Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt ved dialog og samarbejde med patienters pårørende

Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt ved dialog og samarbejde med patienters pårørende

1.

Indledning

2.

Vejledningens anvendelsesområde, begreber og perspektiver

2.1.

Anvendelsesområde

2.2.

Anvendte begreber og perspektiver i dialogen med de pårørende

3.

Forhold der ikke er omfattet af denne vejledning

4.

Tavshedspligtens omfang

4.1.

Sundhedspersoner må gerne tage imod oplysninger fra pårørende

4.2.

Sundhedspersoner må gerne give generel vejledning til pårørende

4.3.

Sundhedspersoner må gerne gå i dialog med pårørende om deres oplevelse af en situation

5.

Tilfælde, hvor sundhedspersoner gerne må videregive tavshedsbelagte oplysninger til pårørende

5.1.

Patienten kan give samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende

5.2.

Særlige tilfælde, hvor videregivelse kan ske uden patientens samtykke

5.3.

Patienten er varigt inhabil

5.4.

Mindreårige patienter og forældremyndighedsindehavere

6.

Andre muligheder som patienten kan benytte for at inddrage de pårørende

7.

Journalføring

7.1.

Når sundhedspersoner modtager oplysninger fra en pårørende

7.2.

Når sundhedspersoner vejleder en pårørende om generelle forhold

7.3.

Når sundhedspersoner indgår i dialog med pårørende om deres oplevelse af situationen

7.4.

Når den pårørende selv er patient

8.

Ophævelse

1.

Indledning

Denne vejledning har til formål at udbrede viden om og understøtte sundhedspersoners muligheder for at indgå i dialog og samarbejde med patienters pårørende uden at bryde tavshedspligten, både under behandlingen og ved afslutning af behandlingen.

Det gælder både, når man giver informationer til de pårørende, hvad enten det er information om patienten selv eller helt generel viden og vejledning for at støtte den pårørende, når man tager imod relevante oplysninger fra de pårørende, og når sundhedspersoner indgår i dialog med pårørende om deres oplevelse af situationen og om støttemuligheder til pårørende.

Sundhedslovens regler om tavshedspligt sætter de grundlæggende rammer for, hvordan dialog og samarbejde med patienters pårørende kan foregå.

Et centralt omdrejningspunkt er kravet om at respektere patientens selvbestemmelsesret over tavshedsbelagte oplysninger.

Tavshedspligten gælder, medmindre der foreligger samtykke eller andet lovligt grundlag for videregivelse.

Samtidig bør sundhedsvæsenet som hovedregel, så vidt det er muligt, understøtte inddragelse af de pårørende og tage hensyn til deres situation.

I psykiatriloven er det direkte bestemt, at der ved indlæggelsessamtalen sammen med patienten skal tages stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens sociale netværk i behandlingsforløbet

.

I nogle tilfælde varetager de pårørende en særlig rolle, som gør, at de kan og skal inddrages i videre omfang.

Det gælder i forhold til varigt inhabile (pkt. 5.3.) og mindreårige (pkt. 5.4.).

Hvordan og hvornår en sundhedsperson kan inddrage de pårørende afhænger som hovedregel af, om patienten har givet samtykke til, at der videregives tavshedsbelagte oplysninger til de pårørende.

Hvis patienten ikke har givet sit samtykke, eller hvis patienten klart udtrykker, at vedkommende ikke ønsker, at de pårørende bliver inddraget, kan der opstå tvivl om, hvordan sundhedspersonen skal forholde sig til de pårørende uden at bryde sin tavshedspligt.

2.

Vejledningens anvendelsesområde, begreber og perspektiver

2.1.

Anvendelsesområde

Vejledningen gælder for alle sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig behandling af patienter.

Behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient

.

Den gælder både i relation til behandling af somatisk sygdom og psykiatrisk lidelse, og uanset om behandlingen sker på sygehus, i plejebolig, botilbud, ikke-offentlig institution, kommunal hjemmesygepleje, privat hjem, i almen praksis mv.

2.2.

Anvendte begreber og perspektiver i dialogen med de pårørende

Patienten

Vejledningen bruger ordet ”patienter”, som er det begreb, der anvendes i sundhedsloven.

Det er ikke afgørende, om behandlingsstedet kalder den enkelte for patient, borger eller andet.

Sundhedspersoners tavshedspligt

udspringer af et grundlæggende princip om, at patienter skal kunne give oplysninger i tillid til, at de ikke gives videre til andre.

Reglerne om tavshedspligt er afgørende for, at patienter kan etablere et tillidsforhold til sundhedspersoner.

Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn til patienternes behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro til og respekt for sundhedspersonerne.

Hvis patienten ikke har fuld tillid til, at sundhedspersonen overholder tavshedspligten, kan det skade relationen mellem sundhedspersonen og patienten og dermed påvirke mulighederne for, at patienterne får den nødvendige behandling.

Samtidig kan en del patienter have et ønske og en forventning om, at deres pårørende bliver involveret i behandlingen, så patienten kan få støtte af sine pårørende i en potentielt svær situation.

Nærmeste pårørende

I vejledningen skelnes mellem ”pårørende” og ”nærmeste pårørende”.

Tavshedspligten gælder som udgangspunkt over for begge grupper af pårørende.

Ved nærmeste pårørende forstås samlevende ægtefælle eller samlever, partner i et registreret parforhold, slægtninge i lige linje og efter omstændighederne søskende.

Adoptivbørn og plejebørn vil også kunne betragtes som nærmeste pårørende.

Efter omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn, vil andre familiemedlemmer, som patienten er nært knyttet til, også kunne betragtes som nære pårørende.

Familieforholdet er ikke afgørende.

Også en anden person, som patienten selv har valgt, fx en ven, nabo, værge, bistandsværge eller støtte- og kontaktperson, som patienten er nært knyttet til, vil i den konkrete situation kunne anses for nærmeste pårørende.

Det vigtige er, hvem patienten selv har givet eller giver udtryk for er den nærmeste pårørende.

Nærmeste pårørende er den eller de personer, der vurderes at kunne indtræde i patientens rettigheder efter sundhedsloven

, hvis patienten ikke selv er i stand til at varetage sine interesser.

Pårørende

Der kan være flere pårørende, som står patienten nær, og som ønsker at blive inddraget og hjælpe patienten.

For varigt inhabile patienter kan der således både være pårørende, der ikke kan varetage patientens interesser efter sundhedsloven som nærmeste pårørende, og nogle, der er at betragte som nærmeste pårørende, fordi de er indtrådt i patientens rettigheder.

Pårørende kan have flere forskellige roller.

Pårørende er forskellige og har forskellige ressourcer at bidrage med i forhold til inddragelse.

Ud over at kunne være patientens repræsentant kan en pårørende også fungere som fx ledsager, talerør for patienten, koordinator, omsorgsperson eller ressourceperson, der kan støtte patienten følelsesmæssigt og yde praktisk hjælp både under og efter behandlingen.

Nogle pårørende kan bidrage med viden om patienten, som kan være relevant for den behandling, der ydes af sundhedsvæsenet.

Samtidig kan pårørende også selv have gavn af viden og brug for hjælp til, hvor de kan få støtte som pårørende til et menneske med sygdom.

Det er en forudsætning for inddragelse af pårørende, at der er pårørende, som selv ønsker at blive inddraget og informeret.

Det vil ofte være hensigtsmæssigt, at de pårørende bliver inddraget i behandlingsforløbet, og mange patienter ønsker, at pårørende inddrages og informeres.

Samarbejde og dialog med pårørende til patienter kan have en afgørende betydning for patienternes behandling, da pårørende kan være en vigtig støtte i behandlingen og i opfølgningen på behandlingen.

Det kan fx være i forhold til at understøtte, at patienten tager medicin som ordineret (medicincompliance) eller at være opmærksom på tegn på faresignaler ved risiko for suicidal adfærd, ligesom pårørendestøtte kan bidrage til at mindske risikoen for tilbagefald og genindlæggelser.

I alle situationer, hvor en patient har en eller flere pårørende, bør sundhedspersonen løbende overveje, hvilken viden den pårørende har brug for, for at kunne varetage rollen.

Dette bør så vidt muligt ske i dialog med patienten og de pårørende.

Hvis en pårørende fx er ledsager eller ressourceperson for patienten og bistår patienten i det praktiske med behandlingen, fx at give medicin, kan der være et større behov for at være i dialog med patienten om løbende pårørendeinddragelse.

Børn som pårørende

Børn under 18 år kan også være pårørende.

Der gælder ikke særlige regler for denne pårørendegruppe.

Når børn er pårørende, er det dog særdeles væsentligt, at man som sundhedsperson sørger for at hjælpe og støtte de voksne pårørende eller patienten selv i, hvordan de bedst kan inddrage og hjælpe børnene.

Information til og inddragelse af børn vil skulle tilpasses børnenes alder og nærmere omstændigheder ved behandlingssituationen.

Det vil skulle ske under overholdelse af tavshedspligten og i samarbejde med børnenes primære omsorgspersoner.

Sundhedspersoner

Begrebet ”sundhedspersoner” dækker over alle sundhedspersoner, når de udfører sundhedsfaglig virksomhed.

Det vil sige både sundhedspersoner, der er autoriseret efter særlig lovgivning, og personer, der handler på disses ansvar

, fx pædagogisk personale, der giver medicin på et botilbud efter delegation fra en læge eller sygeplejerske.

Sundhedspersoner kan ofte stå i vanskelige situationer, hvor der kan opstå tvivl om tavshedspligtens omfang, herunder hvornår man som sundhedsperson kan dele informationer med pårørende uden at bryde tavshedspligten.

De kan også være i tvivl om, hvorvidt og hvordan man kan modtage oplysninger fra de pårørende.

3.

Forhold, der ikke er omfattet af denne vejledning

I vejledningen beskrives de rammer, som reglerne om tavshedspligt, indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger i sundhedslovens §§ 40-44 giver for sundhedspersoners samarbejde med de pårørende.

Det falder uden for denne vejledning at beskrive reglerne om tavshedspligt og videregivelse i forhold til andre end de pårørende.

Reglerne om videregivelse og tavshedspligt i sundhedslovgivningen mere generelt er beskrevet i den gældende vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Det falder også uden for denne vejledning at beskrive gældende regler for aktindsigt i patientjournaler og videregivelse af helbredsoplysninger til afdødes nærmeste pårørende.

Dette er beskrevet i den gældende vejledning om aktindsigt i patientjournaler og om videregivelse af helbredsoplysninger til afdødes nærmeste pårørende.

Endelig falder det generelt uden for vejledningen at beskrive metoder og tilgange til dialog og forventningsafstemning med de pårørende i øvrigt.

Enkelte steder beskrives dog visse forhold, det er væsentligt at være særligt opmærksom på.

Derudover henvises til Sundhedsstyrelsens udgivelser om pårørende og pårørendeinddragelse, som kan fremsøges på styrelsens hjemmeside.

4.

Tavshedspligtens omfang

En sundhedsperson må normalt ikke videregive helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger om en patient, som sundhedspersonen får kendskab til i forbindelse med patientbehandlingen til patientens pårørende.

Det omfatter også fx oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold eller gælds- og skatteforhold.

Dialog og samarbejde med patientens pårørende skal derfor ske inden for rammerne af tavshedspligten.

Patienter kan selv vælge, i hvilket omfang deres oplysninger må deles med pårørende, medmindre der er andet lovligt grundlag for videregivelsen.

Tavshedspligten gælder dog ikke oplysninger, som sundhedspersonen ved, at den pårørende allerede har kendskab til.

4.1.

Sundhedspersoner må gerne tage imod oplysninger fra pårørende

Hvis en pårørende uopfordret henvender sig med oplysninger, som sundhedspersonen vurderer kan have betydning for patientens behandling, kan og skal sundhedspersonen tage imod disse oplysninger som led i at udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed

.

De pårørende kan dog ikke pålægge en sundhedsperson tavshedspligt over for patienten.

Der er journalføringspligt i forhold til oplysninger, der skønnes at være nødvendige for tilrettelæggelsen og udførelsen af patientens behandling, og patienten skal informeres om de modtagne oplysninger, og hvem de kommer fra.

Det skal patienten, blandt andet for at man kan afklare rigtigheden eller aktualiteten af oplysningerne og for at bevare tillidsforholdet mellem patient og sundhedsperson.

Da pårørende kan tro, at de kan give oplysningerne i fortrolighed, bør sundhedspersonen indledningsvist vejlede om rammerne for at tage imod oplysningerne, herunder at patienten har ret til at få indsigt i oplysningerne, og at fortrolighed ikke er en mulighed.

En pårørende må fx også gerne hjælpe en patient med at bestille en tid hos en læge, hvis det derved kan sikres, at patienten er tilstrækkeligt identificeret, og der ikke er forhold, der indikerer, at patienten ikke ønsker det.

Dialog om en tidsbestilling udgør ikke i sig selv en videregivelse af oplysninger.

Man skal dog sikre, at man ikke i dialogen giver fortrolige oplysninger, som den pårørende ikke har ret til.

4.2.

Sundhedspersoner må gerne give generel vejledning til pårørende

Hvis patienten ikke har givet samtykke til, at sundhedspersonen videregiver tavshedsbelagte oplysninger til patientens pårørende, eller direkte har frabedt sig det, skal det respekteres, medmindre der er andet lovligt grundlag for videregivelsen.

Sundhedspersoner kan dog ofte informere pårørende om generelle forhold om en patients sygdom, som de pårørende allerede kender til, og om behandlingsmulighederne, uden at overtræde tavshedspligten.

Det kan fx ske ved at henvise til relevante hjemmesider.

Man kan også vejlede om, hvor de pårørende kan finde mere information, eller hvor de kan søge støtte, fx ved at give information om relevante tilbud, patient- og pårørendeorganisationer eller støttegrupper til pårørende.

Det er en konkret vurdering i hver enkelt situation, om det er muligt at vejlede de pårørende uden at overtræde tavshedspligten, da det bl.a. afhænger af, hvad den pårørende allerede ved.

Den generelle vejledning skal således tilpasses til de oplysninger, som den pårørende i forvejen er bekendt med.

Ved vejledning af pårørende er det essentielt, at sundhedspersonen undgår at dele tavshedsbelagte oplysninger, som de pårørende ikke allerede har kendskab til, og som er specifikke for den enkelte patient.

Derfor skal sundhedspersonen altid indledningsvist orientere sig om, hvilken viden de pårørende allerede har, før yderligere information gives.

Ved den mindste tvivl om, om de pårørende allerede er bekendt med tavshedsbelagte oplysninger, må man ikke dele oplysningerne med dem, før det er afklaret med patienten.

Se også pkt. 5.

Som sundhedsperson er det vigtigt at være opmærksom på, at en pårørende kan befinde sig i en særligt sårbar situation.

Derfor vil generel rådgivning om fx en sygdom kunne opfattes eller modtages som konkret vejledning om patientens tilstand.

Det er derfor vigtigt at tydeliggøre det, når den information, der gives, ikke omhandler den konkrete patient.

Hvor meget og hvor konkret en sundhedsperson kan vejlede den eller de pårørende, når der ikke er et samtykke til at videregive oplysninger om patienten, vil altid være en konkret vurdering.

Det er vigtigt, at der er en løbende dialog med patienten om mulighederne for pårørendeinddragelse og patientens ønsker til, hvordan og hvor meget pårørende skal inddrages, da det kan ændre sig undervejs.

Se nærmere i pkt. 5.

4.3.

Sundhedspersoner må gerne gå i dialog med pårørende om deres oplevelse af en situation

Sundhedspersoner kan også gå i dialog med de pårørende om deres oplevelse af situationen og de problemer, de oplever som pårørende, uden at det kræver et samtykke fra patienten.

Det gælder dog ligesom under pkt. 4.2. kun i det omfang, det kan ske uden videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger fra sundhedspersonen til den pårørende.

Hvor meget og hvordan en sundhedsperson kan gå i dialog med de pårørende til en patient, når der ikke er et samtykke til at videregive oplysninger om patienten, vil derfor altid være en konkret vurdering.

5.

Tilfælde, hvor sundhedspersoner gerne må videregive tavshedsbelagte oplysninger til pårørende

5.1.

Patienten kan give samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende

En patient, der er fyldt 15 år, kan give samtykke til videregivelse af oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger til pårørende.

Patienten skal være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Det vil sige, at patienten skal være i stand til at forstå konsekvensen af at give afslag eller samtykke.

Det er et naturligt led i rutinerne ved indflytning på plejehjem, ved indlæggelse, behandling, udskrivelse, hjemmeplejebesøg mv. at forsøge at afklare patientens ønsker til inddragelse af og information til pårørende.

Det er patientens eget valg

Det er vigtigt at sikre tydelig kommunikation omkring, hvem der må eller ikke må inddrages, så det er entydigt, hvem der er tale om.

Fx kan der være en situation, hvor patienten giver udtryk for ikke at ønske inddragelse af pårørende, men hvor patienten opfatter pårørende som børn og børnebørn, mens sundhedspersonen opfatter det som alle pårørende.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om det er alle pårørende, eller om fx patientens ægtefælle gerne må få information.

Patienten bør i dialogen informeres om mulighederne for hel eller delvis inddragelse af pårørende, og, når det er relevant, om, hvorfor inddragelse af pårørende eventuelt kan være gavnligt for patienten og behandlingen.

Sundhedspersonalet skal løbende være opmærksom på, hvornår og under hvilke betingelser et samtykke er givet eller afslået, da sygdomsforløbet kan indebære, at patientens ønsker og holdninger ændrer sig.

Ved udskrivelse kan det fx være relevant at få patientens samtykke til, at pårørende får oplysninger om fx medicin, genoptræning, mulige komplikationer, kriseplan for suicidal adfærd mv. for at kunne støtte patienten efter udskrivelsen.

5.1.1.

Samtykkets form

Samtykket skal som udgangspunkt være skriftligt, da det gælder videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling, og det skal indføres i patientjournalen

.

Der er ikke formkrav til, hvordan en patient frabeder sig videregivelse af oplysninger.

Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at en angivelse på fx stamkortet om, at en bestemt person er patientens pårørende, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at der er indhentet samtykke fra patienten til videregivelse til den pågældende pårørende.

Man kan fravige kravet om at indhente samtykket skriftligt, hvis omstændighederne taler for det.

5.1.2.

Samtykkets varighed og udstrækning

Et samtykke til at videregive oplysninger gælder ikke generelt, men omfatter kun de konkrete typer af oplysninger, som man aftaler med patienten, at det vil være relevant at videregive.

Har patienten fx et længere behandlingsforløb, eller sker der en uventet udvikling i behandlingen, kan det være nødvendigt løbende at indgå i fornyet dialog med patienten for at afklare, hvorvidt patienten har lyst til at inddrage de pårørende og i hvilket omfang.

I et sådant forløb kan det ændre sig, hvem patienten anser som pårørende, og en pårørende kan også have brug for at lade en anden pårørende tage over som den primære.

Et samtykke til videregivelse til pårørende bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Det kan derfor være vigtigt at få afklaret, om patienten ønsker at give fornyet samtykke, inden det udløber.

Et samtykke til videregivelse ophører desuden, hvis patienten afgår ved døden.

I de tilfælde kan oplysninger kun videregives til de nærmeste pårørende efter sundhedslovens § 45 og § 43, stk. 2, nr. 2.

Samtykket ophører desuden, hvis patienten bliver varigt inhabil.

Patientens tilkendegivelser forud for inhabiliteten kan dog bruges til at vurdere, om det er i patientens interesse at videregive oplysningerne.

En patients stillingtagen til videregivelse af oplysninger i tilknytning til en indlæggelse, indflytning på plejehjem eller i en anden forbindelse kan ikke nødvendigvis anses for at være bindende for den resterende del af behandlingsforløbet.

Sundhedspersonalet skal løbende være opmærksomme på, hvornår og under hvilke betingelser et samtykke er givet, da patientens holdninger og ønsker kan ændre sig.

Ved helt nye behandlingsforløb, fx ny indlæggelse, skal der indhentes et nyt samtykke.

Hvis en sundhedsperson er i tvivl om, om patienten fortsat ønsker videregivelse af oplysninger, skal patienten kontaktes for afklaring af dette.

En patient kan altid ændre mening og trække sit samtykke tilbage.

Den beslutning vil gælde fremadrettet, og indtil patienten eventuelt giver samtykke igen.

5.1.3.

Hvis patienten ikke ønsker inddragelse af eller videregivelse til pårørende

I nogle tilfælde ønsker patienter ikke, at andre inddrages i deres behandling og får viden om deres helbredssituation.

Som udgangspunkt har patienten i sådanne situationer krav på sundhedspersonernes fortrolighed, jf. dog pkt. 5.2. nedenfor.

Sundhedspersoner bør i relevant omfang løbende være åbne og nysgerrige over for baggrunden for afvisningen.

En patient bør ikke afkræves en forklaring, men nysgerrighed over for årsagen til afvisningen kan fx føre til, at patienten bedre kan vejledes om behov for netværksstøtte som følge af sygdommen, når det er relevant.

Det kan også være med til at afklare, om patientens ønske bunder i en misforståelse af, hvilke oplysninger der i så fald videregives.

Hvis patienten afviser en sådan dialog, skal det dog respekteres.

Derefter skal man løbende overveje, om patienten giver udtryk for en ændret tilgang, der kan give anledning til fornyet dialog.

En patient kan derudover altid ændre mening og give sit samtykke til videregivelse af oplysninger.

Af samme grund kan det være relevant løbende at spørge ind til, om holdningen eller behovet har ændret sig.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvornår det er relevant at tage emnet om inddragelse af pårørende op igen med patienten.

5.2.

Særlige tilfælde, hvor videregivelse kan ske uden patientens samtykke

I situationer, hvor sundhedspersonen vurderer, at videregivelse er nødvendigt på grund af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, kan der – trods tavshedspligten – ske videregivelse uden patientens samtykke og endda mod patientens ønske.

I de tilfælde skal der være tale om tungtvejende grunde, der klart overstiger hensynet til patientens krav på fortrolighed, for at der kan ske videregivelse til pårørende.

Det kræver, at sundhedspersonen foretager en konkret afvejning af hensynet til patientens ret til fortrolighed over for de væsentlige hensyn, der er til henholdsvis patienten, pårørende eller andre i den konkrete situation.

Hvis oplysninger videregives, skal patienten efterfølgende orienteres om dette.

5.2.1.

Nærmere om væsentlige hensyn til patienten

En patient kan være i en tilstand, hvor vedkommende er midlertidigt eller varigt inhabil og dermed ude af stand til at varetage sine interesser, forstå informationen og tage stilling til samtykke.

Det kan være, hvis patienten er bevidstløs eller er vurderet inhabil, fx på grund af svær kognitiv svækkelse, svær udviklingshæmning eller en psykotisk tilstand.

En psykotisk tilstand eller udviklingshæmning er ikke i sig selv ensbetydende med, at vedkommende er inhabil, da det vil skulle bero på en konkret vurdering.

I en sådan situation kan der gives bestemte oplysninger til pårørende, hvis det er en konkret vurdering, at en sådan videregivelse må antages at være i patientens interesse.

Det er vigtigt, at patientens ret til fortrolighed respekteres.

Det er et alvorligt tillidsbrud at videregive oplysninger, som patienten ikke ønsker bliver delt.

Det er derfor kun berettiget at videregive oplysninger uden samtykke, hvis patienten fx er bevidstløs eller i øvrigt på grund af sin tilstand ikke kan forstå og overskue konsekvenserne af sit ønske, og det vurderes at være i patientens interesse, at oplysningerne bliver videregivet.

Der kan være tale om, at pårørende får information for at kunne varetage patientens interesser, fordi patienten er ude af stand til at tage vare på sig selv, fx på grund af svær demens, hjerneblødning, bevidstløshed eller som følge af en ulykke.

Det er kun oplysninger, der er nødvendige for at opfylde formålet med at varetage patientens interesser, der kan gives til de pårørende i disse tilfælde.

Det er sundhedspersonen, der afgør, om det er nødvendigt at videregive oplysningerne til de pårørende for berettiget varetagelse af væsentlige hensyn til patienten, og hvilke oplysninger der er nødvendige at videregive.

5.2.2.

Nærmere om væsentlige hensyn til andre, herunder pårørende

På grund af væsentlige hensyn til andre kan man i nogle tilfælde tilsidesætte patientens krav på fortrolighed.

Hvis fx pårørendes eller sundhedspersoners liv eller helbred udsættes for nærliggende fare, og patienten ikke ønsker videregivelse af relevante oplysninger, kan det være berettiget at orientere de pårørende, hvis det kan medvirke til at begrænse risikoen eller faren.

5.3.

Patienten er varigt inhabil

Hvis patienten er varigt inhabil, vil det være de nærmeste pårørende, en personlig værge eller en fremtidsfuldmægtig med kompetence til det, der indtræder i patientens rettigheder for at varetage patientens interesser.

Hvis det er en nærmeste pårørende, som er indtrådt i patientens ret til at give informeret samtykke til behandling på vegne af patienten, har den nærmeste pårørende ret til at blive informeret.

Den nærmeste pårørende skal informeres om det, der er nødvendigt for at kunne tage stilling til, om der skal gives samtykke til behandling, men kun om det, der er nødvendigt for dette formål.

Det samme gælder, hvis man vurderer, at der er behov for livsforlængende behandling af en patient, der har oprettet et behandlingstestamente, hvor dette fravælges, og det er gjort afhængigt af, at nærmeste pårørende tilslutter sig.

Nærmeste pårørende har ikke dermed ret til aktindsigt eller adgang til alle oplysninger i journalen.

Eventuelle andre pårørende, der ikke er indtrådt i patientens rettigheder, kan alene informeres efter de regler, der er beskrevet i de forudgående afsnit.

5.4.

Mindreårige patienter og forældremyndighedsindehavere

Sundhedsloven skelner mellem mindreårige under 15 år og mindreårige 15-17-årige patienter i forhold til, hvornår den mindreårige selv kan give informeret samtykke til en behandling.

Forældremyndighedsindehaverne (herefter forældrene) har dog uanset dette fortsat en omsorgsforpligtelse og skal derfor inddrages i nødvendigt omfang, med undtagelse af visse tilfælde, jf. pkt. 5.4.2.

Det vil sige at de skal informeres i det omfang, det er nødvendigt for at kunne leve op til deres omsorgsforpligtelse.

Hvis en mindreårig patient tydeligvis er i den tro, at forældrene ikke skal inddrages, bør sundhedspersonen informere om dette og tage den mindreåriges eventuelle bemærkninger i betragtning inden endelig stillingtagen til, om eller i hvilket omfang forældrene skal inddrages.

5.4.1.

Patienter under 15 år

For patienter under 15 år er det som udgangspunkt forældrene, der kan give informeret samtykke.

Derfor har de også ret til at få den information, der er nødvendig for at kunne give et informeret samtykke.

I særlige tilfælde kan det dog være nødvendigt at undlade at give information til forældrene, hvis der er afgørende hensyn til barnet, og det vil stride mod barnets interesser, at forældrene informeres.

Det kan fx være tilfældet, hvis barnet behandles for skader, der giver mistanke om overgreb fra forældrenes side.

Der vil være pligt til at underrette om et sådant forhold efter Barnets Lov, og det skal barnet/den unge informeres om.

5.4.2.

15-17-årige patienter

Forældrene skal som udgangspunkt have information og inddrages i den 15-17-åriges stillingtagen, selvom det er den unge selv, der kan give samtykke til behandling.

Det skyldes, at forældrene fortsat har en omsorgsforpligtelse over for den unge.

Om forældrene skal informeres, beror på en vurdering ud fra bl.a. behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, barnets/den unges alder og modenhed og behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.

Oplysninger om, at barnet eller den unge er i live eller om, hvor vedkommende opholder sig, skal som hovedregel videregives til forældrene

.

Undtaget er dog situationer, hvor det vurderes, at det ikke er til barnets/den unges bedste at give denne oplysning.

Det er ikke i strid med tavshedspligten at videregive nødvendige informationer til forældrene til de 15-17-årige patienter, men det er en konkret vurdering, hvilke informationer der er nødvendige.

I den konkrete situation kan der også være tungtvejende hensyn til barnet eller den unge, som taler imod at give forældrene visse oplysninger.

Sundhedspersonen skal foretage vurderingen i den enkelte situation med inddragelse af den unges ønsker og tage hensyn både til den unge selv og til forældrenes mulighed for at varetage omsorgsforpligtelsen.

Sundhedspersonen skal lægge vægt på sundhedsfaglige og øvrige saglige kriterier i sin vurdering.

Det kan fx være, om patienten giver udtryk for forvirring over behandlingen eller er påvirket af situationen, om patienten er hjemmeboende, og om patienten selv giver udtryk for at have en anstrengt relation til sine forældre.

Disse oplysninger kan bidrage til vurderingen af, hvilken information der er nødvendig at videregive til forældrene i den konkrete situation.

Det kan således også være nødvendigt at informere forældrene til en 15-17-årig habil patient, fx hvis forældrene vil have brug for viden for at kunne hjælpe og støtte den videre behandling.

Lovgivningen indeholder desuden særlige undtagelser fra pligten til at informere forældrene til mindreårige børn, fx må forældrene ikke modtage information eller blive inddraget i den mindreårige kvindes stillingtagen til abort eller fosterreduktion

, medmindre den mindreårige kvinde selv ønsker det.

Derudover kan sundhedspersoner tilbyde og give mindreårige vejledning i forhold til prævention uden involvering af forældrene

.

5.4.3.

Pligt i lovgivningen til at informere forældrene i øvrigt

Efter forældreansvarsloven

har en forælder, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra blandt andet sundhedsvæsenet, private sygehuse, praktiserende læger og tandlæger.

Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det antages at være til skade for barnet.

Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældres forhold.

I særlige tilfælde kan Familieretshuset efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering om barnet.

Adgangen til orientering bortfalder desuden, hvis barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven

.

6.

Andre muligheder, som patienten kan benytte for at inddrage de pårørende

Udover at sundhedspersoner aktivt kan videregive oplysninger til pårørende, jf. ovenstående gennemgang, er der i mange situationer også mulighed for, at patienten selv kan sikre de pårørende adgang til løbende at indhente information, fx ved hjælp af en fuldmagt.

En fuldmagt giver en anden person ret til at handle på patientens vegne i bestemte sammenhænge.

Et samtykke til at videregive oplysninger er således ikke det samme som en fuldmagt.

Et samtykke kan fx betyde, at personalet må give den pårørende personlige oplysninger om patienten, og at den pårørende kan komme med til konsultationer mv. Samtykket giver ikke mulighed for at læse den digitale journal eller få aktindsigt.

Det kræver en fuldmagt.

Der er fx mulighed for at give fuldmagt til, at andre, konkrete personer kan se patientens digitale journal på lige fod med patienten selv.

Det kan derfor være relevant for sundhedspersoner at vejlede patienten og de pårørende om denne adgang.

7.

Journalføring

Patientens samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger skal indføres i patientjournalen med entydig identifikation af den eller de pårørende, som samtykket gælder for.

Hvis patienten ikke ønsker helbredsoplysninger mv. videregivet til pårørende, kan det være nødvendigt at indføre i journalen, så patienten fx ikke inden for samme forløb bliver spurgt gentagne gange om det af forskelligt involveret sundhedspersonale.

Hvis der sker videregivelse af helbredsoplysninger uden patientens samtykke i en af de situationer, som er beskrevet i pkt. 5.2., skal det fremgå af patientjournalen i nødvendigt omfang, herunder hvilke oplysninger der er givet, til hvem og på hvilket grundlag.

7.1.

Når sundhedspersoner modtager oplysninger fra en pårørende

Når en sundhedsperson modtager oplysninger fra en pårørende, som kan have relevans for tilrettelæggelsen og udførelsen af behandlingen af patienten, er der tale om behandlingsrelevante oplysninger.

Sundhedspersonen skal derfor i nødvendigt omfang journalføre oplysningerne, og hvem de er givet af.

Det skal også om nødvendigt journalføres, om og hvordan oplysningerne er indgået i tilrettelæggelsen af behandlingen mv.

7.2.

Når sundhedspersoner vejleder en pårørende om generelle forhold

Generel vejledning om, hvor der kan søges information eller helt overordnede oplysninger om en sygdom, støttemuligheder, behandlingsmuligheder mv., som ikke relaterer sig konkret til patientens behandling, skal ikke journalføres.

7.3.

Når sundhedspersoner indgår i dialog med pårørende om deres oplevelse af situationen

Hvis en sundhedsperson indgår i dialog med en pårørende om dennes oplevelse af situationen, skal dialogen ikke journalføres, medmindre den indeholder oplysninger, der har betydning for behandlingen af patienten.

7.4.

Når den pårørende selv er patient

I tilfælde, hvor en sundhedsperson yder generel vejledning til en pårørende, jf. pkt. 6.2., eller indgår i dialog med den pårørende om deres oplevelse af situationen, jf. pkt. 6.3., og den pårørende selv er patient hos sundhedspersonen, fx i almen praksis, skal sundhedspersonen desuden overveje, om situationen har en sådan karakter og et sådant indhold, at vejledningen skal journalføres i den pårørendes egen patientjournal.

8.

Ikrafttrædelse m.v.

Denne vejledning har virkning fra den 1. januar 2026, hvor vejledning nr. 9494 af 4. juli 2002 om sundhedspersoners tavshedspligt, dialog og samarbejde med patienters pårørende samtidig bortfalder.

1)

Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 3, stk. 6.

2)

Sundhedsloven § 5

3)

Sundhedsloven § 40

4)

Sundhedsloven § 14

5)

Sundhedsloven § 6, stk. 1.

Eksempel A

En mand ringer til sygehuset og beder om at blive omstillet til akutmodtagelsen, da han var til stede, mens hans nabo, som også er hans nære ven, blev hentet med ambulance for at blive kørt dertil.

Sundhedspersonen kan omstille til akutmodtagelsen, da det alene vil bekræfte en indlæggelse, som naboen allerede kender til.

Sundhedspersonen skal dog være opmærksom på ikke at give mere information, hvis ikke der er samtykke til det, eller en af de øvrige undtagelser gælder, jf. pkt. 5.

Eksempel B

En mand kontakter sygehuset og spørger til, om hans bror er indlagt hos dem for nylig.

Det må sundhedspersonen ikke oplyse, hvis der ikke er indhentet samtykke til det, eller en af de andre undtagelser gælder, jf. pkt. 5.

I dette eksempel er der ikke tale om oplysninger, som manden har på forhånd, og oplysningen om indlæggelse er derfor stadig fortrolig.

Sundhedspersonen kan dog oplyse broderen om, at hvis en patient indlægges og ikke ønsker pårørende involveret, er det som udgangspunkt ikke tilladt for sundhedspersonen at give information.

Sundhedspersonen kan også oplyse, at man generelt vil motivere patienter til at tillade orientering af bekymrede pårørende, hvis det er muligt.

Det bør understreges, at der er tale om generel vejledning, som ikke er udtryk for en bekræftelse eller afkræftelse af, om vedkommende er indlagt.

6)

Autorisationsloven § 17

Eksempel C

En kvinde oplever, at hendes far har demenssymptomer.

Faderen afviser, at det kan være tilfældet, men accepterer at gå til sin praktiserende læge med andre helbredsproblemer.

Faderen ønsker ikke, at datteren skal deltage i samtalen med lægen.

Datteren kontakter sin fars praktiserende læge og oplyser om de ændringer, som hun har observeret.

Lægen må gerne tage imod oplysningerne fra datteren, men skal gøre opmærksom på, at det ikke kan ske i fortrolighed.

Lægen skal i nødvendigt omfang journalføre oplysningerne, og hvem der har givet dem, hvilket patienten kan få indsigt i.

Eksempel D

En patient er indlagt på sygehuset og har ikke ønsket, at de pårørende involveres i behandlingen.

Patientens søster kontakter afdelingen og beder om at få oplyst, hvad patientens udsigter til bedring er.

I sådan et tilfælde skal sundhedspersonen afstå fra at give oplysningerne indledningsvist, men kan forsøge at afklare med patienten, hvad der eventuelt kan gives af oplysninger.

Det kan være, at patienten oplyser, at søsteren godt kender diagnosen, men at patienten ikke ønsker, at hun får andet at vide.

I det tilfælde kan sundhedspersonen kontakte patientens søster og oplyse, at det ikke er tilladt at give konkret information, men henvise søsteren til, hvor hun kan finde generelle oplysninger om sygdommen og behandlingsmulighederne.

Eksempel E

En patient er indlagt på sygehuset.

Patientens bror ringer for at høre, hvordan det går med patienten, og hvor lang tid patienten skal være indlagt.

