PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PT - FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV - FRISTEN FOR SKØNSMÆSSIGE ANSÆTTELSER M.V.
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år
4) Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur.
5) Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold, medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf, og
6) Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.
Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået.
§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden fornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
§ 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt.
§ 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte.
2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v. .
2.1. Område .
Skattestyrelseslovens § 15, stk. 3 bestemmer, at "forhøjelser af ansættelser vedrørende indkomst- og formueskat kan i det omfang, hvori ansættelsen beror på et skøn, ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår".
For indkomstår før 1978 fandtes den tilsvarende bestemmelse i landsskatteretslovens § 3, stk.5.
Reglen gælder bl.a. også selskabsskat, særlig indkomstskat og frigørelsesafgift.
Finder de lignende myndigheder under behandlingen af en til landsskatteretten indgivet klage, at skønsmæssig forhøjelse bør finde sted på punkter, der ikke er omfattet af klagen, skal indstilling herom afgives over for landsskatteretten inden fristens udløb og der skal samtidig gives klageren meddelelse om indstillingen.
Reglen gælder for forhøjelser efter skøn på et eller flere punkter af en ansættelse, selvom der på andre punkter af ansættelsen foretages nedsættelse af ansættelsen, således at nettoresultatet af ændringen bliver en nedsættelse.
Det er for fristens anvendelse uden betydning, om den oprindelige ansættelse har været skønsmæssig, - det afgørende er, at forhøjelsen sker efter skøn.
2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages? .
Efter bestemmelsen kan forhøjelse ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Det er tilstrækkeligt, at forhøjelsen er vedtaget af den pågældende lignende myndighed inden fristens udløb, selvom skatteyderen først får meddelelse om forhøjelsen efter udløbet, når blot meddelelse afsendes uden unødigt ophold, skd.32.144.
Som eksempel kan anføres, at en forhøjelse efter skøn af en ansættelse for indkomståret 1981 er gyldig, såfremt den er vedtaget senest den 31.december 1984 og meddelelse om ansættelsen er tilgået skatteyderen uden unødigt ophold.
2.3. Hvornår foreligger der et skøn? .
Rene lovfortolkningsspørgsmål falder uden for reglen, f.eks. hvorvidt en bygning er afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven.
Reglen omfatter såvel rene værdiskøn som skøn i tilfælde, hvor sagens faktum som følge af manglende oplysninger eller bevis nødvendiggør et skøn fra de lignende myndigheders side.
Som konkrete eksempler kan nævnes
Fordeling af ikke specificeret købesum på forskellige aktiver: goodwill, varelager m.v., lsr. 1954.89.
Kursfastsættelse vedrørende pantebreve og gældsbreve, lsr. 1956.150.
Afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede landbrugsbygninger (kun det relevante år), lsr. 1966.75 og 1978.117.
Fastsættelsen af "levetiden" for en bygning på lejet grund, lsr. 1978.51.
Skønsmæssig forhøjelse i anledning af, at der ved overdragelsen af et aktiv findes at foreligge en skattepligtig gave.
Skønsmæssig forhøjelse af salgssummen ved et ejendomsaktieselskabs salg af en fast ejendom til en aktionær, skd.37.174.
Skøn over, hvorledes en afholdt udgift skal fordeles på forbedring eller vedligeholdelse af fast ejendom, lsr. 1961.78.
Omregningskurs på udenlandsk valuta, indtjent og forbrugt i udlandet.
Skønsmæssig ansættelse af indkomsten i tilfælde, hvor regnskabet ikke findes at kunne lægges til grund ved ansættelsen.
Skøn over fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af bil, egen lejlighed, lejede lokaler m.v. Se også T 3.
Skøn over værdien af en række naturalgoder såsom kost og logi, fri bolig, telefon, fri bil m.v. (se også afsnit T 3), skøn over udgifter, afholdt i medfør af erhvervet, såsom rejse- og fortæringsudgifter, udgift til uniform og arbejdsdragt, udgift til værktøj m.v. samt kursfastsættelse af unoterede aktier. For disse gælder, at ligningsrådet i vidt omfang har fastsat vejledende satser inden for dette område, men den omstændighed, at en forhøjelse er foretaget for at bringe ansættelsen i overensstemmelse med ligningsrådets vejledende satser betager ikke ansættelsen dens karakter af skønsmæssig ansættelse, jfr. UfR 1955.812.
Formålet med den her omhandlede regel er at beskytte den skatteyder, der er i god tro, mod efter længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav inden for et område, hvor han efter sagens natur har svært ved at bevise eller sandsynliggøre sin påstand.
Domstolene har derimod ikke været betænkelige ved at bortse fra fristen i tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har udeholdt oplysninger eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed ved udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende oplysninger har begået en positiv fejl, jfr. UfR 1964.691.
Kan forhøjelsen i disse tilfælde ikke opgøres helt nøjagtigt f.eks. hvis det som i det i lsr. 1971.170 refererede tilfælde drejer sig om ikke oplyste kontorholdsgodtgørelser, hvorfra der efter et skøn skulle fradrages udgifter til kontorholdet, vil forholdet ikke falde ind under § 15, stk. 5, idet forhøjelsen så vidt muligt hviler på en beregning.
