg, lsr.1970.7.
I lsr. 1970.93-94 og 1973.5 er det statueret, at udtrykkene
»afhændelse« eller »afståelse« ikke omfatter det forhold, at en
vekselerer, der har aktierne i depot uden genbelåningsret,
uretmæssigt afhænder aktierne. Det herved lidte tab blev anset som
et ikke-fradragsberettiget formuetab.
I lsr.1980.126 fandtes der ikke at være tale om et fradragsberettiget
tab for en skatteyder, der havde aktier liggende i depot hos et
vekselererfirma som garanti for finansieringen af aktiekøbet og
med ret til genbelåning for vekselererfirmaet, da tabet alene
beroede på vekselererfirmaets manglende evne til at dække
klagerens tilgodehavende, men ikke på, at de deponerede
værdipapirer var solgt med tab.
I lsr.1985.95 fandtes derimod at foreligge et fradragsberettiget tab
vedrørende aktier for en skatteyder, som havde en
spekulationskonto i et vekselererfirma, der havde genbelånt hans
aktier i en bank, som havde realiseret aktierne i forbindelse med
vekselererfirmaets konkurs. Retten lagde til grund, at
vekselereren efter det oplyste havde været beføjet til at foretage
genbelåning, og skatteyderen fandtes herefter berettiget til at
fradrage det ved bankens tvangsrealisation lidte tab.
En i 1972 indgået aftale om overdragelse af aktier indeholdt en
bestemmelse om, at køberen havde ret og pligt til at erhverve hele
aktiekapitalen i det pågældende selskab til en fast kurs.
Overtagelsen af aktierne skulle ske efterhånden, som køberen
betalte aktierne, men han skulle svare rente 10 pct. p.a. af
kursværdien af de endnu ikke overtagne aktier, i hvilke sælgeren
havde håndpanteret. Til trods for, at aftalen indeholdt en klausul
om, at »Overdragelse finder juridisk og skattemæssigt sted
samtidig med, at betalingen sker«, anså lsr. samtlige aktier for
solgt på aftaletidspunktet i 1972, lsr. 1977.117.
For et konvertibelt obligationslån optaget i 1983 gjaldt, at
obligationsejerne indenfor perioden 18.nov.-18.dec. i hvert af
årene, 1986, 1987, 1988 og 1989 kunne forlange obligationerne
konverteret til aktier. Obligationer, som ikke var konverteret til
aktier senest den 18. dec. 1989, forfaldt til kontant indfrielse
til kurs 170 den 18.nov. 1990. Ligningsrådet fandt, at de
konvertible obligationer, som ikke var konverteret til aktier
senest den 18.dec. 1989, i relation til
aktieavancebeskatningsreglerne måtte anses for afstået den 18.
dec. 1989 til det beløb, hvortil obligationerne forfaldt til
kontant indfrielse i 1990. Ligningsrådets afgørelse blev indbragt
for landsskatteretten, som fandt, at obligationerne i skattemæssig
henseende først kan anses for afstået på indfrielsesdatoen 18.
november 1990, jfr. Skat 1985.4.106. Sagen er indbragt for
domstolene.
Efter ABL § 1, stk. 4, sidestilles erstatnings- og forsikringssummer
med salgssummer.
I HD af 20.juni 78 (Skd.47.306 og UfR 1978.648) forelå der hverken
efter de påberåbte aftaler eller de afgivne forklaringer
holdepunkter for at betragte de indgåede aftaler som svarende til
køberet, og den opnåede fortjeneste ansås for almindelig
indkomstskattepligtig efter statsskattelovens § 4. Om køberet i
øvrigt, se K 3.14.4.
En hovedaktionær, der ønskede at overlade selskabet til 3
medarbejdere ved at foretage en udvidelse af selskabets
aktiekapital og lade medarbejderne tegne de nye aktier til pari,
samt foretage en ændring af selskabets vedtægter, således at den
hidtidige aktiekapital blev gjort stemmeløs, ansås at have afgivet
tegningsret til tegning af de nye aktier til pari (skattekursen på
de gamle aktier var 600) og blev derfor beskattet på samme måde,
som hvis han havde solgt de pågældende tegningsrettigheder til
værdien i handel og vandel.
Overdragelse af aktier mellem sambeskattede aktieselskaber betragtes
som afhændelse.
Et selskabs vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne
anses ikke som et salg, men sidestilles med en udlodning til
aktionærerne, lsr. 1973.1. Såfremt aktierne udloddes i samme
forhold som aktionærerne besidder aktier i selskabet, sidestilles
de udloddede aktier med fondsaktier. Selskabet får ikke fradrag
for tab på aktierne.
Det forekommer hyppigt i forbindelse med omlægning af driftsformer i
landbruget, at andelshavere, især i andelsmejerier, ønsker at
udtræde af andelsselskabet. Tilladelse hertil betinges ofte af, at
den pågældende betaler et udtrædelsestilsvar. En sådan udtrædelse
anses som afhændelse til selskabet, jfr. LL § 16B, lsr. 1970.9.
Opløsning af et interessentskab, der ejer en post aktier, således at
hver af interessenterne bliver ejer af aktier, svarende til hans
ideelle anpart af interessentskabets aktiebesiddelse, betragtes
for hver enkelt interessent som salg, for så vidt angår hans
ideelle anpart i aktier, som tilfalder medinteressenterne, jfr. HD
af 11.febr. 1983 (skd.66.315). Samtidig har han af
medinteressenterne købt deres ideelle anpart af de aktier, som
tilfalder ham.
3.2.1. Indskud i pensionsordning .
I medfør af ABL § 9 sidestilles indskud af arbejdstagerens aktier,
m.v. i en opsparing i pensionsøjemed, der er omfattet af lov om
beskatning af pensionsordninger m.v., med afståelse. Omvendt anses
udlodning af aktier m.v. fra en sådan pensionsordning for en
anskaffelse.
3.2.2. Ægtefællers salg af aktier .
Som følge af den ved lov nr.227 af 26.maj 1982 gennemførte
skattemæssige ligestilling af ægtefæller, skal hver af
ægtefællerne fra og med indkomståret 1983 medregne fortjeneste
eller tab ved afståelse af sine aktier.
Overdragelse eller overførsel af aktier m.v. mellem samlevende
ægtefæller udløser ikke nogen avancebeskatning eller adgang til at
fratrække et lidt tab, jfr. KL § 26B. Dette gælder selv om
aktierne overdrages fra den ene ægtefælles særeje til den andens
særeje, jfr. lsr.1980.18. Heller ikke overdragelse eller
overførsel i forbindelse med skifte i anledning af separation
eller skilsmisse betragtes som en afhændelse i lovens forstand,
jfr. lsr.1961.104. Se i øvrigt 1984-cirk. pkt. 14.
3.2.3. Arveudlæg .
Ved udlæg af aktier fra et dødsbo udløses der som hovedregel ikke
beskatning i boet. Har aktierne for afdøde været almindelige
aktier, er boet fritaget for beskatning uden hensyn til, om
afdødes besiddelsestid for aktierne har været kortere end 3 år,
jfr. ABL § 10, stk. 1. Arvingen indtræder ikke i afdødes
skattemæssige stilling, men anses for at have anskaffet de udlagte
aktier på udlægstidspunktet og til udlægsværdien, jfr. ABL § 10,
stk. 2.
Har aktierne for afdøde været hovedaktionæraktier, og er afdødes og
boets samlede besiddelsestid indtil udlægget mindre end 3 år, er
boet ligeledes fritaget for beskatning, jfr. ABL § 10, stk. 1, og
arvingen anses for at have anskaffet de udlagte aktier på
udlægstidspunktet og til udlægsværdien, jfr. ABL § 10, stk. 2.
Dette gælder dog ikke, hvis de udlagte aktier er erhvervet i
forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter
lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Hvis boet i dette tilfælde
ikke kræver sig beskattet, uagtet betingelserne herfor er
tilstede, udlægges aktierne med succession, jfr. ABL § 10, stk. 4.
Ved udlæg af hovedaktionæraktier efter 3 års besiddelsestid kan boet
vælge mellem beskatning af fortjenesten i boet og udlæg med
succession, jfr. ABL § 10, stk. 3.
Ved udlæg med succession indtræder udlægsmodtageren i afdødes
stilling både som hovedaktionær og med hensyn til afdødes
anskaffelsessum og anskaffelsestidspunkt. Beskatning finder dog
kun sted, hvis arvingen afstår aktierne inden 5 år efter udlægget
og kun i det omfang, afdøde/boet ville være blevet beskattet ved
en tilsvarende afståelse - medmindre udlægsmodtageren i øvrigt er
hovedaktionær, jfr. ABL § 10, stk. 3 og stk. 4.
Hvis aktierne var afdødes næringsaktier, kan boet også vælge mellem
beksatning af fortjenesten i boet eller udlæg med succession.
Vælges udlæg med succession, indtræder arvingen såvel i afdødes
anskaffelsessum og -tidspunkt som i hans hensigt med erhvervelsen.
Der henvises i øvrigt til 3.5.3.13.
3.2.4. Gaveoverdragelse .
Bortgivelse af aktier m.v. som gave eller arveforskud sidestilles med
salg, jfr. ABL § 1, stk. 4.
Givelse af aktier til mindreårige børn, har kun virkning for
forældrenes opgørelse af tab eller avance ved aktieafhændelsen,
hvis disse definitivt har fraskrevet sig rådigheden over aktierne.
Ved bedømmelsen af, hvorvidt dette er tilfældet, kommer den
borgerlige rets almindelige regler til anvendelse, herunder
eventuel inddragelse af aktierne under et godkendt
forvaltningsinstituts bestyrelse. Båndlæggelse er dog ikke
nødvendig for at anse gaven for definitiv, hvis barnet har opnået
en sådan alder, at det må antages at have forståelse af gavens
indhold (gavehabilitet).
Ved bortskænkning eller salg til børn, fonds o.lign. opstår der ofte
spørgsmål om, hvorvidt overdrageren har betinget overdragelsen
således, at der i virkeligheden ikke kan antages at være sket
nogen overdragelse. Den omstændighed, at overdrageren har
forbeholdt sig udbytteretten, herunder ret til fremtidige
friaktier, udelukker dog ikke, at afhændelse i lovens forstand har
fundet sted. Har den pågældende derimod forbeholdt sig
stemmeretten samtidigt med, at der er pålagt modtageren
indskrænkninger i hans ret til at disponere over aktierne, anses
overdragelse i lovens forstand ikke at have fundet sted.
I en konkret sag er det anset for tilstrækkeligt til godkendelse af
en bindende gaveoverdragelse af aktier fra en far til umyndige
børn, at der oprettes og stemples sædvanlig børsnota, at der
foretages notering af ejerskiftet i selskabets aktieprotokol, at
der foretages en registrering af dispositionen i såvel faderens
som børnenes regnskaber, ligesom dispositionerne fremgår af
selvangivelserne, at der foretages sædvanlig notering af
transporten på aktiebrevet, samt at der sker en fysisk adskillelse
af aktiebrevene.
Dispositionens karakter af bindende overdragelse ændres ikke ved, at
det i gaveoverdragelsesdokumentet fastslås, at aktierne skal
tilhøre den umyndige som dennes særeje, samt at den umyndige
overlader stemmeretten til faderen - eventuelt indtil
gavemodtageren fylder f.eks. 30 år eller bliver myndig. Derimod
vil man ikke godkende, at ejendomsretten kan anses for overgået,
såfremt det i overdragelsesdokumentet fastslås, at børnene hverken
retligt eller faktisk kan råde over de pågældende aktier. (Med
hensyn til kravet om stemplet børsnota og notering i selskabets
aktieprotokol bemærkes, at (rene) gaveoverdragelser ikke er
omfattet af loven om børsstempel, og at et selskabs aktier ikke
nødvendigvis er noteret på navn).
Såfremt en gaveoverdragelse af aktier ifølge gavebrevet er sket under
forudsætning af, at amtsskatteinspektoratet godkender den i
gaveanmeldelsen anførte aktiekurs, anses gaven i skattemæssig
henseende for ydet på det tidspunkt, hvor modtageren af gaven er
underrettet om gaven, uanset om det pågældende vilkår først
opfyldes på et senere tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne
annulleres med skattemæssig virkning fra gavetidspunktet, såfremt
amtsskatteinspektoratet måtte fastsætte en højere værdi af
aktierne, idet en afgørende forudsætning fra giverens side må
anses for bristet. Det må dog være en forudsætning, at gaven
annulleres i umiddelbar forbindelse med den endelige afgørelse af
aktiernes værdi til gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.
3.2.5. Barns salg af aktier .
Et mindreårigt barns salg af aktier, som det har modtaget som gave
fra forældrene, medfører skattepligt af fortjeneste/tab hos barnet
og ikke hos forældrene, idet sådan fortjeneste/tab ikke er
omfattet af bestemmelsen i KL § 5, stk.2, lsr. 1975.107.
3.2.6. Likvidation .
Ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori
selskabet endeligt opløses, behandles fortjeneste eller tab på
samme måde som ved afståelse, idet likvidationsudlodningen i dette
år betragtes som afståelsessum.
Likvidationsudlodninger, som sker forud for det kalenderår, hvori
selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte. I henhold
til LOSI § 17, stk. 3, kan det dog tillades, at fortjeneste eller
tab skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.
Se 3.6.
3.2.7. Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen .
Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af
aktiekapital i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som
udbytte. I henhold til LL § 16A, stk. 2, kan det dog tillades, at
fortjeneste eller tab ved udlodning skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne. Se K 3.7.
3.2.8. Salg til selskabet .
Ved afståelse af aktier til det selskab, der har udstedt aktierne,
skal hele salgssummen beskattes som almindelig indkomst, jfr. LL §
16B, stk. 1.
Ifølge LL § 16B, stk. 6, kan det dog tillades, at fortjeneste eller
tab ved afståelsen behandles efter samme regler som fortjeneste
eller tab ved skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne.Om de skattemæssige konsekvenser
ved salg af aktier til det udstedende selskab henvises til K 3.8.
3.2.9. Aktiesalg til holdingselskaber m.v.
Ved visse aktiesalg til holdingselskaber m.v. beskattes hele den del
af afståelsessummen, der ikke vederlægges med aktier i
holdingselskabet, som almindelig indkomst, jfr. LL § 16B, stk.
2-5.
Ifølge LL § 16B, stk.6, kan det dog tillades, at fortjeneste eller
tab ved afståelsen skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne.
Om den skattemæssige behandling af aktiesalg til holdingselskaber
m.v. henvises til K 3.9.
3.2.10. Fusion .
Ved fusion efter fusionslovens regler om "skattefri fusion" udløses
ikke nogen øjeblikkelig beskatning for aktionærerne i det omfang
aktier i det ophørende selskab udelukkende ombyttes med aktier i
det fortsættende selskab. Aktionærerne skal således ikke for det
indkomstår, hvori ombytningen sker, medregne den fortjeneste eller
det tab, som kan konstateres ved ombytningen, men ved senere
afståelse af de ved ombytningen modtagne aktier anses disse for
anskaffet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de
ombyttede aktier.
Såfremt aktierne ved fusionen bliver udløst kontant eller dog med
andre værdier end aktier i det fortsættende selskab, anses
aktierne for afhændet til kursen på fusionsdatoen. Hvor kun en del
af aktionærens aktier i det ophørende selskab vederlægges med
andet end aktier i det fortsættende selskab, gælder det anførte
for denne del. Om opgørelse af fortjeneste/tab i forbindelse med
kontant indløsning, se K 3.10.
Aktier, der annulleres af et fortsættende selskab ved fusionen, lades
ude af betragtning ved ansættelsen af selskabets skattepligtige
indkomst, hvad enten der er tale om gevinst eller tab. Det samme
gælder annullering af egne aktier, som et fortsættende selskab
erhverver ved fusionen, jfr. lovens § 10. Se K 3.10.
3.2.11. ABL § 13, stk. 2 .
Ifølge ABL § 13, stk. 2, kan ligningsrådet tillade, at der ikke sker
beskatning efter ABL § 2 og § 4 i tilfælde, hvor den fulde
aktiekapital i et selskab erhverves af et andet selskab, og hvor
alle aktionærerne i det købte selskab som vederlag for de afståede
aktier i dette selskab alene modtager aktier i det købende
selskab.
Ved senere afhændelse af de modtagne aktier i det købende selskab
behandles disse i skattemæssig henseende, som om de var erhvervet
på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede
aktier. Endvidere sker beskatning efter ABL § 4, uanset at
aktionæren ikke er hovedaktionær i det købende selskab, i det
omfang afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst
beskatning efter disse regler.
ABL § 13, stk. 2, er nærmere gennemgået under K 3.11.
3.2.12. Salg af aktier i moderselskab til datterselskab / /.
For en hovedaktionær, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i
et moderselskab til et af dets helejede datterselskaber, fandt
ligningsrådet, at dispositionen ikke kunne anses for omfattet af
reglerne i ABL, men at hele salgssummen måtte anses for
skattepligtig udlodning for hovedaktionæren i henhold til LL §
16A, stk. 1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen ved
dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til
hovedaktionæren, hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens
beherskelse af moderselskabet.
Derimod har skd. ikke statueret skattepligt efter LL § 16A, stk. 1,
af afståelsessummen ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en
del af sin aktiepost i et moderselskab til dets helejede
datterselskab.
Salg og tilbagekøb (skattesalg)
I en række tilfælde er der taget stilling til, hvorvidt et salg med
tilbagekøb umiddelbart efter salget, vil kunne sidestilles med
egentligt salg. Såfremt salget og genkøbet finder sted samme dag,
vil et ved salget konstateret tab ikke kunne godkendes, idet
salget betragtes som usket. Hvis der imidlertid er gået flere dage
mellem salget og tilbagekøbet, kræves der særlige grunde for at
tilsidesætte salget. Det afgørende vil være, hvorvidt der i den
mellemliggende periode har været reel mulighed for
kurssvingninger. Der vil ved afgørelsen også kunne lægges vægt på,
hvorvidt salget er sket ad normale kanaler (bank eller vekselerer)
eller rent privat. Den omstændighed, at der er udfærdiget
sædvanlig børsnota, er ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for
at godkende salget som et reelt salg. Til belysning af disse
spørgsmål, se lrs. 1966.82 og 83 og 1984.105 samt UfR. 1965,
s.802.Ø.
