Legislator Case Law & Legislation
C20251007454 DK

Skrivelse om ændring af vejledning om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SKR#LOKDOK22 2025 10074 Historic

Skrivelse om ændring af vejledning om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge

SKR#LOKDOK22 2025 10074 Historic

I vejledning nr. 9602 af 30. juni 2025 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge foretages følgende ændring

1.

Efter »§ 21, stk. 2-5.« indsættes som nyt afsnit

»Til § 22 a

Til § 22 a, stk. 1

Et medlem, som opfylder betingelserne for at have drevet selvstændig virksomhed som iværksætter, kan forlænge optjeningsperioden med op til 3 år.

Det er bl.a. en betingelse for at kunne gøre brug af forlængelsen, at medlemmet har drevet virksomheden i mindst 2 år og højest 5 år.

Forlængelsen opgøres som den periode, hvor medlemmet har drevet virksomheden, minus 2 år (24 måneder).

Forlængelsen opgøres i hele måneder.

Eksempel

Et medlem søger om dagpenge og skal potentielt indplaceres i en dagpengeperiode den 1. marts 2026.

Den 3-årige optjeningsperiode løber derfor fra 1. marts 2023 - 28. februar 2026.

Medlemmet har drevet en selvstændig virksomhed som iværksætter i 4,5 år/54 måneder og kan derfor forlænge optjeningsperioden med 30 måneder (54 måneder – 24 måneder = 30 måneder).

Optjeningsperioden løber dermed fra 1. september 2020-28. februar 2026.

Til § 22 a, stk. 2

I bestemmelsen er betingelserne for at anses for at have drevet en virksomhed som iværksætter oplistet

1) Medlemmet har drevet selvstændig virksomhed efter § 2 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet med den samme virksomhed i mindst 2 år og højest 5 år.

2) Medlemmet opfylder inden for de seneste 12 hele kalendermåneder forud for opstart af virksomheden et indkomstkrav på baggrund af lønindkomst efter § 3, stk. 1, nr. 1 og 2.

3) Virksomheden skal, i den periode medlemmet har drevet den, have haft en samlet nettoomsætning eller et kapitalindskud på mindst 500.000 kr.

4) Medlemmet er ophørt med driften af virksomheden, jf. kapitel 5 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet.

Der stilles krav om, at alle betingelserne er opfyldt.

Ellers kan man ikke forlænge optjeningsperioden på baggrund af iværksættervirksomheden.

Kravet om lønmodtagerbeskæftigelse skal være opfyldt i de seneste 12 måneder forud for, at medlemmet har opstartet selvstændig virksomhed efter § 2 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed.

Ved skift af definition, jf. bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, f.eks. hvis aktiviteten skifter fra formueforvaltning til selvstændig virksomhed, skal indkomstkravet på grundlag af lønindkomst være opfyldt inden for de seneste 12 måneder efter virksomheden opfylder betingelserne i § 2 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet.

Ved opgørelse af indkomstkravet på baggrund af lønmodtagerarbejdet finder principperne i reglerne i §§ 6 og 21 i bekendtgørelsen og § 4 i bekendtgørelse om dagpengeperioden tilsvarende anvendelse.

Det betyder, at indkomstkravet opgøres på baggrund af indberetningerne i de forudgående 12 hele kalendermåneder, der ligger før opstart af den selvstændige virksomhed.

Hvis lønmodtagerarbejdet kun har haft en varighed af 12 måneder, kan der dog medregnes indkomst, der ligger i den indberetningsperiode, hvor den selvstændige virksomhed er startet, hvis indkomsten har betydning for opfyldelse af indkomstkravet, og indkomsten er optjent forud herfor.

Indkomsten kan medregnes forholdsmæssigt i forhold til antallet af kalenderdage i indberetningsperioden.

Drift af selvstændig virksomhed - særligt om tidspunktet for opstart af den selvstændige virksomhed, herunder skift af definition

Det er en betingelse, at medlemmet har startet selvstændig virksomhed og i en periode fra og med det tredje år til og med det femte år fra opstartstidspunktet ophører med driften heraf.

Medlemmet skal således have drevet selvstændig virksomhed i mindst 2 år og højest 5 år.

Medlemmet anses for at have påbegyndt den selvstændige virksomhed, når medlemmet har personligt arbejde med en erhvervsmæssig aktivitet, der opfylder betingelserne for definitionen af selvstændig virksomhed i § 2 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet.

Det betyder bl.a., at en person, der er ansat i en virksomhed, hvor personen ejer en del af selskabets kapital uden at have afgørende indflydelse, ikke opfylder betingelserne for at have drevet selvstændig virksomhed som iværksætter.

