Vejledning om erstatning og godtgørelse til indsatte i institutioner under Danmarks Fængsler og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v.
Statutory Text (5 Articles)
Vejledning om erstatning og godtgørelse til indsatte i institutioner under Danmarks Fængsler og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v.
Indledning
1.
Reglerne om erstatning og godtgørelse for følger af ulykkestilfælde m.v. er i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 6 fastsat administrativt i bekendtgørelsen om erstatning og godtgørelse til indsatte i institutioner under Danmarks Fængsler og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v.
Efter reglerne i bekendtgørelsen ydes erstatning og godtgørelse med udgangspunkt i reglerne i lov om arbejdsskadesikring.
Anvendelsesområdet for Danmarks Fængslers erstatningsordning
2.
Danmarks Fængslers erstatningsordning indebærer, at indsatte i institutioner under Danmarks Fængsler samt dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste får erstatning og godtgørelse, hvis de kommer til skade.
3.
Bekendtgørelsen omfatter udtrykkeligt indsatte, herunder varetægtsarrestanter, der opholder sig i institutioner under Danmarks Fængsler.
Børn, der tages med af en indsat under opholdet, er ikke omfattet af erstatningsordningen.
Prøveløsladte, der midlertidigt har fået frivilligt ophold i det fængsel (Københavns Fængsler), hvorfra prøveløsladelse har fundet sted (hospitantordningen), er heller ikke omfattet af erstatningsordningen.
Udover indsatte i fængslerne og arresthusene omfatter bekendtgørelsen også dømte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i et udslusningsfængsel, samt dømte, der opholder sig i et udslusningsfængsel i forbindelse med betinget dom, betinget benådning eller prøveløsladelse med vilkår om ophold dér.
Medanbragte familiemedlemmer og andre, der bor eller opholder sig frivilligt i et udslusningsfængsel, er ikke omfattet af erstatningsordningen.
Endelig omfatter bekendtgørelsen udtrykkeligt betinget dømte og prøveløsladte med vilkår om samfundstjeneste, hvis de kommer til skade under udførelsen af samfundstjenesten.
4.
Dømte, der efter reglerne om udgang er udstationeret til eller efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1-2, er anbragt i institutioner m.v. uden for Danmarks Fængsler, kan også være omfattet af bekendtgørelsen.
Det afhænger af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af opholdets karakter.
Hvis der i samarbejde med Danmarks Fængsler er fastsat nærmere vilkår for opholdet, herunder for adgangen til at bringe det til ophør ved beslutning om tilbageførsel til vedkommende institution, vil opholdet kunne sidestilles med ophold i en institution under Danmarks Fængsler.
Da der normalt altid fastsættes sådanne vilkår for opholdet, vil det i praksis betyde, at udstationerede og anbragte efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1-2, er omfattet af bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen gælder dog ikke i forhold til skader, der indtræder under ophold i institutioner m.v. uden for Danmarks Fængsler, hvis der for ophold i den pågældende institution m.v. gælder regler om erstatning og godtgørelse for følger af ulykkestilfælde m.v., som svarer til Danmarks Fængslers erstatningsordning.
Det er f.eks. tilfældet for ophold i institutioner, der er omfattet af Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for børn og unge i døgnophold efter barnets lov.
Skadesbegrebet
5.
Ved skade forstås ulykke og erhvervssygdom.
Bekendtgørelsen omfatter således også ulykker, der ikke skyldes arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, og uanset at den er indtruffet i fritiden.
Bortset fra den omstændighed, at Danmarks Fængslers erstatningsordning omfatter enhver ulykke, som skadelidte kommer ud for, og ikke kun de ulykker, der skyldes arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, svarer skadesbegrebet til arbejdsskadebegrebet i arbejdsskadesikringslovens § 5, jf. §§ 6-7.
Erstatningsordningen dækker imidlertid ikke sygdom i bred forstand, dvs. sygdom, der skyldes forholdene under afsoningen, men alene erhvervssygdom som defineret i lov om arbejdsskadesikring.
Skaden skal således være en følge af en sygdom, der er forårsaget af arbejdet eller arbejdsforholdene.
Dette er fastsat i bekendtgørelsens § 4, stk. 3.
6.
Der kan ydes erstatning og godtgørelse for skader, der indtræffer under opholdet i institutionen.
Endvidere ydes erstatning m.v. for skader, som indtræffer under arbejde uden for institutionen, medmindre skadelidte arbejder for en arbejdsgiver, som er uafhængig af institutionen.
Erstatning m.v. ydes også for skader, som indtræffer under uddannelse uden for institutionen, eller som indtræffer under anden godkendt aktivitet uden for institutionen.
Erstatning og godtgørelse ydes endelig, når skaden indtræffer under færden i forbindelse med arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
For personer, der er idømt en betinget straf eller er prøveløsladt med vilkår om samfundstjeneste, ydes erstatning og godtgørelse, når skaden indtræffer under udførelsen af samfundstjenesten.
7.
Desuden ydes der erstatning og godtgørelse for skader, som indtræffer under udøvelse af aktiviteter m.v., der afvikles i Danmarks Fængslers regi og under Danmarks Fængslers ledelse og ansvar som led i straffuldbyrdelsen.
Det gælder således skader indtruffet under løbeture, vandre- og cykelture, kano- og kajakture og lignende samt under studieture, der gennemføres som led i et undervisningsforløb, samt ledsagede udflugter fra en institution.
Derimod er skader, som pådrages under udgang f.eks. med henblik på besøg hos bestemte personer m.v. (orlov), ikke omfattet af bekendtgørelsen.
Særligt om ulykker
8.
Ulykker vil udgøre størstedelen af de skader, der er omfattet af bekendtgørelsen.
I overensstemmelse med § 6 i lov om arbejdsskadesikring forstås en ulykke som en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage den konstaterede skade og have sammenhæng med de fysiske eller psykiske forhold i institutionen eller med aktiviteter som led i opholdet.
Skader, som er opstået under slagsmål de indsatte imellem, kan efter praksis være omfattet, hvorimod skader, som skadelidte påfører sig selv med vilje (forsætligt), falder udenfor.
Særligt om hjælpemidler
9.
Beskadiges proteser, briller eller lignende hjælpemidler i forbindelse med en ulykke, vil skadelidte tillige kunne have krav på at få sine udgifter til reparation eller eventuelt fornyelse af hjælpemidlet betalt, også selv om den dømte ikke samtidig har pådraget sig personskade.
Der er i forhold til betaling af brillestel fastsat et maksimumsbeløb, der i 2026 er på 1.364,00 kr. Beløbet reguleres én gang årligt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Retlig anerkendelse
10.
Inden sagen oversendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, påhviler det Danmarks Fængsler at vurdere, hvorvidt den tilskadekomne tilhører den sikrede personkreds, og at den aktivitet eller de forhold, der førte til skaden, er omfattet af Danmarks Fængslers erstatningsordning (den retlige anerkendelse).
Heri ligger en stillingtagen til, om den skadelidte er omfattet af persongruppen i bekendtgørelsens § 1, og om skaden er indtruffet under de omstændigheder, der er nævnt i § 4.
Dette fremgår af bekendtgørelsens § 6.
Er dette tilfældet, sendes sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om anerkendelse i form af stillingtagen til årsagssammenhæng mellem skaden og hændelsen, samt om der er en personskade.
Dernæst træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om godtgørelse og erstatning og vurderer i den forbindelse, om den helbredsforringelse med eventuelt deraf følgende erhvervsevnetab, der søges godtgørelse og erstatning for, i det hele kan anses for at være forårsaget af de anførte forhold.
Anmeldelse af skader
11.
Skader skal anmeldes til Fængselskreds Øst, der behandler alle sager om erstatning og godtgørelse efter bekendtgørelsen, herunder anmeldelse af skader til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. bekendtgørelsens § 7.
En skade skal anmeldes til Fængselskreds Øst, hvis den skadelidte anmoder om det, eller hvis skaden antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring.
Dette fremgår af bekendtgørelsens § 8.
Anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
12.
Fængselskreds Øst skal anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis skaden antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring.
Anmeldelsespligten omfatter således ikke småskader som f.eks. splinter, skrammer og buler, der ikke er behandlingskrævende.
Det er endvidere en betingelse, at skaden er retlig anerkendt efter bekendtgørelsens § 6.
Dette fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1.
Hvis skaden ikke antages at kunne begrunde krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, skal sagen anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis den skadelidte anmoder om det.
Det er dog en betingelse, at skaden er retlig anerkendt.
Dette fremgår af bekendtgørelsens § 10.
Reglerne om anmeldelsespligt er ikke til hinder for, at Danmarks Fængsler selv betaler den skadelidtes udgifter til reparation eller fornyelse af proteser, briller eller lignende hjælpemidler (for brillestel dog højst det gældende maksimumsbeløb), i stedet for at anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det er en betingelse for således at undlade anmeldelse, at den indsatte ikke anmoder om, at skaden anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det er endvidere i almindelighed en betingelse, at den skadelidte ikke samtidig har pådraget sig personskade, medmindre der er tale om småskader.
13.
Anmeldes en skade ikke til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal der gøres fyldige notater svarende til de oplysninger, der normalt skal afgives ved anmeldelse af skader.
Det vil i de fleste tilfælde være mest hensigtsmæssigt, at der udfyldes en anmeldelsesblanket, der opbevares hos Fængselskreds Øst.
Dette fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 3.
14.
Afgørelse om erstatning og godtgørelse for følger af en skade træffes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen.
15.
Vejledning nr. 9145 af 12. marts 2018 om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. bortfalder.