Skrivelse om frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension, samt karantæneordninger i ydelsessystemet
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Skrivelse om frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension, samt karantæneordninger i ydelsessystemet
Orientering om lov nr. 303 af 24. februar 2026 om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Frakendelse af førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet, skærpelse af karantæneordninger i ydelsessystemet m.v.)
Folketinget har den 19. februar 2026 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Frakendelse af førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet, skærpelse af karantæneordninger i ydelsessystemet m.v.).
Ændringerne træder i kraft den 1. marts 2026.
Lovforslaget (L 80) kan ses på Folketingets hjemmeside på følgende link: https://www.ft.dk/samling/20251/lovforslag/l80/index
Med ændringsloven udvides antallet af straffebestemmelser, der kan udløse karantæne i ydelsessystemet, og der indføres en frakendelsesordning for førtidspension, seniorpension og tidlig pension for personer omfattet af karantæne i ydelsessystemet.
Samtidig udvides karantæneperioden fra 3 år til 5 år.
Udvidelsen af straffebestemmelser, der kan udløse karantæne og frakendelse, omfatter bl.a. banderelateret kriminalitet, grov narkokriminalitet, særlig grov økonomisk kriminalitet, forbrydelser mod staten, terrorisme og visse internationale forbrydelser, seksualforbrydelser, herunder voldtægt og overgreb på børn, samt grove forbrydelser mod liv og legeme (personfarlig kriminalitet), herunder manddrab og grov vold.
Derudover ændres de eksisterende regler om karantæne for fremmedkrigere, så det ikke længere er en betingelse for, at en person omfattes af en karantæne, at vedkommende modtog en forsørgelsesydelse for den periode, som dommen omfatter.
Ændringsloven finder anvendelse for strafbare forhold begået fra lovens ikrafttræden den 1. marts 2026 eller senere.
For forhold begået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende karantæneregler anvendelse.
Denne skrivelse orienterer om følgende ændringer i ydelseslovene
1.
Straffebestemmelser, der udløser karantæne og frakendelse
2.
Karantæne og frakendelse
2.1.
Karantæne
2.1.1.
Karantæne udløst af ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
2.1.2.
Karantæne udløst af bøde eller betinget fængselsstraf
2.2.
Frakendelse og mistet ret til tilkendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension
3.
Administration
4.
Oversigt over karantæneordninger for forhold begået før 1. marts 2026
4.1.
Fremmedkriger karantæne (9. juni 2017 til 28. februar 2026)
4.2.
Bandekarantæne (1. januar 2019 til 28. februar 2026)
4.3.
Karantæne for vold mod børn i nære relationer (1. maj 2022 til 28. februar 2026)
4.4.
Bandekarantæne i børne- og ungeydelsen (1. juli 2024 til 28. februar 2026)
1.
Straffebestemmelser, der udløser karantæne og frakendelse
Med lovændringen udvides antallet af straffebestemmelser, der kan udløse karantæne i ydelsessystemet.
Overtrædelse af straffebestemmelserne kan samtidig medføre frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension.
Udvidelsen omfatter alene strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere.
Karantæne- og frakendelsesordningerne omfatter personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens §§ 81 a, 98 og 99, § 100, stk. 1, §§ 101-102 og 104-108, § 109, stk. 1, § 110, stk. 1, §§ 110 a og 110 b, § 110 c, stk. 1-5, §§ 110 d og 110 f-114 j, kapitel 13 a, §§ 125 a og 180, § 183, stk. 1 og 2, §§ 183 a, 191 og 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 210, stk. 1 og 3, §§ 216, 218 og 219, § 220, 1. pkt., 2. led, §§ 222-224 og 226, § 227, stk. 1, § 231, § 232, stk. 1, 2. led, §§ 235, 235 a, 237 eller 241 a, § 244, stk. 2, §§ 245-246, § 249, stk. 2, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, § 262 a, § 262 b, § 288, stk. 2, § 289, stk. 1, § 290, stk. 2, § 290 a, stk. 2, eller overtrædelse af et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
Bestemmelserne vedrører bl.a. banderelateret kriminalitet, grov narkokriminalitet, særlig grov økonomisk kriminalitet, forbrydelser mod staten, terrorisme og visse internationale forbrydelser, seksualforbrydelser, herunder voldtægt og overgreb på børn, samt grove forbrydelser mod liv og legeme (personfarlig kriminalitet), herunder manddrab og grov vold.
Derudover udløser bøde og betinget fængselsstraf for overtrædelse af nogle af ovenstående straffebestemmelser relateret til fremmedkrigere karantæne.
Det vil være tilfældet for personer, der ved endelig dom er idømt bøde eller betinget fængselsstraf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
2.
Karantæne og frakendelse
Personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffebestemmelser nævnt i afsnit 1, omfattes af en 5-årig karantæne i ydelsessystemet.
Hvis de modtager førtidspension, seniorpension og tidlig pension, frakendes pensionen, og der kan ikke tilkendes førtidspension, seniorpension og tidlig pension i den 5-årige frakendelsesperiode.
Karantæne og frakendelse som følge af ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1 og 2.2.
Bøde og betinget fængselsstraf for overtrædelse af visse straffebestemmelser relateret til fremmedkrigere udløser en 5-årig karantæne i ydelsessystemet, herunder i pensionssystemet.
Karantæne som følge af bøde eller betinget fængselsstraf er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.2.
2.1.
Karantæne
2.1.1.
Karantæne udløst af ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
Personer, der som følge af endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffebestemmelserne nævnt i afsnit 1, omfattes af en 5-årig karantæne i ydelsessystemet.
Samtidig frakendes førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Frakendelsesordningen beskrives i afsnit 2.2.
Karantæneordningen indebærer for det første , at den dømte i en 5-årig periode efter udstået straf udelukkes fra følgende ydelser
Personer, der udelukkes fra at modtage de pågældende ydelser, vil kunne ansøge om hjælp til forsørgelse efter andre ydelseslove, men vil blive omfattet af en karantæneordning i henhold til disse regler.
Karantæneordningen indebærer for det andet , at den dømte i en 5-årig periode efter udstået straf højst kan oppebære følgende ydelser på et niveau svarende til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik
For det tredje indebærer karantæneordningerne, at den dømte ikke vil kunne medregne den 5-årige karantæneperiode ved beregningen af opholdsperioden efter § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.
Efter denne bestemmelse er retten kontanthjælp efter § 16, stk. 1, bl.a. betinget af, at personen lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år.
Personer, der ikke har opnået ret til kontanthjælp efter § 16, stk. 1, kan, hvis de øvrige betingelser for at modtage hjælp efter § 11, i lov om aktiv socialpolitik er opfyldt, modtage kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik.
Karantæneperioden på 5 år regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter anses for udstået, når personen bliver løsladt eller udskrevet.
Ved løsladelse eller udskrivning forstås første løsladelse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, den pågældende var idømt.
Denne karantæneordning omfatter alene strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere.
For strafbare forhold begået før 1. marts 2026 henvises til afsnit 4.
2.1.2.
Karantæne udløst af bøde eller betinget fængselsstraf
Personer, der ved endelig dom er idømt bøde eller betinget fængselsstraf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., omfattes af en 5-årig karantæne i ydelsessystemet.
Karantæneordningen udløst af bøde eller betinget fængselsstraf for overtrædelse af de nævnte straffebestemmelser svarer til karantænen beskrevet i afsnit 2.1.1. bortset fra, at bøde og betinget fængselsstraf ikke medfører frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension.
I stedet kan disse pensioner højst udgøre et beløb, der svarer til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik i den 5-årige karantæneperiode.
Karantæneperioden på 5 år regnes fra tidspunktet for endelig dom om bøde eller betinget fængselsstraf.
Denne karantæneordning omfatter alene strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere.
For strafbare forhold begået før 1. marts 2026 henvises til afsnit 4.1.
2.2.
Frakendelse og mistet ret til tilkendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension
Personer, der som følge af endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffebestemmelser nævnt i afsnit 1, omfattes af en ny frakendelsesordning for førtidspension, seniorpension og tidlig pension.
Samtidig omfattes de af en 5-årig karantæne i ydelsessystemet.
Karantæneordningen beskrives i afsnit 2.1.1.
Frakendelsesordningen omfatter alene strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere.
Frakendelsesordningen indebærer, at den dømte efter udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal have frakendt og miste retten til tilkendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter anses for udstået, når personen bliver løsladt eller udskrevet.
Ved løsladelse eller udskrivning forstås første løsladelse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, den pågældende var idømt.
Ordningen omfatter alle førtidspensionister, dvs. førtidspension tilkendt både efter lov om social pension og efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension), herunder også tidligere udsendte med psykiske lidelser og over 60-årige, samt alle personer, der er tilkendt og modtager seniorpension eller tidlig pension.
Det er ikke et krav for at blive omfattet af frakendelsesordningen, at personen modtog eller har modtaget ydelser i ydelsessystemet forud for domfældelse.
Med andre ord får den 5-årige periode betydning for alle personer, som ved endelig dom bliver idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffebestemmelserne nævnt i afsnit 1, uanset om vedkommende modtog eksempelvis førtidspension på tidspunktet for den periode, som dommen omfatter.
Det afgørende for, om en person er omfattet af reglerne, er, at den pågældende ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af en af de omfattede straffebestemmelser.
Frakendelsen af retten til førtidspensionen, seniorpensionen eller tidlig pension betyder, at den pågældende i en 5-årig periode helt forlader pensionssystemet.
Såfremt vedkommende inden frakendelsen var tilkendt en af de omfattede pensionstyper og ønsker at genindtræde i pensionssystemet efter den 5-årige frakendelsesperiode, skal vedkommende søge om ret til pension på ny.
Frakendelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor pensionisten har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og pensionsudbetalingen ville være blevet genoptaget.
Har udbetalingen af pensionen ikke været inddraget, har frakendelsen virkning fra den 1. i måneden efter det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
Det er hele den tilkendte førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension, der frakendes.
Det vil sige, at det er alle pensionens bestanddele, der efter forslaget vil skulle frakendes.
Det gælder f.eks. også et eventuelt tillæg, som er tilkendt af kommunen, f.eks. et tillæg til pensionen efter lov om aktiv socialpolitik.
Det er Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse om frakendelse af pensionen, idet afgørelsen er en direkte følge af straffedommen.
Udbetaling Danmark udbetaler derudover pensionen og vil som følge af loven skulle sikre, at pensionen stoppes i forlængelse af afgørelsen om frakendelse.
Udbetaling Danmark skal i henhold til underretningspligten efter § 7 i lov om Udbetaling Danmark give kommunen besked om frakendelsen med henblik på, at kommunen frakender tillæg til pensionen efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Udbetaling Danmark skal ligeledes tage stilling til, om der skal ske ændringer, hvis pensionisten modtager boligstøtte og børnetilskud efter de særlige regler, der gælder for pensionister.
Personer, der får frakendt pension omfattes samtidig af en 5-årig karantæne i ydelsessystemet som beskrevet i afsnit 2.1.1.
Hvis personen i karantæneperioden eksempelvis modtager folkepension eller kontanthjælp, vil pensionen eller kontanthjælpen alene blive udbetalt på et niveau, der svarer til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18, efter lov om aktiv socialpolitik.
Personen vil ikke kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, barselsdagpenge, fleksydelse og børne- og ungeydelse i karantæneperioden.
3.
Administration
For at sikre, at myndigheder og a-kasser kan administrere i overensstemmelse med karantæne- og frakendelsesordningerne, skal Udbetaling Danmark samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffebestemmelser nævnt i afsnit 1, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået udbetalt en offentlig ydelse i den 5-årige periode, hvor de som følge af dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.
Udbetaling Danmark samkører eller sammenstiller endvidere oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt bøde eller betinget fængselsstraf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
Danmarks Fængsler underretter Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i Danmarks Fængslers institutioner for en overtrædelse af straffebestemmelser nævnt i afsnit 1.
Anklagemyndigheden underretter Udbetaling Danmark, hvis en person ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf for en overtrædelse af en af straffebestemmelser nævnt i afsnit 1, og den pågældende på tidspunktet for den endelige dom har udstået fængselsstraffen.
Anklagemyndigheden underretter endvidere Udbetaling Danmark, hvis en person ved endelig dom er idømt bødestraf eller betinget straf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller § 114 g for forhold begået i udlandet, § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
Konstaterer Udbetaling Danmark ved sin samkøring eller sammenstilling af oplysninger om personer, der er omfattet af karantæneordningen og eventuelt frakendelsesordningen, med oplysninger i indkomstregisteret, at en person har fået udbetalt en offentlig ydelse, skal Udbetaling Danmark videregive resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen til den myndighed, der har foretaget udbetalingen.
Er udbetalingen foretaget af en a-kasse, skal Udbetaling Danmark videregive oplysningerne til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som videregiver oplysningerne til a-kassen.
Myndigheden eller a-kassen bliver derved gjort opmærksom på, at personen er omfattet af en 5-årig karantæne med frakendelse og udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser, så der kan tages højde for det i myndigheden eller a-kassens sagsbehandling og træffes afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af udbetalt ydelse.
I en 15-årig periode samkører eller sammenstiller Udbetaling Danmark oplysninger om personer, der er omfattet af karantæneordningen og frakendelsesordningen, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, at personerne ikke modtager kontanthjælp efter § 16, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, uden at opfylde opholdskravet, jf. § 11, stk. 3-7, i lov om aktiv socialpolitik.
Den 15-årige periode regnes fra det tidspunkt, hvor personen som følge af dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.
4.
Oversigt over karantæneordninger for forhold begået før 1. marts 2026
Som nævnt i indledningen finder ændringsloven alene anvendelse for strafbare forhold begået fra lovens ikrafttræden den 1. marts 2026 eller senere.
For forhold begået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende karantæneregler anvendelse.
Nedenfor i afsnit 4.1-4.4 oplistes ændringslove om karantæne i ydelsessystemet, der finder anvendelse for strafbare forhold begået før den 1. marts 2026.
For en nærmere gennemgang af reglerne henvises til de enkelte ændringslove og de bagvedliggende lovforslag, som der linkes til i de enkelte afsnit.
4.1.