Det betyder også, at aktiviteter, der anses som formueforvaltning eller fritidsbeskæftigelse efter §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, ikke opfylder betingelserne for at have drevet selvstændig virksomhed som iværksætter.

Medlemmet anses for at have drevet virksomheden frem til det tidspunkt, hvor medlemmet opfylder en af betingelserne for ophør med virksomheden i §§ 13-20 i bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, jf. bekendtgørelsens § 22 a, stk. 2, nr. 4.

Det sidestilles med et ophør med virksomheden, hvis medlemmets aktivitet skifter definition efter reglerne i §§ 7-9 i bekendtgørelse om ophør med selvstændig virksomhed i dagpengeperioden, og dermed ikke længere opfylder definitionen af selvstændig virksomhed, jf. § 2 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet.

Overgangen fra lønmodtagerarbejde til selvstændig virksomhed vil i mange tilfælde være flydende, idet mange som led i opstart af virksomhed vil lade sig CVR-registrere, inden den selvstændige virksomhed drives på fuld tid.

Datoen for opstart af den selvstændige virksomhed, skal regnes fra det tidspunkt, hvor medlemmet opfylder betingelserne for at drive selvstændig virksomhed efter § 2 i bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, og ikke fra arbejdsophør fra det tidligere lønmodtagerarbejde.

Dette gælder også, selvom driften af virksomheden er påbegyndt forud for tidspunktet for arbejdsophøret og har været drevet sideløbende med lønmodtagerarbejdet.

Reglerne i §§ 7-9 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet om, hvornår en aktivitet skifter definition, f.eks. fra formueforvaltning til selvstændig virksomhed som følge af øget personligt arbejde i virksomheden, finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, hvornår den selvstændige virksomhed kan anses for påbegyndt.

Det betyder, at personer, der har været registreret med et CVR-nr., uden at der er udført personligt arbejde i virksomheden, eller det personlige arbejde har haft et omfang på op til 5 timer om måneden, først vil blive anset for at drive selvstændig virksomhed fra det tidspunkt, hvor personen udfører personligt arbejde af en varighed på mere end 5 timer om måneden, jf. principperne i § 9 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengeperioden om skift af definition af en aktivitet i løbet af dagpengeperioden.

Forudgående lønarbejde

Medlemmet skal opfylde et indkomstkrav i løbet af de 12 måneder, der ligger umiddelbart forud for opstarten af virksomheden, jf. ovenfor.

Opfyldelsen af indkomstkravet skal ske efter de samme principper som opfyldelse af det almindelige indkomstkrav.

Dog kan kun A-indkomst indberettet til indkomstregisteret efter § 3 i lov om et indkomstregister, og B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud eller underskud, medregnes til opgørelsen.

Det betyder, at en virksomheds skattemæssige overskud, A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, eller måneder med uddannelse, ikke kan medregnes til opfyldelse af indkomstkravet.

At opgørelsen af indkomstkravet bortset fra optjeningsperiodens længde sker efter de samme principper som det almindelige indkomstkrav betyder også, at der ved opgørelsen af indkomstkravet skal tages højde for indkomstloftet pr. måned.

Det betyder også, at det er indkomstkravet og indkomstloftet, som er gældende i det år, medlemmet bliver indplaceret i en dagpengeperiode, der skal opfyldes.

Et-årsperioden vil kunne forlænges med perioder med syge- eller barselsdagpenge, perioder med pasning af alvorligt sygt eller handicappet barn og perioder med pasning af døende, der ønsker at dø i eget hjem, hvilket svarer til reglerne om forlængelse af optjeningsperioden for ret til dagpenge.

Der stilles endvidere krav om, at medlemmet var medlem af en a-kasse i den periode, hvor indkomstkravet skal være opfyldt.

Det skyldes, at kun indtægt i en medlemsperiode kan indgå i opgørelsen af indkomstkravet og beregning af dagpengesatsen.

Til § 22 a, stk.3 og 4.

- nettoomsætning eller kapitalindskud

Det er en betingelse for forlængelse af optjeningsperioden efter stk. 1, at virksomheden har haft en nettoomsætning eller et kapitalindskud på mindst 500.000 kr. i den periode, hvor medlemmet har drevet virksomheden (op til fem år).

Ved nettoomsætning forstås de samlede indtægter, som en virksomhed har genereret i løbet af regnskabsårene, efter at moms, afgifter og direkte skatter er fratrukket.

Virksomhedens nettoomsætning opgøres samlet for den tid, medlemmet har drevet virksomheden, og der er ikke krav til omsætningen i virksomhedens enkelte regnskabsår.

Tilsvarende gælder ved opgørelsen af de kapitalindskud, som er tilført virksomheden.

