Legislator Case Law & Legislation
E19852P00005 DK

PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Stor vejledning 1985

§ 3 i lov nr.148 af 31. marts 1976, hvorefter kursgevinster - bortset

fra de i LL § 4 omtalte tilfælde - ved indfrielse af

statsgældsbeviser ikke medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, finder således fortsat anvendelse for

kursgevinster ved indfrielse af statsgældsbeviser, der er

erhvervet den 13. februar 1980 eller før.

Det bemærkes, at kursgevinster opnået ved salg af statsgældsbeviserne

inden indfrielse ikke er omfattet af lovbestemmelsen hvorfor en

eventuel beskatning af sådanne gevinster må afgøres udfra de

almindelige betragtninger om næring eller spekulationshensigt.

I SD-cirk. 1979-31 behandles visse lånetransaktioner i forbindelse

med køb af værdipapirer, herunder især statsgældsbeviser

I forbindelse med en nærmere undersøgelse af stedfundne køb af

obligationer har direktoratet konstateret, at der i et vist omfang

etableres arrangementer mellem en skatteyder og en långiver, idet

der indgås aftale om køb af værdipapirer - typisk

statsobligationer - for skatteyderens regning, men finansieret af

långiver og således, at værdipapirerne lægges til sikkerhed for

lånet.

Et typisk arrangement ser således ud: Køb af statsgældsbeviser (nom. 1.000.000) 950.000 kr. skatteyder indbetaler 20.000 kr. -------------- skatteyder optager lån på 930.000 kr. provision 20.000 kr. forrentning af lånet 16% p.a. i 1 år 148.080 kr. -------------- skatteyder skylder herefter 1.098.800 kr. -------------- statsgældsbeviserne indfries 1.000.000 kr. 8% renter 80.000 kr. skatteyder indbetaler 18.800 kr. -------------- 1.098.800 kr. -------------- De skattemæssige konsekvenser for skatteyderen er følgende: Renteudgifter til lån 148.800 kr. Provision ved låneoptagelse 20.000 kr. -------------- Skattemæssige fradrag 168.800 kr. Renteindtægt fra statsgældsbeviser 80.000 kr. -------------- Nettorenteudgift 88.800 kr. -------------- »Skattebesparelse« f.eks. 65% af 88.800 kr. 57.720 kr. Skatteyder har indbetalt 20.000 kr. 18.800 kr. 38.800 kr. ----------------------------- Fortjeneste 18.920 kr. --------------

Skattefriheden i medfør af den omtalte § 3 omfattede de tilfælde,

hvor købet finansieres f.eks. af vekselerer eller bank, og hvor

statsgældsbeviserne lægges til sikkerhed for lånet, under

forudsætning af at de enkelte beviser kan identificeres, og der

ikke er adgang for långiver til at disponere over

statsgældsbeviserne. Under disse forudsætninger må det i eksemplet

anførte arrangement anerkendes i skattemæssig henseende.

At långiveren eventuelt har ret til at genbelåne de deponerede

statsgældsbeviser, medfører i almindelighed ikke skattemæssig

tilsidesættelse af arrangementet, se f.eks. lsr.1983.149.

Derimod er følgende situation efter statsskattedirektoratets

opfattelse ikke omfattet af bestemmelsen i § 3

Statsgældsbeviser anskaffes for lånte midler og stilles til sikkerhed

for lånet med adgang til at videresælge disse, eventuelt

kombineret med ret til at tilbagekøbe disse kort tid før

indfrielsen. Statsskattedirektoratet anser sådanne transaktioner

for at være uden reelt indhold i skattemæssig henseende. Låntager

kan derfor ikke fratrække de beregnede renteudgifter og provision

i forbindelse med lånearrangementet, ligesom der heller ikke skal

ske beskatning af renter vedrørende statsgældsbeviserne.

Landsskatteretten anså det således ikke for tilstrækkelig godtgjort,

at der havde været tale om køb af individualiserede værdipapirer i

et tilfælde, hvor der forelå et af nationalbanken udstedt

indskrivningsbevis, der bekræftede købet af statsgældsbeviser, som

var deponeret i nationalbanken, men uden at det af

indskrivningsbeviset fremgik, hvilke statsgældsbeviser

skatteyderen havde købt, idet indskrivningsbeviset ikke indeholdt

nogen nummerfortegnelse.

Det var oplyst, at skatteyderen havde optaget et banklån til

finansiering af købet. Et forsikringsselskab havde kautioneret for

lånet mod sikkerhed i statsgældsbeviserne, der ved forfald var

afregnet til banken for skatteyderens regning, lsr.1984.167.

Skattemyndighederne bør være opmærksom på, at sådanne forhold og

arrangementer, der under henvisning til det ovenfor anførte er

uden reelt indhold i skattemæssig henseende, skal tilsidesættes

ved ligningen. Et lånearrangement af lignende karakter er dog

godkendt i ØLD af 28.sept. 1984 (8.afd. 183/82). Dommen er

imidlertid anket til Højesteret.

En prokurist i et vekselererfirma blev beskattet af kursavancer på

statsgældsbeviser erhvervet for lånte midler. Lsr. lagde vægt på,

at skatteyder i sin stilling havde nøje kendskab med værdipapirer,

og at han i øvrigt i forbindelse med salg af værdipapirer havde

indtægtsført avance og fratrukket tab, lsr.1984.152.

Også andre værdipapirer .

SD-cirk.1979-31 om den skattemæssige behandling af visse

lånearrangementer omfatter også lånetransaktioner i forbindelse

med køb af andre værdipapirer end statsgældsbeviser.

Som eksempel herpå kan nævnes lsr.1981.73, hvor en skatteyder i

februar 1977 i et vekselererfirma købte nominelt 2 mill. kr. 5

1/2% obligationer i Danmarks skibskreditfond til kurs 93 1/2.

Obligationerne, der havde 2 halvårlige renteterminer, 1. juni og

1) december, blev erhvervet for midler, der var lånt i

vekselererfirmaet, og obligationerne beroede som håndpant hos

långiver. Obligationslånet udløb den 1. december 1977, hvorved der

opnåedes en kursavance på ca. 127.000 kr. Landsskatteretten fandt

ikke, at det omhandlede forretningsforhold med vekselererfirmaet

kunne tillægges skattemæssig relevans, da det allerede ved

forretningsforholdets etablering var klart for skatteyderen, at

dispositionen var tabsgivende, da der ikke kunne fremlægges en

nummerfortegnelse over de omhandlede obligationer, da der ikke var

fremlagt dokumentation for, at vekselererfirmaet havde været

afskåret fra at disponere over obligationerne, og da der ifølge

kontokortet ikke den 1. juni var foretaget kreditering af

forfaldne kuponrenter. Klageren var herefter ikke berettiget til

ved indkomstopgørelsen at fradrage de debiterede renter til

vekselererfirmaet, ca. 272.000 kr., ligesom han ikke skulle

medregne renteindtægterne af obligationerne, ca. 87.000 kr.

Som eksempel på et forhold, der ikke kan tilsidesættes som værende

uden reelt indhold i skattemæssig henseende, men hvor beskatning

eventuelt bør ske ud fra et næringssynspunkt kan henvises til

lsr.1983.48 vedr. en hovedaktionær, der havde optaget et lån på

1,5 mio. kr. i det af ham dominerede A/S. Lånet, der skulle

forrentes med den til enhver tid gældende nationalbankdiskonto,

blev anvendt til køb af nominelt 1,7 mio. kr.

skibskreditfondobligationer. Under hensyntagen til

sikkerhedsstillelseskravene i A/S-loven blev obligationerne lagt

til sikkerhed for lånet. Den pågældende beholdt obligationerne til

udløb og havde ikke iøvrigt handlet med værdipapirer. Lsr'en fandt

imidlertid ikke, at der var hjemmel til at beskatte de opnåede

indfrielsesgevinster. Sagen blev indbragt for Landsretten, hvor

kammeradvokaten anførte, at de omhandlede obligationer ikke var

erhvervet i anlægsøjemed. Kursgevinsterne måtte anses for opnået

ved en indkomstskabende aktivitet og dermed skattepligtig efter SL

Stor vejledning 1985

§ 4. Han lagde vægt på at obligationerne havde en kort

restløbetid, at der til købet var lånt midler af selskabet, at

dispositionerne ikke var forretningsmæssige begrundede, men alene

af skattemæssig art og at kursavancerne var betydelge i forhold

til de øvrige indkomster. Subsidiært blev der påstået beskatning i

henhold til LL § 4.

Landsretten fandt, at LL § 4 efter lovens motiver ikke omfattede de

opnåede kursavancer. Landsretten fandt endvidere ikke, at der

forelå en indkomstskabende aktivitet omfattet af SL § 4, jfr. VLD

af 6. december 1984 (5. afd. B 440/83). Sagen er indbragt for

Højesteret.

En overlæge købte pr. 1.juni 1978 gennem en bank nom. 1.550.000 kr. 7

pct. obligationer i Danmarks skibskreditfond til kurs 96 1/4 og

indvandt ved indfrielsen af obligationerne pr. 1.december 1978 en

kursavance på 55.728 kr. Købet finansierede skatteyderen ved et

veksellån i et bankierfirma, for hvilket lån banken indestod som

avalist. Lånet forrentedes med 17,375 pct. p.a.

Landsretten hav ministeriet medhold i, at købet af obligationerne

måtte anses som en indtægtsskabende virksomhed, der er

skattepligtig efter SL § 4, og kursavancen var derfor

indkomstskattepligtig. Landsretten lagde vægt på, at skatteyderen

ved købet af obligationerne på den ene side havde sikret sig en

kursavance på 3 3/4 pct. ved obligationernes indfrielse, og på den

anden side for at opnå denne fordel havde optaget et lån, hvis

årlige rente lå ca. 10 pct. over den årlige rente, som

obligationerne gav, at skatteyderen købte obligationerne kun ca. 6

måneder før deres indfrielse og således kun skulle bære den nævnte

renteforskel i ca. 6 måneder, samt at dispositionen kun kunne være

økonomisk fordelagtig for skatteyderen på grund af den beskatning,

som hans øvrige indkomst var undergivet, hvorfor han ikke fandtes

at have anskaffet et anlægsaktiv ved købet af obligationerne, jfr.

VLD af 13.august 1985 (Skat 1985.9.247). Dommen er ikke

appelleret.

Statsgældsbeviser erhvervet efter den 13. februar 1980 .

Den skattemæssige behandling af indfrielsesgevinster på

statsgældsbeviser, der er erhvervet efter den 13. februar 1980,

følger de almindelige regler i statsskattelovens §§ 4 og 5a samt

LL § 4. Der henvises i den forbindelse til SD-cirkulære 1980-35,

hvori bl.a. udtales

»Kursgevinster ved indfrielse eller salg af statsgældsbeviser

beskattes (derfor) i følgende situationer

- hvor solgte statsgældsbeviser er erhvervet i spekulationshensigt

- i næringstilfælde

- i tilfælde omfattet af LL § 4.

Endvidere må det antages, at hvor der for lånte midler direkte er

erhvervet en betydelig post statsgældsbeviser, og

statsgældsbeviserne f.eks. har været lagt til sikkerhed hos

långiver for lånet, vil kursavancen ved salg eller indfrielse være

skattepligtig, jfr. det i SD-cirk. 1979-31, beskrevne arrangement.

Tvivlstilfælde forelægges statsskattedirektoratet.

Stor vejledning 1985

kapitel 9 og 10 og disse ydelser med tillæg af den skattepligtige

indkomst. Nedsættelsen kan dog ikke udgøre et større beløb end

ydelserne.

Ydelser efter bistandsloven til dækning af udgifter i forbindelse med

et handicap, har ikke virkning for personfradraget. Dette gælder

udgifter efter § 42, i det omfang de er affødt af uddannelsen

eller af pågældendes handicap, f.eks. skånepenge, kursusudgifter,

nødvendige bøger og udgifter til særlig transport (f.eks.

taxakørsel) nødvendiggjort af pågældendes handicap.

Ifølge KL § 37C, stk. 1, 4. og 5. punkt., skal nedsættelse af

personfradraget i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp efter

bistandslovens kap. 9 og 10 til samlevende ægtefæller ske hos den

ægtefælle, der har den højeste skattepligtige indkomst. Ydelser

efter bistandslovens § 42 (revalidering, uddannelse og etablering)

henføres dog til den ægtefælle, de er ydet til.

Kontanthjælp i medfør af bistandslovens § 37 og § 42 til unge under

18 år medfører nedsættelse af den unges personfradrag, skd.47.290.

Kun kap. 9 og 10 .

Alle behovsbestemte ydelser m.v. efter bistandsloven er skattefri,

men det er kun ydelser efter lovens kapitel 9 og 10, der medfører

nedsættelse af personfradraget.

De ydelser, der påvirker personfradraget, er kontante ydelser i form

af midlertidig eller varig kontanthjælp.

De forskellige natural- og serviceydelser, som også tidligere var

skattefrie, påvirker ikke personfradraget.

Ydelser efter bistandslovens § 37 medregnes ikke i modtagerens

indkomst, men reducerer hans personfradrag, også i de tilfælde,

hvor den pågældende til det offentlige indbetaler det bidrag, der

i henhold til resolution skal betales til et barns underhold,

skd.69.175.

I skattedepartementets cirkulære nr. 18 af 26. januar 1977 til LL

findes eksempler på personfradragets beregning. Skat 1985.2.55

indeholder et eksempel på hvorledes nedsættelse af personfradraget

efter KL § 37 beregnes, når indkomstnedsættelsen omfatter en

kortere periode end et år, samt når skatteberegning foretages

efter KL § 13.

Kræves en social ydelse tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 4, på grund af udbetalt erstatning m.v., skal den i

forbindelse med udbetalingen af ydelsen skete nedsættelse af

modtagerens personfradrag ophæves (SD-cirk.1981.21). Hvis en

modtagen ydelse, der oprindelig var tilbagebetalingspligtig,

omkonteres så kun halvdelen skal tilbagebetales, skal reguleringen

principielt foretages i omkonteringsåret. Reguleringen kan dog

efter skatteyderens anmodning foretages for udbetalingsåret.

Når en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i henhold til en

bidragsresolution til at udrede underholdsbidrag til den tidligere

ægtefælle, kan der ydes den tidligere ægtefælle hjælp efter

bistandslovens kapitel 9. Denne ydelse betragtes som en skattefri

social ydelse for modtageren (selv om de træder i stedet for

skattepligtige bidrag), men de medfører nedsættelse af

personfradraget, skd.42.184.

Bortfalder et krav på tilbagebetaling af en social ydelse efter

bistandslovens § 27, stk. 3, idet der er gået 5 år - for 1980 og

tidligere 3 år - efter hjælpens ophør, uden at der efter § 27,

stk. 1, har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet,

medfører dette hverken skattepligt eller nedsættelse af den

pågældendes personfradrag efter KL § 37C.

Hvad er skattefrit .

Ifølge skattedepartementets cirkulære nr. 18 af 26.januar 1977 til LL

omfatter skattefritagelsen i henhold til LL § 7, litra j, alle de

tilfælde, hvor hjælpen ydes af de sociale myndigheder efter behov,

(behovsbestemte ydelser).

Skattefritagelsen gælder derimod ikke de beløb til personlige

fornødenheder, der som en pensionsydelse udbetales til

pensionister på plejehjem efter bistandslovens § 84 og § 118, og

heller ikke de ydelser efter bistandsloven, som udbetales i

forbindelse med ophold på en institution under bistandsloven, når

ydelserne har karakter af egentlige arbejdsvederlag samt

transportgodtgørelse.

Ydelser fra Dansk Flygtningehjælp, der udbetales i medfør af

bistandsloven, behandles på samme måde som sociale ydelser i

øvrigt, d.v.s. de er skattefri, men kan medføre reduktion af

personfradraget, skd.40.32.

Lommepenge udbetalt i henhold til bistandslovens § 117, stk.2, til

personer anbragt på institutioner for personer med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap er skattefri ifølge LL § 7 litra

j, hvorimod lønlignende ydelser, jfr. pkt.8 i socialministeriets

cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42,

som ændret ved socialministeriets cirkulære af 17.oktober 1980, er

skattepligtige.

Af andre offentlige skattefri ydelser som i henhold til LL § 7 er

skattefri, skal nævnes børnetilskud og den særlige ungdomsydelse

efter lov om børnetilskud og andre familieydelser.

Den særlige udbetaling i 1984 af 800 kr. for hvert barn under 10 år

er ligeledes skattefri.

Ifølge LL § 7F er boligstøtte og forskellige tilskud efter lov om

byfornyelse og boligforbedring samt saneringsloven ligeledes

skattefri. (se G 5.1.2).

I forbindelse med børns ophold på døgninstitutioner udbetales til

forældrene hjælp til dækning af rejseudgifter ved besøg på

institutionen. Denne hjælp - der er af beskedent omfang - anses i

praksis som skattefri.

Rejsehjælp til forældre, der er medlemmer af anerkendte

institutioners forældreråd, betragtes som en skattefri §

5d-ydelse, når der er tale om rejse uden for de pågældendes

hjemstedskommune. Er godtgørelsen ydet ved transport inden for

hjemstedskommunen, er den skattepligtig.

E 1.2.2. Uddannelseshjælp. Omskoling og lign .

Der kan ydes støtte, normalt i form af godtgørelse for tab af

indtægter, efter følgende bestemmelser

a. Lov om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere, om

uddannelse af unge og om støtte til omskoling.

b. Finanslovsbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af

faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18.

juni 1965.

Godtgørelse ydet efter de nævnte bestemmelser for tab af indtægter

eller arbejdsmuligheder er skattepligtig indkomst. Tilskud til

betaling af egentlige uddannelsesudgifter (kursusafgift o.lign.)

beskattes ikke, hvorimod værdien af kost og logi på

uddannelsesinstitution beskattes (1.550 kr. pr. md.).

Om uddannelseslegater m.v., se E 3.5.1.

1.3. Private understøttelser .

1.3.1. Fra tidligere arbejdsgiver .

Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for

understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan

anses som led i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes

ofte til tidligere ansatte, der af en eller anden grund har været

afskåret fra at deltage i en egentlig pensionsordning. Hvad enten

der under ansættelsesforholdet af lønmodtageren har været

indbetalt bidrag til understøttelsesordningen eller ikke, og uden

hensyn til, om sådanne bidrag har været fradragsberettigede, er

alle udbetalinger af denne art indkomstskattepligtige.

1.3.2. Fra fagforeninger o.lign. .

Visse fagforeninger o.lign. udbetaler til medlemmer, der er ophørt

med erhverv, eller til enker efter medlemmer, en mindre

understøttelse som supplement til folkepension m.v.

Understøttelsen er skattepligtig indkomst.

1.3.3. Fra hjælpe- og understøttelsesfonds .

Ydelser fra såkaldte hjælpe- og understøttelsesfonds, herunder visse

alderdomsfonds, er skattepligtig indkomst (B-indkomst). Om fondens

eventuelle køb af livrente, se I 5.

En hjælpefond, hvis kapital udelukkende hidrørte fra arbejdsgiveren,

ophørte ved salg af virksomheden, og kapitalen blev udloddet til

de ansatte. Udbetalingerne blev anset for almindeligt

indkomstskattepligtige, lsr. 1976.121.

1.4. Erstatninger .

1.4.1. Tilskadekomst .

Erstatningskrav kan foruden efter dansk rets almindelige regler opstå

efter lov om arbejdsskadeforsikring (Lov nr. 79 af 8.mar. 1978).

Arbejdsskadeforsikringsloven dækker

1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,

2) erstatning for tab af erhvervsevne,

3) erstatning for varigt men,

4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,

5) erstatning for tab af forsørger.

Hvis arbejdsskadeforsikringen ikke dækker, vil det ofte være muligt

at få erstatning efter andre sociale love, f.eks. dagpengeloven,

sygesikringsloven eller bistandsloven.

Ved sygemelding p.g.a. tilskadekomst under arbejdet ydes erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste efter dagpengelovens regler.

Efter arbejdsskadeforsikringsloven, der administreres af

Sikringsstyrelsen med rekurs til den sociale ankestyrelse, kan der

efter den 1. april 1978 udbetales

A. Erstatning for varigt men, der udbetales som

1) et kapitalbeløb eller

2) løbende livsvarig ydelse, såfremt skadelidte ønsker dette.

B. Erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som

1) en løbende ydelse eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse

a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder

67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for afgørelsen er

fyldt 67 år.

C. Erstatning for tab af forsørger, der udbetales som

1) en tidsbestemt løbende ydelse eller

2) et kapitalbeløb, automatisk eller efter andragende herom, eller

3) et engangsbeløb på 2 gange den årlige ydelse

a) fra udgangen af den måned, hvor den erstatningsberettigede fylder

67 år

b) hvor en erstatningsberettiget på tidspunktet for skadelidtes død

er fyldt 67 år.

D. Overgangsbeløb ved dødsfald, jfr. lovens § 30.

Overgangsbeløbet, der udbetales en gang for alle, tilkommer under

nærmere betingelser den efterladte ægtefælle samt en efterladt,

som før arbejdsskadens indtræden levede sammen med skadelidte i et

ægteskabslignende forhold.

De under A.2., B.1. og C.1. nævnte ydelser er

indkomstskattepligtige, hvorimod de andre ydelser er

indkomstskattefri.

Ulykkesforsikringsloven anvendes fortsat på ulykkestilfælde, der

er indtruffet før den 1.4.1978.

Såvel dagpenge som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er

skattepligtig indkomst. Såfremt erstatningen udbetales som en

samlet sum, og den vedrører mere end tabt arbejdsfortjeneste, vil

kun den del, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, være

skattepligtig.

Erstatninger, der udbetales som en løbende livsbetinget rente er

altid indkomstskattepligtige. Man må i denne forbindelse være

opmærksom på, at en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derfor

at blive skattepligtig.

Hvad angår forsikringsydelser i h.t. en personlig

ulykkesforsikring, dagpenge, invaliditetserstatning og

dødserstatning med begunstigelsesklausul, jfr. lov om

forsikringsaftaler §§ 102-105, jfr. § 122, se I 3.

1.4.2. Lærlingeforhold .

Ifølge lærlingeloven er en læremester forpligtet til at yde en

lærling erstatning efter voldgiftsrettens skøn, hvis læremesteren

er skyld i, at lærlingen ikke erhverver lærebrev ved læretidens

udløb. Erstatningen er ikke nærmere præciseret. Den del af en

sådan erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, er

skattepligtig indkomst. Hvor stor en del af en ikke nærmere

præciseret erstatning, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, må

opgøres individuelt i hvert enkelt tilfælde, evt. skønsmæssigt,

jfr. VLD af 15. nov. 1983 (skd.69.273), hvor den tabte

arbejdsfortjeneste i forbindelse med erstatning for et ulovligt

lærlingeforhold skønsmæssigt blev opgjort til forskellen mellem

den faktisk oppebårne løn og hvad den pågældende kunne have tjent

som ufaglært arbejder i samme tidsrum.

Hvor det drejer sig om erstatning for manglende lærebrev (dårlig

oplæring), fastsættes beregningsgrundlaget for erstatningen som

regel som forskellen mellem sidste års lærlingeløn og den udlærtes

begyndelsesløn for en periode svarende til den tid, lærlingen

bliver forsinket i sin uddannelse.

Den skattepligtige del af de nævnte erstatninger anses for

A-indkomst.

