Vejledning om anvendelse af national lovgivning og EU’s pagt om migration og asyl

Vejledning om anvendelse af national lovgivning og EU’s pagt om migration og asyl

Indhold

1.

Indledning

2.

Baggrund

3.

AM-forordningen

3.1.

Samspillet mellem Dublinforordningen og AM-forordningen

3.1.1.

Frister

3.1.2.

Retsgrundlag i overtagelsessituationer

3.1.3.

Retsgrundlag i tilbagetagelsessituationer

3.1.4.

Persongruppen

3.1.5.

Udvidede ansvarskriterier (familie og uddannelse)

3.1.6.

Uledsagede mindreårige

3.1.7.

Opsættende virkning og klageprocedure

3.1.8.

Vejledningspligt, juridisk rådgivning og lydoptagelser

3.1.9.

Overgangsregler

4.

Kriseforordningen

5.

Eurodac-forordningen

5.1.

Udlændingemyndighedernes og politiets nuværende opgaver og sagsgange

5.1.1.

Registrering af ansvaret i Eurodac

5.1.2.

Persongruppen

5.1.3.

Udvidelse af oplysninger, der registreres i Eurodac

5.1.4.

Særlige regler for mindreårige

6.

Screeningforordningen

6.1.

Udlændingemyndighedernes og politiets nuværende opgaver og sagsgange

6.1.1.

Indledende identitets- og sikkerhedstjek

6.1.2.

Medicinsk modtagelse

6.1.3.

Udpegning af personlig repræsentant til uledsagede mindreårige

6.1.4.

Foranstaltninger til sikring af udlændingens tilstedeværelse

1.

Indledning

EU’s pagt om migration og asyl (herefter ”Pagten”) blev vedtaget den 14. maj 2024 og udgør en omfattende reform af EU’s asyl- og migrationsområde.

Pagten er ikke bindende for eller finder anvendelse i Danmark pga.

retsforbeholdet, men Danmark har tilsluttet sig dele heraf på mellemstatsligt grundlag via hhv.

parallelaftalen

og protokollen om Danmarks stilling (Schengenteknikaliteten).

Danmark har således på baggrund af to beslutningsforslag

vedtaget i Folketinget i 2024 tilsluttet sig Eurodac-forordningen, screeningforordningen, grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen samt dele af AM-forordningen og kriseforordningen.

Pagten finder anvendelse i EU fra den 12. juni 2026.

Der blev derfor i januar 2026 fremsat lovforslag om gennemførelse af Pagten, men lovforslaget bortfaldt som følge af valgudskrivelsen.

Den nødvendige lovgivning forventes senest at træde i kraft den 10. september 2026.

Danmark vil i perioden fra den 12. juni 2026 og frem til ikrafttrædelsestidspunktet for den nationale gennemførelse af Pagten skulle anvende retsakterne i Pagten foreløbigt i det omfang, det er foreneligt med udlændingeloven.

Denne vejledning vedrører spørgsmålet om, hvordan de relevante myndigheder inden for udlændingelovens rammer kan anvende reglerne i Pagten.

I det følgende gennemgås en række eksempler på de oftest forekommende problemstillinger.

Der er således ikke tale om en udtømmende opregning.

Det bemærkes, at forordning (EU) 2024/1348 om en fælles procedure for international beskyttelse i Union (asylprocedureforordningen) og forordning (EU) 2024/1349 om indførelse af en grænseprocedure for tilbagesendelse (grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen) ikke finder anvendelse i Danmark, før den nødvendige lovgivning er på plads.

Disse forordninger vil derfor ikke blive berørt yderligere i vejledningen.

2.

Baggrund

Som følge af Danmarks retsforbehold finder Eurodac-forordningen, screeningforordningen, grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen samt dele af AM-forordningen og kriseforordningen ikke direkte anvendelse i Danmark fra den 12. juni 2026, men kræver gennemførsel af national lovgivning.

Den forsinkede gennemførelse af forordningerne betyder, at det i perioden fra den 12. juni 2026 til ikrafttrædelsestidspunktet for gennemførelsen af Pagten i dansk lovgivning alene vil være de regler i Pagten, der allerede er hjemmel til i dansk lovgivning, som kan håndhæves af myndighederne over for udlændinge.

Samtidig følger det både af Danmarks parallelaftale og grundlæggende fortolkningsprincipper, at Danmark i samme periode skal anvende og fortolke gældende dansk ret i videst muligt omfang i overensstemmelse med de nye regler i Pagten.

Dette kan i praksis medføre tvivl om, hvordan reglerne skal anvendes.

Der er på den baggrund udarbejdet følgende vejledning til brug for udlændingemyndighedernes og Rigspolitiets forvaltning af retsgrundlaget i perioden fra den 12. juni 2026 frem mod ikrafttrædelsen af den relevante lovgivning.

