MOMSVEJL., AFGØRELSER 1984 1083H UFR FRADRAGSRET FOR MERVÆRDIAFGIFT VED ANSKAFFELSE AF VAREVOGN

1083H UfR Fradragsret for merværdiafgift ved anskaffelse af varevogn

Højesterets dom af 19. oktober 1984

I en retssag anlagt mod ministeriet for skatter og afgifter nedlagde et telefonselskab påstand om, at selskabet var berettiget til at fratrække momsen vedrørende anskaffelse af varevogne under 3 tons for ca 1 200 sådanne varevogne. Selskabets montører brugte vognene, der medførte værktøj og reservedele, til kørsel mellem hjem og arbejdssted.

Nævnet vedrørende merværdiafgift mv havde truffet afgørelse om, at momsen i forbindelse med anskaffelsen af vognene ikke kunne medregnes til selskabets indgående afgift, da vognene ikke kunne anses for udelukkende at blive anvendt ved selskabets afsætning af varer og afgiftspligtige ydelser.

Ved Østre Landsrets dom af 26. april 1982 blev ministeriet frifundet. To af rettens dommere fandt, at montørernes brug af vogne til transport mellem hjemmet og skiftende arbejdssteder måtte betegnes som privat kørsel.

Der blev herved særlig lagt vægt på, at kørslen foregik uden for den egentlige arbejdstid og inden for begrænset afstand (25 km) fra vedkommende distriktskontor (central), samt på, at montørernes stilling ikke havde en sådan karakter, at det kunne ligestilles med udøvelsen af en egentlig forretningsvirksomhed fra bopælen. Herefter ansås betingelserne i lovens § 16, stk 1, jf § 15, stk 3, for fradrag ikke at være opfyldt.

En dommer udtalte, at ordningen var gennemført for at fremme selskabets rationelle og effektive drift. Herudover var kørslen mellem hjemmet til første arbejdssted og fra sidste arbejdssted tilbage til hjemmet organiseret således, at kørslen skete i selskabets tjeneste og som et led i dets omsætning af varer og afgiftspligtige ydelser.

Uanset at de ansatte sparede befordringsudgifter, som de ellers ville have haft, fandtes kørslen med vognene, der alene var indkøbt til brug for selskabet, udelukkende at vedrøre selskabets omsætning af varer og afgiftspligtige ydelser. Herefter kunne afgiften ved indkøbene af vognene medregnes til selskabets indgående afgift, jf lovens § 16, stk 1, jf § 15, stk 3.

Sagen blev af telefonselskabet indbragt for Højesteret, der ved dom af 19. oktober 1984 gav selskabet medhold i henhold til de i dissensen til landsrettens dom anførte grunde.