1.4.3. Lønmodtagernes garantifond .

Lønmodtagernes garantifond (LG) er oprettet ved lov af 13.april

1972, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 284 af 10. juni 1980, med det

formål at sikre lønmodtageres lønkrav m.v. i tilfælde af

1) arbejdsgiverens konkurs,

2) arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles efter skiftelovens

kap. 3,

3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren

er ude af stand til at betale kravet.

LG er oprettet som en selvstændig, selvejende institution. Fonden

har ledelse og administration fælles med Arbejdsmarkedets

Tillægspension (ATP).

Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag, erstatning for

afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, såfremt

kravene har eller i tilfælde af konkurs ville have privilegium

efter konkurlovens § 95, stk. 1, nr. 1-5, jfr. stk.2. Garantien

omfatter tillige tilsvarende krav, der kan støttes på

konkurslovens § 94, nr.2, såfremt den skifteret, der behandler

konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke for tiden er

i stand til at opfylde kravene. Endelig omfatter garantien de

krav, der efter konkurslovens § 63, stk.2, 1.pkt., bliver stillet

som § 94- eller § 95-krav.

Krav fra skyldnerens nærstående kan nægtes privilegium - og dermed

dækning fra fonden - såfremt kravet under hensyn til løn- og

arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til evt. økonomisk

interesse i virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet. I

tilfælde af virksomhedens insolvente ophør uden egentlig

bobehandling er det fonden, der afgør, om privilegium evt. skal

nægtes.

Det er en forudsætning for privilegium - og dermed dækning fra

fonden - at der har bestået et tjenesteforhold mellem

arbejdsgiveren og lønmodtageren. F.eks. har den administrerende

direktør for et aktieselskab efter fast domspraksis ikke

privilegium for sit krav. Der er således ikke helt identitet

mellem kildeskattelovens A-indkomstbegreb og privilegium efter

konkursloven.

Udlæg for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete udgifter,

typisk kørselsgodtgørelse efter »»statens takster«», er ikke

omfattet af garantien.

For lønkrav m.v. kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst

udbetale 60.000 kr., (hvis fristdagen ligger efter 1.januar 1984).

Krav på feriegodtgørelse kan dækkes ud over maksimumbeløbet.

Garantien omfatter ikke den del af lønnen, som arbejdsgiveren

skulle have indeholdt i kildeskat. I forhold til lønmodtageren

træder det beløb, som fonden beregner som A-skat i stedet for

kildeskat af lønnen, jfr. KL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet

den beregnede skat via arbejdsgiverkommunen, der modtager

underretning fra fonden om den udbetalte løn m.v. og den deraf

beregnede skat. Arbejdsgiveren (boet) er, som ved lønudbetaling i

øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten svarende del.

Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse, der træder

i stedet for, d.v.s. i almindelighed som almindelig lønindtægt,

jfr. D 1.1. Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af

arbejdsforholdet (det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter

funktionærlovens § 2a) er dog særlig indkomst.

Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav og

anmelder kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver

boet også gjort bekendt med den A-skat, LG har beregnet i

forbindelse med udbetalingen.

1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond .

Lønmodtagernes dyrtidsfond blev oprettet 1. april 1980 (lov nr.7 af 9. januar 1980). Fonden forvalter og udbetaler de »»indefrosne »»

dyrtidsportioner, som staten indbetalte til ATP i perioden 1.

september 1977 til 31. august 1979. Pengene i Dyrtidsfonden er

lønmodtagernes personlige ejendom og er konteret på den enkeltes

navn.

Udbetaling til de berettigede sker

1) ved det fyldte 67. år. 2) ved tilkendelse forinden af

folkepension, enkepension, invalidepension (nu førtidspension),

efterløn, tjenestemandspension, pension fra godkendt

pensionskasse, erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct.

eller derover. 3) ved flytning til udlandet for at tage varig

bopæl der. 4) ved dødsfald.

Der skal ikke betales indkomstskat af de udbetalte beløb. Der

fratrækkes derimod en afgift i henhold til

pensionsbeskatningsloven. Af de indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 udgør afgiften 25 pct., og af renter tilskrevet

efter 1. januar 1980 40 pct.

Så længe bindingen i dyrtidsfonden varer, er indeståendet fritaget

for formuebeskatning og renterne for indkomstbeskatning,

skd.52.12.

1.6. Døgnplejevederlag .

Plejetilladelsens indehaver skal medregne hele plejevederlaget (dvs.

såvel plejeløn som omkostningsgodtgørelse) til sin skattepligtige

indkomst som A-indkomst.

Ved indkomstansættelsen for indkomståret 1985 indrømmes der ifølge

ligningsrådets vedtagelse følgende fradrag

Fra den 1.jan. til 31.marts 1985.

- For de to første plejebørn 70 kr. pr. døgn pr. barn for børn under

10 år og 73,50 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 65 kr. pr. døgn

pr. barn.

Fra og med 1. april 1985

- For de to første plejebørn 74 kr. pr. døgn pr. barn for børn under

10 år og 78 kr. pr. døgn pr. barn for børn og unge over 10 år.

- For det tredje plejebarn og efterfølgende plejebørn 69 kr. pr. døgn

pr. barn.

Fradragene svarer til omkostningsgodtgørelsen.

Ønskes større fradrag for udgifter, kan dette kun gives efter

dokumentation eller sandsynliggørelse af samtlige merudgifter ved

plejeforholdet.

Hvor der ydes større plejevederlag end normalt, kan standardfradraget

stadig anvendes.

Det samlede fradrag kan ikke overstige de modtagne vederlag.

De nævnte fradrag påvirker ikke plejefaderens eller - moderens

skattemæssige fradrag vedrørende eventuel lønindtægt, herunder det

faste lønmodtagerfradrag.

Plejeforældrene kan efter aftale med det sociale udvalg afholde

særlige udgifter ved barnet eller den unge, som refunderes af det

sociale udvalg efter dokumentation i det enkelte tilfælde.

Refusionerne er ikke indkomstskattepligtige.

De anførte fradragssatser gælder ikke blot i tilfælde, hvor børn og

unge er anbragt i familiepleje af det sociale udvalg, men også

hvor sådan familiepleje er etableret på privat basis.

Modtager plejeforældrene et for et barn fastsat underholdsbidrag som

plejevederlag, skal plejeforældrene medregne dette vederlag, selv

om barnet tillige skal beskattes af beløbet som underholdsbidrag.

Plejevederlag for børn anbragt i pleje af kortere varighed d.v.s.

under 3 måneder (f.eks. i forbindelse med moderens

hospitalsindlæggelse o.lign.) omfattes ikke af foran omtalte

plejevederlagsregel, hvorfor der alene kan foretages et

skønsmæssigt fastsat fradrag for udgifterne ved plejen af børnene.

Lommepenge m.v.

Lommepenge til børn og unge fra 3-18 år og beklædning til børn, der

er fyldt 12 år, ydes af det sociale udvalg i overensstemmelse med

reglerne i socialydelsens cirkulæreskrivelse nr.680 om lommepenge,

arbejdsvederlag og andre ydelser til børn og unge i

døgninstitutioner og i familiepleje.

Barnet er principielt skattepligtig af disse ydelser, men

skatteansættelse af børn under 15 år sker efter praksis kun,

såfremt barnet har haft anden skattepligtig indkomst i

indkomståret eller ejer skattepligtig formue ved indkomstårets

udløb.

Om vederlag for børn anbragt i dagpleje, se D.3.8.

Den skattefrihed, som er hjemlet i LL § 7, litra i, for visse nærmere

angivne ydelser ifølge invalidepensionsloven, tilkommer alene

invalidepensionisterne (nu førtidspensionister). Såfremt disse

ydelser overlades eller udbetales til andre som plejevederlag -

bortset fra forældre eller børn til invalidepensionisten - er den

del af de modtagne ydelser, som overstiger udgifterne ved

plejeforholdet, indkomstskattepligtig for modtageren uden hensyn

til tillæggets art. Hvor invalidepensionisten er i pleje hos sine

forældre eller hos sine børn, kan ydelse og plejeudgifter anses

for at opveje hinanden.

En skatteyder blev ikke anset indkomstskattepligtig af skønnet

overskud på 8.800 kr. i anledning af evnesvag søns ophold i

hjemmet, idet landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at

skatteyderen under de anførte omstændigheder gennem sønnens ophold

i hjemmet havde indvundet nogen skattepligtig indkomst. Sønnen

havde oppebåret invalidepension m.v. og var blevet beskattet

heraf. Invaliditetsydelserne til sønnen var blevet administreret

af forældrene, der til gengæld havde ydet sønnen kost, logi,

beklædning m.m., lsr. 1976.23.

2. Ydelser efter de sociale pensionslove

Den 1. januar 1984 afløstes de 3 hidtidige love om folke-, invalide-

og enkepension af 2 love, lov om folkepension smat lov om

invalidepension og fortidspension m.v.

Enkepension, førtidig folkepension, laveste invaldepension

erstattedes af førtidspension, som kan tilkendes, når

erhvervsevnen er nedsat med mere end halvdelen, ikke kun af

helbredsmæssige årsager, men også ved blandede helbredsmæssige og

sociale årsager. Endvidere kan førtidspension tilkendes fra det 50. år, når sociale og helbredsmæsige forhold taler for det.

Den 1. oktober 1984 træder lov om social pension i kraft. Heri er

samlet samtlige regler om social pension og betegnelserne højeste

og mellemste invalidepension er afløst af højeste og mellemste

førtidspension, ligesom der skelnes mellem almindelig og forhøjet

førtidspension. Sidstnævnte betegnelse indebærer retten til det

særlige førtidsbeløb, der kom til udbetaling fra den 1. januar

1985 til personer, der har opnået ret til førtidspension før det

fyldte 60. år. Selve tilkendelseskriterierne er ikke ændret.

Ydelserne efter den sociale pensionslovgivning - herunder

invaliditetsydelse til ikke-pensionister - sker gennem

socialforvaltningen i kommunen.

Pensionerne ydes fra den 1. i måneden efter at aldersbetingelserne er

opfyldt eller den 1. i måneden efter begæringens indgivelse. Der

kan ydes forskud på pensionerne, medens sagen behandles.

2.1. Folkepension .

Folkepension beregnes under hensyn til den pågældendes ægteskabelige

stilling. Loven indeholder to satser: en for samgifte pensionister

og en for andre pensionister.

Ved dødsfald har den efterlevende ægtefælle normalt ret til tre

måneders fuld efterlevelsespension.

Folkepension består af et grundbeløb og pensionstillæg.

1) Grundbeløbet udbetales fuldt ud til pensionister, der er fyldt 70

år, mens det reguleres for pensionister i alderen 67-69 år på

grundlag af indtægten ved personligt arbejde.

Regulering af grundbeløbet sker under hensyn til egne indtægter

reguleres pensionstillægget under hensyn til såvel egne som evt.

ægtefælles indtægter og tillægget indtægtsreguleres uanset

pensionistens alder.

Fra 1. januar 1984 bortfaldt hustru- og ægteskabstillæg, men er der

inden denne dato opnået ret til et sådant tillæg, udbetales det,

indtil ægtefællen selv bliver pensionist. Tillæggene

indtægtsreguleres under hensyn til begge ægtefællers indtægt.

Modtog pensionisten fuldt hustrutillæg pr. 31. december 1983,

overgik hustruen til at modtage førtidspension.

Endelig kan der være tale om midlertidige tillæg, ventetillæg,

alderstillæg og personlige tillæg. Disse tillæg er ikke

indtægtsregulerede. Herudover kan der være tale om

invaliditetstillæg.

Beskatningen .

De ovenfor omtalte ydelser er som hovedregel fuldt

skattepligtige.Personlige tillæg og invaliditetstillæg er dog

skattefri efter ligningslovens § 7, litra i.

Beskatningstidspunktet .

Sociale pensioner beskattes i udbetalingsåret, selv om pensionen

tildeles med tilbagevirkende kraft for tidligere år, jfr. bkg.

nr.577 af 21/12 1972 § 1, stk.3.

SD-cirkulære nr.531 af 29. juni 1977 omtaler betingelserne for at

tillade en eventuel tilbagefordeling af pensionsindtægter m.v.

vedrørende tidligere indkomstår, se nærmere afsnit D.1.1.

Hvis skatteydere, der hidtil har modtaget sygedagpenge, får bevilget

førtids-, eller folkepension med tilbagevirkende kraft til

ansøgningstidspunktet, modregnes de udbetalte sygedagpenge i den

sociale pension. Et evt. overskydende beløb kræves dog ikke

tilbagebetalt. I skattemæssig henseende anses de modtagne ydelser

for pensionsydelser for hele den periode, hvor pensionen

tilkendes, med den heraf følgende skattefrihed for tillæg til

pensionen.

Samordningsfradrag .

Efter tjenestemandspensionsloven foretages et »»samordningsfradrag«»

for personer, der modtager tjenestemandspension, og som samtidig

er berettiget til at oppebære folke- invalide- eller

førtidspension, eller hvis ægtefælle har en sådan ret.

Samordningsfradraget foretages som en reduktion af

tjenestemandspensionen. Fradraget foretages inden skattetræk.

Beløbet på oplysningssedlen omfatter derfor kun nettobeløbet.

2.2. Førtidspension .

Førtidspensionerne består ligesom folkepension af grundbeløb og

pensionstillæg, men til forskel fra folkepension reguleres

grundbeløbet under hensyn til samtlige indtægter, pensionisten

måtte have udover pensionen.

Indtil 1. januar 1985 bestod forhøjet almindelig og almindelig

førtidspension kun af grundbeløb og pensionstillæg, medmindre der

blev ydet nogle af de særlige tillæg, der er nævnt nedenfor. Efter 1. januar 1985

udbetales herudover førtidsbeløbet til personer,

der havde opnået ret til forhøjet almindelig førtidspension før

det fyldte 60. år. Førtidsbeløbet indtægtsreguleres ikke.

Højeste førtidspension består tillige af et invaliditetsbeløb og et

erhvervsudygtighedsbeløb. Mellemste førtidspension tillige kun af

invaliditetsbeløbet. Invaliditetsbeløbet og

erhvervsudygtighedsbeløbet indtægtsreguleres ikke.

Til pensionen ydes tillæg efter stort set samme regler som til

folkepension. Herudover kan der være tale om bistands- og

plejetillæg, der ikke indtægtsreguleres.

Der gælder særlige regler for beregningen af samgifte

førtidspensionisters pension, hvorved bl.a. tages hensyn til hver

af ægtefællernes invaliditetsgrad.

Førtidspensionister overgår ved det fyldte 67. år til folkepension.

Invaliditetsydelse

Efter lov om social pension kan der tilkendes en invaliditetsydelse,

der er indtægtsuafhængig, til personer, der ville have ret til

højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde

erhvervsmæssigt arbejde. Invaliditetsydelse kan også tilkendes

personer, der på grund af alvorlig høreskade har svære

kontaktvanskeligheder. I tilslutning til invaliditetsydelser kan

der tilkendes bistands- eller plejetillæg.

Beskatningen .

Førtidspensionens grundbeløb og erhvervsudygtighedsbeløbet er

skattepligtige, medens invaliditetsbeløb, bistands- og

plejetillæg, personlige tillæg og invaliditetsydelser er

skattefri.

2.3. Ægtefællers beskatning .

Hver ægtefælle beskattes af sin egen pension med tilhørende

skattepligtige tillæg og forskud herpå, idet beskatningen ganske

følger udbetalingen. Det gælder foruden grundbeløbet også

pensionstillæg, alderstillæg, ventetillæg og beløb for

erhvervsudygtighed.

Ægteskabstillæg, tilkommer pensionisten og beskattes hos denne som en

del af den samlede pension. Hustrutillæg beskattes hos ægtemanden,

da det udbetales til ham, jfr. skd.70.432.

Amerikansk social security skal analogt med reglerne for beskatning

af folkepension beskattes hos den ægtefælle, der modtager ydelsen,

skd.24.76.

2.4. Forhøjet personfradrag .

Ifølge KL § 37 gælder der særlige personfradragsregler for

pensionister, d.v.s. personer, som ved udgangen af det kalenderår,

hvori skatten betales,

1) enten opfylder aldersbetingelsen for at modtage folkepension,

eller

2) i henhold til lov om invalidepension og førtidspension m.v. (nu

lov om social pension) modtager eller får forskud på pension eller

modtager invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg.

Ad 1) Aldersbetingelsen for at opnå folkepension opfyldes i det år,

hvori den skattepligtige fylder 67 år. Selv om pensionen efter de

gældende regler tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden, efter

at aldersbetingelsen er opfyldt, er det tilstrækkeligt, at

aldersbetingelsen er opfyldt inden udgangen af 1985.

Ad 2) Personer, der før det 67. år rent faktisk oppebærer social

pension ved årets udgang, er berettiget til det særlige

personfradrag.

Efter de gældende regler indtræder retten til pensionen først fra den

1 i måneden efter ansøgningsdagen. Det betyder, at personer, der

har søgt pension i december 1985, og som får tillagt ret til denne

fra den 1.januar 1986, først er berettiget til det forhøjede

personfradrag i 1986.

Samlevende pensionister, der har væet gift hele året, får hver et

personfradrag på 24.000 kr. i 1985.

Enlige pensionister får i 1985 et personfradrag på 43.900 kr.

Ved enlige pensionister forstås ifølge KL § 37, stk. 5, 2. pkt.,

pensionister, som ved indkomstårets udløb ikke samlevede med en

ægtefælle, eller som har indgået ægteskab i indkomstårets løb.

Genoptagelse af samliv efter separation eller faktisk adskillelse

kan ikke sidestilles med indgåelse af ægteskab i denne

forbindelse, d.v.s. at ægtefællerne kun får det forhøjede

personfradrag for gifte pensionister i det indkomstår, hvor

samlivet genoptages, skd.73.232.

Ifølge en særlig overgangsregel (under hensyn til at

aldersbetingelsen for enlige kvinder er hævet til 67 år) tilkommer

personfradraget på 43.900 kr. også kvinder, der ved udgangen af

kalenderåret 1984 var enlige og fyldt 62 år.

Forskud på pension .

Når begæring om social pension er indgivet, kan det sociale udvalg

under visse betingelser bevilge forskud på pension for tiden

mellem den 1. i måneden efter begæringens indgivelse og sagens

endelige afgørelse.

Efter KL § 37, stk. 5, gives der forhøjet personfradrag, såfremt

skatteyderen ved kalenderårets udløb fortsat modtager forskud på

pension eller har fået pensionen endeligt tilkendt.

Såfremt de sociale myndigheder undtagelsesvis kræver den forskudsvis

erlagte pension tilbagebetalt - f.eks. hvor udbetaling skyldes

svigagtige forhold - skal der foretages en ny skatteberegning

under anvendelse af det almindelige personfradrag for hele den

periode, hvori skatten har været nedsat under anvendelse af det

forhøjede personfradrag.

Retten til det forhøjede personfradrag bortfalder ikke, fordi en del

af pensionen inddrages ved optagelse på eller indlæggelse på

plejehjem m.v., jfr. lsr. 1978.84.

I lov om social pension, § 13, stk. 1, nr. 3 indgår som foran nævnt

et nyt begreb »førtidsbeløb«, der er en del af førtidspensionen.

Personer, der kun modtager dette - ikke indtægtsbestemte -

førtidsbeløb, må anses for at »modtage pension« og er dermed

berettigede til det forhøjede personfradrag efter KL § 37, stk. 5,

jfr. Skat 1985.4.111.

En førtidspensionist, hvis ret til pension i medfør af pensionslovens

Stor vejledning 1985

§ 59, stk. 2, af revaliderings- og pensionsnævnet er gjort

hvilende, og hvor der derfor ikke udbetales nogen del af

pensionen, heller ikke invaliditetsbeløbet, er derimod ikke

berettiget til det forhøjede personfradrag, jfr. skd.62.247.

Personer, der er tillagt ret til invaliditetsydelse (der ikke er en

bestanddel af førtidspensionen, men en selvstændig

»pensionslignende ydelse«) skal udover selve invaliditetsydelsen

være tilkendt bistands- eller plejetillæg for at være berettiget

til forhøjet personfradrag, KL §37, stk.5, og lsr.1981.98.

Udenlandske pensioner som f.eks. norsk invalidepension berettiger

ikke til forhøjet personfradrag. En her bosat amerikansk

statsborger, der modtog pension fra en amerikansk fagforening,

ansøgte om at få tillagt forhøjet personfradrag (som en dansk

førtidspensionist). Ansøgningen kunne ikke imødekommes, da KL §

37, stk.5, kun refererer til den danske forsorgslovgivning,

skd.37.139.

2.5. Ophold på plejehjem .

For pensionister, der har ophold på kommunale plejehjem, eller på

private plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst, træder

opholdet på plejehjemmet i stedet for udbetaling af den sociale

pension, jfr. bistandslovens § 84, og der udbetales alene et beløb

til dækning af personlige fornødenheder (lommepenge).

Disse pensionister er ikke indkomstskattepligtige af værdien af det

frie ophold på plejehjemmet, men kun indkomstskattepligtige af de

udbetalte lommepenge, skd.46.201.

Pensionister, der har midler ud over pensionen, og som betaler for

opholdet efter de i bistandsloven fastsatte regler, er heller ikke

skattepligtige af værdien af opholdet på hjemmet. Til gengæld kan

betalingen for opholdet ikke fratrækkes.

Hvor begge ægtefæller er indlagt på plejehjem, har begge ret til

lommepenge. Yngre pensionister oppebærer højere lommepenge.

Samblivsophører .

I tilfælde, hvor den ene ægtefælle optages på et plejehjem, medens

den anden bliver boende i sit hjem, betragtes samlivet som ophørt

med virkning fra optagelsesårets udgang.

Optages begge ægtefæller på samme plejehjem, anses samlivet derimod

opretholdt, selv om ægtefællerne bebor hver sit værelse,

skd.50.185.

Pensionen opdeles normalt således, at den udeboende ægtefælle

tillægges pension som enlig, medens den indlagte ægtefælle

tillægges lommepenge.

Har den optagne ægtefælle forsørgelsespligt over for ægtefælle eller

børn, fastsættes en eventuel betaling for opholdet først efter

afsættelse af et beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten,

således at ægtefællens og børnenes levevilkår ikke forringes på

grund af pågældendes optagelse på plejehjem, jfr. bistandslovens

Stor vejledning 1985

§ 85, stk.2.

Den optagne ægtefælle beskattes af sine samlede indtægter, og under

forudsætning af, at beløbet er fastsat af en offentlig myndighed

(plejetilsynet), kan det betalte forsørgelsesbeløb (herunder

formueafkast) fradrages som et godkendt underholdsbidrag mellem

faktisk adskilte ægtefæller, jfr. afsnit F 1.2. Modtageren

beskattes af »»bidraget«» som B-indkomst.

Har den udeboende ægtefælle indtægter af en vis størrelse, kan der

afkræves den pågældende betaling for ægtefællens ophold. Yderen

kan fradrage beløbet, jfr. ovenfor, som modtageren må medregne

som B-indkomst.

Når der træffes beslutning om optagelse på plejehjem .

Efter gældende regler sker der en nedsættelse af pensionen til de

folke- og førtidspensionister, der er indlagt på sygehuse og

hospitaler, og for hvem der er truffet afgørelse om optagelse på

plejehjem. Nedsættelsen af pensionen sker på samme måde som for

beboere på plejehjem, idet der dog til enlige pensionister udover

lommepengene udbetales et beløb til dækning af husleje o.lign.

