MOMSVEJL., AFGØRELSER 1984 0890 DEP. MODREGNING - RENTEGODTGØRELSE
Statutory Text (1 Articles)
0890 Dep. Modregning - rentegodtgørelse
En momsregistreret landbrugsvirksomhed protesterede imod, at toldvæsenet anvendte en del af et negativt afgiftstilsvar til delvis modregning med et skyldigt, men ikke forfaldent afgiftstilsvar uden at yde nogen rentegodtgørelse.
Virksomheden angav den 22. marts 1982 et afgiftstilsvar vedrørende andet halvår 1981. Heraf forfaldt halvdelen (rate I) til betaling den 1. juni 1982 med sidste rettidige indbetalingsdag den 20. juni 1982, mens den anden halvdel (rate II) forfaldt til betaling den 1. september 1982 med sidste rettidige indbetalingsdag den 20. september 1982.
Den 19. juli 1982 angav virksomheden et negativt afgiftstilsvar vedrørende første halvår 1982. Da rate I af afgiftstilsvaret vedrørende andet halvår 1981 ikke var betalt, anvendte distriktstoldkamret en del af det negative afgiftstilsvar til modregning heri, mens det resterende negative afgiftstilsvar blev anvendt til delvis modregning med rate II af afgiftstilsvaret vedrørende andet halvår 1981. Den resterende del af det skyldige beløb for rate II blev indbetalt den 21. oktober 1982.
Da afgiftstilsvaret vedrørende begge rater ikke var betalt rettidigt, har toldkamret efterfølgende beregnet og opkrævet et rentebeløb. Virksomheden mente sig berettiget til en rentegodtgørelse af det beløb, der var anvendt til modregning med rate II af afgiftstilsvaret for andet halvår 1981.
Ministeriet for skatter og afgifter meddelte, at i medfør af merværdiafgiftslovens § 23, stk. 3, kan krav på afgift vedrørende tidligere afgiftsperioder modregnes ved udbetaling af negativ afgift, selv om afgiftskravet i henhold til disse perioder ikke er forfaldent.
Den foretagne modregning var således i overensstemmelse med loven.
Endvidere meddeltes det, at der ikke i loven er hjemmel til udbetaling af renter vedrørende negative afgiftstilsvar, som bringes til modregning i overensstemmelse med § 23, stk. 3.