Cirkulære om Aftale mellem Personelkommandoen og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau med flere
Statutory Text (4 Articles)
Cirkulære om Aftale mellem Personelkommandoen og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau med flere
Generelle bemærkninger
1.
Personelkommandoen og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark har den 2. juni 2026 underskrevet Aftale mellem Personelkommandoen og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau med flere.
2.
Der er i forbindelse med forhandlingerne foretaget redaktionelle ændringer.
3.
Ved OK26 er der tilvejebragt et varigt ansættelsesgrundlag for tjenestemandsansatte officerer under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, jf. cirkulære nr. 9553 af 29/5-2026 om aftale om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på lederniveau under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Ikrafttræden
Cirkulæret har virkning fra den 1. april 2026, medmindre andet fremgår.
Samtidig ophæves cirkulæreskrivelse nr. 9487 af 15. maj 2025.
Bilag
Aftale mellem Personelkommandoen og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau med flere
§ 1.
Generelle forhold
Denne aftale gælder for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau, auditørfuldmægtige samt kommunikations- og rekrutteringsrådgivere.
Stk. 2.
Aftalen omfatter nærværende generelle aftale med fælles bestemmelser og tre protokollater således
-
Protokollat 1 for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau.
-
Protokollat 2 for tjenestemandsansatte auditørfuldmægtige og viceefterforskningschefer.
-
Protokollat 3 for tjenestemands-, tjenestemandslignende og overenskomstansatte kommunikations- og rekrutteringsrådgivere.
Stk. 3.
De enkelte protokollater underskrives særskilt.
§ 2.
Lønsystemet mv.
Lønsystemet består af basisløn og forhåndsaftalte centrale tillæg, der beskrives i ét protokollat for hver personelgruppe.
Stk. 2.
Alle beløb angives i årligt grundbeløb niveau 31. marts 2012.
Stk. 3.
Såfremt der er aftalt eller aftales funktionstillæg og kvalifikationstillæg, beskrives dette i særlige aftaler parterne imellem og i henhold til § 3.
Stk. 4.
Såfremt der er aftalt eller aftales resultatløn, beskrives dette i særlige aftaler parterne imellem og i henhold til § 5.
§ 2a.
Fritvalgsbidrag
Ansættelsesmyndigheden afsætter månedligt 0,81 pct. af den ansattes løn som fritvalgsbidrag, der kan anvendes efter bestemmelserne i aftale om Fritvalgs Lønkonto.
Stk. 2.
Fritvalgsbidraget beregnes af de samme løndele som øvrige fritvalgsbidrag i aftale om Fritvalgs Lønkonto.
Stk. 3.
Fra den 1. april 2027 til den 31. december 2027 optjener den ansatte månedligt 0,81 pct. af den ansattes løn som engangsbeløb.
Det optjente engangsbeløb afsættes som fritvalgsbidrag den 1. januar 2028.
Stk. 4.
Ved den ansattes fratræden forud for den 1. januar 2028 afregnes optjent tilgodehavende efter stk. 3 kontant til den ansatte.
Beløbet beregnes forholdsmæssigt af den ansattes løn i optjeningsperioden.
§ 3.
Funktions- og kvalifikationstillæg
Der kan aftales tillæg for særlige funktioner, der varetages i stillingen eller stillingsgruppen, herunder arbejdsbestemte tillæg, der ydes for de timer/det tidsrum, hvori den pågældende funktion udføres.
Stk. 2.
Tilsvarende kan der aftales tillæg for kvalifikationer mv. på grundlag af den ansattes faglige og personlige kvalifikationer, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller af hensyn til rekruttering og fastholdelse.
Stk. 3.
Tillæg efter stk. 1 og 2 kan aftales i form af varige eller midlertidige tillæg.
Tillæg er pensionsgivende, medmindre andet aftales.
Tillæggene angives i årligt grundbeløb niveau marts 2012.
Stk. 4.
Kvalifikationstillæg aftales som hovedregel i form af varige tillæg, men kan også, hvis forholdene taler herfor, aftales som midlertidige tillæg.
§ 4.
Bonus
Der kan aftales bonus, fx som honorering af særlig indsats.
§ 5.
Resultatløn
Der kan lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den enkelte måleperiode i det omfang, de på forhånd definerede mål er opnået.
§ 6.
Lønregulering
Basislønnen og samtlige tillæg reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved aftale- og overenskomstfornyelserne eller udmøntes via den generelle reguleringsordning.
§ 7.
Forhandlinger og indgåelse af aftaler mv.
Aftaler om kvalifikationstillæg, funktionstillæg, bonus eller resultatløn forhandles og indgås mellem de parter, der er bemyndiget hertil.
Stk. 2.
Forslag til lønændringer kan fremsættes af begge parter.
Forhandlinger skal finde sted mindst én gang om året, hvis én af parterne begærer dette.
Stk. 3.
Lønændringer kan i øvrigt aftales løbende, hvis parterne er enige herom.
§ 8.
Forhandling af bonus for M332
Majorer og orlogskaptajner (M332), som er personligt omklassificeret til basisløngruppe 5, er undtaget fra de normale forhandlingsregler for bonus.
Stk. 2.
Majorer og orlogskaptajner (M332), som er personligt omklassificeret til basisløngruppe 5, forhandler uafhængigt af den øvrige ledergruppe.
bonus fastsættes af ledelsen efter forhandling med den ansatte.
bonus kan fx ydes som
-
Honorering af særlig indsats
-
Resultatløn
-
Honorering af merarbejde
§ 9.
Afvigelser fra forhandlingsreglerne
Der kan mellem aftaleparterne aftales midlertidige eller varige afvigelser fra disse forhandlingsregler i situationer, hvor det af geografiske eller organisatoriske grunde findes hensigtsmæssigt.
Disse situationer er fx, hvor medarbejdere er
-
Udsendt eller udstationeret uden for Danmark som enkeltperson.
-
Midlertidigt placeret i en stilling ved en international myndighed underlagt en udenlandsk chef.
-
Placeret i en stilling ved en dansk myndighed uden for Forsvarsministeriets område.
§ 10.
Overgang til nyt lønsystem
For allerede ansatte skal den samlede faste løn ved overgangen til det nye lønsystem mindst svare til lønnen forud for overgangen.
Stk. 2.
Hvis den samlede faste løn ved indplaceringen, inkl.
eventuelle nye tillæg, er lavere end den hidtidige samlede faste løn inkl.
eventuelle tillæg, ydes et personligt tillæg til udligning af forskellen.
Tillægget ydes som et ikke-pensionsgivende kvalifikationstillæg i henhold til § 3.
Stk. 3.
Der vil ske modregning i det pågældende kvalifikationstillæg i tilfælde af aftalte stigninger i de løndele, der indgår i beregningen af kvalifikationstillægget eller i tilfælde af, at der oppebæres midlertidig højere aflønning, herunder vederlag for at bestride en højere stilling.
Stk. 4.
Hidtidige midlertidige tillæg eller arbejds-/stillingsbestemte tillæg (såvel varige som midlertidige) indgår ikke i den samlede faste løn, men indgår i beregningen i forbindelse med overgangen til ny tillægsstruktur eller lokale aftaler i medfør af §§ 3 og 7.
Såfremt der ikke er aftalt en tillægsstruktur eller særskilte tillæg i nyt lønsystem, opretholdes hidtidige tillæg i den aftalte periode, eller til de erstattes af en anden aftale.
Stk. 5.
Eventuel overgangsordning i forbindelse med overgang fra gammel til ny tillægsstruktur aftales i forbindelse med den konkrete aftale.
§ 11.
Klassificering
Tjenestemandsstillinger klassificeres og omklassificeres fortsat i henhold til Aftale af 20. juni 1995 om klassificering af nyoprettede tjenestemandsstillinger samt det til den pågældende aftale knyttede cirkulære af 26. juni 1995.
§ 12.
Pension
Eventuelle pensionsbidrag (eksklusivt eget pensionsbidrag) aftales i det enkelte protokollat.
Ansættelsesmyndighedens bidrag udgør 2/3, og 1/3 anses for den ansattes eget bidrag.
Stk. 2.
Pensionsbidrag indbetales til pensionskonto anvist af Hovedorganisationen af Officerer i Danmark.
Stk. 3.
Forhold vedrørende tjenestemandspension for tjenestemænd på nye lønsystemer reguleres ved central aftale, pt.
aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l.
Stk. 4.
Den ansatte har ret til at få indbetalt et ekstraordinært bidrag til sin pensionsordning, mod at lønnen samtidig reduceret tilsvarende.
Den ansatte skal skriftligt oplyse ansættelsesmyndigheden om
1.
Størrelsen af den forhøjede indbetaling enten i form af et fast kronebeløb eller med en procent af den pensionsgivende løn.
2.
I hvilken periode forhøjelsen skal indbetales.
§ 12a.
Valgfrihed mellem pensionsbidrag og løn
Den ansatte kan vælge, at den del af pensionsbidraget, der overstiger 15,0 pct., jf. § 12, i stedet for indbetaling til pensionsordningen udbetales helt eller delvist som løn eller indbetales helt eller delvist af ansættelsesmyndigheden til en opsparingsordning i tilknytning til pensionsordningen.
Stk. 2.
Hvis den ansatte vælger at få pensionsbidrag udbetalt som løn eller indbetalt til en opsparingsordning i tilknytning til pensionsordningen, jf. stk. 1, sker det på følgende vilkår
-
Der beregnes ikke særlig feriegodtgørelse af beløbet.
-
Beløbet er ikke pensionsgivende.
-
Beløbet indgår ikke ved beregning af overarbejds- eller merarbejdsbetaling.
-
Indbetaling til en opsparingsordning i tilknytning til pensionsordningen sker af beløbet efter skat og arbejdsmarkedsbidrag.
-
Ansættelsesmyndigheden kan alene indbetale den valgfrie del af pensionsbidraget, jf. stk. 1.
Stk. 3.
Den ansatte retter henvendelse til ansættelsesmyndigheden, hvis pensionsbidraget ud over 15,0 pct. fremover ønskes udbetalt som løn eller indbetalt til en opsparingsordning i tilknytning til pensionsordningen.
Hvis den ansatte senere, dog tidligst efter et år, ikke længere ønsker pensionsbidraget ud over 15,0 pct. udbetalt som løn eller indbetalt til en opsparingsordning i tilknytning til pensionsordningen, retter den ansatte på ny henvendelse til ansættelsesmyndigheden.
§ 13.
Ophør af andre aftaler
Denne aftale erstatter aftale af 15. maj 2025 mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om nyt lønsystem for tjenestemandsansatte officerer på det militære lederniveau med flere.
Stk. 2.
Det aftales i de enkelte protokollater, hvilke aftaler de erstatter.
§ 14.
Ikrafttræden
Aftalen træder i kraft pr. 1. april 2026, og kan opsiges af begge parter med 3 måneders varsel, dog tidligst pr. 31. marts 2029.
Ballerup, den 2. juni 2026
For
Hovedorganisationen af
Officerer i Danmark
For
Personelkommandoen
E.b.
Niels Tønning
Formand
Nicolai Christoffersen
Kontorchef