Der tages forbehold for, at vejledningen ikke indeholder en udtømmende beskrivelse af de problemstillinger og tvivlstilfælde, som kan opstå i perioden efter den 12. juni 2026, og at vejledningen har til formål at fungere som et fortolkningsbidrag i udlændingemyndighedernes og Rigspolitiets daglige arbejde.

Ministeriet bemærker, at fortolkningen af retsgrundlaget i sidste ende vil være op til de uafhængige klagenævn.

Vejledningen vil i relevant omfang blive opdateret løbende.

3.

AM-forordningen

I 1991

blev det retlige grundlag for Danmarks deltagelse i Dublinsamarbejdet etableret ved gennemførelse af den såkaldte ”Dublinkonvention” i udlændingelovens § 29 a, og i 2013

fik bestemmelsen sin nuværende ordlyd.

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14. maj 2024 forordning (EU) 2024/1351 om asylforvaltning og migrationsstyring (AM-forordningen).

Formålet med AM-forordningen er overordnet at styrke effektiviteten af det fælles europæiske asylsystem og sikre en mere integreret tilgang til migrationsstyring og asylforvaltning.

Formålet er endvidere at etablere en fælles ramme, der grundfæster principperne om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne.

AM-forordningen erstatter Dublinforordningen og er overordnet set opbygget efter samme systematik og har i det væsentligste samme indhold som Dublinforordningen.

Danmark vil derfor inden for rammerne af Dublinforordningen i vidt omfang kunne overholde reglerne i AM-forordningen.

3.1.

Samspillet mellem Dublinforordningen og AM-forordningen

3.1.1.

Frister

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingemyndighederne pr. 12. juni 2026 kan overgå fra at anvende fristerne i Dublinforordningen til fristerne i AM-forordningen.

Det gælder i relation til frister for overtagelse og tilbagetagelse, herunder i forbindelse med frihedsberøvelse.

Det gælder endvidere frister ved accept by default, hvorefter det i medfør af AM-forordningens bestemmelser således vil kunne lægges til grund, at en medlemsstat på et tidligere tidspunkt stiltiende har accepteret sit ansvar.

Det er endvidere vurderingen, at der ikke er noget til hinder for, at udlændingemyndighederne i forlængelse heraf opdaterer den ansvarlige medlemsstat i Eurodac-systemet.

Der henvises i den forbindelse til vejledningens punkt 5.1.1.

3.1.2.

Retsgrundlag i overtagelsessituationer

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingemyndighederne efter den 12. juni 2026 i en afgørelse om overførsel til en ansvarlig medlemsstat på baggrund af, at denne medlemsstat har accepteret en anmodning om overtagelse i medfør af AM-forordningens regler, fortsat kan henvise til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra a.

3.1.3.

Retsgrundlag i tilbagetagelsessituationer

3.1.3.1.

Verserende asylsager og frafaldne eller afviste asylansøgere

Det følger af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, at den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til på de betingelser, der er fastsat i artikel 23, 24, 25 og 29, at tilbagetage en udlænding.

AM-forordningen sondrer imidlertid ikke mellem de forskellige stadier af asylsagen, og AM-forordningen indeholder således ikke en bestemmelse svarende til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d.

Det fremgår af AM-forordningens artikel 36, stk. 1, litra b, at den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til på de betingelser, der er fastsat i artikel 41 og 46, at tilbagetage en udlænding, for hvem den pågældende medlemsstat er anført som den ansvarlige medlemsstat i henhold til artikel 16, stk. 1, i Eurodac-forordningen.

Det betyder, at det efter AM-forordningen således er afgørende for ansvarsfastlæggelsen, hvilke oplysninger der registreres i det nye Eurodac-system.

Det betyder endvidere, at såfremt udlændingemyndighederne efter den 12. juni 2026 skal træffe afgørelse om overførsel til en ansvarlig medlemsstat på baggrund af, at denne medlemsstat har bekræftet en meddelelse om tilbagetagelse i medfør af AM-forordningens regler, kan udlændingemyndighederne over for udlændingen i overførselsafgørelsen henvise samlet til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d.

Det vil herefter være op til Flygtningenævnet i en eventuel klagesag at tage stilling til, hvorvidt der til brug for sagens afgørelse er behov for at indhente yderligere oplysninger fra den ansvarlige medlemsstat om asylsagens status.

3.1.3.2.

Tilbagetagelse af udlændinge med henblik på at afslutte proceduren

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingemyndighederne efter den 12. juni 2026 i en afgørelse om overførsel til en ansvarlig medlemsstat på baggrund af, at denne medlemsstat har accepteret en anmodning om tilbagetagelse i medfør af AM-forordningens regler med henblik på at afslutte proceduren, over for udlændingen i overførselsafgørelsen fortsat kan henvise til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5.

3.1.4.

Persongruppen

Det fremgår bl.a. af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsen snarest muligt træffer afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, når en udlænding påberåber sig at være omfattet af § 7 (asyl).

Dette gælder tilsvarende for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden tilladelse, og som har søgt asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse.

Med AM-forordningen udvides persongruppen, som reglerne kan anvendes overfor, hvilket indebærer, at den ansvarlige medlemsstat endvidere er forpligtet til at tilbagetage kvoteflygtninge.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at AM-forordningens nye regler om overførsel af kvoteflygtninge til andre medlemslande ikke vil kunne anvendes af Danmark uden de nødvendige ændringer af udlændingeloven.

Det er samtidig vurderingen, at de øvrige medlemsstater, som rettidigt har implementeret AM-forordningen, pr. 12. juni 2026 kan anmode Danmark om at overtage eller tilbagetage kvoteflygtninge, og at Danmark vil være forpligtet til at acceptere sådanne anmodninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at udlændingelovens § 29 b om afvisning af udlændinge, som allerede har opnået beskyttelse i et andet land, som har tilsluttet sig Dublinforordningen, fortsat vil kunne finde anvendelse i relevant omfang.

3.1.5.

Udvidede ansvarskriterier (familie og uddannelse)

Dublinforordningen og AM-forordningen indeholder overordnet set de samme kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig – dog med enkelte undtagelser.

Med AM-forordningen udvides ansvarskriterierne vedrørende familieforhold (det såkaldte ”familiekriterium”), og der introduceres desuden et nyt ansvarskriterium vedrørende eksamensbeviser eller andre kvalifikationer (det såkaldte ”uddannelseskriterium”).

Da udlændingemyndighederne fra 12. juni 2026 i videst muligt omfang skal fortolke og anvende gældende dansk ret i overensstemmelse med AM-forordningen, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at AM-forordningens udvidede familiekriterium kan rummes inden for rammerne af Dublinforordningen.

Henset til, at Dublinforordningen ikke indeholder et uddannelseskriterium vil det forudsætte en nærmere stillingtagen til, om AM-forordningens uddannelseskriterium kan rummes inden for rammerne af Dublinforordningen.

Måtte der opstå en situation, hvor der skal tages stilling til, om der kan ske overførsel på baggrund af uddannelseskriteriet, opfordres Udlændingestyrelsen til at rette henvendelse til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

3.1.6.

Uledsagede mindreårige

Reglerne for overførsel af uledsagede mindreårige, som hverken har familiemedlemmer, søskende eller slægtninge i én af medlemsstaterne, følger af henholdsvis Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, og AM-forordningens artikel 25, stk. 5.

Bestemmelserne er i vidt omfang identiske.

Dog fremgår det af Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, at ansvaret påhviler den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreårige senest har indgivet en ansøgning om asyl.

Der henvises i den forbindelse til EU-Domstolens dom i sagen MA and Others (C-648/11) af 6. juni 2013.

Derimod følger det af AM-forordningens artikel 25, stk. 5, at ansvaret påhviler den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreåriges asylansøgning først blev registreret.

Det betyder, at det efter AM-forordningen er muligt at overføre en uledsaget mindreårig til den medlemsstat, hvor udlændingen fik sin første ansøgning om asyl registreret, hvorimod det efter Dublinforordningen er muligt at overføre en uledsaget mindreårig til den medlemsstat, hvor der senest er indgivet en ansøgning om asyl.

Måtte der opstå en situation, hvor der skal tages stilling til, om der kan ske overførsel af en uledsaget mindreårig, opfordres Udlændingestyrelsen til at rette henvendelse til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

3.1.7.

Opsættende virkning og klageprocedure

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det ikke er muligt at fortolke og anvende AM-forordningens artikel 43 og 46 inden for rammerne af gældende ret.

Det betyder, at udlændingemyndighederne fortsat vil skulle tillægge klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel automatisk opsættende virkning.

Det forudsættes, at udlændingemyndighederne orienterer den ansvarlige medlemsstat i de tilfælde, hvor en sag er tillagt opsættende virkning efter de gældende nationale regler i forbindelse med sagens indbringelse for klageinstansen, og at udlændingemyndighederne anser overførselsfristen for suspenderet.

Det bemærkes, at en frist for overførsel efter både Dublin- og AM-forordningens bestemmelser først starter, når der er truffet endelig afgørelse om overførsel i en klagesag, som er tildelt opsættende virkning.

3.1.8.

Vejledningspligt, juridisk rådgivning og lydoptagelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at myndighedernes praksis på en række områder vil kunne fortsætte som hidtil i overensstemmelse med AM-forordningen.

Det gælder f.eks. i forhold til vejledningspligten, den juridiske rådgivning og i forhold til den personlige samtale.

Det betyder, at politiet fra den 12. juni 2026 vil være ansvarlig for udlevering af det fælles oplysningsmateriale til udlændingen i medfør af AM-forordningen.

Henset til, at Danmark ikke har gennemført den nødvendige lovgivning den 12. juni 2026, er det samtidig vurderingen, at udlændingemyndighederne efterfølgende, f.eks. i forbindelse med den indledende asylsamtale, bør vejlede den enkelte udlænding om, at Danmark frem mod ikrafttrædelsen af den relevante lovgivning fortsat vil anvende Dublinforordningen, men at Dublinforordningen i videst muligt omfang fortolkes og anvendes i overensstemmelse med AM-forordningen.

Det betyder endvidere, at DRC Dansk Flygtningehjælp fra den 12. juni 2026 kan overgå til at yde juridisk rådgivning og retshjælp i overensstemmelse med AM-forordningens bestemmelser.

Endelig betyder det, at udlændingemyndighederne fra den 12. juni 2026, når det er teknisk muligt, kan anvende lydoptagelser i forbindelse med afholdelsen af den personlige samtale i medfør af AM-forordningens artikel 22, stk. 7.

3.1.9.

Overgangsregler

Det følger af AM-forordningens artikel 83, at Dublinforordningen ophæves med virkning fra den 12. juni 2026.

Henvisninger til den ophævede Dublinforordning vil endvidere gælde som henvisninger til AM-forordningen.

AM-forordningens artikel 84 regulerer overgangsforanstaltninger fra Dublinforordningen til AM-forordningen.

Det følger heraf bl.a., at hvor en ansøgning registreres efter den 12. juni 2026, tages der hensyn til samtlige forhold, der kan medføre, at en medlemsstat er ansvarlig i henhold til AM-forordningen, selv om forholdene ligger forud for denne dato.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at den medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning, der er registreret før den 12. juni 2026, fastlægges i overensstemmelse med kriterierne i Dublinforordningen.

Det fremgår endelig af AM-forordningens artikel 85, at AM-forordningen finder anvendelse fra den 12. juni 2026.

De følgende afsnit indeholder eksempler på udvalgte situationer, hvor overgangsreglerne kan få betydning for sagens behandling.

3.1.9.1.

Ansvarsfastlæggelse for ansøgninger indgivet før 12. juni 2026

Hvis udlændingemyndighederne indleder proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig på baggrund af en ansøgning, som er indgivet forud for den 12. juni 2026, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at ansvaret alene skal fastsættes på baggrund af ansvarskriterierne i Dublinforordningen (artikel 8-15).

3.1.9.2.

Ansvarsfastlæggelse for ansøgninger registreret efter 12. juni 2026, men inden ikrafttrædelse af den nødvendige nationale lovgivning

Hvis udlændingemyndighederne indleder proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig på baggrund af en ansøgning, som er indgivet efter den 12. juni 2026, men inden Pagten er gennemført i dansk ret, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at ansvaret skal fastsættes på baggrund af ansvarskriterierne i AM-forordningen i det omfang, ansvarskriterierne i AM-forordningen kan rummes inden for rammerne af Dublinforordningens ansvarskriterier, jf. vejledningens punkt 3.

3.1.9.3.

Ansvarsfastlæggelse for ansøgninger registreret efter ikrafttrædelse af den nødvendige lovgivning

Hvis udlændingemyndighederne indleder proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig på baggrund af en ansøgning, som er registreret efter gennemførelsen af den nødvendige nationale lovgivning, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at ansvaret skal fastsættes på baggrund af ansvarskriterierne i AM-forordningen.

3.1.9.4.

Forlængelse af overførselsfristen ved forsvinden

Det følger af Dublinforordningens artikel 29, stk. 1, at overførslen til den ansvarlige medlemsstat skal finde sted så snart, det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at den ansvarlige medlemsstat har accepteret sit ansvar (accepttidspunktet), eller efter der er truffet en endelig afgørelse i klagesagen.

Samtidig følger det af Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, at finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage udlændingen, og ansvaret overføres til den anmodende medlemsstat.

Denne frist kan dog forlænges til højst ét år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres pga.

udlændingens fængsling, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.

AM-forordningens artikel 46, stk. 1, svarer i vidt omfang til Dublinforordningens artikel 29, stk. 1.

Derimod fremgår det bl.a. af AM-forordningens artikel 46, stk. 2, at overførselsfristen på seks måneder kan forlænges til højst et år pga.

udlændingens fængsling, eller til højst tre år, hvis den pågældende forsvinder.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at både Dublinforordningen og AM-forordningen kan finde anvendelse alt efter tidspunktet for udlændingens forsvinden.

Det er således forsvindingstidspunktet, som udgør den udløsende begivenhed ift., hvilket retsgrundlag som skal finde anvendelse.

Det betyder, at såfremt udlændingen forsvinder før den 12. juni 2026, kan Danmark forlænge overførselsfristen til 18 måneder, jf. Dublinforordningens artikel 29, stk. 2.