Nedsættelsen af pensionen sker fra udgangen af den måned, der

følger efter den måned, hvori afgørelsen om optagelsen på

plejehjem er truffet.

I disse tilfælde anses samlivet med en eventuel ægtefælle for ophævet

med udgangen af det kalenderår, hvori beslutningen om optagelse på

plejehjem træffes, jfr. SD-cirk. 1978-20.

Tager den pågældende, uanset at der er truffet beslutning om

optagelse på plejehjem, ophold i sit eget hjem eller hos

pårørende, udbetales pensionen på ny med det fulde beløb.

2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner .

Indtil den 1. oktober 1984 gjaldt, at pensionister, der indlægges på

visse psykiatriske institutioner, bevarer den fulde pension i 6

måneder ud over indlæggelsesmåneden. Efter dette tidspunkt

udbetales efter sygehusloven et beløb til personlige fornødenheder

(lommepenge) af samme størrelse som lommepengebeløbet på plejehjem

efter bistandsloven. Til patienter, der ikke er pensionister,

udbetales lommepenge, såfremt et skøn over patientens behov og

helbredstilstand taler herfor.

Personer over 67 år betaler for opholdet på institutionen efter samme

regler som plejehjemsbeboere, dog først efter udløbet af den 6.

måned efter indlæggelsesmåneden. Personer under 67 år betaler ikke

for opholdet, jfr. foran. Der kan dispenseres fra

betalingsreglerne, hvis der er rimelig udsigt til genudskrivning.

En enlig pensionist bevarer det forhøjede personfradrag i henhold til

KL § 37, stk.5, når vedkommendes pension bortfalder efter 6

måneders opholf, jfr. skd.41.111.

2.7. Indlæggelse på institutioner under sygehusvæsenet .

Med virkning fra den 1. oktober 1984 afskaffedes den hidtidige

automatiske pensionsinddragelse efter 6 måneder på visse

psykiatriske institutioner. I stedet kan der træffes beslutning om

pensionsinddragelse på alle institutioner under sygehusvæsenet,

hvis en patient må anses som plejepatient eller i øvrigt skønnes

uegnet til mere varig udskrivning til eget hjem. En sådan

beslutning kan først træffes, når den pågældende har haft en

samlet indlæggelsestid på over 6 måneder.

Efter sygehuslovgivningen sker der med virkning fra samme dato

ændring af reglerne for betaling for opholdet og udbetaling af

lommepenge.

For pensionister over 67 år betales for opholdet efter samme regler

som for plejehjemsbeboere samtidig med pensionsinddragelsen.

For pensionister under 67 betales der ikke for opholdet, bortset fra

den inddragne pension. Til pensionister såvel over som under 67 år

ydes der i stedet for den inddragne pension et beløb til

personlige fornødenheder (lommepenge) af samme størrelse som

lommepengebeløbet efter bistandsloven til plejehjemsbeboere.

Patienter over 67 år, der ikke er pensionister, betaler lgeledes for

opholdet af egne indtægter fra det tidspunkt, hvor de - hvis de

havde været pensionister - ville have fået inddraget deres

pension.

Såvel til denne gruppe som til andre ikke-pensionister, der ikke har

udsigt til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetales

obligatoriske lommepenge svarende til lommepengene efter

bistandslovens regler om plejehjemsophold.

3. Underholdsydelser

I dette afsnit behandles spørgsmålet om indkomstskattepligt for

modtageren af underholdsydelser. Se F.1. om yderens fradragsret.

3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsmisse .

Reglen i LL § 10 kommer kun til anvendelse på periodiske

underholdsbidrag, men ikke på affindelsessummer for afkald på en

bidragsret, se lsr. 1951.202 og 1963.165 samt U.f.R. 1971.570.

ØLD.

Når et modtaget engangsbeløb påstås betragtet som en

indkomstskattefri affindelsessum for afkald på en bidragsret, må

det undersøges, om beløbet er fremkommet efter en egentlig

kapitalisering af det fastsatte årlige underholdsbidrag. I

benægtende fald må man være opmærksom på, at beløbet kan være en

forudbetaling af bidrag for en bestemt periode. I så fald er

beløbet indkomstskattepligtigt efterhånden som bidragene

forfalder. Udbetalinger ved delingen af fællesboet er ikke

indkomstskattepligtige.

I forbindelse med separation eller skilsmisse kan det i henhold til

ægteskabslovens § 56 bestemmes, at en ægtefælle, der har haft

særeje, skal betale en engangsydelse til den anden ægtefælle for

at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk

hensende efter separationen eller skilsmissen. En sådan ydelse er

hverken indkomstskattepligtig eller gaveafgiftspligtig,

skd.50.179. og Skat 1985.4.111.

Dette gælder også eventuelle gaveydelser mellem ægtefæller ved

skævdeling af fællesboet i forbindelse med separation og

skilsmisse.

Tilsvarende gælder ved ydelser, der gives til afløsning af en

forpligtelse til at oprette et uigenkaldeligt testamente, som

påtages i forbindelse med separation eller skilsmisse. Sådanne

ydelser medfører hverken indkomstskat eller afgiftspligt, Skat

1985.3.84.

Ydelser, der i separationsvilkårene betegnedes som bidrag til hustrus

underhold i en periode af 10 måneder med 1.000 kr. månedlig, er af

landsskatteretten anset som skattepligtige bidrag for modtageren,

uanset det blev gjort gældende, at de enkelte ydelser måtte anses

for afdrag på en samlet ydelse på 10.000 kr., og at manden, der

var bosat i Kenya, på grund af restriktioner for kapitaludførsel

ikke var i stand til at udføre hele beløbet på en gang.

Beløb, der af bidragyderen betales som præmier vedrørende

livsforsikringer o.lign., må, hvor bidragmodtageren har

ejendomsretten vedrørende nævnte forsikring, anses som et

skattepligtigt underholdsbidrag, se PL § 56.

Den omstændighed, at bidragyderen ved aftale med bidragmodtageren har

aftalt ikke at fratrække et fastsat eller aftalt underholdsbidrag,

bevirker ikke, at modtageren kan undlade at medtage beløbet i sin

indkomstopgørelse, lsr. 1956.19. Ligeledes udelukker det ikke

beskatning hos modtageren, at bidragyderen i det konkrete tilfælde

ikke kan fratrække et ham pålagt bidrag, f.eks. fordi modtageren

er et barn, der bor sammen med bidragyderen, eller er et barn over

18 år, overfor hvem yderen er pålagt forlænget underholdspligt,

lsr. 1964.158.

Som nærmere omtalt nedenfor i afsnit F nægtes der fradragsret for

bidrag i anledning af skilsmisse, når de fraskilte ægtefæller har

fælles bopæl og fælles husførelse. Hvis den ene ægtefælle i disse

tilfælde ingen indtægt har, skal den pågældende beskattes af

værdien af frit ophold hos sin tidligere ægtefælle, men ikke af

det aftalte eller fastsatte bidrag. Eventuelle fællesbørn, der

opholder sig sammen med moderen hos den fraskilte mand, skal ikke

beskattes af værdien af det frie ophold, lsr. 1969.175.

Det er ikke nogen betingelse for beskatning af bidrag hos modtageren,

at de bidrag, der udredes i anledning af separation eller

skilsmisse, er fastsat eller godkendt af det offentlige. Det er

tilstrækkeligt, at der foreligger en bindende aftale mellem

ægtefællerne om betaling af et løbende underholdsbidrag, idet det

forudsættes, at aftalen er tilstrækkelig klar med hensyn til

fastsættelsen af bidragets størrelse og løbetid, lsr. 1969.174. Se

endvidere ØLD af 18.feb. 1972, hvor en frasepareret kvinde blev

anset skattepligtig af bidrag fra separationsdagen, selv om der

først ca. 1 år senere blev udfærdiget bidragsresolution, da yderen

pligtmæssigt havde udredet månedlige underholdsbidrag, og lsr.

1979.161, hvor hustruen ligeledes blev anset skattepligtig af

underholdsbidrag fra tidspunktet for separationsdommen ved

underretten, selv om denne havde været påanket til landsretten.

Beløb ud over det fastsatte bidrag .

Beløb, der betales udover, hvad der er fastsat som bidrag, skal, hvis

der er tale om beløb, der ydes til bidragyderens børn, behandles

som ikke-indkomstskattepligtige gaver, hvorimod beløb, der betales

til en tidligere ægtefælle, betragtes som indkomstskattepligtige

gaver. Bidrag, som en fraskilt fader betaler til sit og den

tidligere ægtefælles fællesbarn, der, efter at hustruen på ny har

giftet sig, er adopteret af hendes nuværende mand, betragtes også

som ikke-indkomstskattepligtige gaver for barnet.

Bidrag fra udlandet .

Underholdsbidrag beskattes hos modtageren, hvadenten bidraget ydes

fra en her i landet bosat bidragyder eller fra udlandet. Således

blev en her bosat kvinde, der modtog bidrag fra sin i Belgien

bosatte fraskilte mand, anset skattepligtig af bidraget, selv om

manden efter den belgiske skattelovgivning var afskåret fra at

fratrække beløbet.

Kun betalte og forfaldne bidrag .

Bidragmodtageren skal kun beskattes af de beløb, der faktisk er

oppebåret som underholdsbidrag i indkomståret, ligesom kun

forfaldne underholdsbidrag skal medregnes, lsr. 1972.77. Hvor

børnebidrag er udredet forskudsvis gennem det offentlige,

beskattes det forskudsvis udbetalte beløb i udbetalingsåret.

En fraskilt hustru havde ved bidragsresolution fået tillagt et

underholdsbidrag på 675 kr. pr. måned til sig selv og til sine to

børn et bidrag svarende til normalbidraget + 100 pct. pr. barn.

Hendes fraskilte mand havde ikke fuldt ud betalt de pålagte bidrag

og hun havde derfor ved indkomstopgørelserne fordelt de modtagne

beløb således, at der på børnenes selvangivelser var medtaget

dobbelt normalbidrag, således som pålagt i henhold til

bidragsresolutionen, og på hendes egne selvangivelser var herefter

kun medtaget restbeløbene. Denne fremgangsmåde blev godtaget af

landsskatteretten under hensyn til, at der var overensstemmelse

mellem de af bidragyderen betalte og fradragne beløb og de af

bidragnyderne modtagne og selvangivne beløb, og at hustruen ikke

fandtes at kunne ændre det bidrag, der var fastsat og pålagt

f.s.v. angik de to mindreårige fællesbørn, lsr. 1979.52.

Forskudsvis udbetaling .

I tilfælde, hvor en bidragspligtig ikke opfylder sin forpligtelse i

henhold til en bidragsresolution til at udrede bidrag til den

tidligere ægtefælle, vil der kunne ydes denne hjælp efter

bistandslovens kapitel 9. Dette medfører, at det sociale udvalg

indtræder i den bidragsberettigedes krav mod den bidragspligtige i

medfør af bistandslovens § 8. De omhandlede ydelser skal ikke

medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst, jfr. LL § 7,

litra j, men personfradraget skal nedsættes i henhold til KL § 37

C, skd.42.184, se E 1.2.1. Den bidragspligtige kan fradrage de

efter bidragsresolutionen pligtige ydelser på normal måde, når han

senere udreder dem til det offentlige.

3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævelse .

Bidrag, der udredes i anledning af faktisk samlivsophævelse, er

indkomstskattepligtig for modtageren, såfremt bidraget er fastsat

eller godkendt af det offentlige. Dette gælder også for det

indkomstår, hvori samlivet ophæves. Foreligger der ikke nogen

godkendelse eller fastsættelse, beskattes de modtagne bidrag ikke,

ligesom der normalt ikke sker nogen beskatning af bidrag, der er

modtaget i tiden forud for fastsættelsen eller godkendelsen fra

det offentlige.

Bidrag, der modtages i henhold til en mellem ægtefællerne indgået

bidragsaftale, kan dog beskattes fra tidspunktet for aftalens

indgåelse, hvis det offentliges godkendelse senere gives med

tilbagevirkende kraft f.eks. ved optagelse i vilkårene for

separationen eller skilsmissen, se herom afsnit F 1.2

Når bidraget ikke fastsættes eller godkendes af det offentlige i det

år, hvori samlivet ophæves, beskattes kun bidrag, der er udredet i

det indkomstår, hvori resolutionen foreligger (jfr. lsr.1982.47 om

bidragyderens fradragsret).

Underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse skal

kun medregnes til barnets indtægt, såfremt bidragene kan fradrages

ved opgørelsen af bidragyderens skattepligtige indkomst efter

reglerne i LL § 10, stk.2.

Underholdsbidrag for tiden efter barnets fyldte 18. år og bidrag til

børn, der opholder sig hos bidragyderen, medregnes til barnets

indtægt, selv om bidragene ikke kan fradrages ved opgørelsen af

bidragyderens skattepligtige indkomst.

Såfremt samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig

henseende, og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer

af denne, kan den tilbageblevne ægtefælle, sålænge ægtefællerne

har indbyrdes forsørgelsespligt, kun beskattes af hel eller delvis

fri bolig, dersom denne er led i en bidragsaftale. I så fald er

bidraget på normal vis skattepligtigt for modtageren og

fradragsberettiget for yderen, jfr. bl.a. lsr. 1980.53.

3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab .

Bidrag, der ydes som løbende bidrag til et uden for ægteskab født

barn, skal beskattes hos barnet. Ydelser udover det fastsatte

eller aftalte bidrag må betragtes som ikke-indkomstskattepligtige

gaver. Hvis faderen har fælles bopæl med barnet, kan han ikke

fratrække de bidrag, han yder til barnet, men barnet vil alligevel

være indkomstskattepligtig af bidragene. Betales der ikke bidrag,

men ydes der i stedet frit ophold, skal barnet ikke beskattes af

værdien af frit ophold hos faderen, jfr. KL § 5, stk.4.

Betales et som underholdsbidrag fastsat beløb til et barns

plejeforældre, skal barnet beskattes af beløbet som

underholdsbidrag, medens plejeforældrene skal medregne beløbet som

plejevederlag (med mulighed for fradrag af plejeudgifter, se E

1.6).

Når det sociale udvalg i henhold til bistandsloven yder hjælp til et

barns vedvarende forsørgelse i form af anbringelse i

døgninstitution, indtræder det offentlige efter bistandslovens §

8, stk. 1, i retten til det fastsatte eller aftalte bidrag i det

omfang, som svarer til værdien af den hjælp, som det offentlige

yder.

Barnet skal ikke beskattes af værdien af opholdet i

døgninstitutionen, jfr. LL § 7, litra j. Da det offentlige efter

bistandslovens § 8, stk. 1, er indtrådt i retten til bidraget for

et beløb, der svarer til værdien af den hjælp, der er ydet, har

barnet ikke krav på dette bidrag og skal derfor heller ikke

beskattes heraf. Kun i det omfang det betalte overstiger den

modtagne bistandshjælp, er barnet indkomstskattepligtig af

bidraget.

3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v. .

Aftægtsydelser er skattepligtige for modtageren i medfør af SL § 4c.

Aftægtsydelser vil typisk forekomme i forbindelse med overdragelse

af fast ejendom eller andre formuegoder, hvor overdragelsessummen

helt eller delvis berigtiges ved at køberen påtager sig at udrede

en årlig ydelse til sælgeren. Det forhold, at den kapitaliserede

værdi af aftægtsydelsen indgår i salgssummen for en solgt ejendom

eller virksomhed medfører ikke, at sælgeren kan bortse fra nogen

del af de årlige ydelser, jfr. HD i UfR 1971.597 og ØLD af 19.juni

1974 (skd.31.51).

Ydelser i henhold til forpligtelseserklæringer

(understøttelseskontrakter) er ligeledes fuldt skattepligtige for

modtageren. Dette gælder også tilfælde, hvor yderen ikke kan

fradrage ydelserne, jfr. lsr. 1960.175, samt i tilfælde, hvor en

tilsvarende gaveydelse ville være skatte- og afgiftsfri for

modtageren.

Aftægtsydelser m.v. kan helt eller delvis bestå i ret til fri kost og

logi, fri bolig eller andre rettigheder. Værdien af sådanne

naturalydelser ansættes skønsmæssigt efter den værdi, ydelsen har

på modtagelsestidspunktet.

Værdien af en fribolig ansættes efter skøn til boligens

udlejningsværdi, idet statens satser for brug af lejeboliger er

vejledende ved udøvelsen af skønnet, ligesom der tages hensyn til

særlige forhold, såsom beliggenhed, alder og

vedligeholdelsesforpligtelse. De fra 1.juni 1985 gældende satser

fremgår af finansministeriets cirkulære nr.6 af 11.januar 1985.

Værdien af fri varme ansættes efter et skøn, og værdien kan ansættes

til værdien af olieforbruget svarende til den frembragte varme,

også hvor denne stammer fra halmfyring eller fyring med træaffald.

3.5. Legater .

Legater er i almindelighed indkomstskattepligtige, jfr. SL § 4c. Der

gælder visse særregler for beskatning af legater, der ydes til

studierejser og videnskabelige arbejder, idet sådanne legater

normalt er skattefri, se E 3.5.2. Endvidere er legater, der ydes

som en anerkendelse af modtagerens fortjenester, under visse

betingelser enten skattefri eller skattepligtige som særlig

indkomst, se E 4.3.2 og 4.4.1.

3.5.1. Uddannelseslegater m.v. .

Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse, er

skattepligtig indkomst, jfr. lsr. 1956.20, hvadenten udbetalingen

hidrører fra Statens Uddannelsesstøtte eller fra private

legatmidler.

Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte

studieudgifter (f.eks. et boglegat) medfører ikke, at legatet kan

anses for skattefrit.

Med hensyn til stipendier, der udredes af Statens Uddannelsesstøtte,

foretages der hvert år en undersøgelse af, hvorvidt de studerende,

der har modtaget stipendier, har opfyldt betingelserne herfor med

hensyn til størrelsen af andre indtægter m.v. Såfremt det

pålægges modtagerne at tilbagebetale modtagne stipendier helt

eller delvis skal tilbagebetalingen fratrækkes i det indkomstår,

hvori det for meget modtagne støttebeløb kan endeligt opgøres.

I et tilfælde, hvor støtteperioden var 1/8-1976 til 31/7-1977,

rejstes tilbagebetalingskravet i 1978. Da studiestøtten kunne

endeligt opgøres i 1977, var hele tilbagebetalingsbeløbet

fradragsberettiget i dette år, lsr. 1980.91.

Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved

indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor

tilbageholdenhed ved værdiansættelsen.

Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt

kollegieværelse giver normalt ikke anledning til nogen

beskatning. For bolig på nyere studenterkollegier ydes der normalt

betaling.

I henhold til kapitel 4 i bekendtgørelse nr.463 af 6.aug. 1973 om

folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler

kan der ydes statsligt og kommunalt tilskud til nedbringelse af

elevbetalingen.

Ifølge ligningsrådets vedtagelse skal offentlige tilskud i form af

nedsat egenbetaling for ophold til undervisning til børn og unge

under 18 år på folkehøjskoler, ungdomshøjskoler, landbrugsskoler,

husholdningsskoler og efterskoler samt for ophold på en

kostafdeling ved en friskole, en privat grundskole og en privat

gymnasieskole ikke anses for indkomstskattepligtige.

Ligningsrådet har ligeledes vedtaget, at statens generelle ø-tilskud

til unges videreuddannelse ikke skal anses for

indkomstskattepligtige for unge under 18 år - på betingelse af, af

de udgifter, tilskuddene tilsigter at dække, rent faktisk er

afholdt af den uddannelsessøgende.

Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, er den

del af tilskuddet, som vedrører tiden efter det fyldte 18. år

skattepligtig, jfr. SD-cirk.1981-43 og 1982-37.

For de tilskud, der fortsat skal beskattes, afhænger

beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.

Såfremt tilskuddet bevilges med et samlet beløb uden forbehold for

hele skoleopholdet, skal det beskattes i det indkomstår, hvor der

ved underretning til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om

tilskuddet.

Bevilges tilskuddet derimod som en løbende ydelse med betaling til de

for skoleopholdet gældende betalingsterminer og i øvrigt betinget

af elevens fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i

undervisningen, skal tilskuddet beskattes i de indkomstår, hvori

tilskudsydelserne forfalder til betaling, jfr. lsr.1981.189.

Der ydes efterfølgende et refusionsbeløb til sygeplejeelever, der

ikke straks har modtaget fuldt statstilskud til dækning af deres

udgifter ved deltagelse i sygeplejeforskole på en højskole, men

som helt eller delvist selv har betalt udgifterne ved deltagelse i

forskolen. Sådanne refusionsbeløb er skattepligtige, skd.19.20.

Udenlandske stipendiater fra udviklingslandene, der opholder sig i

Danmark i uddannelsesøjemed, er fritaget for beskatning af de

modtagne stipendier, danske såvel som udenlandske, jfr.

tekstanmærkning til finanslovens § 1 og stående bemyndigelse til

skattedepartementet.

3.5.2. Studierejselegater og legater til videnskabeligt arbejde .

Legater, for hvis tildeling det stilles som betingelse, at de

anvendes til rejser i studieøjemed, er efter en af ligningsrådet

vedtagen anvisning indkomstskattefri i det omfang, de medgår til

dækning af de med rejsen og opholdet forbundne merudgifter, såsom

befordringsudgifter, samt merudgifter til logi, kost og

forplejning. Også den del af legatet, der anvendes til

undervisningsgebyrer o.lign. er indkomstskattefri, jfr. lsr. 1980.54.

Man har i visse tilfælde set bort fra beskatning også af den del af

legatet, som er anvendt til hustrus og børns deltagelse i

studierejser af længere varighed, idet man her især har taget

hensyn til, om det ved bevillingen af legatet var forudsat, at

famiilien skulle deltage i rejsen, jfr. bl.a. LSR 1968-20.

Legatmodtageren er herefter kun indkomstskattepligtig af et beløb

svarende til hans faktiske forbrug under udeopholdet, beregnet

efter priserne på hjemstedet, samt af den del af legatet, der er

anvendt til andet formål end til dækning af de med rejsen og

opholdet forbundne merudgifter - eller er i behold ved rejsens

afslutning (lsr. 1950.143). Et eventuelt underskud er ikke

fradragsberettiget.

Har den pågældende selv afholdt en del af udgiften til studierejsen,

således at hans normalforbrug ikke kan anses at være dækket af

legatbeløbet, er dette fuldtud skattefrit, således at der ikke i

indkomsten skal medregnes noget for besparelse i hjemmeforbruget

(lsr. 1951.49).

Arbejdsvederlag oppebåret i U.S.A. af skatteydere, der i

uddannelsesøjemed af det dansk-amerikanske selskab udsendes til

U.S.A., beskattes på samme måde som rejselegater, når opholdet er

af en sådan midlertidig karakter, at skattepligten her i landet

ikke afbrydes.

Personer, der arbejder i U.S.A. som trainees under

Danmark-Amerika-fonden, beskattes af den i U.S.A. oppebårne

indtægt med et beløb, der ansættes skønsmæssigt, og som svarer til

hans eget forbrug, og således at afholdte rejseudgifter kan

fradrages i dette beløb (lsr. 1958.7).

De bevillinger, som forskningsrådene efter ansøgning yder til

deltagelse i internationalt forskningssamarbejde, kan ikke anses

som indkomstskattefri i medfør af LL § 7 litra r, men beskattes

efter den her omtalte anvisning om legater til studierejser,

skd.43.271. Se D 2.3.28 (Studieophold).

