MOMSVEJL., AFGØRELSER 1984 0891 DEP. SOLIDARISK HÆFTELSE
Statutory Text (1 Articles)
0891 Dep. Solidarisk hæftelse
En revisor klagede over, at toldvæsenet havde opgjort afgiftstilsvaret under ét for hans klient samt et selskab med solidarisk hæftelse til følge. Endvidere blev der klaget over, at et negativt afgiftstilsvar ikke var udbetalt til klienten personligt.
Selskabet var momsregistreret som bygge- og anlægsvirksomhed, og klienten var personligt registreret for udlejning af specialmaskiner til selskabet.
Under en af toldvæsenet foretaget regnskabsgennemgang viste det sig, at selskabet ved opgørelsen af sit afgiftstilsvar for en del af kontrolperioden havde foretaget fradrag for maskinkøb foretaget af klienten.
Gennemgangen af de 2 virksomheders afgiftsregnskaber viste, at der i kontrolperioden ikke var foretaget nogen egentlig bogføring, og at beløb vedrørende den ene virksomhed fejlagtigt var medtaget hos den anden virksomhed. Kontrollen viste endvidere, at den indgående afgift for en del af kontrolperioden var opgjort under ét for de 2 virksomheder og angivet på selskabets registreringsnummer, samt at virksomhederne havde fælles checkkonto og fælles kassekladde.
Toldvæsenet anså - på grund af den stedfundne sammenblanding af afgiftsregnskaberne - virksomhederne som én virksomhed med solidarisk hæftelse for afgiftsskylden til følge under henvisning til merværdiafgiftslovens § 24, 1. pkt.
I forbindelse med regnskabskontrollen havde selskabets daværende revisor efterfølgende foretaget en opdeling af virksomhedernes afgiftstilsvar for kontrolperioden, og i tilknytning hertil var der udstedt fakturaer fra klienten til selskabet vedrørende udlejningen af maskiner. Revisoren fandt ikke grundlag for at statuere solidarisk hæftelse, idet klienten og selskabet var registreret hver for sig.
Endvidere anførte han, at det, selv om der i en periode ikke havde været foretaget nogen egentlig bogføring i virksomhederne, var muligt at opgøre afgiftstilsvaret for virksomhederne hver for sig, da bilagene for hver virksomhed var registreret og opbevaret hver for sig.
Ministeriet for skatter og afgifter fandt, at der efter det oplyste ikke var grundlag for at ændre den af toldvæsenet trufne afgørelse, hvorefter virksomhederne hæftede solidarisk for afgiftsrestancen vedrørende kontrolperioden.
Der var derfor heller ikke grundlag for at kritisere, at toldvæsenet havde modregnet selskabets afgiftsrestance i de klienten tilkommende negative afgiftstilsvar.