Hvis overførslen ikke effektueres inden udløbet af de 18 måneder, vil ansvaret overgå til Danmark.

Såfremt udlændingen forsvinder efter den 12. juni 2026, men inden Pagten er gennemført i dansk ret, vil Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, fortsat finde anvendelse, dvs. Danmark kan forlænge overførselsfristen til 18 måneder.

Hvis overførslen ikke effektueres inden udløbet af de 18 måneder, vil ansvaret overgå til Danmark.

Det betyder samtidig, at såfremt udlændingen forsvinder, efter Pagten er gennemført i dansk ret, kan Danmark forlænge overførselsfristen i overensstemmelse med reglerne i AM-forordningen, dvs. til tre år, jf. AM-forordningens artikel 46, stk. 2.

Hvis overførslen ikke effektueres inden udløbet af de tre år, vil ansvaret overgå til Danmark.

3.1.9.5.

Ansvarsophør ved ophold uden for medlemsstaternes område

Det følger bl.a. af Dublinforordningens artikel 19, stk. 2, at ansvaret ophører, hvis det kan fastslås, at udlændingen har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder.

En ansøgning, som indgives efter en sådan fraværsperiode, betragtes som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

Ligeledes fremgår det af AM-forordningens artikel 37, stk. 4, at ansvaret ophører, hvis det kan fastslås, at udlændingen har forladt medlemsstaternes område i mindst ni måneder.

En ansøgning, som indgives efter en sådan fraværsperiode, betragtes som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at både Dublinforordningen og AM-forordningen kan finde anvendelse alt efter tidspunktet for udlændingens genindrejse og dermed tidspunktet for ansvarets ophør.

Det er således tidspunktet for udlændingens genindrejse på medlemsstaternes område, der er afgørende for, hvilket retsgrundlag som skal finde anvendelse, jf. den ovenfor beskrevne systematik for så vidt angår forlængelse af overførselsfristen ved udlændingens forsvinden.

4.

Kriseforordningen

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14. maj 2024 forordning (EU) 2024/1359 om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet (kriseforordningen).

Det overordnede formål med kriseforordningen er at fastsætte en ramme for håndtering af ekstraordinære krisesituationer, herunder instrumentalisering og force majeure på migrations- og asylområdet.

Forordningen er omfattet af retsforbeholdet, men Danmark har i medfør af parallelaftalen tiltrådt forordningens artikel 12 og 13 om forlængelse af frister i AM-forordningen og undtagelser fra forpligtelsen til tilbagetagelse af en ansøger i tilfælde af ekstraordinær massetilstrømning og artikel 1-6, der bl.a. vedrører procedureregler for beslutning om, at der foreligger en situation, som omfattet af kriseforordningen, for så vidt disse vedrører undtagelserne i artikel 12 og 13 i kriseforordningen.

Det vil efter den 12. juni 2026 ikke være muligt for udlændingemyndighederne at anvende førnævnte artikler i kriseforordningen, som vedrører midlertidige og specifikke undtagelsesbestemmelser til AM-forordningen i tilfælde af en krisesituation, dvs. en ekstraordinær situation med massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere eller statsløse, før lovgivningen er gennemført i Danmark.

I det tilfælde, at en medlemsstat, som rettidigt har implementeret kriseforordningen og AM-forordningen, befinder sig i en krisesituation og derfor påberåber sig forordningens undtagelsesbestemmelser over for Danmark, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingemyndighederne ikke kan gøre undtagelsesbestemmelserne gældende over for den enkelte udlænding.

Det betyder, at Danmark således vil skulle påtage sig ansvaret, såfremt f.eks. Dublinforordningens svarfrist er udløbet.

Det bemærkes, at ”nødbremsen” i udlændingelovens § 28, stk. 7, fortsat finder anvendelse.

Det betyder, at udlændinge- og integrationsministeren i særlige tilfælde og under særlige betingelser kan beslutte, at asylansøgere skal afvises på grænsen til et land, der er omfattet af Dublinforordningen.

5.

Eurodac-forordningen

Det følger af udlændingelovens § 58 b, stk. 1, at der med Eurodac-forordningen forstås Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 med senere ændringer.

Dele af Eurodac-forordningen er gennemført ved særskilte bestemmelser i udlændingeloven, herunder bestemmelser i udlændingelovens kapitel 7 om kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og udrejse m.v., og kapitel 8 a om videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Det bemærkes i den forbindelse, at udlændingemyndighederne ved kongelig resolution af 10. september 2019

har overtaget ressortansvaret for registrering af asylansøgere.

Efter aftale mellem Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet varetager politiet midlertidigt den indledende asylregistrering på vegne af udlændingemyndighederne.

Selvom det med det nye Eurodac-system teknisk bliver muligt for udlændingemyndighederne at få adgang og videregive oplysninger til Eurodac-systemet, vil det indtil videre fortsat være politiet, som i praksis varetager opgaven med optagelse og videregivelse af oplysninger til Eurodac-systemet i forbindelse med den indledende asylregistrering.

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14. maj 2024 forordning (EU) 2024/1358 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af biometriske oplysninger m.v. (Eurodac-forordningen).

Formålet med den nye Eurodac-forordning er overordnet at lette ansvarsfastlæggelsen i henhold til AM-forordningen samt bistå i forbindelse med kontrol af irregulær indvandring til EU og afsløring af sekundære bevægelser inden for EU.

Den nye Eurodac-forordning er opbygget efter samme systematik og har i det væsentligste samme indhold som den tidligere Eurodac-forordning.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der ikke er hjemmel til i alle tilfælde at anvende reglerne i den nye Eurodac-forordning.

Det er samtidig vurderingen, at bestemmelserne i udlændingeloven, som gennemfører Eurodac-forordningen, fortsat vil kunne anvendes efter den nye forordnings ikrafttræden.

5.1.

Udlændingemyndighedernes og politiets nuværende opgaver og sagsgange

5.1.1.

Registrering af ansvaret i Eurodac

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at almindelige principper om videregivelse af oplysninger og den lave intensitet en registrering vil have for den enkelte udlænding sammenholdt med det forhold, at udlændingemyndighederne allerede i dag efter anmodning vil kunne videregive oplysninger om ansvarsfastlæggelse til andre medlemsstater, indebærer at udlændingemyndighederne i overensstemmelse med gældende ret pr. 12. juni 2026 vil kunne registrere den ansvarlige medlemsstat i Eurodac-systemet.

5.1.2.

Persongruppen

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de nye elementer i Eurodac-forordningens artikel 20, 21, 23 og 24 ikke vil kunne anvendes af Danmark uden de nødvendige ændringer af udlændingelovens §§ 40 a-40 b samt §§ 58 i-58 j.

Det betyder, at Danmark i perioden fra den 12. juni 2026 frem mod ikrafttrædelsen af den relevante nationale lovgivning ikke kan optage og videregive oplysninger til Eurodac-systemet om kvoteflygtninge, udlændinge, der ilandsættes efter en eftersøgnings- og redningsoperation, og udlændinge, der opholder sig ulovligt i landet, i lighed med, hvad der i dag gælder for asylansøgere og udlændinge, der pågribes i forbindelse med ulovlig indrejse til EU-medlemslandenes område.

Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at politiet fortsat i perioden fra den 12. juni 2026 frem til ikrafttræden af national lovgivning vil kunne optage oplysninger vedrørende den samme persongruppe som i dag.

5.1.3.

Udvidelse af oplysninger, der registreres i Eurodac

5.1.3.1.

Personfotografi

Det følger af udlændingelovens § 40 b, stk. 1 og 2, at der i dag optages personfotografi af udlændinge til brug for identitetskontrol.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der ikke i udlændingeloven er hjemmel til at optage personfotografi til brug for videregivelse til Eurodac-systemet.

Det betyder, at de nye elementer i Eurodac-forordningens artikel 15-17 og artikel 20-24 om optagelse af personfotografi ikke vil kunne anvendes af Danmark uden de nødvendige ændringer af udlændingelovens § 40 b og § 58 i.

Det betyder, at der i perioden fra den 12. juni 2026 frem mod ikrafttrædelsen af den relevante lovgivning ikke kan optages personfotografi til brug for videregivelse til Eurodac-systemet.

Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at politiet fortsat i perioden fra den 12. juni 2026 frem til lovgivningens ikrafttræden vil kunne optage de samme oplysninger som i dag.

5.1.3.2.

Øvrige oplysninger

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de nye oplysninger i Eurodac-forordningens artikel 15 og 17 og artikel 20-24, som sammen med fingeraftryk og personfotografi skal videregives og registreres i Eurodac-systemet, ikke vil kunne registreres og videregives af Danmark uden de nødvendige ændringer af udlændingelovens §§ 58 i-58 j.

Det betyder, at der i perioden fra den 12. juni 2026 frem mod ikrafttrædelsen af den relevante lovgivning ikke kan registreres og videregives førnævnte oplysninger til Eurodac-systemet.

Endvidere vil det ikke være muligt for myndighederne at videregive oplysninger til Eurodac-systemet om, at en asylansøger har fået et endeligt afslag på en ansøgning om asyl.

Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at politiet fortsat i perioden fra den 12. juni 2026 frem til lovgivningens ikrafttræden vil kunne videregive de samme oplysninger som i dag.

5.1.4.

Særlige regler for mindreårige

Aldersgrænsen for, hvornår der skal optages og videregives biometriske oplysninger til Eurodac-systemet, ændres med den nye Eurodac-forordnings artikel 15 og 20 samt artikel 22-24 fra 14 år til 6 år.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at Danmark ikke kan optage biometriske oplysninger for udlændinge over 6 år i overensstemmelse med den nye Eurodac-forordnings artikel 15 og 20 samt artikel 22-24 uden de nødvendige ændringer af udlændingelovens § 58 i.

Det betyder, at der i perioden fra den 12. juni 2026 frem mod ikrafttrædelsen af den relevante lovgivning alene kan registreres og videregives fingeraftryk til Eurodac-systemet for udlændinge over 14 år.

Endvidere vil udlændingelovens gældende processuelle regler for optagelse af biometriske oplysninger for børn fortsat finde anvendelse.

Det betyder bl.a., at de nye retsgarantier, herunder krav for tilstedeværelsen af en bisidder, som indføres med den nye Eurodac-forordning, ikke vil finde anvendelse i Danmark fra den 12. juni 2026 og frem til lovgivningens ikrafttræden.

5.1.5.

Søgninger i Eurodac

Politiet kan i dag videregive fingeraftryk, der er optaget af udlændinge over 14 år, som opholder sig ulovligt her i landet, til det centrale Eurodac-system med henblik på at kontrollere, om udlændingen tidligere har indgivet ansøgning om asyl i et andet EU-land, jf. udlændingelovens § 58 i, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen gennemfører artikel 17 i den nuværende Eurodac-forordning.

Når en udlænding med ulovligt ophold i dag søges i Eurodac-systemet efter udlændingelovens § 58 i, stk. 1, 2. pkt., registreres udlændingen ikke samtidig i Eurodac.

Med den reviderede Eurodac-forordning bliver det imidlertid et krav, at udlændinge med ulovligt ophold skal registreres i Eurodac.

Som følge heraf foretages der på EU-niveau en ændring af Eurodac-systemet pr. 12. juni 2026, hvorefter det ikke længere er muligt at søge udlændinge i Eurodac uden samtidig at registrere dem.

Da det vurderes, at der fra den 12. juni 2026 ikke vil være hjemmel i dansk lovgivning til at registrere udlændinge uden lovligt ophold i Eurodac-systemet, jf. punkt 5.1.2, vil den operative konsekvens være, at politiet ikke vil kunne foretage søgninger i Eurodac-systemet, når de antræffer personer med ulovligt ophold, med henblik på at kontrollere, om udlændingen har søgt om asyl i en anden medlemsstat.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det nye regelsæt i det væsentligste vil kunne anvendes indenfor rammerne af de eksisterende sagsgange i henhold til bekendtgørelse

om gennemførelse af visse bestemmelser i den reviderede Eurodac-forordning vedrørende retshåndhævende myndigheders adgang til at foretage søgninger i Eurodac-systemet.

Politiet vil derudover kunne foretage retshåndhævende søgninger efter samme regler som i dag.

Det bemærkes, at en sådan udlænding ikke vil have lovligt eller processuelt ophold i Danmark, og at politiet derfor som udgangspunkt vil frihedsberøve en sådan udlænding med henblik på at sikre muligheden for udsendelse af Danmark.

6.

Screeningforordningen

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14. maj 2024 forordning (EU) 2024/1356 om indførelse af screening af tredjelandsstatsborgere ved de ydre grænser (screeningforordningen).

Screeningforordningen indfører regler om en screening af tredjelandsstatsborgere, som uden at opfylde indrejsebetingelserne har passeret den ydre grænse på en uautoriseret måde, har indgivet en ansøgning om asyl under ind- og udrejsekontrol eller er blevet sat i land efter en eftersøgnings- og redningsoperation.

Screeningen omfatter også tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på medlemsstaternes område, hvor der ikke er tegn på, at disse tredjelandsstatsborgere har været genstand for kontrol ved de ydre grænser.

Screeningforordningen er omfattet af det danske retsforbehold, men Danmark har tilsluttet sig screeningforordningen på mellemstatsligt grundlag i medfør af den såkaldte Schengenteknikalitet.

Der findes ikke i gældende ret regler om særlige screeningmekanismer af tredjelandsstatsborgere ved de ydre grænser på EU-niveau.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at dansk ret og praksis i vidt omfang allerede i dag er i overensstemmelse med forpligtelserne i screeningforordningen.

Det bemærkes i den forbindelse, at dansk ret, herunder særligt udlændingeloven, finder anvendelse for personer, der screenes i overensstemmelse med screeningforordningen, men at der fortsat er behov for at fastsætte yderligere bestemmelser i dansk ret med henblik på Danmarks gennemførelse af screeningforordningen i dansk ret.

Det gælder f.eks. forordningens regler om myndighedernes frister for screening, obligatorisk helbreds- og sårbarhedstjek, personkredsen, der skal screenes, politiets udvidede muligheder for frihedsberøvelse af udlændinge under screeningen, en uafhængig national overvågningsmekanisme m.v.

6.1.

Udlændingemyndighedernes og politiets nuværende opgaver og sagsgange

6.1.1.

Indledende identitets- og sikkerhedstjek

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at myndighederne allerede efter gældende ret foretager relevant tjek af, om en udlænding udgør en sikkerhedsrisiko, og at sikkerheds- og identitetstjek efter screeningforordningen dermed ikke er udtryk for en ny kontrol af udlændinge.

Det betyder bl.a., at politiet i forbindelse med indrejsekontrol og ved antræffelse af udlændinge fra den 12. juni 2026 og frem til lovgivningens ikrafttræden fortsat vil foretage søgninger i relevante systemer på samme måde som i dag, jf. dog begrænsningerne i muligheden for at søge i Eurodac, jf. punkt 5.1.5 ovenfor.

Det vil dog ikke være muligt for myndighederne at anvende screeningforordningens bestemmelser, før lovgivningen er på plads.

6.1.2.

Medicinsk modtagelse

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at screeningforordningens bestemmelser om et indledende helbreds- og sårbarhedstjek i vidt omfang allerede opfyldes inden for de nuværende rammer i udlændingeloven.

Det bemærkes dog, at der ikke i dag foretages et obligatorisk helbreds- og sårbarhedstjek af udlændinge i indkvarteringssystemet, ligesom udlændingemyndighederne ikke foretager helbreds- og sårbarhedstjek af indsatte i Danmarks Fængsler.

Da det ikke vil være muligt for myndighederne at anvende screeningforordningens bestemmelser, før lovgivningen er på plads, vil myndighederne frem til ikrafttrædelsen af dansk lovgivning på basis af udlændingelovens regler fortsætte med gældende procedurer og praksis, der i vidt omfang svarer til screeningforordningens bestemmelser.

6.1.3.

Udpegning af personlig repræsentant til uledsagede mindreårige

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der allerede i dag er hjemmel til at udpege en personlig repræsentant til varetagelse af en uledsaget mindreårigs interesser, og at screeningforordningens krav om udpegning af en personlig repræsentant i vidt omfang er i overensstemmelse med udlændingelovens regler herom.

6.1.4.

Foranstaltninger til sikring af udlændingens tilstedeværelse

Efter screeningforordningen er det op til medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser i national ret, der sikrer, at udlændinge, der underkastes screening, forbliver til rådighed for de nationale myndigheder under screeningen for dermed at forebygge enhver risiko for forsvinden og eventuelle trusler mod den indre sikkerhed eller offentlige sundhed som følge af en eventuel forsvinden.

Samtidig indfører screeningforordningen begrebet ”legal fiction of non entry”.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det engelske begreb kan oversættes til ”juridisk fastholdelse”.

Juridisk fastholdelse beskriver den situation, hvor en person trods sin fysiske tilstedeværelse her i landet ikke juridisk set anses for at være indrejst, fordi vedkommende ikke opfylder indrejsebetingelserne.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at idet screeningforordningen ikke indeholder specifikke bestemmelser om frihedsberøvelse, men derimod tillægger den enkelte medlemsstat et væsentligt råderum for så vidt angår fastsættelse af bestemmelser i national ret til sikring af, at udlændingen forbliver til rådighed for myndighederne, vil de gældende regler om frihedsberøvelse i dansk lovgivning således være i overensstemmelse med screeningforordningen.

Det vil dog ikke være muligt for myndighederne at anvende screeningforordningens bestemmelser, før lovgivningen er på plads.

Det betyder, at politiet bl.a. vil skulle iagttage de samme bestemmelser og forholdsregler med henblik på sikring af udlændingens tilstedeværelse, som tilfældet er i dag.

I forlængelse heraf er det samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det ikke vil være muligt for Danmark at anvende screeningforordningens nye begreb om juridisk fastholdelse.

1)

Rådets afgørelse af 21. februar 2006 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om udvidelse af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen til også at omfatte Danmark (2006/188/EF).

2)

Forslag nr. B 207 til folketingsbeslutning om Danmarks tilslutning på mellemstatsligt grundlag til dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordninger vedrørende asylforvaltning og migrationsstyring, håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet og om Eurodac samt forslag nr. B 10 til folketingsbeslutning om Danmarks tilslutning på mellemstatsligt grundlag til dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af screeningforordningen samt grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen.

3)

Lov nr. 387 af 6. juni 1991 om ændring af udlændingeloven (EF-asylkonventionen).

4)

Lov nr. 1619 af 26. december 2013 om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede Dublinforordning af 26. juni 2013).

5)

Kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

6)

Bekendtgørelse nr. 634 af 25. juni 2019 om gennemførelse af visse bestemmelser i den reviderede Eurodac-forordning vedrørende retshåndhævende myndigheders adgang til at foretage søgninger i Eurodac-systemet.