Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Udvisning ved dom (C20260950409) | DK

CIR1H#LOKDOK11 2026 9504 Valid

Art. 1 Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Udvisning ved dom Open official source

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Udvisning ved dom

CIR1H#LOKDOK11 2026 9504 Valid

1. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Udvisning ved dom Open official source

1.

Overblik og tjekliste

I forbindelse med spørgsmålet om udvisning skal man særligt være opmærksom på følgende

2.

Politiets efterforskning og sagsbehandling

Alle sager, hvor en udlænding sigtes for et strafbart forhold, der efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 22-23 kan føre til udvisning, skal efterforskes og sagsbehandles med det udgangspunkt, at der skal nedlægges påstand om udvisning.

2.1.

Afhøring om udlændingens personlige forhold

Politiet skal afhøre alle udlændinge, der sigtes for strafbare forhold, om deres personlige og familiemæssige forhold.

Resultatet af afhøringen skal anvendes ved vurderingen af,

Hvornår skal udlændingen afhøres?

Afhøringen bør foretages så hurtigt som muligt, fordi oplysningerne fra afhøringen skal indgå i forelæggelsen for Udlændingestyrelsen/Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Har udlændingen pligt til at oplyse om sine personlige forhold?

En udlænding har ikke pligt til at give oplysninger til politiet om de i udlændingelovens § 26 nævnte forhold til brug for domstolenes stillingtagen til spørgsmålet om udvisning i en straffesag.

Politiet skal i den forbindelse gå frem efter principperne i retsplejelovens § 752, stk. 1-4, således at det bl.a. sikres, at udlændingen vejledes om, at den pågældende ikke har pligt til at udtale sig.

Udlændingen bør endvidere vejledes om, at de oplysninger, der afgives til sagen, vil kunne indgå i vurderingen af strafferetlige forhold vedrørende den pågældende.

Det bør fremgå af afhøringsrapporten, at udlændingen er vejledt om de pågældende forhold.

Hvad skal der afhøres om?

Ved udlændingeafhøringen skal fokus være på, om udvisning af den pågældende udlænding ved dom vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 og EU-reglerne.

Politi og anklagemyndighed skal derfor i forbindelse med den efterforskningsmæssige gennemgang af sagen være opmærksom på materiale og oplysninger af relevans for spørgsmålet om udvisning, f.eks. rejselegitimation eller oplysninger om den pågældendes kontakt til personer i hjemlandet, rejseaktivitet i hjemlandet mv.

De oplysninger, som kommer frem ved afhøringen, skal i relevant omfang undergives almindelig efterforskning, dvs. efterprøves og søges dokumenteret.

Oplysninger om tidligere straffesager kan endvidere være relevante at inddrage i efterforskningen, herunder navnlig tidligere domstolsafgørelser, hvor der måtte være taget stilling til spørgsmålet om udvisning af udlændingen.

Også ældre forstraffe (dvs. også domme, der ligger mere end 10 år tilbage) kan inddrages i vurderingen af, om udlændingen skal udvises, jf. U 2004.2756/3H.

Asylansøgere

Hvis politiet eller anklagemyndigheden vurderer, at der i en straffesag mod en asylansøger kan blive tale om varetægtsfængsling efter endelig dom i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2, skal asylansøgeren i forbindelse med udlændingeafhøringen endvidere afhøres om personlige forhold, der kan bevirke, at varetægtsfængslingen vil virke særlig belastende for den pågældende.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende er enlig og har små børn, eller hvis den pågældende er alvorligt syg og kan dokumentere det ved en lægeerklæring.

Asylansøgeren bør desuden afhøres grundigt om disse forhold ved behandling af spørgsmålet i retten om eventuel varetægtsfængsling efter dom.

Oplyser asylansøgeren, at varetægtsfængsling vil virke særlig belastende, skal årsagen anføres i rapporten.

Oplyser asylansøgeren, at vedkommende har alvorlige helbredsproblemer og er under behandling, skal asylansøgeren anmodes om at give samtykke til, at helbredsoplysninger, der findes hos de organisationer og myndigheder, som administrerer asylcentrene, kan indgå i vurderingen af, om asylansøgeren skal varetægtsfængsles efter hjemrejselovens § 14, stk. 2.

Samtykkeerklæring findes som bilag til blanket P 612-61 (forelæggelsesblanket, der bruges ved administrative udvisninger).

Blanketten kan findes på POLNET under operativ/udlændinge/blanketter.

Oplysningerne fra asylansøgere skal i videst muligt omfang kontrolleres.

Oplysninger fra personer med verserende asylansøgninger eller med opholdsgrundlag efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (flygtninge mv.), bør dog ikke efterprøves ved kontakt til pågældendes hjemland.

Forud for varetægtsfængsling skal politikredsen anmode Hjemrejsestyrelsen om en udtalelse om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold, der kan være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, herunder om asylansøgeren tilhører en nationalitet eller befolkningsgruppe, hvor alle eller et meget stort antal i praksis får asyl.

Umiddelbart forud for det retsmøde, hvor spørgsmålet om varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, forventes behandlet, skal anklagemyndigheden rette henvendelse til Hjemrejsestyrelsen med henblik på at få oplyst, hvorvidt der er ændringer i de forhold, der er af betydning for vurderingen af spørgsmålet om varetægtsfængsling.

Tyrkiske statsborgere

Tyrkiske statsborgere kan være omfattet af Associeringsafgørelsen mellem Tyrkiet og EU.

I forhold til disse personer skal udlændingeafhøringen navnlig afdække tilknytningen til det danske arbejdsmarked.

Det kan endvidere være relevant at indhente oplysninger fra andre myndigheder (SKAT, ATP, kommunen mv.) om tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Politiet skal så vidt muligt fremskaffe følgende oplysninger

Oplysningerne skal forelægges for Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), jf. pkt. 3.1.

Forsvarer og tolk

Den tiltaltes forsvarer skal orienteres om tidspunktet for afhøringen af udlændingen.

Der skal om fornødent anvendes tolk under afhøringen.

Der skal i givet fald som udgangspunkt anvendes en tolk fra Rigspolitiets tolkeoversigt.

Ægtefæller, børn og andre nærtstående eller personer, der står i et afhængighedsforhold til udlændingen, kan ikke anvendes som tolk.

2.2.

Varetægtsfængsling før dom

I forbindelse med efterforskningen bør det overvejes, om der er grundlag for varetægtsfængsling af udlændingen.

2.3.

Administrativ udvisning eller afvisning mv.

