MOMSVEJL., AFGØRELSER 1970 0813H UFR BYGGEADMINISTRATION VED LEVERING AF TYPEHUSE

§ 7 i merværdiafgiftsloven svarer i alt væsentligt til §§ 15 og 16 i loven om engrosledsafgift (lov nr 211 af 16. juni 1962 om almindelig omsætningsafgift). Af praktiske grunde og for at afskære forsøg på omgåelse bestemtes det i denne lovs § 16, stk 2, at der i den afgiftspligtige værdi skulle medregnes forsendelsesomkostninger, selv om transportydelser i sig selv ikke var afgiftspligtige efter dagældende regler. Også bestemmelsen om, at værdien af emballage skal medregnes i den afgiftspligtige værdi, kan henføres til tidligere lovgivning. Merværdiafgiftsloven har i det hele overtaget forskellige ældre detailbestemmelser under eksemplifikationen, der ikke prætenderer at være udtømmende.

Afgiftsbelagt virksomhed vil næsten altid indbefatte en nødvendig bestanddel af administration af en eller anden art, og selv om denne ikke udtrykkeligt er anført i loven, er den ikke dermed undtaget fra afgiftspligten. Administrationsarbejdet er også en integrerende del af typehusproducentens virksomhed, og administrationsudgifterne indgår som en del af generalomkostningerne, der skal dækkes af vederlaget. Producenten kan ikke vilkårligt udskille enkelte administrative funktioner og holde disse uden for afgiftsberegningen.

Den omstændighed, at bogføring i et vist omfang foretages af revisorer, hvis selvstændige virksomhed ikke er afgiftsbelagt, bevirker ikke, at en typehusproducent ved afgiftsberegningen kan fradrage sine bogføringsudgifter. Tilsvarende gælder byggeadministrationen, der ikke som sådan er afgiftsfri blot i kraft af, at arbejde af denne art i vidt omfang udføres af advokater. Selv om advokater deltager i meget arbejde vedrørende byggeri, kræver dette dog ikke nødvendigvis advokatbistand, og der er heller ikke nogen nærmere kutyme for, hvad der i givet fald skal henregnes til en advokats område inden for byggeadministrationen. Advokatarbejde i forbindelse med byggeri kommer derfor kun uden for afgiftsberegning, når det rent faktisk udføres af en selvstændig advokat uden fast tilknytning til en typehusleverandør.

Typehusbyggeriet er karakteriseret ved, at producenten alene med forbehold vedrørende stigning i byggeindex og vedrørende kurstab - på forhånd ved, hvad byggeriet vil koste, og derfor kan give bygherren et fast tilbud overensstemmende hermed. En stor del af det administrative arbejde er også udført, inden kunden indfinder sig, og lader sig ikke udsondre som en særskilt del af prisen. Den økonomisk-juridiske bistand, der derpå kan blive tale om, er ikke at betragte som en servicevirksomhed specielt over for køberen, idet den i virkeligheden tjener til at sikre sælgeren, der i egen interesse ønsker at have hånd i hanke med byggesagens videre forløb.

Der kan efter finansministeriets opfattelse ikke drages nogen slutning fra reglerne om afgiftsgodtgørelse, da denne ydes med et fikseret beløb pr m etageareal.

Ved Østre Landsrets dom af 15. december 1969 blev Finansministeriet frifundet. Retten udtalte, at for så vidt der er aftalt et fælles vederlag for byggeadministrationen og typehusproducentens ydelse i øvrigt, eller byggeadministrationen faktisk udføres af typehusproducentens funktionærer, således at de dermed forbundne omkostninger indgår blandt virksomhedens generalomkostninger, findes hele det for den samlede ydelse aftalte vederlag at måtte være den afgiftspligtige værdi. Retten fandt ikke i det af foreningen anførte tilstrækkeligt grundlag for, at den administrative og tilrettelæggende virksomhed, som omfattes af foreningens påstand, i den henseende kan behandles anderledes end anden tilrettelæggende og salgsbefordrende virksomhed, som er forbundet med erhvervsmæssig fremstilling og afsætning af varer og andre afgiftspligtige ydelser og indgår som omkostning i disses pris. At en del af omkostningerne ved den under et solgte ydelse ikke kan fradrages i den fastsatte pris ved beregningen af merværdiafgiften, kræver ingen særlig hjemmel, men følger tværtimod af princippet i lovens § 7, idet der ikke kan sluttes modsætningsvis fra denne bestemmelses stk 2.

