MOMSVEJL., AFGØRELSER 1970 0300 DEP. KONKURSBOER
Statutory Text (1 Articles)
0300 Dep. Konkursboer
Der er rejst spørgsmål om, hvorledes toldvæsenet vil forholde sig med hensyn til anmeldelse i konkursboer af afgiftskrav, der er opstået ved, at fallentens leverandør har tilbagetaget varer (f eks lastbiler), der var solgt til fallenten på afbetaling med ejendomsforbehold.
Ved købet af varerne (lastbilerne) har køberen modtaget faktura, der indeholdt oplysning bl a om størrelsen af merværdiafgiften. Afgiftsbeløbet er af køberen fradraget som indgående afgift i overensstemmelse med merværdiafgiftslovens § 15, stk 4. Beløbet er således fradraget i virksomhedens afgiftsskyld til statskassen, jf § 15, stk 1.
Når varerne senere tages tilbage mod godskrivning af returværdien, skal køberens indgående afgift formindskes med afgiften heraf, idet køberen ved købet opnåede godtgørelse af statskassen for afgiften af varens værdi på købstidspunktet. Fallenten skylder således toldvæsenet et beløb svarende til afgiften af varens returværdi. Dette beløb vil af toldvæsenet blive anmeldt i konkursboet som simpel fordring.
Indtræder boet i en afbetalingskontrakt med henblik på salg af de pågældende varer, vil afgiften af salgsprisen efter salget blive anmeldt af toldvæsenet i boet som massekrav.
Ved afsætning af en virksomhed med installerede maskiner skal konkursboet svare afgift af maskiner og andre driftsmidler, der sælges, medmindre afsætningen sker som led i overdragelse af virksomheden eller en del af denne og den nye indehaver driver eller agter at drive registreret virksomhed, jf lovens § 12, stk 5.