PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER

Afsnit PU - Befordringsudgifter og befordringsgodtgørelser

1. Befordring mellem hjem og arbejdssted

Lovhjemmelen til fradrag for befordringsudgifter findes i LL §§ 9B, 9C og 9D. § 9B omhandler kørsel mellem skiftende og samtidige arbejdssteder, § 9C kørsel mellem hjem og arbejdsplads, og § 9D det udvidede fradrag for invalider og kronisk syge.

Alle tre paragraffer finder anvendelse på såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende.

Desuden foreligger den af ligningsrådet vedtagne anvisning vedrørende biler og motorcykler, som indeholder retningslinier for 1) fordeling af kørselsudgifter mellem erhvervsmæssig og privat kørsel, 2) den skattemæssige behandling af kørselsgodtgørelse samt 3) værdiansættelse af privat kørsel i arbejdsgivers bil.

Ifølge LL § 9C kan befordringsudgifter, der er nødvendige for at blive befordret mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, selv om befordring ikke sker dagligt.

Fradraget kan ikke foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag.

Fradraget er underkastet følgende begrænsninger

1) Hvor offentlig befordring kan anvendes, kan udgiftsbeløb, der overstiger, hvad det ville koste at anvende billigste befordring, ikke tages i betragtning. Såfremt eget befordringsmiddel anvendes, og udgiften hertil er mindre end billigste offentlige befordring, kan alene udgiften ved brug af eget befordringsmiddel fratrækkes.

2) Hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, opgøres udgiften ved brug af eget befordringsmiddel på grundlag af kilometertakster, der fastsættes af ligningsrådet.

3) Kun den del af udgiftsbeløbet, der overstiger 2.000 kr., kan fradrages.

4) Fradrag kan kun foretages, hvis de fradragsbeløb, der opgøres efter 1-3, er 100 kr. eller derover.

1.1. Sædvanlig bopæl .

Sædvanlig bopæl stilles i modsætning til bl.a. sommerbolig, således at udgiften til befordring fra en sommerbolig til arbejdspladsen ikke kan anerkendes som grundlag for fradrag i det omfang, den overstiger udgiften til befordring mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

En københavnsk skatteyders bopæl i Humlebæk kunne dog anses for "sædvanlig bopæl", idet huset var indrettet til helårsbeboelse, og skatteyderen var tilmeldt det derværende folkeregister fra 6.3-6.11.

En skatteyder med arbejde i København og bopæl i både København og Næstved havde overnattet 180 gange i Næstved og 155 gange i København. Han fik kun fradrag for befordring til og fra bopælen i København, idet denne blev anset som den sædvanlige bopæl under hensyn til, at han hele året havde været tilmeldt folkeregistret i København.

En skatteyder, der var beskæftiget som landvæsenselev på et gods i X, hvor han havde værelse til rådighed, oplyste, at han havde opretholdt sin bopæl hos forældrene i Y, hvor han var tilmeldt folkeregistret, samt at han kørte hjem i week-enden, idet køkkenet på godset lukkede fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Da skatteyderen havde haft sit værelse til rådighed også i week-enden, ligesom han haft haft adgang til fællesstue med køleskab, kogeplader og kaffemaskine, kunne forældrenes bopæl ikke anses for at være hans sædvanlige bopæl, og han kunne derfor ikke fratrække udgifter til rejser dertil.

En svejser, som arbejdede på Odense Stålskibsværft, men som i en periode på ca. 8 måneder havde været midlertidigt beskæftiget på Helsingør Skibsværft, fik under arbejdet i Helsingør mod betaling stillet et værelse til rådighed, men tog hjem til sine forældre i weekenderne, hvor han havde bevaret sin bopæl (værelse). I det tidsrum, hvor han havde arbejdet i Helsingør, måtte hans sædvanlige bopæl antages at være det lejede værelse i Helsingør, hvorfor han ikke kunne fratrække befordringsudgifter til forældrenes bopæl.

En norsk professor, som var ansat ved universitetet i X, og som opholdt sig og var skattepligtig her i landet, medens hustruen var blevet boende i ægtefællernes hidtidige bolig i Norge, fandtes at have sin sædvanlige bopæl i X, og der var derfor ikke hjemmel til at godkende fradrag for udgifter til rejse mellem X og familiens bolig i Norge, lsr.1979.22.

En læge med bopæl i Odense beklædte fra marts til august et vikariat på et jysk sygehus, der stillede en lejlighed til hans rådighed. Bl.a. under hensyn til, at han havde været tilmeldt folkeregisteret på adressen ved sygehuset, fandt landsskatteretten, at hans sædvanlige bopæl i nævnte tidsrum måtte være lejligheden ved sygehuset, og han kunne derfor ikke fradrage udgiften til befordring mellem sygehuset og boligen på Fyn, lsr.1982.22.

1.1.1. Militærtjeneste .

Efter indførelsen af soldaterløn må kasernen betragtes som arbejdssted i LL § 9C's forstand. Værnepligtige er således principielt berettigede til fradrag for befordring mellem den sædvanlige bopæl og kasernen.

Værnepligtige anses at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, såfremt denne bopæl opretholdes.

Bevaret bopæl hos forældrene antages at foreligge, når den værnepligtige boede hos forældrene umiddelbart før indkaldelsen, og han under indkaldelsen fortsat har værelse til disposition der.

En bankassistent, der aftjente sin værnepligt, kunne fratrække udgiften til befordring mellem kasernen og den by, hvor forældrene boede, da han havde en meget stærk tilknytning til byen, forældrene og en veninde samt sit kassererjob i en idrætsforening, og havde tilbragt alle sine fri- og feriedage på bopælen. Da den pågældende påviste, at han efter reglerne om transporttidens længde opfyldte betingelserne for at opnå fradrag for kørsel i bil, godkendtes fradrag for en bilkørsel på 50 x 320 km = 16.000 km, lsr.1980.127.

I VLD af 18.april 1983 fik en kontraktansat konstabel således medhold i, at han var berettiget til fradrag bl.a. under hensyn til, at det lejede kvarter på kasernen var en firemandsstue, hvor han kun opholdt sig i fritimerne om dagen, og til, at han hver aften kørte til forældrenes hjem i Nykøbing M. for at overnatte. At Nykøbing M. måtte anses for hans sædvanlige bopæl, bestyrkedes ved, at han lejede værelse der, da han opgav sit lejede kvarter på kasernen.

Det må såvel for værnepligtige som for kontraktansatte i hvert enkelt tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning til hjemmet kan anerkendes at være af en sådan karakter, at forældrenes hjem må anses for den faste bopæl. Ved denne afgørelse må der bl.a. lægges vægt på, hvor ofte der køres hjem, og om afstanden gør dette muligt, om der ud over værelset hos forældrene er anden familiemæssig tilknytning (f.eks. ægtefælle) eller eventuelt erhvervsmæssig tilknytning til hjembyen, ligesom der også må tages hensyn til karakteren af det på tjenestestedet lejede eller til rådighed stillede kvarter. (Enmands- eller flermandsrum), jfr. bl.a. lsr.1984.9, 10 og 11.

Det skal understreges, at værnepligtige kun kan få fradrag for bilkørsel, når de sædvanlige betingelser herfor med hensyn til vente- og transporttid o.s.v. er opfyldt (jfr. U 1.5 og U 1.6), samt at fradrag ved benyttelse af offentlig befordring normalt ikke kommer på tale, da værnepligtige som regel har fri befordring.

Merudgiftsgodtgørelse .

Man må være opmærksom på, om der ydes skattefri merudgiftsgodtgørelse, i hvilke tilfælde befordringsfradrag ikke kan foretages. Militært personel, herunder personel, der gør tjeneste på søværnets skibe, påstår sig ofte berettiget til fradrag for befordringsudgifter mellem bopælen og skibenes forskellige anløbshavne. Da der imidlertid under sejlads med søværnets skibe - herunder skibenes ophold i havn uden for det faste tjenestested - ydes skattefri merudgiftsgodtgørelse (= nedsatte dagpenge), kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse hermed, jfr. princippet i lsr.1971.55.

En fenrik i flyvevåbnet, som under sin tjeneste på en flyvestation oppebar skattefri merudgiftsgodtgørelse, kunne ikke fratrække sine udgifter til befordring mellem bopælen og flyvestationen to gange ugentlig i den periode, hvor han oppebar merudgiftsgodtgørelsen, lsr.1969.143.

Personel fra konstabelgruppen, der under udstationering oppebærer "særlig godtgørelse", kan heller ikke fratrække befordringudgifter.

Time- og dagpenge .

En kaptajn af A-linjen, der havde været udstationeret, fratrak ved indkomstopgørelsen 4.629 kr. for befordringsudgifter mellem udstationeringsstedet og hjemmet i 47 weekender. Der var alene godkendt fradrag for de 24 weekender, hvor han havde været berettiget til frirejse, men hvor han af tidsmæssige grunde ikke kunne benytte offentlige transportmidler. I de resterende weekender var fradrag nægtet under henvisning til, at han under udstationeringen havde oppebåret time- og dagpenge.

Under hensyn til at de nævnte ydelser ikke tilsigtede at dække udgifter til befordring mellem udstationeringsstedet og hjemmet, anså lsr. ham for berettiget til befordringsfradrag for alle 47 weekender, lsr.1981.135.

1.2. Ikke daglig befordring .

Da der ikke kræves daglig befordring, kan en person, der med bevarelse af sin bopæl midlertidigt arbejder et andet sted, også fradrage udgiften til weekend-rejse hjem, lsr.1974.57 og 1975.168.

Dette gælder, selv om der samtidigt anerkendes fradrag for dobbelt husførelse, lsr.1974.57, hvor en skatteyder med bopæl i X og med arbejde fire af ugens dage på arbejdsgiverens domicil i Y, hvor han havde lejet værelse, udover fradrag for dobbelt husførelse blev anset berettiget til fradrag for befordring i week-enderne mellem X og Y.

En mekaniker, der boede i Randers, blev forflyttet til en af firmaets afdelinger i Rom ved Lemvig, ca. 130 km fra Randers. Landsskatteretten godkendte ikke det selvangivne fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, opgjort til 28.155 kr., da man i et tilfælde som det foreliggende, hvor afstanden frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads havde udgjort ca. 260 km, fandt, at det til en vis grad måtte påhvile klageren at sandsynliggøre, at han dagligt, herunder i hele vinterperioden, havde kørt den pågældende strækning, lsr.1981.133. I VLD af 7.maj 1984 (skd.70.588) fik skatteyderen imidlertid medhold, idet landsretten i dommens præmisser anfører, at "der ikke ses at være grundlag for at anfægte sagsøgerens forklaring, som bestyrkes af de af hans hustru og vidnet X (firmaets salgsdirektør) afgivne forklaringer."

1.3. Arbejdsplads .

Kun udgiften til kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted kan fradrages. Heraf følger, at kørsel mellem hjem og uddannelsessted ikke kan fradrages, lsr.1963.158 (kursussted), 1967.60 (seminarium) og 1972.137 (Danmarks ingeniørakademi).

Det anførte gælder, selv om der eventuelt oppebæres løn under kurset, lsr.1963.158, hvor befordringsudgifter ikke kunne fradrages i en periode, hvor en gift kvinde gik på kursus, uanset at hun under kursusperioden oppebar fuld løn, og uanset at det var en forudsætning for hendes forbliven i stillingen, at hun deltog i det pågældende kursus.

En økonomaelev, der var ansat på statshospitalet i X, havde arbejdet på centralsygehuset i Y fra 1.jan. til 14.jan. og igen fra 14.juni til 14.okt., mens hun i perioden fra 15.jan. til 14.juni havde været på økonomaskolen i København. Landsskatteretten kunne ikke godkende fradrag for befordringsudgifterne til økonomaskolen, hvorhos retten kun gav hende det begrænsede fradrag efter LL § 9C for befordringsudgifterne i øvrigt, idet hendes skiftende arbejdssteder alene skyldtes uddannelsesformål og ikke arbejdets karakter, lsr.1982.111.

Som arbejdssted anerkendes steder, hvor den pågældende vel modtager undervisning, men som led i tjenesten og under samme vilkår, lsr. 1972.60 (Hærens officersskole) og 1969.146 (politiskolen). Ved hærens officersskole er forholdet det, at officerseleverne under uddannelsen her bl.a. er underkastet de almindelige beredskabskrav for forsvarets personel, herunder pligt til i særlige situationer at forrette militærtjeneste, ligesom de er forpligtede til at gøre tjeneste som vagtkommandører. Vedrørende politiskolen bemærkes, at eleverne under opholdet er underlagt Københavns politis udrykningstjeneste på politigården, hvor de i givet fald har pligt til at møde både i undervisningstiden og i fritiden.

Kaptajn ansat ved forsvaret med tjenestested i Hjørring blev tjenstligt befalet at deltage i et kursus ca. 3 måneder i Avedøre.

Da kurset blev anset for at have karakter af efteruddannelse og ikke videreuddannelse, fik skatteyderen fradrag for befordringsudgiften mellem bopæl og kursusstedet.

Beløb, der udbetales maskinmesteraspiranter på maskinmesterkursus i uddannelsens sidste 18 måneder, betragtes som lønindkomst, der giver ret til lønmodtagerfradrag, men derimod ikke befordringsfradrag.

Elever under 1. del af E.F.G. skal indtægtsføre modtagen godtgørelse for befordringsudgifter til og fra skolen, men kan ikke fradrage nogen del heraf.

Der anerkendes ikke fradrag for arbejdsløses kørsel til kontrolsted, lsr.1974.56 (arbejdsformidlingskontor).

En havnearbejders kørsel mellem hjemmet og det sted, hvor havnearbejde blev anvist, måtte anses som kørsel mellem hjem og arbejdssted, også på dage, hvor der ikke havde været arbejde at anvise og klageren derfor fik udbetalt understøttelse, lsr.1980.19.

Civile værnepligtige kan ikke fratrække befordringsudgifter mellem hjem og tjenestested, idet aftjening af civil værnepligt ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, lsr.1980.21.

1.4. Offentlig befordring eller eget befordringsmiddel? / /.

Hvor befordring sker med egen bil m.v., kan fradraget kun beregnes efter taksten for billigste offentlige befordring, når mulighed for benyttelse af offentlig befordring foreligger.

Sådan mulighed anses imidlertid ikke at foreligge, hvis offentlig befordring kun er anvendelig den ene vej. Dette kan f.eks. forekomme, hvis den pågældende skal møde på arbejde, før første morgenforbindelse ankommer, eller hvis arbejdstiden først ophører efter, at sidste natforbindelse er afgået, og der er for lang ventetid til første morgenforbindelse.

Landsskatteretten har eksempelvis tiltrådt, at en maskinarbejder ikke ville kunne benytte den af skatterådet anviste første morgenforbindelse med offentlige befordringsmidler med afgang fra X station kl. 5.42 og med ankomst til Y station kl. 6.52, idet han herefter ikke kunne nå at spadsere de ca. 700 m fra stationen til omklædningsrummet på arbejdspladsen og foretage omklædning m.v., inden rettidig indstempling kl. 7.00 skulle foretages, lsr.1982.20.

Offentlig befordring anses heller ikke for anvendelig, såfremt enten 1. ventetid eller 2. transporttid overstiger visse tidsmæssige grænser, jfr. 1.5. og 1.6. nedenfor, således at fradrag for bilkørsel m.v. kan foretages i stedet.

Fradrag for bilkørsel m.v. kan kun ske på dage, hvor skatteyderen rent faktisk har været afskåret fra at anvende offentlige befordringsmidler. En skatteyder mente sig berettiget til fradrag efter biltakster på dage, hvor han havde eftermiddagsvagttjeneste, idet han ikke kunne benytte offentlig befordring på disse dage, hvis han fik uvarslet overarbejde. Lsr. afviste at give fradrag efter biltakster på dette hypotetiske grundlag, lsr. 1979.119.

I VLD af 9.dec. 1982 (skd.66.303) blev en skatteyder ikke anset berettiget til fradrag for bilkørsel de 4 dage ud af 6 ugentlige arbejdsdage, hvor offentlig befordring kunne anvendes.

En skatteyder, der havde mulighed for at anvende offentlig befordring på den væsentligste del af vejen til arbejet, kunne kun opnå fradrag efter biltaksterne fra bopælen til det nærmeste busstoppested, selv om hun gjorde gældende, at det ikke var lovligt at parkere bilen ved busstoppestedet, lsr.1983.13.

Dokumenterede udgifter til taxa kan fratrækkes, når befordring med bus og tog ikke findes på strækningen mellem hjemmet og arbejdspladsen eller ikke er til rådighed på tidspunktet for transporten, idet taxa i disse tilfælde må anses for billigste offentlige transportmiddel, lsr.1983.8.

Ligningsrådets takster .

For fradrag af udgifterne ved benyttelse af eget befordringsmiddel til kørsel mellem hjem og arbejdsplads har ligningsrådet i henhold til bemyndigelsen i LL § 9C fastsat følgende (uændrede) takster for 1984

Bil, motorcykel og kabinescooter............... 105 øre pr. km. Knallert og cykel for hele året................ 20 øre pr. km.

Udgifter til bil- og cykelparkering kan ikke fratrækkes samtidig med fradrag efter ligningsrådets takster, jfr. lsr.1982.117.

En skatteyder havde lånt sin faders bil til transport mellem hjem og arbejdssted. Da han ikke var ejer af den benyttede bil, kunne han ikke foretage fradrag efter de af ligningsrådet fastsatte takster, men størrelsen af hans fradragsberettigede befordringsudgifter måtte bero på et skøn, lsr. 1980.128.

Taksterne skal på den anden side benyttes af skatteydere, der får bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, jfr. VLD af 7. aug. 1981 (Skd.59.386).

1.5. Ventetid .

Fradrag for bilkørsel m.v. kan ske, når ventetiden udgør 90 minutter eller mere dagligt.

Ved ventetid forstås i denne forbindelse den samlede tid mellem

1) ankomst for et befordringsmiddel og afgang for et andet,

2) ankomst til arbejdsstedet og arbejdstidens begyndelse,

3) arbejdstidens ophør og påbegyndelse af hjemtransport.

Til ventetid medregnes derimod ikke den tid, det tager at nå fra hjemmet/arbejdsstedet til det stoppested, hvor den offentlige befordring starter, og heller ikke tiden, der medgår til at komme til hjemmet/arbejdsstedet fra det stoppested, hvor befordringen slutter.

Den tid, der medgår til omklædning og gang mellem omklædningsrum og arbejdssted kan ikke medregnes ved opgørelsen af den ventetid, der ville være forbundet med benyttelse af offentlig befordring, lsr.1984.109.

Der lægges nøje vægt på de 90 minutter, lsr.1961.143, 1963.53 og 1963.54.

Flekstid .

Hvor den skattepligtige har flekstid, beregnes ventetiden i forhold til den faktiske arbejdstids begyndelse og slutning.

Det er dog herved forudsat, at der ved valg af flekstid ud over hensynet til arbejdets tilrettelæggelse tillige er henset til en fornuftig udnyttelse af de foreliggende transportmuligheder.

Hvis den enkelte medarbejders valg af flekstid må antages alene at have til formål at opnå en ventetid på 90 minutter eller mere, bør der ikke gives fradrag for bilkørsel på dette grundlag.

En skatteyder, som havde valgt at møde på sin arbejdsplads kl. 7.00 i stedet for kl. 7.30 (hvor han kunne have benyttet bustransport), fordi han skulle hente sit barn i børnehaven senest kl. 17.30, fik kun fradrag beregnet efter udgiften til offentlig befordring, lsr.1982.12.

Frokostkørsel behandles for sig .

En skatteyder, der ved anvendelse af rutebil kunne påregne en ventetid i forbindelse med morgen- og aftentransporten på i alt 95 minutter og i forbindelse med frokostpausen på 45 minutter, fik fradrag for udgifter ved bilkørsel i forbindelse med morgen- og aftenkørslen. Derimod fik han ikke fradrag for bilkørsel i frokostpausen, da denne kørsel behandles særskilt, og ventetiden ved anvendelse af rutebil i frokostpausen ikke afskar skatteyderen fra at benytte offentlig befordring, lsr. 1963.157. Vedrørende kørsel i frokostpausen henvises i øvrigt til U 1.11.

1.6. Transporttid .

Transporttidens længde har den betydning, at fradrag for bilkørsel m.v., kan foretages, når transport med offentlige befordringsmidler tager dobbelt så lang tid som med egen bil m.v., og tidsbesparelsen mindst udgør 2 timer om dagen, jfr. lsr.1978.127 og 130 samt ØLD af 5.okt. 1983 (skd.69.217).

Ved transporttid med offentlige befordringsmidler forstås den samlede tid mellem påbegyndelse af befordring med offentlige befordringsmidler og arbejdstidens begyndelse samt mellem arbejdstidens ophør og afslutning af offentlig transport. Ifølge lsr.1982.110 anses arbejdstiden først for ophørt i denne forbindelse, når vask og omklædning er overstået.

Ved transporttid med egen bil m.v., forstås den tid, der medgår til kørsel fra hjem til arbejdssted og retur med normal kørselshastighed.

I lsr.1984.12 nægtes en skatteyder fradrag for bilkørsel mellem hjemmet i Vanløse og arbejdspladsen i Køge, selv om skatterådets beregning af en mertransporttid på under to timer var baseret på anvendelse af S-tog om morgenen fra Vanløse station og hjemkomst til Jyllingevej station om eftermiddagen. Begge stationer lå inden for ca. 885 m fra bopælen.

Befordring til dag- og aftenarbejde behandles hver for sig .

En adjunkt, som havde såvel dagarbejde som aftenarbejde samme sted, kunne fradrage udgiften i forbindelse med to dobbeltture, da man under hensyn til tidsintervallet mellem afslutningen af dagarbejdet og påbegyndelsen af aftenarbejdet fandt det naturligt, at klageren tog hjem efter afslutningen af dagarbejdet.

Tidsbesparelsen ved at benytte egen bil fremfor offentlige befordringsmidler fandtes ikke at have været så væsentlig, at der var grundlag for fradrag efter biltakster, idet man herved lagde til grund, at mertransporttiden på de dage, hvor han havde både dag- og aftenarbejde, ikke kunne bedømmes under et, men måtte bedømmes for hver arbejdsperiode for sig.

Omstigningstider .

Ved beregningen af transport- og ventetiden har lsr. tilkendegivet, at de af HT (Hovedstadens Trafikselskab) beregnede omstigningstider kan lægges til grund som nødvendig tid til skift fra et offentligt befordringsmiddel til et andet, jfr. lsr.1982.19.

Ifølge kendelsen regner HT med en omstigningstid på mindst 3 minutter fra bus til bus, hvor buslinier har korrespondance i en terminal eller lignende og passagererne kun har kort at gå ved omstigningen.

Ved omstigning mellem S-tog og bus, hvor de to trafikmidler normalt krydser hinanden ude af niveau, og hvor passagererne derfor skal gå længere og eventuelt må benytte trapper, er omstigningstiden naturligt afhængig af de lokale forhold, men generelt kan man næppe beregne mindre end 5 minutter til omstigning.

Ovennævnte omstigningstider kan dog fraviges efter konkret bedømmelse.

Forsinkelser .

Der skal efter lsr.s opfattelse regnes med planmæssige afgangs- og ankomsttider for de offentlige transpostmidler, således at der ikke kan tages hensyn til eventuelle ventelige forsinkelser, jfr. lsr.1982.19 og skd.65.155.

Såfremt det dokumenteres, at der konstant er forsinkelser på det tidspunkt, hvor skatteyderen skal benytte det opgældende transportmiddel, kan der dog eventuelt tages hensyn hertil.

Eksempel (vente- og transporttid)

A = Bopæl. A1 = Medregnes ikke (medmindre der er fradragsret for

bilkørsel på første del af strækningen). B = Stoppested for bus. C =

Bus. D = Tog. E = Bus. F = Arb.sted. G = transporttid bus ud 15 min.

bus hjem 15 min. H = transporttid tog ud 40 min. tog hjem 40 min. I =

transporttid bus ud 10 min. bus hjem 10 min. J = ventetid ud 15 min.

hjem 10 min. K = ventetid ud 20 min. hjem 10 min. L = ventetid ud 5

min. hjem 5 min.

A B C D E F :------------:-------------:-------------------------:--------------: A1 Turen gjort med off. befordr. Start G H I - - - - - -:---------------:-------------------------:---------:----: J K L Turen gjort i bil Start :-------------------------------------------------------------------

Transporttid med »»normal«» kørselshastighed i det pågældende område

ud og hjem 2 x 35 min.

---------------------------------------------------------------------

Ventetidsreglen

Den samlede daglige ventetid med off. befordr. udgør 15 + 10 + 20 +

10 + 5 + 5 = 65 min. Da ventetiden er under 90 min., har skatteyderen

således ikke ret til fradrag for bilkørsel efter ventetidsreglen.

Transporttidsreglen

a. Den samlede daglige transporttid med off. befordr. udgør dels ventetiden = 65 min. og dels transporttiden med bus og tog (2 x 15) + (2 x 40) + (2 x 10) = 130 min. -------- Samlet transporttid med off. befordr. 195 min. b. Transporttiden ved bilkørsel udgør 2 x 35 = 70 min. -------- Tidsbesparelse ved bilkørsel 125 min.

Da den daglige transporttid med off. befordr. tager dobbelt så lang

tid (195 min.) som ved bilkørsel (70 min.) og tidsbesparelsen ved

bilkørsel er mere end 2 timer (her: 125 min.), har skatteyderen ret

til fradrag for bilkørsel efter transporttidsreglen.

1.7. Hvilken af flere mulige ruter .

Udtrykket billigste offentlige befordring må forstås under hensyntagen til, hvilken af flere ruter med offentlig befordring det bl.a. af tidsmæssige grunde vil være rimeligt og naturligt at henvise den pågældende til at benytte, således at fradrag kan foretages efter udgiften til den mest bekvemme rute, selv om denne er lidt dyrere end en anden anvendelig rute, lsr. 1962.149 og 1980.132.

I et tilfælde, hvor en skatteyder hævdede, at det ville være en tidsmæssig fordel at benytte motorvejen uden om en større by frem for en langsommere rute gennem selve byen, gav landsskatteretten skatteyderen medhold, uanset at dette betød en forøgelse af den fradragsberettigede kørsel på 4 km, lsr. 1979.21.

Det forhold, at der nærmest skatteyderens bolig er et busstoppested, hvorfra mertransporten overstiger to timer om dagen, medfører ikke, at han kan få fradrag for bilkørsel m.v., når der inden for en afstand af 1,8 km fra bopælen ligger et busstoppested, hvorfra den daglige mertransporttid er mindre end to timer, lsr.1981.16 og 134 samt 1982.19 og 21, jfr. skd.65.155.

1.8. Benyttelse af bil på arbejdsstedet .

Den omstændighed, at skatteyderen skal benytte sin bil i arbejdstiden, medfører ikke i sig selv, at udgift til befordring i bil mellem hjem og arbejdssted kan fratrækkes med biltaksterne, lsr.1962.148.

En hospitalslæge, som samtidig var læge ved et brandvæsen, og hvis bil havde radioforbindelse til brandvæsenets alarmcentral, skulle kunne tilkaldes hele døgnet og var således nødsaget til at benytte vognen også ved kørslen hjemmefra til hospitalet. Uanset nødvendigheden af at medbringe bilen blev fradrag vedrørende kørslen mellem hjemmet og hospitalet kun anerkendt efter reglerne for befordring mellem hjem og arbejdsplads, lsr.1975.167.

En socialrådgiver, der om eftermiddagen fra kommunekontoret kørte på besøg hos klienterne, for hvilken kørsel klageren fik kørselsgodtgørelse, kunne ikke på grund af denne kørsel anses berettiget til fradrag for bilkørsel mellem hjemmet og kommunekontoret.

1.9. Værktøj m.v. medbringes .

Den omstændighed, at værktøj eller musikinstrumenter o.lign. skal medbringes på arbejdspladsen, kan normalt ikke i sig selv begrunde fradrag for biludgifter, lsr.1962.148, lsr. 1979.19 og 124.

1.10. Tilkaldevagter .

Hvor en skatteyders arbejde medfører, at han skal møde på arbejdspladsen med meget kort varsel, kan fradrag ske med den faktiske udgift til kørsel i egen bil m.v. Eksempelvis gælder dette for læger, flykaptajner og -styrmænd, jfr. lsr.1961.48 og 1963.55.

Ved kørsel i forbindelse med tilkaldelserne er det ikke kilometertaksterne for kørsel i egen bil hjem-arbejdsplads, der skal anvendes, men den faktiske kørselsudgift kan fradrages på samme måde som ved skiftende arbejdssteder. Hvor den faktiske udgift ikke kan godtgøres, kan der ved kørsel i egen vogn anerkendes fradrag med de af ligningsrådet fastsatte takster for erhvervsmæssig kørsel, se U 4.1.

1.11. Kørsel i frokostpausen .

Der kan ikke foretages fradrag for kørsel i frokostpausen, såfremt der er kantine eller lignende til rådighed på arbejdspladsen, lsr.1968.55 og 1969.50.

En pakhusforvalter ved et dampskibsselskab var på sin arbejdsplads i tidsrummene kl. 6,30-7,15, kl. 9,00-12,00, kl. 13,30-16,00 og kl. 17,30-18,00 og desuden var han om fredagen samt hver dag i sommerperioden beskfætiget fra kl. 21,45-22,15. Da der ikke var kantine el.lign. på arbejdspladsen, kørte han hjem efter hver arbejdsperiode. Landsskatteretten fandt, at det forhold, at klagerens arbejdsdag var opdelt i 4-5 arbejdsperioder, ikke i sig selv berettigede til fradrag for befordring efter afslutningen af hver enkelt arbejdsperiode, men af længden af intervallerne mellem arbejdsperioderne og hensynet til mulighederne for klagerens indtagelse af måltider var bestemmende herfor. Under hensyn til de relativt korte intervaller mellem 1. og 2., samt 3. og 4. arbejdsperiode opnåede han derfor kun fradrag for kørslen til arbejdspladsen om morgenen og hjemkørslen om aftenen samt for kørsel arbejdsplads/hjem/retur i perioden fra kl. 12,00-13,30 og for kørslen i forbindelse med arbejdsperioden fra kl. 21,45-22,15, lsr.1982.18.

1.12. Meget korte strækninger (1,8 km. og derunder) .

Der kan aldrig foretages fradrag for udgift til befordring, hvis den samlede strækning, der skal tilbagelægges, er 1,8 km eller mindre.

Hvis der er 1,8 km eller mindre til hovedtransportmidlet (jernbane eller bus), kan der ikke indrømmes fradrag på denne strækning, hvad enten der er offentlig befordring eller ikke, lsr.1964.150 og 1966.48, ligesom ventetid og transporttid på disse strækninger ikke kan medregnes, lsr.1979.124, jfr. ØLD af 5.okt. 1983 (skd.69.217).

1.13. Bilkørsel "nødvendig" på delstrækninger (over 1,8 k m.) .

Såfremt der på den første del af strækningen fra hjem til arbejdssted (over 1,8 km) ikke findes offentlig befordring eller benyttelse af offentlig befordring vil medføre en uforholdsmæssig forøgelse af ventetid eller transporttid på denne strækning, beregnes fradrag efter biltakster kun på denne strækning, mens fradraget for resten af strækningen beregnes efter priserne for benyttelse af offentlig befordring, lsr. 1983.10.

Eksempel .

Bil: Bopæl Arbejdssted --------------------------------------------------------------------- 30 min. Transporttid: 30 + 30 = 60 min. Offentlig befordring: Bopæl Station Arbejdssted ----------------------------------:---------------------------------: Bus 20 min. Tog 60 min. Ventetid 15 min. Ventetid 5 min.

Ventetid: 15 + 5 + 5 + 15 min. = 40 min.

Transporttid: 20 + 60 + 60 + 20 + ventetid 40 min = 200 min.

Da transporttiden med offentlig befordring (200 min.) tager mere end dobbelt så lang tid som bilkørsel (60 min.), og da tidsbesparelsen er mere end 2 timer (200 min. - 60 min.), er de almindelige betingelser for fradrag efter biltakster på grund af transporttidens længde opfyldt (jfr. U 1.6.). Da yderligere transporttiden ud og hjem på den første stræknig kun er 70 min., altså mindre end 50 pct. af den samlede transporttid på i alt 200 min., kan fradrag foretages for bilkørsel på hele strækningen fra bopæl til arbejdsplads, forudsat at skatteyderen faktisk kører i bil på hele strækningen, jfr. SD-cirk. 1983-2.

Fradrag for bilkørsel m.v. kan endvidere foretages for hele ruten, hvis der på den fra hjemmet fjerneste del af kørselsruten finden en strækning uden offentlig befordring, og denne strækning er over 1,8 km, jfr. lsr.1978.129 og 1979.120.

1.14. Trediedelsreglerne .

Hvis den første strækning uden offentlig befordring udgør 1/3 eller mere af hele strækningen fra hjem til arbejdsplads, opgøres fradraget efter taksterne for kørsel i egen bil m.v. for hele strækningens vedkommende, lsr.1978.128.

Det samme gælder, hvis den samlede strækning, der skal tilbagelægges, kan reduceres til 1/3 eller mindre ved benyttelse af bil m.v. i stedet for offentlig befordring.

Eksempler .

Eksempel 1

Bopæl Arb.sted A 5 km. B 7 km. x------------------------x------------------------------------------x ingen off. befordr. off. befordr.

Da strækningen uden off. befordr. (A) udgør mere end 1/3 af hele strækningen, godkendes fradrag for bilkørsel m.v. på hele strækningen (A+B).

Eksempel 2

Bopæl Arb.sted A 5 km. B 12 km. x-------------------------x-----------------------------------------x ingen off.befordr. off. befordr.

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen (og da strækningen uden off. befordr. er nærmest hjemmet), godkendes bilkørsel m.v. på strækningen (A) og off. befordr. på strækningen (B).

Eksempel 3

Bopæl Arb.sted A 1,5 km. B 12 km. x-------------------x-----------------------------------------------x ingen off. befordr. off. befordr.

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen, godkendes på denne del (B) off. befordr. Da strækningen (A) er under 1,8 km., kan der ikke godkendes fradrag overhovedet på denne del.

Eksempel 4

Bopæl Arb.sted A 12 km. B 5 km. x----------------------------------------x--------------------------x off. befordr. ingen off. befordr.

Da strækningen uden off. befordr. ligger i den fra hjemmet fjerneste ende af ruten og er over 1,8 km., godkendes bilkørsel m.v. på hele strækningen (A+B). (Det er her uden betydning, at strækningen med off. befordr. udgør over 2/3 af hele strækningen).

Eksempel 5

Bopæl Arb.sted A 12 km. B 1,5 km. x-------------------------------------------x-----------------------x off. befordr. ingen off. befordr.

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen, og da strækningen uden off. befordr. - uanset at den ligger i den fra hjemmet fjerneste ende af ruten - er under 1,8 km., godkendes off. befordr. på strækningen (A), mens der ikke godkendes fradrag overhovedet på strækningen (B).

Eksempel 6

Bopæl Arb.sted A 1,5 km. B 12 km. C 1,0 km. x-----------------x--------------------------x----------------------x ingen off. befordr. off. befordr. ingen off. befordr.

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen, og endestrækningerne hver for sig er under 1,8 km., godkendes off. befordr. på strækningen (B), mens der ikke godkendes fradrag overhovedet på endestrækningerne (A) og (C).

1.15. Ægtefæller kører i samme bil .

Ægtefæller - herunder medhjælpende hustruer - skal opgøre deres befordringsudgifter hver for sig, og udgifterne fratrækkes i det omfang, de hos hver ægtefælle overstiger beløbsgrænserne i § 9C, stk.3 og 4.

Kun udgifter, der direkte vedrører den ægtefælle, der udfører indtægtsgivende arbejde det pågældende sted, kan fradrages. En ægtefælle, der hentes og bringes af sin ikke-arbejdende ægtefælle, der herved kører to dobbeltture hver dag, kan således kun fradrage udgiften til en dobbelttur, lsr.1963.155.

Såfremt ægtefællerne kører sammen i egen bil til samme arbejdssted, og offentlig befordring ikke kan anvendes, begrænses beregningsgrundlaget for hver ægtefælle til halvdelen af udgifterne opgjort på grundlag af kilometertakster for den daglige kørsel til og fra arbejdet, lsr.1978.18. Samme princip er anvendt for et papirløst samlevende par, hvor samleversken efter det oplyste havde bidraget til parrets økonomi i et sådant omfang, at der måtte siges at være tale om fælles økonomi, lsr. 1980.129.

Kører ægtefællerne sammen til forskellige arbejdssteder, kan hver af ægtefællerne i almindelighed fradrage halvdelen af udgiften opgjort efter kilometertakster for den strækning, hvor de kører sammen, medens ægtefællen med det fjerneste arbejdssted får hele fradraget for den yderligere strækning.

Hvis offentlig befordring kan anvendes, kan fradraget for hver af ægtefællerne højst andrage udgiften til billigste offentlige befordring.

Eksempler .

I de følgende eksempler udgør udgiften til transport med billigste offentlige transportmiddel 2.800 kr. og efter biltaksterne 8.000 kr.

Eksempel 1

Ægtefællerne kører sammen til samme arbejdssted, og offentlig befordring kan anvendes.

Hver af ægtefællerne kan fratrække

2.800 kr. - 2.000 kr. = 800 kr.

Eksempel 2

Ægtefællerne kører sammen til samme arbejdssted, og offentlig befordring kan ikke anvendes.

Hver af ægtefællerne kan fratrække

Halvdelen af 8.000 kr. (- 2.000 kr.) = 2.000 kr.

1.16. Arbejdsfæller kører sammen til arbejdsstedet .

A. En bilejer medtager en eller flere arbejdsfæller evt. mod betaling fra disse.

1) Bilejeren skal medregne den modtagne betaling og kan fradrage den faktiske udgift opgjort enten på grundlag af kørselsregnskab eller efter km-satser, der for 1984 udgør 182 øre for kørsel indtil 12.000 km årligt og 105 øre for kørsel herudover. Nettofradraget kan dog ikke overstige det sædvanlige fradrag, d.v.s. enten billigste offentlige befordring eller kilometersatser, der her udgør 105 øre pr. km.

2) Medkørende, der betaler for kørslen, kan opgøre udgiften på grundlag af det betalte beløb. Kan offentlige befordringsmidler anvendes, kan fradraget dog højst udgøre udgiften hertil - 2.000 kr. I de tilfælde, hvor offentlige befordringsmidler ikke kan anvendes, kan fradraget højst udgøre de af ligningsrådet fastsatte kilometersatser for transport i egen bil mellem hjem og arbejdsplads (105 øre pr. km) - 2.000 kr.

3) Medkørende, der ikke betaler for transporten, skal ikke beskattes af værdien af den gratis transport og kan ikke fradrage udgift til befordring mellem hjem og arbejdssted.

B. Arbejdsgiveren udbetaler godtgørelse til en af medarbejderne på betingele af, at han medtager en eller flere medarbejdere

Bilejeren skal medregne den modtagne godtgørelse og kan fradrage den faktiske udgift (opgjort som under A.1.). Nettofradraget kan ikke overstige det sædvanlige fradrag, d.v.s. enten billigste offentlige befordring eller kilometersatser (105 øre pr. km) - 2.000 kr.

Hvis en arbejdsgiver stiller fri transport til rådighed for medarbejderne f.eks. en bus, er dette uden betydning for medarbejdernes indkomstopgørelse.

Sømænd .

Sømænd, der kun en del af året er underkastet sømandsskat, kan for den resterende del af året fratrække befordringsudgifter hjem-arbejdssted uden beskæring i forhold til antal dage ombord som foreskrevet i sømandsskattelovens § 14, stk.2, SD-cirkulære nr.518 af 31.3.1977. Dette cirkulære afgiver ikke hjemmel for fradrag af udgifter til hjemrejse efter afmønstring i udenlandsk havn, lsr. 1980.23.

2. Invaliders og kronisk syges befordringsudgifter

Ifølge ligningslovens § 9D kan en skatteyder, der godtgør, at han som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, som er nødvendige for at opretholde indtægtserhvervelsen, foruden det i § 9C nævnte fradrag, fratrække den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordring i det pågældende tilfælde. Dette gælder også, hvor udgift til normal befordring er mindre end 2.000 kr. Reglens anvendelse er ikke betinget af, at der foreligger tilladelse til invalidebil.

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den invalides sædvanlige bopæl og arbejdsstedet. Der kan f.eks. også gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdssted.

Ved afgørelsen af, om udgifterne overstiger, hvad der må anses som normal befordringsudgift, må der lægges vægt på, hvorledes befolkningen på den pågældende strækning normalt befordrer sig. Hvis det således er almindeligt, at transporten sker i bil, og det ikke er rimeligt at benytte offentlige befordringsmidler, vil der ikke kunne gives fradrag for ekstraudgifter, fordi skatteyderen på grund af invaliditet må befordres i bil, lsr.1969.147. Se også UfR 1973.890 ØLD, hvor en skatteyder, der boede i Hyllede uden for Køge, (kun) fik godkendt fradrag for merudgifter mellem Køge og København, fordi det på denne del af strækningen måtte anses for normalt og rimeligt at benytte offentlige befordringsmidler.

Herefter beregnes invaliders særlige fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads, når brug af eget automobil er nødvendig som følge af invaliditeten, som forskellen mellem den faktiske befordringsudgift ved brug af eget automobil (incl. en forholdsmæssig andel af afskrivninger m.v.) og den normale befordringsudgift, d.v.s. udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel.

Herudover kan der ske fradrag for den normale befordringsudgift, såfremt de almindelige betingelser i LL § 9C er opfyldt, og for dette fradrags vedkommende naturligvis med de sædvanlige begrænsninger, som vist i nedenstående eksempler, hvor den faktiske befordringsudgift er beregnet til 4.746 kr.

Eksempel 1

Normaludgiften med offentlige befordringsmidler udgør .................................. 2.210 kr. Foruden det normale fradrag af 2.210 kr. minus 2.000 kr. ................................ 210 kr. må anerkendes 4.746 kr. minus 2.210 kr. .................. 2.536 kr. Ialt...................................................... 2.746 kr.

Eksempel 2

Normaludgiften med offentlige befordringsmidler udgør 1.986 kr., hvorfor der normalt ikke gives fradrag

For invalider og kronisk syge må her anerkendes

4.746 kr. minus 1.986 kr. ..................................2.760 kr.

I sygdomstilfælde bemærkes, at sygdommen skal være kronisk, hvilket i praksis forstås således, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform, hvorimod øgede transportudgifter som følge af sygdom af ikke-varig karakter ikke berettiger til omhandlede fradrag. Se iøvrigt lsr.1965.135, hvor en kvinde, der led af agorafobi (pladsangst), fik fradrag for befordringsudgifter efter den her omtalte LL § 9D.

Bestemmelsen kommer også til anvendelse på andre end lønmodtagere.

Fradraget efter LL § 9C opgjordes i et tilfælde, hvor en mand kørte sin invalide hustru til hendes arbejdssted og hentede hende igen om eftermiddagen, efter udgiften til to dobbeltture mellem bopælen og hustruens arbejdssted, lsr.1969.148.

En invalid mand med bil, erhvervet via invalideforsikringsretten, kørte med hustruen som chauffør til og fra deres fælles arbejdsplads. Hele befordringsfradraget skulle foretages hos manden.

Fradragsretten må anses som en udvidelse af reglen om fradrag for udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdssted, således at der principielt er tale om fradrag for udgifter ved privat benyttelse af automobil. Afskrivningen foretages med 15 pct. p.a. af anskaffelsessummen, også hvor der ved køb af bilen er ydet offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel avance eller tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke indkomstopgørelsen.

3. Befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejds steder

Ifølge ligningslovens § 9B kan udgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende eller flere samtidige arbejdssteder, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt den skattepligtige har 2 eller flere arbejdssteder uden for sin bopæl eller dennes umiddelbare nærhed.

Ved umiddelbar nærhed forstås, at afstanden ikke overstiger 2 km., lsr.1970.58, 1970.59, 1971.53 og 1971.151.

Er det ene af de to arbejdssteder bopælen (eller beliggende i dennes umiddelbare nærhed), kan den pågældende skatteyder altså kun fradrage sine befordringsudgifter efter reglerne om fradrag for udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdssted. Begrænsningen omfatter ikke blot arbejdssteder på den sædvanlige bopæl, men også tilfælde, hvor det f.eks. er et sommerhus, der tjener som arbejdssted. Ved reglens anvendelse må der ses hen til bopælsforholdene i den periode, for hvilken der er tale om at foretage fradrag efter § 9B, lsr.1970.156.

Der foreligger her egentlige driftsudgifter, der er fradragsberettigede med de faktisk dokumenterede udgifter.

I mangel af dokumentation kan fradrag foretages med de af ligningsrådet fastsatte satser for erhvervsmæssig kørsel, se U 4.1.

3.1. Skiftende eller samtidige arbejdssteder .

Det er uden betydning for fradragsretten, om der foreligger skiftende eller samtidige arbejdssteder, men af hensyn til forståelsen af reglerne kan anføres nedenstående definitioner på de nævnte begreber.

Flere samtidige arbejdssteder foreligger, hvor skatteyderen udfører arbejde forskellige steder samme dag.

Skiftende arbejdssteder foreligger, såvel hvor en skatteyder i årets løb på grund af arbejdets karakter har haft arbejde hos flere forskellige arbejdsgivere, som hvor arbejdets karakter har nødvendiggjort, at skatteyderen i samme arbejdsgivers tjeneste har arbejdet forskellige steder, som tilfældet er f.eks. for bygningshåndværkere, tilsynsførende arkitekter og ingeniører, repræsentanter, revisorer osv.

Arbejdets karakter er afgørende .

Arbejdets karakter er afgørende, og der foreligger således ikke umiddelbart skiftende arbejdssteder, hvor en skatteyder i årets løb har haft ansættelse f.eks. 3 måneder hos en arbejdsgiver, 5 måneder hos en anden og resten af året hos en tredie, medmindre de flere arbejdssteder skyldes arbejdets - fagets - karakter, jfr. bl.a. lsr.1982.113 om en læge, der i årets løb havde haft en turnusstilling og fire vikariater, men alligevel ikke ansås berettiget til fradrag efter LL § 9B.

En fisker kunne foretage fradrag for udgift til befordring mellem hjemmet og de forskellige havne, hvorfra han drev fiskeri, men kun det begrænsede fradrag efter LL § 9C og altså ikke fradrag efter LL § 9B, jfr. VLD af 30.maj 1984 (skd.71.756).

En afløser ansat ved A/S Sydfynske Dampskibsselskab med pligt til at gøre tjeneste på selskabets forskellige færgeoverfarter, kunne heller ikke anses for at have skiftende arbejdssteder, lsr.1983.93. Og det samme gjaldt en overmatros ved Storebæltsoverfarten, der var forpligtet til at gøre tjeneste ved forskellige færgelejer ved Korsør, hhv. 2,1 km, 4,1 km og 1,5 km fra hans bopæl, lsr.1984.13.

Det er en forudsætning, at de midlertidige arbejdssteder ikke bliver permanente. Som midlertidigt har man anerkendt en arbejdsperiode på indtil 1 1/2 år, jfr. lsr.1964.149 og 1973.142. Lsr.1964.149 drejede sig om en elektriker, der på grund af arbejdets midlertidige karakter fik anerkendt fradrag for de faktiske kørselsudgifter, uanset at arbejdsperioden på det pågældende arbejdssted kom til at vare 1 1/2 år. Lsr.1973.142 drejede sig om en selvstændig snedker, der købte en byggegrund ad gangen, opførte et hus og solgte det, hvilket som regel varede et år. Han fik ligeledes anerkendt fuldt fradrag for kørsel mellem hjemmet og den aktuelle byggeplads under hensyn til arbejdets midlertidige karakter på den enkelte byggeplads.

En arbejdsmand ansat hos et entreprenørfirma havde i 1 år, 7 måneder og 24 dage været beskæftiget med arbejde på den nye Alssund bro. 1 år og 6 måneder fandtes at måtte være grænsen for, hvad der kunne anses for midlertidigt arbejde. Da den omtalte arbejdsplads herefter ikke kunne betragtes som midlertidig, kunne den pågældende ikke ved skift til en anden arbejdsplads opnå fradrag efter LL § 9B, lsr.1984.14.

I ØLD af 22.dec. 1976 (Skd.42.195) nægtede landsretten fradrag i medfør af LL § 9B, idet retten lagde til grund, at den pågældende i det omhandlede indkomstår havde været beskæftiget på samme arbejdsplads, og at han havde fået de merudgifter, som befordring ud over kørslen mellem bopælen og arbejdspladsen havde medført, skattefrit refunderet af arbejdsgiveren. Sagen drejede sig om en ingeniør, der i hele 1971 havde ført tilsyn med et byggeri, og som havde fået kørselsudgifter i forbindelse med kørsel til andre arbejdssteder end byggepladsen godtgjort efter regning. I lsr. 1979.122 og 1980.22 har landsskatteretten i lignende tilfælde nægtet fradrag efter reglerne i LL § 9B.

Den omstændighed, at en skatteyder besøger kunder i forbindelse med kørsel til eller fra sit arbejdssted, gør ikke kørslen til § 9B-kørsel, lsr.1969.48.

En lærers kørsel for at deltage i forældremøder, lærerrådsmøder, elevfester eller lignende kan efter praksis ikke henføres til kørsel mellem skiftende arbejdssteder og kan derfor ikke fradrages med de faktiske udgifter.

3.2. Hovedarbejdssted - skiftende arbejdssteder .

Er forholdet det, at en skatteyder vel har et hovedarbejdssted, men arbejdets karakter medfører udgående arbejde i et meget væsentligt omfang, opstår spørgsmålet, om der kan anerkendes fuldt fradrag for den samlede kørsel, herunder kørsel fra hjemmet til hovedarbejdsstedet, efter § 9B, eller om kørslen mellem hjem og hovedarbejdssted alene kan fradrages efter reglen i § 9C.

Hovedreglen kan udtrykkes på den måde, at møder den pågældende hver dag hos arbejdsgiveren og derfra sendes ud til forskellige arbejdssteder, vil han kun kunne fratrække sine udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsgiverens værksted, kontor el.lign, efter reglerne om fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdssted, d.v.s. opgjort efter udgifterne ved benyttelse af billigste offentlige befordringsmiddel, hvis sådanne har kunnet benyttes, og ellers efter de af ligningsrådet fastsatte kilometertakster for benyttelse af eget befordringsmiddel mellem hjem og arbejdssted. Herudover vil han kunne fratrække sine faktiske udgifter til befordring til de forskellige arbejdssteder og tilbage til arbejdsgiverens forretningssted, lsr.1962.148, 1964.148 og 1965.136.

I HD af 23.nov. 1979 (Skd.52.67) gjorde skatteyderen, der var repræsentant, gældende, at de relativt mange besøg på salgskontoret altid var meget kortvarige og skete som led i salgsarbejdet, men alligevel kunne hans kørsel mellem hjemmet og kontoret ikke anses for kørsel mellem skiftende arbejdssteder.

Er forholdet derimod det, at den pågældende kører fra bopælen direkte ud til de af arbejdsgiveren anviste forskellige arbejdssteder, vil de faktiske udgifter ved kørslen fra hjemmet til arbejdsstederne og retur kunne fratrækkes.

Hovedarbejdsstedet kan anerkendes som et af flere skiftende arbejdssteder, såfremt skatteyderen opfylder følgende betingelser

1) at hans arbejde for den væsentligste dels vedkommende udføres uden for arbejdsgiverens forretningssted eller bopæl,

2) at han ikke har pligt til dagligt at møde på hovedarbejdsstedet, og

3) at han faktisk kun i meget begrænset omfang møder på hovedarbejdsstedet.

Dette kan eksempelvis være tilfældet for revisorer, bygningshåndværkere, tilsynsførende arkitekter og ingeniører, jfr. til dels VLD af 19. dec. 1979 (Skd.57.179).

En murersvend havde for samme mester i et år haft 13 forskellige arbejdspladser. 79 dage havde han arbejdet i nærheden af mesterens domicil. Under hensyntagen til, at murersvenden hverken havde haft pligt til eller rent faktisk havde mødt på mesterens domicil, blev han også for disse 79 dage anset for berettiget til fradrag efter LL § 9B, lsr.1984.110.

Såfremt de skiftende arbejdssteder ligger inden for et begrænset område, kan kun kørsel inden for området fratrækkes efter § 9B, se 3.5.

3.3. Flere stillinger samtidig .

Skiftende eller flere samtidige arbejdssteder kan også foreligge på den måde, at den pågældende f.eks. har et fast dagarbejde og et bijob om aftenen. I den situation må arbejdsstedet om dagen i almindelighed betragtes som hovedarbejdssted, således at befordring mellem hjemmet og dette kun berettiger til fradrag efter § 9C (hjem-arbejdsplads), medens befordring mellem hjem og biarbejdsstedet berettiger til fuldt fradrag efter § 9B. (Hvis det er således, at den pågældende kører fra hjemmet til dagarbejdet, derfra direkte til bijobbet og derfra hjem, vil fradraget ofte skulle opgøres efter den særlige praksis vedrørende trekantkørsel, jfr. U 3.4. nedenfor). Det anførte gælder også, hvis en skatteyder har, hvad der efter sin karakter må betegnes som hovedarbejdssted, og enkelte dage et bijob. Som eksempel kan nævnes en skatteyder, der havde Risø som fast arbejdssted og som drev virksomhed som parthaver i et skib, der sejlede med lystfiskere fra Dragør. Han fik anerkendt fradrag efter reglerne for hjem-arbejdsplads mellem København (bopæl) og Risø, og de faktiske udgifter mellem København og Dragør.

Hvor en skatteyder sideløbende har to jobs, kan der dog forekomme tilfælde, hvor disse er af en sådan karakter, at de begge må betegnes som hovedarbejdssteder. Hvor en skatteyder arbejdede 2 dage hos en arbejdsgiver i byen A og 3 af ugens øvrige dage hos en arbejdsgiver i byen B, kunne der således ikke foretages fradrag for befordringsudgifterne efter reglerne om befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder, men alene efter reglerne for befordring mellem hjem og arbejdsplads.

En mekaniker ansat i hæren på kontrakt, hvorefter han opnåede en håndværksmæssig uddannelse, havde i forbindelse med afsluttende uddannelse og svendeprøve opholdt sig på kasernen i Holstebro, medens han iøvrigt havde gjort tjeneste i Fredericia. Under hensyn til hovedformålet med opholdet i Holstebro, kunne kun Fredericia anses som arbejdssted, hvorfor fradrag for befordring mellem skiftende arbejdspladser ikke anerkendtes, lsr.1977.177.

Elektroførere (S-togsførere) kan i almindelighed ikke anses at have skiftende arbejdssteder, lsr.1978.132.

3.4. Trekantkørsel .

Har skatteyderen to arbejdssteder, der ikke ligger i umiddelbar nærhed af hinanden eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og foregår kørslen på den måde, at skatteyderen kører fra sin bopæl til det ene arbejdssted, derfra fortsætter til det andet, hvorfra han returnerer til hjemmet, gives der fuldt fradrag efter § 9B for den del af kørslen, der svarer til kørsel tur-retur mellem de to arbejdssteder, medens den resterende del af den faktiske kørsel anerkendes som begrænset fradragsberettiget efter § 9C, jfr. lsr.1965.50. Det er dog en forudsætning, at fradraget ikke overstiger den faktiske kørselsudgift.

Bemærk, at det fulde fradrag efter § 9B gives efter en beregnet kørsel frem og tilbage mellem de to arbejdssteder, selv om skatteyderen rent faktisk kun kører den ene vej.

Eksempel .

Der er 9 km fra hjemmet til arbejdsplads nr. 1, 5 km fra arbejdsplads nr. 1 til arbejdsplads nr.2, og fra nr. 2 og hjem igen er der 7 km. Der køres altså i alt 9 + 5 + 7 km = 21 km. Der gives fradrag efter reglerne for skiftende arbejdssteder for 2 x afstanden mellem de 2 arbejdssteder, dvs. 10 km og for resten af den daglige kørsel, dvs. for 21 km - 10 km = 11 km, gives der begrænset fradragsret.

3.5. Kørsel til et begrænset område .

Hvor skatteyderen har flere arbejdssteder, der alle eller for hovedpartens vedkommende er beliggende i et begrænset område i en vis afstand fra skatteyderens bopæl, kan kørslen fra bopæl til området alene fratrækkes efter reglerne om befordring fra hjem til arbejdsplads, medens kørslen inden for området fratrækkes efter reglerne for befordring mellem skiftende eller samtidige arbejdssteder, VLD af 10. april 1970, lsr.1972.59 og 1979.19 samt 1980.130.

Det begrænsede område vil oftest falde sammen med et byområde eller lignende. Grænserne for området kan ikke umiddelbart antages at falde sammen med kommunegrænserne, men dette spørgsmål må afgøres konkret i forhold til bopælens placering.

Der er normalt en forudsætning for reglens anvendelse, at afstanden mellem bopæl og området er mindst 20 km, d.v.s. at der gives fuldt fradrag, når afstanden mellem hjemmet og det begrænsede område er under 20 km, jfr. lsr.1983.9.

VLD af 10.april 1970: Fuldt fradrag for kørsel mellem skiftende arbejdspladser i Århus by og omegn, og begrænset fradrag efter § 9C for kørsel til og fra hjemmet ca. 26 km. fra Århus.

Lsr. 1965.136: En skuespiller, der boede ca. 40 km. fra København, hvor han havde beskæftigelse på forskellige teatre, fik kun fradrag for befordring mellem bopælen og Københavnsområdet efter § 9C (hjem-arbejdsplads), medens kørslen mellem de forskellige arbejdssteder inden for Københavnsområdet kunne fratrækkes fuldt ud efter § 9B.

Lsr. 1980.130: En skolepsykolog var ansat i X kommune, der havde en ikke ubetydelig udstrækning, og han kørte hver dag i egen bil til X-by, hvor hans kontor var beliggende. Hans arbejde blev påbegyndt forskellige steder, enten på kontoret eller på skoler m.m., hvor han havde arbejde at udføre. Skatterådet havde anset hans kørsel mellem bopælen og X for omfattet af LL § 9C og derudover godkendt fradrag for udgifter til kørsel mellem skoler i X, svarende til de beløb, der var ydet i godtgørelse herfor, 675 kr.

Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at afstanden fra hans hjem til X kommunegrænse udgjorde ca. 18 km., og at der derfor burde anerkendes fuldt fradrag for transportudgifter mellem hjemmet og arbejdsstederne i kommunen. Landsskatteretten fandt imidlertid under hensyn til udstrækningen af X kommune samt klagerens arbejdsområde på skoler beliggende i kommunen, hovedsageligt i X-by, at det var med rette, at skatterådet ved ansættelsen var gået ud fra, at klageren havde haft hovedarbejdsområde i en sådan afstand fra sin bopæl, at der havde været grundlag for en reduktion af klagerens befordringsudgifter efter LL § 9C.

En montør, der boede i Sorø og arbejdede for et firma med arbejdspladser i Storkøbenhavn og Nordsjælland, blev anset berettiget til fuldt fradrag efter LL § 9B, idet hans arbejde ikke ansås for at falde »»inden for begrænset område«».

En tømrersvend havde arbejdet på forskellige byggepladser beliggende i København, Frederiksberg, Gentofte, Herlev, Hjortespring, Skovshoved, Glostrup, Birkerød, Greve og Karlslunde. Landsskatteretten fandt ikke, at disse arbejdssteder kunne anses for at ligge inden for et snævert begrænset område i forhold til afstanden fra klagerens bolig (22 km), og han blev derfor anset for berettiget til fuldt fradrag for kørsel efter LL § 9B, lsr.1982.114.

4. Opgørelsen af befordringsudgifter

Udgift ved brug af befordringsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Benyttes befordringsmidlet tillige privat, fradrages den del af de samlede driftsudgifter, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel.

4.1. Kørselsregnskab .

Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to dele

1) Opgørelsen af kilometerantallet.

2) Opgørelsen af kørselsudgifterne.

Kilometerantallet

Drejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, gælder ifølge ligningsrådets vedtagelse følgende

"Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem privat- og erhvervskørsel, bør kørebogens udvisende lægges til grund ved værdiansættelsen af privatkørslen.

For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse af

1) kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels begyndelse og ved dens afslutning, 2. datoen for kørslen og 3. den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, idet der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet bestemmelsessteder og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

Regnskabet med antallet af kørte kilometer må være ført således, at kørebogens udvisende er afstemmelig med bilens kilometertæller."

Kilometertællerens udvisende skal ikke kontrolleres efter hver enkelt kørsel, men overensstemmelse mellem kørebog og kilometertæller skal kontrolleres af den skattepligtige i forbindelse med den daglige førelse af kørebogen, jfr. VLD af 13.april 1973.

Såfremt en kørebog udviser et meget lavt antal kilometer for den private kørsel, kan den evetuelt tilsidesættes.

Ved fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel anses kørsel med eget befordringsmiddel mellem hjem og fast arbejdssted for privatkørsel. Det samme gælder den kørsel, for hvilken der i medfør af bestemmelserne i LL § 9D indrømmes fradrag for invalider og kronisk syge til befordring mellem hjem og arbejdssted.

Derimod anses kørsel med egen bil eller motorcykel mellem skiftende arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder for erhvervsmæssig kørsel.

Også varebiler kan være anvendt til privatkørsel, idet det ifølge gældende lovbestemmelser tillades, at varebiler anvendes til privatkørsel, når der blot ikke befordres passagerer i varerummet.

En gas- og vandmester anvendte i sit firma nogle varevogne, hvis driftsudgifter fuldt ud var belastet firmaets drift, og en privatvogn, hvis udgifter var fordelt med 25 pct. over firmaets drift, medens 75 pct. var ført på privatkontoen. Der var ikke ført kørselsfordelingsregnskab for varevognene, idet skatteyderen gjorde gældende, at al privatkørsel var foregået i personbilen. Efter et oplyste fandt landsskatteretten ikke, at de stedlige ligningsmyndigheder i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at klageren havde foretaget privat kørsel med de omhandlede varevogne, lsr.1982.115, jfr. nu tilsvarende afgørelse i VLD af 14.april 1983 (skd.67.399).

En sag om en slagters fradrag for kørsel i varevogn med gule plader blev forligt i Vestre Landsret med fuldt fradrag.

Landsretten tilkendegav, at det generelle udgangspunkt er, at der er fuldt fradrag af udgifterne ved benyttelse af en varevogn, medmindre der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at varevognen ikke udelukkende udnyttes erhvervsmæssigt.

Når kørebog ikke foreligger .

I tilfælde hvor der ikke er ført kilometerregnskab, må den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis ikke der foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig.

2) Kørselsudgifterne

Fradrag for erhvervsmæssig kørsel kan for skatteydere, der ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, foretages

A. med de dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km., eller

B. med de af ligningsrådet fastsatte satser.

Bogførings- og regnskabspligtige kan kun bruge A.

A. Fradrag af faktiske udgifter

De med kørslen forbundne udgifter må kunne dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller dog tilfredsstillende kunne sandsynliggøres.

Til de samlede driftsudgifter henregnes afskrivning, se U 4.3.

At den pågældende har anskaffet en bil, der synes dyrere end nødvendigt af hensyn til erhvervet, bevirker ikke, at skattemyndighederne forlods kan henføre en del af anskaffelsessummen til privatkontoen, jfr. lsr.1956.40.

Bl.a. for at have klare linier ved en eventuel avanceberegning ved salg af bilen bør man ikke acceptere, at en skatteyder fratrækker alle sine udgifter - driftsudgifter og afskrivninger - og derefter fører et fast beløb for privat kørsel til indtægt. Man bør sætte privatkørslen til en bestemt procentdel af den samlede kørsel.

B. Fradrag efter ligningsrådets satser

Udgiften til erhvervsmæssig benyttelse af egen bil vil uden dokumentation for udgiftens størrelse kunne fratrækkes med følgende beløb i 1984

Kørsel indtil 12.000 km i et år:.................... 182 øre pr. km. Kørsel ud over 12.000 km. i et år:.................. 105 øre pr. km.

Satserne dækker samtlige udgifter, herunder afskrivning.

Disse fradragssatser kan ikke anvendes af regnskabs- og bogføringspligtige, se SD-cirk. 1980 nr. 6 nedenfor.

En forpagter, der var bogføringspligtig, havde tillige beskæftigelse som lønmodtager og fik i denne forbindelse udbetalt kørselsgodtgørelse efter ligningsrådets satser. Fradrag for denne hertil svarende kørsel måtte også i følge cirkulæret opgøres efter de faktiske udgifter, og ikke efter satserne, lsr.1984.108.

Satserne kan anvendes af lønmodtagere, hvadenten de pågældende har modtaget kørselsgodtgørelse eller ikke.

Overstiger fradraget den modtagne godtgørelse, kan fradraget ikke foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, se herom U 5.2.

En skatteyder, der i sin fritid ernærede sig som musiker og derfor medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet en trailer. Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få påmonteret et anhængertræk. Udgiften hertil påstod klageren fradragsberettiget i medfør af AL § 3, stk.2, og han påstod endvidere fradrag for fordyrelse af bilforsikringspræmien (som følge af at bilen var udstyret med anhængertræk), ligesom reparationsudgifterne vedrørende traileren efter hans mening kunne fradrages ud over kilometertaksten. Lrs. fandt, at udgiften for montering af anhængertræk måtte betragtes som så nært tilknyttet bilen, at den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte afskrivning på bilen og derfor ikke kunne fratrækkes samtidig med fradrag efter kilometertakst. Derimod fandt lrs., at reparationsudgifterne på traileren samt merpræmien på bilansvarsforsikringen lå uden for de af kilometertaksten dækkede fradrag, og disse udgifter kunne derfor fradrages ud over kørselsfradrag efter kilometertakst, lsr.1981.17.

4.2. Salg af bilen .

A. Skatteydere, som ved indkomstopgørelsen har fradraget de faktiske udgifter ved deres erhvervsmæssige kørsel i en såvel privat som erhvervsmæssig benyttet bil, skal i salgsåret medregne fortjeneste eller tab, opgjort efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II, se U 4.3.

Dette gælder også, hvis de pågældende i en del af besiddelsesperioden har foretaget fradrag med de af ligningsrådet fastsatte satser. I så fald regnes der ved opgørelsen af avance eller tab med en afskrivning på 15 pct. årligt af anskaffelsessummen i de år, hvor ligningsrådets satser har været anvendt.

Skatteydere, der er overgået til fradrag efter kilometersatser i indkomstårene 1977, 1978 eller 1979 og som sælger bilen i indkomståret 1979 eller senere, kan dog i stedet vælge at opgøre skattemæssig avance eller tab efter SD-cirkulære 1980 nr. 6, pkt.3.3, se nedenfor.

B. Har skatteyderen i hele besiddelsesperioden foretaget fradrag med de af ligningsrådet fastsatte satser, skal avance og tab ved salg af bilen ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

C. SD-cirkulære 1980 nr.6 vedrørende opgørelse af avance eller tab ved salg af biler, der har været anvendt til såvel erhvervsmæssig som privat kørsel, har følgende ordlyd

SD-cirkulære 1980 nr.6 .

1) Fradrag for erhvervsmæssig kørsel efter regnskab

Skattepligtige, der i hele ejerperioden har foretaget fradrag for udgifter ved erhvervsmæssig kørsel efter regnskab og foretaget afskrivninger efter afskrivningslovens afsnit II, skal i salgsåret medregne avance eller tab opgjort efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II.

2) Fradrag for erhvervsmæssig kørsel efter kilometersatser

2.1) Skattepligtige, der ikke er regnskabs- eller bogføringspligtige, kan - i stedet for at føre regnskab over de faktiske udgifter ved bilkørsel - fradrage udgifter ved erhvervsmæssig kørsel med de kilometersatser, der fastsættes af ligningsrådet (jfr. 2B ovenfor). For skattepligtige, der i hele ejerperioden har foretaget fradrag efter kilometersatser, skal avance eller tab ved salg af bilen ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

3) Konsekvenser af overgang til anden opgørelsesmetode

3.1) Den skattepligtige kan kun skifte opgørelsesprincip en gang vedrørende samme bil.

Undlader den skattepligtige at føre et regnskab efter at være overgået til fradrag efter regnskab, er ligningsmyndigheden ikke bundet til anvendelse af ovennævnte kilometersatser.

3.2) Overgang til anden opgørelsesmåde medfører, at avance eller tab ved salg af bilen medregnes efter reglerne nedenfor i pkt. 3.3. og 3.4) jfr. eksemplerne 1-4.

3.3) Skattepligtige, der hidtil har foretaget fradrag efter regnskab og afskrevet efter afskrivningslovens afsnit II, kan fra begyndelsen af et indkomstår overgå til at foretage fradrag efter de nævnte kilometersatser. I så fald opgøres avance eller tab ved salg af bilen alene for de år, hvor fradraget er foretaget efter regnskab. Bilens værdiforringelse i disse år beregnes forholdsmæssigt af bilens værdiforringelse i hele ejerperioden, og det enkelte års skattemæssige forringelse beregnes herefter som den del af forringelsen, der svarer til forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel i det pågældende år. Såfremt den således beregnede værdiforringelse i de år, udgiften er fratrukket efter regnskab, overstiger de i disse år foretagne skattemæssige afskrivninger, fradrages det overskydende beløb i indkomstopgørelsen for salgsåret. Har afskrivningen oversteget værdiforringelsen, lægges forskellen til indkomsten. Se eksempel 1 nedenfor.

For biler, hvis anskaffelsessum er over det beløb, hvorpå afskrivning kan foretages - 65.000 kr. for biler købt i indkomståret 1976 eller senere - beregnes bilens værdiforringelse i hele ejerperioden som en forholdsmæssig andel af de 65.000 kr. - svarende til forholdet mellem bilens faktiske værditab i hele ejerperioden og dens anskaffelsessum. I øvrigt anvendes reglerne ovenfor. Se eksempel 2 nedenfor.

3.4 Skattepligtige, der hidtil har foretaget fradrag efter kilometersatser, kan fra begyndelsen af et indkomstår overgå til at foretage fradrag efter regnskab og afskrive efter afskrivningslovens afsnit II. Ved overgangen fra satser til regnskabsmæssig opgørelse foretages afskrivning efter afskrivningslovens afsnit II på grundlag af bilens anskaffelsessum reduceret med 15 pct. årligt for de år, hvor satserne har været anvendt. Avance eller tab ved salg af bilen opgøres og medregnes i øvrigt efter samme retningslinier, som anført ovenfor. Se eksempel 3.

For biler, hvis anskaffelsessum er over det beløb, hvorpå afskrivning kan foretages, beregnes bilens værdiforringelse i hele ejerperioden forholdsmæssigt som anført under pkt. 3.3. Afskrivningsgrundlaget ved overgang til regnskab beregnes som anført ovenfor, dog kan afskrivningsgrundlaget ikke overstige det beløb, hvorpå afskrivning kan foretages - for tiden 65.000 kr. - jfr. afskrivningslovens § 8, stk. 2. Se eksempel 4.

4) Ikrafttrædelse

4.1) Cirkulæret har virkning fra og med indkomståret 1980.

4.2) Skattepligtige, der er overgået til fradrag efter kilometersatser i indkomstårene 1977, 1978 eller 1979 og sælger bilen i indkomståret 1979 eller senere, kan vælge mellem at opgøre skattemæssig avance eller tab efter bestemmelserne ovenfor i pkt. 3.3 eller efter de for indkomståret 1978 gældende regler, jfr. statsskattedirektoratets ligningsvejledning, afsnit U 4.1.

4.3) Skattepligtige, der i indkomstårene 1977, 1978 eller 1979 har skiftet opgørelsesprincip fra fradrag efter regnskab til kilometersatser, kan på ny overgå til fradrag efter regnskab og afskrivning efter afskrivningsloven.

Eksempel 1

Der skiftes princip fra regnskab til kilometersatser.

(Bilens anskaffelsespris under 65.000 kr.)

Forudsætninger

- Bilen købes den 10. maj i år 1 for 60.000 kr. Der køres 10.000 km erhvervsmæssigt og 5.000 km privat. Fradrag foretages efter regnskab.

- I år 2 køres 20.000 km erhvervsmæssigt og 10.000 km privat. Fradrag foretages efter regnskab.

- I år 3 overgår den skattepligtige til kilometersatser.

- Den 15. august i år 4 sælges bilen for 36.000 kr.

Avance/tab ved salg opgøres således

Afskrivning i år 1

30 pct. af 60.000 kr. = 18.000 kr. Heraf erhvervsmæssig del 2/3...............................12.000 kr. Afskrivning i år 2: 30 pct. af 42.000 kr. (60.000 kr. - 18.000 kr.) = 12.600 kr. Heraf erhvervsmæssig del 2/3................................8.400 kr. ---------- Erhvervsmæssig afskrivning år 1 og 2...................... 20.400 kr. ---------- Værdiforringelse i ejerperioden (40 måneder): 60.000 kr. - 36.000 kr. = 24.000 kr. Værdiforringelse pr. måned = 600 kr. Værdiforringelse i år 1 ( 8 måneder) = 4.800 kr. Værdiforringelse i år 2 (12 måneder) = 7.200 kr. Erhvervsmæssig del af værdiforringelse år 1: 2/3 af 4.800 kr. = 3.200 kr. år 2: 2/3 af 7.200 kr. = 4.800 kr. ........................8.000 kr. I alt fratrukket afskrivning i år 1 og 2 ...............................................20.400 kr. ---------- Avance ved salg ...........................................12.400 kr. ----------

Eksempel 2

Der skiftes princip fra regnskab til kilometersats.

(Bilens anskaffelsespris over 65.000)

Forudsætninger

- Bilen købes den 1. april i år 1 for 130.000 kr. Der køres 20.000 km erhvervsmæssigt og 10.000 km privat. Fradrag foretages efter regnskab.

- I år 2 køres 20.000 km erhvervsmæssigt og 10.000 km privat. Fradrag foretages efter regnskab.

- I år 3 overgår den skattepligtige til kilometersatser.

- Den 25. juli i år 4 sælges bilen for 50.000 kr.

Avance/tab ved salg opgøres således

Afskrivning i år 1

30 pct. af 65.000 kr. = 19.500 kr.

Heraf erhvervsmæssig del 2/3...............................13.000 kr. Afskrivning i år 2: 30 pct. af 45.500 kr. (65.000 kr. - 19.500 kr.) = 13.650 kr. Heraf erhvervsmæssig del 2/3................................9.100 kr. ---------- I alt .....................................................22.100 kr. ---------- Beregnet værdiforringelse i ejerperioden (40 måneder): (130.000 - 50.000) ------------------ x 65.000 kr. = 40.000 kr. 130.000 Værdiforringelse pr. måned = 1.000 kr. Værdiforringelse i år 1: (9 måneder) = 9.000 kr. Erhvervsmæssig del 2/3......................................6.000 kr. Værdiforringelse i år 2: (12 måneder) = 12.000 kr. Erhvervsmæssig del 2/3......................................8.000 kr. ---------- I alt .....................................................14.000 kr. - skatteyderens afskrivninger i år 1 og 2 ...............................................22.100 kr. ---------- Avance ved salg ............................................8.100 kr. ----------

Eksempel 3

Der skiftes princip fra kilometersatser til regnskab.

(Bilens anskaffelsespris under 65.000 kr.)

Forudsætninger

- Bilen købes den 1. maj i år 1 for 60.000 kr.

- I år 1 og 2 foretages fradrag efter kilometersatser.

- I år 3 overgår den skattepligtige til fradrag efter regnskab. Der køres 20.000 km erhvervsmæssigt og 10.000 km privat.

- Den 30. marts i år 4 sælges bilen for 25.000 kr. Der er kørt 10.000 km erhvervsmæssigt og 5.000 km privat.

Avance/tab ved salg opgøres således

Afskrivningsgrundlag ved overgang til fradrag efter regnskab i år 3

Afskrivning år 1: 15 pct. af 60.000 kr. i 8 måneder ..........................6.000 kr. Afskrivning år 2: 15 pct. af 60.000 kr. i 1 år................................9.000 kr. Afskrivningsgrundlag (60.000 kr.- 15.000 kr.) .............45.000 kr. ---------- Afskrivning i år 3: 30 pct. af 45.000 kr. = 13.500 kr. Erhvervsmæssig del 2/3......................................9.000 kr. ---------- Værdiforringelse i ejerperioden (35 måneder): 60.000 kr. - 25.000 kr. = 35.000 kr. Værdiforringelse pr. måned: 1.000 kr. Værdiforringelse i år 3 (12 måneder) = 12.000 kr. Værdiforringelse i år 4 ( 3 måneder) = 3.000 kr. Erhvervsmæssig del af værdiforringelse år 3: 2/3 af 12.000 kr. ....................................8.000 kr. år 4: 2/3 af 3.000 kr. ....................................2.000 kr. ---------- I alt .....................................................10.000 kr. - fratrukket afskrivning år 3 ..............................9.000 kr. ---------- Fradrag i salgsåret ........................................1.000 kr. ----------

Eksempel 4

Der skiftes princip fra kilometersatser til regnskab.

(Bilens anskaffelsespris over 65.000 kr.)

Forudsætninger

- Bilen købes den 2. januar i år 1 for 130.000 kr.

- I år 1 og 2 foretages fradrag efter kilometersatser.

- I år 3 overgår den skattepligtige til fradrag efter regnskab. Der køres 20.000 km erhvervsmæssigt og 10.000 km privat.

- Den 25. april i år 4 sælges bilen for 50.000 kr. Der er kørt 6.000 km erhvervsmæssigt og 3.000 km privat.

Avance/tab ved salg opgøres således

Afskrivningsgrundlag ved overgang til fradrag efter regnskab i år 3

Anskaffelsespris..........................................130.000 kr. Afskrivning i år 1 og 2: 15 pct. af 130.000 kr. x 2.................................39.000 kr. ---------- Nedskreven værdi ved overgangen ...........................91.000 kr. Afskrivningsgrundlaget reduceres jfr. afskrivningslovens § 8, stk. 2, til .......................65.000 kr. ---------- Afskrivning år 3: 30 pct. af 65.000 kr. = 19.500 kr. Heraf erhvervsmæssig del 2/3...............................13.000 kr. ---------- Beregnet værdiforringelse i ejerperioden (40 måneder): (130.000 - 50.000) ------------------ x 65.000 kr. = 40.000 kr. 130.000 Værdiforringelse pr. måned = 1.000 kr. Værdiforringelse i år 3: (12 måneder) = 12.000 kr. Erhvervsmæssig del 2/3......................................8.000 kr. Værdiforringelse i år 4: (4 måneder) = 4.000 kr. Erhvervsmæssig del 2/3......................................2.667 kr. ---------- I alt .....................................................10.667 kr. - den skattemæssige afskrivning år 3.......................13.000 kr. ---------- Avance ved salg ............................................2.333 kr. ----------

4.3. Afskrivning .

Afskrivning på biler, der benyttes såvel privat som erhvervsmæssigt, foretages efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II om driftsmidler med blandet benyttelse.

For biler, der er afskaffet før 17.maj 1983 er der et maksimum for afksrivningsgrundlaget. Dette maksimum er

1) 65.000 kr. for biler anskaffet før 1.jan.1983, og

2) 93.600 kr. for biler anskaffet efter 31.dec.1982, men før 17.maj 1983.

For biler anskaffet i 1982 eller senere skal afskrivningssaldoen samt det overskydende ikke afskrivningsberettigede beløb hvert år pristalsreguleres, dog ikke i anskaffelses- eller afståelsesåret.

For biler, anskaffet den 17. maj 1983 eller senere, kan hele anskaffelsessummen afskrives, idet den hidtil gældende overgrænse for afskrivning på blandede driftsmidler er ophævet.

Afskrivning skal altid foretages med hele procenter. I anskaffelsesåret indtil 25 pct. og derefter indtil 30 pct.

Afskrivning skal ved blandede driftsmidler ske på hvert aktiv for sig af hensyn til fordelingen mellem den erhvervsmæssige og den private benyttelse, jfr. AL § 8.

De afskrivninger, der beregnes, fordeles herefter på sædvanlig måde efter forholdet mellem den private og den erhvervsmæssige kørsel i det pågældende indkomstår.

Ved denne fordeling anses kørsel med eget befordringsmiddel mellem hjem og fast arbejdssted for privatkørsel.

Derimod henregnes kørsel med egen bil eller motorcykel mellem skiftende arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder til erhvervsmæssig kørsel.

Såfremt en bil udskiftes kort før regnskabsårets udløb, eller hvis en skatteyder, der ikke tidligere har haft bil, køber bil i slutningen af et regnskabsår, skal fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse ske efter forholdene, som de må antages at blive i det kommende år, selv om skatteyderen i anskaffelsesåret eventuelt kun har kørt erhvervsmæssigt i bilen.

Forbedringsudgifter .

Forbedringsudgifter på et blandet driftsmiddel, hvis anskaffelsessum ikke overstiger overgrænsen på 93.600 kr./65.000 kr., afskrives sammen med driftsmidlets anskaffelsessum (saldoværdi), selv om forbedringsudgiften sammenlagt med driftsmidlets oprindelige anskaffelsessum overstiger 93.600/65.000 kr.

Derimod kan forbedringsudgifter vedrørende driftsmidler, hvis oprindelige anskaffelsessum har oversteget 93.000/65.000 kr., ikke afskrives, men skal opføres på den særlige aktivpost for vedkommende driftsmiddel.

Er driftsmidlet anskaffet den 17. maj 1983 eller senere kan forbedringsudgifter afskrives uafhængigt af driftsmidlets oprindelige anskaffelsessum.

Det er en forudsætning for påbegyndelse af afskrivning på biler (og andre driftsmidler), at disse er leveret inden indkomstårets udgang, lsr. 1961.120. Det er tilstrækkeligt til at anse en bil leveret, at den er overdraget på en sådan måde, at risikoen er overgået til køberen, hvilket kan være sket, når bilen henstår i individualiseret stand hos sælgeren ("for køberens regning og risiko"). Der stilles ikke krav om, at bilen skal være indregistreret, lsr. 1967.129.

Udgiften til en autoradio er en privatudgift, på hvilken der ikke kan afskrives, lsr. 1956.59. Hvis bilen leveres indregistreret med radioen, kan der afskrives på anskaffelsessummen for bilen incl. radioen.

Et gasanlæg var installeret i en "blandet" bil. Anlægget kunne let afmonteres og bruges i andre biler. Det kunne afskrives særskilt som blandet driftsmiddel (ud over 65.000 kr.s grænsen), lsr. 1980.122.

Et radiotelefonanlæg kan afskrives som et selvstændigt driftsmiddel, enten fuldt ud, såfremt anlægget kun benyttes erhvervsmæssigt, eller som blandet driftsmiddel, såfremt anlægget også benyttes privat. Det er ikke afgørende, om bilen er "blandet" eller kun benyttes erhvervsmæssigt.

Avance eller tab ved afhændelse af driftsmidler med blandet benyttelse .

For biler, der er anskaffet efter d. 1.jan. 1982, men inden den 17.maj 1983, gælder følgende

Fortjenesten eller tabet skal opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den anden summen af de uafskrevne pristalsregulerede beløb ved afståelsesårets begyndelse, forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter, der er afholdt i afståelsesåret.

Ved opgørelsen af summen af de uafskrevne beløb, er det de afskrivninger, som er beregnet for de enkelte indkomstår, der skal fragå i afskrivningsgrundlaget. Den del af afskrivningen, der vedrører den private benyttelse, og som derfor ikke kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, indgår således også i opgørelsen af fortjenesten eller tabet.

Ved summen af de uafskrevne pristalsregulerede beløb ved indkomstårets begyndelse forstås både den uafskrevne del af den regulerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen og den del af anskaffelsessummen forhøjet med eventuelt afholdte forbedringsudgifter, der er pristalsreguleret på den særlige ativpost.

Forbedringsudgifter, der er afholdt i årene inden afståelsesåret, er indeholdt i det pristalsregulerede beløb på den særlige aktivpost ved afståelsesårets begyndelse. Hertil lægges derfor alene forbedringsudgifter, der er afholdt i afståelsesåret. Der pristalsreguleres ikke i afståelsesåret, og forbedringsudgifter, der er afholdt i dette år, reguleres derfor heller ikke.

Af fortjenesten eller tabet skal en så stor del, som svarer til forholdet mellem de i alt foretagne skattemæssige afskrivninger og de i alt beregnede afskrivninger medregnes henholdsvis fradrages i den skattepligtige indkomst for salgsåret.

Fortjeneste eller tab på blandede driftsmidler skal altid påvirke den almindelige indkomst, også selv om salget sker i forbindelse med virksomhedsophør.

Fremkommer der fortjeneste, vil den del, som svarer til forholdet mellem de samlede fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger være at medregne i den skattepligtige indkomst for afhændelsesåret.

Fremkommer der et tab, stiller forholdene sig forskelligt for biler, for hvilke anskaffelsessummen er 93.600/65.000 kr. eller derunder, og for biler, for hvilke anskaffelsessummen overstiger 93.600/65.000 kr.

Tab på biler anskaffet til /93.60065.000 kr. og derunder kan fratrækkes med den del, der svarer til forholdet mellem de samlede fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

Derimod kan tab ved afhændelse af biler, for hvilke anskaffelsessummen overstiger 93.600/65.000 kr., kun bringes til fradrag i det omfang, tabet overstiger det beløb, hvorpå der ikke kunne afskrives, og da kun i forholdet mellem de fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

Se i øvrigt pkt. 12 i skd.cirk. af 24. juni 1965 samt eksemplet i skd.cirk. (om AL) af 22.nov. 1983, pkt.33.

For biler, der er anskaffet den 17.maj 1983 eller senere, ophøres fortjenesten ved salg på samme måde som nævnt overnfor, medens tab opgøres som for biler med en anskaffelsessum, der ikke overstiger 93.600/65.000 kr.

Selv om der ikke er foretaget afskrivning på blandede driftsmidler (biler), skal tab eller gevinst ved salg alligevel beskattes efter forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel, lsr. 1962.110.

Såfremt et blandet driftsmiddel anskaffes og afhændes inden for samme regnskabsår, kan der ikke foretages skattemæssig afskrivning på driftsmidlet, og beregning af skattepligtig avance (eller tab) sker i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse.

Der er ikke som ved driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, adgang til at overføre en negativ saldo til et til erstatning indkøbt nyt aktiv, lsr. 1960.124.

Udbedring af skader .

Udsættes driftsmidler for skade, kan udgifterne til reparation fradrages i det omfang, de overstiger en eventuel forsikrings- eller erstatningssum, såfremt skaden er indtruffet under driftsmidlets erhvervsmæssige benyttelse, jfr. AL § 10, stk.2. Såfremt skaden skyldes strafbart forhold hos brugeren (f.eks. spirituskørsel) kan fradraget dog ikke foretages, lsr. 1971.39. Er skaden indtruffet under privat benyttelse, kan der heller ikke ske fradrag, se f.eks. lsr. 1973.144.

Den i AL § 10, stk.2 indeholdte begrænsning, hvorefter der kun er fradragsret for skader indtruffet under den erhvervsmæssige brug af en "blandet bil", skulle ikke anvendes i et tilfælde, hvor bilens motor var brændt sammen under feriekørsel i udlandet, da skadebegrebet i AL § 10 ikke kan antages at omfatte motorsprængning. Udgiften ansås herefter for en vedligeholdelsesudgift, der kunne fradrages forholdsmæssigt (i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse af bilen), lsr. 1979.25.

Overstiger den eventuelle forsikrings- eller erstatningssum reparationsudgifterne, vil en så stor del af det overskydende beløb, som svarer til forholdet mellem de for tidligere indkomstår foretagne skattefri afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger på driftsmidlet for disse indkomstår, være at medregne i den skattepligtige indkomst.

Totalskade .

Såfremt driftsmidlet udgår af driften i anledning af en skade, behandles den udbetalte erstatningssum som en salgssum, og eventuel avance eller tab opgøres på samme måde som ved salg, d.v.s. uden hensyntagen til, om skaden er indtruffet under privat eller erhvervsmæssig benyttelse, jfr. AL § 10, stk.1.

Ændret anvendelse .

På samme måde som ved egentlige køb og salg forholdes der, hvis en skatteyder overfører et blandet driftsmiddel til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse eller til ren privat anvendelse, AL § 32.

Som salgssum betragtes værdien i handel og vandel på overførelsestidspunktet.

Overdragelse eller overførelse af et blandet driftsmiddel til samme anvendelse hos en sambeskattet ægtefælle medfører ikke, at der konstateres skattemæssigt tab eller fortjeneste. Den overtagende ægtefælle fortsætter afskrivninger på det hidtidige grundlag, KL. § 26A.

En bil, tilhørende en repræsentant, som ophørte med arbejde 1.oktober, men dog først var opsagt til 1.april året efter, og som hele tiden havde søgt nyt arbejde som repræsentant, blev ikke anset for overgået til privat anvendelse, og der kunne derfor afskrives på bilen, lsr. 1980.123.

5. Kørselsgodtgørelser

5.1. § 5d-ydelser .

De såkaldte § 5d-ydelser er nærmere omtalt foran i afsnit D 1.6.1. Her skal blot bemærkes, at en bil, der alene anvendes til kørsel i offentlig tjeneste, som berettiger til udbetaling af en § 5d-kørselsgodtgørelse, ikke afskrives som et blandet driftsmiddel, men som en privat bil, d.v.s. at afskrivning sker alene over formuen efter de for private biler gældende regler (15% p.a. af anskaffelsessummen), og ved salg skal der ikke ske nogen beskatning. Endvidere bemærkes, at skatteyderen ikke har mulighed for at vælge at tage § 5d-ydelserne til indtægt og som modstykke hertil fratrække sine faktiske udgifter, jfr ØLD af 21.marts 1984 (6.afd. 274/82) samt lsr.1984.15.

5.2. Kørselsgodtgørelser i øvrigt .

Modtagen kørselsgodtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel skal - forudsat at kørselsgodtgørelsen ikke er skattefri efter statsskattelovens § 5d - altid medregnes til den skattepligtige indkomst, medens den til den godtgjorte kørsel svarende andel af de samlede udgifter til drift af befordringsmidlet kan fradrages efter kørselsregnskab, jfr. U 4.

Godtgørelsen skal medregnes, hvadenten den udbetales som fast beløb eller efter kilometertakst.

Som det fremgår af U 4, er der nu efter ligningsrådets vedtagelse gennemført en ligestilling med hensyn til fradrag for befordringsudgifter mellem lønmodtagere, der modtager kørselsgodtgørelse fra en privat arbejdsgiver, og lønmodtagere, der ikke modtager en sådan godtgørelse, d.v.s. at der skal foretages en opgørelse af kilometertallet, og at fradrag herefter kan ske enten med de faktiske udgifter eller med ligningsrådets satser.

Herefter gælder der kun det særlige for lønmodtagere med kørselsgodtgørelse, at de i medfør af KL § 24 kan fratrække deres kørselsudgifter ved siden af det faste lønmodtagerfradrag, når fradraget ikke overstiger den modtagne godtgørelse.

En sådan godtgørelse må efter HD af 11.november 1975 (Skd.35.78) anses at foreligge, ikke blot, hvor der af arbejdsgiveren ydes et vist beløb pr. kørt kilometer, men tillige, hvor godtgørelsen ydes med faste f.eks. månedlige eller årlige beløb, når størrelsen af godtgørelsen er fastsat på grundlag af en vurdering af det gennemsnitlige erhvervsmæssige kørselsbehov og alene tilsigter at give dækning for den forventede faktiske kørselsudgift. Det må dog herved forudsættes, at arbejdsgiveren løbende fører kontrol med, at omfanget af den erhvervsmæssige kørsel stort set svarer til, hvad der er forudsat ved fastsættelsen af godtgørelsen, jfr. SD-cirkulære nr.466.

Hvor kørselsgodtgørelsen også skal dække udgifter til f.eks. befordring mellem hjem og (fast) arbejdsplads, kan ingen del af befordringsudgifterne, heller ikke den erhvervsmæssige, fratrækkes ved siden af lønmodtagerfradraget.

En kommuneansat ingeniør fik et fast kørselstilskud ydet ud fra et fastsat kørselsbehov på 5-6000 km. i det pågældende år. Lønmodtagerfradrag anerkendt ved siden af kørselsudgifter, da tilskuddet ikke kunne anses som løntilskud, men kun tilsigtede at give kompensation for kørselsudgifterne, lsr.1976.161.

En skatteyder ansat ved vejvæsenet havde som tillæg til sin løn modtaget et "afstandstillæg", hvis størrelse var afhængig af arbejdspladsens afstand fra skatteyderens hjem. Landsskatteretten fandt, at det drejede sig om kompensation for skatteyderens faktisk afholdte kørselsudgifter, der ikke indeholdt et løntilskud, hvorfor lønmodtagerfradrag anerkendtes ved siden af kørselsfradraget, lsr.1977.72.

I et tilfælde, hvor en kilometergodtgørelse blev ydet efter en målt afstand til arbejdsstederne, og arbejdsgiveren kontrollerede kørslen hertil, og hvor der indgik daglige minimums- og maksimumsbeløb i kørselsordningen, blev fradrag med den modtagne godtgørelse anerkendt, idet denne tilsigtede kun at dække de faktiske kørselsudgifter, lsr.1977.179.

I lsr.1978.185 nægtedes lønmodtagerfradraget bl.a. under hensyn til, at arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

En klinikassistent havde efter arbejdsgiverens ønske deltaget i et udenbys kursus. Arbejdsgiveren havde betalt kursusudgifterne og en kørselsgodtgørelse på 98 øre pr. km, eller ialt 4.500 kr. Klinikassistenten var hverken skattepligtig af kursusafgiften eller den dertil benyttede kørselsgodtgørelse, lsr. 1981.18

En advokat udbetalte sin sekretær en månedlig kørselsgodtgørelse på 600 kr., svarende til 1 kr. pr. km. Sekretæren, der boede ca. 15 km fra arbejdsstedet, udførte som led i sit arbejde forskellige post- og andre forretninger for arbejdsgiveren, såvel før som efter at hun mødte på kontoret. Godtgørelsen kunne ikke betragtes som ydet til dækning af befordringsudgifter efter LL § 9B og måtte derfor anses som et løntillæg, hvoraf der skulle indeholdes A-skat. Det var uden betydning for den skattemæssige behandling, at sekretæren i et vist omfang - også under kørsel mellem hjem og arbejdsplads - var dækket af advokatens lovpligtige ansvarsforsiking, skd.61.158.

1. Befordring mellem hjem og arbejdssted

1.1. Sædvanlig bopæl

1.2. Ikke daglig befordring

1.3. Arbejdsplads

1.4. Offentlig befordring eller eget befordringsmiddel

1.5. Ventetid

1.6. Transporttid

1.7. Hvilken af flere mulige ruter

1.8. Benyttelse af bil på arbejdsstedet

1.9. Værktøj m.v. medbringes

1.10. Tilkaldevagter

1.11. Kørsel i frokostpausen

1.12. Meget korte strækninger (1,8 km eller mindre)

1.13. Bilkørsel "nødvendig" på delstrækninger (over 1,8 km)

1.14. Trediedelsreglerne

1.15. Ægtefæller kører i samme bil

1.16. Arbejdsfæller kører sammen til arbejdsstedet

2. Invaliders og kronisk syges befordringsudgifter

3. Befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejds steder

3.1. Skiftende eller samtidige arbejdssteder

3.2. Hovedarbejdssted - skiftende arbejdssteder

3.3. Flere stillinger samtidig

3.4. Trekantkørsel

3.5. Kørsel til et begrænset område

4. Opgørelsen af befordringsudgifter

4.1. Kørselsregnskab

4.2. Salg af bilen - SD cirk. 1980-6

4.3. Afskrivning

5. Kørselsgodtgørelser

5.1. § 5d-ydelser

5.2. Kørselsgodtgørelser i øvrigt