PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PM - NEDSLAG FOR RENTE- OG PENSIONSINDTÆGTER.
Statutory Text (1 Articles)
Afsnit PM - Nedslag for rente- og pensionsindtægter.
Nedslag for rente- og pensionsindtægter
I henhold til lovbekendtgørelse nr.521 af 22.sept. 1982 kan der indrømmes fuldt skattepligtige personer, der den 1.januar 1983 var fyldt 67 år, et nedslag i skatteansættelsen, når der i indkomsten indgår rente- og pensionsindtægter m.v.
Begge ægtefæller kan som hidtil få nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m.v. De indtægter, der berettiger til nedslag, omfatter såvel pensionsydelser som renteindtægter. Ved skatteberegningen anses nedslaget fortrinsvis for foretaget i renteindtægten og dermed i formueindkomsten. Hvis nedslaget er større end renteindtægten, anses den overskydende del af nedslaget for foretaget i arbejdsindkomsten.
Nedslaget knytter sig til a) renter, b) løbende udbetalinger fra renteforsikringer og c) løbende pensionsudbetalinger.
Nedslag for renteindtægter og udbetalinger for ATP beregnes automatisk. For andre pensionsudbetalinger gives nedslag kun efter begæring (på skema § 16) senest samtidig med indgivelsen af selvangivelsen. Ligningsrådet har dog vedtaget, at ligningsmyndigheden, hvor omstændighederne taler derfor, kan tage hensyn til en begæring, der fremsættes senest 1 måned efter den skattepligtiges modtagelse af årsopgørelsen for det pågældende indkomstår.
Tre grupper af indtægter .
I lovens § 2 gives nærmere bestemmelse om, hvilke grupper af indtægter, der berettiger til nedslag.
A. Den første gruppe er renteindtægter. Hertil medregnes ikke udbytte af aktier og lignende værdipapirer (d.v.s. aktiecertifikater og andelsbeviser).
Har den pågældende i løbet af indkomståret haft renteudgifter, fragår disse i renteindtægterne, før der kan beregnes nedslag, og har renteudgifterne været større end renteindtægterne, bliver der ikke tale om nedslag for renteindtægter, men det overskydende underskud formindsker ikke det nedslag, der kan blive tale om med hensyn til udbetalingen fra renteforsikringer eller løbende pensionsudbetalinger, jfr. B og C.
B. Den anden gruppe af indtægter, der berettiger til nedslag, er de løbende udbetalinger fra renteforsikringer, f.eks. modtagen livrente, overlevelsesrente, invaliderente, pensionsforsikring, hvortil der ikke er ydet bidrag af tidligere arbejdsgivere.
Nedslag gives også for den indkomstskattepligtige del af de udbetalinger, som i henhold PL § 50 kun skal beskattes med 70 pct. af udbetalingen.
Nedslag er udelukket for de forsikringer, hvortil staten yder indekstillæg i henhold til bestemmelserne i loven om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing.
C. Den tredie gruppe indtægter, der giver adgang til nedslag, er løbende pensionsudbetalinger samt visse understøttelser, hvilket omfatter
1) løbende ydelser fra pensionskasser,
2) løbende ydelser fra den pågældendes tidligere arbejdsgiver,
3) løbende udbetalinger fra renteforsikringer, hvortil den tidligere arbejdsgiver har betalt præmier helt eller delvis,
4) visse understøttelser, nemlig dels direkte fra den skattepligtiges tidligere arbejdsgiver, dels fra hjælpe- og understøttelsesfonds, pensionsreguleringsfonds og lignende institutioner, hvortil den tidligere arbejdsgiver har ydet bidrag. For understøttelsernes vedkommende er det ikke en betingelse for nedslaget, at der er tale om en løbende ydelse.
5) udbetalinger fra ATP.
Ydelser i medfør af en aftægts- eller forsørgelseskontrakt berettiger ikke til nedslag, lsr. 1973.88.
Ikke pristalsregulerede ydelser .
Loven fastsætter visse betingelser med hensyn til pensionsudbetalinger m.v. For det første indrømmes der ikke nedslag for pensionsudbetalinger, der reguleres i forhold til prisudviklingen, som f.eks. tjenestemandspensioner. For det andet er det en betingelse, at det beløb, der kan give anledning til nedslag, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst. Har den pågældende således i forbindelse med sin fratræden modtaget et beløb fra arbejdsgiveren, der skal beskattes som særlig indkomst efter LOSI § 2, stk.1, nr.9 og 10, kan der ikke blive tale om nedslag.
Ikke overstige tidligere års ydelser - bortset fra bonus .
Der gælder herudover en særlig maksimering, idet det er en betingelse for nedslag, at det godtgøres, at de i indkomstårets løb modtagne ydelser tilsammen ikke overstiger, hvad den skattepligtige i alt har modtaget af tilsvarende årlige ydelser i noget af de forudgående 5 indkomstår, eller, hvis han ikke har modtaget ydelserne så længe, i noget indkomstår, efter at udbetalingerne er påbegyndt.
Maksimeringen modificeres på et enkelt punkt, idet man ved afgørelsen af, om en pensionsudbetaling i et indkomstår er forøget i forhold til tidligere år, ser bort fra forøgelser, der skyldes udbetalinger af bonus, hvad enten udbetalingen sker særskilt eller i form af en forhøjelse af de løbende ydelser.
De skete forhøjelser af pensionsydelserne fra ATP skyldes en sådan bonusordning, som ikke er til hinder for, at renteindtægtsnedslag indrømmes.
Ved en aktuarmæssig opgørelse af De Danske Provinsbankers pensionskasses forpligtelser fremkom et overskud, som på grundlag af ændringer i kassens vedtægter delvis var anvendt til forhøjelse af de aktuelle pensionsudbetalinger fra kassen. Disse forhøjelser blev sidestillet med udbetaling af bonus fra en renteforsikring.
Forhøjelse af ydelserne er ligeledes blevet anset som bonus i følgende tilfælde
1) Pensionskassen i Dansk Esso,
2) Pensionskassen for værkstedsfunktionærer i Jernindustrien i Danmark,
3) Pensionskasser i Store Nordiske Telegraf-Selskab,
4) Pensionskassen for funktionærer i A/S Th. Wessel & Vett, Magasin du Nord, med datterselskaber.
5) Berlingske pensionskasse, idet det herved er forudsat, at pensionsforhøjelsen ikke for nogen dels vedkommende hidrører fra tilskud fra arbejdsgiveren, og
6) Den Almindelige danske Jordemoderforenings Hjælpe- og Studiefond, idet det herved er forudsat, at ydelserne ikke for nogen dels vedkommende hidrører fra tilskud fra den almindelige danske Jordemoderforening.
Derimod er forhøjelse af ydelser fra pensionskassen hos D.F.D.S. ikke anset som bonus, skd.37.137.
Med hensyn til pensionsudbetalinger gennem Pensionsforsikringsanstalten foreligger det oplyst, at bonustilskrivningen ophører, når en pension bliver virksom og erstattes af et pensionisttillæg, der fastsættes for et år ad gangen. Det er alene pensionisttillægget, der årligt reguleres. Der kan indrømmes nedslag for sådanne pensionsudbetalinger.
Ved fusioner mellem Pensionsforsikringsanstalten og andre pensionskasser inddrages pensionisterne under Pensionsforsikringsanstaltens vilkår med hensyn til udbetalingsterminer. Udbetaling i december udskydes herved undertiden til den 1. januar næste år, hvorved der i fusionsåret kun kommer 11 ydelser til udbetaling. Uanset at pensionen herefter i de følgende 5 år ville være større end »i noget af de forudgående 5 år«, kan der indrømmes nedslag. I særlige tilfælde, hvor overgangen medfører, at der udbetales 13 ydelser i overgangsåret, bevares nedslagsretten for de følgende 5 år samt for selve overgangsåret. Hvor overgangsåret omfatter 11 eller 13 månedsydelser, må indtægten afpasses til 12 måneder, når de følgende 5 år skal sammenlignes med overgangsåret.
Der kan ikke indrømmes nedslag for pensionsydelser fra Bundesversicherungsanstalt fuer Angestellte, idet disse ydelser er forhøjet inden for den i loven fastsatte 5 års periode.
Understøttelser fra Bogtrykfagets Aldersfond og sociale fond berettiger til nedslag, hvis ydelserne ikke overstiger, hvad de pågældende har modtaget af tilsvarende ydelser inden for de sidste 5 år, medens understøttelser fra Typografforbundets hjælpekasse ikke berettiger til nedslag, SD cirk. nr. 343 af 28. dec. 1972.
Landsskatteretten har afsagt kendelse vedrørende renteindtægtsnedslaget i et tilfælde, hvor en skatteyder dels oppebar en pristalsreguleret pension fra sin tidligere arbejdsgiver, dels en ikke pristalsreguleret pensionsydelse fra en med Statsanstalten tegnet pensionsforsikring, hvortil den tidligere arbejdsgiver havde bidraget med betaling af en del af præmien. Landsskatteretten fandt, at lovbestemmelsens ord »modtagne ydelser tilsammen« mest naturligt måtte forstås som sigtende til nedslagsberettigende ydelser tilsammen, hvorfor der ikke i dette tilfælde kunne nægtes nedslag for pensionsydelsen udbetalt gennem Statsanstalten, idet denne ydelse ikke havde været underkastet ændringer, lsr. 1967.85.
Når den skattepligtige indkomst er negativ, og der således ikke for det pågældende indkomstår opnås nogen skattemæssig fordel af renteindtægtsnedslaget, kan det underskud, der kan fradrages i de fem følgende indkomstår, ikke forhøjes med et til rentenedslaget svarende beløb.
Nedslaget efter disse bestemmelser andrager 30 pct. af summen af de 3 grupper af indtægter. Nedslaget kan ikke overstige 3.500 kr., og det beregnede nedslagsbeløb nedsættes med 50 kr. for hver 100 kr., hvormed den skattepligtige indkomst før nedslaget overstiger 60.300 kr., d.v.s., at nedslag helt bortfalder, når den skattepligtige indkomst andrager 67.300 kr. og derover.
Nedsættelse af nedslaget beregnes alene på grundlag af skatteyderens egen skattepligtige indkomst uden hensyn til en eventuel ægtefælles indkomst.