Såfremt et aktiesalg (med tab) sker på det vilkår, at sælgeren er
berettiget på forlangende at tilbagekøbe aktierne til samme kurs
og derved reelt har garderet sig mod tab ved dispositionen, må
fradrag for det ved salget konstaterede »tab« nægtes, lsr.
1974.103.
3.3. Hvem er almindelig aktionær, hovedaktionær eller næringsaktionær .
De skattemæssige konsekvenser ved afståelse af aktier m.v. er
forskellige afhængig af, om aktionæren ejer aktierne i
næringsøjemed, eller om aktionæren er hovedaktionær eller
almindelig aktionær.
1) Aktier anses for næringsaktier, hvis aktionæren har som erhverv at
handle med aktier o.lign. værdipapirer, og de afståede aktier
tillige er erhvervet med videresalg for øje, eller hvis aktierne
er erhvervet som et led i aktionærens næringsvej.
2) Aktionæren er hovedaktionær, hvis vedkommende enten selv eller
sammen med visse nære pårørende eller selskaber m.v på noget
tidspunkt indenfor de seneste 5 år forud for afståelsen af
aktierne har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen eller rådet
over mere end 50 pct. af stemmeværdien af aktiekapitalen,jfr.
nærmere nedenfor.
3) Aktionæren er almindelig aktionær, hvis vedkommende hverken falder
ind under pkt. 1 eller pkt. 2 foran.
Hvornår er man hovedaktionær .
Aktionæren i et selskab er hovedaktionær, hvis vedkommende på noget
tidspunkt indenfor de seneste 5 år forud for aktieafståelsen har
ejet 25 pct. eller mere af selskabets aktiekapital eller rådet
over mere end 50 pct. af stemmeværdien af aktiekapitalen.
Aktie- og anpartsselskaber er dog ikke omfattet af de regler, som
gælder for hovedaktionærer.
Ved afgørelsen af, om aktionæren har ejet aktier eller rådet over
stemmeværdien i det anførte omfang, medregnes ikke alene
vedkommendes egne aktier, men også aktier, som samtidig har
tilhørt den skattepligtiges ægtefælle, forældre, bedsteforældre,
børn og børnebørn samt disses ægtefæller eller dødsboer efter de
nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte
slægtskabsforhold.
Aktier, som en nuværende ægtefælle har afstået før ægteskabets
indgåelse eller, som har tilhørt en tidligere ægtefælle under
ægteskabet, medregnes dog ikke.
Derimod medregnes aktier tilhørende selskaber, fonde m.v.,hvorover
den nævnte personkreds på grund af aktiebesiddelse,
vedtætsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har haft en
bestemmende indflydelse.
Den stemmeret, som en aktionær på baggrund af faderens testamente
havde udøvet på sine søskendes aktier indtil han fyldte 75 år,
skulle medregnes ved afgørelsen af, om han inden for de seneste 5
år havde rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, da det
efter ligningsrådets opfattelse ikke fandtes afgørende, hvem der
havde ejet aktierne, hvortil stemmeretten var knyttet, men hvem
der havde rådet over stemmeretten.
Afgørelsen blev indbragt for landsskatteretten, som tiltrådte
ligningsrådets afgørelse.
Ved afgørelsen af, om en ægtefælle isoleret betragtet har ejet aktier
i et omfang, der gør vedkommende til hovedaktionær, tages kun
hensyn til aktiebesiddelsen hos dennes pårørende, medens
aktiebesiddelsen hos den anden ægtefælles pårørende er uden
betydning.
Ved afgørelsen af, om en aktionær indenfor de seneste 5 år har ejet
25 pct. af aktiekapitalen eller rådet over mere end 50 pct. af
stemmeværdien, ses bort fra selskabets beholdning af egne aktier.
Ved afgørelsen af, om aktionæren har rådet over mere end 50 pct. af
stemmeværdien i selskabet, ses der - uanset om afståelsen sker før
eller efter den 1. januar 1984 - bort fra selskabets beholdning af
egne aktier.
Konvertible obligationer medregnes hverken til aktiekapitalen eller
til aktiebeholdningen ved afgørelsen af, om aktionæren er
hovedaktionær.
Hvis aktionæren er hovedaktionær i et selskab, og herudover er
almindelig aktionær i et andet selskab, skal de regler, der gælder
for hovedaktionærer, kun anvendes på hovedaktionæraktierne.
Når en aktionær eventuelt sammen med en ægtefælle ikke selv ejer 25
pct. af selskabets aktiekapital eller råder over mere end 50 pct.
af stemmeværdien, vil det afhænge af aktiebesiddelsen hos de
ovennævnte nært pårørende eller selskaber m.v., om vedkommende
anses for hovedaktionær.
For at skattemyndighederne kan få de nødvendige oplysninger herom, er
der i skattekontrolloven indført en bestemmelse i § 8D, stk. 2,
som pålægger bestyrelsen i aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber og investeringsforeninger, der udsteder
omsættelige beviser for medlemmernes indskud, pligt til på
forlangende at give de lignende myndigheder de oplysninger om
aktionærforholdene, som de er i besiddelse af. Se 1984-cirk. pkt. 39.
3.4. Næringsaktier .
Aktier anses for næringsaktier, hvis aktionæren har som erhverv at
handle med aktier og lignende værdipapirer, og de afståede aktier
tillige er erhvervet med videreslag for øje, eller hvis aktierne
er erhvervet som et led i aktionærens næringsvej, jfr. K. 3.3.
Ved ØLD af 15.juni 1967 (skd.4.38) ansås en bank for almindelig
indkomstskattepligtig ved afståelse af en post aktier, selv om
banken havde ejet aktierne i ca. 60 år.
For vekselerer o.lign. anses aktierne for næringsaktier, medmindre
der føres et klart bevis for, at aktierne er erhvervet uden
forbindelse med næringsvejen. En vekselerer, der trak sig tilbage
fra Københavns Fondsbørs, blev anset for indkomstskattepligtig ved
afståelse af aktier og obligationer, der var erhvervet som led i
vekselerervirksomheden, selv om afståelsen skete efter
virksomhedens ophør.
En fondsbørsvekselerer, som var medindehaver af et vekselererfirma
samt af et interessentskab, som ejede 100 pct. og 90 pct. af
anpartskapitalen i to selskaber, overvejede på grund af svigtende
helbred at afstå sin ideelle anpart af interessentskabet og dermed
af dettes anpartsbesiddelser. Anparterne var erhvervet i 1975 og i
1981, og de var i interessentskabets regnskab opført under
anlægsbeholdning af aktier. Ved salg af anparter havde øvrige
anpartshavere forkøbsret. Ligningsrådet fandt, at anparterne ikke
kunne anses for erhvervet med videresalg for øje som led i
vekselerervirksomheden, hvorfor anparterne ikke kunne betragtes
som næringsanparter.
Tre Vekselerere, som tilsammen var indehavere af et vekselererfirma,
havde erhvervet aktiemajoriteten i et selskab med henblik på heri
at drive den del af deres hidtidige virksomhed, som efter en
forventet ændring af reglerne for vekselerervirksomhed ikke
længere ville kunne drives i vekselererfirmaet. Man overvejer at
indskyde aktierne i vekselererfirmaet for at understrege det nære
erhvervsmæssige samhør mellem de to virksomheder samt for at
sikre, at fremtidige ændringer i ejerforholdet til
vekselererfirmaet også kom til at gælde ejerforholdet til
selskabet. Ligningsrådet fandt, at aktierne måtte anses som
anlægsaktier, uanset om de tre indehavere af vekselererfirmaet
ejede aktierne i eller uden for vekselererfirmaet. Der blev herved
henset til, at aktierne ikke var erhvervet med videresalg for øje,
men for at kunne danne grundlag for en videreførelse af den del af
den hidtidige virksomhed, som efter forventet lovgivning ikke
længere ville kunne drives i vekselererfirmaet.
I lsr.1985.150 fandt retten, at der var tilstrækkeligt grundlag for
at anse en vekselerers beholdning af obligationer og aktier for
hele tiden at være holdt uden for hans forretningssfære, samt at
han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for
vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse. Retten kunne
derfor tiltræde, at kursavancen ved obligationernes indfrielse og
nettotabene ved aktiernes salg blev holdt uden for hans
almindelige indkomst.
For næringsaktier skal fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen
af skattepligtig almindelig indkomst uden hensyn til ejertidens
længde. Aktionæren kan vælge enten at medregne fortjeneste eller
tab ved afståelse af næringsaktierne ved opgørelsen af den
skattepligtige almindelige indkomst i afståelsesåret
(realisationsprincippet) eller at medregne urealiseret fortjeneste
eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige
almindelige indkomst (lagerprincippet).
Det en gang valgte princip kan kun ændres efter tilladelse fra
ligningsrådet.
Om den skattemæssige behandling af næringsaktier henvises i øvrigt
til ABL § 3 samt til bekendtgørelse nr. 3 af 6.januar 1982 om
opgørelse af fortjeneste eller tab på næringsaktier. Vedrørende
håndværkeraktier, se L 3.6.4.
3.5. Regler for almindelige aktier og hovedaktionæraktier .
Den skattemæssige behandling af fortjeneste eller tab ved afståelse
af almindelige aktier og hovedaktionæraktier er ens ved afståelse
inden 3 års ejertid, men forskellig efter 3 års ejertid. Se
3.5.1.
Principperne for opgørelse af fortjeneste eller tab er ligeledes
forskellige afhængig af, om der er tale om almindelige aktier, for
hvilke fortjeneste eller tab skal opgøres efter den såkaldte
aktie- for- aktie-metode, eller om der er tale om
hovedaktonæraktier, for hvilke fortjeneste eller tab skal opgøres
efter den såkaldte gennemsnitsmetode. Om disse forskelle henvises
til 3.5.2.
Om anskaffelsessummen og anskaffelsestidspunktet for den enkelte
aktie samt afståelsessummen, se henholdsvis K 3.5.3. og K 3.5.4.
Om fradrag i opgjort fortjeneste ved afståelse af
hovedaktionæraktier, se 3.5.5.
Først ind - først ud .
Fælles for almindelige aktier og hovedaktionæraktier gælder, at hvis
en aktionær ejer aktier med samme rettigheder, men erhvervet på
forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede aktier for de
først afståede. Ved afståelse af aktieretter eller tegningsretter
gælder ligeledes, at de retter, som knytter sig til de ældste
aktier, anses for først afstået. Denne såkaldte først ind - først
ud regel er obligatorisk.
Først ind - først ud reglen gælder kun for aktier i samme selskab og
kun for aktier med samme rettigheder. Aktier med f.eks. forskellig
stemmeret eller forskellig udbytteret holdes således adskilt ved
anvendelsen af reglen. Konvertible obligationer sidestilles i
relation til først ind - først ud reglen med aktier med særlige
rettigheder, indtil de konverteres til aktier.
For almindelige aktier medfører først ind - først ud reglen, at det
er den ældste akties anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, der
lægges til grund ved afgørelsen af, om der skal ske beskatning
efter 3-års reglen og i bekræftende fald for opgørelsen af
fortjeneste eller tab. Selv om den ældste aktie er båndlagt f.eks.
som led i en medarbejderaktieordning, således at den fysisk ikke
kan afstås, er det alligevel anskaffelsessummen og
anskaffelsestidspunktet for denne aktie, som lægges til grund.
Hvis den ældste aktie har et større pålydende end den faktisk
afståede aktie, opgøres anskaffelsessummen som en forholdsmæssig
del af den samlede anskaffelsessum for den ældste aktie.
For hovedaktionæraktier medfører først ind - først ud reglen, at det
er den ældste akties anskaffelsestidspunkt, som lægges til grund
ved bedømmelsen af ejertidens længde. Det kan få betydning dels i
relation til, om beskatning skal ske som almindelig eller særlig
indkomst og dels i relation til størrelsen af fradrag i evt.
fortjeneste.
3.5.1. Skattemæssig behandling af fortjeneste eller tab .
Den skattemæssige behandling af fortjeneste eller tab er dels
afhængig af om der er tale om almindelige aktier eller
hovedaktionæraktier og dels af besiddelsestidens længde.
3.5.1.1. Almindelige aktier .
Afståelse inden 3 års ejertid
Såfremt aktionæren har ejet de afståede aktier i mindre end 3 år,
skal fortjeneste beskattes som almindelig indkomst.
Årets tab kan kun fratrækkes i skattepligtig fortjeneste ved
afståelse af almindelige aktier eller hovedaktionæraktier, som er
ejet i mindre end 3 år. Tab kan derfor ikke fratrækkes i
fortjeneste ved afståelse af næringsaktier. Et overskydende tab
kan dog overføres til fradrag i en ægtefælles fortjeneste af
foranstående art, hvis ægtefællerne er samlevende ved
indkomstårets udgang. Et herefter overskydende tab kan fremføres i
de følgende 5 indkomstår til fradrag i aktionærens eller en
samlevende ægtefælles fortjeneste af foranstående art. Tab kan kun
overføres til fradrag i et senere år, hvis det ikke kan udnyttes i
et tidligere år.
Afståelse efter mindst 3 års ejertid
Såfremt aktionæren har ejet de afståede aktier i mindst 3 år, skal
fortjeneste ikke beskattes, og tab kan ikke fratrækkes.
3.5.1.2. Hovedaktionæraktier .
Afståelse inden 3 års ejertid
Sker afståelsen inden 3 års ejertid, skal fortjeneste beskattes som
almindelig indkomst.
Tab ved afståelse inden 3 års ejertid kan fratrækkes efter samme
regler, som gælder ved afståelse af almindelige aktier, se
3.5.1.1.
Afståelse efter mindst 3 års ejertid
Forudsat, at der ikke foreligger skattefrihed efter 1 pct. reglen,
som gennemgås nedenfor, behandles fortjeneste eller tab ved
afståelse efter 3 års ejertid efter nedenstående retningslinier.
Ved afståelse efter 3 års ejertid skal fortjeneste beskattes som
særlig indkomst. Om fradrag i eventuel fortjeneste, se K 3.5.5.
Tab ved afståelser efter 3 års ejertid kan fradrages i årets
skattepligtige særlige indkomst, og hvis den særlige indkomst
derved bliver negativ, kan et hertil svarende beløb fratrækkes i
den skattepligtige almindelige indkomst.
Aktie- eller anpartsselskabers tab ved afståelser den 1.januar 1984
eller senere kan ikke fratrækkes, idet de efter dette tidspunkt
ikke længere er omfattet af de regler, der gælder for
hovedaktionærer.
Aktie- eller anpartsselskabers tab ved salg før den 1. januar 1984
kan fradrages i det omfang, tabet kan indeholdes i årets positive
særlige indkomst. Et herefter overskydende tablkan fremføres i de
følgende 5 indkomstår til fradrag i det omfang, det kan indeholdes
i positiv særlig indkomst for de pågældende år. Tab kan kun
overføres til fradrag i et senere år, hvis det ikke kan udnyttes i
et tidligere år.
1 pct.reglen .
Fortjeneste eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier efter 3
års ejertid medfører ikke skattemæssige konsekvenser, såfremt
betingelserne for skattefrihed efter 1 pct.reglen foreligger
opfyldt. Dog skal der foretages en regulering af
anskaffelsessummen efter gennemsnitsmetoden for de aktier, som er
i behold efter afståelsen, se K 3.5.2.2.
Ifølge 1 pct.reglen medfører afståelse efter 3 års ejertid kun
skattemæssige konsekvenser, hvis aktionæren i det pågældende
indkomstår har afstået mere end 1 pct. af selskabets aktiekapital.
Selv om aktionæren har afstået mindre end 1 pct., sker der dog
beskatning, hvis aktionæren i det pågældende indkomstår har
afstået aktier med en afståelsessum på mere end 65.000 kr.
Er aktionæren for hele det pågældende indkomstår samlevende med en
ægtefælle, er det afgørende, om ægtefællerne tilsammen har afstået
mere end 1 pct. af aktiekapitalen eller aktier med en
afståelsessum på mere end 65.000 kr. Se 1984-cirk. pkt. 15.
Om aktionæren har afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen bedømmes
efter størrelsen af selskabets aktiekapital, ikke af aktionærens
aktiebesiddelse i selskabet. Udvides et selskabs aktiekapital i
årets løb kan der - forudsat betingelserne for skattefrihed i
øvrigt foreligger opfyldt - efter udvidelsen skattefrit afstås op
til 1 pct. af den forhøjede aktiekapital.
Ved afgørelsen af, om der er afstået mere end 1 pct. af
aktiekapitalen, medregnes et selskabs beholdning af egne aktier
ikke til aktiekapitalen. Konvertible obligationer medregnes ikke
til aktiekapitalen ved afgørelse af, om er er afstået mere end 1
pct. af denne. Derimod medregnes afståede konvertible obligationer
ved afgørelsen af, om der i indkomståret er afstået mere end 1
pct. af aktiekapitalen eller aktier med en afståelsessum på over
65.000 kr.
Hovedaktionæraktier, der udlægges fra et dødsbo til afdødes arvinger,
skal medregnes af boet i relation til 1 pct.reglen, medmindre de
pågældende hovedaktionæraktier udlægges med succession, jfr. ABL §
10, st. 3 og stk. 4.
Ved bedømmelsen af om der i relation til ABL § 13, stk. 1, om fusion
er afstået mere end 1 pct. af aktiekapitalen, er det for en
aktionær - som var hovedaktionær i det ophørende selskab, men som
ikke er hovedaktionær i et fortsættende selskab - afgørende,
hvorvidt der i det fortsættende selskab er afstået aktier udover,
hvad der svarer til 1 pct. af aktiekapitalen i det ophørende
selskab.