Sundhedspersonen oplyser, at hun har tavshedspligt og derfor ikke kan dele konkrete oplysninger om patienten, men at broderen kan læse mere om prostatakræft på relevante hjemmesider.

Sundhedspersonen har i denne situation indirekte oplyst om patientens diagnose uden først at have undersøgt, om den pårørende allerede kendte til diagnosen.

Det kan udgøre et brud på tavshedspligten, hvis den pårørende ikke er bekendt med oplysningen.

Eksempel F

En kvinde er indlagt til langvarig behandling i forbindelse med et kræftforløb.

Hendes mor får lov at komme på besøg og ved, at der er tale om brystkræft, men patienten har ikke ønsket, at moderen får yderligere oplysninger.

Patientens mor stopper en læge på gangen og fortæller, at hun er stresset og bekymret for sin datter.

Moderen spørger, hvad prognosen er for denne type af brystkræft.

Lægen oplyser, at hun ikke kan indgå i dialog om patientens konkrete forløb og prognose, men henviser moderen til, hvor hun kan få hjælp som pårørende, og til, hvor hun kan læse mere om den konkrete kræftsygdom.

Lægen har ikke brudt sin tavshedspligt, fordi hun kun har givet generelle oplysninger om, hvor moderen kan få hjælp og viden om datterens sygdom, uden at viderebringe oplysninger om datterens sygdomsforløb, som moderen ikke allerede kender til.

7)

Bekendtgørelse nr.

-

Om pårørende skal inddrages

-

Hvem der kan inddrages og få information

-

Hvilken information de må få

8)

Sundhedsloven § 44, stk. 1

Eksempel G

En patient tager sin nabo med til en lægesamtale.

Patienten har selv bestilt tid og ved på forhånd, hvad samtalen med lægen skal handle om.

I denne situation er der ikke krav om et skriftligt samtykke.

Det skyldes, at en patient, der selv tillader tilstedeværelsen af en pårørende ved en undersøgelse, dermed afgiver et klart stiltiende samtykke til, at fortrolige helbredsoplysninger under den pågældende undersøgelse kan videregives til den pårørende.

Hvis patienten ikke ønsker, at den pårørende skal få bestemte helbredsoplysninger i den forbindelse, må patienten udtrykkeligt selv gøre opmærksom på det.

Det er dog vigtigt at få et skriftligt samtykke eller i hvert fald udlevere blanket og information til patienten, inden denne går hjem efter undersøgelsen, så det er på plads til senere kontakt, selvom videregivelsen til naboen skete på stiltiende grundlag under den konkrete lægesamtale.

Eksempel H

En patient indlægges akut og skal opereres i fuld anæstesi.

Inden han bliver bedøvet, samtykker patienten mundtligt til, at hans to voksne børn bliver informeret om situationen med indlæggelse og operation.

Under operationen sikres det, at børnene får information om indlæggelsen.

Her er der tale om en akut situation, hvor et mundtligt samtykke til videregivelsen må anses som tilstrækkeligt, da indhentelse af et skriftligt samtykke vil være vanskeligt og også kan risikere at udsætte behandlingen unødigt.

9)

Sundhedsloven § 44, stk. 2

Eksempel I

En patient ønsker ikke, at hans pårørende bliver informeret om indlæggelsen på psykiatrisk afdeling.

Det viser sig i samtalen med patienten, at hans ønske bunder i, at han ikke ønsker at få besøg eller tale med de pårørende.

Da han får at vide, at de pårørende godt kan få oplyst, hvor han befinder sig, uden at de kommer på besøg, giver han samtykke til, at hans familie får besked om, at han er indlagt, så de ikke skal være bekymrede over, hvor han er, og lede efter ham.

Eksempel J

En patient ønsker ikke, at hendes pårørende bliver informeret om, at hun er indlagt på psykiatrisk afdeling.

Hun vil ikke oplyse hvorfor og er helt afvisende over for emnet.

I det tilfælde skal patientens ønske respekteres, medmindre betingelserne for at videregive oplysninger uden samtykke er opfyldt, jf. pkt. 5.2.

Senere oplyser patienten, at hun savner sin bror, men ikke vil have, at han skal se hende i hendes nuværende tilstand, og at hun samtidig ikke har overskud til at kontakte ham.

Det giver en åbning for at spørge ind til, om hun ønsker, at afdelingen kontakter broderen, fx for at oplyse, at hun er indlagt, og aftale et muligt senere tidspunkt, hvor de kan ringe sammen.

Eksempel K

En patient indbringes i en svær psykotisk tilstand, og det vurderes konkret, at patienten er midlertidigt inhabil.

Det er ikke muligt at indhente relevante oplysninger eller samtykke fra patienten selv.

Patienten er kendt af sundhedspersonalet, som ved, at han har boet hos en nær ven.

De har også adgang til vennens kontaktoplysninger.

Personalet vurderer, at der er behov for at afklare patientens normale kognitive niveau og finde ud af, om han har indtaget medicin eller andet, der kan være årsag til tilstanden.

De kontakter vennen for at indhente de nødvendige oplysninger, og dermed videregiver de også oplysninger om situationen til vennen.

Det er tilladt efter sundhedslovens regler at videregive oplysningerne i et sådant tilfælde, hvis det ud fra en konkret vurdering er nødvendigt af hensyn til patientens interesser.

Når patienten senere er i en tilstand, hvor han kan forstå den information, han modtager, skal han orienteres om, at vennen har været kontaktet.

Eksempel L

En patient er under udredning for demens.

Han har ikke ønsket, at hans hustru skal deltage i den endelige samtale, hvor han får svar på udredningen.

Udredningen viser, at han har fået Alzheimers sygdom.

Patienten tilbydes medicinsk behandling og får desuden besked på, at han ikke længere må køre bil.

Patienten bliver vred over, at han ikke længere må køre bil og har svært ved at forstå sammenhængen.

Han ønsker ikke, at der videregives oplysninger til hans hustru.

Det sundhedsfaglige personale beslutter alligevel at kontakte patientens hustru per telefon og informere om kørselsforbuddet.

De har i denne situation vurderet, at det kan udgøre en potentiel fare for hustruen eller andre, hvis patienten ignorerer kørselsforbuddet og fortsætter med at køre bil.

Det er berettiget at videregive oplysningerne til hustruen.

Personalet har forsøgt at motivere patienten til at informere hustruen, og de vurderer konkret, at hun kan være i fare, hvis hun er passager i en bil, der føres af manden.

Udover hustruen vil det også være relevant og berettiget at kontakte politiet, da der også er risiko for andre personer.

Patienten skal orienteres om videregivelsen.

Eksempel M

En patient har været ude for en ulykke og skal opereres akut.

Hans hustru og voksne søn bliver informeret om ulykken af politiet og møder frem på sygehuset.

De spørger en sundhedsperson, hvad der sker.

Det har ikke været muligt at spørge til patientens samtykke til videregivelse til pårørende i situationen, men der er heller ikke oplysninger, der tyder på, at patienten ikke ønsker familien orienteret.

Sundhedspersonen oplyser, at patienten er i live og er ved at blive opereret, men at det ikke er muligt at oplyse mere på nuværende tidspunkt.

De oplysninger må gerne videregives, selvom der ikke er samtykke.

Sundhedspersonen vurderer konkret, at det er et tungtvejende hensyn at kunne berolige patientens pårørende med oplysningen om, at patienten er i live og under behandling.

Man må antage, at patienten ville ønske, at de blev informeret, og hensynet til de pårørende overstiger patientens ret til fortrolighed.

Patienten skal orienteres om videregivelsen, når det er muligt.

10)

Sundhedsloven § 18 jf. § 14

Eksempel N

En borger opholder sig på botilbud, hvor han også modtager behandling for KOL.

Han har et svært udviklingshandicap og er lægeligt vurderet varigt inhabil.

Det er hans gode ven, der fungerer som nærmeste pårørende, og som normalt giver informeret samtykke på vegne af ham.

Nu bliver vennen bedt om at tage stilling til, om medicinen skal omlægges.

I den forbindelse er det i overensstemmelse med reglerne at informere patientens gode ven om de forhold, der er nødvendige, for at hun kan give et meningsfuldt samtykke eller afvise den tilbudte behandling.

11)

Forældreansvarsloven § 2, stk. 1

12)

Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger, afsnit 3.1.1.

Eksempel O

En 16-årig patient møder frem hos sin praktiserende læge med ønske om at blive testet for mulig klamydia.

Hun ønsker ikke, at forældrene får kendskab til den eventuelle behandling, fordi hun er bange for, at det kan belaste deres relation.

Der er ikke noget, der indikerer, at pigen har brug for særlig omsorg eller støtte fra forældrene.

Lægen vurderer, at det ikke er nødvendigt at inddrage forældrene.

Lægen konstaterer, at pigen har klamydia, og begynder antibiotikabehandling samt giver råd og vejledning om, hvordan pigen kan forebygge lignende situationer.

Lægen er betrygget i, at pigen kan varetage behandlingen selv og forstår informationen.

Lægen vurderer derfor, at det heller ikke er nødvendigt at informere forældrene efterfølgende.

Det er i overensstemmelse med reglerne at undlade at informere forældrene, da lægen konkret tager stilling og forholder sig til hensynene for og imod inddragelse, herunder forældrenes omsorgsforpligtelse og pigens behov og ønsker.

Der lægges vægt på saglige kriterier.

Eksempel P

En 15-årig patient præget af udtalt koncentrationsbesvær og hyperaktivitet pga.

ADHD kommer på sygehuset med smerter i armen efter et fald.

Han ønsker ikke, at hans forældre bliver inddraget.

Han bliver undersøgt ved palpation af armen, og sundhedspersonen vurderer, at det kan gennemføres, uden at forældrene bliver inddraget.

Patienten er nu klar til at blive sendt hjem, men skal have medicin og sørge for at holde armen i ro.

Lægen vurderer, at patienten er habil, men at han på grund af situationen og karakteren af hans ADHD har svært ved at tage informationerne ind, og at han vil have svært ved selv at administrere medicinen og overholde de forholdsregler, han får oplyst.

Sundhedspersonen fortæller patienten, at det er nødvendigt at informere forældrene om behandlingen, så de kan hjælpe, når han kommer hjem.

Sundhedspersonen ringer derfor til patientens far og oplyser om situationen og den videre behandling.

Videregivelsen er i det her tilfælde berettiget, da patientens forældre har brug for viden om behandlingen for at kunne støtte op om den i hjemmet.

Eksempel Q

En habil 17-årig pige, der er flyttet hjemmefra og ikke har en nær relation til sine forældre, behandles ambulant på et sygehus for en vedvarende infektion, der ikke er af alvorlig karakter.

Hun vurderes at kunne varetage sin behandling selvstændigt og ønsker ikke, at forældrene inddrages.

I sådan et tilfælde kan det være i overensstemmelse med reglerne at undlade at informere pigens forældre, fordi der foretages en konkret vurdering af, at pigen fuldstændigt forstår situationen og ikke har behov for, at forældrene bistår ved den videre behandling.

13)

Sundhedsloven § 92 a, stk. 3

14)

Sundhedsloven § 62, stk. 2

15)

Lov nr. 1768 af 30. november 2020 om forældreansvar (Forældreansvarsloven) § 23

16)

Forældreansvarsloven § 23, stk. 4

17)

Sundhedsloven § 44, stk. 1

18)

Journalføringsbekendtgørelsen § 29, stk. 3

19)

Journalføringsbekendtgørelsen § 11

Eksempel R

En patient, der er tilknyttet en psykiatrisk afdeling, har været hjemme på orlov og er nu vendt tilbage som planlagt til fortsat indlæggelse.

Han har boet sammen med sin voksne nevø, som kender til hans sygdom.

Nevøen tager kontakt til en læge på afdelingen og oplyser, at det har været svært at håndtere onklens adfærd og sygdom denne gang, og at der har været større udsving i hans tilstand end tidligere.

Han har følt sig alene i det og manglet de nødvendige redskaber til at håndtere onklens udbrud.

Lægen lytter og vejleder patientens nevø om at søge hjælp i en gruppe for pårørende til patienter i psykiatrien.

Lægen fortæller også, at han vil tale med patienten om de udsving, nevøen nævner, og følge op på det.

Lægen skal her journalføre, at nevøen har oplyst om større udsving end normalt, men ikke oplysningerne om, hvordan situationen har påvirket nevøen selv og den vejledning, lægen har givet nevøen i forhold til det.