MOMSVEJL., AFGØRELSER 1979 0651 DEP. INTERESSENTERS HÆFTELSE FOR AFGIFTEN
Statutory Text (1 Articles)
0651 Dep. Interessenters hæftelse for afgiften
Advokaten for et interessentskab nægtede over for toldvæsenet at oplyse navnene på samtlige interessenter (ca. 100) i virksomheden, idet han bestred toldvæsenets adkomst til at forlange de omhandlede oplysninger.
Ministeriet for Skatter og Afgifter meddelte i denne anledning, at den enkelte interessent efter lovens § 24 hæfter som medejer for betalingen af interessentskabets gæld. Samtlige interessenter i selskabet omfattes derfor af registreringspligten efter lovens § 5,
stk. 1, jf. stk. 5, hvorefter den, der skal svare afgift, skal anmelde sig til registrering senest 8 dage før virksomhedens påbegyndelse, ligesom ændringer i ejerforhold eller ansvarlig ledelse skal anmeldes.
Idet ministeriet i øvrigt henviste til lovens § 40, meddelte man, at interessentskabets ledelse under bødeansvar efter lovens § 35,
stk. 1, punkt b, har pligt til at afgive de af toldvæsenet krævede oplysninger.
Endelig bemærkedes, at toldvæsenet i medfør af lovens § 31 i forbindelse med eftersyn i virksomheden kan kræve de nævnte oplysninger forelagt sammen med andet materiale vedrørende virksomheden. De i virksomheden beskæftigede personer har under bødeansvar pligt til at yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af eftersynet.