For en aktionær, som var hovedaktionær i det ophørende selskab og ved
fusionen også bliver hovedaktionær i det fortsættende selskab, er
det derimod ved bedømmelsen af, hvorvidt der er afstået mere end 1
pct. af aktiekapitalen, afgørende, hvorvidt der er afstået mere
end 1 pct. af aktiekapitalen i det fortsættende selskab,
(skd.60.24 og 67.368).
3.5.1.3. Spekulation .
Det traditionelle spekulationsbegreb for aktier blev forladt allerede
i 1962 og er i medfør af ABL blevet til en 3-års regel.
En "hausse-spekulant", der har erhvervet aktier i den hensigt at opnå
fortjeneste ved senere afståelse, er således skattepligtig af
fortjenesten som almindelig indkomst, hvis afståelsen sker
indenfor de 3 år. Udstrækker aktionæren derimod spekulationen i
over 3 år, er fortjenesten og tabet indkomstopgørelsen
uvedkommende for almindelige aktionærer, medens beløbene for
hovedaktionærer normalt skal medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige særlige indkomst efter de almindeligt gældende
regler.
Ved "baisse-spekulation", hvor en aktionær spekulerer i en forventet
kursnedgang på et værdipapir, foregår spekulationen ofte ved, at
spekulanten låner en post aktier hos en vekselerer, afstår disse
aktier og på et senere tidspunkt tilbagekøber tilsvarende aktier
(dækker ind) til en lavere kurs til tilbagelevering til
vekselereren. Sådanne fortjenester og tab skal opgøres og
beskattes ved spekulationens afslutning som almindelig indkomst,
selv om den enkelte spekulationsforretning måtte strække sig over
mere end 3 år, jfr. til dels lsr.1966.13.
Hvis der samtidigt gennemføres en "hausse/baisse-spekulation", skal
gevinst og tab på baisse-spekulationen gennemføres uafhængigt af
hausse-speulationen.
3.5.2. Opgørelse af fortjeneste eller tab .
Fortjeneste eller tab ved afståelse af almindelige aktier opgøres
efter den såkaldte aktie- for- aktie-metode, hvorimod fortjeneste
eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier opgøres efter den
såkaldte gennemsnitsmetode, se K 3.5.2.1. og K 3.5.2.2. Om fradrag
i eventuel fortjeneste ved afståelse af hovedaktionæraktier, se K
3.5.5.
3.5.2.1. Almindelge aktier .
Aktionærer, som på noget tidspunkt har opgjort fortjeneste eller tab
ved afståelse af aktier i selskabet efter de regler, der gælder
for hovedaktionærer, skal også ved fremtidige afståelser af aktier
i selskabet anvende den for hovedaktionærer gældende
gennemsnitsmetode.
Aktie- for-aktie-metoden .
Ved afståelse af aktier inden 3 års ejertid opgøres fortjeneste eller
tab i øvrigt som forskellen mellem afståelsessummen og
anskaffelsessummen for den enkelte aktie (aktie-
for-aktie-metoden).
Aktie- for-aktie-metoden medrører, at det er den faktiske
anskaffelsessum og det faktiske anskaffelsestidspunkt for den
enkelte aktie, som lægges til grund.
Ved afståelse af aktier med samme rettigheder i samme selskab, er det
den ældste akties anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, der
skal lægges til grund ved afgørelsen af, om der skal ske
beskatning efter 3 års reglen og i bekræftende fald for opgørelsen
af fortjeneste eller tab, jfr. først ind - først ud reglen, se K 3.5.
Selv om aktiens handelsværdi på afståelsestidspunktet måtte
være reduceret som følge af aktiekapitaludvidelse f.eks. med
fondsaktier, anvendes alligevel aktiens oprindelige
anskaffelsessum ved opgørelse af fortjeneste eller tab.
Omkostninger, der naturligt kan henregnes til anskaffelsen,
tillægges anskaffelsessummen.
3.5.2.2. Hovedaktionæraktier .
Fortjeneste eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier opgøres
efter samme regler, uanset ejertidens længde. Om fradrag i
eventuel fortjeneste, se 3.5.5.
Gennemsnitsmetoden .
Fortjeneste eller tab ved afståelse af hovedaktionæraktier opgøres
efter den såkaldte gennemsnitsmetode.
Hvis aktionæren afstår samtlige sine aktier i et selskab på en gang,
opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem
afståelsessummen og aktiernes samlede anskaffelsessum. Finder
afståelsen sted den 1. januar 1984 eller senere, og er de
pågældende aktier erhvervet på forskellige tidspunkter, fordeles
den samlede fortjeneste eller det samlede tab efter aktiernes
pålydende.
Afstår en aktionær en del af sine aktier i et selskab, fordeles
anskaffelsessummen for hele aktiebeholdningen imellem de afståede
aktier og de aktier, som aktionæren beholder. Dette gælder også i
tilfælde, hvor afståelsen kan ske uden skattemæssige konsekvenser
ifølge 1 pct.reglen. Fordelingen foretages på grundlag af
aktiernes pålydende, uanset at aktierne ikke har samme
rettigheder. Den del af den samlede anskaffelsessum, der ved denne
fordeling henføres til de afståede aktier, lægges til grund ved
opgørelse af fortjeneste eller tab. Den resterende anskaffelsessum
(E-værdi for anskaffelsessum) skal lægges til grund ved senere
afståelser.
Konvertible obligationer medregnes ved opgørelsen af fortjeneste
eller tab efter gennemsnitsmetoden, idet der som pålydende værdi
af den konvertible obligation regnes med pålydende værdi af den
aktie, som den konvertible obligation kan konverteres til.
Om opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af tegningsret,
se 3.5.4.
Overgangsregler .
Grundlaget for opgørelsen af den samlede anskaffelsessum er
forskellig, afhængig af på hvilket tidspunkt aktionæren er blevet
omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglerne.
1) Aktionæren var hovedaktionær den 1. juli 1981, og dette var
fortsat tilfældet ved aktionærens første afståelse af aktier i
selskabet efter dette tidspunkt
De aktier, som han ejede den 1. juli 1981, indgår i den samlede
anskaffelsessum med et beløb svarende til den restanskaffelsessum
(E-værdi), som er opgjort ved den seneste afståelse før den 1.
juli 1981. Ved den første afståelse efter den 1. juli 1981 består
den samlede anskaffelsessum af foranstående beløb med tillæg af
anskaffelsessummen for senere erhvervede aktier i selskabet.
Er der ikke tidligere opgjort en restanskaffelsessum (E-værdi),
indgår de enkelte aktier i den samlede anskaffelsessum med de
enkelte aktiers anskaffelsessum.
2) Aktionæren er blevet hovedaktionær efter den 1. juli 1981
Han kan vælge enten, at opgøre den samlede anskaffelsessum på
grundlag af de faktiske anskaffelsessummer for de aktier, som han
ejede på det tidspunkt, han blev hovedaktionær, eller at anvende
en gennemsnitlig anskaffelsessum for de aktier, som han ejede den
1.juli 1981.
Vælger han at opgøre den samlede anskaffelsessum på grundlag af de
faktiske anskaffelsessummer, indgår de aktier, som han ejede på
det tidspunkt, hvor han blev hovedaktionær, med de faktiske
anskaffelsessummer. Derimod bortses der fra aktier, som er solgt
forinden. Ved afgørelsen af, hvilke aktier, der er solgt, anses de
først erhvervede for de først solgte, såfremt der er tale om
aktier med samme rettigheder. I den samlede anskaffelsessum indgår
tillige anskaffelsessummen for senere erhvervede aktier.
Vælger aktionæren at anvende en gennemsnitlig anskaffelsessum, og har
han efter 1.juli 1981, men før han blev hovedaktionær, afstået
aktier i selskabet, fragår den faktiske anskaffelsessum for disse
aktier i en gennemsnitlige anskaffelsessum.
3) Aktionæren var den 1. juli 1981 hovedaktionær, men dette er ikke
længere tilfældet ved første afståelse efter den 1. juli 1981
Han skal ikke anvende gennemsnitsmetoden, men skal opgøre fortjeneste
eller tab efter de regler, der gælder for almindelige aktionærer.
4) Aktionæren har på noget tidspunkt opgjort fortjeneste eller tab
ved afståelse af aktier i selskabet efter
hovedaktionærbeskatningsreglerne (gennemsnitsmetoden).
Ved fremtidige afståelser af aktier i selskabet anvendes
gennemsnitsmetoden, selv om fortjeneste eller tab ved afståelsen
ikke skal medregnes i den skattepligtige almindelige eller særlige
indkomst.
3.5.3. Anskaffelsessum og anskaffelsestidspunkt for den enkelte aktie .
Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier
benyttes en anskaffelsessum, der for almindelge aktier udgør
anskaffelsessummen for den pågældende aktie (aktie-
for-aktie-metoden). For hovedaktionæraktier udgør den derimod en
forholdsmæssig del af den samlede anskaffelsessum for hele
aktionærens aktiebeholdning i det pågældende selskab
(gennemsnitsmetoden). Hvis en aktionær ejer aktier med samme
rettigheder, men erhvervet på forskellige tidspunkter, er det de
førsterhvervede aktier, som anses for først afståede (først ind -
først ud reglen).
Omkostninger, der naturligt kan henregnes til anskaffelsen, tillægges
anskaffelsessummen.
Uanset om anskaffelsessummen skal opgøres efter aktie-
for-aktie-metoden, eller om den skal indgå i en samlet
anskaffelsessum for hele beholdningen, gælder der som udgangspunkt
visse fællesregler.
3.5.3.1. Køb .
Aktier, som er erhvervet ved køb, anses for anskaffet på
købstidspunktet, og anskaffelsessummen er købesummen med tillæg af
udgift til børsstempel og eventuelt købsprovision. Udgift til
stiftelsesprovision af banklån ved aktiekøb kan derimod ikke
henregnes til anskaffelsessummen, men vil eventuelt kunne
fradrages i indkomsten efter LL § 8, stk. 3.
3.5.3.2. 62-kursen .
For hovedaktionæraktier, som er erhvervet før den 1.januar 1962,
træder den formueskattepligtige værdi pr. 1.januar 1962 i stedet
for anskaffelsessummen, medmindre denne er højere.
3.5.3.3. Tegnede aktier .
Anskaffelsessummen for aktier, der tegnes ved stiftelse af et selskab
mod indskud af kontanter, er det faktisk indbetalte beløb, normalt
svarende til aktiernes pålydende. Om anskaffelsessummen for
aktier, der tegnes mod indskud af andre værdier end kontanter, se
ligningsvejledningen, selskaber, SD 1.1.
Om anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet i forbindelse med
omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om
skattefri virksomhedsomdannelse, se L 6.4.
Anskaffelsestidspunktet for aktier, der tegnes ved stiftelse af et
selskab, kan ikke regnes fra et tidligere tidspunkt end
stiftelsesoverenskomstens underskrift, uanset at selskabet stiftes
med tilbagevirkende kraft.
Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en
tildelt tegningsret, udgør det beløb, som er erlagt ved tegningen.
De tegnede aktier anses for anskaffet ved tildelngen af retterne.
Dette vil i almindelighed være det tidspunkt, hvor
generalforsamlingen eller evt. bestyrelsen efter bemyndigelse af
generalforsamlingen har truffet beslutning om udvidelse af
atiekapitalen.
For hovedaktionærer anses aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af
en tildelt tegningsret, dog for erhvervet samtidig med den eller
de moderaktier, som de nævnte aktier knytter sig til.
Hvis aktionæren efter det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning
om udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er
knyttet tegningsretter, anses disse retter først for erhvervet
samtidig med de pågældende moderaktier, og anskaffelsessummen
opdeles forholdsmæssigt på moderaktien og de nytegnede aktier,
skd.61.147 og 148. Hvis man udnytter sådanne retter sammen med
retter, som man har fået tildelt som aktionær, anses en
forholdsmæssig del af den nye aktie for anskaffet ved købet af
moderaktien.
Aktier, der er erhvervet ved køb af tegningsret, anses for erhvervet
på købstidspunktet, og anskaffelsessummen er købesummen for
tegningsretterne med tillæg af det beløb, der er erlagt ved
tegningen.
Hvis en nytegnet aktie i et selskab kun har kunnet tegnes ved, at
aktionærens tildelte tegningsret er blevet suppleret med en
tilkøbt tegningsret, anses en forholdsmæssig del af den nye aktie
for anskaffet ved købet af den yderligere tegningsret.
Anskaffelsessummen for aktier, som er tegnet på grundlag af
tilkøbte tegningsretter, udgør det beløb, som indbetales til
selskabet for aktierne med tillæg af købesummen for
tegningsretten.
I lsr.1984.6 ansås en hovedaktionærs tab ved aktieslag på 300.000 kr.
- hvormed aktiekapitalen netop var blevet udvidet ved kontant
indskud, der umiddelbart blev anvendt til betaling af kreditorer -
som et ikke fradragsberettiget formuetab, idet der fandtes at have
foreligget en sådan sammenblanding af hovedaktionærens og
selskabets økonomi, at den ved aktieudvidelsen fremskaffede
kapital i realiteten måtte anses for anvendt til betaling af
fordringer, for hvilke hovedaktionæren hæftede eller kunne være
kommet til at hæfte personligt, såfremt betaling ikke var sket.
3.5.3.4. Fondsaktier .
Anskaffelsessummen for fondsaktier, der er erhvervet ved udnyttelse
af en tildelt aktieret, er 0 kr. Fondsaktierne anses for anskaffet
ved tildelingen af retterne. Dette vil i almindelighed være det
tidspunkt, hvor generalforsamlingen eller evt. bestyrelsen efter
bemyndigelse af generalforsamlingen har truffet beslutning om
udvidelse af aktiekapitalen.
For hovedaktionæraktier anses fondsaktier, der er erhvervet ved
udnyttelse af en tildelt aktieret, dog for erhvervet samtidig med
den eller de moderaktier, som de nævnte fondsaktier knytter sig
til.
Hvis aktionæren efter det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning
om udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er
knyttet aktieretter, anses disse retter for erhvervet samtidig med
de pågældende moderaktier, og anskaffelsessummen opdeles
forholdsmæssigt på moderaktien og de nye fondsaktier, skd.61.147
og 148. Hvis man udnytter sådanne retter sammen med retter, som
man har fået tildelt som aktionær, anses en forholdsmæssig del af
den nye fondsaktie for anskaffet ved købet af moderaktien.
Fondsaktier, der er erhvervet ved køb af aktieret, anses for
erhvervet på købstidspunktet, og anskaffelsessummen er det beløb,
som er erlagt for aktieretten.
3.5.3.5. Afståelse af aktieret eller tegningsret .
Ved almindelige aktionærers afståelse af tildelte aktieretter og
tegningsretter, herunder tegningsret til konvertible obligationer,
anses retterne for erhvervet samtidig med moderaktien for 0 kr.
Afståelsessummen skal derfor beskattes fuldt ud, såfremt
moderaktien er mindre end 3 år gammel. I modsat fald sker ingen
beskatning. Ved delvis afståelse anses de retter, som knytter sig
til de ældste aktier, for først afstået (først ind - først ud
reglen).
Ved hovedaktionærers afståelse af tildelte aktieretter og
tegningsretter, herunder tegningsret til konvertible obligationer,
anses retter for erhvervet samtidig med moderaktien. Aktieretterne
indgår i den samlede anskaffelsessum med 0 kr. Tegningsretterne
indgår med det beløb, som køberen skal indbetale for at udnytte
tegningsretterne. Ved delvis afståelse anses de retter, som
knytter sig til de ældste aktier, for først afstået (først ind -
først ud reglen). Om opgørelse af fortjeneste eller tab ved
afståelse af tegningsret for hovedaktionærer, se K 3.5.4.
Hvor en almindelig aktionær eller en hovedaktionær efter det
tidspunkt, hvor generalforsamlingen har truffet beslutning om
udvidelse af aktiekapitalen, erhverver aktier, hvortil der er
knyttet aktieretter eller tegningsretter, anses disse retter for
erhvervet samtidig med de moderaktier, de knytter sig til. I
sådanne tilfælde fordeles anskaffelsessummen mellem moderaktierne
og de vedhængende aktieretter eller tegningsretter, skd.61.147 og 148.
3.5.3.6. Konvertible obligationer .
For konvertible obligationer, der er erhvervet ved udnyttelse af en
tildelt tegningsret eller ved køb af tegningsret, gælder samme
regler vedrørende anskaffelsestidspunkt og anksaffelsessum som for
tegnede aktier, se 3.5.3.3.
Konvertible obligationer, som er erhvervet før den 1. juli 1981,
anses for anskaffet til obligationernes kursværdi pr. 1.juli 1981,
medmindre den faktiske anskaffelsessum er højere. Var de
konvertible obligationer børsnoterede pr. 1.juli 1981, er det den
noterede kurs, der skal anvendes. For unoterede obligationer, som
i tiden omkring den 1.juli 1981 har været genstand for omsætning
mellem uafhængige parter, anvendes den værdi, de er omsat til. I
andre tilfælde må kursværdien beregnes med udgangspunkt i det
årsregnskab, der er afsluttet nærmest ved en 1.juli 1981 med
fornøden hensyntagen til særlige forhold opstået efter regnskabets
afslutningstidspunkt. Om beregning af kursen henvises til N 3.1.2.
3.5.3.7. Konvertering af konvertible obligationer .
Aktier, der er erhvervet ved konvertering af konvertible
obligationer, anses for anskaffet på samme tidspunkt og for samme
anskaffelsessum som de konvertible obligationer.
Ved anvendelse af først ind - først ud reglen sidestilles konvertible
obligationer med aktier med særlige rettigheder indtil
konverteringen. Konverteringen af konvertible obligationer til
aktier i det pågældende selskab har ikke skattemæssige
konsekvenser.
3.5.3.8. Konvertering af andre fordringer .
Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet ved konvertering af
en fordring på selskabet, vil normalt være fordringens værdi.
