Cirkulære om overenskomst for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK (3F Sømændene)
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om overenskomst for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK (3F Sømændene)
Generelle bemærkninger
Uddannelses- og Forskningsministeriet har efter bemyndigelse fra Finansministeriet af 1. december 2025 indgået aftale med 3F Sømændene om vedlagte overenskomst af 7. maj 2026 for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK.
Cirkulærets ikrafttræden
Dette cirkulære har virkning fra den 1. april 2026.
Samtidig ophæves cirkulære nr. 9307 af 21. maj 2024 om overenskomst for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK (3F Sømændene).
Bilag 1
Overenskomst for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK
§ 1.
Overenskomstens område
Overenskomsten gælder for befarne og ubefarne skibsassistenter på Skoleskibet DANMARK.
Stk. 2.
Ubefarne skibsassistenter ansættes tidsbegrænset for et togt ad gangen.
Befarne skibsassistenter ansættes normalt tidsbegrænset for et togt ad gangen.
Befarne skibsassistenter kan fastansættes på 2:1 ordning.
Stk. 3.
Skibsassistenter mønstres efter vilkårene i den til enhver tid gældende lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. og de i denne aftale anførte regler.
Stk. 4.
En fastansat skibsassistents opsigelsesvarsel over for rederiet er 1 måned.
Rederiets opsigelsesvarsel over for skibsassistenten er 1 måned i 1. ansættesår og derefter 3 måneder.
Stk. 5.
Såfremt en fastansat skibsassistent giver opsigelse under påmønstring, kan fratrædelse fra MARTEC ske således
a.
Ved skibets første anløb af dansk havn efter varslets udløb, eller
b.
i forbindelse med normal afmønstring, dog fortsætter ansættelsesforholdet efter afmønstringen, såfremt opsigelsesvarslet ikke er udløbet.
Stk. 6.
Såfremt en fastansat skibsassistent afgiver opsigelse i en hjemmeperiode, skal dette ske senest 1 måned før næste forventede påmønstring, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette.
Stk. 7.
I det omfang tjenesten inklusiv ferie og frihed for en fastansat skibsassistent ikke opfylder et helt år, er den ansatte forpligtet til at udføre andet arbejde, MARTEC med rimelighed kan forlange.
Sådan andet arbejde skal varsles med minimum 1 måned.
§ 2.
Lønsystemet mv.
Lønsystemet består af en basisløn, jf. § 3 og centralt aftalte tillæg, jf. § 4, der kan suppleres med en tillægsdel, jf. § 5.
Stk. 2.
Der kan endvidere lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den enkelte måleperiode, i det omfang de på forhånd definerede mål er opnået.
§ 3.
Basislønninger (31. marts 2012-niveau)
Løngruppe 1 omfatter stillingen som togtansat befaren skibsassistent.
Basislønnen udgør for 3-skiftet vagt kr. 19.169 pr. måned.
Pr. 1. april 2027 udgør basislønnen kr. 19.525.
Løngruppe 2 omfatter stillingen som ubefaren skibsassistent.
Basislønnen udgør for 3-skiftet vagt kr.
15.358 pr. måned ved under 12 måneders sejltid og kr. 16.293 pr. måned ved over 12 måneders sejltid.
Løngruppe 3 omfatter stillingen som befaren skibsassistent fastansat på 2:1 ordning.
Basislønnen udgør for 3-skiftet vagt kr. 15.108 pr. måned.
Pr. 1. april 2027 udgør basislønnen kr. 15.464.
§ 4.
Centralt aftalte tillæg (31. marts 2012-niveau)
Der ydes et månedligt skoleskibstillæg for overarbejde, vagt ved land, søvagtstillæg, undervisningsfunktion samt for de timer, som den månedlige arbejdstid for befarne og ubefarne skibsassistenter er udvidet med.
Den daglige effektive arbejdstid er på 9 ½ time i gennemsnit 7 dage om ugen.
Arbejdstiden tilrettelægges under hensyntagen til de til enhver tid gældende hvilebestemmelser, for nuværende § 57 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. Skoleskibstillægget er baseret på en 3-skiftet vagt.
For løngruppe 1 (Togtansatte befarne skibsassistenter) udgør skoleskibstillægget kr. 16.800 pr. måned.
For løngruppe 2 (Ubefarne skibsassistenter) udgør skoleskibstillægget kr. 14.100 pr. måned ved under 12 måneders sejltid og kr. 14.800 pr. måned ved over 12 måneders sejltid.
For løngruppe 3 (Befarne skibsassistenter fastansat på 2:1 ordning) udgør skoleskibstillægget kr. 11.200 pr. måned.
Stk. 2.
Nattevagt i dansk havn godtgøres særskilt med fridøgnstimer.
Stk. 3.
Tilkaldevagt om aftenen/natten ombord på Skoleskibet, når eleverne er indkvarteret under værkstedskoleophold, samt tilsvarende tilkaldevagter i dansk havn under togt, hvor elever og besætning ikke forlader skibet, godtgøres særskilt med ½ fridøgnstime pr. times tilkaldevagt.
Tilkald under vagten godtgøres med normale fridøgnstimer.
§ 5.
Tillæg
Der kan lokalt aftales tillæg for varetagelse af særlige funktioner (funktionstillæg).
Stk. 2.
Der kan ligeledes lokalt aftales tillæg for kvalifikationer m.v., dvs. på grundlag af faglige og personlige kvalifikationer, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller hensynet til rekruttering og fastholdelse (kvalifikationstillæg).
Stk. 3.
Tillæg efter stk. 1 og 2 kan aftales i form af varige eller midlertidige tillæg.
Stk. 4.
Herudover kan der lokalt aftales engangsvederlag, f.eks. som honorering af en særlig indsats.
Stk. 5.
Der kan indgås forhåndsaftaler/aftales retningslinjer, hvori kriterierne og formen for tillæg er fastlagt.
Tillæggene udmøntes i overensstemmelse hermed, når de aftalte kriterier opfyldes.
§ 6.
Arbejdstøj
De ansatte er berettiget til arbejdstøj, herunder regntøj og sikkerhedssko efter behov.
§ 7.
Kostpenge
For togtansatte skibsassistenter gælder, at under ferie, fridage og sygdom udgør kostpenge kr. 83,80 pr. dag og under tjeneste, hvor kost ikke gives, kr. 198,30.
For fastansatte skibsassistenter gælder, at under tjeneste, hvor kost ikke gives, udgør kostpenge kr. 198,30.
Kostpenge under ferie, fridage og sygdom er indregnet i basislønnen.
§ 8.
Ferie
Ferieloven, statens ferieaftale og den til enhver tid gældende bekendtgørelse om ferie for søfarende er gældende for ansættelsesforholdet.
Stk. 2.
For togtansatte skibsassistenter gælder, at anvisning af løbende feriegodtgørelse sker via FerieKonto.
Stk. 3.
For fastansatte skibsassistenter gælder, at ferien indgår i 2:1-ordningen.
Fastansatte skibsassistenter optjener 1 måneds ferie og frihed for hver 2 måneders tjeneste på Skoleskibet DANMARK eller forholdsmæssigt.
§ 9.
Barsel og adoption
Der ydes løn under barsel og adoption efter de til enhver tid gældende regler for barsel og adoption (barselsaftalen) samt de i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. og de i bekendtgørelse om barselsdagpenge til søfarende til enhver tid gældende bestemmelser.
Stk. 2.
Afmønstrer en gravid fastansat skibsassistent, der har ret til fri hjemrejse for MARTEC’s regning i henhold til den til enhver tid gældende bekendtgørelse om gravide søfarendes ret til fratræden og fri hjemrejse, ordnes hjemrejsen af MARTEC/skibsføreren.
Det samme gælder, såfremt den gravide i henhold til den til enhver tid gældende sundhedslovs regler om svangerskabsafbrydelse opfylder betingelserne for fri hjemrejse.
Stk. 3.
En fastansat skibsassistent, der vil holde orlov i forbindelse med graviditet, barsel og adoption, skal senest 4 måneder (120 kalenderdage) før det forventede fødsels- eller adoptionstidspunkt skriftligt rette henvendelse til MARTEC herom.
§ 10.
Pension
For befarne skibsassistenter indbetales der pensionsbidrag til Pension Danmark.
Pensionsbidraget udgør 13,4 pct. af basislønnen.
Heraf udgør 2/3 ansættelsesmyndighedens og 1/3 skibsassistentens andel.
§ 11.
Deltid
Ved ansættelse på nedsat tid ydes forholdsmæssig løn.
§ 12.
Forhandling om og indgåelse af aftaler
Lokale aftaler forhandles og indgås mellem de parter, der er bemyndiget hertil.
Stk. 2.
Forslag til lønændringer kan fremsættes af begge parter.
Forhandlinger skal finde sted mindst én gang om året, hvis en af parterne anmoder herom.
Stk. 3.
Aftale om tillæg forhandles mellem den ansatte og ansættelsesmyndigheden.
§ 13.
Kan der ved lokal forhandling ikke opnås enighed, kan forhandlingerne, såfremt en af parterne begærer det, videreføres med deltagelse af repræsentanter fra vedkommende organisation.
Stk. 2.
Forhandlingen afholdes inden for en frist af 14 dage efter modtagelsen af forhandlingsbegæringen, medmindre andet aftales.
Stk. 3.
Hvis der ikke kan opnås enighed ved forhandlingerne mellem parterne, kan sagen ikke videreføres.
Stk. 4.
Brud på og fortolkning af lokale aftaler behandles efter de sædvanlige fagretlige regler.
§ 14.
Lokale aftaler om funktionstillæg, kvalifikationstillæg og resultatløn kan opsiges i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i en enkelt aftale, eller kan ændres ved enighed mellem aftalens parter.
§ 15.
Oplægningsperioder
Ved ansættelse til vedligeholdelsesopgaver på Skoleskibet under oplægningsperioder følges overenskomstens bestemmelser, dog således at der ikke ydes skoleskibstillæg.
I stedet optages der lokalt forhandlinger om ydelse af tillæg i henhold til §§ 5 og 12.
Stk. 2.
Pålagt arbejde ud over 37 timer om ugen betragtes som overarbejde og godtgøres med afspadsering eller betaling med et tillæg på 50 pct.
§ 16.
Hovedaftale
For overenskomsten gælder hovedaftale af 21. juni 1991 mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel.
§ 17.
Ikrafttræden mv.
Overenskomsten har virkning fra den 1. april 2026 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2029.
København, den 7. maj 2026
Flemming Thiesen
Sara Thomsen
3F Sømændene
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen