Skrivelse om bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner
Vedlagt sendes bekendtgørelse nr. 474 af 14. maj 2025 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner (sundhedsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 2025, og den hidtil gældende skrivelse nr. 9714 af 24. juni 2022 ophæves.
Der er foretaget ændringer i bekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1, og § 18, stk. 1, nr. 2, og stk. 2.
I § 15, stk. 1, nr. 1, er der alene foretaget en justering, så der i bestemmelsen henvises til de gældende regler i sundhedslovgivningen.
Derudover fremgår de indsattes ret til børne- og ungdomstandpleje fremover kun af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og ikke også af § 15, stk. 1, nr. 1.
Der er ikke dermed sket indholdsmæssige ændringer.
I § 18, stk. 1, nr. 2, er der foretaget en ændring i forhold til, hvornår kriminalforsorgen skal tilbyde tandeftersyn til varetægtsarrestanter og indsatte, som udstår fængselsstraf eller forvaring, og som skal opholde sig i institution under kriminalforsorgen i 3 måneder eller derover.
Kriminalforsorgen skal fremover tilbyde disse indsatte tandeftersyn, når den pågældende har været indsat i 3 måneder, og det er mindst 12 måneder og højst 24 måneder siden, at den pågældende sidst var til tandeftersyn.
Derudover følger det nu af § 18, stk. 2, at indsatte i øvrigt tilbydes tandeftersyn, når den behandlende tandlæge efter en individuel tandlægefaglig vurdering finder, at der er behov herfor.
Ændringerne i § 18, stk. 1-2, er foretaget, fordi kriminalforsorgens regler for tandeftersyn ikke svarer til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Som hidtil gælder følgende vedrørende sundhedsbekendtgørelsen
Efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 1, har en indsat ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.
Bestemmelsen hviler på det hovedsynspunkt, at indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet, jf. også princippet i lovens § 4.
Bekendtgørelsen er udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 4, og § 105, stk. 2, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om henholdsvis sundhedsmæssig bistand til indsatte og regler om fuldbyrdelse af forvaring.
Bekendtgørelsen er tillige udstedt efter retsplejelovens § 776, 1. pkt., og omfatter både indsatte, som udstår fængselsstraf og forvaring, og varetægtsarrestanter.
Bestemmelserne i straffuldbyrdelsesloven suppleres af anden lovgivning vedrørende sundhedsmæssig bistand, herunder bl.a. sundhedsloven med tilhørende forskrifter.
1.
Lægebehandling til indsatte i fængsler og arresthuse
I § 2 fastslås det, at de indsatte behandles af en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet.
En ”læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet”, kan enten være en læge, der er ansat i kriminalforsorgsområdet, eller en privatpraktiserende læge, som betjener de indsatte i en eller flere institutioner.
Af § 3 fremgår det, at varetægtsarrestanter tillige har adgang til at tilkalde egen læge.
Som det fremgår af bekendtgørelsens § 3 skal politiet høres, inden der gives en varetægtsarrestant adgang til at tilkalde egen læge.
Baggrunden er, at politiet, som det også fremgår af § 3, af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan modsætte sig tilkald af egen læge.
Efter § 4, stk. 1, skal personalet uden ophold underrette en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, når en indsat ønsker læge tilkaldt.
Efter § 8, stk. 3, gælder dette også, når indsatte ved indsættelsen fremsætter ønsker om tilkald af læge.
I tilfælde, hvor dette sker uden for lægens eller sygeplejerskens arbejdstid, skal der i stedet ske underretning af lægevagten eller anden læge, som efter aftale med kriminalforsorgsområdet i dette tidsrum varetager den lægelige betjening af de indsatte i institutionen.
Der henvises i øvrigt til Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 2. marts 2001 om lægebetjening uden for normal arbejdstid, som kan findes i den elektroniske regelsamling på Intranettet under fanen "Klienter", "Straffuldbyrdelsesloven", "Sundhedsmæssig bistand".
