Skrivelse til arbejdsløshedskasserne om retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til arbejdsløshedskasserne om retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto
Skrivelse til arbejdsløshedskasserne om nye retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto.
Denne skrivelse erstatter skrivelse Nr. 9485 af 1. juli 2024 om retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto.
Skrivelsen udsendes i medfør af § 10 i bekendtgørelse nr. 1217 af 28. september 2023 om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration.
Retningslinjerne er gældende fra 1. januar 2026.
1.
Indledning
A-kassen skal sikre, at der ikke udbetales dagpenge eller efterløn til medlemmer i perioder, hvor medlemmet holder ferie med feriegodtgørelse fra FerieKonto, samt at der sker fradrag for udbetalt ikke-afholdt ferie i efterlønnen.
Formålet med feriekontokontrollen er at undgå dobbeltforsørgelse, og at undgå at dagpenge eller efterløn udbetales med urette.
A-kassen udfører kontrollen på baggrund af data fra FerieKonto.
A-kassen skal kun hente data, der efter reglerne har betydning for ydelsen.
Det betyder, at der for dagpenge kun skal hentes data om afholdt ferie i dagpengekortets periode.
For efterløn skal der hentes data om afholdt ferie og udbetalt ikke-afholdt ferie fra 3 måneder før overgang til efterløn og ved det enkelte efterlønskort tilbage til sidst hentede oplysninger.
Dermed vil alle data om udbetalte ikke-afholdte feriepenge, der skal medføre fradrag i efterlønnen, blive hentet.
Når a-kassen henter data fra FerieKonto for en periode, returnerer FerieKonto data om afholdt ferie for den ferieperiode, medlemmet har oplyst til FerieKonto ved anmodningen om udbetaling af feriepenge.
Når der hentes afholdt ferie for en dagpengemodtager, returneres antal feriedage nedrundet til hele feriedage efter ferieloven.
Når der hentes afholdt ferie for en efterlønsmodtager, afrundes feriedagene til ½ dage efter reglerne for fradrag i efterlønnen.
Når der hentes ferieoplysninger for efterlønsmodtagere, returneres desuden oplysning om udbetalingsbeløbet samt oplysning om dette er et netto eller bruttobeløb, så a-kassen kan beregne eventuel feriekompensation.
2.
Løbende månedskontrol
I forbindelse med at medlemmet første gang åbner månedens dagpengekort for at anmode om udbetaling af dagpenge, henter a-kassen data fra FerieKonto via en webservice, og herefter belægges dagpengekortet automatisk med den afholdte ferie, som på dette tidspunkt, er oplyst af medlemmet til FerieKonto, og som dermed er kendt af FerieKonto.
I forbindelse med at medlemmet åbner månedens efterlønskort, eller der dannes efterlønskort på baggrund af ½-årserklæring, henter a-kassen data fra FerieKonto via webservice, hvorefter afholdt ferie i efterlønskortsperioden belægges automatisk på efterlønskortet og udbetalt ikke-afholdt ferie i den relevante periode lægges som feriefradrag.
3.
Kontaktpersoner vedrørende disse retningslinjer
Tilbagemeldinger vedrørende disse retningslinjer eller spørgsmål angående disse kan rettes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på star@star.dk