Er der f.eks. konstateret et ikke tidligere oplyst bankindestående, opsparet gennem flere år, vil en fordeling på basis af den årlige stigning i indeståendet kunne ske uden hensyn til fristen i § 15, stk. 5, idet forhøjelsen så vidt muligt støtter sig på en beregning, jfr. byretsdom af 6.januar 1953, (refereret i SO 1953 s.104).
Er der tale om en ansættelse, der er foretaget skønsmæssigt på grundlag af formuebevægelsen og et skønnet privatforbrug, gælder det ovenfor anførte om korrektion af positive fejl, men et oprindeligt skøn over privatforbrugets størrelse kan ikke ændres efter udløbet af fristen i § 15, stk. 5.
I lsr. 1967.171 og 1968.83 er det udtalt, at skønsmæssige forhøjelser i anledning af salgsavance på kornbeholdninger ikke var gyldige, idet de var foretaget efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 og landsskatteretten efter dagældende praksis ikke anså det for en positiv fejl fra klagerens side, at han ikke havde medregnet beholdningsavance.
Resumerende kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk.5 lægges til grund ved skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det ved forhøjelserne korrigerede forhold ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos skatteyderen. Foreligger der svig eller grov uagtsomhed, kan de skønsmæssige forhøjelser gennemføres som en efterbetalingssag efter statsskattelovens § 42, jfr. skattestyrelsesloven § 17, uden ændring af selve ansættelsen og med den virkning, at den korte forældelsesfrist efter nævnte § 15 stk.5 viger for reglerne i den foran omhandlede forældelseslov af 1908.
2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser .
Lovbestemmelsen omhandler kun forhøjelse af skønsmæssige ansættelser og tager således ikke sigte på nedsættelse eller ophævelse af ansættelser.
Det skal dog bemærkes, at landsskatteretten (lsr. 1976.86) anså en nedsættelse af en skønsmæssig ansættelse, foretaget efter udløbet af fristen, for ugyldig. Motiveringen var, at nedsættelsen som konsekvens medførte en tilsvarende forhøjelse for det efterfølgende år, og uanset at forhøjelsen for det sidstnævnte år lå inden for fristen i § 3, stk.5, fandtes bestemmelsen i nævnte § altså anvendelig på den foretagne nedsættelse.
2.5. Diverse afgørelser .
1 Lsr. 1975.191 omhandler et tilfælde, hvor en klager i 1969 havde erhvervet en post aktier fra sin fader. I 1971 fratrak klageren et tab i anledning af de pågældende selskabers likvidation.
Ved ansættelsen for 1971 (skatterådets kendelse af 30. december 1974) reducerede skatterådet tabet med 175.000 kr., idet skatterådet gjorde gældende, at klageren i 1969 havde ydet faderen en overpris på aktierne på nævnte beløb.
Klageren påstod, at forhøjelsen ikke var gyldig, idet den var foretaget skønsmæssigt efter udløbet af den for indkomståret 1969 gældende frist efter § 3, stk.5.
Landsskatteretten fastslog, at anskaffelsen i 1969 ikke havde haft nogen indflydelse på klagerens indkomst eller formue i 1969 og ændringen af anskaffelsessummen for aktierne medførte ikke nogen forhøjelse vedrørende klagerens indkomst- og formueskatter for 1969. Da der endvidere først havde været anledning til at tage anskaffelsesprisen for aktierne op til vurdering ved behandlingen af klagerens indkomstansættelse for 1971, og fristen for at foretage skønsmæssige forhøjelser for dette år først udløb den 31.december 1974, måtte den foretagne forhøjelse af klagerens indkomst for 1971 med 175.000 kr. anses for gyldigt foretaget.
2) En af landsskatteretten fastsat kurs ved klage over gaveafgiftsberegningen i anledning af en faders overdragelse af aktier som gave til en søn, kunne ikke efter udløbet af fristen i § 3, stk.5 lægges til grund ved faderens ansættelse af særlig indkomstskat, idet kursen ville medføre en forhøjelse af den oprindelige ansættelse, og ansættelsen måtte anses for skønsmæssig, selvom den var afledt af kursen ved gaveafgiftsberegningen. Man må nu være opmærksom på reglerne i KL § 16.
3) Ændring af fordelingen af anskaffelsessummen ved beregningen af særlig indkomstskat ved salg af en del af en ejendom, jfr. punkt 8 i cirkulære nr. 250 af 29. december 1975 om særlig indkomstskat m.v. af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, faldt ikke ind under § 3, stk.5, idet avanceopgørelsen hvilede på en beregning, ved hvilken købesummen for hele ejendommen og salgssummen for det bortsolgte areal var dokumenteret og uomtvistet. Det skønselement, der indgik i den på sædvanlig måde foretagne fordeling af købesummen, måtte anses for så begrænset, at ansættelsen ikke kunne betragtes som skønsmæssig, lsr. 1977.100.
Statsskattedirektoratet har i lignende tilfælde anlagt den samme betragtning som i nævnte landsskatteretskendelse, f.eks. ved fordelingen af basisbeløbet ved beregningen af frigørelsesafgift i tilfælde hvor kun en del af en ejendom undergår zoneændring. Også i tilfælde, hvor 2 selvstændige ejendomme er erhvervet under et og nu sælges under et, men hvor den ene ejendom er ubebygget og den anden ejendom er bebygget, således at 2 forskellige beskatningsformer skal anvendes, har man anlagt nævnte betragtning.
