MOMSVEJL., AFGØRELSER 1970 0076H UFR YDELSER TIL DÆKNING AF FJERNVARMECENTRALS ANLÆGSGÆLD

0076H UfR Ydelser til dækning af fjernvarmecentrals anlægsgæld

Højesterets dom af 1. december 1969

Andelsselskabet Ølgod Fjernvarmeselskab rettede i juni måned 1967 henvendelse til Nævnet vedrørende den almindelige Omsætningsafgift angående spørgsmålet om, hvorvidt der skulle svares merværdiafgift af den del af forbrugernes bidrag, der udgør renter og afdrag af restgæld vedrørende de før merværdiafgiftslovens ikrafttræden stedfundne tilslutninger til selskabets varmecentral. Nævnet traf afgørelse om, at der i henhold til lovens § 7, stk 2, punkt c, skal svares afgift af de nævnte renter og afdragsbeløb.

Under en ved Østre Landsret anlagt sag nedlagde selskabet påstand på, at Finansministeriet tilpligtedes at anerkende, at selskabets andelshavere ikke skal svare merværdiafgift af de ydelser, den enkelte andelshaver betaler til selskabet til dækning af forrentning og afdrag af den andelshaveren pålagte betaling for tilslutning før lovens ikrafttræden den 3. juli 1967. - Finansministeriet påstod frifindelse.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet ved indmeldelser foretager en beregning af det pågældende medlems andel i anlægsudgifterne. Indtil man i 1966 begyndte at afkræve nye medlemmer kontant indbetaling af hele beløbet, havde andelshaverne valget mellem at indbetale hele beløbet straks eller at indbetale 25 pct heraf og underskrive en lånebegæring til selskabet for restbeløbet og derefter forrente og afdrage dette over en årrække. Midlerne til at gennemføre denne kreditordning skaffede sagsøgerne ved et kreditforeningslån, og ifølge vedtægterne påtog selskabet sig at opkræve renter og afdrag, som det i henhold til optaget lån til dækning af anlægsudgifter måtte påhvile medlemmerne at erlægge. Ikke rettidig erlæggelse af disse ydelser medfører, at forbindelsen med fjernvarmeanlægget straks afbrydes.

Andelsselskabet anførte til støtte for sin påstand, at de medlemmer af selskabet, der ikke betalte deres andel i anlægsudgifterne kontant, fik et lån hos selskabet til berigtigelse af restskylden, og at deres ydelser til dækning heraf derfor er rente- og afdragsbeløb svarende til ydelser på et banklån. Endvidere er etableringen af et medlems tilslutning til varmecentralen en ydelse i sig selv uafhængigt af forbruget og af afgifterne for de løbende leverancer af varme. Dette fremgår af, at der i selskabets bogføring er gennemført en klar adskillelse mellem anlæg og drift, og at denne adskillelse også er gennemført i opkrævningerne til medlemmerne. Medlemmernes tilslutning til anlægget må anses for berigtiget før lovens ikrafttræden den 3. juli 1967 og er derfor ikke omfattet af afgiftspligten. Lovens § 7, stk 2, punkt c, om tilslutningsafgifter omfatter ikke de her omhandlede ydelser, idet det, som det fremgår af bemærkningerne til forslaget til loven, med denne bestemmelse kun tilsigtes at sikre en afgiftsmæssig ligestilling af leverandører, der efter lovens ikrafttræden opkræver afgiften som engangsvederlag, og leverandører, som indregner den i forbrugsafgiften. Det er derfor også uden betydning, om gældens betaling i henhold til selskabets vedtægter er en betingelse for varmeleverance.

Den af Finansministeriet påståede afgiftspligt ville tværtimod medføre en ulige behandling af de modtagere, der før lovens ikrafttræden har betalt hele deres restgæld, og dem, der ikke har nået at betale den fuldt ud. Selskabet har yderligere henvist til, at det efter overgangsbestemmelsen i lovens § 42 er afgørende, hvornår levering finder sted, og da medlemmernes tilslutning til anlægget er etableret før lovens ikrafttræden, har levering fundet sted før dette tidspunkt, hvorfor alene leveringen af varme efter lovens ikrafttræden og tilslutningsafgift fra medlemmer, der er tilkommet efter dette tidspunkt, er omfattet af afgiftspligten. For så vidt angår renterne er disse undtaget fra afgiftspligten, allerede fordi de omfattes af reglen i lovens § 7, stk 3. En afgift af ydelserne for tidligere leveret tilslutning til varmecentralen ville i øvrigt føre til det urimelige resultat, at der også skulle betales afgift af de afgiftsbeløb, som selskabet har udredet i forbindelse med de seneste udvidelser af varmecentralens anlæg.

Finansministeriet anførte, at ethvert vederlag for varme, herunder tilslutningsafgifter, der betales efter lovens ikrafttræden, er omfattet af afgiftspligten, jf lovens § 7, jf § 2. Tilslutningsafgifter er udtrykkelig nævnt i § 7, stk 2, punkt c, idet man som anført har villet ligestille leverandører med forskellig prispolitik. Selv om en del af ydelserne fra medlemmerne til selskabet kaldes afdrag og renter, er de reelt løbende betaling af tilslutningsafgiften, og i henhold til selskabets vedtægter er betalingen en betingelse for levering af varme. Etablering af tilslutning til varmecentralen er alene en adgang til at få leveret varme, men ikke i sig selv en ydelse eller vare, der leveres, og lovens § 7, stk 3, om renter af købesummer er derfor uanvendelig her. Medlemmerne får ikke ejendomsret til de varmeledninger, der fører til deres ejendom, og ved fratræden som medlemmer får de ikke tilslutningsafgiften tilbagebetalt. Ministeriet er enig i, at der foreligger en afgiftsmæssig forskelsbehandling af ydelser betalt henholdsvis før og efter lovens ikrafttræden, men det er en naturlig følge af indførelsen af afgiften pr 3. juli 1967. Der er ikke i selskabets vedtægter grundlag for at anse restskylden for tilslutningsafgift for et særligt gældsforhold uafhængigt af varmeforsyningen. Vedtægterne viser tværtimod, at der som tilslutningsafgift opkræves en forholdsmæssig andel af anlægsudgifterne, at ydelserne opkræves samtidig med varmebidragene, og at betalingen er en betingelse for levering af varme. Rente- og afdragsbeløbene er den del af vederlaget for varmeleverancerne, der skal medgå til amortisation og forrentning af selskabets anlægsgæld, og den omstændighed, at selskabet på grund af sin forholdsvis beskedne størrelse kan gennemføre en bogføring med udparcellering af anlægsgælden på medlemmerne, kan ikke skaffe selskabet en særstilling i afgiftsmæssig henseende fremfor de selskaber, der ikke vil kunne gennemføre en sådan fordeling og derfor foretager opkrævning under anvendelse af standardiserede afgifter.

Ved Østre Landsrets dom af 11. februar 1969 blev Finansministeriet frifundet. Retten fandt, at etablering og opretholdelse af tilslutning til selskabets fjernvarmecentral alene skaber en adgang til at få leveret varme, og at de beløb, der betales for tilslutningen, er en del af vederlaget for varme fra varmecentralen. Ifølge merværdiafgiftslovens § 7, jf § 2, er sådant vederlag omfattet af afgiftspligten, og de foreliggende oplysninger om selskabets opgørelse og bogføring vedrørende anlægsudgifterne og medlemmernes afvikling af deres andel heri findes ikke at kunne føre til andet resultat.

Sagen blev af andelsselskabet indbragt for Højesteret, der ved dom af 1. december 1969 stadfæstede landsretsdommen i henhold til de i denne anførte grunde.