Fremmedkrigerkarantæne
Med lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere), blev der blev indført en 3-årig karantæneordning i ydelsessystemet for fremmedkrigere, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
Det er en betingelse for karantæne, at den dømte modtog en række nærmere angivne forsørgelsesydelser for den periode, som dommen vedrører.
Anklagemyndigheden skal derfor underrette myndigheden eller arbejdsløshedskassen, hvis anklagemyndigheden har formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt en af ovennævnte straffebestemmelser, har modtaget en af de nærmere angivne forsørgelsesydelser.
Myndigheden eller arbejdsløshedskassen, der modtager underretning fra anklagemyndigheden, skal træffe afgørelse om, at ydelsen skal tilbagebetales for en periode, hvor personen er dømt for overtrædelse af ovennævnte straffebestemmelser.
For en nærmere gennemgang af administrationen henvises til afsnit 3 i skrivelse nr. 9585 af 29. juni 2017 om stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere.
Den 3-årige karantæneperiode regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom.
Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom og afsoningen, medregnes denne periode.
Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes den 3-årige periode fra tidspunktet for den endelige dom.
Det er endvidere en betingelse, at det strafbare forhold er begået i perioden fra den 9. juni 2017 til og med den 28. februar 2026.
Er det strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere, finder reglerne i ændringslov nr. 303 af 24. februar 2026 anvendelse.
Det betyder, at en endelig dom for overtrædelse af de omhandlede straffebestemmelser medfører en 5-årig karantæne og, hvis der idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Det er ikke længere en betingelse, at den dømte modtog en række nærmere angivne forsørgelsesydelser for den periode, som dommen vedrører.
Ændringslov, lovforslag og ændringsforslag
4.2.
Bandekarantæne
Med lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), blev der indført en 3-årig karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle, der ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Straffelovens § 81 a indeholder en bestemmelse om strafforhøjelse og skærpet straf for visse straffelovsovertrædelser med baggrund i rocker- og banderelaterede konflikter m.v.
Den 3-årige karantæneperiode regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Det er en betingelse, at det strafbare forhold er begået i perioden fra den 1. januar 2019 til og med den 28. februar 2026.
Er det strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere, finder reglerne i ændringslov nr. 303 af 24. februar 2026 anvendelse.
Det betyder, at en endelig dom for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, medfører en 5-årig karantæne i ydelsessystemet og frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Ændringslov og lovforslag
4.3.
Karantæne for vold mod børn i nære relationer
Med lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love m ændring af straffelov (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.), blev der indført en 3-årig karantæneordning i ydelsessystemet for personer, der ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.
Disse straffebestemmelser omhandler vold mod børn under 18 år i nære relationer.
Den 3-årige karantæneperiode regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Det er en betingelse, at det strafbare forhold er begået i perioden fra den 1. maj 2022 til og med den 28. februar 2026.
Er det strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere, finder reglerne i ændringslov nr. 303 af 24. februar 2026 anvendelse.
Det betyder, at en endelig dom for en lovovertrædelse, der er omfattet af de nævnte straffebestemmelser, medfører en 5-årig karantæne i ydelsessystemet og frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Ændringslov og lovforslag
4.3.
Bandekarantæne i Børne- og ungeydelsen
Med lov nr. 665 af 11. juni 2024 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af bandepakke IV), blev der indført en 3-årig karantæneordning i børne- og ungeydelsen for bandekriminelle, der ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Den 3-årige karantæneperiode regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Det er en betingelse for karantæne i børne- og ungeydelsen, at det strafbare forhold er begået i perioden fra den 1. juli 2024 til den 28. februar 2026.
Er det strafbare forhold begået den 1. marts 2026 eller senere, finder reglerne i ændringslov nr. 303 af 24. februar 2026 anvendelse.
Det betyder, at en endelig dom for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, medfører en 5-årig karantæne i ydelsessystemet, herunder i børne- og ungeydelsen samt frakendelse af førtidspension, seniorpension og tidlig pension i en 5-årig periode.
Ændringslov og lovforslag
Yderligere oplysninger om de vedtagne ændringer i diverse ydelseslove kan fås ved henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på star@star.dk eller tlf.
72 21 74 00.
1.
Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
2.
Dagpenge efter barselsloven.
3.
Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.
4.
Fleksydelse efter lov om fleksydelse.
5.
Børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse.
1.
Folkepension efter lov om social pension.
2.
Kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.
3.
Fleksløntilskud og tilskud til selvstændig virksomhed efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Lov nr. 674 af 8. juni 2017
-
LSF 192/2016-17
-
Bilag 6 - ændringsforslag
-
Lov nr. 1526 af 18. december 2018
-
LSF 77/2018
-
Lov nr. 452 af 20. april 2022
-
LSF 113/2021
-
Lov nr. 665 af 11. juni 2024
-
LSF 150/2023