MOMSVEJL., AFGØRELSER 1977 0467 MN. UNDERVISNING PÅ LEJRSKOLER
Statutory Text (1 Articles)
0467 Mn. Undervisning på lejrskoler
En lejrskolevirksomhed yder skoleklasser mv. ophold med kost og logi. Opholdet kan være af kortere eller længere varighed end 6 nætter (nu 1 måned), jf. tidligere lovens § 2, stk. 2, punkt j og k samt nu § 2, stk. 3, punkt h. Skoleklasserne medbringer deres egne lærere, men lejrskolen er behjælpelig med at tilrettelægge den undervisning og de ekskursioner, der finder sted i tilknytning til opholdet.
Der er personer med undervisningsmæssig erfaring knyttet til lejrskolen, ligesom der tilbydes foredragsholdere inden for forskellige fagområder til at vejlede skoleeleverne i undervisningen og under ekskursionerne.
Virksomheden stiller endvidere tekniske hjælpemidler til rådighed til brug for undervisningen og ekskursionerne, f eks brochurer med forslag til studieemner, skriftligt oplysningsmateriale, bøger, lysbilleder, film og båndoptagelser. Lejrskolen kan desuden stille chauffør, der er oplært til at videreføre undervisningen i marken, til disposition for de besøgende skoleklasser under ekskursioner. Der modtages ikke offentlige tilskud til driften af de pågældende lejrskoler.
En sådan lejrskolevirksomhed kan ikke anses som en undervisningsinstitution med egen undervisning, der efter lovens § 3, stk. 7, (nu § 3, stk. 5) er fritaget for at svare afgift af værelseudlejning og servering, idet undervisningen ikke kan betragtes som foranstaltet af lejrskolen selv.
Værelseudlejningen og serveringen i lejrskolerne er derfor omfattet af afgiftspligten.