Kravet om nettoomsætning eller kapitalindskud opgøres ikke forholdsmæssigt, hvis den tid, hvor medlemmet har drevet virksomheden udgør mindre end fem år regnet fra virksomhedens opstartstidspunkt.

Kravet er dermed altid på 500.000 kr., uanset hvor længe medlemmet har drevet virksomheden.

Størrelsen af nettoomsætnings- eller kapitalkravet reguleres ikke.

Nettoomsætningen er afgørende for at forstå virksomhedens faktiske indtjeningskapacitet, da det udelukker de penge, der betales videre til eksterne enheder som skatteforvaltningen.

Nettoomsætningen viser den reelle økonomiske præstation og er en indikator for virksomhedens evne til at skabe indtægter, som forbliver i virksomheden til geninvestering eller fortjeneste.

Det bemærkes, at virksomhedens nettoomsætning ikke er det samme som virksomhedens skattemæssige overskud.

Nettoomsætningen fremgår af virksomhedens regnskab.

Virksomheder i selskabsform har pligt til at indsende regnskab i forbindelse med årsopgørelsen.

A-kasserne vil enten via opslag i i skattemyndighedernes dataudstillingsplatform (DUPLA) eller via medlemmet kunne tilgå oplysningerne.

For enkeltmandvirksomheder med en nettoomsætning på 300.000 kr. og derover pr. regnskabsår gælder tilsvarende krav.

Kravet om indsendelse af regnskab for enkeltmandsvirksomheder gælder imidlertid ikke ved en nettoomsætning på under 300.000 kr. pr. regnskabsår.

I disse tilfælde dokumenteres nettoomsætningen ved, at medlemmet afleverer de regnskabsoplysninger, de er forpligtede til at have og opbevare af hensyn til Skatteforvaltningen, og som er de regnskabsoplysninger, der har dannet baggrund for årsopgørelsen.

I disse regnskabsoplysninger kan a-kassen aflæse de nødvendige omsætningstal.

For at sikre, at det er de rigtige regnskabsoplysninger, skal a-kassen kontrollere, at regnskabets resultat stemmer overens med det resultat (skattemæssige over- eller underskud), som medlemmet har indberettet til Skatteforvaltningen på selvangivelsen.

A-kassen kan således lægge nettoomsætningen i medlemmets årsregnskab til grund, såfremt resultatet af medlemmets årsregnskab er overensstemmende med det resultat, som fremgår af medlemmets årsopgørelse.

Dermed undgås, at medlemmet skal afgive en revisorerklæring i en situation, hvor virksomhedens økonomi må antages at være begrænset eller svækket.

Dokumentationsmodellen betyder, at der ved administrationen kan benyttes tilgængelige oplysninger i skattemyndighedernes registre evt.

suppleret med oplysninger, som medlemmet har.

Kapitalindskuddet i virksomheden kan både komme fra medlemmet selv eller fra andre personer, fonde m.v. Kapitalindskuddet vil f.eks. kunne ske i form af aktie- eller anpartskapital eller anden dokumentation for, at virksomheden er blevet tilført kapital, hvilket vil fremgå af virksomhedens regnskab.

For anparts- og aktieselskaber gælder, at selskabets ejerkreds fremgår af Erhvervsstyrelsens selskabs- og ejerregister, hvilket kan lægges til grund ved opgørelsen af kapitalindskuddet, der herved bliver dokumenteret via registerbaserede oplysninger.

For at dokumentere kapitalindskud i medlemmets enkeltmandsvirksomhed og kapitalindskud i anparts- eller aktieselskaber ud over tegning af anparter eller aktier, skal der fremlægges dokumentation for overførslen til virksomhedens konto, såsom bankudtog eller kvitteringer.

Det kan også være en erklæring fra en revisor eller advokat, der bekræfter, at kapitalen er indsat på virksomhedens konto, eller en bekræftelse fra en bank.

Til § 22 a, stk. 5

Ophør med drift af selvstændig virksomhed i perioden fra og med det tredje år til og med det femte år efter opstart af selvstændig virksomhed – forlængelse af tre-årsperioden

Den udvidede ret til dagpenge til iværksættere efter § 22 a, forudsætter, at virksomheden lukker i perioden fra og med det tredje år til og med det femte år regnet fra virksomhedens opstart.

Der vil være tilfælde, hvor medlemmet i tre-årsperioden helt eller delvis vil være afskåret fra at drive virksomhed som følge af udefra kommende forhold f.eks. sygdom og barsel.

Tre-årsperioden kan derfor på samme måde som ved optjening af indkomst- og beskæftigelseskravet forlænges på grundlag af perioder med syge- eller barselsdagpenge, pasning af alvorligt syge eller handicappet barn eller pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem.«

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →