Legislator Case Law & Legislation
E19847MA0046 DK

MOMSVEJL., AFGØRELSER 1984 0615V UFR MODREGNING I TVANGSAKKORD UDEN FOR KONKURS

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Stor vejledning 1984

0615V UfR Modregning i tvangsakkord uden for konkurs

Vestre Landsrets dom af 10. februar 1984

I en retssag anlagt mod et distriktstoldkammer nedlagde et varehus (der var organiseret som et interessentskab) påstand om, at nogle modregninger, som toldvæsenet havde foretaget efter interessentskabets tvangsakkord var blevet stadfæstet, havde været uberettigede.

Interessentskabet havde afhændet virksomheden umiddelbart før anmeldelse af betalingsstandsning og havde ikke senere drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Der blev udarbejdet status pr. betalingsstandsningsdagen 25. juni, og forhandling om tvangsakkord blev åbnet 9. december. Et tvangsakkordforslag med en dividende på 25 pct. blev stadfæstet 20 december. Akkorden blev ikke tiltrådt af toldvæsenet. Toldvæsenets krav pr. betalingsstandsningsdagen blev opgjort til i alt 59.702 kr. Som følge af moms af advokatog revisorhonorar fik interessentskabet et tilgodehavende hos toldvæsenet på i alt 79.552 kr. efter tvangsakkordens stadfæstelse. Toldvæsenet modregnede herefter tilgodehavendet i sin fordring.

Under sagen gjorde interessentskabet gældende, at ingen af kravene kunne anses som stiftede før tvangsakkordforslaget blev udsendt *). Der kunne ikke foretages en fordeling af det arbejde, der var udført før og efter åbningen af tvangsakkordforhandlingen. Efter interessentskabets opfattelse kunne ydelserne ifølge momslovens § 15, stk. 3, jf. § 13, stk. 1, først anses for leverede ved tvangsakkordens stadfæstelse. Endelig anførte interessentskabet, at krav på refusion af indgående moms først kan anses for stiftet ved faktureringen.

Toldvæsenet anførte, at afgiftstilsvaret vedrørende de honorarer, der svarede til arbejde udført før akkordforhandlingernes åbning, måtte anses for opstået før akkordforhandlingerne blev åbnet. Toldvæsenet anførte videre, at efter momslovens § 15, stk. 3, jf. § 13, stk. 1, opstår positivt eller negativt afgiftstilsvar principielt på leveringstidspunktet. Bestemmelserne i momslovens § 15, stk. 4, jf. § 13, stk. 2, hvorefter faktureringstidspunktet anses for leveringstidspunktet, er begrundet i praktiske hensyn, og kan ikke være afgørende i relation til reglerne om modregning i konkurs eller i forbindelse med tvangsakkord. Om fordelingen af det negative afgiftstilsvar fremhævede toldvæsenet, at det måtte være muligt at fordele advokatsalæret ud fra et skøn.

Ved Vestre Landsrets dom af 10. februar 1984 blev toldvæsenet frifundet. Retten fandt, at kravene kunne anses for stiftede på det tidspunkt, hvor ydelserne blev leveret. Endvidere fandt retten, at refusionskravene - uanset bestemmelserne i momslovens § 15, stk. 4, jf. § 13, stk. 2, om faktureringstidspunktets betydning, og selv om interessentskabet på tidspunktet for tvangsakkordforhandlingernes åbning endnu ikke kunne opgøre sine krav mod toldvæsenet - måtte anses for stiftet før akkordforhandlingernes åbning. Retten udtalte også, at toldvæsenets skøn over fordelingen af arbejde udført før og efter akkordforhandlingernes åbning ikke kunne anses at gå ud over, hvad der var berettiget.

*) Efter ændringen af konkursloven ved lov nr. 187 af 9. maj 1984, § 1, nr. 12 og 13, vil skæringstidspunktet for fremtiden være "fristdagen".

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →