Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forsvarerbeskikkelse
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forsvarerbeskikkelse – nægtelse og afbeskikkelse
1.
Overblik og tjekliste
Det er et grundlæggende princip, at sigtede har ret til bistand af en forsvarer, som sigtede har valgt, og som sigtede selv betaler.
I en række sager skal sigtede have en forsvarer.
Ved afgørelsen af, hvem der skal beskikkes til forsvarer, skal der tages hensyn til sigtedes ønsker.
Det er også et grundlæggende princip, at straffesager skal behandles inden rimelig tid.
Det er en ret for den sigtede, men også hensynet til forurettede, til en effektiv retshåndhævelse og til god ressourceudnyttelse taler for, at straffesager behandles så hurtigt, som en rimelig hensyntagen til en forsvarlig behandling af sagen muliggør.
Der kan i nogle sager være behov for at foretage en afvejning mellem hensynet til sigtedes frie forsvarervalg og hensynet til sagens behandling inden rimelig tid.
Ved lov nr. 714 af 8. juni 2018, som trådte i kraft den 1. juli 2018, blev sigtedes muligheder for at ønske en bestemt advokat som forsvarer indskrænket, sådan at hensynet til sagsbehandlingstiden skal tillægges betydeligt større vægt end tidligere, særligt i prioriterede sager, hvilket efter lovforslaget omhandlede sager om vold, voldtægt eller våbenbesiddelse på offentligt tilgængeligt sted (VVV-sager).
Ved lov nr. 2601 af 28. december 2021, som trådte i kraft den 1. januar 2022, blev reglerne om forsvarerbeskikkelse og om afbeskikkelse af en forsvarer desuden bragt i overensstemmelse med den prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som fulgte af den politiske aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 (prioritering af sager om personfarlig kriminalitet i stedet for de såkaldte VVV-sager).
Disse retningslinjer indeholder nærmere forskrifter om
når beskikkelse, herunder opretholdelse heraf, vil medføre forsinkelse af sagen (dvs. efter retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, og § 736, stk. 1, nr. 2-5).
De øvrige tilfælde, hvor beskikkelse kan nægtes, eller hvor der kan ske afbeskikkelse (efter henholdsvis retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 1, samt § 736, stk. 1, nr. 1, og § 736, stk. 1, nr. 2, jf. § 735, stk. 3, nr. 1), er ikke omtalt nedenfor.
Det er som udgangspunkt rettens opgave af egen drift at påse, at hovedforhandlingen i straffesager fremmes på behørig vis, jf. retsplejelovens § 843 a, herunder i forbindelse med beskikkelse af forsvarer.
Det gælder, uanset om anklagemyndigheden har rejst spørgsmålet i en konkret sag, hvor der er anledning til det.
Anklagemyndigheden bør dog også have opmærksomhed på, om der i konkrete straffesager er anledning til at protestere mod beskikkelse af en bestemt forsvarer, fordi det vil medføre en forsinkelse af sagen, eller til at anmode om tilbagekaldelse af en beskikkelse for at afkorte sagsbehandlingstiden.
Der henvises til pkt. 4.7 nedenfor.
2.
Politiets efterforskning og sagsbehandling
3.
Forberedelse
4.
Jura
4.1.
Det frie forsvarervalg
Det fremgår af retsplejelovens § 730, stk. 1, at den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer.
Det fremgår herudover af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal have ret til at forsvare sig med bistand af en forsvarer, som han selv har valgt.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at retten til at forsvare sig ved en forsvarer af eget valg ikke er en absolut rettighed.
De nationale myndigheder skal tage hensyn til den sigtedes ønske om en bestemt forsvarer, men kan tilsidesætte disse ønsker, hvis der foreligger relevante og tilstrækkelige grunde til at fastslå, at dette er nødvendigt af hensyn til en forsvarlig retspleje.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 714 af 8. juni 2018 (lovforslag nr. 204 af 21. marts 2018, de almindelige bemærkninger, pkt. 3).
Det frie forsvarervalg er således undergivet visse begrænsninger.
Retten kan nægte at beskikke den forsvarer, som den sigtede ønsker, bl.a. hvis den pågældende forsvarers medvirken vil medføre en væsentlig forsinkelse af sagen, jf. retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, og retten kan med samme begrundelse tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2.
Beskikkelsen af en forsvarer kan også tilbagekaldes, hvis sigtede anmoder om beskikkelse af en ny forsvarer og ikke tidligere har haft lejlighed til at anmode om en bestemt forsvarer, eller sigtede anmoder om beskikkelse af en ny forsvarer og dennes medvirken ikke vil forsinke sagens behandling, jf. § 736, stk. 1, nr. 3-4.
Beskikkelsen kan også tilbagekaldes, hvis sigtede anmoder herom og selv har sørget for sit forsvar uden udgift for det offentlige, og uden at sagens behandling forsinkes, jf. § 736, stk. 1, nr. 5.
En advokat skal opfylde de almindelige betingelser for beskikkelse, jf. retsplejelovens §§ 733-735.
4.2.
Frist for sigtedes valg af forsvarer
Det fremgår af retsplejelovens § 735, stk. 2, at sigtede skal have lejlighed til angive, hvem sigtede ønsker beskikket til forsvarer.
Retten kan fastsætte en frist herfor.
Fristen vil efter forarbejderne (lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018) i almindelighed kunne fastsættes til 5 hverdage.
Sigtede skal have mulighed for at ønske en bestemt forsvarer både første gang, der skal beskikkes en forsvarer, og hvis beskikkelsen af en tidligere forsvarer tilbagekaldes, og der derfor skal beskikkes en ny forsvarer.
Sigtedes mulighed for at ønske en bestemt forsvarer begrænser sigtedes mulighed for senere at få en ny forsvarer beskikket.
Der henvises til pkt. 4.4.2. nedenfor.
Har sigtede ikke inden fristens udløb angivet, hvem sigtede ønsker beskikket, kan retten beskikke en beneficeret forsvarer efter den almindelige regel i retsplejelovens § 735, stk. 1.
4.3.
Beskikkelse
4.3.1.
Nybeskikkelse
Det fremgår af retsplejelovens § 735, stk. 3, at en advokat ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens oplysning, eller advokatens medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af sagen.
Det gælder både i de tilfælde, hvor sigtede har ønsket en bestemt forsvarer, og i de tilfælde, hvor retten beskikker en beneficeret forsvarer.
Det er hensigten med den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, at hensynet til sagsbehandlingstiden skal vægtes tungere i forhold til sigtedes frie forsvarervalg, end det tidligere har været tilfældet.
De stramninger, der blev indført ved lov nr. 714 af 8. juni 2018, indebærer således, at når der i forbindelse med, at sigtede ønsker en bestemt forsvarer beskikket, skal foretages en afvejning mellem sigtedes frie forsvarervalg og hensynet til sagsbehandlingstiden, skal der alene lægges vægt på en forventet forlængelse af sagsbehandlingstiden og på, om sagen er særligt prioriteret.
Ifølge forarbejderne til lov nr. 714 af 8. juni 2018 udgjorde særligt prioriterede sager de såkaldte VVV-sager (sager, hvor volds-, voldtægts- eller våbenforhold udgjorde hovedforholdet).
Der henvises til lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.5, for nærmere information herom.
Med lov nr. 2601 af 28. december 2021 blev definitionen af særligt prioriterede sager ændret til sager om personfarlig kriminalitet.
Særligt prioriterede sager (sager om personfarlig kriminalitet) omfatter ifølge forarbejderne (lovforslag nr. L 14 af 6. oktober 2021, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3) følgende
De særligt prioriterede sager omfatter ved domstolene tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.
Det er forudsat i forarbejderne, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette.
Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.
Væsentlig forsinkelse af sagens behandling
En person kan som nævnt ikke beskikkes som forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af sagen, jf. retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2.
Ifølge bestemmelsens forarbejder (lovforslag nr. L 14 af 6. oktober 2021) kan en advokat som udgangspunkt ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken forventes at medføre en forsinkelse på mere end 6 uger i sammenligning med, at en anden forsvarer beskikkes.
I særligt prioriterede sager (sager om personfarlig kriminalitet, jf. ovenfor) kan en advokat som udgangspunkt ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken forventes at medføre en forsinkelse på mere end 3 uger i sammenligning med, at en anden forsvarer beskikkes.
I de tilfælde, hvor retten har foreslået et passende antal tidspunkter for hovedforhandlingen, og den ønskede forsvarer hverken kan møde på nogen af de foreslåede tidspunkter eller på et tidligere tidspunkt, kan den ønskede forsvarer som udgangspunkt ikke beskikkes, hvis den pågældendes medvirken forventes at forlænge sagsbehandlingstiden med mere end 4 uger i sammenligning med, at der beskikkes en anden forsvarer.
I særligt prioriterede sager (sager om personfarlig kriminalitet) kan den ønskede forsvarer i sådanne tilfælde ikke beskikkes, hvis den pågældendes medvirken forventes at forlænge sagsbehandlingstiden med mere end 2 uger i sammenligning med, at der beskikkes en anden forsvarer.
Fristerne gælder, når sigtede inden for den frist, som retten har sat, anmoder om beskikkelse af en bestemt forsvarer, jf. pkt. 4.2.
Hvis en sigtet, der tidligere har haft lejlighed til at ønske en bestemt forsvarer, anmoder om at skifte forsvarer, kan sigtedes anmodning kun imødekommes, hvis sagen slet ikke forsinkes.
Der henvises til pkt. 4.4.2.
Grænserne på 6 uger og 4 uger er et fast udgangspunkt, der kun kan fraviges, hvis sagen forventes at være så langvarig, at en forsinkelse på mere end 6 uger eller 4 uger relativt set må anses for mindre væsentlig.
Som eksempel kan nævnes en sag, hvor hovedforhandlingen i bedste fald først kan forventes at kunne være afsluttet 12 måneder efter fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen.
I en sådan sag må en forsinkelse på f.eks. 2 måneder anses for mindre væsentlig.
I de særligt prioriterede sager (sager om personfarlig kriminalitet) anvendes grænsen på 3 uger og 2 uger strikt, når det skal vurderes, om en indtrædende forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.
Der vil dog skulle foretages en samlet vurdering, hvor der bl.a. skal lægges vægt på den bestående klientrelation, tidsgevinsten ved en ombeskikkelse, hensynet til eventuelle medsigtede, hensynet til at begrænse varigheden af varetægtsfængsling, hensynet til sigtede under 18 år, hensynet til forurettede og sagens karakter, herunder at det er en særligt prioriteret sag.
Det vil ikke altid på forhånd kunne beregnes, hvor meget sagsbehandlingstiden vil blive forlænget ved at beskikke den forsvarer, som sigtede ønsker, i sammenligning med, at en anden beskikkes til forsvarer.
Retten vil i praksis også være overladt et vist skøn med hensyn til, hvad der kan anses som et passende antal foreslåede tidspunkter for hovedforhandlingen, og dermed om de korte eller lange frister (2 eller 4 uger over for 3 eller 6 uger) skal anvendes.
Årsagen til, at den ønskede forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, er uden betydning.
En forsvarers beskikkelse vil således under i øvrigt tilsvarende omstændigheder kunne nægtes, uanset om forsinkelsen skyldes, at forsvareren er optaget af andre sager på de relevante dage, eller at forsvareren har lovligt forfald.
I sager med flere forsvarere vil det i et vist omfang bero på et skøn, hvilken eller hvilke af flere forsvarere der vil være den primære årsag til en væsentlig forsinkelse, og hvis beskikkelse derfor i givet fald skal nægtes.
Der henvises i øvrigt til forarbejderne til retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2 (lovforslag nr. 204 af 21. marts 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 7, og lovforslag nr. L 14 af 6. oktober 2021, bemærkningerne til § 2, nr. 5).
4.3.2.
Ombeskikkelse af hensyn til sagsbehandlingstiden
I nogle tilfælde opstår der spørgsmål om ombeskikkelse med henblik på at opnå en hurtigere behandling af sagen, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, jf. § 735, stk. 3 nr. 2.
Det vil f.eks. kunne forekomme, at sagen kan behandles hurtigere med en anden forsvarer end den aktuelt beskikkede, hvis
I disse tilfælde skal der foretages en samlet vurdering af, om der skal ske ombeskikkelse, hvori der bl.a. skal tages hensyn til
Hensynet til sagsbehandlingstiden skal ifølge forarbejderne vægtes tungt i den samlede afvejning.
I forbindelse med at tidspunktet for hovedforhandlingen skal fastsættes, vil der i almindelighed være mulighed for mod sigtedes ønske at beskikke en ny forsvarer, hvis den nye forsvarers medvirken forventes at afkorte sagsbehandlingstiden i væsentlig grad.
Det gælder også i ankesager.
Ved vurderingen heraf skal der bl.a. ses på forholdet mellem den forventede sagsbehandlingstid med den eksisterende forsvarer og med en ny forsvarer.
Både derfor, og fordi der som nævnt også indgår en række andre hensyn i den samlede afvejning, er det ikke muligt at angive, præcis hvor lang en forkortelse af sagsbehandlingstiden skal være, før der kan beskikkes en ny forsvarer for sigtede.
Følgende udgangspunkter er dog givet i forarbejderne (lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 8)
Hvis sagsbehandlingstiden fra berammelsestidspunkt til hovedforhandlingens afslutning kan forventes afkortet fra eksempelvis 3 måneder til 1 måned, er der tale om en så væsentlig tidsgevinst både absolut og relativt, at beskikkelse af en ny forsvarer bør ske alene af den grund.
I en sådan situation bør beskikkelse af ny forsvarer således ske, selv om der er tale om en ankesag, hvor sigtede har ønsket samme forsvarer som i foregående instans, eller sigtede har haft den pågældende som forsvarer i tidligere sager.
Det vil gælde, selv om der ikke i sagen er særlige hensyn til medsigtede, vidner mv.
Hvis sagsbehandlingstiden fra berammelsestidspunkt til hovedforhandlingens afslutning derimod kan forventes forkortet fra eksempelvis 9 måneder til 7 måneder, bør den tidsmæssige forkortelse af sagsbehandlingstiden ikke i sig selv kunne begrunde, at der mod sigtedes ønske beskikkes en ny forsvarer.
Hvis der i sagen er tungtvejende hensyn til eksempelvis medsigtede, varetægtsfængslede, sigtede under 18 år eller vidner, bør der imidlertid også i et sådant tilfælde kunne beskikkes en ny forsvarer mod sigtedes ønske.
Det gælder i særdeleshed i særligt prioriterede sager (sager om personfarlig kriminalitet).
Ovennævnte gælder også, hvor der helt eller delvist sker omberammelse af hovedforhandlingen, herunder hvor hovedforhandlingen forlænges en eller flere yderligere dage.
Årsagen til, at den aktuelt medvirkende forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, er uden betydning.
En forsvarers beskikkelse vil således under i øvrigt tilsvarende omstændigheder kunne tilbagekaldes, uanset om forsinkelsen skyldes, at forsvareren er optaget af andre sager på de relevante dage, eller at forsvareren har lovligt forfald.
Det gælder også, hvis forsvareren får lovligt forfald, efter at hovedforhandlingen er berammet eller begyndt.
I sager med flere tiltalte og flere forsvarere vil det i et vist omfang bero på et skøn, hvilken eller hvilke af flere forsvarere der er den primære årsag til en væsentlig forsinkelse, og hvis beskikkelse derfor i givet fald skal nægtes.
Som i sager med én forsvarer er spørgsmålet, om forsvareren objektivt set er årsag til forsinkelsen, ikke om der er noget at bebrejde forsvareren.
Der henvises til forarbejderne til retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2 (lovforslag nr. 204 af 21. marts 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 8, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.2).
4.4.
Forsvarerskifte efter anmodning fra sigtede
4.4.1.
Sigtede har ikke haft mulighed for at ønske forsvarer
Sigtede skal have lejlighed til at angive, hvem sigtede ønsker som forsvarer.
Der henvises til pkt. 4.2.
Hvis sigtede ikke tidligere har haft lejlighed til at anmode om en bestemt forsvarer, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 3, skal fristerne angivet i pkt. 4.3.1 følges ved vurderingen af sigtedes anmodning om beskikkelse af en forsvarer.
Det er således en betingelse for beskikkelse, at forsvarerens medvirken ikke forsinker sagen væsentligt.
4.4.2.
Sigtede har haft mulighed for at ønske forsvarer
Hvis sigtede tidligere har haft lejlighed til at ønske en bestemt forsvarer, kan sigtede kun skifte forsvarer, hvis sagen overhovedet ikke forsinkes på grund af forsvarerskiftet, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 4.
Det bemærkes i den forbindelse, at den nye forsvarer ikke får vederlag for merarbejde, som skyldes forsvarerskiftet.
Når beskikkelse af den aktuelle forsvarer er sket efter sigtedes ønske, eller sigtede i tilknytning til beskikkelsen havde mulighed for at ønske en bestemt forsvarer, kan ombeskikkelse efter sigtedes ønske kun ske, hvis ombeskikkelse ikke fører til
Når retten skal vurdere, om sigtede har haft mulighed for at ønske en bestemt forsvarer beskikket, bør retten lægge afgørende vægt på, om sigtede har forholdt sig passiv trods oplysning om muligheden for at ønske en bestemt forsvarer beskikket.
Hvis sigtede har modtaget oplysning om muligheden for at ønske en bestemt forsvarer beskikket og herefter har forholdt sig passiv, bør en senere anmodning fra sigtede om beskikkelse af en ny forsvarer, kun imødekommes under de to nævnte betingelser med hensyn til sagsbehandlingstiden og statens udgifter til beskikkede forsvarere.
Det gælder også, hvor retten i forbindelse med oplysningen til sigtede om muligheden for at ønske en bestemt forsvarer beskikket har angivet en frist herfor.
Hvis sigtede har været forhindret i at overholde fristen, f.eks. fordi sigtede har været indlagt på hospital eller har været fængslet (og retten ikke har sendt en forespørgsel til sigtede i fængslet), og sigtede dermed ikke har haft mulighed for at anmode om en bestemt forsvarer, vil sigtedes anmodning om ombeskikkelse ikke være omfattet af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 4.
Det vil heller ikke være tilfældet, hvis sigtede tidligere over for politiet, fængselsbestyrere eller retten har angivet, hvem sigtede ønsker beskikket til forsvarer, og ønsket er blevet overset i forbindelse med rettens beskikkelse af forsvarer for sigtede.
Det vil desuden ikke være tilfældet, hvis det ikke har været muligt for retten at spørge til sigtedes ønsker, f.eks. fordi sigtede er fritaget for at modtage digital post eller ikke har nogen fast bopæl, eller hvis sigtede er en udlænding, der hverken kan modtage digital post eller har en postadresse i Danmark.
Der henvises til forarbejderne til retsplejelovens § 735, stk. 2 (lovforslag nr. 204 af 21. marts 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 7).
4.5.
Ankesager
En advokat, der har været beskikket til forsvarer under behandlingen i den foregående instans, kan beskikkes i ankesager, hvis advokaten også er mødeberettiget for denne ret, jf. retsplejelovens § 733, stk. 2.
Det gælder både ved anke til landsretten og ved anke til Højesteret.
Reglen er obligatorisk for advokaten, der således kun kan afslå at modtage beskikkelse i det omfang, en beneficeret forsvarer ville kunne afslå at modtage beskikkelse.
Det gælder uanset, om advokaten er beneficeret.
Ved at påtage sig hvervet som beskikket forsvarer forpligter forsvareren sig således til også at modtage beskikkelse og at give møde i en eventuel ankesag, forudsat at den pågældende er mødeberettiget i ankeinstansen.
Reglen er ikke obligatorisk for retten, der således både af egen drift og efter anmodning fra sigtede kan beskikke en anden forsvarer i ankeinstansen end den, der har været beskikket for sigtede i foregående instans.
Når sigtede ved en ankesags begyndelse anmoder om beskikkelse af den forsvarer, der senest var beskikket under sagens behandling i den foregående instans, er det ikke en betingelse, at forsvarerens medvirken ikke medfører en forsinkelse, som overstiger de i pkt. 4.3.1 angivne tidsgrænser.
Selv om forsvareren reelt set nybeskikkes under anken, er det hensigten, at vurderingen af, om forsvarerens medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af sagen, skal ske på samme måde som ved tilbagekaldelse af en beskikkelse i medfør af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2.
Der henvises til pkt. 4.3.2 for nærmere information herom.
De beskrevne tidsgrænser i forbindelse med nybeskikkelse skal derimod anvendes, når det skal vurderes, om beskikkelse af en anden forsvarer end den, der senest var beskikket i den foregående instans, væsentligt vil forsinke behandlingen af sagen.
4.6.
Afgørelser træffes ved kendelse efter anmodning
Retten kan efter anmodning ved kendelse træffe afgørelse om at nægte at imødekomme sigtedes anmodning om beskikkelse af en bestemt forsvarer, jf. retsplejelovens § 735, stk. 4.
Afgørelse om i medfør af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, at tilbagekalde en beskikkelse, fordi betingelserne i § 735, stk. 3, for at nægte at beskikke advokaten som forsvarer er opfyldt, kan ligeledes træffes ved kendelse, jf. § 736, stk. 2.
Retten kan også af egen drift træffe afgørelse herom ved kendelse.
Afgørelser fra by- og landsret om at afvise en valgt forsvarer, at nægte at beskikke en forsvarer eller at tilbagekalde en beskikkelse i de tilfælde, hvor forsvarerens medvirken vil forsinke sagens behandling væsentligt (dvs. efter henholdsvis retsplejelovens § 730, stk. 3, 1. pkt., § 735, stk. 3, og § 736, stk. 1, nr. 2), kan inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt, indbringes for Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 737, stk. 1.
Også afgørelser fra by- og landsret om at nægte at beskikke en ny forsvarer i medfør af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 3 eller 4, kan – efter vedtagelsen af lov nr. 661 af 11. juni 2024 – påkæres til Den Særlige Klageret inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt.
4.7.
Initiativ til at nægte eller tilbagekalde beskikkelse
Retten kan og skal af egen drift anvende mulighederne for at nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker, og for at tilbagekalde en beskikkelse for at forkorte sagsbehandlingstiden.
Det følger af forarbejderne til retsplejelovens § 843 a, stk. 1, 1. pkt. Ifølge denne bestemmelse skal retten fremme enhver straffesag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader.
Der henvises til lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 16.
Reglernes anvendelse er derfor ikke afhængig af, om de påberåbes af en part.
Der er dog ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden eller en medsigtet anmoder retten om at nægte at beskikke en forsvarer.
Sigtede kan også selv fremsætte en anmodning, hvis sigtede ikke selv har ønsket en bestemt forsvarer, og retten derfor beskikker en beneficeret advokat efter den almindelige regel i retsplejelovens § 735, stk. 1, hvis medvirken vil forsinke behandlingen af sagen.
Parterne kan desuden anmode om afbeskikkelse af en forsvarer.
Anklagemyndigheden skal således have opmærksomhed på, om der i konkrete sager er anledning til at protestere mod beskikkelse af en bestemt forsvarer, fordi det vil medføre en forsinkelse af sagen, eller til at anmode om tilbagekaldelse af en beskikkelse for at afkorte sagsbehandlingstiden.
Der henvises til forarbejderne til retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2 (lovforslag nr. 204 af 21. marts 2018, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.5, og bemærkningerne til § 1, nr. 7).
Det gælder først og fremmest, hvis retten hører anklagemyndigheden om f.eks. tidspunktet for berammelsen eller om, hvorvidt en bestemt advokatbeskikkelse skønnes at medføre for lang sagsbehandlingstid.
Anklagemyndigheden skal i sin udtalelse tage udgangspunkt i, at sagen bør berammes hurtigst muligt og udtale sig imod en beskikkelse, der vil medføre en forsinkelse af sagen af den karakter, som er beskrevet under pkt. 4.3 ovenfor.
Herudover skal anklagemyndigheden – selv om retten som nævnt af egen drift skal anvende reglerne om forsvarerbeskikkelse mv. – overveje, om der i konkrete tilfælde er grundlag for over for retten at rejse spørgsmålet om at nægte beskikkelse af en bestemt advokat eller tilbagekaldelse af en beskikkelse med henblik på at fremskynde sagens behandling.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor sagens berammelse trækker ud, eller hvor der sker en (om)berammelse af sagen til et tidspunkt, som ligger noget senere end forventet, uden at der er oplysninger om særlige grunde til det.
Anklagemyndigheden skal i de ovennævnte tilfælde også overveje, om rettens afgørelse skal kæres.
5.
Straf og andre retsfølger
6.
Efter dom
Anklageren skal overveje, om dommen er egnet til at indgå i Anklagemyndighedens Vidensbase.
Vidensbasen skal dels indeholde afgørelser, som afspejler strafniveauet, praksis for rettighedsfrakendelse og andre retsfølger mv., dels afgørelser af mere principiel karakter, hvor der er taget stilling til et eller flere uafklarede spørgsmål i relation til bestemmelsernes anvendelsesområde, fortolkning mv.
En afgørelse kan også have generel betydning, hvis den f.eks. indeholder en sagkyndig erklæring eller anden faglig udtalelse, som vil være anvendelig i andre sager.
Domme til vidensbasen sendes via e-mail til vidensenheden@ankl.dk med en kort begrundelse for indstillingen.
Domme til vidensbasen skal være endelige.
7.
Love og forarbejder
Retsplejeloven - seneste hovedlov
Relevante forarbejder
-
Nægtelse af beskikkelse af forsvarer og
-
afbeskikkelse af forsvarer,
-
Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)
-
Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)
-
Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)
-
Sager om incest (straffelovens § 210)
-
Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)
-
Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)
-
Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)
-
Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)
-
Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)
-
Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)
-
Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)
-
Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)
-
Sager om røveri (straffelovens § 288)
-
beskikkelse af forsvarer er sket på et så tidligt tidspunkt under sagen, at der ikke samtidig er fastsat et tidspunkt for hovedforhandlingen,
-
den aktuelt beskikkede forsvarer får forfald, eller
-
hovedforhandlingen skal omberammes grundet andre forhold end forsvarerens.
-
det bestående klientforhold og forsvarerens arbejde i sagen,
-
sagens karakter,
-
eventuelle medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen,
-
varetægtsfængslede,
-
sigtede under 18 år og
-
sagsbehandlingstiden.
1.
En forlængelse af sagsbehandlingstiden.
¬Hvis tidspunktet for hovedforhandlingen er fastsat, betyder det, at ombeskikkelse kun kan ske til en forsvarer, som kan møde på den eller de fastsatte datoer for hovedforhandlingen.
Ombeskikkelse vil dog også kunne ske, hvis sagen med den nye forsvarer vil kunne behandles på et tidligere tidspunkt.
Blot én dags forsinkelse betyder, at ombeskikkelse ikke kan ske.
Hvis sagen ikke er berammet, vil afgørelsen af, om sagsbehandlingstiden må forventes at blive længere med den nye forsvarer, i et vist omfang bero på rettens skøn.
Der henvises til forarbejderne til retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 4 ( lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018 , bemærkningerne til § 1, nr. 8).
2.
En forøgelse af statskassens udgifter til beskikkede forsvarere.
¬Ombeskikkelse efter sigtedes ønske kan kun ske til en forsvarer, som er villig til at påtage sig hvervet for det vederlag, som den hidtidige forsvarer ville være blevet tillagt for arbejdet med den del af sagen, der ligger efter ombeskikkelsen.
Det følger af retsplejelovens § 741, stk. 2, at den nye forsvarer ikke vil blive særskilt vederlagt for det merarbejde, der kan følge af forsvarerskiftet.
Der henvises til forarbejderne til bestemmelsen ( lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018 , bemærkningerne til § 1, nr. 10).
-
Lovbekendtgørelse nr. 1298 af 7. november 2025 (bekendtgørelse af lov om rettens pleje)
-
Lov nr. 714 af 8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager)
-
Lov nr. 2601 af 28. december 2021 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet)
-
Lov nr. 661 af 11. juni 2024 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.)
-
Lovforslag nr. L 204 af 21. marts 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager)
-
Lovforslag nr. L 14 af 6. oktober 2021 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National enhed for Særlig Kriminalitet)
-
Lovforslag nr. L 115 af 28. februar 2024 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.)