Legislator Case Law & Legislation
E19842P00002 DK

PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PB - BESKATNINGEN AF ÆGTEFÆLLER OG BØRN

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1984

Afsnit PB - Beskatningen af ægtefæller og børn

1. Beskatning af ægtefæller

Ved lov nr.227 af 26.maj 1982 om ændring af forskellige skattelove (skattemæssig ligestilling af ægtefæller) samt ved lovene nr.267 og 268 af 8. juni 1983 er der gennemført en række ændringer af reglerne om beskatning af ægtefæller. Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 1983. Se tillige skd.cirk. nr.138 af 5.aug. 1982 og nr.155 af 6.okt. 1983.

I hovedtræk går nyordningen ud på, at hver ægtefælle skal selvangive og beskattes af sin indkomst, jfr. KL § 4, stk. 1. Endvidere bliver hver ægtefælle skattepligtig af sin formue.

Der er dog ikke tale om en fuldstændig særbeskatning, idet der ved beregningen af skatten tages hensyn til den anden ægtefælles indkomst og formue, jfr. KL § 4, stk. 2, § 26 og § 35A (jfr. B 1.2 og 1.3).

1.1. Fordelingen mellem ægtefællerne .

Indtægter som løn, dagpenge, pensioner og anden A-indkomst og de dertil hørende fradrag kan i almindelighed umiddelbart henføres til de respektive ægtefæller. Det samme gælder de fleste B-indkomster, bortset fra renteindtægter. Om overskud eller underskud ved driften af erhvervsvirksomhed, se B 1.1.2.

Til brug ved afgørelsen af, om en formueindkomst eller en formueudgift skal beskattes eller fradrages hos manden eller hustruen, forudsætter loven, at ægtefællernes aktiver og gæld skal fordeles imellem dem.

1.1.1. Fordeling af aktiver og passiver mellem ægtefællerne .

Indtægter og udgifter samt formue medregnes som hovedregel ved indkomst- og formueopgørelsen hos den ægtefælle, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over aktivet eller, hvis der er tale om fradragsberettigede udgifter, hæfter for betalingen.

En ægtefælle har rådigheden over sin bodel og sit eventuelle særeje, hvilket vil sige

1) det den pågældende ejede ved ægteskabets indgåelse,

2) det den pågældende har modtaget under ægteskabet som arv, gave eller til sit personlige underhold, og

3) det den pågældende under ægteskabet har indtjent eller anskaffet for sin indtjening eller i stedet for disse aktiver.

En ægtefælle hæfter med sin bodel eller sit særeje for de forpligtelser, der påvhiler den pågældende, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet. Hvem af ægtefællerne, der hæfter for en given fordring beror således på, hvem af dem, der har forpligtet sig over for kreditor ved aftale eller gjort sig skyldig i erstatningspådragende forhold.

Kontrol af fordelingen .

Skattemyndighederne kan normalt henholde sig til den fordeling af aktiver og passiver, som ægtefællerne har foretaget.

Konstateringen af, at ægtefællerne fra år til år foretager en væsentlig ændret fordeling af formuegoder eller gældsposter kan dog medføre, at skattemyndighederne må tage spørgsmålet op til en nærmere undersøgelse, f.eks. af kontrolmæssige hensyn. Skattemyndighederne må således påse, at formueindtægter ikke er gledet ud, og at formueudgifter ikke er medregnet hos begge ægtefæller.

Såfremt skattemyndighederne i øvrigt finder det fornødent at gribe ind over for ægtefællernes fordeling af aktiverne, og der opstår spørgsmål om, hvis særeje eller bodel et givet aktiv hører til, kan man med hensyn til aktiver, der er registreret på navn, f.eks. fast ejendom, biler, større både, indestående i pengeinstitutter o.lign., lægge vægt på, i hvis navn aktiver er registreret. Det gælder dog ikke, hvis det må antages, at den pågældende ægtefælle ikke har haft de fornødne midler til anskaffelsen, og aktivet ikke er erhvervet ved arv eller gyldigt givet gave. I sådanne tilfælde må det undersøges, hvem der har finansieret anskaffelsen af aktivet.

For andre aktiver kan der på samme måde lægges vægt på, hvilken ægtefælle, der anføres som køber i f.eks. en købekontrakt, som kreditor i et gældsbrev eller som arving eller gavemodtager i et testamente eller gavebrev.

Bevis for ejerforholdet .

Justitsministeren har i forbindelse med lovforslagets behandling i folketinget, oplyst, at den af ægtefællerne foretagne fordeling af aktiverne imellem sig i selvangivelserne, vil kunne tillægges betydning som bevis for ejerforholdet i forhold til ægtefællernes kreditorer, arvinger samt ved skifte af formuefællesskabet i anledning af skilsmisse. Der vil dog være tale om en samlet bedømmelse, hvor andre holdepunkter for ejerforholdet kan tillægges afgørende betydning.

Ligedeling .

Kan det ikke afgøres, hvem et indkomst- eller formueskattepligtigt beløb vedrører, medregner hver ægtefælle halvdelen, jfr. KL § 26, stk. 7.

Denne regel kan f.eks. anvendes, såfremt ægtefællerne er uenige eller er i tvivl om, hvem et formuegode tilhører, eller hvem en fradragsberettiget udgift påhviler.

1.1.2. Hos hvem beskattes erhvervsvirksomhed - KL § 26, stk. 5 .

I henhold til KL § 26, stk. 5, beskattes indkomst og formue, der vedrører en erhvervsvirksomhed, hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen om, at afkast af formueaktiver beskattes hos den af ægtefællerne, der ifølge ægteskabslovgivningen har den retlige rådighed over aktivet. Bestemmelsen gælder også for renteindtægter og renteudgifter, der vedrører virksomheden.

Hvis den erhvervsmæssige del af en blandet ejendom, der tilhører den ene ægtefælle som bodel eller særeje, benyttes af den anden ægtefælle i dennes erhvervsvirksomhed, skal denne ægtefælle beskattes af den del af ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt.

Har begge ægtefæller deltaget i driften af virksomheden, beskattes indkomst og formue hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden i kraft af sin arbejdsindsats kombineret med ledelsesfunktioner og eventuel faglig uddannelse, jfr. KL § 37A, stk. 1.

Er samlivet mellem ægtefællerne ophørt i løbet af indkomståret, beskattes den af ægtefællerne, der i overvejende grad har drevet virksomheden, af indkomsten fra denne indtil samlivets ophør, jfr. KL § 37A, stk. 3.

Samme uddannelse .

Hvor ægtefællerne har samme uddannelse, forekommer det ofte, at de driver deres virksomhed fra fælles lokaler og med fælles medhjælp. Det vil ofte være tilfældet inden for erhverv som læge, tandlæge, advokat, arkitekt o.lign. For at anse dette som en selvstændig virksomhed for hver af ægtefællerne må det kræves, at ægtefællerne har hver deres kundekreds, og at det ved regnskab kan godtgøres, hvad hver ægtefælles indtægt andrager. Under de nævnte forudsætninger kan de fælles udgifter eventuel fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne.

Når der ikke foreligger et fyldestgørende regnskab, der viser fordelingen af indtægterne mellem ægtefællerne, er der ikke mulighed for en skønsmæssig fordeling af indtægter og udgifter, se som eksempel lsr.1973.160 om et dyrlægeægtepar. I et sådant tilfælde er der tale om en fælles virksomhed, og overskuddet skal derfor beskattes hos den af ægtefællerne, der må anses for i overvejende grad at have drevet virksomheden, medens den anden ægtefælle kan anses for medarbejdende.

Lønaftaler .

Ægtefæller kan - som hidtil - ikke indgå lønaftaler med hinanden med skattemæssig virkning, idet KL § 37A og § 26, stk. 5, udtømmende gør op med de forhold, hvor ægtefællerne er beskæftiget i en fælles virksomhed eller hvor den ene ægtefælle driver den anden ægtefælles virksomhed.

Når en ægtefælle ansættes og aflønnes af et interessentskab, hvori den anden ægtefælle er interessent, vil den indgåede lønaftale dog kunne godkendes i skattemæssig henseende, jfr. princippet i VLD af 3.nov. 1983 (skd.69.257).

Afskrivninger og overførsel af formuegoder KL § 26A og 26B .

I følge KL § 26A foretages skattemæssige afskrivninger på aktiver, herunder også bygninger, der anvendes i en af en gift person drevet erhvervsvirksomhed, af den pågældende, uanset om aktivet tilhører denne eller ægtefællen.

Overdragelse eller overførsel af aktiver, hvorpå der kan foretages skattemæssige afskrivninger, fra den ene ægtefælle til den anden til anvendelse i dennes erhvervsvirksomhed, udløser efter KL § 26A, stk. 2, ikke beskatning af fortjeneste eller fradrag for tab, og den ægtefælle, der får et sådant aktiv overdraget eller overført, skal fortsætte de skattemæssige afskrivninger på det grundlag, som den overdragende ægtefælle havde for sine afskrivninger. Successionen i den overdragende ægtefælles skattemæssige stilling gælder også med hensyn til beskatning eller adgang til at fradrage tab ved et senere salg af det overtagne aktiv, idet vedkommende ægtefælle også beskattes af den fortjeneste, der modsvares af afskrivninger, som den overdragende ægtefælle har foretaget i den periode han/hun benyttede aktivet i sin virksomhed.

En ægtefælles køb af den anden ægtefælles ejendom på tvangsauktion behandles på samme måde efter KL § 26A og § 26B som andre overdragelser mellem samlevende ægtefæller.

Er der tale om overdragelse eller overførsel af et af de i AL afsnit I eller III omtalte aktiver (driftsmidler eller skibe, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt) sker overførsel af afskrivningsadgangen og af beskatningen ved senere afhændelse ved, at det opgøres, hvor meget der under hensyn til de anvendte årlige afskrivningsprocenter på saldoværdien er afskrevet på dette driftsmiddels anskaffelsessum og den ikke afskrevne del af anskaffelsessummen går ud af saldoværdien hos den overdragende ægtefælle og indgår med samme beløb hos den anden ægtefælle.

Det anførte gælder ikke blot, hvor der overføres enkelte driftsmidler fra den ene ægtefælle til den anden, men også hvor der overføres en hel virksomhed.

En ægtefælle succederer i den anden ægtefælles skattemæssige stilling med hensyn til afskrivninger, selv om det pågældende aktiv kun er udlånt og ikke endeligt er overdraget til ægtefællen.

Hvis der i forbindelse med overførsel af et aktiv fra den ene ægtefælle til den anden samtidigt sker ændring i benyttelsesformen, skal reglerne i AL § 32 anvendes, og overførsel til ændret benyttelsesform sidestilles derfor med salg og køb af formuegodet, således at værdien i handel og vandel på overførselstidspunktet betragtes som salgs- og købesum, jfr. KL § 26A, stk. 3.

Overdragelse af varer .