Hvis det vurderes, at der ikke er hjemmel til udvisning ved dom efter reglerne i udlændingelovens § 22-23, f.eks. fordi der er tale om en sag, der kan afgøres med bøde eller advarsel, skal det vurderes, om der er grundlag for f.eks. en administrativ udvisning eller en afvisning af udlændingen.

Udlændingeloven indeholder en række regler om administrativ udvisning og afvisning af udlændinge.

Reglerne fremgår af skemaet nedenfor

* Afgørelser efter § 25, nr. 1, træffes af Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. § 46 g, stk. 1, men det er Justitsministeriet, der vurderer, om udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, jf. § 45 b, stk. 1.

** Afgørelser efter § 25 b træffes af Udlændingestyrelsen.

*** Kompetencen er delt mellem politiet og Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 48.

Udlændingestyrelsen har udarbejdet en vejledning, der redegør for reglerne om administrativ udvisning og afvisning.

Vejledningen findes på POLNET under operativ/udlændinge/vejledninger.

Kompetence og sagsgang

Det er som altovervejende hovedregel Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse i 1. instans om administrativ udvisning.

Vurderer politiet/anklagemyndigheden, at der kan være grundlag for en administrativ udvisning, kan politiet derfor forelægge sagen for Udlændingestyrelsen ved anvendelse af blanket (P612-61), der findes på POLNET under operativ/udlændinge/blanketter.

Udlændingestyrelsen træffer herefter afgørelse i sagen.

Politiet skal forkynde afgørelsen over for udlændingen ved anvendelse af blanket (P612-62, P612-63 eller P612-64), der findes på POLNET.

Kompetencen til at træffe afgørelse om afvisning ved indrejsen efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4, er som udgangspunkt tillagt politidirektøren, jf. udlændingelovens § 48.

Udtrykker en udlænding ved indrejsen ønske om asyl, er kompetencen til at træffe afgørelse om afvisning tillagt Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 48 a.

Administrativ frihedsberøvelse?

Hvis en udlænding udvises administrativt eller forventes udvist administrativt, skal det overvejes, om udlændingen skal frihedsberøves administrativt i medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 1, med henblik på at sikre muligheden for udsendelse mv.

Hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., blev indført ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven), som trådte i kraft den 1. juni 2021.

Det fremgår af forarbejderne, at der er tale om en videreførsel af tidligere gældende ret efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., jf. de specielle bemærkninger til hjemrejselovens § 16 ( lovforslag nr. 203 af 26. marts 2021 ).

Udlændingemyndighederne har ansvaret for den indledende sagsbehandling i forbindelse med iværksættelse af en frihedsberøvelse og skal undersøge, om betingelserne for frihedsberøvelsen er opfyldt, og om frihedsberøvelse er nødvendig med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse til brug for udsendelse mv. Afgørelser om frihedsberøvelser efter hjemrejselovens § 16 træffes af politidirektøren, jf. hjemrejselovens § 21, stk. 4.

I praksis vil afgørelsen dog som udgangspunkt skulle træffes efter anmodning fra udlændingemyndighederne, jf. de specielle bemærkninger til hjemrejselovens § 16 ( lovforslag nr. 203 af 26. marts 2021 ).

En administrativ frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16 kan opretholdes i op til 3 døgn.

Er udlændingen blevet anholdt for et strafbart forhold efter retsplejelovens regler, og iværksættes administrativ frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16 i umiddelbar forlængelse heraf, regnes fristen fra tidspunktet for anholdelsen, jf. udlændingelovens § 37, stk. 1, 5. pkt.

Bliver udlændingen ikke løsladt inden udløbet af det tredje døgn, skal udlændingen fremstilles for retten, der tager stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf. udlændingelovens § 37.

I forbindelse med fremstilling af udlændingen i retten skal der i forbindelse med gennemgang af sagen blandt andet ske dokumentation af udlændingemyndighedernes eventuelle afgørelse om administrativ udvisning, afvisning mv. samt udlændingemyndighedernes anmodning om frihedsberøvelse.

Retten skal tage stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse og skal i den forbindelse foretage en vis prøvelse af grundlaget for en eventuel administrativ udvisning, jf. U 2011.1788H, U 2011.1794H, U 2011.1799H og U 2011.1800H.

De nævnte sager vedrørte lovligheden af administrativ frihedsberøvelse af EU-statsborgere, som på grund af mindre grov kriminalitet var blevet udvist ved en administrativ afgørelse.

Ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., skal der navnlig lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.

Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 2.

Hjemrejselovens § 16, stk. 2, blev indført ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven), som trådte i kraft den 1. juni 2021.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at der er tale om en videreførsel af tidligere gældende ret efter udlændingelovens § 36, stk. 9, jf. de specielle bemærkninger til hjemrejselovens § 16 ( lovforslag nr. 203 af 26. marts 2021 ).

Det fremgår endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at de opregnede kriterier ikke er udtømmende.

Det skal endvidere indgå i rettens vurderingen af, om der skal ske frihedsberøvelse, om der er reel udsigt til udsendelse, og om de mindre indgribende foranstaltninger i hjemrejselovens §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 er tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.

For udlændinge i udsendelsesposition vil de mindre indgribende foranstaltninger kunne være deponering af pas og billet mv. efter hjemrejselovens § 11, eller pålæg om meldepligt efter hjemrejselovens § 12, mens det for udlændinge, hvis sag fortsat behandles af Udlændingestyrelsen, vil være foranstaltninger efter udlændingelovens § 34, jf. de specielle bemærkninger til hjemrejselovens § 16 ( lovforslag nr. 203 af 26. marts 2021 ).

Det bemærkes, at hjemrejselovens § 16 også giver mulighed for administrativ frihedsberøvelse i sager, som ikke udspringer af en afgørelse om administrativ udvisning – f.eks. i tilfælde, hvor frihedsberøvelse foretages for at sikre muligheden for afvisning eller overførsel af en udlænding efter reglerne i Dublinforordningen, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 5, eller i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 10.

3.

Forberedelse

Anklageren skal som led i behandlingen af en straffesag mod en udlænding være opmærksom på følgende

3.1.

Indhentelse af udtalelse fra udlændingemyndighederne

Det følger af udlændingelovens § 57, stk. 1, at anklagemyndigheden kan indhente en udtalelse fra Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration, forinden der nedlægges påstand om udvisning.

3.1.1.

Retningslinjer for om - og i givet fald hvornår - der skal indhentes en udtalelse

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt i alle straffesager, hvor der er hjemmel til udvisning efter udlændingelovens §§ 22-23 eller § 25 c, indhente en udtalelse vedrørende spørgsmålet om udvisning fra udlændingemyndighederne.

Udtalelsen skal indhentes så tidligt som muligt og senest samtidig med, at anklageskriftet (eller retsmødebegæringen) sendes til retten med forbehold for påstand om udvisning.

Anklagemyndigheden kan dog undlade at indhente en udtalelse fra udlændingemyndighederne,

Anklagemyndigheden skal dog altid indhente en udtalelse,

3.1.2.

Formålet med at indhente en udtalelse

Formålet med at indhente en udtalelse fra udlændingemyndighederne er,

Vurderingen af, om en udlænding er omfattet af EU-reglerne eller Associeringsaftalekomplekset, foretages ligeledes af udlændingemyndighederne i forbindelse med anklagemyndighedens indhentelse af udtalelser i straffesager efter udlændingelovens § 57, jf. herved bemærkningerne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.1.1.1).

3.1.3.

Hvilken myndighed skal der indhentes en udtalelse fra?

Der skal indhentes en udtalelse fra følgende myndigheder

I tvivlstilfælde kan høringen sendes til Udlændingestyrelsen.

Høringen skal sendes via sikker mail til Udlændingestyrelsen på udvisning@us.dk eller til Styrelsen for International Rekruttering og Integration på udvisning@siri.dk.

3.1.4.

Hvilke oplysninger skal vedlægges forelæggelsen?

Følgende oplysninger skal vedlægges, når sagen forelægges for udlændingemyndighederne

Anklageren skal være opmærksom på, om der er oplysninger i sagens materiale, som det er særligt vigtigt at få udlændingemyndighedernes bemærkninger til.

Det kan f.eks. være oplysninger fra en tredjelandsstatsborger om, at pågældende har herboende mindreårige børn, som er danske statsborgere, idet dette kan betyde, at spørgsmålet om udvisning skal vurderes ift.

EU-reglerne, jf. TEUF artikel 20.

Se herom under pkt. 4.2.3.

Det kan ligeledes være oplysninger fra sagens øvrige materiale, som udlændingemyndighederne ikke nødvendigvis er bekendt med;

f.eks. oplysninger i udlændingens pas om, at pågældende har været rejst til sit statsborgerskabsland.

I disse tilfælde skal anklageren i forbindelse med forelæggelsen anmode udlændingemyndighederne om specifikt at forholde sig hertil.

Opmærksomheden henledes på, at der alene må videregives oplysninger, som er relevante og tilstrækkelige for, at udlændingemyndighederne kan vurdere spørgsmålet om udvisning, jf. retshåndhævelseslovens § 4, stk. 3.

Hvis et dokument indeholder personoplysninger, som ikke er nødvendige for denne vurdering, skal oplysningerne udtages eller slettes inden videregivelsen.

3.2.

Retningslinjer for, om der skal nedlægges påstand om udvisning

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om udvisning i overensstemmelse med følgende retningslinjer

3.2.1.

Udlændinge, som ikke er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om udvisning af udlændinge, som ikke er omfattet af EU-reglerne,

Hvis der er hjemmel til udvisning, men hvis anklagemyndigheden vurderer, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal der nedlægges påstand om en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om udvisning.

Ordene ”med sikkerhed” blev (gen)indsat i udlændingelovens § 26, stk. 2, ved lov nr. 1744 af 27. december 2016 om ændring af udlændingeloven.

Følgende fremgår af bemærkningerne til lovændringen, jf. lovforslag nr. 49 af 9. november 2016 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

”Efter forslaget vil den klare hovedregel i udvisningssager således være, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf for begået kriminalitet, udvises.

Udvisning kan kun undlades, hvis udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Sigtet med ændringen er, at flere udvises.

I de tilfælde, hvor der kan være usikkerhed om rækkevidden af de internationale forpligtelser, vil det være op til domstolene at vurdere konkret, om udvisning vil være mulig inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Det er lovgivers udtrykkelige ønske, at udvisning skal ske, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

”

Tilfælde, hvor udlændingen er en tyrkisk statsborger

Efter Rigsadvokatens opfattelse skal spørgsmålet om, hvorvidt der skal nedlægges påstand om udvisning af en tyrkisk statsborger, som er omfattet af associeringsafgørelsen, men som ikke er omfattet af EU-reglerne, vurderes efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. herved bl.a. U.

2021.4721H, U.

2022.195H og U.

2022.4829H.

3.2.2.

Udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26 b

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om udvisning af udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne,

Spørgsmålet om udvisning af udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, skal således vurderes efter udlændingelovens § 26 b, og ikke efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. bl.a. bemærkningerne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.1.3.).

Hvis der er hjemmel til udvisning, men hvis anklagemyndigheden vurderer, at udvisning vil være i strid med EU-retten, skal der nedlægges påstand om en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en udvisning vil være i strid med EU-retten, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om udvisning.

Der kan i den forbindelse henvises til lov nr. 755 af 20. juni 2025, hvor udlændingelovens § 26 b blev nyaffattet, så betingelserne for udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed fremgår direkte af bestemmelsen.

Følgende fremgår af bemærkningerne til lovændringen, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3.

”De danske myndigheder og domstole skal […] i hvert enkelt tilfælde, hvor der rejses spørgsmål om udvisning af en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, foretage en samlet og konkret vurdering af, om en udvisning vil være i overensstemmelse med EU-retten.

I tilfælde af tvivl vil det være op til domstolene at vurdere konkret, om der efter EU-retten vil kunne ske udvisning.

”

3.2.3.

Retningslinjer for udvisningspåstanden – diverse problemstillinger

Tilfælde, hvor udvisningspåstanden ikke kan nedlægges, når anklageskriftet sendes til retten

Der skal i anklageskriftet tages forbehold for påstand om udvisning , hvis anklagemyndigheden ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger – f.eks. om opholdsgrundlag eller varighed af lovligt ophold – til at kunne nedlægge påstand om udvisning på det tidspunkt, hvor anklageskriftet skal sendes til retten.

Anklagemyndigheden skal senere følge op på forbeholdet med en tilkendegivelse om udvisningspåstanden .

Der kan i den forbindelse henvises til TfK 2001.39, hvor landsretten udtalte, at en tilkendegivelse vedrørende udvisning ikke er en del af anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 831 og § 832, og at der ikke i retsplejeloven er fastsat en tidsfrist for forkyndelse af en tilkendegivelse om udvisning.

Herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten, at den af anklagemyndigheden nedlagte udvisningspåstand var taget under påkendelse, selvom den først var blevet forkyndt for tiltalte under hovedforhandlingen i byretten.

Tilfælde, hvor udlændingen allerede er udvist med et indrejseforbud, der endnu ikke er udløbet

Anklagemyndigheden skal også nedlægge påstand om udvisning i overensstemmelse med ovenstående retningslinjer i tilfælde, hvor den pågældende udlænding tidligere er udvist med et indrejseforbud, der endnu ikke er udløbet.

Udvisningspåstanden og påstanden om indrejseforbud skal i disse tilfælde formuleres på sædvanlig måde.

Der kan i den forbindelse henvises til U 2021.208H, hvor tiltalte var udvist af Danmark og meddelt et indrejseforbud for bestandig.

Han blev efterfølgende i fem tilfælde straffet for at være indrejst i strid med indrejseforbuddet.

I maj 2019 blev han løsladt og udsendt, men efter 14 dage rejste han igen ind i landet.

Sagen angik for Højesteret således et 6.-gangstilfælde af ulovlig indrejse, jf. udlændingelovens § 59 b, stk. 2.

Med hensyn til spørgsmålet om udvisning tiltrådte Højesteret, at T blev udvist med indrejseforbud i 12 år, og at dette ikke berørte den tidligere idømte udvisning for bestandig.

Tilfælde, hvor udvisningspåstanden ved en fejl ikke er blevet nedlagt

Hvis anklagemyndigheden ved en fejl ikke har nedlagt påstand om udvisning under behandlingen af straffesagen i 1. instans, skal anklagemyndigheden inden sagens afslutning ved endelig dom tage forbehold for at rejse en særskilt sag om udvisning.

Se U 2004.2147H, hvor Højesteret udtalte, at udlændingelovens § 49, stk. 1, ikke er til hinder for, at det i særlige situationer tillades, at anklagemyndigheden efter straffesagens endelige afgørelse anlægger en særskilt sag om udvisning.

Højesteret fandt således, at der måtte være adgang for anklagemyndigheden til efterfølgende at anlægge en særskilt sag om udvisning i en situation, hvor det beroede på en fejl, at påstand om udvisning ikke var blevet nedlagt under behandlingen af straffesagen i 1. instans, og hvor anklagemyndigheden inden sagens afslutning ved endelig dom havde taget forbehold om at rejse en særskilt sag om udvisning.

I den pågældende sag blev udvisningspåstanden i ankemeddelelsen sidestillet med et sådant forbehold.

Tilfælde, hvor straffen skal fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89

Anklagemyndigheden skal være opmærksom på vurderingen af udvisningsspørgsmålet, når straffen fastsættes som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89.

Når straffen er fastsat som en tillægsstraf, skal spørgsmålet om udvisning afgøres efter princippet i straffelovens § 89.

Det skal ved afgørelsen om udvisning således vurderes, om udlændingen ville være blevet udvist ved den tidligere dom, såfremt forholdene i den aktuelle sag, var blevet påkendt samtidig.

Se herved f.eks. TfK 2020.666, TfK 2021.22/2, U 2021.4651Ø, U 2023.1552Ø, TfK 2024.52 og TfK 2025.108.

Tilfælde, hvor udlændingen er religiøs forkynder mv.

Efter udlændingelovens § 9 f kan der – når visse betingelser er opfyldt – gives opholdstilladelse til religiøse forkyndere, missionærer og udlændinge, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund.

Om en udlænding har opholdstilladelse efter denne bestemmelse belyses af udlændingemyndighederne i forbindelse med anklagemyndighedens indhentelse af en udtalelse om udvisningsspørgsmålet, jf. herom under pkt. 3.1.

Udlændingelovens § 25 c har følgende ordlyd

”En udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f kan uden for de i §§ 22 og 23 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b.

”

Anklagemyndigheden skal derfor vurdere, om der skal nedlægges påstand om udvisning efter udlændingelovens § 25 c, hvis der ikke er hjemmel til udvisning efter udlændingelovens §§ 22 eller 23, og hvis udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f.

3.3.

Formulering af påstand om udvisning

En påstand om udvisning skal angive hjemlen til udvisning samt indrejseforbuddets varighed.

En påstand om en advarsel om udvisning skal angive hjemlen til advarslen.

Eksempler – påstand om udvisning

Påstand om udvisning af en udlænding, som forventes idømt en ubetinget fængselsstraf på 4 måneder

”Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at tiltalte udvises i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 1, med et indrejseforbud gældende i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4.

”

Påstand om udvisning af en udlænding, der har haft lovligt ophold i Danmark i 3 år, og som forventes idømt en betinget fængselsstraf på 10 måneder

”Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at tiltalte udvises i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 2, med et indrejseforbud gældende i 4 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2.

”

Påstand om udvisning af en udlænding, som forventes idømt en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og som forventes idømt en ubetinget fængselsstraf på 2 år og 3 måneder, hvis der ikke idømmes en anden strafferetlig retsfølge

”Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at tiltalte udvises i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, med et indrejseforbud gældende for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7.

”

Eksempler – påstand om en advarsel om udvisning

Påstand om en advarsel om udvisning til en udlænding, som ikke er omfattet af EU-reglerne , og som forventes idømt en ubetinget fængselsstraf

”Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at tiltalte tildeles en advarsel om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24 b, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.

”

Påstand om en advarsel om udvisning til en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne , og som forventes idømt en ubetinget fængselsstraf

”Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at tiltalte tildeles en advarsel om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24 b, stk. 2, jf. § 22, stk. 1.

”

3.4.

Overvejelser om bevisførelse i anledning af udvisningspåstanden

Anklagemyndigheden skal forud for hovedforhandlingen overveje, hvordan udvisningsspørgsmålet skal belyses i retten.

Det kan f.eks. ske ved følgende

Udlændingen bør afhøres grundigt om sine personlige forhold, og oplysningerne bør sikres tilført retsbogen, således at grundlaget for rettens afgørelse af udvisningsspørgsmålet er tydeligt belyst.

Formålet hermed er bl.a., at retsbogen skal kunne danne grundlag for en eventuel vurdering af spørgsmålet om anke.

Som eksempel på en sag, hvor der opstod tvist om bevisførelsen vedrørende udvisningsspørgsmålet, kan der henvises til U 2025.2351H, som vedrørte spørgsmål om afhøring af udlændingens datter under en sag om ophævelse af en udvisningsdom, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1.

Højesteret fandt, at datterens forhold var tilstrækkeligt belyst, hvorfor der ikke var behov for en afhøring af hende.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder børnekonventionens artikel 12 om høring af børn, ikke kunne føre til en anden vurdering.

3.5.

Forberedelse af procedure

Anklageren skal forud for hovedforhandlingen forberede en procedure om udvisningsspørgsmålet.

Proceduren bør indeholde følgende elementer

Til brug for udarbejdelse af proceduren kan anklageren bruge en af Rigsadvokatens 3 procedureguides, som findes her.

3.6.

Spørgsmålet om varetægtsfængsling efter dom

Hvis der er nedlagt påstand om udvisning af en udlænding, skal anklagemyndigheden overveje, om der – i forlængelse af, at retten afsiger dom i sagen – skal fremsættes en begæring om varetægtsfængsling, og i givet fald på hvilket grundlag.

Det gælder uanset, om udlændingen har været varetægtsfængslet eller ej under sagen.

4.

Jura

Vurderingen af, om betingelserne for udvisning ved dom er opfyldt, består af to led

For det første skal det vurderes, om der er hjemmel til udvisning efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-23 eller § 25 c.

Se nærmere under pkt. 4.1.

For det andet skal det vurderes, om en udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2, eller i strid med EU-retten jf. § 26 b.

Se nærmere under pkt. 4.2.

4.1.

Hjemmel til udvisning ved dom

Det følger af udlændingelovens § 49, stk. 1, at når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-23 eller 25 c eller tildeles en advarsel i medfør af § 24 b.

Der er således hjemmel til udvisning ved dom efter udlændingelovens §§ 22-23 eller § 25 c

Det bemærkes, at bl.a. udlændingelovens § 22 og § 23 om udvisning blev nyaffattet ved lov nr. 755 af 20. juni 2025, som finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået den 1. juli 2025 eller senere.

Med hensyn til vurderingen af, om der er hjemmel til udvisning for lovovertrædelser begået inden denne dato, henvises til den tidligere udgave af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om udvisning ved dom.

4.1.1.

Ubetinget fængselsstraf

Udlændingelovens § 22, stk. 1, har følgende ordlyd

”Udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.

”

Bestemmelsen finder anvendelse på lovovertrædelser, som er begået den 1. juli 2025 eller senere, jf. § 6 i lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love.

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17

”Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 22, stk. 1, vil medføre, at der vil være hjemmel til udvisning i alle tilfælde, hvor der idømmes ubetinget fængselsstraf, dvs. uanset længden af udlændingens ophold her i landet, straffens længde og kriminalitetens art.

Det vil herefter alene være Danmarks internationale forpligtelser, der sætter grænsen for udvisning ved idømmelse af ubetinget fængselsstraf.

”

4.1.2.

Betinget fængselsstraf

Udlændingelovens § 22, stk. 2, har følgende ordlyd

”Udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder, som idømmes betinget fængselsstraf, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.

”

Bestemmelsen finder anvendelse på lovovertrædelser, som er begået den 1. juli 2025 eller senere, jf. § 6 i lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love.

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17

”Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 22, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 24, nr. 2, om adgangen til udvisning af udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder og idømmes betinget fængselsstraf.

Der vil således som hidtil også være hjemmel til udvisning af udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder og idømmes en fængselsstraf, der er betinget.

”

Begrebet ”lovligt ophold i de sidste 5 år eller derunder”

Der er alene hjemmel til udvisning ved idømmelse af en betinget fængselsstraf, hvis udlændingen har haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder, jf. udlændingelovens § 22, stk. 2.

Om denne betingelse er opfyldt, vurderes af udlændingemyndighederne, når anklagemyndigheden anmoder udlændingemyndighederne om en udtalelse i medfør af udlændingelovens § 57.

Begrebet ”lovligt ophold” er omtalt nærmere i forarbejderne til lov nr. 473 af 1. juli 1998 ( lovforslag nr. 59 af 16. april 1998 , de specielle bemærkninger til § 1, nr. 15)

”Det er efter bestemmelsen en betingelse, at udlændingen har lovligt ophold.

Herved forstås, at udlændingen lovligt opholder sig her i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 (EF/EØS-borgere, asyl, familiesammenføring, andre særlige grunde), opholder sig lovligt i landet, fordi den pågældende har visum, jf. udlændingelovens § 4, eller har lovligt ophold i landet, fordi der ikke over for den pågældende stilles krav om visum eller opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §§ 1-3 og 5, stk. 2 (nordiske statsborgere, EF/EØS-borgere i op til 6 måneder, visumfri udlændinge og børn under 18 år med fast ophold hos forældremyndighedens indehaver).

Derimod er der ikke i denne forbindelse tale om lovligt ophold, hvis udlændingen alene har ret til at opholde sig her i landet, medens en ansøgning om opholdstilladelse behandles af udlændingemyndighederne.

”

Varigheden af det lovlige ophold beregnes efter udlændingelovens § 27.

Man skal i den forbindelse være særligt opmærksom på bestemmelsens stk. 5, som fastslår, at den tid,

ikke medregnes i beregningen af varigheden af det lovlige ophold.

Derfor skal anklagemyndigheden vedlægge en opgørelse over den tid, hvor udlændingen har været varetægtsfængslet m.v., når udlændingemyndighederne anmodes om en udtalelse om udvisningsspørgsmålet i medfør af udlændingelovens § 57.

Man skal endvidere være særligt opmærksom på, at varigheden af det lovlige ophold afbrydes, når der første gang afsiges dom om udvisning.

Se U2014.

3210H, hvor Højesteret udtalte følgende

”Der er ikke i udlændingeloven nogen udtrykkelig regulering af, hvordan beregningen skal foretages, når udvisning sker ved dom uden forudgående varetægtsfængsling, og det er ikke omtalt i forarbejderne.

Højesteret finder det bedst stemmende med indholdet af udlændingelovens § 27, stk. 3 og 5, at beregningen af perioden for lovligt ophold ikke afbrydes ved anklagemyndighedens tilkendegivelse om, at der vil blive nedlagt påstand om udvisning, men regnes frem til det tidspunkt, hvor der første gang afsiges dom om ubetinget udvisning, uanset at afgørelsen eventuelt ikke kan fuldbyrdes på dette tidspunkt.

”

Udvisning kombineret med en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste

Der bør efter Rigsadvokatens opfattelse ikke knyttes vilkår om samfundstjeneste til en betinget fængselsstraf, hvis den pågældende udlænding samtidig udvises.

Det skyldes, at en afgørelse om udvisning medfører, at udlændingens ret til ophold i Danmark bortfalder, jf. udlændingelovens § 26 c.

Det skyldes også, at udrejsefristen ved en betinget fængselsstraf regnes fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 5, 3. pkt.

Se om denne problemstilling U2018.

2191H, hvor en udlænding blev dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Højesterets flertal (tre dommerne) udtalte med hensyn til straffastsættelsen, at ”fængselsstraffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis han ikke udvises” .

Tiltalte blev idømt en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste og blev samtidig betinget udvist (efter de dagældende regler).

4.1.3.

Anden strafferetlig retsfølge

Udlændingelovens § 23 har følgende ordlyd

”Udlændinge, der idømmes en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og som ville skulle udvises efter § 22, hvis der ikke var idømt en sådan anden strafferetlig retsfølge, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.

”

Bestemmelsen finder anvendelse på lovovertrædelser, som er begået den 1. juli 2025 eller senere, jf. § 6 i lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love.

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17 (Rigsadvokatens understregninger)

”Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 23 vil medføre, at en udlænding, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal udvises, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og udlændingen ville kunne udvises efter den foreslåede bestemmelse i § 22, hvis der ikke var idømt en sådan anden strafferetlig retsfølge.

En anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, omfatter bl.a. dom til anbringelse eller dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse efter straffelovens §§ 68 eller 69, dom til forvaring efter straffelovens § 70 og dom til ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.

Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 23 betyder således, at i tilfælde, hvor en udlænding ikke idømmes almindelig straf, men i stedet idømmes en sådan anden retsfølge, vil udlændingen skulle udvises – medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser – hvis der ville være hjemmel til at udvise udlændingen efter den foreslåede bestemmelse i § 22, hvis udlændingen var idømt almindelig straf.

”

Efter Rigsadvokatens opfattelse omfatter begrebet ”anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse” ligeledes dom til behandling på psykiatrisk afdeling , fordi denne foranstaltning indebærer, at udlændingen kan indlægges (dvs. frihedsberøves).

Som eksempel på en sag, hvor en person blev udvist i forbindelse med en dom til behandling på psykiatrisk afdeling , kan der henvises til U 2022.1473H.

Sagen omhandler spørgsmålet om ophævelse af udvisning efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, for en tyrkisk statsborger, der var dømt til behandling på psykiatrisk afdeling for tre tilfælde af voldtægt.

En ambulant behandlingsdom uden mulighed for frihedsberøvelse kan ikke kombineres med udvisning, jf. udlændingelovens § 23 modsætningsvist.

4.1.4.

Religiøse forkyndere m.v.

Udlændingelovens § 25 c har følgende ordlyd

”En udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f kan uden for de i §§ 22 og 23 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b.

”

Bestemmelsen finder anvendelse på lovovertrædelser, som er begået den 1. maj 2006 eller senere, jf. § 2 i lov nr. 429 af 10. maj 2006 om ændring af udlændingeloven.

Bestemmelsen omfatter personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f.

Efter denne bestemmelse kan der - når visse betingelser er opfyldt - gives opholdstilladelse til religiøse forkyndere, missionærer og udlændinge, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund.

Om en udlænding har opholdstilladelse efter denne bestemmelse belyses af udlændingemyndighederne i forbindelse med anklagemyndighedens indhentelse af en udtalelse om udvisningsspørgsmålet, jf. herom under pkt. 3.1.

Udlændingelovens § 25 c blev indsat ved lov nr. 429 af 10. maj 2006.

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. 128 af 25. januar 2006 , de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8 (Rigsadvokatens understregning)

”Efter den foreslåede bestemmelse i § 25 c vil en religiøs forkynder m.v. kunne udvises, hvis den pågældende uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 140, 266, 266 a eller 266 b.

Den foreslåede bestemmelse vil få betydning i de tilfælde, hvor en religiøs forkynder m.v. ikke allerede i dag kan udvises som følge af et strafbart forhold.

Det betyder, at der i praksis vil være tale om sager, hvor en religiøs forkynder m.v. idømmes bødestraf for nærmere angivne straffelovsovertrædelser, herunder straffelovens kap.

12 og 13, § 140 om forhånelse af et lovligt bestående religionssamfund og racismebestemmelsen i § 266 b.

”

De dagældende bestemmelser i udlændingelovens §§ 22-24 er efterfølgende blevet ophævet ved lov nr. 755 af 20. juni 2025 og erstattet med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 22-23.

Efter Rigsadvokatens opfattelse ændrer dette imidlertid ikke på, at udlændingelovens § 25 c er subsidiær i forhold til udlændingelovens §§ 22-23.

Udlændingelovens § 25 c har således kun betydning i de tilfælde, hvor der ikke er hjemmel til udvisning efter udlændingelovens §§ 22-23.

Hvis der er hjemmel til udvisning efter udlændingelovens § 25 c skal det vurderes, om udvisning må antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Det følger af bestemmelsen, at der ved afgørelsen om udvisning skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af følgende

4.1.5.

Advarsel om udvisning

Hvornår anvendes advarsel?

Det følger af udlændingelovens § 24 b, stk. 1 og 2, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise pågældende efter §§ 22 eller 23, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2, eller fordi det vil være i strid med EU-reglerne, jf. § 26 b.

Tildeling af advarsel er således en lovbestemt følge i de sager, hvor det vurderes, at Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for en udvisning.

Reglerne om advarsel trådte i kraft den 16. maj 2018 ved lov nr. 469 af 14. maj 2018 og erstattede reglerne om betinget udvisning.

Hvem kan tildeles en advarsel?

Advarsel kan tildeles enhver udlænding og således både tredjelandsstatsborgere, udlændinge omfattet af EU-reglerne og tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalen.

Muligheden for at tildele udlændinge omfattet af EU-reglerne en advarsel blev indført i udlændingelovens § 24 b, stk. 1, ved lov nr. 469 af 14. maj 2018, som trådte i kraft den 16. maj 2018.

Efterfølgende er adgangen til at meddele advarsler til udlændinge omfattet af EU-reglerne blevet præciseret ved indsættelse af bestemmelsens stk. 2.

Det skete ved lov nr. 755 af 20. juni 2025.

Tidligere tildelt advarsel

Det følger af udlændingelovens § 24 a, nr. 5, at der ved afgørelse om udvisning ved dom skal lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af, at udlændingen tidligere er tildelt en advarsel.

Formålet med bestemmelsen er at tydeliggøre, at det skal indgå som et skærpende element i afvejningen af, om udvisning fortsat med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at en udlænding tidligere er tildelt en advarsel om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning, og at udvisning efter omstændighederne kan anses for særlig påkrævet på grund af, at udlændingen er tildelt en sådan advarsel.

Dette gælder, uanset hvornår et nyt strafbart forhold måtte blive begået.

Den vægt, der kan lægges på en advarsel, mindskes dog med tiden, jf. lovforslag nr. 156 af 28. februar 2018 , de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.2.

Ny kriminalitet omfattet af udlændingelovens §§ 22-23 vil skulle føre til udvisning, hvis de forhold, der på tidspunktet for tildelingen af advarslen medførte, at udvisning ikke kunne ske, ikke længere er til stede.

Tilsvarende gælder, hvis den nye kriminalitet er så grov, at den – alene eller sammenholdt med den tidligere begåede kriminalitet – efter en afvejning fører til, at udvisning ikke med sikkerhed vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, uanset de personlige forhold, der tidligere bevirkede, at udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Hvis Danmarks internationale forpligtelser forhindrer, at en advarsel følges op af en udvisning, skal den pågældende udlænding på ny have tildelt en advarsel.

Der er ikke fastsat en prøvetid til en advarsel.

Der skal derfor som udgangspunkt lægges vægt på en advarsel, uanset hvornår et nyt strafbart forhold måtte blive begået.

Som ovenfor nævnt vil den vægt, der kan tillægges en advarsel, dog mindskes med tiden.

Det er ikke en forudsætning for udvisning, at udlændingen tidligere er tildelt en advarsel eller betinget udvist, jf. f.eks. U 2025.1810H, hvor en 31-årig udlænding, der kom til Danmark som 5-årig, blev idømt 4 års fængsel for narkotikakriminalitet og udvist med indrejseforbud i 6 år, selvom pågældende ikke tidligere var straffet af betydning for udvisningsspørgsmålet.

4.2.

Danmarks internationale forpligtelser

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22, 23 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.

I den forbindelse har følgende internationale forpligtelser særlig relevans

Følgende internationale forpligtelser indeholder ligeledes relevante bestemmelser, jf. bl.a. bemærkningerne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 3.)

4.2.1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) – artikel 8

Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal der navnlig foretages en vurdering af, om udvisning vil være forenelig med EMRK artikel 8.

Bestemmelsen har følgende ordlyd

”Stk. 1.

Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2.

Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

”

Den vurdering, der skal foretages i forhold til artikel 8, betyder for det første , at udvisningen skal være foreskrevet ved lov.

Denne betingelse er opfyldt, hvis der er hjemmel til udvisning.

For det andet skal udvisningen varetage et legitimt formål.

I sager om udvisning på grund af strafbare forhold anerkender EMD generelt, at sådanne indgreb skal ”forebygge uro eller forbrydelse”, og at de derfor varetager et legitimt formål.

Se f.eks. EMD’s afgørelse i sagen Sharafane mod Danmark (2024), præmis 48.

For det tredje skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund for at forebygge uro eller forbrydelse.

Om dette er tilfældet, beror på en proportionalitetsvurdering .

Denne vurdering er i almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel udlænding er forenelig med EMRK artikel 8, jf. bemærkningerne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.2.).

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af EMD’s dom Maslov mod Østrig (2008), præmis 68.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

De kriterier, der skal indgå i proportionalitetsvurderingen, er følgende

Disse kriterier omtaltes nærmere nedenfor under pkt. 4.2.1.6.

I praksis inddeles udlændinge i fire kategorier, hvor der sondres mellem udlændinge afhængig af, hvor længe de har opholdt sig i værtsstaten (opvokset eller indrejst som voksne) og afhængig af, om de har etableret egen familie.

Disse kategorier omtales nærmere nedenfor i pkt. 4.2.1.1.- 4.2.1.4.

Derudover sondres der mellem, om kriminaliteten er begået af en mindreårig eller en voksen.

Kategorien mindreårige omtales nedenfor i pkt. 4.2.1.5.

4.2.1.1.

Udvisning af udlændinge, der er opvokset i Danmark, og som ikke har etableret egen familie

Kriterier, der indgår i proportionalitetsvurderingen

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her (herefter ”opvokset i Danmark”), jf. Maslov mod Østrig (2008), præmis 75.

I tilfælde, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på følgende kriterier i proportionalitetsvurderingen, jf. præmis 71

Ifølge dommens præmis 72 må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen.

Højesteret har endvidere fastslået, at det følger af praksis fra EMD, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, jf. bl.a. U 2025.1964H.

Højesteret har endvidere fastslået, at det følger af praksis fra EMD, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning, jf. bl.a. U 2025.1964H.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. Maslov mod Østrig (2008), præmis 70.

Udlændingelovens retningslinjer for udvisning af udlændinge, som har begået en af de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på

Forarbejderne til de danske udvisningsbestemmelser indeholder retningslinjer for, hvornår kriminelle udlændinge i almindelighed kan udvises, uden at det med sikkerhed vil være i strid med EMRK artikel 8.

Retningslinjerne er fastsat på baggrund af en gennemgang af praksis fra EMD.

Retningslinjerne fremgår af bemærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj 2018 ( lovforslag nr. 156 af 28. februar 2018 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.).

Ved lov nr. 755 af 20. juni 2025 er det fastslået, at disse retningslinjer – i sammenhæng med en gennemgang af nyere praksis fra EMD – fortsat er retvisende, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 202 5, pkt. 2.1.1.2.

Følgende retningslinjer er fastsat med hensyn til spørgsmålet om udvisning af udlændinge, der er opvokset i Danmark, og som ikke har etableret egen familie, jf. bemærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj 2018 ( lovforslag nr. 156 af 28. februar 2018 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.2.1.) (Rigsadvokatens understregning)

”Udlændinge- og Integrationsministeriet finder […], at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og ikke har stiftet familie, idømmes 1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på , herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler.

Dette forudsætter dog, at der ikke er tale om et strafbart forhold begået som mindreårig […], og at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i […].

Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf.

Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.

”

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at det altid vil være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises.

Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed end det ovennævnte udgangspunkt, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf.

Retspraksis

Der er truffet adskillige afgørelser vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge.

Der henvises i den forbindelse til Rigsadvokatens oversigt over retspraksis om udvisning.

Praksisoversigten indeholder både afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske domstole.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at det ved hjælp af filtreringsfunktionen er muligt at udarbejde en afgrænset praksisoversigt, der alene indeholder sager om udvisning af udlændinge, der er opvokset i værtslandet, og som ikke har etableret egen familie.

Det er endvidere muligt at sortere afgørelserne efter eksempelvis straffastsættelsen.

Til belysning af grænsen for, hvornår afgørelse om udvisning af udlændinge, der er opvokset i Danmark, og som ikke har etableret egen familie, med sikkerhed er i strid med EMRK artikel 8, kan der bl.a. henvises til Abdi mod Danmark (2021), Noorzae mod Danmark (2023), Sharifi mod Danmark (2023) og Sarac mod Danmark (2024).

Dommene er nærmere omtalt i forarbejderne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingelovens og forskellige andre love ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.2.).

EMD statuerede krænkelse af EMRK artikel 8 i alle sagerne og fremhævede i den forbindelse bl.a., at afgørelserne om udvisning var kombineret med indrejseforbud for bestandig eller i 12 år.

Domstolen bemærkede endvidere bl.a., at klagernes samlede kriminalitetshistorik ikke indikerede, at de generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden, selvom den kriminalitet, der førte til afgørelserne om udvisning, isoleret set var af en sådan karakter, at klagerne måtte anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden.

I forarbejderne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3) anføres bl.a. følgende om dommene

”Det kan på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens praksis udledes, at der navnlig kan være grundlag for at fravige udgangspunktet [om indrejseforbuddets varighed] ved udvisning af fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, og som ikke har væsentlige forstraffe, jf. bl.a. de førnævnte sager Abdi mod Danmark, Noorzae mod Danmark, Sharifi mod Danmark, Nguyen mod Danmark og Sarac mod Danmark.

”

Om mulighed for i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 5, at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end lovens udgangspunkt henvises til pkt. 5.1.2.

4.2.1.2.

Udvisning af udlændinge, der er opvokset i Danmark, og som har etableret egen familie

Kriterier, der indgår i proportionalitetsvurderingen

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her (herefter ”opvokset i Danmark”), jf. Maslov mod Østrig (2008), præmis 75.

I tilfælde, hvor der er tale om en udlænding, som har etableret egen familie, skal der lægges vægt på følgende kriterier i proportionalitetsvurderingen, jf. præmis 68

… samt følgende momenter, som omhandler hensynet til familielivet

Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier.

F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen.

Højesteret har endvidere fastslået, at det følger af praksis fra EMD, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, jf. bl.a. U 2025.1964H.

Højesteret har endvidere fastslået, at det følger af praksis fra EMD, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning, jf. bl.a. U 2025.1964H.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. Maslov mod Østrig (2008), præmis 70.

Udlændingelovens retningslinjer for udvisning af udlændinge, som har begået en af de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på

Forarbejderne til de danske udvisningsbestemmelser indeholder retningslinjer for, hvornår kriminelle udlændinge i almindelighed kan udvises, uden at det med sikkerhed vil være i strid med EMRK artikel 8.

Retningslinjerne er fastsat på baggrund af en gennemgang af praksis fra EMD.

Retningslinjerne fremgår af bemærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj 2018 ( lovforslag nr. 156 af 28. februar 2018 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.).

Ved lov nr. 755 af 20. juni 2025 er det fastslået, at disse retningslinjer – i sammenhæng med en gennemgang af nyere praksis fra EMD – fortsat er retvisende, jf. lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , pkt. 2.1.1.2.

Følgende retningslinjer er fastsat med hensyn til spørgsmålet om udvisning af udlændinge, der er opvokset i Danmark, og som har etableret egen familie, jf. bemærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj 2018 ( lovforslag nr. 156 af 28. februar 2018 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.2.2.) (Rigsadvokatens understregning)

”Udlændinge- og Integrationsministeriet finder […], at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og har stiftet familie, idømmes 2 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på , herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler.

Dette forudsætter dog, at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i […], og at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det pågældende land.

Ved straffe, der ligger tæt på 2 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf.

Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.

”

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at det altid vil være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises.

Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed end det ovennævnte udgangspunkt, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf.

Retspraksis

Der er truffet adskillige afgørelser vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge.

Der henvises i den forbindelse til Rigsadvokatens oversigt over retspraksis om udvisning.

Praksisoversigten indeholder både afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske domstole.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at det ved hjælp af filtreringsfunktionen er muligt at udarbejde en afgrænset praksisoversigt, der alene indeholder sager om udvisning af udlændinge, der er opvokset i værtslandet, og som har etableret egen familie.

Det er endvidere muligt at sortere afgørelserne efter eksempelvis straffastsættelsen.

Til belysning af grænsen for, hvornår en afgørelse om udvisning af en voksen udlænding, der er opvokset i Danmark, og som har etableret egen familie, med sikkerhed er i strid med EMRK artikel 8, kan sagen Nguyen mod Danmark (2024) fremhæves.

EMD statuerede krænkelse af EMRK artikel 8 i sagen og fremhævede i den forbindelse bl.a., at afgørelsen om udvisning var kombineret med indrejseforbud for i 12 år.

I den forbindelse bemærkede Domstolen, at klagerens samlede kriminalitetshistorik ikke indikerede, at hun generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden, selvom den kriminalitet, der førte til afgørelsen om udvisning, isoleret var af en sådan karakter, at hun måtte anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden.

Dommen er nærmere omtalt i bemærkningerne til lov nr. 755 af 20. juni 2025 om ændring af udlændingelovens og forskellige andre love ( lovforslag nr. 180 af 27. marts 2025 , de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.2.).

Dommen er ligeledes omtalt I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3, hvor det fremgår, at der navnlig kan være grundlag for at fravige udgangspunktet om indrejseforbuddets fastsættelse på baggrund af den idømte straf ved udvisning af fastboende udlændinge født eller indrejst som barn uden væsentlige forstraffe, jf. også pkt. 4.2.1.1.

Om mulighed for i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 5, at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end lovens udgangspunkt henvises til pkt. 5.1.2.

4.2.1.3.

Udvisning af udlændinge, der er kommet til Danmark som voksne, og som ikke har etableret egen familie

Kriterier, der indgår i proportionalitetsvurderingen

I tilfælde, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på følgende kriterier i proportionalitetsvurderingen, jf. Maslov mod Østrig (2008), præmis 68