MOMSVEJL., AFGØRELSER 1980 0721 MN. ADVOKATS FRADRAGSRET FOR EJENDOMSMÆGLERSALÆR
Statutory Text (1 Articles)
0721 Mn. Advokats fradragsret for ejendomsmæglersalær
En advokat rejste spørgsmål om, hvorvidt han i tilknytning til sin momsregistrerede advokatvirksomhed havde fradragsret for et merværdiafgiftsbeløb på en ejendomsmæglerregning. Han havde i forbindelse med en mekanikers køb af en ejendom måttet indestå som selvskyldnerkautionist for, at et ejerpantebrev, der lå til sikkerhed for et lån i et pengeinstitut, kunne bevare sin prioritetsstilling umiddelbart efter de offentlige lån i ejendommen, uanset at pantebrevet rent teknisk måtte rykke for nogle sælgerpantebreve. Sælgeren krævede nemlig, at sælgerpantebrevene som aftalt skulle have prioritet umiddelbart efter de offentlige lån.
Mekanikerværkstedet gik senere på tvangsauktion på grund af køberens misligholdelse af forpligtelserne, og advokaten måtte overtage ejendommen som ufyldestgjort panthaver og derefter afhænde den gennem en ejendomsmægler for at begrænse sit tab mest muligt. Advokaten fandt, at der var en forretningsmæssig sammenhæng mellem hans virke som advokat og hans overtagelse og salg straks efter af den omhandlede ejendom.
Nævnet traf afgørelse om, at det omhandlede afgiftsbeløb kan medregnes til den indgående afgift efter de almindelige regler.