De omtalte regler gælder ikke for overdragelse af varer mellem ægtefæller. I disse tilfælde skal betalingen indgå på normal måde i ægtefællernes regnskab. Det forudsættes, at betalingen svarer til de priser, der ville blive beregnet i et forretningsmellemværende mellem uafhængige kontraktspartnere.

KL § 26B .

Overdrager en ægtefælle andre aktiver end de i § 26A nævnte til sin samlevende ægtefælle, skal fortjeneste eller tab, som derved fremkommer, ikke medregnes ved opgørelsen af overdragerens skattepligtige indkomst. Aktiverne anses for anskaffet af erhververen på samme tidspunkter, for samme beløb og med samme formål som de oprindelige anskaffelser.

Foranstående regler gælder overdragelser inden for det tidsrum, hvor ægtefællerne anses for samlevende i skattemæssig henseende.

1.1.3. Renteudgift under 3.000 kr. .

Hvis en af ægtefællerne har renteudgifter på under 3.000 kr., kan ægtefællerne, hvis de er enige herom, vælge at lade den anden ægtefælle medtage de pågældende renteudgifter ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning, at den anden ægtefælle medtager den til renteudgifterne svarende gæld ved opgørelsen af sin skattepligtige formue, jfr. KL's § 26, stk. 8. Det er uden betydning for reglens anvendelse, om renteudgiften skal henregnes til arbejds- eller formueindkomsten.

1.1.4. Diverse forsikringsfradrag m.v. .

Hver af ægtefællerne har efter PL § 50, stk. 2, ret til at fradrage indtil 2.000 kr. for udgifter til forsikringer m.v., som den pågældende har oprettet.

Ifølge PL § 50, stk. 2, 3. pkt., kan en ægtefælle i visse tilfælde overføre et overskydende fradragsbeløb til den anden ægtefælle. Hvis ægtefællerne har levet sammen i hele indkomståret, og den ene ægtefælle har fradragsberettigede præmier eller bidrag, der overstiger 2.000 kr., medens den anden ægtefælle ikke har forsikringsudgifter m.v. eller disse er mindre end 2.000 kr., kan den første ægtefælles ikke udnyttede fradragsbeløb overføres til den anden ægtefælle og fradrages af denne i det omfang, der er plads inden for 2.000 kr.'s grænsen. Har for eksempel manden forsikringsudgifter, der udgør 2.700 kr., medens hustruens forsikringsudgifter udgør 1.500 kr., udgør mandens fradrag 2.000 kr. Desuden kan 500 kr. af hans udgifter overføres til hustruen.

Indskud på børneopsparings- og selvpensioneringskonti kan ligeledes overføres til fradrag hos ægtefællen i det omfang indskyderen ikke kan opnå fradrag, skd.69.176.

Hvis hustruen i det nævnte eksempel ikke har nogen indkomst, således at forsikringsfradragene medfører, at hendes skattepligtige indkomst udviser underskud, kan det fra manden overførte beløb på 500 kr. og de af hustruen afholdte forsikringsudgifter på 1.500 kr. herefter fradrages i mandens skattepligtige indkomst, jfr. KL § 26, stk. 6.

"Danmark" .

Hvor begge ægtefæller er medlemmer af Fortsættelsesygekassen "Danmark", tilkommer fradragsretten den af ægtefællerne, i hvis navn policen er oprettet. Ønsker ægtefællerne at dele fradragsretten for præmien, skal begge ægtefællers CPR-numre efter aftale med "Danmark" være anført under "forsikret" på kontingentkvitteringen.

Børneopsparing .

Hvor børneopsparingskonti er oprettet i strid med § 4, stk. 1, i bkg. nr.520 af 20.sept. 1982, idet der ikke er anført en bestemt af forældrene som indskyder, skal der ske en berigtigelse af forholdet, således at det noteres, hvem af forældrene der har indskudsretten og dermed fradragretten.

1.1.5. Lån mellem ægtefæller .

Spørgsmålet om og under hvilke vilkår, ægtefæller med skattemæssig virkning kan foretage renteberegning af lån imellem sig, må afgøres af ligningsmyndigheden ud fra en konkret vurdering. Det tilføjes i denne forbindelse, at ægtefæller i henhold til ægteskabslovgivningen kan indgå bindende retshandler med hinanden. I sådanne tilfælde vil lån mellem ægtefællerne skattemæssigt blive vurderet efter samme retningslinjer, som blev lagt til grund efter de tidligere gældende regler, hvor driftskapital til hustruens virksomhed tilvejebragtes gennem udlån fra manden.

1.2. Opdeling i arbejds- og formueindkomst .

Når ægtefæller er samlevende i hele indkomståret, og dette omfatter en periode af et helt år, opdeles hver ægtefælles skattepligtige indkomst på formueindkomst og arbejdsindkomst, jfr. KL § 26.

1.2.1. Formueindkomst KL § 26, stk. 2 .

Ved opgørelsen af en ægtefælles formueindkomst medregnes ifølge § 26, stk. 2

a) rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v., der ikke er omfattet af stk. 3, litra c),

b) overskud eller underskud af en- og tofamilieshuse, fritidshuse, ejerlejligheder, grunde og lignende,

c) overskud eller underskud af selvstændig virksomhed, der ikke er omfattet af stk. 3, litra b),

d) fortjeneste eller tab ved afståelse af formuegoder, der ikke vedrører den skattepligtiges erhvervsvirksomhed, når fortjenesten eller tabet skal medregnes i den almindelige indkomst,

e) overført underskud efter stk. 6 (fra ægtefællen) eller LL § 15,

f) overført negativ særlig indkomst efter § 9, stk. 3, i LOSI,

g) negativ arbejdsindkomst,

h) fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed som nævnt under litra c),

i) fradrag for gaver efter LL § 8A.

Stuehuse i landbruget .

Overskud eller underskud af stuehuset på en landbrugsejendom henføres til formueindkomsten.

1.2.2. Arbejdsindkomst KL § 26, stk.3 .

Ved opgørelsen af en ægtefælles arbejdsindkomst medregnes efter § 26, stk.3

a) løn, pension og anden indtægt, der henregnes til A-indkomst,

b) overskud eller underskud af selvstændig virksomhed, i hvis drift den skattepligtige tager aktiv del,

c) rente, og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v. vedrørende de under litra b) omhandlede arter af virksomhed,

d) lønmodtagerfradrag,

c) udgift til forsikring eller pensionsordning m.v. med fuld eller begrænset fradragsret efter pensionsbeskatningsloven,

f) underholdsbidrag og løbende ydelser,

g) udenlandsk almindelig indkomst, der berettiger til lempelse af skatten i medfør af dobbeltbeskatningsaftale eller i medfør af LL §§ 33 eller 33A,

h) fradrag efter etableringskontoloven samt fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed som nævnt i litra b), samt henlæggelsesbeløb, der skal indtægtsføres efter etableringskontolovens §§ 9-11 og investeringsfondslovens §§ 9-11.

1.2.3. Indkomstarter, der ikke er nævnt KL § 26, stk. 4 .

Indtægter og udgifter, der ikke udtrykkeligt er anført under opregningen af formueindkomst i KL § 26, stk. 2, medregnes ved opgørelsen af arbejdsindkomst.

1.2.4. Indtægt ved selvstændig virksomhed .

Efter KL § 26, stk. 3, litra b, er det en betingelse for at henregne overskud eller underskud af selvstændig virksomhed til arbejdsindkomsten, at den pågældende ægtefælle har taget aktiv del i driften af virksomheden. Er dette ikke tilfældet, medregnes indtægten til ægtefællens formueindkomst, jfr. KL § 26, stk. 2, litra c.

Ved bedømmelsen af, om en virksomhedsindtægt herefter skal henføres til arbejdsindkomsten eller formueindkomsten, skal der henses til, om indtægten i overvejende grad kan karakteriseres som afkast af passiv kapitalanbringelse, eller om indtægten er erhvervet ved ægtefællens personlige arbejdsindsats. Afgørelsen af dette spørgsmål skal ske efter de samme retningslinjer, som er lagt til grund ved fortolkningen af den før den 1. januar 1983 gældende bestemmelse i KL § 4, stk. 2, litra a, om den særskilt ansatte hustrus indtægt ved selvstændig virksomhed. Herom henvises til pkt. 19 i skd.cirk. nr.198 af 27. oktober 1971. Det må herefter kræves, at der er tale om en virksomhed af en vis varighed, og at ægtefællen tager aktiv del i virksomhedens drift.

Efter de gennemførte ændringer skal overskud eller underskud ved udlejningsejendomme og indtægt ved bortforpagtning af fast ejendom eller virksomhed i almindelighed medregnes ved opgørelsen af ægtefællens formueindkomst.

Overskud eller underskud af en udlejningsejendom medregnes dog under visse betingelser til en ægtefælles arbejdsindkomst. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, at ægtefællen udfører de administrative funktioner, der normalt påhviler en ejendomsadministrator. Det må kræves, at udlejningen antager et sådant omfang, at ægtefællen i det daglige tager del i driften af virksomheden, f.eks. hvor ægtefællen ligefrem har administration af ejendommen som sit erhverv, eller hvor arbejdet med udlejningen i øvrigt kan sidestilles hermed.

Hvis arbejdet i forbindelse med udlejningsvirksomhed i det væsentlige er overladt til andre, eller ægtefællens arbejde ikke antager et omfang som beskrevet ovenfor, skal virksomhedens overskud eller underskud således medregnes ved opgørelsen af ægtefællens formueindkomst.

Indtægter og udgifter ved bortforpagtning af landbrug, herunder bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, vil i almindelighed være formueindkomst.

Overskud eller underskud medregnes efter de nævnte kriterier i sin helhed enten til formueindkomsten eller til arbejdsindkomsten.

I/S m.v. .

Deltagelse i et kommanditselskab, interessentskab m.v. er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at virksomhedens overskud eller underskud skal medregnes til arbejdsindkomsten. Det må kræves, at ægtefællen tager aktiv del i virksomhedens drift.

1.2.5. Renter m.v. vedrørende selvstændig virksomhed .

Rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v. vedrørende selvstændig virksomhed, i hvis drift den skattepligtige tager aktiv del, medregnes ved opgørelsen af ægtefællens arbejdsindkomst, jfr. KL § 26, stk. 3, litra c.

Hvis der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, hvor overskud eller underskud medregnes til formueindkomsten, skal renter m.v. vedrørende virksomheden tilsvarende medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten, jfr. KL § 26, stk. 2, litra a.

Renter af indestående på etableringskonti anses som afkast af formuen og skal derfor medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten hos den af ægtefællerne, der har foretaget indskuddet.

Renter, der tilskrives konti for investeringsfonds, skal medregnes hos den af ægtefællerne, der har foretaget henlæggelsen. Renterne medregnes ved opgørelsen af ægtefællens arbejdsindkomst.

Evt. fordeling .

Der kan forekomme tilfælde, hvor der skal foretages en opdeling af renter på henholdsvis privat og erhvervsmæssig gæld.