§ 4, stk. 2 og 3, om den indsattes adgang til uoverværet personlig eller telefonisk kontakt med en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, gælder også for kontakt til vikarierende læge.
I relation til § 6 vedrørende underretning af pårørende ved alvorlig sygdom hos den indsatte, bemærkes, at kriminalforsorgsområdet i sådanne tilfælde tillige skal overveje, om der er grundlag for, at den pågældende søger benådning, og i givet fald rejse sagen over for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
I tilknytning til § 12 vedrørende sultestrejke bemærkes, at Direktoratet for Kriminalforsorgen på baggrund af internationale deklarationer og efter forelæggelse for Sundhedsstyrelsen har udsendt en tjekliste om forholdsregler i tilfælde af, at indsatte iværksætter sultestrejke.
Tjeklisten er vejledende, og der kan i konkrete tilfælde være grundlag for yderligere forholdsregler ud over dem, der er nævnt i tjeklisten.
Tjeklisten kan findes på Intranettet under fanen "Klienter", "Behandling og indsatser", "Sundhedsbehandling".
2.
Tandbehandling til indsatte i fængsler og arresthuse
Af bekendtgørelsens § 13 fremgår det, at de indsatte normalt behandles af en tandlæge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, som f.eks. kan være en praktiserende tandlæge.
Udgangspunktet er, at indsatte, som udstår fængselsstraf eller forvaring og skal opholde sig i institution under kriminalforsorgen i 3 måneder eller derover, har adgang til de typer af tandbehandling, som der ydes tilskud til efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne.
Herudover har de indsatte adgang til nødvendig lokalbedøvelse samt enorale røntgenundersøgelser i tilknytning til sådan behandling og tandbehandling omfattende aftagelig protetik, som i visse tilfælde er en mere relevant behandling end at behandle indsattes egne tænder.
Andre indsatte har kun adgang til nødbehandling.
Kriminalforsorgsområdet afholder udgiften til tandbehandling i det omfang, udgiften ikke afholdes af andre offentlige myndigheder efter sundhedsloven eller regler udstedt efter denne, og den indsatte ikke har midler til selv at afholde udgiften.
Det er endvidere en betingelse, at behandlingen efter en tandlægefaglig vurdering er rimelig i forhold til den pågældendes tandstatus ved indsættelsen, at det efter en tandlægefaglig vurdering findes påkrævet at udføre behandlingen, og at behandlingen ikke kan afvente løsladelsen.
I hvilket omfang den indsatte har midler til helt eller delvist at afholde udgiften selv, beror på en konkret vurdering af den indsattes økonomiske forhold sammenholdt med størrelsen af udgiften.
Hvis den indsatte alene har indtægt svarende til vederlaget for beskæftigelse i kriminalforsorgens institutioner, og den indsatte ikke i øvrigt skønnes at have økonomiske midler, må det lægges til grund, at den indsatte ikke selv kan afholde udgiften.
Der henvises i øvrigt til vejledning om tandbehandling og -eftersyn i kriminalforsorgen.
3.
Indsatte i kriminalforsorgens udslusningsfængsler
Bekendtgørelsens kapitel 4 vedrører indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens udslusningsfængsler.
Som det fremgår af § 20, finder kun visse af bekendtgørelsens bestemmelser anvendelse på indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens udslusningsfængsler.
Særligt i forhold til bestemmelserne vedrørende tandbehandling henledes opmærksomheden på, at alene § 17, som giver mulighed for i ganske særlige tilfælde at dække udgifter til tandbehandling ud over det, som der ydes tilskud til efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne, finder anvendelse i udslusningsfængslerne.
Baggrunden herfor er, at indsatte i udslusningsfængslerne er omfattet af de almindelige regler om tilskud fra andre offentlige myndigheder efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne.
4.
Tandlægekonsulenten
Kriminalforsorgsområderne har mulighed for at forelægge sager for kriminalforsorgens tandlægekonsulent.
Dette kan f.eks. være relevant, hvis udgiften til en foreslået behandling forekommer uforholdsmæssigt stor.