I et tilfælde, hvor der skete afståelse ved ekspropriation af en del af en ejendom og hvor ekspropriationen omfattede størstedelen af ejendommens bygninger, fandt landsskatteretten derimod, at fordelingen af anskaffelsessummen beroede på et skøn, således at § 15, stk. 3 skulle bringes i anvendelse.
4) Bedømmelsen af om en udvidelse af en stambesætning er væsentlig og varig er et retligt skøn, der ikke er omfattet af § 3, stk.5, lsr. 1979.158. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt et landbrug kan anses for erhvervsmæssigt drevet.
5) En kendelse fra landsskatteretten omhandler en erhvervsdrivende, som ved den ordinære ligning for indkomstårene 1971, 1972 og 1973 af skatterådet blev ansat skønsmæssigt, idet klagerens regnskabsmateriale ikke blev anset for egnet til at danne grundlag for ansættelsen. Gennem toldvæsenets momskontrol blev det i 1975 konstateret, at klageren havde undladt at angive moms for de nævnte indkomstår til et beløb af ialt 13.000 kr. Med henvisning til toldrapporten forhøjede amtsskatterådet herefter ved kendelse af 28. september 1977 de tidligere ansættelser med de for hvert af indkomstårene beregnede yderligere indtægter, der svarede til de unddragne momsbeløb, dog med fradrag af de tidligere af skatterådet foretagne skønsmæssige forhøjelser.
Klageren nedlagde over for landsskatteretten påstand om, at amtsskatterådets forhøjelser blev anset for ugyldige, da de var foretaget efter udløbet af den i landsskatteretslovens § 3, stk. 5, angivne frist.
Landsskatteretten gav ikke klageren medhold, dels fordi klageren enten svigagtigt eller groft uagtsomt havde begået sådanne positive fejl ved indkomstopgørelserne, at han var ifaldet bødeansvar, dels fordi det i ansættelserne indgåede skønselement af landsskatteretten blev anset for at være så begrænset, at ansættelserne ikke kunne anses for skønsmæssige efter den forståelse, som i praksis er anlagt vedrørende den af revisor påberåbte lovbestemmelse. (Den unddragne moms var beregnet ved anvendelse af bruttoavanceprocenter for de enkelte varegrupper).
2.6. Privatforbrugsposter .
Under hensyn til konsekvenserne for ligningsarbejdet af den fremrykkede årsopgørelse, jfr. lov nr.231 af 23.maj 1984 om ændring af kildeskatteloven og skattestyrelsesloven, er den særlige frist for forhøjelse af privatforbrugsposter efter SD-cirk.nr. 1979-17 og statsskattedirektoratets cirkulære nr.487 af 3.nov. 1976 blevet ophævet, jfr. SD-cirk.nr. 1985-00. Henvisningen i SD-cirk.nr. 1981-42 til SD-cirk.nr. 1979-17 er som følge heraf også ophævet.
I SD-cirk. 1985-00 understreges det dog, at gennemgangen af selvangivelserne for lønmodtagere, pensionister og skattepligtige med tilsvarende skattemæssige forhold bør fremskyndes mest muligt og være afsluttet inden den 1.okt. i det år, hvori ligningen foretages.
For de erhvervsdrivende m.fl. skattepligtiges vedkommende gælder, at der så tidligt som muligt efter, at udsøgningen af de pågældendes selvangivelse til ligningsmæssig behandling har fundet sted, bør tages stilling til, om der skal gennemføres en forhøjelse af privatforbrugsposter af den i det ophævede SD-cirk.nr. 1979-17 nævnte art. Det drejer sig om
1) Værdi af privat kørsel i egen bil eller i bil stillet til rådighed af arbejdsgiver.
2) Skønsmæssigt ansat værdi af bolig, herunder ejerbolig og fribolig.
3) Værdi af privat andel af varmeudgifter og el-udgifter.
4) Værdi af privat andel af telefonudgifter.
5) Værdi af forbrug af egne varer.
Når en selvangivelse tages op til revision, bør den skattepligtige gøres bekendt med, hvilke privatforbrugsposter man eventuelt vil ændre, enten i meddelelsen til den pågældende om, at selvangivelsen er udtaget, eller i den første underretning om, hvordan ansættelsen agtes foretaget.
Blandt omstændigheder, der kan medføre, at ligningsmyndighederne ikke kan gennemføre ligningen af privatforbrugsposter i overensstemmelse med de anførte henstillinger, skal nævnes, at forbruget ikke fremgår af selvangivelsen, eller at der er givet urigtige eller vildledende oplysninger herom.
2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatf orbrug og erhverv - SD-cirk.1981-42 .
Østre Landsret har i dom af 27.november 1980 om skattemyndighedernes adgang til at ændre en skønsmæssig fastsat fordeling af biludgifter mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, udtalt følgende
"Landsretten må efter det oplyste lægge til grund, at sagsøgeren efter sine samtaler med skattevæsenet og under hensyn til langvarig praksis med hensyn til hans og andre advokaters kørsel havde fået forståelse af, at den af ham selvangivne fordeling af kørselsudgifter ville blive godkendt, og at han derfor ikke behøvede at føre egentligt kørselsregnskab. Herefter og efter det om behandlingen af sagsøgerens selvangivelse foreliggende findes skattemyndighederne at have været uberettiget til uden forudgående underretning at ændre den procentmæssige fordeling af hans kørselsudgifter for indkomståret 1975."
Andre domstolsafgørelser er på linie hermed.
Skattemyndighederne kan således ikke uden forudgående underretning ændre skønsmæssige fordelinger, som kunne være dokumenteret, hvis skatteyderen forud for det pågældende indkomstår var blevet orienteret om den påtænkte ændring. Dette gælder dog kun, når skatteyderen som følge af ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller tilkendegivelse om den pågældende skønsmæssige fordeling kunne forvente, at fordelingen ville blive godkendt.
Det anførte gælder ikke, hvis der er sket væsentlige ændringer i grundlaget for den faktiske fordeling mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, og medfører ingen ændring i adgangen til at regulere niveauet for en række typiske ligningsmæssige skønsposter og satser i overensstemmelse med prisudviklingen, f.eks. værdien af fri bolig, fri opvarmning og satser for forbrug af egne varer.
En ændring af en skønsmæssig fordeling skal fortsat overholde fristen i skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, om forhøjelse af en ansættelse, der beror på et skøn.
Se også lsr.1982.116 og 1983.54.
Tilfælde, hvor skattemyndighederne "passivt" har godkendt den selvangivne fordeling i en årrække, omfattes ikke af SD-cirk. 1981-42.
Afsnit PT - Forældelse af skattekrav - fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.
1. Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter lov af 1908 om forældelse af visse fordringer på 5 år. Loven er gengivet som bilag sidst i dette afsnit. I punkt 1.5. omtales den 20 årige forældelsesfrist, der gælder ved siden af 1908-loven.
Virkningen af 1908-lovens forældelsesfrist er, at krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra deres opståen er anerkendt af skatteyders, respektive den afgiftspligtige, eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås ved, at et krav er gjort gældende, omtales under T 1.4.
Hvor det er åbenbart, at et krav på skat eller afgift er forældet, bør det ikke rejses. En forældet fordring kan ikke anvendes til modregning.
1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler om, at disse ikke skal finde anvendelse, er uforbindende.
1.1. Hvilke skatter og afgifter .
Efter lovens § 1, stk.1, nr.4, forældes »skatter eller afgifter af offentligretlig natur«. Bestemmelsen omfatter således såvel personlig skat af enhver art som dødsboskat og selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift i medfør af pensionsbeskatningsloven samt kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for nærværende fremstilling.
1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe .
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber i fem år. Som en almindelig regel vil forældelsesfristen for skattekrav m.v. begynde at løbe fra det øjeblik, da kravet er forfaldent til betaling.
Også upålignede skatter m.v. .
Loven taler om "statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur", men det er uomtvisteligt, at forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke bliver gjort op ved sin opståen. Forældelse kan således også indtræde for skatter m.v., der ikke er pålignede eller beregnede, medmindre myndighederne har befundet sig i utilregnelig uvidenhed om deres krav, jfr. om suspension af forældelsen afsnit T 1.3.
Skattedepartementet har udtalt, at den 5 årige forældelsesfrist "i almindelighed må antages at løbe fra den dag, der ville have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det pågældende indkomstår", jfr. skd.40.25.
Da skattekrav ifølge kildeskattelovens regler opkræves dels som foreløbig skat, dels som restskat, må denne anvisning føre til, at forældelsesfristen for personlige skatter af (almindelig) indkomst og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal regnes fra forfaldstidspunkterne for restskat, der opkræves på normal måde.
Eksempler .
Nedenfor er angivet eksempler på anvendelsen af reglen om, at forældelsesfristen for personlige skatter regnes fra forfaldstidspunkterne for restskat, opkrævet på normal måde
Indkomståret 1978
Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2.og 1.3.1980. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3.1985 (for 1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).
Indkomståret 1979
Restskatten forfaldt til betaling med 1/3 hver af terminerne 1.1., 1.2. og 1.3. 1981. Forældelsen indtræder henholdsvis 1.1., 1.2. og 1.3. 1986 (for 1/3 af skattekravet ved hvert tidspunkt).
Den praktisk forekommende situation, at skatteyderen i oktober måned i slutligningsåret har fået udbetalt overskydende skat, som efter senere ændring af skatteansættelsen skal betales helt eller delvis tilbage, er behandlet i KL § 62A, stk.2, jfr. § 61, stk.5, hvorefter tilbagebetalingen skal finde sted til de for betalingen af restskat gældende terminer.
Da statens krav på tilbagebetaling i denne situation således forfalder ved de for restskat fastsatte terminer, kan man drage den slutning, at forældelsesfristens forløb for krav på skat af (almindelig) indkomst og formue vil være upåvirket af, om der forud for kravets rejsning har været udbetalt overskydende skat. Hvis den overskydende skat er kommet til udbetaling efter eller imellem forfaldstidspunkterne for restskat (opkrævet på normal måde), vil fristen for den del af kravet, som kan rummes af det overskydende skattebeløb, dog tidligst begynde at løbe fra tilbagebetalingstidspunktet, jfr. ØLD af 3.oktober 1974, skd.32.153 (der ganske vist angik sømandsskat).