Sagen blev af foreningen indbragt for Højesteret, der ved dom af 21. oktober 1970 stadfæstede landsretsdommen. Retten udtalte, at uanset at juridisk og økonomisk bistand isoleret betragtet ville være afgiftsfri, jf lovens (dagældende) § 2, stk 2, findes der, når typehusproducenter som et led i salg af typehuse påtager sig at yde bygherrer bistand på de områder, der er omfattet af foreningens påstande, ikke i afgiftsmæssig henseende at kunne foretages udskillelse af en del af det samlede vederlag som værende vederlag for denne del af producenternes virksomhed, der er nøje forbundet med deres virksomhed i øvrigt. Herefter findes det efter lovens § 7, stk 1, afgiftspligtige vederlag at omfatte også de nævnte ydelser.

0813H UfR Byggeadministration ved levering af typehuse

Højesterets dom af 21. oktober 1970

Foreningen af Typehusproducenter i Danmark rettede i maj måned 1968 henvendelse til Nævnet vedrørende den almindelige Omsætningsafgift angående spørgsmålet om, hvorledes den afgiftspligtige værdi skal opgøres ved opførelse af typehuse på køberens byggegrund, når leverandøren varetager administrationen af det pågældende byggeri. Nævnet traf afgørelse om, at der skal svares afgift af det fulde vederlag for typehusene, og at der ikke kan foretages noget fradrag for byggeadministrationen, uanset om denne faktureres særskilt (se afgørelse nr 182).

Under en ved Østre Landsret anlagt sag nedlagde foreningen påstand på, at den af typehusproducenter udøvede virksomhed med bistand til bygherrer ved udarbejdelse af anlægsplaner og finansieringsplaner, tilvejebringelse af byggelån samt optagelse og administration heraf, rådgivning med hensyn til ejendommes foreløbige og endelige prioritering, udfærdigelse af andragender om foreløbige og endelige lån, ekspedition af prioritering samt føring og udarbejdelse af byggeregnskab ikke er afgiftspligtig efter merværdiafgiftsloven. - Finansministeriet påstod frifindelse.

Foreningen anførte til støtte for sin påstand, at den afgiftspligtige værdi efter merværdiafgiftslovens § 7, stk 1, er vederlaget. Med vederlaget kan kun være sigtet til de ydelser, som er afgiftspligtige. § 7, stk 2, indeholder særbestemmelser om en række afgifter, tillæg og udgifter af forskellig art, som skal medregnes i den afgiftspligtige værdi, derunder eksempelvis emballage. Hvis det havde været tilsigtet tillige at afgiftsbelægge vederlaget for den i sagen omhandlede servicevirksomhed, måtte det også have været udtrykkeligt angivet. Det blev endvidere gjort gældende, at den af nævnet trufne afgørelse bygger på en principielt urigtig antagelse af, at merværdiafgiften altid skal beregnes af det samlede vederlag for en ydelse, selv om denne reelt kan opdeles i særskilte former for virksomhed. Foreningen bestred, at praktikabilitetshensyn alene er tilstrækkelige til at begrunde nævnets afgørelse, selv om det kan bero på et ikke helt sikkert skøn, hvor stor en del af den samlede pris der modsvares af den omhandlede juridisk-økonomiske virksomhed.

Foreningen gjorde endvidere gældende, at afgiftsmyndighedernes krav om merværdiafgift af det samlede vederlag for ydelsen, uanset at der deri indgår ydelser, som isoleret betragtet ikke er afgiftspligtige, ikke har støtte i forarbejderne til loven eller i den af Departementet for Told- og Forbrugsafgifter i 1964 udgivne redegørelse vedrørende merværdiafgift. Det er allerede i de indledende almindelige bemærkninger i denne redegørelse anført, at afgiften bør være neutral og ikke bero på, om køberen foretager sit indkøb i den ene eller anden virksomhed. Køberen af et typehus bør derfor heller ikke belastes med merværdiafgift af vederlaget for de omhandlede juridisk-økonomiske ydelser, når disse præsteres af typehusproducenten og ikke særskilt af en advokat. I så fald bliver typehusbyggeriet som den eneste af de forskellige former for organisation af byggeri belastet med en særlig afgift.

Foreningen henviste endelig til de regler om afgiftsgodtgørelse til byggeri, som tidligere var fastsat i medfør af merværdiafgiftslovens § 30, og som ikke forudsatte, at der er betalt merværdiafgift af de omhandlede administrative ydelser.

Finansministeriet anførte, at det i afgiftslovgivningen har været en fast regel, som også stedse er blevet fulgt ved fortolkningen, at omsætningsafgift beregnes af det samlede vederlag for en ydelse, selv om deri indgår ydelser, der isoleret betragtet ville være afgiftsfri.