Såfremt fordringens reelle værdi på konverteringstidspunktet er
væsentlig mindre end pålydende, og aktierne afhændes kort tid
efter konverteringen, opgøres fortjeneste eller tab på grundlag af
en anskaffelsessum svarende til fordringens handelsværdi, jfr. HD
af 27.oktober 1977 (skd.45.119) og ØLD af 24.marts 1980
(skd.55.314), samt lsr.1984.7, hvor en del af en
aktiekapitaludvidelse fandtes at være sket ved konvertering af
tilgodehavender, idet indbetalinger i 1975 og 1976 måtte betragtes
som fordringer på selskabet, indtil aktiekapitaludvidelsen blev
vedtaget på en generalforsamling i oktober 1978. I lsr.1983.7. var
aktiekapitaludvidelsen sket ved kontant indbetaling og ikke ved
konvertering af en fordring til frigørelse af gæld, for hvilken
aktionæren hæftede, og landsskatteretten fandt derfor, at
aktiekapitaludvidelsen ikke kunne sidestilles med direkte
konvertering af en fordring mod selskabet til aktiekapital.
3.5.3.9. Medarbejderaktier .
Anskaffelsessummen for medarbejderaktier omfattet af LL § 7A, er det
beløb, der er betalt ved erhvervelsen af de båndlagte aktier. Der
gælder ikke særlige regler ved afståelse af medarbejderaktier.
3.5.3.10. Udenlandske aktier .
Udenlandske aktier er omfattet af aktieavancebeskatningsreglerne, når
de ejes af aktionærer, som er fuld skatteplitige her til landet.
Betalingen for aktierne vil som oftest være erlagt i udenlandsk
mønt. Ved opgørelse af anskaffelsessummen omregnes købesummen til
danske kr. efter valutakursen på købstidspunktet, og
afståelsessummen omregnes ligeledes til danske kr. efter
valutakursen på afståelsestidspunktet, se lsr.1967.11.
Avancebeskatningen vil således også omfatte svingningerne i
valutakursen.
3.5.3.11. Aktionærforskrivninger .
Nedskrivning på aktionærforskrivninger sidestilles med udbetalt
udbytte. Nedskrivninger, der finder sted efter erhvervelse af
aktierne, medregnes tillige til anskaffelsessummen for aktierne,
men nedskrivningerne har ingen indflydelse på
anskaffelsestidspunktet for aktierne.
3.5.3.12. Aktier modtaget som gave .
For gavemodtagere, der skal svare gaveafgift ved vederlagsfri
overdragelse af aktier, udgør anskaffelsessummen for aktierne den
gaveafgiftspligtige værdi.
Hvis gaven skal medregnes til modtagerens skattepligtige almindelige
indkomst, udgør anskaffelsessummen det indkomstskattepligtige
beløb.
Er gaven hverken afsgiftspligtig eller indkomstskattepligtig, er det
aktiernes handelsværdi på gavetidspunktet, der udgør
anskaffelsessummen.
3.5.3.13. Arvede aktier .
Ved udlæg af almindelige aktier fra et dødsbo er aktiernes
anskaffelsessum udlægsværdien, og anskaffelsestidspunktet er
udlægstidspunktet.
Ved udlæg af hovedaktionæraktier fra et dødsbo er aktiernes
anskaffelsessum udlægsværdien, og anskaffelsestidspunktet er
udlægstidspunktet, medmindre aktierne udlægges med succession i
henhold til ABL § 10, stk. 3, eller § 10, stk. 4.
I tilfælde, hvor aktierne udlægges med succession i henhold til ABL §
10, stk. 3, eller § 10, stk. 4, indtræder udlægsmodtageren i
afdødes/boets anskaffelsestid og anskaffelsessum samt
hovedaktionærstatus. Beskatning finder dog kun sted, hvis
udlægsmodtageren afstår aktierne inden 5 år efter udlægget og kun
i det omfang, afdøde/boet ville være blevet beskattet ved en
tilsvarende afståelse - medmindre udlægsmodtageren i øvrigt er
hovedaktionær.
I henhold til ABL § 10, stk. 3, succederer udlægsmodtageren i boets
skattemæssige stilling i tilfælde,hvor hovedaktionæraktier
udlægges 3 år eller mere efter afdødes/boets
anskaffelsestidspunkt, og boet har valgt ikke at lade sig beskatte
af fortjeneste ved udlægget, uanset at betingelserne herfor var
til stede.
Er aktionæren inden den 1. juli 1981 ved udlæg af aktier indtrådt i
afdødes skattemæssige stilling, anses aktionæren for indtrådt i
såvel afdødes anskaffelsessum som anskaffelsestidspunkt, se
skd.cirk.nr.64 af 26. september 1982 til ABL, pkt. 47.
Særregel ved virksomhedsomdannelse .
I henhold til ABL § 10, stk. 4, indtræder udlægsmodtageren i boets
skattemæssige stilling i tilfælde, hvor der inden 3 år fra
afdødes/boets anskaffelsestidspunkt udlægges hovedaktionæraktier,
som er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt
ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, og
boet har valgt ikke at lade sig beskatte af fortjeneste ved
udlægget, uanset at betingelserne herfor var til stede.
3.5.4. Afståelsessummen .
Afståelsessummen er som udgangspunkt det beløb, som aktierne er
afstået til, med fradrag af eventuelle omkostninger, der naturligt
kan henregnes til salget. Som eksempler herpå kan nævnes provision
til bank ved køb og salg og stempeludgifter samt de med salget
evt. forbundne advokat- og revisorudgifter.
Sker overdragelsen ikke ved salg, men på anden måde (gave,
arveforskud el.lign.) skal et beløb, der er lagt til grund ved
beregningen af gaveafgift el.lign., betragtes som afståelsessum.
Foreligger der ikke et sådant grundlag, er det værdien i handel og
vandel, der må lægges til grund (ABL § 1, stk. 4). Også i sådanne
tilfælde vil omkostningerne kunne fradrages - men det bemærkes
dog, at gaveafgift o.lign. ikke kan sidestilles med omkostninger,
der kan fradrages.
I et tilfælde, hvor sælgerne (af hele aktiekapitalen) som led i
salgsaftalen påtog sig visse fremtidige pensionsforpligtelser over
for nogle af selskabets funktionærer, og til sikring af
forpligtelsen båndlagde en kapital, kunne den kapitaliserede
pensionsforpligtelse fradrages i afståelsessummen, lsr.1976.76.
Derimod kunne der ifølge lsr.1976.174 ikke indrømmes fradrag for
en afløsningssum for et pensionstilsagn, som aktiesælgerne ydede
en i selskabet ansat direktør. Pensionstilsagnet var hverken
mundtligt eller skriftligt omtalt i forbindelse med
aktieoverdragelsen og kunne derfor ikke påvirke det vederlag, som
opnåedes ved aktiesalget.
Hovedaktionærers afståelse af tegningsret .
Hovedaktionærers afståelse af tegningsret behandles altid efter de
regler, der gælder ved delafståelse.
Ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af tegningsret,
anses tegningsretten for afstået til det beløb, der modtages for
tegningsretten, med tillæg af det beløb, som køberen skal inbetale
for at udnytte tegningsretten.
Den gennemsnitlige anskaffelsessum, som skal lægges til grund ved
opgørelse af fortjeneste eller tab, beregnes således: B
A x - C
A er anskaffelsessum for aktier og tegningsret under et - B er
pålydende værdi af de aktier, der kan tegnes ved udnyttelse af den
afståede tegningsret - C er pålydende værdi af de beholdne aktier
og de aktier, der kan tegnes ved udnyttelse af den afståede
tegningsret.
Fortjeneste eller tab fremkommer ved at trække den foran beregnede
anskaffelsessum fra afståelsessummen.
3.5.4.1. Eventuel tilsidesættelse af den aftalte
overdragelseskurs .
Normalt kan man ikke tilsidesætte en salgspris, men der kan forekomme
tilfælde, hvor denne er åbenbart urimelig. Dette vil specielt
kunne forekomme ved salg mellem slægtningen, indbyrdes afhængige
selskaber, selskaber og disses hovedaktionærer. I disse tilfælde
må en åbenbart urimelig kurs kunne fraviges, se f.eks.
lsr.1964.102 og 1967.10.
I HD af 27.april 1983 (skd.66.330) fandtes det ikke antageliggjort,
at en civilingeniør havde solgt sine aktier i et
familieaktieselskab til et andet familieaktieselskab til en lavere
værdi end handelsværdien.
I ØLD af 29.juni 1984 (skd. 72.90) fandtes det ligeledes ikke
godtgjort, at anparter var solgt til en lavere kurs end
handelskursen, idet retten herved særligt henviste til de
fremkomne oplysninger om den faldende aktivitet i selskabet, der
bekræftedes gennem det senere forløb.
En afståelsessum for aktier, der fastlægges ved offentlig auktion
over en minoritetspost, vil normalt være bindende, såfremt
aktierne afhændes til en helt udenforstående og uafhængig
tredjemand. Familiens advokat eller bankforbindelse kan
eksempelvis ikke anses for uafhængig i denne forbindelse.
Om et tilfælde, hvor en del af vederlaget for salg af en aktiepost
blev anset som godtgørelse for ikke-udbetalt løn til
hovedaktionæren og derfor beskattet som almindelig indkomst, se
lsr.1974.7.
3.5.4.2. "Konstruerede" tab kan ikke fradrages .
Der forekommer tilfælde, hvor man vel ikke anfægter den fastsatte
overdragelseskurs direkte, men alligevel ikke anerkender, at der
ved afståelsen er konstateret et fradragsberettiget tab.
Som eksempler fra praksis, hvor tabsfradrag ikke er anerkendt, kan
nævnes
Lsr.1971.111, hvor afståelsesvederlaget var fastsat under hensyn til,
at sælgeren blev fritaget for en kautionsforpligtelse overfor
selskabets kreditorer.
Lsr.1974.103, hvor sælgeren havde tilbagekøbsret til samme kurs.
ØLD, UfR.1965.802, hvor det fastslås, at et aktietab, der udelukkende
er fremkommet ved regnskabsmæssige konstruktioner af skattemæssige
hensyn, ikke medfører fradragsret. Et selskab A blev stiftet i
december 1961 med den ene stifter og hovedaktionær som direktør.
En uge efter stiftelsen købte selskabet direktørens
aktiebesiddelse i selskab B til en kurs på 425 ved udstedelse af
gældsbrev. Ca. 4 måneder senere tilbagesolgte A en del af aktierne
i B til direktøren til kurs 225, som blev afskrevet på
gældsbrevet. Der kunne ikke påvises forhold i B's økonomi, som
kunne berettige denne kursforskel.
ØLD af 29.jan.1973, UfR.1973.408, hvor et selskab i en koncern
opkøbte aktier - delvis til kurser over børskursen - og kort tid
derefter solgte aktierne til moderselskabet til børskursen og
fratrak det herved konstaterede tab. Selskabet fandtes ikke at
have lidt noget tab, som kunne fradrages, idet retten lagde til
grund,at selskabets køb af aktier var sket som led i
hovedaktionærens bestræbelser på at erhverve aktiemajoriteten i
det pågældende selskab, at salget af aktierne til moderselskabet
måtte antages at være sket af skattemæssige grunde, og at
selskabet ikke ville have solgt til samme kurs til anden side.
ØLD af 16.april 1984 (8.afd.209/81), hvor det ikke fandtes godtgjort,
at der ved salg af aktier i 1976 til et koncernforbundet selskab
var lidt et tab, som kunne fradrages, idet retten lagde til
grund,at der i koncernen som helhed i årene 1976-1979 var sket
omfattende interne salg af aktier, at de foreliggende oplysninger
om koncernens forhold og meget begrænsede aktiviteter ikke gav
grundlag for at antage, at handelerne skulle have haft noget andet
formål end de rent skattemæssige, og at de svingende handelskurser
ikke havde haft nogen samenhæng med selskabernes regnskaber eller
virksomhed. Dommen er appelleret til Højesteret.
ØDL af 7. dec. 1984 (skd.74.434), hvor en hovedaktionærs fradrag for
tab på aktier ved salg til en datter i december 1963 til kurs 25
blev nægtet, idet retten lagde til grund, at hovedaktionæren og
datterens ægtefælle ved indgåelse af en låneaftale i september
1963 havde måttet forudse, at denne disposition førte til den i
december samme år konstaterede nedgang i aktiernes værdi, således
at tabet var en direkte og forudseelig følge af det mellem
hovedaktionæren og svigersønnen aftalte lån.
Som eksempel fra praksis, hvor tabsfradrag er anerkendt, kan nævnes
HD af 23. maj 1984 (II 378/1981) hvor fritagelse for en
kautionsforpligtelse efter omstændighederne ikke fandtes at
indebære en skattepligtig værdi som vederlag for afståelse af
aktier.
3.5.4.3. Gaveoverdragelser .
I gaveoverdragelsestilfælde, hvor der er beregnet gaveafgift, skal
den kurs, der af amtsskatteinspektoratet er lagt til grund ved
gaveafgiftsberegningen, betragtes som afståelsessum. Foreligger
der ikke et sådant grundlag, skal afståelsessummen ansættes til
aktiernes værdi i handel og vandel på
gaveoverdragelsestidspunktet.
I skd. cirk. nr. 185 af 17.nov. 1982 om værdiansættelsen af aktiver
og passiver i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning hedder det i
pkt. 17 om værdiansættelsen af unoterede aktier, at kursen i SD's
kursliste kan være vejledende, men at man skal være opmærksom på,
at disse kurser er beregnet på grundlag af årsregnskab for de
pågældende selskaber, der ligger 1-2 år forud. Det er derfor
kursen beregnet på grundlag af det årsregnskab, der er afsluttet
nærmest forud for gaveoverdragelsestidsunktet, der bør lægges til
grund. I særlige tilfælde må beregningen dog foretages på grundlag
af regnskabet for regnskabsåret, der udløber efter
afgiftstidspunktet, navnlig i tilfælde, hvor den afgiftspligtige
begivenhed er indtruffet ganske kort tid forud for regnskabsårets
udløb. Beregningen af kursen sker med anvendelse af de
beregningsregler, herunder beregningsfaktorerne, som var kendt på
afgiftstidspunktet, hvilket ved gaveoverdragelser vil sige
beregningsreglerne for beregning af formueskattekursen pr. 1. jan.
i det kalenderår, hvori afgiftspligten indtræder. Dette indebærer
normalt, at kursen ved afståelse i nov. 1985 af aktier i et
selskab med kalenderårsregnskab skal beregnes på grundlag af
selskabets status pr. 31. dec. 1984, medens kursen ved afståelse i
dec. 1985 skal beregnes på grundlag af selskabets status pr. 31.
dec. 1985, idet der i begge tilfælde skal anvendes de
beregningsfaktorer, som er benyttet ved beregningen af
formueskattekursen pr. 1.jan. 1985. Afstås aktierne i det
pågældende selskab i januar 1986, beregnes kursen på grundlag af
selskabets status pr. 31.dec. 1985 og med anvendelse af de
beregningsfaktorer, som er benyttet ved beregningen af
formueskattekursen pr. 1.januar 1986.
Højesteret har ved dom af 25.maj 1977 taget stilling til
værdiansættelsen af en aktiepost i en boopgørelse. Retten lagde
til grund, at der ved værdiansættelsen af aktier i
familieaktieselskaber, hvor en normal handelsværdi i almindelighed
ikke lader sig påvise, ikke alene kan lægges vægt på den kurs,
hvortil der er handlet mellem slægtningen indbyrdes, men at også
skattekursen som udtryk for aktiernes reelle værdi må indgå som
vejledning (skd.43.281).
I lsr.1982.106 fandt landsskatteretten, at der ved overdragelse af
aktier til en familiefond ikke alene kunne lægges vægt på den
aktiekurs, hvortil der var handlet, men at der tillige måtte
foretages en bedømmelse af, om der i de i gældsbrevet aftalte
betalingsvilkår kunne ligge sådanne fordele for køberen, at der
måtte anses at være ydet denne en gave.
Hvor der vedtægtsmæssigt er fastsat visse begrænsninger i aktiers
omsættelighed og overdragelseskurser, kan de fastsatte
overdragelseskurser ikke altid anvendes ved opgørelsen af
fortjenesten. Dette gælder f.eks. ved familieoverdragelser, se
skd.1.3 og 36.107 samt ØLD af 31.jan. 1977 (skd.44.46).
Ved ØLD af 23.februar 1970 blev det statueret,at en skatteyder, der i
1967 havde bortgivet nogle aktier til sine børn, måtte acceptere,
at afståelsessummen blev beregnet efter skattekursen (beregnet
efter de senest gældende regler), medens 1.1.1962-kursen blev
beregnet efter de dagældende (i dette tilfælde mere ugunstige)
regler for beregning af skattekursen.
3.5.4.4. Gælds- eller pantebreve .
Såfremt overdragelsessummen ikke betales kontant, men helt eller
delvis berigtiges ved udstedelse af gælds- eller pantebreve, skal
der ved opgørelsen af afståelsessummen tages hensyn til, at
sådanne gælds- og pantebreve sjældent er pari værd, således at der
må godkendes et kursnedslag. Den nominelle overdragelsessum må dog
være fastsat således, at et eventuelt kontantbeløb med tillæg af
gælds- eller pantebrevenes handelsværdi udgør aktiernes
kontantværdi.
3.5.4.5. Aftægtsydelse o.l. .
Berigtiges en del eller hele afståelsessummen ved, at køberen påtager
sig en aftægtsforpligtelse eller en anden løbende ydelse over for
sælgeren, skal den kapitaliserede værdi af retten tages i
betragtning ved opgørelse af afståelsessummen, hvis den løbende
ydelse har en sådan karakter med hensyn til årlig ydelse og
forpligtelsens varighed, at kapitalisering er mulig. Er dette ikke
tilfældet, må værdien af den løbende ydelse fastsættes efter et
skøn, således at afståelsessummen for aktierne svarer til deres
handelsværdi.
