Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Miljøsager - sager om overtrædelse af miljølovgivningen
Table of Provisions (16)
Statutory Text (16 Articles)
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Miljøsager - sager om overtrædelse af miljølovgivningen
1.
Overblik og tjekliste
I forbindelse med efterforskning skal man være opmærksom på følgende
I forbindelse med tiltalerejsning skal man være opmærksom på følgende
Efter dom skal man være opmærksom på følgende
2.
Politiets efterforskning og sagsbehandling
2.1.
Politiets tilbageholdelse af transportmidler ved overtrædelse af miljøzonereglerne og reglerne om nulemissionszoner
Politiet kan bl.a. i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, (kørsel i en miljøzone) og miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 1 eller 2 (kørsel i en nulemissionszone) foretage tilbageholdelse af transportmidler (lastbiler, busser, varebiler og personbiler), jf. lovens § 111 b, stk. 1. nr. 1.
Tilbageholdelse kan efter miljøbeskyttelseslovens § 111 b, stk. 2, ske, hvis det er nødvendigt for at sikre det offentliges krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation, herunder værdikonfiskation, dog kun, indtil de nævnte beløb er betalt, eller der er stillet sikkerhed herfor.
Sker dette ikke inden for 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i transportmidlet.
Tilbageholdelse kan dog ikke ske, hvis den, der havde rådighed over transportmidlet, da overtrædelsen fandt sted, var uberettiget i besiddelse af dette.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 111 b, stk. 3, at bestemmelserne i retsplejeloven om beslaglæggelse med henblik på konfiskation finder tilsvarende anvendelse med hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen, dog med de ændringer, der følger af stk. 2.
Det betyder, at tilbageholdelse forudsætter, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt for lovovertrædelsen.
Det er ikke en forudsætning for tilbageholdelsen, at føreren er sigtet eller tiltalt i en straffesag.
Det er således tilstrækkeligt, at der ved kontrol af køretøjet er opstået en begrundet mistanke om en overtrædelse af loven m.v., som kan retsforfølges her i landet.
Tilbageholdelsen kan ske, selv om den mistænkte ikke ejer eller er varig bruger af køretøjet.
Det er dog en betingelse, at den pågældende har retmæssig rådighed over transportmidlet.
Afgørelse om tilbageholdelse skal træffes af retten, medmindre tilbageholdelsens øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. retsplejelovens § 806.
Er tilbageholdelsen foretaget uden forudgående retskendelse, skal sagen forelægges for retten, hvis den person, tilbageholdelsen retter sig imod, anmoder om det, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4.
Det er en forudsætning for at kunne tilbageholde et køretøj, at indgrebet er proportionalt.
Hvis formålet kan opnås med et mindre indgribende middel, for eksempel sikkerhedsstillelse, kan der indgås skriftlig aftale herom med den, indgrebet retter sig imod.
Princippet fremgår af retsplejelovens § 805 og gælder også for tilbageholdelse efter miljøbeskyttelsesloven.
Tilbageholdelsen skal ophøre, når det skyldige beløb er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen.
Sker dette ikke inden to måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i transportmidlet.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Sund og Bælt Holding A/S (L 170 af 16. april 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17) og til forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (L 37 af 3. oktober 2024, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 23).
2.2.
Sagernes behandling i politi og anklagemyndighed
I sager om overtrædelse af miljølovgivningen skal der - bortset fra i sager af bagatelagtig karakter - inddrages en anklager i sagsbehandlingen fra efterforskningens begyndelse.
Anklageren skal foretage en juridisk vurdering af sagen og i større og mere komplicerede sager også en vurdering af spørgsmål vedrørende tilrettelæggelsen og gennemførelsen af efterforskningen.
Sagsbehandlingen af overtrædelser af miljølovgivningen skal så vidt muligt foretages af anklagere og politiuddannet personale med sagkundskab på området.
2.3.
Samarbejdet med miljømyndighederne
Den relevante miljømyndighed (tilsynsmyndigheden) skal altid underrettes om sager, der anmeldes af andre end miljømyndigheden.
Den relevante miljømyndighed skal også kontaktes, når der indledes efterforskning.
Der skal under hele sagens forløb samarbejdes med miljømyndigheden, bl.a. for at få besvaret spørgsmål om den forvaltningsretlige eller juridiske behandling af sagen hos miljømyndigheden.
Herudover kan der være behov for at tilvejebringe yderligere oplysninger af faglig, erhvervsmæssig, økonomisk eller teknologisk art.
Oplysningerne kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indhentes med bistand fra miljømyndigheden eller eventuelt ved at sende en høring til miljømyndigheden.
Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Særlov – Samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager, punkt.
3.1.1 og Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om Kvalitet og legalitet i straffesagsbehandlingen, punkt 3.2.10. om anklagerens kontakt med vidner i særlovssager.
2.4.
Sager om betydelige overtrædelser af miljølovgivningen
Når der foreligger en mistanke om betydelige overtrædelser af miljølovgivningen, som rejser særlige efterforskningsmæssige spørgsmål af miljømæssig, teknologisk eller økonomisk karakter, kan politikredsen forelægge sagen eller spørgsmål i relation til sagen for den centrale miljømyndighed, typisk Miljøstyrelsen eller Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, i form af en præciseret høring.
2.5.
Strafansvar for juridiske personer mv.
En juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt ved lov eller i medfør af lov, jf. straffelovens § 25.
Når der i miljølovgivningen er fastsat hjemmel til at straffe en juridisk person, skal valget af ansvarssubjekt ske efter de retningslinjer, der er fastsat i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Strafansvar for juridiske personer.
2.6.
Forsvarerbistand
I større og komplicerede sager skal der på et tidligt tidspunkt inddrages en forsvarer, eventuelt ved beskikkelse, således at sigtedes indsigelser og materiale, der underbygger indsigelserne, kan behandles sideløbende med andre undersøgelser og vurderinger i sagen.
3.
Forberedelse
3.1.
Før tiltalerejsning
3.1.1.
Forelæggelse for miljømyndigheden
Når efterforskningen er afsluttet, skal sagen i almindelighed forelægges for miljømyndigheden med anmodning om en udtalelse om sagens faktiske omstændigheder og miljømæssige aspekter samt spørgsmålet om tiltalerejsning.
Det gælder dog ikke, hvis miljømyndigheden tidligere under sagen - f.eks. i forbindelse med anmeldelsen - har udtalt sig om disse spørgsmål, og der ikke er kommet væsentlige nye oplysninger frem under efterforskningen.
Forelæggelse er heller ikke nødvendig, hvis der er tale om ofte forekommende sagstyper.
Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Kvalitet og legalitet i straffesagsbehandlingen, punkt 3.2.10. om Anklagerens kontakt med vidner i særlovssager.
3.1.2.
Forelæggelse for den centrale miljømyndighed
Forelæggelse for den centrale miljømyndighed skal navnlig ske
Sagen skal som hovedregel først forelægges, når efterforskningen er afsluttet.
Den centrale miljømyndighed skal anmodes om en udtalelse i form af konkrete spørgsmål (præciseret høringstema).
Der henvises endvidere til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Kvalitet og legalitet i straffesagsbehandlingen, punkt 3.2.10. om Anklagerens kontakt med vidner i særlovssager.
Miljøstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er de centrale miljømyndigheder.
Miljøstyrelsen er bl.a. ansvarlig for lov om kemikalier, miljøbeskyttelsesloven (bortset fra spildevand), lov om miljø- og genteknologi, jordforureningsloven og havmiljøloven.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er bl.a. ansvarlig for CITES (Washington-konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter af 1. juli 1975), jagtloven, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skovloven samt generelt sager om fuglehold, udsætning af fugle, søer og vandløb (dog ikke akvakultur, miljøfarlige stoffer og spildevandsudledning).
3.1.3.
Anklageskriftet
I forbindelse med udarbejdelse af anklageskriftet skal det overvejes, om der er tale om skærpende omstændigheder.
Hvis betingelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, er opfyldt, skal bestemmelsen altid citeres i anklageskriftet.
Se nærmere pkt. 4.1.
Ligeledes skal straffelovens § 196 citeres, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Se nærmere pkt. 4.2.
Det bemærkes i den forbindelse, at domfældelse efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2 og straffelovens § 196 er afgørende for registrering i Miljøstyrelsens register vedrørende overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven.
Se nærmere pkt. 6.2.
3.2.
Før hovedforhandling
3.2.1.
Underretning af miljømyndighed
Miljømyndigheden underrettes om tidspunktet for sagens behandling i retten.
Hvis sagen har været forelagt den centrale miljømyndighed underrettes denne også.
I sager, som er særlig indviklede eller tvivlsomme eller indeholder principielle spørgsmål, eller hvor der i øvrigt skønnes at være behov for det, skal en repræsentant for miljømyndigheden være til stede med henblik på at yde den fornødne bistand under hovedforhandlingen.
4.
Jura
4.1.
Afgrænsning mellem miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1 og stk. 2
Miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, finder anvendelse i sager, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder som nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, fremgår, at straffen efter stk. 1, kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen enten er
Miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, finder dermed anvendelse, når overtrædelsen er begået ved simpel uagtsomhed.
Det gælder uanset, om der er sket skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor og uanset, om der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.
Herudover finder miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, anvendelse på overtrædelser, der er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, men hvor der ikke er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, og hvor der heller ikke er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.
4.2.
Afgrænsning mellem miljøbeskyttelsesloven og straffelovens § 196
Straffelovens § 196 indeholder en skærpet strafferamme på fængsel i 6 år for overtrædelser af miljølovgivningen, når der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, eller når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.
Straffelovens § 196 indebærer ikke en udvidelse af de strafbare forhold inden for miljøområdet.
Bestemmelsen er alene en overbygning på de gældende straffebestemmelser i miljølovgivningen, og den forudsættes anvendt over for særligt grove overtrædelser af disse bestemmelser.
Begrebet ”miljølovgivningen” i straffelovens § 196 omfatter love om beskyttelse af det ydre miljø mod forurening, herunder f.eks. miljøbeskyttelsesloven, lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om kemikalier, lov om miljø og genteknologi, lov om forurenet jord samt bekendtgørelser udstedt i medfør af de nævnte love.
Begrebet omfatter også vilkår, påbud eller forbud meddelt i henhold til disse love eller bekendtgørelser.
Love til regulering af andre miljømæssige interesser end forurening af det ydre miljø er ikke omfattet, f.eks. skovloven, naturbeskyttelsesloven, bygningskulturlovgivningen og arbejdsmiljøloven.
Kravet om at der skal være tale om skærpende omstændigheder indebærer, at der skal være tale om miljøkriminalitet af en særlig grov beskaffenhed.
Spørgsmålet om, hvorvidt en overtrædelse er af en sådan beskaffenhed, beror på en samlet vurdering, hvori der indgår en række faktorer.
Ved vurderingen skal der tages udgangspunkt i, om der er tale om miljøkriminalitet, der går væsentligt ud over, hvad der kan henregnes til en normal og sædvanlig drift af en ellers lovlig virksomhed.
Bestemmelsen kan således f.eks. anvendes i tilfælde, hvor der sker betydelig, ulovlig dumpning eller deponering af forurenende affald eller omfattende udledning af farlige kemikalier.
I vurderingen indgår også omfanget af overtrædelsen, herunder om der er tale om et enkeltstående forhold, eller om en mere systematisk eller vedvarende adfærd, der er udtryk for en bevidst tilsidesættelse af væsentlige miljøhensyn.
Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på, om overtrædelsen er sket på baggrund af en forudgående planlægning.
Endvidere kan der lægges vægt på, om den tiltalte har skjult eller forsøgt at skjule forureningen og derved forøget skaden eller faren, idet oprydnings- eller afværgeforanstaltninger ikke er blevet iværksat eller først er blevet iværksat på et meget sent tidspunkt.
Herudover vil det indgå, om der ved den kriminelle handling eller undladelse er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel (fortjeneste eller besparelse).
Sådanne omstændigheder taler med betydelig vægt for anvendelse af bestemmelsen.
Det gælder navnlig i tilfælde, hvor opnåelse af en økonomisk fordel gennem overtrædelse af miljølovgivningen er et væsentligt element i virksomhedsudøvelsen.
Bestemmelsen forudsættes således bl.a. at omfatte tilfælde, hvor der direkte spekuleres i at begå miljøkriminalitet, f.eks. ved at der drives erhvervsvirksomhed med ulovlig bortskaffelse af affald.
Derimod kan bestemmelsen kun undtagelsesvis anvendes, hvor en virksomhed f.eks. har tilladelse til udledning af spildevand, men overskrider grænseværdierne for indholdet af miljøskadelige stoffer.
Bestemmelsen kan dog efter omstændighederne omfatte f.eks. udledning af betydelige mængder farlige kemikalier i havet eller vandløb mv.
Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der er sket betydelig skade på miljøet eller fremkaldt nærliggende fare herfor.
Ikke enhver forringelse af miljøet er omfattet af kravet om ”betydelig skade”.
Om den indtrådte skade er betydelig, afhænger navnlig af skadens omfang og konsekvenser.
Er oprydningsforanstaltninger nødvendige (og mulige), kan omkostningerne herved tillægges betydning.
Kravet om nærliggende fare indebærer, at der skal foreligge en konkret fare, dvs. en aktuel og ikke ubetydelig risiko for skadens indtræden.
Begrebet ”affald” i § 196, stk. 1, nr. 2, defineres i bemærkningerne til lov nr. 412 af 10. juni 1997 (L 151 af 29. januar 1997, de specielle bemærkninger til § 1) som ethvert stof og enhver genstand (spildprodukt), som indehaveren skiller sig af med, agter af skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med.
Begrebet ”lignende stoffer” omfatter stoffer, der ganske må ligestilles med affald, f.eks. stoffer der ikke (længere) må anvendes i Danmark, men som eventuelt indsamles og opbevares f.eks. med henblik på eksport til lande, hvor anvendelse af stofferne fortsat er tilladt.
Ved ”bortskaffelse” forstås enhver form og metode til at skaffe sig af med affald mv., herunder deponering i eller på jorden, dumping i havet, udledning, forbrænding mv.
Subjektivt kræves forsæt.
Tiltalte skal således have haft kendskab til de faktiske omstændigheder, der bevirker, at der foreligger skærpende omstændigheder, og at faren anses for betydelig.
I forsætskravet ligger derimod ikke et krav om, at lovovertræderen skal være enig i bedømmelsen af disse fakta.
Som overtrædelsen er beskrevet, er den betydelige miljøskade en følge af overtrædelsen.
Der kræves således ikke forsæt til skaden eller faren for den, men alene uagtsomhed, jf. § 20.
Der foreligger uagtsomhed, hvis den indtrådte skade eller fare kan bebrejdes den pågældende i den forstand, at skaden eller faren kunne og burde være undgået.
Det kræves således ikke, at den tiltalte faktisk indså, at forureningen ville medføre betydelig skade eller fremkalde nærliggende fare herfor, eller at tiltalte anså dette for det overvejende sandsynlige resultat af forureningen, når det kan statueres, at den tiltalte burde have indset dette.
Se i øvrigt forarbejderne til lov nr. 412 af 10. juni 1997 (L 151 af 29. januar 1997, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.).
Straffelovens § 196, stk. 2
Bestemmelsen gør det muligt at straffe for grov miljøkriminalitet, hvis der er sket forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller opbevaring eller bortskaffelse af affald af mere systematisk eller organiseret karakter, uanset at der ikke er sket skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor.
Det vil afhænge af en konkret vurdering, om overtrædelsen skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter.
Udtrykket ”systematisk eller organiseret” er ikke begrænset til aktiviteter foretaget af en kriminel organisation.
Andre former for systematisk eller organiseret miljøkriminalitet vil således kunne begrunde en anvendelse af overbygningsbestemmelsen i stk. 2, der dog i praksis formentlig kun vil have et snævert anvendelsesområde.
Se nærmere forarbejderne til lov nr. 474 af 31. maj 2006 (L 158 af 9. februar 2006, de specielle bemærkninger til § 2).
For så vidt angår forståelsen af begreberne affald og bortskaffelse henvises til det anførte under stk. 1.
Subjektivt kræves der, som ved overtrædelser af stk. 1, forsæt.
Ved valget mellem miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, og straffelovens § 196 kan anføres, at straffelovsbestemmelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig til udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for særlovgivningen.
Dette gælder, selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år.
Samme afgrænsning må antages at finde anvendelse ved valget mellem straffelovens § 196 og lignende straffebestemmelser i den øvrige miljølovgivning, f.eks. havmiljølovens § 59, stk. 3, jordforureningslovens § 88, stk. 2, og lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug § 91, stk. 2.
4.3.
Miljøbeskyttelseslovens § 15 b (miljøzoner)
Miljøbeskyttelseslovens § 15 b opstiller en række tekniske krav til dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler, der færdes i miljøzoner.
Kravene er baseret på køretøjernes alder (første indregistreringsdato).
I bekendtgørelse nr. 397 af 29. marts 2022 om miljøzoner er en miljøzone defineret som et større sammenhængende byområde, hvor der er betydelig trafik, og hvor der er et krav til tunge køretøjers, varebilers eller personbilers udledning af partikler og om tilhørende digital miljøzonekontrol.
Der er etableret miljøzoner i København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense, men det fremgår af bekendtgørelsen, at også andre byer kan få tilladelse fra Miljøstyrelsen til at etablere miljøzoner.
Det bemærkes, at dieseldrevne personbiler først blev omfattet af reguleringen i miljøzoner ved lov nr. 373 af 28. marts 2022 om ændring af lov om miljøbeskyttelse.
Pr. 1. oktober 2023 har København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense Kommuner indført miljøzonekrav for dieseldrevne personbiler.
Ved lov nr. 1468 af 10. december 2024, er det præciseret, at busser som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, er omfattet af § 15 b, stk. 3, om krav til personbiler i miljøzoner.
Det betyder, at overtrædelse af reglerne for minibusser straffes på samme niveau som personbiler, og at de tekniske krav til eftermonterede partikelfiltre skal følge de samme krav, som dem der i dag stilles til personbiler.
Det fremgår af forarbejderne til loven (L 37 af 3. oktober 2024, de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.3.3), at det alene er hensigten, at det er køretøjer, der anvendes privat, der kan registreres.
Det bemærkes, at reglerne først finder anvendelse fra den 1. januar 2026.
Det bemærkes endvidere, at det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 5-7, at visse køretøjer er undtaget for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5 og stk. 3, nr. 1-3.
Det gælder f.eks. for forsvarets civile køretøjer, og køretøjer, der benyttes af politiet og redningsberedskabet, hvis disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet her anvendes ved øvelsesvirksomhed.
Derudover gælder det for forsvarets militære køretøjer, og køretøjer, der benyttes af fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Endvidere gælder det køretøjer, der er registreret her i landet til veterankørsel, eller som er registreret i udlandet og er mere end 30 år gamle.
I særlige tilfælde kan der endvidere dispenseres fra kravet om partikelfilter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 c.
Det er Miljøstyrelsen, der meddeler dispensation fra kravene i § 15 b.
Det vil af dispensationsafgørelsen fremgå, i hvilket tidsrum køretøjet er undtaget for kravene i miljøzonerne.
Det bemærkes desuden, at der gælder særlige regler for visse udenlandske køretøjer, der kører i en miljøzone, jf. pkt. 5.3.1.1.
Der kan endvidere henvises til forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 (L 170 af 16. april 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3-9), lov nr. 373 af 28. marts 2022 (L 114 af 27. januar 2022, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17) og lov nr 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5.)
4.3.1.
Overtrædelser konstateret ved digital kontrol i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110 c
Digital håndhævelse
Med lov nr. 808 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og Sund og Bælt Holding A/S (Digital håndhævelse af miljøzoner og ændring af trinkrav for lastbiler og busser) er der fra den 1. juli 2020 indført digital kontrol af dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler, der færdes i miljøzoner.
Overtrædelser af miljøzonereglerne konstateret i den digitale kontrol sanktioneres fra og med den 1. oktober 2020, jf. lovens § 4, stk. 3.
Med lov nr. 373 af 28. marts 2022 om ændring af lov miljøbeskyttelse (Mulighed for kommunal beslutning om, at dieseldrevne personbiler skal være omfattet af eksisterende miljøzoner) er der fra den 1. januar 2023 indført digital kontrol af dieseldrevne personbiler, der færdes i miljøzoner.
Overtrædelser af miljøzonereglerne konstateret i den digitale kontrol sanktioneres fra og med den 1. oktober 2023.
Den digitale kontrol er baseret på en automatiseret aflæsning af køretøjernes nummerplader sammenholdt med oplysninger i Køretøjsregisteret (DMR).
Den digitale kontrol træder i stedet for det hidtil gældende krav om et fysisk miljøzonemærke i køretøjets forrude.
Det er Miljøstyrelsen, der på baggrund af overtrædelser konstateret i den digitale kontrol i miljøzonerne udsteder administrative bødeforelæg til ejeren (brugeren) af køretøjet.
I sager, hvor der er bevismæssig tvivl eller tvivl om bødens størrelse, vil Miljøstyrelsen indgive en politianmeldelse.
Miljøstyrelsen vil ligeledes indgive politianmeldelse, hvis den pågældende ikke vedtager et bødeforelæg.
Betinget objektivt ansvar
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 110 c, at der for overtrædelser af lovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, som er konstateret ved digital kontrol, gælder et betinget objektivt ejeransvar.
Udgangspunktet er således, at det er ejeren (brugeren) af et køretøj, der pålægges bødeansvar efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 20, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Det indebærer, at det ikke skal konstateres, hvem der rent faktisk førte køretøjet på gerningstidspunktet, og at ejeren (brugeren) af køretøjet ifalder bødeansvar, medmindre en anden end ejeren (brugeren) erkender at have været fører på gerningstidspunktet.
Definitionen af ejeren (brugeren) følger færdselslovens bestemmelser.
Det fremgår af Køretøjsregisteret (DMR), hvem der ejer de registrerede køretøjer.
Der kan også være registreret en bruger, som er en person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj.
Det er det reelle ejer- eller brugerforhold, der er afgørende for, hvem der ifalder ansvaret.
Hvis den person, der på gerningstidspunktet er registreret i Køretøjsregisteret (DMR) som ejer (bruger), kan påvise, at et ændret ejer- eller brugerforhold (endnu) ikke var registreret i DMR på gerningstidspunktet, vil den pågældende ikke ifalde ansvar på betinget objektivt grundlag.
Når Miljøstyrelsen sender et bødeforelæg til ejeren (brugeren) af et køretøj for overtrædelse af § 15 b, vil den pågældende ifalde ansvar for overtrædelsen og blive straffet med bøde, med mindre en anden person inden 30 dage erkender at have været fører på gerningstidspunktet, eller det f.eks. godtgøres, at køretøjet enten uretmæssigt har været i en andens besiddelse på gerningstidspunktet eller var solgt eller på anden vis overdraget til en anden.
Hvis en anden person erkender at have ført køretøjet og ikke trækker denne erkendelse tilbage inden for 3 måneder, vil denne ifalde strafansvar i stedet for ejeren (brugeren).
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 (L 170 af 16. april 2020, de almindelige bemærkninger pkt. 2.4. og de specielle bemærkninger til § 110 c, stk. 1, nr. 16) og lov nr. 373 af 28. marts 2022 (L 114 af 27. januar 2022, de almindelige bemærkninger pkt. 1 og 2).
Flere konstaterede overtrædelser inden for syv døgn
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 5, at flere overtrædelser, som er konstateret ved digital kontrol, og som er begået af samme køretøj inden for samme miljøzone og inden for syv døgn, anses for én overtrædelse.
Det bemærkes, at miljøzonerne i København og Frederiksberg Kommuner anses for én miljøzone, idet miljøzonen i Frederiksberg Kommune geografisk befinder sig inden for miljøzonen i Københavns Kommune.
De syv døgn regnes som en rullende uge, der vil begynde på det tidspunkt, hvor den første overtrædelse konstateres.
Det betyder, at der skal gå mindst syv døgn mellem to observationer af det samme køretøj i samme miljøzone, før det vil udløse to administrative bødeforelæg.
Hvis to forskellige køretøjer med samme ejer befinder sig ulovligt i en miljøzone inden for en periode af syv døgn, vil det fortsat skulle betragtes som to overtrædelser og dermed udløse to bødeforelæg.
Det bemærkes, at håndhævelse af overtrædelser ikke er afhængig af, at ejeren (brugeren) rent faktisk er blevet bekendt med overtrædelserne.
Der henvises til miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 5, og forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 21).
4.4.
Miljøbeskyttelseslovens § 15 g (nulemissionszoner)
OBS reglerne om nulemissioneszoner skal sættes i kraft ved kommunal beslutning og kan tidligst få virkning fra den 1. januar 2026
Ved lov nr. 1468 af 10. december 2024 blev der indført en hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 15 f, stk. 1, til, at alle landets kommunalbestyrelser efter nærmere regler fastsat af miljøministeren vil kunne beslutte at etablere nulemissionszoner, dog højst én zone i et afgrænset byområde pr. kommune.
De nærmere krav til etableringen af nulemissioneszoner, herunder en definition af, hvornår et område anses som et afgrænset byområde, vil blive fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i § 15 f, stk. 6.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede ordning i § 15 f, stk. 1, kunne vælge at etablere enten en nulemissionszone for persontrafik, der omfatter de køretøjer, som er nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 1, eller en nulemissionszone for al trafik, der omfatter de køretøjer, der er nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 2.
Der stilles krav om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre beslutninger om nulemissionszoner, herunder om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse.
Derudover skal der gå en periode på mindst seks måneder – og 12 måneder for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer der er registreret til delvis privat anvendelse – fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone til det tidspunkt, hvor nulemissionszonen har virkning (se forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3.)
Det bemærkes, at det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 15 h, at visse køretøjer er undtaget fra kravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 1 og 2.
Det gælder køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, forsvaret eller fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Herudover kan miljøministeren fastsætte yderligere undtagelser til de foreslåede nulemissionszonekrav, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 h, stk. 2.
Det følger derudover af miljøbeskyttelseslovens § 15 h, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra kravene i nulemissionszoner.
Kravene til køretøjer i miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 1 og 2, kan tidligst få virkning fra den 1. januar 2026.
Der henvises endvidere til forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024, de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 10)
5.
Straf og andre retsfølger
Straffen for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven er efter § 110, stk. 1, som udgangspunkt bøde.
Det samme gælder bl.a., hvis forbud eller påbud efter loven ikke efterkommes, eller hvis krav fastsat i medfør af loven ikke efterkommes eller vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven tilsidesættes.
Straffen kan efter stk. 2 stige til fængsel i indtil 2 år.
Se nærmere om afgrænsningen mellem miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, og stk. 2 i pkt. 4.1.
Der er i medfør af miljøbeskyttelsesloven udstedt en lang række bekendtgørelser, hvor strafferammen svarer til strafferammen i miljøbeskyttelsesloven.
Eksempelvis kan nævnes § 66 i affaldsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 573 af 23. maj 2024 om affald) og § 55 i bilskrotbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1654 af 29. december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse), hvor straffen fastsættes til bøde, men kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende betingelser som anført i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Retningslinjerne nedenfor om strafpåstande gælder også overtrædelser af en række af de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven.
Det bemærkes, at det efter bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5, er en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, og at der ikke sondres mellem overtrædelser begået inden for landbruget og overtrædelser begået inden for industrien.
5.1.
Generelt om bødepåstanden
Anklagemyndighedens bødepåstande i sager om overtrædelser af miljølovgivningen skal tage udgangspunkt i de minimumsbødetakster, der i forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 2) er angivet som udgangspunktet for domstolens udmåling af bøder ved forskellige overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3.
Der kan dog jævnligt være grundlag for at nedlægge påstande om bøder, der er højere – og efter omstændighederne væsentligt højere – end dem, der følger af udgangspunkterne for straffastsættelsen.
Det vil således eksempelvis være en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen har medført skade på miljøet, eller der har været fare herfor.
Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis der er givet indskærpelser eller påbud forud for lovovertrædelsen, hvis der er tale om gentagelsestilfælde, eller hvis der har været fare for omgivelserne.
Det samme gælder, hvor det i den konkrete sag kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet en økonomisk vinding.
I så fald må det også indgå, om der kan være grundlag for konfiskation efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 6.
Se nærmere herom i pkt. 5.6.3.
Der kan også efter omstændighederne være grundlag for at nedlægge påstand om lavere bøder end de vejledende minimumsbødetakster.
Det vil f.eks. kunne være relevant ved bagatelagtige overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, eller når gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, han har forvoldt.
Andre formildende omstændigheder kan være gerningsmandens personlige og økonomiske forhold, eller hvis der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelse af den sædvanlige straf må anses for unødvendig.
Anklagemyndighedens bødepåstand i sager om overtrædelse af reglerne om miljøzoner skal tage udgangspunkt i de bødetakster, der fremgår af forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 og lov nr. 373 af 28. marts 2022.
Se mere herom nedenfor under pkt. 5.3.1.
5.2.
Vejledende bødepåstande generelt
Ved overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3, skal der i førstegangstilfælde i almindelighed nedlægges påstand om en bøde på 5.000 kr.
Er der tale om overtrædelser omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, skal bødepåstanden i almindelighed være 10.000 kr.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.), hvoraf det fremgår, at der er tale om minimumsbødetakster.
I andengangstilfælde skal der som udgangspunkt nedlægges påstand om en bøde, der er dobbelt så stor som bøden for en førstegangsovertrædelse.
Udgangspunktet for bødepåstanden gælder ikke, hvis der er tale om en af de overtrædelser, der er opregnet i pkt. 5.3., men der skal også for så vidt angår disse overtrædelser som udgangspunkt i andengangstilfælde nedlægges påstand om en bøde, der er dobbelt så stor som bøden for en førstegangsovertrædelse.
5.3.
Vejledende bødepåstande for visse specifikke overtrædelser af miljøbeskyttelseslovgivningen
I forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.) er der – udover de ovennævnte generelle bødetakster – fastsat bødetakster for en række nærmere opregnede overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3.
Der er tale om minimumsbødetakster for overtrædelser i førstegangstilfælde, og det er forudsat, at der i andengangstilfælde sker en fordobling af bøden.
Endvidere er det ved disse minimumsbødetakster forudsat, at der er tale om overtrædelser, hvor der ikke er sket nævneværdig skade på miljøet, hvor der ikke foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, og hvor der ikke er sket konfiskation eller udmålt en skønsmæssig bøde svarende hertil efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 6.
Vedrørende bødefastsættelsen i sager, hvor der er opnået en økonomisk fordel, se pkt. 5.6.2.
5.3.1.
Miljøbeskyttelseslovens § 15 b (miljøzoner)
Overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, straffes med bøde, jf. miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 1, nr. 20.
Straffen kan i visse tilfælde stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen enten er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller hvis der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser, jf. § 110, stk. 2.
Bøder, der udstedes for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, udmåles efter følgende takster
Skema 1.
Bøder for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3
Bødetaksterne fremgår af forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 (L 170 af 16. april 2020, de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.2 og de specielle bemærkninger til nr. 15) og lov nr. 373 af 28. marts 2022 (L 114 af 27. januar 2022, de almindelige bemærkninger pkt. 2.7.3 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 30).
Gentagelsestilfælde
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 4, jf. § 110 d, stk. 1, at bøden i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, ikke stiger i gentagelsestilfælde.
Det betyder, at straffelovens almindelige bestemmelse om, at gentagelsestilfælde er en skærpende omstændighed, ikke finder anvendelse på bødeforelæg, der udstedes for overtrædelse af miljøzonereguleringen som følge af den digitale kontrol.
Der gælder i disse situationer en fast bødestørrelse trods flere overtrædelser begået med det samme køretøj.
Se pkt. 4.3.1. vedr.
flere konstaterede overtrædelser inden for syv døgn.
Der henvises til miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 4, og forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 (L 170 af 16. april 2020, de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.2 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 16) og lov nr. 373 af 28. marts 2022 (L 114 af 27. januar 2022, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 30).
Absolut kumulation i sager med flere overtrædelser til samtidig pådømmelse
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 8, 1. pkt., at har nogen begået flere overtrædelser af § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, eller regler og forskrifter fastsat i medfør af § 9, stk. 2, nr. 2 og 3, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.
Princippet om sammenlægning af bødestraffen for hver overtrædelse, gælder kun for overtrædelse af miljøzonereguleringen.
Bøder for overtrædelse af anden lovgivning, der er til samtidig pådømmelse med miljøzonesager, udmåles på sædvanlig vis uden hensyntagen til det foreslåede princip om absolut kumulation.
Se forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024 de almindelige bemærkninger 2.5.1.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 16).
Det indebærer, at såfremt nogen har begået flere overtrædelser af reglerne om miljøzonereguleringen og samtidig har begået overtrædelser af reglerne om f.eks. nulemissionszoner , eller regler i anden lovgivning, og disse overtrædelser er til samtidig pådømmelse, vil udgangspunktet om absolut kumulation ikke være gældende.
Hvorvidt den samlede bødestraf for flere overtrædelser af miljøzonereguleringen til samtidig pådømmelse med andre lovovertrædelser, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb, må derfor skulle afgøres efter en konkret vurdering.
Der gælder således alene et princip om absolut kumulation af bøder for overtrædelse af miljøzonekravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3.
Dette skal ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 5, der bestemmer, at flere overtrædelser af miljøzonereguleringen, som er konstateret ved digital kontrol, og som er begået med samme køretøj inden for samme miljøzone og inden for syv døgn, anses for én overtrædelse, se endvidere pkt. 4.3.1.
Eksempel 1 - ejeren af en lastbil, har begået 4 miljøzoneovertrædelser med samme køretøj, inden for samme miljøzone og inden for syv døgn til samtidig pådømmelse med 1 miljøzoneovertrædelse begået efter de syv døgn og endnu 1 miljøovertrædelse begået efter endnu 7 døgn.
De 4 overtrædelser begået inden for syv døgn tæller som 1 overtrædelse og de to efterfølgende overtrædelser begået efter hinanden følgende 7 døgn tæller for 2 overtrædelser, og bøden vil derfor være 37.500 kr. dvs. 3*12.500 kr.
Eksempel 2 - ejeren af en lastbil, har begået 2 miljøzoneovertrædelser med samme køretøj, inden for samme miljøzone og inden for syv døgn til samtidig pådømmelse med 1 miljøzoneovertrædelse begået i samme tidsperiode, men i en anden miljøzone.
De 2 overtrædelser begået inden for samme miljøzone og inden for syv døgn tæller som 1 overtrædelse.
Den ene miljøovertrædelse begået i samme tidsperiode, men i en anden miljøzone tæller også som 1 overtrædelse, og bøden vil derfor være 25.000 kr. dvs. 2*12.500 kr.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 9, at bestemmelsen i stk. 8 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor f.eks., hvis bødens størrelse ikke er proportional i forhold til den begåede kriminalitet.
Der er ikke i forarbejderne fastsat en grænse for, hvornår bødens størrelse ikke længere vil være proportional med henblik på at sikre, at der ikke udmåles en uforholdsmæssig høj samlet bøde.
Det vil altså bero på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.
Det fremgår imidlertid af forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024 de almindelige bemærkninger 2.5.1.2.), at det er vurderingen, at princippet om absolut kumulation som overvejende hovedregel ikke vil skulle fraviges.
Fra retspraksis – før indførelsen princippet om absolut kumulation for overtrædelser af miljøzonereguleringen – kan nævnes AM2023.
03.31B2, hvor der var tale om et murerfirma, der i 92 tilfælde havde kørt dieseldreven varebil i miljøzoner uden godkendt partikelfilter.
Murerfirmaet blev idømt en bøde på 35.000 kr. Retten lagde vægt på, at det fremgår af forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven, at en enkel overtrædelse i udgangspunktet skal udmåles til en bøde på 1.500 kr., men at der ikke i forarbejderne var taget stilling til straffens fastsættelse ved flere forhold til samtidig pådømmelse, og at der ikke var fastsat hjemmel til absolut kumulation.
Retten fandt på den baggrund, at straffen passende kunne fastsættes efter principperne om modereret kumulation til en bøde på 35.000 kr., hvilket var i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.
En samlet bøde på 35.000 kr. for varebiler vil på den baggrund ikke kunne anses for uforholdsmæssig.
Overtrædelse af miljøzonereguleringen begået før den 1. januar 2025, der er til pådømmelse efter den 1. januar 2025
I de ændringer af miljøzonereguleringen, der følger af til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober, de specielle bemærkninger til § 2) er det med henvisning til straffelovens § 3, stk. 1, anført, at indførelsen om et princip om absolut kumulation af bøder ved flere overtrædelser af miljøzonekravene, som udgangspunkt ikke finder anvendelse på lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden, hvis de nye regler fører til højere straf, og der vil i sådanne tilfælde skulle pådømmes efter de hidtil gældende regler.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024 de specielle bemærkninger til § 2).
Forvandlingsstraf
Anklagemyndigheden skal være opmærksom på, at der ikke skal fastsættes forvandlingsstraf ved rettens udmåling af bøder for overtrædelse af reglerne om miljøzoner efter miljøbeskyttelseslovens § 110 c, stk. 1, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110 c, stk. 7.
5.3.1.1.
Udenlandske køretøjer
Udenlandske køretøjer, der ønsker at køre i danske miljøzoner er omfattet af de miljøzoneregler og regler for sanktioner, der gælder for danske køretøjer.
For danske køretøjer vil det med opslag i Køretøjsregisteret kunne konstateres, om der gælder et krav om partikelfilter for det pågældende køretøj.
Da det imidlertid ikke gennemgående fremgår af tilgængelige udenlandske køretøjsregistre, om et køretøj har et partikelfilter, er der i miljøbeskyttelsesloven indført en pligt for visse udenlandske køretøjer til at lade sig registrere i et særligt miljøzoneregister.
Reglerne om registrering mv. fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3 og § 15 b, stk. 8.
Det følger af § 15 b, stk. 1, nr. 4, stk. 2, nr. 5 og stk. 3, nr. 3, at udenlandske køretøjer, der er omfattet af kravene i § 15 b, stk. 1-3, skal være registreret i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 15 b, stk. 8, for at kunne køre lovligt i danske miljøzoner.
Den 1. april 2025 trådte bekendtgørelse nr. 315 af 25. marts 2025, om krav til dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v. (teknisk miljøzonebekendtgørelse) i kraft.
Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 15 b, stk. 8, og indeholder bl.a. nærmere regler for registrering af udenlandske køretøjer samt regler om fastsættelse af straf for overtrædelse af registreringspligten.
Det følger af den tekniske miljøzonebekendtgørelsens § 6, stk. 1, at ejeren, brugeren eller føreren af udenlandske køretøjer, har pligt til at registrere sig på www.miljoezoner.dk, senest samme dag ved kørsel i en dansk miljøzone.
Registreringspligten efter stk. 1, omfatter ikke ejeren, brugeren eller føreren af et udenlandsk køretøj registreret i et land, hvor det ved opslag i det pågældende lands køretøjsregister kan konstateres, om et køretøj opfylder miljøzonekravene, jf. § 6, stk. 2.
Der føres en oversigt over lande, hvor det ved opslag kan konstateres, om et køretøj opfylder miljøzonekravene på www.miljoezoner.dk.
Det følger af forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L37 de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.2.3.), at registreringspligten gælder generelt, men alene køretøjer, der opfylder kravene for kørsel i miljøzonerne, kan registreres.
Det vil sige, at det således ikke er muligt at registrere et køretøj, der ikke opfylder kravene til kørsel i miljøzonerne, og dermed kunne køre lovligt i en miljøzone.
Det følger af den tekniske miljøzonebekendtgørelses § 32, stk. 1, nr. 2, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelserne i bekendtgørelsens § 6.
Det følger endvidere af den tekniske miljøzonebekendtgørelses § 33, at sager om overtrædelse af bekendtgørelsens § 6, behandles efter reglerne om betinget objektivt ansvar i miljøbeskyttelseslovens § 110 c, stk. 1-8.
I sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3, samt § 6 i bekendtgørelsen, kan Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 1 og 6, udstede administrative bødeforelæg til ejeren, brugeren eller føreren af et køretøj, jf. bekendtgørelsens § 34, stk. 1 Der henvises til pkt. 4.3.1. om betinget objektivt ejeransvar.
Hver kørsel ind i en miljøzone uden at være registreret kan straffes.
Flere overtrædelser med et udenlandsk køretøj, som er konstateret ved digital kontrol, og som er begået med samme køretøj inden for samme miljøzone og inden for syv døgn, vil blive anset for én overtrædelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110 d, stk. 5, og bøderne vil blive akkumuleret i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 8, jf. afsnittet ovenfor om absolut kumulation i sager med flere overtrædelser til samtidig pådømmelse (pkt. 5.3.1.).
For så vidt angår bødeniveauet for et udenlandsk køretøjs kørsel i en miljøzone uden at være registreret eller uden at være undtaget registreringspligten, svarer bødestørrelsen til en overtrædelse af miljøzonereglerne for den pågældende køretøjstype for et dansk køretøj.
Der henvises i det hele til forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 de almindelige bemærkningner pkt. 2.5.2. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, § 1, nr. 15 og § 1, nr. 20).
Det følger af den tekniske miljøzonebekendtgørelses § 34, stk. 2, at bøden vil kunne nedsættes, hvis der senest 80 dage efter udstedelse af bødeforelægget fremsendes dokumentation for, at køretøjet på tidspunktet for overtrædelsen levede op til miljøzonekravene.
Det er Miljøstyrelsen, der i så fald træffer afgørelse om bødenedsættelse.
Det følger af forarbejderne til til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 de specielle bemærkninger til § 1 nr. 15), at det er hensigten, at bøden vil kunne nedsættes til et bødeforelæg på 1.000 kr.
Bøder, der udstedes til et udenlandsk køretøj for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3, eller bekendtgørelsens § 6, udmåles efter følgende takster
Skema 2.
Udenlandsk køretøjs overtrædelse af registreringspligten, jf. miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1, 2 eller 3 og den tekniske miljøzonebekendtgørelses § 6.
Bødetaksterne fremgår af forarbejderne til lov nr. 808 af 9. juni 2020 (L 170 af 16. april 2020, de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.2 og de specielle bemærkninger til nr. 15) , lov nr. 373 af 28. marts 2022 (L 114 af 27. januar 2022, de almindelige bemærkninger pkt. 2.7.3 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 30) og lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 af 3. oktober 2024, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 15).
Eksempel 1 (flere kørsler i samme miljøzone uden registrering)
Ejeren af et udenlandsk køretøj (lastbil) har 4 gange kørt ind i en miljøzone uden at være registreret.
Dette er sket med samme køretøj inden for syv døgn og i samme miljøzone.
Kørslerne er til samtidig pådømmelse med 1 kørsel i en miljøzone uden at være registreret, begået efter de syv døgn og endnu 1 kørsel i en miljøzone uden at være registreret, begået efter endnu 7 døgn.
De 4 kørsler inden for syv døgn tæller som 1 overtrædelse af registreringspligten, og de to efterfølgende kørsler begået efter hinanden følgende 7 døgn tæller for 2 overtrædelser af registreringspligten, og bøden vil derfor være 3*12.500 kr. dvs. 37.500 kr.
Eksempel 2 (flere kørsler i forskellige miljøzoner med efterfølgende dokumentation)
Ejeren af et udenlandsk køretøj (lastbil), har 2 gange kørt i en miljøzone med samme køretøj uden at være registreret inden for syv døgn.
Disse kørsler er til samtidig pådømmelse med 1 kørsel i en anden miljøzone uden at være registreret begået i samme tidsperiode.
De 2 kørsler tæller som 1 overtrædelse.
Den ene kørsel i samme tidsperiode, men som er sket i en anden miljøzone tæller også som 1 overtrædelse af registreringspligten.
Bøden vil derfor være 2*12.500 kr. dvs. 25.000 kr. Ejeren indsender inden 80 dage dokumentation til Miljøstyrelsen for, at køretøjet på tidspunktet for kørslerne levede op til miljøzonekravene, og bøderne nedsættes derfor til 1.000 kr. hver.
5.3.2.
Miljøbeskyttelseslovens § 15 g, stk. 1 og 2
OBS reglerne om nulemissioneszoner kan tidligst få virkning fra den 1. januar 2026
Overtrædelse af nulemissionskravene konstateres ikke ved digital kontrol, men på almindelig vis, f.eks. ved, at politiet henvender sig til føreren af et køretøj, der ikke må befinde sig i en nulemissionszone.
Overtrædelse af nulemissionskrav i § 15 g, stk. 1 og 2, fastsættes til 2.500 kr. for personbiler (herunder taxier og busser som er registreret med en tilladt totalvægt 3.500 kg eller derunder), motorcykler og knallerter samt varebiler, og en bøde på 10.000 kr. for traktorer og lastbiler på 12 tons eller derunder.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 1468 af 10. december 2024 (L 37 de specielle bemærkninger til § 1, nr. 15).
5.3.3.
Miljøbeskyttelseslovens § 19
Efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1 og 2, må stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden eller afle¬des til undergrunden, medmindre der er givet tilladelse hertil.
Typiske overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 19, er oplag - ofte direkte på jorden - af diverse materialer, herunder motordele og væsker, der kan forurene jorden, udledning af toiletspildevand, husspildevand mv. til bl.a. grøfter samt nedgravning af affald, herunder maling og nedknuste byggematerialer.
For mindre alvorlige overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 19 skal der i førstegangstilfælde i almindelighed nedlægges påstand om en bøde på minimum 20.000 kr. For så vidt angår de mindst alvorlige (bagatelagtige) overtrædelser skal bødepåstanden dog kun være på 5.000 kr.
Bødepåstanden skal være højere i sager, hvor der foreligger skærpende omstændigheder som omtalt i pkt. 5.1.
Et eksempel på en sag, hvor der foreligger sådanne omstændigheder, er en sag, hvor en entreprenør etablerede en privat vej ved brug af nedknust byggeaffald bl.a. bestående af nedknust tegl, beton og ledningsrester, hvilket fandtes i strid med miljøbeskyttelseslovens § 19.
Under hensyntagen til, at kommunens påbud om opgravning og bortskaffelse af de udlagte materialer ikke var efterkommet, og at den pågældende havde opnået en besparelse på mellem 100.000-150.000 kr., blev bøden udmålt til 100.000 kr. Bøden burde have været højere, idet den henset til den opnåede fortjeneste ikke havde en pønal effekt.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.).
5.3.4.
Miljøbeskyttelseslovens § 27
Miljøbeskyttelseslovens § 27 indeholder et forbud mod at tilføre stoffer, der kan forurene vandet til vandløb, søer eller havet.
Stofferne må ikke oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes.
Typiske overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 27 er udledning af møddingsaft, ensilagesaft, spildevand, kemiske stoffer og gylle m.m. uden tilladelse ofte med skader på miljøet og dyrelivet til følge.
For mindre alvorlige overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 27 skal der i førstegangstilfælde i almindelighed nedlægges påstand om en bøde på minimum 20.000 kr.
Bødepåstanden skal være højere i sager, hvor der foreligger skærpende omstændigheder som omtalt i pkt. 5.1.
I forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 nævnes som eksempel herpå to sager vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27, hvor bøden blev fastsat højere end det vejledende bødeniveau på 20.000 kr.
I den første sag var der sket udledning af forurenende stoffer til et vandløb.
Det havde den følge, at bundfaunaen på 500 meter blev dræbt og på andre 500 meter delvist dræbt.
En del af udslippet blev tilbageholdt af vandplantevækst.
Virksomheden blev i landsretten idømt en bøde på 60.000 kr. med pålæg om at betale for analysen af vandløbet.
I den konkrete sag var der dog skærpende omstændigheder, da arbejdsmiljøloven også var overtrådt.
I den anden sag blev en virksomhed idømt en bøde på 40.000 kr. for ved simpel uagtsomhed at have forvoldt en betydelig forurening af vandløb med imprægneringsvæske, som medførte omfattende død af bunddyr, ligesom det blev anset for sandsynligt, at forureningen havde medført fiskedød.
5.3.5.
Miljøbeskyttelseslovens § 33
Listevirksomhed må efter miljøbeskyttelseslovens § 33 ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse hertil.
Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.
Ved listevirksomhed forstås godkendelsespligtige virksomheder omfattet af listen i bilag 1 og 2 til godkendelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1027 af 2. september 2024 om godkendelse af listevirksomhed).
En virksomhed er kun omfattet af listen, såfremt den falder ind under en af de kategorier, som er nævnt i forbindelse med listens nummerering.
En virksomhed, som blot er omfattet af en af listens overskrifter, er således ikke omfattet af godkendelsesordningen, men derimod af miljøbeskyttelseslovens § 42.
Typiske overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 33 består eksempelvis i at påbegynde autoophug, deponerings- eller forbrændingsvirksomhed uden godkendelse.
Dette gælder både, hvor virksomheden påbegyndes uden miljøgodkendelse, og hvor virksomheden udvides eller ændres uden at have den fornødne godkendelse.
Etablering, ændring eller udvidelse af listevirksomhed i strid med miljøbeskyttelseslovens § 33 betragtes som en alvorlig overtrædelse.
Dette gælder efter omstændighederne også formelle overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 33.
Baggrunden herfor er, at virksomheder omfattet af godkendelsespligten, netop er udvalgt på grund af deres potentielle risiko for forurening.
Derudover forhindrer en manglende ansøgning om godkendelse myndighederne i at tage stilling til aktiviteten, herunder om virksomheden besidder den nødvendige ekspertise til at foretage den miljøfarlige behandling, samt at føre det løbende tilsyn.
Faren for skade på miljøet er høj, hvilket skal afspejles i bødens størrelse.
Kerneområdet for en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33 er en situation, hvor en industrivirksomhed etablerer, ændrer eller udvider en listevirksomhed uden at have godkendelse dertil.
Der kan eksempelvis tænkes en situation, hvor virksomheden ansøger om en udvidelse og samtidig påbegynder udvidelsen uden at vente på, at udvidelsen godkendes af godkendelsesmyndigheden.
På denne baggrund skal der i almindelighed i førstegangstilfælde nedlægges påstand om en bøde på minimum 50.000 kr. for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.1.).
5.3.6.
Særligt vedrørende ulovlig drift af autoophugningsvirksomhed
Autoophugningsvirksomhed er godkendelsespligtig virksomhed i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33.
Efter Miljøstyrelsens brancheorientering for autoophugningsbranchen nr. 5/1993 kan der være tale om ulovlig drift af autoophug, hvis en virksomhed årligt modtager mere end ti biler til ophugning, og/eller hvis en virksomhed på/ved virksomhedens grund ved gentagne inspektioner i forbindelse med miljømyndighedens tilsyn har mere end fem biler stående påbegyndt til ophugning uden at have godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33.
Ophugningsvirksomheder, der ikke er registreret hos Miljøstyrelsen, og dermed ikke har bemyndigelse til at miljøbehandle biler samt udstede skrotningsattest, må kun håndtere skrotbiler, der allerede er miljøbehandlet hos en registreret ophugningsvirksomhed.
I sager om ulovligt ophug af skrotbiler i erhvervsforhold skal der i førstegangstilfælde i almindelighed nedlægges påstand om en bøde på minimum 50.000 kr. , hvis den pågældende har mere end fem skrotbiler stående påbegyndt til ophugning, eller i løbet af et år har modtaget mere end ti biler til ophugning.
En bil betragtes som ”påbegyndt til ophugning”, hvis bilen ikke længere er komplet, og hvis det ikke senest to måneder efter inspektion på stedet kan dokumenteres, at en bil, der ved inspektionen ikke var indregistreret, nu igen er blevet indregistreret.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.2.).
5.3.7.
Miljøbeskyttelseslovens § 71
Efter miljøbeskyttelseslovens § 71 skal den ansvarlige for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen.
Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Pligten til at anmelde en forurening eller en overhængende fare for en forurening er ubetinget og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det anlæg, den aktivitet mv. som forureningsfaren eller forureningen hidrører fra, uanset hvordan forureningsfaren eller forureningen er opstået eller sket.
Pligten gælder således også, hvor faren eller forureningen er forårsaget af en tredjemand f.eks. ved hærværk mod en olie- eller kemikalietank eller er en følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et meget voldsomt stormvejr.
Manglende underretning kan betyde, at tilsynsmyndigheden ikke har mulighed for at gribe ind med afværgeforanstaltninger, hvorved forureningens omfang kan blive større end nødvendigt.
Alvoren af en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 71 skal efter forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 derfor afspejles i bødens størrelse.
I førstegangstilfælde skal der i almindelighed nedlægges påstand om en bøde på minimum 20.000 kr.
Overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 71 straffes ofte i forbindelse med en samtidig overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 19 og/eller § 27 og/eller § 33.
Det skal betragtes som en skærpende omstændighed, såfremt der er tale om en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 71 i kombination med en af lovens øvrige bestemmelser.
I relation til underretningspligten i miljøbeskyttelseslovens § 71 anføres i forarbejderne til loven i øvrigt, at retssikkerhedslovens § 10 om forbud mod selvinkriminering normalt ikke vil finde anvendelse i forbindelse med underretningspligten, da bestemmelsen kun finder anvendelse, når en myndighed har en konkret mistanke om strafbart forhold, hvilket myndigheden normalt ikke har, når underretningspligten indtræder.
Se forarbejderne til lov nr. 507 af 17. juni 2008 (L 118 af 12. marts 2008, de specielle bemærkninger til § 71) og forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.4.).
5.3.8.
Affald
Ulovlig håndtering af affald er typisk en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 43 eller affaldsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 573 af 23. maj 2024 om affald).
Efter miljøbeskyttelseslovens § 43 er enhver, der frembringer, opbevarer, sorterer eller håndterer affald, ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold eller sker forurening af luft, vand eller jord.
Typiske overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 43 består f.eks. i, at den kommunale indsamlings- eller anvisningsordning ikke anvendes, og at de pågældende i stedet håndterer affaldet, eksempelvis ved at have et oplag af maskindele, oliebeholdere mv. på deres ejendom eller ved at afbrænde affald, der skulle være bortskaffet på anden vis.
Herudover kan det efter omstændighederne udgøre en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33, jf. ovenfor.
Bødepåstanden ved håndtering af affald i strid med miljøbeskyttelseslovens § 43 eller affaldsbekendtgørelsen skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 20.000 kr. , jf. dog nedenfor om bøder for særlige typer overtrædelser i forbindelse med håndtering af affald.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.1.).
Ulovlig afbrænding af affald, herunder biler
Ulovlig afbrænding af affald sker ofte for at spare udgifterne til miljømæssig korrekt bortskaffelse.
Afbrænding kan have en stor miljømæssig effekt, bl.a. på grund af nedsivning af forurenende stoffer til jorden og grundvandet.
Ved afbrænding af forurenende stoffer kan der dannes dioxin, hvilket er til fare for omgivelserne.
Afbrænding af affald kan tillige være en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33, eksempelvis ulovlig afbrænding af kabelskrot, hvor virksomheden skal være miljøgodkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33 for at foretage en sådan behandling.
Se nærmere herom i pkt. 5.3.4.
Nedenstående bødepåstande tager udgangspunkt i, hvilken affaldstype der er tale om.
Kategori 1
Bødepåstanden ved privates og erhvervsdrivendes afbrænding af mindre end 500 kg haveaffald, pap, papir, rent træ eller lignende skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 2.000 kr. Bødepåstanden ved afbrænding af 500-1.000 kg skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 5.000 kr ., og ved afbrænding af 1-2 tons haveaffald skal bødepåstanden i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 8.000 kr.
Kategori 2
Bødepåstanden ved privatpersoners afbrænding af mindre end 100 kg husholdningsaffald, plastic, dæk, flamingo, bygningsaffald, glasfiber, tøj, jern, metal og lignende, i det omfang affaldet er klassificeret som ikke-farligt affald, skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 5.000 kr. Ved afbrænding af 100-500 kg skal bødepåstanden i almindelighed være minimum 10.000 kr. , mens den ved afbrænding af 500-1.000 kg i almindelighed skal være minimum 15.000 kr.
Bødepåstanden ved afbrænding af mindre end 100 kg af denne type affald skal i erhvervsforhold i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 8.000 kr ., mens bødepåstanden ved afbrænding af 100-500 kg i almindelighed skal være minimum 20.000 kr . Ved afbrænding af 500-1.000 kg skal bødepåstanden i almindelighed være minimum 40.000 kr.
Kategori 3
Bødepåstanden ved privates og erhvervsdrivendes afbrænding af mindre end 10 kg maling, batterier, olieaffald, bremsevæsker og andet farligt affald skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 10.000 kr. Ved afbrænding af mere end 10 kg af denne type affald vil der som udgangspunkt ikke være tale om en mindre væsentlig skade på miljøet, og der skal derfor straffes efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, såfremt der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Privates og erhvervsdrivende s afbrænding af PCB-holdigt affald og lignende ekstremt forurenende affald anses som særligt skærpende omstændigheder, og bødepåstanden skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 20.000 kr. Ved afbrænding af store mængder af denne type affald vil der som udgangspunkt ikke være tale om en mindre væsentlig skade på miljøet, og der skal derfor straffes efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, såfremt der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Er forskelligt affald omfattet af de første tre kategorier blandet sammen, betragtes det som kategori 3-affald.
Findes der PCB og lignende ekstremt forurenende affald i det afbrændte affald, behandles alt affaldet som ekstremt forurenende affald.
Affald, som ikke umiddelbart falder ind under kategori 1-3, behandles som ekstremt forurenende affald.
Hvis afbrændingen af affald har medført fare for brand i omgivelserne, betragtes dette som en skærpende omstændighed.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.2.).
Ulovlig opbevaring af henstillede biler (skrotbiler)
Ulovlig opbevaring af skrotbiler straffes efter bilskrotbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1654 af 29. december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse).
Skrotbiler skal i henhold til bilskrotbekendtgørelsen afleveres til forhandlere, der er registreret hos Miljøstyrelsen, og som er i stand til at foretage korrekt miljøbehandling af bilen.
Opbevaring af skrotbiler vil herudover efter omstændighederne kunne betragtes som ulovligt oplag efter miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. ovenfor.
Bødepåstanden ved privates opbevaring af skrotbiler skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 3.000 kr. pr. skrotbil.
Herved er der taget hensyn til størrelsen på den skrotpræmie, som for tiden udgør 1.500 kr., som privatpersoner modtager ved aflevering af biler til skrotning.
Dertil kommer, at ulovlig opbevaring af skrotbiler kan forårsage miljøproblemer.
Bødepåstanden ved erhvervsdrivendes ulovlige opbevaring af skrotbiler skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 5.000 kr . pr. bil, når den erhvervsdrivende har op til to skrotbiler opbevaret.
Når den erhvervsdrivende har op til 5 skrotbiler opbevaret, skal bødepåstanden i almindelighed være minimum 20.000 kr.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.3.).
Har den pågældende mere end fem skrotbiler opbevaret, vil der typisk være tale om drift af autoophugningsvirksomhed, som er godkendelsespligtigt efter miljøbeskyttelseslovens § 33, jf. nærmere herom ovenfor.
Import og eksport af affald
Ved overtrædelser, hvor transporten af ikke-anmeldelsespligtigt affald ikke ledsages af de oplysninger, der er krævet i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald, skal bødepåstanden i førstegangstilfælde i almindelighed være minimum 10.000 kr.
For anmeldelsespligtigt affald, hvor der ikke foreligger en tilladelse, skal bødepåstanden i førstegangstilfælde i almindelighed være minimum 20.000 kr. samt et tillæg på 3.000 kr. pr. påbegyndt ton.
Foreligger der en tilladelse, men kopi af denne og/eller transportdokumentet ikke er medbragt ved transporten, skal bødepåstanden i førstegangstilfælde i almindelighed være minimum 10.000 kr.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.4.).
Henkastning eller anbringelse af affald på fremmed ejendom
Henkastning eller anbringelse af affald på fremmed grund kan straffes efter såvel miljøbeskyttelsesloven som naturbeskyttelsesloven.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 19, § 27 og § 43, jf. § 110, er det således strafbart at skaffe sig af med affald, bl.a. hvis der er fare for forurening.
Efter affaldsbekendtgørelsen, som er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, består der en generel pligt til at anvende de kommunale indsamlings- og anvisningsordninger, og affaldsbortskaffelse på fremmed ejendom vil derfor ofte være i strid med denne pligt.
I naturbeskyttelseslovens § 28 er der et forbud mod at henkaste eller anbringe affald på fremmed ejendom uden ejerens tilladelse.
I skovlovens § 11 findes yderligere en særbestemmelse om forbud mod anbringelse af affald på fredskovspligtige arealer.
Naturbeskyttelseslovens § 28 er placeret i naturbeskyttelseslovens kapitel 4 om offentlighedens adgang til naturen, men bestemmelsen har i praksis haft et bredt anvendelsesområde.
Henkastning eller anbringelse af affald, uanset om det sker i naturen, i byer eller ved vejanlæg mv., er således i praksis i visse tilfælde blevet straffet efter naturbeskyttelseslovens § 89, jf. § 28.
Miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven udgør to sideløbende generelle reguleringer af affaldsbortskaffelse, hvor naturbeskyttelsesloven dog alene regulerer affald på fremmed ejendom.
Henkastning af affald på fremmed ejendom kan straffes efter både miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.
Henkastning af affald uden for genbrugsstationer, i byer og på parkeringspladser mv. skal henføres under miljøbeskyttelseslovens regler om affaldshåndtering, og den pligt, der er efter affaldsbekendtgørelsen, til at anvende de kommunale indsamlings- og anvisningsordninger, mens henkastning af affald i naturen, såsom f.eks. skove, marker og enge, skal henføres under naturbeskyttelseslovens § 28.
Har den ulovlige affaldsbortskaffelse medført en forurening eller risiko for forurening, kan overtrædelsen straffes efter særreglerne i miljøbeskyttelseslovens § 19, § 27 eller § 43, jf. § 110.
Bødepåstanden ved privates henkastning af affald uden for genbrugsstationer, i byer og på parkeringspladser mv. skal i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 3.000 kr. , mens bødepåstanden ved privates henkastning af affald i naturen i almindelighed i førstegangstilfælde skal være minimum 5.000 kr (indtil 15. februar 2026).
Pr. 15. februar 2026 blev bødestraffen for naturkriminalitet efter naturbeskyttelsesloven skærpet med 100 %.
Det fremgår således af lovbemærkningerne (lovforslag nr. L 83 af 27. november 2025, de almindelige bemærkninger pkt. 2.17.3.), at det forudsættes, at bødestrafniveauet for naturkriminalitet efter naturbeskyttelsesloven og regler udstedt efter naturbeskyttelseloven skærpes med 100 % i forhold til gældende strafniveau (både i førstegangs- og i andengangstilfælde), ligesom det fremgår, at det er vurderingen, at langt de fleste bestemmelser i naturbeskyttelsesloven falder ind under betegnelsen ”naturkriminalitet”.
Dvs. at skærpelsen indebærer, at bødepåstanden ved privates henkastning af affald i naturen, jf. naturbeskyttelsesloven, i almindelighed i førstegangstilfælde – fra den 15. februar 2026 – skal være en bøde på 10.000 kr.
For erhvervsdrivende skal bødepåstanden ved henkastning af affald i almindelighed i førstegangstilfælde være minimum 5.000 kr. , f.eks. ved henkastning af byggeaffald uden for en genbrugsstation, og minimum 8.000 kr. (indtil 15. februar 2026), hvis henkastningen af byggeaffald er foretaget i naturen.
Pr. 15. februar 2026 blev bødestraffen for naturkriminalitet efter naturbeskyttelsesloven skærpet med 100 %, jf. afsnittet ovenfor.
Dvs. at skærpelsen indebærer, at bødepåstanden ved erhvervsdrivendes henkastning af affald i naturen, jf. naturbeskyttelsesloven, i almindelighed i førstegangstilfælde – fra den 15. februar 2026 – skal være en bøde på 16.000 kr.
Henkastning af store mængder affald eller affald af særlig farlig eller skæmmende karakter skal anses for at være en skærpende omstændighed.
Pr. 15. februar 2026 blev sanktionsniveauet for naturkriminalitet efter naturbeskyttelsesloven skærpet, således at de allergroveste tilfælde af naturkriminalitet skal medføre fængselsstraf.
Ved vurderingen af, om der er tale om en så grov overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, at der bør idømmes fængselsstraf, vil der bl.a skulle lægges vægt på skadens størrelsesmæssige omfang, samt om overtrædelsen har medført betydelig eller uoprettelig skade.
Det vil tale for at idømme fængselsstraf, hvis overtrældelsen er begået forsætligt (se pkt. 2.17.3. i L 83 af 27. november 2025).
Omvendt kan det anses for en formildende omstændighed, hvis der er tale om små mængder affald, eller der foreligger særligt undskyldelige omstændigheder.
Minimums-bødetaksten på 10.000 kr. (5.000 kr. indtil 15. februar 2026) for privates henkastning af affald i naturen er ikke møntet på f.eks. små mængder skovtursaffald .
I disse tilfælde kan der nedlægges påstand om en bøde på 2.000 kr (1.000 kr. indtil 15. februar 2026) .
De vejledende minimums-bødetakster for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven forventes at få afsmittende virkning på sammenlignelige overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.
Se i øvrigt forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.5.) .
5.3.9.
Vilkårs- og påbudsovertrædelser
En godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 skal indeholde vilkår for virksomhedens etablering og drift.
I øvrige tilladelser, godkendelser og dispensationer efter miljøbeskyttelsesloven kan der også fastsættes særlige vilkår.
Vilkår i en miljøgodkendelse kan ændres, og der kan tilføjes nye ved et påbud i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1.
Bødepåstanden ved overtrædelser af vilkår, herunder påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1, i tilladelser og godkendelser mv. skal i førstegangstilfælde i almindelighed være minimum 10.000 kr. Afhængig af vilkårets karakter og formål kan bødepåstanden fastsættes højere eller lavere.
For overtrædelser af vilkår, der i deres indhold og karakter kan sammenlignes med det, der reguleres i lovens øvrige bestemmelser, herunder f.eks. § 19, § 27 eller § 71, skal bødepåstanden fastsættes i overensstemmelse med bødepåstanden ved disse overtrædelser.
I sager, hvor der foreligger simpel uagtsomhed , skal det anses som en skærpende omstændighed, hvis der er sket skade på miljøet, eller der er en potentiel risiko herfor ved overtrædelse af vilkåret, eller hvis overtrædelse af et vilkår er sket med økonomisk vinding for øje.
Foreligger der forsæt eller grov uagtsomhed i en sag, hvor der er sket skade på miljøet, eller hvor der er en potentiel risiko herfor ved overtrædelse af vilkåret, skal forholdet straffes efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Det samme gælder, hvis overtrædelse af et vilkår er sket med økonomisk vinding for øje.
Som eksempel herpå kan nævnes en sag, hvor en kommune og et selskab, der projekterede ombygning af et renseanlæg for kommunen, hver blev idømt en bøde på 100.000 kr. for tilsidesættelse af et vilkår for spildevandsudledning.
De tiltalte vidste, at der var voldsomme overskridelser af det tilladte koncentrationsniveau i spildevandet, der fremkaldte fare for miljøet.
Dette bødeniveau anses for passende.
Manglende indberetning af egenkontrolresultater skal også anses som en skærpende omstændighed, da tilsynsmyndigheden ikke får et korrekt grundlag at reagere på.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.5.).
I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende vilkårs- og påbudsovertrædelse skal anklagemyndigheden være opmærksom på, om de forvaltningsretlige regler om partshøring mv. er overholdt i forbindelse med myndighedens udstedelse af påbuddet.
5.4.
Bøde til unge under 18 år og til personer med særlig lav indtægt
Bøderne nedsættes for unge under 18 år og for personer med særlig lav indtægt i overensstemmelse med ordningen på færdselslovens område.
Det er alderen og indtægtsforholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for spørgsmålet om bødenedsættelse.
5.5.
Strafpåstanden ved overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2
Af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2 , fremgår, at straffen efter stk. 1, kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen enten er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
De vejledende minimums-bødetakster for overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 110, stk. 3, forventes at have en afsmittende virkning ved udmålingen af straf for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.).
Om valget mellem tiltale efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1 og 2, og straffelovens § 196, se pkt. 4.1. og pkt. 4.2.
5.6.
Sager hvor der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel
5.6.1.
Konfiskation
Er der i forbindelse med en overtrædelse af miljølovgivningen opnået en økonomisk fordel i form af en fortjeneste eller besparelse, er udgangspunktet, at denne økonomiske fordel skal konfiskeres.
Dette følger af straffelovens § 75, hvorefter udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb helt eller delvis kan konfiskeres, ligesom der, hvis der savnes fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.
Herudover er udgangspunktet om, at der skal ske konfiskation af en eventuel fortjeneste/besparelse, præciseret i flere miljølove, herunder miljøbeskyttelsesloven og lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug.
Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.6.3. og pkt. 5.6.4.
I sager om overtrædelse af miljølovgivningen, hvor det er muligt at dokumentere, at der er opnået en økonomisk fordel, skal anklagemyndigheden således nedlægge påstand om konfiskation af denne eller et tilsvarende beløb.
5.6.2.
Bødepåstand fastsat under hensyn til fortjeneste
Det følger af straffelovens § 51, stk. 3, at der ved fastsættelsen af bøder - inden for de grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder tilsiger - skal tages hensyn til bl.a. den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.
Dette princip er endvidere fastslået i en række miljølove, herunder miljøbeskyttelsesloven og lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug.
Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.6.3. og pkt. 5.6.4.
Når der ved en overtrædelse af miljølovgivningen er opnået en økonomisk fordel skal dette således afspejles i anklagemyndighedens bødepåstand.
Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor det ikke er muligt at foretage konfiskation, fordi størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel ikke kan dokumenteres.
I disse tilfælde skal anklagemyndigheden foretage et skøn over den opnåede eller tilsigtede økonomiske fordel og fastsætte bødepåstanden under hensyn hertil.
5.6.3.
Særligt om konfiskation efter miljøbeskyttelsesloven
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 6, at der, når der ved en overtrædelse er opnået en økonomisk fordel, skal ske konfiskation af denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.
Udgangspunktet i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven er således, at et økonomisk udbytte skal konfiskeres.
Det fremgår endvidere af stk. 6, at der, hvis der ikke kan ske konfiskation, skal tages særskilt hensyn hertil ved udmålingen af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Se forarbejderne til lov nr. 425 af 10. juni 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (L 83 af 27. november 1996, de specielle bemærkninger til nr. 8).
Udgangspunktet om konfiskation af et økonomisk udbytte gælder tillige ved formelle overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, dvs. overtrædelser, der ikke indebærer en skade eller fare for skade på miljøet.
Det er typisk tilfælde, hvor en listevirksomhed påbegyndes, forinden godkendelse hertil er meddelt, enten fordi der ikke er ansøgt herom, eller fordi myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen, men hvor godkendelse til den pågældende virksomhed ville være blevet meddelt, hvis der havde været indgivet ansøgning herom, eller myndighederne havde haft lejlighed til at afslutte sagen.
Konfiskation efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 6, skal kombineres med en passende bøde, når der er opnået en økonomisk fordel.
En passende bødestørrelse vil i almindelighed være en fjerdedel af det konfiskerede beløb.
Se forarbejderne til lov nr. 173 af 12. marts 2008 (L 4 af 28. november 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.).
Der skal således i almindelighed nedlægges påstand om en bøde svarende til en fjerdedel af den opnåede økonomiske fordel, som samtidig skal påstås konfiskeret.
Dette svarer til domstolspraksis på dambrugsområdet, jf. højesteretsdommene U 2001.1046H og U 2001.1056H.
I tilfælde, hvor det viser sig vanskeligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel med den følge, at en påstand om konfiskation ikke kan forventes fulgt af retten, skal anklagemyndighedens bødepåstand fastsættes under hensyntagen til en skønnet økonomisk fordel.
Bødepåstanden skal dog i alle tilfælde som minimum svare til de ovenfor i pkt. 5.2. og pkt. 5.3. angivne bødepåstande.
5.6.4.
Særligt om konfiskation efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug
Det fremgår af § 93, stk. 2, i lov lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019 om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., at der, når der ved en overtrædelse er opnået en økonomisk fordel, skal ske konfiskation af denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor.
Det fremgår endvidere, at der, hvis der ikke kan ske konfiskation, skal tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Udgangspunktet er således, at der i sager om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug skal ske konfiskation af en økonomisk fordel, som måtte være opnået i forbindelse med overtrædelse af loven.
Beregningen af den opnåede økonomiske fordel i forbindelse med overproduktion af dyr kan foretages ud fra gennemsnitstal for indtjeningen i husdyrbrug, der gør det muligt i en given sag om overproduktion af svin eller kvæg at anslå den opnåede fortjeneste ved overtrædelsen.
Fortjenesten ved overproduktionen for hvert enkelt år beregnes som: antallet af overproducerede dyr gange ”dækningsbidrag I” for den relevante bedriftstype og størrelse.
”Dækningsbidrag I” svarer til produktionsværdien pr. dyr fratrukket variable omkostninger som f.eks. omkostninger til foder og dyrlæge.
Det præciseres i forarbejderne, at der ikke bør fratrækkes yderligere omkostninger, herunder arbejdsindsats og vedligehold.
Opgørelsen af produktionsøkonomien i sager om overproduktion foretages ved anvendelse af Danmarks Statistik, ”Statistikbanken”, ”Erhvervslivets sektorer”, ”Landbrug, gartneri og skovbrug”, ”Jordbrugets regnskaber” og ”dækningsbidrag og nettooverskud efter regnskabsposter for husdyr og produktionsgrene”.
Hvis der er dokumenteret overproduktion i flere produktionsår, skal indtjeningen udregnes for hvert enkelt år.
Konfiskation skal kombineres med en passende bøde, når der opnået en økonomisk fordel.
En passende bødestørrelse vil i almindelighed være en fjerdedel af det konfiskerede beløb.
Der skal således i almindelighed nedlægges påstand om en bøde svarende til en fjerdedel af den opnåede økonomiske fordel, som samtidig skal påstås konfiskeret.
Dette svarer til domstolspraksis på dambrugsområdet, jf. højesteretsdommene U 2001.1046H og U 2001.1056H.
I tilfælde, hvor det viser sig vanskeligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel med den følge, at en påstand om konfiskation ikke kan forventes fulgt af retten, skal anklagemyndighedens bødepåstand fastsættes under hensyntagen til en skønnet økonomisk fordel.
Selv om der ikke kan dokumenteres en nøjagtig økonomisk fordel, vil bøden kunne fastsættes således, at der ved udmålingen tages højde for, at der har været en økonomisk fordel, og bøden derefter skal forhøjes med den skønnede fortjeneste eller besparelse.
Overtrædelser af lovens strafbestemmelser vil for hovedpartens vedkommende indebære, at der er opnået en økonomisk fordel.
Hvis der eksempelvis ikke er indhentet de fornødne godkendelser eller tilladelser inden anlæg af husdyrbruget, vil husdyrbruget have opnået en ulovlig indtjening i perioden, indtil de fornødne godkendelser eller tilladelser foreligger, samt sparet udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med godkendelse.
Hvis der produceres flere husdyr end det tilladte, vil der være opnået en ulovlig fortjeneste, svarende til fortjenesten på de husdyr, der er produceret mere end det tilladte.
Der foreligger således også en økonomisk fordel i situationer, hvor tilladelse efterfølgende ville være givet.
Principperne for opgørelse af konfiskation og bøde gælder således også, når der alene er tale om en formel overtrædelse, dvs. en overtrædelse, der ikke indebærer en skade eller fare for miljøet.
Det er eksempelvis uden betydning for anklagemyndighedens bøde- og konfiskationspåstand, om tilladelse til udvidelse af husdyrbruget efterfølgende er givet eller vil blive givet.
Dette bør også gælde i situationer, hvor miljømyndigheden har givet udtryk for, at tilladelse kan forventes, eller hvor godkendelsesbehandlingen har været langvarig.
Se forarbejderne til lov nr. 1572 af 20. december 2006 (L 55 af 26. oktober 2006, de specielle bemærkninger til § 91 og 93) samt Rigsadvokatens redegørelse af 20. december 2012 Vedr.
spørgsmål om overproduktion af husdyr, der kan findes i Vidensbasen.
Administrationen af området varetages af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
5.7.
Rettighedsfrakendelse
Ved lov nr. 425 af 10. juni 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af miljøgodkendelse, tilsyn, konfiskation, rettighedsfrakendelse mv.) blev der indsat en ny bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 110 b.
Efter denne bestemmelse kan retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196.
Det samme gælder, hvis den pågældende gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør denne lov eller bestemmelser i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Herudover kan der ske frakendelse, hvis den pågældende har undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller med hjemmel i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller har tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller godkendelse udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Rettighedsfrakendelse kan også ske efter straffelovens § 79.
Betingelserne for rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 110 b, er imidlertid lempeligere end betingelserne efter straffelovens § 79, idet der ikke stilles krav om ”en nærliggende fare for misbrug af stillingen”, og at der i øvrigt ”er særlige omstændigheder, der taler for” frakendelsen.
Bedømmelsen af, om der skal ske rettighedsfrakendelse, skal ske efter en ”miljøforsvarlighedsvurdering”.
Den eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende virksomhed uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i øvrigt under så skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for uden vilje eller evne til at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis, kan herefter frakendes retten til at fortsætte eller genoptage sådan virksomhed.
Frakendelse kan ske, uanset om der kan påvises en nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil handle uforsvarligt, idet det må anses for tilstrækkeligt, at der er udvist grov eller gentagen uansvarlighed.
Såfremt der er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skal det vurderes, hvorvidt der alene skal nedlægges påstand om frakendelse af retten til at drive selvstændig virksomhed omfattet af loven, eller om der tillige skal nedlægges påstand om frakendelse af retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse i eller medstifter af et selskab, der driver forurenende virksomhed.
Endvidere skal det vurderes, hvilken rækkevidde rettighedsfrakendelsen skal have.
Der kan således være grundlag for kun at nedlægge påstand om frakendelse af retten til at drive den konkrete type virksomhed, som lovovertræderen hidtil har drevet, f.eks. frakendelse af retten til at drive dambrugsvirksomhed.
En konkret vurdering af overtrædelsernes karakter kan imidlertid føre til, at der tillige skal nedlægges påstand om frakendelse af retten til at drive andre lignende typer miljøbelastende virksomhed.
Det kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med drift af en type affaldsbehandlende virksomhed, hvor det vurderes, at heller ikke andre typer af sådan virksomhed vil blive drevet på forsvarlig vis.
De processuelle regler i straffelovens § 79, stk. 3 og 4, finder anvendelse i sager om rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven, jf. § 110 b, stk. 3.
Dette indebærer bl.a., at rettigheden kan frakendes for et begrænset tidsrum (1-5 år) og i meget grove tilfælde indtil videre.
Endvidere kan retten i henhold til stk. 4 under behandling af sagen ved kendelse udelukke den pågældende fra at udøve virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort, ligesom det ved dommen i sagen kan bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Rettighedsfrakendelse kan endvidere ske i medfør af lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug § 95.
Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 110 b.
Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 425 af 10. juni 1997 (L 83 af 27. november 1996, de specielle bemærkninger til § 110 b).
5.8.
Tvangsbøder
Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der idømmes tvangsbøder.
Det er ikke et krav, at der er særlig hjemmel i særloven til idømmelse af tvangsbøder, idet retsplejelovens § 997, stk. 3, indeholder tilstrækkelig hjemmel hertil.
Opfyldelse af en forpligtelse, der har hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør af denne, kan således søges gennemtvunget ved nedlæggelse af en påstand om idømmelse af tvangsbøder.
En påstand om pålæggelse af tvangsbøder skal formuleres således, at tiltalte efter udløbet af en bestemt frist skal betale en bøde af en bestemt størrelse, pr. dag, uge eller måned.
Bøderne bortfalder ved opfyldelsen af forpligtelsen.
Tvangsbøder skal pålægges ved dom og kan således ikke vedtages.
6.
Efter dom
6.1.
Underretning om sagens udfald mv.
Afgøres sagen ved dom, skal den lokale miljømyndighed (tilsynsmyndigheden) og den centrale miljømyndighed hurtigst muligt og i rimelig tid inden ankefristens udløb, med henblik på at overveje ankespørgsmålet, underrettes om sagens udfald.
Underretningen skal vedlægges en kopi af dommen.
Drøftelse med miljømyndigheden om ankespørgsmålet skal dog kun afvente modtagelse af domsudskrift, hvis dette skønnes tidsmæssigt forsvarligt.
Den lokale miljømyndighed og den centrale miljømyndighed skal endvidere underrettes om udfaldet af sager, der afgøres ved bødevedtagelse.
6.2.
Indberetning til Miljøstyrelsens register om visse overtrædelser af miljølovgivningen
I medfør af miljøbeskyttelseslovens § 40 b fører Miljøstyrelsen et register over visse overtrædelser af miljølovgivningen.
Oplysningerne i registeret danner baggrund for miljømyndighedernes vurdering af, om der skal meddeles afslag på godkendelse mv. efter miljøbeskyttelsesloven og husdyrbrugsloven som følge af f.eks. tidligere straffe for overtrædelse af lovgivningen.
Det skal bemærkes, at selvom Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er ansvarlig særmyndighed for sager vedrørende overtrædelse af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal der stadig ske indberetning til Miljøstyrelsen ved denne type sager.
Indberetning til registeret påhviler politidirektøren og skal ske snarest muligt efter, at der foreligger en endelig afgørelse.
Indberetning sker til Miljøstyrelsen, Lerchesgade 35, 5000 Odense C.
Indberetning skal ifølge miljøbeskyttelseslovens § 40 b, stk. 2, jf. § 40 a, ske af
6.3.
Domme til Vidensbasen
Anklageren skal overveje, om dommen er egnet til at indgå i Anklagemyndighedens Vidensbase.
Vidensbasen skal dels indeholde afgørelser, som afspejler strafniveauet, praksis for rettighedsfrakendelse og andre retsfølger mv., dels afgørelser af mere principiel karakter, hvor der er taget stilling til et eller flere uafklarede spørgsmål i relation til bestemmelsernes anvendelsesområde, fortolkning mv.
En afgørelse kan også have generel betydning, hvis den f.eks. indeholder en sagkyndig erklæring eller anden faglig udtalelse, som vil være anvendelig i andre sager.
Domme til Vidensbasen sendes på mail til vidensenheden@ankl.dk med en kort begrundelse for indstillingen.
Domme til Vidensbasen skal være endelige.
6.4.
Møder med miljømyndighederne
Der skal med passende mellemrum afholdes møde med de stedlige miljømyndigheder, samt - når dette måtte være relevant – Miljøstyrelsen eller Styrelsen for Grøn Arealomlægning eller Vandmiljø, med henblik på drøftelse af generelle samarbejdsspørgsmål og eventuelle konkrete sager.
Statsadvokaten skal orienteres om møderne og have lejlighed til at deltage.
Herudover kan det overvejes at indgå samarbejdsaftaler med de lokale miljømyndigheder om håndteringen af sager om overtrædelse af miljølovgivningen for at sikre en høj kvalitet i sagsbehandlingen, herunder at miljømyndighedernes anmeldelser indeholder de relevante oplysninger.
Se eksempler på samarbejdsaftaler på AnklagerNet.
7.
Love og forarbejder
Bekendtgørelser
-
Inddragelse af en jurist, bortset fra småsager, se pkt. 2.2.
-
Etablering af kontakt til miljømyndigheden, se pkt. 2.3.
-
Involvering af den centrale miljømyndighed i sager om betydelige overtrædelser af miljølovgivningen, se pkt. 2.4.
-
Valg af ansvarssubjekt, se pkt. 2.5.
-
Inddragelse af forsvarer på et tidligt tidspunkt i større og komplicerede sager, se pkt. 2.6.
-
Forelæggelse for miljømyndigheden, se pkt. 3.1.1.
-
Forelæggelse for den centrale miljømyndighed, se pkt. 3.1.2.
-
Overvej om der er tale om skærpende omstændigheder, se pkt. 3.1.3.
-
Overvej om der skal nedlægges påstand om konfiskation, se pkt. 5.6.1.
-
Overvej om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, se pkt. 5.7.
-
Underretning af den lokale miljømyndighed og den centrale miljømyndighed, se pkt. 6.1.
-
Indberetning til Miljøstyrelsens register om visse overtrædelser af miljølovgivningen, se pkt. 6.2.
-
Evt.
indsendelse af dom til Anklagemyndighedens Vidensbase, se pkt. 6.3.
-
Evt.
inddrivelse af tvangsbøder, se pkt. 5.8.
-
hvor sagen uanset dens omfang er kontroversiel eller rummer juridiske, økonomiske eller miljømæssige tvivlsspørgsmål af væsentlig betydning,
-
hvor den centrale miljømyndighed har indgivet politianmeldelse eller selv er tilsynsmyndighed,
-
hvor tilsynsmyndigheden har begået overtrædelsen,
-
hvor flertallet i tilsynsmyndigheden har besluttet ikke at indgive politianmeldelse i sagen, eller
-
hvor sagen har været forelagt den centrale miljømyndighed under efterforskningen.
-
voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
-
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Køretøjstype
Gerningstidspunkt
Bødetakst
Lastbiler og busser (ejer)
1. juli 2020 og senere
12.500 kr.
Lastbiler og busser (chauffør)
1. juli 2020 og senere
5.000 kr.
Varebiler
1. juli 2020 og senere
1.500 kr.
Personbiler [og pr. 1. januar 2026 minibusser
]
1. oktober 2023 og senere
1.500 kr.
1
1 Busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder.
Manglende registrering af udenlandsk køretøj
Gerningstidspunkt
Bødetakst
Lastbiler og busser (ejer)
1. juli 2020 og senere
12.500 kr.
Lastbiler og busser (chauffør)
1. juli 2020 og senere
5.000 kr.
Varebiler
1. juli 2020 og senere
1.500 kr.
Personbiler [og pr. 1. januar 2026 minibusser]
1. oktober 2023 og senere
1.500 kr.
Manglende registrering med senere dokumentation af, at partikelfilterkravet var opfyldt
1. juli 2020 og senere (lastbil, busser og varebiler) og 1. oktober 2023 og senere (personbiler [og pr. 1. januar 2026 minibusser])
1.000 kr.
-
domme, hvorved personer er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 110 b, § 95 i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug eller straffelovens § 79,
-
domme, hvorved personer er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196,
-
domme og bødevedtagelser, hvorved personer eller selskaber mv. er straffet for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, § 96, stk. 2, i lovbekendtgørelse om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven eller lovbekendtgørelse om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end 10 år fra den strafbare handling, og
-
personer og selskaber mv., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af miljøbeskyttelseslovens §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol.
Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
-
Lov nr. 263 af 11. februar 2026 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af aftalen om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030 m.v.) ( L 83 af 27. november 2025 )
-
Lovbekendtgørelse nr. 1742 af 22. december 2025 om miljøbeskyttelse.
-
Lovbekendtgørelse nr. 1065 af 21. august 2025 om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
-
Lov nr. 1468 af 10. december 2024 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (kommunal mulighed for etablering af nulemissionszoner i afgrænsede byområder, indførelse af absolut kumulation for overtrædelse af miljøzonereguleringen m.v.) ( L 37 af 3. oktober 2024 )
-
Lov nr. 373 af 28. marts 2022 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Mulighed for kommunal beslutning om at dieseldrevne personbiler skal være omfattet af eksisterende miljøzoner) ( L 114 af 27. januar 2022 ).
-
Lov nr. 808 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Sund og Bælt Holding A/S (Digital håndhævelse af miljøzoner og ændring af trinkrav for lastbiler og busser) ( L 170 af 16. april 2020 )
-
Lov nr. 590 af 13. maj 2019 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (skærpede miljøzonekrav til tunge køretøjer og varebiler) ( L 191 af 28. februar 2019 )
-
Lov nr. 507 af 17. juni 2008 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Implementering af miljøansvarsdirektivet) ( L 118 af 12. marts 2008 )
-
Lov nr. 173 af 12. marts 2008 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (strafskærpelse mv.) ( L 4 af 28. november 2007 )
-
Lov nr. 1570 af 20. december 2006 om ændring af lov om miljøbeskyttelse ( L 39 af 5. oktober 2006 )
-
Lov nr. 1572 af 20. december 2006 om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug ( L 55 af 26. oktober 2006 )
-
Lov nr. 474 af 31. maj 2006 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, straffeloven og lov om ændring af en række love på miljøområdet (Præcisering af reglerne om retsforfølgning af udenlandske skibe, skærpelse af straffe for miljøkriminalitet mv.) ( L 158 af 9. februar 2006 )
-
Lov nr. 425 af 10. juni 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af miljøgodkendelse, tilsyn, konfiskation, rettighedsfrakendelse mv.) ( L 83 af 27. november 1996 )
-
Lov nr. 412 af 10. juni 1997 om ændring af straffeloven (Grov miljøkriminalitet) ( L 151 af 29. januar 1997 )
-
Bekendtgørelse nr. 397 af 29. marts 2022 om miljøzoner i større sammenhængende byområder
-
Bekendtgørelse nr. 315 af 25. marts 2025 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.
-
Bekendtgørelse nr. 1027 af 2. september 2024 om godkendelse af listevirksomhed
-
Bekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2024 om overførsel af affald og overførsel af brugt elektrisk og elektronisk udstyr
-
Bekendtgørelse nr. 1654 af 29. december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne motorkøretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse
-
Bekendtgørelse nr. 573 af 23. maj 2024 om affald