Såfremt der ved en fejlekspedition er udbetalt overskydende skat, der skal tilbagebetales, vil forældelsesfristen for statens krav på tilbagebetaling skulle regnes fra tidspunktet for beløbets udbetaling til skatteyderen (skd.71.621).
Særlig indkomstskat .
Særlig indkomstskat forfalder til betaling i 3 rater den 1.9, 1.10 og 1.11 i det år, hvori skatten normalt pålignes, jfr. LOSI § 12, stk.2. Forældelse af krav på særlig indkomstskat vedrørende et bestemt indkomstår indtræder normalt 5 år efter disse terminer med 1/3 ved hver, se dog reglerne for tilfælde af skatteophør nedenfor.
Ved fraflytning .
Ved skatteophør på grund af fraflytning til udlandet er opkrævningsterminerne for eventuel restskat de samme som sædvanlig, og forældelsesfristen løber derfor som for andre skatteydere uden hensyn til, på hvilken dato i indkomståret, skattepligten er ophørt. Derimod rykkes forfaldstidspunktet for særlig indkomstskat frem i tilfælde af skatteophør på grund af fraflytning, idet såvel ikke pålignet som pålignet, men ikke betalt særlig indkomstskat forfalder straks ved fraflytningen, jfr. bekendtgørelse nr.76 af 8. marts 1982 om opkrævning af særlig indkomstskat § 4. Forældelsesfristen vedrørende den særlige indkomstskat regnes fra dette tidspunkt, medmindre begyndelsestidspunktet udskydes i medfør af suspensionsbestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, eller af en af de i 1908-lovens § 3 nævnte årsager, se T 1.3. om suspension af forældelse.
Nedenstående eksempel viser forældelsens indtræden for restskat og for særlig indkomstskat
Skatteophør på grund af fraflytning 1.8.1978
Særlig ind- komstskat Restskat Forfaldstidspunkt 1.8.1979 1.1, 1.2 og 1.3.1981 Forældelsens indtræden 1.8.1984 1.1, 1.2 og 1.3.1986
Dødsfald .
Ophører skattepligten på grund af dødsfald, må der henses til, om der skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet uden at der foretages afsluttende ansættelse for mellemperioden, i hvilket tilfælde skattetilsvaret for dødsåret er endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, KL § 14, stk.1, eller om der foretages afsluttende ansættelse af almindelig og særlig indkomst for mellemperioden. I sidstnævnte tilfælde forfalder restskatten og den særlige indkomstskat til betaling den 1.10 efter indkomstårets udløb, idet dog ingen skat forfalder til betaling senere end den 1. i den 3. måned efter boets skatteophør, jfr. KL § 62B, stk.1.
Eksempel .
Skattekrav vedrørende en mellemperiode, som strækker sig fra 1.1. til 20.4.1979, for hvilken der er foretaget en afsluttende ansættelse, forældes 5 år fra 1.10.1980 at regne, d.v.s. 1.10.1985, medmindre boet er afsluttet forinden, f.eks. den 1.4.1980; i så fald indtræder forældelsen den 1.7.1985.
Dødsboer .
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i statsskattelovens § 43, stk.8, sidste pkt., hvorefter boets og arvingernes ansvar for betaling af for lidt erlagte skatter bortfalder, såfremt skattemyndigheden ikke foretager rettidig anmeldelse til boet, d.v.s. inden for de i KL § 14, stk.3 og stk.6, angivne frister, normalt 6 måneder fra dødsfaldet.
For dødsboers vedkommende regnes forældelsesfristen med hensyn til krav på indkomst og formueskat fra de i KL § 62B nævnte forfaldstidspunkter, jfr. om afsluttende skatteansættelser ovenfor. Er boskatten ikke pålignet på det tidspunkt, da den efter reglen i KL § 62B skulle være forfalden til betaling, udskydes forfaldstidspunktet til den 1. i den måned, som følger nærmest efter påligningen, jfr. bekendtgørelse nr. 602 af 9.december 1977, § 18. Forældelsesmæssig betydning har denne sidste regel dog kun i tilfælde, hvor skatten ikke ville være blevet pålignet inden den 1.10 efter indkomstårets udløb, selv om den hurtigst mulige fremgangsmåde havde været fulgt.
Da dødsboers særlige indkomst beskattes sammen med den skattepligtige almindelige indkomst, jfr. LOSI § 13A, behandles den del af boskatten, som kan henføres til den særlige indkomst, heller ikke anderledes end den øvrige i forældelsesmæssig henseende.
Selskabsskatter .
Reglerne for selskabsskatters opkrævning findes i SSL § 30. Indkomstskatten for selskaber og foreninger forfalder den 1.11 i det skatteår, for hvilket ansættelsen er sket. Skat, som pålignes på grundlag af en afsluttende eller anden ekstraordinær ansættelse, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om ansættelsen, dog tidligst samtidig med den indkomstskat, der pålignes på grundlag af den sidste ordinære skatteansættelse, SSL § 30, stk.2. Forældelsesfristen løber som illustreret ved følgende eksempler
Indkomstår Forfalds- Forældelsens (-periode) Skatteår tidspunkt indtræden 1.1.1978- 31.12.1978 1979/80 1.11.1979 1.11.1984 1.5.1979- 30.4.1979 1980/81 1.11.1980 1.11.1985 1.5.1979- 20.7.1980 (ophør) 1980/81 tidl. 1.11.1980 tidl. 1.11.1985
Arve- og gaveafgifter .
Fristen for forældelse af krav på arve- og gaveafgift løber fra afgiftens forfaldstidspunkt.
Reglerne om forfaldstid vedrørende arve- og gaveafgift er fastsat i §§ 24 og 33 samt 46 i arveafgiftsloven.
Arveafgiften i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når udlodning kan ske, d.v.s. når 4 ugers fristen for anke af repartitionen er udløbet, eller alle vedkommende har frafaldet anke, jfr. skiftelovens § 50, stk. 3.
I privat skiftede boer forfalder arveafgiften 4 uger efter, at der er givet den afgiftspligtige meddelelse om den beregnede afgift, og det samme gælder, når arveafgift skal svares af erhvervelser, som ikke har været inddraget under skifte.
På tilsvarende måde forfalder gaveafgift til betaling 4 uger efter, at der er meddelt giver og modtager underretning om afgiftsberegningen, se nærmere cirkulære nr. 144 af 17. juni 1970 om ændringer i reglerne om arve- og gaveafgift. Indgivelse af klage til landsskattereten over værdiansættelse eller afgiftsberegning medfører ikke, at forfaldstidspunktet udskydes.
Drejer det sig om afgiftskrav, som ikke er blevet opgjort umiddelbart på grundlag af boopgørelsen eller rettidigt indgivet arve- eller gaveanmeldelse, kan forfaldstidspunktets anvendelse som begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen volde problemer.
Spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i sådanne tilfælde er endnu ikke fuldstændig afklaret, men det kan fastslås, at fristen i intet tilfælde kan begynde at løbe, før offentligt skiftet bo er afsluttet, fristen for indsendelse af boopgørelse vedrørende privat skiftet bo er udløbet, eller fristen for indgivelse af gaveanmeldelse er udløbet.
Fra hvilket tidspunkt fristen herefter løber, må afgøres efter en konkret bedømmelse af afgiftsmyndighedernes mulighed for at gøre afgiftskravet gældende.
Opmærksomheden henledes på, at gaveafgift kan være undergivet forældelse efter 5-års reglen, når det af giverens eller modtagerens selvangivelse er fremgået, at der er givet nogen et afgiftspligtigt formuegode. Dette for afgiftsmyndigheden strenge standpunkt er indtaget af ØLD, refereret i UfR 1971.856.
Frigørelsesafgift .
Frigørelsesafgift forfalder til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning, jfr. lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom § 5.
Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra tidspunktet for zoneovergangen.
Afgifter i medfør af PL .
Afgifter, der skal svares i henhold til pensionsbeskatningsloven, skal tilbageholdes af det pågældende forsikringsselskab, vedkommende pensionskasse eller anden institution og indbetales til statskassen (statsskattedirektoratet) inden 3 måneder efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten. Spørgsmålet om forældelse af krav på disse afgifter er i almindelighed uden praktisk interesse for de lignende myndigheder.
Tillægsskat .
Derimod beregner statsskattedirektoratet tillægsskat efter PL § 48 på grundlag af ligningsmyndighedernes indberetning, se nærmere cirkulære nr.175 af 23. juli 1973. Ifølge § 48, stk.3, betales tillægsskatten i 3 rater med forfaldsdage den 1. i hver af månederne september, oktober og november i slutligningsåret. Følgende eksempel kan illustrere forældelsen af kravet på tillægsskatten
Ophævelse af Tillægs- Forfalds- Forældelsens forsikring m.v. skattepligt tidspunkter indtræden (afgiftsplig- for ind- for tig) komståret tillægsskatten 1.2.1979 1979 1.9, 1.10, 1.9, 1.10, 1.11.1980 1.11.1985
1.3. Suspension af forældelsen .
Det forhold, at forældelsesfristen vedrørende en given fordring ikke begynder at løbe ved sit sædvanlige begyndelsestidspunkt eller sættes i stå efter at være begyndt at løbe på grund af omstændigheder, som hindrer fordringens inddrivelse, betegnes som suspension af forældelsen. Suspension må ikke forveksles med afbrydelse, se T 1.4.
1908-lovens § 3 om suspension af forældelsen har følgende ordlyd
"Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt".
Utilregnelig uvidenhed .
Skatte- og afgiftsmyndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav spiller i praksis en betydelig rolle
Retlige vildfarelser .
Retlige vildfarelser udskyder i almindelighed ikke forældelsens forløb, jfr. UfR 1927.585H. For skatte- og afgiftsmyndighederne antages denne regel at gælde ubetinget, og den skattelignende myndighed kan således godt have befundet sig i en undskyldelig tvivl om en skattebestemmelses forståelse eller rækkevidde, uden at tvivlen vil kunne påberåbes som "utilregnelig uvidenhed".
Vildfarelser af faktisk karakter .
Derimod medfører vildfarelser af faktisk karakter suspension. Det er ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års burde være blevet opmærksomme på det ikke oplyste forhold. At kravet til skattemyndighedernes "almindelige agtpågivenhed" er meget strengt, fremgår af ØLD, UfR 1971.856 angående et afgiftskrav; der kan henvises til kommentaren af højesteretsdommer Spleth til bl.a. denne dom i UfR 1973 B, s.173, se også skd.57.181 (forældelse af efterbetalingskrav). På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden synlig anledning. Støder de lignende myndigheder under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag for en selvangivelse på oplysninger, som ikke havde kunnet udledes af selvangivelsen, og som hvis de havde foreligget oplyst under ligningen ville have ført til en højere skatteansættelse end den faktisk foretagne, må forældelsesfristen med hensyn til det yderligere skattekrav anses for suspenderet i tiden fra sit normale begyndelsestidspunkt og indtil det tidspunkt, da skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, skd.63.347.
Betydningen af sagens fortsatte behandling .
Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, da skattemyndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. HD af 21. marts 1963, UfR 1963.377, hvorefter hensynet til sagens fortsatte undersøgelse og forhandling blev tilsidesat. Da de oplysninger, på grund af hvilke retssagen blev anlagt den 4. december 1958, havde foreligget for skattevæsenet i en redegørelse for skatteyderens indtægter år for år af 7. august 1953, suppleret den 23. oktober samme år, ansås skattekravet for forældet inden sagens anlæg. Dommen er kommenteret i UfR 1963 B, s.246.
I VLD af 21.sept. 1981 (skd.62.260), at forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende i et tilfælde, hvor forligsforhandlinger om forhøjelse af afdødes indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var blevet fortsat over en periode af flere år.
Skatteyderens opholdssted ubekendt .
Skattemyndighederne m.v. vil normalt kunne gøre sig bekendt med skatteyderens eller den afgiftspligtiges opholdssted, så længe dette ligger inden for rigets grænser. Myndighederne kan bedre tænkes at befinde sig i utilregnelig uvidenhed om en skyldners opholdssted i udlandet, og efter domstolspraksis synes der ikke at skulle stilles store krav til bestræbelserne for at få et sådant oplyst. Ved ØLD, UfR 1932.590, blev en løbende forældelsesfrist anset for suspenderet i et tilfælde, hvor en skatteyder var flyttet til Schweiz uden at meddele flytning til folkeregisteret. Det var oplyst, at et almindeligt brev til hans tidligere adresse sandsynligvis ville have nået ham. På linie hermed er for så vidt VLD, UfR 1960.964, hvor skatteyderen var rejst til Chile, ligeledes uden at melde flytning. I forhold til dommen fra 1932 kan der af begrundelsen udledes en vis skærpelse af kravet til myndighedernes anstrengelser. Der lagdes udtrykkeligt vægt på skatteyderens udvandring til et så fjernt sted som Chile, hvor inddrivelsen af skatten tilmed ville have været forbundet med sådanne vanskeligheder, at det ikke ville have haft noget praktisk formål at søge adressen oplyst.
Forældelsesfristen kunne derimod ikke anses for suspenderet i et tilfælde, hvor skattemyndighederne var blevet holdt underrettet om skatteyderens opholdssted i Spanien, men havde undladt at søge deres krav gennemført, skd.66.260.
Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk.3, hvorefter der ved beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i § 14, stk.3, finder på den anden side ikke anvendelse, så længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se evt. "Vejledning for pantefogeder", kommunetryk, afsnit 16.
1.4. Afbrydelse af forældelsen .
Efter 1908-lovens § 2, 2.pkt., afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når "fordringshaveren inden fristens udløb enten 1) erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller 2) foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse".
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan den ikke løbe til ende senere, men der kan begynde at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt retsgrundlag.
Erkendelse af gælden .
Skatteyderens erkendelse af gælden kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af et andragende om henstand med eller lempelse af tilsvaret, jfr. skd.70.78. Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør. Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver restanten med et eller flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.
I VLD af 21.september 1981 (skd.62.260) blev det lagt til grund, at forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet forligsforhandlinger om størrelsen af forhøjelsen af afdødes indkomstansættelse for indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en periode over flere år.
Indbringelse for landsskatteretten .
I ØLD, UfR 1972, s. 447, og i en mindretalsudtalelse i HD, UfR 1969.108, er man gået ud fra, at indbringelse af en skatterådskendelse for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor skattekravet ikke er forældet, bevirker, at fristen for forældelse først regnes fra afsigelsen af landsskatterettens kendelse. Ved VLD af 21. februar 1978 (skd.48.52), blev det i overensstemmelse hermed lagt til grund, at fristen for forældelse af et efterbetalingskrav, hvorom ligningsrådet havde truffet afgørelse, først kunne regnes fra afsigelsen af landsskatterettens kendelse, da skatteyderen selv havde indbragt sagen for landsskatteretten på et tidspunkt, hvor kravet ikke var forældet. Denne generelle formulering er imidlertid ikke gentaget i HD af 27. november 1978 i samme sag, UfR 1979.64, (skd.48.58), men det udtales, at den langvarige behandling ved landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger ikke kunne medføre forældelse. Det må herefter antages, at indbringelse for landsskatteretten ikke generelt medfører afbrydelse af forældelsesfristen, men at forældelsesindsigelsen på den anden side under visse omstændigheder kan fortabes af skatteyderen.
Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes indstilling til landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet, om en indtægt er almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær indstilling, således at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig indkomstskat ikke fortabes.
Egen anmeldelse .
Det er fastslået af Højesteret i UfR 1968.240, at indgivelse af gaveanmeldelse ikke kan betragtes som en anerkendelse af fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter den i loven fastsatte anmeldelsesfrists udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke en løbende forældelsesfrist. Af dommen kan man udlede, at en "selvmelder"s henvendelse til skattemyndighederne om sådanne udeholdelser eller fejl i selvangivelsen, som myndighederne allerede skulle være på det rene med, ikke uden videre afbryder forældelsesfristen. Det afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige skridt .
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder en løbende forældelsesfrist, er sagsanlæg ved domstolene, udlæg og anmeldelse i skyldners konkursbo. Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til berammelse afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende fastslår retsplejelovens § 527, at forældelse af en fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når den fører til udlæg, men selv om forretningen sluttes som forgæves, bevarer udlægsbegæringen sin afbrydende virkning på forældelsesfristen.
Ved ØLD, UfR 1936.647, er en foretagen arrest blevet anset for et retsligt skridt.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag .
Efter 1908-lovens § 1, stk.2, finder forældelsesfristen på 5 år ikke anvendelse, "når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået". Fordringer, som er således sikrede, er forældelige efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se T 1.5.
At der er udstedt et gældsbrev for en fordring udelukker ikke, at et vedhængende rentekrav forældes efter 1908-loven.
Et pantebrev i fast ejendom eller løsøre er et gældsbrev, men hvis det ikke fastslår, at udstederen skylder et bestemt beløb, opfylder det ikke betingelsen efter 1908-loven § 1, stk.2. Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på 5 år, se ovenfor om frigørelsesafgift. Overgivelse af et ejerpantebrev til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse derved fastslås - således er en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem parterne, ikke blevet anset som et særligt retsgrundlag, jfr. den i UfR 1965.608, refererede underretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. fastsættelse af den skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig, HD i UfR 1934.432. Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk.3, for skattekrav, opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk.1, 10, stk. 1 samt den tidligere gældende § 11 nævnte begivenheder, udgør intet særligt retsgrundlag, allerede fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk.1 og 2, og 11, stk.1 og 3, jfr. § 9, stk.4.
Som sådanne retsgrundlag, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1, stk.2, kan nævnes dom og forlig. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod er en udlægsforretning, en foretagen arrest eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke at anse som et særligt retsgrundlag.
1.5. Den 20-årige forældelse .
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, jfr. 1908-lovens § 4, men dens praktiske betydning for området skatter og afgifter er ikke stor.
Reglen i Danske Lov går ud på, at
"Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse eller med nyt Brev eller Creditorens Opsigelse eller Beskikkelse eller Tingsvidne ere fornyede".
Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå gældsbreve i moderne sproglig betydning, men angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter.
Forældelsesfristen antages at løbe fra fordringens stiftelse eller fra det tidspunkt, da det gældsbrev eller andet retsgrundlag, som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. For skattekravs vedkommende kan der være tvivl om, hvornår fordringen stiftes; sædvanligvis kan krav på skat af indkomst og formue siges at være stiftet ved det pågældende skatteårs begyndelse. Det er dog nu tilkendegivet i ØLD af 28.juni 1984, at pålignede skatter i relation til Danske Lovs 5-14-4 må anses for stiftet ved de enkelte indkomstårs begyndelse. Dommen er appelleret. Afgiftskrav vil normalt være stiftet ved den afgiftspligtige beginvenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på den 5-årige forældelse efter 1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes under de betingelser, 1908-loven opstiller i § 3, se T 1.3. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet fastholdes.
Udbytteskat - tilbagebetalingskrav .
ØLD af 24. maj 1982 (skd.65.208). Holdingsselskabs tilbagebetalingskrav på udbytteskat indbetalt af datterselskab i medfør af KL § 65 fandtes ikke at være omfattet af 1908-lovens § 1 nr.6 og er efter ordlyden af § 1 nr.4 heller ikke omfattet af denne bestemmelsen. Fordringen er herefter undergivet forældelsesreglen i DL 5-14-4.
Uddrag af lov nr. 274 af 22. dec. 1908 .
om forældelse af visse fordringer.
1. Forældelse af skattekrav
1.1. Hvilke skatter og afgifter
1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe
1.3. Suspension af forældelsen
1.4. Afbrydelse af forældelsen
1.5. Den 20-årige forældelse
2. Fristen for skønsmæssige ansættelser m.v.
2.1. Område
2.2. Hvor sent kan den skønsmæssige ansættelse foretages?
2.3. Hvornår foreligger der et skøn?
2.4. Nedsættelse af skønsmæssige ansættelser
2.5. Diverse afgørelser
2.6. Privatforbrugsposter
2.7. Skønsmæssig fordeling af udgifter vedrørende privatforb rug og erhverv - SD-cirk.nr.1981-42