MOMSVEJL., AFGØRELSER 1968 0201 DEP. FRIMÆRKER, DER MIDLERTIDIGT UDFØRES TIL UDLANDET ELLER
Statutory Text (1 Articles)
0201 Dep. Frimærker, der midlertidigt udføres til udlandet eller
midlertidigt indføres her til landet
Der er for så vidt angår frimærker til samlerbrug truffet følgende afgørelse
I. Frimærker til midlertidig brug i udlandet
A. til udstilling
Frimærker, der har været sendt til offentlig udstilling i udlandet, kan genindføres afgiftsfrit på de i dagældende toldlovs § 129, stk. 1, punkt 16, fastsatte betingelser (§ 19 i den nugældende toldlov).
Afgiftsfriheden kan indrømmes, uden at udførslen her fra landet er foregået under toldkontrol efter afgivelse af rød udgående toldangivelse, på betingelse af, at klareren i forbindelse med toldbehandlingen ved genindførslen afgiver erklæring om, at de til toldbehandling frembudte frimærker er identiske med de af ham her fra landet udførte, og at de genindføres efter at have været udstillet på en nærmere angivet frimærkeudstilling.
B. i udvalg eller til bedømmelse (ekspertise)
Frimærker, der har været sendt til udlandet i udvalg eller til bedømmelse (ekspertise) med henblik på kontrol eller konstatering af et mærkes ægthed mv., kan ligeledes indgå afgiftsfrit på de i dagældende toldlovs § 129, stk. 1, punkt 16 fastsatte betingelser (§ 19 i den nugældende toldlov). Udførslen skal i disse tilfælde ske under toldkontrol efter afgivelse af rød udgående toldangivelse.
Det er ikke i strid med bestemmelserne i § 7, stk. 3, i finansministeriets bekendtgørelse nr. 341 af 26. september 1966 om toldbehandling af rejsegods mv. at medføre frimærkerne i håndbagagen eller som indskrevet rejsegods (nu Skatteministeriets bkg. om told- og afgiftsfrihed for rejsegods mv.).
II. Frimærker til midlertidig brug her i landet
A. til udstilling
Frimærkerne vil kunne indføres afgiftsfrit mod sikkerhedsstillelse i medfør af dagældende toldlovs § 131, stk. 1, punkt 7 (nu § 24).
Sikkerhedsstillelse for frimærker, der indføres til udstillinger, som arrangeres af frimærkeklubber o lign her i landet, kan bestå i en af formanden for en hovedorganisation (fx Danske Filatelisters Fællesråd) afgiven erklæring bl.a. gående ud på, at organisationen indestår for betaling af de frimærkerne påhvilende afgiftsbeløb, såfremt frimærkerne måtte forblive her i landet.
B. i udvalg
Frimærker i udvalg kan indføres afgiftsfrit mod sikkerhedsstillelse i medfør af dagældende toldlovs § 131, stk. 1, punkt 9 (nu § 24).
C. til bedømmelse (ekspertise)
Frimærker, der indføres midlertidigt her til landet til bedømmelse (ekspertise), kan indtil videre indføres afgiftsfrit mod sikkerhedsstillelse i henhold til dagældende toldlovs § 131, stk. 1, punkt 8 (nu § 24).