MOMSVEJL., AFGØRELSER 1983 0844 MN. ADMINISTRATION AF FAST EJENDOM
Statutory Text (1 Articles)
0844 Mn. Administration af fast ejendom
Et revisionsfirma rejste spørgsmål om, hvorvidt visse af firmaet til en ejer og administrator af fast ejendom leverede ydelser omfattedes af afgiftspligten efter merværdiafgiftsloven.
Der var indgået en skriftlig aftale mellem revisionsfirmaet og en klient - som ejede fast ejendom og selv ved ansat personale administrerede denne ejendom - om udførelse af en række delopgaver i forbindelse med ejendomsadministrationen.
Disse delopgaver omfattede edb-behandling, revisionsarbejde, herunder udarbejdelse af årsregnskaber for ejendommene, og daglig administration. Daglig administration dækkede ydelser, som hovedsageligt vedrørte restancearbejdet. Klientens kasseregnskab og indbetalingslister dannede grundlag for det udførte arbejde i et integreret edb-system.
Der var endvidere rejst spørgsmål om den afgiftsmæssige stilling efter merværdiafgiftsloven for leverancer af den omhandlede art i tilfælde, hvor ydelserne leveredes til klienten i dennes egenskab af administrator af fast ejendom, som han ikke selv ejede.
Revisionsfirmaet anførte, at klienten havde personale ansat til udførelse af denne del af administrationsopgaverne, og at klienten overvejede at påtage sig administrationen af et antal lejemål for en anden ejer.
Nævnet har tidligere truffet afgørelse om, at det ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 3, punkt h, 1.pkt. (vedrørende administration af fast ejendom), principielt må forudsættes, at der foreligger en aftale mellem parterne om, at administrator skal foretage den løbende ejendomsadministration. Denne aftale skal i al væsentlighed omfatte udførelsen af de i afgørelse nr 531, under punkt 1, 2 og 3 udførte opgaver, hvorefter en lang række opgaver er afgiftsfri.
Nævnet traf afgørelse om, at da revisionsfirmaet leverede de i sagen omhandlede ydelser til ejeren af den faste ejendom, forelå der alene en aftale mellem ejeren af en fast ejendom og revisionsfirmaet om leverancer af visse ydelser til brug ved ejendommens administration.
Derimod fandt nævnet ikke, at de leverede ydelser i al væsentlighed omfattede udførelsen af de opgaver, som er anført under punkterne 1, 2 og 3 i afgørelse nr 531. Revisionsfirmaets ydelser var derfor ikke undtaget fra afgiftspligten.
For så vidt angår de af firmaet påtænkte leverancer af ovennævnte ydelser til klienten i dennes egenskab af administrator af en fast ejendom, som han ikke selv ejer, var aftalen om administrationen af den faste ejendom ikke indgået mellem ejeren og administratoren af den pågældende ejendom. Disse ydelser var derfor heller ikke undtaget fra afgiftspligten.
Såfremt medarbejderne, se afgørelse nr 669, var ansat af ejer/administrator således, at betalingen for de præsterede ydelser var omfattet af kildeskatteloven (A-indkomst), skulle der ikke svares afgift af sådanne ydelser, jf. merværdiafgiftslovens § 3, stk. 1, punkt a.
Afgørelsen supplerer Mn.531, Mn.668, Mn.669 og Mn.792. Se også Mn.703, Mn.829 og Mn.964.