En skatteyder, der tildeltes et »»fellowship«», der androg 7.500

dollars om året i 2 år betinget af, at han i det nævnte tidsrum

udførte research-arbejde i Californien, ansås for omfattet af de

her omtalte regler om studierejselegater.

Ligeledes anså landsskatteretten et fellowship fra U.S.A. i

forbindelse med arbejde på Vanderbilt universitetet for omfattet

af reglerne om studierejselegater.

Indtægt ved gæsteforelæsninger i U.S.A. blev anset

indkomstskattepligtig uanset, at skatteyderen ved at påtage sig

forelæsningerne tillige kunne gøre studier inden for sit fag,

lsr.1958.102.

Et legat, der tildeles uden betingelser vedrørende anvendelse, må,

uanset at det anvendes til en studierejse, medregnes til den

skattepligtige indkomst. Se dog lsr. 1967.32.

Legater, der ydes til videnskabelige arbejder, er indkomstskattefri i

det omfang, de medgår til dækning af de særlige udgifter, som de

pågældende videnskabelige arbejder nødvendiggører, og som ikke

modsvares af værdien af derved erhvervede salgbare aktiver.

Tilskud til dækning af udgifter til trykning af doktordisputats anses

som et legat ydet til videnskabeligt arbejde.

Den omstændighed, at et rejselegat eller et legat til gennemførelse

af et videnskabeligt arbejde ikke er fuldt udnyttet ved udgangen

af det år, hvori beløbet er modtaget, medfører ikke

indkomstskattepligt af det ubenyttede beløb, ligesom beløbet ikke

skal medregnes i formueopgørelsen.

3.5.3. Legater med understøttelsesformål .

Sådanne legater er altid indkomstskattepligtige, medmindre legatet er

omfattet af skattefrihedsreglerne i LL § 7.

Personer, der har fribolig i stiftelser og legatboliger, er

indkomstskattepligtige af værdien af friboligen, efter et skøn

over udlejningsværdien.

4. Gaver, hædersgaver og gevinster

Ole Bjørn m.fl.: Lærebog om indkomstskat, 5. udg., s. 106-119.

C Helkett: Opgørelsen af den skattepligtige indkomst, 14. udg.,

s.480ff.

Thøger Nielsen: Indkomstbeskatningen I, s.274-315.

Bikuben 1979: Beskatning ved familieoverdragelser, s.14-53 (Povl

Herler).

Arne Kofoed: Gaveafgift, 2.udg.

4.1. Indkomstskattepligtige gaver .

4.1.1. Gavebegrebet .

Gaveerhvervelser skal efter SL § 4c medtages ved indkomstopgørelsen,

medmindre gaven falder ind under afsnit III i lov om afgift af arv

og gave, jfr. SL § 5b. Om afgiftspligtige gaver, se E.4.2.

En gave kan foreligge f.eks. som en aktuel overdragelse af et

formuegode, som et løfte om en fremtidig ydelse eller som en

eftergivelse af gæld, og gaveydelsen kan bestå i såvel

overdragelse af ting som arbejdsydelser og brugsrettigheder. Der

foreligger også en gave, når et gode overføres fra en persons

formue til en andens mod et vederlag, der afviger fra godets

værdi.

Eksempler på gavebeskatning .

Som eksempler på gavebeskatning kan anføres lsr. 1966.92, hvor det

antoges, at en arbejdsgiver havde ydet en medhjælper en

skattepligtig gave ved overdragelse af en bil (retten fandt, at

den aftalte købesum ikke kunne forudsættes fastsat udelukkende

efter sædvanlige handelsmæssige overvejelser) og lsr. 1969.29,

hvor en skatteyder havde købt en byggegrund af sin arbejdsgiver på

særlig favorable vilkår.

Hvor en fast ejendom var i lige sameje mellem 2 ejere, og hvor den

ene ejer alene bekostede en varig forbedring på ejendommen, blev

medejeren anset for indkomstskattepligtig af halvdelen af

værditilvæksten.

Værdiansættelsen .

Værdien af det overdragne formuegode ansættes principielt efter et

skøn til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.

Ved overdragelse af aktiver, hvor der skal beregnes arve- eller

gaveafgift, finder værdiansættelsen sted efter de i

skattedepartementets cirkulære nr.185 af 17. november 1982

fastsatte retningslinier. Disse regler kan også danne udgangspunkt

for skønnet ved værdiansættelsen, når gaven skal henregnes til

modtagerens skattepligtige almindelige indkomst.

Hvis gaven hidrører fra udlandet, er det dens værdi her i landet, der

skal lægges til grund ved indkomstopgørelsen, lsr. 1957.18 og

1959.119.

Når skibsværfter forærer navngivere af skibe smykker m.v., er

modtagerne indkomstskattepligtige af et beløb, svarende til

smykkernes (metal)værdi.

Eksempler på at gavebeskatning ikke gennemføres .

En betingelse for at beskatte en ydelse som gave er, at der ikke er

betalt noget vederlag, eller dog kun delvis vederlag. Hvor den ene

part ved indgåelse af en aftale gør en god forretning, kan

besparelsen ikke beskattes, når vederlaget ifølge parterne

tilsigter at udgøre fuldt vederlag.

Som baggrund for en - helt eller delvis - vederlagsfri overdragelse

af et formuegode kan der i øvrigt foreligge sådanne konkrete

forhold, at gavebeskatning ikke kommer på tale.

En skatteyder erhvervede fra en kommune vederlagsfrit en parcel på

369 kvadratmeter, der havde været benyttet som vandværksgrund.

Parcellen var naboparcel til skatteyderens ejendom. Under

hensyntagen til de ved erhvervelsen påtagne forpligtelser og

udgifter bl.a. til planering, beplantning m.v. fandt

landsskatteretten ikke, at der var tilflydt skatteyderen nogen

skattepligtig erhvervelse (gave), lsr.1981.165

Der forelå ikke en indkomstskattepligtig gave med hensyn til et

beløb, som den pågældende havde modtaget fra sin afdøde mands

broder i USA uanset at beløbet var ydet uden at der forelå gyldigt

testamente, men alene formløse optegnelser vedrørende beløbets

anvendelse efter yderens død, lsr. 1978.56.

Selv om der i et tilfælde ikke kan ske beskatning ud fra et

gavesynspunkt, kan beskatning dog ofte gennemføres ud fra andre

synspunkter, idet det overdragne gode kan anses som et supplement

til løn, leje eller renteindtægter eller som maskeret udbytte fra

et aktie- eller anpartsselskab.

Formuedeling mellem papirløse samlevende .

Den 1. april 1980 afgjorde Højesteret en tvist mellem papirløse

samlevende angående deling af deres formue. S og A, der havde

levet sammen siden 1971, erhvervede i 1973 en villa, som blev købt

i A's navn. I maj 1975 fraflyttede S den fælles bolig, og i

november 1976 solgte A villaen med en fortjeneste på ca. 130.000

kr. S påstod sig tilkendt halvdelen heraf, subsidiært et mindre

beløb. S's bruttoindtægt havde i 1973-75 udgjort væsentlig mindre

beløb end A's bruttoindtægt i de samme år. Højesteret fastslog, at

der ikke var opstået noget egentlig sameje eller ægteskabslignende

formuefællesskab, men efter omstændighederne fandtes S at have

krav på andel af salgsprovenuet, skønsmæssigt fastsat til 25.000

kr. (Dommen er kommenteret i UfR 1980 B 226 og 330).

Dommen tager ikke stilling til den skattemæssige behandling af de

25.000 kr., men i VLD af 9. april 1981 (skd.58.295) tages der

stilling til beskatningen i et beslægtet tilfælde.

Sagen vedrørte et papirløst par, der boede sammen fra 1970 til 1977.

I 1973 var de flyttet ind i en villa, som den mandlige part havde

skøde på. I 1975 indgik parret en overenskomst om ligedeling af

friværdien af villaen ved samlivets ophævelse, og i henhold hertil

havde den kvindelige part i 1977 oppebåret 70.000 kr., som hun var

blevet beskattet af. Begge parter havde under samlivet haft

indtægter og i fællesskab betalt ydelserne på huset og de øvrige

leveomkostninger.

Landsretten fandt intet grundlag for at statuere, at der forelå en

skattepligtig gave, idet det i præmisserne bl.a. anføres at

»sagsøgerinden efter omstændighederne også uden indgåelse af en

overenskomst som den pågældende på grundlag af almindelige

retsgrundsætninger på tilsvarende måde kunne have fået et krav på

andel i provenuet ved salg af ejendommen eller i friværdien i

ejendommen.«

På linie hermed ligger lsr. 1981.54, hvor den længstlevende i et

papirløst forhold modtog 33.000 kr. fra førstafdødes bo. Beløbet

blev anset for en (skattefri) kompensation for førstafdødes

opholdsudgifter under det 17-årige samliv.

Og tilsvarende lsr.1981.164, der angik delingen af formuen med

halvdelen til hver ved ophævelsen af et homofilt samlivsforhold. I

aktivbeholdningen indgik den af parterne beboede faste ejendom,

som i den ene samlevers navn var erhvervet under samlivet. Efter

de foreliggende oplysninger, herunder at samlivsforholdet havde

bestået i 13 år, i hvilken periode begge parter havde bidraget

økonomisk til den fælles husholdning og til udgifter vedrørende

den faste ejendom, fandt landsskatteretten ikke grundlag for at

antage, at der ved den foretagne fordeling var tilgået klageren en

vederlagsfri formuefordel.

Ganske tilsvarende afgørelser (med samme begrundelse) foreligger i

VLD af 2. nov. 1984 (7. afd. B 1726/82) samt lsr. 1982.157 og 158.

I modsætning hertil statueredes det i HD af 18.november 1985 (j.nr.II

94/1984), at et beløb, som den kvindelige samlivspartner modtog i

forbindelse med samlivets ophævelse var skattepligtig indkomst for

hende under hensyn til bl.a. samlivets korte varighed (ca. 3 år)

samt til at hun ikke havde haft indtægtsgivende arbejde under

samlivet og til at den mandlige partner efter det oplyste havde

tilvejebragt midlerne til erhvervelsen og indretningen af den

ejendom, parret havde beboet. Under disse omstændigheder fandtes

hun ikke at have haft krav på at få udbetalt noget beløb ved

samlivets ophævelse, og højesteret udtalte at det modtagne beløb

måtte betragtes enten som gave eller som vederlag for udført

arbejde og derfor måtte være indkomstskattepligtigt efter SL § 4.

Herudover kan nævnes følgende afgørelser

En folkepensionist, der boede i egen ejendom, havde i 20 år samlevet

og haft fælles husførelse med en person, der havde bekostet

installation af nyt køkken til ca. 14.000 kr. Folkepensionisten

blev ikke anset skattepligtig heraf, da det var tvivlsomt, om der

var tilført den pågældende en økonomisk fordel (begge havde i

øvrigt oprettet testamente med hinanden som universalarving), lsr.

1975.124.

En mand havde i en ugebladskonkurrence, hvor kuponen var udfyldt med

hans navn, vundet 70.000 kr., der blev anvendt til udbetaling på

en ejendom i hans navn, men halvdelen af ejendommen blev senere

tilskødet samleversken, med angivet kontant udbetaling på 15.500

kr., der imidlertid ikke var erlagt. Den pågældende blev ikke

anset skattepligtig heraf, da gevinsten efter det foreliggende

måtte anses for tilfaldet parterne i fællesskab, lsr. 1975.125.

4.1.2. Frit underhold .

Værdien af frit underhold, som en skatteyder modtager fra en

samlever, bør, når det drejer sig om skatteydere med beskedne

indtægter og formuemidler, i reglen ikke ansættes højere end den

af ligningsrådet fastsatte normalværdi af kost og logi, der for

indkomståret 1985 udgør 18.600 kr.

Hvis den, der modtager frit underhold, har indtægter, bør disse

indtægter antages at være brugt til fælleshusholdningen, således

at indtægterne fragår ved beregningen af værdien af frit

underhold, se lsr. 1974.117.

Har parterne indtægter af nogenlunde samme størrelse, er der ikke

grundlag for beskatning af frit underhold, jfr. lsr.1973.29. I et

tilfælde, hvor en kvinde havde egne indtægter, blev værdien af

hendes frie underhold dog ansat til 6.000 kr. (vedrører året

1963), da mandens økonomiske forhold var særdeles gode, lsr.

1967.106.

Børn, der sammen med moderen opholder sig hos deres fader, skal ikke

beskattes af værdien af frit ophold hos faderen, skd.18.155.

Værdien af kortvarige ophold hos familie beskattes efter praksis

ikke.

En kvinde, der ikke havde egne indtægter, blev af lsr. anset

skattepligtig af de fra hendes forlovede i Grønland modtagne

ydelser til dækning af hendes privatforbrug, herunder husleje, på

henholdsvis 20.000 og 24.000 kr. i de respektive år.

I ØLD af 7. marts 1984 (17. afd. 319/1982) blev en kvinde anset for

indkomstskattepligtig af værdien af frit underhold hos sin

samlever. Kvinden havde opsagt sin stilling for at pleje sin

samlever, der var alvorlig kvæstet efter en ulykke. Da samleveren

efter et par års forløb var fuldt erhvervsdygtig, fortsatte

kvinden med at passe parrets to fælles børn.

4.1.3. Gaverejser .

Gaverejser og frirejser, der betales af arbejdsgiveren, omtales i

afsnit D.1.7.10.

Hvis en skatteyder - uden for ansættelsesforhold - modtager en

frirejse eller f.eks. af et trafikselskab har fået et frikort til

brug inden for selskabets område, er han principielt skattepligtig

af rejsens eller rejsernes værdi.

Værdien af frirejser, ydet som gaver (f.eks. af slægtninge i

udlandet) med det ene formål, at gavemodtageren skal besøge

giveren, skal efter praksis ikke medregnes med det beløb, gaven

har kostet giveren, men alene med et beløb svarende til værdien af

selve opholdet under rejsen, lsr. 1952.136 og 1960.29 og 190. I

lsr. 1967.106 formuleres synspunktet derhen, at modtageren skal

beskattes af rejsens reelle økonomiske værdi (anslået til 450 kr.,

medens giveren havde betalt 4.255 kr. for rejsen).

Ved værdiansættelsen kan den af ligningsrådet fastsatte værdi af fri

kost, som for indkomståret 1985 udgør 43 kr. pr. dag, være

retningsgivende.

En skatteyder, der af sin i U.S.A. bosatte svigersøn var blevet

anmodet om at vidne i en mod svigersønnen anlagt straffesag, og

som af svigersønnen havde fået betalt sin billet til rejsen, kunne

allerede under hensyn til rejsens formål ikke anses

indkomstskattepligtig af nogen del af værdien heraf, lsr.

1963.105.

Kontante gavebeløb, der ydes med henblik på en rejse, men som ikke er

betinget af, at der foretages en rejse, er fuldtud

indkomstskattepligtige.

En frirejse, der er vundet som gevinst ved en offentlig bortlodning,

skal ikke indkomstbeskattes i de tilfælde, hvor arrangøren af

bortlodningen har betalt afgift af gevinstens værdi.

En radio- og TV-forhandler ansås for skattepligtig af 6.000 kr., der

udgjorde den skønsmæssigt ansatte værdi af en af et

leverandørfirma arrangeret frirejse til USA og Det fjerne Østen,

idet rejsen ansås for at have været af overvejende turistmæssig

karakter, lsr. 1980.57.

4.1.4. Gældseftergivelse .

Hvor en gave forekommer i form af en gældseftergivelse, skal værdien

af gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20. december

1979 blev den af skattemyndighederne hidtil fulgte praksis,

hvorefter arvingsgæld altid blev fastsat til kurs 100 tilsidesat,

idet højesteret fastslog, at det var værdien i handel og vandel af

den arvede fordring, der skulle afgiftsberigtiges. Som følge af

denne afgørelse blev en ved højesteret verserende sag om værdien

af en gave i form af eftergivelse af gæld i henhold til nogle

pantebreve forligt således, at gaveafgiften skulle beregnes på

grundlag af pantebrevenes handelsværdi, skd.53.173 og tilsvarende

lsr.1981.58.

Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen

gave.

Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre

beløb end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville

have været i stand til at betale det fulde beløb, foreligger der

ikke nogen gave, se bl.a. lsr.1944.60 og 1974.28. I lsr.1954.104

antog landsskatteretten, at der forelå en delvis gave, idet

debitor var i besiddelse af realisable midler til betaling af hele

gælden.

Hvor eftergivelse af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en

samlet akkord eller anden samlet kreditorordning, sker der i

almindelighed ikke nogen beskatning af gældseftergivelsen, se L

3.6.6.

4.1.5. Påtagelse af forpligtelse .

Hvor en gave består i en forpligtelse til at udrede løbende kontante

ydelser, må der tages stilling til, hvorvidt der foreligger en

kapitalgave, der skal beskattes i det år, hvori tilsagnet om gaven

er ydet, eller en aftægts- eller underholdsydelse, hvis

skattemæssige stilling er omtalt under punkt E 3.4.

Hvis gavetilsagnet går ud på, at der uden særlige betingelser og uden

forbehold (stiltiende eller udtrykkeligt) om ophør ved givers

eller gavemodtagers død ydes et bestemt årligt beløb, indtil der

ialt er ydet et klart fikseret beløb eller et bestemt beløb i en

bestemt årrække, foreligger der en kapitalgave. Værdien af denne

gave beskattes som nævnt i det år, tilsagnet opnås, og

værdiansættelsen foretages under hensyntagen til den afdragsvise

erlæggelse. De årlige ydelser anses som afdrag på gæld og medtages

ikke ved indkomstopgørelsen.

4.1.6. Arveafkald .

Arveafkald på en endnu ikke falden arv vil, selv hvor det ydes til

fordel for bestemte medarvinger, normalt ikke indeholde nogen

skattepligtig gaveydelse, jfr. til dels lsr.1963.6.

Gives der derimod afkald på en allerede falden arv, må det

undersøges, om den trufne disposition med hensyn til arvens

fordeling har støtte i arveladerens bestemmelser, således at

beskatning undlades, hvis den foretagne arvedeling blot er udtryk

for arveladerens ønsker med hensyn til fordelingen af hans

efterladenskaber. Der kræves ikke nogen gyldig testamentarisk

disposition fra arveladerens side for at lægge arveladerens ønsker

til grund ved skiftet, se f.eks. lsr. 1943.39 og 1978.56, hvor

indkomstbeskatning blev undladt.

Har den stedfundne skævdeling af arven ingen støtte i arveladerens

dispositioner, må et arveafkald anses som en disposition, der -

udover afkaldsgiverens betaling af arveafgift - kan udløse

beskatning af gavens værdi hos den begunstigede. Se f.eks.

skd.70.427.

Hvis arveafkald er meddelt, inden arvingerne har tiltrådt arven,

hvilket for privatskiftede boers vedkommende vil sige, inden boet

er udleveret arvingerne til privat skifte, og for offentligt

skiftede boers vedkommende, inden der er truffet bestemmelse om

vedgåelse eller ikke-vedgåelse af gælden, medfører afkaldet

normalt ikke gavebeskatning hos medarvingerne, jfr. lsr.1963.6 og

skd.35.3. Men gives afkaldet til fordel for bestemte medarvinger

(afkald af dispositiv karakter), skal der dog ske gavebeskatning

hos de begunstigede medarvinger, selv om afkaldet gives, før

arvingerne har tiltrådt arven, skd.48.20.

Er der givet afkald, efter at arvingerne har tiltrådt arven,

betragtes det merbeløb, der tilfalder medarvinger i kraft af

afkaldet, ikke som arv, men som en gave fra afkaldsgiveren.

Virkningen heraf er, at der skal svares indkomstskat af gaven,

eller, hvis der er tale om en nærpårørende, gaveafgift. Det

bemærkes i den forbindelse, at gaver til søskende er

indkomstskattepligtige. Se lsr.1961.15 og 1970.117 samt

lsr.1983.40.

Delvis afkald samt andre problemer om afkald er behandlet af Vagn

Carstensen i UfR 1974 B, s.13, der især drejer sig om

afgiftsmæssige problemer, men også omhandler

indkomstskattemæssige forhold.

4.1.7. Arveforskud .

Litteratur: Just Munch: Arveforskud i afgiftsmæssig belysning, S.O.

1972, s.180 ff.

Det fremgår af SL § 5b, at forskud på såvel falden som ikke-falden

arv ikke skal medtages ved indkomstopgørelsen, men der svares

normalt enten arve- eller gaveafgift af sådanne arveforskud, SL §

5b og arveafgiftslovens § 4e, jfr. § 44, stk.1.

Når der ydes arveforskud til giverens afkom, stedbørn og disses

afkom, afdødt barns eller stedbarns ægtefælle, eller til forældre,

stedforældre og bedsteforældre samt til giverens samlevende

ægtefælle (hvis gaven bliver særeje) skal der normalt svares

gaveafgift ved ydelsen af arveforskuddet. Dette gælder også, hvis

giveren bor i udlandet.

Ydes arveforskuddet til andre end de foran nævnte, skal der hverken

svares gaveafgift eller indkomstskat, men derimod arveafgift ved

arveladerens død. Bor giveren i udlandet skal arveforskuddet

hverken beskattes eller afgiftsbelægges (for en herboende

modtager), medmindre arveforskuddet er fast ejendom m.v., jfr. lov

om afgift af arv og gave § 8.

Betingelserne for at anse en ydelse til en ikke-nærtbeslægtet, som et

ikke-indkomstskattepligtigt arveforskud er, dels at modtageren er

aktuelt arveberettiget efter yderen (efter loven eller i henhold

til testamente, lsr. 1942.127 og 1959.21), dels at der er udstedt

arveforskudsbevis, eller at der foreligger andre omstændigheder,

der viser, at det modtagne beløb skal afkortes i senere arv, og

dels, at der er en vis sandsynlighed for, at modtageren vil

overleve overdrageren.

Som eksempel på »andre omstændigheder«, der kan »dokumentere« en

arveforskudshensigt, kan henvises til lsr. 1978.170, hvor

forskelsværdien mellem overdragelsessummen og handelsværdien af et

sommerhus ansås for et arveforskud, idet sælgeren i et forud for

overdragelsen oprettet testamente havde testamenteret ejendommen

til køberen som legat og i en efter overdragelsen oprettet codicil

til testamentet havde tillagt køberen det pantebrev, som denne

havde udstedt som delvis betaling for ejendommen, jfr. tilsvarende

lsr.1982.50.

Man har tidligere i nogle tilfælde godkendt, at det var

tilstrækkeligt for at anerkende, at et beløb var ydet som

arveforskud, at der først senere blev udstedt arveforskudsbevis,

men efter at reglerne i arveforordningens §§ 10-13 er ophævet ved

arveloven af 1964, kan en giver af arveforskud ikke efter gavens

givelse meddele pålæg om afkortning i arven, hvorfor det nu

kræves, at der allerede i forbindelse med ydelsen af arveforskud

er udstedt arveforskudsbevis eller dog truffet aftale om

afkortning i senere arv.

Det anerkendes i praksis, at der også til legatarer kan ydes

arveforskud. Udbetales kun en del af legatet, må der i

arveforskudsbeviset være indsat bestemmelse om afkortning, også

selvom der ydes alle legatarer lige meget i arveforskud.

Vederlag for at give arveafkald anses som arveforskud, jfr.

skd.59.350, hvor der blev beregnet gaveafgift af de vederlag, som

5 stedbørn havde modtaget for at give arveafkald.

4.1.8. Beskatningstidspunktet .

En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er

underrettet om gaven, lsr. 1945.25. Der kan imidlertid være

knyttet sådanne betingelser til gaven, at beskatningstidspunktet

udskydes, lsr. 1946.153, hvor gavemodtageren først blev beskattet

af gaven ved rentenyderens død. Om beskatning af gaver med

forbeholdt rentenydelsesret, se E 4.3.3.

Det forekommer, at gavemodtageren senere, når han bliver klar over

gavens skattemæssige konsekvenser, giver afkald på den. Et sådant

afkald kan normalt ikke tillægges skattemæssig betydning, lsr.

1950.142. Se om afkald på indtægt i afsnit C 1.4.

Såfremt en gaveoverdragelse af aktier er sket under forudsætning af,

at amtsskatteinspektoratet godkender den i gaveanmeldelsen anførte

aktiekurs, anses gaven i skattemæssig henseende for ydet på det

tidspunkt, hvor modtageren af gaven er underrettet om gaven,

uanset om det pågældende vilkår først opfyldes på et senere

tidspunkt. Gavedispositionen vil kunne annulleres med skattemæssig

virkning fra gavetidspunktet, såfremt amtsskatteinspektoratet

fastsætter en højere værdi af aktierne, idet en afgørende

forudsætning fra giverens side må anses for bristet. Det må dog

være en forudsætning, at gaven annulleres i umiddelbar forbindelse

med den endelige afgørelse af aktiernes værdi til

gaveafgiftsberegningen, skd.16.48.

4.2. Afgiftspligtige gaver .

Gaver, der ydes til nært beslægtede, skal gaveafgiftsberigtiges. Nært

beslægtede er børn, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller

stedbarns ægtefælle samt forældre, stedforældre og bedsteforældre.

Endvidere sidestilles adoptivforhold med slægtskabsforhold,

hvorimod plejeforhold ikke er omfattet af gaveafgiftsreglerne.

Reglerne om gaveafgift findes i lovbkg. nr.310 af 23.juni 1983 af lov

om afgift af arv og gave.

Gaver mellem ægtefæller, hvor gaven gives fra den ene ægtefælles

bodel til den anden ægtefælles bodel er afgiftsfrie, idet

dispositionen ikke forrykker ejerforholdet (boslodderne) mellem

ægtefællerne p.gr.a. formuefællesskabet. Gaver fra en ægtefælles

særeje til den anden ægtefælles bodel er ligeledes afgiftsfrie.

Kun gaver, der bliver modtagerægtefællens særeje, skal

afgiftsberigtiges.

Der foreligger ikke en gaveafgiftspligtig disposition ved oprettelse

af en ægtepagt, hvorved der fra fællesboet og fra mandens bodel

udskilles aktiver, repræsenterende lige store beløb, til

ægtefællernes respektive særejer, skd.54.209.

Derimod foreligger der en gave, der skal afgiftsberigtiges, når der

overføres værdier fra den ene ægtefælles særeje til den anden

ægtefælles særeje. Såfremt giverægtefællen overfører værdier fra

sin bodel til den anden ægtefælles særeje, er det kun halvdelen af

gavens værdi, der skal afgiftsberigtiges, da modtagerægtefællen i

kraft af formuefællesskabet har krav på halvdelen af gavens værdi

ved formuefællesskabets opløsning.

Afgift erlægges også for gaver, der fremkommer ved køb eller anden

retshandel, hvor modtageren ikke har ydet fuldt vederlag.

Gaveafgiften erlægges under eet for alt, hvad der i et kalenderår er

ydet, fra samme giver til samme gavemodtager.

Der svares kun afgift af beløb, der overstiger 8.000 kr. inden for et

år.

For samlevende ægtefæller gælder den særlige regel, at der ikke

betales afgift af afgiftspligtige beløb indtil 100.000 kr.

Ved sammenlægning er det giverens forhold der er afgørende. En gave

fra en fader sammenlægges således ikke med en gave fra

bedstefaderen, i begge tilfælde beregnes afgift med to skattefri

bundgrænser på 8.000 kr.

Hvis såvel faderen som moderen har særeje, og der tillige findes

fælleseje, kan der fra hver af de tre formueområder gives en gave

på 8.000 kr. til hvert barn, uden at der svares afgift.

Afgiftsfri er: 1) Underhold i yderens hjem eller på hospital,

plejehjem eller lignende uden hensyn til gavens størrelse, 2)

gaver, der ydes til afkom samt stedbørn og disses afkom til

personlig benyttelse og brug, bestående af møbler samt andet

udstyr, forsåvidt den samlede værdi af, hvad der i eet kalenderår

er ydet, ikke overstiger 5.000 kr. I modsat fald er det

overskydende beløb afgiftspligtigt.

De nævnte regler kommer også til anvendelse på gaver fra barnefaderen

til hans uden for ægteskab fødte barn samt på gaver til

svigerbarn, der lever i sædvanligt formuefællesskab med giverens

barn, såfremt gaven indgår i formuefællesskabet. Såfremt gaven

bliver svigerbarnets særeje, er gaven indkomstskattepligtig.

Gaver til afdødt barns ægtefælle belægges med gaveafgift, medmindre

ægtefællerne var skilt eller separerede ved dødsfaldet.

Gaver fra plejeforældre til plejebørn samt gaver mellem søskende er

indkomstskattepligtige.

Bestemmelsen om, at gaver ydet fra stedbørn til stedforældre er

undergivet gaveafgift, gælder også, når et i et ægteskab indbragt

særbarn efter ægteskabets opløsning har ydet en gave til sin

tidligere stedfader eller -moder, lsr. 1970.116.

Gaveafgiftsreglerne kommer også til anvendelse, selv om gavegiveren

er bosat i udlandet.

En udenlandsk statsborger med fuld skattepligt til Danmark, der ved

sit fyldte 25. år ville få en trustkapital i New Zealand, oprettet

af bedstefaderen, udbetalt til fri rådighed, var ikke

indkomstskattepligtig af udbetalingen, men alene

gaveafgiftspligtig. Efter danske retsregler måtte udbetalingen

anses som en båndlagt gave fra truststifteren til barnebarnet.

Ændring af værdiansættelsen i gaveanmeldelsen .

Parterne er bundet af den værdiansættelse, de har anført i en

gaveanmeldelse. Amtsskatteinspektoratet kan som efterprøvende

myndighed ændre værdiansættelsen, hvis den af parterne anførte

værdi ikke svarer til det overdragnes værdi i handel og vandel på

gavetidspunktet. Amtsskatteinspektoratets ændring skal ske inden 3

måneder efter anmeldelsens modtagelse, og parterne skal have

lejlighed til at ytre sig skriftligt eller mundtligt inden

ændringen, såfremt dette ikke medfører overskridelse af en

lovbestemt frist eller lignende, jfr. skd.cirkulæreskrivelse af

4.marts 1983.

I skd.cirk af 2. sept. 1983 henledes opmærksomheden på ØLD af 7.sept.

1982, som fastslår, at "der ikke er grundlag for at antage, at

skattemyndighedernes efterprøvelse af værdiansættelserne i en

gaveanmeldelse alene eller i det væsentlige skal sikre, at

ansættelsen ikke er for lav. Såfremt ansættelsen anses for at være

for høj, skal der også foretages en ændring."

4.3. Gaver, der hverken er indkomstskattepligtige eller afgiftspligtige .

4.3.1. Lejlighedsgaver .

I praksis sker der ikke nogen beskatning af lejlighedsgaver af

traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og

sølvbryllupsgaver o.lign., såfremt der er tale om gaver af mindre

omfang, se lsr. 1954.101 (gavepakke) 1958.104 (ikke beskatning af

værdien af et fjernsynsapparat skænket af en kreds af slægtninge

som jule- og fødselsdagsgave for flere år) 1965.16 (gave i form af

et fjernsynsapparat fra en forening, som gavemodtageren havde

stiftet og været formand for, ikke anset skattepligtig).

En studerende modtog efter studentereksamen et legat på 700 kr., der

ifølge legatfundatsen skulle tildeles en dansksindet elev fra en

bestemt sønderjysk skole. Legatet var tildelt uden ansøgning, og

landsskatteretten fandt, at tildelingen kunne sidestilles med en

lejlighedsgave, der ikke oversteg det efter forholdene naturlige

niveau for en sådan gave, og herefter kunne der bortses fra

beskatning af beløbet, lsr.1984.63.

En skatteyder, der i anledning af sit bryllup modtog en gave på 5.000

kr. fra en moster, blev under hensyn til beløbets størrelse anset

indkomstskattepligtig af gaven, lsr. 1971.25.

En skatteyder, der havde haft feriegæster fra U.S.A., og som modtog

en kontant gave fra disse, blev ikke beskattet heraf på grund af

den nære forbindelse mellem gaven og de af ham afholdte udgifter,

lsr. 1969.28.

Gaver af større værdi imellem forretningsforbindelser er ikke

fritaget for beskatning.

Lejlighedsgaver, herunder jule- og nytårsgaver, fra arbejdsgiveren,

omtales i afsnit 1.9.5.

4.3.2. Indsamlede gaver .

Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefri ifølge LL §

7a. Det er herved forudsat, at gaven er oppebåret en gang for alle

og alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens

fortjenester.

Som »indsamlet« betragtes et gavebeløb ikke alene, hvor indsamlingen

henvender sig til offentligheden, men også hvor den finder sted

blandt personalet i en institution eller virksomhed. Den

omstændighed, at to, tre eller flere personer slår sig sammen om

en gave, er dog ikke tilstrækkelig til, at gaven kan betragtes som

tilvejebragt ved indsamling af bidrag. Hertil må kræves, at

indsamlingen har været organiseret over en vis større kreds, jfr.

skattedepartementets cirkulære af 5. jan. 1943, og at der har

været tale om en egentlig indsamling, jfr. lsr.1963.104, 1065.15,

1969.27 og 1981.57.

På generalforsamlingen i en konsulenttjeneste blev det vedtaget at

yde den fratrædende leder af konsulenttjenesten en afskedsgave som

påskønnelse af hans mangeårige ledende arbejde i tjenesten. Gavens

størrelse ved vedtaget til ca. 1 kr. pr. medlem, og midlerne blev

tilvejebragt dels på generalforsamlingen, hvor 850 af foreningens

ca. 12.000 medlemmer deltog, dels fra det normale kontingent. Lsr.

fandt, at der ikke var tale om en indsamling i den forstand, hvori

udtrykket anvendes i LL § 7a, jfr. lsr.85.46.

Gavebeløb, der er udredet af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som

»indsamlet«. Sådanne gavebeløb vil på den anden side ofte falde

ind under bestemmelserne i lov om særlig indkomstskat om

fratrædelsesgodtgørelse eller jubilæumsgratiale.

4.3.3. Gaver med forbeholdt udbytteret .

Efter lov om afgift af arv og gave § 5b skal en gave, der gives i

levende live, hverken indkomstbeskattes eller

gaveafgiftberigtiges, såfremt giveren har forbeholdt sig

indtægterne eller brugen og nytten for sin livstid eller for et

tidsrum, som endnu ikke er udløbet ved hans død. Ved giverens død

svares der i så fald arveafgift.

Ophører indtægts- eller brugsnydelsen inden giverens død, svares der

i henhold til § 44, sidste stk., gaveafgift af hele kapitalen

efter værdiforholdene ved ophøret af den forbeholdte nydelse,

forudsat at gaven i øvrigt omfattes af gaveafgiftsreglerne, og

hvis dette ikke er tilfældet, må beløbet indkomstbeskattes hos

modtageren. Til belysning af spørgsmålet se lsr. 1958.103.

Overdrages en fast ejendom, således at giveren forbeholder sig nytten

og brugen af ejendommen for sin livstid, skal der på

overdragelsestidspunktet svares afgift/indkomstskat af gavens

værdi, såfremt giveren alene forbeholder sig brugen af en del af

ejendommen. Ved fastsættelse af gavens værdi må der tages hensyn

til værdien af den kapitaliserede boligret.

Har giveren forbeholdt sig brugen af hele ejendommen, og skal

gavemodtageren fremtidigt betale ejendommens udgifter, skal der

betales afgift/indkomstskat allerede ved gavens modtagelse, og der

skal ved fastsættelse af gavens værdi tages hensyn til den

kapitaliserede brugsret. Såfremt giveren derimod fortsat afholder

udgifterne vedrørende den bortskænkede ejendom, udskydes

afgiftsberegningen til giverens død, således at der alene bliver

tale om arveafgiftsberegning, se lsr. 1974.118, uanset

slægtskabsforholdet mellem giver og gavemodtager. Ophører

brugsretten imidlertid inden giverens død, skal der på

ophørstidspunktet svares gaveafgift/indkomstskat af gavens værdi

på ophørstidspunktet.

Har en person bortskænket en kapital, men forbeholdt sig

rentenydelsesretten, finder bestemmelsen i § 5b anvendelse,

således at der hverken svares afgift eller indkomstskat på

gavetidspunktet. Dette gælder selvom gavemodtageren får fri

rådighed over kapitalen. Er det forbeholdte udbytte større eller

mindre end det hidtil oppebårne udbytte, beregnes der

gaveafgift/indkomstskat af kapitalen med fradrag af kapitalværdien

af rentenydelsen, lsr. 1971.26.

4.4. Hædersgaver .

4.4.1. Fonds, legater m.v. - særlig indkomst .

Som særlig indkomst beskattes gave- og legatbeløb, der er ydet en

gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds

o.lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet

udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens

fortjenester, jfr. LOSI § 2, nr. 16.

Om den nærmere forståelse af udtrykket »offentlige midler, legater og

kulturelle fonds o.lign.« henvises til lsr. 1969.109, hvorefter

landsforeningen til bekæmpelse af kredsløbssygdomme's hædersgave

til en læge, blev anset omfattet af § 2, nr.16, idet der blev lagt

vægt på, at foreningen, der er landsomfattende med et stort antal

medlemmer, har et klart almennyttigt formål (selvom beløbet altså

her ikke var ydet fra en egentlig fond eller lign.). Ligeledes er

en hæderspris fra foreningen til hjertesygdommenes bekæmpelse samt

Carnegiefondets belønninger anset omfattet af § 2, nr.16.

Omvendt vil »hædersgaver«, der udredes af foreninger uden

almennyttigt formål, og som hidrører fra foreningens almindelige

midler, ikke være omfattet af § 2, nr.16. Således kunne

Hygiejneprisen, der var ydet af en brancheforening, ikke antages

at have en sådan karakter af anerkendelse, at den kunne beskattes

som særlig indkomst, lsr. 1976.118.

En legatportion på 12.000 kr., som en boelsmand havde modtaget fra en

kreditforenings jubilæumsfond som anerkendelse af hans langvarige

virke inden for dansk landbrugs faglige organisationer, ansås for

omfattet af § 2 nr. 16, idet der ikke fandtes holdepunkter for den

ved den påklagede ansættelse anlagte forståelse af bestemmelsen,

hvorefter »legater, kulturelle fonds o.lign.« skulle hidrøre fra

»offentlige midler«, lsr. 1980.55.

En museumsbetjent havde i sin fritid været beskæftiget som ulønnet

idrætsleder, og i denne egenskab havde han af en lokal fond,

oprettet af brugsforeningen i hans bopælskommune, fået udbetalt et

beløb på 3.000 kr. Dette beløb ansås også for omfattet af § 2,

nr.16, lsr. 1980.180.

Et legatbeløb på 25.000 kr. fra Veluxfonden til en numismatiker ansås

ligeledes omfattet af §2, nr.16, lsr.1982.63.

Fra Fællesbankens Fond belv en hædersgave på 20.000 kr. tildelt en

person, der havde virket i sparekasseverdenen i mere end 30 år.

Landsskatteretten fandt, at LOSI § 2, stk. 16 ikke indeholder en

betingelse om, at den udbetalende fond skal have et almennyttigt

formål, og beløbet blev herefter beskattet som særlig indkomst,

lsr.1984.62.

En arkitekt og lærer på kunstakademiet, modtog uansøgt et legat på

10.000 kr. fra Johs. Krøier's Fond. Tildelingen af legatet var af

fondens bestyrelse begrundet i klagerens almindelige faglige

fortjenester og tænkt som en hæderstilkendegivelse.

Denne begrundelse var ikke i overensstemmelse med fondens fundats,

der bl.a. forudsatte legatportioner anvendt til uddannelse af unge

mænd med henblik på selvstændig erhvervsudøvelse, ikke mindst som

selvstændige kunsthåndværkere. Landsskatteretten fandt imidlertid,

at det omhandlede beløb opfyldte de i § 2, nr. 16, indeholdte

betingelser for beskatning som særlig indkomst, lsr.1985.153.

Rådet for større færdselssikkerhed uddeler indtil 10 gaver årligt,

hver af en værdi ikke over 500 kr. til personer, der har gjort et

særligt påskønnelsesværdigt arbejde for færdselssikkerheden.

Sådanne gaver anses som hædersgaver, forudsat at gaven er ydet en

gang for alle, samt at gaven ikke har karakter af arbejdsvederlag.

En skuespiller havde modtaget to legater i 1978. Udformningen af de

to legaters fundatser udelukkede ikke, at legaterne blev tildelt

samme person flere gange, men alligevel anså landsskatteretten

legaterne for omfattet af LOSI § 2, nr.16, bl.a. under hensyn til

at det var oplyst, at klageren ikke tidligere havde modtaget de

omhandlede legater, og at det i øvrigt ville være i strid med

formålet og ideen bag legaternes fundatser, om samme kunstner fik

tildelt legatet flere år i træk, lsr.1981.166.

Angående udtrykket »udelukkende anerkendelse af modtagerens

fortjenester« kan anføres, at enker, der modtager hædersgaver på

grund af afdødes indsats som hovedregel ikke er anset omfattet af

bestemmelsen, hvorfor sådanne beløb må beskattes med almindelig

indkomstskat.

Hvis LOSI § 2, nr. 16 skal anvendes må gave- eller legatbeløbet ikke

være ydet på grund af et specielt værk. En forfatter, der modtager

en ydelse på grund af en speciel bog, kommer normalt ikke ind

under reglerne om særlig indkomst. Hertil må kræves, at gave-

eller legatbeløbet skal være ydet ham som en anerkendelse af hans

forfatterskab som sådan.

4.4.2. Almindelig indkomstskat .

Som almindelig indkomst beskattes

a. Beløb, der ydes over en årrække, lsr. 1959.24 og 25.

b. Beløb, der er en belønning for arbejds- eller bistandpræstationer,

lsr. 1980.56, 1981.56 og 1984.64. og 146.

c. Beløb, der er klausuleret, f.eks. beløb, der ydes til fortsat

videnskabeligt arbejde eller beløb, der ydes til køb af bøger

(boglegater).

d. Præmier udbetalt på grundlag af konkurrence, lsr.1978.86 og 1981.55.

e. Idebelønninger til lønmodtagere for rationaliseringsforslag

o.lign., lsr. 1970.115, og beskatning af penge og

genstandspræmier, der ydes til statens ansatte for

rationaliseringsforslag, skd.17.110.

Af særlige afgørelser skal nævnes

VLD af 18. februar 1980 (Skd.54.227) vedrørende en forfatter som i

1973 modtog en legatportion på 2.000 kr. og i 1974 en legatportion

på 5.000 kr. fra samme legat. Forfatteren havde i en årrække

arbejdet på et særligt kartotek over bøger, og det var for denne

indsats hun modtog legatbeløbene, der blev tildelt uden ansøgning

og uden betingelser. Hun modtog kun legaterne de to år.

Landsskatteretten fandt, at det legatbeløb, hun modtog i 1973, var

omfattet af § 2, nr.16, i LOSI, medens det legat, som hun modtog i

1974, på baggrund af tildelingen i 1973, ikke kunne anses for ydet

en gang for alle, hvorfor det faldt uden for nævnte bestemmelse.

I VLD bemærkes det, at den hende i 1974 tildelte legatprotion er ydet

hende for samme indsats som den, for hvilken kun i 1973 havde

modtaget en legatportion. I hvert fald under disse omstændigheder

findes det i 1974 tildelte beløb ikke at kunne anses for ydet

hende en gang for alle, og det var således ikke omfattet af

bestemmelsen i § 2, nr.16.

Beløb, der udbetales sammen med universitetsguldmedaljer, anses som

skattepligtig almindelig indkomst, jfr. lsr.1959.23, idet dog

modtagerens omkostninger i forbindelse med guldmedaljeafhandlingen

blev tilladt fratrukket ved indkomstopgørelsen.

En skatteyder, der var ansat ved Handelshøjskolen i København, modtog

Tietgen-prisbelønningen på 10.000 kr. samt en guldmedalje for en

afhandling, der blev anvendt til opnåelse af licentiatgrad. Da

prisbelønningen måtte anses for at være tildelt ham for den

arbejdsmæssige indsats ved udarbejdelsen af afhandligen, blev

beløbet beskattet som almindelig indkomst, lsr.1984.146.

En købmand modtog et legat, der var tildelt som en anerkendelse af

skatteyderens særlige indsats som bestyrelsesmedlem (sekretær) i

købmandsforeningen og ikke som en anerkendelse af skatteyderens

fortjenester i almindelighed. Beløbet ansås ikke for omfattet af §

2, nr.16, men ansås almindeligt skattepligtigt, lsr. 1981.56.

Et beløb på 10.000 kr. modtaget for besvarelsen af en prisopgave

kunne ikke anses omfattet af § 2, nr. 16, men ansås for

almindeligt indkomstskattepligtigt, lsr. 1981.55.

En legatportion på 5.000 kr. fra Knud Højgaards Fond uddelt efter

ansøgning til teknikerstuderende efter studiets første del, blev

anset for almindelig indkomst. Tildelingen kunne ikke betragtes

som udelukkende at have karakter af en anerkendelse af modtagerens

fortjenester, jfr. lsr.1984.64.

Se også ØLD af 19.august 1976 vedrørende F.L. Smidth og Co A/S's

Mindelegat af 1964, hvor ydelserne blev anset som almindelig

indkomst, da der var en nær sammenhæng mellem arbejdsgiver og

legatbestyrelse, og tildeling kun kunne ske til de i virksomheden

ansatte i forbindelse med deres virke der, jfr. tilsvarende

lsr. 1980.56.

Udbetalinger fra statens kunstfond anses ligeledes for almindelig

indkomstskattepligtige, hvadenten der er tale om de almindelige

3-års stipendier eller om engangsbeløb, der er ydet som støtte til

forfattere og kunstnere som anerkendelse for værker, hvor det

økonomiske udbytte ikke står i rimeligt forhold til den

kunstneriske indsats, lsr. 1967.108, hvor et sådant beløb primært

blev anset som en slags erstatning for manglende indtægter grundet

svigtende salg. Se også lsr. 1970.114 og lsr. 1975.21.

Det samme er tilfældet med de understøttelser til kunstnere og

forfattere, der ydes over finansloven, lsr. 1954.118. Yder

kunstfonden studierejselegater eller udgivelsesstøtte, behandles

disse udbetalinger efter samme regler som legater ydet til

studierejser og videnskabelige arbejder, se E 3.5.2.

Også forfatterprisen for børne- og ungdomsbøger, anses for almindelig

skattepligtig indkomst, lsr. 1970.114, og det samme gælder

hædersgaver fra Hærens linieofficerskorps Jubilæumsfond.

Derimod er kvalitetsbidrag fra filmfonden i henhold til film- og

biograflovens § 18, stk. 2, anset omfattet af reglerne i LOSI § 2,

nr.16.

4.4.3. Skattefri hædersgaver .

Hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens

Grundstadgar samt Nordisk Råds Litteratur- og Musikpris er

fritaget for såvel almindelig som særlig indkomstskat, LL § 7v.

4.5. Dusører .

Dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger er skattepligtig

almindelig indkomst, men SD kan i henhold til LOSI § 17, stk.2

bestemme, at sådanne beløb beskattes som særlig indkomst, såfremt

de ydes for fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for

modtagerens erhverv at udføre. Der tænkes på dusører og

belønninger for indsats for at redde menneskeliv eller for

medvirken til opklaring af forbrydelser.

En dusør udbetalt af en bank for et forsøg på at afværge et

bankrøveri, blev beskattet efter § 17, stk. 2.

Dusører, der udbetales af politiet til personer uden for politiet for

resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af

forbrydelser, kan ifølge skattedepartementets cirk. af 30.april

1982 anses for særlig indkomst uden ansøgning. Det vil for

fremtiden være tilstrækkeligt, at modtageren på selvangivelsen

opfører beløbet i rubrikken for særlig indkomst (skd.61.131).

En skatteyder, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af

geværer og rifler og havde autorisation som våbenhandler, blev

bekendt med, at et gevær, han havde købt af en privat person, var

stjålet, og som led i afleveringen modtog han en dusør, som dog

ikke kunne beskattes som særlig indkomst efter § 17, stk. 2, da

afleveringen af det stjålne gevær må anses at være en handling,

som henhører under erhvervet som våbenhandler.

Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger anses omfattet

af reglen i § 2, nr.16, jfr. skd.cirk. af 23.februar 1968, også

når der er tale om redningsaktioner m.v. udført af professionelle.

4.6. Gevinster .

Efter bestemmelsen i SL § 4f skal indtægter af lotterispil samt andet

spil og væddemål medregnes ved indkomstopgørelsen.

4.6.1. Ikke skattepligtige .

Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet

svares en afgift til staten. Det drejer sig om følgende

1) Klasselotterigevinster, præmieobligationsgevinster og gevinster

ved tipning og V6-spillet er i henhold til særlige lovbestemmelser

ikke indkomstskattepligtige (hvorimod der ved gevinstudbetalingen

fradrages en 15 pct.'s afgift af den del af gevinstbeløbet, der

overstiger 200 kr.).

2) Endvidere svares der af lotterigevinster i henhold til

lotteriafgiftsloven en særlig afgift (ved kontante gevinster: 15

pct. af den del af beløbet, der overstiger 200 kr., ved andre

gevinster: 17,5 pct. af den del af værdien, der overstiger 200

kr.).

De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er

Gevinster i landbrugs- og varelotteriet.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland)

afholdte, offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved

tombola. En gevinst vundet ved udtrækning mellem slutsedler

udstedt ved køb af automobiler hos autofirma var ikke

indkomstskattepligtig, men afgift måtte betales af firmaet i

henhold til lotteriafgiftsloven. Se tilsvarende om en

ejendomshandlers lodtrækning blandt klienter, skd.26.201.

Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland)

afholdte præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til

offentligheden (herunder de af dag- og ugeblade arrangerede

konkurrencer).

Om præmier o.lign. til idrætsfolk, se D 3.25.

4.6.2. Skattepligtige gevinster .

Da lotteriafgiftsloven kun omfatter offentlige bortlodninger, d.v.s.

bortlodninger, hvortil der kræves tilladelse fra det offentlige,

samt præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til

offentligheden, er alle andre gevinster end de foran under E

4.6.1. omtalte fuldt ud skattepligtige. Det gælder således

følgende

Gevinster hidrørende fra ikke-offentlige bortlodninger, som f.eks.

lodtrækninger mellem medlemmerne af en forening eller blandt

funktionærerne i et firma (f.eks. ferie- eller julelotteri),

lsr. 1955.38.

Medlemmer af kunstforeningen »Den Frie Forårsudstilling«, der hvert

år deltager i en lodtrækning, om retten til at udtage et kunstværk

af en nærmere angiven værdi, anses indkomstskattepligtig af det

vundne kunstværks (skønsmæssigt ansatte) værdi.

Gevinster fra præmie- eller gættekonkurrencer, der ikke henvender sig

til offentligheden. En præmie i en konkurrence, der var arrangeret

af en tobaksfabrik for landets tobakshandlere, er således anset

fuldt ud indkomstskattepligtig.

Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer,

der er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet (f.eks.

det irske sweep-stake og det tyske lotto) samt D.O.B.S. (Danish

Overseas Betting Services).

Præmier, der er opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær,

kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt

prisbelønninger for besvarelse af opgaver af denne art. Disse er

udtrykkelig undtaget fra lotteriafgift, jfr. lovens § 1, stk.2. Se

lsr.1981.55 om præmie for besvarelse af en prisopgave.

Gevinster hidrørende fra kortspil (jfr. lsr.1957.21 om præmiewhist),

totalisatorspil og væddemål. Om totalisatorspil har

landsskatteretten fastslået, at der i gevinsterne kan fradrages

ikke blot de (dokumenterede) indskud, der har givet gevinster, men

også de øvrige indskud, som kan dokumenteres at være foretaget i

årets løb, lsr. 1973.116. Der må i disse tilfælde stilles strenge

krav til dokumentationen, der i det mindste bør være underbygget

af et regelmæssigt ført regnskab over gevinster og indskud. Et

eventuelt underskud er ikke fradragsberettiget.

Hvis gevinsten ikke består i et kontant beløb, men i naturalier, skal

dens handelsværdi (ved salg til forbruger) lægges til grund ved

beregningen af det skattepligtige beløb. I reglen kan man gå ud

fra den i lotteriprogrammet opgivne værdi, så længe det ikke er

påvist, at denne afviger fra handelsværdien. Hvis gevinsten

imidlertid sælges i nær tidsmæssig tilknytning til lodtrækningen,

anvender man salgssummen, og det hvad enten denne er lavere eller

højere end katalogprisen, jfr. l.o.s.r. 1934.40 og lsr.1952.138.

Vindere af biler skal medregne bilen ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og formue til værdien i handel og vandel,

hvilket normalt vil sige forhandlerprisen. I denne pris kan dog

gives et passende nedslag, idet en sådan vogn ofte har kørt

adskillige km i reklamemæssigt øjemed inden overdragelsen til

vinderen.

5. Formueafkast

Efter SL § 4e medtages ved indkomstopgørelsen indtægter i form af

rente eller udbytte af obligationer, aktier og andre inden- og

udenlandske pengeeffekter, således også af udestående fordringer

og af kapitaler, udlånt her i landet eller i udlandet, med eller

uden pant, mod eller uden forskrivning. Om udbytte af aktier m.v.,

se K 2.

Om renteudgifter, se F 3.

5.1. Renteindtægter .

5.1.1. Beskatningstidspunktet .

Renter kan og skal som hovedregel først medregnes ved indkomst- og

formueopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr.

1960.69 og 1963.66. Se nedenfor om eventuel periodisering af

renter.

Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved

låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved

indkomstopgørelsen for de indkomstår, som perioden omfatter,

medregnes den renteindtægt, der vedrører indkomståret.

Bagudforfaldne renter af indlånscertifikater i pengeinstitutter skal

periodiseres, når bagudbetalingen vedrører en periode på over 12

måneder, skd.73.217.

Om beskatning af renteindtægter (periodisering) i forbindelse med

skattepligsophør henvises til A 1.6.

Bank- og sparekassekonti .

Renter af bank- og sparekassekonti skal ifølge hovedreglen medregnes

til indtægten i det indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er

forfaldne til betaling, og dette gælder, hvad enten de hæves eller

ikke, lsr. 1964.43. Det afgørende er bankens eller sparekassens

tilskrivningstermin, medens selve tilskrivningen i bank- eller

sparekassebogen er uden betydning.

Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april,

skal der ved indkomstopgørelsen for 1985 medregnes renter fra

1.april 1984 til 31.marts 1985.

Såfremt en sådan konto er ophævet i 1984 efter den 1.april, skal de

renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april

til opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1985.

Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.december, bliver

det renterne fra 1.januar til 31.december 1985, der skal medregnes

til indkomsten for 1985.

Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne

fra 31.jan. 1984 til 31.jan. 1985, der nu skal medtages på

selvangivelsen.

Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1985, skal også

renterne fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.

For obligationer er renteterminerne sædvanligvis den 2.jan. og den 1.juli, d.v.s. at der for 1985 skal medregnes de pr. 2.januar og 1. juli 1985 forfaldne renter.

Har man solgt obligationer mellem 2. januar og 1.juli, skal medregnes

renterne pr. 2.januar tillige med renterne indtil

salgstidspunktet.

Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.januar som

de pr. 1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.

Er der omvendt købt obligationer mellem 2.januar og 1.juli, skal kun

de pr. 1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes,

hvad man ved købet har betalt i refusion for renterne fra 2.januar

til købsdatoen.

Er obligationerne først købt efter 1.juli 1985, bliver der ingen

rente at indtægtsføre i 1985, og den til sælgeren erlagte rente

fra 1.juli skal i så fald modregnes i den pr. 2.januar 1986

forfaldne rente d.v.s. i 1986-indkomsten.

5.1.2. Periodisering .

Ligningsrådet har vedtaget, at periodisering af renteindtægter og

-udgifter for fremtiden kan foretages efter følgende

retningslinier

Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af

den skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter,

således at beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil

statustidspunktet medregnes ved såvel indkomst- som

formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.

Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og

renteudgifter periodiseres, samt at der til det regnskab, der

vedlægges selvangivelsen, gives en specifikation af, hvorledes de

renter, der er forfaldne i indkomståret, er reguleret med

skyldige, henholdsvis tilgodehavende renter ved årets begyndelse

og slutning.

Det en gang valgte princip kan kun ændres efter tilladelse fra de

stedlige ligningsmyndigheder, SD-cirk.1981.23.

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret

medregne dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede

renteudgifter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.

Ligeledes skal den skattepligtige det pågældende år indtægtsføre

årets forfaldne renteindtægter tillige med beregnede

renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.

LL § 5, stk. 4 og 5 .

Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og

-udgifter gjort obligatorisk for selskaber, der er omfattet af lov

om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v., banker,

sparekasser, selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter

og investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i

selskabsskattelovens § 1, nr. 5a (akkumulerende

investeringsforeninger).

Ifølge LL § 5, stk. 4, er der mulighed for, at også skattepligtige,

der ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, kan opnå

ligningsrådets tilladelse til at fordele renteindtægter og

-udgifter over den periode, renten vedrører. Ligningsrådet kan

tillade periodisering for både visse nærmere angivne grupper af

skattepligtige og for enkelte skattepligtige.

5.1.3. Debitors insolvens .

Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan kreditor

undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det tidspunkt,

hvor insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være

konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis

renterne efter en konkret vurdering må anses for at være

uerholdelige. Om debitors fradrag, se F 3.

Evt. nedskrivning til 0 - LL § 5A .

Ifølge LL § 5A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte

renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan

anses for uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende

rentetilgodehavende ikke er betalt inden for fristen for rettidig

indgivelse af selvangivelsen for det pågældende indkomstår, og at

den manglende betaling er udtryk for skyldnerens misligholdelse.

Har skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse af

selvangivelsen - enten automatisk eller efter ansøgning -

forlænges fristen for modtagelsen af betalingen tilsvarende.

Når et rentebeløb, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes de i

det indkomstår, hvori betalingen sker.

Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende

betaling skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav

modvirker skjulte aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer

en ret for kreditor til at opsige fordringen til fuld indfrielse.

Hvis den manglende rettidige betaling skyldes en aftale -

eventuelt stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der sondres

mellem, om aftalen er indgået før eller efter det oprindeligt

fastsatte forfaldstidspunkt.

Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet, aftalt, at renten

først skal forfalde året efter, udskydes både betalings- og

fradragstidspunktet til det efterfølgende år.

Er der derimod givet henstand efter forfaldstidspunktet vil der ikke

være tale om misligholdelse, og kreditor kan således ikke

nedskrive den ubetalte rente i medfør af § 5A. Debitor kan i denne

situation fradrage den ubetalte rente i det år, renten forfaldt

efter den oprindelige aftale.

Personer, der periodiserer deres renteindtægter (jfr. E 5.1.2.) kan

ikke benytte sig af den nævnte nedskrivningsadgang, men skal

indtægtsføre renterne, selv om disse ikke er betalt. Først på det

tidspunkt, hvor renterne efter en konkret vurdering må anses for

at være helt eller delvis uerholdelige, kan de uerholdelige renter

fradrages.

Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt, skal

det - som foran nævnt - medregnes i det indkomstår, hvori beløbet

bliver betalt. Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører

på et tidligere tidspunkt, skal de tilgodehavende renter medregnes

ved indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori skattepligten

ophører. Tilgodehavendet skal medregnes efter dets værdi. Dette

betyder, at tilgodehavendet kan medregnes med et lavere beløb end

dets pålydende, eventuelt til 0, hvis det må antages, at

skyldneren vil være helt eller delvis ude af stand til at betale.

LL § 5A har virkning for indkomståret 1984 og flg. indkomstår.

5.1.4. Rentebeskatning under særlige forhold .

Selv om der ikke er ydet særskilt vederlag for vedhængende renter,

skal der dog normalt alligevel ske beskatning af vedhængende

renter hos sælgeren af et pantebrev m.v., idet det må antages, at

der ved fastsættelsen af salgssummen er inkluderet et sådant

vederlag, jfr. Skat 1985.2.46 og Skat 1985.11.316.

I et tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle

gældsbreve til sine børnebørn, kunne der således ikke med

skattemæssig virkning bortses fra den beregning af vedhængende

renter, der normalt finder sted ved omsætning af rentebærende

fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7, hvor man fandt det

betænkeligt at anse salgssummen for at indeholde godtgørelse for

renter, idet pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj grad

nødlidende.

Derimod ansås det for godtgjort, at en pantekreditor havde fået fuld

dækning for de pr. auktionsdagen skyldige renter gennem den

salgssum, han havde opnået ved videresalg af ejendommen en måned

efter, at han havde overtaget den på tvangsauktion som

ufyldestgjort panthaver, lsr.1980.96 samt Skat 1985.1.14.

Såfremt pantekreditor ikke opnår dækning for de skyldige renter ved

et efterfølgende salg af ejendommen, er han ikke

indkomstskattepligtig heraf. Landsskatteretten fandt, at

anskaffelsessummen i et sådant tilfælde skulle opgøres som summen

af restgælden på de foranstående prioriteter, de forfaldne ydelser

og ejendomsskatter m.v. for tiden før overtagelsen, omkostninger

ved tvangsauktionen samt restgælden på pantekreditors fordring

omregnet efter kursen ved erhvervelsen af fordringen, og da der

efter denne opgørelsesmetode fremkom et tab ved salget af

ejendommen, var der efter rettens opfattelse ikke grundlag for at

beskatte pantekreditor af noget rentebeløb, jfr. Skat 1985.4.101.

En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning

for indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i december

1972 120.000 kr. til et barnebarn, som blev født i februar 1973.

Da retten til gaveydelsen måtte anses for suspensivt betinget af

barnets fødsel, og da denne betingelse ikke var opfyldt ved

udgangen af 1972, kunne gaven ikke tillægges skattemæssig virkning

for 1972 og afkastet af gavebeløbet skulle derfor medregnes i

giverens indkomst for 1972, lsr.1978.57.

Rentebeløb, der forældes, skal indtægtsføres i forældelsesåret i det

omfang, de tidligere er fratrukket som skyldige renteudgifter, se

lsr.1983.57, hvor en skatteyder, som for indkomstårene 1973 og

1974 havde fratrukket nogle skyldige rentebeløb, blev anset for

indkomstskattepligtig af rentebeløbene i hhv. 1978 og 1979, hvor

kreditors krav på de skyldige renter var forældede i henhold til

1908-loven.

En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det

offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten

af bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en

effektiv betaling af gælden, skd.65.160.

5.1.5. Indskudsbeviser .

Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti. Der

indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt

beløb på hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan

ikke foretages. Hver fulde måned opskrives bevisets værdi

successivt med forud fastsatte beløb, således at bevisets

indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det tilskrevne

beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet

kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men

bevisets indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan

aflæses af en til indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal

ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst medregne bevisets

værdistigning i årets løb. Denne stigning udregnes efter nævnte

tabel som differencen mellem bevisets værdi ved oprettelsen,

eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste skæringsdag inden

for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets

indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.

Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States

Saving Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for

indfrielsesåret, medmindre ejeren har medregnet merbeløbet

successivt ved indkomstopgørelsen for de år, hvori han har ejet

obligationerne.

Kursgevinster (kurstillæg) på obligationer uden nominel rente

(obligationer uden kupon) skal ligeledes medregnes ved

indkomstopgørelsen, jfr. skd.71.624.

I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et

misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve

restgælden indfriet fuldtud), som et supplement til renteindtægten

og derfor indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de

oprindelige pantebrevsvilkår opretholdes.

5.1.6. Ejerskiftegebyr .

I visse tilfælde erlægges der ved ejerskifte (af fast ejendom) i

stedet for ejerskiftefradrag et ejerskiftegebyr, f.eks. en

procentdel af pantebrevets hovedstol eller restgæld. Et sådant

gebyr er indkomstskattepligtig for pantekreditor, medens

pantedebitor ikke kan fradrage det nævnte gebyr.

Rykningsgebyr .

Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et

pantebrev anses for en godtgørelse for en forringelse af

pantebrevets vilkår og dermed normalt ikke indkomstskattepligtig.

5.1.7. Rentefritagelse og henstand .

Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke som

indtægt medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt,

der kunne være opnået ved udlån til anden side., jfr. bl.a.

skd.60.31, men hvis det rentefri lån modsvares af økonomiske

fordele er långiveren skattepligtig af disse fordele. Dette

foreligger f.eks., hvor et kommunalt varmeforsyningsselskab låner

et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til gengæld får reduceret

deres varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente. Tilsvarende

gælder, hvis medlemmer af en sportsforening låner foreningen et

beløb rentefrit og til gengæld opnår kontingentfritagelse eller

-reduktion.

Nævnes kan også en bindende forhåndsbesked vedrørende et

lånearrangement, hvor en skatteyder påtænkte at optage et banklån

på 500.000 kr., der skulle videreudlånes rentefrit til

skatteydrens svoger i USA til køb af obligationer eller indsætning

i en dansk bank. Formålet med låneoptagelsen var ifølge

skatteyderen, at han skulle have rentefradraget af lånet og

svogeren renteindtægten, der beskattes lavere i USA. Sikkerhed for

lånet ville blive stillet af skatteyderen. Ligningsrådet fandt, at

en til renten svarende fordel (modydelse) skulle beskattes hos

skatteyderen, idet det på det foreliggende grundlag antoges, at

der skulle præsteres modydelse.

Om forældres udlån til børn, se F 1.4.3.

Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller for

en kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af

rentebeløbet, medmindre rentekravet godtgøres at være

uerholdeligt, lsr. 1972.69.

Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige

fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.

Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en

udskydelse af beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er

indrømmet før forfaldstid, idet forfaldstiden i så fald anses

udskudt, jfr. lsr. 1977.180 og 1980.199.

Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter

forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.

Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet .

Landsskatteretten har ved flere kendelser fastslået, at

hovedaktionærer, der yder rentefri lån til de af dem beherskede

selskaber, ikke kan anses skattepligtig af et anslået rentebeløb.

I ligningsrådets anvisning om hovedaktionærers fikserede vederlag

m.v anføres det dog, at der i ganske særlige tilfælde kan rejses

spørgsmål om beskatning. Spørgsmål herom skal forelægges

statsskattedirektoratet. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. nr.437

af 5.nov. 1975.

En skatteyder erhvervede majoriteten af anparterne i et tomt

anpartsselskab med en række skattemæssige underskud fra tidligere

år. Han ydede derefter selskabet et rentefrit lån, som selskabet

anbragte i værdipapirer. Renteindtægten af værdipapirerne kunne

modregnes i selskabets underskud. Da der ikke lå

forretningsmæssige hensyn bag transaktionerne, men formålet med

købet af selskabet alene havde været udnyttelse af underskuddene,

fandt SD, at renteindtægten skulle beskattes hos

hovedanpartshaveren.

I forbindelse med en lovbefalet udvidelse af aktiekapitalen havde et

selskab fået tilført ny kapital, som det rentefrit udlånte til et

søsterselskab, der var behersket af samme hovedaktionær.

Landsretten lagde til grund, at rentefrihed i låneforhold mellem

erhvervsdrivende er et usædvanligt forretningsvilkår, der i det

foreliggende tilfælde fandtes at kunne tilskrives den

omstændighed, at begge selskaber ejes af samme person som

eneaktionær. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til

at tilsidesætte parternes aftale og i henhold til SL § 4e at

ansætte en rente på 12 pct. p.a., svarende til 4 pct. over

Nationalbankens diskonto, jfr. ØLD af 11.juni 1985 (skd.76.801).

5.1.8. Indkomstskattefri renter .

Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger og konti vedrørende

pristalsreguleret alderdomsopsparing (indekskonti), skal ikke

medregnes i den skattepligtige indkomst, så længe ordningen er

omfattet af PL, jfr. PL § 45.

Renter, der i bindingsperioden tilskrives selvpensionerings- og

børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der

tilskrives efter bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved

indkomstopgørelsen. Indeståendet på en børneopsparingskonto skal

fra bindingsperiodens ophør medregnes i barnets formue ligesom de

påløbne renter fra datoen for bindingsperiodens ophør skal

medregnes ved barnets indkomstopgørelse. Hvor barnet ved

kalenderårets udløb er under 18 år og ikke har indgået ægteskab,

og hvor indeståendet hidrører fra en gave ydet af forældrene,

herunder sted- og plejeforældre, skal beskatningen dog ske hos

giveren, se B 2.2.

De præmier, staten yder på boligsparekontrakter, er ikke

indkomstskattepligtige, hvorimod de af pengeinstituttet tilskrevne

renter skal medtages ved indkomstopgørelsen.

Den rente, der er nævnt i § 12, stk. 2, i loven om den midlertidige

formueafgift, er ikke indkomstskattepligtig.

Gravstedskonti .

Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at være

indkomstskattepligtigt, såfremt

1) arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet

sig rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er

indbyrdes aftale mellem arvingerne om, at ingen skal have fri

rådighed over kontoen,

2) kontoen noteres som en gravstedskonto, og

3) der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun

kan hæves på kontoen til dækning af dokumenterede

vedligeholdelsesomkostninger på gravstedet.

Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret

dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev

anset skattepligtig af deres andel i renter og indestående.

Såfremt arvingerne efter vedligeholdelsesperiodens udløb kan

disponere over et eventuelt overskydende beløb på

gravstedskontoen, må det bero på en konkret vurdering, om

arvingerne skal beskattes af de i vedligeholdelsesperioden

tilskrevne renter på kontoen. Er der f.eks. truffet bindende

aftale med et pengeinstitut om, at det ved

vedligeholdelsesperiodens udløb overskydende beløb skal tilfalde

kirken eller staten, skal det indsatte beløb på kontoen og

afkastet heraf ikke medregnes ved arvingernes indkomst- og

formueansættelse.

5.1.9. Rente af båndlagte kapitaler .

Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af

kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette

gælder også, hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122

og 1942.182.

Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte

kapital ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens

formuesfære, og retten til kapitalen for gavemodtageren er

suspensivt betinget, kan renteindtægterne af den båndlagte kapital

ikke beskattes hverken hos giver eller den, der får ret til

kapitalen, når betingelsen opfyldes.

5.1.10. Renteindtægter fra udlandet .

Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal

medregnes ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige

grunde ikke har kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter

kursen for det pågældende lands valuta og med et nedslag under

hensyn til begrænsningerne i hjemtagelsesmuligheden, se O 1.1.1.

5.1.11. Renteindtægt eller dekort ? .

Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og

1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune

ydes lodsejere, der indbetaler a contobidrag til dækning af

kommunens udgifter ved opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke

kan anses indkomstskattepligtig for modtagerne, idet beløbet anses

som en skattefri dekort.

Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg

af kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab

over for de implicerede grundejere, er der til de af grundejerne

indbetalte a contobeløb godskrevet renter og renters rente, og på

den anden side er der beregnet renter af de af kommunen afholdte

udgifter. I det bidrag, som ved den endelige afregning pålignes de

enkelte grundejere, indgår disse rentebeløb. Disse "rentebeløb"

anses for en nedsættelse henholdsvis en forøgelse af

anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan fradrages i

grundejerens skattepligtige indkomst.

5.1.12. Godtgørelse - Overskydende skat .

Den godtgørelse på 4 pct. (tidligere 5 pct.), der i henhold til KL §

62, stk.3, ydes ved tilbagebetaling af overskydende skat, skal

ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. KL § 23, stk.3.

5.1.13. Rentegodtgørelser .

En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af

skatter og afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.

Det gælder

Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.

Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5, jfr. § 48, stk. 2.

Overskydende skat, KL §§ 23, stk. 3, 62, stk. 4 og 62A, stk. 3.

Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.

Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.

Særlig indkomstskat, KL §§ 23, stk. 3 og 62A, stk. 3.

Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige. Det gælder

godtgørelser i forbindelse med

Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.

Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.

5.2. Rentenydelse .

Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke

selv ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jfr. ØLD af

13.december 1984 (13 afd.nr.88/1984), der statuerede

indkomstbeskatning af en arvings årlige rentenydelse i henhold til

testamente, uanset at boet havde erlagt arveafgift af den

kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten.

5.3. Kursgevinster .

Litteratur: I. A. Strobel: Beskatning af kursgevinst RR 1973, s.535.

A. Blom-Andersen: Indkomstbeskatning af kursavancer som

næringsindtægt. UfR 1976B, s.237. I. A. Strobel: Udsigterne for

skat af kursgevinst på statsgældsbeviser, SO nr.3 1980, s.93. Finn

Thomsen: Om anvendelsesområdet for ligningslovens § 4, UfR 1980 B,

s.233. Thøger Nielsen: Skattepligtige kursgevinster, SO nr.4 1980,

s.137. Jens Drejer: Beskatning af erhvervsvirksomheders likvide

kapital i obligationer, private pantebreve og fordringer, SO nr.4

1980, s.138. Henrik Lerche: Om anvendelsesområdet for

ligningslovens § 4, SO 1980 nr.6, s.225, Hans Kardel: Om

ligningslovens § 4, UfR 1982 B, s.322.

Det følger af SL § 5's hovedregel, at fortjenester, der opnås ved

salg af formuegenstande, herunder værdipapirer, ikke skal medtages

ved indkomstopgørelsen. Fortjenester, der opnås ved udtrækning af

offentlige obligationer eller ved indfrielse af private pantebreve

erhvervet til underkurs, skal heller ikke beskattes, idet hverken

indledningsbestemmelsen i SL § 4 eller SL § 4e indeholder

tilstrækkelig hjemmel for en sådan beskatning, når der er tale om

værdipapirer anskaffet i anlægsøjemed, se UfR 1950.266 (Svend E.

A. Jensen), UfR 1950.284 (forsikringsselskabet »Danmark«), UfR

1950.544 (Marie Louise Jacobsen) og højesteretsdommer Frosts

kommentar i Tidsskrift for retsvidenskab 1951 s.522. Tilsvarende

kan tab ikke fratrækkes.

Efter SL § 5 skal avancer, der opnås ved salg af formuegenstande dog

medregnes ved indkomstopgørelsen, når salget henhører under den

pågældendes næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed.

Beskatningen gennemføres, hvad enten fortjenesten opnås ved salg,

afdragsvis indfrielse, udtrækning eller tvangsafståelse. Såfremt

der opstår tab, vil tabet kunne fratrækkes.

5.3.0. LL § 4 .

Hjemmel til at beskatte kursgevinster findes endvidere i LL § 4,

hvorefter der skal ske beskatning af kursgevinster på obligationer

og pantebreve, der erhverves af forsikringsselskaber, banker og

andre virksomheder, der som normalt led i deres almindelige

virksomhed anbringer midler i sådanne aktiver.

Denne bestemmelse giver - til forskel fra SL § 5 - mulighed for hos

visse virksomheder at beskatte kursgevinster, der indvindes af en

obligation- eller pantebrevsbeholdning, der ikke er bestemt til

videreslag eller købt i spekulationsøjemed, men hvor anbringelsen

af midler i sådanne papirer er et sædvanligt led i den almindelige

virksomhed, hvortil normalt kræves, at anbringelsen af midler i

obligationer og pantebreve har et vist omfang og indbringer et

nogenlunde fast og tilbagevendende afkast i form af

indfrielsesgevinster.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse på andre virksomheder end

forsikringsselskaber og banker kan nævnes følgende afgørelser

VLD af 18.dec. 1974 (A/S V.S. Investering) (skd.34.320). Et selskab,

hvis dagældende vedtægtsmæssige formål var opkøb af værdipapirer

og administration af disse, og hvis eneste virksomhed bestod i

investering i private pantebreve, blev anset skattepligtig af

kursavancer på pantebreve i medfør af LL § 4.

HD af 9.marts 1982 (skd.61.175): Et selskab (A/S C. W. Obel) havde i

en årrække drevet tobaksfabrikation. I forbindelse med køb i 1961

af en betydelig akitepost i en anden tobaksfabrik forpligtede

selskabet sig til at ophøre med denne fabrikation. Selskabets

formål ændredes senest i 1972 til udover deltagelse i førnævnte

tobaksfabrikationsselskab at omfatte anden handel, finansierings-,

fabrikations- eller ingeniørvirksomhed. I årene efter ophøret af

selskabets egen fremstillingsvirksomhed havde det efterhånden

erhvervet en betydelig beholdning af børsnoterede obligationer.

Højesteret anså obligationskøbene for at være sket som et normalt

led i selskabets almindelige virksomhed, således at indtægten ved

udtrækning af obligationer i medfør af LL § 4 var skattepligtig

indkomst.

I VLD af 2.juli 1985 (Skat 1985.9.240) blev et selskab anset for

omfattet af LL § 4, idet retten lagde til grund, at selskabet - i

overensstemmelse med aktionærkredsens hensigtserklæring af 1977 -

var ophørt med produktions- og salgsaktiviteter i 1978. Retten

henså også til, at beholdningen af obligationer og pantebreve i

årene efter stiftensen af et nyt (produktions)selskab havde

udgjort en betydelig del af selskabets egenkapital, og at udbytte

af beholdningen havde udgjort en betydelig del af selskabets

indtægter. Dommen er appelleret.

Omvendt blev et selskab ikke anset for omfattet af LL § 4 i ØLD af

13.maj 1985 (Skat 1985.6.151), idet retten lagde til grund, at

selskabet var moderselskab for en koncern, som i årene omkring det

omhandlede skatteår drev aktiv erhvervsvirksomhed i betydelig og

stadigt stigende omfang. Selskabets vedtægtsmæssige formål

omfattede ikke fortjeneste ved investering i offentlige

obligationer og pantebreve. Virksomheden havde gennem nogle år

haft indtægter ved kursavancer af sådanne værdipapirer, men dette

havde ikke været en forudsætning for selskabets virksomheder.

Værdien af selskabets beholdning af værdipapirer havde kun udgjort

et mindre beløb i forhold til aktiverne, og indtægterne af

værdipapirerne udgjorde kun et mindre beløb i forhold til

selskabets bruttoavance og et ubetydeligt beløb i forhold til

selskabets omsætning. Dommen er appelleret.

Et selskab, der havde drevet virksomhed ved engroshandel, havde

overdraget virksomheden til et søsterselskab, og dets midler blev

anbragt i obligationer og pantebreve.

Selskabets vedtægtsmæssige formål var handel, men under henvisning

til at selskabets aktiver udelukkende bestod i værdipapirer og

fordringer, og indtægterne hidrørte herfra, anså lsr. selskabet

for omfattet af LL § 4, idet man ikke fandt, at den omstændighed

at vedtægterne ikke var ændret, kunne begrunde skattefrihed, idet

et selskabs formålsbestemmelse ikke kunne være bindende for

myndighederne, når selskabet vitterlig drev anden virksomhed uden

vedtægtsændring, jfr. lsr.1985.145 samt lignende afgørelse i Skat

1985.8.228.

Et selskab blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancer ved

afdrag på pantebreve, hvoraf en del var anskaffet for provenuet i

forbindelse med omprioriteringen af selskabets landbrugsejendom,

idet selskabet efter det oplyste om dets faktiske virksomhed

fandtes at henhøre under de i LL § 4, nævnte virksomheder og

derfor var indkomstskattepligtig af de opnåede kursavancer, uanset

fra hvilke kilder midlerne til indkøb af værdipapirerne hidrørte.

Er anbringelsen af kapital i pantebreve og obligationer derimod ikke

et normalt led i virksomheden, men f.eks. blot en midlertidig

placering af ledig kapital, er reglen i LL § 4 uanvendelig,

lsr. 1981.74. Det samme gælder erhvervelse af obligationer gennem

prioritering af egen ejendom, UfR 1972.611. (Midtbank).

Kursavance og -tab på værdipapirer, der er omfattet af LL § 4, og som

er anskaffet forud for det indkomstår, hvor overgang til

beskatning efter § 4 finder sted, skal beregnes med udgangspunkt i

kursværdien primo overgangsåret, d.v.s. det år, hvor virksomheden

skifter karakter fra aktiv erhvervsvirksomhed til finansierings-

eller investeringsvirksomhed. Dette gælder også, hvis den faktiske

anskaffelseskurs er højere end kursen primo overgangsåret.

Er værdipapiret anskaffet i overgangsåret, skal den skattepligtige

avance beregnes med udgangspunkt i den faktiske anskaffelseskurs.

Dette gælder uanset, om realisationen sker i overgangsåret eller

senere, jfr. lsr.1985.52.

LL § 4, stk. 4 .

Ifølge LL § 4, stk. 4 kan forsikringsselskaber, banker og andre

virksomheder, der er omfattet af LL § 4, ikke fradrage kurstab som

følge af indfrielse af egne udstedte obligationslån,

indkånsbeviser, ansvarlig indskudskapital o.lign., som de efter

den 15.december 1983 har forpligtet sig til at indfri til overkurs

i forhold til emissionskursen.

5.3.1. Private pantebreve .

Udover de i LL § 4 nævnte tilfælde indkomstbeskattes

indfrielsesgevinster på private pantebreve indkøbt eller modtaget

til underkurs samt indekstillægget til hovedstolen på

indeksregulerede pantebreve efter ligningsrådets vedtagelse i

følgende tilfælde

1) Når pantebrevet er modtaget som betaling for erhvervsmæssige

ydelser, f.eks. vareleverancer eller arbejdsydelser som advokat,

arkitekt, ingeniør, bygningshåndværker og ejendomsmægler eller som

led i udstykningsvirksomhed, der har erhvervsmæssig karakter.

2) Når erhververen af indfrielsesgevinsten driver handel med

ejendomme eller værdipapirer eller må anses at have erhvervet

pantebrevet i spekulationshensigt.

Hvor kursavancerne i overensstemmelse med foranstående skal

indkomstbeskattes, skal den del af avancen, der indvindes gennem

afdrag, beskattes i de år, hvori afdragene indgår, jfr. LL § 4.

I lsr.1974.9, udtales det, at anvisningen alene må antages at angive

nogle typiske eksempler på tilfælde, hvor beskatning kan ske,

således at anvisningen ikke udelukker fra beskatning i andre

tilfælde, hvor der findes grundlag herfor, jfr. eksempelvis den

nedenfor nævnte dom i UfR 1975.552H (Hyldahl).

5.3.1.1. Pantebreve erhvervet som led i næringen .

Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der

driver virksomhed med handel med værdipapirer, men også på

håndværkere og andre, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med

ejendomshandel, eller som modtager pantebreve som betaling for

erhvervsmæssige ydelser. Se f.eks. lsr. 1980.185, hvor en

tømrersvend blev anset for indkomstskattepligtig af en kursavance

ved afdrag på pantebreve, som han havde modtaget til kurs 50 som

løn af det byggeselskab, hvor han var ansat.

Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der

disponerer inden for markedet for kortvarige private pantebreve -

den ramme inden for hvilken Højesteret kan ventes at ville trække

grænsen mellem på den ene side den gruppe, der nok virker aktivt,

men dog stadig må betragtes som almindelige kapitalinvestorer, der

kan oppebære kursavancer indkomstskattefrit, og på den anden side

de erhvervsdrivende udøvere af udlånsvirksomhed eller

finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af disse avancer.

I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en

skatteyder, som ikke havde erhverv, men som havde investeret den

væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid

(fra 4-10 år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af

indfrielse). Købene finansieredes til dels ved anvendelse af

kassekredit. I nogle tilfælde var pantebrevene udstedt direkte til

den pågældende. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve.

Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder grundlag for at

fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte

skattepligt af kursavancerne. Dommen er kommenteret af Jørgen

Trolle i UfR 1973B, s.309.

Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67), hvor

en købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden

for manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i

pantebreve. I Højesterets dom anføres: »Indstævntes . . .

dispositioner over sin kapital har kun undtagelsesvis bestået i

køb af tidligere oprettede pantebreve eller lign., men har i

næsten alle tilfældende bestået i udlån, for hvilke der direkte

til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve eller

andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig

indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende

del af lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og

låneforholdenes karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om

forfald af lånenes hovedstol ved ejerskifte - har medført, at

lånenes faktiske løbetid i det overvejende antal tilfælde er

blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene . . .

har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også

været noget større end renteindtægten.

Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at

være formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en del af

udbyttet ved en af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge

og således i medfør af statsskattelovens § 4, stk.1a, at være

skattepligtig indkomst.« Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen

i UfR 1976B, s.237.

»Afsmitning« .

Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab, kan

aktionærernes forhold tages i betragtning: »afsmitning«. Dette

var tilfældet i U 1957.318 H (Morko). Den drejede sig om, hvorvidt

et aktieselskab, der var stiftet af indehaverne af et byggefirma,

var indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde indvundet

ved salg af pantebreve, som det havde købt af firmaet. Firmaet

ville have været skattepligtigt af kursgevinsterne, såfremt det

havde beholdt pantebrevene. Højesteret beskatter selskabet af

kursgevinsterne med den begrundelse, at selskabets »erhvervelse af

pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men findes at have en så

nøje tilknytning til den af firmaet drevne erhvervsvirksomhed, at

kursgevinsten også for selskabet må anses som skattepligtig

kursgevinst.«

Dommen er omtalt af Trolle i UfR. 1966. B 268 og Koch-Nielsen i

UfR. 1971. B 108. Se endvidere UfR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S,

»Espehøj«) og ØLD af 8.nov. 1983 (2. afd. 378/82) som er anket til

HR.

Om der foreligger næring for en aktionær i relation til pantebreve

erhvervet fra selskabet, har bl.a. været behandlet følgende

tilfælde

I HD af 29. april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders

pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans

erhvervsmæssige virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses

for indkomstskattepligtig efter SL § 4, stk. 1a. Skatteyderen

havde erhvervet pantebrevsporteføljen til kursværdi fra

forskellige håndværkerkonsortier og et byggeselskab, han selv var

henholdsvis deltager og aktionær i, og det var ubestridt, at

kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for

konsortialdeltagerne og for byggeselskabet, idet de var erhvervet

som betaling for udført arbejde. Se også lsr.1983.128 og 129.

I HD af 30.oktober 1985 (j.nr.I-202/1983) fandtes en tømmerhandler

ligeledes indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som

han havde købt af et ham behersket ejendomsselskab. Højesteret

fandt, at skatteyderens erhvervelse af pantebrevene, der hidrørte

fra selskabets salg af ejerlejligheder, havde en så nær

tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at kursavancerne

også må anses som indkomstskattepligtige for ham efter SL § 4.

Skatteyderens kursavancer på pantebreve købt i det åbne marked var

derimod ikke indkomstskattepligtige.

I VLD af 4.februar 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse

af pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at

kursgevinsterne i medfør af SL § 5, stk. 1a, ikke skulle henregnes

til den skattepligtige indkomst svarende til, at landmanden ikke

kunne antages at ville have været skattepligtig af kursgevinster

opnået på eventuelle sælgerpantebreve udstedt direkte som led i

berigtigelsen af købesummen eller opnået på andre tilsvarende

pantebreve erhvervet for en kontant købesum. Pantebrevene var

modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et

tilgodehavende ifølge mellemregning med et selskab, hvori han var

hovedaktionær.

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere .

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed

indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om

pantebrevene ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme

eller for salærer, lsr. 1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR

1970.143H. (Walther).

Ved ØLD af 22.marts 1985 (7,afd.nr.83/1983) blev et anpartsselskab

beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi var

blevet anvendt som afdrag på købesummen for en større

ejerlejlighedsejendom. Pantebrevene var udstedt til selskabet i

forbindelse med salg af en væsentlig del af ejerlejlighederne

umiddelbart efter købet af ejendommen.

I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af

nogle kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for

midler, der hidrørte fra en godtgørelse for udtræden af en

pensionskasse, dels fra lånte midler. I lsr. 1970.98 fandt

landsskatteretten, at der bestod den for indkomstbeskatning af

kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens

indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og

pantebrevserhvervelsen.

I lsr. 1977.112 fandt landsskatteretten, at to pantebreve, som

tilhørte en ejendomsmægler, og som begge hidrørte fra tidligere

handler, han havde formidlet, var erhvervet som et led i den af

ham udøvede erhvervsvirksomhed, jfr. handelsministeriets

bekendtgørelse nr.401 af 2.december 1966 om ejendomsmægleres og

ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.

En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden

ejendomsmægler - som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som han købte

gennem bankierfirmaet.

Endvidere kan nævnes ØLD af 5. juli 1979 (Skd.52.53), hvor en

ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde

købt sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i

kommission, ligesom han derudover havde erhvervet pantebreve

gennem hvad der måtte betragtes som erhvervsmæssig långivning samt

ved handel med egne ejendomme. Ejendomsmægleren blev anset for

indkomstskattepligtig af kursavancerne, herunder også af en mindre

pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en af de ovenfor

anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at udskille fra

de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans

erhvervsudøvelse. At kursavancerne først kom til udbetaling, efter

at den pågældende var ophørt med at drive erhverv som

ejendomsmægler, var uden betydning.

Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart

adskilt fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke

beskattes. I en sag, indbragt for ØL, accepterede

skattedepartementet således landsrettens forligsforslag, hvorefter

man frafaldt beskatningen af kursavancerne på de pantebreve, der

ikke havde tilknytning til ejendomshandlervirksomheden og som det

var muligt at udskille fra de pantebreve, der havde tilknytning

til virksomheden.

Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten

af virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som

assistent i en sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra

et næringssynspunkt, se lsr. 1970.98, og på den anden side

indkomstbeskattes avancer på pantebreve, erhvervet efter ophøret

med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.

Advokater .

Advokater kan ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed

anses indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve.

Se dog UfR 1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset

skattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var udstedt ved

salg af ejendomme, idet hans handel med ejendomme havde haft

karakter af erhverv, jfr. også ØLD af 19.juni 1974 (skd.31.54).

En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som

byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i

to grupper, hvoraf den ene omfattede pantebreve, som han havde

modtaget i forbindelse med byggevirksomhed eller ved realisation

af ejerlejligheder, medens den anden gruppe dels omfattede

pantebreve, der var blevet beskattet i fuldt omfang ved

erhvervelsen, dels pantebreve købt på et fri marked. Skatterådet

havde under henvisning til SL § 4 sammenholdt med § 5a anset ham

for skattepligtig af kursavancer indvundet ved afdrag på de

sidstnævnte pantebreve, indkøbt i fri handel, idet man til støtte

herfor havde henvist til, at han ud fra et næringssynspunkt stedse

var blevet indkomstbeskattet af enhver form for avance indvundet i

forbindelse med køb og salg af fast ejendom.

Landsskatteretten var enig med skatterådet under hensyn til

skatteyderens aktivitet som byggeadvokat samt til at en ikke

uvæsentlig del af de omhandlede pantebreve var erhvervet for

provenuet, indvundet ved afståelse af næringspantebreve, men under

hensyntagen til, at klageren pr. 1.jan. 1976 var ophørt med at

drive advokatvirksomhed blev klageren ikke anset for skattepligtig

af kursavancer indvundet på pantebreve erhvervet efter

erhvervsophøret, lsr.1982.168.

Arkitekter .

I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under

henvisning til, at køb af faste ejendomme »havde haft en nøje

forbindelse med hans erhverv som arkitekt«, hvorfor pantebrevene

ansås for »erhvervet i forbindelse« med næringsvirksomhed.

Betaling for leverancer m.v. .

Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og

tjenesteydelser, anses altid for erhvervet som led i den

pågældendes næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold

til det beløb, hvormed pantebrevet er indgået som betaling, må

derfor indkomstbeskattes. Rækkevidden af denne regel belyses af

den i UfR 1971.913 (Skd.19.42) refererede landsretsdom, der

fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og som delvis betaling

for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med rette var

anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på

pantebrevene opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen

af pantebrevene ikke var sket som en på forhånd aftalt betaling

for leverancerne, men først blev besluttet, da tømmerhandelens

tilgodehavende blev nødlidende, fandtes at være uden betydning for

beskatningen.

En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens

varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt,

hvor en del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det

drejede sig om særskilt betaling for overdragelse af varelager,

ansås kursgevinsterne ved afdrag på gældsbrevene for

skattepligtige, lsr.1984.60.

En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en

af ham opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved

avanceopgørelsen var nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på

dette pantebrev blev indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne

på et eventuelt sælgerpantebrev i den solgte ejendom, lsr.

1983.127.

Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som

murermester, kan ikke anses for at være overgået til anlægskapital

i forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.

Erstatningskøb .

Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er

indkomstskattepligtige - sælges og der foretages »erstatningskøb«

af andre pantebreve, vil kursavancer på »erstatningspantebrevene«

kunne være indkomstskattepligtige, jfr. lsr.1982.168.

I lsr.1983.129 blev kursavancerne på "erstatningspantebrevene" ikke

beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke

omfattede handel med værdipapirer.

Konfusion .

Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af

konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat,

der var aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte

parcelhuse, købte et sommerhus af en køber af et af selskabet

opført hus og skulle i forbindelse hermed udstede pantebreve til

selskabet. Ved udlodning af midler til aktionærerne udlagdes disse

pantebreve til advokaten til kursværdi. Advokaten fandtes ikke

herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig avance.

Interessenter m.v. .

Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i

interessentskaber og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres

efter almindelige retningslinier for, om der er tale om næring

eller spekulation.

Opdeling af pantebrevsbeholdningen .

Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan opdele

sin pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne

kursgevinster beskattes, og en gruppe der er private

(kapitalanlæg).

Dette kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en privat

pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som

betaling for vareleverancer eller på anden måde fra dette

tidspunkt må anses for næringsdrivende eller spekulant i

pantebreve, idet der i så fald må foretages en opdeling af

pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der kan

også foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er

skattepligtige, og en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri,

f.eks. hvor den ene ægtefælle er næringsdrivende i relation til

pantebreve og den anden arver pantebreve eller selv køber

pantebreve for egne midler.

I lsr.1964.114 blev en vekselerer dog anset for indkomstskattepligtig

af opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte

hustruen. Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til

formuefællesskabet mellem ægtefællerne og den stedfundne

sambeskatning til omstændighederne ved erhvervelsen. Det var i

denne forbindelse oplyst, at hustruen for egne midler af mandens

salgsbeholdning havde købt de pantebreve, hun anså for

fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede

pantebreve, der var mindre egnet til salg.

Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset

for indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var

erhvervet på et tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset

vekselereren angav, at pantebrevene var indkøbt til hustruen i

anlægshensigt.

I lsr.1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance på

78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr.

skibskreditobligationer, idet retten fandt tilstrækkeligt grundlag

for at anse obligationerne for hele tiden at være holdt uden for

vekselererens forretningssfære, og at han havde haft

tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til

at dække deres anskaffelse.

Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af

pantebreve, se foran under ejendomshandlere og ejendomsmæglere.

En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for

indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede

pantebreve, havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5

pantebreve for opsparede børnetilskud. Da denne disposition var

omfattet af KL § 5, stk. 2, som en gave fra faderen, ansås han for

skattepligtig af kursavancerne på de indkøbte pantebreve,

lsr.1983.131.

Arvede pantebreve .

En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får

udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag

for afhændede ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at

lade sig beskatte af kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på

pantebrevene. Det samme gælder ægtefællen, der sidder i uskiftet

bo efter en ejendomshandler.

Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller

disse udlægges »med tab«, vil udlægsmodtageren derimod ikke

succedere i arveladerens skattemæssige stilling og vil således

ikke blive beskattet af fremtidige indfrielsesgevinster m.v.

Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en

udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges,

også når pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at

arvingens virksomhed som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.

Indeksregulering .

I praksis antages det som udgangspunkt, at indekstillæg til renten af

et indekslån skattemæssigt behandles som rente, dvs. fratrækkes

ved låntagerens indkomstopgørelse og medregnes ved långivers

indkomstopgørelse.

Indeksregulering af hovedstol eller restgæld antages derimod ikke at

skulle medregnes ved indkomstopgørelsen hverken for långiver eller

låntager, bortset fra tilfælde, der omfattes af reglerne om

spekulation eller næring.

Den nævnte praksis indebar, at den samme ydelse på det samme lån blev

behandlet skattemæssigt forskelligt hos låntager og långiver: Hvis

låntager omfattes af reglen i ligningslovens § 4, havde han

tidligere fradragsret for eventuelt kurstab og for eventuel

indeksopskrivning af gælden, medens långiver, såfremt han ikke

omfattes af reglerne om spekulation eller næring m.v., ikke blev

beskattet af den tilsvarende indtægt.

Efter ligningslovens § 4, stk. 1 og 2, skal forsikringsselskaber,

banker og andre virksomheder, der som et normalt led i deres

almindelige virksomhed anbringer midler i offentlige obligationer,

private pantebreve og fordringer, medregne kursgevinst og -tab på

sådanne fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Man antog tidligere, at de nævnte virksomheder også havde fradragsret

for eventuel indeksopskrivning af f.eks. obligationer, som de har

udstedt, eller indkud, som de har modtaget. Ved lov nr.262 af

27.maj 1981 er denne fradragsret nu ophævet ved et nyt stk.3 til

ligningslovens § 4. Bestemmelsen tager sigte på banker og

sparekasser, og andre skattepligtige, der driver virksomhed ved

pengeformidling, dvs. modtager indlån og foretager udlån. I denne

forbindelse bemærkes, at reglerne i ligningslovens § 4 antages

også at omfatte personer, der driver pengeformidling i form af

vekselerervirksomhed, bankiervirksomhed eller lignende.

Begrænsningen i adgangen til at fratrække tab ved indeksregulering

medfører ingen ændringer i reglerne om beskatning af eventuel

gevinst ved indeksreguleringen for de pågældende skattepligtige.

Skattepligtige, der har både gæld og tilgodehavender, som

indeksreguleres, berøres ikke af begrænsningen af fradragsretten,

såfremt tab ved indeksreguleringen kan rummes inden for gevinst

ved indeksregulering efter samme indeks, der er tillagt samme

virkning ved regulering af udlån som ved regulering af indlån. Ved

modregning af tab i gevinst efter § 4, stk. 3, anvendes

indeksreguleringsns nominelle værdi.

Reglerne finder anvendelse på eventuelle allerede oprettede

låneforhold, men dog kun hvis indeksreguleringen af hovedstol

eller restgæld efter låneaftalens indhold sker den 1. juli 1981

eller senere.

5.3.1.2. Pantebreve erhvervet i spekulationshensigt .

Selv om pantebreve typisk er anlægspapirer, kan der ske beskatning af

kursavancer ud fra et spekulationssynspunkt, såfremt det

godtgøres, at det har været et væsentligt formål ved erhvervelsen

at tjene på pantebrevet ved videresalg. Er der aldrig sket salg af

pantebrevsbeholdningen, vil der ikke kunne statueres spekulation.

Dette gælder også, selv om den pågældende har tilvejebragt en

væsentlig del af midlerne til køb af pantebreve ved belåning af

pantebrevsbeholdningen, se lsr. 1969.9. Se også lsr. 1975.11

(godsejer): Investeret en væsentlig del af formuen i pantebreve.

Aldrig solgt pantebreve, ligesom beholdningen ikke havde været

benyttet som belåningsobjekt. Amtsskatterådet havde henvist til

den beløbsmæssige størrelse af avancerne (for årene 1966-1970

imellem 333.000 kr. og 625.000 kr. årligt) samt til, at den

pågældendes øvrige virksomheder normalt var stærkt

underskudsgivende: Ikke beskattet.

Omvendt vil den omstændighed, at der er solgt af en

pantebrevsbeholdning være et ret kraftigt indicium for, at hele

beholdningen er erhvervet i spekulationshensigt, men der må

foretages en vurdering af omstændighederne ved hvert enkelt

pantebrevs erhvervelse og salg, jfr. f.eks. lsr. 1975.13.

Den omstændighed, at en pantebrevsindehaver på foranledning af

debitor accepterer indfrielse til en kurs under pari, f.eks. som

led i omprioritering eller ejerskifte, medfører ikke i sig selv,

at avancen indkomstbeskattes.

En direktør havde i forbindelse med sin fratræden for at opnå en

forøgelse af det løbende afkast af sin formue afhændet den

overvejende del af sine aktieposter og anbragt provenuet i private

pantebreve, hvorved hans beholdning heraf ultimo 1978 steg til en

kursværdi af ca. 1.3 mill. kr. I 1979 erhvervede han yderligere et

antal pantebreve, idet han omplacerede midler fra obligationer.

Kursværdien af pantebrevsbeholdningen ultimo 1979 udgjorde

herefter ca. 1.8 mill. kr. Han foretog ikke salg af pantebrevene,

hvorimod han i tiden efter 1978 havde købt og solgt betydelige

obligationsposter.

I anledning af en påtænkt omplacering af pantebrevsbeholdningen til

obligationer, begærede han bindende forhåndsbesked om, hvorvidt

han ville blive skattepligtig af eventuelle kursavancer opnået

ved, at hele hans pantebrevsbeholdning eller en væsentlig del

deraf afhændedes og straks erstattedes med obligationer.

Ligningsrådet fandt, at beskatning af kursavancer og tab alene kunne

blive aktuel, såfremt de pågældende pantebreve måtte anses for

erhvervet med henblik på opnåelse af avance ved videresalg

(spekulation).

Med hensyn til de før 1. januar 1978 erhvervede pantebreve, var rådet

af den opfattelse, at omplacering af den pågældendes midler fra

pantebreve til obligationer kunne ske uden påvirkning af den

skattepligtige indkomst.

Dette fandtes tillige at måtte gælde de efter 1.januar 1978

erhvervede pantebreve, idet rådet dog forudsatte, at hele denne

pantebrevsbeholdning - eller en meget væsentlig del af denne -

afhændedes samtidig, ligesom det forudsattes, at hele

salgsprovenuet straks benyttedes til køb af obligationer.

Såfremt afhændelsen derimod fik karakter af en sådan løbende og aktiv

indsats, at handlerne oversteg, hvad der kunne anses for udslag af

en rimelig formueforvaltning, måtte kursavance og -tab anses for

skattepligtig i henhold til SL § 5a.

5.3.1.3. Pantebreve erhvervet ved ejendomssalg .

Hvor der er tale om ejendomssalg uden for næringsområdet, kan

kursavancer på pantebreve, der modtages som delvis betaling for

den afhændede ejendom, ikke indkomstbeskattes. Når et pantebrev,

som er indgået i opgørelsen af en eventuel særlig indkomst til

kursværdi, senere sælges til en højere kurs eller indfries til

pari, bevirker dette ikke, at den allerede foretagne opgørelse af

den særlige indkomst skal omgøres. Det samme gælder, hvor der

efterfølgende konstateres tab på pantebrevet. Om særlige tilfælde,

hvor efterfølgende tab kan medføre ændring af avanceopgørelsen, se

H 2.6.1.

ØLD af 22.april 1971 (Skd.18.193) omhandler et særligt tilfælde, hvor

skatteyderen, udover den egentlige spekulationsfortjeneste,

tillige blev anset skattepligtig af en kursgevinst, der fremkom

ved indfrielse af den i ejendommen indestående prioritetsgæld i

overensstemmelse med salgsvilkårene. Dommen kan dog ikke tages til

indtægt for det synspunkt, at kursgevinster på pantebreve

erhvervet ved spekulationssalg, kan indkomstbeskattes, idet

landsretten udtalte: ». . ., at kursavancen må sidestilles med den

umiddelbare salgsavance, da (den) er fremkommet som en følge af

salgsvilkårene«.

Handelen med faste ejendomme kan antage et sådant omfang og en sådan

regelmæssig karakter, at virksomheden må anses som

næringsvirksomhed, således at kursavancer på sælgerpantebreve

beskattes. Se UfR 1973.485H (Skd.25.54) og lsr.1983.130.

Erhvervsmæssig udstykning .

Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i

udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jfr.

UfR 1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af

kursavancer i disse tilfælde, at der ikke blot er tale om en

enkeltstående udstykning, men om en løbende udstykningsvirksomhed.

Af nyere landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3

søskendes køb og påfølgende udstykning af faderens

landbrugsejendom) og 1975.140 (advokats udstykning af ejendom i

ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44 ejerlejligheder og

videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).

5.3.1.4. Pantebreve erhvervet som led i forretningsafståelse .

Ved afståelse af en virksomhed, hvor en del af salgssummen berigtiges

ved udstedelse af pante- eller gældsbreve, tillades fortjenesten

opgjort under hensyntagen til, at disse pante- og gældsbreves

værdi er mindre end pålydende, således at kursnedslaget fordeles

forholdsmæssigt på afhændelsessummen for de forskellige

formuegoder, der indgår i handelen. Senere opnåede kursgevinster i

forhold til den godkendte, nedskrevne værdi, kan ikke beskattes,

hverken med almindelig eller særlig indkomstskat, se lsr. 1962.75

og 1963.10, medmindre den pågældendes erhverv er at købe og sælge

virksomheder.

Eventuelle tab på sådanne pante- eller gældsbreve kan ikke

fratrækkes ved indkomstopgørelsen, idet der er tale om et

ikke-fradragsberettiget formuetab. Om særlige tilfælde, hvor

efterfølgende tab kan medføre ændring af avanceopgørelsen, se H.

2.6.1. og L 6.1.3.

De her nævnte pantebreve omfattes ikke af LL § 4.

Er et pante- eller gældsbrev i forbindelse med

forretningsoverdragelse indeksreguleret, skal indekstillægget

heller ikke indkomstbeskattes, medmindre det er erhvervet af en

hovedaktionær som led i en virksomheds omdannelse til

aktieselskab, jfr. HD af 14. oktober 1980 (Skd.56.56), hvor

pristalsreguleringen blev anset for en udlodning fra selskabet,

som var indkomstskattepligtig efter bestemmelsen i LL § 16A.

5.3.1.5. Udlån mod tilbagebetaling af et større beløb end lånet

I mange tilfælde udlånes der midler mod forskrivning, hvorved debitor

påtager sig at tilbagebetale et større beløb end det der udbetales

ham som lån. I tilfælde hvor der foreligger erhvervsmæssig

udlånsvirksomhed, skal udlåneren beskattes af den fortjeneste, han

opnår herved.

Men også i private låneforhold kan der ske beskatning, hvor en

betydelig kursgevinst erhverves ved kortfristet finansiering. Det

gælder i hvert fald, hvor der ydes et kortvarigt lån uden nominel

rente, men alene med kursfradrag ved lånets udbetaling, således at

kursavancen kan anses som ganske sikker, jfr. UfR 1950.7H

(Scharling) og lsr. 1978.197, hvor en sergent i februar 1975 havde

lånt en anden person 30.000 kr. mod at modtage 24 veksler a 2.500

kr., der forfaldt månedligt over 2 år. I oktober samme år havde

klageren atter lånt den pågældende 30.000 kr. på samme vilkår. Der

var intet aftalt mellem parterne om forrentning af lånene.

Landsskatteretten fandt, at der havde været tale om en gennem en

kortfristet lånetid opnået og forud aftalt avance, der i medfør af

SL § 5 skulle henregnes til klagerens indkomst.

Se også lsr. 1975.110, hvor et rederiaktieselskabs avance på et

kortfristet (3 måneder), lavt forrentet lån til en kommune var

indkomstskattepligtig, hvorimod en kursavance, der var indvundet

ved køb af børsnoterede obligationer, hvis løbetid afsluttedes 10

måneder efter købet, var indkomstskattefri.

Hvor der er aftalt en nominel rente, der er lavere end den på

udlånstidspunktet almindeligt anvendte rentesats, kan der

ligeledes blive spørgsmål om beskatning af kursavancen, når der er

tale om betydelige udlånte beløb, og løbetiden er meget kort (1 år

og derunder).

I UfR 1976.658H (Odense Stålskibsværft) (Skd.38.262) fandt retten, at

der ikke forelå skattepligt af kursavancer efter SL § 4, jfr. § 5,

ved de foretagne udlån til kommuner. Dommen er kommenteret af

højesteretsdommer A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.

5.3.1.6. Ansvarlig indskudskapital .

Flere pengeinstitutter udsteder for at fremskaffe ansvarlig

indskudskapital forrentede indskudsbeviser, således at der efter

en nærmere fastsat bindingsperiode udbetales et kurstillæg.

Dette kurstillæg er skattefrit for indehaverne af indskudsbeviserne,

såfremt indskudsbeviset ikke er erhvervet i spekulationshensigt

eller som led i næring, såfremt bindingsperioden er på mindst 2

år, og såfremt den pålydende rente mindst svarer til enten

diskontoen - 1% på tegningsdagen eller til renten ifølge de

statsgældsbeviser, som staten til enhver tid sætter i handelen. Er

indehaveren af indskudsbeviset omfattet af LL § 4 beskattes

kurstillægget.

5.3.2. Offentlige obligationer - statsgældsbeviser .

Selv om offentlige obligationer i endnu højere grad end private

pantebreve er et typisk anlægsobjekt, kan det ikke udelukkes, at

der skal ske beskatning af kursgevinster ved salg eller

udtrækning.

Dette er for det første tilfældet, hvor der er tale om skatteydere,

der driver erhvervsmæssig handel med værdipapirer, samt

skatteydere, der som led i deres almindelige virksomhed anbringer

midler i obligationer, jfr. omtalen af LL § 4 i E 5.3.0.

Men for det andet kan der også foreligge spekulation i offentlige

obligationer.

Som eksempel kan nævnes HD af 11. oktober 1979 (Skd.51.296), hvor det

blev statueret, at køb af obligationer for nominelt 13 mill. kr.

på tidspunktet for Danmarks indtræden i EF og salg ca. 1 år efter

måtte anses for spekulation.

En snedkersvend havde i tidsrummet 1. maj til 20. oktober 1980 købt

og solgt adskillige poster obligationer. Ifølge skatteyderen havde

formålet alene været at opnå en fordelagtig forrentning af midler,

som bl.a. skulle anvendes til betaling af terminsydelser. Lsr.

beskattede kursgevinsterne, da man fandt, at muligheden for at

opnå kursgevinster var indgået i skatteyders valg af

investeringsform, lsr.1984.61.

I lsr. 1977.50 statuerede landsskatteretten, at en prokurist i en

vekselerervirksomhed, der som marginspekulant for egen regning og

med lånte midler købte og solgte obligationer, var berettiget til

at fratrække et nettotab ved køb og salg af obligationer.

Skatteydernes påstande om fradrag for spekulationstab på offentlige

obligationer afvises som regel, se lsr. 1967.13 og 1978.179, hvori

udtales: »da tab ved salg af børsnoterede obligationer ikke i

almindelighed kan fradrages ved indkomstopgørelsen«.

En landmand, der havde solgt for nom. 369.000 kr. obligationer, fået

udtrukket obligationer for 19.000 kr. og købt nom. 397.000 kr.,

ansås ikke for skattepligtig af kurs- og udtrækningsgevinsterne,

uagtet ca. 60% af hans indkomst det pågældende år hidrørte fra

obligationsrenter. Anskaffelse i spekulationsøjemed fandtes altså

ikke godtgjort, lsr. 1976.106. Se tillige lsr. 1975.110.

Tilsvarende udtalte ligningsrådet vedrørende en landmand, der havde

anvendt et overskydende låneprovenu ved finansiering med

kreditforeningslån og udlandslån af en udvidelse af

landbrugsvirksomheden til køb af statsobligationer og

efterfølgende ved indfrielsen af disse havde erhvervet 12 pct.

kreditforeningsobligationer, at han kunne foretage salg heraf uden

avancebeskatning, idet der ikke var tale om salg, der henhørte

under hans næringsvej eller var foretaget i spekulationsøjemed.

I lsr. 1976.7 blev en kursavance, der var opnået ved salg af

obligationer, som var modtaget i stedet for den kontante

udbetaling ved en ejendomshandel, ikke beskattet, selv om

ejendommen var afstået som led i næring.

En skatteyder, der den 17. april 1979 var rejst til udlandet, havde

den 11. april (som valutaindlænding) for lånte midler købt

statsobligationer for nominelt 3 mill. kr., som han (som

valutaudlænding) solgte igen den 25. samme md. Avancen blev

beskattet i medfør af SL § 5, litra a, lsr.1983.126.

Statsgældsbeviser .

Ved lov nr.152 af 6. maj 1980 blev den tidligere § 3 i lov nr.148 af 31. marts 1976 om bemyndigelse til optagelse af indenlandske

statslån ophævet. Ændringen har virkning for kursgevinster ved

indfrielse af statsgældsbeviser, der er erhvervet efter den 13.

februar 1980.

Statsgældsbeviser erhvervet den 13. februar 1980 eller før .

Stor vejledning 1985

Afsnit PE - Ikke erhvervsmæssige indtægter

1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter.

1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge .

Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutunderstøttelse, samt

ydelser fra faglige sammenslutninger o.lign. er almindelig

skattepligtig indkomst, jfr. SL § 4, stk.1c og LL § 14, stk.7. Det

samme gælder sygeløn og sygedagpenge samt eventuelle dagpenge i

tilfælde af tilskadekomst eller ulykke.

Beløb, der modtages fra sygesikringen eller sygeforsikring til

erstatning for positive udgifter i anledning af sygdommen - i

modsætning til erstatning for tab af erhvervsindtægt som følge af

sygdommen (dagpenge) - er derimod ikke skattepligtige, jfr.

l.o.s.r. 1929.78, lsr. 1942.117 og 1950.12.

Dagpengeordningen går i hovedtræk ud på, at lønmodtagere i

sygdomstilfælde i en kortere periode afhængig af forskellige i

loven indeholdte betingelser får udbetalt dagpenge fra

arbejdsgiveren, hvorefter udbetalingen overgår til

socialforvaltningen. I visse tilfælde, bl.a. afhængig af

ansættelsesforholdets længde, sker udbetalingen straks fra de

sociale myndigheder. Arbejdsgiveren har visse muligheder for at

opnå refusion af de beløb, han udbetaler.

Dagpenge i arbejdsgiverperioden sidestilles med løn ved beregning af

lønmodtagerfradraget.

Ifølge § 13 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

kan arbejdsformidlingen yde »»mobilitetsfremmende ydelser«».

Reglerne omfatter rejsehjælp, flyttehjælp, tilskud til merudgifter

ved dobbelt husførelse, bolighjælp, starthjælp og

etableringshjælp. Alle disse ydelser er skattepligtig indkomst, og

begrunder ikke i sig selv noget fradrag i indkomsten, jfr.

skd.66.257 og lsr.1983.161.

1.2. Offentlige understøttelser .

1.2.1. Sociale ydelser .

Behovsbestemte ydelser, der af offentlige myndigheder og

institutioner udredes i henhold til lov om social bistand

medregnes ikke til den skattepligtige indkomst, jfr. LL § 7, litra

j.

Nedsættelse af personfradraget .

Som et modstykke til skattefriheden sker der ved beskatningen af

modtagerens øvrige indkomst i almindelighed en nedsættelse af

personfradraget, jfr. KL § 37C. Nedsættelsen foretages, når den

pågældende har modtaget ydelser efter kapitel 9 og 10 i

bistandsloven (bortset fra enkeltudgifter efter § 40, der ikke

medgår til forsørgelsen). I så fald nedsættes personfradraget,

herunder overført fradrag fra ægtefælle, med så stor en del, som

svarer til forholdet mellem de modtagne ydelser efter lovens

Stor vejledning 1985

1. Indtægter, der træder i stedet for erhvervsindtægter

1.1. Arbejdsløshedsdagpenge, sygeløn og sygedagpenge

1.2. Offentlige understøttelser

1.3. Private understøttelser

1.4. Erstatninger

1.5. Lønmodtagernes dyrtidsfond

1.6. Døgnplejevederlag

2. Ydelser efter de sociale pensionslove

2.1. Folkepension

2.2. Førtidspension

2.3. Ægtefællers beskatning

2.4. Forhøjet personfradrag

2.5. Ophold på plejehjem

2.6. Indlæggelse på psykiatriske institutioner

2.7. Indlæggelse på samtlige institutioner under sygehusvæsenet

3. Underholdsydelser

3.1. Underholdsbidrag i anledning af separation eller skilsm isse

3.2. Underholdsbidrag i anledning af faktisk samlivsophævels e

3.3. Bidrag til børn født uden for ægteskab

3.4. Aftægtsydelser, understøttelser m.v.

3.5. Legater

4. Gaver, hædersgaver og gevinster

4.1. Indkomstskattepligtige gaver

4.2. Afgiftspligtige gaver

4.3. Gaver der hverken er indkomstskatte- eller afgiftspligt ige

4.4. Hædersgaver

4.5. Dusører

4.6. Gevinster

5. Formueafkast

5.1. Renteindtægter

5.2. Rentenydelse

5.3. Kursgevinster

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →