MOMSVEJL., AFGØRELSER 1979 0655 MN. ERSTATNINGSKRAV

0655 Mn. Erstatningskrav

Et entreprenørselskab indbragte for nævnet en afgørelse truffet af toldvæsenet om, at en fjernvarmecentral ikke skulle svare afgift af et beløb, som selskabet havde forpligtet sig til at udrede til varmecentralen, og at selskabet følgelig heller ikke havde fradragsret for afgiftsbeløbet.

Selskabet havde - med varmecentralen som bygherre - forestået projekteringen og udførelsen af et fjernvarmeværk med tilhørende ledningsnet. Efter at varmeværket og ledninger mv. var taget i brug, viste der sig alvorlige skader på fjernvarmeanlægget som følge af mangler ved såvel projekteringen som udførelsen af ledningsnettet.

Varmecentralen krævede herefter, at selskabet foretog de fornødne afhjælpningsarbejder, eventuelt omlægning af anlægget. Der kunne imidlertid ikke opnås enighed herom, hvorfor varmecentralen anlagde en voldgiftssag med påstand om, principalt at manglerne blev afhjulpet, subsidiært at selskabet betalte erstatning til varmecentralen.

Ved et forlig, der blev indgået for voldgiftsretten, forpligtede selskabet sig til at betale varmecentralen et erstatningsbeløb, der skulle udredes i delbeløb i løbet af nogle år, men der blev i forligsteksten ikke taget stilling til merværdiafgiftsspørgsmålet. Selskabet havde imidlertid ved kreditnotaer i forbindelse med betalingen beregnet indgående afgift (og dermed tiltaget sig fradragsret i afgiftsregnskaberne) af erstatningsbeløbet. Varmecentralen protesterede imidlertid straks gennem sin advokat mod afgiftsdeklarationen på kreditnotaerne og oplyste, at varmecentralen ikke agtede at beregne udgående afgift af erstatningsbeløbet.

Selskabets advokat var af den opfattelse, at afgiften af prisafslaget, som han fandt var det relevante i denne sag, efter reglerne måtte kunne fratrækkes i den tidligere over for varmecentralen debiterede salgsmoms. Advokaten mente derfor, at afgiftsdeklarationen på kreditnotaerne måtte anerkendes af varmecentralen og toldvæsenet som korrekt foretaget. Han henviste herved til, at det må følge af merværdiafgiftslovens § 7, stk. 1, og § 17, stk. 2, at den afgiftspligtige omsætning må fastsættes under hensyn til ydede dekorter, hvad enten disse dekorter ved den af parterne udfærdigede forligsmæssige løsning gennemføres som kontante betalinger eller ved udførelse af afhjælpningsarbejder.

Selskabets advokat fremhævede endelig, at der ikke i sådanne sager vedrørende fejl ved et entreprisearbejde kan ske en adskillelse af spørgsmålene om erstatning og forholdsmæssigt afslag, men at disse spørgsmål må behandles ens, begge betinget af culpa.

Fjernvarmecentralens advokat fandt, at sagen ikke vedrørte spørgsmålet om forholdsmæssigt prisafslag, men var en ren erstatningssag. Han erklærede sig på varmecentralens vegne enig i den af toldvæsenet trufne afgørelse.

Advokaten oplyste, at han straks på varmecentralens vegne havde taget forbehold om den afregningsmåde, selskabet havde anvendt, idet han gav udtryk for, at forligsbeløbet efter hans og altså også toldvæsenets opfattelse var excl merværdiafgift, hvilket er den sædvanlige prisfastsættelse inden for entrepriseområdet og i øvrigt mellem parter, der begge er momsregistrerede.

Advokaten bemærkede, at den indtil den 1. oktober 1978 gældende merværdiafgiftslov ikke i sin opregning af afgiftspligtige ydelser omfatter erstatningsydelser, og at varmecentralen efter forliget kunne undlade at foretage udbedringer, og f.eks. i stedet anvende forligsbeløbet til afvikling af fjernvarmesystemet med heraf følgende gennemførelse af særskilt opvarmningssystem på hver enkelt ejendom, og at forligsbeløbet derfor ikke kunne anses for et afslag i entreprisesummen.

Dette fulgte endvidere af, at beløbet først blev fastsat mange år efter, at det oprindelige arbejde blev udført, samt af at beløbet blev fastsat uafhængigt af den oprindelige entreprisesum.

Advokaten bemærkede endelig, at hvis man anskuede sagen ud fra et afgiftspligt-synspunkt, kunne man ikke tale om nogen afgiftspligtig ydelse eller afsætning fra varmecentralens side, hvilket måtte være forudsætningen for, at varmecentralen skulle svare afgift, der som modstykke hertil ville give den momsregistrerede medkontrahent (selskabet) fradragsret for det samme afgiftsbeløb.

Nævnet kunne tiltræde de af varmecentralens advokat og toldvæsenet anførte synspunkter om, at der ikke var tale om et forholdsmæssigt afslag i prisen på den oprindeligt udførte entreprise, men derimod om en egentlig erstatningsydelse på grund af fejl og mangler ved anlægget. Nævnet var således enig med toldvæsenet i, at fjernvarmecentralen ikke skulle svare afgift af erstatningen, og at selskabet følgelig heller ikke kunne have nogen fradragsret for et beregnet afgiftsbeløb af erstatningssummen.

Nævnet stadfæstede derfor den af toldvæsenet trufne afgørelse.