Værdifastsættelsen vil som oftest bero på konkrete forhold i den
enkelte afståelsessituation. I lsr.1976.5 fandt retten ikke
grundlag for at fastsætte nogen værdi af en ikke-kapitaliserbar
løbende ydelse. Men ved HD af 27.nov. 1978 (UfR.1979.64) nægtedes
en aktionær fradrag for et aktietab, som han havde opgjort ud fra
en afståelsessum på 0. Afståelsesvederlaget bestod i sin helhed af
en halvårlig ydelse til sælgeren for dennes og den eventuelt
overlevende ægtefælles livstid. Den løbende ydelse skulle
pristalsreguleres efter nærmere aftalte regler. Fradraget nægtedes
med den begrundelse, at aktionæren havde erkendt at have opnået
fuldt vederlag for aktierne, og derfor måtte kapitalværdien af de
pristalsregulerede ydelser modsvare anskaffelsessummen for
aktierne.
Ved HD af 11.jan. 1982 (skd.61.163) blev en tidligere hovedaktionær -
som havde solgt samtlige sine aktier til en koncern, og som havde
indgået en konsulentaftale af ca. 11 års varighed med koncernen,
men som rent faktisk kun arbejdede i virksomheden de første par år
efter salget, hvorefter han flyttede til Spanien - beskattet af
den kontante salgssum for aktierne med tillæg af den
kapitaliserede værdi af konsulentgagen for aftalens sidste år,
hvor der ikke blev præsteret nogen arbejdsindsats.
Den omstændighed, at sælgeren er indkomstskattepligtig efter
statsskattelovens § 4c af den løbende ydelse, giver ikke grundlag
for at bortse fra ydelsens kapitalværdi ved beregning af aktiernes
afståelsessum.
3.5.4.6. Forbeholdt udbytte .
Det forekommer, at aktier overdrages med forbehold af udbytteret,
enten for overdrageren selv eller for trediemand.
Hvis overdrageren forbeholder sig udbytteretten, skal den kontante
afståelsessum for aktierne forøges med kapitalværdien af den
forbeholdte udbytteret, skd.16.49.
Sker overdragelsen af aktier med forbehold af udbytteret for
trediemand, må afståelsessummen ansættes til aktiernes fulde
kursværdi.
Ved salg af aktier med påhvilende forskrivninger beregnes
afståelsessummen alene som den faktiske afståelsessum uden tillæg
af de af køberen overtagne forskrivninger, lsr.1970.96.
3.5.5. Særlige fradrag for hovedaktionærer .
I hovedaktionærers fortjenester opgjort efter foranstående regler kan
foretages særlige fradrag som anført under 3.5.5.1. og
3.5.5.2.
Fradrag gives dog kun i fortjeneste, der skal beskattes som særlig
indkomst (salg efter 3 års ejertid).
3.5.5.1. 10 pct. fradrag .
Den opgjorte fortjeneste nedsættes med 10 pct. for hvert påbegyndt
år, aktionæren har ejet aktierne udover 3 år. Nedsættelsen ophører
dog, når fortjenesten ved afståelsen efter mere ned 7 års ejertid
er nedtrappet til halvdelen. Ved afståelse i det fjerde
besiddelsesår nedsættes fortjenesten således med 10 pct., i det
femte år med 20 pct. og så fremdeles til og med ottende
besiddelsesår. Ved afståelse i det ottende år efter aktiens
erhvervelse eller senere, nedsættes fortjenesten til halvdelen. 10
pct. fradreget gives også ved afståelse af konvertible
obligationer, der er omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 18 i 1984-cirk.
3.5.5.2. Bundfradrag på 65.000 kr. .
I årets nettofortjeneste - den under 3.5.5.1. nedsatte samlede
fortjeneste med fradrag af eventuelle tab - ved afståelser efter 3
års ejertid, kan foretages et fradrag på indtil 65.000 kr. Dette
gælder, uanset afståelsen omfatter hele aktiekapitalen eller kun
en del af denne.
Fradrag kan ikke overstige indkomstårets nettofortjeneste ved
afståelser efter 3 års ejertid, og det samlede fradrag kan i løbet
af 4 på hinanden følgende indkomstår højst udgøre 65.000 kr.
Fradrag, som en ægtefælle har opnået indenfor 4-års perioden,
medregnes ved beregningen af det maksimale fradrag. Fradrag, som
ægtefællen har opnået inden ægteskabets indgåelse, medregnes dog
ikke.
Fradraget gives også ved afståelse af konvertible obligationer, der
er omfattet af hovedaktionærbeskatningsreglen.
Der henvises i øvrigt til 1984-cirk. pkt. 19 og 40d.
3.6. Likvidationsudlodning .
Fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu i det
kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, opgøres på samme
måde som ved en almindelig afståelse, idet likvidationsudlodningen
i dette år betragtes som afståelsessum. Foretages ingen udlodning
i det pågældende år, er afståelsessummen 0.
Et selskab anses for endeligt opløst ved afmeldelsen til
aktieselskabsregisteret. Ved rettidig afmeldelse, dvs. inden 14
dage efter, at det endelige likvidationsregnskab er godkendt af
generalforsamlingen, kan selskabet anses for endeligt opløst ved
den aflsuttende generalforsamling, jfr. pkt. 4 i såvel 1981-cirk.
som 1984-cirk. Dette har praktisk betydning i tilfælde, hvor den
afsluttende generalforsamling finder sted umiddelbart før et
årsskifte. Et selskab blev anset for endeligt opløst i det år,
hvor anmeldelse var indgivet til aktieselskabsregisteret, selv om
selskabet i mangel af dokumentation for betaling af skatter først
blev slettet flere år senere.
En anpartshaver, som ejede hele anpartskapitalen i et selskab, som
drev optikerforretning, påtænkte at likvidere selskabet. I
forbindelse med likvidationen skulle aktiverne vedrørende
optikerforretningen overdrages til et af ham nystiftet selskab,
hvori han skulle være eneanpartshaver. Købet af aktiverne skulle
ske mod kontant betaling finansieret ved lån i et pengeinstitut
eller ved udstedelse af en fordring, som skulle løbe over 10 år
med lige store halvårlige afdrag og med en forrentning svarende
til diskontoen plus 4 pct.
Ligningsrådet fandt, at fortjeneste eller tab ved
likvidationsudlodningen - forudsat at denne skete i det
kalenderår, hvori selskabet blev endeligt opløst - skulle
beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, jfr.
lovens § 1, stk. 3. Ved eventuel udlodning af fordringen som
likvidationsprovenu fandtes denne at kunne kursansættes til 90,
jfr. Skat 1985.5.142.
Det er kun likvidationsudlodninger, som skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne.
Hvis et selskab er trådt i likvidation i samme kalenderår, hvori
opløsningen finder sted, men inden likvidationens indtræden har
foretaget udlodning til aktionærerne, er disse udlodninger derfor
ikke omfattet af avancebeksatningsreglerne. Beskatningen må efter
hovedreglen i LL § 16A, stk. 1 ske hos aktionæren som almindelig
indkomst af hele udlodningsbeløbet.
Ved udbetaling af likvidationsprocenu ad flere gange inden for det
kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, er det tidspunktet
for udlodningen, der er afgørende for den skattemæssige behandling
af fortjeneste eller tab på aktierne. Dette gælder også for
aktionærer med forskudt regnskabsår, når de modtager udlodning i
mere end et regnskabsår. Fortjeneste eller tab opgøres i forhold
til de modtagne udlodninger.
Slutter likvidationen uden udlodning, vil tabet være lig aktiernes
anskaffelsessum.
Evt. tabsfradrag må afvente selskabets endelige opløsning, medmindre
skatteyderen kan dokumentere, at likvidationen vil blive sluttet
uden udlodning af likvidationsprovenu, jfr. ØDL af 3. dec. 1980
(skd.58.277), lsr.1982.81 og 1985.10.
Tabsfradrag kan ikke støttes på nævnte ØLD af 3. dec. 1980, når et
selskab fortsætter med en nyindskudt aktiekapital efter at have
nedskrevet den oprindelige aktiekapital til 0 uden udlodning til
aktionærerne, jfr. lsr.1984.8.
Der gives kun tabsfradrag for aktier, der er omfattet af en
registrering i aktieselskabsregisteret som aktie/anpartskapital.
Tab på aktier vedrørende en vedtagen aktiekapitaludvidelse, som på
grund af konkurs ikke opnåede registrering, gav således ikke ret
til fradrag.
Ved ØDL af 26. marts 1984 (skd.70.514) blev tab ved likvidation af et
selskab på aktier, som var erhvervet i forbindelse med en
aktiekapitaludvidelse, som var blevet anmeldt, men ikke
registreret, anset som et ikke fradragsberettiget formuetab, idet
beslutningen om kapitalforhøjelsen måtte anses for bortfaldet, da
frafald af rgistrering måtte sidestilles med nægtelse af
registrering.
Hvis der foretages udlodning fra et likviderende selskab af
likvidationsprovenu forud for det kalenderår, hvori opløsningen
finder sted, - enten fordi udlodningen sker i flere forskellige
år, eller fordi selskabet først kan anses for endeligt opløst året
efter, at udlodningen ar fundet sted - sidestilles udlodningen med
udbytte, og beskatning hos aktionærerne skal ske som almindelig
indkomst af den fulde udlodning (uden fradrag af anskaffelsessum).
I det år, selskabet endeligt opløses, vil fortjeneste/tab kunne
beregnes på sædvanlig måde, idet salgssummen her bliver det i det
endelige likvidationsår udloddede beløb, der evt. kan være 0.
Der er ikke hjemmel til at udskyde aktionærernes indkomstbeskatning
til en samlet beskatning ved selskabets endelige opløsning.
Eventuel dispensation .
I henhold til LOSI § 17, stk. 3 (jfr. bkg. nr.394 af 22.juli 1981),
kan amtsskatteinspektoraterne (eller direktoratet for Københavns
eller Frederiksberg skattevæsen) dog, når særlige omstændigheder
taler derfor, tillade, at beløb, der udloddes forud for det
kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, ikke medregnes i
modtagerens skattepligtige indkomst. De beløb, der fritages for
almindelig indkomstskat, skal derefter gehandles efter ABL.
Når der gives dispensation fra den almindelige beskatning af
udlodningsbeløbet anses en til udlodningen svarende del af
aktionærens aktier for afstået, således at anskaffelsessummen for
aktierne reducerer udlodningsbeløbet, der herved ligestilles med
afståelsessummen. For almindelige aktionærer anses udlodningen for
at vedrøre aktierne efter reglen først ind - først ud, og den for
disse aktier gældende anskaffelsessum anvendes ved
avance/tabsopgørelsen. For hovedaktionærer beregnes den til "de
afståede aktier" svarende anskaffelsessum efter
gennemsnitsmetoden.
3.7. Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen .
Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af
aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes
efter LL § 16A som udbytte med almindelig indkomstskat.
Nedskrivning af aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i
likvidation, anses for omfattet af LL § 16A, selv om der ikke sker
udlodning i forbindelse med kapitalnedskrivningen, jfr.
lsr.1984.8.
I tilfælde, hvor nedskrivningen er omfattet af LL § 16A, stk. 1, kan
anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning ikke
fratrækkes i forbindelse med nedskrivningen, men for
hovedaktionærer medfører den såkaldte gennemsnitsmetode, at
anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning indgår i
anskaffelsessummen for den resterende aktiebeholdning.
For almindelige aktionærer medfører den såkaldte aktie-
for-aktie-metode derimod, at anskaffelsessummen for den nedskrevne
aktiebeholdning ikke indgår i anskaffelsessummen for den
resterende aktiebeholdning. Ved eventuel beskatning i forbindelse
med et senere salg af den resterende aktiebeholdning er det
således alene anskaffelsessummen for denne aktiebeholdning, som
lægges til grund ved opgørelse af fortjeneste eller tab.
Ved udlodninger, der finder sted den 13. november 1985 eller senere,
forhøjes udlodningsbeløbet med en eventuel negativ anskaffelsessum
for aktierne opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2-4 i loven om
skattefri virksomhedsdannelse
Eventuel dispensation .
Ifølge LL § 16A, 2.stk. (jfr. bkg. nr.524 af 11.okt. 1984) kan
amtsskatteinspektoraterne (i København og Frederiksberg
vedkommende skattedirektorat) dog tillade, at udlodningsbeløbene
fritages for beskatning som almindelig indkomst, mod at
fortjeneste eller tab behandles efter reglerne for salg til andre
end det selskab, som har udstedt aktierne. Normalt vil nævnte
tilladelse have til forudsætning, at kapitalnedskrivningen alene
er begrundet i selskabets erhvervsmæssige forhold. Dette vil ofte
være tilfældet, hvor et selskab har afhændet en del af sine
aktiviteter og realiseret de hertil hørende driftsmidler, således
at den hidtidige aktiekapital skønnes at være for stor til de
resterende aktiviteter.
Når der gives dispensation, stilles aktionæren, som om han har
afhændet en aktiepost i selskabet svarende til nedskrivningen af
hans aktier. De aktier, der herefter betragtes som solgte, er
aktier, der hører til hans ældste anskaffelse(r).
Anskaffelsessummen for disse aktier opgøres efter reglerne for
salg i almindelighed.
3.8. Salg til selskabet .
Såfremt et salg (eller anden overdragelse) sker til det selskab, der
har udstedt de pågældende aktier, skal hele salgssummen betragtes
som almindelig indkomst, jfr. LL § 16B, stk.1. Købesummen for de
solgte aktier kan altså ikke fradrages, og fortjenesten er således
lig med salgssummen.
Indløsningssummen for konvertible obligationer, der ikke bliver
konverteret til aktier, anses ikke for omfattet af
lovbestemmelsen, jfr. 1984-cirk. pkt. 23c. Indløsningssummen anses
dog for omfattet af lovbestemmelsen, såfremt de konvertible
obligationer indløses af selskabet forinden det tidspunkt, hvor
lånet forfalder til kontant indfrielse.
Bestemmelsen skal forhindre, at aktionærer tilskyndes til at henlægge
hele selskabets overskud til reserverne i stedet for at deklarere
en passende del som udbytte, der beskattes som almindelig
indkomst, og ved salg af aktierne til selskabet at opnå en
udlodning, der skattemæssigt behandles på anden måde.
Ved beskatningen sidestilles salgssummen med udbytte, hvortil der er
knyttet skattegodtgørelse. Beskatningen reducerer ikke
anskaffelsessummen for hovedaktionærers aktier i selskabet, idet
anskaffelsessummen for de resterende aktier udgør samme beløb som
før salget til selskabet.
For almindelige aktionærer gælder derimod aktie-for-aktie-metoden og
som følge heraf vil anskaffelsessummen for aktionærens resterende
aktier i selskabet være begrænset til den for disse aktier
gældende anskaffelsessum, jfr. pkt. 4 i 1984-cirk.
Ved afståelser, som finder sted den 13. november 1985 eller senere,
forhøjes afståelsessummen med en eventuel negativ anskaffesessum
opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2.4 i loven om skattefri
virksomhedsomdannelse.
Salg af tegningsret til det udstedende selskab behandles ganske som
salg af aktier til det udstedende selskab.
Eventuel dispensation .
Efter LL § 16B stk. 6, kan der meddeles dispensation, således at
beskatningen finder sted efter samme regler, som gælder for
aktiesalg til andre. Dispensationen gives af
amtsskatteinspektoraterne(og skattedirektoraterne i Københavns og
Frederiksberg kommuner), når salget af aktierne til selskabet må
antages at være båret af andre motiver end dem, som søges undgået
ved hovedreglen i bestemmelsens stk. 1.
Normalt vil en dispensation kun blive givet, hvis aktionæren afhænder
alle sine aktier. De behøver dog ikke alle sammen at blive
afhændet til selskabet, idet delsalg til andre, herunder andre
aktionærer i selskabet, kan accepteres som fuldtstændig afhændelse
af aktierne. I ganske særlige tilfælde indrømmes der dispensation,
selvom ikke samtlige aktier afhændes, når en beskatning af hele
salgssummen ville medføre helt urimelige resultater.
I selskaber, hvor aktionæren eller anpartshaveren ikke kan afhænde
sine aktier m.v. til andre end selskabet, f.eks.
andelsboligselskaber eller selskaber, hvor aktiebesiddelse er
betinget af erhverv i en bestemt branche, vil dispensation næsten
altid blive givet. Det samme gælder for selvstændigt
skattepligtige dødsboer, som inden arveudlæg ønsker at afhænde
boets aktier til det udstedende selskab, idet boets besiddelsestid
for aktierne normalt vil være så kort, at boet ikke har haft
væsentlig indflydelse på selskabets udbyttepolitik.
Dispensationsbestemmelsen vil derimod ikke blive anvendt på
cirtifikatejere i akkumulerende investeringsforeninger ved
tilbagesalg af certifikater til foreningen. Foreningens opbygning
går ud på, at overskuddet skal tillægges formuen til forøgelse af
certifikaternes værdi og dermed salgsavancen, et forhold som man
med hovedreglen i LL § 16B, stk. 1, har villet skabe et værn mod.
Aktionærer, der ønsker at sælge aktier, vil hyppigt lade en bank
formidle salget, og bankerne modtager således normalt aktierne i
kommission. I tilfælde, hvor en bank på denne måde modtager »egne
aktier« fra en aktionær til videresalg, omfattes denne
overdragelse til banken ikke af LL § 16B, stk.1, men aktionæren må
beskattes som ved salg til trediemand.
Dispensationen gives ikke generelt, men kun efter ansøgning fra den
enkelte aktionær.
3.9. Aktiesalg til holdingselskaber m.v. .
Reglerne om aktiesalg til holdingselskaber m.v. - som har virkning
for afståelse i hele det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4.
december 1984, og i alle senere indkomstår, og som også gælder ved
afståelse af konvertible obligationer og retten til at tegne
sådanne - findes i LL § 16B, stk. 2-5, som affattet ved lov nr.
615 af 19. december 1984.
I øvrigt henvises til skd. cirkulæreskrivelse af 24. januar 1985 samt
skd.cirk. nr. 50 af 13. maj 1985 (i det følgende kaldet
1985-cirk.).
Reglerne omfatter visse tilfælde af aktiesalg til holdingselskaber,
hvorved bemærkes, at udtrykket holdingselskaber i denne
forbindelse ikke alene dækker selskaber, med også fonde og
foreninger. Herudover omfatter reglerne visse tilfælde af et
selskabs afståelse af aktier til en person eller dennes ægtefælle,
når disse ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det
selskab, der afstår aktierne.
Reglerne finder ikke anvendelse ved afståelse af aktier til et
selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endeligt
opløses, jfr. bestemmelsens stk. 7.
Reglerne finder heller ikke anvendelse på dødsboers aktieafståelser
(1985-cirk. pkt. 2.b.) samt på aktieafståelser, som er omfattet af
reglerne i loven om skattefri virksomhedsomdannelse (1985-cirk.
pkt. 7.).
Ved aktieafståelser omfattet af LL § 16B, stk. 2-5, skal hele
afståelsessummen medregnes i overdragerens skattepligtige
almindelige indkomst. Ligningsrådet kan dog tillade, at
fortjeneste eller tab ved afståelsen skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne, jfr. bestemmelsens stk. 6.
Vedlægges en del af afståelsessummen med aktier i
holdingselskabet, beskattes denne del af afståelsessummen dog
efter aktieavancebeskatningsreglerne, jfr. bestemmelsens stk. 2,
sidste pkt.
I tilfælde, hvor aktieafståelsen er omfattet af LL § 16B, stk. 2-5,
kan anskaffelsessummen for de afståede aktier ikke fratrækkes i
forbindelse med afståelsen, ligesom anskaffelsessummen ikke vil
kunne lægges til grund ved senere aktieafståelser. Er en
hovedaktionærs delafståelse af aktier i et selskab således
omfattet af disse bestemmelser, skal der foretages en regulering
af anskaffelsessummen efter gennemsnitsmetoden for de aktier, som
er i behold efter afståelsen.
Vedrørende opgørelse af fortjeneste eller tab i relation til
beskatning efter aktieavancebeskatningsloven i tilfælde, hvor en
del af afståelsesvederlaget består i aktier i holdingselskabet,
henvises til 1985-cirk. pkt. 3.e.
Ved afståelser, som finder sted den 13. november 1985 eller senere,
forhøjes afståelsessummen med en eventuel negativ anskaffelsessum
opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2-4 i loven om skattefri
virksomhedsomdannelse.
Afståelsessummer omfattet af reglerne om aktiesalg til
holdingselskaber giver ret til skattegodtgørelse, når
afståelsessummen udredes af selskaber, der er omfattet af SSL § 1,
stk. 1, nr. 1 og 2, men ikke, når afståelsessummen hidrører fra en
forening, fond eller person, jfr. 1985-cirk. pkt. 6.
I det følgende foretages en nærmere gennemgang af de enkelte
bestemmelser i LL § 16B, stk. 2-6.
Beskatning ved salg til holdingselskaber (stk. 2)
Ved afståelse af aktier til et selskab, forening eller fond, der er
eller i det pågældende indkomstår bliver indehaver af mindst 25
pct. (holdingselskabet) af aktiekapitalen i det selskab, der har
udstedt aktierne (datterselskabet) beskattes hele den del af
afståelsessummen, der ikke vederlægges med aktier i
holdingselskabet, som almindelig indkomst, jfr. stk. 2.
Den del af afståelsesvederlaget, der vederlægges med aktier i
holdingselskabet, beskattes efter reglerne i
aktieavancebeskatningsloven.
Ved afgørelsen af, om det købende selskab er eller inden for
indkomståret bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen,
kan der ikke i denne forbindelse ses bort fra konvertible
obligationer, selv om de først ombyttes med aktier i et senere
indkomstår (1985-cirk. pkt. 3.a.).
Når sælger er en person (stk. 3)
Ved en persons aktieafståelse finder stk. 2 kun anvendelse, hvis
vedkommende person eller dennes ægtefælle
1) beholder aktier i datterselskabet eller i holdingselskabet, eller
2) i forbindelse med aktieafståelsen erhverver aktier i
holdingselskabet eller i datterselskabet, eller
3) på tidspunktet for overdragelsen kan udøve en væsentlig
indflydelse i et af de nævnte selskaber på grundlag af
aktiebesiddelse m.v., eller på grundlag af aftale, vedtægt,
fondsfundats eller lign., jfr. stk. 3.
Personers aktiesalg beskattes således kun efter stk. 2, hvis
overdrageren eller dennes ægtefælle beholder eller erhverver
aktier i holdingselskabet eller i datterselskabet, eller hvis de
pågældende direkte eller indirekte kan udøve en væsentlig
indflydelse i disse selskaber.
Om de pågældende kan udøve en væsentlig indflydelse beror på de
konkrete omstændigheder. At aktiesælgeren eksempelvis fortsætter
som direktør i selskabet er ikke ensbetydende med en væsentlig
indflydelse. Udtrykket væsentlig indflydelse kræver ikke, at
vedkommende har en bestemmende indflydelse i et af de pågældende
selskaber (1985-cirk. pkt. 4).
Beskatning af tidligere års aktiesalg (stk. 4.)
Har en aktionær, der er skattepligtig efter stk. 2-3, inden for de 5
senest forudgående indkomstår - dvs. indkomståret, hvori
afståelsen finder sted, og de 4 indkomstår forud herfor - afstået
aktier i datterselskabet til holdingselskabet medregnes hele den
del af afståelsessummen for disse aktier, der ikke er vederlagt
med aktier i holdingselskabet, ligeledes i den skattepligtige
almindelige indkomst for de pågældende indkomstår, og en eventuel
aktieavancebeskatning ophæves, jfr. stk. 4. Se i øvrigt 1985-cirk.
pkt. 3.b.
Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor en aktionærs salg af aktier til
et holdingselskab sker i etaper i løbet af flere år. Sådanne
overdragelser betragtes undet et, hvis de finder sted indenfor de
5 senest forudgående indkomstår.
Hensigten med bestemmelsen har været at forebygge, at en overdragelse
af knap 25 pct. efterfulgt af en senere overdragelse af få aktier
skulle kunne føre til et andet skattemæssigt resultat, end hvis
overdragelsen var sket undet et.
Vedrørende anvendelsestidspunktet for den særlige 5 års regel i stk.
4, henvises til 1985-cirk. pkt. 8.
Særlige regler, hvor sælger er et selskab (stk. 5)
Ved selskabers aktieafståelser finder stk. 2 og 4 kun anvendelse,
hvis en person eller dennes ægtefælle ved afståelsen havde en
væsentlig indflydelse i det selskab, der afstår aktierne, og på
samme tidspunkt havde en væsentlig indflydelse i holdingselskabet,
jfr. stk. 5, 1. pkt.
For selskaber finder stk. 2 og 4, tilsvarende anvendelse ved
afståelse af aktier til en person eller dennes ægtefælle, når
disse ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det selskab,
der afstår aktierne, jfr. stk. 5, 2. pkt. Som ved salg til
holdingselskaber er det en forudsætning, at de pågældende personer
er eller bliver indehavere af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i
det selskab, som overdrages på samme måde som det i stk. 2 nævnte
holdingselskab, se nærmere 1985-cirk. pkt. 5c.
I tilfælde, hvor selskaber skal medregne afståelsessummen til den
skattepligtige almindelige indkomst efter foranstående regler,
finder SSL § 13, stk. 1, nr. 2, og 3, om skattefrihed for udbytter
ikke anvendelse i de seneste 3 indkomstår forud for afståelsen,
jfr. LL § 16B, stk.. 5, sidste pkt.
I dette tilfælde er der således ikke skattefrihed for de udbytter,
som selskabet har modtaget fra datterselskabet i indkomståret,
hvori afståelsen finder sted, og de to indkomstår forud herfor
(1985-cirk. pkt. 5d).
Baggrunden for reglen er, at selskabet ikke forinden afståelsen af
aktierne i datterselskabet skal tømme dette gennem skattefri
udbytter.
Reglen gælder ikke datterselskabsudbytter, som er deklareret forud
for det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4. december 1984
(1985-cirk. pkt. 8).
Eventuel dispensation
I medfør af bekendtgørelse nr. 277 af 30. maj 1985 kan ligningsrådet
dispensere fra beskatning efter LL § 16B, stk. 2, 4 og 5, således
at reglerne i aktieavancebeskatningsloven i stedet finder
anvendelse, jfr. LL § 16B, stk. 6.
Retningslinierne for dispensation er indeholdt i skattedepartementets
cirkulæreskrivelse af 24. januar 1985 pkt. 5 samt i 1985-cirk.
pkt. 9, hvortil henvises.
Dispensation vil normalt blive betinget af, at eventuelle gældsbreves
pålydende er lig med den del af vederlaget, som ikke berigtiges
kontant, samt at gældsbrevene oprettes med en nominel rente
svarende til det herskende renteniveau under hensyn til løbetid og
andre vilkår, således at der ikke sker kursnedskrivning i den
skattepligtige avance.
I tilfælde, hvor holdingselskabet må forventes at erhverve samtlige
aktier i det selskab, der er genstand for overdragelse, vil
dispensation endvidere normalt blive betinget af, at der ikke
søges om sambeskatning på sådanne vilkår, at rentebetalinger til
den sælgende aktionær eller til pengeinstitutter eller lign., som
har finansieret købet, kommer til fradrag i
sambeskatningsindkomsten.
3.10. Fusion .
Anvendes fusionslovens regler om »skattefri fusion«, skal
aktionærerne beskattes efter reglerne i lovens §§ 9 og 11.
Reglerne om "skattefri fusion" fremgår af lov om beskatning ved
fusion af aktieselskaber m.v. - lov nr.647 af 19.december 1975, nu
lovbkg. nr.495 af 24.september 1981 - der trådte i kraft den
1.januar 1976. Til loven knytter sig skd.cirk. nr.140 af 23.juni
1976 og 24.september 1981, hvori der nærmere er redegjort for
reglerne sammenholdt med bestemmelserne i fusionsloven af 2.maj
1967 og skd.cirk. af 25.januar 1977.
En fusion foreligger, når et selskab overdrager sin formue som helhed
til et andet selskab eller sammensmeltes hermed, således at det
overdragende selskabs selvstændige eksistens ophører. Fusion
foreligger herefter såvel, hvor det fortsættende selskab
eksisterede før sammenslutningen, som hvor det først er dannet i
forbindelse med denne.
For aktionærerne betyder anvendelsen af fusionslovens regler, at der
ikke udløses nogen øjeblikkelig beskatning i det omfang, aktier i
det ophørende selskab udelukkende ombyttes med aktier i det
fortsættende selskab. Aktionærerne skal således ikke i anledning
af denne ombytning opgøre avance eller tab på aktierne, men ved
senere afståelse af de ved ombytningen modtagne aktier anses disse
for anskaffet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som
de ombyttede aktier.
Hvis de ombyttede aktier var næringsaktier, anses de modtagne aktier
ligeledes for næringsaktier.
Efter ABL § 13, stk. 1, skal aktier i det fortsættende selskab, der
er modtaget som vederlag for aktier i det ophørende selskab,
behandles som hovedaktionæraktier, hvis aktionæren var
hovedaktionær i det ophørende selskab, uanset at han ikke bliver
hovedaktionær i et fortsættende selskab. Er han ikke hovedaktionær
i det fortsættende selskab, finder beskatning dog kun sted i det
omfang, afståelse af aktier i det ophørende selskab ville have
udløst beskatning efter disse regler. Er aktierne modtaget i
forbindelse med en fusion, der er foretaget inden den 20.april
1983, finder beskatning dog tillige kun sted ved afståelse inden
for de første 5 år efter fusionen. Såvel ved fusion før som efter
den 20. april 1983 gælder således, at en aktionær, som på
fusionstidspunktet alene var hovedaktionær i det ophørende selskab
som følge af - at vedkommende inden for de seneste 5 år forud for
fusionen ejede mere end 25 pct. af aktiekapitalen, men som på
fusionstidspunktet ejede mindre end 25 pct. af aktiekapitalen -
kun beskattes efter de regler, der gælder for hovedaktionærer, ved
afståelse af de ombyttede aktier inden 5 år fra det tidspunkt,
hvor aktiebeholdningen i det ophørende selskab blev bragt ned
under 25 pct. Er aktionæren hovedaktionær i det fortsættende
selskab, finder beskatning sted efter de regler, der gælder for
hovedaktionærer, uden hensyn til besiddelsestidens længde og uden
hensyn til, om de ombyttede aktier ville have udløst beskatning i
det ophørende selskab.
Om fortolkningen af 1 pct.reglen i relation til ABL § 13, stk. 1, om
fusion, se K 3.5.1.2.
Såfremt aktierne ved fusionen bliver udløst kontant eller dog med
andre værdier end aktier i det fortsættende selskab, anses
aktierne for afstået til kursen på fusionsdatoen.
Hvis kun en del af aktionærernes aktier i det ophørende selskab
vederlægges med andet end aktier i det fortsættende selskab,
gælder det ovenfor anførte for denne del. I fusionslovens § 9,
stk.3, er der givet nærmere regler om, hvilke aktier der skal
anses for indløst i tilfælde, hvor aktierne i det ophørende
selskab er erhvervet på forskellige tidspunkter eller er af
forskellig art eller for en dels vedkommende erhvervet som led i
næring. Der henvises til loven samt til skattedepartementets
cirkulære nr. 140 af 23.juni 1976, der igen henviser til pkt.23 i
cirkulære nr. 127 af 3.juli 1967. Se også lsr. 1972.9 og 104.
Fusionsloven finder ikke anvendelse på sammenslutning af rent
udenlandske selskaber, men i lovens § 15, stk. 3, er der givet
ministeren for skatter og afgifter mulighed for at bestemme, at
aktionærer eller anpartshavere, der er fuldt skattepligtige her i
landet, beskattes efter samme regler som ved fusion af danske
selskaber.
Om fusion henvises i øvrigt til ligningsvejledning for selskaber, SE 1.
3.11. Beskatning ved afståelse af aktier, andelsbeviser o.lign. ABL § 13, stk. 2
Ifølge ABL § 13, stk. 2, kan ligningsrådet tillade, at der ikke sker
beskatning efter ABL § 2 og § 4 i tilfælde, hvor den fulde
aktiekapital i et selskab erhverves af et andet selskab, og hvor
alle aktionærerne i det købte selskab som vederlag for de afståede
aktier i dette selskab alene modtager aktier i det købende
selskab.
Ligningsrådet kan dog bortse fra, at en ubetydelig del af aktierne i
det købte selskab ikke indgår i overdragelsen, f.eks. hvor det
købende selskab allerede ejer en del af aktierne i det købte
selskab. Ligningsrådet kan endvidere bortse fra, at en ubetydelig
del af aktierne i det købte selskab vederlægges med andet end
aktier i det købende selskab, jfr. 1984-cirk. pkt. 38.
Fritagelse for beskatning i medfør af ABL § 13, stk. 2, medfører, at
de modtagne aktier i det købende selskab ved senere afhændelse
skattemæssigt behandles, som om de var erhvervet på samme
tidspunkt og for samme anskaffelsessum, som de ombyttede aktier.
Endvidere sker beskatning efter ABL § 4, uanset at aktionæren ikke
er hovedaktionær i det købende selskab, i det omfang afståelse af
de ombyttede aktier ville have udløst beskatning efter disse
regler.
ABL § 13, stk. 2, omfatter ikke aktionærer, der som led i deres
næringsvej har erhvervet aktier i det opkøbte selskab.
ABL § 13, stk. 2, tager sigte på tilfælde, hvor aktieoverdragelsen
antager karakter af en sammenslutning af det opkøbte og det købte
selskab, således som det er tilfældet ved fusion.
3.12. Kontoførende investeringsforeninger .
I lovbekendtgørelse nr.130 af 6.april 1967 (som ændret ved lov nr.
296 af 10.juni 1981), er der givet nærmere regler om beskatningen
af medlemmer af investeringsforeninger, der ikke udsteder
omsættelige beviser. Om beskatningen af tilskrevne renter og
udbytter henvises til K 2.3.
Den skattemæssige behandling af et medlems andel i fortjeneste eller
tab, som hidrører fra foreningens værdipapirer i øvrigt, bliver
efter lovens § 3 først aktuel, når han helt eller delvist hæver
sit indestående. Overdragelse, herunder gaveoverdragelse, af en
indskudskonto eller en del heraf sidestilles med hævning.
Ved hævning af en del af indeståendet betragtes de først indskudte
beløb med tilskrivning eller fraskrivning for fortjeneste eller
tab som hævet først (§ 3, stk. 3). Fortjeneste vedrørende beløb,
som er hævet inden 3 år fra indskuddets foretagelse medregnes
fuldt ud som alminelig indkomst, og tab kan fradrages i anden
aktieavance, som skal medregnes til den almindelige indkomst efter
3-års reglen. Fortjeneste eller tab vedrørende beløb hævet efter
efter 3 år fra indskuddets foretagelse udløser ikke skattepligt.
Om beskatning ved afhændelse m.v. af certifikater i
certifikatudstedende investeringsforeniner, se K 3.1.
3.13. Aktielejligheder og andelsboliger - Fritagelse for beskatning .
Den såkaldte »parcelhusregel« i EBL gælder også for aktier,
andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med
brugsret til en beboelseslejlighed, jfr. EBL § 8, stk. 5. Herefter
skal fortjeneste eller tab ved afhændelse eller afståelse af
sådanne værdipapirer ikke medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige almindelige eller særlige indkomst efter lov om
beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., når
følgende betingelser er opfyldt
a) Ejendomsretten til det pågældende værdipapir skal være forbundet
med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end 2
beboelseslejligheder.
b) Ejeren af værdipapiret eller hans husstand skal have beboet den
lejlighed, som værdipapiret gav brugsret til, i mindst 2 år af det
tidsrum, hvori han har ejet værdipapiret.
c) Et eventuelt til lejligheden hørende grundareal må ikke overstige
1.400 kvm.
Det bemærkes, at fritagelsesbestemmelsen alene omfatter fortjenester
eller tab ved afhændelse eller afståelse og således ikke finder
anvendelse med hensyn til fortjeneste eller tab ved udlodning af
likvidationsprovenu.
Med hensyn til betingelserne under a og b bemærkes
ad a) Det afgørende er herved antallet af beboelseslejligheder i det
samlede ejendomskompleks, der hører under den pågældende
andelsboligforening eller det pågældende selskab. Det er uden
betydning, om den enkelte beboelseslejlighed indgår i en
etagebebyggelse, et rækkehuskompleks eller lign., eller om den er
et frit beliggende enfamilieshus. Det er ligeledes uden betydning,
om den pågældende beboelseslejlighed har selvstændigt matr. nr.
eller ej.
ad b) I tilfælde, hvor ejeren af værdipapiret eller hans husstand
ikke har boet i lejligheden i de 2 år, der er fornødne til
opnåelse af skattefritagelse, men hvor de øvrige betingelser
herfor er opfyldt (herunder at den pågældende har ejet
værdipapiret i mindst 2 år), kan amtsskatteinspektoraterne (eller
Københavns og Frederiksbergs skattedirektorat), når ganske særlige
omstændigheder foreligger, indrømme hel eller delvis fritagelse.
Fritagelse vil normalt blive indrømmet, såfremt stillingsskifte
har nødvendiggjort erhvervelse af anden bolig, se i øvrigt H.
2.1.5.1.
Fritagelsesreglen gælder kun fortjeneste eller tab vedrørende den del
af værdipapiret, som svarer til den af sælgeren eller hans
husstand beboede lejlighed.
Fritagelsesreglen gælder ikke for andelsbeviser, der alene giver
brugsret til et grundareal, jfr. lsr.1985.96.
For at konstatere om værdipapiret svarer til den af sælgeren beboede
lejlighed, må man have oplysning om, hvor stor en del den
pågældende lejlighed udgør af det samlede ejendomskompleks, der
hører under den pågældende andelsboligforening eller selskab.
Endvidere må man have oplysning om, hvor stor en andel den
skattepligtige gennem det pågældende værdipapir har haft i
vedkommende selskabs eller forenings formue.
Med hensyn til at fastslå, hvor stor en andel af selskabets eller
foreningens formue værdipapiret repræsenterer, vil den
skattepligtige almindeligvis kunne få nærmere oplysninger herom
hos ejendommens administrator (eller selskabets eller foreningens
bestyrelse).
Eksempel .
En beboelsesejendom med 30 lige store lejligheder ejes af en
andelsboligforening, der i 1973 er dannet af 20 af ejendommens
lejere, som i forbindelse hermed hver tegnede et andelsbevis
lydende på 20.000 kr.
I 1976 sælger en af andelshaverne sit andelsbevis for 38.000 kr. og
opnår således en fortjeneste på 18.000 kr.
Da den pågældendes andel i foreningens formue er større end den
andel, som hans lejlighed udgør af ejendommen, er en del af
fortjenesten ikke skattefri.
Den skattefri del af fortjenesten udfindes således
20 fortjeneste 18.000 kr. x -- = 12.000 kr. 30
Den resterende del af fortjenesten, 6.000 kr., skal beskattes efter
reglerne i ABL.
3.14. Særlige forhold .
3.14.1. Båndlagte kapitaler .
SKattedepartementet har i skd. 1.4. redegjort for anvendelsen af de
tidligere gældende regler i LOSI § 2, nr. 6-8 og LL § 16ff på
visse båndlagte kapitaler. Redegørelsen må anses for også at
gældende for reglerne i ABL. Den omfatter følgende båndlæggelser
1) Hvor en kapital bestående af aktier m.v. i henhold til trediemands
beslutning er båndlagt med udbytteret til fordel for en anden end
kapitalejeren.
2) Hvor en skattepligtig i levende live selv har bestemt, at en
kapital skal overføres til descendenter og arveberettigede eller
andre, medens udbyttet af kapitalen forbeholdes.
3) Hvor det er bestemt, at udbyttet skal tillægges kapitalen.
Avance eller tab på aktierne m.v. i de under pkt.1 og 2 nævnte
tilfælde skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst hos den aktuelle ejer af kapitalen i henhold til reglerne
i ABL.
Det samme gælder i de under pkt.3 nævnte tilfælde, for så vidt de
båndlagte aktier m.v. er endeligt overdraget til den fremtidige
ejer. Såfremt kapitalen først engang i fremtiden under visse
betingelser skal tilfalde en person, et legat eller lignende,
således at der i øjeblikket ikke eksisterer nogen aktuel ejer af
kapitalen, er der ingen mulighed for at foretage en beskatning.
Til belysning af spørgsmålet om »aktuel ejer« kan nævnes følgende
afgørelser
En skatteyder havde ved gavebrev erhvervet en post aktier, der var
båndlagt med forbehold af rentenydelse for nogle nærmere angivne
andre personer i disses levende live. I båndlæggelsesperioden blev
aktierne solgt. Da skatteyderen måtte anses for den aktuelle ejer
af kapitalen, var han pligtig at svare særlig indkomstskat af
fortjenesten ved salget af aktierne uanset den omhandlede
båndlæggelse og rentenydelse.
Se også skd.39.293, hvor børnene efter en afdød skatteyder måtte
anses for aktuelle ejere af en båndlagt kapital, der i særboet
efter afdøde var blevet udlagt til dem med respekt af en livsvarig
rentenydelsesret for afdødes hustru. Børnene blev anset for
indkomstskattepligtige af fortjenesten ved salg af
tegningsrettigheder til de aktier, der indgik i den båndlagte
kapital, og det uanset, at der ikke var mulighed for at benytte
formuen eller dennes afkast til at betale skatten med, jfr.
tilsvarende lsr. 1977.134.
I et tilfælde, hvor en arvelader ved testamente havde båndlagt en
kapital til rentenydelse for sit eneste barn, men ikke truffet
bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med kapitalen ved
barnets død, blev barnet anset for aktuel ejer af kapitalen og
derfor anset skattepligtig af fortjeneste ved salg af aktier og
tegningsretter hidrørende fra den båndlagte kapital.
Er det derimod bestemt f.eks. ved testamente, hvem den båndlagte
kapital skal tilfalde ved rentenydelsens ophør, kan rentenyderen
ikke beskattes af fortjeneste ved eventuelt salg af aktierne.
Se også lsr. 1976.20, hvor en kapital bl.a. bestående af aktier var
båndlagt til rentenydelse, således at rentenyderen var uberettiget
til at disponere over kapitalen i levende live. Ved rentenyderens
død skulle kapitalen udbetales til hendes livsarvinger. Kapitalen
fandtes ikke at have nogen aktuel ejer og der kunne derfor ikke
ske beskatning ved afhændelse af nogle aktier, der hørte til
kapitalen. Jfr. derimod lsr. 1971.112, hvor det var bestemt, at
den til livsvarig rentenydelse båndlagte kapital ved rentenyderens
død faldt i arv til dennes »lovlige arvinger«, hvilket måtte
forstås som arvinger ifølge loven eller testamente. Da
rentenyderen således havde testationsret med hensyn til kapitalen,
fandtes hun at være aktuel ejer og blev derfor beskattet af
avancen ved likvidationsudlodning vedrørende en post aktier.
3.12.2. Indestående på en opsparingskonto .
Ved opgørelsen af fortjeneste og tab ved indfrielse eller salg af
værdipapirer, salg af tegningsrettigheder, salg af
aktierettigheder, udlodning af likvidationsprovenu o.lign.,
bortses fra indkomstbeskatning, så længe værdipapirerne er led i
en opsparing i pensionsøjemed, jfr. PL § 45.
3.12.3. Andelsboligforeninger m.v. .
Om beskatning af eventuel hel eller delvis fribolig henvises til K
2.2.1.
Reglerne om beskatning af avance (tab) ved afståelse af andelsbeviser
gælder ikke blot vedrørende egentlige erhvervsdrivende
andelsselskaber, men også f.eks. andelsboligforeninger, lsr.
1966.21 og 85, men 3 års-reglen i ABL § 2 og bestemmelsen i EBL §
8, stk. 5, - der er omtalt under K 3.13. - betyder dog en
væsentlig begrænsning af de tilfælde, der medfører beskatning.
Hvor beskatning af avance (tab) helt eller delvis skal ske, opgøres
avancen (tabet) som hidtil som forskellen mellem afståelsessummen
og anskaffelsessummen.
3.12.3.1. Anskaffelsessummen .
Anskaffelsessummen udgør normalt det beløb, som betales ved køb af
andelsbeviset. Ved stiftelse af andelsboligforeninger i
forbindelse med lejernes overtagelse af den ejendom, som de bor i,
kan forudbetalt husleje og indestående på vedligeholdelseskonto
fra det hidtidige lejemål medregnes til andelsbevisets
anskaffelsessum sammen med eventuelt yderligere indskud. Som regel
præsteres der kun et mindre indskud ved stiftelsen, medens
andelshaverne påtager sig at betale en højere husleje for at
fremskaffe fornødne midler til dækning af udgifterne til
ejendommens drift og til afdrag på gælden. Den forhøjede husleje,
der måtte være betalt, kan ikke anses som en del af
anskaffelsessummen for andelsbeviset, medmindre der efter
vedtægterne er tale om yderligere indskud. Synspunktet er
fastholdt i et tilfælde, hvor andelshaveren ikke selv havde beboet
lejligheden, fordi den hidtidige lejer ikke kunne opsiges.
Andelshaveren måtte betale differencen mellem lejerens husleje og
den forhøjede husleje, men beløbet kunne ikke fradrages ved
avanceopgørelsen, ØLD af 21.10.1975 (skd.40.45). En konkret
vurdering af vedtægtsbestemmelserne kan dog føre til, at forhøjet
boligafgift må sidestilles med yderligere indskud, lsr. 1977.151.
En forholdsmæssig andel af den af boligforeningen betalte købesum for
ejendommen eller af den kontante udbetaling kan heller ikke anses
som en del af anskaffelsessummen for andelsbeviset.
3.12.3.2. Forbedringer .
I en række tilfælde har sælgeren af et andelsbevis med tilknyttet
boligret afholdt udgifter til forbedring af lejligheden. I disse
tilfælde opgøres anskaffelsessummen som det for andelen betalte
beløb med tillæg af eventuelle udgifter til forbedringer. Værdien
af eget arbejde ved udførelse af forbedringer af lejligheden kan
medregnes til anskaffelsessummen, hvis denne værdi i henhold til
gældende boliglovgivning kan medregnes til afståelsessummen for
andelen.
3.12.3.3. Afståelsessummen .
En henvisning til, at en del af prisen for et andelsbevis i et
boligselskab i virkeligheden er ulovlig dusør, der i givet fald
vil kunne konfiskeres bevirker ikke, at beskatning af nogen del af
avancen kan undlades, lsr.1966.21.
Bestemmelserne om maksimalprisen på andelsbeviser findes i lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jfr.
lovbekendtgørelse nr.372 af 27.juli 1983 § 5 og § 16.
3.12.3.4. Overtagelse af andelslejlighed som ejerlejlighe d .
Overtager beboeren af en andelslejlighed denne som ejerlejlighed i
forbindelse med afhændelse af sit andelsbevis til
andelsboligforeningen, bliver han almindeligt
indkomstskattepligtig af differencen mellem lejlighedens
handelsværdi og den af ham overtagne del af pantegælden, og kan
ikke fradrage nogen anskaffelsessum for andelsbeviset, da der ikke
dispenseres i henhold til LL § 16B, stk.6.
3.12.3.5. Haveforeninger .
En række haveforeninger er organiserede som andelsforeninger, således
at andelsforeningen ejer grunden samt diverse fællesanlæg, medens
andelshaverne selv ejer det hus, der er opført på den havelod, som
de har brugsretten til. Ved afhændelse og afståelse skal
afståelsesvederlaget opdeles på huset m.v. og andelsbeviset,
således at fortjeneste på ejendommen beskattes under hensyntagen
til reglerne i EBL, medens fortjeneste på andelsbeviset beskattes
efter reglerne i ABL og LL § 16B, se lsr.1971.114.
Da andelsbeviser i disse tilfælde ikke er forbundet med brugsret til
en beboelseslejlighed, men alene til en havelod, kan
fritagelsesbestemmelsen i EBL § 8 ikke finde anvendelse, hvorfor
avance (tab) på andelsbeviset må beskattes efter reglerne i ABL,
jfr. lsr.1984.125.
Det bemærkes iøvrigt, at der efter udstykningslovens § 1 ikke må ske
særskilt afhændelse eller pantsætning af en del af en samlet fast
ejendom eller umatrikuleret areal. Aftaler indgået i strid hermed
må anses for ugyldige i forhold til det offentlige. Der kan
således ikke bestå gyldige ejerforhold til kolonihaver,
parcelhaver o.lign., og der kan derfor ikke indrømmes den enkelte
»haveejer« fradrag for ejendomsskatter o.lign., ligesom
fortjeneste ved »afståelse« af grunden ikke kan henføres til
reglerne om salg af fast ejendom, men eventuelt må beskattes efter
reglerne om salg af andelsbevis.
3.12.4. Køberet .
Gevinst ved udnyttelse af en køberet til aktier, d.v.s. en ret for en
skatteyder til, når han ønsker det, at købe en post aktier til en
på forhånd fastsat kurs, kan normalt ikke beskattes, men er
køberetten f.eks. indrømmet som led i et ansættelsesforhold, er
fordelen ved køberettens udnyttelse skattepligtig som et
løntillæg, skd.25.136.
Indkomstbeskatning kan eventuelt også ske udfra et gavesynspunkt.
Det bemærkes, at afgørelsen af, om der kan blive tale om
indkomstbeskatning som følge af køberetten, må træffes på grundlag
af forholdene ved køberettens stiftelse, medens spørgsmålet om
omfanget af den opnåede fordel skal afgøres efter forholdene ved
køberettens udnyttelse.
Skal værdien af køberetten beskattes, sker dette for det indkomstår,
hvori køberetten bliver udnyttet.
Om et vederlag for opgivelsen af en køberet (der blev anset som en
gave fra fader til søn) se lsr. 1973.9.
Medarbejdere, der får tildelt tegningsret til tegning af aktier til
favorabel kurs, må ligeledes beskattes af den opnåede fordel. Om
de særlige regler om medarbejderaktier i LL § 7A henvises dog til
D 1.9.1.
Afsnit PK - Aktionærbeskatningen
1. Definitioner og beskrivelser
Fondsaktier - ofte kaldet reservefonds- eller friaktier - er aktier,
der uden vederlag gives et selskabs aktionærer i forhold til deres
aktiebesiddelse i selskabet.
Fondsaktier udstedes som regel, når der i et selskab er opsamlet
meget betydelige reserver, idet der herved tilvejebringes et mere
rimeligt forhold mellem aktiekapital og reserver. Dette sker ved
at overføre en del af midlerne fra reservefondskonti til
aktiekapitalkonto, og der tilgår ikke aktionærerne nogen økonomisk
fordel herved, da de i forvejen gennem deres aktiebesiddelse ejer
hele selskabets formue incl. reserverne. Man vil derfor kunne
regne med, at hele aktiekapitalens kursværdi er den samme før og
efter udvidelsen.
Mod afstempling af de gamle aktier eller mod aflevering af en bestemt
udbyttekupon får aktionærerne udstedt interimsbeviser
(midlertidige aktiebeviser), der senere ombyttes med de nye
aktier. Hvis en aktionærs beholdning af aktier ikke går op med
udvidelsesforholdet kan han, mod afstempling, i stedet for
interimsbeviser få udleveret aktieretsbeviser, som kan sælges,
eller som man kan købe for at kunne tegne et »rundt« beløb. Hvor
udleveringen af fondsaktier sker mod aflevering af en bestemt
udbyttekupon, kan denne ligeledes sælges eller evt. veksles.
Kursen for aktieretten vil tendere imod at være lig forskellen
mellem kursen før og efter udvidelsen.
Tegningsret er den ret, der gives et selskabs aktionærer til at tegne
nye aktier i forbindelse med udvidelse af et selskabs
aktiekapital, som regel til en lavere kurs end den p.t. noterede.
En udvidelse af et selskabs aktiekapital kan være nødvendig for at
bevare et vist forhold mellem den ansvarlige kapital og omfanget
af selskabets virksomhed.
Som det er tilfældet ved udlevering af fondsaktier skal der foretages
en afstempling af de gamle aktier (eller afleveres en bestemt
udbyttekupon) ved tegningen af de nye aktier. Ønsker aktionæren
ikke selv at udnytte tegningsretten (helt eller delvis), vil han
få udleveret tegningsretsbeviser, der kan sælges som selvstændige
værdipapirer. Sker nytegningen mod aflevering af en bestemt
udbyttekupon, kan denne ligeledes sælges eller evt. veksles. Man
kan supplere sin egen tegningsret ved køb for derved at få ret til
tegning af et »rundt« beløb, ligesom ikke-aktionærer kan købe
tegningsretter og nytegne i selskabet.
Tegningsforholdet: Det tal, der angiver, hvor mange nye aktier, der
kan tegnes. Tegningsforhold 3:1 betyder således, at der for hver 3
gamle aktier kan tegnes en ny af samme størrelse.
Tegningskurs: Den kurs til hvilken de nye aktier kan tegnes.
Tegningsrettens kurs: Den kurs, til hvilken den tegningsret, der er
knyttet til 100 kr. gamle aktier, handles.
Det vil altså sige, at hvis tegningsforholdet er 3:1, skal man købe 3
tegningsretter for at kunne tegne en ny aktie - eller sagt på en
anden måde - ved beregningen af, hvad der kan opnås ved salg af
tegningsretten, skal man multiplicere den nominelle værdi af de
gamle aktier med tegningsrettens kurs og dividere med 100.
Værdien af en tegningsret beregnes således. Hvis kursen på de gamle
aktier før udvidelsen er 250, giver det med tegningsforholdet 4:1
Køb af gamle aktier 400 kr. til kurs 250 1.000 kr. Tegning af 100 kr. ny aktier til kurs 105 105 kr. Anskaffelsessum for 500 kr. aktier 1.105 kr.
Gennemsnitsanskaffelseskurs 221.
Forskellen mellem den gamle kurs 250 og den gennemsnitlige
anskaffelseskurs 221 udgør tegningsrettens teoretiske værdi, men
den faktiske kurs kan afvige noget herfra. I børssproget tales der
altid om tegningsret af så og så mange gamle aktier - ikke om
retten til at tegne så og så mange nye aktier. 4.000
tegningsretter er altså retten til at tegne 1.000 nye aktier (når
forholdet er 4:1).
Udbyttet af en aktie er altid includeret i prisen. Finder udvidelsen
sted i et selskab - der normalt giver 10 pct. i udbytte - kort før
generalforsamlingen, og bærer de nye aktier intet udbytte, trækker
man 10 pct. fra i kursen, inden tegningsrettens værdi beregnes.
Fra tegningsdagen noteres de gamle aktier exclusive
tegningsretten, og kursen vil derfor falde under hensyn til
tegningsrettens værdi. De nye aktier optages kun til særskilt
notering, hvis de ikke bærer fuldt udbytte for det regnskabsår,
der endnu ikke er udbetalt udbytte for.
Fri tegning: Et selskab kan udbyde (helt eller delvis) til fri
nytegning. Denne form for tegning kræver ikke nogen tegningsret,
men sker næsten altid til væsentlig højere kurser end pari.
Medarbejderaktier er aktier, der tilbydes et selskabs medarbejdere
til favørkurs. Se D 1.9.1.
Håndværkeraktier er aktier håndværkere m.fl., der har udført arbejde
ved opførelse af en bygning for et aktieselskab, modtager som
betaling for deres (rest-)tilgodehavende. Se L 3.6.4.
Konvertible obligationer er værdipapirer, som efter et vist
tidsforløb giver indehaveren ret til at vælge mellem kontant
indløsning eller konvertering til aktier i selskabet. Flere
børsnoterede selskaber har udbudt konvertible obligationslån på
den måde, at der er givet aktionærerne tegningsret hertil i
forhold til deres aktiebesiddelse. Tegningsretten til konvertible
obligationer handles på børsen på samme måde som tegningsret til
aktier. Der sker særskilt notering af de konvertible obligationer.
Kursen findes i børskurslisterne under »Aktier«.
2. Beskatningen af udbytte m.v. fra aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber LV5)
2.1. Udbyttebegrebet .
Som skattepligtigt udbytte af aktier, anparter, andelsbeviser og
lignende værdipapirer anses alt, hvad der af selskabet udloddes
til aktionærer, anparts- eller andelshavere, med undtagelse af
fondsaktier og friandele samt udloding af likvidationsprovenu
foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, jfr.
LL § 16A.
Udbyttegivende selskaber skal efter KL § 65 indeholde udbytteskat på
30% af det beløb, der udbetales eller godskrives aktionærerne som
udbytte. Udbytteskatten er en indkomstskat, der af selskabet er
indbetalt på aktionærernes vegne. For den enkelte aktionær indgår
udbytteskatten ved slutopgørelsen som erlagt forskudsskat for det
pågældende indkomstår.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal aktionæren
medregne det fulde deklarerede udbytte, altså også den af
selskabet tilbageholdte udbytteskat.
Efter KL § 65, stk. 4, kan ministeren for skatter og afgifter
fastsætte regler, hvorefter der ikke skal indeholdes udbytteskat i
udbytte, som tilfalder visse selskaber og foreninger m.v., der
ikke skal medregne udbyttet til deres skattepligtige indkomst. Der
henvises herom til bekendtgørelse nr. 454 af 3.september 1984.
Til den skattepligtige indkomst skal medregnes udbytte såvel fra
danske som fra udenlandske selskaber. Udbytte fra udenlandske
selskaber skal ligeledes medregnes med det fulde beløb altså også
med den del af udbyttet (kuponskat), der i henhold til vedkommende
lands skattelovgivning er tilbageholdt forinden udbetaling til
aktionæren. Når den udenlandske stat har ubetinget krav på at
beholde hele eller en del af det tilbageholdte beløb, nedsættes de
her i landet beregnede skatter i henhold til LL § 33 eller til en
eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst med det pågældende land,
se afsnit O.
Den til udbytte fra danske selskaber knyttede skattegodtgørelse skal
medregnes til den almindelige indkomst, se K 2.5.
Det er enhver udlodning fra selskabet, der betragtes som udbytte,
uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilken form
udlodningen finder sted.
Om udlodningsbeskatning i henhold til LL § 16A, stk. 1, ved
hovedaktionærs salg af aktier i moderselskab til dettes
datterselskab, se K 3.2.12.
Pristals- regulering .
Pristalsregulering af hovedaktionærs tilgodehavende i selskabet anses
for en almindelig indkomstskattepligtig udlodning fra selskabet,
jfr. SD-cirk. nr.530 af 29.juni 1977, der nærmere angiver
ligningsrådets retningslinier for overgangen til den ved
lsr.1976.128 fastlagte praksis, samt HD af 14. oktober 1980
(skd.56.56) og VLD af 2. april 1985 (Skat 1985.5.121).
Likvidationsudlodning .
Likvidationsudlodninger, som foretages forud for det kalenderår,
hvori selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte, jfr.
LL § 16A, stk. 1, medmindre det i henhold til LOSI § 17, stk. 3,
tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt
behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.
Om den skattemæssige behandling af likvidationsudlodninger - herunder
tidspunktet for et selskabs endelige opløsning i relation til
aktionærerne - se K 3.7.
Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen .
Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af
aktiekapital i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som
udbytte, jfr. LL § 16A, stk. 1, medmindre det i henhold til LL §
16A, stk. 2, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen
skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne. Se K 3.7.
Fondsaktier (friaktier) .
Den i LL § 16A hjemlede skattefrihed for værdien af friaktier gælder
kun, de fondsaktier, som erhverves på grundlag af aktionærens
beholdning af aktier i det pågældende selskab på
tildelingstidspunktet.
Indkomstbeskatning vil kunne forekomme udfra et gavesynspunkt, hvis
en aktionær som følge af afkald fra medaktionærer modtager
fondsaktier udover det, der tilkommer ham i kraft af hans
aktiebesiddelse, se UfR. 1958.1164.HD.
Det er ikke nogen forudsætning for skattefrihed efter LL § 16A, at
der er tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse,
hvor et selskab udlodder af sin beholdning af egne aktier til
aktionærerne i forhold til deres hidtidige aktiebesiddelse, eller
hvor der sker forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende
værdi.
Nedskrivning på aktionærforskrivninger .
I visse tilfælde sker der ved stiftelse af et aktieselskab ikke fuld
indbetaling af hele aktiekapitalen, men aktionærerne udsteder
forskrivninger (gældsbeviser) på den resterende del af den tegnede
kapital.
Det forekommer hyppigt, at disse forskrivninger ikke gøres gældende
med krav om indbetaling, men at der i stedet af det beløb, der er
til disposition af selskabets overskud til udbytte m.v., anvendes
en del til nedskrivning af aktionærernes forskrivninger. Disse
nedskrivninger på aktionærernes forskrivninger kan ikke betragtes
som fondsaktier, men skal beskattes som udbytte. Forholdet
forekommer især hos forsikringsselskaber.
2.2. Maskeret udbytte .
I en række tilfælde søges en udlodning, der i virkeligheden har
karakter af udbytte, maskeret, enten for at sikre selskabet
fradragsret for det udloddede beløb, eller for at undgå beskatning
hos modtageren.
I de tilfælde, hvor hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet,
har landsskatteretten i de senere år fulgt den praksis at anse
beløb, der tidligere blev betragtet som maskeret udbytte, f.eks.
lejeværdi, rejseudgifter, repræsentation o.lign., som tillæg til
hovedaktionærens arbejdsvederlag fra selskabet, såfremt
løntillægget ikke bringer hovedaktionærens aflønning op over, hvad
der i relation til hans arbejdsindsats og selskabets art kan anses
for rimeligt. Se bl.a. lsr.1982.104 og 1984.5, der omhandler et
papirløst par, som sammenlagt har den dominerende indflydelse i
selskabet.
I lsr.1985.8. anses afdrag på en fordring, der var købt for 1 kr.,
som yderligere løn.
Maskeret udlodning - hvorved udbytte søges maskeret som løn, tantieme
eller lignende til den eller de hovedaktionærer i selskabet, der
tillige er ansatte som funktionærer i selskabet - har ikke alene
interesse i relation til selskabets skatteansættelse, men med
reglerne om skattegodtgørelse for udbytte får det også betydning
for modtageren, om beløbet karakteriseres som udbytte eller som
løn, tantieme eller lignende.
Af størst interesse for personbeskatningen er dog stadig de tilfælde,
hvor der ydes aktionærerne eller andelshavere særlige fordele i
kraft af deres aktionær- eller andelshaverstilling, jfr. nærmere i
det følgende.
Vedrørende maskeret udbytte kan i øvrigt henvises til
ligningsvejledningen for selskaber, SC 1.2.5.
2.2.1. Vederlagsfri brug af selskabets ejendele .
Spørgsmålet om beskatning af udlodning til aktionærer og andelshavere
i form af hel eller delvis vederlagsfri benyttelse af selskabets
ejendele kommer især frem i tilfælde, hvor aktionærer/andelshavere
har hel eller delvis fribolig i selskabets ejendomme, eller hvor
de har adgang til at benytte selskabets biler til privat brug.
Hel eller delvis fri bolig .
Ved fastæsttelse af lejeværdien af boliger, der vederlagsfrit eller
mod kun delvis vederlag stilles til rådighed for et selskabs
hovedaktionær(er), anvendes den objektive udlejningsværdi, se HD
af 14.maj 1984 (skd.70.592).
Værdien heraf må ansættes efter et skøn, men ved værdiansættelsen må
man være opmærksom på forhold, der kan tale for en reduktion af
værdien, f.eks. at hovedaktionæren selv har afholdt en del af
vedligeholdelsesudgifterne vedrørende ejendommen, eller at der er
tale om en ejendom med et usædvanligt stort jordtilliggende eller
med store repræsentationslokaler, der ikke indgår i det daglige
boligforbrug, jfr. VLD af 30.nov. 1981 (skd.61.206).
Til den ansatte lejeværdi skal lægges en skønsmæssigt ansat værdi af
brændsel, el, gas og gartner m.v., såfremt udgifterne hertil
betales af selskabet.
Aktie- og andelslejligheder .
Indehavere af aktielejligheder og medlemmer af andelsboligforeninger,
der bebor en af foreningens lejligheder, er ikke - således som
tilfældet er med ejerlejlighedsejere - ejere af lejligheden.
Lejeværdien af boligen skal derfor ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen, ligesom udgifter vedrørende lejligheden ikke
kan fratrækkes.
Hvis der betales en uforholdsmæssig lav leje, kan der derimod blive
tale om beskatning efter de nedenfor angivne retningslinier. Det
er ikke her nogen forudsætning, at der er tale om en
hovedaktionær.
Specielt om andelslejligheder .
Det af andelshaverne betalte boligbidrag til foreningen sidestilles
med betalt leje for en lejlighed i en udlejningsejendom.
Undertiden har andelshavere udstedt gældsbreve til foreningen helt
eller delvis med det formål at konvertere en
ikke-fradragsberettiget boligafgift til en fradragsberettiget
renteudgift, se HD af 9.febr. 1981 (skd.57.192).
Ved statsskattedirektoratets cirkulære nr. 461 af 12. maj 1976 og
SD-cirkulære 1977-5 af 25.okt. 1977 blev der givet regler om
rentefradrag for andelshavere, der udstedte gældsbreve til deres
andelsboligforening og om beskatningen af andelshaveres
boligfordel ved indskud af kontante midler m.v.
I 1981 blev der gennemført en lovgivning om rentesikret
andelsboligbyggeri, hvorved det forudsættes, at andelshaverne
præsterer et kontant indskud (andel) på 20% af boligens
anskaffelsespris, i praksis omkring 100.000 kr.
Herefter fandt ligningsrådet anledning til at revidere reglerne og
ved SD-cirkulære 1982-2 af 8.febr. 1982 om andelsbolighaveres
fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning
ved lav boligafgift blev både 1976-cirkulæret og 1977-cirkulæret
ophævet med virkning fra og med indkomståret 1982.
Ved 1982-cirkulæret er forskrifterne inden for andelsboligområdet
ændret i forskellig henseende.
Ligningsmyndighederne må herefter foretage en bedømmelse af, om der
foreligger et reelt gældsforhold, i alle tilfælde, hvor
andelshaveren har udstedt gældsbrev til andelsboligforeningen.
Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt,
må rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes skattemæssigt som
en nullitet.
Som det nærmere fremgår af de i cirkulæret anførte eksempler og
retningslinier vil gældsbrevet ikke kunne anses for reelt,
medmindre der foreligger særlige forhold.
Hvis gældsforholdet må anerkendes, kan rentefradrag ikke nægtes, men
i disse tilfælde anvendes reglerne om skattepligtig boligfordel
(beskatning ved lav boligafgift) jfr. nærmere nedenfor. Denne
beskatning indtræder også, hvor andelshaverens indskud ikke
præsteres i form af et reelt gældsbrev til foreningen, men ved
kontant indskud, herunder depositum og forudbetalt husleje. Det er
dog i alle tilfælde en forudsætning, at tilsvarende nedsættelse af
boligafgiften kan påvises.
Den skattepligtige boligfordel opgøres som forskellen mellem
»normalleje« og faktisk betalt boligafgift, idet der ved
»normalleje« skal forstås den boligafgift, der opkræves af
andelsboligforeninger, hvis ejendomme er finansieret ved normal
låneoptagelse samt med et andelshaverindskud på ikke over 20% af
ejendommens anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med
tillæg af yderligere 5% af disse beløb til dækning af
driftskapital m.v. Indskud på op til 30.000 kr. kan dog altid
accepteres uden beskatning af boligfordel.
Boligfordelen vil normalt svare til bankudlånsrente af den
finansiering, andelshaverne har ydet ud over normalindskuddet (25%
af anskaffelsesprisen, dog mindst 30.000 kr.). Ved indskud i form
af reelt gældsbrev træder den aktuelle gældsbrevsrente i stedet
for banklånsrenten.
Det følgende taleksempel viser opgørelsen for en af foreningen
nyanskaffet ejendom, idet de anførte samlede beløb må fordeles ud
på de enkelte andelshavere i forhold til deres andele.
Købesum 2.000.000 kr. Heraf kontant indskud 700.000 kr. Reelle gældsbreve (til 12% rente p.a.) 400.000 kr. Realkredit (til 13% rente p.a.) 900.000 kr. -------------- I alt 2.000.000 kr. -------------- Skattepligtig boligfordel 200.000 kr. (faktisk kontant indskud: 700.000 kr. - normalindskud 500.000 kr.) til bankrente f.eks. 22% p.a. 44.000 kr. 400.000 kr. gældsbreve til 12% rente p.a. 48.000 kr. -------------- Boligfordel 92.000 kr. --------------
Boligfordelen skal under alle omstændigheder reduceres med en
eventuel rente, som andelshaverne får udbetalt af foreningen.
Den opsparing i andelsboligforeningen, der i årenes løb sker gennem
afdrag på og indfrielse af ejendommens pantegæld såvel som gennem
den almindelige værdistigning på ejendommen anses ikke som indskud
i cirkulærets forstand.
Cirkulæret omfatter også fritidshuse (sommerhuse).
Af skd.54.206 fremgår, at den omkostningsbestemte leje ikke udgør et
maksimum for den »normalleje«, som skal beregnes ifølge
cirkulæret.
Specielt om aktie- og anpartslejligheder /.
Ved SD-cirk. 1983-47, som gælder fra og med indkomståret 1981, er det
bestemt, at SD-cirk. 1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for
rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav
boligafgift skal finde tilsvarende anvendelse på aktionærer og
anpartshavere i boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Om
de nærmere retningslinier henvises til cirkulæret.
Hel eller delvis gratis benyttelse af selskabets biler .
De af ligningsrådet fastsatte kilometertakster for værdien af
funktionærers gratis benyttelse af arbejdsgiverens biler kan også
anvendes, når en hovedaktionær har bil til rådighed. Se D 1.7.5
En revisor, der havde fået stillet en bil til rådighed af det
selskab, hvori han var hovedaktionær, var som en konsekvens af sit
valg af selskabsform bundet til at anvende de af ligningsrådet
fastsatte satser, som støttes på beregninger af gennemsnitlige
kilometerudgifter ved en given årlig kørsel, således at de på
dette grundlag opgjorte beløb tilsigtede at svare til den
besparelse, som brugeren opnåede ved at have fri bil til
disposition for sin private kørsel. Værdien af den private kørsel
opgjort efter de gennemsnitlige faktiske udgifter pr. kørt
kilometer det pågældende år kunne derfor ikke anerkendes, lsr.
1980.133.
Hel eller delvis gratis benyttelse af selskabets formuegenstande
iøvrigt .
I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri
benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien
af benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for
hovedaktionæren af et selskabs malerier og antikviteter, som
f.eks. er anbragt på hans bopæl, kan normalt fastsættes efter
regler for ansættelse af den årlige værdi af brugsnydelser af
indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift, (jfr.
1. Definitioner og beskrivelser
2.1. Udbyttebegrebet
2.2. Maskeret udlodning
2.3. Udbytte fra investeringsforeninger
2.4. Beskatningstidspunktet
2.5. Skattegodtgørelse
2. Beskatningen af udbytter m.v. fra aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber
3. Beskatning ved afståelse af aktier, andelsbeviser o.lign.
3.1. Hvilke værdipapirer er omfattet?
3.2. Hvilke dispositioner udløser beskatning?
3.3. Hvem er almindelig aktionær, hovedaktionær eller næringsaktionær?
3.4. Næringsaktier
3.5. Regler for almindelige aktier og hovedaktionæraktier
3.6. Likvidationsudlodning
3.7. Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen
3.8. Salg til selskabet
3.9. Aktiesalg til holdingselskaber m.v.
3.10. Fusion
3.11. Beskatning ved afståelse af aktier, andelsbeviser o.lign. ABL § 13, stk. 2
3.12. Investeringsforeninger
3.13. Altielejligheder
3.14. Særlige forhold