Med hensyn til renteudgifter på den landbrugsejendom, hvis drift kræver aktiv deltagelse, kan der foretages en opdeling af renteudgifter på privat og erhvervsmæssig gæld, svarende til den stedfundne fordeling af ejendomsværdien på henholdsvis stuehus og driftsbygninger m.v.

Er et lån udelukkende optaget til finansiering af driftsbygninger, kan renteudgifterne i det hele henføres til arbejdsindkomst.

I øvrigt medregnes renteindtægter/udgifter til arbejdsindkomsten efter følgende retningslinjer

Ved renteindtægter lægges vægt på, om kapitalen vedrører virksomhedens nødvendige driftskapital.

Ved renteudgifter lægges vægt på, om disse må anses for passende efter virksomhedens art og omfang.

En flytning af indtægter og udgifter mellem arbejdsindkomst og formueindkomst kan i visse tilfælde få betydning for ægtefællernes samlede skat.

En sådan omfordeling kan især forekomme med hensyn til renter, idet renteindtægter og -udgifter, som vedrører en virksomhed i hvis drift der tages aktiv del, som foran nævnt henføres til arbejdsindkomsten. Andre renteindtægter og -udgifter medregnes til formueindkomsten.

For ægtefællen med den største arbejdsindkomst vil en ændring af fordelingen på arbejdsindkomst og formueindkomst ikke have betydning for skattens størrelse, idet skatten af formueindkomsten og arbejdsindkomsten beregnes under et.

Ægtefællen med den mindste arbejdsindkomst vil typisk have interesse i, at henføre

- renteindtægt til arbejdsindkomsten og

- renteudgift til formueindkomsten.

Dette har betydning, når skatten af arbejdsindkomsten og skatten af formueindkomsten beregnes på forskellige skattetrin.

Hvis skatten af formueindkomsten beregnes på et lavere trin end arbejdsindkomsten (f.eks. hvis ægtefællen med den største arbejdsindkomst har stor negativ formueindkomst) vil ægtefællen med den mindste arbejdsindkomst have interesse i den »omvendte« placering.

Ændring af fordelingen .

Der må fra skattemyndighedernes side udvises tilbageholdenhed med ændring af den af ægtefællerne foretagne opdeling af renter på henholdsvis privat og erhvervsmæssig gæld, med mindre opdelingen må anses for åbenbart forkert.

1.2.6. Fradrag og genbeskatning af investerings- og etableringskontohenlæggelser .

Fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed, hvori en ægtefælle tager aktiv del, medregnes ved opgørelsen af arbejdsindkomst, jfr. KL § 26, stk. 3, litra h.

Vedrører fradraget ikke sådanne former for virksomhed, medregnes henlægelsen til formueindkomsten, jfr. KL § 26, stk. 2, litra h.

Såfremt en skatteyder driver både en aktiv og en passiv virksomhed, hvor den aktive virksomhed giver overskud og den passive underskud, kan der henlægges 25% af det samlede erhvervsoverskud. Når begge virksomheder giver overskud fordeles en henlæggelse til investeringsfond mellem arbejds- og formueindkomst ved at en forholdsmæssig andel af henlæggelsen henføres til den aktive virksomhed og dermed til arbejdsindkomsten.

Indskud på etableringskonto fradrages i arbejdsindkomsten, jfr. KL § 26, stk. 3, litra h.

Henlægelsesbeløb, der skal indtægtsføres efter etableringskontolovens §§ 9-11 og investeringsfondslovens §§ 9-11 skal ligeledes medregnes til arbejdsindkomsten.

1.2.7. Udenlandsk indkomst .

Ifølge KL § 26, stk. 3, litra g, skal udenlandsk almindelig indkomst medregnes til arbejdsindkomsten, når der er tale om indkomst, der berettiger til lempelse af skatten i medfør af LL § 33 og § 33A.

Bestemmelsen finder anvendelse på al nedslagsberettiget udenlandsk indkomst. Dette gælder også i de tilfælde,hvor lempelsen sker ved eksemption med progressionsforbehold efter den såkaldte gamle metode, hvor den udenlandske indtægt ikke medregnes til den danske skattepligtige indtægt, men kun ved skatteberegningen.

Udenlandsk indkomst, der ikke berettiger til nedslag, henføres til arbejdsindkomst eller formueindkomst efter de almindelige kriterier i KL § 26, stk. 2 og 3.

1.3. Skatteberegningen KL § 35A .

Når ægtefæller, der er fuldt skattepligtige i henhold til KL § 1, er samlevende i hele indkomståret, og dette omfatter en periode af et helt år, beregnes indkomstskatten efter følgende regler.

Ægtefællen med den største arbejdsindkomst

For den af ægtefællerne, der har den største arbejdsindkomst beregnes indkomstskatten på grundlag af dennes skattepligtige indkomst.

Ægtefællen med den mindste arbejdsindkomst .

For den af ægtefællerne, der har den mindste arbejdsindkomst, lægges formueindkomsten til - eller hvis den er negativ, trækkes den fra i - den anden ægtefælles skattepligtige, afrundede indkomst. Forskellen mellem skatten af denne ægtefælles skattepligtige indkomst og skatten af den således regulerede indkomst, udgør skatten eller skattenedsættelsen vedrørende formueindkomsten. Se eksemplerne nedenfor.

Den særlige skatteberegningsregel tager udgangspunkt i, at der kan udpeges en ægtefælle med den største arbejdsindkomst (ægtefælle 1). Hvis ægtefællerne ikke har arbejdsindkomster eller hvis de har lige store arbejdsindkomster, skal den særlige skatteberegningsregel anvendes på den af ægtefællerne, der har den mindste formueindkomst (ægtefælle 2).

Såfremt begge ægtefæller har negative arbejdsindkomster, anses den af ægtefællerne, der har størst formueindkomst, som ægtefælle 1.

Er ægtefællernes arbejdsindkomster lige store, og har begge samtidig negativ formueindkomst, anses den af ægtefællerne, der har den mindste negative indkomst som ægtefælle nr. 1.

1.3.1. 1.000 kr.'s-reglen KL § 35A, stk. 7 .

Såfremt ægtefælle 2's positive eller negative formueindkomst er nominelt mindre end eller lig med kr. 1.000, skal den særlige skatteberegningsregel ikke bringes i anvendelse. I disse tilfælde indgår formueindtægt og -udgift i skatteberegningen på lige fod med arbejdsindkomsten hos ægtefælle 2, jfr. KL § 35A, stk. 7.

1.3.2. Overført underskud .

Hvis en ægtefælles skattepligtige indkomst udviser underskud, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal underskuddet i størst muligt omfang fradrages i den anden ægtefælles skattepligtige indkomst, KL § 26, stk. 6.

Et overført underskud medregnes til den anden ægtefælles formueindkomst. Se nærmere om skatteberegningen i dette tilfælde i eksempel 4 nedenfor.

Udenlandsk indkomst .

Ved anvendelse af den forannævnte bestemmelse ses der ved opgørelsen af ægtefællernes skattepligtige indkomst bort fra indtægter, der beskattes i udlandet. Dette gælder dog ikke, hvor skatten af den udenlandske indkomst er nedsat i henhold til bestemmelsen i LL § 33A.

Der er herved sket en indskrænkning i adgangen til at overføre underskud til ægtefællen, når der foreligger indtægt fra udlandet, i forhold til den tidligere gældende bestemmelse i KL § 26, stk. 2.

Den udenlandske indtægt, der kan bortses fra er nettoindtægten, dvs. bruttoindtægten reduceret med f.eks. fradrag for arbejde i udlandet (jfr. D.2.3.28), skd.70.431.

Eksempler .

Nedenfor er vist eksempler på anvendelsen af skatteberegningsreglen i KL § 35A.

Eksempel 1 .

Æ 1 Æ 2 Arbejdsindkomst 80.000 kr. 30.000 kr. Formueindkomst 20.000 kr. 10.000 kr. ---------------------------- Skattepligtig indkomst 100.000 kr. 40.000 kr. ---------------------------- Da Æ 1 har den største arbejdsindkomst kan dennes samlede skat beregnes direkte til 45.148 kr. ------------- Æ 2's skat beregnes således: Skatten af arbejdsindkomsten 30.000 kr. beregnes direkte til 13.350 kr. Skatten af formueindkomsten beregnes som skatten af reguleret indkomst - skatten af Æ 1's indkomst, dvs. skat af (100.000 kr. + (10.000 kr.)) = 51.038 kr. - skat af 100.000 kr. 45.148 kr. ------------- skat af formueindkomst 5.890 kr. 5.890 kr. ---------------------------- Æ 2's skat i alt 19.240 kr. ------------- Eksempel 2 . Æ 1 Æ 2 Arbejdsindkomst 120.000 kr. 90.000 kr. Formueindkomst -20.000 kr. -20.000 kr. ---------------------------- Skattepligtig indkomst 100.000 kr. 70.000 kr. ---------------------------- Æ 1's skat af 100.000 kr. 45.148 kr. ------------- Æ 2's skat beregnes således: Skat af arbejdsindkomst (90.000 kr.) 40.050 kr. Skat af formueindkomst: Skat af reguleret indkomst (100.000 kr. - 20.000 kr.) 35.600 kr. - skat af Æ 1's indkomst 45.148 kr. ---------------------------- Skat af formueindkomst -9.548 kr. -9.548 kr. ---------------------------- Æ 2's samlede skat 30.502 kr. ------------- Eksempel 3 . Æ 1 Æ 2 Arbejdsindkomst 90.000 kr. 20.000 kr. Formueindkomst 10.000 kr. 500 kr. ---------------------------- Skattepligtig indkomst 100.000 kr. 20.500 kr. ----------------------------

Da formueindkomsten hos den af ægtefællerne, der har den mindste arbejdsindkomst, ikke overstiger 1.000 kr., beregnes skatten af formueindtægten, 500 kr., ikke ved "marginalberegning", som i eksempel 1, men skatten beregnes direkte af hver ægtefælles skattepligtige indkomst, jfr. KL § 35A, stk. 7.

Eksempel 4 .

Æ 1 Æ 2 Arbejdsindkomst 125.000 kr. 100.000 kr. Formueindkomst -20.000 kr. -125.000 kr. ---------------------------- Skattepligtig indkomst 105.000 kr. -25.000 kr. ---------------------------- Overførsel af underskud til ægtefælle (KL § 26, stk. 6). Skattepligtig indkomst 80.000 kr. 0 kr. ---------------------------- Heraf: Arbejdsindkomst 125.000 kr. 100.000 kr. Formueindkomst (KL § 26, stk. 2e) -45.000 kr. -100.000 kr. Skatteberegning: Æ 1: Skat beregnes af 80.000 kr. 36.118 kr. ------------- Æ 2: Først behandles formueindkomsten: Formueindkomsten (-100.000 kr.) trækkes fra Æ 1's skattepligtige indkomst 80.000 - 100.000 kr. -20.000 kr.

Den negative formueindkomst overstiger Æ 1's skattepligtige indkomst, hvorfor den overskydende del fratrækkes i Æ 2's arbejdsindkomst jfr. KL § 35A, stk. 4, der herefter udgør 80.000 kr.

Skat af formueindkomst (nu -80.000 kr.) udgør: Skat af reguleret indkomst (80.000 kr. - 80.000 kr.) 0 kr. - Æ 1's skat af 80.000 kr. 36.118 kr. ------------- Skat af formueindkomst -36.118 kr. -36,118 kr. Skat af arbejdsindkomst (80.000 kr.) 36.118 kr. ------------- Æ 2's samlede skat 0 kr. -------------

1.3.3. Overgangsregel for 1983 og 1984 .

Ved lov nr.268 af 8.juni 1983 er der gennemført en overgangsregel for indkomstårene 1983 og 1984 ved skatteberegningen efter KL's § 35A for de ægtefæller, hvor hustruen har den højeste arbejdsindkomst.

Der henvises herom til Ligningsvejledningen for 1983, side 65.

1.4. Medarbejdende ægtefælle KL § 37A .

Hvis ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udgang, begge har deltaget i væsentligt omfang i driften af den ene ægtefælles eller begges erhvervsvirksomhed, skal indkomsten fra denne beskattes hos den af ægtefællerne, der i overvejende grad har drevet virksomheden. Såfremt ægtefællerne anmoder herom, overføres indtil 50 pct. for 1984 dog højst 110.500 kr., af virksomhedens overskud, til den anden ægtefælle som indkomst for denne. Den overførte indkomst er arbejdsindkomst, jfr. KL § 26A, stk. 3, litra b. Indkomsten for den ægtefælle, der beskattes af indkomsten fra virksomheden, nedsættes med det overførte beløb, jfr. KL § 37A.

Samlevende .

Reglen kan kun anvendes, hvis ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, hvilket indebærer, at reglen kan benyttes for det indkomstår, hvori ægteskabet indgås, men ikke i det indkomstår, hvor samlivet ophører på grund af ægtefællernes separation eller skilsmisse. I sidstnævnte tilfælde beskattes den af ægtefællerne, der i overvejende grad har drevet virksomheden, af hele indkomsten indtil samlivets ophør. Det samme gælder i tilfælde af dødsfald, jfr. KL § 37A, stk. 3 og lsr.1978.208.

Har en ægtefælle forskudt indkomstår, som f.eks. slutter 30.september, kan der ske overførsel af overskud til den medarbejdende ægtefælle, hvis ægtefællerne er samlevende pr. denne dato, selv om de eventuelt bliver separeret eller skilt inden udgangen af kalenderåret, skd.57.157.

Væsentligt omfang .

Om kravet til omfanget af ægtefællens medhjælp kan henvises til KL cirk., pkt.48, hvori bl.a. anføres

"Som nævnt er det en betingelse, at hustruen i det pågældende indkomstår har deltaget i væsentligt omfang i driften af mandens eller ægteparrets fælles erhvervsvirksomhed. Det må bero på en konkret afgørelse, om hustruens deltagelse i det enkelte tilfælde har haft et væsentligt omfang. Det skal dreje sig om medhjælp af en fastere karakter, som lægger beslag på en betydelig del af hustruens arbejdskraft.

Hustruens medvirken må have haft et sådant omfang, at der ved tilrettelæggelsen af virksomhedens drift er regnet med hendes deltagelse i arbejdet, således at der derved normalt er sparet udgift til anvendelse af fremmed arbejdskraft. Det er dog ikke nødvendigt, at hustruen har medvirket dagligt i hele indkomståret, reglen vil efter omstændighederne også kunne anvendes, hvor hustruen kun har deltaget i arbejdet visse dage om ugen eller kun i en del af indkomståret. Der foreligger dog ikke en væsentlig medvirken, når hustruen kun yder lejlighedsvis assistance eller kun arbejder med nogle få timer om ugen (f.eks. i forbindelse med weekend travlhed), eller når der er tale om sæsonarbejde af kortere varighed, f.eks. i forbindelse med julehandelen.

Det vil i almindelighed ikke være tilstrækkeligt, at hustruen har passet mandens forretningstelefon. Arbejdet med regnskabsføring i den pågældende virksomhed vil kunne begrunde skattemæssig stilling som medhjælpende hustru, hvis virksomheden har et sådant omfang, at regnskabsføringen i sig selv eller sammen med andre opgaver i virksomheden virkelig stiller betydelige krav til hustruens arbejdsindsats.

Hvor hustruen arbejder med i virksomheden hver dag, må der i almindelighed være tale om en daglig arbejdsindsats på mindst 3-4 timer. Er der ikke tale om en daglig medvirken eller medvirken i hele indkomståret, må der normalt kræves en væsentligt større daglig arbejdsindsats".

I cirkulæret udtales endvidere: "I en mindre virksomhed, hvor regnskabsføringen væsentligt består i indførelse af nogle få daglige poster, vil hustruens arbejde hermed således ikke kunne danne grundlag for beskatning efter reglerne for medhjælpende hustruer". Da gældende regler for momsberegning m.m. efterhånden har gjort regnskabsføringen mere tidkrævende, må det, uanset om den medarbejdende ægtefælles bistand i det væsentlige kun omfatter regnskabsføring på grundlag af kasserapporter, underkastes en konkret vurdering, om denne bistand kan antages at have krævet en arbejdsindsats på 3-4 timer dagligt.

De i cirkulæret angivne krav til den medhjælpende hustrus bistand, gælder efter lovændringen den 8. juni 1978 tilsvarende for en medhjælpende ægtemand.

Hvis virksomheden er påbegyndt i løbet af året, er det tilstrækkeligt, at omfanget af den medarbejdende ægtefælles arbejde har været væsentligt i den periode af indkomståret, hvor den fælles virksomhed har været i drift, SD-cirkulære 1978 nr.8. Se også lsr.1978.190, hvor en virksomhed den 1. maj blev omdannet til et anpartsselskab.

Er ægteskab indgået i årets løb, er det tilstrækkeligt, at der har været tale om en væsentlig medvirken i den del af året, ægteskabet har bestået. Det overførte beløb må dog ikke sto i åbenbart misforhold til ægtefællens arbejdsindsats i virksomheden, jfr. KL § 37A, stk. 1, 4.pkt.

En ægtefælles øvrige indtægter kan indicere, at medhjælpen ikke kan antages at have været væsentlig, således hvis de øvrige indtægter er relativt betydelige, eller såfremt den pågældende har modtaget sygedagpenge en stor del af året eller har modtaget plejevederlag for flere børn, ligesom også andre forhold kan tale imod, at væsentlig medhjælp kan have foreligget. Således er det i praksis antaget, at væsentlig medhjælp ikke forelå, hvor hustruens medvirken udførtes i det private hjem, hvor ægteparret havde 4 hjemmeboende børn.

Beskæftigelse af fremmed medhjælp på en landbrugsejendom medfører ikke i sig selv, at hustruens arbejde ikke kan anses for at være af væsentligt omfang, lsr.1979.81.

Såfremt ægtefællen medvirker i en erhvervsvirksomhed, der kun drives en mindre del af året, skal arbejdsindsatsen ikke omregnes til helårsbasis ved bedømmelsen af væsentligheden, se således lsr.1974.73 om restauration tilknyttet væddeløbsbane.

Når den medarbejdende ægtefælle deltager i driften af flere af den anden ægtefælles eller begges erhvervsvirksomheder, kan reglen om medarbejdende ægtefælle anvendes, såfremt ægtefællens samlede indsats i de omhandlede virksomheder kan karakteriseres som væsentlig.

Bivirksomhed .

ØLD 3.febr. 1981 (skd.59.370): En overlæge drev en speciallægepraksis fra sin bopæl ved siden af sygehusarbejdet. Hans hustru, der var uddannet lægesekretær, havde bistået ham i konsultationstiden, samt på alle hverdage passet telefonen fra kl. 8 til 9 og varetaget rengøringen af apparatur o.lign. i ca. 3 timer ugentlig. Hun havde endvidere stået for regnskabsføringen, herunder udfyldelsen af patientkort. Hendes arbejdstid var opgjort til ca. 20 timer ugentligt.

Landsretten fandt, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at skatteyderens hustru havde deltaget i væsentligt omfang i driften af sin ægtefælles bivirksomhed. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at reglerne om medarbejdende ægtefælle ikke finder anvendelse, fordi der for manden er tale om en bivirksomhed.

Er der tale om en bivirksomhed, kan væsentlighedskriteriet i § 37A anses for opfyldt, når den medarbejdende ægtefælles indsats kan anses for væsentlig i forhold til den anden ægtefælles indsats. Noget minimum i henseende til anvendt timetal i virksomheden kan ikke kræves. Se skd.65.161 og lsr.1983.51.

Driften .

En landbruger-hustrus arbejde vedrørende folkehusholdningen, herunder kostforplejning og renholdelse af værelser, anses for omfattet af bestemmelsen om medarbejdende ægtefælle.

Den tid, en hustru, der virkede som chauffør for manden, havde været til rådighed, medens mandens udearbejde stod på, kunne ikke medregnes ved bedømmelsen af hustruens arbejdsindsats, lsr.1973.164.

Erhvervsvirksomhed .

Reglen om medarbejdende ægtefælle kan ikke anvendes, når ægtefællen hjælper den anden i en lønnet stilling, se bl.a. lsr.1974.72 og 1975.96.

Der kan undertiden opstå tvivl om, hvornår selvstændig virksomhed foreligger.

En provisionslønnet assurandør kunne ikke få opdelt indtægten, fordi der fandtes at være tale om en lønnet stilling, lsr.1975.82. Heroverfor står lsr.1983.52, hvor en assurandør, der drev et agentur, hvortil var knyttet 3 agenter på fundtid og 3-4 agenter på deltid, ansås for at drive "erhvervsvirksomhed". Herefter anses en assurandør for at drive "erhvervsvirksomhed", når han for egen regning driver sit kontor, herunder afholder en del af lønudgifterne.

Derimod er stillingen som postekspeditør ikke anset for selvstændig virksomhed, jfr. lsr.1980.85 og et plejevederlag for børn i døgnpleje kunne ikke deles mellem ægtefællerne, lsr.1980.86. Heller ikke partsfiskeri anses for selvstændig virksomhed, skd.32.102.

En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6% og som ikke modtog nogen godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for selvstændig erhvervsdrivende, lsr. 1973.163.

I ØLD af 19. marts 1984 (skd.70.508) blev en direktør, der på provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr.

Retten lagde vægt på, at direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette sammenholdes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet »erhvervsvirksomhed«, således at KL § 37A kunne anvendes.

Interessentskaber .

Bestemmelsen om medarbejdende ægtefælle kan også anvendes, når den anden ægtefælle er deltager i et interessentskab, og i følge lsr.1981.81 gælder dette både når den medarbejdende ægtefælle alene arbejder for den anden ægtefælle og når arbejdet udføres for interessentskabet som sådant.

I sidstnævnte tilfælde kan ægtefællen dog i stedet indgå en almindelig lønaftale med interessentskabet, som vil kunne godkendes i skattemæssig henseende, jfr. princippet i VLD af 3.nov. 1983 (skd.69.257).

Anmoder .

Det kan ikke forlanges, at skatteyderne selv foretager beregningen af det overførte beløb. En begæring om reglens anvendelse ved selvangivelsens indgivelse er tilstrækkelig, lsr.1974.71, og ligningsmyndighederne må i så fald beregne det overførte beløb og give skatteyderne underretning om den ændrede indkomst.

Ligningsrådet har vedtaget, at anmodninger om overførsel til medarbejdende ægtefælle kan fremsættes i indtil 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jfr. skattestyrelseslovens § 29, stk. 4.

Indtil 50% .

I modsætning til tidligere er der fra og med 1983 adgang til at vælge overførsel af et mindre beløb end 50% af overskuddet.

Virksomhedens overskud .

Virksomhedens overskud opgøres efter almindelige skatteretlige regler, således at overførsel beregnes efter foretagne afskrivninger, investeringsfradrag, henlæggelser til investeringsfonds, og med tillæg af diverse skattepligtige tilskud m.v., samt indehaverens sygedagpenge efter reglerne om frivillig sikring, evt. lejeværdi af bolig i fast ejendom hørende til virksomheden og evt. værdi af forbrug af egne varer fra virksomheden.

Det således opgjorte overskud reguleres efter KL § 37A, stk. 2, sådan

1) Renteudgifter og valutakurstab, der er fratrukket i overskuddet, tillægges.

2) Rente- og udbytteindtægter, herunder skattegodtgørelse, samt valutakursgevinst, der er medregnet i overskuddet, fratrækkes.

3) Et fra den pågældende virksomhed hidrørende underskud, der overføres fra tidligere år, skal fragå i det overskud, hvoraf overførslen beregnes. Renteudgifter og rente- og udbytteindtægter, der indgår i underskudsopgørelsen, holdes uden for det underskud, der fradrages.

Autoforhandlers finansieringsudgifter og -indtægter kan ikke sidestilles med renter i relation til det overskud, hvor indtægt som medarbejdende ægtefælle beregnes. Kun beløb, der beregnes som rente og kan betegnes som rente, er rente i skattemæssig forstand, skd.40.29.

En murermesters hustru var medarbejdende såvel i murermestervirksomheden som ved driften af en anden tilhørende udlejningsejendom.

Bortset fra et skønnet administrationshonorar var ejendommens overskud en udbytteindtægt, der ikke kan medregnes i det overskud, som i medfør af KL § 37A danner grundlag for overskudsoverførsel til hustruen, lsr.1981.82.

Det beløb, der er overført til den medarbejdende ægtefælle, anses for indtjent ved selvstændig virksomhed, og den medarbejdende ægtefælle kan derfor ikke beregne lønmodtagerfradrag eller henlæggelse til etableringskonto deraf.

Som foran nævnt beregnes den medarbejdende ægtefælles andel af virksomhedens overskud efter foretagne afskrivninger, investeringsfradrag, henlæggelser til investeringsfonds, og med tillæg af bl.a. evt. lejeværdi af bolig i fast ejendom hørende til virksomheden og evt. værdi af forbrug af egne varer fra virksomheden.

Der kan derfor ikke blive tale om særskilt fradrag for afskrivninger, investeringsfradrag og henlæggelser til investeringsfonds i den medarbejdende ægtefælles overskudsandel eller om særskilt tillæg for lejeværdi eller for forbrug af egne varer til denne overskudsandel, se skd.cirk. nr.213 af 19. november 1975.

Reglen om medarbejdende ægtefælle kan ikke anvendes, hvis en af ægtefællerne har indkomst, hvoraf der svares sømandsskat, jfr. sømandsskattelovens § 7, stk. 7. Såfremt den pågældende begærer sig overført til landbeskatning efter sømandslovens § 18, vil der dog principielt kunne anerkendes overførsel til medarbejdende ægtefælle, skd.42.187.

En læge, hvis hustru som sygeplejerske var medarbejdende ægtefælle, kunne ikke - udover den maksimale overførsel til hustruen af virksomhedens overskud - ved sin indkomstopgørelse fratrække den del af hustruens pensionskassebidrag, som svarede til arbejdsgiverens andel heraf i henhold til overenskomsten med Dansk Sygeplejeråd.

Derimod kunne hustruen som ejer af ordningen selv fratrække det fulde bidrag efter PL § 18, jfr. lsr.1984.86.

Ikke åbenbart misforhold .

Der blev i 1982 indføjet en bestemmelse i § 37A om, at der ikke må være et åbenbart misforhold mellem det overførte beløb og den medarbejdende ægtefælles arbejdsindsats i virksomheden. Der kan herved tages hensyn til såvel arbejdets tidsmæssige udstrækning som karakteren af det udførte arbejde.

Ligningsmyndighederne skal herefter ikke blot vurdere, om den medarbejdende ægtefælles arbejdsindsats er væsentlig, men skal også påse, at der ikke er et misforhold mellem arbejdsindsats og vederlag.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at formålet med den nye regel er, at skattemyndighederne skal have mulighed for at tilsidesætte overførsler af beløb på eller tæt ved maksimum, hvis der alene er tale om et mindstemål af en arbejdsindsats, der i øvrigt kan karakteriseres som væsentlig.

1.5. Ændring af den ægteskabelige status .

1.5.1. Ægteskabsindgåelse .

Efter ophævelsen af KL §§ 9 og 10 er der ikke længere udtrykkelige regler om beskatningen af ægtefæller i det år, hvor ægteskabet indgås eller ophører.

I det år, hvor ægteskabet indgås skal ægtefællerne opgøre deres skattepligtige indkomster og formue på sædvanlig måde, d.v.s. som for ugifte personer. Dette følger modsætningsvis af KL § 26, stk. 1 og § 39, stk. 1. Skatten beregnes for hver ægtefælle for sig uden anvendelse af den særlige skatteberegningsregel i KL § 35A. Er ægtefællerne samlevende i skattemæssig henseende ved indkomstårets udgang, kan der ske overførsel af uudnyttet personfradrag, jfr. KL § 37, stk. 2. Endvidere kan der ske overførsel af underskud, jfr. KL § 26, stk. 6, og reglen om medarbejdende ægtefælle i KL § 37A kan anvendes.

1.5.2. Separation og skilsmisse .

Ved separation eller skilsmisse anses samlivet for ophørt på tidspunktet for separation eller skilsmissen, jfr. KL § 4, stk. 3. Den særlige skatteberegningsregel i KL § 35A finder ikke anvendelse i separations- eller skilsmisseåret. I separations- eller skilsmisseåret beregnes forkudskatten for hver ægtefælle for sig, jfr. KL § 39, stk. 1, modsætningsvis.

1.5.3. Faktisk samlivsophævelse .

Ophæver ægtefællerne samlivet uden separation eller skilsmisse, anses samlivet i skattemæssig henseende først for ophævet med udgangen af det indkomstår, hvori ophævelsen af samlivet har fundet sted, jfr. KL § 4, stk. 4. Dette svarer nøje til den tidligere gældende regel, hvor sambeskatningen ved faktisk samlivsophævelse først ophørte med udgangen af det indkomstår, hvor samlivsophævelsen havde fundet sted.

Om samlivet kan anses for ophævet i skattemæssig henseende afgøres i overensstemmelse med hidtidig praksis, se LV 1982 B 1.1.1.

Skatteberegningsreglen i KL § 35A finder anvendelse i samlivsophævelsesåret, ligesom reglerne om overførsel af uudnyttet underskud og personfradrag samt reglen om medarbejdende ægtefælle kan anvendes.

1.5.4. Død. Efterlevende ægtefælles ansættelse .

Reglerne om beskatning i dødsfaldsåret har som hidtil forskelligt indhold afhængig af, om man skal anvende reglerne i KL § 13 om længstlevendes beskatning i hele dødsfaldsåret af ægtefællernes indkomst, eller om man skal anvende reglerne i KL § 14 om beskatning ved skifte i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet.

1.5.4.1. KL § 13 Uskiftet bo m.v. .

Hovedanvendelsesområdet for KL § 13 er de tilfælde, hvor den efterlevende ægtefælle enten i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet har overtaget fællesboet til hensidden i uskiftet bo eller har fået dødsboet udleveret efter reglerne i skiftelovens § 57, stk. 1.

Hvis den afdøde ægtefælles særeje skiftes samtidig med, at den efterlevende ægtefælle overtager fællesboet til hensidden i uskiftet bo, sker beskatningen i dødsfaldsåret ligeledes efter reglerne i KL § 13. Indtægt af særejet for tiden efter dødsfaldet beskattes dog ikke hos den længslevende, men derimod i særboet, jfr. KL § 14, stk. 10.

KL § 13 finder tillige anvendelse, hvor en ægtefælle efter en forudgående skiftebehandling af fællesboet efterfølgende får boet udleveret til hensidden i uskiftet bo eller efter skiftelovens § 57, stk. 1, med minre der forinden er sket skifte med en eller flere arvinger (partielt skifte), jfr. KL § 20C, stk. 1-3. En arvings arveafkald mod vederlag fra boet anses i denne forbindelse ikke som en udskiftning af den pågældende arving, lsr.1974.184.

Endelig beskattes længslevende efter KL § 13, jfr. § 20C, hvis ægtefællerne var barnløse, og længstlevende i medfør af arveafgiftslovens § 14A får udsættelse med pligten til at svare arveafgift af hele arvebeholdningen, bortset fra eventuelle legater.

Hvis to ægtefæller afgår ved døden efter hinanden i samme år, og længstlevende hensidder i uskiftet bo efter førstafdøde, beregnes skatten for længstlevendes mellemperiode i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 13, selvom der skiftes ved længstlevendes død.

Der beregnes herefter skat af førstafdødes ansættelse efter kildeskattelovens § 35 for sig. Endvidere beregnes skat af længstlevendes ansættelse efter § 35 for sig. Efter at skatten er beregnet, fradrages to personfradrag i de sammenlagte skatter, skd.69.179. Om personfradragene, se B.1.5.4.5.

Indkomstansættelsen .

Længstlevende beskattes af begge ægtefællers indkomst i det indkomstår, hvori dødsfaldet finder sted, og som hidtil deles indkomsten op i to ansættelser. Afgrænsningen mellem de to ansættelser er dog ændret i forhold til reglerne gældende til og med indkomståret 1982. Den ene medtager afdødes indkomst fra indkomstårets begyndelse indtil dødsfaldet (delansættelsen), mens den anden medtager længstlevendes indkomst i hele indkomståret.

Dette gælder, hvadenten det er manden eller hustruen, der er afgået ved døden.

Ligesom tidligere anvendes de særlige regler i KL § 37A om overførsel af virksomhedsoverskud til en medarbejdende ægtefælle ikke på de to ansættelser.

Opdelingen i arbejdsindkomst og formueindkomst foretages ikke, og den særlige skatteberegningsregel i KL § 35A, anvendes ikke på de to ansættelser.

Cirkulære nr. 44 af 15.marts 1972 om beskatning ved hensidden i uskiftet bo gælder i princippet fortsat. Hvis afdødes indkomst stammer fra en selvstændig erhvervsvirksomhed, som videreføres af længstlevende efter dødsfaldet, eller fra en fast ejendom, kan det således ikke kræves, at der foretages en egentlig regnskabsmæssig opgørelse af indtægten fordelt på tiden før og efter dødsfaldet, idet der i så fald sædvanligvis måtte udarbejdes en skattemæssig statusopgørelse på tidspunktet for dødsfaldet. Det må i almindelighed være tilstrækkeligt, at der udarbejdes sædvanlig regnskabsmæssig opgørelse af indtægten af den selvstændige erhvervsvirksomhed eller ejendommen for hele året, og at den således opgjorte indtægt fordeles forholdsmæssigt på tiden før og efter dødsfaldet.

Om periodiseringen af afdødes renteindtægter og -udgifter er det i SD-cirk. 1983-27 fastsat, at længstlevende kan vælge i opgørelsen af afdødes indkomst alene at medregne renter og renteudgifter vedrørende afdødes bodel eller særeje efter det almindelige forfaldsprincip, eller at periodisere, således at såvel forfaldne som beregnede renteindtægter og - udgifter til og med dødsdagen medtages i afdødes indkomst.

Med de nye rentebestemmelser i LL § 5 tilsigtes i almindelighed ikke nogen ændring af praksis om periodisering af renter ved dødsfald, i dødsboer, ved udlæg fra dødsboer og ved skifte af uskiftet bo. Men § 5, stk. 8, indeholder dog en regel om, at fradragsretten for ubetalte renteudgifter, som efter reglen i stk. 7 ikke tillades fratrukket i forfaldsåret på grund af restancer for tidligere år (se F 3.1.2) og derfor først kan fratrækkes på betalingstidspunktet, overgår til boet eller den efterlevende ægtefælle i det indkomstår, renterne betales. Fradragsretten kan ikke overgå til andre skattepligtige, f.eks. til børn eller universalarvinger. Betales renteudgifterne af dødsboet i boets første indkomstår, fradrages de fuldt ud i dette år. Der sker således ingen fordeling mellem perioden fra indkomstårets begyndelse til dødsfaldet (mellemperioden) og dødsboets første indkomstår.

Underskud i afdødes eller længstlevendes indkomst fra tidligere indkomstår overføres til fradrag henholdsvis i ansættelsen af afdødes og længstlevendes indkomst i dødsåret. Hvis underskuddet herefter ikke er udlignet, fratrækkes det i videst muligt omfang i den anden ansættelse efter KL § 26, stk. 6, medens et herefter resterende underskud overføres til det følgende indkomstår for længstlevende.

På tilsvarende måde forholdes, hvis den ene eller eventuelt begge de skattepligtige indkomster i dødsåret udviser underskud.

Der kan i begge ansættelser gives fradrag på op til 2.000 kr., hvis ægtefællerne har haft livsforsikringer m.v. med begrænset fradragsret, og der er mulighed for efter PL § 50, stk. 2, at overføre uudnyttede fradragsbeløb fra den ene ansættelse til den anden.

Uudnyttede forsikringsfradrag kan overføres til afdødes indkomst, selv om alene den efterlevende har forsikringer m.v. med begrænset fradragsret, og selv om indbetalingerne til ordningerne først finder sted efter dødsfaldet.

Hvis der i afdødes indkomst indgår lønindtægt skal der i "delansættelsen" - såfremt fast lønmodtagerfradrag efter KL § 24 anvendes - foretages et fradrag på 267 kr. for hver måned, hvis begyndelse ligger før dødsfaldet, dog højst 5 pct. af lønindtægten. I ansættelsen af længstlevendes indkomst beregnes der, såfremt denne er lønmodtager, et lønmodtagerfradrag for et helt år vedrørende denne lønindtægt.

Der kan indrømmes nedslag for renteindtægter m.v., hvis længstlevende opfylder betingelserne herfor. Nedslaget beregnes for hver af de to opgørelser for sig. De renteindtægter m.v., der indgår i den pågældende opgørelse samt dennes størrelse, er derfor afgørende for, hvilket nedslag der kan indrømmes deri.

1.5.4.2. KL § 14 Skifte .

Hvis boet skiftes og der ikke bevilges udsættelse efter arveafgiftslovens § 14A, vil skatten af afdødes indkomst i det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, som hovedregel være endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige skatter, som forfaldt før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter indtjent før dette tidspunkt.

Skattemyndigheden eller boet kan dog inden for visse frister stille krav om, at der foretages en afsluttende ansættelse vedrørende afdødes indkomst for tiden indtil dødsfaldet (mellemperioden). Hvis der sker en ansættelse af indkomsten, omfatter denne afdødes indkomst for indkomståret indtil dødsfaldet. Længstlevende er indkomstskattepligtig i hele indkomståret og beskattes af sin indkomst. De to ægtefællers indkomster afgrænses overfor hindanden efter de almindelige regler, der gælder for ægtefæller efter 1.jan. 1983 (se B 1.1). Dog anvendes reglerne om overførsel af en del af et virksomhedsoverskud til en medarbejdende ægtefælle ikke. Hele overskuddet for tiden indtil dødsfaldet beskattes hos den ægtefælle, der drev virksomheden. Underskud kan som hidtil heller ikke overføres mellem de to ansættelser, se lsr.1974.82.

Opdelingen i arbejdsindkomst og formueindkomst og de særlige skatteberegningsregler i kildeskattelovens § 35A anvendes ikke i dødsfaldsåret.

Fra dødsfaldet overgår skattepligten af afkastet fra hele fællesboet og fra afdødes eventuelle særeje til boet (boerne), uanset om det (de) i det konkrete tilfælde er skattepligtigt eller ej.

Hvis der i fællesboet eller afdødes særbo indgår en erhvervsvirksomhed, som før dødsfaldet blev drevet af den efterlevende ægtefælle, skal denne i forbindelse med indgivelsen af § 14-opgørelsen i dødsboet (boerne) tilkendegive, hvilke skattemæssige af- og nedskrivninger han/hun vil foretage ved opgørelsen af sin indkomst for tiden før den anden ægtefælles død. Længstlevende er ikke berettiget til senere at fravige sit valg af afskrivnings- og nedskrivningsprocenter for dødsåret, jfr. KL § 15B.

Om periodisering af renteindtægter og -udgifter i dødsåret er der også i skiftesituationen givet regler i SD-cirkulære nr. 1983-27. I mellemperiodeindkomsten medregnes såvel forfaldne som beregnede renter (renteudgifter) vedrørende afdødes bodel og særeje. I den efterlevende ægtefælles indkomstopgørelse medregnes derimod alene hans/hendes før dødsfaldet forfaldne bodelsrenter samt de i hele dødsåret forfaldne renter af eventuelt særeje. Udbyttet af den under skiftet inddragne formue, d.v.s. afdødes særeje og hele fællesejet, er den længstlevende ægtefælles indkomstopgørelse uvedkommende. Får længstlevende udlagt rentebærende aktiver fra dødsboet som arv eller boslod, bliver han/hun derfor kun beskattet af de renter, der forfalder efter udlægstidspunktet med fradrag af de til skæringsdagen i den endelige boopgørelse eller acontoudlægstidspunktet beregnede renter, der beskattes i dødsboet. Om eventuelt fradrag af afdødes ubetalte renter i medfør af den nye regel i LL § 5, stk. 8, se foran under B 1.5.4.1.

Boet og den efterlevende ægtefælle skal ved indgivelsen af § 14-opgørelsen tilkendegive, hvorledes de efter princippet i KL § 26, stk. 7 fordeler formuegoder og gæld imellem afdøde og efterlevende. Hvis en sådan tilkendegivelse ikke foreligger, fordeles formuegoder og gæld på afdødes og efterlevendes bodele og særejer i overensstemmelse med den seneste selvangivelse, som er indgivet forud for indgivelse af § 14-opgørelsen. Fordelingen af formuegoder og gæld er bindende for beskatningen af den efterlevende ægtefælle i dødsåret, medmindre der foretages afsluttende ansættelse af afdødes mellemperiodeindkomst, jfr. KL § 15C.

Længstlevende beskattes som foran nævnt af sin egen indkomst i dødsåret og det eller de følgende år, hvori dødsboet er under skiftebehandling. I denne indkomst indgår bl.a. løn- og pensionsindtægter efter afdøde (efterløn, efterpension m.v.), udbetalinger fra længstlevendes egne pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer, indeksordninger m.v., samt løbende udbetalinger fra afdødes pensionsordninger, som i kraft af begunstigelsesbestemmelser i ordningen tilfalder længstlevende.

Såfremt der i boet indgår en erhvervsvirksomhed, som længstlevende driver eller deltager i, eller såfremt længstlevende på anden måde udfører arbejde for boet, skal den længstlevende beskattes af et arbejdsvederlag, der svarer til den betaling, som det ville være muligt at opnå ved arbejde af samme art og omfang, udført for andre, se KL § 20E.

Til længstlevendes indkomst under skiftebehandlingen medregnes derimod ikke beløb, som dødsboet udbetaler som renter eller udbytte af boslod eller arvelod, jfr. KL § 28, ligesom længstlevende heller ikke i denne periode skal beskattes af lejeværdi eller værdi af fri bolig, selv om han/hun bebor dødsboets en- eller tofamilieshus, ejerlejlighed, stuehus m.v. Lejeværdien beskattes derimod i det skattepligtige bo og medregnes desuden i boets indkomst i den endelige boopgørelse.

1.5.4.3. Begravelsesudlægsboer m.v. .

På samme måde, som når et bo efter en afdød skiftes, vil der som hovedregel ikke blive foretaget en afsluttende ansættelse af afdødes indkomst indtil dødsdagen, når hans dødsbo udlægges til den efterlevende ægtefælle til dækning af begravelsesomkostningerne eller efter skiftelovens § 10, stk. 2.

Den længstlevende vil dog efter KL § 14, stk. 9, inden en måned kunne kræve en afsluttende ansættelse, og er berettiget til uden om boet at få udbetalt overskydende skat, hvis denne udgør mindst 500 kr. Overskydende skat for året før dødsåret udbetales ligeledes uden om boet til længslevende. Længstlevende hæfter ikke for eventuelle restskatter.

Længstlevendes egen indkomstansættelse i dødsåret omfatter, ligesom når der skiftes, hans/hendes bodels- og særejeindkomst indtil dødsfaldet og endvidere al skattepligtig indkomst efter dødsfaldet.

1.5.4.4. Formuebeskatningen .

Er en af ægtefællerne afgået ved døden inden indkomstårets udløb, skal den længstlevende medregne hele fællesformuen samt sit særeje, hvis han/hun i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet har overtaget boet til hensidden i uskiftet bo.

Er boet i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet udlagt uden skiftebehandling efter skiftelovens § 57, stk. 1, gælder samme regel, dog således at længstlevendes formueskattepligt tillige omfatter aktiver, der hidrører fra afdødes særeje.

Hvis boet skiftes i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, eller hvis et uskiftet bo overgår til skifte, skal den længstlevende, hvis skiftet ikke er afsluttet inden indkomstårets udløb, som skattepligtig formue kun medregne sit eventuelle særeje samt aktiver, der måtte være udlagt af boet inden indkomstårets slutning. Den længstlevende er altså ikke formuebeskattepligtig af sin andel af det under skifte værende fællesbo.

Hvis boet efter at være undergivet skiftebehandling udleveres til hensidden i uskiftet bo eller udlægges efter reglen i skiftelovens § 57, stk. 1, er længstlevende formueskattepligtig af hele boets formue.

Er boet sluttet uden skiftebehandling, fordi afdøde intet ejede, eller er boet udlagt til dækning af begravelsesomkostningerne, vil der normalt ikke opstå særlige formueskattespørgsmål, men længstlevende vil være skattepligtig af hele sin egen formue ved indkomstårets udløb.

1.5.4.5. Skatteberegningen - uskiftet bo m.v. .

For en efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo eller har fået boet udlagt i henhold til skiftelovens § 57, stk. 1, skal skatteberegningen i dødsfaldsåret - som nævnt under B 1.5.4.1. - foretages på grundlag af to indkomstopgørelser, hvis såvel afdøde som længstlevende har haft skattepligtig indkomst.

Af den skat, der er beregnet på grundlag af den efter KL § 35, stk. 3 omregnede delansættelse, skal længstlevende svare så stor en del, som afdødes indkomst udgør af den omregnede helårsindkomst. Hvis der ikke indgår engangsindtægter eller -udgifter i afdødes indkomst, kan skatten reduceres efter forholdet mellem perioden indtil dødsfaldet og et helt år.

De samlede beregnede skatter af de to ansættelser nedsættes med skatteværdien af to almindelige personfradrag, hvis længstlevende ikke er pensionist, og med skatteværdien af to personfradrag med grundbeløb 17.500 kr., hvis længstlevende opfylder betingelsen i KL § 37, stk. 5, for at få pensionistfradrag.

Ved ØLD af 13.dec. 1983 (12.Afd. nr.155/1982) fik en enke, der hensad i uskiftet bo og som var pensionist, sin skat iflg. en § 13-ansættelse nedsat med skatteværdien af dels et almindeligt personfradrag efter KL § 37, stk. 1, og dels et personfradrag som enlig pensionist efter KL § 37, stk. 5. Dommen er anket.

Såfremt ægtefællerne ikke var samlevende, nedsættes den længstlevendes efter KL § 13 beregnede skat med de personfradrag, der skulle være bragt i anvendelse, hvis dødsfaldet ikke var indtrådt, altså eventuelt med et eller to forhøjede fradrag med grundbeløb 32.100 kr., skd.47.292.

Skifte m.v. .

Hvis boet skiftes eller ved begravelsesudlæg m.v. indrømmes der, hvis ægtefællerne var samlevende, to personfradrag ved den længstlevendes skatteberegning for dødsåret, medmindre længstlevende ved årets udløb var samlevende med en ny ægtefælle, jfr. KL § 37, stk. 4. Også i disse situationer skal der anvendes to almindelige personfradrag, hvis længstlevende ikke er pensionist og to personfradrag med grundbeløb 17.500 kr., hvis længstlevende er pensionist.

I lsr.1980.34, jfr. skd.69.179, fandt landsskatteretten, at der ved beregning af skatten af den afsluttende mellemperiodeansættelse for en afdød enke, der havde siddet i uskiftet bo efter sin i samme indkomstår afdøde mand, skulle indrømmes nedslag med skatteværdien af to (helårlige) personfradrag, uanset at indkomstansættelsen for enken omfattede en kortere periode end et år, og uanset at det i sådanne tilfælde normalt er helårsskatten, der i henhold til KL § 35, stk. 3, 2. og 3. pkt. nedsættes med personfradrag.

Den længstlevende ægtefælle kan ikke i dødsåret opnå et ekstra personfradrag efter reglen i KL § 37B, hvad enten boet skiftes, udlægges for begravelsesomkostningerne eller udleveres til hensidden i uskiftet bo.

2. Børns beskatning

2.1. Diverse indtægtsarter .

Børn er, uanset alder og uanset om de er hjemmeværende eller ej, selvstændigt skattepligtige, jfr. KL § 5, stk.1.

Afgørende for om en indtægt eller ydelse skal beskattes hos forældrene eller hos barnet er, hvem af parterne, der har retlig krav på ydelsen.

Børnepension m.v. .

Børnepension efter § 14, stk.2, i lov om tjenestemandspension, understøttelser i henhold til § 22 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre og renteydelser, der er tillagt et barn efter lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde § 39, beskattes hos barnet. Også børnepension fra private pensionskasser skal beskattes hos barnet, skd.15.11. Børnepension, der udbetales i henhold til gl. tjenestemandslov § 69, stk.1 og 2, skal ligeledes beskattes hos barnet.

Derimod skal børnepensionstillæg til egenpension, der udbetales med hjemmel i § 14, stk.1, i lov om tjenestemandspension samt børnepensionstillæg til egenpension eller enkepension, der udbetales efter de tidligere gældende pensionsregler (gl. tjenestemandslov § 66, stk.1), medregnes til pensionistens og ikke til barnets indkomst, lsr. 1963.79.

Børnepensionstillæg efter den gamle tjenestemandslovs §§ 67, stk.12 og 68, stk.3, tilkommer enken, selv om hun ikke er berettiget til enkepension, fordi hun er fraskilt, uden ret hertil eller har mistet retten på grund af nyt ægteskab. Hvis hun har indgået nyt ægteskab, beskattes børnepensionstillægget som særskilt hustruindkomst hos modtageren.

Børnetilskud m.v. er skattefri .

Børnetilskud og ungdomsydelse efter lov om børnetilskud og andre familieydelser er i henhold til LL § 7p skattefri.

Den særlige udbetaling af 800 kr. pr. barn under 10 år, som skete i 1984, er ligeledes skattefrit.

Ydelser, herunder børnetillæg, der efter bistandsloven udbetales til enlige forsørgere, er skattefri, jfr. LL § 7j.

Kontanthjælp, der i medfør af bistandslovens § 37 udbetales til en ung under 18 år, bevirker nedsættelse af personfradrag efter KL § 37C, stk.1, hos den unge og ikke hos forældrene, jfr. skd.cirk. af 26.januar 1976.

Plejevederlag .

Vederlag for et barns vedvarende pleje medregnes ikke til barnets, men til plejeforældrenes skattepligtige indkomst, jfr. herom afsnit E. Oppebærer plejeforældrene et for barnet fastsat underholdsbidrag, medregnes dette til barnets skattepligtige indkomst efter reglerne om underholdsbidrag.

I det omfang bidraget anvendes af plejeforældrene til barnets underhold, behandles det hos plejeforældrene som vederlag for vedvarende pleje.

Der kan i almindelighed ikke ske beskatning hos forældrene af et skønnet overskud ved et barns ophold i hjemmet, når barnet modtager invaliditetsydelser, der administreres af forældrene, lsr. 1976.23.

Underholdsbidrag .

Børn beskattes af bidrag, der er tillagt dem i anledning af skilsmisse, separation eller samlivsophævelse samt af alimentationsbidrag. Barnet skal også beskattes af sådanne bidrag, selvom bidragyderen ikke har fradragsret, fordi han bor sammen med barnet, eller fordi der er tale om bidrag, det er pålagt ham at udrede udover barnets fyldte 18. år, jfr. KL cirk. pkt. 31 og lsr. 1964.158. Se afsnit F 1.1.

Derimod skal underholdsbidrag til børn under forældrenes faktiske adskillelse kun medregnes til barnets indtægt, såfremt bidragene kan fratrækkes af bidragyderen efter reglerne i LL § 10, stk.2. Barnet er derfor i almindelighed kun skattepligtig af bidrag vedrørende tiden efter udløbet af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted eller evt. efter separation eller skilsmisse inden dette tidspunkt, jfr. KL § 10, stk.2. Se afsnit F 1.2.

Værdien af et barns friplads på et kollegium blev anset som skattepligtig indkomst for barnet, lsr. 1976.68.

Arbejdsindtægter .

Forbudet i arbejdsmiljøloven om beskæftigelse af børn under 14 år ved erhvervsarbejde udelukker ikke, at barnet kan ansættes selvstændig til skat af løn indtjent i strid med dette forbud, lsr. 1974.75.

Hvor mindreårige har indtægt ved hjemmearbejde eller ved arbejde for fremmede i fællesskab med forældrene, kan beskatning hos de mindreårige kun finde sted, hvor arbejdets karakter og omfang sammenholdt med børnenes alder giver tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at arbejdet kan være udført af børnene. Det kan derfor, hvor de konkrete oplysninger tilsiger dette, være nødvendigt efter et skøn at foretage en fordeling af vederlagene mellem forældrene og børnene.

Ved ØLD af 26.sept.1983 (skd.69.212) fandt retten det ikke godtgjort, at løn fra en ejerforening til en vicevært tilkom viceværtens to børn på henholdsvis 14 og 15 år under hensyn til, at der ikke med ejerforeningen var truffet aftale om fordeling af lønnen, som var indgået på faderens lønkonto.

2.2. Gaver fra forældrene .

I visse tilfælde skal barnets indtægter og formue beskattes hos forældrene. Med forældre sidestilles stedforældre, adoptivforældre og plejeforældre. Det er efter KL § 5, stk.2, tilfældet, hvor der er tale om indtægtsnydelse eller formue, som barnet har modtaget som gave fra forældrene. Som gave anses også arveforskud. Sådan indtægtsnydelse eller formue og dennes afkast skal beskattes hos giveren, hvis denne er fuldt skattepligtig her til landet. Er giveren ikke fuldt skattepligtig her, beskattes indtægten og formuen hos barnet.

Denne flytning af beskatningen af barnets indtægter og formue skal kun finde sted indtil udløbet af det kalenderår, hvori barnet fylder 18 år eller indtil den dag, hvor barnet indgår ægteskab.

Bestemmelsen må imidlertid sammenholdes med reglerne i LL §§ 14, 17 og 21. Som følge heraf bliver det afgørende, på hvilken måde gaven ydes.

a. Ydes gaven ved at forældrene overdrager barnet et allerede foreliggende aktiv, f.eks. en aktie eller en obligation, skal forældrene indtil de førnævnte tidspunkter selv medregne indtægterne af aktivet til deres skattepligtige indkomst, og medtage det i deres skattepligtige formue.

En skatteyder, som ud fra et næringssynspunkt løbende var anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne på de af ham erhvervede pantebreve, havde - som værge for sine to børn - indkøbt 5 pantebreve for opsparede børnetilskud. Da denne disposition var omfattet af KL § 5, stk. 2, som en gave fra faderen, anses han for skattepligtig af kursavancerne på de indkøbte pantebreve, lsr.1983.131.

Derimod anses eventuel skattepligtig fortjeneste eller fradragsberettiget tab ved salg af aktivet (typisk aktier) ikke for omfattet af bestemmelsen, hvorfor sådan fortjeneste eller tab skal medtages ved barnets indkomstopgørelse, lsr. 1975.107.

En skatteyder, der sammen med sine mindreårige børn ejede alle aktierne i et selskab, overdrog en del af aktierne til et nystiftet anpartsselskab, hvis anpartskapital fuldt ud ejedes af skatteyderen og dennes børn. Aktierne var solgt til kurs 150, hvilket indebar en overpris på 18.000 kr., som i sin helhed blev anset for maskeret udbytte til skatteyderen, idet denne i medfør af KL § 5, stk. 2, blev anset for skattepligtig af børnenes andel i udbyttet, lsr.1984.103.

Renter af børneopsparingskonti er indtil datoen for bindingsperiodens ophør skattefri, medens renteindtægten derefter er skattepligtig. Dette gælder, uanset hvornår rentetilskrivningen i pengeinstituttet faktisk finder sted. Hidrører indeståendet fra en gave ydet af forældre, stedforældre eller plejeforældre, sker indkomst- og formuebeskatningen efter bindingsperiodens ophør hos giveren indtil udløbet af det kalenderår, hvori barnet fylder 18 år, eller indtil den dato, hvor barnet indgår ægteskab.

b. Ydes gaven ved, at forældrene påtager sig en forpligtelse til at udrede en løbende ydelse (som ikke er underholdsbidrag), kommer beskatningen hos forældrene til at ske ved, at disse er afskåret fra fradragsret for ydelserne. De kan heller ikke fradrage kapitalværdien af de løbende ydelser. Til gengæld skal ydelserne ikke beskattes hos barnet.

Også efter at barnet fylder 18 år eller indgår ægteskab, medfører LL § 14, at forældrene fortsat er afskåret fra fradrag i indkomsten, ligesom kapitalværdien ikke kan fratrækkes i formuen, jfr. LL § 21. Derimod vil barnet nu blive skattepligtig af underholdsydelserne, jfr. SL § 4c og lsr. 1960.175. og 1981.182.

c. Består gaven i, at forældrene påtager sig en gældsforpligtelse overfor barnet, ses der ved indkomstopgørelsen bort fra renten både hos forældrene og barnet, og forældrene kan ikke fratrække gælden i formuen.

Når barnet fylder 18 år eller indgår ægtteskab, indtræder der indkomstskattepligt af renten, jfr. SL § 4c, og formueskattepligt af værdien af fordringen. Forældrene kan i henhold til LL § 17 stadig ikke fratrække renten ved indkomstopgørelsen, men de kan nu fratrække gælden i formuen.

En skatteyder havde købt en fordring på sin søn. Det forhold, at han overdrog fordringen til sine børnebørn, medførte ikke, at sønnen, der var skyldner i henhold til pantebrevet, blev afskåret fra at fradrage den del af den samlede rente, der tilfaldt hans egne børn, skd.29.166.

En datter udstedte gældsbreve til sin fader, der samme dag gav gældsbrevene til datterens børn. Gældsbrevenes forrentning sattes i relation til nogle aktiers udbytte (der i realiteten var nul). Senere ændrede datteren rentebestemmelserne, således at gældsbrevene skulle forrentes med 7% p.a. Datteren ansås ved denne disposition at have givet sine børn en vedvarende underholdsydelse, som omhandlet i LL § 14, og der var ikke fradragsret for renterne, VLD af 18. december 1978 (skd.52.49).

Beskatning efter § 5, stk.2, finder sted, uanset om barnet er hjemmeværende hos den pågældende giver eller ikke.

Har barnet modtaget gaven før 1.januar 1969, og var barnet ved modtagelsen af gaven selvstændig skattepligtig som følge af, at det forinden havde modtaget formue ved arv eller gave fra andre end forældrene, sker beskatningen dog hos barnet.

Eventuelt kun delvis gave .

Er den barnet tillagte indtægtsnydelse eller formue kun delvis ydet som gave, idet barnet i et vist omfang har ydet forældrene vederlag, behandles kun den til gaveandelen svarende del af indtægterne og formuen efter reglerne i KL § 5, stk.2, og de pågældende ligningslovbestemmelser. Den øvrige del er derimod altid skattepligtig hos barnet, og beskattes ikke hos forældrene.

Et eventuelt underskud ved driften af en virksomhed, der er overdraget barnet som gave, fradrages hos gavegiveren, dog kun en så stor del af underskuddet, der svarer til gaveandelen.

Afkald på falden arv .

Når forældre giver afkald på arv til fordel for deres børn efter at arvingerne har tiltrådt arven, må et sådant arveafkald anses som en gavedisposition fra forældrene til børnene (se nærmere E 4.1.6.), hvorfor arven (som formue) og afkastet heraf må beskattes hos afkaldsgiveren i overensstemmelse med reglen i KL § 5, stk.2. Det samme er tilfældet, hvor et barn oppebærer en annuitet ifølge en inkonvertibel annuitetsforsikring tegnet af barnets fader som forsikringstager.

Formuegoder, der træder i stedet for gaver fra forældre m.v., behandles på samme måde som selve gaven. Hvis barnet f.eks. benytter en pengegave fra forældre til køb af obligationer, skal obligationerne og afkastet heraf beskattes hos forældrene.

Indtægt og formue hidrørende fra opsparet børnetilskud og ungdomsydelser beskattes hos forældrene efter KL § 5, stk.2, jfr. VLD af 1.nov. 1982 (skd.65.196).

Opmærksomheden henledes på, at forældres overtagelse af børns gældsforpligtelser og renteudgifter i forbindelse hermed ikke er omfattet af KL § 5, stk.2, ØLD af 16.9.1976 (skd.41.126).

Om forældres udlån til børn, se afsnit F 1.4.3.

2.3. Forældres løn til deres børn .

Efter bestemmelsen i KL § 5, stk.3, skal løn, som et barn, der ved indkomstårets begyndelse ikke er fyldt 15 år, oppebærer for arbejde i forældrenes erhvervsvirksomhed ikke beskattes hos barnet. Til gengæld kan forældrene ikke ved deres indkomstopgørelse fratrække lønnen. Se som eksempel lsr. 1973.72 om en 11-årigs indtægter ved mekanikerarbejde og handel med biler.

Reglen gælder, selv om forældrene er separeret eller skilt, og barnet har arbejdet hos den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, jfr. skd.17.111 og lsr. 1980.30. Derimod kunne bestemmelsen ikke anvendes overfor løn til et 7-års barn af en kvinde, som arbejdsgiveren samlevede med, lsr. 1976.69. Fradrag blev dog her nægtet, da det ikke fandtes sandsynliggjort, at barnet havde udført arbejde for beløbet.

Er barnet derimod ved indkomstårets begyndelse fyldt 15 år, skal lønnen medregnes hos barnet og er fradragsberettiget hos forældrene på sædvanlig måde, forudsat at der er udført et arbejde svarende til den fratrukne løn.

Det er alene barnets indkomstår, der er afgørende for om reglerne i KL § 5, stk. 3, skal anvendes. Det er altså uden betydning, om forældrene eventuelt har et afvigende indkomstår. Se som eks. skd.37.130.

Hvor barnet er ansat af et interessentskab, hvori en eller begge barnets forældre deltager sammen med andre, kan lønindtægten ikke henføres under KL § 5, stk.3, når lønnen til barnet udredes af interessentskabets overskud og ikke alene af forældrenes andel heraf, lsr. 1974.74.

Det samme gælder, når barnet arbejder for et A/S, hvori faderen er hovedaktionær, lsr. 1977.196.

Avisuddelere, der som hjælpebude anvender egne børn såvel over som under 15 år, kan fradrage løn til disse børn sammen med eventuel løn til fremmede hjælpebude, og børnene beskattes af denne lønindtægt, selvom de er under 15 år, skd.14.149. I dette tilfælde er der ikke tale om at fratrække løn til børn under 15 år for arbejde i forældrenes erhvervsvirksomhed, men blot tale om en deling af en A-indkomst.

2.4. Forældres underholdsydelser til deres børn .

Et barn, der har ophold i hjemmet, hvor det får kost og logi m.v., uden at underholdet er vederlag for arbejde i forældrenes erhvervsvirksomhed, er uanset dets alder skattefri af værdien af underholdet, og forældrene kan ikke foretage noget fradrag for deres udgift, jfr. KL § 5, stk.4. Også pengebeløb, der ydes af forældre til dækning af barnets almindelige leveomkostninger, er omfattet af skattefriheden. Er det pågældende underhold derimod vederlag for arbejde i forældrenes erhvervsvirksomhed, behandles det skattemæssigt på samme måde som lønnen iøvrigt for sådant arbejde, se KL cirk. pkt.31 og lsr. 1957, 84. Værdien af kost og logi m.v., der ydes af en fader til hans børn uden for ægteskab, er også skattefri for børnene.

I lsr. 1971.128 havde skatterådet anset en faglærerinde for delvis skattepligtig af løn og frit ophold som husbestyrerinde for sin fader. Landsskatteretten anså ikke beløbet for skattepligtigt, idet der henvistes til, at børn ikke beskattes af, hvad der er ydet i helt eller delvis underhold af forældrene, medmindre sådant underhold er vederlag for arbejde i en af forældrenes erhvervsvirksomhed. Se også lsr. 1973.117.

2.5. Selvangivelse og skatteansættelse .

Børn, der ved begyndelsen af et indkomstår ikke er fyldt 15 år, skal kun indsende selvangivelse og medtages ved skatteansættelsen, såfremt de i indkomståret har haft skattepligtig indkomst og/eller formue. Selvangivelsen fra en umyndig skal underskrives af værgen, jfr SL § 22, stk. 9.

Stor vejledning 1984

1. Beskatning af ægtefæller

1.1. Fordelingen mellem ægtefællerne

1.2. Opdelingen i arbejds- og formueindkomst

1.3. Skatteberegningen - KL § 35A

1.4. Medarbejdende ægtefælle

1.5. Ændring af den ægteskabelige status

2. Børns beskatning

2.1. Diverse indtægtsarter

2.2. Gaver fra forældrene

2.3. Forældres løn til børnene

2.4. Forældres underholdsydelse til børnene

2.5. Selvangivelse og skatteansættelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →